Page 1

Juli 2013

0


Indhold Side 1: Leder Side 3: Hilsen til Korshæren – fra Jens Jørgen Rasmussen, Rådsformand Side 5: 10 års jubilæum i Vodskov Side 6: Historisk side - Da Kirkens Korshær drev ungdomsklub Side 10: Én gang Korshær, altid Korshær – beretning fra Varmestuen i Nr.Sundby Side 12: ”Genåbning” af butikken i Hals Side 13: Glaskunst – Fernisering i Familiearbejdet Side 14: Korshærens ildsjæle – Kirkens Korshærs Klippedamer Side 17: Præstens side – Nærværd Bagside: Kalender

Leder af Jonas Jakobsen, Korshærsleder Fællesskab er en værdi vi i Korshæren værdsætter og værner om. Som frivillig social hjælpeorganisation har vi fællesskabet som en central del af vores selvforståelse. Vi taler om det og vi praktiserer det hver eneste dag. Vores Varmestuer, Gårdprojekt, Skurby, Herberg og Familiearbejde skaber fællesskaber for mennesker der har behov for nærhed, varme og omsorg. Fællesskaberne ved vores

arbejdssteder er inkluderende og rummer bredt, og både ansatte og frivillige medarbejdere bliver en del af en hverdag med brugere af Korshærens arbejdssteder – det er mødet mellem mennesker her og nu. Vores genbrugsbutikker er også grobund for fællesskaber hvor frivillige mødes om en fælles sag. Der arbejdes mange timer i Aalborgarbejdets 8 genbrugsbutikker hvor et stort antal 1


frivillige medarbejdere hjælper til med at skabe en omsætning, der gør at vores hjælp til mennesker i nød kan lykkes. For at fællesskabet fortsat kan få gødning til at gro og vokse sig stærkere, og rumme endnu bredere, har vi igennem det seneste års tid arbejdet med planerne om at etablere et Kirkens Korshærs Fælleshus i Aalborg. Ikke som et nyt tilbud i byen, men som et samlende hus, der rummer flere af vores nuværende arbejdssteder. Vores Natvarmestue i Bonnesensgade, Dagvarmestuen på Østerbro med den tilhørende butik, Byarbejdet og Familiearbejdet i Korsgade samt Børnehjørnet vil alle blive en del af det kommende Fælleshus. Det vil blive et Fælleshus, der dels giver større og mere nutidige fysiske rammer for vores sociale arbejde og dels giver os muligheden for at skabe et mere synligt Kirkens

Korshær i Aalborg. Det primære formål med dette er, at vi fortsat vil kunne være til rådighed for de mange mennesker der søger vores hjælp hver eneste dag. Den økonomiske del af etableringen af Fælleshuset er sikret ved hjælp af to meget flotte donationer på hver 5 mio. kr. fra henholdsvis Det Obelske Familiefond og Oak Foundation Denmark. Uden støtten fra disse fonde ville projektet ikke kunne realiseres. Derudover vil Korshæren selv finansiere en del af Fælleshuset bl.a. ved salg af vores ejendom i Korsgade. Vi forventer at kunne åbne det nye Fælleshus i slutningen af 2014 og med lidt held kan vi måske nå at fejre Korshærens lokale 90 års jubilæum d. 23. november 2014, i de nye rammer. Det må tiden vise. Med ønske til jer alle om en god sommer.

Nyhedsbrev fra Kirkens Korshær i Aalborg Ønsker du at følge mere med i Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg, så kan du nu tilmelde dig vores mailliste og modtage et nyhedsbrev ca. 4 gange årligt.

Du kan tilmelde dig på www.kkaalborg.dk Ønsker du at modtage vores indsamlingsbrev som udsendes 3 gange årligt, kan du tilmelde dig dette samme sted. Vi ser frem til at holde 2 dig orienteret!


Hilsen til Korshæren af Jens Jørgen Rasmussen, Formand for Korshærsrådet i Aalborg

