Kirkens Korshær Aalborg Lokalnyt juni 2014 by J J

Juni 2014

Indhold

Side 1: Leder Side 3: Tanker fra Skurbyen – Interview med afdelingsleder Carsten Andersen Side 7: Ny struktur i Byarbejdet Side 9: Livet i varmestuerne – Interview med korshærsleder Eva Lillelund Side 13: Præstens side Bagside: Kalender

Leder af Jonas Jakobsen, korshærsleder Kirkens Korshærs arbejde følger nøden i samfundet. Hvad enten det er den synlige nød, der tydeligt fremstår i gadebilledet eller den skjulte nød, der findes og trives i ensomheden, så er det nøden, der sætter dagsordenen for Kirkens Korshær. Derfor glæder det mig, at vi umiddelbart efter sommerferien, kan igangsætte ombygningen af ejendommen i Søndergade 14, så vi i fremtiden kan imødekomme de behov vi ser blandt brugerne af Dagvarmestuen, Natvarmestuen og i vores Familiearbejde. De nye rammer for

denne del af vores arbejde i Aalborg vil betyde mere plads til brugerne, mere anstændige og nutidige forhold og ikke mindst muligheden for at vores hjælp i fremtiden kan tilpasses de nye behov, vi ser blandt de, der søger vores hjælp. I vores arbejde møder vi dagligt mennesker der har misbrug, hjemløshed og psykiske lidelser tæt inde på livet. De livsvilkår der præger brugerne af vores varmestuer, Gårdprojekt, Familiearbejde og andre tilbud, skal vi forsøge ændret ved fortsat at argumentere for mere medmenneskelig forståelse og accept, 1

samt protestere imod nedgørelse og uanstændig behandling. For nylig læste jeg en artikel på de sociale medier, at et engelsk supermarked havde monteret metalpigge i jorden nær ved supermarkedet for at undgå, at hjemløse skulle ligge sig til at sove i ly af boligblokken. Jeg har stor forståelse for, at butikker skal kunne drive deres virksomhed, men jeg tror på, at dialogens vej altid er den mest konstruktive. Jeg kunne ønske for det pågældende område i London, at der havde været en varmestue eller et herberg i nærheden, så situationen kunne være blevet løst mere anstændigt for alle parter. Heldigvis kan forholdene i London ikke på nogen måde sammenlignes med forholdene i Aalborg, men det giver et fingerpraj om, at vi i Kirkens Korshær fortsat bør være opmærksomme og stille krav om rummelighed i vores samfund. Alle

byens pladser er for alle byens borgere, og de udsatte og hjemløse vil nok fortsat være en del af byen. Hvis vi indretter os ordentligt og prioriterer dialogen, så kan der skabes plads til både de erhvervsdrivende, til borgeres private boliger og til manden på bænken. I denne udgave af Lokalnyt vil du blandt andet kunne læses to interessante interviews, der sætter fokus på to af vores tilbud i Aalborg, dagvarmestuen på Østerbro og Skurbyen på Stenosvej. Rigtig god læselyst og god sommer til jer alle.

Nyhedsbrev fra Kirkens Korshær i Aalborg Ønsker du at følge mere med i Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg, så kan du nu tilmelde dig vores mailliste og modtage et nyhedsbrev ca. 4 gange årligt.

Du kan tilmelde dig på www.kkaalborg.dk

Vi er også at finde og følge på Facebook www.facebook.com/kkaalborg 2

Vi ser frem til at holde dig orienteret!

Tanker fra Skurbyen Interview med afdelingsleder Carsten Andersen Af Teresa Suetta

Carsten Andersen er pr. 1. april 2014 blevet afdelingsleder af Skurbyen i Aalborg. I den anledning er jeg taget over i Skurbyen for at få en snak med Carsten. Jeg er spændt på at høre, hvad han tænker omkring det at være ansat i Kirkens Korshær, at være ny leder og om sit arbejde med mennesker. Da jeg træder ind igennem lågen får jeg mindelser om ”Fristaden” i København, ganske vist en mindre en af slagsen, men absolut ligeså hyggelig og fri i sin fremtræden og natur. Inde på kontoret er Carsten optaget af en telefonsamtale, men ikke mere

