Page 1


N r .

7 6

Redaktion Mette Grandahl Mathilde Ravn Melvang Anna Rosenkrands Uldall Maria Lundehave Jeanette Sigtenborg Rasmussen Jakob Hansen Jeppe Lauridsen Rikke Christensen Emilie Winther Jensen Nana Nikoline Boller Anne Katrine Bessmann Maria Lundehave Mia Oliviarius Nielsen Karoline Hvingelby Schwartz

O k t o b e r

2 0 1 6

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com

Deadlines For– og bagsidelayout Deadline for indlæg til næste nummer er Emilie Winther 30. november 2016 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden 1. november. Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.


Indhold

4

Leder Fremtiden er nu!

5

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

8

Oplæg til næste nummer Hysteri!

9 10 11 12 13 14 16 18 19 20 21 22 23

26 29 32 34 36 38 40 42 44 46

Tema: Fremtiden Galaxy, Rebecca Hilmer En fremtid fuld af facetter, Mads Urenfeldt Bækgaard Misantropolis, Magnus Laursen Legacy, Rebecca Hilmer Autistisk nationalsang, Jacob Meyer Hald Idiotisk vås, eller ode til Walt Whitman, Jacob Meyer Hald Arkivguld, VISIR#60: Tegneserie, Rasmus Holbroe Upassende digt, Jacob Meyer Hald Digterjeg, Jacob Meyer Hald Illustration, Emilie Winther Robot, Rebecca Hilmer Cyborg, Rebecca Hilmer Prolog #1, Emilie Winther Anmeldelser Den Danske Borgerkrig 2018-24, Jacob Meyer Hald Biernes - og menneskets - historie, Maria Lundehave Som om, Karoline Hvingelby Schwartz Ensomhed kræver handling, Anna Rosenkrands Uldall Drømmen om den perfekte tidsalder, Kirstine Sø Dieckmann Ønsket om at kunne definere sig selv, Anna Rosenkrands Uldall Hun er mere pige end pige, Mathilde Ravn Melvang Arabisk jazz: en kosmopolitisk charterferiekrimi, Anne Bessmann Teenagepigesind, Karoline Hvingelby Schwartz Olidryp, ensomhed og store følelser - på tværs af Atlanten, Mathilde Ravn Melvang Artikler Det ender aldrig, Mette Grandahl

61

Arkivguld VISIR#6: Tidens iscenesættelser, Berit Højbjerg

Visir # 76

56

3


Leder

Fremtiden er nu! Fremtiden findes blandt disse sider. Fremtiden som koncept, som det nære og det fjerne, og det vi alle både frygter, og venter spændt på. I fremtiden er vi blevet lovet robotter og flyvende biler, ikke mere sygdom og krig. Du ligger om natten med ondt i maven ved tanken om det der skal ske i morgen, eller måske ved tanken om hvad der kan ske om et år. Når du det hele til den kosmiske deadline? Eller ligger du vågen fordi tanken om cyborgs og kloning gør dig bange, fordi der i fremtiden åbner sig alt for mange muligheder, og alt for mange ting vi kan gøre med de muligheder? Vores mere nære fremtid kan se ud nøjagtig som vi har forestillet os, men den kan også ændres så pludseligt, at man næsten får piskesmæld. Du er ikke parat på fremtiden, lige meget hvor meget du prøver at forberede dig, men til gengæld har du nu et brandnyt VISIR at holde mellem hænderne, når det hele bliver for meget. Klyng dig til dette anker, mens du bliver kastet på hovedet ud i fremtidens hav af kaos, fremskridt og udvikling.

Visir # 76

Vi kan kun gætte hvad fremtiden bringer – alligevel gør VISIR her et forsøg på at bringe tanker og billeder ud, bringe historier der skal rykke fremtiden lidt tættere på end den var før. Om ét sekund er vores fremtid nutid, og sekundet efter er den fortid: måske vil vi en dag se

4

tingene fra dette blad i virkeligheden, som var de sprunget ud af blækket, og havde fået levende form. Her kan du også læse anmeldelser af nutidens bøger, blandt andet Arabisk Jazz af Karim Miské og Strunk af Cecilie Lind. Du kan også nyde flotte illustrationer, dystopiske noveller og betagende digte, alle optaget med det latente, med det der er lige rundt om hjørnet. Visir#76 rummer desuden en dybdegående analyse af Svend Åge Madsens roman Lad tiden gå, hvor spring i tid og repetitioner spiller en afgørende rolle for fortælleren. Artiklen er fundet i Visir nr. 6 der blev trykt i 1994—så selvom temaet er fremtid, dyrker vi altså også fortiden! Hvis fremtiden skræmmer dig, så frygt ej, for du er ikke alene. Hvis du er klar på fremtiden, så lad dig bevæge af billederne og teksterne der følger.

God læselyst!


Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@gmail.com

Visir # 76

5


Fremtiden!

Anbefaling

Redaktionen anbefaler Visir anbefaler, at du i fremtiden: Tager i Dyrehaven: Dådyrs helbredende effekt på trætte studerende er stærkt undervurderet. Køber en cykelhjelm. Folk kører som psykopater. Vælg gerne dem, der har en smart lille ”kasket”-anordning, så du ikke får efterårsregnen i øjnene. Ser Over the Garden Wall. Også ser SKAM. Det er efterår og tid til at være indenfor, så få fyret nogle serier af. Drikker lemonade og varm kakao. Helst hver for sig. Spiser græskarsuppe. Bruger lidt tid på Kasernen, som er utrolig smuk på denne tid af året. Ser ekstramaterialet på samtlige af dine DVD’er. Specielt Ringenes Herre. Spiser mere spidskommen. Fejrer 200-årsjubilæet for Mary Shelleys Frankensteins tilblivelse. Du kan eventuelt fejre dette ved selv at eksperimentere med at sammensætte rådne kropsdele. Og selvfølgelig se filmen fra 1931.

Visir # 76

Besøger Dome of Visions.

6


Anbefaling

Fremtiden!

Redaktionen anbefaler ikke

Visir anbefaler, at du i fremtiden ikke: Køber iPhone 7. Ser Den Store Bagedyst på DR efter Inge røg ud. Det er bare ikke det værd. Bliver så optaget af Pokémon Go, at man går ind i andre mennesker. Handler på helligdage, da man i så fald havner i en 40-minutters kø i KIWI. Handler i KIWI generelt. Taler højt i biografen. Med mindre det er en virkelig sjov kommentar, som vil berige hele publikum. Overvander din persille, så den dør i din vindueskarm. Drunktexter. Opdaterer din iPhone til det nyeste iOS. Flytter rundt på inventaret i undervisningslokalet, hvis du kommer for sent til forelæsningen. At du stoler blindt på kvaliteten af 7Elevens kager. Ser den tør ud, er den helt sikkert tør.

Visir # 76

7


Oplæg til næste nummer

HYSTERI! I næste nummer af VISIR lader vi os rive med af massehysteriet og smider alle hæmninger overbord. Det har nemlig vist sig at hysteri er mere udbredt end som så, og ikke, som man troede førhen, skyldes en livmoder på afveje eller en særlig kvindelig neurose. Funklende popstjerner, fallerede politikere, en ny tv-serie, dommerne i Vild med dans, klimaforandringer, japanske tvreklamer, den nye iPhone, hvordan man udtaler ordet ’tunnel’. Hysteri kan have mange årsager og resultere i en bred vifte af symptomer, f.eks. højlydte skrig, fællesang af politiske floskler, brusende raserianfald og ukontrollerbare bevægelser, der kun til nøds kan beskrives som dans. Er disse udtryksformer ikke tilfredsstillende, og føler du i stedet behov for at kanalisere hysteriet gennem skrift, er det nu, du bør trykke på Caps Lock, slå næverne i tasteturet og hjælpe os med at smide brænde på bålet! Og har du ikke tabt toupeen i ophidselse for nylig, så er du selvfølgelig stadig velkommen til at bidrage med mere afdæmpede indslag, hvad enten det drejer sig om billeder, anmeldelser, essays eller lignende, da vi stadig vægter kølig analyse lige så højt som rødglødende tirader.

Visir # 76

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er d. 30. november 2016

8


Illustration

Fremtiden!

Galaxy

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

Visir # 76

9


Fremtiden!

En fremtid fuld af facetter Af Mads Urenfeldt Bækgaard, musikvidenskab (emeritus)

Jeg ser det samme som jeg så i fjord, stolt sidste sommers spæde forårsjord. En hyacint, en lille sommerfugl. De leger her i haven deres skjul.

De øller som vi drak midt i vor magt, de hev og sled i vores kroningsdragt. En sommerdag det blev os alt for nemt. Nu har vi minder fra den tid os gemt.

Jeg blev så salig pløre lunefuld, en vild forelskelse der var af guld. Jeg nærmer mig, men du er alt for sky. De vinger bringer dig fra by til by.

Alene som et sandkorn i en bæk, Det følger strømmen og med ét er væk. Jeg skutter mig og tænker jeg må dy

Visir # 76

min tanke om en ende; født på ny.

10

Digt


Digt

Fremtiden!

Misantropolis

Af Magnus Laursen, litteraturhistorie tilvalg

Fra bjergene drog jeg ned Efter hvor mange år? Nok Nok år i min kælder, på bjerget, i mit elfenbenstårn til at være mine fødeby fremmed Nok år til at genkende deres fjerne blik, om end de aldrig ænsede mig O, hvad der mødte mig i denne forladthedens by kunne ingen himmelsk åbenbaring have forberedt mig på Ingen øjne, kun af glas, med skygger og illusioner svømmende i iris, dansende om pupiller Ingen ører, men vorter og bylder af plastik og metal Intet hår, blot tråde og kabler, sitrende og svajende i den døde vind Orme af kobber, fiber og stål gennemborede disse endnu omvandrende ådsler Slanger af glas med tænder af guld lod sig svejse med kødet og hvæsede deres gift På mekaniske piedestaler svævede de omkring deres stive muskler ej længere til hinder for fortsættelsen af deres hedengangne liv Således hoverede de omkring, om end ingen vakte misundelse, thi alle var som en Vi er en by af golem! Vi kender vort formål, vort ønske, vort liv! Således sagde ingen, for ingen sagde noget Aldrig de talte eller mælte eller delte en stund Men i hænderne, skrøbelige, med bolte i knoerne og skruer som negle deres klare tavler, fyldt med ideer Med kunstige øjne fæstnet med disse Lod de sig bære omkring, fra et sted til et andet Øjensynligt med et formål, men i denne verden er øjet af glas og synet blændet I de gamle skrifter skrives om en gud som er flygtet fra maskinen Og i dennes fravær efterlod han, hun, den eller det sig en skare af kødfyldte hylstre Mindre mand end maskine er de som langsomt drukner i ildsøen hvis varme gøres kun så lidt mindre pinefuld af mikroblæsere og køletårne

Visir # 76

Hvad end guldkalv de bøjede sig for Er længe blevet smeltet om til printkort og kredsløb Mennesket lever endnu efter tavlerne Skønt de ikke er af sten Men af glas og guld Og gennemsigtig ensomhed

11


Fremtiden!

Legacy

Visir # 76

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

12

Illustration


Digt

Fremtiden!

Autistisk nationalsang Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Lyde på gaden ambulancehyl skingrende gummisåler mod vådt fortorv gnidende tæller dem som riskorn Århus lyder over mit hoved under over ved i tunnel af supersoniske mursten gaden af lyd... sprænges i autistisk skrig kollaps i lydfølsom klaustrofobi

Visir # 76

13


Fremtiden!

Digt

Idiotisk vås, eller Ode til Walt Whitman

Visir # 76

Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Kom, mine brødre lad os brænde vores kort så vi kan fare vild. Lad os slå lejr ved skovsøen og erobre livet. Lad os tælle hver en stjerne på natten, hvor gadelygternes lys er glemt. Lad os være filosoffer under stjernerne, prise hver en vej, men aldrig den lige. Lad os forage den lige vej, dens civiliserede, asfalterede, bulldozer-ligeud-tromlende, målonanerede logikfascisme. Lad os ligge nøgne ved søen, naturlige i hvert atom, og stirre op i himmelhvælvet, opleve stjernernes fødsel i tågeskyerne og høre universets sagte hjerteslag. Lad os opleve nærdøden, grænsen mellem her og uendeligheden så vi ved hvor meget i live man kan være. Og kom, åh, mine søstre, lad os elske. Efterlad jeres hårløse forfængelighed og lad vores kroppe smelte sammen i urskovsekstasen. Oh, sister, oh, brother åh, menneskeslægt, homo metropolis med dit benzinblod, blodpropper, skruelågsvin, din hungrende sjæl for jeg er træt af at spørge mig selv er dette vores mål? For jeg er træt af den kunstige dag når mærket falder på. Jeg er træt af botoxformildet frygt for døden, af febrilske forsøg på at stoppe tiden.

14


Digt

Fremtiden!

Jeg er træt af at se fragmenter af selver på youtube. Oh, to see naked American jerk off to Stars and Stribes. To measure my success in wordly goods, my worth in my production. Jeg er træt af racerent køkken alrum. Jeg ved, at jeg kunne koge dette ned, at jeg kunne sige det i en sætning: Lad de eneste ord vi skal sige være ”Jeg er!” Jeg ved, at det vil være nok, at det rummer alt, at det er effektivt, økonomisk forsvarligt. Da ville jeg ikke være digter, men morder. For digte er ikke at bruge 1 ord frem for 1000 men 1000 ord frem for 1. At elske hvert ord som rummede det hver sandhed. Åh, kom brødrer og søstre, lad os elske ordet, MED ordet, alle ord, lad det give ekko gennem skoven!

Visir # 76

15


Visir # 76

Fremtiden!

Rasmus’ hjørne, Rasmus Holbroe, Visir #60

16

Arkivguld


Arkivguld

Fremtiden!

Visir # 76

17


Fremtiden!

Upassende digt Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Kødet er 40, hyperspace-jeg kun 14 lader mig opsluge, opløse til utallige nuller og ettaller, anonym opløsning erektion i kødet...kødbjerget hun er et billede, en chat, ord, der opstår rykvist, uskyldigt flirtende... åh, hyperspace-jeg er fodbolddreng.. samtidig anonym masturbation i kødet. Erektion kulminere i...ååh! Tørrer havskumsduftende arv af fra billede på skærm...

Visir # 76

går ud, og laver mad til katten.

18

Digt


Digt

Fremtiden!

Digterjeg

Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

sidder på et hjørne sipper latte med førsteudgave af Bukowski og stribet halstørklæde Tænker, at man er digter nu tænker, at andre tænker han er fucking digter nu forestiller sig et andet jeg af sig selv gå forbi... tænker, at Jeg2 tænker, at Jeg1 er fucking digter nu overvejer i skrivende stund hvorfor Jeg2 hedder Jeg2... hvorfor ikke Torben eller Tekande? beslutter sig for at kalde Jeg2 for Tekande... det er sgu sjovest... Tekande tænker fuck Jeg er digter med latte og stribet halstørklæde nu... med førsteudgave af Bukowski er Jeg mega digter nu... ligner en fucking digter i hvert fald... Tekande tænker, at det vel kan være det samme Tekande tager fat i en anden og peger på Jeg hvad er Jeg? hvad laver Jeg? han er digter, se hans Bukowski førsteudgave i latte med halstørklædestriber...

Visir # 76

han er digter jo.

19


Visir # 76

Fremtiden!

Illustration af Emilie Winther, litteraturhistorie

20

Illustration


Illustration

Fremtiden!

Robot

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

Visir # 76

21


Fremtiden!

Cyborg

Visir # 76

Af Rebecca Hilmer, ĂŚstetik og kultur

22

Illustration


Skønlitteratur

Fremtiden!

