VISIR #92 - BARNDOM

Studenterblad for Kasernen • Aarhus Universitet Nr. 92 • November • 2022

ANSVARSHAVENDE

CHEFREDAKTØR

Cristina Bojesen

CHEFREDAKTØR

Amalie Bjarnø Rasmussen

REDAKTIONEN

Valdemar Lenschow Anders Thomsen Emma Reffeldt Lund Sofie Nørskov Anna Matilde Hveisel Hansen Jenny Gisladottir Sarah Helene Jørgensen Nicklas V. Steffensen

GRAFISK DESIGN OG LAYOUT

Jakob Møller

FORSIDEILLUSTRATION

Cristina Bojesen

ADRESSE

VISIR

Langelandsgade 139, 4. sal 8000 Aarhus C Facebook: Kasernebladet Visir Instagram: @kasernebladetvisir kasernebladetvisir@gmail.com

ANMELDELSER

Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.

BIDRAG

Leder

STUDIELIV

Siden sidst

Kan man møblere en lejlighed for 5000,-?

Et indtryk af udtryk på NS2022 Fenrir - Program efterår 2022

TEMA

Cerise Summer

The Lonely Dinosaur Girlhood Minder Tegn for satan!

Fiske Hansen Janse Mansen vil have et kæledyr

BIDRAG

Månemanden

Sommerknæ KULTUR & KRITIK

En smuk og melankolsk undergang: Anmeldelse af Efter København

AFSLUTNING

Redaktionen som børn

Childhood - The adult starter kit

We all had one. A childhood. No matter what it looked like. Childhood takes many different forms and there is not one right one. Some people have a loving and carefree childhood, some people don’t.

Family constellations look different from family to family and luckily it is no longer a cause for raised eyebrows to come from a home with for example two mothers. There is not a ‘normal’ when it comes to family and childhood. Some families have a father and a mother, some only a mother, some again no mother at all. Our understanding of family and childhood is forever changing, but what stays the same is the fact that childhood lingers. We are all carrying our childhood with us in some form or the other. Be it happy or difficult memories, physical objects we hold onto or dreams we never let go of.

Often, the seeds of our interests are sowed in childhood. A love for animals, physics or reading as an adult can most likely be traced all the way back to experiences one had growing up. Our personalities are moulded and created in our childhood and children are impressionable little beings that

soak up their surroundings like sponges.

It is interesting to hear people’s stories about how they came to love a particular thing like writing, drawing or playing music – these are all creative things that are often encouraged and nurtured in childhood. Yet, many adults abandon their initial endeavours in the creative arts when they ‘grow up’. And what is growing up any way? Getting a ‘proper’ job and wearing a tie or fancy skirt every day to work? Is it to use the word ‘no’ at least 20 times a day? Is it coming home after work and only having energy to lie on the couch watching Netflix?

Sometimes it seems that there is an invisible line we cross over when we reach adulthood – the interests and things that used to excite now recede into the background and our focus goes to keeping afloat, making the money and taking care of families we make ourselves.

But where does the child go? Does the child you once were ever go away? Or is it really a part of you still, no matter where you go? Most of us know

the feeling of encountering things from our childhood that spark excitement

– the joy of recognition and remembering a lost identity. But does this identity really have to be lost? Is it truly what happens when we grow up, that we split into a new person that has nothing to do with our childhood self? I don’t think so. Our inner child is still, well, in there. And we might get the chance to see the world in a different light, if we allowed our inner child to step out into the light with us. To see things in a new (or old) perspective. To see the world with a naïve excitement – with a relentless hope that anything might be possible, because why not? That we have abilities we might have forgotten or not known we had. As Pippi Longstocking said: ‘I have never tried that before, so I think I should definitely be able to do that’.

As adults it is easy to forget our past excitements – especially in difficult times with worries about war, food and energy shortage and just a general feeling of despair in the world we inhabit. But if this is not exactly the time to find our way back to our innocent and curious childhood self, I don’t know when that would be. I encourage

everybody to try to look at the world differently. Go for a walk in the forest and wonder at nature or get lost in your city - but wonder!

Even with all the bad things happening, there are still good things happening, and sometimes it just takes a different view to see it.

// Cristina Bojesen, editor-in-chief

Illustration: Cristina Bojesen

Siden sidst

Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi

Putin, prisforhøjninger og politik Ja, siden sidste gang VISIR udkom i foråret er verden blevet et andet og koldere sted. Ikke mindst på grund af de høje elpriser, men også på grund af krigen, der stadig raser i Ukraine. I lille smørhuls-Danmark mærker vi nok mest til det ved, at en bakke æg koster mindst 35 kr og et stykke af din nyre. Vi må holde lidt tættere om hinanden denne vinter og google “hvordan laver jeg pasta med pesto ENDNU billigere” og roligt kæmpe videre for en bedre verden. Men nok om verdenssituationen - hvad er der sket på uni? Kasernen er jo verdens centrum. Jo, nu skal du bare høre.

1-årige kandidater Mindre tid på unibænken! Hurra! Eller? Regeringen er kommet med et udspil om at halvere visse kandidatuddannelser fra to til ét år. 75 ECTS point skal gennemføres på ét år. Regeringen mener, der kan spares to milliarder via denne løsning, hvoraf den ene milliard ville gå til at optimere undervisningen på de 1 årige kandidater og den anden ville gå til andre uddannelser. Jeanette Kusk fra Stu-

denterrådet siger til Omnibus, at dette ville forværre kvaliteten af kandidaterne, stresse de studerende og derved skabe dårligere egnede uddannede folk på den anden side. Emil Karleberg fra Konservative Studenter mener derimod, at hvis regeringen vil have folk hurtigere igennem, burde man optimere bacheloren ved at forlænge den med et halvt års praktik og optage færre på to årige kandidater. På den måde ville folk være bedre stillet til at komme ind på arbejdsmarkedet direkte efter en bachelor, mener han. Dette er for eksempel ofte kutymen på universiteter i Storbritannien, hvor bachelorer (undergrad) ofte er 4 år, hvorefter man kan komme direkte i arbejde. Vi må se, hvor diskussionerne bærer henad og deltage aktivt, hvis vi vil have indflydelse.

Fryser du om fingrene?

De fleste kender det med at få kolde fingre, når man sidder stille længe foran computeren. Men nu kan du også få forfrysninger, for AU har skruet termostaten ned på 19 grader. Det er et fald på 2-4 grader fra før. Det er fra regeringens side blevet pålagt offentlige

institutioner at skrue ned for varmen. Som et plaster på såret, så kan du til gengæld få et ekstra fribeløb på 4.000 kr. ved siden af din SU, så du kan gå ud og få dig et af de mange jobs, som jo bare hænger på træerne nu om dage. Ellers så kan vi anbefale at lave et par sprællemænd eller invitere til bålaften efter en lang dag på læsesalen.

