VISIR #87 by Kasernebladet VISIR

Student Magazine at the Kasernen, Aarhus University

N o .

8 7

M a y

2 0 2 0

Editorial staff Senia Kragh Hansen Nana Nikoline Boller Katrine Møller Jensen Caroline Borring Laursen Mikkel-Theis Paulsen Benjamin F. Rasmussen Jasmin Hansen Rebekka Bundgaard Address VISIR Valdemar Lenschow Langelandsgade 139, 4th floor 8000 Aarhus C Find us on Facebook: Kasernebladet Visir Front and back page layout: Jakob Møller Email: kasernebladetvisir@gmail.com

Deadlines The deadline for submissions for our next issue: 23/09-2020 Reviews: Contact the editorial staff to apply for accreditations and review copies or tickets before our next deadline.

Visir # 87

Submissions VISIR would like to receive any and all submissions related or unrelated to the theme, and is also capable of getting accreditations for books, concerts or exhibitions. Submissions are made @kasernebladetvisir@gmail.com Please include genre, whether the submission is inspired by our theme, and your study programme. VISIR is printed in 200 units at Fællestrykkeriet AU Tryk, Aarhus Universitet, and is distributed around the Kasernen on Langelandsgade. Thanks to the School of Communication and Culture for their support.

Contents

Editorial 4 6

How do we grow during a deadly pandemic? The editorial staff recommends (COVID19 Edition) Theme: GROWTH

12 15 18 20 32 34 37

Social distancering når det er værst - Caroline Borring Laursen Studying in a time of crisis - Senia Kragh Hansen Black Ink - Jasmin Hansen Between Two Decades, or; The Future Nostalgia - Benjamin F. Rasmussen Stilhed - Jasmin Hansen Lav KaserneBarens Kahlùa derhjemme! - Senia Kragh Hansen Er boomere, jordgøge og prærieulve skyld i klimakrisen? - Benjamin F. Ras mussen Outside of the theme

51 58 64

Kiku-Nao og Troldmanden af Glas - Valdemar Lenschow ArkivGuld: The Fortress - Nana Nikoline Boller 2033 - Valdemar Lenschow Reviews Økologi uden natur af Timothy Morton - Mikkel-Theis Paulsen Bølger over det høje græs af Rúne Weihe - Nana Nikoline Boller I køkkenet med Karen Blixen af Signe Wulff - Rebekka Bundgaard Barnevognshaiku af Rasmus Nikolajsen - Nana Nikoline Boller LOOK af Solmaz Sharif - Rasmus Boelsmand

Visir # 87

90 92 94 96 98

100 Tema for næste nummer

Editorial

GROW TH

How do we grow during a deadly pandemic?

It’s a grey day in February, 2020. A

The death tolls around the world keep

bunch of Arts students are debating the

rising.

theme of their next student magazine. Someone suggests “growth”, and it appears to resonate with the crowd. Maybe because it reminds them of spring and summer, which they all sorely long for.

lectures are cancelled. The Friday bar is shut down indefinitely. The library is closed. The entire campus is off-limits. Kapsejladsen is cancelled. Every single

March comes. For a few weeks everything

summer festival is cancelled. It feels a

is normal. Scary news of a disease from

little bit like life is cancelled.

the East doesn’t really scare most of the young population at our Kaserne. It’s been compared to SARS, and we didn’t get that - so let’s skip this one too. But then something happens. The first few cases of COVID-19 are reported in Denmark. Some students start wonder-

Old friendships suffer. New friendships don’t happen. You can’t even hug your grandma. It doesn’t really feel like anything is growing except for impatience, social deprivation and desperation.

ing if their cough is more than a regular

It’s a tough time. It’s not even funny.

cough. Did you recently meet up with

People are being robbed of experiences of

someone who’s been to Italy? On the day

a life-time, of lectures and courses that

of a great, big party at BSS, Mette Fred-

won’t come back. There’s no other way,

eriksen cancels all gatherings of more

and it luckily seems to work, but that

than a 1000 people. And everyone

doesn’t mean we have to pretend that the

thought that was bad…

solution is just great. It really sucks, to

There was no foreseeing this when we

82 Visir##87 Visir

Students are stuck at home, all regular

be honest.

were talking about growth back in Feb-

I often find that during hardships it’s

ruary. Suddenly, the economy is declin-

best to think constructively. Yes, com-

ing rather than growing. Everybody’s los-

plaining feels great, but it seldom chang-

ing money, people are losing their jobs.

es anything. So: During this time of un-

Editorial

GROW TH

wanted isolation, what insights can we possibly gain? What growth can we safely encourage? What is the best way to not go completely nuts? The answer could be somewhere in this magazine. Maybe not written explicitly on its pages, but somewhere between the lines. In the dedication of our contributors. Their stubbornness to finish a short story, an essay. It’s undeniable that this spring is an unusually quiet one. But the culture is still brewing. Just check out our special edition of “The editorial staff recommends”, where members of VISIR give you great tips for surviving the cultural and social drought. Yet again, we have tried to keep the magazine internationally intelligible in honor of our foreign visitors - but there’s still a bit of Danish nonsense here and there. We don’t know how many of you have had the chance to stay here or how many have had to return home. This semester has probably not gone as you’d have hoped. But we want you to know that

Visir 87 Visir # 82

you are all in our thoughts.

GROW TH

Recommendation

The editorial staff recommends (COVID19 Edition) Theatre, but online (at digitaltheatre.com) I get it. You miss going outside, you’re having culture-withdrawals, you’re bored to death like the rest of us. Fear not, because all the (online) world’s a stage, even if the actual stages are empty. There are a lot of ways to enjoy theatre in lockdown – strap in for enough entertainment to last you at least a couple of weeks in quarantine. I recommend watching some of the many shows available to rent on digitaltheatre.com, a hidden gem with anything from Ibsen to Shakespeare to ballet and opera. I’ve personally also been joining in each Friday when Andrew Lloyd Webber himself makes a show available for free for 48 hours on the youtube channel The Shows Must Go On! We’ve already watched Phantom of the Opera – maybe Cats will be the next, and then we can gleefully forget that the Hollywood adaptation ever existed. You can also watch Romeo and Juliet for free right from Shakespeare’s Globe on youtube, and our very own Royal Theatre has made a selection of their productions and concerts available for streaming at home - including The Fall of the King (Kongens Fald) if you, like me, missed out back when that was playing. Enjoy!

Concerts, but at home (on social media) Lungs being one of the most important organs when it comes to music, it isn’t surprising that a respiratory disease such as coronavirus has managed to wipe out all the musical festivals of this summer. But it isn’t all over! Musicians are struggling to reach us all in new and creative ways. In the past months there’s been a surge in the number of (oftentimes free!) livestreamed

Visir # 87

concerts on social media. Granted, livestreaming a concert on your TV or smartphone will never be in any way comparable to participating in those sort of short mass hysterias that a great concert can induce in a crowd.

Recommendation

GROW TH

But there is something uniquely intimate and intense in unlocking your screen to James Blake, facetiming you (and 25.000 other people) live from his home piano while he sips tea. Or Lydmor, an electronic heroine, giving an acoustic concert as part of the Corona Koncerter initiative, in which a relatively unknown musician named Mathæus Bech opened up his living room to us and desperate musicians. It’s somehow kind of great to see creative souls from all over the world struggling just like you and I to let out their steam during this time of inhibitions.

Dance parties, but alone Slipping into your feelings and disappearing for a little while is an easy thing to do, particularly as of late. As we, the editorial staff, put this issue of VISIR together, we had an ongoing conversation about the fact that everything we write in the current corona climate seems to become slightly depressing and downhearted. Many things become somewhat grayer. But what’s so wrong with feeling things a bit more intensely? Suppressing your feelings isn’t healthy either. Whether you need to yell into the wall for a little while (don’t yell at your roommate), call your mom, or dance it out to feel better for a little while, we advise you do just that. We would in continuation thereof like to recommend Jack Garratt’s new music, that has been gradually released over the past couple of months, from his soon-to-be-completelyreleased album Love, Death & Dancing. His music delves into the angsty landscape of emotion that a lot of us are dealing with right now, while also inviting us to save ourselves through dancing. Particularly the song “Better” (and the connected music video) is a study in the human experience. Garratt’s lyrics explore angst, fear and sadness while the music itself gives off a vibrantly joyful vibe – resulting in the paradoxical experience of feeling both happy and sad at the same time. So turn it up high – whether it be Jack Garratt or whatever music makes you groove – tions helps no one. Dancing, however, helps everyone. You’ll feel better, we promise.

Visir # 87

and dance! Dance your heart out! Things may be tough now but hiding from your emo-

GROW TH

Recommendation

Binging separately, but together (Netflix Party) Binging TV shows is usually an activity many of us do by ourselves. Hunkering down and completely immersing yourself in whatever docu-series, reality-craze, k-drama or Netflix series you enjoy, is more often than not done alone or with your housemate(s). However, with all the bad things about the corona-virus being said, it also gives us some new opportunities for hunkering down and socializing together, while apart. Initiatives like SyncTube and Netflix Party let us chat while watching a single movie, a niche corner of YouTube videos, or many hours’ worth of episodes together. I myself am currently using Netflix Party to watch the Korean series Extracurricular, a real rollercoaster of a TV show, with a couple of friends. There’s something very satisfying about ranting about that one extremely annoying character, or the plot line that doesn’t make sense, or simply just having a good belly laugh together – even if it’s just in the chat section next to the player. We recognize this satisfaction when we are allowed to host physical viewing parties together, but we now have the opportunity to do it while apart as well. So go get yourself some popcorn or a glass of wine, settle in, and binge the hell out of that show you’ve been meaning to watch – with your friends.

Fredagsbar, but at home (best prices in the city) There is an infinite list of things we all miss tremendously due to the Corona crisis. One of these things is meeting all of your friends at Kasernen for a night at the famous and beloved fredagsbar. Especially in times like these, when life at the university is extraordinary tough, and you need to sit together and rant about the online classes while drinking a semi-cold beer. Of course, you can call your friends on zoom, google meet,

Visir # 87

skype or whatever, but let’s be honest: Although it is always nice to see your friends, an online get-together will always be a little awkward and a bit sad – it’s just not the same as the real thing. Luckily, there are a few things you can do to get that fredagsbarfeeling at your house!

Recommendation

GROW TH

First of all, you need to line up all the different beverages you’ve got in your kitchen and make yourself a big Gin & Tonic in a plastic cup. The tonic is not supposed to be cold! Remember to spill while you make the drink, so you get those sticky floors that will bring you back to Kasernen in a heartbeat!

Now it is time for some music. Put on a random playlist that features everything from Disney-hits to bad pop music. Remember to shuffle a lot, act out the lyrics, and shift to another song right before the chorus.

You have probably had a couple of beers by now, but don’t go to the bathroom until you really have to. When you go, remember to wait outside the bathroom at least 5-10 minutes while you pretend that it is occupied. Remember to leave a lot of paper on the bathroom floor, and maybe even a couple of beers and a slice of pizza by the sink.

It’s starting to feel right, but of course you still miss the most important thing: A good friend and a game of beer pong. Luckily, beer pong is not only a must at the fredagsbar, it is also a great game to play while keeping up the social distancing! Call your best buddy (only one!) and meet them outside your house for a game of beer pong at an extra-long table. Don’t drink from each other’s cups and remember to wear a pair of plastic gloves, and you are good to go!

What a fun night! It is time to leave the fredagsbar, but before you go to bed, you need to ride your bike up and down your street a couple of times while regretting that you didn’t catch the last bus. There is no fredagsbar without an unpleasant walk or bike-ride home.

Visir # 87

GROW TH

Recommendation

Gettin’ those redneck vibes, but at home In 1967 Jefferson Airplane sang to us “Remember what the dormouse said/Feed your head, feed your head”. They were likely under the influence of one or more substances, and it goes without saying that you should probably not take advice from dormice or hookah-smoking caterpillars. Noneless, the Corona epidemic has given us more spare time than we would really like, and therefore we have to feed our heads with something, but with what? There's always the seemingly endless selection of online streaming services, designed to keep us captive in a endless repetition of nostalgic jerkoffs. But this crisis calls for something more substantial, something to cling on to. And the answer, ladies and gentlemen, is Radio Ringkøbing, a small local radio located on the west coast of Jutland (the Danish version of the Wild West). Their daily programme is amazingly varied, offering a range of intriguing broadcasts, such as Ellen’s blue microphone which features a hoarse, elderly reporter interviewing your go-to selection of local dignitaries, freaks and strangers (including a team of ghostbusters!). Another personal favourite of mine is Sunday bingo, which is EXACTLY as thrilling as it sounds. Finally, Radio Ringkøbing features a top notch playlist of smash hits, ranging from country, Schlager and oldies from the 50’s to Bingo og Lotto by Bjørn & Okay (check them out!). If you long for tumbleweed and that redneck/frontier vibe, then turn on, tune in, and drop out on FM 89,4 or 105,9 MHz, or online at http://www.ringkobingnetradio.dk/

Film, but digitally I will recommend three different kinds of film(ish) entertainment you could spend time on in these corona times. All of my recommendations are free to watch online. Danmark på film project (Denmark on film)

Visir # 87

This project was launched in 2015 by the Danish Film Institute and is a digital restoration of up to 4000 old archive and stock film footage. It’s a lot of different film clips between the end of 19th century till the end of the 20th century from all of Denmark. You can go to the map of Denmark and find old film clips from your hometown. For an example you can join

Recommendation

GROW TH

a train ride from 1906 through downtown Aarhus spotting Store Torv and Domkirken. Film clips are also bundled in different themes. For example you can watch a lot of Jørgen Leths experimental films such as "Det Perfekte Menneske" (1968) and “Livet I Danmark” (1972). Link: https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film We Are One – Online Film Festival A bunch of the most prestigious international film festivals (Cannes, Berlin and Venice and more) have joined forces and created an online film festival, that will run on YouTube from 29th of may till 7th of June. It will stream films, talks, interviews, debates and maybe more. The specific program haven’t been published yet, and we shouldn’t expect that the festivals complete programs will be made online and free. But maybe some interesting art house indie films will stream. Link: https://www.youtube.com/weareone Web-series on DRTV and YouTube Yes No Maybe – The too sensitive and emotional Mads gets dumped by his girlfriend (precisely because of those attributes). He then goes on several and varying tinder-like dates. Often to great comical effect. (2 seasons – DRTV) Badeværelsesliv – Filmed on one location, a bathroom, shared by two female roommates. Here we experience intimate conversations about everything from education, pornos influence on male sexuality and bathroom gardening. (1 season – DRTV) 29 – Two former high school friends are reunited nearly a decade after they graduated. Both of them are nowhere near a good job or starting a family. This is the incarnation of the recent term ‘kvartvejskrise’ which is given to young people in their mid 20s who are doubting existential choices already made and those to come. Not even is this the best contemporary web-series in Denmark but – dare I say it? – it’s even better than SKAM! (1-3 season available on YouTube.) Link: https://www.youtube.com/channel/UCEB4rb0DO9GKdq84ZM4jtsg

Visir # 87

GROW TH

Essay

Social distancering når det er værst Af Caroline Borring Laursen, Litteraturhistorie

Det virker som om hele Danmark er ude at gå tur i disse dage. Hvem kan beskylde dem? Det er et vidunderligt vejr, og de fleste har brug for en eller anden form for aflastning fra alt det, der foregår i verden i marts 2020. Samtidig får vi at vide af myndighederne, at vi skal forblive hjemme, holde afstand, tage hensyn, passe på hinanden. Hvem ville have troet, at danskerne ville være dårlige til at holde afstand? Vi skaber for meget distance til hinanden per natur, men når vi så er tvunget ud i det, har folk alligevel svært ved at overholde reglerne. Hvor svært kan det være at blive hjemme fra arbejdet eller den sociale sammenkomst, hvis det betyder, at du kan undgå at bringe en dødelig virus videre til dine medmennesker? Det giver sig selv, at vi skal passe på hinanden i disse corona-tider, men måske vi også bør se på os selv, og den måde hvorpå vi distancerer os fra hinanden udenfor krisetider. Jeg selv er skyldig i at holde mere end nok distance i hverdagen. Hvis det er en mulighed, kan jeg nemt komme til at lukke mig selv inde, holde mig væk fra alle og enhver. Generelt har vi mennesker en tendens til at distancere os ikke kun fra hinanden, men også især fra dem, vi anser for at være anderledes eller mærkelige. Som litterat kan jeg bedst forklare dette igennem litterære eksempler. I japanske Sayaka Muratas roman Convenience Store Woman, møder vi den mærkelige og socialt akavede hovedperson Keiko, som simpelthen bare ikke passer ind med samfundets normer. Hun er distanceret fra sine kollegaer, sin egen familie, og det meste andet sociale kontakt, fordi hun ikke indordner sig efter den kendte standard: ægteskab, børn, arbejde. Hun er en afstikker, en excentriker, et udskud, og da hun finder en plads i samfundet, der passer hende, er det i sig selv en besynderlighed: ”That day, I actually became a normal cog in society.” (Murata 2016/2018, s. 20). Keiko er den type person, mange af os ville distancere os fra, bare fordi hun er en smule sær, en smule aparte. Hun gør et forsøg på at indordne sig efter samfundets forventninger, men det lykkes ikke rigtigt, og derfor bliver hun

Visir # 87

udstødt. Både hun tager afstand fra de ”almindelige” mennesker, og de tager afstand fra hende. Vi har en tilbøjelighed til enten at distancere os fra dem, der falder udenfor, hvad vi opfatter som de sociale normer i samfundet, eller også hylder vi dem til en status som noget mere end resten af os, netop på grund af deres andethed. Kendisser er kendisser,

Essay

GROW TH

enten fordi de rammer ind i en åre af, hvad vi gerne vil se – den norm eller det ideal som os almindelige mennesker mener er noget, man bør leve op til – eller også er det fordi, de netop falder udenfor denne norm og fremviser en væremåde, som er ekstraordinær. Selvom hun laver noget, vi aldrig ville betragte som ekstraordinært, så falder Keiko udenfor de sociale normer i kraft af det arbejde hun laver, i den alder hun har. Med engelske ord ville man kalde hende et outcast eller et misfit – hun har en form, der simpelthen ikke kan klemmes til at passe ind i det puslespil som sociale normer udgør. I sydkoreanske Han Kangs roman The Vegetarian tages denne distancering et skridt videre med en karakter, der bliver vegetar, hvilket familien og samfundet har uhyre svært ved at acceptere: “The only thing that was especially unusual about her was that she didn’t eat meat […] her husband had decided that her vegetarianism was proof that she would never be ‘normal’ again.” (Han 2007/2018, s. 69-70). I et ekstremt eksempel som dette, hvor der mundes ud i både selvmordsforsøg og hospitalisering på den psykiatriske afdeling, kan man måske have svært ved at se sig selv. Og det kan da sagtens være, at vi aldrig ville gå så vidt som at tvinge kød ned i nogens hals, fordi vi synes, at vegetarisme er unormalt, men ikke desto mindre distancerer vi os fra hinanden, om det så er fysisk, som vi ser det nu i corona-tider eller emotionelt, som danskere især kan eksemplificere. Vi får at vide, at danskere ligger højt på lykke-skalaen, men at vi ser vrede ud. Vi smiler ikke til fremmede på gaden, vi udviser ikke synderligt meget gæstfrihed, vi inviterer ikke til et ”hej” eller til et smil tilbage. Vi lever i vores bobler, og hvis nogen udviser intention om at nærme sig, tager vi et stort skridt i den modsatte retning. En tæt veninde som jeg har kendt i snart 10 år bragte for et par år siden hendes daværende kæreste (nu forlovede) til Danmark. Han er en rigtig god fyr, og det har været en glæde for mig at lære ham at kende. Der er dog også sket det, at jeg er blevet konfronteret med, hvor aflukkede vi er i Danmark igennem hans øjne. Han er fra Chile og er livlig og social og vil jo egentlig gerne bare skabe sig et godt og lykkeligt liv med min veninde i dette lille, utilnærmelige mulighedernes land. Det viste sig at være en udfordring. Alt det praktiske er én side af sagen; det har ikke været en let vej mod at få opholdstilladelse, og det er en videregående opgave, de arbejder med at løse. Men den anden side af sagen og den side,

Visir # 87

der egentlig rammer mig personligt med et andet spark er, hvordan vi mennesker behandler hinanden. At have vokset op i en familie, der både har rejst meget, men også er flyttet meget

GROW TH

Essay

rundt, har jeg nok haft en form for selvforståelse af at være åben og velkommende over for alle afarter af mennesker. Nej, det vil jeg holde ved, at jeg er. Men igennem min venindes chilenske kærestes øjne bliver man pludselig stillet ansigt til ansigt med danskernes tendens til distancering. Vi giver ikke nemt et smil uden videre. Vi falder ikke ofte i snak med en fremmede. Vi holder os for os selv, hvis vi har muligheden. Det kan godt være, at nogle af os er sociale sommerfugle, men i sammenligning med et højere internationalt niveau, er vi et genert, indelukket og introvert samfund. Personligt er jeg genert af natur, men jeg har jo ikke lyst til at lukke hverken min venindes kæreste eller nogen som helst andre ude, bare fordi jeg har en introvert personlighed. På trods af distancering har jeg en tæt gruppe af venner og familie, jeg ikke ville kunne være foruden, og derfor rammer den her tvungne isolation trods alt også indadvendte karakterer som min. Fra et litterært standpunkt vil jeg ønske, at jeg aldrig bliver distanceret til en sådan grad som Yeong-Hye i The Vegetarian eller Keiko i Convenience Store Woman, og jeg håber inderligt, at jeg aldrig vil distancere nogen selv på den måde. Dansk lykke kan ikke med god samvittighed være dansk lukkethed. “Life is such a strange thing, she thinks, once she has stopped laughing. Even after certain things have happened to them, no matter how awful the experience, people still go on eating and drinking, going to the toilet and washing themselves – living, in other words.” (Han, 2007/2018, s. 168) Ja, vi skal udøve social distancering. Vi skal passe på hinanden på afstand. Men vi skal også tage den her oplevelse med os videre. Nu har vi alle været tvunget til at være sociale outcasts i noget tid – før vi bliver lukket ud igen, kan der snildt være gået mange måneder. Udenfor corona-tider holder jeg mig måske mere eller mindre for mig selv, men det er et valg. At være tvunget til distancering og isolation er ikke just sjovt, og jeg savner muligheden for at være en del af et fællesskab. Hvis vi almindeligvis fratager visse folk denne mulighed, bare fordi de er, hvad vi dømmer til at være sære, er vi så bedre end de stenaldermennesker som Murata kritiserer? Eller kan jeg leve mit liv videre som hans karakterer gør; drikke og spise og skide og bade. Jeg kan leve og leve og leve. Hvad skal jeg ellers gøre? Siden vi alle har været tvunget til at være sociale udskud i et stykke tid, burde vi måske bare fortsætte med det

Visir # 87

i stedet.

Rant

GROW TH

Studying in a time of crisis By Senia Kragh Hansen, Rhetoric

I have never experienced anything like this crisis before. It really is an extraordinary time to be alive. The shock that went through my body when our prime minister announced the national shutdown on March 11 – I have never felt that way before. It was one of those “I’ll never forget where I was when…”-moments, and then the added layer of suddenly feeling like a very small human who is very codependent on my fellow Danes. It was almost patriotic. For people like me – a privileged Danish student who has never had to fear for my freedom or life in any serious way – this sort of situation is equal parts exciting and terrifying. When I was young, I would feel the same way any time a significant storm would hit the very small, very flat island I grew up on. There would be reports of flooded houses and streets and that people were stuck on our ferry because it couldn’t even make it to the harbour. Meanwhile, I would be angry when my father wouldn’t let me come on the obligated late-night drive to check on our cattle. Finally something exciting was happening and I was denied the experience! I think when nothing actually dangerous ever happens, sensationalizing smaller events like that is very natural. We need to talk about something! We want to feel alive! We are inexplicably obsessed with blowing up the weather in this country, even though we have the tamest climate in the world. So of course, we’d heard of COVID19 before it even came to Denmark, but it only really blew up when the first Dane was confirmed infected. I think he was even interviewed in the news, but now, of course, I can’t even remember his name. This pandemic has been nothing like the disaster movies. Those movies go from 0 to 100 in less than a few hours. The real deal has been a very long and slow and mostly boring event. Partly because we already started talking about it day and night from day 0. We really didn’t have a clue how long this would last.

very lucky and also very responsible in handling this crisis. I don’t think it was wrong to shut everything down. I always want to be a little too safe rather than very sorry.