Prolog #1

Af Emilie Winther, litteraturhistorie

23

Visir # 76

Jeg vågner med et gisp og slår øjnene op, men bliver med det samme tvunget til at lukke dem igen, da det skarpe lys fra en projektør blænder mig fuldstændigt. Jeg må derfor slå mig til tåls med at studere indersiden af mine øjenlåg, der lyser så hidsig en rød farve, at det nærmest gør lige så ondt som det faktiske lys udefra. Det skarpe lys forvirrer mine sanser fuldkomment, og jeg ligger med lukkede øjne i et stykke tid, mens verdenen langsomt stopper med at snurre omkring mig. Da mit syn er midlertidigt ude af drift, bruger jeg mine andre sanser til at gætte min placering. Mine arme er bare, og jeg kan mærke, at jeg ligger udstrakt på noget hårdt og solidt, der er så koldt, at hårene på mine blottede arme rejser sig. Jeg trækker vejret dybt ind gennem næsen og bliver så overrasket over at indånde en hel portion ren luft, at jeg næsten bliver kvalt i den. Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi troet, at jeg ville få lov til at smage ren luft igen. Jeg fokuserer al min energi på min vejrtrækning og fryder mig over den fantastiske smag af intet for en stund. Mens jeg ligger og nyder situationen, sniger en uvelkommen tanke sig langsomt ind i mit omtågede sind og tager form. Shit. Jeg burde slet ikke være et sted med lys og frisk luft. Jeg burde virkelig ikke være et sted med hverken lys eller frisk luft. Tværtimod. En snigende kulde breder sig omkring min nakke og løber langsomt ned ad ryggen på mig. Hvor er jeg? Pludselig lægger jeg mærke til en anden foruroligende ting. Her er ingen larm. Her ville faktisk være fuldkommen stille, hvis ikke det var for en irriterende bip-lyd, der forstyrrer trommehinden i mit venstre øre. Mine forvirrede tanker prøver at samle sig til en forklaring på mine omgivelser, men i stedet for et svar dukker der blot nye spørgsmål op. Hvor er faklernes dunkle skær? Hvor er stanken af sved og desperation? Hvor er den altoverdøvende lyd af forpinte skrig og den store lænke, der slæbes hen af gruset jord fra celle til celle? Jeg tvinger brat mine øjne til at åbne sig til to smalle sprækker, og lader dem langsomt vænne sig til lyset lige over mig. Efter hvad der føles som flere timer, vinder mine øjne kampen mod blindheden, og jeg vrider mig febrilsk rundt for at lokalisere min placering. Eller rettere sagt; jeg prøver at bevæge mig, men det lader til, at jeg fuldstændig har mistet kontrollen over mine lemmer. Shit. Jeg forsøger bekymret at bevæge mine tæer. Ingen succes. Shit. Endnu mere bekymret kigger jeg på den del af rummet, jeg kan se uden at bevæge kroppen. Lyset kommer fra en kæmpemæssig projektør placeret direkte over mit hoved, og dens nådesløse stråler piner stadig mine øjne. Lampen er monteret på et kridhvidt loft, hvilket er det eneste, jeg kan se af rummet. Shit. Jeg bør virkelig ikke være her. Så rent og sterilt et sted kan kun betydeMin tankestrøm afbrydes brat af lyden af stemmer, men de kommer heldigvis ikke fra samme rum, som jeg befinder mig i. Thank God. Men stemmerne begynder gradvist at stige i lydstyrke i takt med, at de kommer tættere på mig. Jeg kan nu ganske svagt høre, at stemmerne tilhører en mand og en kvinde. Jeg gør endnu et nytteløst forsøg på at komme ned fra briksen, og jeg prøver at råbe om hjælp. Men det eneste ved min krop, jeg kan kontrollere, er åbenbart mit syn og åndedræt. Shit. I stedet for bruger jeg al min energi på at høre, hvad stemmerne siger, men det eneste, jeg kan høre, er, at de kom-


Visir # 76

Fremtiden!

Skønlitteratur

mer nærmere. Stemmerne stopper pludseligt med at bevæge sig, og jeg hører den frygtelige lyd af en dør, der bliver åbnet. Jeg prøver at berolige mig selv. Måske disse mennesker er her for at hjælpe mig! Yeah, right. Personerne er nu i samme rum som mig, og det irriterer mig grænseløst, at jeg stadig ikke kan forstå, hvad de siger. Jeg anstrenger mig yderligere for at skelne det ene ord fra det andet, og jeg hører det klart og tydeligt: ”Humhummhummmmhummhumhummmmm.” Hvis jeg havde haft nogen som helst form for kontrol over min krop, så havde jeg pænt bedt dem om at tale klart og tydeligt. Så kunne jeg have en lille chance for at finde ud af, om jeg saligt burde vente på deres hjælp eller løbe skrigende bort. Stemmerne er nu næsten nået helt hen til mig, og pludselig læner deres ejere sig ind over mig fra hver side. Jeg skriger. Eller jeg ville have skreget, hvis jeg kunne. Shit. De to personer er sygeplejersker, og tro mig, det er ikke det, der får min hud til at krible og min mave til at vende sig et par omgange. Jeg har faktisk normalt intet imod sygeplejersker. Men når deres øjne er fuldkomment hvide uden pupiller og deres munde syet sammen på den mest groteske måde med sorte sting, så er det en helt anden sag. Fuck. Jeg prøver skrækslagent at vride mig væk fra deres unaturligt tomme blikke, men min uduelige krop nægter stadig at arbejde sammen med mig. Shit, shit, shit. De begynder igen at kommunikere med hinanden gennem deres sammensyede munde, og jeg forstår nu, hvorfor jeg ikke kunne høre dem førhen. Min forskræmte hjerne prøver stadig nyttesløst at tyde deres samtale, og jeg forestiller mig, at den lyder nogenlunde som følgende: ”Nam, nam, lækker mad.” ”Kan den spises råt?” ”Ligeglad.” Det eneste, jeg rent faktisk hører, er en utydelig mumlen, men de lader til at forstå hinanden uden problemer. Hvem har mon gjort dette imod dem? De må i hvert fald have været i besiddelse af en farlig viden, hvis der skal så drastiske midler i brug for at forhindre, at ordene slipper ud! Jeg rives brat ud af min irrelevante tankestrøm i det øjeblik, den kvindeige sygeplejerske afslutter sin sætning med et sidste ”humm” og forlader mit synsfelt. Shit. Hvor skal hun hen? Den mandlige sygeplejerske kigger på mig med sine døde øjne, hvorefter han følger efter sin kvindelige kollega. Jeg ligger alene tilbage på min briks mere skrækslagen, end jeg nogensinde har været før. Aldrig har jeg frygtet så meget for min egen eksistens. Ikke engang da jeg så min mor falde de to etager fra balkonen. Ikke engang da de slæbte mig ned i fangekælderen. Ikke engang da de fastgjorde mig til den lange lænke med fordømte skæbner. Aldrig som nu. Det værste sted jeg kan befinde mig på hele kloden, er på et hospital. Jeg ved nu, at dette rum er det sidste, jeg nogensinde får at se. Jeg ligger i hvad føles som år og lytter til det sagte ’bip’ fra maskinen ved min side. Den er et ur, der rytmisk tæller mine sidste timer på jorden. Bip. 2 timer. Bip. 1 time. Bip. 15 minutter. Bip. 2 minutter. Bip-

24


Skønlitteratur

Fremtiden!

De to sygeplejersker læner sig ind over mig igen, og jeg udstøder et lydløst skrig. Dette skrig er dog ikke længere rettet mod deres udseende, men mod den kanyle, den mandlige sygeplejerske holder i sin ene hånd. Min hjerne stopper med at fungere. Fuck. Jeg havde troet, at de ville give mig aktiv dødshjælp, men kanylen kan kun betyde én ting. Stikket. De har tænkt sig at give mig stikket! I al denne tid har jeg frygtet for mit liv, når jeg rent faktisk skulle bekymre mig om min sjæl! Mine øjne zoomer som i trance ind på kanylen, der blot rummer et par millimeter krystalklar væske. Kuren. Den fantastiske, altødelæggende kur. Kuren mod dødeligheden. Kuren mod livet. For resten af verden vil en indsprøjtning af kuren virke som et privilegium af andre dimensioner. Men jeg har set, hvad så lille en mængde væske kan udrette. Jeg har set, hvad den gør ved folk. Det er ikke en kur mod dødeligheden, det er en kur mod menneskeligheden. Den skal ikke i nærheden af mig. Aldrig. Den kvindelige skabning griber fat i min bare arm med sine iskolde fingre, og min lammelse gør, at jeg kun svagt kan mærke kontakten. Manden fører roligt og kontrolleret kanylen ned mod min arm, som jeg knap kan ane i mit indsnævrede synsfelt. Jeg kigger på manden med det mest bønfaldende blik, jeg kan fremstille her i mit skrækscenarie. Men hans blinde øjne er fokuseret på en opgave, han slet ikke bør være i stand til at se, og hans groteske mund er krøllet sammen i et grumt smil. Jeg kigger febrilsk på kanylen og prøver med alt mit væsen at flytte mig væk fra dens spids, men selvfølgelig virker det ikke. Fuck, fuck, fuck. Jeg stirrer fuldkommen skrækslagent på det lille nålehoved, der nu kun er få millimeter fra min hud. Mine øjne lukker sig af sig selv, som om de ikke vil se det, der unægtelig skal til at ske. I det splitsekund nålen trænger gennem min hud, genvinder jeg kontrollen over min stemme, og mit skrig giver genlyd i det sterile rum.

Visir # 76

25


Anmeldelse

Fremtiden!

Visir # 76

Kaspar Colling Nielsen Den Danske Borgerkrig 2018-24 Gyldendal Udgviet 01.11.14 224 sider

26


Anmeldelse

Fremtiden!

Den Danske Borgerkrig 2018-24 Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Selvom Kaspar Colling Nielsens roman Den Danske Borgerkrig 2018-24 udkom i 2013 og således har 3 år på bagen, kan jeg ikke lade være med at mene, at den fortjener en anmeldelse. Ikke fordi romanen ikke allerede har fået en masse ord med på vejen. I 2014 blev Den Danske Borgerkrig indstillet til Politikens litteraturpris, en pris, der dog gik til Yayaha Hassans selvbiografiske digtsamling. Colling Nielsens roman får nu en anmeldelse mere, fordi den i mine øjne er en af de mest interessante, morsomme og underlige romaner, der er kommet ud af Gyldendal i de sidste par år. Den får også en anmeldelse med på vejen fra undertegnede, fordi den samfundsmæssigt vil fortsætte med at være relevant i mange år endnu. Nielsens roman fortæller historien om et Danmark, hvor den finansielle krise, der startede i 2008, har eskaleret fuldstændig ud af proportion. Det er et skræmmende tankeeksperiment, der ender med, at titusindvis af danskere i 2018 står uden indkomst, formue eller ejendom. Frustrationerne vokser og vokser, indtil der en dag ikke er anden udvej. Danskerne, organiseret i bevægelsen Borgerfronten, stormer Christiansborg, og således starter en blodig, 6 år lang borgerkrig, hvor det gamle smørhul pludseligt synes meget langt væk. Ifølge Colling Nielsen er borgerkrigen en uundgåelig følge af al den frustration og den udvikling, som Danmark har gennemgået siden 2. verdenskrig. 50´ernes og 60´ernes forbrugerboom og den voksende velfærdsstat. Overoptimistisk tro på vores egen konkurrenceevne, etc. Et uundgåeligt kaos, de buldrer fremad med eksprestogsfart.

Colling Nielsen er vidunderlig grotesk, han er mystisk og til tider uforståelig. Hans roman er en sådan bog, der vil få dig til at grine det ene sekund og bagefter få dig til at spørge dig selv: ”Hvad var det lige jeg grinte af?” Hans humor er et møde mellem DR´s Rytteriets ”Snobberne” og sorte danske komedier som ”Blinkende lygter” og ”Adams æbler”. Man tager sig i at grine af upassende ting, samtidig med at man tvinges til at tænke over det samfund vi lever i og i særdeleshed over vores egen plads i det. Colling Nielsen tvinger læseren til at genoverveje, hvad danskerne er i stand til, og hvor langt vi kan gå, når vrede, frustration og forarmelse vokser sig for stor. Den danske borgerkrig er en dybt tankevækkende, provokerende og grotesk roman. Den er fuld af holdninger og meninger, også meninger, som flertallet af os danskere måske ikke ønsker at høre, men ikke desto mindre vil have godt af at udsættes for. Det er ikke altid, jeg er enig med Colling Nielsens lidt sorte og dystre holdning til mennesker, men heldigvis er vi jo alle forskellige. Sagt med andre ord: Kaspar Colling Nielsen har her skrevet noget, der kun tilkommer et par forfattere. Han har skrevet en vigtig roman! Om den er god eller ej, vil jeg overlade til læseren at bedømme.

Visir # 76

Romanens fortæller er en flere hundrede år gammel rigmand, der takket være et stamcelleprogram lever et overdådigt liv sammen med sine andre udødelige venner. Og så selvfølgelig hans talende hund Geoff, der ligeledes er flere hundrede år gammel. Fortælleren deler sine tanker

om sexorgier, udødelighed og hundeopdragelse med læseren, mens han indvæver sine erindringer om borgerkrigen i et stærkt underholdende og gennemtænkt mix. Blandet med fortællerens beretning er en række separate fortællinger, der tager pulsen på den danske folkestemning sideløbende med borgerkrigens hærgen. Vi hører på den måde om sadistiske landmænd, sindssyge kæledyr, en kvinde, der gemmer jøder i røven, og meget mere. Kaspar Colling Nielsen er ikke alene en samfunds -revser, det kan enhver idiot være. Han er en debattør, og en fandens dygtig forfatter, der forstår at sætte ord rigtigt sammen.

27


Visir # 76

Fremtiden!

28

Annonce


Anmeldelse

Fremtiden!

Biernes - og menneskets - historie Af Maria Lundehave, litteraturhistorie

Biernes historie af norske Maja Lunde fortæller, som titlen antyder, historien om bierne, men i et meget menneskeligt perspektiv – fra de første spæde forsøg på at holde bier som husdyr, over industrialiseringen af bidrift til Kollapset og endelig en verden uden bier. Bierne er den summende drivkraft i en tankevækkende fortælling, der samtidig bliver vores, menneskehedens, fortælling. Intelligent cli-fi Med Biernes historie skriver Maja Lunde sig ind i klimadebatten og lægger sig op af den voksende genre climate change fiction, også kaldet cli-fi. Bogen blev solgt til udgivelse i 16 lande inden den overhovedet var udgivet i Norge, hvilket giver et ret godt fingerpræg om, i hvor høj grad den rammer en tendens ikke bare i Norge eller Skandinavien, men på verdensplan. Grænserne mellem menneske og natur, mellem individualitet og kollektivitet og mellem litteratur og politik bliver på fornemmeste vis sat på spidsen, og læseren bliver i den grad efterladt med noget at tænke på. Jeg læste bogen, mens jeg var på ferie i Portugal, hvor fraværet af insekter – især myg – var til stor glæde for os turister. Men da jeg læste Biernes historie, hvor biernes død udgør en økologisk katastrofe med langtrækkende konsekvenser for menneskeheden, kunne jeg ikke lade være med at se en sammenhæng. Og det er netop det, der gør cli-fi til en så populær og voksende genre. Den får os til at tænke over vores egen rolle i forhold til naturen, miljøet og klimaet, samtidig med at disse begreber gøres til noget, vi rent faktisk kan relatere til.

29

Visir # 76

Præmissen for romanen er global, ligesom klodens klimaforandringer er et globalt problem. Romanen følger tre hovedpersoner på tværs af tider og

geografi. Der er den melankolske videnskabsmand William i 1852 i England, den traditionalistiske biavler George i 2007 i USA, og så er der endelig Tao, en kvindelig håndbestøver i fremtidens Kina i 2098. For William bliver bierne både hans vej ud af og i sidste ende tilbage ind i ligegyldighedens afgrund. Nedslået over ikke at have udrettet noget som videnskabsmand og led og ked af sit liv som simpel frøhandler og familiefar, møder vi ham på sit sengeleje. Med hjælp fra sin datter finder han dog inspiration i bierne og går i gang med at designe en ny form for bikube, som han håber vil skabe et navn for ham og hans familie. George lider i 2007 under den pressede økonomi, den industrialiserede bidrift – eller måske nærmere rovdrift – og oplever det på egen hånd, da Kollapset rammer hans stader. Kollapset får navnet Colony Collapse Disorder, CCD, og da vi i 2098 møder Tao, er det i en verden, hvor alle bier er forsvundet, hvilket har haft katastrofale følger for fødevareproduktionen, da store mængder planter formerer sig via bestøvning, som bierne normalt sørger for. I Kina håndteres situationen på bedste kommunistisk vis, hvor alle uddannes til at håndbestøve planter og ellers lever et yderst kontrolleret og miserabelt liv til det fælles bedste. Bierne er selvfølgelig symbolet på naturen, men også på kollektivitet, på individets ligegyldighed i forhold til


Fremtiden!

fællesskabet, og bliver hele tiden den målestok, mennesket forstår sig selv i forhold til, som fx når George spekulerer over biernes (og naturens) velbefindende eller ikke forstår sin søns ønske om et anderledes liv væk fra bistaderne. Med Biernes historie tegner Maja Lunde et nutidigt, problematisk og et fremtidigt, katastrofalt billede af menneskets forhold til naturen. Mennesket er som race dér, hvor vi er i dag, som følge af vores evne til at udvikle og udnytte naturen og dens ressourcer, men udsigterne ser dystre ud, hvis vi fortsætter med at drive rovdrift på naturen. For CCD er ikke fiktion, det er et fænomen, der finder sted lige nu og her. Cli-fi som genre skriver fiktion over virkelige videnskabelige betragtninger, og det er tydeligt, at Lunde har lavet sin research. Lundes fremtidsvision er selvfølgelig fiktion, men den peger ikke desto mindre på det tankevækkende i vigtigheden af alle bestanddele af naturen, selv et lille insekt som bien, ligesom den peger på vores eget ansvar for det, vi gør ved naturen. Alt sammen bundet op på et reelt klimarelateret problem.

