Page 1

Februar 2013

0


Indhold Side 1: Leder Side 3: Hilsen til Korshæren – fra Sognepræst Steen Thomsen Side 4: Korshærens Ildsjæle – besøg i butikken i Nibe Side 7: Nytårskur i Kirkens Korshær Side 9: Glæde ved genbrug – en frivillig medarbejders beretning Side 12: Samarbejde med GenbrugNord Side 13: Historisk side – Kurt og indkøbsvognen Side 16: Julehytte i Nordkraft 2012 Side 17: Mødet med Familiearbejdet – en frivillig medarbejders beretning Side 20: Julen hos Kirkens Korshær Side 21: Præstens side Bagside: Kalender

Leder af Jonas Jakobsen, Korshærsleder Godt nytår!... for det er lidt endnu starten på det nye år. Et nyt år, der er Korshærens første i en ny 100 års periode og dermed også starten på en fortsættelse af fortællingen om Kirkens Korshær. Jubilæet i oktober sidste år, blev flot markeret rundt omkring i butikkerne, på arbejdsstederne og på gaden i

Aalborg. Det var en fornøjelse at opleve engagementet og opbakningen til jubilæet, tak til alle der deltog og bidrog. Når et så skarpt hjørne rundes, giver det anledning til eftertænksomhed og refleksion. Hvorfor er Kirkens 1


Korshærs arbejde fortsat nødvendigt 100 år efter vores begyndelse? Hvor og hvornår gik det egentligt så galt, at flere og flere havner i en tilsyneladende håbløs livssituation? Skal vi udføre vores arbejde anderledes og kan vi gøre det bedre? Der er ikke plads her til at komme med grundige svar på alle disse spørgsmål og måske findes der ikke præcise svar på dem alle. Jeg vil derfor i stedet for et svar, tillade mig at drage nogle enkelte konklusioner: Kirkens Korshærs tilbud til nødstedte mennesker skal fortsat være en ubetinget hjælp, der er baseret på frivillig deltagelse. Alle der kommer til vores dør, har brug for Kirkens Korshær uanset hvor snørklet deres vej igennem livet har været. Kirkens Korshær er et inkluderende fællesskab, der ikke sorterer nogle mennesker fra til fordel for andre - netop derfor kan vi tillade os at kalde os Kirkens Korshær. Det ønsker jeg ikke anderledes for vores arbejde. I Kirkens Korshær møder vi mange forskellige mennesker med vidt forskellige livshistorier. Alle er de en del af vores fortælling. Både fortællingen om Kirkens Korshær og fortællingen om vores eget liv - hver især. Den kontakt vi får med et andet menneske, vil uundgåeligt blive en del af os selv uanset om mødet er kort og forbigående eller tæt og dyberegående. Det er mødet med

brugerne på arbejdsstederne, det er mødet med kunderne i butikkerne og det er alle de forskellige bekendtskaber vi gør os igennem livet. Jeg tror på, at hvis vi tillader os selv at blive berørt og betaget i mødet med andre mennesker, så vil vi selv blive bedre til at glædes over den mangfoldighed af personligheder vi møder i Kirkens Korshær. Det er et af livets grundvilkår, at vi lever sammen på denne jord og så længe vi lever, er vi en del af denne verden. Den måde vi forholder os til andre mennesker på, er med til at skabe vores og andres liv. Den afdøde danske filosof K.E. Løgstrup har et udsagn der meget fint beskriver dette: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” Jeg håber at Kirkens Korshær de næste 100 år fortsat vil kunne berøre mennesker og skabe bedre livsvilkår for alle de, der kommer i berøring med vores arbejdssteder og genbrugsbutikker. Af Jonas Jakobsen 2


Hilsen til Korshæren af Steen Thomsen, Sognepræst ved Sankt Markus Kirke Åndelig gudstjeneste. Søndag d. 13. januar havde Sankt Markus kirke 80 års fødselsdag og i den anledning havde vi inviteret Lena Bentsen som gæsteprædikant. Meget passende var dagens episteltekst hentet fra de første vers af romerbrevets kap. 12: "Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” jødedommen var det jo et dyr, man ofrede og så havde man det dyr mindre. Men Gud var glad! Og det var sådan set hele pointen med ofringer – jo større offer, jo gladere Gud.

Se, det er jo en interessant udtalelse, Paulus her kommer med: menneskeofringer og åndelig gudstjeneste. Jo jo, Paulus har aldrig været tandløs. Meget passende er det også, at Sankt Markus kirkes motto er ”Tro, håb og kærlighed”, for hele romerbrevet er skrevet over denne læst og med kap. 12 er Paulus kommet til kærligheden og han begynder med gudstjenesten, hvorfor han altså indleder afsnittet med ovenstående formaning om at bringe sit legeme som offer.

Men Paulus går helt tæt på: det er dig selv, du skal ofre; du skal sætte dit eget til side og give dit legeme til Gud. Hvad skal Gud med døde dyr? Nej, han vil have levende mennesker. Mennesker, der ikke er bange for at sætte sig selv til side, for på den måde at have overskud til sin næste - ja at elske sin næste. Det er faktisk lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Paulus her

Et offer er, at man giver afkald på noget af sit eget. Normalt i 3


vil give kød og blod i den kristne menighed. Og han kalder det en 'åndelig gudstjeneste'.

levende og helligt offer og på den måde gøre Gud (og ikke mindst: vor næste) glad.

Tankevækkende er det, at det græske ord, Paulus bruger, og som er oversat til 'åndelig' er ordet 'logisk'. At øve næstekærlighed er en logisk gudstjeneste! En logisk forlængelse af den liturgiske gudstjeneste. Det er da værd lige at standse op ved, ikke?

Det kan måske forekomme at være noget af et projekt, men i Kirkens Korshær er der altid brug for mennesker, der har sat en smule af sit eget til side og på den måde frigjort energi og kærlighed til gavn for sin næste.

