Page 1

ZOOM

MARTIN ZERLANG

KØBENHAVN

Historier om hovedstaden gennem 850 år


Zoom København Copyright © 2017 Martin Zerlang og Gads Forlag ISBN 978-87-12-05528-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Sune Ehlers / River Forlagsredaktion: Grethe Jensen Billedredaktion og projektledelse: Martin Gylling Repro: Narayana Press Tryk: GPS Sat med Tiempos, Circular og Druk Forsidefoto: Erik Petersen / Polfoto For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra G.E.C. Gads Fond Politiken-Fonden Augustinus Fonden Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond


MARTIN ZERLANG

ZOOM

KØBENHAVN

Transperant logo

UDGIVET I SAMARBEJDE MED

G OLDEN DAYS Venstrestillet logo 12 cm version


Indhold 11

Forord

14

Introduktion Der sladres Sten og sildeben Stemmer

28

København på komedie ”Den fyrgterlige Brand” Hoffet og de hellige ”medens jeg var i Disciplin i Kiøbenhavn” 108

1 167-1 5 0 0

1 5 0 0 -160 0

Danmarks hovedstad Københavnerne Christian Københavner Billedstorm og borgerkrig 250 dejlige elever i Københavns skole Hyrder Astronomer Et renere København

64

78

138

Christian 4.s København 162

165 0 -1 70 0

Enevælden og hele verden

184

8

Vindue mod guldalderen

18 35 -1870

Opbruddet fra enevælden Et spøgelse går gennem København Martsdagene 1848 ”Den moderne kiøbenhavnske Nyhedslyst i Architekturen” Mønsterbyen Tivoli Den årvågne københavner Driverne Københavnske øjne Gadedrenge

Kongens København Københavns belejring Kastellet Sluge-Penge De lærde københavnere 94

1800 -18 35

I krig med englænderne Guldalderens København Tinsoldater På alle tangenter Bakkehuset Den sandhedstalende pen Jødefejden

160 0 -165 0

Henrykkende syn En islænding kommer til staden Byggekongen Takt og tugt Det Store Bilager

Hovedstad i et imperium Det skønneste syn Frederiksstaden De selskabelige københavnere Asiatisk Compagnie København og kolonierne Salonen Revolutionære på gennemrejse Blandt urtekræmmere og ulve

Fra bispeby til kongestad En rundhåndet Gud Jonas Grummekarl og Jordebogen Købstad med universitet

42

1750 -1800

1870 -1890

1 70 0 -1 75 0

Det moderne gennembrud

En gammeldags by

Fremskridt Halvt persisk, halvt københavnsk

Kirke og komedie


Brandes, Brandes og Bang Hotellet Kampen om gaden Skolen Vorherre bevares Gaden er et fortræffeligt laboratorium Byens træer og dyr 210

Arbejderen, barnet, kvinden

264

310

Krig og krise

194 5 -1970

Velfærdsbyen Wonderful Copenhagen Planen Byen, der svæver i luften Andre planer Konformitet Atomtruslen Alternativ En by af ord Verdens længste kaffebord

Kurs mod konkurs

1995 -2015

Kulturby og konkurrencestad Kulturbyen Øresundsbroen Havnen Fun City Verdens bedste cykelby Glashuse Krystallisering og kulturkonflikter Farvel til velfærdsbyen

1915 -194 5

Verden af i går og i dag Cyklernes kor Kritisk Revy og det nye ord plan Funkis Midt i en jazztid Liva Weel Den moderne mentalitet Københavnerskolen

1970 -1995

Ankomst Livet mellem husene Christiania Herfra hvor vi står Solvognen ”Se din by fra tårnets top” Kampen om Byggeren Olsen-banden erobrer byen København går i sort

1 890 -191 5

Stor-København Københavns Rådhus Hovedbanegården Arkitekturen bulner Københavnere Elektricitetsalderen Telefonsnak København i avisen Børnene 238