Visir # 76

Knapt så intelligent persongalleri Maja Lunde skriver let og ubesværet og med en unik stemme, som hun ikke desto mindre formår at nuancere, så hver af hovedpersonerne fremstår med en distinkt stemme. Biernes historie er med sine skiftende perspektiver lidt af en page-turner, og Lunde fører læseren gennem værket ved at slutte kapitlerne på bedste cliffhanger vis, for bogen er lidt af

30

Anmeldelse

en detektivroman, hvor læseren er detektiven, der skal opklare, hvordan det hele hænger sammen. Bierne udgør ét af mysterierne – Hvad sker der med dem? Hvorfor forsvinder de? Vil de nogensinde vende tilbage? – et andet er hovedpersonernes familieforhold. Romanen bliver i høj grad også et studie af familiestrukturer og forholdet mellem forældre og børn – især forholdet mellem far og søn sættes på spidsen. Sønner der har egne ønsker for deres liv, og fædre der er skuffede og nærmest mere barnlige end deres børn. Specielt George er tåkrummende barnlig og svær at sympatisere med, og familieproblemerne er til tider lettere overfladiske og finder aldrig rigtig deres forløsning. Maja Lunde vil mange ting med sin ellers flotte debutroman, men måske vil hun for meget. Præmissen er interessant, og biernes historie er tankevækkende og oplysende, men de specifikke personlige konsekvenser er en smule utilstrækkelige. Biernes historie gør det rigtig godt, når det kommer til bierne og til det almenmenneskelige aspekt af forholdet mellem mennesker og natur, men halter desværre en smule i sit persongalleri og karakterernes indbyrdes forhold, der aldrig rigtig kommer til sin ret. Man kommer dog ikke uden om, at Biernes historie er en page-turner med et kæmpe potentiale. Den har noget på hjerte, er tankevækkende og yderst aktuel med sine betragtninger om forholdet mellem menneske og natur, og sætter gang i klimadebatten på et helt personligt plan.


Anmeldelse

Fremtiden!

Maja Lunde Biernes historie Oversat af Mette Holm Rosinante Udgivet 29.04.16 450 sider 299,95kr

Visir # 76

31


Fremtiden!

Anmeldelse

Som om

Af Karoline Hvingelby Schwartz, litteraturhistorie

Kristina Stoltz beskriver i ”Som om” et ægteskabs forlis, hvordan man aldrig kan undgå sin fortid. Netop det med fortiden forsøger hun at illustrere, ved at lade teksten pendulere i mellem to tidspunkter i fortælleren Fannys liv. Halvdelen af teksten foregår i 80’erne, hvor man følger Fanny i 14-års alderen. Hun bor på Christianshavn med sin mor Kirsten og far Charlie. Forældrene er meget frisindede, og det går udover stabiliteten i den lille familie. Charlie er en sjov far, der godt kan hive Fanny med ud på værtshus, men både han og Kirsten involverer Fanny i deres ægteskabelige problemer. Fanny forsøger at finde et system i forældrenes on og off perioder og fungerer ofte som mægler for de to. Hun er det fysiske bindeled, grundet hende vender Kirsten og Charlie tilbage til hinanden, og når de ikke gør, bevæger hun sig i mellem dem som to poler.

Visir # 76

Efter et tekststykke fra 80’erne, efterfølger en tekst fra nutiden, som udgør den anden halvdel af bogen. Her følger man Fanny i sit voksenliv: Hun bor med sin mand og deres to børn, Clara og William. Fanny er forfatter, og hendes mand er forsker. Det går ikke godt i ægteskabet, og man ser konstant tegn på, at deres relation er ved at krakelere. Hendes mand veksler i mellem perioder med depression og sortsind og nærmest maniske perioder med ekstreme påfund – eksempelvis da han bruger tusindvis af kroner på biavlerprojekt på altanen, eller

32

da han argumenterer for, at han ligeså godt kunne være reinkarnationen af Leonardo da Vinci. Det er ikke sindssygt, det er bare vanvittigt irriterende. For imens alt det står på, kæmper Fanny med problemer med synet – hendes ene øje er drejet ud til siden, hun er bælgøjet, og alt hvad hun ser, flyder sammen i en sky. Pendulet er et slags skjult, usagt motiv i hele romanen. Fanny pendulerer i mellem Charlie og Kirsten. Charlie pendulerer i mellem mani og depression. Det gør Fannys mand også. Hele romanen er et pendul i mellem to tider. Ved at veksle i mellem to punkter, formår Stoltz at tydeliggøre Fannys fortid som afgørende for hendes nutid. Det er et vilkår, og selvom Fanny ikke ønsker at være mor i en dysfunktionel familie, så kan hun ikke flygte fra det, at hendes mand til forveksling ligner hendes far. Langsomt går det op for Fanny, at drømmen om far, mor og børn ikke er andet end en umulig fantasi. Som Stoltz så perfekt illustrerer dynamikken, da Fanny bydes op til dans af manden: ”jeg kan ikke få hold på dig, kan ikke nå ind til en fælles rytme. Du er en hoppebold, der hele tiden ryger for højt op og ud til siderne.”


Anmeldelse

Fremtiden!

Visir # 76

Kristina Stoltz Som om Rosinante Udgivet 13.05.16 256 sider 249.95 kr.

33


Anmeldelse

Fremtiden!

Ensomhed kræver handling

Visir # 76

Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

I det gamle Grækenland mødtes både byernes prominente borgere samt byernes udskyd foran scenen. Alle ville de underholdes af komedier og tragedier skrevet af bl.a. Aischylos (526-456 f.Kr.), Euripides (c. 480-406 f.Kr.) og Sofokles (c. 495-406 f.Kr.). Sidstnævnte er netop blevet aktuel igen ved den danske oversættelse af tragedien Filoktet. Tragedien blev første gang opført i år 409 f.Kr., da Sofokles var en gammel mand. Gennem sit lange liv blev Sofokles mere og mere optaget af psykologiske dramaer, hvilket bliver afspejlet i Filoktet. Omdrejningspunktet i tragedien er en psykologisk magtkamp mellem karaktererne Odysseus (helten vi alle kender fra Odysséen), Neoptolemos (Achilleus’ søn) og Filoktet. Det er en magtkamp der i særdeleshed bygger på manipulation, bedrageri og fordømmelse.

syne i citatet fra tragediens indledende vers: Odysseus ønsker at fange Filoktet og bringe ham med sig tilbage til Troja. Dette er et ønske som kan blive indfriet med manipulation eller med magt, men indfries skal det! Men hvorfor vil Odysseus pludselig befri den mand, han tidligere har dømt til evig, ensom vandring på øen? Svaret: Filoktet er i besiddelse af en guddommelig bue – en bue, der kan sikre Trojas fald. Så Filoktet må og skal med Odysseus og Neoptolemos tilbage til Troja.

Odysseus og Neoptolemos rejser i begyndelsen af tragedien til øen Lennos, hvor Filoktet opholder sig mod sin vilje. Han blev nemlig efterladt af Odysseus og resten af en skibsbesætning, fordi han var blevet såret:

Filoktet handler i høj grad om det ensomme menneske, der i en desperat søgen efter socialt samvær stoler på det første, tilsyneladende, gode mennesker han møder. Filoktet ønsker ikke at blive forladt; han ønsker ikke at se historien gentaget, hvor han står på kanten af øen og ser endnu et skib sejle bort. Men som det ligeledes italesættes i tragedien, er det kun Filoktet selv, der har magten til at forlade øen. Han skal selv træffe den beslutning – han kan ikke sætte sig i sin stenhule og vente på at blive redet ud af sin ensomhed.

ODYSSEUS: [...] Hans fod dryppede af en betændelse, der åd hans/ kød, og vi kunne ikke komme til altrene og/ foretage vores ofringer til guderne uforstyrret;/ nej, for konstant fyldte han lejren med/ sin ildevarslende klagen. Men hvorfor stå og/ bruge ord om det? Der er ikke tid til lange taler nu./ Han må ikke finde ud af, jeg er kommet, og spolere/ den fælde, jeg har lagt for i en fart at fange ham. (vers 7-14) Tragediens fokus på manipulation og svigefulde handlinger kommer tydeligt til

34

Neoptolemos får, ved hjælp af retoriske virkemidler, overtalt Filoktet til at overgive buen til sig. Men af omveje opdager Filoktet løgnen, og bliver rasende og sørgmodig: Hvorfor er der ingen der vil hjælpe ham af et rent hjerte? Hvorfor er alle handlinger fordækte?

KOR (til Filoktet): [...] Dette skal du vide, vide helt klart: Det kommer an på dig selv,/ om du vil slippe ud af din elendighed./ Sygdommen lever jo af din ulykke, og hvem der lever med den,/ kan umuligt lære at tåle dens uhyrlige byrde.


Anmeldelse

(vers 1165-1168) Ensomhed er et tema der er yderst aktuelt: artikler om ældre mennesker, studerende og børn der føler sig ensomme ses overalt på nyhedsfladen. Derfor er oversættelsen til dansk af Filoktet, en tragedie der i høj grad omhandler ensomhed, særdeles relevant.

Fremtiden!

Ensomme mennesker kan muligvis ikke anvende de råd Filoktet modtager af koret og Neoptolemos i tragedien (Filoktet er dog i en ret enestående situation), men selve italesættelsen af det ensomme menneske er endnu et indspark i debatten og fokusset på emnet.

Sofokles Filoktet Oversat af Marcel Lysgaard Lech Hans Reitzels Forlag 150 sider 180 kr

Visir # 76

35


Fremtiden!

Anmeldelse

Drømmen om den perfekte tidsalder Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

”Guldalderdigte” er endnu en bog i Sternbergs serie om tider og tidsaldre, der behandler den naive tro på den perfekte tidsalder og det perfekte samfund med skarp satire. Der længes efter, kritiseres og skabes en stemning af desperation. ”Guldalderdigte” er mere dystopi end utopi.

Visir # 76

”Guldalderdigte” handler ikke, som navnet ellers antyder, om den faktiske Guldalder. Snarere om ideen om en perfekt eller gylden tidsalder. Jeg’et befinder sig hverken i nutiden eller i fortiden, men i en opfundet og digtet tid, en tid, der så at sige er perfekt efter samtidens standarder. I sine digte befinder jeg’et sig både som en del af og uden for tiden, og kan se tilbage på den, ud fra den, ind i den og væk fra den. Man skulle tro, at en digtsamling, der omhandler den perfekte tid, ville fremstå som en utopisk vision, men det, Sternberg skaber, er snarere et næsten dystopisk billede. Det, man umiddelbart forbinder med drømmen om den perfekte tid, er nostalgi. Nostalgi efter en tid man ikke selv var en del af, men som man alligevel føler måtte have været bedre end den tid, man befinder sig i. Det er der i og for sig også noget ubehageligt over. Ganske vist er der mange problemer ved vores samtid, men der er dog stadig flere pros end cons, når man tæller det op og skal fælde dom. Sternberg er bevidst om denne problematik, og ”Guldalderdigte” bliver aldrig så poetisk, naivt nostalgisk, som man kunne have forventet. Jeg’et bevarer en drømmende, bedøvet-af-overflod tone, men der er en underliggende kritik. Og dette guldalder-ideal males med så absurd overdrevne gyldne penselstrøg, at man ikke kan andet end at tvivle på dets virkelighed. Denne overdådighed, denne

36

tid, hvor der aldrig er mangel på noget, og alle trives så fantastisk, den er for meget til nogensinde at kunne være sand. Det bliver en utopi, idet ingen – ikke engang jeg’et selv– reelt kan tro på, at det kan finde sted. Denne problematik tages også op på anden vis, da Sternberg flere gange gør opmærksom på den konstruktion, som tidsaldre er: ”gulalderdigtere kan gøre / lige hvad de vil / bagefter / når digtene er skrevet / kan man se/ at det var / det rigtige de gjorde”. Dem der agerer i tiden, dem som skaber de værker, de strømninger og de værdier, der senere skal blive kendetegnene for den tid, de er i, aner ikke at de gør det. Guldalderen var ikke guldalder, da man var i den, det blev den først til senere, da vi andre så tilbage på den. Ideen om at være udenfor tiden, om først at kunne beundre guldalderen for at være guldalder efter den er forbi, er også i centrum. Specielt gennem du’et der befinder sig et andet sted end jeg’et. Du’et er ikke en del af denne perfekte tid, du’et ser på det udefra og må ærgre sig over ikke at have været født på det rigtige tidspunkt. Det er os, jeg’et taler til, os denne person forsøger at nå ud til, at få til at forstå dets overdrevne budskab om perfektion. Det er også en advarsel. Pointen er ikke at præsentere en perfekt tidsalder, men at skabe en længsel efter denne, samtidigt med vi godt ved, at det er håbløst at længes efter. Det kan aldrig


Anmeldelse

finde sted. Men det er dette, der skubber os fremad; drømmen om et bedre samfund, hvilket igen er det, Sternberg satirisk bearbejder. Det er ikke kun drømmen om den perfekte fortid, der er absurd, men drømmen om en perfekt tid overhovedet. Jeg’et er klar over vores sindslige dovenskab, og han forsøger at kæmpe mod den, at få os til at se tiderne i et klarere lys, samtidigt med han opsluges af sin perfekte tids ødselhed. Alt er let, alt er ligetil, alt er ”lige ved hånden”, og ”det / begrænser mig ikke / alt er afstemt / så det / bekræfter mig / i min ubegrænsede I rigdom og frihed”. Der er intet at kæmpe for, mod eller hen imod. Alt står stille, der er ingen udvikling. Sternbergs vision om en guldalder er

Fremtiden!

altså hverken opløftende, nostalgisk eller håbefuld. Den bragte mine tanker hen på undertitlen på Ursula Le Guin’s ”The Dispossessed”, hvor der står ”An ambiguous utopia”. Det er dette om noget, for den tid, der virker perfekt, når man ser tilbage på den, er det sjældent for dem, der lever i den. Denne digtsamling handler måske i sidste ende mindre om en utopisk guldalder, og mere om den smerte og det mørke, som det naive blik kan dække over. Linjer som ”vi kan altid tisse / men / vi skal aldrig tisse” vidner om det tabte potentiale, der er for dette jeg. Denne mulighed for at kunne gøre alt, men aldrig få mulighed for det. ”vi ville være bedst / i alle andre tider / vi ville være bedst / på alle andre steder / hos jer ville / for eksempel jeg /være leder”, men ikke der, hvor jeg’et befinder sig. I den tid er alt muligt, men intet føres ud i verden. Der er ikke behov for at ændre på en verden, der er perfekt. At leve i en tid uden mangel og uden drivkraft; hvilken rædsel. Sternberg fanger denne ambivalens perfekt (alt er godt og intet er godt), og ”Guldalderdigte” rummer et ubehageligt satirisk blik på den naive forgudelse af fortiden, der så let kan fange os – men også den naive tro på velfærdsstaten som den perfekte utopi, der skal redde os. Den perfekte tidsalder bliver her alt andet end ønskværdig.

Visir # 76

Stenberg Guldalderdigte kronstork 68 sider 129 kr

37


Anmeldelse

Fremtiden!

Ønsket om at kunne definere sig selv Af Anne Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Den skinnende og insisterende gule farve har en fremtrædende plads i Maja Mittags debutdigtsamling Jeg øver mig i at være glad. Det gule omslag er det første, der møder læseren, og farven bindes straks ved læsning af de indledende linjer sammen med det tekstlige indhold i digtsamlingen: ”lægen tegner med gurkemeje på min mave/ op ad mine bryster/ hænderne er ru/ jeg kaster op igen”.