Visir # 87

And it’s great that it’s been a little boring! Please don’t get me wrong. I think we’ve been

GROW TH

Rant

But it’s just a horribly ambivalent experience. On the one hand, you see reports of people dying in the thousands in countries such as Italy, Great Britain and the USA. On the other hand, we are doing pretty well. We’ve largely managed to avoid an extreme situation here. But even then, this has been an extremely bad time for a lot of people. And it’s not just because it’s boring to hear about the virus all the time. Of course it’s not that simple. For instance, the economy has been rapidly declining and people have lost their jobs. And that’s horrible. But all of that can be encompassed in a bigger problem, which is what I think we should be talking about: What happens to us when our daily life is interrupted so forcefully from one day to another? This question leaves room for both talking about the economic situation and the mental challenge that this very different daily life proposes. How will this crisis change us as people? How has it already? A lot of people can relate to the first few weeks being alright. It felt a little like an extra holiday. I was supposed to have left for a study trip to Rome on March 16 (good thing we stayed home!), so I wouldn’t have been working hard anyway. But what I realized a couple of weeks in was that it was just nothing like a holiday. On holidays I always plan way too many things to do and people to see, and I always come home wishing for an extra holiday just to recharge from the first one. This coronavirus-holiday was completely free of any plans. Sure, there were still things to do – mainly the things that feel like work and chores – but there was no structure around it. No lecture to schedule your week and studying after. No meeting up with friends for dinner. So yes, suddenly I had a lot of time to do only the bare necessities – but no prospects of doing any social or fun things to add some variation to my daily life. And in the end, it just amounts to a lot of bad feelings. Loneliness, inefficiency, sadness,

Visir # 87

weird dreams and a loss of my sense of time. For example, that study trip that I had been looking forward to. Or the Friday bars that got cancelled. Literally every social event getting cancelled. Realizing I was not going to see my classmates anytime soon, and maybe not at all, ever again. I’m entering my last

Rant

GROW TH

year of uni now, finishing the second half of a Masters, and I barely got to know my classmates before the country shut down. I’m beginning to think I won’t ever get the chance to. That makes me really sad, and I know a lot of people can relate. 9th graders missing out on their last days of school. High school students graduating while bars and pubs are closed. People are missing out on stuff and chances and memories that won’t ever come back. It hurts and it sucks. In the beginning, I took out a lot of my frustrations on the administration of our university. And honestly, I still don’t think they’ve handled this situation very well. But I can’t help but think – could they have done any better? Who could have foreseen this happening? Of course there are things that could’ve been done better and it’s easy to see that in retrospect. But when the dust settles, I think we’ll all agree that everyone did the best they could. And sometimes the best is really bad. And there are things that are beyond the control of even the bosses of our university. Anyways, I don’t know what this was all about. I just hope that you don’t feel bad if you’re experiencing inexplicable sadness, frustration or disappointment these days. It makes sense. Yes, we are lucky to be young, and most of us are not in any immediate danger. We are not dying. But that’s just not a comfort when we aren’t really living, either.

Visir # 87

GROW TH

Black Ink

Visir # 87

By Jasmin Hansen, Comparative Literature

Poem

Poem A nbefaling

GROW TH

Titel pĂĽ bidrag Af Jens Hansen

Visir # 87

GROW TH

Article

Between two decades, or, the future nostalgia Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

An aesthetic that has been incredibly present during the decade we left behind a couple of months ago is the 80s nostalgia. There have been lots of revivals, remakes and continuations of popular 80s franchises such as: Star Wars, Terminator, 21 Jump Street, Blade Runner and Ghostbusters. Not only does Hollywood nostalgically reuse old material, but a lot of the original produced films and tv have an 80s vibe. Things like Stranger Things, (2016-) Guardians of the Galaxy (2014), It (2017-19) and Wonder Woman 84 (2020). In music the 80s has been brought back to life. Calvin Harris’ songs are a good example of this: Acceptable in the 80s (2009); Feels ft. Pharrel Williams, Katy Perry, Big Sean (2017) and One Kiss (2018) ft. Dua Lipa. Then on the verge of the shifting of decades, Dua Lipa published a new song on the 13th of December 2019 called Future Nostalgia – the title song of her new album. The release time of the song and its lyrics such as “You want a timeless song // I wanna change the game (…) You wanna turn it up loud // Future nostalgia is the name” made me wonder about its paradoxical title, and what it means? Future Nostalgia. How can we feel nostalgia – a longing for something in the past – for the unknown future? Is it a nostalgia for a future? The belief, which we apparently don’t have any more since it is nostalgic, that there is going to be a future for us? If so, why and when did we lose that belief? Or does Future Nostalgia mean a nostalgia situated in the future. But then, when is the past that we will feel nostalgic for? Is that our present? According to the literary psychoanalytic Peter Brooks beginnings and endings are important, not only when reading, but also in our perception of reality. It’s a way of ordering it. Especially the end, because with endings we can cheat death. By being promised an end, and then being given it through a story, we get what Brooks calls anticipation of retrospection. That is the desire of getting to the end so we can look back on the beginning and the whole of the story in retrospection. This is the same as cheating death. That’s to

Visir # 87

say that we can never achieve retrospection on our own lives and reality after our death, and therefore we can never get la passion du sense – a complete meaning of ourselves, our life and reality. That is why we tell stories and listen to them. To cheat ourselves, to think that we can transcend our own death and get the bigger picture. Everything is given a beginning and an end. The workday, a joke, a cup of coffee as well

Article

GROW TH

as history. A historical period starts with a date and ends with another. The way we temporally organised history before the invention of the modern concept of history has been in terms of centuries or even millennials. But since we invented the discipline of history in the 19th century, and henceforth became more self-aware of our collective past, present, and future, we slowly began defining decades. That is maybe one of the reasons there is so much focus on the shift in decades. They are stories with beginnings and endings, and when we reach the end of a decade, we can achieve retrospection and believe that we can understand the past 10 years of our world, society and ourselves. So maybe the future nostalgia is a nostalgia for that place beyond the ending that gives us retrospection and meaning. But it’s also a limbo, because the story of the coming decade hasn’t really started. The clay is fresh to be moulded. So, the future nostalgia might also paradoxically be that place, where we dream of an understanding of the future. Maybe the future nostalgia is a time in space, a pause between two breaths, where we can look at the past and get an ending to it, but also look ahead and try to define what the story of our future will be before it starts. Then, what was the story of the 10s, and what will the story of the 20s be? It wasn’t only the 10s that ended last year, but also the three biggest fictitious stories of the decade. I’m of course referring to the climactic conclusion to the season finale of Game of Thrones, the end of Marvels’ Infinity-saga with Avengers: Endgame and the end of the 42 -year-old Star Wars Saga with The Rise of Skywalker. All of which I’ve been following closely the last 10 years with great delight (most of the time). However, of those three, I only found one of them delivering a satisfactory conclusion. Both Game of Thrones and The Rise of Skywalker disappointed – the former more than the latter. And for Marvel, it didn’t really end. The next 10-year saga has already been planned and will soon begin, and I’m not sure if I’m ready for another 10- or 20-years long movie-saga. What will be the big fictive story that I will follow in the 2020s? I don’t know yet, I hope something will show up. One tendency we can deduct from these big stories in the 10s, is the structure of continuity and seriality. Game of Thrones is a tv-show, which, in its nature, relies on continuation and seriality. Now, since the latter half of the 90s, we have seen a paradigm shift series are going to be the preferred fictional form of the 21 st century, just as the film was for the 20th, and the novel for the 19th. This can be seen not only in the amount of series

Visir # 87

from the silver-screen to the tv-screen. Academics also state that fictional shows and

GROW TH

Article

available now, but the mode of seriality and continuity from tv-series is also a huge part of movies. Marvel is an interconnected cinematic universe consisting of plus 20 movies, and Star Wars has been going on as a transmedia story since 77. The same intellectuals also predicted that 2020 will bring what they call: the streaming war. In 2020 a lot of new streaming services launched by big media concerns are going up against the established veterans such as Netflix, HBO and Amazon Prime. Apple is going to launch their Apple Tv, Disney already launched Disney+ in November (which consists of everything Disney, Marvel, Lucasart and smaller production companies owned by The Mouse). But Facebook, Youtube and a lot of other smaller streaming services are also on the market or soon going to be. What will the effect of this war be? Who will survive? Will regular flow-tv survive? There is also the idea that the tv-show is going to replace the novel. Are we finally going to completely leave literature behind for an aesthetic audio-visual language? Will the movie industry slowly collapse or decline? The structure of endless continuity and seriality is also present in what might be the most revolutionizing technological invention of this century: social media. Being invented in the late 00s, fully implemented in society and our social life during the 10s, what impact did they have on us, and what will they do to us in the 20s? Its impact not only affects our social life, the economy and technology, but also politics and the media. For better and worse. Mark Zuckerberg claimed that the mission of Facebook is to bring the world closer, but has he done that? He surely created a media that gave us a pluralistic and polyphonic platform, which is especially valuable for marginalised groups of people that has been given a voice and a community to join. On the other hand, social media is a radical change of our social interaction and changes our culture and how we view each other. Humans are per definition the most social beings of all the animals. Culture is a collective personality, which we as individuals on a microlevel adopt to be a part of the community on a macrolevel. Since the beginning of humanity this has been a key feature of our survival. It was crucial to fit into the tribe’s culture, after all if you were too different, the human brain would cast you out which eventually meant certain death. The fear of the other is an evolutionary defence mechanism, it was those humans who didn’t care-

Visir # 87

lessly pet the first never before seen saber-toothed tiger that survived. The evolution thus favoured those genes that feared the other and the different. The same can be said with shame. Shame is a feeling that represses those different and quirky parts of an individual’s personality that don’t align with the tribe culture. Hence, those who felt shame had

Article

GROW TH

better chances of not being excluded from the tribe due to fear of the other, since this otherness was being repressed by shame. That is how the human psychology works socially, and still does – it’s just on a much bigger scale which we call society. The differences between a tribe culture and a modern culture of a society is that the social sphere has been expanded beyond our individual reach. A human in a society only knows a very small amount of the people in that society, where in a tribe everyone knows everyone. In a tribe an individual can perceive this culture just by looking at its tribe mates, which he or she knows. Today we can’t perceive everyone, but a perception of the society and its culture can be manufactured through mass media such as television and social media. With the emergence of television, with its commercials, tv-shows and other representations of humans, in the fifties, our perception of society’s culture began to be way more manipulated. And when social media came along, the power of manipulation and performance were given to us as individuals. With the tools and opportunities of smartphones, internet and social media, we create an idealized appearance of ourselves, where we only post the most perfect pictures and only make updates about the great things happening. In other words, a complete misrepresentation of our real lives. But if everybody is manipulating their public and social appearances on social media and our consumption of social media is a way of perceiving the world and the norms, we get a deranged picture of normality. This new idealized culture is a fiction that can only be upheld digitally on social media, and we begin to feel the pressure, because why don’t I feel so great as everyone else does on social media? No wonder why Danish terms such as ‘perfekthedskultur’ (culture of

perfectness)

and

‘præstationssamfund’

(society

performance)

and

‘kvartvejskrise’ (quarter life crisis) has emerged during the last 5 years. No wonder why our generation is the generation with the poorest mental health since we began measuring mental health. Not only does social media give the individual users a tool to misrepresent and manipulate our own appearances, which then fucks us up, but it also brings a platform that deliberately misinforms and manipulates the news and the representation of reality. 60% of Americans get their news from social media, which is problematic, because the newsfeed on social media is made by an uncritical algorithm. The algorithm works in a way, In other words, it just confirms your own views and biases. If I, for example, react to a video of immigrants behaving badly, the algorithm will give me more content like that. No

Visir # 87

where it collects data based upon your preferences and then feeds you more of the same.

GROW TH

Article

matter whether the video was reliable or not. Critical journalism has been thrown out with the trash. Maybe more importantly big data from social media can be used to analyse and target potential voters, as we have seen in the cases of Cambridge Analytica and Brexit. But it can also be used as polarizing propaganda. Both the Ukraine-conflict in 2014 and the American election in 2016 had such interferences from Russian internet trolls. In both cases, the Russians tried to polarize the population by creating extremist content such as memes, Facebook-groups, comments and events on the far-out poles of the left and right wings, and then putting these sides against each other. Fx. there were arranged a ProTrump and an Against-Trump demonstration on the same day and same place in the US. Potentially generating polarizing confrontations. Now, what very few people are aware of is that this extraction of data is the real purpose of social media. That is where the money is. And it’s a whole new market and way of capitalism called: surveillance capitalism. The term is coined by the Harvard professor Emeritas Shoshanna Zuboff in her book The Age of Surveillance Capitalism (2019). She argues that capitalism evolves by dragging something that’s not on the market into it. In the industrialization, we began putting nature on the market, specifically with the idea of ownership of property. The fact that you could sell and buy areas of the world, thus nature, and use it. It further meant that we could capitalize natural resources even more, which then were being used in the industrial production of goods. The same goes with the idea of labour. Human actions and their time were put on the market as a product that could be bought and sold. In earlier times a worker would create a product and sell it in his shop for an amount of money. The idea of wages, let alone time wages, takes human actions and time and makes it goods. Surveillance capitalism works by doing this exact thing, just with our human experience – our personal data. This data is collected through many different channels in our everyday life. Social media for instance knows your interests, friends and all sorts of preferences for stuff; smart-devices that are connected to the internet such as your watch, Tv, phone, car, maybe even your fridge, collect all kinds of data about you; apps which,

Visir # 87

depending on the kind of app can collect data that in the end can tell your sexuality, cycles of menstruation, health conditions or emotions by monitoring your facial expressions and tonality of your voice. By combining all these kinds of data (big data), which the companies freely grab and sell to third parties, it is quite possible in detail to map, not just individuals, but also bigger groups’ behaviour. By using complex algorithms, they can use

Article

GROW TH

big data as a raw material for a completely new service product: prediction and manipulations of behaviour. On a personal level that means companies might know your sexuality or the fact that you are pregnant, even before you know it. They can map and predict your mood swings and preferences, and thus give you customized adds and offers or in other ways influence your behaviour. This sucks! Social media is a Trojan horse, which pretends, with the words of Mr. Suckerberg, to “connect the world and give freedom of speech”, but in reality it is a combine harvester that harvests our personal data crops, which the tech companies then use to manipulate and interfere in individuals’ behaviour, even whole countries’ behaviour. Zuboff is confident though. She believes we will deal with this Orwellian capitalism since it’s only 20-years-old, and historically every turn in the history of capitalism has been legislated after a little delay. Still though, I’m a little worried, because this is something that happens in the shadows. And while we are busy dealing with the present problems, such as pandemics and climate crisis, are we giving this aspect of capitalism enough attention? The presidential election of Donald Trump and Brexit in 2016 made it clear that the 10s was a decade of division, both nationally and internationally. The signs were there early on. A lot of European countries experienced a right-wing rising in the first half of the decade. For Denmark it culminated in 2015 with the rising of DF that became the second biggest party. The same year, the refugee crisis in Europe began, which divided both nations and the European Union. Internationally, the West has had a couple of quarrels with Russia during the 10s. First of all, the Ukraine-conflict in 2014 caused several western nations to apply trade embargos on Russia. Second of all, the Russians interference in the presidential election has worsened this relationship. But it seems that not only is this division international, but also national. In the last years of the 10s, topics of identity politics have swept over. One of the big buzzwords in 2018 and 2019 was ‘krænkelseskultur’ (culture of offending). Gender and sexuality have become boiling hot topics, making the climate-conflicted relationship between millennials and boomers even more shaky. This split between young and old might be exemplary for this division. Not only is the conflict between young and old as old as time itself, but it seems like these generations They were the first generation of the postmodern world with decolonization, rise in international cooperations and organizations, and they, allegedly, freed sexuality in 68. Their

Visir # 87

represent two different paradigms. Boomers were born in the aftermath of a world war.

GROW TH

Article

kids – Generation X – grew up in a rather safe time. (Even though, in my experience, they have a tendency to quite often point out how dangerous it was in their childhood with stuff like AIDS, radioactive rain from Chernobyl and the Cold War.) But in the end, the war was cold – after all. Whereas the boomers grew up right after a burning hot one, which they very much could feel the afterburn of. And regarding the millennials, well, we feel an actual burn – not some worn out war-metaphor. The millennials are the first generation to grow up in a unipolar globalized world. After the fall of the Berlin-wall and the Soviet Union, western liberal democracy and capitalism won over communism and covered up most of the world. We are also the first generation, who through our education has been taught about climate change. Some of us have just as Greta Thunberg herself, an anxiety and fear about our future due to climate change and the lack of action. When I was taught about climate change in primary school, we turned to our teachers with fear in our eyes and asked: “but surely, someone is taking care of this?” The answer was no. In shock we looked at the adults, who were supposed to take care of us, take care of society, keep us, our planet and our future safe and asked them why? They just shook their heads and said they didn’t know why nobody didn’t do anything. We have grown up in the front row to this apocalyptical event, while the adults have been sitting in the back, clumsily mesmerized by newly developed smartphones and funny apps with a ‘deal with it’ attitude and a pseudo-scientific claim that the climate has always been going up and down. Well, 30 years of neglecting scientists and their annual climate reports from the UN is catching up. Just like Lucifer is coming for Doctor Faustus in the end, the voice of worried kids has now turned into the roar of 20- and 30-year-olds. The neglection of action might be called out, but it’s not what’s causing climate change in the first place. Too much consumption and capitalism are. Three quarters of global greenhouse gas emission come almost equally from 1) production of energy (electricity and heat) 2) agriculture and 3) the industry. Big corporations and their production and distribution of goods are responsible for most of this. I remember as a kid in 2007 when the Earth Hour project got launched. Earth hour is an annual event, where everyone is recommended to turn off all electricity for an hour to save

Visir # 87

us from climate change. It even was on the Danish news, and I practically forced my parents to do so. These were also the times where we were told that stuff like changing light bulbs to more sufficient ones and to remember to turn off the light would save the climate. Funny, how the responsibility is on us, the regular citizen on the streets. We are

Article

GROW TH

told that climate change is our responsibility because we control the demands for the products we buy and the market for them. If we don’t want companies to create so much emission and pollution, then we should stop supporting them by buying their products, we are told. Funny how the responsibility is not on the companies, who rather egotistically has a climate-damaging production. How can we, the common citizen, choose another path beyond capitalism’s shortsighted focus on money and neglection of humanism and climate, when capitalism is the only thing there is? There is no alternative system to capitalism. There is no other way than to be implemented in the capitalistic society. There are no other products or way of being a part of society other than to oblige to the rule of money. And by the way, as Leonardo DiCaprio said in his speech at the UN in 2014, this crisis has moved beyond a question about the citizen “changing light bulbs or buying hybrid cars.” If the 10s were a decade of disunity, maybe the 20s are going to bring that paradigm shift, which has been brewing underneath this division. I think (and hope) that we are shifting away from a toxic capitalism to a more sufficient way of life. For humans, equality and climate. Now, before you call me a radical communist, socialist or marxist, let me just say that I think money started out as a good idea and an extraordinary tool. Money and capitalism were one of the reasons we got out of the medieval stagnation and into the progression of Renaissance and Enlightenment. The very idea of growth in economy and capitalism is progression. The first city-states in Italy, such as Florence, were the beginning of an opposition to the catholic church and its idea about the human as a creature in constant redemption due to the original sin. The new merchants specialized in specific crafts and tried to do better by improving their skills and tools, instead of being a mediocre peasant that just did the same thing that they have been doing in the last 1000 years. What Columbus’ discovery of America in 1492 showed was that huge investments and risk taking could create even bigger rewards. Hence, powerful people began financing research and science with the hope that it could contribute to society. This idea of improvement and progression opposed the stagnation and redemption in the catholic church’s narrative about the sinning human. Other explores got financed to go explore and thus connected medicine and powder. Powder which made it possible for the peasants to penetrate the otherwise non-penetrative knights’ armours and lords’ fortresses. All this made the world

Visir # 87

different parts of the world, which led to exchange of knowledge, technology and stuff like

GROW TH

Article

a better place. Brought us out of the dark medieval stagnation and into progression. The invention of money and economy was a brilliant idea. It is effective and timesaving. Imagine if we still had to go by a barter economy â&#x20AC;&#x201C; exchanging goods for other goods. Imagine how much time we would spend discussing how many pieces of gum for a cup of coffee, how much coffee for some earphones and so on. Not to mention that the way we organize our society could never be executed on such a big sufficient scale without money and economy as a system. The big interconnected system of society and its institutions such as schools, hospitals, law and order, politics, would never be working without money. So, money and capitalism arenâ&#x20AC;&#x2122;t all bad. As with anything in the world there are pros and cons. However, what might have happened is that we have forgotten what money is. A tool. A tool for humans to organise society and their surroundings, a tool for a higher goal. What happened is that this tool perversely has turned itself into the goal. The point of money and capitalism is today itself. Henceforth every aspect of our society is in the end run by economy. If capitalism opposed the Christian paradigm of the medieval age, then capitalism knocked God down from the pedestal and put money in its place. Money is our God today. Another transcendental signifier or episteme. The shopping mall is our church. Commercials and adds are our chalk paintings and hymns. The financial records our Bible. Just as anything in the medieval ages had to be approved by the churchâ&#x20AC;&#x2122;s philosophy. In the end, everything now has to be accounted to and aligned with economy. For example the purpose of a kindergarten ought to be to provide a safe childcare, but in the end the childcare is governed by money. Not that the kindergartens in Denmark have to deliver profits, they are financed by the state, but they are run by the economic system. If the government make cuts, they force the boss in the kindergarten to implement those cuts, which can be done in two ways. Firing staff, which will diminish the quality of the caretaking of the kids (as we have seen as a big theme during the last election in Denmark). Or sending kids that are not ready to school, because there is no money to keep them in the kindergarten. This means that these kids from the start of their educational journey, will be behind. The idea of the social institutions is not, in the

Visir # 87

end, governed by a social caretaking or welfare. It is in the end governed by and has to answer to economy. Science and research have in most of the western countries been put into the market and its competition. Research and science are no longer made on the notion of its im-

Article

GROW TH

portance in itself as an independent and unbiased tool of enlightenment and knowledge to better understand the world. Today, research can’t be done because a scientist wants to understand an aspect of the world, we don’t understand yet. Today, it can only be done if it can be profitable. If the discovery in the end can be used as a product that the nation can sell or use to improve their GDP. Which means that everything we research and the knowledge we have are created on the premise of the market and capitalism. The research can even be biased fx. in favour of capitalism by deliberately neglecting the climate. Just look at the meat-scandal at Aarhus University, where the meat company Danish Crown and the trade organization Landbrug og Fødevare financed a research-report regarding beef-meat, and then demanded parts of the report to state that the production of beefmeat isn’t such a big threat to the climate. Which is scientifically wrong. Even though money, economy and capitalism are fairy-tales – the only reason they work is because everyone believes in it – they triumph over the scientific reality that is the climate crisis. Even though the last election in Denmark was named a ‘climate-election’, the prime-minister, among other leaders around the globe, says that, yes, we need to deal with the climate crisis but in an economically responsible way. Why is it that the fairy-tale story is our guiding principle and not the scientific reality? Shouldn’t we, the humans, you and I, be the main character in the story? We invented money; shouldn’t we be in control of it? In the end, if we can’t live on our planet, well, then there is no one to tell the fairy-tale of money to anyway. If everything is connected to capitalism, well, then stuff like our culture, social behaviour, psyche and subconsciousness are also connected and governed by it. Is it healthy for us to live in a world where everything is based, aligned and governed by an unnuanced simplistic system of numbers? A system that can only measure one thing. Quantity. Are we, and the world, not more than just that? More than just a question of how much? As the power of the church, when being opposed by another paradigm, went away over the centuries, so will this toxic capitalism at some point be replaced or changed. If I could snap my fingers and make capitalism and money go away, would I? No. Why? Because at the moment what is the alternative – none. And as I have said, money is fundamentally a good tool. But every tool can be used too extensively. Just as there are toxic fandoms and where there is only place for itself. No thought of humanism, climate or reality. A capitalism that exploits child labour and regular workers, cheat nations and people for money,

Visir # 87

toxic masculinity (and femininity) there might also be a toxic capitalism. A capitalism

GROW TH

Article

gives shit about the climate, steals our personal data to manipulate us, and reduces humans to quantitative digits. That needs to change. Maybe capitalism will make this change itself. Capitalism evolves in juxtaposition with the technological evolution. The production of goods is being done with the help of technological developments such as the steam engine and electricity. What will happen then, in a couple of decades when several professions are being replaced by artificial intelligence, super-computers and robots? What happens when the workers are being written out of the formula? Then they won’t get paid, and then they can’t buy the products the companies produce? The very idea of money as an exchange of value, first for work, then for a product, will collapse when the work has become automated and free. Maybe then, capitalism will collapse onto itself? However, if this will happen, it is still some decades in the future. What about right now? And yes, here it comes! The inevitable topic of the year – maybe the decade. Can you hear the flapping of a certain mammal’s nocturnal leather wings? Spot the shadow of a bat in the sky? What impact will the coronavirus have on capitalism and the climate? Could it be an eye opener? Could it be our Batman? Not the Batman we deserve, but the one we need? Or is it Dracula, who just wants to suck the joy out of it all? We have seen several nations lock down to prevent the virus from spreading fast. This has huge economic consequences: big businesses close down, employees get fired and the economy hits rock bottom. The national economy has for a time been put aside to save those few in the risk of dying of the virus and to help the hospitals get through this. Maybe, after all, when it really matters, humanity comes out on top of capitalism. At least for now. When the whole world closes down production is decreased and the flight traffic stops, it should have a positive effect on pollution and the climate change - right? Scientists estimate that the two months lockdown in China has saved 80.000 human lives that would have died due to air pollution. In contrast only 5.000 humans have died due to coronavirus in China (allegedly). Globally WHO believes that annually 7.000.000 human lives are lost due to air pollution. Though I have just said measuring the world and humans in cold numbers isn’t a good thing –the statistics here paint a pretty interesting

Visir # 87

picture though. You could say, corona has saved more lives, (at least in China) than it has taken. In this time, and taking the crisis into consideration, it might be a cold and cynical point to make. This corona crisis is of course bad, awful and terrible for a lot of people’s health, economy and psyche. But when all this is over, perhaps we can learn from it.