284

332

2015, 2016, 2017 …

København nu Efter 850 år Absalon 2017

København er en boble Den Lille Havfrue Fuck context! Fuck magten! Fuck dig! 346

Efterord Når historiens vinger suser over staden

350

Litteratur

360

Personregister

9


Forord

D

et er ikke altid let at komme til København. Det er slet ikke let, når man kommer fra Thisted, når ens far er skipper, og når han ovenikøbet kaldes Kræn Fjet og går med ring i øret. Men når det nu forholder sig sådan, må man indrette sig efter omstændighederne. Man må stille ind på de københavnske kanaler og studere byen. Og det var, hvad forfatteren J.P. Jacobsen gjorde, da han i 1863 kom til staden for at studere zoologi. Det er heller ikke let at forlade København. Og måske særlig svært, hvis man skal hjem til Thisted. I romanen Niels Lyhne (1880) skildrer J.P. Jacobsen, hvordan titelpersonens faster kommer hjem til Jylland efter mange års ophold i hovedstaden, og hvordan hun her fortæres af længsel efter livet i København. Alene den måde, man taler på i det, der engang var hendes hjemegn, er for hende så dræbende, at hun mærker ”Grammatikkens Ribbeen” i hver sætning: ”Ingen var der her med hvem hun kunde tale, for hendes Ord, dem greb de ikke i den Nuance som netop var Livet i Ordene; de forstod dem ganske vist, eftersom det var Dansk, men med den matte Omtrentlighed, med hvilken man forstaar et fremmed Sprog, man ikke er vant til at høre tale. De anede ikke til hvad eller hvem der sigtedes ved denne forcerede Betoning af en Sætning, drømte ikke om, at dette lille Ord var et Citat eller at hint andet, brugt netop saaledes, var en ny Variation af en almenyndet Vittighed.” Hvor københavneren netop har øvelse i at omgås det fremmede og de fremmede, er provinsboen ude af stand til at fornemme og formulere byens væsen: ”Blot den Maade, paa hvilken de sagde: Kjøbenhavn! Snart med en mystisk Betoning, som om det var et Sted, hvor man spiste smaa Børn, snart med en Fjærnhed i Stemmen, som var det en By i det Indre af Afrika, eller ogsaa med en festlig Røst, der dirred af Historie, ret som de kunde have sagt Ninive eller Carthago. Præsten han sagde nu altid Axelstad med en erindringsfuld Henrykkelse, som om det var Navnet paa en af hans gamle Kjærrester. Ingen af dem kunde sige: Kjøbenhavn

11


saa det blev den By, der strakte sig fra Vesterport til Toldboden, paa begge Sider af Østergade og Kongens Nytorv.” Jacobsen øvede i årtierne omkring 1900 en enorm indflydelse på tidens kunstnere – dens digtere, malere, komponister. Men ingen var stærkere draget af Jacobsen end Rainer Maria Rilke. Han satte sig for at lære dansk og tog på gentagne rejser til København, og ved det første besøg i byen i 1904 skrev han, at ”det er en by, som ikke har sin lige, sælsomt uudsigelig, helt forsvindende i nuancer; gammel og ny, letsindig og hemmelighedsfuld”. Og føjede hertil: ”Jeg ser København gennem J.P. Jacobsen for hans skyld”. Ja, Rilke nøjedes ikke med at se København gennem Jacobsen. Han oplevede, at mennesker, han mødte på gaden, lignede Jacobsen. Den 19. august 1905, for at være helt præcis om eftermiddagen kl. halv fem på Hotel Bellevue på Rådhuspladsen i København, skrev han til sin hustru, Clara, at københavnerne – ”alvorlige, klare og hjertensgode, som de er” – havde samme ansigt som Jacobsen. Da Erik Pontoppidan i 1760 udgav Origines Hafnienses, der, som titlen røber, handler om byens oprindelse, skriver han, at stedet ikke kun var et hjemsted for fiskere, men også et tilflugtssted for fremmede, og at både fiskere og fremmede bosatte sig ”i den store Havn ved Bremer-Holm, lige over for Amag”. Alle byer kan defineres som ”en verden af fremmede”, men havnebyer er i højere grad end andre byer steder, hvor de forskelligste kulturer ”havner” i samme rum, og da København er en verden, hvor man hele tiden omgås fremmede, og hvor man selv uophørligt oplever at være en fremmed for andre, kan hverken byen eller dens beboere koges ned til én grundtype. Absalon, Christian 4., Holberg, Kierkegaard, Emma Gad, Niels Bohr og Steen Eiler Rasmussen var alle københavnere, men ingen af dem lignede J.P. Jacobsen. Og dog. De ligner jo alle hinanden for så vidt, som de alle har stået over for den udfordring at omgås med fremmede på nogenlunde den samme lille plet på jordkloden, og man kan sige, at en københavner definerer sig ved det svar, han giver på denne udfordring. Og for så vidt som historien kan minde om et stafetløb, hvor erfaringer bliver rakt videre fra den ene generation til den anden, bliver de tidligere generationers erfaring en tradition og dermed et af de redskaber, hvormed man møder det ukendte i fremtiden.