Vi har 168 timer om ugen. 2 af dem bruger vi på den liturgiske gudstjeneste. Det er fint. Det er nyttigt og godt. Men lad os da bruge nogle af de resterende timer til den åndelige gudstjeneste. Lad os besinde os på, hvad det vil sige for hver af os, at vi give os selv som et

Faktisk har vore naboer, vort samfund brug for mennesker, der tør sætte sit eget lidt til side. Guds velsignelse over jeres åndelige gudstjeneste. Af Sognepræst Steen Thomsen

Korshærens ildsjæle Genbrugsbutikken i Nibe af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator Kirkens Korshærs Genbrugs Shop ligger skinnende gul i sollyset på et synligt og befærdet hjørne i Nibe. Adressen er Genboløsgade 2. Kunder kommer og går. Enkelte kunder, har også noget med til butikken. Nibes borgere, kender butikken og forærer rigtig meget til butikken, og støtter i høj grad op om butikken. Genbrugs shoppen holder åben dagligt fra 10 – 17 samt lørdag fra 10 – 12.

Jeg møder Annelise Larsen, inde i butikken i færd med at ordne noget tøj på stativerne. Annelise er næsten lige blevet færdig med det, hun kalder sin ”kæphest”: - at gå vinduerne igennem. Annelise møder gerne ved nitiden og kigger lige vinduet efter udefra. ”Det er vigtigt at vinduesudstillingen ser pæn og levende ud” siger Annelise,” Det er det kunderne ser, når de går forbi” afslutter hun. Når så kaffen er sat over, kigger hun rundt i butikken, for at se 4


om alt er som det skal være. Annelise er 77 år, og startede som frivillig i butikken i 2001. Hun blev i 2008 formand for butiksbestyrelsen. Genbrugsshoppen blev startet i 1985. Dengang var adressen Genboløsgade 6. Butikken blev efter nogle år flyttet til nuværende adresse. Butikken blev i 2010 renoveret. Der er ca. 27 frivillige. Det er et passende antal og der er en fin sammenhæng i dagligdagen. Der er syv frivillige i butikkens bestyrelse. Bestyrelsen har 2 – 3 møder om året, evt. lidt flere, hvis der er behov for det. Butikkens personale gør noget specielt for at hverve nye frivillige. Når nogen hører om en de kender, er gået på efterløn/pension eller er blevet alene, bliver vedkommende kontaktet og inviteret ind i butikkens fællesskab. Det virker, og giver en god tilgang til det at være frivillig. Annelise er uddannet Blomsterdekoratør og havde i en årrække blomsterbutikken ”Karen” i

Nibe. Det sluttede i 1979, og herefter blev Annelise tilknyttet Hjemmeplejen frem til 2000. Det var et tilfælde, at Annelise startede, som frivillig i Kirkens Korshær. Hun kendte en i butikken, som fik hende med i butiksarbejdet. ”Jeg havde intet forhold til Kirkens Korshær, da jeg startede” siger Annelise, ”Men i dag kunne jeg ikke tænke mig at arbejde for andre organisationer”, fortsætter hun, ”Kirkens Korshærs holdninger og arbejde for socialt udsatte, ligger mig meget på sinde”. Jeg er blevet bænket i køkkenet sammen med Annelise, Leif Hansen og hans kone Edna. Morgenkaffen, når vi kommer, er en vigtig begivenhed fortæller Annelise. ”Det er her vi får vendt mangt og meget og en god snak er starten på en god dag”, istemmer Leif. I det samme kommer Karsten ind, en af butikkens øvrige frivillige. Hvis en fra personalet kommer forbi, kigger man gerne ind og får en kop med. 5


Butikken holder udsalg forår og efterår. Dette indleder sæsonskift i tøjet. Så bliver der også lidt ekstra plads, så det er nemmere at få gjort rent. Butikkens personale har helt klart det indtryk, at det er blevet nemmere at drive genbrugsbutik. Personalet har førhen oplevet, at folk syntes det var flovt, at handle i genbrugsbutik, samt gå i brugt tøj fra butikken. Der er sket en holdningsændring blandt vores kunder. I dag synes mange, at det er helt fint når man har ”lavet et kup” og gjort en god handel i Genbrugs shoppen.

har gjort et stort stykke arbejde i butikken, og det skal vi alle være glade for”, ”Dag efter dag, uge efter uge er medarbejderne der og laver alle kæmpe arbejde for at indsamle penge til Korshærens arbejde. Jeg spørger om Annelise har nogle ønsker for fremtiden. Annelises klare ønske er, at de bevarer det gode samarbejde og sammenhold, der er blandt medarbejderne i butikken. Hun afslutter med at sige: ”Vi går ind imellem og ønsker os noget mere plads til møblerne, dog vil jeg hellere sælge godt, fra en mindre butik, end fra en stor butik med høj husleje samt store udgifter.” Af Ole Kjærsgaard

Annelise er på arbejde i butikken to dage om ugen. Når hun holder fri er haven hendes store interesse. Hun har været medlem af Dansk Haveselskab i mange år. Hun kan godt li at hygge sig hjemme med sin kat Pjevs, eller Mors Mis, som den også bliver kaldt. Annelise har også 19 høns at passe, så hun keder sig aldrig, giver hun klart udtryk for. Annelise er meget stolt over butikkens resultat. ”Alle de frivillige 6


Nytårskur i Kirkens Korshær Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

Et stort kirkerum med dæmpet belysning og fyrfadslys i alverdens forskellige stager (leveret af Kirkens Korshærs genbrug, selvfølgelig!). Vi er i en vis forstand på udebane, hvis man overhovedet kan tale om at være på udebane i en kirke. Men det er Markus kirken og ikke som vanlig Ansgars kirken, korshærens frivillige og ansatte medarbejdere med tilknytning til arbejdet i Aalborg denne sene eftermiddag fylder med varme og nærvær. Det er nytårskur og vi begynder her med sang og ord. Margrethe Grarups stærke stemme synger rummet fuldt af toner og Ole Bech akkompagnerer

stilfærdigt og gedigent på sin guitar. Imellem sangene lytter vi til ord, af bl.a biskop Helder Camara. Det er en rolig og eftertænksom begyndelse på det nye år i Kirkens Korshær. Og med nytårskuren er en ny tradition måske skudt i gang? En tradition, der kan udfoldes på mangfoldige måder. Koordinerende Leder Jonas Jakobsen bød forsamlingen velkommen til Markusgaarden. Jonas præsenterede de tilstedeværende arbejdssteder i Aalborgarbejdet. Der blev knyttet nogle kommentarer til arbejdet og dagligdagen, på det enkelte

7


arbejdssted. Gennemgående fik alle en stor tak, for det gode og solide Korshærsarbejde, der bliver udført rundt om i de enkelte arbejdsgrene. Der blev derefter budt på hjemmelavede sandwich, hvortil man kunne nyde øl, vand eller hvidvin. Senere serveredes frugt, kaffe/te med småkager og kransekage og lidt til den søde tand. Vi fik, som en overraskelse, besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. (I substitut af Korshærspræst Lena Bentsen).