Netop i denne tid fejres 200 året for filosoffen Søren Kierkegaards fødsel. Menneskets måde at forholde sig til tilværelsen – til livet – til sine medmennesker og til Gud på var omdrejningspunktet for Kierkegaards store forfatterskab. Blandt de utallige citater af Kierkegaard, der stadig bliver brugt og som udtrykker væsentlige sider af tilværelsen og den måde vi mennesker agerer på er følgende: Alle vil udvikling, ingen vil forandring. Selv her i 200 året for Kierkegaards fødsel har netop dette citat en desværre stadig mere og mere aktuel betydning. For er der noget der er i fokus i stadig stigende grad er det vel netop begrebet udvikling: samfundsudvikling, personlig udvikling, teknologisk udvikling, økonomisk udvikling, innovativ tilgang til stort set alt omkring os, strategisk ledelse og sådan kunne man blive ved. Udviklingsbegrebet er blevet et mantra for det moderne menneske. For de mennesker der kan følge med i hele dette ”udviklingscirkus” kan tingene selvfølgelig være udfordrende, spændende og udviklende, men

desværre er det som om perspektiv af udviklingen mere og mere er gået i glemmebogen. Lader vi os rive med af udviklingen bare fordi det nu engang er det, som tiden fortæller os er vejen ud af alle problemer – og glemmer vi forandringen mod noget bedre og mere konstruktivt – den forandring som i bund og grund burde være visionen for enhver udvikling. Desværre må vi nok konstatere, at det er det der sker: vi vil udvikle, men vi vil ikke forandre, og når det sker, så bliver virkeligheden et samfund og en verden uden visioner. Set i det nære perspektiv betyder det, at de desværre alt for mange mennesker, der af den en eller anden grund ikke 3


kan eller vil følge med udviklingen hurtigt bliver ”outsourcet” og dermed ikke længere passer ind i udviklingsscenariet og det samfund, som udvikling uden forandring medfører. Med al tydelighed ser man desværre i stadig stigende grad at mennesker, der ikke ”passer” ind, mennesker som ikke yder det, som udviklingen kræver bliver mere og mere marginaliserede og placeret på ”ligegyldighedens karrusel”. Hvis vort system, vore politikere og andre aktører havde villet udvikling med forandring, havde der jo netop været fokus på, at vise såvel ansvarlighed som respekt også – og måske ikke mindst for dem, der ikke magtede udviklingen. Vi har med mange års udvikling uden reel forandring skabt et samfund, hvor mennesker på desværre og flere måder inddeles i en A-klase og en B-klasse, med den helt forståelige konsekvens, at begreber som selvværd og respekt for både en selv, for andre og for samfundet lider et alvorligt knæk – mange blive ”ofre” på udviklingens alter. Og her er det at Kirkens Korshær – og heldigvis også mange andre organisationer – tager tråden op og gør et stort og uegennyttigt arbejde for at få forandringsperspektivet med i de menneskers som på forskellige vis er ”blevet overhalet indenom” på udviklingens

flersporede motorvej. At have sit arbejde i Kirkens Korshær, eller at være frivillig medarbejder i organisationens vidtforgrenede arbejde, er med til at bringe forandringen ind i menneskers liv: ved omsorg, ved hjælp og støtte, ved at tage hånd om og holde hånd under dem, for hvem ”løbet er kørt” på den ene eller anden måde. Det arbejde og den indsats, der stædigt og vedholdende ydes for at få respekten for den enkelte tilbage, kan ikke påskønnes nok, og I skal som medarbejdere og frivillige vide, at vi, der måske ser Kirkens Korshær sådan lidt ovenfra, er stolte, taknemlige og fulde af beundring for jeres indsats. Tak. Netop jeres indsats er med til at forandre tilværelsen for den enkelte. Og når samfundet kun vil udvikle men ikke forandre sig i respekt for alle, så er det godt, at I har valgt ikke at være ligegyldige og ”hoppe med på karrusellen” og lade stå til, men at I gør noget. Tak for jeres indsats – det nytter. Og husk: ”En karrusel er det dårligste transportmiddel der findes, hvis man ønsker at komme fra et sted til et andet…..” Med venlig hilsen Jens Jørgen Rasmussen Formand for Korshærsrådet i Aalborg

4


10 års jubilæum i Vodskov af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator

10 års jubilæum i Vodskov. Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Vodskov, fejrede den 28. maj, 10 års jubilæum. Dagen blev fejret med maner. Kunderne blev budt på kaffe og kagemand, som hører sig til på en fødselsdag. Kunderne kunne i dagens anledning også gøre en ekstra god handel. Alt genbrug blev solgt til halv pris. Onsdagen før fødselsdagen, bragte Vodskov avis et stort stykke om butikken.