12


Historien suser forbi. I de øverste lag af byen skifter tingene fra år til år eller i hvert fald fra tiår til tiår. Men i de dybere lag bevæger historien sig med en rytme så langsom, at man næsten ikke kan høre taktslagene. Ruinerne af byens allerførste borg ligger under Christiansborg, hvorfra landet stadig regeres. Dér, hvor det første universitet hævede sig mod det himmelske lys, har Universitetet stadig sit hovedsæde. Og den dag i dag er det stadig havnen, der drager, om end nutidens mennesker snarere end at søge stimer af sild søger oplevelser … Der vil være mange tråde i den følgende fremstilling af Københavns kulturhistorie, men der er et gennemgående, zoomende mønster. Det første ”zoom” er det ”fremmede blik” på byen. Hvordan så København ud, når folk udefra kom til staden? Hvordan blev byen oplevet af en tysk gesandt, en venezuelansk revolutionær, en fransk journalist, en amerikansk kunstner? Hvordan fandt de sig til rette i byen? Hvilke skudsmål gav de byen og dens indbyggere? Det andet zoom gælder de fysiske rammer: byens huse og byens plan. Hvordan så de huse ud, hvorimellem ”livet mellem husene” udfoldede sig, og hvordan formede udvekslingen mellem arkitektur og mennesker sig? Der bliver ikke plads til udtømmende endsige omfattende redegørelser og analyser, men nedslag kan også fortælle noget karakteristisk. Det tredje zoom vil gælde udvalgte personer. Hvilken betydning har byen haft for dem, og hvilken betydning har de haft for byen? Første mand på scenen: biskop Absalon.

13


14


Introduktion

M Der sladres

”Saa er By som Borger” står der manende over rådhusets indgangsportal. Under indskriften har Agnes Slott-Møller skabt det malede kridtstensrelief med byens råd under en trækrone. Under rådet sidder en række håndværkere, hver med et lavsmærket skjold i favnen. Foto: Lars Gundersen.

idt i det 12. århundrede befandt Absalon sig med sin fostbroder kong Valdemar den Store og et følge af mænd på en lille holm ved østkysten af Sjælland. Et stykke fra dem stod en lille flok mennesker og stak hovederne sammen. ”Hvad er det, de foretager sig”, spurgte kongen, og en af hans mænd svarede: ”Der sladres, Deres Nåde!” Hvorpå Absalon rettede sig op, og med sin udstrakte hånd pegede han hen på den lille flok mænd og sagde: ”Dér skal Havn bygges.” Omkring 1160 overdrog kong Valdemar den lille ø til sin fostbroder Absalon, og Absalon, der var biskop i Roskilde, opførte i 1167 en borg på øen, som senere fik navnet Slotsholmen. Og her har Havn eller København siden haft sit magtcentrum. Fundamentet til Absalons borg ligger der stadig. Og resterne af den ringmur af hvide kridtstenskvadre, som omgav borgen. Men ikke kranierne efter de sørøvere, som i 1171 søgte at indtage Absalons borg. Han nedkæmpede dem, og i stedet for

15


at tage dem til fange lod han dem halshugge for derefter at sætte deres hoveder på stager på borgens mure. Over disse ruiner ligger i dag Christianborg Slot, og omkring dem ligger Højesteret, Slotskirken, Børsen, byens første kunstmuseum opført til den verdensberømte billedhugger Thorvaldsen, Det Kongelige Bibliotek. Og dansk tv’s største internationale succes, Borgen, udspiller sig her, hvor den lille flok sladrende mænd inspirerede Absalon til at grundlægge en by. Vel, dette er en myte, en drøm, men drømmeren er Georg Brandes, og som man videre kan læse i hans Levned (1908), var han ærkekøbenhavner. Hans onde drøm om en by bygget på sladder var ikke uden hold i virkeligheden. En af byens ældste gader hed Skvaldergade, og skvalder betyder sladder. Sladder var med til at forme Københavns historie, da Christian 2. blev sat fra tronen, fordi han sammen med Mor Sigbrit forsøgte at bringe byen på niveau med de hollandske handelsbyer. Sladderen var en af de djævelske uvaner, som Peder Palladius søgte at udrydde, da han reformerede den danske kirke, for han havde jo oplevet, hvordan kirken blev forvandlet til et ”sladrehus”, når menigheden gennemgik hele byen ”fra den ene ende til den anden”. Sladderen var med til at fælde Struensee i 1772, og en halv snes år senere nåede sladderen helt til Dansk Vestindien med embedsmanden Johan Philip Rosenstand-Goiskes håndskrevne Maanedlige Efterretninger om stort og småt i staden. Sladderen rullede i de år, hvor H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, H.C. Ørsted og guldalderens andre genier mødtes på Østergade, og mere end én gang blev to fjer til fem høns. I det nye tidsskrift Politivennen kunne man i 1801 læse en artikel om ”De store Stæders skadelige Inkognito”. Her stod, at dette ”Inkognito” betød, at sladderen ikke kunne ”gjøre sit Arbejde” ordentligt, fordi man ikke kendte nok til hinanden. Derfor trådte løgnen i sladderens sted, og livet blev en ”farlig Maskerade”. I denne maskerade udnyttede både de lavere og de højere klasser, at sladderen her ikke havde ”den Fuldstændighed”, som den havde i småbyer og landsbyer. Men når man i Politivennen læser notitserne om stort og meget småt, får man nu indtryk af, at sladderen havde fine vilkår i København. Da en jysk bondekarl, Hans Peter Jensen, i 1849 som indkaldt soldat kom til København, skrev han et notat i sin dagbog, som bringer Brandes’ drøm i erindring: Når folk i København mødes på gaden i ”en lille Forsamling, ofte over en ringe Ting, og ofte over slet intet”, så samles alle, der kommer forbi, omkring dem og spørger: ”Hvad er det, og næsten ingen vidste det. – Og paa den Maade kunde en stor Forsamling samles over ingen Ting.”