Majestæten var, med stor værdighed, rundt og hilse på stort set alle tilstedeværende. Som Majestæten udtalte, ”Vi kan så godt li Kirkens Korshær, og Vi benytter enhver lejlighed til at profilere os, som den frivillige Vi gerne vil være”. ”Så kan Henrì jo nusse lidt rundt derhjemme alene, uden at Vi forstyrrer”. Derefter holdt Dronning Margrethe ”Festtale”. Flere medarbejdere, fra forskellige arbejdsgrene, blev inviteret til at tale med Majestæten. De blev udsat for en del ”kritiske” spørgsmål. Majestæten var bl.a. særdeleshed interesseret i arbejdsstedernes og Korshærens rygepolitik. ”Den har Vor helt store interesse”, udtalte Majestæten. Dronning Margrethes besøg skabte stor moro, blandt Nytårskurens deltagere, og var et festligt indslag. Nytårskuren afsluttedes med en sang, og der blev sagt tak for en dejlig aften. Af Ole Kjærsgaard 8


Glæde ved genbrug En frivillig medarbejders beretning af Hanne Schou, Frivillig i Børnehjørnet Det nye tiltag skulle bla. gøres ved at åbne en genbrugsbutik for børnetøj og med en tilknyttet familierådgivning i den cafe, der var indrettet i en del af ”Børnehjørnets” forretning. Det stod dog klart – ret hurtig efter start - at det var en opgave, som vi frivillige ikke magtede – vi fik ikke fat i brugerne.

Nu kunne man nok tro, at det er denne specielle (læs gode) adfærd at jeg vil udbrede mig om – eller om de mange penge, der er at spare for både den enkelte og for samfundet ved at have genbrug som livsstil – men nej – således hænger det ikke sammen – det er ikke mit ærinde.

Det var frustrerende, når vi vidste, at de var der og at der var brug for hjælpen – men det ”taw”= håndelag/sindelag /indsigt må vi sige, at Annemarie – vores daglige leder – havde og stadig har. Men det er ikke kun Familiearbejdets brugere, at Annemarie har hold på /-at Annemarie kunne/ kan skabe glæde for. – Jeg kan kun som frivillig sige, at jeg føler, at der er megen lydhørhed overfor os – og at Annemarie er god til at inspirere/ opmuntre og skabe sammenhold mellem os frivillige.

Men overskriften passer – for jeg tilkender mig stilen både som frivillig og som leverandør / som bruger af genbrug – men i dette indlæg er det min ”stilling” som frivillig med ”Børnehjørnet” - at jeg vil beskrive. Jeg kan kun se tilbage med glæde på min beslutning om at blive frivilligsom en slags tilbagebetaling til samfundet for det meget, som jeg har modtaget – efter et endt arbejdsliv, der sluttede alt for tidligt pga. sygdom.

Familiearbejdet har vokset sig stort og stærkt og til stor glæde for brugerne og stolthed for initiativtagerne. Jeg vil ikke sige, at succesen er ved at kvæle sig selv – men det er synligt, at der skal hjælp til – for at det kan udføres til tilfredshed.

Da Kirkens Korshær i 2000 opstartede familiearbejdet igen efter en del års dvale – var jeg som en gammel cirkushest, der vejrede savsmuld!! – jeg var parat tillige med ca. 15 frivillige (mærkeligt nok alle kvinder!!).

Vi ser også disse brugere i vores butik 9


– selvom de bestemt ikke skiller sig ud fra andre kunder – vi ved, at det er dem magtpåliggende ikke at vise deres afmagt /deres problemer. Udover den salgsmæssige del – så prøver vi at yde vores bidrag ved at invitere til en hvil/en snak /en kop kaffe og vi ser tit en respons på denne invitation. Ud fra eget vedkommende kan jeg sige, at det er vigtigt for mig at give et smil – at vise respekt/accept/tolerance og at give omsorg til et medmenneske. Det kan gøre underværker for en person, der af en eller flere grunde ikke har overskud til at smile. Vi frivillige er jo Kirkens Korshærs ansigt udadtil – og vi skal bære denne organisations værdier og holdninger videre – og det gøres jo ved at møde brugere på deres præmisser og acceptere deres situation. Jeg har som skrevet tidligere været med fra start og det dejlige er, at der stadig er en stabil lille flok tilbage fra starten – og som stadig holder ved – men hvis væggene ellers kunne fortælle – ja så har der været mange forskellige / arbejdsomme og sjove personligheder som frivillige. Men pudsigt nok – ja så er det også de ”gamle travere” vedr. tøjets beskaffenhed /tilstand /priser, vi diskuterer – også selvom der er udskiftet personale. Visse emner forældes aldrig – må der vist

konstateres. En ganske almindelig ”arbejdsdag” starter med en kop kaffe /lidt mad, da vi alle på onsdagsholdet har været på farten inden ”arbejdstid” – så der skal lidt styrke til – inden vi går ombord i at sortere sække med indkommet tøj (vi får heldigvis meget) – mærke det – stryge det –el. pynte vinduer /el. rydde op på hylder i forretningen el. lageret. Vi keder os aldrig – altid er der ting at foretage sig for at gøre forretningen til et pænt og godt sted at være og vi må konstatere, at vi frivillige har det godt med hinanden og at vi i det store hele har dejlige og tilfredse kunder. Vi ved, at krisen gør, at flere og flere mennesker får psykiske skrammer – og at de ses i gadebilledet – men vi kan også konstatere, at selvom vi har haft sådanne tilfælde af kunder i vores butik – så udgør de ikke et problem i ”Børnehjørnet”. Det er os frivillige meget magtpåliggende - at ”Børnehjørnet” fremstår som en ren/pæn og ordentlig butik med realistiske priser og med et venligt personale, så kunderne har lyst til at komme her – igen og igen – også selvom de måske ikke altid får varer med hjem. Vi har jo kun de varer, vi har fået givet – og vi kan af gode grunde ikke sige til kunden: ”Vi har varen du ønsker hjemme om 3 dage”!! Men vi har trods disse vilkår mange kunder, der er gengangere – der også 10