Skal du ha’ et lift?

AU har startet sin egen samkørselsklub for dig, som ønsker at få lifts eller kørepartnere til og fra uni. Det eneste du skal gøre er at:

• Melde dig ind i samkørselsklubben ved at downloade FDM’s app “Ta’Med”

• Lav en bruger på “Ta’Med”

• Tilføj derefter Aarhus Uni som dit studiested eller arbejdsplads

• Brug koden “AURide” for at få adgang til AU’s samkørselsklub

• Nu bliver du matchet med folk automatisk via appen

Easy peasy, red klimaet og kør sammen, squeezy, som Englænderne siger det.

Kasernefestivalen løb af stablen Festivalen som blev til sidste år løb af stablen igen i år d. 30. september. Foreninger stod igen klar til at modtage nye som gamle studerende og fortælle om sig selv samt dele ud af godter og løjer. Det var en hyggelig dag i foreningernes og festlighedernes tegn og sluttede af med en lækker omgang fredagsbar. VISIR stod også klar med en bod, og vi var så glade for at møde rigtig mange af Kasernens folk.

For Gud, konge og pølsemand - Revyen 2023

Kasernerevyen er i fuld gang med at blive udviklet af et kæmpe hold af engagerede og dygtige studerende fra alle fag på Kasernen. I skrivende stund, midt oktober, er de sidste manus-workshops afviklet, og der bliver snart afleveret et spræl-sjovt manus til instruktørerne, som former et brag af et show til os til næste år til januar og februar. Har du stadig lyst til at være med ombord på revyskibet, så kan du kontakte mail@kasernerevy.dk og høre, om du kan hoppe med ombord på en af posterne. Ellers kan du også nøjes med at følge dem på deres instagram account “Kasernerevyen” og holde dig opdateret.

Kan man møblere en lejlighed for 5000,-?

En undersøgelse

Af Amalie Bjarnø Rasmussen, Dramaturgi

Jeres helt egen chefredaktør Amalie er blevet voksen og er flyttet for sig selv. Efter 10+ år med roomies var det tid til at sprede vingerne og smide bukserne og blive en eneboer. Men kan man møblere en lille to-værelses lejlighed for sølle 5000,-? Følg med her.

De mest essentielle ting

De mest essentielle ting blev skrevet ned. Jeg havde brug for en seng, et bord, en sofa, et garderobeskab, køkkenudstyr. Det var det allermest nødvendige. Og så hen ad vejen fandt jeg på mange flere ekstremt nødvendige ting, som man jo gør.

Marketplace eller Det Vilde Vesten?

Marketplace kan være et vildt sted. Tag dine forholdsregler, og se for det meste altid det, du køber, inden du køber det. Og prut, prut, prut. Min tommelfingerregel på Marketplace er ordsproget: “Spørg. Det værste svar du kan få er et nej.” Så da jeg for eksempel så et garderobeskab til 2000,-, følte jeg mig lidt fræk, og spurgte sælger “Vil du af med det for 800,-? Jeg kan hente det i morgen.” Hvortil hun prompte svarede: “Nej.”

Og det er også fair. Men prut for helvede. Når du selv lægger ting på Marketplace sætter du vel også altid prisen lidt højere, ikke?

Sengen

Sengen var dog vigtigst, så jeg gik hurtigt i gang med at lede. Jeg har nogle krav til en seng, eller ét krav - den skal være enorm. Til dels fordi det gør mit indre barn glad, men også fordi jeg er lige så høj som ca. to 6-årige stablet ovenpå hinanden. Så jeg fandt en seng med madrasser, sengestel og sengegavl, der var 1.95 m. x 2 m. Den stod til 2000,-, men efter et pænt “Er du til at

handle med?”, fik mine rustne prutte-om-prisen evner den ned på 1800,-. Da det var mange penge ud af budgettet, blev min 5000,- challenge hurtigt presset og fik mørke udsigter.

Bordet

Heldigvis havde jeg ikke smidt absolut ALLE mine møbler ud eller solgt dem inden sommeren, hvor jeg skulle til Island og arbejde og bo i et par måneder og være en ‘free spirit uden alt for mange materielle ting, der bandt mig til ét sted’. Jeg havde stadig et spisebord, en bænk og en lækker kontorstol med tilhørende basic bitch lammeskind stående i min venindes lade. Så 0,- du. Eller, jeg har jo brugt penge på skidtet tidligere, men det gælder ikke i denne regning.

Sofaen

Min mor har altid været ekstremt gæstfri og har lært mig, at man altid skal have plads til overnattende gæster. Så jeg gik efter en sofa, man i den grad kunne ligge på langs på. Med chaiselong, fordi jeg er ikke psykopat. Chaiselonger gør livet 1000% bedre. Sofaen blev fundet på Marketplace. Et par havde haft den i et par år, og den havde et par pletter, den var fra gode gamle JYSK, og kostede 450,-. Jeg bad sælger om at sende mig en video af sofadyret, og det gjorde hun, så jeg turde godt at mobilepay’e halvdelen af beløbet før afhentning for at sikre mig den. Hvis hun var en krejler, så var 225,ikke meget at krejle for. Ihvertfald ikke i disse tider. Hun var dog ikke en krejler, og jeg sidder pt. i selv samme sofa og skriver denne reportage.

Garderobeskabet

Her måtte min fader hugge jyde-bremserne i. På store flyttedag havde vi lejet en lille flyttebil. (Det er alle pengene værd i stedet for at køre tusinde gange frem og tilbage med en lille trailer. Gør dig selv den tjeneste og lej en flyttebil, hvis du har råd til det. Vores kostede 1500,- inkl. benzin.) Anyways, vi sidder og spiser flyttepizza og skal så

småt tænke på de næste ting, der skal hentes rundt omkring i Århus. Da min far hører om mine garderobeskabsplaner, får han næsten pizzaen galt i halsen. “Har du tænkt dig at vi skal køre hele vejen til Hinnerup, for at hente ET SYV ÅR GAMMELT IKEA SKAB, for TUSINDE KRONER? Det gør du fandme ikke, Amalie.” Nogle gange skal man bare virkelig høre det fra ens faders mund. Så det gjorde jeg ikke. Det betød så også, at min lejlighed flyder lidt med alt det lort, jeg ikke kan gemme væk. Men jeg har fundet et andet og om ikke mere lækkert garderobeskab for 500,-, jeg kan hente her i Århus i oktober, så alt er fjong, og min fars puls er normal igen.