optaget end at han kan sende mig et varmt smil, der signalerer, at jeg er velkommen. Det varer ikke mange minutter, så sidder vi da også i Skurbyens opholdsstue med kaffe og chokolade. På mit spørgsmål om hvordan Carsten fik ideen til at søge ind i Kirkens Korshær, er det navnene på to personer som bliver nævnt som det første og med stor begejstring: - Finn Christiansen og Bjarne Lenau Henriksen er mine store forbilleder. Før jeg begyndte i Kirkens Korshær var jeg arbejdsmand ved et elforsyningsselskab oppe i Hjørring. I min fritid var jeg meget aktiv i KFUM og K, og det skete, at Finn holdt

foredrag der et par gange om Kirkens Korshær. Jeg vidste ikke helt hvad Kirkens Korshær var for noget, men det satte gang i mine tanker: Sådan et arbejde ville jeg gerne have. Og da jeg som arbejdsmand kørte en del rundt i Vendsyssel, var der god tid til at tænke over fremtiden og hvordan jeg skulle gribe den an. På det tidspunkt havde jeg ikke mod på at tage pædagoguddannelsen, men jeg søgte ind på Diakonissestiftelsen i København. Her hørte jeg om Kirkens Korshær, og jeg besøgte bla. Mariatjenesten. Jeg læste også mange artikler og især en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften ” Det nytteløse nytter” gjorde stærkt indtryk på mig, og da vidste jeg at jeg skulle arbejde i Kirkens Korshær. Det var Bjarne Lenaus årsberetning fra Kirkens Korshærs årsmøde.

skulle holde som chef, så kunne jeg ikke se andre muligheder, end at jeg skulle søge stillingen. Jeg kunne ikke forestille mig, at der skulle komme en person ind udefra, som skulle lave det hele om med nye visioner og nytænkning. Det drejer sig jo om seks menneskers hjem! Det er ikke kun en arbejdsplads. Carsten har da heller ikke tænkt sig at lave en masse om. Det har altid været sådan i Skurbyen, at visioner og udvikling det kommer som udgangspunkt fra dem som bor her: - Når der kommer et nyt menneske ind og bor her, så forandrer Skurbyen sig helt naturligt. Carsten har været ansat i Skurbyen i 10 år som assistent før han blev afdelingsleder, før det 9 år på Herberget. Altså til dato i alt 19 års arbejdsliv i Kirkens Korshær: - Det er mange år, men de er gået så hurtigt. Jeg har aldrig nogensinde haft en arbejdsdag hvor jeg tænker ”åh nej, nu skal jeg på arbejde”. Jeg ser det egentlig ikke som et arbejde, men jeg har det nøjagtigt som Bjarne Lenau Henriksen også udtrykte det: som et tilhørsforhold. Jeg plejer at sige, at det er af egoistiske årsager, at jeg arbejder i Kirkens Korshær, for jeg får meget mere end jeg giver. Så jeg

Da der så blev en ledig stilling på Herberget i Aalborg, søgte Carsten stillingen, og fik den. Carsten skulle på introduktionskursus for nye medarbejdere, og det var noget af en overraskelse, da det viste sig at han skulle køre i samme bil som Finn: - Ja, og jeg fik ham også som chef senere. Vi har haft det rigtig godt sammen, og jeg har været rigtig glad for ham som chef, men når nu han

er en stor egoist. Det sidste siger Carsten med et stort smil. På mit spørgsmål om hvor vidt der er et overordnet mål med beboernes ophold her i Skurbyen, får jeg et svar, som tydeligt bærer præg af Carsten har gjort sig mange tanker om netop det spørgsmål: - Jeg holder ganske enkelt af samværet med beboerne. Hvis der skulle være et ”mål” med det samvær, så er det, at uanset hvilket menneske jeg møder, så ser jeg resurser hos det menneske. Når man ser på et menneske på den måde, så vokser det menneske. Det gør jeg selv. Det tror jeg både de, og jeg mærker. Men det er ikke noget jeg bevidst går og tænker, at jeg nu skal ”se” det menneske. Det sker ubevidst. Jeg har ikke været et sted, hverken her i skurbyen eller på Herberget, hvor jeg ikke har kunnet se resurser i de mennesker, jeg har mødt. Når man fokuserer på resurser frem for misbrug, psykisk sygdom og andre dårligdomme, så vokser mennesker. Det i sig selv kan faktisk resultere i, at mennesker forandrer sig. Carsten forklarer, at Skurbyen er det ultimative sted, for det er et sted hvor