16


De første sladderhanke var historikerne, og Absalon hyrede selv den første og største. Saxo Grammaticus kvitterede med at fortælle om Absalon som en førerskikkelse, der næppe siden har set sin mage. Hvilket blev bekræftet i abbed Vilhelms levnedsbeskrivelse fra 1210-30, hvor han hyldedes som ”den bramløse styrer”. Og da Arild Huitfeldt udgav sin Danmarks-Krønike i 1603, var Absalon simpelthen kult, og kulten var ikke taget af, da en vis Andreas Jørgensen i oktober 1800 besøgte Det Kongelige Kunstkammer lige ved Christiansborg Slot. I et brev kunne han fortælle: ”Her saa vi tillige Biskop Absalons Bispehue, hans Stav, Pung, Tøfler o.s.v. Jeg havde denne Bispehue paa Hovedet.” Absalon døde i 1201, og i forbindelse med 700-årsjubilæet i 1901, midt under Københavns forvandling til Storkøbenhavn, donerede Privatbankens direktør Axel Heide den stolte rytterstatue af Absalon, der fra Højbro Plads sender Christiansborg et af den slags sideblikke, man ikke glemmer. Georg Brandes skrev til lejligheden en tale, som var et mesterstykke i det, han selv kaldte sit ”hero-worship”: Absalon er den fødte høvding. Han er landets vagt, dets beskytter, dets forsyn i menneskeskikkelse. Han er en oldnordisk viking og samtidig en kronraget bisp. Han er af den art mænd, som et land behøver for at blive et rige. Han sad inde med sin tidsalders højeste dannelse. Og ”Vi Nulevende har Absalon at takke for to Ting”: at han med Saxo får rejst ”det største Aandsværk i vor Middelalder”, og at han med borgen på Slotsholmen får skabt kernen i vores hovedstad og dermed ”i Danmarks Rige”. Brandes krydrede de store ord med en række anekdoter fra selvsamme Saxo, f.eks. om dengang Absalon var ved at tage et bad på sin borg, da han fik melding om, at et sørøverskib var undervejs. Hvad gjorde denne handlingens mands så? Han sprang ud af badet, uden at gøre sig færdig, og ”lod blæse i Lur” (!) for at kalde stridsfolkene sammen. Men Brandes fik aldrig lov til at holde sin tale. Han var for radikal. Sladderen var gået om ham i København, lige siden han i 1871 havde holdt sine forelæsninger om frihedstanken i europæisk kultur. I et privat brev fortalte han, at han nu gav stof til ”et rent Orgie i alle Selskaber i Byen. Jeg serveres til første, anden og tredje Ret”. Man kunne ikke give en sådan mand ordet, når landets hovedstad skulle fejre sig selv. Men at Absalon var Københavns fader- og førerskikkelse, ville ingen benægte, heller ikke den populære og konservative forfatter Sophus Bauditz. Inspireret af udgravningerne under Christiansborg omkring århundredskiftet publicerede han i 1901 københavnerromanen Absalons Brønd. Her lod han af en romanens personer give følgende definition på en ærkekøbenhavner: At han har drukket vand af Absalons brønd.

17


I øvrigt undersøgte man grundigt de jordiske rester af Absalon, da man i 1947 for tredje gang åbnede hans grav i klosterkirken i Sorø. Han var 179 cm og benådet med en veludviklet benmuskulatur.

Sten og sildeben Der findes byer, som på forhånd af Guds finger er blevet skrevet ind på det sted, hvor de siden har ligget gennem århundreder, skrev J.-M. Dargaud i 1860 i rejsebogen Voyage en Danemark. Særligt lykkeligt indskrevet er Konstantinopel, dér hvor Europa, Asien, men også Afrika mødes. Men også København har forsynet sørget for, skrev Dargaud, og Steen Eiler Rasmussen gav ham ret, da han indledte sin bog om København 1950 med denne sammenligning: ”Man ser snart, at der kun er én by paa Europa-Kortet, hvis strategiske beliggenhed har noget tilfælles med København – og det er Istanbul.” Begge byer ligger ved stræder til indhave, begge byer ligger ved naturlige havne, begge byer har været hovedstæder i imperier. Hvortil kommer, kunne man tilføje, at den tyrkiske halvmåne skinner over Tivoli, og at halvmånen i øvrigt allerede skinnede over byen på Københavns ældste segl fra 1296. Guds finger sørgede også for, at Absalons København i sine første to-tre århundreder kunne bygge sig op på en rigdom af sild. Man ser for sig Øresund tæt besejlet, først af de lange smidige skibe som vikingerne havde udviklet, men fra omkring 1200 af de såkaldte kogger, enmastede, fladbundede, højsidede, klodsede at se på, men med masser af plads til sild og varer. Det vides ikke, hvilken slags skib den fransk korsfarer og politiker Philippe de Mézières kom sejlende i, da han i 1364 passerede gennem Danmark, men vi ved, at han oplevede sildefangsten i Øresund, for den har han fortalt om. Og for en sand Guds mand var der selvfølgelig kun én forklaring på det store fiskeeventyr: ”Gud har befalet, at silden to måneder hvert år rejser gennem Øresund fra hav til hav.” Sildene adlød Gud, for Saxo kunne fortælle, at ved høsttid var sildemængden så stor, at skibene sad fast i stimerne, og at mandskabet kunne øse fiskene op uden at bruge garn. Og hvis der ikke var sild, var der måske østers. I Bogen om Københavnerne skriver Palle Rosenkrantz muntert: ”Om de ældste Københavnere ved vi nu, at deres Redskaber var af Sten og at de spiste mange Østers.” Dog, når arkæologer ved deres udgravninger har fundet store mængder af fiskeben, men ikke efter sild, så er der en forklaring på det. Man udbenede ikke silden, når man