anbefaler os til andre og det er vi dybt taknemmelige for. Det er en glæde at hjælpe vore kunder og de er meget forskellige. Der er dem, der kommer af nød –trods det, at vi lever i et såkaldt velfærdssamfund. – Der kommer kunder på kontanthjælp – el. nydanskere på starthjælp – der er kunder, der har genbrugstanken som livsstil – der kommer forventningsfulde 1.gangs – forældre. Rigtig mange er studerende med et lille budget – ligesom der kommer bedsteforældre, som glædes over til en billig penge (trods måske bedre råd) til at kunne få et lille reservelager af tøj og legesager, til når de kære poder kommer på besøg. Uanset herkomst/stilling og behov/ideologi – så er det udfra min optik meget vigtigt, at vi forsøger at give kunden en god og venlig service, så de føler sig venligt behandlet – og at forretningen fremstår indbydende – så kunderne har lyst til at komme igen og igen – også selvom vi ikke har dankortapparat. –Vi har noget ganske andet og rigtig godt: ”Vi har en meget venlig barber”!! , der hjælper os utroligt – også med at kigge efter os og efter forretningen – det er betryggende. Der kan aldrig gives en opskrift på en almindelig dag. Vejr og vind /årstiderne og andre arrangementer i byen/gode tilbud i andre forretninger – spiller ind på om resultatet bliver

godt el. mindre godt – ligesom vores eget UDSALG også gør det (her i positiv retning). På mit hold siger vi altid til hinanden ved dagens start: ”Mon vi får travlt”? (og ønsker bare – at vi gør! - for det er det sjoveste) – andre spørgsmål kan være: ”Er der mon kommet nyt og godt tøj til vinduerne” ? (for deraf anhænger jo kvaliteten og udseendet af vinduerne) og som de gamblere, vi også er – så vædder vi også vedr. udfaldet af salget. Taberen skal selvfølgelig give lakrids næste gang. En hyggelig skik, der på ingen måde ruinerer. Det er onsdagsholdet, der står for pyntning af vinduer og det er et ønskejob – for jeg mener, at gode /spændende vinduer tillige med vores gode service er med til at trække kunder til. – Det er SJOVT at være kreativ – men jeg må også indrømme, at det ikke altid er lige let at lave de vinduer, som vi ønsker – vi må ofte sno os – især hvis vi har et bestemt TEMA – el. et vist farvevalg. Vi kan jo ikke trylle – vi har jo ikke et stort lager el. stabile leverandører at trække på – men egentlig synes jeg, at vi kan være meget STOLTE. Den største glæde (men også den mest besværlige) er, når vi under pyntningen fanger kundernes opmærksomhed og de vil købe fra vinduet – for så ved vi, at vi har fat i NOGET GODT!!! 11


13 år er gået og mit tilbageblik og min nutidssituation gør – at det vil være rigtigt at slutte med ordene fra sangen: ”Jeg vil male dagen BLÅ – sætte en solskinsstribe på – vælge lyset frem for skyggen – gi´mig selv et puf i ryggen og tro på alting – ja selv på lykken” – og her tænker og håber jeg på lykke og det gode liv/lys for ”Børnehjørnet” og dets kunder/dets frivillige og for Familiearbejdet.

Glæde ved genbrug – ja den kan der skrives meget om – men det er ganske vist, at min dag i Børnehjørnet er BLÅ og der er mange solskinsstriber på – også selvom der er gråvejr. Af Hanne Schou Christensen

Samarbejde med Genbrug Nord Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

Samarbejde med Genbrug Nord Genbrug Nord er Aalborg Kommunes aktiveringsprojekt på Sundsholmen 29 i Nørresundby. Kirkens Korshær blev, kort efter åbning af ny butik på Sundsholmen 19, kontaktet af Genbrug Nord. De var meget interesseret i, at finde steder til aktivering af borgere. Det var på mange måder helt nyt for os, men vi indledte med interesse samarbejde omkring dette. Frem til i dag har flere personer været i kortere eller længere aktivering i butikken eller med indkørsel af varer. Vi har haft gode og positive oplevelser omkring samarbejdet. Genbrug Nord har også udtrykt tilfredshed og glæde ved samarbejdet.

Senest har vi startet samarbejde omkring specielle aktiviteter i butikkerne på de samme dage. Dette medfører, at vi laver fælles markedsføring og annoncering. Dette er der en stor besparelse i for begge parter. Vi har efterhånden, gode erfaring med, at to forretninger på samme strøg trækker ekstra mange mennesker til. Det glædelige er også, at det ikke påvirker omsætningen negativt. Genbrug Nords placering på Sundsholmen var absolut med i overvejelserne, omkring valget af butik på Sundsholmen. Genbrugsbutikken er derfor meget glad for, at placeringen også har kastet dette gode samarbejde af sig. Af Ole Kjærsgaard 12