Der var rigtig mange kunder og besøgende der kiggede ind og ønskede tillykke. Personalet fik en dejlig dag med mange gode oplevelser. Her fra Lokalbladets redaktion skal lyde et stort tillykke, til butikkens medarbejdere, med de 10 år. I har gjort et flot stykke arbejde. Og vi ønsker jer god vind fremover. 5


Historisk Side Da Kirkens Korshær drev ungdomsklub Af Lena Bentsen, Korshærspræst og Carsten Andersen, Skurbyen På Aron Jacobsensvej – nuværende Provstejorden – var der i 1924 blevet rejst en række midlertidige boliger, som skulle afhjælpe bolignøden for de økonomisk hårdest trængte familier. Boligerne eller måske rettere barakkerne blev nu stående helt frem til slutningen af 60erne, før de sidste familier blev sluset ud i nyopførte lejligheder i byens udkant. Så det var en midlertidighed på mere end 40 år, og barakkerne blev, som de tilsvarende på Gugvej, hjem for mange år. I nogle tilfælde i generationer. Det var på mange måder et hårdt prøvet liv. Familierne var ofte store, lejlighederne små og økonomien sparsom. Nogle af børnene, som voksede op derude, har fortalt at de blandt andet hjalp til ved at samle koks på baneterrænnet, hvor det kunne være faldet af under transporten; og ved juletid at gå fra dør til dør for at sælge små dekorationer. Og de voksede op med at være ”de anderledes”, der blev mødt med en vis grad af mistillid i såvel skolen som det omgivende samfund. Det betød sammenhold

mellem børnene, men også en social udstødelse. Korshæren startede sit arbejde her i 1929, med lappemøder for mødrene, hvor man reparerede familiens tøj, og for børnene en søndagsskole, som blev den første af slagsen indenfor Kirkens Korshær på landsplan. Den var så velbesøgt, at den måtte afholdes i to omgange, og den førte senere – i 1948 – til, at korshæren fik sin første børnehave. Små børn bliver større, og det blev klart, at der var hårdt brug for et tilbud til dem. De unge var en klemt gruppe i husvildebarakkerne, og der var opstået en del misbrugsproblemer. Efter at have holdt møder for de unge på Aron Jacobsensvej, kunne man i 1957 åbne en ungdomsklub for dem. Klubben fik til huse i vandrerhjemmet på Kornblomstvej fra oktober til april, når det ikke var i brug. Hver sæson begyndte med, at man slæbte værktøj og andet ned fra loftet. Og så var det rundt i husvildeområdet med invitationer til de unge. På den måde 6


fik medarbejderne i klubben også indblik i de hjem, de unge kom fra. De havde måske ikke behøvet at gå rundt med invitationerne for at gøre de unge opmærksomme på tilbuddet, for de var ventede, hvor de nåede frem. Vandrerhjemmets bestyrerpar var ikke ubetinget begejstrede over vinterens brugere af stedet. Mange klager fandt vej til medarbejderne; også over forhold som umuligt kunne henføres til de unge, der kom i klubben. I virkeligheden værnede de unge om klubben. De vidste godt, at det var det eneste sted, de kunne komme. Til gengæld fik ungdomsklubben en anbefaling med af politiet, som bestemt mente at kunne sammenkæde dens begyndelse med et fald i kriminaliteten. Det blev især husvildeområdets unge, som kom i klubben, skønt den egentlig lå et stykke derfra. Og det var for dem, den primært var lavet. Der kom også få unge fra nabolaget, men det gik sjældent helt smertefrit at bringe de to grupper sammen. Det blev hurtigt populært at komme i klubben, så der var gerne kø ved døren før åbningstid. Mange aftner var der omkring 50 unge. Et firma

havde doneret en bar til klubben, og skønt det stærkeste, som blev solgt her var sodavand, var der en udbredt enighed om, at den smagte meget bedre, når den blev skænket op i en bar. Der var aktiviteter for pigerne og husflid for drengene, og der var vist stor enighed om at holde sig til sin aktivitet. Aktiviteterne foregik rundt på sovesalene, og når aftenen var forbi sluttede man den af sammen, og altid med at synge Altid frejdig. (Der er ting, der ikke ændrer sig i Kirkens Korshær.) Det blev et sted, hvor kommunen betalte driften. Om tankerne bag oprettelsen af klubben skrev den daværende korshærspræst, Jens Nørgaard, i Korshærsbladet i 1959: ”På lige fod med andre institutioner må vi prøve at finde frem til, hvad det er, der kan afspore et menneske. Vi gør det ikke, for at vore byer skal blive pænere, for at der skal blive færre tiggere, ikke for at få afløb for overdreven næstekærlighed, men alene fordi vi véd, at det at være et mislykket menneske er den hårdeste skæbne, der kan ramme os; det kan mange samtaler overbevise os om. Men de samme samtaler fortæller også, at 7


