
4 minute read
DBFU - Dansk Bilforhandler Union
Af direktør Jørgen Bomberg
Hvilke spørgsmål anser du/i for mest presserende lige nu for jeres medlemmer?
Advertisement
At skaffe de rigtige brugte biler til salgsrækkerne i et presset marked, og ændringen af købeloven der medfører formodningsreglen ved reklamationer ændres fra 6 til 12 mdr.
Hvad vil omstillingen til grøn mobilitet betyde for jeres medlemmer?
DBFU’s medlemmer har taget godt imod omstillingen og er godt i gang med i med at uddanne sig til rådgivning om, og salg samt servicering, af såvel el- som plug-in hybridbiler. Vi var i DBFU ligeledes den første brancheorganisation der indgik en aftale med Clever, der betyder alle DBFU-medlemmer kan formidle Clever ladestandere og ladenetværk. Medlemmerne tilbyder samtidigt i stigende antal ”grønne biler” til salg fra deres forretninger, dermed bidrager brugtbilsforhandlerne også mærkbart til et stigende antal ”grønne biler” på vejene.
En masse autoriserede bilforhandlere er opsagt af deres bilimportør. Hvad betyder tendensen til at importørerne overtager bilsalget i stigende grad?
Vi oplever der er flere tidligere mærkeforhandlere der fortsætter som brugtbilsforhandlere og gerne vil meldes ind i DBFU. Mange af de tidligere mærkeforhandlere oplever faktisk relativt hurtigt en frihed ved at være mærkeuafhængig som en fordel, i forhold til de mange og ofte omkostningstunge krav der stilles til mærkeforhandlere.
På grund af komponentmangel kan mange importører og forhandlere ikke få de biler de kan sælge. Tror du vi ser importører / forhandlere tænke i nye baner for indtægtsmuligheder?
Jeg tror ikke det udelukkende handler om hvorvidt der kan skaffes biler til salgsrækken. Uanset om du har nok salgsbiler eller ej er branchen i gang med en omstilling der kræver der tænkes nyt og forretningen udvikles, det kan være med nye koncepter eller større fokus på specifikke produkter og nye samarbejdsmuligheder.
Tror du/i, at grønne flydende brændstoffer f.eks. fremstillet af CO2 og brint gradvist vil tage over. Eller tror du, at disse brændstoffer vil komme til at leve side om side med elektrisk mobilitet?
Der sker så utroligt meget på den teknologiske front lige nu, at det er svært at komme med et konkret bud. Vi vil indenfor de kommende 5 års tid se en udvikling af batterierne der vil give elbiler bedre rækkevidde, kortere ladetid og bedre batterilevetid. Samtidigt er der ingen tvivl om der vil komme Power-to—X brændstoffer der vil få en rolle så jeg tror vi ser ind i en fremtid, hvor brændstofvalget vil blive langt mere differentieret efter behov i kørselsbehov og køretøjstyper.
Det vælter frem med kinesiske biler. Mange af dem fremstillet med know-how fra USA og Europa. Skal vi til at vænne os til, at biler i stort omfang kommer fra Kina, Indien, Malaysia og andre lavindkomstlande?
Kina og andre Fjernøsten lande har i årevis produceret
biler i store mængder, det er der intet nyt i. Det nye er de nu er klar til et europæisk indtog som allerede er godt i gang, deres samlekvalitet m.m. lever nu op til højere europæiske forbrugerkrav og det ville være naivt ikke at tro de kommer til at spille en rolle fremover.
Danmark er jo et lille land med korte afstande og ret stor befolkningstæthed. Er det en fordel eller ulempe med hensyn til overgangen til grøn mobilitet?
Generelt er det da en fordel for de fleste bilister der ønsker elbil at vi ikke har de store afstande der opleves i flere andre europæiske lande, hvilket også ses af salgstallene på el- og plug-in hybridbiler i Danmark kontra de fleste større europæiske lande.
Som det er nu, sælges der ca. 3 brugte biler for hver ny. Vil det vedblive, når elbiler for alvor begynder at fylde i bilparken?
Ja, jeg tror ikke det vil ændre sig det store.
Kan de mange elbiler give brugtvognsforhandlerne problemer på sigt?
Nej, det kan jeg ikke se hvorfor det skulle. Brugtbilsforhandlerne er dygtige selvstændige forretningsfolk, de kan sagtens omstille sig og kommer til at spille en vigtig rolle i omstillingen til en mere grøn bilpark. Husk på der, som du selv er inde på, sælges ca. 3 brugte biler for hver ny, mange familier vil hellere købe en større 3-5 år brugt bil end den oftest meget mindre fabriksnye bil de kan få for de samme penge.

Vi arbejder for at sikre de bedste vilkår for både vores medlemsvirksomheder og for de forbrugere, der er på markedet efter en brugt bil. Vores ønske er at øge forbrugernes tillid til brugtbilsmarkedet og derigennem højne bilbranchens troværdighed. Derfor stiller vi også høje krav til vores medlemmer. Som del af DBFU forventer vi, at du foruden den gældende lovgivning, følger en række etiske retningslinjer og salgsbetingelser. Det er vores fælles opgave for at skabe en troværdig branche.



KONTAKT
Dansk Bilforhandler Union Fulbyvej 15 4180 Sorø Web: www.dbfu.dk Mail: info@dbfu.dk Tlf.: 77 77 40 00
27