18


saltede den, så fiskebenene er efter skidtfisk, der ikke kunne bruges til noget. Under alle omstændigheder: København blev funderet på fiskeri. Og der har været livlig aktivitet i området flere tusinde år før Absalon. Sildemængden var dog ikke større, end at de første københavnere, man har fundet rester af, synes at have været temmelig små. Langs den nuværende H.C. Andersens Boulevard er der fundet gravpladser, der går helt tilbage til tiden omkring år 1000, med kvindeskeletter på omkring 140-145 centimeter og med et mandeskelet på Absalons højde, 179 centimeter, som ser ud til at have været en ekstraordinær højde. Man plejer at sige, at historisk tid begynder med skriften, mens vi om forhistorien må nøjes med det, som vi kan udlæse af sten og ben, metal, træ og andre materialer. Men fiskebenene viser, at de fysiske spor af fortiden sagtens kan fortælle historie. Og på samme måde giver de første spor af bygninger og andet byggeri en masse brikker til historien om København. De ældste spor, der leder frem mod byen København, er et voldanlæg, formet som en halvkreds, beliggende mellem Mikkel Bryggersgade og Gammeltorv og anlagt omkring 1050. Tæt op ad dette lå Københavns første kendte kirke, Sct. Clemenskirken, formentlig anlagt omkring 1040. Og ved Magasin en storgård, som nogle, vistnok på usikkert grundlag, har villet datere helt tilbage til vikingetiden. Og sidst, men ikke mindst resterne af den første borg på Slotsholmen: oven på et fundament af kampesten en ringmur af kridtsten. Og uden en eneste af de teglsten, som man ellers fra omkring 1150 begyndte at bruge i byggeri. Sporene fortæller, at det er en myte, at Absalon grundlagde København, og det bekræftes, hvis man læser det første brev fra paven, der i 1186 stadfæstede kong Valdemars overdragelse af det, der skulle blive til København, til Absalon: Det han modtager, er både borgen og byen. Som altså allerede må eksistere. Borgen gav navn til byens indbyggere, som kaldte sig borgere, og dermed røber sproget en intim forbindelse mellem de fysiske omgivelser og de personligheder, som levede og udviklede sig inden for disse rammer. Fra middelalderen kan man springe til 1700-tallet, hvor arkitekter begyndte at operere med et begreb om ”architecture parlante” – arkitektur, der fortalte om de værdier, som f.eks. et fængsel, en skole eller et rådhus skulle udtrykke. Og den tyske forfatter Theodor Fontane kunne 1865 i Morgenblatt für gebildete Leser fortælle disse dannede

19


læsere, at nok var København ikke rig på skønne bygninger, men til gengæld rig på ”talende bygninger”, huse der ”ligger godt i munden”, sjove, snurrige, bizarre, groteske bygninger som Rundetaarn, Vor Frelsers Kirke, Børsen, Rosenborg. Hvis bygninger kunne tale, som om de var borgere i byen, så kunne de vel også straffes, hvis de var bygget af borgere, der havde forbrudt sig. I 1663 blev Corfitz Ulfeldt dømt for landsforræderi, og året efter befalede Frederik 3., at den store gård, Ulfeldt havde liggende på Løvstræde, skulle rives ned med samt alle de huse, der hørte til den. I stedet blev der på ”Ulfeldts Plads” opstillet en skamstøtte ”til evig spot, skam og skændsel”. Og først i 1841 blev pladsen omdøbt til Gråbrødretorv – for i stedet at minde om, at her fik København sit første kloster tilbage i 1238. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn kunne man i 1807 læse en artikelserie om en rejse til hovedstaden. Her bemærker den rejsende, at når man nærmer sig København, hæver byen sig ”mere og mere med sine høje Taarne, Bygninger og Volde”, men han noterer også, at nogle tårne knejser stoltere end andre, og så udbryder han: ”Besynderlige Stad! (…) dit Udvortes svarer til dit Indvortes, dine Taarne til dine Indbyggere. Den ene vil bestandig være høiere end den anden.” Samme år sigtede den engelske flåde mod Vor Frue Kirkes tårn og forvandlede store dele af byen til en askedynge. Men koblingen mellem by og borger mistede ikke sin kraft. Da Københavns nye rådhus knap hundrede år senere knejsede 105 meter over byen, hyldede det sine borgere med den bekendte indskrift over indgangstrappen: ”Saa er By som Borger”... Hvoraf man kan slutte, at i denne by taler bygningerne og borgerne i munden på hinanden.