menneskers ulykke og skæve gang oftest har sin begyndelse i barndommen og den tidlige ungdom. Og de ydre kår afhjælpes ikke ved at holde bønnemøder. Og hvis ikke vi forstår det andet menneske, vil vi aldrig kunne prædike for ham. Derfor er korshærens arbejde også et socialt arbejde. Og derfor har man på Aron Jacobsens vej et socialt arbejde blandt de husvilde, man når børnene og de voksne – men man vidste også, at gruppen af unge havde man ikke kontakt med. Og samtidig hørte man om små tyvetogter, om småfulde 13-14 årige, om meget tidlige seksuelle debutanter. Derfor har man de sidste to år haft en ungdomsklub, som en form for privatliv for de unge fra de boliger, hvor der ellers ikke levnes nogen privatliv udover de skumleste steder. Og det for de unge: at have et sted at være, har mange af dem udtrykt, var det vigtigste.” Ungdomsklubben levede godt i mange år, men i begyndelsen af 80erne måtte man dels flytte, dels blev det vanskeligere at opretholde arbejdet som en del af Kirkens Korshær, og endelig var det

egentlige grundlag for klubben forsvundet med husvildebarakkerne i 1967. I marts 85 trækker KK sig ud af ungdomsklubben, og den fortsætter en kort periode i kommunalt regi. Et lille kuriosum: Vi kan mene, at der i dag er megen offentlig kontrol, men der er da også en del i forbindelse med det tv, ungdomsklubben på et tidspunkt anskaffer sig. Således skriver Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen 21. dec til Korshærens ungdomsklub: ”Under henvisning til tidligere brevveksling, senest bestyrelsens skrivelse af 6. september 1960 vedrørende støtte til anskaffelse af et fjernsynsapparat til Kirkens Korshærs ungdomsklub, skal direktoratet meddele, at man efter omstændighederne kan godkende, at der i ungdomsklubbens regnskaber som tilskudsberettigede driftsudgifter opføres udgifter til en månedlig leje på 100 kr. af det fjernsynsapparat, som Kirkens Korshær har anskaffet og udlejet til institutionen, idet det herved er en forudsætning, at apparatet 8


overgår til institutionen som dettes ejendom, når der som tilskudsberettigede driftsudgifter er betalt Kirkens Korshær leje til et samlet beløb af 2000 kr. Det er endvidere en forudsætning, at bestyrelsen til sin tid, når fjernsynsapparatet overgår til institutionen, udsteder en deklaration, hvorved bestyrelsen forpligter sig til ikke uden direktoratets samtykke at afhænde

eller pantsætte apparatet. Man skal derfor anmode om, at der snarest belejligt hertil indsendes meddelelse om, hvorvidt bestyrelsen vil være indforstået med at udstede en deklaration i overensstemmelse med hoslagte formular, som i underskrevet stand bedes returneret hertil, når sidste lejebeløb er betalt i slutningen af sæsonen 1961/62.” Forstå det, hvem der kan….

Har du lyst til en ”fed” musikoplevelse? Kirkens Korshær er sammen med Folkekirkens Nødhjælp med på Skovrock 2013 - Begge organisationer tjener penge til eget arbejde på at indsamle pant! Har du lyst til som frivillig i et fællesskab med andre at få en god musikoplevelse og samtidig støtte begge organisationers sociale arbejde? Se hvem der spiller og hvornår, på skraaen.dk/skovrock eller på facebook. Interesseret? Så kontakt: Frivilligkoordinator Ole Kjærsgaard, 3012 2814. 9


Én gang Korshær - altid Korshær Beretning fra Varmestuen i Nørresundby af Aase og Harald Søland, Frivillige ved Varmestuen i Nørresundby Vores tidligere præst sagde engang, at hvis man én gang har haft lidt med Kirkens Korshær at gøre, så slipper man det aldrig. Det er også vores erfaring – i al beskedenhed. Jeg, Harald, var i en periode frivillig i Kirkens Korshærs natvarmestue. Jeg arbejdede et par gange om måneden der fra klokken 23.00 og i starten til klokken 7.00 næste morgen, men i den sidste periode kun til klokken 3.00 – 4.00 stykker. Det var et spændende arbejde, hvor jeg kom i kontakt med mange mennesker, som lever et helt anderledes liv, end jeg gør. Mange kom for at få en seng at sove i nogle timer, andre kom for at få lidt at spise, og rigtig mange kom, fordi de var ensomme og syge og havde brug for én at snakke med i de mørke nattetimer. Det var et dejligt arbejde for mig, og jeg lagde ører til mange ulykkelige og triste skæbner, og prøvede efter bedste evne at give lidt trøst, hvis det var det, der var brug for.