Historisk Side Kurt og indkøbsvognen af Carsten Andersen, Skurbyen Det var koldt og Kurt var fuld. Han sad i en indkøbsvogn fra Føtex midt på fortovet foran varmestuen på Østerbro i Aalborg. Kurts røv var solidt plantet i bunden af vognen, hans ben og arme hang ud over kanten. Det så ud som om han sov eller måske var død. Engang imellem kom der dog nogle grynt og en masse uforståelige ord, der gjorde det klart, at han i hvert tilfælde ikke var død. Når der kom nogle forbipasserende, råbte han højt efter dem, imens han spjættede med arme og ben, som om han forsøgte at komme op af vognen. Men de gik i en stor bue udenom, Så Kurt opgav hurtigt igen. Kurts hånd fumlede i lang tid ved den ene brystlomme på den blåternede skovmandsskjorte, inden han trak et cigaretskod og en lighter frem. Det var det sidste skod, og han havde ikke flere guldbajere. Efter en lang kamp fik han tændt skoddet med lighteren, hans hænder rystede, hans krop manglede sprut. Han tog et langt hvæs af skoddet, imens han tænkte: ”hvad fanden laver jeg her?”. Kurt var hjemløs. Det var kammerarterne fra gaden, der havde placeret ham foran varmestuen den

dag. Det havde de gjort før. Når de blev trætte af at køre rundt med ham, kørte de ham ud på Østerbro. ”Så tager de sig nok af ham” tænkte de. I halvfemserne fokuserede man meget på bolig. Når man var hjemløs skulle man have en lejlighed. Kurt fik også en lejlighed og det var han glad for. Men det var ensomt, så han begyndte at invitere kammeraterne med hjem. Dem der ingen bolig havde, sov rundt omkring i lejligheden. Kurts bolig var i løbet af nogle få måneder blevet til et herberg. Der var blevet lavet 17 ekstranøgler. Kurt havde kun een selv. Det blev for meget, så han flyttede på gaden igen. Kurt sov i div opgange og parkeringskældre. De var nogle stykker, der igennem et stykke tid havde sovet i et pakhus på baneterrænet. Det var et godt sted, men de blev vækket hver morgen kl 6.00 når DSB arbejderne mødte på arbejde. Der stod en trucks lige ved siden af hvor de sov. Når den blev startet, så vidste de at de skulle af sted. Kurts ben var begyndt at svigte. Når han havde drukket 810 guldbajere, så forsvandt benene under ham. Han havde altid en flænge over øjet, eller en bule i 13


panden, fordi han væltede rundt. Når det hele blev for meget tog Kurt et par overnatninger på Herberget eller på Svenstrupgaard. Men der måtte han ikke drikke. Kurt kom oprindelig fra Århus. Hans forældre blev skilt da han var 2 år. Kurt blev hos sin far, hans lillesøster, der lige var blevet født, blev hos moderen. Kurts far var tjener på færgen mellem Esbjerg og Harwich, når han ikke var hjemme blev Kurt passet af farmor og farfar. Kurts far drak mange øl. Kurts farmor og farfar døde med kort mellemrum da Kurt var 13 år. Dengang begyndte Kurt så småt at drikke. Kurt blev uddannet skorstensfejer. Kurts far var med til fest på skolen, da han havde bestået svendeprøven. Kurts far tog hjem nogle dage før Kurt. Da Kurt kom hjem sad hans far i en stol og var død. Han blev 48 år. Til hans fars begravelse mødte Kurt sin søster for første gang. Kurt sad stadigvæk i indkøbsvognen, han var begyndt at blive ædru. Han mente nok han kunne gå igen, men han kunne ikke komme op af vognen. Medarbejderne fra varmestuen kom ud, de var ved at lukke. Kurt råbte af dem ” vil i hjælpe mig op” de fik ham ud af indkøbsvogne og på benene. Kurt gik stille hen af fortovet, nogen gange støttede han sig op af et vejskilt eller en husmur. Han var ikke på vej hjem, men på

vej ind til de andre inde i byen. Måske de havde en guldbajer og en smøg. Finn Christiansen var dengang leder af varmestuen. Det var blandt andre Kurt og hans situation der inspirerede ham, da han fik ideen om Skurbyen i 1994. Kurt kunne tydeligvis ikke bo som folk bor flest og livet på gaden var for hårdt for ham. Finn fremlagde sin ide om en skurby for folk som Kurt på et personalemøde i varmestuen og fik besked om at gå hjem og skrive det ned. Ove Sørensen fra Aalborg kommune hjalp efterfølgende Finn med at udarbejde en projektbeskrivelse som senere blev afleveret til kommunen. Aalborg kommune syntes godt om ideen, og 3 uger efter var man allerede på udkig efter et stykke jord i nærheden af midtbyen, hvor man kunne bygge en Skurby. Det var ikke så nemt, hver gang man fandt et godt sted, protesterede naboerne, selv i et industrikvarter var der protester. Der gik et par år før man fandt pladsen på Stenosvej. Det var en plads kommunen brugte til at opbevare div materiel. Den lå afsides, men alligevel tæt på midtbyen. Men igen var der naboprotester med stormøde i Aalborg hallen, og artikler i Aalborg stifttidende. Kommunen med Henning G. Jensen, der dengang var socialrådmand, i 14


spidsen stod fast. Her skulle Skurbyen ligge. En Skurby med plads til seks beboere blev bygget på Stenosvej. Den blev indviet den 24. marts 1997. Naboprotesterne påvirkede Skurbyen meget de første år. Naboerne holdt øje med, hvornår personalet var på arbejde, og om beboerne havde overnattende gæster. De klagede, hvis der lå affald på cykelstien osv. Som Finn siger: “de første år tænkte vi mere på at tilfredsstille naboerne end beboerne”. Man indgik et samarbejde med beboerforeningen, hvor man deltog i møder sammen med herberget. Det er blevet et rigtig godt samarbejde.

svigtede mere og mere når han drak. Han fik en rullestol, så han selv kunne befordre sig til og fra byen. Kurt købte en kat med ormekur og vaccinerne i orden. Den kom til at hedde Balder. Efter nogle år begyndte Kurt at holde pauser med drikkeriet. I begyndelsen var det små korte pauser, men med tiden blev de længere og længere - helt op til et halv år. Nogle dage lavede Kurt mad helt fra bunden, andre dage købte han færdigretter. Kurt var mere og mere hjemme. Han begyndte at betale licens, han købte den store stofapakke. Kurt drak dog stadig, i perioder endda meget voldsomt. Kurt nåede at bo i Skurbyen i 15 år. Han døde den 2. juni 2012. Han blev 49 år. Katten Balder lever stadig.