Med dette træsnit viste Olaus Magnus i De nordiske folks historie (1555), at sildestimerne i Øresund stod så tæt, at de kunne holde en hellebard oprejst midt i bølgerne. Scanpix.

Arkæologisk udgravning på Rådhuspladsen 13. juli 2012. Foto: Miriam Dalsgaard / Polfoto.

20


Stemmer Ligesom Absalon gad man gerne have hørt, hvad de første københavnere sladrede om. Men også hvordan de sladrede. Var deres sprog lige så fladt som det landskab, de stod i? Slugte de ordene, ligesom hestehullerne langs kysten slugte alt, der kom i nærheden af dem. Talte allerede de første københavnere det ”muddersmål”, som Benny Andersen senere digtede om? Eller havde sprogforskeren Erik Hansen ret, da han legede med tanken om, at vikingernes sprog lå tættere på hellerupsk end på jysk? Det er ikke til at vide. De første kilder til det danske sprog er ristet i runesten, men der er ikke fundet sådanne i hverken København eller omegn. De næste kilder er lovtekster og lignende, skrevet på pergamentruller, og her nærmer man sig allerede en sprogtone, men der er alligevel langt igen. I 1567 noterer en agent fra handelshuset Fugger,


I juni 1840 optog forfatteren Peter Faber dette daguerreotypi, som viser Ulfeldts Plads, nu Gråbrødretorv. Skamstøtten over Corfitz Ulfeldt var på dette tidspunkt blevet et symbol på enevælden, og med den slagne borgermand på støttens sokkel og den oprørske graffitimand på boden ved siden af leverer billedet en underfundig kritik af enevælden. Det Kongelige Bibliotek.

at danskerne har et sprog, som ellers ingen forstår, og formentlig af samme grund giver han ingen prøver på deres barbariske tungemål. Man skal op i 1700-tallet, før der kommer medhør på. I Holbergs komedier hører man et kor af københavnere, barberer, bogholdere, bondefangere. Og den lige så muntre pioner inden for dansk sprogforskning, Jens Pedersen Høysgaard, skrev om den ”Drægetone”, man hører i den københavnske udtale af ord som ”Ri’ol, Fa’r, Mo’r”, om diftonger som ”gaaen rênt af Moden i den kjøbenhavnske Dialect”, og om københavnere der gør sig til aber af det tyske sprog. Allerede i midten af 1600-tallet klagede Hans Mikkelsen Ravn (Corvinus) over, at vi danskere havde ”tysket så længe, at vi er blevet halvt tyskere”, og et hundrede år senere, på Høysgaards tid, blev der stadig ”tysket”, ikke kun ved hoffet, men også blandt militærfolk, købmænd, håndværkere. Den norske præst Peder Kold kunne fortælle, at da han i 1738 efter en rejse i Tyskland ankom til ”det kjære Kjøbenhavn”, var de ”første Ord, vi paa Toldboden hørte, (…) disse: Woher kommen Sie? Was bedienen Sie?” og han beretter videre, at ”Denne tyske Modtagelse gjorde en fransk Officer saa forundret, at han sagde til mig: ”Hjærtens Herre, til hvad for et Land ere vi komne?” I det lille fransksprogede tidsskrift Le Spectateur de Copenhague (1761) kunne man læse, at hovedparten af Københavns befolkning foragtede deres eget sprog, mens tysk var ”en vogue”, og det selv om dansk var både blødere, mere virilt og naturligt end tysk. Det er rigtigt, som ”tilskueren” bemærker, at det myldrede med tyskere i de københavnske gader, og at det derfor var let at tilegne sig dette sprog, men flertallet talte trods alt dansk, og i 1800-tallet satte tyven og morderen Ole Kollerød i et 250 sider langt forsvarsskrift via sin ”sandhedstalende pen” lyd på sprogtonen i underklassens København. Dog farvet af hans opvækst i en landsby nord for København. I erindringsbogen Grøn Ungdom med minder om 1860’ernes og 1870’ernes København fortæller Charles Kjerulf om ”denne Afart af københavnsk, man kunde kalde Grønnegadesk”, som almindeligvis bruges i nedsættende betydning, men som han forbinder med et særligt humør, ”en gamin’agtig Slagfærdighed”, en glad lyd der respektløst ”rækker (…) Tunge ad de store”. ”Hvordan mon sproget har lydt i København for et par hundrede år siden?” spurgte Knud Hjortø engang i mellemkrigstiden. Om det gammelkøbenhavnske, ”som vi endnu kender resterne af f.eks. fra Nørrebro”, skriver han, at det var et ”havmål, med højt stemmeleje, dårlig lyddannelse og uden det bløde d, der nemlig bliver til j”. Som i