der er plads til, at man kan drikke sig selv ihjel og det er en behandlingsfri zone: - men vi ser tit, at folk flytter sig. Vi har set nogen, der i lange perioder ikke har drukket alkohol, og de begynder at tømme deres postkasse og hænger billeder op på væggen, ser ”Vild med dans” og andre underholdningsprogrammer i tv. De følger med i tvserier og bliver nærmest kedelige, siger Carsten med et skævt smil. Det er tydeligt at Carsten har en meget stor kærlighed og respekt for sine medmennesker og han brænder for at tale deres sag. Der er mange af Skurbyens brugere som er på kontanthjælp og de bliver indkaldt til aktivering eller kursus som relaterer til arbejdsmarkedet. Det er nogle tiltag, som de ikke magter og derfor gavner det ikke samfundet: 5

- men de gavner samfundet når de får lov til at være de mennesker de er. Jeg mener ikke man behøver at have fast arbejde, bil og familie for at have værdi for samfundet. Den største socialøkonomiske virksomhed i Danmark er Hus Forbi, og sælgerne omtaler det selv som at de går på arbejde, når de tager af sted med deres tasker.

Til sidst i interviewet spørger jeg Carsten om han har noget han lige vil have med her til sidst. Dertil svarer Carsten med et grin: - Ja, det skal da lige siges, hvis nogen skulle være i tvivl, at det er dejligt at være her. Det er mit ”stof” at komme herned i Skurbyen... det er samværet med menneskene her, der er mit stof!

NY BUTIK I NIBE – STENVEJ 4 Vi flytter fra Genboløsgade og ser frem til at invitere indenfor i ny og større butik. Velkommen til stort åbningssalg

tirsdag d. 2. september kl. 10.00 6

Ny struktur i Byarbejdet af Jonas Jakobsen, korshærsleder

I forbindelse med etableringen af det nye Fælleshus i Søndergade, besluttede Korshærsrådet i fællesskab med korshærschefen og undertegnede en strukturændring af Byarbejdet. Den nye struktur gør, at vi fremover kan bruge flere af de indsamlede midler fra vores genbrugsbutikker til det sociale arbejde. Vi opkvalificerer vores Familiearbejde ved at ansætte en afdelingsleder, der får det daglige ansvar for Familiearbejdets tilbud til socialt udsatte børnefamilier. Til denne stilling har ansættelsesudvalget besluttet at ansætte Lene Højland Laursen, som tiltræder 1. september 2014. Lene kommer fra en stilling som sognepræst i Suldrup og Sønderup sogne. Udover ansvaret for vores Familiearbejde vil Lene også få ansvaret for vores frivilligfokus samt være stedfortræder for undertegnede. Da Familiearbejdets medarbejder, Annemarie Krogh, er gået på efterløn her i foråret, forventes den ledige stilling besat i løbet af vinteren. Denne stilling vil udover indsatsen i Familiearbejdet, have enkelte andre opgaver i Byarbejdet. Derudover skal der ansættes en kommunikations/administrativ medarbejder, der får ansvaret for

kommunikations og PR opgaver for Kirkens Korshær i Aalborg samt arbejdsopgaver indenfor indsamling, bogføring samt administrative opgaver i Fælleshuset og for det øvrige Kirkens Korshær i Aalborg. Strukturændringen betød nedlæggelse af den rent administrative stilling i Byarbejdet samt nedlæggelse af frivilligkoordinatorstillingen. Dette har efterfølgende givet anledning til kommentarer fra nogle af de frivillige medarbejdere, der har samarbejdet med Ole Kjærsgaard, der var ansat som frivilligkoordinator. Kommentarerne giver et billede af, at flere har været kede af at skulle sige farvel til Ole som kollega. En af de frivillige medarbejdere på Sundsholmen har 7

udtalt: ”Ole har altid været venlig og hjælpsom i enhver situation, både overfor kunder og frivillige…”. Ole har blandt andet været med til at flytte den tidligere butik i Lille Kongensgade til de to nye butikker på Sundsholmen og i Reberbansgade, samt forestået udvidelsen af butikkerne i Hals og i Nibe. Tak til Ole for arbejdet med genbrugsområdet. Ønsket med den nye struktur er at arbejdsopgaverne i Byarbejdet fremover kan løses med større grad af samarbejde og kollegial sparring. Fællesskab er en vigtig del af vores arbejde, og det er vigtigt at strukturen, giver fællesskabet omkring løsningen af opgaverne bedst mulige vilkår. Dette er nødvendigt, så vi kan løse de fremtidige opgaver med indsamling, PR, fokus på inddragelse af frivillige medarbejdere samt synliggørelse af det vigtige hjælpearbejde Kirkens Korshær udfører. Derudover har det været et væsentligt ønske, at vi fremover skal bruge flere af vores indsamlede midler på hjælpearbejdet blandt socialt udsatte mennesker i Aalborg. De indsamlede midler kommer primært fra overskuddet af salg i vores genbrugsbutikker. Genbrugsområdet er derfor et område der i den kommende tid vil blive prioriteret. Eksempelvis er vi ved at åbne en helt ny genbrugsbutik i Gandrup, hvor ca. 18 frivillige har meldt sig til at hjælpe med etablering og drift af butikken. Vi har desuden netop