Kurt flyttede ind i Skurbyen den 7. april 1997. Han var den første beboer i den nye skurby på stenosvej. Kurt drak stadig, men efter et stykke tid begyndte han at hænge billeder op på væggene og tømme sin postkasse. Kurts ben

Af Carsten Andersen

HUSK! Kirkens Korshær er at finde på Forårsmessen i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i dagene 8., 9., og 10. marts, alle dage kl. 10 – 17. hvor vi har en informationsstand sammen med Cafe Væxt og Cafe Parasollen. Så kig forbi. Vi serverer kaffe med småkager, og så kan du deltage i en lille konkurrence. 15


Julehytte i Nordkraft 2012 af Annemarie Krogh, Byarbejdet På baggrund af indhøstede erfaringer fra vores første år med julehytte i Nordkraft mødtes interesserede i august måned for at medvirke i arbejdsgruppen til planlægning af arbejdet med julehytten. Meget hurtigt kom vi i gang med fordeling af arbejdsopgaver, så vi kunne blive rustede til opgaven. Hen på efteråret fik vi melding om julehyttens åbningstider, så vagterne kunne begynde at komme på plads. Og utrolig mange var rundt omkring i og uden for byen i gang med at sikre, at der blev varer at sælge i hytten. Den 30. november stod hytten klar med et godt varesortiment. Der var anskaffet hylder til hytten, så varerne blev præsenteret på bedste vis, og et lille bord med rødternet dug ”bød kunderne velkomne”. Der var sørget for passende informationsmateriale om Kirkens Korshær til uddeling. En stor mængde af hjemmebagte småkager kunne smages og købes til rimelige priser. Der var smykker, kort og lys. Der var varer indsamlet fra genbrugsbutikkerne. Der var flotte hjemmestrikkede varer, tæpper i store og små størrelser. Der var fine glasting. Alt sammen til salg for

et rimeligt beløb. Der var brugt lang tid på at få alle varer mærket på flotteste vis. Rigtig, rigtig mange ivrige sjæle havde været i gang med arbejdet, og det lykkedes da også til sidst at få alle vagterne dækket ind, og så var vi klar til start. Stor var spændingen. Kunne julehytten blive lige så stor en succes som sidste år? Julehytten skulle holde åbent fredag – søndag de tre første weekends i december og endvidere 21. og 22. december. Vinteren slog hårdt til i december, og en enkelt dag måtte vi holde julehytten lukket på grund af snestorm. Imidlertid viste det sig, at der i julehytten blev solgt for lidt mere end sidste år og det endda med den kortere åbningstid. Jeg har haft lejlighed til at kigge i dagbogen, som har ligget i julehytten. Af den fremgår det bl.a., at mange har haft lyst til at standse op i hytten og få en snak om arbejdet i Kirkens Korshær. Så stor tak til alle jer, som på forskellig vis har bidraget til at vi kunne få Julehytten 2012 til at blive en succes igen i år. Af Annemarie Krogh 16


Mødet med Familiearbejdet Af Annemarie Krogh En frivillig medarbejders beretning

af Else Nygaard, Frivillig i Familiearbejdet eller andet, så da hun en dag ringede og spurgte om jeg havde ment, det jeg sagde, blev jeg meget glad og har været med i arbejdet siden. Det har jeg aldrig fortrudt. Mange af de problematikker, jeg møder, kender jeg fra tiden på Herberget og så er der også helt andre ting at forholde sig til. Det er lærerigt, giver mange nye udfordringer til mig, og det har vi vist kun godt af at få hele livet igennem. Jeg får også meget glæde ved at være med, det er nogle dejlige mennesker at være sammen med.

Jeg har lovet at tænke over, hvordan det er at være frivillig i Kirkens Korshærs Familiearbejde. Jamen, det er da let og hurtigt besvaret: ”Det er bare dejligt”. Det var nok ikke dette lette svar, der er eftersøgt? Hvorfor blev jeg frivillig i Familiearbejdet, da jeg gik på efterløn efter 18 års ansættelse på Herberget for 2 ½ år siden. Jeg var aldrig i tvivl om, at det var Korshæren, jeg ville give noget af min tid til. ”Engang Korshær – Altid Korshær”, som man siger. Jeg har i alle årene fulgt og beundret det vigtige arbejde, som gøres i Familiearbejdet, fulgt det fra sidelinjen og deltaget i Juletræfesterne fra de startede i år 2001. Hørt Visti fortælle om oplevelse, både fra Julehjælpsuddeling, lejre som han var med på og mange flere gode oplevelser, han har haft, de første år i Familiearbejdets historie. Der lærte jeg, hvor vigtigt det er, at give børnene gode oplevelser, de kan tage med videre i livet.

Hvad sker der så i arbejdet? Det er et vidt forgrenet arbejde, som bare vokser og vokser Jeg har undret mig meget over, hvordan Annemarie har kunnet klare alt det alene. Både det at være praktisk, tale med alle dem der kommer med forskellige ting, som de vil tale om og have hjælp til. Annemaries telefon ringer så tit om stort og småt, at jeg aldrig har kendt magen til det. Vi har torsdagscafe to gange om måneden for mødrene. Der laver vi

Jeg spurgte en dag Annemarie, om hun måske kunne bruge mig til et 17


mange forskellige ting. F.eks. Smykker, kort, jule/påske pynt, glas har vi også prøvet, der bliver strikket, snakket, hygget, små korte udflugter til spændende og lærerige ting, foredrag, ja, kun fantasien sætter grænser.

det, det hele værd. Når jeg skriver, jeg selv får meget glæde af at være med i familiearbejdet, har jeg lyst til at fortælle om første gang jeg var med mødrene på udflugt. Vi var på tur til Basaren i Århus. Da vi havde været der et stykke tid, valgte Annemarie og jeg at gå lidt rundt for os selv, så vi kunne se på de grønsager, vi måske skulle købe med hjem. Jeg havde ikke gået rundt alene ret længe, før en af mødrene kom og lagde en arm omkring mig og fortalte, at de var nogle stykker lige ”derhenne”, som jeg gerne måtte følges med. Det var for mig omvendt omsorg. Jeg var ny, skulle ikke føle mig ensom, jeg følte mig accepteret. En varm oplevelse. Dem har jeg haft mange af siden. Ved uddeling af julehjælp er min opgave at tage mod de mennesker som kommer, så de kan føle sig velkomne, byde på kaffe eller andet godt, medens de venter på at komme ind til dem, der deler hjælpen ud. Mange har det svært, føler sig på en eller anden måde forlegne ved at komme. Derfor er det vigtigt, de føler sig trygge. Når de har været inde og hente deres hjælp, slår det mig meget, hvor glade og taknemlige mange er, når de kommer ud igen. Så meget glæde der skabes over et så forholdsvis lille beløb, de får i