Køkkentingene

Som I nok har luret, er jeg ikke bleg for at købe second-hand. Kald mig klima-tosse eller fattig studerende, det er sgu meget sjovt at gøre en god handel. Så jeg smuttede i genbrugser for at finde køkkenting. Jeg fandt bestik, tallerkener, en kæmpe wok helt fra ny, vægt, en vinreol (essentielt), og dåseåbner til omkring 300,-. Dog var der nogle ting, jeg ikke ville købe brugt såsom grydeskeer, skærebræt, pander og potter samt andet godt. Så der måt-

te jeg i IKEA og smide måske 500,-.

Regne, regne sammen Så for de allermest essentielle ting blev regningen: 3550,-. For seng, køkkenting, garderobe og sofa. Jeg havde som sagt selv lidt køkkenting, bord, bænk, stol, planter, og en helvedes masse hyggeting, hylder, puder, dyner, et par gamle træ-ølkasser, lamper og min oldefars puf. Så det kunne sgu godt lykkes. Men den førnævnte IKEA tur blev, pga. hyggeting, dog lidt dyrere end de 800,-. Men man er vel dansker. Der skal satme hygges.

Lidt råd på falderebet

• Som udgangspunkt, så se hvad du køber, før du slider tommelfingeren over mobilepay app’en.

• Marketplace er din ven, din nye afhængighed, dit værste mareridt

• Prut, prut, prut om den pris

• DBA er god, hvis du er villig til at køre lidt efter tingene. Det er mest

Et indtryk af udtryk på NS2022

Af Linnea la Cour Brag, Æstetik og Kultur

5. Semester

En reportage om repræsentation af køn og seksualitet på Northside Festival 2022.

På mange måder kiksede Northside Festival 2022. Forinden og undervejs blev det markedsført ved fokus på de ting, som ikke ville være – fremfor det som ville være der. Lyden gik til tre af koncerterne, kunstværket ’the Orb’ kollapsede i vinden og så knækkede gulvet i koncertteltet ’Sideshow’ på førstedagen. Lyden skrantede, så selv tæt på kunne du høre dig selv og din sidemakker synge med, hvilket også betød, at alle koncerter blev akkompagneret af smalltalk. Og så var turen hjem dybt problematisk - strækningen var lang, svagt belyst og kun delvist bemandet, i en kile mellem skov og motorvej. Ikke specielt belejligt. Alligevel var der noget der gjorde, at jeg gik lykkelig hjem ad de kritiske udgangspassager og gør, at jeg kommer igen næste år. Jeg oplevede nemlig at blive stolt af vores kunstnere; stolt af alt det de skaber, repræsenterer og gør plads til. Kunstnerisk frihed er den ramme, der tillader kunsten at afvige fra normerne. Kunstnere har derfor alle dage leget med det som udtrykkes, som en

form for ytring. Hvordan vi vælger at udtrykke vores køn og seksualitet må siges at være noget af de første, der påvirkes og klemmes af disse normer. Som noget vi performer. Jeg var derfor, gennem alle tre festivaldage, optaget af, hvordan kunstnerne (bevidst såvel som ubevidst) brugte deres kunstneriske frihed til at lege med kønnet og seksualiteten – og vores forståelse af det. Og i ’køn og seksualitet’ er det ikke kunstnerens egen, men derimod den kønnethed og seksualitet, der lå i deres kunstneriske virke som de stod der – på scenen, foran os.

Lad mig begynde ved det feministiske, der flossede i Eskelunden i starten af juni. Efter en flad øl i en lang kø og en løbetur ind på pladsen, blev jeg mødt af Jada, der åbnede festivalen i en blå, pelset bikini. Et outfit, der fusionerede vikingetiden med Aqua, en kold og blæsende torsdag eftermiddag. Der var både noget i dét, som talte ind i det man som kunstner gør for at skabe et legende rum, vi andre kan træde med ind i – men der var også noget i

det, der malede sig for mig som netop den kontrast Jada repræsenterer. At bevidst stille sig ud og frem i kulden, blottet og eksponeret. Den blege, gåsede forårshud, lungernes fulde blæs og de ærlige ord, der udgør hendes albums. Endda også risikoen for at brysterne falder ud. Nøgne kroppe kommer op på skærmen bag hende og guitaristen spiller akkorderne til Nudes. Sangen om at give alt, hvad man har, blive tabt på gulvet, føle sig som en kæmpe idiot, men stadig ikke fortryde en skid. Jada holder sig ikke tilbage, og det er befriende at være en del af en stemning, der ikke lægger låg på kroppen, på tabuet, på en nedarvet skam, på kravene eller på den evige understrøm af mærkbar kærlighed, der også er at finde i livet. Heri ligger et feministisk udtryk, der gør krav på egen krop, som alle dage vil skinne igennem Jadas musik. Den efterfølgende dag, blev vi i publikum mødt af Tessa, der i gamacher, push-up BH og stiletter, rappede om penge, store pikke og stramme trusser – om hendes Sjakalinas og at ha’ det fucking lågsus. Hun beskrev, hvordan kvinder er på vej ind i den mandsdominerede musikindustri og om at stå på skuldrene af andre kvindelige kunstnere, hvorefter

hun spillede ’Til Banken’ som er en fusion mellem afdøde Natashas vokaler og Tessas efterfølgende færdiggørelse af nummeret.

Jada vil have clean love og Tessa vil have beskidt sex, men på mange måder benytter de to kvinder sig af de samme virkemidler i et fælles feministisk projekt. De er som en duo for 4. Bølge feminismen, som de bruger deres kroppe, person og historie, i deres kunstneriske - og feministiske virke. De viser sig frem i lyset, letpåklædte og selvudleverende til at fremme deres budskab om ret til ligestilling og ret til sig selv. Jada bruger det ømme, Tessa det hårde, i deres feministiske projekter.

Så var der den maskuline femininitet, jeg mødte på scenen til Mekdes og Drew Sycamores koncerter. Mekdes i en boxet blazer, ringe på pegefingrene, karseklippet hår og en skjorte, der havde et bånd bundet om halsen som en charmeklud. Sycamore i hvid skjorte, slips, lange latex bukser, chunky loafers og slikket hår. Sycamore nævnte selv i en podcast for nylig, at jo mere hun er kommet ind i musikindustrien desto større er skulderpuderne blevet undervejs. Jeg oplever selv den

maskuline aura som noget, der føles naturligt at træde ind i. Når jeg sætter mit hår slikket tilbage, tager jeans, skjorte, og converse på. Jeg kan, som Sycamore, godt lide at have en maskulin fremtoning. Det giver mig en finurlig følelse af at lande i mig selv. Hvorvidt adoptionen af det maskuline, er noget, der bibeholder en systemtænkning eller frisætter selv samme, har jeg spekuleret over lige sidenmen det må vel i sidste ende være en vurdering, der ligger hos den enkelte.