Article

GROW TH

Perhaps this is the eye-opener we need to deal with a way more deadly, long termed and catastrophic crisis. The numbers suggest that in the long run the corona crisis is just a bump on the road of humanity. Climate crisis, on the other hand, might be the end of that road if we do not act. It is clear that the climate crisis kills more people annually than this contemporary virus will, and in a year or two we will have a vaccine. What we won’t have a vaccine for in the many years to come is climate change. Just as this virus gets to us all – transcending class, borders, race, age, gender and so on – so does the climate crisis. If governments and politicians around the world can unite, put their differences and economy aside to deal with corona, why haven’t they yet been able to put in the same effort for the climate? I hope that by showing us their capability to unite and act, they will realize that they can do way more for the climate. And if they don’t, I hope we will hold them accountable for the lack of action, because they have shown us now that they can. Maybe in the end, when this pandemic is over, the biggest global crisis since the financial crisis will be remembered as the catalyst for a change. For a paradigm shift in how we run the world. I think there is a roar coming. A roar that’ll start a new story. A story of the 20s. Our 20s. The 2020s. What will it be? I’m not exactly sure. But something is coming. Perhaps that’s the meaning of the future nostalgia.

Visir # 87

GROW TH

Stilhed

Visir # 87

Af Jasmin Hansen, Litteraturhistorie

Digt

GROW TH

Visir # 87

GROW TH

Opskrif t

Lav KaserneBarens Kahlùa derhjemme! (kæmpe karantæne-klassiker) Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Jeg savner fredagsbaren. Da Mette Frederiksen aflyste resten af semesterets barer, aflyste hun også det der skulle have været mine sidste barvagter. Nu bliver jeg nok nødt til at blive hængende lidt længere. Billige bajer og drinks skulle ellers have været fortid for mig. Men æv-bæv! Vi må alle ofre os lidt i denne krisetid. Der er desværre nok lang tid til at vi igen kan slynge læskende drikke over disken til tørstige medstuderende. Indtil da håber vi at I kan overkomme selv at knappe bajerne op og mixe jeres drinks. Og apropos drinks. I skal da ikke undvære barens helt egen super-drink, White Russian med hjemmebrygget Kahlùa! Kahlùa er supernemt at lave. Og så billigt, at du vil få lyst til at piske dig selv mange gange for nogensinde at have betalt overpris for at købe det i supermarkedet. Som med andre simple opskrifter, er der rig mulighed for at tilpasse opskriften til din smag. Jeg giver nogle tip i løbet af opskriften, men derudover skal du bare slå dig løs! Her er først en liste over nødvendige redskaber:

•

En patentflaske eller anden desinficerbar flaske med volumen på 1 L

•

En gryde med volumen på mindst 2 L

•

En si og en tragt (medmindre du sigter vildt godt)

Du skal vælge ingredienser efter dine krav til Kahlùaens smag, og hvor travlt du har med at få en kaffe-og-mælkebaseret skid på. Der er altså en hurtig version, som virker til enhver tid, og en lidt langsommere, som til gengæld lige har det mere smag. Og du har ingen undskyldninger for ikke at prøve dem begge!

Visir # 87

Obs: Som det gælder for de fleste simple opskrifter, har kvaliteten af ingredienserne stor betydning. Raffineret sukker, slavevodka og instant kaffe giver en helt fint og effektiv Kahlùa. Men er du ude efter en vildere smagsoplevelse, skal du grave lidt dybere i pengepungen.

Opskrif t

GROW TH

Desperat (hurtig) Kahlùa Ingredienser •

1,5 dL vand

•

500 g sukker (gerne rørsukker suppleret med brun farin)

•

1 spsk vanillesukker (eller vanilleekstrakt)

•

5 spsk instant kaffe

•

70 cL vodka eller rom)

Instruktioner 1.

Kom vand, sukker, kaffe og vanillesukker i gryden. Kog det op og lad det simre stille og roligt i 3-4 timer. Det skal blive en tyk sirup. Vurder eventuelt tykkelsen løbende ved at tage en skefuld fra og lade den køle ned. (Bliver siruppen helt hård, er den kogt for meget ind.)

Sluk for varmen og lad siruppen køle ned. Den skal køles ned til under 78 grader, da alkoholen ellers fordamper, men den skal samtidig ikke blive så kold, at siruppen stivner.

Tilføj vodkaen og rør siruppen ud i den. Hold eventuelt øje med mængden, da du kun har plads til en liter i din flaske. Det vil sige: Du skal kun bruge 300 mL sirup til en liter Kahlùa. Hvis du har mere end det, må du enten tage fra eller bruge det overskydende Kahlùa straks i en White Russian for at undgå madspild!

Hæld din Kahlùa på en skoldet flaske og opbevar den i køleskabet, så den altid er klar, når du trænger til en drink!

Tip: Tilføj eventuelt lidt kakaopulver. Det giver en ekstra karameliseret smag! Gourmet-tip: Du kan skifte vand og halvdelen af instant-kaffen ud med en kop meget stærk friskbrygget kaffe, og skifte vanillepulveret ud med en vanillestang. I så fald bør du dog lade din Kahlùa trække et par uger efter tapning, inden du drikker den!

Visir # 87

GROW TH

Opskrif t

Fancy (langsom) Kahlùa Ingredienser •

1 vanillestang

•

200 g friskmalede kaffebønner (malet til stempelkande)

•

70 cL vodka eller rom

•

400 g sukker (gerne rørsukker suppleret med brun farin)

•

400 mL vand

Instruktioner 1.

Du kan enten bruge en stempelkande på 1 L eller din patentflaske. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og tilsæt dem, den tomme stang og den friskkværnede kaffe i din valgte beholder. Hæld din vodka eller rom over og bland godt. Luk flasken/forsegl stempelkanden med husholdningsfilm, og stil den på køl.

Lad glasset stå og trække i en uges tid. Køb mælk og ekstra vodka/rom ind til dine kommende White Russians. Kan anbefale Naturmælks ”Biodynamisk mælk”, som egentlig bare er en navn for mælk, hvor fedtindholdet ikke er blevet reguleret. Vi er oppe over 5 %, næsten fløde!

Efter en uge filtrerer du væsken gennem en si og gerne også gennem et kaffefilter eller et klæde, så du får al kaffegrums ud.

Herefter koger du en simpel sirup op af vand og sukker. Kog den ind, så den reduceres til 300 mL – ellers er der ikke plads til det hele! Lad den køle af til stuetemperatur, og bland den med din kaffelikør i en skoldet flaske. Opbevares herefter i køleskabet, så den er klar til dine gourmet White Russians!

Visir # 87

Læn dig tilbage og nyd solen og dine helt egne læskende og billige drinks!

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

Er boomere, jordgøge og præreiulve skyld i klimakrisen? Hvordan tv-mediet har lært boomere at begære overforbrug Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

“Meep meep” hoverer jordgøgen Hjulben, hvorefter fuglen frydefuldt rækker tunge ad prærieulven Grimm E. Ulvs mislykkede og selvskadende forsøg på at fange gøgen til middag. Til sidst forsvinder fuglen i en støvsky, mens ulven sidder tilbage og stirrer ud på de unge babyboomere, der er klistret til det nyopfundne massemedie: TV’et. Disse unge boomere, der voksede op i årene efter anden verdenskrig, er i dag blevet godt og grundigt detroniseret af deres børnebørn, millenialgenerationen, med udtrykket 'okay boomer'. Meget er boomerne blevet beskyldt for: Klimakrisen, den grådige forbrugerisme og materialistisk livsstil og hyklerisk pseudo-frigørelse fra 68, da de selv er blevet de konforme og magelige spidsborgere, de gjorde oprør mod. På trods af den varme luft mellem de to generationer minder de dog om hinanden på et punkt. For de har begge været forsøgskaniner på revolutionerende nyudviklet massemedier. Hhv. tv'et og de sociale medier. Ja tv'et manifesterede sig sågar for boomerne som en kanin ved navn Snurre Snup. (Og nej, den her artikel har intet med Bubber eller nogen søndagsklub at gøre!). Siden 80’erne har menneskeheden forbrugt flere ressourcer end hvad jorden producerer hvert år. I 2019 forbrugte vi 1,75 gange jordens årlige ressourcer. Jeg vil ikke betvivle at de udskældte boomere kan have en finger med i spillet, men tør man antyde at den heftige ’okay-boomer’ kritik kan nuanceres, bare en smule? For hvorfor er det, de overforbruger i første omgang? I det følgende vil jeg, med udgangspunkt i et afsnit af Roadrunner tegnefilmsserien, fremlægge en analyse af hvordan et forbrugsbegær er grundlæggende iboende ikke bare i tegnefilm fra 50-60’erne men også i selve tv-mediet. Dette kan indskrives i hvad Frederic Jameson beskriver som senkapitalismens kultur med periodebegrebet postmodernisme. Men først en kort historie om tegnefilmen. Tegnefilmens udvikling – fra tavle til tv Optique. Altså 3 år tidligere end Lumiére-brødrenes filmfremvisning i Paris 1895, der generelt bestemmes som filmens fødsel. Op gennem 00’erne og 10’erne eksperimenterede

Visir # 87

Franskmanden Émile Reynaud fremviste allerede i 1892 animationsfilm i sit Théâtre

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

filmmagere med forskellige teknikker til at skabe illusionen om levendegørelse af døde objekter – dvs. animation (Fig. 1-3).

Fig. 1. Humorous Phases of Funny Faces (1906). Første amerikanske animationsfilm. Bragt til live ved en kombination af stopmotion og tegninger på en kridttavle. Instrueret af J. Stuart Blackton.

Fig. 2. Gertie The Dinosaur (1914) Instrueret af Blacktons makker Winsor McCay. Her brugt reelle tegninger på papir.

Fig. 3. Feline Follies (1919). Instrueret af Otto Messmers. Felix the Cat skulle senere blive stor inspiration for Walt Disney, da han skabte sin prototype Mickey Mouse – Oswald The Rabbit – grundet kattens let animerende anatomi.

Det var dog først i slutningen af 20’erne, sideløbende med tonefilmens fremkomst, at tegnefilmen, som vi kender den i dag, for alvor vandt indpas i de amerikanske biografer. Walt Disney producerede i 1928 den første animerede tonefilm Steamboat Willie der også indeholdt Mickey Mouse’ debutoptræden (Fig. 4). Steamboat Willie blev en af de første korte tegnefilm i antologiserien Silly Symphonies, hvilket de fleste af os vil have stiftet

Visir # 87

bekendtskab med som de ´gamle´ tegnefilm i Disney Sjov.

Fig. 4. Mickey Mouse i Steamboat Willie (1928)

Disney var en pioner inden for animationsfilmen, især i 30’erne hvor han gentagende gange forfinede og forbedrede animationerne med diverse tekniske fremskridt. Således ser

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

vi Disney lave den første tegnefilm i farver: Flowers and Trees (1933) (selvom Reynauds animationsfilm fra 1892 teknisk set blev fremvist i farver); bedre dybde og kamerabevægelse i The Old Mill (1937) og den første animerede spillefilm Snow White and the Seven Dwarfs (1937). Selvom Disney for eftertiden har status som hovedåren i amerikansk tegnefilms historie, var der også andre filmselskaber i 30’erne der lavede tegnefilm. Et andet eksempel er Warner Brothers, der producerede en række tegnefilm fra 1930-69 samlet under antologiserierne: Looney Tunes og Merrie Melodies. Det var Leon Scheslingers produktionsselskab der producerede de første Looney Tunes tegnefilm for Warner Brothers som så opkøbte og omdøbte selskabet til Warner Brothers Cartoon Inc. i 1944. I perioden mellem 1935-49 så mange af WB’s senere berømte personligheder dagens lys (Fig. 6).

Fig. 5. Looney Tunes ensemble der så dagens lys i perioden 1935-49: Bagerste række fra venstre finder vi Hjulben (49), Elmer Fjot (40), Pip (42), Grimm E. Ulv (49), Sylvester (45) og Horno Livorno (46). Forreste række har vi fra venstre: Daffy And (37), Snurre Snup (40) og Pelle Gris (35).

Sideløbende med opblomstringen af tegnefilm i biograferne gennem 20’erne og 30’erne begyndte en eksperimental fase inden for udviklingen af tv-mediet. Ideen til tele20’erne. Ideen om at kunne nå ud bredt, som radioen gjorde, med en visuel tilføjelse til det lydlige, fascinerede mange, og man antager, at tv’et ville havde været etableret allerede i

Visir # 87

vision kom sig naturligt i forlængelse af at radioen og telefonen blev gjort allemandseje i

GROW TH

A k a d e m i s k a r t i ke l

slutningen af 30’erne og implementeret i det amerikanske samfund i starten af 40’erne, hvis ikke det havde været for anden verdenskrig. Etableringsfasen blev dog fremskudt 10 år og kom til at foregå i 40’erne i stedet. Til gengæld blev tv’et etableret lynende hurtigt. I 1948 havde 0,5% af amerikanske hjem tv, og allerede 4 år efter i 1952 var det tal steget til 33%. Tv blev således et alment massemedie i 50’erne. Tegnefilm begyndte derfor så småt op gennem 50’erne at rykke fra biograferne over til tv. Disney udsendte nogle af deres tidligere biograf-tegnefilm i 1954, og Warner Brothers fulgte efter i 1955 og sendte en række af de første sort/hvid Looney Tunes. I 1960 kom antologiserien The Bugs Bunny Show der varede 30 minutter og bestod af 3 korte biograf-tegnefilm, der var blevet vist siden 1948, med nye indlejrede mellemsekvenser og indskudte reklamer. I første omgang blev programmet sendt ugentligt tirsdag aften, men blev i 62 rykket til lørdag og senere søndag morgen. Således formes tegnefilmens begyndelse i USA fra slut 20’erne til 60’erne, bedre kendt som ’The Golden Age of Animation’. Det er altså i høj grad disse, især Looney Tunes, som boomergenerationen er vokset op med. I første omgang som biograffilm, og sidenhen som morgen- og aftenunderholdning. Med andre ord, så har boomergenerationen slugt disse tegnefilm råt og man kan undre sig hvilken indvirkning de havde på dem. For hvilken kultur og didaktik har disse tegnefilm iboende? Og mere interessant: hvilket begær? En prærieulvs uendelige jagt på begær Første gang Hjulben og Grimm E. Ulv optrådte i Looney Tunes universet var i filmen Fast and Furry-ous (1949). Sidenhen blev der lavet i alt 49 film under serienavnet Roadrunner. Handlingen er simpel: prærieulven forsøger i hver episode, med forskellige metoder og remedier, at fange jordgøgen til middag. Med andre ord er hver afsnit en jagt. Fælles for disse er, at jægeren aldrig kommer i besiddelse af det begærede objekt. Et centralt element i disse tegnefilm er altså begæret. Psykoanalysen er den litteraturteori der bedst har behandlet begæret som tema. Især er Jacques Lacans psykoanalytiske teori relevant, for at forstå hvordan forbrug og begær manifesterer sig i disse film. På sin vis opstiller Lacan noget der minder om Freuds psykosociale faser (orale fase,

Visir # 87

anale fase og falliskødipale fase) som han kalder den reelle, imaginære og symbolske orden. Den sidste symbolske orden svarer i grove træk til Freuds ide om overjeget, altså samfundets, socialitetens og kulturens normer og regler, og jeg vil ikke her gå så meget i dybden med den. Den reelle orden er det stadie i et menneskes liv, hvor subjektet eksisterer i organisk og symbiotisk sammenhæng med dens omverden. Størst er denne orden

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

ved barnets eksistens inde i moderens mave, hvor den ikke har kendt til nogen omverden eller eksterne restriktioner. Hele barnets verdensopfattelse beror på en symboitisk eksistens med moderen gennem navlestrengen. For barnet er der ingen forskel på et indenfor og udenfor. Men barnet bliver dog født og er herved splittet fra først moderen, og i 6-18 måneders alderen opdager barnet også, at der er en ekstern omverden uden for den selv, som den hele sit liv inde i moderen har troet var en del af den selv. Barnet bliver, med andre ord, selvbevidst om, at den er et subjekt adskilt fra dens omverden. Denne opdagelse kalder Lacan spejlstadiet. Barnet opdager, at den er underlagt eksterne faktorer som socialiteten, kulturen og samfundets normer, love og forventninger. Denne opdagelse af splittelse er lettere traumatisk, og for at omgå dette traume træder barnet ind i en imaginær orden. Denne orden manifesterer sig ved at opstille en imaginær fantasi til omverden, der kan skabe en utopisk illusion, om at barnet bliver helt igen, som det var inde i mors mave. Det sker bogstaveligt talt ved at spejle sig i sin omverden, eks. når teenagere finder berømtheder, de kan idolisere og efterligne, tilknytter sig i en bestemt gruppekultur, eller eks får en romantisk partner hvor man både kan give og få omsorg. Hvad der også skabes gennem spejlstadiets splittelse af subjektet, er selve begæret. I modsætning til dyr, der kun har behov (sult, sex og søvn) som kan opfyldes når de opstår, så har mennesker begær. Dette begær er konstant og peger tilbage til den reelle orden, som vi har mistet og aldrig kan generhverve. Selve ideen om begær er jo, at begær kun eksisterer i sit fravær. Det at begære noget – et stykke chokolade, en flot krop, det perfekte Instagram billede – kan vi kun føle når vi ikke har det. Det sekund vi opnår det, spiser chokoladen eller får likes for billedet, så forsvinder begæret. Men kun midlertidigt. For inden længe vil lysten til chokolade eller flere likes dukke op igen, og man kan aldrig opnå den konstant symbiotisk samhørighed, sameksistens og nydelse af chokoladen. De objekter, der midlertidigt opfylder vores begær, kalder Lacan for lille objekt a. Ingen steder har jeg set Lacans begær eksemplificeret bedre end i Roadrunner tegnefilmene. Grimm E. Ulvs uendelige jagt på Hjulben er manifestationen af Lacans begær. Subjektet er Grimm E. Ulv og Hjulben er begæret, der hele tiden forsvinder ud af hænderne på ulven. Hjulben er lille objekt a. Neden for kan man se, med udgangspunkt i

Visir # 87

filmen Ready Set Zoom! (1955), hvordan denne begærsjagt udfolder sig (Fig. 6-15).

Visir # 87

GROW TH

A k a d e m i s k a r t i ke l

Fig. 6. Grimm E. Ulv forsøger at fange Hjulben.

Fig. 7. Han forsøger at fange Hjulben ved at putte lim, fra virksomheden ACME, på vejen, men ender med selv at side fast i det, og blive kørt ned af en lastbil, der dytter på samme måde som Hjulben

Fig. 8. Ulven forsøger sig med lim igen, denne gang i kombination med en dynamitstank, men Hjulben løber så hurtigt gennem limen, at den sprøjter over på Grimm E. Ulv og limer dynamitstangen fast til ham. Den eksploderer selvfølgelig.

Fig. 9. Han lokker Hjulben ud i en hul træstamme, der rager ud over en klippe for at skabe en blindgyde. Men idet ulven følger efter, hopper Hjulben op på toppen af træstammen og løber ind på klippen igen. Grimm E. Ulv falder derfor ud over klippen sammen med træstammen.

Fig. 10. Grimm E. Ulv forsøger at lade en vægt falde ned over Hjulben. Men da han trækker i snoren, falder den ikke, men falder dog det sekund ulven selv træder ind under den.

Fig. 11. Grimm E. Ulv forsøger sig igen med dynamit denne gang som lasso. Men Hjulben drejer af ved en anden vej, og dynamitten sprænger i luften.

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

Fig. 12. Ulven forsøger at få mere fart på ved at bruge en stor slangebøsse. Desværre viser det sig, at Hjulben befinder sig lige bag ham, og han skydes derfor i den helt modsatte retning og rammer en lastbil.

Fig. 13. Med lidt forskellige remedier fra ACME bygger han dette fartøj. Men uden bremser flyver han ud over en klippe og falder ned.

Fig. 14. Bruger en raket som forsøg på at indhente Hjulben. Den sprænger selvfølgelig i luften, mens han sidder på den.

Fig. 15. Grimm E. Ulv har anskaffet sig et kvindeligt jordgøge kostume for at lokke Hjulben til sig. I stedet tiltrækker han de andre prærieulve i området, og han ender med selv at blive jagtet.

Dette afsnit af Roadrunner består af ti scener, der udvikler sig efter samme mønster. Grimm E. Ulv anskaffer sig nogle remedier til at fange Hjulben, han forsøger at fange fuglen og til sidst mislykkedes han med katastrofale konsekvenser for sig selv. Denne gentagende plotstruktur er gennemgående i samtlige af tegnefilmene. Hvad der er interessant, er selve dynamikken mellem de to. Subjektet og begæret. Der er netop i det Hjulben og Grimm E. Ulvs samspil at humoren, og en del af charmen, opstår, for Hjulben er irriterende pirrende. Lidt ligesom begær i al almindelighed er, når det er lige inden for rækkevidde. Først og fremmest er Hjulben af natur hoverende på grænsen til det arrotende exit i en støvsky med dertilhørende overdrevne lydeffekter, gør den til noget af det mest irriterende men også ekstremt frydefulde jeg har set i tegnefilm. Fornøjet løber jordgøgen lige foran snuden på den sultne ulv, mens den kigger tilbage med et overlegent

Visir # 87

gante. Dens karakteristiske ”meep meep” lyd, op fulgt af dens tunge-rækken og afslut-

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

Fig. 16. Grimm E. Ulv, der hænger i luften efter at havde mistet sit fartøj fra fig. 13, mens han kigger og vinker bedende til os.

At vi på sin vis identificerer os med begge på samme tid er en form for dobbeltkonfekt, og her skal genialiteten og nøglen til seriens succes findes. Det er altså i de scener hvor det mislykkedes for ulven, at vi som seere opnår en form for latterforløsende klimaks, i den humoristiske konstellation, hvor vi både identificerer os med ulvens fejlskridt, men samtidig fryder os over dette sammen med den arrogante Hjulben. Det er især humoristisk da prærieulvens fælder ikke bare mislykkes, men de gør det på ydmygende og humoristisk tilbagevirkende kraft. Oftest mens Hjulben på irriterende klos hold ser på. (Fig. 12). Det er i høj grad i disse scener, at vores begær som læsere befinder sig. For at forstå læserens begær ift. fiktion, for hvorfor læser vi og ser vi egentligt fiktion, må vi ty til en anden psykoanalytiker: Peter Brooks. Brooks bidrag til psykoanalysen fokuserer sig omkring læserens begær, og det begær der er indlagt i fiktionen for os. Fiktionen kan netop give subjektet/læseren en imaginær orden denne kan træde ind i og midlertidigt føle sig hel. Ved at have en lukket enhed – en fortælling med en begyndelse og en slutning adskilt af en midte – kan man gennem læsningen se frem til retrospektionen (anticipation of retrospection). Altså den position man er i efter slutningen, hvor man kan se tilbage på fortællingen som en lukket

Visir # 87

hel enhed, og herved opnå den større mening med fortællingen (la passion du sense). Disse to ting kan vi ikke opnå i vores eget liv, for ved afslutningen af vores liv, får vi ikke muligheden for at træde tilbage og se retrospektivt på hele vores liv efter døden. Ved at læse fiktion, og træde ind i en imaginær orden, kan man altså skabe en illusion hvor vi på

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

sin vis kan transcendere døden og opnå en fornemmelse af helhed og mening i verden, altså en illusion om at indtræde i den reelle orden igen. Hvad der dog er afgørende, er at begyndelsen og slutningen er adskilt fra hinanden – ligesom man heller ikke kan fødes og dø samtidigt. Disse to punker skal adskilles af en detour eller midte. Detouren fungerer på sin vis ligesom Lacans begær da den udskyder slutningens anticipation of retrospection og la passion du sense. Roadrunner tegnefilmene består kun af disse detours. Vi ser det ene forsøg efter det andet hvor Ulven jager sit lille objekt a, men mislykkedes. Men ligesom Grimm E. Ulv aldrig fanger Hjulben, opnår sit begær, så gør vi det heller ikke. Vi får aldrig en rigtig slutning. Tegnefilmen slutter aldrig fordi jagten fortsætter i den efterfølgende scene, herefter i den næste episode. Læseren begær bliver konstant udskudt. Men hvorfor nyder babyboomerne så disse tegnefilm? Man opnår jo ikke en transcendens af døden eller får en illusion om den reelle orden som Brooks påstår? Som sagt tidligere ligger seriens genialitet i det faktum at vi identificerer os med begge karakterer og mest fremtrædende i de latterforløsende klimakser hvor fangstforsøget mislykkedes. Det er netop det vi ser serien for at opleve. Det betyder at vi i virkeligheden ser serien for midten og ikke slutningen. Det er detouren vi gennem seriens plot og karakterer begærer. Dvs. at hvor ifl. Brooks det var slutningen vi læser efter, så er det her midten. Midten der i sin natur beror på at være uendelig, for i det sekund midten stopper, bliver den jo til en slutning. Hvis Grimm E. Ulv fanger Hjulben, så slutter serien og ikke nok med det, så ville serien slutte på en antiklimatisk og uforløst måde. Men det vil jo sige, at det er den uendelige fortsættelse man som læser begærer. Både Hjulben og plottet manifesterer Lacans begær, der, pr. definition, kun eksisterer i et fravær af det begærede objekt. Når Hjulben konstant er lige inden for rækkevidde af Grimm E. Ulv, og når plottets slutning på samme måde for os aldrig rigtigt opnås. Med andre ord er det begær som disse tegnefilm portrætterer et begær for begær. Det er det babyboomerne nyder i disse tegnefilm. Denne form af begær for begær der manifesterer sig i det cirkulære uendelige jagtplot findes i varierende grad i mange tegnefilm fra denne periode (Fig. 17-20). At vi ser denne struktur – en struktur der beror på uendelighed – iboende i både digt. Den kan også findes i mange andre aspekter af samfundet og kulturen efter anden verdenskrig, og kan siges at være en tendens i det postmoderne samfund.