overtaget et nyt og større lejemål til butikken i Nibe, så der fremover bliver bedre plads til alle deres møbler, tøj, isenkram og andre fine genbrugsting. Den nye butik i Nibe er beliggende på Stenvej 4 og åbner tirsdag d. 2. september kl. 10.00. Et andet nyt tiltag indenfor genbrugsområdet er når vi i starten af det nye år, kan samle Børnehjørnet og butikken på Østerbro i de nye lokaler i Søndergade 14. Her bliver der plads til en ca. 130 kvm butik som en integreret del af det nye Fælleshus. Vi har for nylig påbegyndt fællesmøder med butikslederne samt andre repræsentanter fra vores butikker, hvilket har givet flere positive tilbagemeldinger. Vi vil derfor efter sommerferien fortsætte dette, så de gode erfaringer kan blive udvekslet og fællesskabet kan vokse blandt vores butikker tilknyttet Kirkens Korshær i Aalborg. Om der kommer flere nye tiltag indenfor genbrugsområdet i den nærmeste fremtid må tiden vise, og gode idéer er altid velkomne. Det er dog ganske sikkert, at dette område vil have ekstra fokus i fremtiden, da vores hjælpearbejde blandt udsatte mennesker i Aalborg, er afhængig af de midler vi kan indsamle i vores butikker. Så derfor stor tak til alle jer ude i butikkerne – det er jer der gør dette muligt.

Livet i varmestuerne og fremtidens hus Interview med korshærsleder Eva Lillelund af Teresa Suetta

I Aalborg er der tre varmestuer; der er dagvarmestuen på Østerbro, natvarmestuen i Bonnesensgade og dagvarmestuen i Nørresundby. Eva Lillelund er leder for de tre varmestuer. Varmestuerne er alle godt besøgt. Så godt besøgt, at det i perioder kan være svært at finde plads til de mange besøgende. Især varmestuen på Østerbro er udfordret, når det gælder de fysiske forhold. Eva Lillelund og hendes medarbejdere glæder sig da også rigtig meget til den forestående flytning til Søndergade 14, som både vil give langt mere plads til brugerne og rigtig gode arbejdsforhold for de ansatte.

Det kan godt være at pladsen er trang i varmestuen på Østerbro, men der er til gengæld masser af hjerterum. Det mærker jeg hurtigt under mit besøg i varmestuen, hvor venlige ansatte byder velkommen og viser mig rundt. Jeg skal interviewe Eva, og jeg er spændt på at høre hvordan livet leves i varmestuerne i dag, og også om den flytning de alle glæder sig til: - Der kommer mange mennesker på varmestuen, og vi har travlt. I øjeblikket kommer her mange Grønlændere, over 50 % er i øjeblikket grønlændere. Vi har også mange Østeuropæere. Det er især rumænere, der kommer i varmestuerne. De er meget fattige og søger derfor lykken i Vesteuropa, 9

ligesom mange i 20’erne rejste fra Europa til Amerika, fordi der ikke var noget arbejde at få i Europa. Mange af østeuropæerne har familier i deres hjemland, som de sender penge til. Det er en meget håbløs situation for dem. - Det er ganske få østeuropæere, det lykkes for at få et arbejde. Nogle samler flasker, og enkelte andre får lov til at sælge Hus Forbi. Det er dog heller ikke så nemt, som det har været, at få lov til at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har haft stor succes og sælger rigtig mange aviser. De mangler ikke længere sælgere, så nu sætter Hus Forbi krav om, at man skal kunne tale noget dansk for at få lov til at sælge aviserne. Varmestuernes tilbud er for alle, men det er primært midaldrende mænd som benytter sig af varmestuerne: - Gennemsnitsalderen er ca. 40 år 80 % er mænd. Fælles for dem alle er, at de har et stort behov for omsorg og nogen at tale med. Det er især sociale problemstillinger, som vores brugere har det svært med. Jeg har altid sagt, at vi kan tælle hjemløsheden på to hænder i Aalborg Kommune, fordi Aalborg er en god by, hvor der bliver gjort rigtig meget for de udsatte