På samme vis som Mekdes, Drew og jeg nyder at lege med det maskuline, legede Andreas Odbjerg og Alex

Vargas med det feminine på en måde, hvor det blev legende, queer og nonbinært. Odbjergs hår strittede til alle sider, og undervejs kom han også frem i et præstekostume. Han manøvrerede sig udenom de kønslige stereotyper. En tendens Bowie åbnede op for i sin tid og som på-ny er slået igennem hos kunstnere som Harry Styles, Billy Porter, Bisse, Jared Leto, Lil Nas X og flere til. Kunstnere, som gør op med normcore ved hverken at stille sig inden for det feminine eller maskuline. De tager i stedet lidt af hvert samt ingen af delene. Det samme gjaldt for Alex Vargas, som også længe har formået at skabe sit eget univers, hvor farver, store følelser og frihed flyder ud i den åbne luft. Det er musik, vi lukker øjnene til - svinder hen til. Man får følelsen af kontroltab, som man lytter til hans kontrollerede stemme. Det er nemlig meget tydeligt at Vargas er et frit menneske på scenen, som bevæger sig lystbetonet inden for scenens rammer. Alt fra, at han snurrede en lysprojektor rundt på scenen til måden han bevæger sig på, når han synger - til, hvordan han skifter mellem instrumenter. Man kan mærke, at musikken kommer dybt indefra – dét sted, som endnu ikke er kønnet eller

seksualitetstorienteret.

Og fra det kønsblandede til det kønsløse, optrådte MEW på sidstedagen. Hér var udtrykket strippet fra det kropslige, som forsangeren Jonas Bjerre stod frem som en pind på scenen iført sort fra top til tå. Her var, i modsætning til de andre optrædener, udtrykket strippet for indtryk, hvilket gjorde et kæmpe indtryk i sig selv. Det gav mig en følelse af noget universelt, hvor menneskestemmer, flød ind i musik, som flød ind i deres karakteristiske videosekvenser af dyr, der sidder på menneskekroppe og bevæger sig som dukker. Det var voldsomt, uhyggeligt, rørende og storslået, som især deres sidste nummer ’Comforting Sounds’ segmenterede i opbygning og volumen. Der bliver ikke sagt så meget, der er ladet med alverdens betydninger, der bliver bare mærket en hel masse.

sin afklippede T-shirt og i de kuriøse bevægelser på scenen. Mø rummer generelt at udfordre det klassiske billede af, hvordan man skal bevæge sig, lyde, se ud og gøre tingene – og skaber i stedet sit helt eget udtryk i den brydning, der synes akavet og bomstærkt på én og samme tid.

I modsætning til MEWs implicitte udtryk, udtrykkede MØ sig meget eksplicit og udtrykket var androgynt og levende. I håret, som var sat tilbage i fletninger, der svingede som fangearme og markerede de naturligt høje tindinger, et outfit, der fusionerede punk, western og en teenagestemning i

Der var også flere former for maskulinitet ude at gå blandt de optrædende kunstnere. Hans Philip viste sig på førstedagen. Hans form for maskulinitet synes at være den mest udbredte

blandt unge mænd i dag – det er den bløde, hvor følelserne godt må sidde udenpå Wood Wood T-shirten og Han Kjøbenhavn bukserne. Vi er ikke i de høje facetter, de store brøl – men i den klassiske Hans Philip rap, som siden hans tid i Ukendt kunstner har ligget et sted mellem det rå og det søde. En del af dette, beror på hans kunstneriske måde at sammensætte lyrikken på. For det første ligger der noget nærværende i at rappe på dansk og så bruger han ord som kummefryser, sugekop og guldskær - og synger om ting, der er ’herinde i mit hoved’ og ikke at forstå ’dig.’ Han står stille på scenen, holder albuerne oppe på Hans Philip manér, som han rapper og bevæger sig i små rytmiske ryk. Det store indre liv, de dybe tanker – men den kontrollerede fremtoning, som synes at være en tendens for den moderne maskulinitet.

Så havde vi den mere klassiske – Jung, som kærligt og komisk næsten karikerer maskulinitet i deres manspreading på scenen, som der brøles ud til et publikum, som brøler tilbage. Det er også til at se på deres fanskare –den modne mand. Det skal dog ikke misforstås - der er følelser i Jung og mange af dem, ligeså vel som i den modne mand, men vi er stadig i den dybe stemme, den let tilgængelige lyrik og rytmik, der kan hoppes til. Går vi skridtet videre hen ad spektrummet, havde vi Chef Records, der optrådte på festivalen dagen efter Jung. Fire gutter, som ikke bare stod på en scene, men på en scene - på scenen. Her var fanskaren 15 år yngre, som de rappede om drengerøvens forfængeligheder – en ny fade, penge, rejser, booze og at lave damer med god røv, daddy-issues og ring i navlen. Ja og så er hun dejlig, ligesom de er – og spreder kun benene for en, som Topgun foretrækker det. Deres bukser hænger om livet, og de trækker dem op som de bevæger sig på plateauet – ligesom Jada holder i pels-bikinien, som hun går rundt på scenen. ’Tilbud’ kommer på og alle synger med. Der er en del af det, som bare er en god omgang lollet mandehørm – men der er også en del

af mig, som twitcher af deres ”Lange nætter, lang pik”, ”pilfinger i latex” og ”man kan ik’ stole på en pi’ med en lille røv,” jeg oplever som problematiske påbud. Men det er vel netop her kønnene må prikke til hinanden, som de gør. Det er vel det, der ligger i den kunstneriske frihed. Du siger, hvad du vil – og jeg, hvad jeg vil. Det er også denne bevidsthed, der har fyldt meget for omtalen om Suspekt, som også optrådte på festivalen. Men det kan koges ned til, hvorvidt vi tager ordene ind eller blot leger med dem. Hvorvidt vi ser koncerten som en performance, vi giver os hen til, eller om vi tager nogle narrativer med os ud af pladsen. Jeg ser det primært som et afløb – et narrativ vi kan prøve ’på,’ som ikke tager noget fra egen forståelse af ret og skidt – af identitet og standpunkt. Tværtimod, egentlig.

