Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst ”Man skal høre meget,…” Efter snart 16 år som præst i Kirkens Korshær og i Aalborg Arrest bilder jeg mig sommetider ind, at der ikke længere er noget, der kan ryste mig. Man bliver som præst vist stor tillid i begge sammenhænge, og lægger øre til sider af livet, som kan være barskere og tilmed mere underfundige, end man har fantasi til at forestille sig. Tilliden bunder ikke mindst i, at såvel korshærens folk som de indsatte i arresten udmærket er klar over, at det værste en præst kan gøre sig skyldig i, er at fortælle videre af det, der er sagt i fortrolighed. Men nu oplevede jeg alligevel at blive rystet. Og nu fortæller jeg alligevel videre. Jeg har spurgt, om jeg måtte. Det fik jeg lov til. Og jeg mener, det er vigtigt, at så mange som muligt får det at vide. Det eneste, du behøver at vide om ham, er, at han kommer fra et andet sted på kloden. Og det kan man tydeligt se. Han læste et par år på universitetet og det var i den sammenhæng, følgende episode fandt sted. Der var fest blandt de studerende. Vores hovedperson og nogle flere studerende med anden etnisk baggrund havde fundet
sammen; sådan var det som regel, sagde han. Det gik ikke så nemt at snakke med danskerne. Ved bordet ved siden af blev der spillet ”Meyer”, og engang imellem kom en af de spillende over og sad i nogle minutter sammen med gruppen af studerende med anden etnisk baggrund. ”Gæsten” sad der lidt, sagde ikke så meget, men smilede bredt og vendte så tilbage til sin plads ved bordet, hvor der blev spillet. Det vakte nogen undren hos vores hovedperson og til sidst spurgte han den, som nu var kommet fra terningspillet og havde taget plads ved siden af ham: ”Er der nogen bestemt grund til, at I kommer på den måde?” Han gættede på, at det var endnu en af de uskrevne regler for rigtig opførsel, det var svært for ham at gennemskue og huske. ”Ja!”, lød svaret frimodigt. ”Hver gang en af os taber, skal vi gå herover og sætte os i fem minutter.” Det var straffen: at skulle sidde med de fremmede. Megen mobning og megen ringeagt sker ”bare for sjov”. Og så synes man måske ikke, den betyder så meget? Men for den, mobningen rammer, er det svært at le med. Og jeg må indrømme, at denne lille episode fra 17