Jeg synes, at det var lidt svært at undvære min nattesøvn, og jeg havde svært ved at komme ind i den almindelige dagsrytme igen. Så da dagvarmestuen i Nørresundby åbnede, og Aase var startet der, og jeg havde mere lyst til at arbejde om dagen, søgte jeg ind der. Og jeg har arbejdet i Nørresundby lige siden. Jeg kommer fast i Nørresundby hver tirsdag, og betragter mig som ”fast opvasker” i nogle timer. Der bliver serveret varm mad hver tirsdag, og der kommer rigtig mange og spiser en god hjemmelavet mad. Så der er meget at lave med opvask og oprydning. Der bliver også tid til at snakke med de mennesker, som kommer. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og der er nogle af dem, der gerne vil snakke. Jeg synes, at jeg har fået et tæt og fortroligt forhold til mange af brugerne, og jeg mener, at det kan være en ”aflastning” for de fastansatte nogle gange at få en ”pause” fra én af brugerne.

10


Jeg, Aase, har været i varmestuen i Nørresundby lige siden åbningen. Jeg tror at jeg var den første frivillige, som Jonas ansatte der. I starten snakkede jeg med brugerne, gjorde lidt rent, vandede blomster, vaskede op, og ellers hvad der var at gøre. Jeg fik mere og mere lyst til at lave noget i køkkenet, og efter nogen tid blev jeg bevilget et kursus på AMUcentret. Så i dag har jeg certifikat på, at jeg har ret til at tilvirke fødevarer i virksomheder. Det er lidt sjovt efter at have været beskæftiget med noget helt andet i et langt liv. I dag laver jeg varm mad, bager kager, smører smørrebrød, laver kaffe og the, og ellers alt hvad der skal laves i køkkenet. Jeg synes, at det er sjovt at lave mad, og efterhånden har jeg vist fået en maddag engang imellem. Og det er vist kendt i

varmestuen, at jeg er den ”madmor” som kommer og laver gammeldags mad, med tyk opbagt sovs og kartofler. Lige i dag har der været ”ønskekøkken” til de næste gange jeg kommer. Poul Martin skrev hurtigt ønskerne ned, så jeg ved, hvad jeg skal lave de næste gange, jeg kommer, - herligt! Jeg bruger også tid på at snakke og føler, ligesom Harald, at jeg har et godt forhold til mange af brugerne. Vi får mange snakke og diskussioner hen over bordet. Nogle gange snakker vi om aktuelle emner fra avisen og TV, og det kan der komme meget både sjovt og alvorligt ud af. Med venlig hilsen Aase og Harald Søland Frivillige ved Varmestuen i Nørresundby 11


”Genåbning” af butikken i Hals Af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator Kirkens Korshærs Genbrugsbutik på Torvet 13 i Hals er blevet meget større. Det syntes butikkens frivillige skulle fejres. Det blev det onsdag den 3. april kl. 12, hvor de ventende kunder blev budt velkomne og vist rundt i de nye lokaler. De mange gode tilbud i butikken blev studeret nøje af de mange kunder. Der blev handlet livligt. 50 % rabat på alt genbrug fristede mange kunder til en god handel. Butikspersonalet har over en periode drøftet med undertegnede om lokalernes indretning i butikken. Det grundlæggende problem var, at vi gerne ville have et større butiksareal. Samtidigt var lagerarealet for stort i forhold til butiksarealet. Jeg lavede et oplæg til ændring af lokalerne der indebar, at en del af lagerarealet blev tilføjet butiksarealet. På et butiksmøde besluttede personalet sig for ændringen. Ombygningen, der indebar opsætning af en ny skillevæg og omflytning af en del inventar, blev foretaget i februar og marts.

De frivillige i butikken er glade for udvidelsen. Sorteringsrummet er blevet reduceret en del, men praktisk indrettet af personalet. Nogle medarbejdere synes at sorteringsrummet er blevet mere hyggeligt at arbejde i. Den nye indretning giver plads til flere varer i butikken, og de enkelte varegrupper kan præsenteres bedre. Rigtig mange kunder gav udtryk for at det er blevet en dejlig butik. I møbelafdelingen var to de udstillede spiseborde taget i brug som kaffeborde til kunderne. Her blev en god kop kaffe nydt til en dejlig hjemmebagt kage. De 6 frivillige der var på arbejde, syntes det havde været en kæmpe oplevelse. De havde aldrig før prøvet, at have så mange kunder i butikken på en dag. Det kunne også ses på omsætningen der slog rekord. Medarbejderne følte virkelig, at kunderne bakkede op omkring butikken og deres arbejde for Kirkens Korshær. Der var også rigtig mange nye kunder der havde fundet vejen forbi. Som Lena, formanden for butiksudvalget, udtrykte det: "Det varer noget inden vi får armene ned over sådan en dejlig oplevelse". 12