Det var i bund og grund også det, der gjorde festivalen så god – der var proppet med narrativer, vi i publikummet kunne prøve på. Det var legende og alsidigt. Det er netop dét, der er festivalens fineste opgave; at samle og samtale med mennesker, der har forskellige forståelser, baggrunde og fordomme – og netop det, den gjorde. Det var bare ikke Northsides fortjeneste – det var kunstnernes og den ytrende, legende kunst, der opstår i deres frihed til at skabe frirum for alle os andre. Vi sluttede også af med alle sammen at mødes til Minds of 99, som festivalen lukkede med. Bandet, der synger om bare at være et menneske – på tværs af tid med deres rå danske tekster og transcenderende rytmer. Om at skuffe over tid, om håbet og længslen i livetog om at ramme bunden. Om at leve og ånde, danse og synge, kysse og elske. Her mødtes vi alle, mande-manden og boss-bitches, det kønnede og det non-binære, heteronormative og queer, de skrøbelige og de benhårde. Alt sammen under samme junihimmel - blandt pantkopper, kram og hæse stemmer.

Cerise Summer

Af Bailey White, Engelsk med tilvalg i Dramaturgi

I am gentle (rarely) I am angry (often)

I was seven the first time I was convinced I was dying. I noticed a small strange red oval of veins in the palm of my right hand

In the back of my aunt’s red rusty Chevrolet, with no air conditioning. I sat and pondered my impending doom while holding my right hand in my left

The dark cerise veins the size of a ladybug

The heat was unbearable. Even with the windows down. The seats were gray and itchy.

I start to cry

My aunt replies ”We are almost there! You aren’t going to die” A rosary clanking round the rear view mirror

I am going to DIE. I’m sweating, crying and my hand (!!!)

I know I won’t make it Silently my siblings look at me STARE

Can’t tell if it’s pity or fear (Or anger)

They are stuck in car for an hour in a humid ninety degree heat with a girl who thinks she is d y i n g

When I made it to my mother she said that I must have had heat stroke

They immediately threw me in a cold shower I was Inconsolable. They sat me in front of a fan I am (seldom) calm

The Lonely Dinosaur

By Cristina Bojesen, Comparative Literature

One day, when I was walking in the woods by myself, I noticed a very strange plant.

It was quite long with thick, rounded leaves. When I got closer, it suddenly moved! And then, it was not a plant anymore - but a dinosaur! He was different shades of red with the kindest eyes. He stared at me for a long time until he said: ‘Hello’. I asked him where he came from, and if he knew that dinosaurs had been extinct for many millions of years.

‘That makes sense’, he said. ‘Because I haven’t been able to find any of my kind for quite a while’.

I decided to show him some of my favourite things, since he seemed a bit lonely. And nobody likes to be lonely. We went to the ice cream truck and got an ice cream (the best he ever had, he said), we went to the park and tried the roundabout and we laid in the grass in the sunshine, listening to the birds singing.

When I told him that I had to go home soon, because my mum was making dinner, the little dinosaur suddenly looked very sad. He said that for such a long time he had been looking for his friends, but he never found them. You see, they had been playing hide and seek, and when he had finished counting, he started looking for them - but he never found them again. I felt a sting in my heart, and had a little think. ‘I’m sure my mum has made enough dinner for you as well!’, I said.

So we went home and had dinner, and from that day on, I visited the little dinosaur in the woods every day.

It’s always a wonderful thing to make new friends - especially if they’re one of a kind.

Girlhood

By Leonor Wong, Master in Children’s Literature

When I was 5, I was afraid of barbies, and I loved playing with my brother’s Beyblades. When I was 6, on Mondays and Wednesdays, I was the best at judo, and on Tuesdays and Thursdays, I was undisciplined at ballet. When I was 7, I was the best goalkeeper in the whole recess and not so good in the drawing classes. When I was 8, I changed school and learned that girls shouldn’t seat with their legs spread. I couldn’t understand why, and yet I would get scolded every time I was seated more comfortably.

I was eager to grow up and become everything I wanted to be.

When I heard boys mocking other boys because they were “running like a girl” that hurt… I was a girl, and I was running faster than most of them. So, how could that be offensive? I used to get home with skinned knees and sweaty hair. My favourite colour was yellow, and I hated ruffle dresses. When I was told that I was a “tomboy”, I took pride in that label. By then I had understood that “whining like a girl” was a bad thing. Using nail polish and makeup was corny. And liking Disney princesses was outdated. When I was 10, the boy I had a crush on said: “you are not like other girls” when he noticed I didn’t have my ears pierced, that made me feel so special. Only some years later, I realized how toxic that sentence, meant as a compliment, really was. It implied that being like other girls was negative like there was something inherently less worthy about the female. At the same time, the qualities I was being praised for were the qualities associated with the male: being athletic, brave, active, strong… When did characteristics gain gender?

I remember reading the Diary of a Wimpy Kid, and I also remember that my brother never even peeked into Dork Diaries. Because boys can read Greg’s diary, but not Nikki’s. Characteristics are gendered, and so are middle-grade books.

A lot of who I was as a child and as a girl was influenced by my main playmate: my older brother. On the weekends, we used to wake up early and play

with our Lego farm, and late at night, we would play with his Action Man and the Pirate Ship. On the other hand, my baby cousin, a boy with two older sisters, used to play with their dolls and a pink football ball. Suddenly the double standards were so evident. Instead of being praised, boys with the minimum feminine taste for play were shamed.

The summer I was 12, for the first time boys seemed to admire me for my feminine physical traits. I remember in the following autumn I was walking down a street wearing my all-stars, black jeans, and a pink sweater when a car beeped. Taken by surprise, I looked back, and the man behind the wheel shouted the obscene things he wanted to do to me. I remember perfectly what I was wearing because I had heard about a correlation between clothes and assault. That was when I realized that correlation was bullshit.

When I was 13, I got my period, and I was told: “Now, you are a woman.” I cried the rest of the day. Please don’t take away my childhood.

I realized I didn’t want to grow up anymore. I stopped running to start walking carefully.

Minder

Af Cristina Bojesen, Litteraturhistorie

Sommervarmen minder mig om Italien. Kolde klinker.

Små bitte sten i gulvet. En bar pære i loftet. Insekter, der kæmper om lyset. Man kigger søvnigt på skarpheden og blir næsten til et insekt selv.

Draget mod den falske måne. Trafikkens summen.

Morgenernes hede, dyttende biler og knallerter, der oser.

Lugten hænger tykt, og gør det til det specielle sted.

Pinjekoglerne der falder ned fra træet. Sort-støvede fingre prøver at få de små, fede kerner ud af skallen. Et bidet.

Lugten af barberskum og lyden af klingen mod halsens hårde skægstubbe. Stranden kalder.

Saltvand i næsen og øjnene. Det svier ulideligt. Vesuvio altid i baggrunden.

Tegn for satan!

Af Sofie Nørskov, Dramaturgi

Da jeg var mindre, tegnede jeg uden at dømme mig selv. Jeg var stolt, når jeg kom hjem og viste min mor den ene krusedulle efter den anden. Det handlede ikke om produktet, men derimod om det frirum der opstod, når man tegnede.