Visir # 76

Kravet om den genfundne lykke Farven gul bliver på ganske få linjer forbundet med både mad, seksualitet, ubehag og sygdom; tematikker der gennem digterjeget bliver viklet ind i hinanden. I dette virvar afsøger digterjeget sin egen identitet. Findes den derude? Er den allerede dannet, klar til at plukke? Jeget bliver mødt af en lang række forskellige krav fra omkringstående personer. Bl.a. fra seksualpartneren tt: ”jeg skulle slappe af med al den alkohol/ jeg skulle farve mit hår igen/ jeg skulle være mere udadvendt/ jeg skulle begynde at træne/ jeg stoppe med at høre efter”. Her omhandler kravene digterjegets udseende, men også psyken bliver af både digterjeget selv og af digtsamlingens personer antastet. Øvel -sen er, at jeget igen skal blive glad. Skal finde frem til en tidligere, mere lykkelig person: ”du har sagt, at jeg skal være mere/ som den person jeg var i maj”. ”koraller dør, hvis de er stressede” Når en person konstant rammes af krav om forbedring fra sin omverden, vil der helt naturligt opstå en modreaktion. Dette (mit postulat) afspejles tydligt i Jeg øver mig i at være glad. At finde frem til en evig lykkelig tilstand er først og fremmest umulig, men det at øve sig i at tænke mod lykken som et mål er en proces. Det er ikke et mål, der opstår,

38

blot fordi en person stiller det som et krav. Som en modreaktion fiktionaliserer og ironiserer digterjeget den identitet, som personerne omkring hende ønsker, at hun skal tage på sig. ”jeg glemte toårsdagen for min operation i går/ jeg har brug for at være syg igen/ for at have noget at definere mig selv ud fra/ sådan har jeg det også med en del mennesker/ jeg har svært ved at definere dem” Personerne omkring digterjeget ønsker at se hende uden sin sygdom – som hun var engang. Men digterjeget definerer sig selv med sin sygdom og har et ønske om igen at være syg for at have noget konkret at kunne identificere sig selv ud fra. Har digterjeget mistet sin identitet efter det endte sygdomsforløb? En anden helt udtrykt) reaktion digterjeget bliver frem; det skiller teksten:

konkret (og smukt mod de mange krav, stillet, står tydeligt sig ud fra resten af

”jeg har det ok, med du har det bedre/ jeg læste på tumblr, at koraller dør, hvis de er stressede/ husker du den sommer, vi var i sverige/ vi fangede fiske mellem hænderne i en alt for gul sø” Linjen ”jeg læste på tumblr, at koraller


Anmeldelse

Fremtiden!

dør, hvis de er stressede” beskriver i én sætning digterjegets situation. Arbejde, kærlighed, sygdom, familie og krav fra omverdenen blandes sammen til ét. Det

bliver et kaos, det er svært at slippe ud ad. Et kaos hvor korallen risikerer at dø.

Visir # 76

Maja Mittag Jeg øver mig i at være glad Kronstork Udgivet i maj 2016 149 kr

39


Anmeldelse

Fremtiden!

Hun er mere pige end pige Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Cecilie Linds langdigt Strunk, udgivet på Gladiator i 2015, udforsker den moderne piges seksuelle og kønslige identitet med en vild, sprudlende og aggressiv flod af ord og ordspil. De store og tunge tematikker om kropsforståelse, kærlighed og magt mellem mennesker, lettes og bindes sammen af den sproglige leg. Slutresultatet: en smuk sløjfe, som man måske kunne kritisere for at lukke sig rigeligt om sig selv.

Visir # 76

”Hun er sød,/hun er blød,/hun er smal om sit liv./Hun er bøjelig/ og føjelig/og rank som et siv”. Sådan lyder en dansk sangtekst af Christian Winther fra 1840. Næste linje taler om pigens kind, der ’er så lind’. Hvis l’et i ’lind’ havde været stort, kunne det virke som en drilsk henvisning til den danske forfatter Cecilie Linds hvirvelvind af en barnekvinde, der er centrum for udsigelserne i langdigtet Strunk, udgivet på forlaget Gladiator i 2015. Strunk betyder rank, men kan også referere til det tyske ’Strunk’, et ord for en plantes stilk. Begge dele indfanges af forsideillustrationen: en lyserød flora danicablomst – dens stilk så ret som en lineal. Lind udforsker i langdigtet netop nogle af de ideer om det pigede, det yndige og det pyntede, der kommer til udtryk i Christian Winthers sangtekst. Synger man hans sang, kan man godt blive i tvivl om, om det er en kvinde eller en barbiedukke, sangen hylder. I Strunk tales der inde fra det pigede jeg – den levende dukkes stemme, om man vil – og det er der kommet cirka 100 siders ret spændende lyrik ud af. Sprogligt er Cecilie Lind et legebarn, som fletter ordsprog, slang og faste udtryk sammen i en eksplosiv ordstrøm: ”jeg har hætte og skøge i mig nok til/at gro til tro på/ved alter:/JEG tilbedes/af tilfældige dysse ned naughty girls gider/ mig/som isnen//gennem marv og//ben

40

er/det væsentligste i den her/kult jeg JEG//er herskerinde//ene-og-alene// lødig, lad og glubsk//giv en//lille én en lussing og lad synge i//luft at jeg er/ mere//pige end pige og der er tydelig markør med: kat på tag og/røg røg røg” Jeg’ets understregning af sig selv med versaler peger på en ekstremt individfokuseret kultur, hvor selfies er den primære kunstneriske udtryksform, og hvor udseendet dermed er essentielt i selvopfattelsen. Jeg’et er måske nok herskerinde over mændenes (og kvindernes) blikke, men hendes ydre hersker samtidig over hende. Spiseforstyrrelser og et sygeligt kropsfokus er et generelt tema i Linds værker, så den iskolde knoglepige i digtet kan både læses som en kommentar til unge pigers selvbilleder generelt, og samtidig som jeg’ets selvopfattelse. Samtidig er små fiffige referencer stukket ind mellem ordspillene – til teaterstykket og kultfilmen Cat on a Hot Tin Roof og Beyonces hit ”Naughty Girl”. Hun er på en gang en lyserød, artig lillepige og et levende bevis på, at en sådan ikke eksisterer og måske aldrig har gjort det. For den pæne pige hader, hun begærer og hun tænker grimt om jeg selv og andre. Hun iagttager sin krop, som udførende et aktivt oprør mod barbiekroppen: den sveder, og der gror hår på den, ligegyldigt hvad hun og samfundet gør for at forhindre det.


Anmeldelse

Fremtiden!

Linds sproglige leg deler generelt vandene blandt de danske litteraturkritikere, men denne anmelder mener, at Lind overvejende behersker sine vilde spring mellem metaforer, ordspil og bevidste sprogblomster, bogstavrim, gentagelser og ordombytninger. Hun er ofte drilsk humoristisk og sarkastisk bidende med få ords afstand – som i ovenstående citat, hvor hun med vilde alitterationer på l-lyde er en ’lødig, lad og glubsk’ herskerinde, og samtidig kalder sig lille og opfordrer til at man, som i gammeldags børneopdragelse, smækker hende en lussing. Det bliver både en leg med dominans og underkastelse, en udfordring af vores opfattelse af kønsroller og en given luft og stemme til en stor ambivalens ved det at være og/eller have et køn. Cecilie Linds forfatterstemme er spændende, modig og vild – og jeg glæder mig til at læse mere fra hende og se, hvordan potentialet i den poetiske ordleg udfolder sig i fremtiden og (forhåbentlig) kommer til at række endnu længere ud i samfundet, men stadig med pigeværelset i rygraden. Cecilie Lind. Foto: Sofie Amalie Klougart

Cecilie Lind Strunk Forlaget Gladiator Udgivet 24.09.15 103 sider 150 kr.

Visir # 76

41


Fremtiden!

Anmeldelse

Arabisk Jazz: en kosmopolitisk charterferiekrimi Af Anne Bessmann, litteraturhistorie

Visir # 76

I foråret skete to ting, der førte direkte til denne anmeldelse: Jeg bestilte en afbudsrejse til en charterdestination i Tyrkiet og så Arabisk Jazz, ”en prisbelønnet krimi fra debutanten Karim Miské”, på Rosinantes instagramprofil. Jeg havde kun været på charterferie én gang i mit liv, og det var mange år siden, jeg sidst havde læst en krimi, men jeg tænkte, at de to ting nødvendigvis måtte hænge sammen. Og det gjorde de på sin vis også. Ingen af de to var eksempelvis synderlige sindsoprivende. Arabisk Jazz handler om den unge araber Ahmed, hvis overbo Laura bliver drabeligt myrdet og dækket med svineblod i det 19. arrondissement i Paris – en smeltedigel af forskellige kulturer, hvor jøder, muslimer og kristne bor side om side. Ahmed er en dagdrømmer, der ikke laver andet end at læse gamle krimier og kæmpe med fortidens spøgelser, og han opdagede aldrig, at Laura var forelsket i ham – noget, resten af blokken ellers udmærket vidste. Dette gør ham til politiets hovedmistænkte, og ind på scenen træder de to vicekriminalkommissærer Rachel Kupferstein og Jean Hamelot – to individer, der også selv har nok bagage at slæbe på. Nemmere bliver det ikke, da Rachel og Ahmed ved første øjekast bliver tiltrukket af hinanden, da de finder ud af, at de har deres yndlingskrimi til fælles. Opklaringsarbejdet når vidt omkring – fra Jehovas Vidner i New York til imamen i den lokale moske – og meget sigende for romanen er det den oldgamle ejer af en boghandel i nabolaget, der er den første til at gennemskue, hvad der virkeligt foregår.

42

Arabisk Jazz er ikke en typisk knaldroman, men snarere en mellemting mellem et æstetisk udtryk og en klassisk detektivhistorie. Det er en hyldest til bogmediet og ikke mindst krimigenren og dem, der tager sig tid til virkelig at suge kunsten til sig. Samtidigt er det også klart, at den ønsker at fortælle læseren noget om multietniciteten i Paris på både godt og ondt. Sproget er godt, og det er sikkert endnu bedre på fransk end på dansk. Miské er bevidst om den genre, hans debutroman skriver sig ind i, og han ved, hvordan han skal bruge de klassiske elementer på en mere kunstnerisk måde. Jeg er sikker på, at læsere, der er mere velbevandrede i krimi -genren end jeg, vil finde mange referencer til andre værker, som uden tvivl vil give læsningen en ekstra dimension. Også metaniveauet dukker op engang i mellem som i følgende uddrag: ”De to betjente nikker kort til farvel og går. Ahmed lukker døren efter dem. Sådan skal det gøres, han er med i en kriminalroman. Nu skal han bare have noget jazz på anlægget, så er der direkte forbindelse til ånderne fra Pinkerton Detektivbureau. Han lover sig selv, at hvis han slipper ud af kniben, så skriver han en kriminalroman. Den skal hedde Arabisk Jazz. He he. Fuck, hvad sker der for mig? Min humoristiske sans er ikke helt forsvundet” Til gengæld halter selve plottet en smule. Der foregår lidt for mange ting på lidt for kort tid, og handlingen mangler dybde. Lidt for ofte får man følelsen af deux ex machina-løsninger, der godt nok ikke er helt urealistiske, men alligevel kommer ud af det blå. Læseren bliver hevet rundt,


Anmeldelse

uden der er mulighed for rigtig at lade sig opsluge, hvilket er en skam, da der er mange episoder og historier, man har lyst til at vide mere om. Efter endt læsning følte jeg mig mest af alt forpustet. Romanen bliver desværre aldrig rigtig spændende – man får alt for hurtigt at vide, hvordan det hænger sammen, og resten består således bare af opklarende omstændigheder. Dette er ærgerligt, for hvis plottet havde været bygget op på en anden måde, kunne man virkelig have siddet helt ude på kanten af, i mit tilfælde, solsengen.

Fremtiden!

romanen. De er som statister i en rigtig kosmopolitisk storby forbundet på kryds og tværs og har alle del i, at de andre er blevet, som de er. For min skyld måtte beskrivelserne af karaktererne og deres baggrundshistorier gerne have fyldt mere, men det kan nok ikke helt afskrives, at vi ikke har hørt det sidste til Kupferstein og Hamelot. Og selvom jeg er meget sikker på og afklaret med, at jeg ikke skal på charterferie igen lige foreløbigt, så har Arabisk Jazz ikke afskrækket mig fra at læse flere krimier – heller ikke fra Miskés hånd.

Det er som sagt ikke en thriller eller spændingsroman, men Miské er dygtig til at skabe karakterer, som man har lyst til at følge, og det er disse, der bærer

Karim Miské Arabisk Jazz Rosinante Oversat af Karsten Nielsen Udgivet 12.05.16 336 sider 299,95 kr

Visir # 76

43


Fremtiden!

Anmeldelse

Teenagepigesind

- et rant om teenagere og anmeldelse af Piger kan leve længe måske for evigt Af Karoline Hvingelby Schwartz, litteraturhistorie

Visir # 76

Teenageren har længe været ganske overset rent kulturelt og litterært. I hvert fald som en seriøs karakter, med seriøse og virkelige ud-fordringer og oplevelser. Særligt teenagepigen. Mange tv-serier og film markedsfører sig godt nok mod teenagepigen, men for det første er disse som regel fuldstændig urealistiske og virkelighedsfjerne (looking at you, Gossip Girl). For det andet er der, muligvis grundet det første, en tendens til, at kulturelle værker, der omhandler eller målretter sig mod teenagesegmentet, ikke tages seriøst. I hvert fald ikke, hvis man direkte benævner målgruppen. Man benytter sig af markedsføringsstrategier ved eksempelvis at henvise til værker anderledes – det hedder ikke ”en roman om teenagepigelivet,” men snarere ”en moderne coming of age fortælling”. Man maskerer det pigede og teen-agtige, for det hører ikke under det, man i dag har vurderet til at være interessant. Men det er ved at ændre sig. Og hurra for det. Lige nu taler alle om den norske tv-serie Skam (og hvis du ikke taler om den, har hørt om den eller set den, så kom i gang, den er at finde på NRKs hjemmeside), der omhandler og er produceret til 16-årige piger, og deres enormt kaotiske og skræmmende følelsesliv, kriser, op- og nedture. Det er så uhyre vigtigt, for noget man ofte glemmer, når man ikke længere selv er teenager, er hvor hårdt, overvældende og grænseoverskridende det var, at være teenager. Og at teenagere SKAL tages seriøst. Man må ikke lege med teenagerens følelser, for alt hvad de oplever, oplever de for første gang. Det første dybe venskab, det første brud med en nær ven, den første, rigtige forelskelse, det

44

første afslag, første gang man oplever at blive dumpet, første gang man har sex, første gang man har god sex, dårlig sex, første gang man føler sig voksen, første gang man føler sig voksen men behandles som barn, etc. Det er så hurtigt glemt. Hvor hårdt det er, udmattende og drænende. Og så forbløffes man og er småirriteret over, at ens 15årige lillesøster i niende klasse har stress over en dansk stil på 1 side, og hun går fra overlykkelig til dybt deprimeret og grædefærdig på 10 sekunder, fordi man skubber en aftale 10 minutter. Det er vilkåret for en teenager, følelseslivet er så komplekst og uforudsigeligt for alle parter, at det er vigtigt, man ikke slår det hen som umodent eller useriøst. Og hvis man glemmer, hvordan det var, så må man skaffe sig adgang til teenagerens følelsesliv via realistiske spejlinger af teenagelivet. Det gør man via kunst, kultur og litteratur. Skam er et godt sted at starte. Det er Iben Konradi Brodersens debutroman ”Piger kan leve længe måske for evigt” også. Romanen handler om Gro, der skal begynde i gymnasiet. Hun har ikke lyst til det, og det selvom hun klarer sig rigtig godt i skolen og er det, man i dag kalder en 12-talspige. Så da hun møder Faxe, en anden pige fra klassen, får Gro mulighed for at flygte fra de anstrengende dage i skolen og Gros ungdommelige usikkerhed. Venskabet er intenst, så da det brister, sidder Gro tilbage med en følelse af enormt kontroltab. Hun har ødslet de første mange måneder i 1.g væk på et venskab, der ikke holdt, og sidder tilbage med en masse karakterer, der er på grænsen til at dumpe hende. Hun kompenserer for kontroltabet ved at


Anmeldelse

bruge alle sine vågne timer på skolearbejde og matematik. Hun må kun gå på toilettet, når hun har forstået så og så mange matematikafleveringer. Hun må først gå i seng, eller spise, når hun har færdiggjort 3 opgaver mere. Imens sidder Gros mor nedenunder og sørger for ro og ingen forstyrrelser fra søsteren Mary, for det er godt, at Gro endelig fokuserer på sit skolearbejde. Det gør ondt at læse. For selvfølgelig går det galt. Det gør det i teenageårene, og ingen forstår helt Gro, eller hvad det er, der foregår. Det er Iben Konradi Brodersens debut, og hun gør det rigtig godt. Det er intens læsning, når man

Fremtiden!

bliver trukket tilbage i gymnasium- og teenageårenes mudrede usikkerhed. Ikke desto mindre er det vigtig læsning. Der er nogle ting, man bare ikke må glemme.