Glaskunst Fernisering i Familiearbejdet af Annemarie Krogh, Familiearbejdet Ja, glaskunst er det sandelig, når man kaster sig ud i at fremstille ting i glas og det viser sig, at der kommer de flotteste resultater ud af det, og det endda uden at have forhåndskundskaber inden for området. Det var hvad der skete, da 20 kvinder fra Familiearbejdet deltog i et glaskursus i marts måned. Kurset blev holdt over tre dage, og deltagerne havde hver en enkelt formiddag på kurset. Det var fantastisk at opleve den begejstring og iver der kom til udtryk fra deltagernes side. Kurset blev holdt i Glashuset i Reberbansgade, og indehaveren af Glashuset underviste på allerbedste vis. Alle hendes egne fremstillede glasting står fremme i butikken til salg, men virker samtidig som en kæmpe inspiration. Man tænker, når man ser dem, at sådan noget har man ingen mulighed for selv at lave, men under hendes kyndige vejledning, kan mange ting lade sig gøre. Samtidig med at hver især arbejdede koncentreret, blev der tid til snak om stort og småt. Det var for nogle en stor overvindelse at stå med en glasskærer og med glasset, som man kunne komme grueligt galt af sted med, men på forunderlig vis lykkedes det for alle at overvinde de betænkeligheder der kunne opstå. For nogle var det en stor sejr, bare det at komme af sted og skulle præstere. Det kan også være

svært at forestille sig, hvordan det man arbejder med, kan forvandles til det, man ønsker. I april var alle glastingene blevet brændt og var blevet afhentet i butikken. Så det var ligesom juleaften, da alle deltagernes fine ting skulle pakkes ud. Forventningens glæde var stor – og ingen blev skuffede over pakkernes indhold. Stor var begejstringen over både egnes og andres fremstillede glasting. Der var fine glasbilleder, skåle, lysestager, vægure, smykker samt glasfigurer af forskellig slags. Det blev til en festlig afslutning på nogle dejlige dage, og alle venter nu bare på, at vi igen for mulighed for at arrangere et glaskursus igen, og mange har allerede nu bestemt sig for, hvad de vil lave på det næste kursus.

13


Korshærens ildsjæle Kirkens Korshærs Klippedamer af Ole Kjærsgaard, Frivilligkoordinator En onsdag i maj, var jeg på besøg ved klippedamerne, som holder til i sognelokalerne ved Margrehte Kirken i Aalborg. Den onsdag var der mødt tre damer. De er i alt fem, når alle er til stede. Med i klippedamerne, eller klippeklubben som en humoristisk kaldte den, er: Marie Lundbak, Inge-Lise Tang, Sonja Riis, Grethe Vestergaard og Else Olesen. Marie, begyndte i 1992, og var med næsten fra starten, er også alderspræsident bland damerne. Resten af damerne har været med fra et til næsten ti år. I dagens anledning, når nu de skulle portrætteres i Lokalbladet, var Kirsten Jørgensen inviteret med. Kirsten var med til at starte klippedamerne i sin tid, og har været med gennem alle årene. Kirsten er flyttet fra byen og er derfor stoppet som klippedame. Man mærker dog tydeligt, at hendes hjerte brænder for klippedamerne. Kirsten kan huske mange ting og sjove oplevelser fra sin tid som klippedame. Klippedamerne i Margrethekirken, blev startet på initiativ af en daværende sognepræst Niels Klemmensen. Det menes at Niels Klemmensen fik ideen fra Holstebro, hvor han havde set en lignende aktivitet. Niels Klemmensen mente, det var noget Kirkens Korshær

kunne tjene penge på og samtidig finde anvendelse for det tøj/stof, som var i overskud. Kirkens Korshærs Klippedamer, har altid haft til huse i Margrethekirkens lokaler. De er nærmest blevet en del af Margrethekirken. Klippedamerne får meget hjælp og støtte fra Margrethe kirkens personale. Det er de meget glade og taknemmelige for. Klippedamerne er også med på Magrethekirkens udflugter. Klokken ti drikkes der formiddagskaffe, det ligger fast. Her omkring kaffebordet går snakken videre og mangt og meget bliver vendt og drøftet. Man mærker tydelig, at de kender hinanden og har et formidabelt godt fællesskab. Inden kaffen er de første sække med tøj og klude allerede sorteret, så pausen er velfortjent. Ole Nielsen og

14


De sorterede sække gemmes i kælderen og ca. en gang om måneden kører Inge-Lises mand Leif til Gatten. Her bliver tøjet leveret til Sarons slette´s Missions og Nødhjælpscenter, som en gang om måneden sender en container, med tøj, sko m. m. af sted til Ukraine. Bomuldsstof (sengetøj, viskestykker, håndklæder m.m.) laves stadig til klude. Der laves to typer klude: Store bløde og Fnugfri. Kludene sækkes op i 10 kg. sække. Klippedamerne har kontakt med købere, der aftager klude. Kludene sælges også i butik Sundsholmen. I starten havde man sælger der kørte rundt og solgte klude.