I alle ferier har vi forskellige arrangementer, hvor børnene er med (også enkelte fædre). I sommerferien tager vi først i ferien på lejr. Det er en god oplevelse, som har betydet meget for mig. Når man går sammen i flere dage, hvor der snakkes, hygges, opleves, lærer man rigtig hinanden at kende. Det betyder meget for mig med de lejre, det gjorde det også i min tid på Herberget, når vi var afsted med beboerne. Man kommer hinanden nærmere, de ser også mig med morgenhår og om aftenen, når jeg er træt. Det giver så meget til os alle, som kan tages med og bruges i hverdagen, når vi kommer hjem. Sidst i skoleferien tager vi på udflugt igen, f.eks. til Fårupsommerland. En oplevelse med stor tilslutning. Det er bare så godt, så har ”vores” børn også noget at fortælle, når de kommer i skole igen. For mange af børnene er det, det eneste de har oplevet i ferien. Derfor er disse ture så vigtige og når jeg ser, hvordan børnenes øjne stråler og høre deres glade fortællinger om det de oplever, er 18


forhold til, hvad en jul kan koste.

børn slå katten af tønden.

Ved julehjælpsuddelingen bliver man inviteret til julefesten i Ansgar kirke fjerde juledag. Sidste år var tilslutningen så stor, ca. 270 deltagere, at vi valgte at have to fester i år (2012). Det gik bedre, der var plads til at komme rundt i lokalet. Vi har mange, der ikke tåler psykisk, når der er for tæt omkring dem, akkurat som mange andre brugere i K.K. Det er en god gammeldags juletræsfest, hvor børnene kommer i deres fineste puds, danser om juletræ med julemand Ole (det hedder vores julemand) og hans kone. Mange øjne står på stilke og så har han flotte slikposer med. Der bliver danset, sunget, spist slik og leget, så mange går svedige hjem.

Nu er det spændende, hvad fremtiden bringer. Efter stueetagen i korsgade 44 blev lukket i juli md. pga. Skimmelsvamp, har vi haft til huse på 2. sal i alt for små lokaler. Som man siger, hvor der er hjerterum, er der husrum, så det går, men det er meget små rum til alle dem, der kommer til torsdagscafe, og som før nævnt er der flere, som lider, når ”man” er for tæt sammen. Jeg kunne ønsker mig nye store rum, hvor der er god plads til alle, plads til at udfolde sig og deltage i de mange forskellige tilbud der er, hvis ”Børnehjørnet”, som også betyder meget i Familiearbejdet, kunne være i samme bygning, kunne man vist ikke ønske sig bedre arbejdsforhold. Det ville være dejligt og godt for det fremtidige arbejde. Nu må vi vente, håbe og se, hvor vi kommer til "at holde til" efter at Korsgade 44 er blevet solgt. Jeg vil slutte med at citerer en af ”vores piger”, der er trofast til at komme, når der kaldes sammen. Hun har ikke et let liv. Som hun siger: ”Jeg kan ikke undvære at komme her, når jeg har været her, så er det en GOD DAG”. Hendes ord vil jeg gøre til mine: ”Når jeg har været med, er det en god dag”. Af Else Nygaard

Den 29. januar i år, 2013, skal vi prøve noget nyt. Der skal være Spagettigudstjeneste i Ansgars Kirken. Det glæder jeg mig til, jeg er ikke i tvivl om, at der bliver tilslutning. Alle har taget positivt mod tilbuddet, så de skal nok møde op. Vi regner med, at der skal være Spagettigudstjeneste ca. hver 3. md. fremover. Et godt nyt tiltag i et Korshærs arbejder, som vokser og vokser. Derefter kommer Fastelavn, hvor mange dejlige udklædte og malede 19


Julen hos Kirkens Korshær af Jonas Jakobsen, Korshærsleder

Hos Kirkens Korshær i Aalborg er der en god tradition for mange forskellige arrangementer i løbet af julemåneden. I år var ingen undtagelse og mange af Korshærens brugere har igen i år haft mulighed for at mærke højtidens glæde. Der har således været fejret julefrokoster for brugerne på varmestuerne, på Gården i Klarup, på Herberget, i Skurbyen og i Familiearbejdet. Der er blevet fejret på forskelligvis, men med både nærhed og varme uanset hvilket arbejdssted der blev valgt til årets julefrokost. Selve juleaften havde Kirkens Korshær i år den glæde, at invitere alle interesserede indendørs i Ansgars Kirken til julegudstjeneste og efterfølgende hygge, gaver og juletræ i salen. Godt hjulpet på vej af de 16 frivillige hjælpere, Korshærspræsten og jeg selv, lykkedes det at skabe en god aften for de ca. 65 fremmødte. Inden aftens julefest i Ansgars Kirke, havde Aalborg Kommune inviteret til julespisning i Vejgaard Hallen hvor mange var mødt frem. Gårdens minibusser var i transitfart mellem Vejgaard Hallen og Ansgars Kirken for at hjælpe alle der skulle den vej igennem snedriverne. Juletræsfest i Familiearbejdet er også en tilbagevendende begivenhed i

Kirkens Korshær. Arrangementet er altid et tilløbsstykke for mange af de familier der har kontakt til vores Familiearbejde. Ca. 240 deltagere mødte op fordelt på 2 arrangementer d. 28. december. Også ved dette arrangement bistod en stor gruppe af frivillige hjælpere, der sammen med Annemarie og Lena sørgede for at både børn og voksne havde en festlig dag. Julemanden og hans kone kiggede også forbi med godteposer og gaver til alle børn. Kirkens Korshærs julehjælp blev i år uddelt til 230 økonomisk trængte familier i Aalborg Kommune. I år var julehjælpen finansieret delvis ved vores egne indsamlede midler fra genbrugsbutikkerne og dels ved hjælp fra Det Obelske Familiefond, Bikubenfonden, Y-men Aalborg samt flere lokale menighedsråd. Julehjælpen er et tilskud til de trængte familier i håb om, at de derved får mulighed for at holde en værdig jul med deres børn. Det er vores opgave at lindre den nød der kommer til syne i julen og samtidig skal vi gøre opmærksom på, at nøden findes hele året rundt, den går bare lidt ekstra ondt i julen. Af Jonas Jakobsen 20


Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst Var det noget? Et (forholdsvis) nyt år er det, så det kan vel stadig nås med et nytårsforsæt? Eller er den slags blevet umoderne, fordi vi af erfaring ved, at de sjældent holder? Jeg har nu tænkt mig at prøve alligevel; det handler hverken om et halvmaraton eller om forsagelse af søde sager. I dette år (og fremefter) vil jeg gå ind i kampen mod fejlfinderkulturen. Det er et ord, jeg lige har lært, fejlfinderkulturen. Noget nyt fænomen er det vel ikke, men mange af de hurtige og sociale medier har hjulpet fejlfinderkulturen på vej, så den breder sig, måske uden vi altid helt lægger mærke til det. Og så er det, det bliver farligt. Fejlfinderkulturen – det er saftsusemig et trist begreb. At det kan gå hen og blive vigtigt for os at finde de andres fejl. Og så stille dem frem til latterliggørelse eller forargelse. Jeg har et forbillede i kampen mod fejlfinderkulturen. Han lever desværre ikke mere, men han lyser stadigvæk gennem alle de år, der er gået siden

han døde. Og nu tænker I måske, at det selvfølgelig må være Jesus, jeg mener, og det kunne det også sagtens være, han må være en sand frontløber i den kamp. Men jeg tænker nu på Sigurd, (kunne vi jo kalde ham). Sigurd var en lille tyk mand jeg kom til at lære at kende i Kirkens Korshær. Han var aldrig særlig ren, og når man kom tæt på ham, var det en meget sammensat odeur som bølgede om ham. Det var hverken Sigurd eller hans tøj, der tærede på ressourcerne af vand og sæbe. Sigurd drak temmelig meget, og når han var fuld rystede han endnu mere på hænderne end ellers. Det betød, at man altid kunne se, hvor Sigurd havde siddet og drukket sin kaffe og røget sine smøger. Han insisterede på at rulle dem selv, selvom det må have været dyrt i spildt tobak. Sigurd var et meget aktivt menneske. Han kunne af mange grunde ikke passe et arbejde, men han havde energi for fem, og det kunne ind imellem være den, der var hans største problem. Den kunne i hvert fald udmatte omgivelserne ganske grundigt. 21


Sigurd kom i korshæren, i første omgang fordi han ikke havde noget sted at bo, og senere da det lykkedes at få egen lejlighed, blev han ved at komme for selskabs skyld. Og han var yderst gavnlig for selskabet. Vi tog af sted på lejre, og så kunne man være sikker på, at Sigurd var med. Han medbragte et væld af ideer og forslag om aktiviteter og ture og meget andet, så vi havde nok til de næste tre lejre med, og så havde han pakket sin taske med mere fyrværkeri end tøj. Tag det helt roligt: det er mange år siden nu! Den sidste aften på lejren havde vi altid festaften med god mad og underholdning, og så rundede Sigurd af med fyrværkeri. Vi så til med nogen angst og bæven at Sigurd fik tændt raketterne med sine rystende hænder, men det gik godt hver gang. Og flot var det. Når Sigurd er blevet mit forbillede, så hænger det sammen med, at han var meget dårlig til at finde fejl hos andre. Han mødte sine omgivelser med de åbneste øjne og en stor forventning. Jeg tror, det var den vigtigste grund til, at man følte sig så umanerligt godt tilpas i Sigurds selskab ombølget af unævnelige dufte. Han var et menneske uden bagtanke og uden mistro. Han ville gerne have dig med. Han elskede fællesskab og han kunne dele sine svageste punkter, sine

drømme og længsler og håb med andre, fuldstændig sikker på, at de ville blive taget godt imod og taget vare på. Sådan var det bestemt ikke altid. Sigurd fik mange knubs sit liv igennem. Og set udefra kunne det hele måske se temmelig trist ud. Og alligevel mødte Sigurd andre med de åbneste øjne og stor forventning. Jeg tror det er det bedste middel i kampen mod fejlfinderkulturen: selv at lade være. Det betyder ikke at vi skal være å så søde og blinde og lulle os ind i en drømmeverden. Men møde verden og hinanden med åbne øjne og uden først og fremmest at være på udkig efter fejl. Og skulle vi så se dem alligevel, nogle fejl, så kan vi jo øve os i, at sige dem TIL hinanden og ikke OM hinanden. Så tror jeg faktisk vi kan give fejlfinderkulturen et skud for boven, inden den vokser os helt ind under huden. For den er da træls at lægge tanke og hjerte til. Jeg håber, det lykkes at holde fast i kampen. Og jeg håber, der er mange, der allerede er med eller har lyst til at komme det. Af Lena Bentsen 22


Kalender 12.2

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

8.-10.3

Kirkens Korshær er på Forårsmesse i AKKC

12.3

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

16.3

Regionsmøde Nord i Ikast Kirkecenter kl. 9.00 - 16.00

9.4

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

14.5

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

11.6

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

18.6

Medarbejderudflugt

_______________________________________________________________ Dette nummer af Lokalnyt er trykt i 500 eksemplarer. Redaktionsgruppen består af: Lena Bentsen, Carsten Andersen, Annemarie Krogh, Ole Kjærsgaard og Jonas Jakobsen. Gæsteskribent: Hanne Schou, Else Nygaard og Steen Thomsen Lokalnyt udsendes til frivillige og ansatte i Kirkens Korshær i Aalborg, samarbejdspartnere, menighedsråd, samt til andre med interesse for Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg.

Kontakt til Kirkens Korshær i Aalborg: Korsgade 44, 9000 Aalborg Tlf. 98 12 94 54 – mail: aalborg@kirkenskorshaer.dk Gironummer: 101-6393 · Konto. nr.: 7459 0001079574

www.kkaalborg.dk

23

Lokalnyt feb 2013  

Lokalnyt Kirkens Korshær Aalborg Februar 2013

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you