Iben Konradi Brodersen Piger kan leve længe måske for evigt Lindhardt og Ringhof 219 sider 249,95 kr.

Visir # 76

45


Anmeldelse

Fremtiden!

Oliedryp, ensonhed og store følelser på tværs af Atlanten Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Dobbeltanmeldelse af to unge, kvindelige digtere. Olga Ravn skriver om at elske, foragte og pleje en syg person i Den hvide rose, og Ariana Reines skriver i Coeur de Lion om ensomhed i storbyen og skam og længsel i et kærlighedsforhold. Begge beskæftiger sig med store menneskelige følelser, både de klichefyldte og de upassende, men i vidt forskellige stilarter og med forskelligt billedsprog. Så er det overhovedet berettiget at sammenligne dem?

Visir # 76

Denne anmeldelse starter med en lille advarsel: Jeg, jeres anmelder, har tandem-læst to umiddelbart meget forskellige digtsamlinger, Olga Ravns Den hvide rose fra 2016 og Ariana Reines’ Coeur de Lion fra 2015. De adskiller sig i geografisk oprindelse, stil og udtryk. I referenceramme, metaforik og sågar i tematik. Men alligevel har de formået at nærme sig hinanden inde i mit hoved. Hvis det, efter endt læsning af denne anmeldelse, virker som en søgt sammenblanding eller –ligning af værker, beklager jeg og skyder skylden på den tætte krydslæsning. Coeur de Lion er skrevet af amerikanske af Ariana Reines og blev oversat til dansk og udgivet på forlaget Kronstork sidste år. Den kredser om jeg’ets skiftevis foragt for og betagelse af Jake, som de poetiske udsigelser ofte henvender sig til i ’du’form. Den hvide rose er dansk og udgivet på Gyldendal. Den tematiserer jeg’ets ambivalente kærlighed til en syg person i et stramt komponeret, men billedrigt sprog. Man kan måske kalde det en slags slægtsskab, at begge samlinger har temmelig poetiske titler og er skrevet af unge, kvindelige digtere. Begge har i øvrigt en forkærlighed for at tale om ost i deres tekster. I Den hvide rose er det olie, der er den gennemgående ’fedtmetafor’,

46

men Olga Ravns debutroman Celestine er spækket med referencer til smeltet ost, og Coeur de Lion’s titel referer både til den engelske konge Richard Løvehjerte og hans ’navnebror’, en lille brieost, der er afbilledet bagerst i digtsamlingen. Reines starter altså med det patetisk kongelige og franske navn på forsiden og forsideillustrationen og slutter af med at punktere dets betydning med en lille cremet ost: en fed trøstespise. Omvendt dyrker Ravn fuldt ud det patosfyldte og klicheprægede sprog, når hun, efter eget udsagn i pressemeddelelsen, vil forsøge at bruge sorgens og kærlighedens tungt ladede, utilstrækkelige sprog til at skrive om netop de svære følelser. Den hvide rose er næsten musisk opbygget med metaforerne som gentagende sproglige ledemotiver. En del anmeldelser har kaldt den minimalisme, men i så fald må

Olga Ravn (FOTO: Lærke Posselt)


Anmeldelse

det være den mest blomstrende, storladne minimalisme, jeg nogensinde har læst. Ravns digtsamling består af 160 ordknappe femlinjersdigte med et varierende antal blanke sider mellem sig. De få ord på siderne er dog spændt til bristepunktet med poetisk ladede ord og udtryk som i digt 42, der er dystert hengivent: ”Olien har lagt sig/på havet det lyser/af dis i det hvide daggry/spild mig/min ømhed er et mørkt fartøj”. Omvendt har Ariana Reines’ sprog sin egen deadpan-agtige minimalisme, der, trods et væld af ambivalente følelser, distancerer sig fra det sentimentale og poetiske i en køligt iagttagende tone: ”At diskutere mellemmenneskelige/Forhold gør mig træt og får mig/Til at føle mig som et røvhul. Jeg kunne virkelig/Godt lide dig”. Digtsamlingerne deler altså nogle egenskaber, men er mere en slags troldspejl for hinanden end egentlige spejlinger. Hvor sproget, for eksempel, i den indledende læsning af Reines virkede mere lettilgængeligt end hos Ravn, har dette forhold i slutfasen vendt sig om for denne anmelder. Nu virker Ravns gentagelser af de samme billeder i forskellige konstellationer som gammelkendte mønstre, der afslører deres indbyrdes ligheder for læseren.

introduceres og får en central rolle i tankestrømmen. Dertil kan føjes, at Reines pop-akademisk kaster referencer til diverse højtprofilerede kulturpersonligheder, litteratur-teoretikere og filosoffer af sig, hvilket kræver en del af den ’almene’ læser. Ariana Reines (FOTO: Google)

Alt er altså ikke, som det måske synes, når man umiddelbart stiller de to litterære projekter op ved siden af hinanden. Det kan være spændende at holde to projekter, der så eksplicit forholder sig til svære og patosfyldte emner, op mod hinanden, især fordi de griber opgaven så forskelligt an. Reines er smertefuldt ironisk fra jeg’ets ensomme storbytilværelse, man aner gråtoner og nedrullede persienner, masser af frysepizza og hjerte-smerte bag de smarte, intellektuelle referencer og de Girls-agtigt ironiske passager om analsex. Ravn, derimod, går til opgaven med poetisk oprigtighed og en form for uskyld i troen på, at hun med sorgens og kærlighedens slidte sprog kan male et

47

Visir # 76

Omvendt bryder Reines sin egen form så mange gange, at det er svært at finde ud af, om hun overhovedet har én. Netop, som man har vænnet sig til, at omdrejningspunktet for digtene er hendes ambivalente følelser for Jake, brydes narrativet af en essayistiskpoetisk kredsen om den historiske figur Richard Løvehjerte og jeg’ets forhold til denne. Hen mod slutningen følger et langt afsnit, hvor jeg’ets mor pludselig

Fremtiden!


Fremtiden!

Anmeldelse

som at være i sommerhus, isoleret, langt fra det normale, hvor man er i stand til at mærke og se tingene anderledes end vanligt. Som for eksempel her i digt 138, der får lov at få det sidste ord i denne lille tandemlæsning af to på hver sin måde anbefalelsesværdige digtsamlinger: ”Fnokken har lagt sig på havet som olie/ vandet er dækket af sting og fnok/jeg er ikke til stede/jeg bærer dig navn i mig/ rosen får tænder i dyrets mund”.

Olga Ravn Den hvide rose Gyldendal Udgivet 18.08.16 352 sider 199,95 kr.

Ariana Reines Coeur de lion Fence Books Udgivet 17.10.11

Visir # 76

ærligt billede af forholdet til ’den syge’. Reines kan læses i bidder, som dagbogsafsnit, Ravn må læses samlet for at de metaforiske gentagelser kædes sammen og danner et inderligt helhedsbillede. Begge samlinger tematiserer ensomheden i forholdet til andre mennesker uden nogensinde eksplicit at nævne den. At læse Coeur de Lion føles som at sidde i en mørk lejlighed, alene, foran en tændt computerskærm og være hyperbevidst om, at byen bevæger sig omkring én. At læse Den hvide rose føles

48


A r t i ke l

Fremtiden!

DET ENDER ALDRIG Af Mette Grandahl, litteraturhistorie

Watchmen stiller spørgsmålstegn ved superheltegenrens egen eksistensgrundlag og berettigelse. Spørgsmålet ”Who watches the watchmen?”, som spraymales på en væg på side 60, besidder flere niveauer. Det er et spørgsmål om magtinstanser og kontrollen af disse. Det er et spørgsmål om de overlegne beskyttere, og hvorvidt man kan stole på dem, og den ”rene” superhelt bliver derved problematiseret. Det er også en kommentar til, hvordan watchmen, altså de maskerede helte, holder øje med hinanden. Indledning ”[A]re Kant’s obsessive ruminations on the categorial imperative really less insane than the idea of a man from another planet with godlike powers who always does the right thing? […] is reading Kant’s philosophy really any more likely to inspire moral action than simply asking the question, ’What would Superman do?’” (Saunders 2002, 6). Hvad Ben Saunders her adresserer, er superheltetegneseriens evne til at behandle og reflektere over komplekse, filosofiske problemstillinger. Og netop denne dybde, som især Watchmen (1986-7) er rost for at besidde, er interessant at undersøge. Det skyldes, at indholdet umiddelbart skurer mod det overfladiske og rent underholdende image, tegneseriegenren har. Jeg mener dog, ligesom Saunders, at der kan være mere i de farverige hæfter, end man skulle tro:

Gennem denne artikel vil jeg undersøge, hvordan Watchmens superhelte Rorschach, Ozymandias og Dr. Manhattan samt Joe Shuster og Jerry Siegels Superman behandler etik og moral. Jeg vil i den anledning begynde med at argumentere for mit valg af tegneserier som objekt for min undersøgelse, da disse er blevet kritiseret for ikke at være litteratur. Jeg mener, at man kan og bør læse nogle tegneserier som litteratur, fordi de lever op til nogle af de krav, vi måtte have til feltet. Jeg vil i denne sammenhæng have de udvalgte tegneseriers filosofiske dybde i fokus, som er det, jeg især finder interessant og relevant. Jeg vil løbende redegøre for forskellige etiske teorier – pligtetikken, nytteetikken og dydsetikken – og analysere hvordan, de fremtræder og fremstilles i Watchmen og hos Superman. Jeg vil derefter ved brug af både Susan Stanford Friedmans (2013) argumentation om sammenligning som nødvendig og uundgåelig og Geoff Klocks (2002) begreb om the revisionary superhero

49

Visir # 76

”I further believe that superhero comics are especially, generically, suited to the task of engaging, expressing, and adressing urgent ethical and existantial questions – and

that it is partly beacuse that they can perform this task so well or better than some philosophers and churchmen that they have enjoyed such popular succes” (Ibid., 15).


Fremtiden!

Visir # 76

narrative analysere og diskutere Superman og Watchmens dialektiske forhold. I denne sammenligning er det vigtigt at lægge mærke til, at der ikke skildres et hierarki mellem de to narrativer, men at de sidestillende forholder sig til hinanden. Dette forhold mellem superheltene er ifølge Klock genremæssigt betinget og derfor nødvendigt at forholde sig til i en analyse heraf. Heltenes og værkernes individuelle værdi bevares, men for at forstå dem individuelt, må man nødvendigvis forstå dem i en sammenhæng. Superheltetegneserier som litteratur ”[L]iteraure is a big tent and contains a number of art forms within it” (Meskin 2009a, 165). Det er med udgangspunkt i denne formulering af Aaron Meskin jeg vil tilgå spørgsmålet om, hvorvidt tegneserier er litteratur – eller i nogle tilfælde kan være det – og derfor bør behandles inden for det litteraturhistoriske felt. Der er selvfølgelig både argumenter for og imod denne metode at analysere tegneserier på, men jeg vil her vise, hvorfor de fortjener at blive anerkendt som litteratur i denne sammenhæng. Argumenter imod kunne være, at man i behandlingen af tegneserier som litteratur risikerer at inddrage tegneserier, som bestemt ikke er litteratur, at overse eller på anden måde udelade det visuelles betydning for værket, eller ikke at anerkende tegneseriens særegenheder (Meskin 2009b, 224). Argumenterne for denne praksis vejer dog noget tungere, så længe man har disse faldgruber for øje. Ifølge Meskin er vi nødt til at anerkende tegneserien som en slags litteratur for at kunne værdsætte den på bedste vis (Meskin

50

A r t i ke l

2009a, 158). Noget vi litterater værdsætter er eksempelvis et litterært sprog (hvor udefinerbart dette end måtte være) og filosofisk dybde, og når dette optræder i et værk, selvom det ikke umiddelbart ligner dét, vi plejer at arbejde med, må vores nysgerrighed naturligvis pirres. Begge dele – sproget og filosofien – er at finde i Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle tegneserier lever op til kravene, og derfor skal vi ikke nødvendigvis afgøre, hvorvidt tegneseriegenren som helhed hører til i Litteratur-teltet, men derimod tage stilling til det gang for gang (Meskin 2009a, 163). Men Watchmen er noget særligt og er gennem tiden blevet anerkendt som noget ekstraordinært. Meskin vil dog ikke tage tegneserien ud af sin kontekst og lægge den over i en anden. Han vil derimod møde den på halvvejen, og kalder genren for en hybrid: ”Comics were born in the nineteenth century by mixing the art forms of literature, print-making, caricature, and pictorial narrative. […] And ’true graphic novels’ such as Watchmen […] are a sort of double hybrid, coming from the interbreeding of the hybrid art form of comics with the literary genre of the novel.” (Meskin 2009a, 168). Tegneserier er en hybrid og Watchmen en dobbelthybrid, fordi den videreudvikler en på det tidspunkt allerede etableret genre. Og grundet tegneseriens hybriditet står den så at sige med ét ben i og ét uden for Litteratur-teltet. Når vi aner-


A r t i ke l

kender tegneserien som en hybrid kunstform, og ikke forsøger at definere den som værende ”ren” litteratur, kan vi bruge litteraturfilosofi, -kritik og –teori til at læse den (Meskin 2009b, 220). Jeg vil her benytte mig af etikteorier til at analysere tre af Watchmens karakterer og forholdene mellem dem.

Pligtetikken kender vi som handlingernes morale, forstået på den måde, at det er handlingen i sig selv, der må være etisk korrekt uden målet for øje (White 2013, 7). Ifølge Immanuel Kants kategoriske imperativ må man aldrig bruge et andet menneske som middel mod et mål, da alle autonome mennesker fortjener både respekt og ære – autonom forstået som i stand til at tage ansvar for egne handlinger (Held 2009, 24). Dertil kommer gengældelesesteorien, som dikterer, at ondskab skal straffes fordi det er ondt: ”[Punishment] must always be inflicted upon [the criminal] only because he has committed a crime” (Kant hos Held 2009, 23). Og her ser vi Rorschach som den kompromisløse pligtetiker. I slutningen, da de andre helte har besluttet sig for at holde Ozymandias’ handling hemmelig, vender Rorschach dem ryggen og siger: ”Not even in the face of Armageddon. Never compromise.” (Moore 2014, 402), og lidt senere: ”Evil must be punished. People must be told.” (Ibid., 405). For Rorschach er målet – at hemmeligheden og dermed verdensfreden bevares – ikke argument for, at ondskaben skal gå ustraffet hen. Denne type argumentation ser vi hos Rorschach gennem hele værket. Man sympatiserer med Rorschach, som på ”nobel” vis vil udrydde det onde. Han har ingen bagtanker med det, det er ikke hævn eller selvophøjelse, men noget han udelukkende gør, fordi det er rigtigt. Problemet med Rorschach er, at han træffer beslutningerne på egen hånd, både beslutningerne om hvad, der er ondt, og hvilken straf der er passende. Derudover oplever vi Rorschach som hyklerisk i flere situationer. Eksempelvis da han bryder ind hos Moloch, og ikke

51

Visir # 76

Rorschach og Ozymandias Watchmen præsenterer os for forskellige etiske problematikker, og i slutningen af værket står vores helte over for det ultimative dilemma: Ozymandias har formået at dræbe flere millioner mennesker i New York med formålet, at der blev fred i verden. Freden opnås, da menneskene tror, at de er blevet angrebet af aliens, og derfor er nødt til at skabe en fælles front i stedet for at bekæmpe hinanden. Ozymandias’ indgreb skal holdes hemmeligt, for hvis verden finder ud af, hvad der virkeligt skete, vil den nyskabte fred højst sandsynligt ikke holde, og de mange mennesker vil være dræbt for ingenting. Jeg vil fokusere på slutningen fordi den tydeliggør, hvor svært det kan være at handle etisk korrekt. I konfrontationen med en sådan handling, står vi over for spørgsmål om retfærdighed, straf og forskellen på god og ond. For at kunne forklare de forskellige karakterers ageren, må vi forstå de forskellige etiske retninger, som er afgørende for deres handlinger. Normalt tænker vi på tre forskellige etikteorier; pligtetikken, nytteetikken og dydsetikken. I dette afsnit vil jeg behandle pligtetikken og nytteetikken, da vi ser henholdsvis Rorschach og Ozymandias som meget ekstreme repræsentanter for hver deres etiske retning.

Fremtiden!


Fremtiden!