Herbert Pehrson, fra butik Sundsholmen, har netop været der med en ny forsyning af tøj og stof. Jeg spørger interesseret, hvad der får dem til at møde op uge efter uge. Det har de klare svar på. De føler de gør en forskel og at det nytter. De er glade for, at deres bidrag er med til, at andre mennesker kan få det lidt bedre. Derudover nyder de hinandens selskab. Jeg spørger lidt forsigtigt, om ikke de indimellem hygger sig sammen på anden måde. De deltager meget gerne i Korshærens arrangementer for frivillige. Kirsten fortæller dog, at de engang tog til Blokhus og fik en is. De havde nemlig fundet 40 kr., der var glemt i tøjet.

Kaffepausen er slut, de skal jo være færdig med dagens arbejde til middag, og en del sække mangler de stadig at gennemgå. Tøjet gås også igennem for fejl og mangler. Tøjet bliver nemlig ikke yderligere sorteret Danmark, så klippedamerne sætter en ære i at tøjet er i orden når

Navnet klippedamer passer ikke helt længere, idet arbejdet med at klippe og rive stof til klude, er efterhånden en meget lille del af arbejdet. Det meste arbejde består i, at sortere tøjet op i herre/dame og børnetøj. 15


næste gang, så de har noget at starte med. Klippedamerne laver et stort, men nok for mange, et lidt uset arbejde. Men med den energi og kvalitet de lægger i arbejdet, kan man kun sige: I gør det godt. Tak for det. I løbet af kort tid bliver klippedamerne ”husvilde” idet sognelokalerne skal bygges om, men det tager klippedamerne meget roligt. Om ikke andet, siger Marie smilende, så har vi et kælderrum vi kan være i. Jeg er dog sikker på at Margrethe kirken vil gøre alt for at ”klippeklubben” ikke føler sig husvilde.

det har passeret deres hænder. Ind imellem reparerer og vasker damerne også tøj, som de synes er for godt til at kassere. Det tøj som er kassabelt, bliver knapperne klippet af og stoffet klippet til klude. Else Olesen, som de andre kærligt kalder ”knappedamen” sorterer og poser knapperne, som også kommer med til Ukraine. Ved middagstid er der kun et par sække tilbage. De får lov til at stå til

Kirkens Korshærs Årsmøde For frivillige og lønnede medarbejdere i Kirkens Korshær

d. 6.-8. september på Nyborg Strand

Tilmelding kan ske igennem dit arbejdssted. Vi arrangerer fælleskørsel fra Aalborg med indlagt kaffepause undervejs. Se program mm. på www.kirkenskorshaer.dk 16


Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst NÆRVÆRD I filmen om Thor Heyerdal og KonTikis færd over Stillehavet falder en af de unge mænd på tømmerflåden overbord. Det er livsfarligt, for man kan ikke vende sådan en tømmerflåde og havet er fuldt af sultne hajer. Den uheldige er ham, der til daglig handler med køleskabe, og som flere af de andre ikke rigtig kan se, der var grund til at tage med. For han kan jo ingenting. Selvfølgelig er det ham, der falder overbord. Og selvfølgelig bliver det helten fra 2. verdenskrig, der redder ham. Hans heltestatus har kostet ham dyrt, for han har det svært med at have slået andre mennesker ihjel: de tyske soldater som havde opdaget hans skjulested. Han siger ingenting, men han har mareridt om natten. Da de to er kommet sikkert op på tømmerflåden igen, sidder de stille og sunder sig. Og så siger redningsmanden: ”Tak!” ”Jamen, det var da dig, der reddede mig”, siger køleskabssælgeren. ”Ja, lige præcis”, svarer helten.