Visir # 87

Lacans begær, tegnefilmenes portrættering af begær og selve plottet i disse er ikke tilfæl-

GROW TH

Fig. 17. Puss Gets The Boot (1940) Den første Tom og Jerry film. Produceret af MGM. Handlingen i hver film er at Jerry jagter Tom og samtidigt forsøger Tom at bekrige Jerry.

A k a d e m i s k a r t i ke l

Fig. 18. Tweetie Pie (1947). En anden Looney Tunes karakter: katten Sylvester der konstant forsøger at fange kanariefuglen Pip.

Fig. 20. Ice Age (2002). Et mere moderne eksempel på en jagt på lille objekt a. Her ses Scrat fra Ice Age-filmene og hans uendelige jagt på sin nød. Fig. 19. Rabbit Fire (1951). Endnu en Looney Tunes karakter: Jægeren Elmer Fjot, der går på jagt efter Snurre Snup og Daffy And.

Postmodernismen og forbrugsbegær Efter anden verdenskrig blev verdenssamfundet og økonomien radikalt lavet om og sat øverst på dagsordene. Den internationale handel, banker og aktiemarkedet blev ændret radikalt; tv-et opstod som massemedie; måden vi transporterede og distribuerede mennesker og produkter forandredes med blandt andet containerindustrien og flybranchen; vi begyndte afkoloniseringen af de gamle koloniale afsætningsmarkeder og nye internationale relationer blev skabt gennem diverse økonomifokuserede organisationer som EU

Visir # 87

og WTO. Med andre ord opstår en kultur hvis princip beror på allestedsværende økonomi og kapitalisme. Penge, økonomi og kapital blev fællesnævneren og det styrende princip i hele den vestlige verdens kultur og samfund. Dette samfund og kulturhistorisk periode er blevet kaldt postmodernismen. Helt fundamentalt beror kapitalisme på at investere sin kapital, dvs. penge, på en

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

måde så man får flere penge, for så at reinvestere disse, og sådan fortsætter det. Med andre ord en måde at ordne og tilgå omverden på, der i sin natur beror på en kontinuerlig uendelig forøgelse. Det er kapitalismens grundprincip. Det er essensen af penge. Samlebåndet og industrialiseringens masseproduktion beror også på dette princip. Når kapitalismen er blevet det gældende styrende system af principper i samfundet, så smitter de strukturer og systemer kapitalismen har iboende af på andre områder. Postmodernismen er en periode, hvor kulturen og kunsten karakteriseres ved at have mistet sin dybere mening – kort sagt fordi kapitalismen har taget kunst og kultur og kommercialiseret den. Gjort den til en samlebåndsvare. Ideen om det originale unikke oprindelige håndværk er forsvundet med masseproduktionen og samlebåndenes indtræden. Nu har man ikke længere unikke møbler fra den lokale snedker stående i stuerne, eller håndlavet service, eller skræddersyet tøj. Alle produkter er masseproduceret på samlebånd og er således universelle kopier af kopier. Selv den ophøjede kunst blev kommercialiseret og gjort til en råvare på linje med metal, olie eller træ. Hvorfor skulle man tage til Paris for at se Mona Lisa, når man bare kunne købe en billig plakat af hende? Eller hvad med Andy Warhols maleri af Marilyn Monroe der blev produceret i massevis i forskellige farver på alskens forskellige produkter, men ikke havde noget oprindeligt kunstværk. Faktum at Mona Lisa og Monroe blev trykt på alt: kopper, t-shirts, plakater osv. er udtryk for, at kulturen og kunsten er blevet kapitaliseret som en form for brand og mærke. Det samme kan siges om megen af den ’lødige populærkultur’ som tegneseriehæfter, tv-serier som soap-operas, sit-coms, westerns, der alle sammen er konforme og kører efter den samme plotstruktur – lige som et samlebånd. På samme måde som man aldrig indhenter Hjulben og opnår sit begær, så er megen kunst bare en gentagelse af tidligere stilarter og plots, eller underlagt en økonomisk dagsorden. Herved mister man kunstens tidligere iboende potentiale om en større metafysisk eller eksistentialistisk mening. Den eksisterer ikke længere for sin egenværdi, den eksisterer med økonomisk sigte for øje. Ikke bare er den ophøjede kunst blevet smidt ind på samlebåndets struktur af uendelighed, det er menneskets socialitet også. I USA efter anden verdenskrig begyndte man i høj grad at måle social status ud fra materiel velstand. Den amerikanske forbruet stort forbrug, for at kickstarte igen. Tv’et som revolutionerende massemedie, og reklamesøjle, medførte især den amerikanske forbrugerisme, og at materiel rigdom blev udtryk for sociale status. Jo flere penge man tjente, jo bedre nabolag flyttede man til, desto større

Visir # 87

gerisme begyndte efter krigen, eftersom verdensøkonomien lå i ruiner og der var behov for

GROW TH

A k a d e m i s k a r t i ke l

hus og desto flere biler, campingvogne, køleskabe osv. købte man. Tv’ets essentielle struktur og system beror også på uendeligt forbrug. F.eks. er konceptet bag tv’et ikke at man skal se program x, tværtimod konceptualiseres det som at man ser tv. Det er altså tv-flowet, der er det essentielle produkt, man køber ved anskaffelsen af et tv og en tv-pakke. Det er ikke en specifik velvalgt film som eks. når man går i biografen. Det er det uendelige flow af underholdning, programmer og kanaler der er essensen af tv-mediet. På samme måde som at man aldrig opnår sit begær, eller at Roadrunner tegnefilmen aldrig slutter, så slutter tv-mediet heller aldrig. Slutningen er erstattet af den uendelige midte. Med andre ord fordrer tv’et et forbrug af forbrug eller begær for begær. Den struktur som begæret har i Roadrunner tegnefilmen er altså ikke en tilfældighed, for den stemmer i høj grad overens med postmodernismen, eller, sen-kapitalismens kulturelle logik. Selve Grimm E. Ulvs kontinuerlige jagt på Hjulben kan læses som et kontinuerligt forbrug, da begge beror på samme fundamentale struktur. Hvis det ikke er belæg nok, så læg bare mærke til at jagten oftest udøves med remedier og produkter fra virksomheden ACME i tegnefilmen. Altså ikke bare skal ulven jagte sit begær, men han skal gøre det gennem et forbrug af produkter, der hjælper ham i jagten på at opnå det. Selve plotstrukturen og tv-mediet fordrer dette uendelige udbud, forbrug og begær. Selve The Bugs Bunny Show fra 1960, gør også stor brug af product placement og indskudte

Visir # 87

reklamer (Fig. 21-22).

Fig. 21. The Bugs Bunny Show afsnit 13 (1/3 1961). Her ses Snurre Snup reklamere for appelsinjuicen Tang.

Fig. 22. Samme afsnit, hvor Snurre Snup reklamerer for morgenmadsproduktet Sugar Crisps.

A k a d e m i s k a r t i ke l

GROW TH

I modsætning til behov, som vi behøver rent biologisk for at arten kan fortsætte, så er begær noget vi lærer kulturelt. Den mest toneangivende psykoanalytiker i dag Slavoj Žižek pointerer det således: ”Vores begær er kunstigt. Vi lærer at begære. Film er den ultimative perverse kunstform. Den giver dig ikke hvad du begærer, den fortæller dig hvordan du skal begære.” Det er ikke biologien, der har bestemt, at de fleste unge mænd skal få stådreng af tynde, glatbarberet kvinder med plastikbryster og store læber, det er kulturen. På samme måde fik mænd i bronzealderen stådreng af overvægtige kvinder, da det signalerede velstand, overklasse og frugtbarhed. Behov er biologiske og naturlig, ja vi har brug for mad og sex, men hvordan maden smager og hvordan kvinderne (og mændene) ser ud, er kulturelt bestemt. Det samme gør sig gældende ift. begær. Det er altså bestemt af den herskende kultur på et givent historisk tidspunkt. For boomerne har dette været postmodernismen, eller, sen-kapitalismen, hvis iboende princip er af uendelig forøgelse, hvilket afspejler sig i kapitalismen, økonomien, kulturen, tv-mediet, samfundet, kunsten og tegnefilmene. Så boomernes hang til klimaproblematisk overforbrug, er måske ikke udelukkende tegn på hensynsløshed og respektløshed for deres børnebørn, men måske skal en af årsagerne findes i en dybere kulturel struktur skabt af sen-kapitalismen. Og så får i ikke mere for den 25 øre (fig. 23).

Fig. 23.

Visir # 87

GROW TH

A k a d e m i s k a r t i ke l

LITTERATURLISTE Bøger Brooks, Peter. Reading for the Plot : Design and Intention in Narrative. 7th printing. ed. Cambridge, Mass: Harvard University Press, 2002. Cook, A. David. A History of Narrative Film (5 th edition). New York: Norton, 2016. Eagleton, Terry. Literary Theory : An Introduction. Edited by Terry Eagleton. Anniversary ed. ed. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2008. Jameson, Frederic. Postmodernism, or, the Cultural Logic of Late Capitalism. PostContemporary Interventions. Durham: Duke Univ. Press, 1991. Lacan, Jacques. Écrits : The First Complete Edition in English. New York: Norton, 2006. Nielsen, Poul Erik. Bag Hollywoods drømmefabrik – TV-system og produktionsforhold i amerikansk TV. Aarhus: [s.n.] 1994. Audiovisuelt materiale Blackton J. Stuart, Humorous Phases of Funny Faces. 1906, https://www.loc.gov/ item/00694006/ (tilgået 23.04.2020) Disney Walt, Iwerks Ub. Steamboat Willie. 1928, https://www.youtube.com/watch? v=Fn5CUFf4xCg (tilgået 23.04.2020) Hanna William, Barbera Joseph, Ising Rudolf. Puss Gets the Boot. 1940. https:// www.dailymotion.com/video/x6iz4xy (tilgået 23.04.2020) Looney Tunes Ensemble billede: http://jakobstegelmann.dk/looney-tunes-return/ (tilgået 23.04.2020) M. Jones Charles, Freleng Fritz. The Bugs Bunny Show Ep. 13. 1961, https:// www.dailymotion.com/video/x5u9j3p (tilgået 23.04.2020) Maltese Micheal, M. Jones Charles. Rabbit Fire, 1951, https://www.youtube.com/ watch?v=qMe_4RmU3-4 (tilgået 17.02.2020). Maltese Micheal, M. Jones Charles. Ready, Set, Zoom!, 1955, https:// www.youtube.com/watch?v=fwk2gohrD0Y (tilgået 17.02.2020) Maltese Micheal, Pierce Tedd, Freleng Fritz. Tweetie Pie, 1947, https:// www.youtube.com/watch?v=If93fLcYbo0 (tilgået 17.02.2020)

Visir # 87

McCay Winsor, Gertier The Dinosaur. 1914. https://www.youtube.com/watch? v=YbQqvl0gstI (tilgået 23.04.2020) Messmers Otto, Feline Follies. 1919. https://www.dailymotion.com/video/x1ihrlt (tilgået 23.04.2020) Sophie, Fiennes, Žižek Slavoj, Eno Brian, and Myers Tony. The Pervert's Guide to Cinema. London: P Guide, 2006. Thurmeier, Martino Steve. Ice Age. 2002. https://www.youtube.com/watch? v=zL2ExLRiI2k (tilgået 23.04.2020)

Novelle

GROW TH

Kiku-Nao og Troldmanden af Glas Af Valdemar Lenshow, Litteraturhistorie

Der vides ikke meget om havet mellem De Mizinske Bystater og Solens Rige, og alene dets navn fortæller historien om de mange, der har forsøgt at krydse det uden noget held. Verdens Ende hedder det, og det kræver en særligt heldig, snedig og udholdende eventyrer at finde søvejen til den anden side. Kiku-Nao blev født som den ottende datter ud af en familie af silkespindere fra Xin, Alganor. Det var et simpelt, men trygt liv at lave tøj til byens munke og resten af Rævens Folk. Hendes far oplærte alle sine døtre i sit erhverv, da han ønskede, at de skulle leve sikkert og godt, som han havde gjort det. Hans forældre havde været silkespindere før ham og deres forældre før dem. Takket være sommerfuglelaverne på grænsen til den store skov var de sikre på aldrig at løbe tør for arbejde. Kiku-Nao, eller bare Kiku, blev undervist i ydmyghed, respekt og balance, og hver aften når hun skulle sove som lille, fortalte hendes far historien om Den Store Ræv Húshén. Ræven søgte, ulig guderne, ikke magt eller hæder, men blot at vejlede de fortabte og de misledte til at finde fred. Han rejste måske verden rundt og bar mange navne, men det var alt sammen for et godt formål, og gennem deres arbejde med silkelarverne var deres familie med til at gøre Húshéns hjem til et trygt og sikkert sted, hvor enhver ville føle sig velkommen, hvis man søgte asyl. Faderen håbede på, at det ville være nok til at dæmpe hendes eventyrlyst og sikre, at hun ikke begav sig ud i den store farlige verden. Men Kiku voksede også op ved havet, og hver morgen når hun stod op, kunne hun se Verdens Ende strække sig ud mod øst, så langt øjet rakte. Hun fik fortalt historier om sømænd, der blev drevet gale af sult og de rædsler, de havde oplevet i deres forsøg på at krydse vandet, eller om ulykkelige sjæle der var blevet dræbt af uhyrer eller sejlet lige ud over kanten og ind i tomrummet. Dog vidste Kiku også, at langt borte fandtes et andet kontinent, hvis borgere kunne stirre ud over et lignende hav med helt de samme historier, og at der nok stod andre nysgerrige og ventede på at se, om det kunne lade sig gøre at krydse farvandet.

Gule Tzaos skib. Han var en hærdet sømand fra Bantu-Klanen, der havde hørt rygtet, at Engeldahl Banken efter sigende ville betale i dyre domme til den modige sjæl, der kunne

Visir # 87

Hun gjorde sit første forsøg i 782AA, ikke som kaptajn, men som besætningsmedlem på

GROW TH

Novelle

finde en sikker søvej på tværs af det berygtede farvand. Han fortalte det aldrig til sin besætning før afgangen, men Tzao var begravet i gæld og så ikke nogen andre løsninger på sit problem end at gennemføre rejsen, og han ville hellere dø end mislykkedes. Da besætningen to måneder efter var hårdt ramt af skørbug og hallucinationer, tvang et mytteri ham til at vende om, og han endte i fængsel ved sin hjemkomst. Men Kiku, der havde fundet et blad mange hundrede kilometer fra Alganors kyst, lod sig ikke slå ud. Hun vidste nu, at det måtte findes noget land derude et sted, og hun skulle nok være den, der fandt det. Det andet forsøg kom tre år senere, hvor hun nu var førstestyrmand på Marco Vespuccis lette hurtigsejler Den Lille Sommerfugl. Denne mizinske sømand havde rejst alt det kendte farvand rundt, og han ville nu forsøge på at skyde en genvej hjemad. Kiku mødte ham to år tidligere på Cinidad, og de to var blevet nære. Rygterne vil endda vide, at de var elskere, men det er aldrig blevet bekræftet. Denne gang lykkedes det Kiku at opspore oprindelsen af det mystiske blad, som hun stadig bar på, til en lille vulkansk ø næsten en måned fra Alganors kyst. De kunne endda skimte flere små øer ikke langt fra denne, sådan at de udgjorde en kæde på fire-fem stykker. Det overraskede alle, at den var så nær, og at ingen før havde fundet den, selv hvis det var en mærkelig vinkel, man skulle sejle, og hvis den var omgivet af tåge. Først da de gik i land, fik de dette mysterium forklaret. På midten af øen fandt de en dal, og i den dal var en grotte. Marco sendte fire matroser ned med fakler for at kigge den igennem, men de viste sig aldrig sidenhen. Imens de ventede, fandt Kiku noget bag en kampesten i udkanten af dalen. Det var et rustent sværd og en brækket knogle, og hun indså, at de ikke var de første til at opdage denne ø. Netop som de besluttede sig for at gå tilbage til Sommerfuglen, lød et skrig. Der boede noget på øen. Noget med skarpe kløer og hurtige vinger, der kunne indhente næsten alt, der flygtede fra det. I Kikus senere skrevne beretninger beskriver hun væsnet som ”en giftig vind, der omgav og kvalte en. Det tog sin tid og udvalgte os en ad gangen, som om det nød at se os sørge

Visir # 87

for vores faldne venner”. Med nød og næppe slap hun selv og Marco tilbage til skibet med en håndfuld mænd. Besætningen ønskede nu at sætte kursen tilbage mod Alganor, men Kiku indså, at væsnet ville jage dem og dræbe dem alle, inden de nåede så langt. De havde lidt tid, men ikke så megen af den. I stedet satte hun kursen mod den næste ø, og da Marco var så-

Novelle

GROW TH

ret og bevidstløs kunne han ikke sige hende noget imod. Her boede intet uhyre, men en gammel troldmand med et ansigt som et spejl, der havde hjem i et rødt palads midt på øen. Troldmanden kaldte sig selv Den Anden, og han inviterede den udmattede besætning indenfor i sit hjem. Så længe de var hans gæster, kunne udyret ikke røre dem, fortalte han. Kiku og hendes besætning rykkede ind i troldmandens hjem, og selvom de var nervøse til at starte med, begyndte flere af dem hurtigt at falde til ro i deres afslappede, trygge omgivelser. Det var måske et mærkeligt hjem uden sølvtøj, glas eller noget springvand, men hver aften blev der serveret god nærende aftensmad af usete tjenere, og han lod dem komme og gå i huset, som de ville. Kun i toppen af tårnet, hvor han havde sit bibliotek, var der adgang forbudt. Til at starte med var de nervøse nær Den Anden og hans besynderlige udseende, men da de spurgte ind til historien bag, forklarede ham dem ærligt, at han var blevet forbandet for en forbrydelse, han engang havde begået, og som han nu inderligt fortrød. Han stjal fra en smed og led nu den skæbne ikke at kunne bære sit eget ansigt, men kun andres. Enhver der kiggede på ham, ville se dem selv i ham, men han kunne aldrig se sit eget ansigt igen. Efterhånden som dagene gik, begyndte besætningen at udforske øen, men Marco, der var ved at være kommet sig efter sine skrammer, spekulerede kun på troldmandens bibliotek, og hvad der lå skjult i det. Han undrede sig, om der mon ikke skulle være noget af værdi derinde, eller måske gemte han et eller andet, der kunne hjælpe dem med at komme videre herfra og forbi uhyret. Kiku advarede ham imod at bryde gæstefreden og stjæle fra deres vært, men Marco hørte ikke efter. En dag da hun vendte hjem efter en lang vandretur med besætningen, var hendes kaptajn simpelthen borte. Hun spurgte troldmanden, men han havde ikke noget svar til hende. Samme aften blev der ikke serveret nogen aftensmad for dem, og det samme gjaldt fremtidige dage, hvor hun vovede at stille spørgsmålet. ligt, at han var magtfuld, og de ville ikke vide, hvordan de skulle gribe det an. Særligt kvartermesteren var ivrig efter at handle, men da han en aften også forsvandt, begyndte

Visir # 87

De overvejede at angribe troldmanden og true ham til at hjælpe dem, men det var tyde-

GROW TH

Novelle

de andre at hviske mere forsigtigt, hver gang de overvejede at gøre noget. Kiku begyndte at fokusere sin tid imod at udforske resten af øen, eftersom paladset nu føltes som et fængsel. De havde tilbragt tre måneder hos troldmanden, og der var ingen tegn på, at de snart fik tilladelse til at rejse hjemad igen. For Kiku var ikke i tvivl om, at han havde indflydelse på uhyret, der havde jaget dem, og at han kunne beordre det til at lade dem rejse, hvis han ønskede det. En aften, da Kiku var alene, undersøgte hun den lille skov ved siden af paladset. Indtil videre havde den virket kedelig og livløs i forhold til resten af øen, men den mindede hende lidt om munkenes have i Xin derhjemme, og hun kom igen til at undre sig over, at der ikke var noget springvand. Det ville ellers være så oplagt, og troldmanden manglede i hvert fald ikke midlerne. Hun blev i skoven til mørket begyndte at falde på, og det nærmede sig spisetid, da hun opdagede, at nogen var på vej ned mod hende. Det var en lille flok på seks-syv stykker i tjenerklæder, og Kiku indså, at det måtte være dem, der forberedte og serverede den mad, de spiste. De havde blå masker på, der forestillede onde ånder, og hun undrede sig over, om de mon også var forbandet. Det var mærkeligt, at de aldrig viste sig på selve paladset, men da de kom nærmere, begyndte de at tage maskerne af, og hun forstod det hele. Under maskerne var intet andet end blanke hudstykker. Den første tjener var høj og slank med brunt hår, og hun genkendte ham med det samme. Det var Marco. Selvom han manglede sit ansigt, var der ingen tvivl om sagen. Efter ham kom kvartermesteren og en anden sømand, der var blevet væk ved deres ankomst til øen. Kiku turde ikke tale med dem af frygt for, at de skulle rapportere til troldmanden, for hun forstod, at de var under hans magt, men hun indså, at de var nødt til at komme væk fra øen så hurtigt som muligt. Svaret på uhyret måtte være i biblioteket, som Marco havde gættet, men så længe troldmanden var der, kunne hun ikke komme derind. Hun var nødt til at finde en måde at håndtere ham på først.

Visir # 87

Det var da, at hun virkeligt begyndte at tænke over troldmandens forbandelse, og hvad han havde fortalt. Han stjal sine ofres ansigter, men kunne ikke se sit eget. En aften sneg hun sig ned til Den Lille Sommerfugl for at lede efter et spejl, men opdagede, at de alle var blevet knust. Ligeledes var sølvtøj og alt andet med en blank overflade blevet slået i stykker.

Novelle

GROW TH

Hun måtte lave sit eget spejl, hvis hun skulle få ram på troldmanden. På sit værelse i paladset havde hun flere hvide fliser, og hun begyndte at snige kopper med vand ind hver aften, som hun opbevarede i sit skab. På denne måde fik hun gemt vand nok af vejen til at fuldføre sin plan. En aften gik hun udenfor og ventede i skoven, hvor hun vidste, at tjenerne ville dukke op. Denne gang viste hun sig selv for Marco og fortalte ham, at han skulle møde hende på hendes værelse om en time, hvor de i sikkerhed kunne tale om deres flugtplaner fra øen. Marco kunne ikke svare hende, men bekræftede med et nik, at han ville være der. Så skyndte Kiku sig tilbage for at sætte det sidste led i sin plan i gang. Hun stillede alle kopperne med vand frem og ventede til, hun hørte fodtrin ude på gangen, før hun væltede dem, så de hvide fliser dannede et glitrende spejl på gulvet. Troldmanden trådte ind og nåede lige at opdage, hvad der var sket, før det var for sent. Han skreg og skreg, indtil han splintredes i tusind glasstykker, da han så sin egen refleksion, og til sidst var der intet andet tilbage end en kåbe og et tungt nøglebundt. Med det i hånden bevægede Kiku sig op til troldmandens bibliotek. Døren var ikke blevet malet i mange år, og der var kun et gult skær over det mørke træ. Da Kiku stak nøglen ind og drejede rundt, hørte hun en klirren fra den anden side af døren. Rummet, hun trådte ind, lignede på ingen måde noget bibliotek, hun tidligere havde set. For det første var der ikke nogen tekster, før hun kom tre meter ind. Det første stykke havde i stedet reolerne fyldt med krukker og urner, og da hun af nysgerrighed åbnede en af dem, fandt hun ud af, at de alle sammen var fyldt med sand. Derefter dukkede mange gamle skriftruller op på et sprog, hun ikke kunne forstå, og hun spildte ikke tiden på at kigge nærmere på dem. Men da hun lidt efter kom forbi et kabinet fyldt med kort, tøvede hun igen. Her var søkort, hvis lige hun aldrig havde set, der viste ikke blot de kendte farvande, men også steder og kontinenter, hun aldrig før havde hørt om. Nogle af dem så ikke ud til at tilhøre denne verden. Kiku skulle lige til at gå, da hendes blik blev grebet af et kort, der havde bystaterne ved sit østligste punkt og Alganor i det vestligste. Det viste vejen tværs gennem Verdens Enblot hun kunne nå hjem igen og planlægge en ny ekspedition, så skulle det nok lykkes at gennemføre rejsen.