mennesker, men der er mange flere hjemløse i øjeblikket, end vi har set i mange år. Og det er både danskere, grønlændere og udlændinge. De mange besøgende i varmestuerne stiller krav både til medarbejdergrupperne, men også til de fysiske rammer. Man kan vist roligt sige, at de fysiske rammer har nået bristepunktet i Varmestuen på Østerbro: - I virkeligheden er varmestuen indrettet til 35 mennesker, men vi har mange dage, hvor vi er oppe på ca. 60 mennesker og enkelte dage 80 - 90. Vi vil bestemt ikke afvise nogen, så vi må rykke sammen eller rykke udenfor. Vi benytter vores gårdhave om sommeren, og den er vi glade for. Sidste sommer havde vi vildt mange brugere, men heldigvis var det solskin det meste af sommeren, så vi også kunne være i vores gårdhave – ellers havde det ikke været nemt. Det nytter heller ikke at sætte ekstra personale på, for de vil bare falde over hinanden, siger Eva og smiler. Østerbros varmestue startede i 1980 og selvom varmestuen ser hyggelig og indbydende ud som den fremstår nu, er Eva sikker på, at den aldrig ville blive godkendt i dag: - Nej, for de fysiske rammer lever langt fra op til en moderne arbejdsplads. Lokalerne er meget små, så vi kan faktisk ikke være her. I

påsken i år var der flere brugere, der gerne ville hvile sig og lå på de fem sovepladser, vi har, men vi måtte simpelthen vække dem og bede dem rejse sig op, for at folk kunne være der. Det er selvfølgelig ikke optimalt, at der er så mange mennesker på så lidt plads. Heldigvis var vejret godt i en stor del af påsken, så de kunne gå udenfor og sidde i solen, og der var også mange, der spiste udenfor. Selve indretningen kunne også være meget bedre f.eks. er badeværelset placeret ovenpå, og brugerne skal en hel etage op for at tage et bad, hvilket er meget uhensigtsmæssigt. Flytningen til Søndergade 14 i Aalborg centrum kommer til at involvere dagvarmestuen på Østerbro og natvarmestuen i Bonnesensgade. Dagvarmestuen i Nørresundby skal

blive, hvor den er og fortsat tjene brugerne i den del af byen: - Men personalegruppen i Nørresundby kommer ikke til at føle sig udenfor fællesskabet. Dagvarmestuernes medarbejdergruppe skal arbejde både i Nørresundby og i det nye hus i Søndergade. Der er absolut ingen tvivl om, at der er store forventninger til flytningen: - Vi glæder os alle til, at vi skal flytte. Hvis ikke vi havde det i udsigt, ville vi da hver især tænke på, hvordan vi skulle fortsætte med at klare de udfordringer, vi har. Hele medarbejdergruppen glæder sig rigtig meget. I forhold til det vi har, bliver det jo en ren luksus-varmestue. Alene, når vi ser på de nye faciliteter, bliver det meget nemmere at få det praktiske arbejde til at hænge sammen. Vi får et nyt moderne køkken med 11

moderne indretning og plads til at bevæge sig rundt. Det spiller en meget stor rolle; ikke mindst helbredsmæssigt. Eva ved godt at det også bliver en stor udfordring at flytte. Det er ikke kun varmestuerne, der skal flytte sammen, men også genbrugsbutikkerne på Østerbro og Børnehjørnet i Danmarksgade skal flytte ind i det store hus. Dertil kommer at Familiearbejdet og Byarbejdet allerede har adresse i Søndergade. Med andre ord er der mange ender der skal nås: - Det hele bliver meget anderledes, men det bliver godt, det er jeg ikke i tvivl om,

men det er klart, at vi skal lære at leve med hinanden, og der er helt sikkert arbejdsgange, der må tilpasses efter husets andre beboere. Men vi er meget positive, og ser frem til et nyt og godt samarbejde i Søndergade 14.