Visir # 76

straffer denne for at eje en pistol uden tilladelse. Han lader Moloch gå fri og udtrykker endda noget, der ligner en nytteetisk tanke: ”Sorry about mess. Can’t make omelette without breaking a few eggs” (Ibid., 150). Praksissen i gengældelsesteori behøver vi ikke fordømme, men Rorschach er ikke den essentielle udøver af den (Held 2009, 23). Rorschach er dog ikke den eneste hykler i Watchmen. Også Ozymandias’ intentioner er tvivlsomme. I slutningen, hvor Nite Owl og Rorschach forsøger at opklare og stoppe Ozymandias’ vanvittige plan, fortæller han som en anden superskurk, hvorfor hans plan ikke er bare er genial, men også etisk rigtig. Han siger: ”I’m trying to improve the world.” (Moore 2014, 366), og fortsætter med: ”Unable to unite the world by conquest […] I would trick it; Frighten it towards salvation with the history’s greatest practical joke” (Ibid., 372). Ozymandias benytter sig retorisk af nytteetikken til at retfærdiggøre sine handlinger. Nytteetik er modsat pligtetikken, da en nytteetisk handling har målet som afgørende faktor: målet kan hellige midlet. For nytteetikken handler det om på bedst mulig vis at maksimere det gode i verden: ”actions are right in proportion as they tend to promote happiness, wrong as they tend to produce the reverse of happiness” (John Stuart Mill hos Loftis 2009, 64). Dette bruger Ozymandias også som argument, da han skal overbevise heltene om ikke at sige noget: ”Will you expose me, undoing the peace millions died for? Kill me, riskisk subsequent investigation? Morally, you’re in checkmate…” (Moore 2014, 402). Det største problem med

52

A r t i ke l

Ozymandias’ argumentation er, at han glemmer menneskers basale rettigheder: rettigheden til ikke at ofre sit eget liv, heller ikke for det fælles bedste (Loftis 2009, 67). Ved at dræbe alle menneskene i New York overtræder Ozymandias denne rettighed, og det retfærdiggør derfor ikke hans handling. Selvom man kunne fristes til at kalde Rorschach for helten, der opklarer mord, som skurken, Ozymandias, har begået, må vi dog erkende, at det ikke er helt så let. Og heller ikke meningen. Det er overlagt at både pligtetikken og nytteetikken er skildret som negative, ekstreme og snæversynede, da meningen med det er, at vise, hvordan for meget magt aldrig er godt i én mands hånd (Loftis 2009, 74). Der hentydes altså i spændingsfeltet mellem Rorschach og Ozymandias – mellem pligtetik og nytteetik – til problemet om den almægtige, overmenneskelige superautoritet, og man får lyst til at stille spørgsmålet: ”Who watches the watchmen?”. Dr. Manhattan Men hvis ikke det er godt med en almægtig mand, hvad stiller vi så op, når vi står over for en sådan? Dr. Manhattan er et eksempel på en gudelignende super -helt med ”hyper-kræfter” (Robichaud 2009, 5). Hans kræfter består af, at han oplever tiden a´temporalt, lever uendeligt, kan manipulere med materie på et basalt atomniveau og rejse til andre verdner (eksempelvis Mars). Med disse vældige kræfter må man håbe på, at han er underlagt samme moralske love som os andre. Men er det tilfældet, og kan han overhovedet kende forskel på rigtigt


A r t i ke l

og forkert? Floskelen ”With great power comes great responsibility” er efterhånden et etisk motto for superhelte. På kantiansk vis er man forpligtet til at handle efter hvad, man er i stand til, og som superhelt sætter det næsten ingen begrænsninger for, hvor meget godt, man kan udøve. Men hvad betyder dette, når vi står over for en absolut magt som Dr. Manhattans? Umiddelbart kunne man mene, at han bærer det ”absolutte ansvar”, men denne forventning stemmer dog ikke helt overens med, hvordan vi ser ham agere i forskellige situationer. Eksempelvis da han og The Comedian er i Vietnam, hvor Dr. Manhattan overværer The Comedian dræbe en gravid kvinde og derefter siger: ”You watched me. You coulda changed the gun into steam or the bullets into mercury or the bottle into snowflakes! You coulda teleported either of us to goddamn Australia… But you didn’t lift a finger! You don’t really give a damn about us human beings. I’ve watched you. […] You’re diftin’ outta touch, Doc. You’re turning into a flake. God help us all” (Moore 2014, 57).

Manhattan til at redde Jorden og siger: ”But don’t we have some importance in the universe? […] I mean, just the existence of life, isn’t that significant?” hvortil han svarer: ”In my opinion, it’s a highly overrated phenomenon” (Moore 2014, 293). Det er altså ikke en intuition, der afgør hans handlinger men udelukkende hans logiske overbevisning. Dette ser vi både, da han på Mars indser menneskenes værdi – ikke som moralsk værdi, men som videnskabelige mirakler; ”thermo-dynamic miracles” (Ibid., 307), og i slutningen, hvor han vurderer, hvorvidt Ozymandias skal straffes eller ej: ”Logically I’m afraid, he’s [Ozymandias] right. Exposing this plot, we destroy any chance of peace, dooming earth to worse destruction” (Ibid., 402). Dette er ikke et udtryk for moralske følelser, men en idé om, hvad der er rigtigt og forkert fra et logisk standpunkt. Han bakker Ozymandias’ nytteetiske tanke op med blik på konsekvenserne. Dette kunne være et argument for, hvorfor netop denne handling er korrekt. For nytteetisk at vurdere hvilken konsekvens, der bringer mest glæde, må man forudsige fremtiden. Dette er umuligt for mennesker, men muligt for Dr. Manhattan. Problemet med Dr. Manhattans opbakning er, at han åbenbart ikke ser, hvad der sker i fremtiden, nemlig at avisen, New Frontiersman, får adgang til Rorschachs notater til sidst i værket. Dr. Manhattan hentyder dog til det som en mulighed, da han til Ozymandias siger: ”Nothing ends, Adrian. Nothing ever ends” (Ibid., 409). Hvorvidt Dr. Manhattan er klar over, hvad der vil ske, eller bare logisk kan forudse muligheden, er ikke til at vide. Uanset hvad, vælger han ikke at handle

53

Visir # 76

Problemet med Dr. Manhattan er, at hans slægtskab til det menneske, han engang var, er ved at fordufte, og han mister forståelsen af den moralske værdi af mennesket (Robichaud 2009, 7). Fraværet af denne forståelse forårsager hans moralske ambivalens, som han giver udtryk for til Laurie, da de er på Mars. Laurie forsøger at overtale Dr.

Fremtiden!


Fremtiden!

ved at straffe Ozymandias. Måske virker uvisheden som straf nok. Dr. Manhattan løber flere gange ind i argumentationsproblemer. At han ikke er konsekvent i sin handlen eller mangel på samme, er et tegn på, at han ikke er underlagt moralen (Robichaud 2009, 9). Vi ser, at Dr. Manhattan ikke følger Kants kategoriske imperativ, da han dræber Rorschach: drabet af denne er kun et middel til at opretholde løgnen, og Rorschach blev derfor værdimæssigt degraderet (Ibid., 11). Vi ser også, at han ikke til fulde følger de nytteetiske regler, da han lader Ozymandias slippe trods en mulig indsigt i, at konsekvenserne faktisk er større. Dr. Manhattan befinder sig altså i et besynderligt spænd mellem til dels at indse menneskets værdi og derfor forpligelsen til at handle moralsk, men samtidig er vi ude af stand til på nogen måde at straffe ham for hans forkerte handlinger (Ibid., 12). Dr. Manhattan burde handle moralsk, fordi han indser menneskets værdi og erkender, at mennesket bør bevares. På den anden side mangler han dele af det moralske apparat, som mennesker er udstyret med, og kan derfor ikke holdes til ansvar for egen manglende, intuitive erkendelse. Men som Robichaud formulerer det, så burde Dr. Manhattan handle moralsk rigtigt:

Visir # 76

”Perhaps, then, the best answer to his question as why he ought to do what the moral law requires is a resounding ’Because!’ Obviously, that sounds rather unsatisfying. […] But everyone agress that analysis stops somewhere […]

54

A r t i ke l

Even philosophers should sometimes let certain questions lie” (Ibid., 13). Hvorfor sammenligne? Problematikkerne, vi støder på i konfrontationen med Dr. Manhattan i Watchmen, er ikke nye. Mødet med den almægtige, overmenneskelige og gudelignende figur ser vi langt tidligere i superheltens historie, nemlig hos Superman. Superman er dog, modsat karaktererne i Watchmen, blevet kritiseret for at være kedelig, ensidig og simpelthen for god. Men uden Superman, er det ikke sikkert, at verden ville have mødt Dr. Manhattan. Denne påstand udspringer af Geoff Klocks begreb om the revisionary superhero narrative (Klock 2002, 3). I Klocks forståelse af superheltegenren bruges litteraturkritiker Harold Blooms begreb om anxiety of influence. En del af superheltetegneseriens ”survival code” er netop indflydelsen, og derfor er vi nu i det, han kalder tegneseriens tredje alder (som efterfølger til Golden Age og Silver Age), nemlig The Age of The Revisionary Superhero Narrative (Ibid.). Dette betyder, kort fortalt, at superheltetraditionen er konstant fornyer og genfortolker sig selv inden for egne rammer – at man ikke længere kan skabe en original superhelt. Derfor er det oplagt at se på, hvorledes karakter-, genre- og plottræk går igen i en tegneserie som Watchmen, som tydeligt springer ud af en ret etableret tradition. For at forstå superhelte, må man forstå dem gennem sammenligning med deres forgængere. Og det er netop her, Superman kommer ind i billedet. For som en af de ældste superheltekarak-


Fremtiden!

terer (han blev skabt i 1938), har Superman nødvendigvis sat sine spor. Hans efterhånden klassiske karaktertræk er noget, der bliver gen-fortolket i senere superhelte. Jeg vil undersøge Supermans etiske position og dilemmaer og dermed vise, at også han står over for nogle svære valg, og at han ikke er så ensidig, som han klandres for. Superman For at belyse Supermans etiske dilemmaer har jeg udvalgt tegneserierne, som er baggrunden for Zack Snyders netop udkomne film Batman vs. Superman: Dawn of Justice (marts 2016). I disse fortællinger møder Superman sine begrænsninger, både fysisk og moralsk, for som Bruce Wayne siger til Superman: ”You're not brave... men are brave. You say that you want to help people, but you can't feel their pain, their mortality. It's time you learn what it means to be a man” (Snyder 2016).

help” (Jurgens 1993, 71). Dette dilemma er tragisk – han risikerer at blive fordømt uanset om han fravælger at redde drenge eller lade Doomsday slippe fri og fortsætte sin ustoppelige terror – men det er ikke et tegn på moralsk uklarhed (White 2013, 12). Der er ingen regel, der determinerer, hvordan man vægter moralske handlingers vigtighed. Man må derfor besidde dømmekraften: ”One way to think about judgment is that it reflects a person’s basic, core values, which run deeper than any ethical theory…” (White 2013, 12) Man skal tage den beslutning, der bevarer ens egen moralske integritet. Vi er også nødt til at stille spørgsmålet om, hvornår Superman er forpligtet til at handle. Hvis vi her skal følge en nytteetisk tankegang, så er han forpligtet til at handle hver gang handlingen medbringer mere lykke end hvis han undlod at handle. Dette kan man dog mene, er for meget at kræve af Superman, som trods sine evner ikke kan være alle steder altid (Anton 2013, 160). Hvis vi derimod vender os mod pligtetikken, ser vi en skelnen mellem negative og positive forpligtelser – de negative som noget, vi aldrig bør gøre, og de positive som noget, vi bør gøre. Nytteetikere kan mene, at de positive er valgfrie, at det ikke er forventet, at man opfylder disse, men kun at man til hver en tid overholder de negative (Ibid., 162). Dette kan dog synes at være for lidt at kræve af Superman, da han er i stand til at gøre så meget mere end mennesker uden særlige anstrengelser. Her må vi derfor vende os mod dydsetikken. Med dydsetikken kan vi argumentere for, hvorfor Superman både er forpligtet til at handle og hjælpe og til at tage vare på sig selv

55

Visir # 76

Superman står ofte i det, der kaldes et tragisk dilemma, hvor det er umuligt at gå derfra med rene hænder. De tragiske dilemmaer møder vi også som mennesker, og derfor er det interessant, når disse er skildret i superheltesammenhænge: her ser vi hvor svært det også kan være for én med kræfter, der overgår vores egne. Superman kan nemlig også tvivle på sine beslutninger (White 2013, 10). Det ser vi eksempelvis i en scene, hvor Superman må vælge mellem at forsøge at besejre monstret Doomsday eller redde drengen Mitch: ”If I let Doomsday get away there’s no telling what devastation he’ll be responsible for. Much as it pains me – I have to stay with him and block out that plea for

A r t i ke l


Visir # 76

Fremtiden!

(Ibid., 163). Dydsetikken, som startede med Aristoteles, påbyder, at man stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvordan ville en dydig person handle?”. Svaret bliver derfor naturligt intuitivt, og handlingerne skal i nogen grad være givne for den handlende: ”[Y]ou should exercise virtues for the sake of being virtuous; such actions must flow naturally from your habits, dispositions, and character traits, rather than from oppotunistic or selfish purposes” (Ibid., 164). Supermans natur består af hans uselviske karaktertræk og hans automatiske behov og evne til at hjælpe. Denne natur ligger så dybt i Superman, at selv når vi ser ham forgiftet og under Poison Ivys kontrol, formår han stadig at bevare sine kerneværdier. Poison Ivy vil have ham til at dræbe Batman, men under den hypnotiserede maske fremstønner han alligevel: ”I…can’t…kill…” (Loeb 2015, 9). Selvfølgelig er Superman i stand til at dræbe, men det strider imod hans natur. Dette ved Batman også, da han siger til Catwoman: ”If Clark wanted to, he could use his superspeed to squish me into the cement. But I know how he thinks. Even more than the Kryptonite, he’s got one big weakness. Deep down, Clark’s essentially a good person…” (Ibid., 15). Den eneste evne vi savner hos Superman, er evnen til at se ud i fremtiden. Hvis dette var muligt, ville han være i stand til, foruden pligtetikken og dydsetikkens forskrifter, at imødekomme nyttetikkens, da det ville være muligt for ham, at se konsekvenserne af sine handlinger. Men selv Superman er ikke fuldkomment super, og selvom han kritiseres for at være uopnåelig god, så er han ikke en fuldbyrdet repræsentation: ”[Superman

56

A r t i ke l

is a] representation of the good whose entire carreer suggests that good can only be gestured toward, but never represented” (Saunders 2011, 31). Samme manøvre ser vi i Watchmen, hvor den dog bliver dobbeltsidet. I Superman oplever vi hovedsaligt det onde som utvivlsomt ondt, men i Watchmen ser vi, hvordan hverken det gode eller det onde kan repræsenteres ensidigt, men kun blive peget på. Superman i Watchmen Hvad er så meningen med at sammenligne Superman og Watchmen? For at belyse dette vil jeg sammenholde Susan Friedmans overvejelser om komparatisme og de medfølgende faldgruber med Geoff Klock begreb om the revionary superhero narrative. I sin artikel ”Why Not Compare?” (2013) argumenterer Friedman for, hvorfor sammenligningen er vigtigt. Hun skriver helt kortfattet: ”We compare because we must” (Friedman 2013, 36). Det har ifølge Friedman større konsekvenser for vores forståelse hvis ikke vi sammenligner. I sammenligningen skal man dog sikre sig ikke at bruge den ene del af sammenligning som et redskab til at forstå den anden og dermed fjerne den førstes partikularitet: ”why should one thing exist to explain another, instead of being seen as a thing in itself?” (Ibid.). Man skal ikke bare udpege forskelle og ligheder, men analysere det spænd, der opstår de to ting imellem. Gennem denne metode bliver det muligt at generalisere, konceptualisere og dermed teoretisere (Ibid., 37). I en sammenligning er vi altså nødt til at bevare de sammenlignede som ligestillede parter.


Fremtiden!