Visir # 87

de. Kiku kunne ikke holde sig tilbage. Hun jublede og tog kortrullen fra kabinettet. Hvis

GROW TH

Novelle

Et sæt klodsede fodtrin bragte hende tilbage til den nuværende situation, og da hun vendte sig rundt, så hun, at hun ikke var alene. En lille deform tjener vandrede rundt i biblioteket. I modsætning til de andre havde han stadigvæk sit ansigt. Måske skyldtes det, at han var så grim? Tjeneren kiggede på Kiku i nogle sekunder og fortsatte så sit arbejde. Med en knækkende vralten slæbte han krukker fra den ene ende af biblioteket til den anden. Kiku fulgte nysgerrigt efter ham, indtil hun så, hvad han arbejdede på. Det viste sig at være et enormt timeglas, han var ved at fylde med sand. Hun betragtede ham arbejde i nogle minutter, imens hun undrede sig over formålet. Den nederste kugle af timeglasset var næsten fyldt helt op, og hun spekulerede over, hvad tjeneren ville gøre som det næste. Netop som han hældte det sidste sand gennem et lille hul i siden, så Kiku noget bevæge sig derinde. En arm stak først ud af sandet og så et hoved. Det var Marcos hoved. Kiku bankede på glasset, og han vendte sig imod hende, men før hun kunne nå at gøre noget, slog tjeneren på en lille klokke, og timeglasset vendte sig rundt. Nu var sandet og Marco, der igen var skjult under det, i toppen, og det begyndte at risle ned. Kiku forlangte, at tjeneren lod Marco komme ud, men han svarede blot, at det allerede var for sent. Hun kiggede tilbage mod timeglasset, hvor omtrent en urne fuld af sand nu havde ramt bunden. Det fordelte sig ikke ud på bunden, men havde lagt sig i to forhøjninger, der kun voksede. Hun indså, at det var to fødder og snart to ben, der voksede frem af sandet. Troldmandens fødder og troldmandens ben. Kiku havde travlt, hvis hun skulle ud herfra. Men hun havde endnu ikke fundet noget, der kunne få dem forbi uhyret. Hun forlangte, at tjeneren skulle hjælpe hende, men han fortalte, at der ikke var noget i biblioteket, der kunne bestemme over det. Kun troldmanden havde nogensinde haft magt over uhyret.

Visir # 87

Fortvivlet greb Kiku en skammel og truede med at knuse timeglasset. Sandet stoppede med at drysse, og da tjeneren nu talte, var det med troldmandens stemme. Han tilbød hende en aftale. Hvis Kiku og hendes resterende besætning sejlede afsted nu, ville han holde uhyret borte. Til gengæld skulle hun lade glasset være og aldrig komme

Novelle

GROW TH

tilbage til øen. Kiku spurgte efter Marco, og troldmanden fortalte, at han allerede var borte. Hun kunne kun redde sit eget og sin besætnings liv. Uden noget andet valg accepterede Kiku hans forslag. Med det stjålne søkort under armen fik hun samlet sin besætning og fortalt dem, hvad der var sket. De plyndrede hurtigt paladset for alt spiseligt, men andet turde de ikke røre, og begav sig så ned til Den Lille Sommerfugl. Hverken Marco, kvartermesteren eller de resterende tjenere fik de nogensinde at se igen. Sommerfuglen nåede til en alganorisk havn, et halvt år efter de først sejlede ud. Kikus endelige forsøg blev gjort i 788AA. Denne gang tjente hun selv som kaptajn på Den Lille Sommerfugl, og takket være de erobrede søkort lykkedes det hende at fastsætte den rette kurs. Denne rejse var overraskende bemærkelsesfri, og hun ankom i Cesira to måneder efter sin afrejse. Som den første dødelige nogensinde havde hun krydset Verdens Ende, og med denne bedrift blev hendes navn udødeliggjort.

Visir # 87

GROW TH

Archival Gold from #79

The Fortress By Nana Nikoline Boller, Comparative Literature

It’d stood there for ages. The fortress. We weren’t sure when it had been built but it must have been eons ago. Had to be – no one could remember building it. No one could remember when there had been a field instead, flat land ripe for building a fortification. Flat land ripe for farming. No one farmed here. There wasn’t time. No one could remember when the fields had been green, either. That was something you said ‘green and ripe’. An odd thing, like the sky being blue. We never knew the sky to be anything but grey. And you get sick of it, watching the grey. Sick to the soul. Lots of people leave because of the grey. But there’s only one way to go, if you want to escape. The grey stretched everywhere. The grey came before the fortress, people say. I don’t know about that. I never believed them. But the fortress had stood there for ages. For millennia. Long before I was born. Long before the kid was born, long before our parents were even a thought in the minds of theirs. Made from sand, they said, and hardened over the years. Grains of sand turned to stone would crumble, but the fortress never did. No matter how much they tried to tear it down. It’d been used for many things over the years, the fortress had. A castle for a Queen. Training-grounds for footmen, a range for the archers. A perch birds could perch on, and shit on. I tried to tell the kid not to think about the fortress. But he wouldn’t let it go. I’d been in there once, inside the fortress. Never told the kid that. I was worried he’d take it as proof he could go in there, that anyone could go in there, and come back out alive. You couldn’t. But he might not believe that, and with so few of us left, I couldn’t lose him, too. I couldn’t.

Visir # 87

There wasn’t much to tell about the fortress, in any case. The insides, I mean. It was a fortress like any other, except for how it wasn’t. You’ve probably seen a fortress in your life, maybe only on a photograph – that’s still a fortress. You’ve seen a fortress; that one looks like this one. They all do.

Archival Gold from #79

GROW TH

I hadn’t been very old. Younger than the kid was now. Seemed like there’d never been such a time, but when I thought about it, thought about it real hard, then I could remember it. That’s all the rest of us do these days. Remember. We’d thought about rebuilding the inside of the fortress at first, but in the end, no one had wanted to. When it was all done, when it was all gone, the few of us left didn’t want to think about the past. Except out here, all you’ve got is the past. We were left with nothing. The kid couldn’t accept that. Said there had to be something left, and if it wasn’t out here, then it had to be in the fortress. A logical conclusion. I told him to let it go. He didn’t. Kids these days are so stubborn. It wasn’t so bad before but hindsight is a… I don’t swear in front of the kid. That’s one rule from before I try to keep to. Words are important out here, with all the grey. Words matter when you don’t have food or shelter. Words, they fill your belly. Keep you warm. I’ve eaten entire dictionaries of words by now – never liked the taste before. Silence is golden, and all that. That was before. Now all we’ve got is silence, and I am starved for words. It wasn’t so bad before. I don’t tell the kid that, there’d be no point. He doesn’t remember before, he was too young. I was young, too, just old enough to remember. If I try real hard, then I remember. Remember papa swinging me around, remember mama chasing me down the sandy beaches and catching me with laughter, both of us falling into the ocean. Those parts weren’t so bad. I’d tried playing with the kid like that, but there was no more sand, no more beaches. No more ocean. There was just the fortress left, and we didn’t go into the fortress. Even if those things had been there, I don’t know if I could’ve gotten the kid to see the fun in the chase like that. Chasing was for hunting, it was for running for your life when the mudmen came for you. When the sky rained death. When the spiders, big as the kid, came crawling out of the underbrush. They were like the rest of us, all of them – looking for water. Plenty of water in the human body. Kid had cried the first time he’d seen the mudmen. I’d wanted to cry, too, truth be told, but someone had to get us out of there. I’d seen what the mudmen did to people they

I’d done a lot to try and distract the kid from the fortress. We’d go out junking. Scroung-

Visir # 87

caught. That’d made me want to cry too.

GROW TH

Archival Gold from #79

ing for trash no one had picked up yet. Could be dangerous but it kept us occupied, and some days, it kept us fed, too. We could sometimes find useful trash. Tin cans and bits of string. A pen, once. There was still ink in it. It hadn’t dried out. It wasn’t enough, of course. Not for someone like the kid. I’d tell him stories, all the stories I knew and all the stories I could come up with. I never told him that all the stories were about him, even the ones I hadn’t come up with. I don’t think he’d understand it. But that didn’t matter. He didn’t need to understand, he just needed to keep away from the fortress. He’d ask me to tell him stories about the fortress once in a while. First few times, I’d gotten mad. It didn’t deter him, not for long. None of what I said or did was enough, and I knew it. There are things you can’t fight and the curiosity in that kid was a force of nature. I might as well try and tear the fortress down with my bare hands. I tried with words instead. I spilled them out of me instead of filling my stomach like I wanted to. The kid was a good listener, but sometimes it was more polite than anything else. His mind ever drifted to the fortress. I think he saw it when he slept. I think he saw it whenever he closed his eyes. I know he never saw me, and if he saw the words, then he never said. I could repeat them over and over, show him how to ink them onto the paper we found, how to carve them into the ground, but they didn’t stick, not like the fortress did. Oh, he learned well enough. He could recite half the stories I could by heart, and some details he remembered better than me. When the hero had come home. How many suitors he’d have to fend off from his beloved. Exactly how tall and strong the monster he’d slain was. Facts and figures that I couldn’t keep straight ‘cause there were too many words in my head. He was better at it, the kid. He only kept the really important ones. I don’t know why he kept me. I was company, I suppose. Even as he

Visir # 87

grew annoyed, the longer I tried to keep him from the fortress. Even as I knew only guilt kept him from going at the end. Guilt in leaving me alone, guilt because he knew he’d be going against my wishes, going to the fortress. I’d taught him everything he knew, and he couldn’t deny that, or forget it. All he had from himself, for himself, was the for-

Archival Gold from #79

GROW TH

tress. I couldn’t keep him from it for long. Before, the world had been green. He didn’t believe me when I said that. Didn’t know what green was. Couldn’t see the problem with grey, but he knew there was a problem. Grey came from the fortress – and I wouldn’t go to the fortress. So it had to be in the fortress. All of it. Kid was too damn smart, and I had snapped the trap shut around myself. I hadn’t even seen the snare. Refuse to talk about something for long enough, and people will invent their own stories to fit it. What could be inside the fortress that was so horrible? Why wouldn’t I even talk of it? Did I even know? I did know. It was a fortress, like any other. Grey and broken. The kid never asked me, and I didn’t tell. He came to his own conclusions. They were wrong, of course, but that didn’t stop the fortress from taking. It had taken my parents. His parents. It’d taken the water, and the ground. It’d take the kid too, and soon. I’d never been able to prevent that. In the dead of winter, when the sky is grey, you forget that the sun is warm. It doesn’t reach you. It was like that all the time here; all grey. Light when it was day, dark at night. But nothing warm, nothing golden and glowing. It was the same the day the kid left, and started walking towards the fortress. I sat in his spot, watching him grow smaller in the distance, watching the fortress grow larger. It loomed – that was a good word. Loomed. I knew the kid would be thinking it, too, as he got closer. I’d tried to tell him about the sun once, but he didn’t understand. He couldn’t remember it, hadn’t known anything but the pale, cold light in the sky. He thought that was enough to survive on. Like how words were enough to survive on, if you really tried. How good they could taste when you’d been starving for days. They’d say, afterwards, that he did it to bring the sun back. Did it to make the world look green again, did it so the oceans would fill up and we could live like we had before. I don’t know how much of what I’d told him stuck, but you can’t miss something you never had. You can’t long for a warmth you’ve never felt. I’d told him about my mama chasing me in the sand, into the waves of the sea, and he’d thought she’d tried to hurt me. My words were just words. When he looked around, he saw grey, he saw the mudmen, he saw bits of tin cans and a long, unbroken string, all without colour and life. He So, no, I knew that he hadn’t gone into the fortress to bring the sun back. He went there because in a world with nothing but words, it was the only tangible thing left. He’d been

Visir # 87

saw the fortress. And he went looking, inside the fortress.

GROW TH

Archival Gold from #79

born to that world, had known nothing but it. When they said, in tongues old as the ancients, that he would be the one to bring the old world back to us, they never realised that he didn’t belong to that world. That he could never be a part of it. That’s why I didn’t want him to go to the fortress. That’s why I stalled for so long – that’s how he got the idea in the first place. I talked and talked and talked, I did nothing but talk, but not of the fortress. So when I had no more words left to teach him, the fortress is where he went. Afterwards, when the sun had cooked me well and good, when the grass beneath me had started to bend beneath the ants and tiny spiders crawling along the stalks, when I could taste salt in the air, I got up, and I walked to the fortress. I could hear cries of relief all around me. I could hear shouts of joy. People dancing. No one had danced in years, no one had laughed. Not for as long as the kid had been alive. The fortress looked like it did last time I’d been in there. Crumbling towers and a wrecked bastion full of arrow-holes and broken swords. Wouldn’t be long now until it was gone completely. It looked like any other fortress you’ve ever seen. I collected his body – he was just a kid, so he was tiny. No problem to carry, even for someone like me who’d not eaten in days. Not since he left. I buried him in the fortress, a last apology. I hoped he would have liked that. I couldn’t take him outside, in any case. It was a new world out there, and he’d never belonged to that. That was the last time I saw him. Had to close his eyes and wipe the blood away, and then it was over. Outside the walls of the fortress, some baby started wailing, hungry or just attentionseeking. Someone made cooing sounds. The birds in the sky mimicked them both. And I knew I couldn’t stay in the fortress – people would have questions about the kid, and I’d been with him his whole life, so I could answer them. Hopefully, I could answer them. Outside the walls of the fortress I found the pen and the paper. Easier to write it, right? The kid was gone, so I had nothing else I needed to do, nothing else that could distract

Visir # 87

me. I put pen to paper. I’d run out of ink to write with

Annonce

GROW TH

Visir # 87

Novelle

GROW TH

2033 Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

I - Bodegaen Det var en skidt situation. Der var ingen anden måde at beskrive det på. Anton trommede nervøst på bordpladen ved siden af, men han overgjorde det som sædvanligt. Han troede, han vidste, hvad han lavede. Problemet var bare, at alle andre også vidste det. Når han spillede så nervøs, så kunne det kun betyde én ting. Han måtte have gode kort, og Anton gav sig aldrig med en vinderhånd. Frederiks hånd var til gengæld lige til at lukke op, og… Kort fortalt havde han ikke en chance. Normalt ville han ikke vove i sådan en situation, men hans allersidste pakke gær lå allerede på bordet. Hvis han ikke fik den tilbage, ville han ikke få noget at spise i aften. Så hellere risikere lidt snyd. Sidste gang var det måske ikke gået så godt, men hvad andet kunne han gøre? Frederik var tør for muligheder. Han skævede over til Nikolaj, bodegaens massive sikkerhedsvagt, og mærkede efter de blå mærker fra sidste gang, han var blevet taget i at snyde. Han var ikke sikker på, at Nikolaj ville holde igen, hvis det skete igen. Frederik sank en klump, da sikkerhedsvagten berørte sin revolver. Martin bag baren havde én helt magen til, og Frederik vidste, at han kun ledte efter en undskyldning for at bruge den. ”Så hvad bliver det til?” Han kiggede op. Det var Rose, dealeren, der havde talt. Hun var slank som en pyton med to gule, giftige øjne. Der gik rygter om, at hun var blevet sendt i eksil fra resten af mutanterne, fordi hun var for menneskelig. Frederik sank en usynlig klump ved synet af sine kort. Han måtte trække noget bedre ud af ærmet. ”Jeg er ombord,” nikkede han uden at afsløre noget. Rose smilede ondskabsfuldt. Flere af hendes tænder var sylespidse.

Visir # 87

”Du er lidt bagud med indsatsen, hvis du skal følge med. Jeg tror ikke, jeg kan tillade, at du fortsætter.” ”Men jeg er allerede all-in!” ”Og det er ikke nok. Din indsats er ikke i nærheden af de andres.” ”Der er jo ikke en skid at vinde,” nikkede Anton. Gamle Søren, spillets sidste deltager, mumlede enigt og svang med sin stok.

Novelle

GROW TH

”Jeg har jo ikke andet! Okay, okay, men hvis jeg ikke må være med…” Frederik rakte ud efter sin indsats, men blev mødt af Antons blanke stål. ”Er der et problem, frøken Rose?” spurgte Martin bag baren. ”Bare en misforståelse. Men bare rolig. Nisse kender reglerne. Ingen indsats kan trækkes tilbage fra bordet.” Frederik Nissen trak sin hånd til sig og vurderede situationen. Hun så ud til at mene det. Han kunne hverken spille eller undgå at betale for deltagelsen. Men hvis han ikke fik den pakke gær med hjem… ”Vent et øjeblik. Hvad med den her?” Det gjorde ondt bare at foreslå det, og han nåede lige at fortryde det. Men det var for sent. Rose havde allerede raget æsken med lakridspiber til sig og nærstuderede den nu. ”Det er løgn,” mumlede Gamle Søren. ”Næh, den er sgu ægte nok,” fortalte Frederik. ”Men hvordan?” spurgte Rose. ”Jeg troede ikke, der var flere tilbage. De er da ikke blevet produceret siden Styrtet.” ”Jeg fandt den ude på den gamle børnehave, da min… ekspartner og jeg gennemsøgte stedet et stykke tid tilbage. Der var fem af dem, og vi vidste, at nogen på Aros nok ville betale gode penge for dem. Jeg gemte den sidste til hårde tider. Det må jo så være i dag. Og minsandten om det ikke ser ud til, at jeg nu lægger an i puljen. I to andre må hellere lægge lidt ekstra til.” Rose skulede mistroisk, men hverken Søren eller Anton skulle gå glip af chancen for at vinde piberne. Frederik udnyttede muligheden til at forbedre sine chancer. De lagde deres udstående til, så alle parter var glade og tilfredse. ”Så,” sagde Rose, ”I kender reglerne. Hvis nogen brokker sig eller snyder, får I med Nikolaj at bestille.” Sikkerhedsvagten brummede. ”Det er forstået,” smilede Frederik. Hans mod var blevet fornyet sammen med hans kort. Den fremmede trådte ind på bodegaen. Nikolaj stoppede ham ved døren og så ham an. ”Jeg stoler på, at du kan holde skyderen for dig selv?” Den fremmede trak på skuldrene. ”Jeg har ikke nogen planer om at dele den.” årene. Denne fyr var ikke anderledes. Faktisk lignede han en nar. Ikke blot var hans skæve smil provokerende i sig selv, han havde også prydet sin grå frakke med et savethe-planet-emblem. ”Du bør nok hellere tage den der af,” foreslog Nikolaj. ”Jeg ved ikke, hvor du kommer fra,

Visir # 87

Sikkerhedsvagten smilede, men lo ikke. Han havde set rigeligt til spasmagere gennem

GROW TH

Novelle

men folk på disse kanter synes ikke, at den slags er særligt sjovt. Der er ingen årsag til at være et røvhul.” ”Så lad endelig være,” foreslog den fremmede og trådte forbi ham op til baren. ”Sikke en nar,” mumlede Nikolaj. Der var ikke særligt mange kunder på bodegaen. Foruden de fire forsamlede om spillebordet, kunne han skimte tre-fire andre rundt omkring i hjørnerne, der foretrak at nyde deres sprut i fred. Ved baren var en enkelt bleg kvinde i samtale med bartenderen. ”Nej, Martin, du hører jo ikke, hvad jeg siger. Det handler ikke om pengene. Det var fordi, hun efterlod mig. Hvem ved, hvad der kunne være sket? Nej, selvfølgelig var det ikke alvorligt, men det kunne hun ikke have vidst. Hun var klar på at bruge hele molevitten på sprøjter, da jeg dukkede op. Sikke en ven, hva?” ”Hmmm,” mumlede Martin. ”Jov, jeg advarede dig jo, da du slog dig sammen med hende.” ”Du hentydede, at hun måske havde en skidt fortid. Du forberedte mig slet ikke på den her slags opførsel.” ”Hvad end du siger, Clara… nå, hvad skulle det være, den herre?” Den fremmede tog plads på stolen ved siden af Clara og lagde sin kasket på disken. ”En øl. Odense Classic, hvis du har det. Ellers tager jeg en lokal.” ”Odense? Nej, den slags har vi ikke her. Du kan få en fra mit eget bryggeri. Hvad betaler du i?” ”Det lyder godt. Jeg tager den i krydderi? Hvad skal jeg af med?” ”Har du noget karry?” Den fremmede fandt en bøtte frem fra lommen. ”Der var du heldig.” Martin serverede ham en fadøl. ”Det er altid en fornøjelse at handle med en, der har sine sager i orden. Hvad må jeg kalde dig?” ”Lenk for nu. Hvis du lærer mig bedre at kende, kan det være, vi opgraderer det til noget sjovere.” ”Jamen velkommen Le…” begyndte Martin. Han gik død det sekund, kunden drejede sig,

Visir # 87

og emblemet kom til syne. I stedet for at fuldende sætningen hostede han og gik i gang med at rengøre et glas. Han mumlede et næsten uhørligt ”røvhul.” Lenk lo for sig selv og smagte på øllet. Ikke dårligt, det måtte han give ham. ”Du er ikke så lidt fræk at komme herind med det der,” bemærkede Clara. ”Jeg er overrasket over, at Nikolaj overhovedet lod dig komme ind ad døren.”

Novelle

GROW TH

Ovre fra spillebordet lød der et udråb, da en mand i trediverne lod til at vinde sin tredje runde i træk. Hans modspillere skulede dystert. ”Er der nu noget galt i en lille smule aktivisme?” spurgte Lenk. ”Tror du ikke, at det er lidt for sent til den slags?” ”Det skader aldrig at prøve. Man kan vel lige så godt gøre en forskel, hvor end man kommer hen.” Clara lagde en hånd på hagen. ”De færreste folk kommer særligt langt nu om dage. Men du kunne godt ligne en mand, der har set lidt af hvert.” ”Lidt har jeg da set, men der er stadigvæk meget, jeg har til gode. Var dog i hovedstaden for lidt under et år siden. Eller det der er tilbage af den i hvert fald. Det var ikke en oplevelse, jeg har brug for at få gentaget.” Lenks mørke øjne fandt deres spejlbillede i ølglasset. Han blinkede til det. ”Efterhånden har jeg erfaret, at det er bedst ikke at tænke for meget over, hvordan vi nåede hertil, men bare at fokusere på at vende situationen til den bedst mulige på det nære plan. Verden er, hvad den er. Man kan kun arbejde med et hjørne af den ad gangen og de problemer, der må følge med. Hvis nogen står i vejen, har jeg ikke tænkt mig at bekymre mig om dem.” Clara rynkede panden, så hendes mælkehvide hud blev strakt til næsten at være gennemsigtig. Det var ikke noget, hun brød sig om at diskutere, og da slet ikke med fremmede, men hun var den eneste overlevende ud af en særlig mutation af virussen. ”Vent et øjeblik,” sagde hun. ”Jeg har hørt om dig. Det var dig, der skød Alma-Jozephine ovre ved Tanken!” Dette fangede Martins opmærksomhed, og han øjnede forsigtigt haglgeværet på bagvæggen. ”Hun startede,” insisterede Lenk. ”Så hun skød dig først eller hvad?” Lenk tog en slurk af sin øl. ”Nej, jeg lod hende aldrig få chancen. Hun startede det, da hun efterlod Lukas Gråbøl mutanterne.” Der lød endnu et jubelråb ovre fra spillebordet. Den stakkels idiot, der lige havde vundet, så ikke ud til at fatte, hvilken fare han dvælede i. ”Så du er en dusørjæger?” spurgte Clara.