”Tak!” Der gjorde et andet menneske det muligt for ham igen at være ved sig selv. At blive den, der redder liv i stedet for at tage liv. Det er sådan han kender sig selv, og nu har han på en måde fået lov til at flytte hjem. Der bliver i dag talt meget om relationer i forhold til børns udvikling og dannelsen af selvopfattelse og selvværd. Ingen er i tvivl om, at vi er skabt til at være sammen med andre. Det lille barn lærer af sin mor og far reaktioner og følelser at kende som sine egne. Nervebaner og selvforståelse og tanker om eget værd lægger sig på plads efter, hvad det er, vi vokser op med. Hvilke relationer vi er i. Og det viser sig, at det også sker efter de tidligste barneår. Løbet er ikke nødvendigvis kørt. Livet igennem er vi hinandens største lykke og største ulykke. For vi kan også nægte barnet kontakten, vi kan skabe afstand og usikkerhed, vi kan svigte. Vi kan nægte anerkendelse og lade den anden 17


blive væk. Det er ansigt til ansigt med hinanden, vi kommer til os selv. Det handler ganske enkelt om det nye ord, jeg har lært at kende (og holde meget af!): Nærværd. Vi plejer at stave det uden d (og det skal vi nok helst blive ved med). Men stavet på denne måde – med d – får det sagt noget vigtigt: At når vi giver nærvær til hinanden, så giver vi også hinanden værd. Så giver vi hinanden en plads her i verden, en tryghed og tillid. Og det fantastiske er, at det er gensidigt. Vi giver det i lige grad til hinanden. Ellers er styrkeforholdet jo ofte forskelligt imellem os. Nogle er mere ressourcestærke måske, har større magt i kraft af deres placering i samfundet, nogle er de ansatte, nogle har en noget større magt, så styrkemæssigt er vi nok sjældent lige. Men i nærværdet bliver vi det: Den, der er afhængig af en andens hjælp, er ikke i mindre grad den, der giver den anden – der hjælper – værd. Det erfarede helten fra 2. verdenskrig om bord på Kon-Tiki, såvel som køleskabssælgeren. Kirkens Korshær er et diakonalt arbejde. Diakoni betyder tjeneste – og

er vel en udfordring af magtforholdene imellem os. Men jeg tænker også, a diakoni er vilje til nærværd. Diakoni er at lukke op til fællesskab og at værne om hinandens værd. Diakoni er noget meget praktisk og konkret, og så indebærer det altid, vil jeg hævde, at give nærværd og at tage imod nærværd. Det er en tjeneste, Jesus sender os ud i. Han viste os vejen, og gik den selv: Når han nedbrød afstande med helbredelse og ord og når han inviterede mennesker – og glad og gerne de af samfundet fra sorterede ind i fællesskabet med Gud og med andre. Diakoni er at lukke ind i fællesskabet. Hvad enten det drejer sig om at besøge den ensomme, at pleje og hjælpe den syge, lave en kop kaffe, at tage imod den fremmede, at værne om den skrøbelige, at protestere mod nedværdigelse af mennesker. Diakoni handler om at ville se den anden. Ikke bevæbnet til tænderne med egne gode ideer, og løsninger og alt det der; men med tid til at se og lytte. For det kan være, at den hjælp der er brug for, er en helt anden. Diakoni er nærvær, - med d! Og hvem kender ikke oplevelsen af at få mere igen, end man giver?

18


Kalender 9.7

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

13.8

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

24.8

Frivilligmarked på Gl. Torv i Aalborg kl. 10.00 – 15.00

6.-8.9

Årsmøde på Nyborg Strand

10.9

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

8.10

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

12.10

Høstmarked på Gårdprojektet kl. 10.00 – 14.00

5.11

Familiegudstjeneste i Ansgar Kirke

12.11

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

10.12

Korshærsgudstjeneste i Ansgars Kirke kl. 19.30

_______________________________________________________________ Dette nummer af Lokalnyt er trykt i 500 eksemplarer. Bladet kan også læses på www.kkaalborg.dk Redaktionsgruppen består af: Lena Bentsen, Carsten Andersen, Annemarie Krogh, Ole Kjærsgaard og Jonas Jakobsen. Gæsteskribent: Jens Jørgen Rasmussen samt Aase og Harald Søland. Lokalnyt udsendes til frivillige og ansatte i Kirkens Korshær i Aalborg, samarbejdspartnere, menighedsråd, samt til andre med interesse for Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg.

Kontakt til Kirkens Korshær i Aalborg: Korsgade 44, 9000 Aalborg Tlf. 98 12 94 54 – mail: aalborg@kirkenskorshaer.dk Gironummer: 101-6393 · Konto. nr.: 7459 0001079574

www.kkaalborg.dk 19

Lokalnyt juli 2013  

Lokalnyt juli 2013 - Kirkens Korshær i Aalborg