Poul Grinder-Hansen
Birgitte Bøggild Johannsen
Christoffer Valkendorf –Manden og mindet
“Af alt dette roser jeg mig ikke”
Bogen er udgivet med støtte fra:
Hoffmann & Husmans Fond
Politiken-F_logo.indd 1
POLITIKEN-FONDEN
11/02/14 12.01
Christoffer Valkendorf – Manden og mindet
“Af alt dette roser jeg mig ikke”
Poul Grinder-Hansen og Birgitte Bøggild Johannsen med bidrag fra Anni Haahr Henriksen
Christoffer Valkendorf – Manden og mindet ”Af alt dette roser jeg mig ikke”
@ Forfatterne og Gads Forlag
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau
Grafisk tilrettelæggelse: Lene Nørgaard, Le Bureau
Forlagsredaktion: Henrik Sebro
Tekstredaktion: Nina Trige Andersen
Billedredaktion: Julie Marie Falkentorp
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: Print Best, Estland
Printed in Estonia
ISBN: 978-87-12-80070-5
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lovgivning om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Gads Forlag
Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk
Indhold
Prolog
Del 1. Kongens mand
1. Adelsbarn og kongetjener 12
2. Lensmand i Bergen 22
3. I unåde 34
4. Med hertug Magnus i Livlands kaos 40
5. Kongelig udsending 52
6. Frederik 2.s pengepuger: Rentemester og flådens administrator 62
7. Statholder i København 70
8. På magtens tinde: Medlem af formynderregeringen 1588-90 82
9. Den gamle statsmand: Rigshofmester 1596-1601 96
Del 2. Privatmanden og mindet
10. Godsejeren og hans bønder. 112
11. Glorup: Mellem storhed, forfald og totalrenovering. 120
12. Svindinge Kirke: Luthersk mønsterkirke og familiemausolæum 130
13. Ejendomsinvesteringer og boligbyggeri i København 148
14. Portrætter og andre personminder 156
15. ”Min gunstige herre og gode patron”: Kollegiestifter og mæcen 170
16. ”… lod i levende live dette mindesmærke forfærdige for sig selv”: Gravminder over Valkendorf og hans nærmeste familie 188
17. Valkendorfkulten 202
Epilog 220
Kilde- og litteraturliste 224
Illustrationer 231
Noter 234
Prolog
En biografi om et menneske, der levede i den danske renæssance for et halvt årtusind siden, byder på et samvær med en hovedperson, der ikke røber sit indre liv, men udfolder sig gennem sine handlinger. Kun i ganske få tilfælde er der bevaret kildemateriale, hvor hovedpersonen selv udtaler sig om sine tanker og følelser på en måde, en moderne læser umiddelbart forstår. Oftest er man henvist til at lede efter de små sprækker i kilderne, der åbner for glimt af mennesket bag facaden. Det gælder i udpræget grad den mand, som er emnet for denne bog: Christoffer Valkendorf.
Valkendorfs mangesidige embedsvirksomhed har sat sig spor i tusindvis af dokumenter, men der findes kun ganske få personlige breve fra ham, og selv i dem giver han aldrig udtryk for sine følelser. Han er nøgtern, præcis og saglig. Skyldtes det de roller, han indtog i samfundet, eller er det udslag af hans personlighed? Måske begge dele. Men det er ikke hele sandheden om manden.
Valkendorf var en af de førende politiske og administrative skikkelser i 1500-tallets Danmark. Gennem sit lange liv bestred han embeder med malende, men for nutidige øjne måske ret uforståelige betegnelser som stat-
holder, lensmand, rentemester, rigsråd, medlem af formynderregering og rigshofmester. Hvad begreberne dækkede over, og hvordan Valkendorf udfyldte sine skiftende roller, vil forhåbentlig blive klart ved læsning af denne bog. Hans karriere involverede ham i højdramatiske og delikate situationer, hvor der blev stillet store krav til både hans forhandlingsevner og hans handlekraft. Men han var også den loyale kongelige embedsmand, der var pålideligheden selv, når han løste talrige store og små opgaver for kong Frederik 2. (1559-88) og den unge Christian 4. (1588-1648). Gennem hans liv og virke får man et indblik i magtens mekanismer i renæssancens Danmark-Norge, hvor økonomiske og politiske interesser akkompagneret af personlige præferencer eller modsætninger, netværk og lobbyvirksomhed spillede en mindst lige så stor rolle, som vi aner det i nutidens politiske magtspil. Samtidig tegner bogen et billede af en mand, som var meget bevidst om historiens magt og ønskede at forme den måde, han blev husket på. Det skete gennem flere forskellige medier: historiske beretninger og dokumenter, byggerier og kirkeudsmykninger, portrætter, velgørenhed og gravmæler. Som mæcen støttede han
blandt andet lærde mænd, der til gengæld dedikerede deres værker til ham med mange rosende ord, hvilket også bidrog til at sikre ham et godt eftermæle. En tilsvarende fremtidsorienteret strategi lå bag oprettelsen af et studenterkollegium, der bar hans eget navn.