Da jeg blev ældre, ændrede det sig. Jeg blev mere selvkritisk. At tegne handlede ikke længere om at gøre det for glædens skyld men for præstationens skyld. Frirummet blev et præstationsrum. Og for hvem?

Nok i virkeligheden kun mig selv.

I dag har jeg lært at bruge det at tegne som et redskab. Jeg studerer menneskerne omkring mig, når jeg tegner. Jeg bearbejder indtryk og følelser, når jeg tegner. Jeg forsøger ikke at være selvkritisk, når jeg tegner. At tegne for mig er en mulighed for at undslippe sig selv for en stund.

Om det er tegning, skuespil, skrivning eller sågar blokfløjtespil vil jeg opfordre til fastholde frirummet og glæden i det kreative arbejde. At lave noget kreativt af den simple grund, at man bare godt kan lide det.

At fastholde skaberglæden, man havde som barn.

For hvis man udelukkende fokuserer på at præstere, kan man ikke levere. Så for at citere Bertel Haarder med lidt kreativ frihed:

”Tegn! Tegn for satan!”

Illustration: Sofie Nørskov

Fiske Hansen Janse Mansen vil have et

Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Fiske Hansen Janse Mansen er endnu det vildeste navn, jeg nogensinde har fundet på, og jeg skrevet ret mange historier, siden dengang jeg var syv år gammel. Navnet har også fulgt mig det mest af livet siden, da historien og de senere efterfølgere blev berygtet inden for min familie. Den første lille historie, som jeg her har scannet, startede ud som en skoleopgave, men jeg tog mange initiativer som barn og fik den selvfølgelig printet ud i tyve eksemplarer, som jeg lavede tegninger til hver især og besluttede mig for, at jeg ville gå rundt på gaden og sælge dem til mine naboer for 20,- stykket. Jeg havde vist ikke helt indset, at jeg blot kunne bruge lidt længere tid på at illustrere et enkelt eksemplar og så printe kopier af dette; så hvert eksisterende eksemplar af historien er faktisk unikt i sine tegninger. Jeg besidder stadig to eksemplarer herhjemme, men har valgt det pæneste her til VISIR.

Fiske Hansen Janse Mansen er en lille fjollet historie om en mand, der godt kan lide at fiske, som skal ud for at købe nogle kæledyr. Men i grunden tager selve kæledyrsdelen ikke særligt meget af historien. Det handler faktisk mere om hans fisketur på vejen derhen.

I senere efterfølgere udvidede jeg universet; Fiske Hansen Janse Mansen er borgmester i djævleby, og manden Kaj, der får spist sin arm af ”den menneskeædende fiskedræber” får en robotarm og bliver hans slags sidekick. I de første par historier går de mest rundt i byen og møder de forskellige indbyggere, men jeg sluttede af med et forsøg på at skrive en 40 normalsiders lang historie, hvor de skulle ud på en vild fantasy rejse. Lad os bare sige, at jeg var blevet lidt ældre og netop havde læst Ringenes Herre.

Den kom desværre aldrig videre end en 8-9 sider, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er den ikke nær så sjov som denne første lille historie.

Månemanden

Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Jeg kender ikke Månemandens sang

Den hører kun de, der banker på dødens dør

Den siges at være en trøst og en vejledning

I hvordan man skal banke, og hvordan man udveksler høfligheder Med døden.

Så nej jeg har ikke hørt Månemandens sang endnu

Men jeg kan i stedet fortælle, hvad jeg har hørt om ham Det siges, at Månemanden spiser af tidens svamp

Den som vokser imellem verdens sprækker Det siges, at Månemanden bærer en maske af sølv Og at han danser med ulvene, når månen er fuld Det siges, at Månemandens skikkelse kan være et skræmmende syn Men at han aldrig er vred eller fjendtlig

Månemanden er altid blandt de levende Hvor han søger efter den næste, han skal synge for Men kan ikke se ham, når det er lyst Og selv i mørke kun hvis man er villig til at se det skæve Men hvorfor synger Månemanden sin sang?

Har han en kærlig natur, eller får han noget til gengæld?

Er Månemanden et uægte barn af døden og livet?

Altid fanget et sted i midten Ude af stand til at mærke livet og ude af stand til at finde fred i døden Han må være ensom, når han er alene af sin slags Måske er det derfor, han synger til de døende, fordi kun de forstår ham?

Og fordi de kan fortælle ham om det liv, som han ikke selv kan opleve. Hvis det altså er sandt

Måske er Månemanden en djævel

En djævel der forsøger at lokke de døende i fordærv en sidste gang

Inden de har brugt deres sidste sekund Måske er Månemanden forbandet

Hvis han har brudt en kosmisk lov og nu er fanget Hvis han var en stor sanger i sit liv, der kun kan dyrke sit talent på grænsen til døden

Eller måske er Månemanden bare en følelse

En følelse af trøst og fred, der kan indtræffe i øjeblikket

En slags ide vi levende har fundet på Så verden virker lidt mere fortryllende Og døden lidt mindre grum

Men jeg tror på, at Månemanden findes

Jeg plukker tidens svamp for at kunne byde ham den, hvis vi mødes Jeg vælger at kigge efter det skæve, når mørket er faldet på

Jeg tænker på at få mig en maske af sølv, så han ikke er alene Og jeg drømmer om at danse med ulvene, når månen er fuld

Jeg synger til Månemanden derude i mørket

For det er hans tur til at føle trøst og fortryllelse Jeg synger om livet og om alt det, jeg har set Lad ham være et trist barn fanget mellem livet og døden Lad ham være en djævel, der forsøger at lokke mig i fordærv Lad ham være forbandet, og lad ham være en kunstner

For når min tid kommer, så ved jeg, at jeg vil høre hans sang Og med den vil det hele give mening Det mindste jeg kan gøre, er at synge til ham nu

Sommerknæ

Af Sarah Helene Jørgensen, Kunsthistorie

Varmen slår mig i ansigtet, vælter mig bagover, kaster mig ned på jorden. Jeg sveder, steger, koger. Så kommer brisen. Min redning, mit helle, prinsen på den hvide hest. Kanten af sommerkjolen, den røde, løfter sig en smule, falder ned igen. Jeg elsker den her kjole. Den er let, blomstret, tæt og løs på samme tid. Den omfavner mig. Jeg kan godt lide den måde min krop ser ud, når jeg har den røde kjole på. Asfalten møder venligt sålerne på mine sandaler. Afsted. Solen varmer de bare skuldre. Mine skuldre. Jeg mærker varmen, blandet med brisen, på min nakke, mit bryst, mit kraveben. Varmen kommer indefra. Udefra.