23


gade, der bliver til gæje. Hvortil kommer en svenskklingende tonestigning på ubetonede slutstavelser. ”Kønt er det overhodet ikke,” tilføjer Hjortø, men det rummer et særligt lune og humør. Senere skrev Carl Henrik Clemmensen i Mit København (1939), at ”en virkelig filologisk Kortlægning af Byen i høj Grad var paa sin Plads”, f.eks. ved at lade en professor i filologi tage opstilling ”ved Sporvogns-Stoppestederne paa Nørrebrogade, i Istedgades Porte, i Nyhavns smaa Knejper”, hvor han hurtigt ville registrere, at der findes mange varianter af ”Københavner-Jargon”, fra Vesterbro, hvor man flader alle a’er ud til et æ – ”jæ bor i Dænnebrogsgæje,” til Østerbro, hvor o affekteres op til et a: ”Hvar mange er Klakken?” Han nævner, at filminstruktøren Carl Th. Dreyer som journalist ved B.T. har lavet fine skitser med observationer i københavnernes sprogbrug, og han bidrog selv med eksempler på ”svajernes” sproglige fantasi, f.eks. dette: ”En pæn, ældre Herre er ved en Trafikoverskæring nær ved at blive kørt ned af et Cyklebud, fordi han gaar lidt for langsomt og forsigtigt spejdende til begge Sider over Gaden. – Flyt Gangvorterne, Bessefar! Brøler Budet ham i Øret. – Hold Mund, Dreng, svarer den pæne ældre Herre. – Smæk Gællerne i, Hyæne! Replicerer Drengen omgaaende.” Humøret var også et tema i Søren Kierkegaards flerstemmige forfatterskab, hvor københavnerne indtager en fremtrædende placering. I Forførerens Dagbog i Enten-Eller kan man læse, at københavnerne havde et særligt blik, ”saa bestemt, saa iagttagende, saa taxerende og saa lidt spottende”, og i hans optegnelser kan man regne ud, at københavnerne også kunne være både takserende og spotske, når de åbnede munden. Han skriver selv spottende, at snak opløser den dialektiske modsætning mellem tale og tavshed, men af hans optegnelser kan man se, at sladder og snak optog ham umådeligt. Spotten blev ikke mindre, som tiden gik. I sin skildring af ”Københavnsk Selskabsliv ved Aarhundredskiftet” fortæller Otto Rung, at dengang, da rådhuset og Rådhuspladsen bare var en sumpet strandmark bag en voldstump, kendte alle ”af Selskabet” alle: ”Man gik paa Strøget eller Langelinje for at holde Mandtal over Venner og Bekendte,” og i denne provinsatmosfære ”blev Sladderen naturligvis en Malstrøm …” Alle vidste alt om alle og delte gerne ud af deres viden. Ved indgangen til det 20. århundrede skrev Axel Garde et signalement af sin samtid, Dansk Aand (1908). Han kendte København, og han mente, at der var kommet en elektricitet ind i sproget. ”Man gaar ikke ned gennem Gaden uden at udsættes for et Virvar af Nervestrømme,” skrev han, og tilføjede, at ”det store moderne Hus, hvor man bor under