Visir # 87

blødende i en grøft lige uden for byen. Heldigvis for os begge to stødte jeg på ham før

GROW TH

Novelle

”Mig? Nej, jeg er bare bager. Men så vidt jeg kan forstå var Gråbøl ikke den eneste, hun har skadet, så jeg forstår ikke, hvorfor du klager dig.” ”Det gør jeg skam heller ikke. Den syge kælling fortjente klart en kugle for panden. Ved du hvad? Lad mig udvise lokalsamfundets taknemmelighed. Martin, giv mig to krydderurt. Jeg betaler.” Bartenderen skænkede to snapseglas og servede dem for gæsterne. ”Meget gavmildt af dig. Jeg takker,” skålede Lenk. Han tog den i ét drag. ”Men hvad bringer dig egentligt til Århus?” spurgte Clara lidt efter. ”Er der ikke brug for bagere på Fyn?” ”Tjo, det er der vel nok, men jeg havde sparet en del ferie op. Nu leder jeg efter en kvinde.” Clara smilede. ”Mon ikke du har fundet sådan en?” ”En bestemt kvinde,” rettede Lenk sig selv. ”Min kone og den mand, der tog hende. Jeg har hørt, at de kom forbi herinde.” Clara falmede lidt. ”Så må du hellere spørge Martin. Han taler med alle, der kommer forbi.” Hun vinkede bartenderen til sig, men han virkede ikke særligt samarbejdsvillig. En del af Frederiks hjerne fortalte ham, at han hellere måtte tabe denne runde, både for stemningen og hans egen sikkerheds skyld. Han havde allerede vundet mere end rigeligt til at komme igennem de næste par dage. Den ene lomme var fuld af gær, krydderi og smøger, og i den anden havde han tilmed en erobret flaske fernet. Det var altid bedst at stoppe, imens legen var god. Desværre for Frederiks hjerne kørte hans krop lige nu i automatgear. ”Hvad så, Søren? Jeg er sikker på, at det snart vender for dig. Kom nu, Anton, du gemmer på et eller andet godt, jeg kan mærke det. Så lad os se, hvad jeg får… og hvis jeg lige – ups! Det må du undskylde. Jeg skal nok købe dig en ny øl. Hey Martin, kan vi få en klud herned. Jeg kom til at spilde, ja.” I forvirringen byttede Frederik et kort ud, men Rose havde ikke et sekund taget blikket

Visir # 87

fra ham. ”Din slyngel!” Hun sprang på benene og prikkede hans fingerspids med sin kniv. ”Du snyder, jeg vidste det. Din elendige slyngel.” Frederik sank en klump og tabte paf alle sine kort. ”Jeg ved ikke, hvad du snakker om” sagde han, men de andre var kun alt for glade ved denne drejning.

Novelle

GROW TH

Anton rev triumferende et kort ud af ærmet på ham. ”Jeg vidste det,” gentog Rose. ”Det skal du nok komme til at fortryde, Nisse. Du kommer aldrig til at glemme denne dag. Og du kommer i hvert fald ikke herind igen, det skal jeg love dig for. Martin, kommer du eller hvad?” Bartenderen kiggede op fra sin samtale med den fremmede. Han så ud til at være glad for en undskyldning, så han kunne afbryde den. ”Jeg har jo sagt, at jeg ikke ved noget,” fortalte han den fremmede en sidste gang og trådte så ned til spillebordet. ”Hvad sker der, Rose?” ”Vores gode nisse her brød sit løfte. Han kunne simpelthen ikke overholde reglerne.” Martin kunne ikke lade være med at grine. ”Er det rigtigt, Nisse? Er du nu igen blevet grebet på fersk gerning? Det er tredje gang. Du er godt klar over, hvad der så kommer til at ske, ikke?” ”Nej, Martin, det kan du ikke! Du behøver ikke blande borgmesteren ind i det her. Jeg skal nok gå, det lover jeg. Du får mig aldrig at se igen.” ”Borgmesteren?” sagde bartenderen. ”Nej, bare rolig. Han har for travlt med mutanterne og banderne. Vi sender ham måske en rapport i morgen, når alt er overstået, men han kommer næppe til at læse den. Nej, Nikolaj kan få lov til at tage sig af dig, og du har helt ret. Jeg får dig aldrig at se igen.” Frederik greb desperat ud efter bartenderens pistol, men blev holdt tilbage af Rose og Anton, der gav ham en på sylten. ”Hmmm,” lød en mild hosten bag Martin. Den fremmede stod og åndede ham i nakken. ”Vi blev vist ikke færdige med at tale sammen.” Bartenderen tog et halvt skridt væk fra ham, men var klemt op mod spillebordet. ”Det tror jeg nu, at vi var. Som sagt ved jeg ikke noget om denne Johannes Jensen. Eller nogen Cecilie Jensen, for den sags skyld. Der er ikke kommet nogen forbi med de navne.” ”Cecilie Lenk,” rettede den fremmede ham. ”Hun er min kone.” ”Og jeg ved ikke noget om hende,” insisterede Martin. ”Så, hvis du vil være venlig at vende tilbage til din plads. Jeg er lige optaget.” ”Det er du nemlig. Men af mig. Du skjuler et eller andet for mig, og jeg går ikke, før du har fortalt mig, hvad det er. De kom forbi, det ved jeg, og du hjalp idioten. Så meget er dega.” Martin rettede sig fuldt op. Også Rose, Anton og Søren havde nu opmærksomheden mod den fremmede, dog uden at slippe taget i Frederik.

Visir # 87

jeg blevet fortalt af de lokale. Jeg ved udmærket, at dette er meget mere end bare en bo-

GROW TH

Novelle

”Jeg er ikke sikker på, hvad det er, du anklager mig for.” ”Du hjælper folk som denne Jensen med at forsvinde. Jeg beder dig blot om at hjælpe ham med at dukke op igen.” Det lykkedes Frederik at liste en kniv ud af bæltet. Den var dog knap nok halv størrelse af den, som Rose pressede mod hans strube. Han besluttede sig for at se tiden an. ”Denne kvinde,” sagde den fremmede og fremviste et fotografi, ”var herinde for måske en uge eller to siden. Hvis du fortæller mig, hvad der blev af hende, vil jeg betale dig. Hvis ikke begynder jeg at skifte taktik.” Martin sagde ikke noget, men sendte et blik til Nikolaj over skulderen på den fremmede. Sikkerhedsvagten trak sin pistol og nærmede sig. Pludseligt slog det Frederik, da han genkendte de lyse lokker på fotografiet. ”Hende har jeg sgu da set før,” udbrød han. Rose skyndte sig at stramme sit greb. Martin sendte ham et dødsblik. Men den fremmede lyste op. ”Hvad ved du?” ”Ikke meget,” indrømmede Frederik. ”Men jeg tror at… Martin, du solgte da manden to forklædning… arg!” Han stoppede med at tale, da Rose slog hans pande ned mod bordpladen. Alt begyndte at dreje rundt for ham. ”Du skal ikke lytte til ham,” fortalte Martin et sted til venstre. ”Nisse er en tyv og en svindler. Han ville fortælle en hvilken som helst løgn, hvis han mente, der var noget i det for ham.” ”Så passer han vel fint herinde.” ”Hvor vover du? Jeg er nødt til at bede dig om at gå.” ”Ikke uden din fine ven her. Nisse, var det? Det lyder til, at jeg kunne få brug for ham.” ”Ikke tale om. Du har efterhånden opbrugt min tålmodighed. Ud med dig og dét med det samme! Ellers skal jeg… NIKOLAJ!” Bang! Frederik blinkede svimmelt. Bang! Bang! Han blev trukket på benene af personen bag sig. Rose. Hun havde stadig en kniv på hans strube.

Visir # 87

”Du har vist noget, jeg har brug for,” sagde den fremmede. ”Kom ikke et skridt nærmere. Jeg advarer dig! Jeg ved ikke, hvorfor du er så interesseret i denne idiot, men hvis du skyder, dør han også.” Hun trak bagud, forbi Antons livløse legeme, der var faldet ned fra sin stol. På gulvet lå hans pistol. Frederik kunne mærke, at Rose overvejede at gribe ud efter den.

Novelle

GROW TH

Ovre ved døren lå Nikolaj og rallede. Martins slappe skikkelse kunne lige skimtes under spillebordet. Gamle Søren havde søgt tilflugt i en bås. Den fremmede affyrede et skud til, og Nikolaj blev stille på jorden. Hvor mange skud havde han mon tilbage? Frederik vidste ikke nok om skydevåben til at kunne bedømme det på udseendet. Den var sort og metallisk, var alt han kunne afgøre. ”Har du slet ikke hørt efter, hvad jeg har sagt?” spurgte den fremmede. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad der blev af Johannes og Cecilie. Din chef kunne sagtens have fortalt mig det, men han tog en anden beslutning.” ”Og hvad tror du så, at der kommer til at ske nu? Så snart rygtet spreder sig om, hvad der er sket her, kommer folk efter dig. Martin havde forbindelser hos borgmesteren. Du bliver serveret for mutanterne, eller hvis du er heldig, skudt. Du slipper aldrig levende væk fra Midtbyen.” ”Hvis du giver mig det, jeg leder efter, er jeg borte, før nogen opdager noget. Fortæl mig nu: Hvad skete der med Cecilie?” ”Rend mig,” snerrede Rose. Hun kylede kniven efter den fremmede og trak Frederik med sig på jorden som et skjold. Hendes bistre træk lyste op i et smil, da hendes fingre lukkede sig om Antons pistol. ”Bingo.” Frederik indså, at det var nu eller aldrig. Han begravede kniven i Roses håndled og tvang pistolen fra hende. Den skøjtede to meter hen ad gulvet. ”Din lille…” Hun greb ham med begge hænder og satte tænderne i hans strube. Frederik kæmpede alt han kunne for at få hende af, men mærkede kun sin egen styrke svinde ind. Hun var virkelig umenneskeligt stærk. Efter ca. fem sekunder kom hun i tanke om pistolen og slap ham, men blodtørsten havde kostet hende livet. Den fremmedes fod landede på den, lige før hun kunne samle den op. ”Sidste chance,” sagde han. ”Hvor er Cecilie og det røvhul?” Mutanten snerrede ad ham en sidste gang. Han trykkede på aftrækkeren. Hun blev tavs. Den fremmede skubbede liget til siden og samlede afprøvende Antons pistol op. ”Hvordan har du det?” spurgte han den nær bevidstløse Frederik.

Visir # 87

”Erhhh…” ”Mente du, hvad du sagde? Ved du, hvad der skete med Cecilie og Johannes?” ”Arg… hrrrmmm.” Den fremmede sank i knæ og vendte Antons pistol i hånden. ”Hør nøje efter. Jeg er

GROW TH

Novelle

kommet langvejs for at finde den kvinde, jeg elsker, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu. Der ligger allerede fire døde herinde over denne sag. Det ville være spildt, hvis ikke du ved noget brugbart.” Frederik nikkede hæst. ”Martin… solgte manden forklædninger. De rejste… med karavane mod nord.” Mere lykkedes det ham ikke at sige, før hans stemme blev helt uforståelig. ”Super,” nikkede den fremmede. ”Jeg finder nogle bandager og lapper dig sammen. Vi tager afsted i morgen tidlig.” Frederik skulle til at protestere, men han havde alt for travlt med at besvime. Lenk gennemsøgte hurtigt baren efter brugbare rationer, som han fyldte i en sæk, og slæbte snydepelsen ud derfra. Der ville stadig gå noget tid, inden borgmesterens folk hørte om det her. Så vidt han kunne forstå, var området nord for Åen fuldstændigt løbet over ende af mutanterne. Det måtte han finde en løsning på i morgen. Han skulle lige til at træde ud af bagdøren, da han hørte nogen bag sig. Det var Clara. Hende havde han glemt alt om. ”Din psykopat. Hvorfor slog du dem alle sammen ihjel?” Lenk skimtede tilbage mod hende. ”Som jeg fortalte dig, vil jeg gerne finde min kone. Står man i vejen, bliver man bliver flyttet.” ”Du er virkeligt et røvhul.” Lenk smilede og fiflede med sit emblem. ”#SaveThePlanet. Det gør jeg ét menneske ad gangen.” Han trak kasketten ned over hovedet, vinkede farvel og trådte ud ad bagdøren med sin oppakning. Da han var trehundrede meter væk, hørte han det første udråb. Hans lille gerning var blevet opdaget, men det var lige meget. Han skulle alligevel aldrig tilbage hertil. Han fandt sin bil, en falmet volvo, parkeret en kilometer fra Bodegaen og lagde snydepelsen fra sig på passagersædet. Sækken lagde han i bagagerummet med undtagelse af det nyerhvervede haglgevær, en

Visir # 87

æske patroner og lakridspiberne, som han åbnede. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde smagt sådan en. Det måtte være mindst to år siden. Han tog en bid af piben og satte ned mod resterne af havnen i andet gear. ”Hvad laver du?” spurgte hans halvt bevidstløse passager. Blødningen var stoppet og

Novelle

GROW TH

såret dækket af en bandage. ”Finder et sted at overnatte,” fortalte Lenk. ”Hvor vi kan få set på dine sår og planlagt, hvad vi gør i morgen. Det var Nisse, ikke sandt?” ”Det er der nogen, der kalder mig… vent! Har du spist mine lakridspiber?” ”Kun halvdelen. Jeg var sulten efter at have reddet dit usle skind. Betragt det som et ydmygt honorar. Desuden fik vi alle dine andre tyvekoster ud derfra. Fernet Brancaen er nok ikke dårlig til at rense dit sår. Det er det rene medicin.” Han bremsede lidt ved synet af en vejbarrikade længere fremme bestående af gamle biler. Indtil videre havde de ikke set nogen andre køretøjer på gaderne. Han tog endnu en pibe. ”Hvordan slap du overhovedet ind i Midtbyen i den her?” spurgte Nisse. ”Borgmesteren har udstedt forbud mod private biler. De skal alle overdrages til myndighederne.” ”Jeg kørte igennem et hegn. Det ser ud til, at jeg må udføre en lignende manøvre for at slippe ud igen.” ”Og hvad har du så tænkt dig at gøre bagefter?” ”Som sagt kører vi to mod nord i morgen. Hvor sagde du, at denne karavane var på vej hen?” ”Hvad! Nej, det siger jeg dig. Jeg skal absolut ikke nogen steder hen med dig.” ”Har du da nogen bedre planer?” spurgte Lenk, idet han gumlede den sidste bid lakrids. ”Hvad tror du selv, der sker, hvis du bliver hængende her? Selv hvis du ikke bliver hængt op på det, jeg gjorde, så lød det til, at du havde problemer nok på egen hånd. Men hvis du tager med mig mod nord, slipper du ikke blot for disse problemer, så betaler jeg dig også en god sum. Har du ærlig talt noget, der holder på dig her?” Nisse tøvede. ”Ønsket om ikke at blive mutantføde?” foreslog han. ”Jeg skal nok passe på dig. Der sker ikke noget, det lover jeg dig. Men jeg kender simpelthen ikke området godt nok til at vove mig ud på egen hånd. Det lyder derimod til, at du er lokal. Så hvad siger du? Hvad blev der af Cecilie og den stodder til Johannes?”

II - Mutanterne ”Hvad er der så særligt ved Skejby?” spurgte Lenk. Det var tidligt om morgenen, og de lå skjult i et krat og spejdede mod nord. Ikke mere end seks hundrede meter derfra stod to mutanter på vagt. Den ene af dem var bevæbnet gule øjne. Af en eller anden årsag bar de gamle brandmandsuniformer. ”Hvis man tror på historierne, skulle det være det rene Utopia,” fortalte Frederik.

Visir # 87

med et koben, den anden havde en riffel. De var hårdhudede og langhårede med sygeligt

GROW TH

Novelle

”Masser af læger på det gamle hospital, lys, varme og rent vand i alle bygningerne, godt med sikkerhedsvagter og rigeligt at spise og drikke. Jeg hørte endda, at de har deres egen biograf kørende.” ”Hvorfor er I så ikke alle flyttet derop?”. ”Det er sgu ikke alle og enhver, de lukker indenfor. Kun de særligt udvalgte. De egnede til at genopbygge samfundet i fremtiden og sådan noget. Ind imellem kører en karavane igennem for at nå derop. Uden beskyttelsen fra sådan en er det det rene selvmord at forsøge rejsen. Flere jeg kender har forsøgt, men vi hørte aldrig fra nogen af dem igen.” Området foran dem, som lå mellem den afdækkede og delvist genopbyggede midtby og så det isolerede Skejby i nord, var den rene ødemark. De færreste bygninger havde overlevet Styrtet i en intakt nok stand til, at man kunne bo i dem, og beplantningen havde erobret omtrent en tredjedel. Gaderne lugtede af råddenskab og affald. Som noget af det første stødte de på en halvt opløst måge i en syreholdig vandpyt. Kun mutanternes lejr og udposter var vedligeholdte, men de var så til gengæld blevet indviet i blod, fæstningsværker og sort spraymaling. Ingen vidste helt, hvordan mutanterne var blevet til. Selvfølgelig havde det noget med strålingen at gøre under krigen, men mon ikke også virussen havde spillet ind? For slet ikke at glemme de brede biologiske ændringer, der var sket som følge af Styrtet gennem resten af økosystemet. Man er, hvad man spiser, og mutanterne indtog nogle meget mærkelige sager, bl.a. flere bestrålede dyr og stærk ’medicin’. De varierede meget. Nogle var mere eller mindre som Rose; brutale, blodtørstige og usympatiske, men stadig intelligente og tilvænningsparate. Andre havde helt mistet evnen til at tale. Det var blevet foreslået af en psykolog, at deres natur måske var udelukkende mental, og at de var gået i en katatonisk overlevelsestilstand, hvor de opførte sig som vilde dyr for at klare situationen. Han fastholdt denne hypotese frem til den dag, han blev spist af mutanterne i et forsøg på at hjælpe dem med at blive mennesker igen. Hans åndelige efterfølger tænkte i samme baner, men konkluderede i stedet, at mutan-

Visir # 87

terne ikke opførte sig sådan ud af nød eller frygt. De var blot blevet sat fri fra civilisationens rammer og udtrykte nu alle de lyster og det begær, de længe havde undertrykt. Han endte, ulig sin forgænger, med at slutte sig til dem. De to eksemplarer foran Lenk og Frederik lignede ikke ligefrem to genier. Den med kobenet gumlede på et gammelt ben, imens den anden stod og pillede næse.

Novelle

GROW TH

Omkring sig havde de sat en lille lejr op, men de virkede ikke som særligt ivrige vagtposter. For det meste skændtes de bare lidt med hinanden gennem en blanding af simple ord og utilfredse grynt. ”Hvordan tænker du, at vi håndterer de to idioter der?” spurgte Lenk. ”Tager vi en hver herfra, eller skal vi tættere på først?” Frederik vidste ikke, om han lavede sjov. ”Jeg har en 308. riffel i bagagerummet?” foreslog Lenk. ”Hvad med at snige os udenom dem? Resten af dem kommer da løbende, hvis vi begynder at larme.” ”Hmmm... hvorfor skal du være så kedelig. Og hvad havde du egentligt tænkt, der skulle ske med volvoen, hvis vi ’sniger’ os?” ”Kunne den ikke vente her? Du kan vel altid finde den igen, når du har Cecilie.” ”Og efterlade den til at blive fundet af nogle andre? Mutanterne massakrerer den, og din kære borgmester konfiskerer den. Den bil har tjent mig trofast gennem årene, og jeg opgiver den ikke, imens den kan køre. Faktisk tror jeg stadig, at garantien er gældende.” ”Vi kunne også tage vestpå og finde en anden vej til Skejby?” foreslog Frederik, men han vidste allerede, hvad svaret ville blive. Kom man meget længere end Brabrand, var der kun et langt krater, der strakte sig mange kilometer mod vest. Det skulle nå helt ud til Galten. En bombe var ramt ved siden af Århus tilbage i krigens sidste dage. Det ville være et værre spild af brændstof, hvis de skulle til at rejse så langt for at finde en omvej, og de ville blive nødt til at krydse endnu mere mutant territorium. Lige nu befandt de sig vest for Midtbyen i et mere mennesketomt område, hvor kun klunsere, lovløse og mutanter færdedes. ”Der må være en anden løsning” insisterede Frederik. ”Hvis vi først begynder at skyde, kommer vi ikke langt. Lad os prøve at finde en anden vej igennem. Måske ude ved søen.” Lenk sukkede, men gav sig, og de fandt tilbage til bilen, der var parkeret bag kadaveret af en totalskadet lastbil. Nogen havde spraymalet Dommedag hvornår? på siden af den. Resten af formiddagen gik med at lede efter åbne veje, de kunne bevæge sig ad, men da det blev frokosttid, var de ikke nået mere end to kilometer nordpå. De sad og spiste i volvoen, skjult i en gammel garage, imens de ventede på, at en patrulje af mutanter passerede forbi trehundrede meter længere fremme. På væggene omkring hørt om. Ovre i et kabinet i hjørnet fandt de to støvede øldåser, der hidtil var blevet overset af både klunsere og mutanter. En længe størknet rød plet fortalte en del af en

Visir # 87

dem hang rådnede plakater for et eller andet heavy metal band, som ingen af dem havde

GROW TH

Novelle

historie, som Frederik ikke havde lyst til at grave videre i. ”Hvis de nærmer sig, skifter vi til min metode. Jeg skal ikke trænges op i en krog af dem,” fortalte Lenk. Foruden bajerne bestod måltidet af dåse kippers og tørt knækbrød. ”Det er jo det, jeg prøver at undgå” svarede Frederik. ”Jeg har heller ikke lyst at lære dem bedre at kende. Min fætter Rasmus gik i et baghold for et år siden, da mutanterne kun lige var begyndt at organisere sig her på egnen. Vi fik ikke meget af ham at se igen, men det var nok til at give mig mareridt i flere måneder. Resterne af ham kunne vi begrave i en skotøjsæske.” ”De er noget for sig,” nikkede Lenk. ”Man kan kun få god samvittighed af at skyde på dem. Det renser ligesom ud.” Frederik satte sin mad fra sig. ”Hør… jeg ville bare sige, at jeg sætter pris på det, du gjorde tilbage på Bodegaen. Jeg er ked af, at Martin, Anton og Nikolaj skulle dø, men du reddede mit liv. Det behøvede du ikke at gøre. Du kunne bare være gået din vej og have fundet oplysningerne på egen hånd. Det kan ikke have været en nem beslutning, men jeg synes, du tog den rette.” Lenk kiggede overrasket op. ”Tænk ikke på det. Helt seriøst. Jeg gjorde det ikke for dig. Og jeg er fuldstændigt ligeglad med de idioter. De truede mig, og jeg håndterede det. Det tager jeg ikke så tungt. Verden er alligevel for forskruet nu om dage til, at man skal lade den slags komme i vejen. Det handler om at finde det, man holder af”. Lenk drejede på sit emblem og smilede nærmest stolt. ”Hun må virkeligt betyde meget for dig, hende Cecilie.” ”Hun er mit et og alt. Hele mit liv har virket meningsløst, siden hun blev… Du ved sikkert, hvordan det er, når man bare ved, at hun er den rigtige for en, og man ikke ønsker noget andet. Jeg advarer dig på forhånd: Hvis jeg ikke får hende tilbage, kommer jeg til at skyde en eller anden.” ”Så lad os da håbe, at vi kan redde hende. Jeg havde selv en kæreste før Styrtet, der betød det hele for mig... men ikke længere. Hvad er det for en mand, der har kidnappet hende?”

Visir # 87

”Johannes? Han er menneskeligt affald. Kunne ikke udholde at se andre folk glade, uden at han var nødt til at blande sig. Nå, skal vi se, om kysten er ved at være klar?” Lenk rejste sig og trådte hen til vinduet i garageporten. ”Jeg kan ikke se dem derude, og vi har vist spildt tid nok herinde med at sidde og pille hinanden i røven.” Det var længe siden, at Lenk sidst havde haft en rejsemakker. Den forrige var en færøsk

Novelle

GROW TH

havnearbejder, der bevægede sig lidt for langt ind i ruinerne af Odense og døde af strålingsforgiftning. Det var måske tre måneder siden nu. Han havde klaret sig fint i mellemtiden. Alligevel måtte han indrømme, at Frederik viste sig at være nyttig. Den lokale havde en god hukommelse og kendte det meste af byen ind og ud. På egen hånd var Lenk aldrig nået så langt mod nord, før det gik galt. For galt gik det, men de var godt undervejs, da det endelige kom til det. Scenen var denne: Omgivet af et højt tornekrat, der pressede ind på den allerede snævre vej fra begge sider, fik Lenk øje på en enlig, rystende kvindeskikkelse, liggende på maven. Uden at forhøre sig med Frederik sprang han ud af bilen og nærmede sig med et oversavet haglgevær. Det havde engang været et parcelhuskvarter, men så nu ud til at være blevet overtaget af en flok muterede mårhunde. På hvert et tag sad mindst tre krager. ”Er du sikker på, at det er en god ide det her?” kaldte Frederik. ”Jeg er nødt til at tjekke efter. Bare bliv i bilen!” Lenk hoppede over en væltet motorcykel og tjekkede instinktivt efter fælder eller mutanter klar på et baghold, imens han bevægede sig, men kunne ikke få øje på nogen. Dog var han ikke dum. Han vidste udmærket, hvordan denne situation så ud. Men hvis han ikke tjekkede efter, ville han komme til at fortryde det. Lenk nåede frem til kvinden, der langsomt krøb fremad. Hendes hår var blondt og uredt, og hun blødte fra et sår i ryggen. Det var umuligt at afgøre, hvad farve det iturevne tøj oprindeligt havde haft. En mårhund sad lidt derfra og vurderede, om maden snart var serveret. Lenk sendte den et advarende blik. ”Cecilie?” Kvinden stoppede med at bevæge sig. Havde hun hørt ham, eller var hun mon død? Lenk trådte om på siden af hende og prikkede til hende med sin støvlespids, helt forsigtigt. Hun stønnede. ”Hallo? Er du i live?” ”Bvaadrrr.” ”Hey Lenk!” lød det tilbage fra volvoen. ”To sek.”

