Manife s t
TE MA
Musicalens Manifest
En hyldest, en reaktualisering, et forsvar, et manifest til musicalteaterets magi og samfundsrolle Af Anna Loft, Dramaturgi Punkt 1: Kærligheden Personligt elsker jeg musicals. Og nej, ikke som en Silas Holst forestilling med stepsko og flødeskum på toppen af flødebollen. Musicals som Kander og Ebbs Chicago (1975) om den frie presses magt, eller Stephen Sondheims Into the Woods (1986) om de folkeeventyr (eller Disney-prinsesser), vi fylder vores unger med og deres helt urealistiske verdensbilleder og menneskesyn. Og jeg kan ikke få nok af dem. Jeg har dyrket, analyseret og studeret dem i næsten et årti. Men samtidig med en faglig forkærlighed for genren oplever jeg en stigende foragt for dem, der mener, at musicalen er irrelevant, let lørdagsunderholdning (*host* Grease *host*). Det mener jeg bestemt ikke, den er. Men denne tankegang er truende for genrens eksistensberettigelse. I dette manifest vil jeg forsvare musicalen som genre ved at tage fat i tre historiske nedslag: South Pacific fra 1949, Sweeney Todd fra 1979 og Hamilton fra 2015. Med disse eksempler vil jeg demonstrere, hvordan musicalværkerne er blevet ved med at være relevante både i deres samtid og i en nutidig reaktualiseret kontekst og dermed understrege dens fortsatte samfundsrelevante eksistensberettigelse. Punkt 2: Definitionen Stephen Sondheim (f. 1930) grundlagde definitionen af den moderne musical, og adskilte den således fra f.eks. jukebox-forestillinger og musikforestillinger på følgende måde: To work in a [musical] show, (…) if the song is what you would call successful in a show, it’s because it moves the character from point A to point B, or it moves the plot from point A to point B, but the point is, the song has to be necessary to telling the story. If you can take the song out and it doesn’t leave a hole, then the song is not necessary. And then it is not a musi-
77