____________________________________________________________

Kirkens Korshærs lokale, sociale arbejde har brug for menighedernes støtte til arbejdet. Og menighederne kan ved et styrket samarbejde med Kirkens Korshær engagere sig dybere i sociale, diakonale emner til gavn for og styrkelse af menighedens liv og vækst. Tegn et fadderskab til et nærliggende socialt korshærsarbejde. Der skabes dermed en gensidig relation mellem en menighed og et socialt arbejde, som kan berige begge parter.

Præstens side af Lena Bentsen, korshærspræst Vi har fået en student i huset. Den yngste har fået sin eksamen og virker ret flyvefærdig. Vi var ellers lige ved at tro, at det ikke blev til noget med den eksamen. For der kom en besked fra hans gymnasium om, at han var opdaget i at plagiere: han skulle have afleveret en skriftlig eksamensopgave, der lignede andres så meget, at det kun kunne være sket ved snyd. Så han måtte op i det fag igen, i bedste fald om et halvt år. Snyd! Jeg har aldrig skammet mig over mine børn, men nu skammede jeg mig både over ham og over mine evner som mor. Kendte jeg slet ikke mit eget barn? Hvordan kunne han dog finde på sådan noget? Havde vi været dårlige forældre, ude af stand til at give nogle ordentlige etiske pejlemærker videre? Det viste sig senere samme dag, at det hele bundede i en misforståelse. Man havde fra gymnasiet fået kontaktet den forkerte familie. Pyha! Der faldt en sten fra mors hjerte, og verden og min søn faldt på plads, som jeg kendte dem. Jeg blev vred over fejltagelsen, for den slags burde ikke ske, men lettelsen var nu langt større. Det betød mere at kunne finde rundt igen. Og ikke at skulle ringe rundt til alle dem, vi havde sendt glade studenterfestinvitationer til og sige: der bliver

ingen fest, for han har snydt… Oplevelsen kunne i stedet blive en fortælling om mødet med skam og lettelsen ved at blive lukket ud af den. Den samme eftermiddag sad jeg på en bænk i byen ved siden af en af Kirkens Korshærs trofaste bekendte. Han havde det i enhver henseende skidt. Og han kunne ikke se mig i øjnene. Ikke fordi han havde gjort mig noget som helst, men jeg er sikker på, at han skammede sig. Som jeg har mødt så mange i vores del af verden, der har skammet sig. Været lukket derinde, hvor man bliver tavs og har lyst til at gemme sig. Bange for de andres ”dom”, fordi man er sikker på, at man i deres øjne ikke bare har handlet forkert, men er forkert. Det er ikke, fordi de har snydt. Men de er ofte blevet snydt for en ordentlig og respektfuld måde at blive mødt på. Og det er ret effektivt til at få en til at føle sig forkert.

Nu har jeg selv været på en endagstur inde i en skam, der er manges livslange opholdssted. Der er tungt at være. Som et sted uden udgange. Hvor det er svært bare at dele, hvordan man har det. Svært at lade andre se. Og så er der tilmed så ulige en fordeling imellem os i forhold til det med overhovedet at kunne sætte ord på. Der er så stor forskel på, hvilket netværk vi har fået lov til at have. Om det overhovedet findes. Vore vilkår er forskellige. Vore ’redskaber’, baggrund og muligheder. Det må give et større ansvar til os, der har fået rigeligt af det hele. Vi må tage vare på dem, der ikke har. Ikke ved at pakke dem ind i vat eller umyndiggøre dem. Men ved at komme enhver i møde med respekt og bestandigt bestræbe os på at give alle mulighed for at være med i et fællesskab. Opleve sig værdsat. For der er fodfæste at finde i det.

Vi har inspiration nok at finde: Jesus var en sand fællesskabs-bannerfører, mens han gik omkring hernede. Han lukkede ind i sit fællesskab. Og dem, der fik knubbede ord med undervejs, var dem, der havde deres på det tørre og samtidig ikke undte de andre en plads. Han lod os vide, at DET var og er fejltagelsen: at lukke andre ude. Nogle talte Jesus ind i sit fællesskab, andre rørte han og helbredte, og mange så han ganske enkelt derind. Med anerkendelse og kærlighed. Jesus kaldte det Guds Rige. Og det er det stadigvæk. Nærheden til den elskende Gud, et fællesskab med fodfæste i hans evige kærlighed. Der hører vi til. Uden snyd. Det fællesskab sætter fri og det forpligter. Sætter os fri til at være dem, vi er, og forpligter os til at lade andre være med. Det er snyd og skam at lade være.

Kalender 8.7