Kulde. Dig. Her går jeg og nyder vejret, som en god samfundsborger, som et flittigt ungt menneske, og så kommer du. Dit blik skærer igennem mig. Får alt til at isne. Hvad bilder du dig ind? Hvorfor er du alle vegne? Hånden på hjertet, jeg tog ikke den her kjole på for din skyld, for at du kunne fæstne det der blik, de der øjne, på mig. På min krop. Dine øjne tror at du ejer mig. Du tror, at du er subtil, at du er i sikkerhed, der på bænken, sammen med dine børn, sammen med din kæreste. Som om, at jeg ikke kan mærke dit blik. Som om, at jeg ikke kan mærke det helt ind i mine knogler. Som om, at jeg ikke ænser en skid. Som om, at jeg kan lide det. Lad os i det mindste få det på det rene, jeg kan ikke lide det. Jeg hader dit blik. Jeg afskyr det. Under dit blik skrumper jeg. Under dit blik, flyver min hånd op foran mit bryst, for at få dig på afstand, for at skjule noget jeg ikke skammer mig over.

Du er alle vegne. Jeg er overvåget. Dit blik rækker ud til alle hjørner af verden, det gennemsyrer den asfalt jeg går på, de bygninger der vokser op omkring mig. Du er inde på baren. Jeg er lige ankommet. Pludseligt taler du også. Du taler sløvt. Som om, at du er fuld – måske er du. Du råber efter mig, prøver at sige hej, men din stemme bider i min ryg, kradser mig, gør mig ondt. Dit blik. Det blik. Så indigneret når jeg går videre, når jeg ikke siger hej, når jeg vender mig om, når jeg siger du skal gå din vej, når jeg siger jeg bare vil være alene med mine veninder. Kan du forstå det? Så indigneret du er, så selvretfærdig, så us-

sel. Jeg krymper under dit blik, jeg kryber mig forbi din stemme. Den smælder.

Jeg forstår hvad det betyder at bebo en krop, der ikke er min. Forstår du det? Jeg kan huske hvordan det føles når ens stemme ikke tæller. Kan du huske det? Jeg mærker hvordan luften pludseligt kan ændre sig i rummet, når du træder ind. Kan du mærke det? Jeg lever i kraft af og under dit blik. Gør du det?

Den røde kjole flagrer i brisen. Jeg dækker mine lår med mine hænder. Du er her et sted, jeg kan mærke det. Jeg kan mærke det på min vejrtrækning, på hvordan alt luften i verden synes at forsvinde. Du er lige rundt om hjørnet. Som en slange. Du glider rundt i gaderne, i kloakkerne. Du er i fortiden og fremtiden. Du er hvad de kalder for Historien. Men du ænser det ikke. Du tror at du går rundt, på lige fod med alle andre, som om, at du ikke kan gøre en flue fortræd. Men du er i alting. Du ejer alting. Du tror endda, at du ejer mig. Men du ved det ikke engang, at det er det du tror. De er en del af dig, alle de tanker, alle de forståelser og antagelser, alt den magt. Det er derfor du ser sådan ud, når jeg siger nej. Som om, at jeg har slukket en drøm i dig. Som om, at jeg har stjålet alt lyset. Som om, at jeg prøver at gøre dig til grin. Som om, at jeg har gjort noget, jeg ikke bør gøre. Bliver du vred nu?

Jeg smiler for at du ikke skal blive rasende. Når du råber ad mig på gaden, når din tunge slår mig, griber fat i mig, sparker mig i maven, så kigger jeg væk, prøver ikke at reagere. Du skal ikke blive rasende. Vær sød ikke at blive rasende. Dit raseri ville blive min død. Jeg vil ikke dø. Jeg vil leve. I fred. Vær sød at lade mig være i fred. Vær sød. Asfalten slår mig under fødderne. Vinden trækker mig i håret. Nattemørket skubber til alle afkroge af min krop, omfavner mig som en ond skikkelse. Som en maske jeg ikke kan få af. Jeg rører ved masken, prøver at få den af, prøver at få vejret. En lygtepæl i det fjerne. Hvorfor er der så fandens få lygtepæle? Vi er for fanden inde i byen. Kan man nogensinde få for mange lygtepæle?

Sandalerne rammer asfalten med raske skridt. Med armene om korset bevæger

jeg mig ned ad gaden. Det er en gave fra dig. En trussel. Vi mangler bare nogle søm. Korset tynger mig, gør mig lille, ligesom du vil have det, præcist som du kan lide det. Jeg kan ikke trække ned i kjolen, lægge en hånd på brystet, jeg kan ikke gøre noget som helst. Jeg pruster, sveder. Det er så varmt. Hvorfor skal jeg bære på det her dumme kors? Hvad ville der ske, hvis jeg satte det fra mig? Mine sandaler hamrer mod brostenene. Op og ned. Op og ned. Der er huller alle vegne. Så sker det. Så skete det. Jeg vælter. Jeg falder. Jeg kan ikke tage fra med hænderne. Korset er i vejen. Blodet pibler frem. Fuck. Fanden. For helvede. Der er det, årets første sommerknæ.

En smuk og melankolsk undergang: Anmeldelse Efter København

Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Normalt forbinder vi den postapokalyptiske genre med action, med blod og støv og en desperat kamp efter de få ressourcer, der er tilbage på jorden. Det er ofte en barsk genre, hvor almindelige mennesker har været nødt til at tilpasse sig og er blevet forandret for at kunne overleve. Der er måske en gruppe af barbariske muterede mennesker, som udgør en trussel for heltene, og som demonstrerer ideen om noget dyrisk og voldeligt i mennesket, der er arvet tilbage fra urmennesket. De fleste af disse ting er også sande om Christian Skovgaards Efter København (2022), men den er på samme tid noget helt andet end det, de fleste ville forbi med post apokalypse. Endnu mere så hvis personen havde sagt ”postapokalyptisk tegneserie”, hvor værker som The Walking Dead dominerer forståelsen.

Denne storslåede 200 siders hardback tegneserie er snarere skrevet som et digt end et drama om overlevelse eller en action-serie. Der bruges ikke mange kræfter på at fortælle, hvad præcis

der er sket med verden; kun at en stor pestsky er dukket op, og at København samt mange andre storbyer ligger i ruiner. Der er også kun en begrænset mængde tekst; i stedet bliver nærmest hele historien fortalt af billederne og små universelle symboler.