Dette stemmer overens med Klocks begreb. Med revisionary superhero narrative lægges der stor vægt på den enkelte heltekarakters metakommenterende forhold til en anden, tidligere eller samtidig karakter, og de indbyrdes refleksioner narrativerne indeholder om hinanden. Sammenligningen må, ifølge Friedman, ikke gøre vold på det enkeltes partikularitet, men dette vil ikke ske, når vi arbejder med superhelte: narrativernes generiske form fordrer sammenligning med andre som en kontinuerlig genreintern refleksion. Så vi må absolut sammenligne heltene. Klock udvælger i sin bog de tegneserier, som han mener, er eksemplariske for the revisionary superhero narrative. Heriblandt er Watchmen som en af de første, der, sammen med Frank Millers Batman: The Dark Knight Returns (1986), grundagde den nye periode inden for genren. Som dette ”nye” er Watchmen blevet skamrost for sine ekstraordinære kvaliteter, eksempelvis dens filosofiske dybde som beskrevet tidligere. I kritikken af værket underbelyses dog Watchmens gæld til allerede eksisterende superhelte. Jeg har valgt at beskæftige mig med Superman, da graden af negativ kritik, denne har fået for sin ensidighed, skurer voldsomt mod Watchmens ros.

exists and he’s American” (Moore 2014, 140). Oprindeligt udtalte den fiktive Professor Milton Glass’, som studerede Dr. Manhattan, at ”God exists and he’s American” (Ibid., mine kursiveringer), men af markedsføringsårsager ændrede intervieweren udtalelsen. Supermans motto, karakteristika og problematikker trækkes tydeligvis ind i Watchmenuniverset. Mens Dr. Manhattans slogan er en kommentar på hans egen eksistens, er det også en metakommentar til Superman: Superman er utvivlsomt amerikansk, både universinternt og –eksternt (henholdsvis som adopteret af et ægtepar fra Kansas og som figur skabt af amerikanske tegneseriekunstnere). Derudover er Superman også ofte blevet fortolket som en slags gud (Ben Saunders’ Do The God Wear Capes). Med Dr. Manhattans tydeligt ambivalente eksistens, og problemerne menneskene støder på i mødet med ham, ser vi gennem disse slogans, hvordan de samme problematikker opstod i mødet med Superman: vi vil simultant gerne beskyttes af dem og være dem foruden. Watchmen stiller spørgsmålstegn ved superheltegenrens egen eksistengrundlag og berettigelse. Spørgsmålet ”Who watches the watchmen?”, som spraymales på en væg på side 60, besidder flere niveauer. Det er et spørgsmål om magtinstanser og kontrollen af disse. Det er et spørgsmål om de overlegne beskyttere, og hvorvidt man kan stole på dem, og den ”rene” superhelt bliver derved problematiseret. Det er også en kommentar til, hvordan watchmen, altså de maskerede helte, holder øje med hinanden (Klock 2002, 62). Med en

57

Visir # 76

Et yderst subtilt men interessant samspil mellem de to helte, Superman og Dr. Manhattan (selvom man måske skal passe på med ukritisk at kalde sidstnævnte en helt), er deres mottos eller slogans. Supermans efterhånden velkendte ”Truth, Justice, and the American Way” vækker genklang i sloganet for Dr. Manhattan: ”Superman

A r t i ke l


Fremtiden!

kommentar som denne, stiller Watcmen spørgsmål, som Superman altid har stået overfor og stadig konfronteres med, eksempelvis i Dawn of Justice, hvor Batman i højeste grad forholder sig kritisk til Supermans ret og årsag til overhovedet at blande sig i menneskers anliggender. Spørgsmålet om behovet for superhelten stiller genren til sig selv internt i serierne. Den dialektiske bevægelse mellem Superman og Watchmen synes uendelig – et træk, der i denne periode for genren er uundgåelig. ”Nothing ever ends.”

Visir # 76

Konklusion Superheltetegneserier kan absolut anskues som interessant og meningsfuld litteratur. Moore og Gibbons Watchmen er for længst blevet anerkendt som et litterært værk. Anerkendelse i samme grad mangler Superman dog at få, måske fordi denne ikke fremstår som den dobbelte hybrid, Watchmen er i sin form af grafisk roman. Men Watchmen er underlagt en genre, som er på sig selv opbyggende, kritiserende, kommenterende og udviklende: en original helt er altså umulig at skabe i den periode, Klock kalder The Age of The Revisionary Superhero Narrative. Som jeg har vist, er Supermans indflydelse på Watchmen mangefacetteret – hovedsaligt som det diskuterende element vedrørende problematikken i almægtige autoriteter. I min sammenligning viser jeg ligeledes, at

58

A r t i ke l

Superman ikke bare muliggør en karakter som Dr. Manhattan, men at forståelsen af Watchmen også giver større indsigt i Supermans karakter. Superman er ikke så ensidig god og moralsk uproblematisk, som han kritiseres for. Med anerkendelsen af Watchmen åbnes vores øjne for den filosofiske dybde, Superman-tegneserierne også indeholder. Selv med Susan Friedmans advarsel om faldgruberne ved den komparative metode har jeg vist, at sammenligning er nødvendig når vi analyserer superhelte. Denne sammenligning er grundet superheltegenrens generiske form som altid sidestillende. Måden at forstå superheltene må være i en kontekst, der bevæger sig ud over den enkelte helts egne grænser. Indflydelsen er ikke angstprovokerende, men en uundgåelig, uendelig bevægelse. Litteraturliste Anton, Audrey L. 2013. ”The Weight of the World: How Much Is Superman Morally Responsible For? Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Superman and Philosophy: What Would the Man of Steel Do? S. 157-167. Red. Mark D. White. Wiley-Blackwell. Feltham, Brian. 2013. ”Action Comics! Superman and Practical Reason”. Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Superman and Philosophy: What Would the Man of Steel Do? S. 16-25.


A r t i ke l

Fremtiden!

Red. Mark D. White. Wiley-Blackwell.

Jersey.

Friedman, Susan Standford. 2013. ”Why Not Compare?”. Comparison: Theories, Approaches, Uses. Red. Rita Felski og Susan Stanford Friedman. S. 34-45. Johns Hopkins University Press. Baltimore.

Jurgens, Dan. 1993. The Death of Superman. Writers: Dan Jurgens, Louise Simonson, Roger Stern, Jerry Ordway. Pencillers: Dan Jurgens, Jon Bogdanove, Tom Grummentt, Jackson Guice. Inkers: Brett Breeding, Rick Burchett, Doug Hazlewood, Dennis Janke, Denis Rodier. Letterers: John Constanza, Albert DeGuzman, Bill Oakly, Willie Schubert. Colorists: Gene D’Angelo, Glenn Whitmore. DC Comics. Beauceville.

Gadon, David. 2013. ”Superman or Last Man: The Ethics of Superpower”. Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Superman and Philosophy: What Would the Man of Steel Do? S. 101-110. Red. Mark D. White. Wiley-Blackwell.

Loeb, Jeph. 2015. Batman vs. Superman: The Greatest Battles. Writers: Jeph Loeb, John Byrne, Joe & Jack Kelly, Geoff Johns, Scott Snyder, Frank Miller. Pencillers: Jim Lee, John Byrne, Ed

59

Visir # 76

Held, Jacob M. 2009. ”Can We Steer This Rudderless World? Kant, Rorshach, Retributivism, and Honor”. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Watchmen and Philosophy: A Rorschach Test, s. 19-31. Red. Mark D. White. John Wiley & Sons, Inc., Hoboken, New

Klock, Geoff. 2002. How to Read Superhero Comics and Why. Continuum. New York


A r t i ke l

Fremtiden!

Benes, Greg Capullo, Frank Miller. Inkers: Scott Williams, Dick Giordano, Ed Benes, Danny Miki, Klaus Janson. Letterers: Richard Starkings, John Constanza, Steve Wands, Patrick Brrosseau. Colorists: Alex Sinclair, Tom Zuiko, Pete Pentazis, FCO Plascencia, Lynn Varley. DC Comics. Owensville. Loftis, Robert J. 2009. ”Means, Ends, and the Critique of Pure Superheroes”. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Watchmen and Philosophy: A Rorschach Test, s. 63-77. Red. Mark D. White. John Wiley & Sons, Inc., Hoboken, New Jersey. Meskin, Aaron. 2009a. ”Why don’t you go read a book? Watchmen as literature”. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Watchmen and Philosophy: A Rorschach Test, s. 157-172. Red. Mark D. White. John Wiley & Sons, Inc., Hoboken, New Jersey. Meskin, Aaron. 2009b. ”Comics as Literature?”. British Journal of Aesthetics. Vol 49, nr. 3. S. 219–239. Oxford University Press. Juli 2009.

Visir # 76

Moore, Alan, and David Gibson, 2014 (1986-7). Watchmen. Alan More, writer. Dave Gibbons, illustrator og letterer. John Higgins, colorist. DC Comics, Warner Bros. Entertainment Company. New York. Robichaud, Christopher. 2009. ”The Superman Exists, and He’s American: Morality in the Face of Absolute Power.”

60

”. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Watchmen and Philosophy: A Rorschach Test, s. 5-17. Red. Mark D. White. John Wiley & Sons, Inc., Hoboken, New Jersey. Saunders, Ben. 2011. Do The Gods Wear Capes? Spirituality, Fantasy, and Superheroes. Continuum. New York. Snyder, Zack, instruktør. 2016. Batman vs. Superman: Dawn of Justice. Skrevet af Chris Terrio og David S. Goyer. Warner Bros. Pictures. Film. White, Mark D. 2013. ”Moral Judgment – The Power that Makes Superman Human”. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series: Superman and Philosophy: What Would the Man of Steel Do? s. 5-15. Red. Mark D. White.

Wiley-Blackwell.


Arkivguld

Fremtiden!

Tidens iscenesættelser - Om Svend Åge Madsens roman Lad tiden gå Af Berit Højbjerg, fra Visir nr. 6, oktober 1994 Som titlen mere end antyder, er tiden et hovedaspekt i Svend Åge Madsens roman fra 1986 Lad Tiden gå. En tematiseret instans, der i romanens indledende aforisme udtrykkes som et humoristisk indpakket men tilsyneladende tragisk vilkår, hvorunder al erfaring og erkendelse må foregå: Den første gang lever man, den næste oplever man. Ikke før den tredje gang, når man genoplever, er man i stand til at værdsætte opbygningen og fatte de dybere sammenhænge. Ikke sært at vi, dømt til ét usselt gennemløb aldrig begriber en pind.1

* Foran og bag ham sætter tiden langsomt ud som om han kunne være hvor som helst2 Tiden som vilkår. Et abstrakt begreb, der spiller en væsentlig rolle i romaner; i romangenren som sådan. Ikke blot fordi den er et i denne genre ofte genkommende motiv, men også som følge af selve romanformens sammenhæng med moderniteten og dermed en verdensanskuelse, der ser siden som et problem, subjektet må forholde sig til – og i. Det er i det mindste tilfældet, hvis man følger Frederik Tygstrups behandling af den klassiske romanform i essayet Erfaringens fiktion3. I en henvisning til Lukàcs beskriver han en til efter-renaissancen knyttet dobbelt-erfaring: På den ene side erfaringen af en kontingent verden, hvorfra subjektet er spaltet, på den anden side en erfaring af subjektet selv som spaltet. Denne splittelse kædes sammen med Kants ’kopernikanske

61

Visir # 76

En dybere dimension, en meningssammenhæng synes ikke mennesket beskåret, fordi tiden, for nu at blive i romanens eget billedregister, afskærer mennesket fra at lære gennem gentagelsernes tilbagegribende frembringelse af de levende erfaringer. – Overfladen som en faktisk men uegentlig modsætning til det egentlige men uopnåelige dyb; en dualistisk enten-eller opstilling, der imidlertid viser sig være mere subtil end som så. Overflade er nemlig ikke blot overflade i romanens univers, dyb ikke blot dyb. Indbygget i fortællingens struktur og tematik optræder således flere forskellige udgaver af disse to abstrakter, som udspændes på en historisk linie mellem modernitet og postmodernitet. Og disse forskelligartede overfalde – og dybde-dimensioner opstår gennem en i romanen tilstedeværende konneksitet mellem tiden og tre fiktivt formmæssigt skabte rum. For det første en klassisk romanteoretisk rumliggørelse, for det andet en art postmoderne og palimpsest-

agtig rummets negation eller rumlig overflade, for det tredje en rum-dimension, som romanens fortæller forsøger at fremmane gennem sin fortællende, sammenblandende brug af de to øvrige. Tiden og dens forbindelse til overflade og dyb er indlejret i forskellige planer forbundet med den historiske linie, omend linien som figur ikke opretholdes i romanens horisontale fremadskriden, hvor de historiske opfattelser af de to dimensioner væves sammen i en blanding af forskellig -artede, på en gang tilstedeværende tematiske og strukturelle tekstniveauer. Lad os forsøge at rede nogle af trådende ud.


Fremtiden!

Visir # 76

vending’, der problematiserer et tidligere så at sige guddommeligt tidsbegreb. Tiden står nu som en instans, hvorunder al erfaring er fastholdt; den er ikke blot en ramme, men en betydningsskabende faktor. At eksistensen indlejres i tiden betyder således for subjektet, at det i erfaringen af sig selv opdeles i henholdsvis et erfarent ’jeg’ og et erfarende ’mig’. To adskilte størrelser, der ikke kan være én og samme, fordi erfaringen sker i tid, fordi tiden så at sige går fra et det øjeblik, der opleves, til det øjeblik, hvor der reflekteres over oplevelsen. Erfaringen er altid knyttet til en tabt tid, og det erkender subjektet altid så at sige i en fastlåst position som værende ’bagefter’ sig selv, idet erkendelsen ikke kan foregå i et erfaringens nu. Øjeblikket synes at forsvinde i en uendelig strøm, der ikke kan fastholdes, fordi tid er bevægelse, fordi tiden er en linie, der skaber en form for overflade, subjektet ikke formår at gennemtrænge. Tiden er en iscenesættende instans. I Lad tiden gå trækkes der klart på et sådant modernitets tidsbegreb. – Det danner faktisk selv udgangspunktet for romanens centrale tematik: et tidseksperiment omkring hvilket hele fortællingen er opbygget. Således nægter to af romanens hovedpersoner at acceptere tiden, der brutalt afskærer mennesket fra at samle andet end et overfladeagtigt erfaringsgrundlag, hvilket resulterer i skabelsen af en konkret modforanstaltning, der vender tidens snit mod tiden selv: fysikeren professor Jeyde, opfinder således en tidsmaskine, der i al beskedenhed består af en computer, et tidsrør og en godt skærpet kniv, som formår at skære hul i tempo-

62

Arkivguld

ralitetens flydende strøm. Undervisningsassistenten, Johanne bliver hans mere – og mindre frivillige forsøgsperson; et subjektivt objekt, der skal udfylde rollen som rejsende i tid. Tidsmaskinen lader således hele verden spoles tilbage i spring på 23 dage; lader den foregangne tid udslettes, forvandles til et intet. Og ingen ud over Johanne er i stand til at registrere, at de samme tidsrum gentages om og om igen, fordi hun gennem et traumatisk chock, påført af den dæmoniske professor, er blevet mærket af et ar så dybtgående, at end ikke tidens tilbagespring formår at udviske det. Genoplevelsen optræder således ikke som en repetition via tanken, men konkretiseres på videnskabelig vis. Imidlertid fungerer det naturvidenskabelige eksperiment samtidig som udtryk for et heri indlejret romanteoretisk forsøg, idet Johanne gennem tidens faktiske gentagelse forsøges placeret i en tematiseret udgave af den klassiske romanforms ’svar’ på det problematiske tidsbegreb. En form, der gennem en dobbeltstrenget struktur tillader både ’jeg’ og ’mig’ at være til stede på én og samme tid: På den ene side det horisontale, kronologisk fremadskridende, på den anden side et vertikalt og dermed overskuende atidsligt moment. Det dybets erkendelse, der ikke begrænses af tidens gang, skal føjes til overfladebevægelsens tidslighed; begge dimensioner tilkoblet et og samme subjekt, eksempelvis udmøntet gennem den erfarnes beretning om sig selv som den erfarende. En konstruktion, der formår at indskrive begge størrelser i samme fiktive rum;


Fremtiden!

adskilt og alligevel samtidigt tilstedeværende. Hvad der ikke er muligt i virkeligheden verden, kan romanens form præstere. Formålet med at fortælle i den klassiske roman kan altså ses som en art fiktivt sikkerhedsnet under det spaltede subjekts eksistens i en kontingent verden, skabt af via en litterær afspejling af problematikken. En forsonende form, der i Lad tiden gå forvandles til et eksplicit tematiseret element: Det konkrete tidseksperiment, der skal overvinde både den kontingente verden og subjektets spaltede væren i verden, væren i tiden; et eksperiment hvor Johanne som trediepersonsfigur udspiller, hvad den klassiske roman kan ses som skrivende frem i en førstepersons-fortælling. Gentagelsen skal her være det svar, der fremmaner et ’personlighedssammenfald’ mellem Johanne som ’jeg’ og ’mig’. Tiden forsøges, gennem den erfaringsmetafysiske forms tematisering, iscenesat: Det fiktive rum skal virkeliggøres.

gentagelse til en art todimensionelle palimpsestagtige billeder, hvor byens huse bliver kulisser, træerne flade papstrimler; hvor det eneste tilstedeværende dyb er det spor, der som mærker er sat i Johannes krop og bevidsthed. Det smerteligt bevidstgjorte subjekt bliver her den eneste bærer af det dyb, som gentagelsens inerti frarøver den rumlige verden. Før mig var der ingen skabning til, undtagen hvad evigt er, og selv jeg varer evigt, Hvert håb lad fare, I som træder ind!4 Imidlertid formår Johanne ikke at opretholde den dybdedimension, der alene er indlejret i hendes traumatiske væren. – Og grunden hertil er måske, at hun faktisk, allerede inden bevidstgørelsen af de gentagne og gentagende tidsspring, er indskrevet i en art overfladens univers, der som udgangspunkt er et grundlæggende træk i hendes fortalte figuration. Ikke blot fordi hun konkretiserer et erfaringsmetafysisk romaneksperiment, men fordi hun eksplicit optræder som et overfladisk af slagsen: fordi hun, bæreren af en ellers tragisk historie, fremstår som en samling fraser, der ikke kun demonstreres gennem den karikerende udgave af ’frigjort kvinde og enlig mor’, som hun giver skikkelse, men som direkte tilkendegives gennem hendes efternavn, Fraser. En navngivningsakt, som er et gennemgående træk i romanen, der ydermere er udstyret med personer som Neija, doktor Monikke og en flertydig forening af den dæmoniske ’dobbeltgænger’, Dr. Jekyll/Mr. Hyde, i skikkelse af professor Jeyde. Alle in-

63

Visir # 76

Dette konkretiserende eksperiment får imidlertid andre konsekvenser end forventet. Den diskrete forsoningsoptik, romanens formelle foranstaltning, forfl adi ges såle des i ge nne m den bombastiske og direkte iscenesættelse. Udgangspunktet er altså en i tidslig forstand overfladeeksistens i en rumlig, tredimensionel verden og en tro på gentagelsen som mulig åbning til den dybere fra den tidslige væren afskårne erkendelsesform. Men i stedet for at lede ind i erkendelsens dyb forvandles verden gennem gentagelsen til et kulissepræget og rumløst interiør, hvor omgivelserne langsomt mister deres faktiske, tredimensionelle dybde. Det konkrete rum reduceres således via tidens

Arkivguld


Fremtiden!