24


og imellem og over hinanden”, ikke gjorde irritationerne mindre: ”Det er som et elektrisk Uvejr af Tale og Hvisken, Skrig, Fjendskab, Ømhed, alle Livets Urdrifter i et Glashus.” Og når mennesker sådan hobes sammen, udvikler de ironi, og det ”er dens Gift, der undertiden stikker i det københavnske Sprog”. Forfattere som Karl Larsen og Storm P. søgte at aflytte det københavnske sprog, der blev talt på bunden af samfundet, af en ”Kresjan Vesterbro” eller af en flok ”Lersøbøller”. Oppe i den anden ende af samfundspyramiden, det som Otto Rung kaldte ”Selskabet”, var Emma Gad en af dem, der beherskede ironien, men hun var også den, der satte sig for at regulere samlivet mellem de københavnske rovdyr. Med sin rige erfaring fra det københavnske bourgeoisi gjorde hun rede for reglerne for Takt og Tone (1918), og hun havde selvfølgelig også et afsnit om ”Snakkelyst”. Her startede hun med at konstatere at: ”Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene,” og at den taktfulde derfor er den, som forstår kunsten at lade andre snakke. Forfatteren Sven Lange reagerede på Emma Gads skriverier med et lidet taktfuldt signalement af den københavnske samtalekultur: ”Mon der i nogen By i Europa skulde findes et Bourgeoisi, der er saa smidigt som det københavnske? saa let til Smil og Smaasnak, saa gesvindt i sin Dom, saa parat til Uretfærdighed og til Medfølelse, saa flygtigt stemningsbevæget – saa eminent kvindeligt i hele sit Præg? Her, hvor Kontrasterne sjælden er større, end at man nemt kan snakke sig ud over dem, og hvor selv Forretningerne helst afgøres ved langt udtværet, lidt lumskelig Passiaren – her spindes al den Evne, der er tilovers for Dagligdagen ud til et Filigran af Ondskab og Venlighed, som glitrer over Selskabslivets mangfoldige Grupper og uendelige Picknick’er. Det tomme Rum skal fyldes ud. Det tomme Rum? Ja, for bagved denne smidige og flygtige Livfuldhed øjnes intet menneskeligt Liv. Luften her er gold og fortærende, og i dens Flimren svinder de store menneskelige Egenskaber ind til Karikaturer af sig selv.” Anne Knudsen skrev i 1996 et essay, hvor hun som antropolog mente at kunne se nøglen til dansk kultur i den danske samtalekultur: Lad os sætte os ned og snakke om det. Uganderen Geoffrey Bakiraasa Ssenoga lavede imidlertid omtrent samtidig, 1994, en dokumentarfilm om Danmark og danskerne, hvor han ud fra et tilsvarende antropologisk blik mente at kunne kalde danskerne The Silent Tribe. Så selv om københavnerne er kendt for at bruge mundtøjet mere end f.eks. jyder, så viser filmens titel, at også opfattelsen af sladder og samtalekultur afhænger af det sted, der lyttes fra.

25


Som allerede anført er ”oppe” og ”nede” de to yderpoler for lytteposter. I 1980 tog Gustav Christiansen tråden op fra Karl Larsen og Storm P. i sin Degte på dænsg, hvor programmet er:

”jarsgasgusgriv de tsotsaldestrugtsive degt år fyre de a lie medt i Køunhavn.”

Sproget er en direkte overføring til skrift af talesproget på Nørrebro og Vesterbro, og det er en pointe, at sproget er lige så hårdt som en brosten. Hvis Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand skulle blødgøre hjerter, så lægger digtet ”Brosten” nærmest op til at blive brugt i en gadekamp:

”Javist vi legger sårm BROSTEN i sarrme gae skuler ve skuler år væntser år væntser på år blie brogt tse nåed bædre æn bare år blie tråt på.”

Det er nu mere end en menneskealder siden, at Gustav Christiansen aflyttede broernes proletarsprog, og der er ikke længere meget tilbage af den gamle københavnske arbejderklasse. Til gengæld er der flyttet

26


både første-, anden- og tredjegenerations-indvandrere til brokvartererne, og det har skabt en ny tone i københavnsk. I 2014 udkom den første ordbog i perkerdansk: Gade/dansk ordbog lavet af Tobias Cadin Borup og Ali Sufi, hvor man bl.a. kan læse, at gade betyder rå, at crib betyder hus eller lejlighed, og at Gøbenhavn betyder Københavns skyggeside, hvor pistoler er hverdag. Perker? Tja, under en demonstration for palæstinenserne blev en politimand anklaget for at have udtalt sig nedladende om en af demonstranterne ved at kalde ham perker. Da sagen blev indbragt for politidirektør Hanne Bech Hansen afviste hun, at der var noget om sagen. ”Jeg har talt med den medarbejder, der udtaler den refererede sætning. Han har oplyst, at han ikke har anvendt udtrykket ”perker”, men derimod har sagt: ”Kan du fatte det, perle?” Hvilket i øvrigt efter politidirektørens mening blev bekræftet ved ”en grundig gennemlytning af det lydspor, der ledsager optagelserne af den omtalte hændelse”. Hvad ville Absalon have hørt, hvis han i 2017 kom forbi København og her, f.eks. på en typisk københavnsk skole, så en gruppe unge stikke hovederne sammen. Jo, han ville nok som det første registrere, at de ikke snakkede sammen, men ”snarkede”, at de ikke talte sammen, men ”tsalte sammen”, at de med andre ord var begyndt at udtale ordene på en ny måde. Marie Maegaard kalder i Nye udtaler i københavnsk denne ærkekøbenhavnske lyd et ”affrikeret ts”. Nåja, da Tivoli åbnede sine porte, var der mange, der efter eget udsagn tog i ”Tsivoli”, og Gustav Christiansens Degte på dænsg viser, at man også i 1980 ”affrikerede” t’et til et ts. Måske ts’et bare er en ærkekøbenhavnsk lyd. Nærmest som et ”z”, nærmest som i zoom.

27

Zoom København  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you