Det er svært at benægte, at Efter København er en vildt flot tegneserie – og ikke mindst en flot bog at have liggende på kaffebordet eller stående i reolen. Dens stil er i grunden ret simpel, måske endda til tider lidt barnlig, og dens farveskema nærmest begrænset til et sted mellem 3-5 farver, alt efter om man tæller hvid og sort med. Alligevel fungerer det visuelle udtryk vildt godt. Jeg studsede først lidt over

farverne, hvor rød og grøn er dominerende hele vejen igennem og i andre toner, end man typisk forestiller sig en falden jordklode. Jeg må indrømme, at netop disse toner er langt fra min egen personlige smag, men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive fortryllet af Efter Københavns brug af farver.

Den spiller så meget med kontrasten mellem de to, at der opstår en lidt hypnotiserende effekt. Der er også noget genialt i at bruge grøn/rød kontrast til at tegne en verden, der på den side er fuldstændigt tilgroet, men som også er plaget af ødelæggelse og undergang.

Den samme tegning kan på den måde fra det ene panel til det andet forvandles fra græs til flammer, blot ved et farveskift, der føles helt naturligt, fordi læseren har vænnet sig til stilen. Hvis man skal rette en kritik imod tegnestilen, er det, at farvevalget på sigt ender med at begrænse variationen, og at mange bygninger kommer til at ligne hinanden. Det kunne måske have været fint, særligt som man udforsker Københavns forskellige landemærker i anden halvdel af værket, at introduceret en anden farve for at skille særlige steder ud.

jeg nu havde siddet her og var irriteret over, at Skovgaard ikke havde turde fastholde sin stringente stil. Så den dedikation skal også værdsættes.

Så kan det på den anden side være, at

Man kan læse Efter København på tyve minutter, eller man kan læse den på tre timer, med blikket tætklistret til hver eneste tegning, idet man nærstuderer de mange bølgende tegninger. Den bedste oplevelse er nok i grunden at finde tid til at gøre begge dele. Min egen første læsning var meget fokuseret på at følge historien på trods af, at jeg godt vidste, at det ikke nødvendigvis var den, der havde hovedsædet i dette værk. For der er en historie; eller faktisk to at følge i tegneserien.

Første del omhandler flere af de typiske postapokalyptiske elementer; kampen om mad, farerne ved en verden efter civilisationernes fald og det

nye samfund, som mennesket skaber i det forriges fravær. Denne del, selvom den ikke fylder vildt meget, fangede mig godt og grundigt med dens simple fortælleteknikker og fik mig til at ønske mere. Den anden og mere fyldende historie i tegneserien er også god, men den virkede både lidt langtrukken og lidt forhastet på samme tid.

Her følger vi relationen mellem C og E; en mand og en kvinde, der har skabt et liv sammen i den nye verden, men som nu vendes på hovedet, da E beslutter sig for, at hun vil ud og se mere af den gamle verden. C, der er dygtig til at tegne og lidt ligner Christian Skovgaard selv, beslutter sig for at tage ud og finde hende, og undervejs ser vi bl.a. Vor Frue Kirke, Glyptoteket, Rundetaarn og mange andre ikoniske landemærker. Det er en dejlig detalje, at små tal løbende hjælper med at identificere dem. Især når man måske ikke har det tætteste forhold til Københavns gader og stræder.

Her kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere af E i historien og lidt mere narrativ vævet sammen med landemærkerne. Det virker som om, hun skal fylde en del mere, end hun gør i

sidste ende.

Den historie, der er, fortælles effektivt med en charmerende minimalisme, og den uforklarlige dialog mellem de to karakterer god, men jeg blev ikke fanget på helt samme måde som i begyndelsen af tegneserien. Jeg tror til gengæld, at en person med en tættere tilknytning til København ville værdsætte denne del endnu mere.

Det er værd at stoppe op og værdsætte, at Efter København overhovedet er blevet realiseret. En dansk skrevet, dansk tegnet og dansk udgivet hardcover tegneserie på denne skala er en sjældenhed. Projektet har været undervejs i over elleve år, og det er en sejr, det nu ligger færdig rundt omkring i landets bogbutikker.

Værket er kommet i tryk takket være

en kickstarter kampagne, der kørte tilbage i foråret, og jeg tror, det var en god taktik for Forlaget Forlæns at tage denne løsning, for at det lille forslag kunne investere lidt ekstra penge i at producere en særlig flot udgave. Resultatet taler for sig selv. Man bliver glad bare af at kigge på det store flotte cover, og selvom Efter København sikkert også havde været god i en lille paperback, så er formatet i den grad med til, at læseoplevelsen føles som noget helt særligt.

Det kan dog også vise sig at være en ulempe i forhold til cirkulationen. Den flotte udgave er ikke helt billig med en pris, der lander et sted mellem 325400 kr, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke er sikker på, om jeg selv havde købt den i min tilværelse som studerende på SU. Jeg tror slet ikke, at jeg er den eneste, der lige skal tænke lidt over den. Det er et nicheværk, som potentielt har gjort sig selv endnu mere niche gennem sin form.

Dog kan det også være, at det vilde blikfang gør nok for at skille Efter København ud og lokke læserne til. Så selvom jeg måske ikke havde købt Efter København selv, så kan det være, jeg i stedet havde ønsket mig den i

julegave.

Jeg kommer helt sikkert til at læse Efter København igen, når den har fået lov at stå og se flot ud på reolen i nogle ugers tid eller måske ligge på sofabordet, og jeg glæder mig til at se, hvad Christian Skovgaard finder på i fremtiden, selv hvis hans næste værk også kommer til at tage elleve år. Forlaget Forlæns og Skovgaard bruger selv begrebet grafisk roman om værket, en betegnelse jeg sjældent er fan af, men hvis vi allerede arbejder i den boldgade, vil jeg snarere karakterisere den som en grafisk digtsamling, hvor digtene både udgøres af teksten og af billederne, der spiller sammen i en nøje anrettet harmoni.

Christian Skovgaard Efter København

Forlaget Forlæns 196 sider Vejl. pris: 399,95,-

Illustration: Jakob Møller

Redaktionen som børn

Hvad har overrasket dig mest ved at blive sen?

“Eboks. Bare Eboks.”

- Sofie

“At 25-øren ville blive aflivet og at 1-krones slikposer kom til at koste 2 kr.” - Amalie

“At man som voksen faktisk ikke helt ved hvad man laver, men bare prøver sig frem.”

“At man lige pludselig bliver glad for at få bløde pakker juleaften.”

- Valdemar

- Sarah Helene

Redaktionen som børn

“At Michael Jackson ikke er varulv eller zombie i virkeligheden.”

- Nicklas

“At voksen ikke er en alder, men en person dine forældre gerne så flyttede i egen lejlighed ” - Jakob

“At man kan lave pandekager til aftensmad hver dag, uden politiet kommer og arresterer dig.”

- Anna Mathilde

“At kviksand ikke har vist sig at være et større problem i voksenlivet.”

- Cristina