Visir # 76

gredienser i en sprogorienteret og i fiktiv forstand selvreflekterende selviscenesættelse, der peger på fiktionen som fiktion, som sprog. Subjektet får i denne kontekst tilskrevet en status som figur, som tegn. Opmærksomheden rette mod selve mediet, der giver fortællingen udtryk, leder ind i romanens ’helvede’: den postmoderne skriftverden. – Det bevidstgjorte subjekt eksperimenterende legeplads fremtræder i stedet som en for Johanne mareridtsagtigt fortælling uden genstand. Romanen bevæger sig tematisk ind i et postmoderne, metafiktivt rum og synes i teoretisk forstand at tilnærme sin egen fortalte tid, årene 1985-86. Romanens ramme viser sig i dette postmodernitetens perspektiv at være sammenligneligt med en metafiktiv mise en Abîme-struktur, hvor fortællingen demonstreres som fortalt, hvor udsigelses-strukturen indgår som en del af romanens indholdsmæssige side. Johanne, der som udgangspunkt er den synsvinkel, hvorigennem begivenhederne i overvejende grad fortælles, kommer således i det øjeblik hun får magt over tiden, til at optræde som en eksplicit fortæller. En position hun indtager efter at have fået indespærret Jeyde på den lukkede afdeling. Hun kan for så vidt fortælle romanens øvrige personer – ikke ved i egentlig forstand at styre dem, men igennem sin magt til at viske dem ud. At hun selv kunne være den egentlige fortæller af hele fiktionens verden inddrages direkte som en mulighed – verden fortalt af en gal kvinde: ”Verden havde været skæv og tyndslidt, fordi den var Johannes historie. Kun i fortællinger kan verden være gennemsigtig. En gal kvindes fortælling.”5

64

Arkivguld

At få tildelt rollen som eksplicit fortæller er ikke uden konsekvenser for Johanne men fører hende ind i en art, i de Man’sk forstand, ironisk modalitet. En form, som synliggør et fravær, en temporalitet, sammenhængende med den sproglighed, hvorigennem ironikeren spaltes fra sit empiriske selv. Ironien er således en intra- og ikke inter-subjektiv figur. Altså en spaltning i subjektet mellem et subjekt i verden, som eksisterer i en tilstand af inautenticitet, og det reflekterende selv, som besidder en viden om denne inautencititet, Et selv, der bliver som et tegn i sin sproglighed6. Denne spaltning antydes i et drømmesyn, hvor Johanne konfronteres med sig selv som et splittet subjekt, der må se det erfaringsmetafysiske projekt omstødt: ”Når hun døsede hen, trængte forvirrede drømme sig på. Hun spejlede sig, mens hun græd, og Johanne i spejlet lo ad hende.”7 ’Jeg’ og ’mig’ er ikke her en samlet enhed, men tværtimod direkte modstridende elementer. Den dybere erkendelse er ikke opnået, idet splittelsen stadig gør sig gældende, om end i en, i forhold til det erfaringsmetafysiske projekt, forskudt kontekst, idet tiden som adskillende element her er indlejret i selve fiktionens grundlag: Sproget. Tilstedeværelsen af det temporale aspekt begrænses dog ikke kun til Johanne som ironiseret fortæller, idet den metafiktive struktur udbygges gennem endnu et spil med en eksplicit fortællerinstans. Det tidligere citerede afsnit, hvor Johanne oplever sig selv som den gale udsiger af en fiktiv verden, fortsætter således som følger: ”En gal kvindes fortælling, men ikke denne kvindes, ikke denne Johanne, der sad på denne stol, i dette nøgne


Fremtiden!

rum. For også hun var kun en del af en større sammenhæng, et afsnit i...”8

Som om den førte lige i afgrunden.”9 Som følge af ekspliciteringen af et ironisk, metafiktivt tekst-univers genindskrives temporaliteten i det naturvidenskabelige og erfaringsmetafysiske eksperiment. Resultatet bliver en verden, hvor tiden ikke er ’overkommet’ men tværtimod demonstreres som et i sproget selv indlejret element. Tiden iscenesættes gennem den sproglige spaltning, gennem fortællingens indlejring i uendelighedens mise en abîme . Dybet er blevet en afgrund. MEN DET er en fortælling om noget der ingen steder passer et billede på verden et notat stykket ind i sammenføjningen10 Romanen kan igennem denne eksplicitte leg med fiktionens og sprogets indlejrede temporalitet umiddelbart virke som en banal og temmelig bombastisk udpensling af en postmoderne, dekonstruktivt orienteret tekstopfattelse, der giver tematisk liv til skriftens mise en abîme, den metafiktive selv-iscenesættelse, det ironiske spil, palimpsest etc.. Men i kraft af netop den tematiserende dimension står fortællingen ikke som bekræftende udtryk for denne teoretiske tankeverden. I ligheden med den erfaringsmetafysiske form er også det postmoderne tekstunivers, og den i sproget indlejrede tidslighed, iscenesat. – Der er en fortæller bag. Som nævnt er romanen opbygget gen-

65

Visir # 76

Det videre udsigelses-spil er indskrevet i forholdet mellem Johanne og hendes studerende og, i indtil flere gennemløb, unge elsker, Sverre. – Også han optræder som eksplicit fortæller. For det første antydes det, at ligeledes han har fået indblik i tidsmaskinens muligheder – og at han dermed kan indtræde som fortæller på linie med Johanne; for det andet skriver han i fortællingen på en roman, et eksperiment med virkeligheden, der kunne være selve Lad tiden gå. Faktorer, der på et tidpunkt får Johanne til at mistænke ham for at være den fortællende instans bag hende. De erotiske scener i deres kærlighedsforhold, hvor hun tilsyneladende er den magtfulde i og med sin mulighed for at foranstalte de udviskede tidsspring, er måske i virkeligheden en pubertetsdrengs fantasier: Det er jo slet ikke hende, som hun (nydelig overensstemmelse med sit navn) udtrykker det. Forholdet mellem disse to mulige udsigelsespositioner er ikke entydigt og fastlægges aldrig endeligt, fiktionen selv lader spørgsmålet stå uafgjort. De refleksioner over fortællerspørgsmålet, som sættes i scene gennem Johanne og indskrives i det fiktive univers, lukker sig ikke om romanen. Historien går videre – for Johannes vedkommende måske ikke videre lystigt, men dog videre, og metaplanet indgår dermed i den nævnte mise en abîme effekt, der i teorien kan være uendelig. – Et strukturelt element der faktisk hypostaseres gennem et konkret afgrundsbillede: ”Hun tøvede et øjeblik før hun krydsede broen. Dens skæve perspektiv gjorde hende svimmel.

Arkivguld


Fremtiden!

nem en række repetitioner, der strukturerer teksten, idet gentagelsessekvenserne helt konkret danner de enkelte kapitler. Og Johannes synsvinkel bliver her, idet hun som den eneste er bevidstgjort om den konkrete repetition, meget naturligt den centrale. Der fortælles indirekte gennem denne skikkelse; fortælleren optræder overvejende som en skjult instans, der tilsyneladende kun stikker sit hoved frem gennem dækkede kommentarer til fortællingens gang. Når det imidlertid sker, afsløres fortællerrollen som værende uden for fiktionens tematiske gentagelser og den metafiktive uendelighedsstruktur. En fortæller, der i stedet fungerer som kommentator, iagttager, måske endog som iscenesætter. Denne udenforstående tilstedeværelse markeres gennem de fingerede citater og aforistiske indledninger, der foregriber hvert kapitel, hver gentagelse, hvert tidsspring, og placerer den bagvedliggende udsiger-instans i en position uafhængig af det tematiserede, tidslige sproghelvede. – At denne fortæller måske ikke blot optræder som udenforstående betragter, men som selve den iscenesættende instans, antydes, hvis man ser nærmere på det indledende kapitel, der faktisk gennem afsnittes strukturelle opbygning foregriber og på sin vis sætter en ramme for de tematiske tidsspring, som skal komme.

Visir # 76

- Romanen starter i en form for nu med en dialog mellem professor Jeyde og en tilfældig, ham ukendte person: - Mon De har set mig før? – Hvad siger du? – Jeg vil frygtelig gerne vide om de har set mig før? – Aldrig. [...]. Døren oppe på første sal blev smækket.

66

Arkivguld

Johanne Fraser, der havde lyttet til samtalen nede fra hoveddøren, som hun holdt på klem, havde besluttet at fjerne sig, da hun hørte endnu en dørklokke ringe. Johanne blev tvivlrådig stående. For to minutter siden havde hun fået øje på professor Jeyde på hjørnet af Munkegade under den enlige lampe, der svajede i den kraftige blæst. Det var onsdag den 30. oktober 1985 om aftenen. Det længe ventede uvejr var omsider brudt løs. Da Johanne, der var på vej hjem, så professoren, standsede hun uvilkårligt uden at træde ind i lyskredsen. Først da professor Jeyde gik ind i opgangen på hjørnet, var hun fulgt efter med en fornemmelse af at der var noget galt. Hun blev stående nederst i opgangen, der lugtede af urin og stegte løg, og hørte Jeydes humpende trin op til første sal, hvor han ringede på. [...] Døren ovenpå blev åbnet. Goddag, jeg ville bare høre, om De eventuelt skulle have set mig før? – Hvad siger De? Denne gang var det en ældre mand, der lød forvirret.11 Jeg har her citeret ganske ekstensivt for at vise, hvordan denne fortæller arbejder, hvorledes gentagelsen, inden den tematiske udgave af samme, installeres i romanens struktur igennem fortællerens teknik. – Allerede her er repetitionerne således til stede, tydeligst gennem en lighed mellem samtalerne på henholdsvis første og anden sal. Imidlertid ligger det repetitive også gemt i et minimalt spring tilbage i tid skabt gennem et synsvinkelskift mellem Jeyde og Johanne, der skaber en umærkelig repetition af det netop beskrevne. Romanen lægger ud


Fremtiden!

med hans replik, med dialogen på første sal, spoler derefter tilbage til Johanne som havde hørte det på trappen. Et rum, om end minimalt, af fortid er installeret gennem en repeterende bevægelse. Et tilbagespring, som virker meget uskyldig, men som faktisk er første led i en form for pendulerende bevægelse igangsat af fortællerens styrende skift i synsvinkel. Fortællingen bevæger sig herefter igen fremad, i tid og i rum, til anden sal: endnu en dørklokke ringer. Jeyde er gået videre, mens Johannes synsvinkel har været fastholdt. Herefter endnu en tilbagesvingning – til to minutter tidligere, hvor Johanne får øje på professor Jeyde, følger ham på vej mod den første dørklokke. Derefter åbnes en dør, dog ikke på første men derimod på anden sal, hvortil Jeyde i mellemtiden er nået. – Fortælleren installerer altså et forsinkende element, griber tilbage, men lader samtidig handlingen og tiden gå, så bevægelse udvides langsomt fra et tidsinterval på sekunder til minutter, til 9 dage for at ende den 13. september, altså ca. halvanden måned før fortællingens indledningsvise udgangspunkt. Imidlertid udgøres den anden ende af pendulets udsving hele tiden af den 30. oktober, blot med små udvidelser, narrative fremstød, der langsomt bringer Jeyde, med Johanne i hælene, i retning af fysisk institut.

tiske gentagelsesforløb, der fortsætter den pendulerende, uharmoniske bevægelse, som langsomt fører fortællingen frem mod dens afsluttende yderpunkt: den 12. februar, for derefter gennem en kaotisk mængde af koblede tidsspring igen at ende ved svingningens andet yderpunkt: den 13. september. Den bagvedliggende, skjulte fortæller kan på denne måde ses som igangsætter af et narrativt eksperiment, der faktisk foregriber det tematiske, naturvidenskabelige forsøg, på sin vis sætter rammen for de videre pendulerende bevægelser; en fortæller, som dermed fungerer som styrende instans. Som står uden for gentagelsen; er den, der giver fortællependulet dets første og uharmoniske skub. Tilstedeværelsen af en udenforstående iscenesætter af et naturvidenskabeligt – og det heri indlejrede erfaringsmetafysiske – samt et postmoderne eksperiment synes at etablere et narrativt forsøg på at overkomme en overfladens poetik. Ikke ved uproblematisk at gribe tilbage til en klassisk, narrativ struktur, der ikke i romanen anerkendes som tidssvarende: tiden er gået, det postmoderne kan ikke blot overses. Men ved gennem en dobbelt-iscenesættelse at omkredse overfladens udradering af det erfaringsmetafysiske, for derigennem at skabe et tredje rum, at nå til en berettigende genindsættelse af fortællingen som veritabel form i gengivelsen af verden – og tiden. Igennem sin brug af en historisk tidslinje, rækkende fra modernitet til postmodernitet, lader fortælleren faktisk tiden gå; ikke i en linje, men i et samlet rum, bestående af flere lag. Han forsøger således, ved at

67

Visir # 76

Den svingning, som fortælleren indledningsvis skaber, er altså ikke harmonisk, set i forhold til de tidsrum, der befinder sig på hver side af det nu, der danner fortællingens udgangspunkt: Jeydes første samtale på trappen den 30. oktober 1985. Og denne manglende harmoni præger så at sige det videre, tema-

Arkivguld


Fremtiden!

lade to tankemæssigt adskilte tidsrum være til stede på samme tid, i samme fiktion, at demonstrere, ikke en overenskommelse af tiden, men selve fortællingens evne til at indlejre og i forvandlet form at afspejle tiden gennem fortællingens iscenesættelse.

Svend Åge Madsen Lad tiden gå, Århus 1986, s. 5 2 John Bang Jensen Det meste er sandt, Kbh. 1991, s. 28 3 Frederik Tygstrup Erfaringens fiktion, essay om romanens form, Viborg 1992. 4 Dante Alighieri, Den guddommelige komedie, her citereret fra Verdens Litteraturhistorie bd. 2 Kbh. 1985, s. 311 5 Svend Åge Madsen, op.cit., s. 183 6 Paul de Man, ”Rhetoric of Temporality” in Blindness and Insight, Minneapolis 1983 7 Svend Åge Madsen, op.cit., s. 86-87 8 Samme, s. 183 9 Samme, s. 177 10 John Bang Jensen, op.cit., s. 22 11 Svend Åge Madsen, op.cit., s. 7-8

Visir # 76

1

68

Arkivguld


Fremtiden!

Annonce

Visir # 76

69


70

Visir # 76

Visir # 76  

Fremtiden

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you