Visir # 87

Lenk tog chancen og drejede hende om på ryggen. Det var ikke Cecilie, men en fremmed.

GROW TH

Novelle

Han forstod godt, at han var kommet i tvivl. På mange måder lignede hun hans kone, sådan som hun havde set ud tilbage i starten af gymnasiet for femten år siden, da han mødte hende for første gang. Det virkede så uendeligt længe siden, og alligevel huskede han det, som var det i går. Men denne pige var vokset op i en helt anden verden. Hun kunne ikke være meget mere end seksten år gammel, men den seneste tid havde taget hårdt på hende. Hendes blonde hår var møgbeskidt, det meste af hendes krop dækket af jord, og hun manglede størstedelen af sine tænder. De få resterende var umenneskeligt spidse. Der var blod i hendes mund. Kæben sad lidt skævt. Nogen, eller noget, havde vist givet hende en god omgang tæv. ”Mutant. Kan du tale?” ”Ahhhrrr?” (”Lenk!”) ”Kom nu, du kan jo godt. Sig ’be om’, så skal jeg nok lade dig være i fred.” ”Bvaaar ammmm.” ”Ikke helt godt nok.” Bang! Han trådte tilbage og ladede det oversavede haglgevær. Nu havde mutanten ingen tænder tilbage. ”LENK!” Han vendte irriteret om. ”Ja, hvad er de…” Lenk sukkede. Frederik var ikke alene. Med ham stod to idioter i rødmalede gasmasker. Den ene havde en revolver vendt mod Frederik, den anden rettede et gevær fremad mod ham. Pludseligt fortrød Lenk igen, at han havde taget nogen med sig. ”Hvad vil I to så?” spurgte han og trådte tilbage mod bilen. ”Vær sød at fortælle mig, at I bare har et selvmordsønske.” ”Pas på hvad du siger,” advarede den ene, en kvinde lød det til. ”Ellers får du din vens hjerne at se.” Frederik forsøgte at sende ham et bedende smil. Han havde fået et blåt øje. Det var da altid noget, at han havde kæmpet imod. ”Vi tager din bil og alt i den,” fortalte den anden, en mand. ”Og hvis du er heldig, lader vi dig beholde livet i behold.”

Visir # 87

”Wauw” sagde Lenk. ”Sikke et tilbud. Du er den fødte salgsmand, kan jeg godt høre.” ”Hold din kæft, og smid mig bilnøglerne. Ellers skyder vi din ven.” ”Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde ham min ven. Kender ham knap nok.” ”Gør nu bare, som jeg siger,” hylede manden, så hans stemme knækkede. Knækkede… ”Hør, hvor gamle er I to lige?” spurgte Lenk, helt afslappet. ”Hvor gamle… hvad har det med noget som helst at gøre?” pustede pigen.

Novelle

GROW TH

”Jeg tænkte bare på, om jeg ikke skulle køre jer hjem til jeres forældre. De er jo nok bekymrede.” ”Hold nu kæft. Jeg mener det. Hvis du ikke kaster mig nøglerne og lægger geværet fra dig, så pløkker jeg ham i skallen, ven eller ej.” ”Lenk?” sagde Frederik nervøst. Lenk pustede irriteret og fæstnede blikket ved et eller andet i det fjerne. ”Var det jer, der ordnede hende mutanten? En gammel skoleveninde, måske.” ”Og du faldt for den. Kunne ikke lade være med at undersøge det, kunne du?” smilede drengen selvtilfreds. ”Det gjorde jeg vel,” nikkede Lenk. ”Jeg havde ikke tænkt mig om… apropos ikke at tænke sig om, så tror jeg, der er nogen, der gerne vil tale med jer.” Lyden af flere motorer, der accelererede, nåede dem. Nogen udstødte et euforisk skrig. Anførerbilen var en mishandlet firehjulstrækker med et maskingevær på toppen. En nøgen mutant dækket i grøn maling var bundet fast til det. Det var ham, der havde skreget. Eller rettere sagt var det ham, der stadigvæk var ved at skrige sine lunger ud. På hver side var Helvedets firehjulstrækker flankeret af en motorcykel. Længere tilbage nærmede yderligere fire biler sig. ”Sikke et spildt af brændstof,” mumlede Lenk. De to teenagere blev ramt af panik, og han skyndte sig at handle. Med en knytnæve tvang han pigen i jorden og pressede drengen op mod volvoen med en kniv mod halsen. ”Her”, sagde han og rakte sit haglgevær til Frederik. ”Ind i bilen med dig. Tag bagsædet, lige bag føreren.” Frederik skyndte sig at adlyde, uden at kigge på de to teenagere. Lenk behøvede ikke tænke mere et halvt sekund, før han tog en beslutning. ”Ind med jer begge to. I får én chance. Hvis jeg ikke stoler på jer, får I en kugle. Men forhåbentligt er vi enige om, at vi hellere vil skyde på mutanterne. Godt så, hvad venter I på.” De nåede kun lige at hoppe ind, før Lenk allerede var kørt. Der var ingen tid at spilde. På hans højre hånd sad nu pigen. Hun havde taget gasmasken af og mistet enhver form for selvtillid. Bilen lavede et lille hop, da de kørte den døde mutant over. ”Ti point,” mumlede Lenk. Sidespejlet til venstre for Lenk fløj af. Den grønne tosse var gået i gang med maskingeværet. Frederik og knægten på bagsædet

Visir # 87

Bag dem nærmede firehjulstrækkeren sig. Ratatatata!

GROW TH

Novelle

forsøgte at gengælde skyderiet, men det lød ikke til, at de ramte noget. ”Hvad sker der, hvis de fanger os?” mumlede pigen ved siden af Lenk. ”Det skulle du måske have spurgt dig selv om, før du angreb en af dem.” Han trykkede speederen helt i bund, da volvoen nærmede sig gadens allermest snævre punkt. ”Arggg,” lød det fra bagsædet. De var blevet ramt. ”Hvad sker der?” spurgte Lenk. ”Jeg… jeg bløder,” fortalte knægten. ”Det er slemt… jeg… arrggg… jeg kan ikke… har brug for hjælp.” ”Andreas?” hulkede pigen. ”Hvis du har brug for at komme ud med nogle frustrationer, så kig i handskerummet.” Forvirret gjorde hun, som der blev sagt, og sad kort efter med et granatbælte. ”Træk og kast, når jeg drejer vognen,” fortalte Lenk. ”Om fem-fire-tre…” ”Til venstre!” råbte Frederik. Volvoen knækkede en gren og strejfede et sidespejl fra en parkeret rustvogn, men de klarede det smalle stykke. I en brat bevægelse kastede Lenk bilen mod højre, og pigen kastede granaterne ud af vinduet mod firehjulstrækkeren, der var lige i hælene. Den grønne skytte nåede lige at smile ved synet af dem, før Frederik ramte ham i benet. Han faldt ned på bilens tag i tide til at blive kastet bagover sammen med faretøjet. Firehjulstrækkeren slog en baglæns saltomortale og destruerede den næste bil i flåden. Kun de to motorcykler nåede lige at undslippe ødelæggelsen. Der lød et støn fra bagsædet. Det var Frederik. ”Hvad så, Nisse? Klarer du den?” ”Jeg tror, mit sår er gået op. Arggg, men jov… jeg skal nok overleve.” De kørte nu ned ad en større vej. Lenk smilede, da et vejskilt meddelte ham, at der var en kilometer til Skejby. Et skud til højre bragte ham tilbage til virkeligheden. Motorcyklerne havde indhentet dem. ”Hvem er klar på en smule sjov?” spurgte Lenk.

Visir # 87

Frederik hostede, og Andreas lå tavs på bagsædet. Kun pigen nikkede og begyndte at skyde efter motorcyklen. Mutanten på den smilede gustent til dem. ”Kom nu, kom nu, kom nu.” Lenk hældte til højre, da vejen begyndte at dreje. Der var en rundkørsel ligefremme, og de skulle til venstre for at komme til Skejby. De var der stort set. Han kunne ane fæstningsværket, der beskyttede dette ”Utopia”. Et hegn med flere vagttårne omgav bydelen.

Novelle

GROW TH

Det lykkedes pigen at ramme mutanten på motorcyklen, og han styrtede ind i en lygtepæl. ”Sådan!” pustede hun. ”Tag den, din afskyelige stodder. Nå, hvor var den anden?” Al sejrsrus forlod hende igen, da hun fik øje på den anden motorcykel. Den havde taget en genvej væk herfra for at hente hjælp, så det ud til. ”Det… der.” Lenk kastede et blik til venstre for at se, hvad hun mente. Han kunne kun være enig i det, hun sagde. Han havde set meget i løbet af de sidste tre år, men den her var alligevel ny. ”Ser man det,” smilede han, med et glimt i øjet, der var renset for fornuft. ”Nu har jeg aldrig.” Ding-ding-ding-ding sagde Hjem-IS-bilen. Den kunne umuligt nå at indhente dem, det kunne Lenk ikke tro på. Den var simpelthen for langsom. Desuden kørte han jo en volvo. Han var helt selvsikker i, at det nok skulle gå. Faktisk var det lidt ærgerligt, at han ikke fik lov til at håndtere de sidste mutanter. Pigen ville nok have godt af at hævne sin kæreste lidt. Det var i grunden en skam at lade dem slippe væk. ”Øhhh, hr.?” ”Jaja, bare skyd, hvis de prøver på noget. Skyd for Guds skyld.” ”Hr.!” ”Lenk!” istemte Frederik. ”De har kraftedeme en bazooka.” Han kiggede op. Han bekræftede, hvad der var blevet sagt. Han mødte den gale mutantismands blik og vinkede. Han forsøgte at bearbejde det i sit hoved. Ding-ding-ding-ding sagde Hjem-IS-bilen. Hele verden blev vendt på hovedet. Airbaggen ramte Lenk, og han besvimede. Da han vågnede, var han ikke sikker på, hvor lang tid der var gået. Alt omkring ham var mørkt og gjorde ondt. Eller var det bare hans hoved? Han mærkede efter sin pande og fandt en våd flænge. Den måtte stamme fra et af de mange glasskår, der omgav ham. Af en eller anden årsag begyndte han at grine. Hvad Han vidste det godt, men kunne ikke lige sætte ord på det. Ved siden af ham lå pigen bevidstløs. Muligvis var hun død. Muligvis var han selv død inden længe.

Visir # 87

var det, der var så morsomt?

GROW TH

Novelle

Nogen ramlede rundt udenfor. Det var nok mutanterne. Så kom han i tanke om det sjove. ”Hey, Nisse?” kaldte han, men han nåede kun lige at ane et ben blive trukket udenfor. Nogle sekunder senere lød der en banken på hans egen dør. Lenk forsøgte halvhjertet at gribe ud efter pigens pistol, men for sent. Bildøren blev flået af, og to stærke arme trak ham udenfor. Det var overskyet, lagde han mærke til. Hjem-IS-bilen holdt parkeret fire meter væk sammen med motorcyklen. Der var seks mutanter i alt. De havde smidt en bundet Frederik på jorden og en død Andreas ved siden af. Pigen var ved at blive båret ud. Flere af dem slikkede sig sultent om munden. Også disse var klædt som brandmænd, og Lenk følte, at der var en eller anden intern vittighed, han ikke var med i. Heldigvis havde han jo sin egen. Han kunne ikke lade være med at grine, selv da han blev kastet ned for fødderne af mutantlederen, en to meter høj gorilla med skæve tænder og usædvanligt dårlig hygiejne, selv for en mutant at være. Han holdt en dolk mellem fingrene og bøjede sig ned for at tale til Lenk. ”Jeg kan godt lide dit emblem. Sig mig, hvornår regner du med at blive færdig med at redde planeten? Selv glæder jeg mig til at kunne gå ned på stranden igen uden at blive ætset af syre.” Lenk lo til svar. ”Nå, den tanke kunne du godt lide. Måske skulle vi så tage en tur derned sammen? Jeg kender det perfekte soppested.” ”Hahahahaha.” Mutantens smil kølede en smule af. Han drejede kniven mellem hænderne og aede Lenks kind med bladet. ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der er så sjovt?” ”Jov, det, jov klart… det er bare, at jeg lige er kommet i tanke om, at garantien på min volvo. Den udløber sgu i dag.” Mutantlederen kunne ikke lade være med at le.

Visir # 87

”Ved du hvad? Det er faktisk det sjoveste, jeg har hørt længe.” ”Tak, det glæder mig.” Med de ord sprang Lenk frem og gav lederen en skalle. Mutanten væltede om og famlede efter kniven. Lenk gav ham en knytnæve i fjæset. Det lykkedes uhyret at gribe kniven. Han forsøgte at stikke sin modstander. Det lød som en ballon, der sprang. Mutanten smilede. Men

Novelle

GROW TH

Lenk var ikke færdig. Han trak dolken ud af sin side og begravede den i lederens brystkasse. Mutanten skreg. Omkring dem lød der støj og panik, men Lenk hørte ikke efter. Han stak og stak og stak, og da ikke kunne stikke mere, greb han mutantens hoved og bed til af alle kræfter. Uhyret rallede. Lenk smagte blod og spyttede et øre ud på jorden. Mutanten kiggede skræmt op på ham. Nogen talte et sted bag ham. (”Vent, vent, I må ikke skyde ham. Han er ikke en af dem!”) ”Hvad er der galt?” spurgte Lenk mutanten. ”Jeg troede, du morede dig.” Klonk! Noget ramte ham i baghovedet, og Lenk gik kold ned over mutantens varme, blodige legeme.

III – Utopia Alt gjorde ondt. Lenk forsøgte at åbne øjnene. Hele verden var blevet hvid og skinnende. Nogen stak et lys op i ansigtet på ham. Det var en skikkelse lige så lys som nyfalden sne med to glasagtige øjne. Lenk kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set sne. ”Kan du høre mig?” spurgte det mærkelige væsen. ”Shhh… jeg har ondt i hovedet.” ”Er du sikker på, at det er en god ide at tale med ham der?” lød en tredje stemme. ”Nina, rækker du mig lige stetoskopet?” Nogen knipsede over ham. ”Hey, bliv lige vågen ikke? Jeg er nødt til at udføre nogle prøver. Kan du også se mig?” ”Det afhænger…” ”Afhænger? Hvad afhænger det af? Hvad kan du se?” ”En stor fed idiot.” Lenk besvimede igen med et smil på læben. ”Du gør det virkeligt ikke nemt for dig selv.” Lenk åbnede øjnene. Lokalet var en del mørkere, og det eneste lys stammede fra en sengelampe på højre hånd. Ved siden af den sad Frederik på en stol. Han havde fået rent tøj på og en ny bandage om halsen. Han var også selv blevet klædt om, bemærkede han, da han kiggede ned ad sig selv. Nu han havde en grøn hospitalsdragt på. Noget raslede, da han satte sig op. Han var lænket til sengen med et sæt håndjern. ”Ja, du var ikke ligefrem modtagelig over for lægernes hjælp,” fortalte Frederik. ”Jeg måtte gøre mit allerbedste for at overbevise dem om, at du ikke var en mutant. De skulle lige til at føre dig til laboratoriet, sådan som du håndterede deres leder.”

Visir # 87

”Hvad pokker?”

GROW TH

Novelle

”Hvad gjorde du dog det for?” ”Hva-hvad mener du? De eksperimenter jo på psykopaterne for bedre at forstå dem og deres opførsel. Selvfølgelig skulle du ikke der ind?” ”Måske, måske ikke.” ”Jeg forstår dig ikke.” ”Nej, det gør du nok ikke. Nå.” Lenk kastede et blik rundt i den sterile, hvide hospitalsstue. Der lå kun én anden patient herinde, på en seng i den anden ende. Han kunne ikke skelne særligt mange træk under de tunge bandager. ”Så nåede vi Utopia. Der ser da i hvert fald ud til at være rent. Hvem er min roommate?” Frederik kiggede ned mod den anden seng. ”Anne-Mette,” fortalte han. ”Hende pigen som vi… hun er rimeligt slet tilredt. Men hun overlevede, ulig Andreas.” ”Ja, han var heldigere,” nikkede Lenk. ”Og hvordan er her ellers? Er gaderne fulde af liv og glade dage?” ”Der er rimeligt stille og roligt. Jeg var ude på en gåtur tidligere, efter lægerne var færdige med at kigge på mig. De fleste folk lå og sov, men jeg fandt en bar, der havde åbent.” ”Nu har du vel ikke været i gang med at spille kort?” ”Nej, det havde jeg ikke lige lyst til. De skal ikke have en undskyldning for at smide mig ud allerede. Jeg er stadig overrasket over, at de tog os indenfor. Men lægerne virkede ivrige over alle de tilfangetagne mutanter. Især lederen glædede de sig til at kigge nærmere på”. ”Så vi har betalt portvogteren, og til gengæld har de ikke smidt os ud?” ”Det tror jeg,” nikkede Frederik. ”Men jeg ved nu heller ikke, om de havde smidt os på porten alligevel. Folkene her virker fine nok. Lidt strenge, men ellers har jeg ikke hørt noget fra dem. Jeg er blevet tilbudt et job som hjælpebartender nede på den lokale bodega.” ”Javel, javel, sikke en charmetrold. Det er da ikke så ringe et tilbud.” ”Slet ikke. Men det var egentligt ikke det vigtigste. Jeg fik snakket lidt med en af de nyankommne fra den seneste karavane. En af dem huskede mig fra dengang, de passere-

Visir # 87

de gennem Midtbyen, og det lykkedes mig at få den her.” Han rakte en lille lap til Lenk, der knap nok kunne afkode teksten her i halvmørket. Det var en adresse. ”Er det, hvad jeg tror, det er?” Frederik nikkede. ”Jeg fortalte ham, at jeg havde set min gamle ven Johannes i karavanen, og at jeg gerne ville kigge forbi ham en dag. Han driver et lille skrædderi ikke så

Novelle

GROW TH

langt herfra, inden for hegnet.” ”Det havde du ikke behøvet. Vores aftale var, at du hjalp mig med at komme til Skejby. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan betale dig længere.” ”Du skal ikke tænke på det. Det her er bedre, end jeg turde håbe på. Desuden trænger du til min hjælp.” Han kiggede ned på Lenks håndjern og fremviste en lille nøgle. ”Før jeg slipper dig fri, er jeg nødt til at stille nogle spørgsmål.” ”Hvad har du på sinde?” ”Først skal jeg være sikker på, at du ikke falder om, så snart du træder ud ad døren.” Lenk mærkede efter sit sår i siden og bed tænderne sammen. ”Jeg har prøvet værre. Og hvis jeg venter for længe, finder Johannes bare ud af, at jeg er i byen.” ”Hvad så når du finder dem? Har du en plan til at komme væk herfra med hende? Eller regner du med, at han bare lader hende gå?” ”Hvorfor lader du ikke bare mig bekymre mig om detaljerne? De skal nok falde på plads.” ”Jeg tænkte bare på, om det ikke ville være bedst at gå til myndighederne. Lederen her på egnen lyder til at være ret fornuftig. Jeg er sikker på, at hun vil hjælpe dig med at arrestere denne Johannes, hvis du taler med hende.” Lenk sukkede. ”Jeg takker for tilbuddet, men svaret er nej. Det her er et personligt anliggende.” ”Det tænkte jeg nok, at du ville sige. Jamen, i så fald har jeg det her til dig.” Frederik rakte ham en papirspose med rent tøj. Et eller andet af metal raslede i bunden. ”Og så lykkedes det mig at redde den her. Jeg ved ikke, hvorfor du går med den, men måske ville du have den tilbage.” Han fandt emblemet frem fra lommen. Det var godt svedent og lugtede, men teksten kunne stadig læses. Det blev lagt i papirsposen sammen med nøglen. ”Vil du ikke være sød at vente en time eller to, før du gør noget? Den er kun omkring midnat, så du har stadig rigeligt med tid, men jeg vil gerne nå at skaffe mig et alibi, hvis det går galt det her.” Gaderne var rene og oplyste, så meget måtte Lenk give distriktet. Folk så oven i købet ud til at få nok at spise for det meste. En eller anden venlig sjæl vinkede til ham, da han gik ud af hospitalet.

Visir # 87

”Jeg skal nok tælle sekunderne for at være helt sikker,” blinkede Lenk.

GROW TH

Novelle

Han brød sig ikke om det. En lille dame var ude at gå med sin hund. Et andet sted fløjtede en politibetjent på sin natterunde. Lenk fandt et gammelt busstoppested og ledte efter adressen, han var blevet givet. Huset var to gader væk. Det virkede alt for nemt det her. Han kunne ikke vente med at komme væk herfra med Cecilie. Det her sted føltes bare forkert, som om at beboerne slet ikke var klar over alt det, der var sket de sidste ti år. Eller endnu værre: som om de vidste det, men havde overskud nok til ikke at lade sig røre af det. ”Har du brug for hjælp?” Lenk var lige ved at trække sin pistol mod den fremmede, men nåede at stoppe sig selv i sidste øjeblik. Det var kvinden med hunden. Hun var omkring de fyrre og smilede varmt til ham. Hendes lille gadekryds sniffede nysgerrigt til hans ene bukseben. ”Nej ikke rigtigt. Jeg prøver bare at finde den her adresse.” Han viftede med sedlen. ”Lad mig se.” Hun greb den ud af hænderne på ham. ”Åh ja, det er ikke langt herfra. Du skal bare ned ad den gade der og til højre nede for enden, og så er du der næsten. Det er hos ham den nye skrædder, ikke?” ”Hva… jov, jeg har en høne at plukke med ham.” ”Ja, en af de knapper, han syede på min vinterjakke, faldt også af igen. Han virker god nok, men lidt doven. Du er også ny på egnen, ikke?” ”Ankom med den seneste karavane.” ”Ja selvfølgelig. Jamen, velkommen til da. Jeg håber, du synes om vores lille ydmyge fællesskab. Hvis du er interesseret, står jeg for at holde fællessang hver morgen på pladsen. Jeg synes ikke, jeg har set dig før.” ”Det-det skal jeg nok overveje” sagde Lenk, helt overrasket over sine egne ord. Kvinden rynkede panden, da hun fik øje på hans emblem. Nu kom den, det var han sikker på. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. ”Hvad er nu det for noget? Nej, arbejder du for velgørenhed. Jeg vidste slet ikke, at I var

Visir # 87

startet op igen. Det er da kun på tide, sådan som alting ser ud. Du skal endelig bare sige til, hvis der noget, jeg kan hjælpe med. Vi kunne organisere en indsamling ved fællessangen, hvis du gider.” Lenk var målløs. ”Tak,” var det eneste ord, han kunne få frem. Hun smilede en sidste gang til ham og tog så sin afsked. Det var ikke svært at komme indenfor. Hoveddøren var måske låst, men han fandt et

Novelle

GROW TH

åbent vindue omme i haven og sneg sig ind. Han bevægede sig forsigtigt igennem den rodede stue med pistolen i højre hånd. På den ene væg hang stadig et gammelt familieportræt fra husets tidligere ejere. Det var blevet pudset af for nyligt, men ikke taget ned. Det lignede lige Johannes at gøre den slags. Han var typen, der kunne finde på at beholde resterne af andres menneskers liv for at få dem til at passe ind i sit eget. Gad vide, hvor han holdte hende henne? Hvis han skulle gætte, ville han nok mene, at soveværelserne var ovenpå. Lenk bevægede sig videre fra stuen og ud i entreen. På højre hånd førte en dør ud til garagen, der var blevet gjort til et skrædderværksted. Til venstre lå et lille badeværelse og køkkenet. En trappe førte op på første sal. Der måtte de være. Han trådte hurtigt forbi de nøje anrettede sko ved døren og knagerækkens jakker. Han genkendte den lilla, som Cecilie havde fået i trediveårs fødselsdagsgave af sine forældre. Trapperne knagede, da han bevægede sig ovenpå. Nu var han så tæt på. Han kunne godt gøre det her. Der lød et skyl til højre, og nogen sukkede ude på badeværelset. De havde simpelthen rindende vand i alle husene. Havde disse mennesker slet ikke fået at vide, at verden var gået under? Lenk knyttede sine fingre om pistolen og tog en dyb indånding. Så var det nu. Døren blev åbnet, og en mand trådte ud. Han havde en blå undertrøje på. Der sad et langt lyst hår på hans skulder. Først da han var lige ved at gå ind i Lenk, fik han øje på ham. ”Hvad… hvad vil du? Vi har ikke gjort noget forkert, okay. Jeg ved ikke, hvem du er…” ”Ti stille,” snerrede Lenk. ”Ti stille, og gå ind på toilettet igen. Og bliv der!” Men Johannes rørte sig ikke. ”Kender jeg dig? Jeg synes, du lyder bekendt.” En dør gik op bag Lenk, før han kunne nå at svare. En kontakt blev trykket ind, og lyset tændte. ”Johannes, hvad sker… Åh Gud, lad nu være med at gøre noget. Vi har ikke særligt meget, men hvis du…” Lenk vendte sig imod hende. smule, men det gjorde ham ikke noget. Lenks hjerte slog hurtigere, end det havde gjort under kampen med mutanterne. Han indså først nu, hvor slemt såret han var, og han måtte kæmpe for ikke at vakle.

