Præstens side af Lena Bentsen, Korshærspræst NÆRVÆRD I filmen om Thor Heyerdal og KonTikis færd over Stillehavet falder en af de unge mænd på tømmerflåden overbord. Det er livsfarligt, for man kan ikke vende sådan en tømmerflåde og havet er fuldt af sultne hajer. Den uheldige er ham, der til daglig handler med køleskabe, og som flere af de andre ikke rigtig kan se, der var grund til at tage med. For han kan jo ingenting. Selvfølgelig er det ham, der falder overbord. Og selvfølgelig bliver det helten fra 2. verdenskrig, der redder ham. Hans heltestatus har kostet ham dyrt, for han har det svært med at have slået andre mennesker ihjel: de tyske soldater som havde opdaget hans skjulested. Han siger ingenting, men han har mareridt om natten. Da de to er kommet sikkert op på tømmerflåden igen, sidder de stille og sunder sig. Og så siger redningsmanden: ”Tak!” ”Jamen, det var da dig, der reddede mig”, siger køleskabssælgeren. ”Ja, lige præcis”, svarer helten.
”Tak!” Der gjorde et andet menneske det muligt for ham igen at være ved sig selv. At blive den, der redder liv i stedet for at tage liv. Det er sådan han kender sig selv, og nu har han på en måde fået lov til at flytte hjem. Der bliver i dag talt meget om relationer i forhold til børns udvikling og dannelsen af selvopfattelse og selvværd. Ingen er i tvivl om, at vi er skabt til at være sammen med andre. Det lille barn lærer af sin mor og far reaktioner og følelser at kende som sine egne. Nervebaner og selvforståelse og tanker om eget værd lægger sig på plads efter, hvad det er, vi vokser op med. Hvilke relationer vi er i. Og det viser sig, at det også sker efter de tidligste barneår. Løbet er ikke nødvendigvis kørt. Livet igennem er vi hinandens største lykke og største ulykke. For vi kan også nægte barnet kontakten, vi kan skabe afstand og usikkerhed, vi kan svigte. Vi kan nægte anerkendelse og lade den anden 17