Visir # 87

Hun var ældre, end han huskede hende. Hendes lyse hår var begyndt at gråne en lille

GROW TH

Novelle

”Sebastian,” sagde Cecilie. ”Hvad-hvad laver du her? Og på denne tid af natten?” ”Jeg er kommet for at finde dig. Jeg har ledt efter dig så længe, at jeg ikke kan beskrive det. Cecilie, du er mit et og…” ”Sebastian,” gentog Cecilie. ”Hvad. Laver. Du. Her?” ”Det siger jeg jo. Jeg vil redde dig.” ”Redde mig? Fra hvad, dog? Hør, hvorfor går vi ikke nedenunder og tager en kop kaffe, og så falder vi til ro.” Johannes trådte forbi Lenk og hen til sin kone. ”Jeg går ned og sætter den over, skat,” tilbød han og gav hende et kys på kinden. De lod begge til helt at have glemt, at han havde en pistol i hånden. ”Nej!” beordrede Lenk. ”Nej, du går ingen steder, din forræder. Du bliver her, og så følger du ikke efter os.” ”Følger efter jer? Hvor skal I da hen?” ”Ja,” sagde Cecilie. ”Hvor skal vi hen?”. ”Vi skal,” begyndte Lenk. ”Vi skal videre. Væk herfra. Der er en helt ny verden derude, Cecilie, og den vil jeg gerne vise dig. Kom nu, skat. Det bliver bare dig og mig ligesom i gamle dage.” Cecilie begyndte at blive rød i hovedet. ”Først og fremmest skal du ikke kalde mig ’skat’. Sebastian, vi blev skilt for fire år siden. Johannes og jeg har været sammen næsten lige siden. Hvad er det, du har troet her? At bare fordi verden er gået under, kan du komme og… og hvad helt præcist? Erobre mig tilbage?” ”Jamen, jeg elsker dig jo,” fik Sebastian fremstammet. Han kunne mærke, at såret var gået op. Han følte sig svag. Svagere end han havde været de sidste tre år. Cecilie sukkede. ”Sebastian, jeg ved ikke, hvad det er, du har bildt dig selv ind, men det kommer ikke til at ske. Det liv er langt bag mig. Vi er to helt andre mennesker nu. Jeg tror, jeg er nødt til at bede dig om at gå.” ”Vi kan da i det mindste byde manden en kop kaffe,” bød Johannes venskabeligt ind. ”Han ser mig en anelse træt ud. Hvad siger du til det, Sebastian?”

Visir # 87

Sebastian sank en klump og hævede pistolen. ”Hvad laver du?” sagde Cecilie. For første gang siden hun identificerede ham, lød der til at være frygt i hendes stemme. ”Sebastian, hvis du ikke går med det samme, bliver jeg nødt til at tilkalde politiet.” Johannes forsøgte at spille diplomatisk og hævede en hånd op foran sin kone. ”Okay, nu vi gør vi ikke noget drastisk, vel? Lad os nu bare slappe af alle sammen, og

Novelle

GROW TH

så tager vi den kop kaffe.” Sebastian hørte ikke rigtigt efter. Han vendte pistolen i sin hånd og lagde en arm mod væggen for ikke at vælte. Blodet løb ned ad siden på ham. ”Nej tak,” siger han. ”Jeg tror, jeg bliver nødt til at springe den kop over.” Frederik var i højt humør, da han traskede ned ad gaden sammen med sin nye ven. Hvad var det nu, han hed? Jon, måske. Ej, den var ikke helt god. Manden havde trods alt købt ham øl de sidste to timer. Han måtte da kunne huske navnet. ”Men du skal have tak igen for at hjælpe mig med at få jobbet,” sagde Frederik, da han begyndte at få dårlig samvittighed. ”Det skal du slet ikke tænke på, kammerat. Det bliver godt at have dig her i byen. Og jeg er sikker på, at Jon trænger til den ekstra hjælp,” Så for pokker. Jon var selvfølgelig hans nye chef. Hvad hed den gavmilde ven så? Viggo? ”Sig mig, er stemningen altid så høj på en fredag her på egnen?” ”Hva? Jov, mere eller mindre. Nu skal man selvfølgelig også lære folkene i den nye karavane at kende. Det er ikke så tit, vi får nye naboer. Størstedelen af dem bor faktisk lige her på gaden.” Frederik kiggede op. Han havde slet ikke holdt styr på, hvor de var havnet henne. Et vejskilt lidt derfra bekræftede hans mistanke. ”Vi kunne prøve at tage hjem til William. Han er egentligt københavner oprindeligt, men han virker fin nok. Han burde bo lige her et sted…” Frederik pegede på bygningen foran sig. ”Hvad med det hus lige der?” ”Hva? Nej, det er vist ham den nye skrædder. Ka’ ikke lige huske hans navn, men konen virker meget flink.” ”Ja, ja,” mumlede Frederik. Han kiggede op mod et vindue på første sal, hvor der var tændt et lys. ”Det ligner et hyggeligt nabolag.” Hans nye ven smilede. ”Måske kan vi også finde dig et hus her et sted. Der er stadig en del tilbage, og det er ikke langt fra bodegaen. Men i aften kan du sove hjemme hos mig.” ”Tak, tak,” mumlede Frederik. ”Ved du hvad? Jeg er faktisk allerede ved at være lidt søvnig.” ”Ja, det er nok også en god ide at smutte til køjs. Jeg skal op og arbejde i morgen forså… og endnu en gang velkommen til Skejby.” ”Jeg takker,” nikkede Frederik. De nåede at tage tyve skridt, før lyden fra et enkelt pistolskud fik dem til at stoppe op.

Visir # 87

middag på værkstedet. Chefen bliver bare sur, hvis jeg er for udkørt. Nå, følg efter mig

Anmeldelse

GROW TH

Naturen, det billige skidt Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie

At oversætte nutidig litteraturkritik, som

belt; på den ene side forfægter han øko-

den formuleres af Timothy Morton (f.

kritikkens position i akademia, mens

1968), til et mundret dansk, uden at ta-

han på den anden side kritisk udfordrer

be pusten og læseren undervejs, er på

den gængse praksis inden for

alle måder en utaknemmelig opgave.

‘environmental studies’, ‘ecocriticism’ etc.,

Derfor må der forhånd kippes med flaget

med det formål at åbne og udvide feltet.

for Jacob Bøggild og Thorsten Bøgh

Morton skriver således:

Thomsens præstation. Morton, der er

Selvom en sonet af Shakespeare ikke

professor i litteratur på Rice University,

umiddelbart lader til at “handle om” køn,

er blevet lidt af et modefænomen i de sid-

vil vi i dag gerne spørge ind til, hvad den

ste par år på baggrund af en lang række

kan have med køn at gøre. Tiden burde

udgivelser der kritisk udfolder og gen-

komme, hvor vi i forhold til hvilken som

tænker økokritikken, eksempelvis i bø-

helst tekst spørger: hvad siger den om

gerne The Ecological Thought (2010), Hy-

miljøet?

perobjects - Philosophy and Ecology after the End of the World (2013) og Dark Eco-

Til det formål forsøger Morton i det første

logy (2016).

kapitel at skitsere et teoretisk begrebsap-

Visir # 87

parat, der senere udfoldes med analytiMorton, der har en baggrund som for-

ske nedslag i Romantikken. Netop denne

sker i den engelske romantik, udgav op-

periode er interessant for Mortons teori,

rindeligt Økologi uden natur i 2007, og

da det er her Naturen for alvor blev an-

der er således tale om et forholdsvist tid-

skuet og kontempleret æstetisk, med det

ligt værk i hans økokritiske forfatterskab.

negative resultat til følge, at Naturen

Heri forsøger Morton at gentænke vores

med stort N gøres til en fetich, et beun-

forhold til naturen, der traditionelt anses

dringsværdigt objekt adskilt fra os. Dette

for noget, der optræder særskilt fra men-

sammenligner Morton med patriarkatets

nesket. For at nå frem til “genuint økolo-

objektificering af Kvinden (“Det er en pa-

giske former for kultur, filosofi, politik og

radoksal handling af sadistisk beun-

kunst”, må vi forlade denne forestilling.

dring”). Bogens stærke sider ses mest

Mortons sigte er således (mindst) dob-

tydeligt i netop kapitlet om Romantikken.

Anmeldelse

GROW TH

Her skinner Mortons forskningsbaggrund

Helhedsindtrykket skæmmes dertil un-

igennem, såvel som arven fra Frankfur-

dervejs af Mortons særegne (og underti-

terskolen. Morton beskriver således hvor-

den svært tilgængelige) stil, der blandt

dan Romantikken så fremkomsten af en

andet kommer til udtryk ved en noget

decideret forbrugerisme. Denne ‘isme’

skødesløs brug af citater og mere eller

skal ikke forstås som forbrug i sig selv,

mindre indforståede referencer. Samtidig

men som en refleksiv eller selvbevidst va-

har han en fandenivoldsk attitude, der i

riant heraf. I denne periode ser Morton

grunden er forfriskende, men nogle gan-

en forløber for Baudelaire og Walter Ben-

ge bliver lidt for rap i replikken. Dette ses

jamins flanør i form af den selvbevidste

mest tydeligt, når han generaliserer over

forbruger, hvilket afspejles i Romantik-

kritiske skoler, eller retoriske stråmænd

kens poetiske tilgang til ‘Naturen’: “Det

(f.eks. “Nyhistoriske læsninger anklager

er romantisk forbrugerisme, der gør sko-

digte for ikke at tale direkte om bestemte

ven til en butiksrude - og tillader en bu-

former for elendighed”). Økologi uden na-

tiksrudes ambiens at blive oplevet som et

tur er ikke desto mindre en relevant bog,

naturens tempel.” Det omtalte kapitel hø-

der forhåbentligt kan befordre og anime-

rer, som tidligere nævnt, til en af bogens

re nye læsninger og diskussioner af vores

stærkere sider, da teorien her i højere

forhold i og til miljøet.

grad oversættes til praksis, hvilket man som læser godt kan savne undervejs. Morton er generelt ikke ivrig efter at konkretisere, og det står derfor heller ikke altid klart, hvad han specifikt henviser til, når han udtaler sig om “nature writing”, “Miljøorienteret æstetik” eller “økomimesis”.

Timothy Morton Økologi uden natur Forlaget Spring

Visir # 87

262 sider Vejl. pris: 325 kr.

Review

GROW TH

Windswept & Worried

Visir # 87

By Nana Nikoline Boller, Comparative Literature

Bølger over det høje græs [Waves Over

I read it in an afternoon, slim volume as

the Tall Grass] by Rúni Weihe reads, at

it is, and though I had expected to go

first, like a prose-text beset with notions

through it fast because of work, I found

of almost-poetry. The first part titled ‘the

myself lingering. There is little preten-

Birds’ consists of one-paragraph snap-

tiousness or nationalistic fever among

shots of different images and situations

the pages; what Weihe manages instead

on the Faroe Islands; the shells of old

is a calm description of the narrator’s

trawlers rotting in the harbour, a duck

inner life juxtaposed with the harshness

by a well, etc. It isn’t until the next part

of the nature around him. The fact that

of the book that these paragraphs take

he one day is worried about getting sick,

on a role almost as windows into the

sitting cold in his tent, and the next

things the narrator may have seen on his

drops by his aunt’s house, shows the

travels throughout his homestead.

wildness of the nature on Faroe as well

The story follows the narrator, a native of

as the tight-knit feeling of family that can

the Faroes who has lived most of his

spring from small communities. There is

adult life in Denmark. He comes back to

no immediate danger, though uncertain-

the islands to visit his father, a sense of

ty and worry lurk in every paragraph. As

duty mixed with love urging him to do

he wanders, our narrator ponders his

so. This time though, he has determined

father’s habits, his good sides and his

to hike the cliffs and mountains, fjelde,

bad; the book is surprisingly tender and

all on his own, more like a tourist would

becomes more so when two scenes show

do than a native. As he sets out, the nar-

the inherent queerness of the lone wan-

rator deals with loneliness and old mem-

derer motif and struggle with under-

ories of the split between his parents, the

standing. The narrator has to deal with

move to Denmark, and the many other

his father’s homophobia, one that is not

small and big things that have separated

overt or obviously violent, but which is

him from his father both physically and

present like an open wound that they

mentally.

keep picking at by accident. It just goes

Bølger was a strange read in many ways.

to show; not understanding and not be-

Review

GROW TH

ing understood by our parents is a universal experience, no matter your provenance and choices in life. And loneliness, too, is a feeling shared by all.

Rúne Weihe Bølger over det høje græs Rosinante 160 sider Vejl. pris: 199,95

Visir # 87

Anmeldelse

GROW TH

I karantæne med Karen Blixen

Visir # 87

Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Vi befinder os lige nu i en periode, hvor

måltid’ til trods for at man må læse bo-

vi opholder os mere derhjemme end no-

gen alene. For eksempel kan Wulff le-

gensinde før. Dagene glider ud i én stor,

vende beskrive et middagsselskab (dog

sammensmeltet masse, som vi fylder

ikke arrangeret af Blixen selv), hvor gæ-

med bagværk, bøger og socialisering på

sterne mæskede sig i delikate, møre ele-

zoom. Hver dag trækker vi i de bløde jog-

fantfødder- og snabler. Endvidere beskri-

gingbukser, klar til en ny dag på hjem-

ves det, hvordan Blixen ikke blot skrev,

mekontoret. Pludselig savner man at stå

mens hun var i Afrika, men bragte det

i en overfyldt bar ved åen og blive ignore-

franske køkken med sig og tiltrak gæster

ret af bartenderen, mens man venter på

fra nær og fjern, der ville smage klassi-

at give 80 kr. for en dårlig Gin & Tonic.

ske franske retter med struds-, zebra- og

Vi trænger til at rede håret og gå i ube-

antilopekød som substitut for kalv og

hagelige sko. Vi har brug for at danse,

kylling. Dog er det uden tvivl bogens sid-

drikke, skubbe og råbe til hinanden. Vi

ste sider, der fik min indre Blixen-fan til

savner at spise sammen, at skåle i god

at juble. Endelig forenes min kærlighed

vin uden at spritte hænder bagefter. Alt

til Blixens litteratur og min egen kærlig-

dette har muligvis stadig lange udsigter,

hed til mad (som bestemt ikke er blevet

og derfor vil jeg opfordre jer alle til at gå i

mindre under karantænen), da en vaske-

karantæne med Karen Blixen. Tilbage i

ægte barnedrøm går i opfyldelse: Her står,

november 2019 udgav Signe Wulff mur-

sort på hvidt, alle de originale opskrifter

stensværket I Køkkenet med Karen Blixen,

til den store middag i Babettes Gæstebud.

som systematisk gennemgår maden i Bli-

Tænk sig, endelig er det enhver forundt

xens liv. For Blixen var maden en kunst-

at genskabe et af litteraturhistoriens

form på linje med litteraturen, og det

mest legendariske måltider, så længe du

fremgår tydeligt af værket. Måltiderne i

er i besiddelse af mindst 100.000 kr. og

denne bog er en række små kunstværker,

et dusin levende havskildpadder. Heldig-

der tilbyder os netop det, vi hungrer efter

vis er der også andre, mindre dekadente

lige nu: Dekadente middagsselskaber,

opskrifter fra Blixens arkiver, som man

eksotiske rejser (og dertilhørende målti-

kan give sig i kast med. Man skal være

der), og en følelse af at ’samles om et

kendt i et køkken, for Blixens opskrifter

Anmeldelse

GROW TH

er desværre ikke skrevet med samme de-

jeg er tilgivet. Så, med disse ord, vil jeg

taljerigdom som hendes skønlitteratur.

ønske god læselyst og god madlavning,

De fleste af opskrifterne har omfanget af

og ikke mindst opfordre dig til at iklæde

1-2 linjer, og du må selv finde ud af, hvor

dig silke og drikke champagne mens du

længe dit kød skal stege, og hvordan du

gør begge dele. Som Blixen selv har ytret,

legerer en sovs. Til gengæld tillader op-

så er ”champagne en god ven i en kold

skrifterne en stor kunstnerisk frihed i

nat”, og nætterne er i den grad kolde for

køkkenet, hvilket til en vis grad vel også

tiden.

er i Blixens ånd, så længe man ikke negligerer det franske køkkens grundprincipper. Jeg har selv byttet en sneppe ud med en kylling i en opskrift, jeg gav mig i kast med forleden, da sneppen ikke ligefrem er en fast vare i køledisken – til gengæld veg min beurre blanc ikke en tomme fra Blixens egen opskrift, så mon ikke

Signe Wulff I køkkenet med Karen Blixen Storyhouse 400 sider Vejl. pris: 399,95

Visir # 87

Review

GROW TH

Babies & Haiku By Nana Nikoline Boller, Comparative Literature

Barnevognshaiku [Baby-Carriage Haiku]

no baby or carriage in sight. That doesn’t

by Rasmus Nikolajsen is a strange little

mean that the baby-carriage is without

book. With a format small enough that it

meaning; after all, it is unlikely that Ni-

fits into the tiny palm of my tiny hand,

kolajsen would have been on quite as

with a pastel-green colour not unlike

many walks, or perhaps rather just on

what you might paint the walls in a ba-

those specific walks, if not for the need to

by’s nursery with, the book appears in-

go air the baby in its baby-carriage.

nocuous, and easy to dismiss. The sim-

While the book’s title and cover may give

plistic drawing of a baby-carriage on the

the initial impression that it is relevant

cover, almost blending in with the pastel

only for parents with fresh little gremlins

colour, helps to make the book seem as if

to push around in their carriages (I love

it is not for me, a 26-year old student

babies, I promise), this is not true; Niko-

with aspirations towards more coffee ra-

lajsen’s haikus are soft, evocative and

ther than kids. I doubt I would have ever

quite pleasant to read. Moreover, with a

picked up the book in a store, unless it

bit more thought, the title helps to give

was on sale and I was beset with that

the known idea of haikus a fun kind of

usual

Arts-

spin, as well as give it a youthful associ-

students to acquire more of whatever me-

ation and context. I like haikus; and I

dium our hearts have been devoted to. I

liked getting the opportunity to see them

am, however, quite glad that I volun-

through the eyes of someone who must

teered to read it when this book got sent

have been full of optimism and fresh

to our mail-box, and was in need of a re-

hope for life, pushing his baby around in

view.

her carriage and feeling quite poetic.

hunger

instilled

all

My first assumption that this was a collection of haiku written about the trials

Visir # 87

and tribulations of parenthood, or perhaps about the expensive cost of babycarriages, was proven false with the first page. Rather, Nikolajsen’s poems may as well have been written on a normal walk,

Rasmus Nikolajsen Barnevognshaiku Rosinante 52 sider Vejl. pris: 149,95

GROW TH

VISIR NEEDS YOU! If you are harbouring dreams of becoming a writer or an artist, or have journalistic tendencies, but can’t find the space to express them - VISIR is for you! We happily receive both in-depth research, dusty yet still relevant academic papers, projects that were never really finished, art pieces that haven’t yet made it to AROS, reviews of your favorite band in concert, poems of any length, drawings, short stories, or anything that your imagination might conjure! All contributions are welcome! We aim to provide an academic and social space where you can meet your fellow ”Kasernitter”, so we would like to include all of you! Whether it fits the theme or not. And there’s more! If you’d like to review a book or a concert, we might be able to help you get a review copy or a ticket. Send us your request and hope for the best! If this sounds good to you, send us an email at: kasernebladetvisir@gmail.com Or contact the editor-in-chief: Senia Kragh Hansen seniakh@gmail.com

Visir # 87

Anmeldelse

GROW TH

Krigens blik, krigens sprog: LOOK

Visir # 87

Af Rasmus Boelsmand, Æstetik & Kultur

Maleren Harald Giersing udtalte i starten

spørgsmål om hvad krig er, når det bliver

af det 20. århundrede, at ”al god kunst

personligt snarere end politisk. På bagsi-

er politisk, al politisk kunst er dårlig”.

den står der, hentet fra et af digtene:

Det er virkeligt en skam, at han ikke fik

”Ifølge de fleste / definitioner, har jeg al-

lov til at læse den iransk-amerikanske

drig / været i krig // ifølge min egen, /

digter Solmaz Sharifs debutdigtsamling

er det meste af mit liv / tilbragt der.”

Look fra 2016, der i slutningen af sidste

At lade et så operationelt sprog trænge

år udkom på dansk, oversat af Cæcilie

ind i den hverdagslige erfaring gør ikke

Højberg Poulsen, også under titlen Look.

blot hverdagen hård, det gør også hver-

Look er i høj grad en samling bestående

dagen politisk og nærværende. Det gør

af politiske digte, og de er enormt gode.

de krige USA, med Danmark som allieret,

Det første, der er værd at bemærke i

har udkæmpet i Mellemøsten nærværen-

digtsamlingen, er sprogdomænerne, der

de og ikke som en hyldest til patrioterne,

er udgjort af en blanding af et genkende-

der tjener deres land, men med ømhed

ligt lyrisk sprog med gentagelser, der

overfor de civile, der tvinges på flugt men

skaber både struktur og rytme, der kan

ikke

danne ramme om det sanseligt nærvæ-

Sproget gør ikke hverdagen operationel

rende, der beskrives i digtene, men den

og fjern, i stedet placerer det mennesker i

indeholder også en række ord hentet fra

det, der, af de krigsførende, ønskes op-

den amerikanske militærordbog (i efter-

fattet som operationelt og fjernt.

ordet gør oversætteren det klart, at den

De forskellige typer af sprog kommer og-

danske udgave har udgangspunkt i den

så til udtryk i samlingens relativt hybride

danske militærordbog). Det giver to typer

udtryk. Digtene spænder fra gentagende

sprog,

modarbejder

digte, der cirkulerer om et omkvæd, som

hinanden: det lyriske, personlige og det

det første, hvor hver sætning starter med

militante, hårde. De to typer sprog for-

”hvorimod”; fortællende digte; digte der

mår alligevel ikke at modarbejde hinan-

grænser til systemdigtning udelukkende

den i Look, de fletter sig ind og ud af hin-

med brug fra militærordbogsudtryk og

anden i digtene, der alle drejer sig om

den hele fænomenale suite Kontakt til

den personlige erfaring med krig, og

Guantánamo, der udgøres af breve hen-

som

umiddelbart

ønskes

modtaget

nogen

steder.

Anmeldelse

GROW TH

vendt til Salim. Alle brevene er kraftigt

fotografier. Der skabes et nærvær gen-

censureret til en grad, hvor de er tæt på

nem det synlige, hvorimod det militære

ulæselige som sammenhængende sæt-

distancerer, men idet de to typer blik og

ninger. I samlingen bliver især den suite

de to typer sprog hele tiden er vævet

udtryk for den generelle famlen efter

sammen, er det måske netop også det

sprog, der kan sige det, der skal siges.

militære, der breder det personlige ud; deler den specifikke situation ud til læse-

Det er også militærsproget, der får lov at

ren. Det gør det personlige politisk på en

diktere, hvordan titlen, Look, forstås.

så vedkommende måde, at det hårde bli-

Look kan som bekendt oversættes til

ver absurd.

”se”, men i militærordbogen er look: ”in

Det er det, der kan ses og det der kan

minefare, a period during which a mine

siges, der er på spil i Solmaz Sharifs digt-

circuit is receptive of an influence,” hvor

samling Look, men også hvem der har lov

influence refererer til et menneske. Der

til at sige det. Og Sharifs digtsamling

er altså som med sproget to typer blik,

skal ikke bare have lov til, at sige alt det

der afdækkes i digtsamlingen. Igen det

den gør, den skal hyldes for det og læses

kærlige, personlige blik, der er nært og

af så mange som muligt.

vedkommende og dertil det militære, der overskuer områder i et operationelt strategisk øjemed. Det personlige kommer bedst til udtryk i samlingens henvendelse, der hele tiden retter sig mod et du og snakker om de ting, der kan ses og om

Solmaz Sharif LOOK Forlaget Arena 110 sider Vejl. pris: 149,95

Visir # 87

GROW TH

Te m a f o r n æ s t e n u m m e r

(FOR)HINDRINGER Livet er ikke altid en lineær bevægelse. Nogle gange må man på afveje før man kan nå sin destination. Nogle gange tager uventede (for)hindringer styringen. John Lennon har sunget “Life is what happens to you while you’re busy making other plans.” På den ene side er det et godt råd, når man skal acceptere de drejninger, livet tager. På den anden side kan det lyde som en undskyldning for at glemme alt om sine oprindelige planer. Hvordan reagerer du, når tingene ikke går efter planen? Må en omvej nødvendigvis være en dårlig ting - eller kan du lære noget af at gøre noget andet end du havde planlagt? Måske kan forhindringer blive en afhængighed af en slags - en undskyldning for ikke at gøre det, du burde gøre? Vi vil gerne høre dine tanker om hvordan man bedst håndterer (for) hindringer. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir # 87

Deadline er onsdag d. 23. september 2020.

100

GROW TH

Visir # 87

101

Visir # 87

GROW TH

102