Den seneste bog om Christoffer Valkendorf udkom i 1933 og blev skrevet af arkivar Arthur G. Hassø. Den er således snart 100 år gammel, og det bærer den uundgåeligt præg af. Hassø opsøgte alt, hvad han kunne finde af skriftligt kildemateriale om Valkendorfs aktiviteter, og han tog rundhåndet det meste af det med, så bogen næsten drukner i detaljer. Den største svaghed ved bogen er imidlertid, at den ukritisk tildeler Valkendorf en helterolle. Han bliver præsenteret som manden, der i alle sine hverv kunne alt og gjorde alt. Siden har historikerne Mikael Venge og Leo Tandrup i kortere artikler modificeret Hassøs opfattelse.1
Valkendorf var en vigtig politisk skikkelse, som fortjener en moderne biografi med et nuanceret billede af hans indsats, baseret på genlæsning af de skriftlige kilder og med ind-
dragelse af mange hidtil lidet udnyttede materielle kilder.
Bogens første del handler om Valkendorfs karriere som embedsmand i kongens tjeneste. Anden del fokuserer på privatmanden Valkendorf og beskriver først og fremmest hans bevidste arbejde for at sikre sit ry og eftermæle. Derfor undertitlen: ”Mandet og mindet.”
Værket er blevet til på opfordring af Valkendorfianersamfundet, der ønskede at markere 500 året for Valkendorfs fødsel. Det er en sammenslutning af nuværende og tidligere alumner på det ovenfor nævnte københavnske kollegium, der blev oprettet i 1588 af Valkendorf som det allerførste studenterkollegium i København efter reformationen. Kollegiet eksisterer i bedste velgående og holder sin stifters navn og ry i hævd, som det vil fremgå af bogens sidste kapitel, der er skrevet af en af de tidligere beboere på kollegiet. Valkendorf-kulten på det gamle kollegium er i sig selv et bevis på, at Valkendorfs bestræbelser på at efterlade sig et godt eftermæle har båret frugt.
Christoffer Valkendorfs sikre underskrift vidner om en mand, der var vant til at arbejde med pen og papir, selv om han i det daglige arbejde havde hjælp af skrivere. Private breve fra hans hånd er der næsten ingen bevaret af. Original signatur opbevaret i Valkendorfs kollegium.
Del 1
Kongens mand
Slægten Valkendorfs våbenskjold er et sølvfelt med en rød rose omgivet af tre sorte fuglevinger, formentlig falkevinger. Det tyske ord Falke for rovfuglen falk indgår nok i navnet på slægten, som kom til Danmark i 1300tallet.
Adelsbarn og kongetjener
Der er ikke bevaret nogen ligprædiken over Christoffer Valkendorf. Denne konstatering virker måske som en bagvendt optakt til en biografi om et menneske, hvor man i stedet ville have ventet nogle ord om fødsel, barndom og opdragelse. Det er ikke desto mindre ret afgørende, for eftertidens historikere henter typisk centrale personoplysninger i de levnedsskildringer, som indgår i 1500-tallets ligprædikener. Siden begyndelsen af Frederik 2.s regeringstid (1559-88), hvor renæssancekulturen for alvor udfoldede sig på dansk grund, omfattede begravelsesceremonierne inden for kongehus og højadel disse opbyggelige mindetaler, der blev holdt af præsten i kirken og senere trykt og udgivet.2 De beskrev slægtshistorie, fødsel og opvækst, uddannelse og karriere samt personlige træk ved netop denne persons liv, og det hele blev passet ind i et fast mønster for den rette, fromme – og i Danmark selvsagt lutherske – livsførelse, afsluttet med en detaljeret skildring af dødslejet.3
Men når ligprædikenens tekst ikke kendes, er historikeren på Herrens mark, når det gælder hovedpersonens barndom og ungdom. Det er netop problemet med Christoffer Valkendorf. Han blev født i året 1525, men ikke engang hans fødselsdag er overleveret med sikkerhed.
Den blev ikke nævnt på hans gravminder i Københavns Vor Frue Kirke (s. 196-198). Et notat nedskrevet i slutningen af 1500-tallet af den fynske adelsmand og slægtshistoriker Eiler Brockenhuus oplyser dog, at han skal være født i august måned, så i mangel af bedre må det være det bedste bud på, hvornår Valkendorf kom til verden.4
Hans familieforhold kan man til gengæld sige en del om. Han blev født ind i en gammel adelig familie, som var kommet til Danmark fra Tyskland i 1300-tallet og siden havde opnået både velstand og indflydelse. Med stolthed kunne slægten fremvise sit særegne våbenskjold: et sølvfelt med en rød rose omgivet af tre sorte fuglevinger, antagelig falkevinger. Blandt Christoffers farbrødre var fire mænd, der gjorde karriere i den senmiddelalderlige pavekirke, heriblandt Erik Valkendorf, der blev ærkebiskop i Trondheim, og Knud, som var domprovst i København og rektor for universitetet. Som gejstlige levede de i cølibat og havde ingen efterkommere.5 Christoffers far var Henning Akselsen Valkendorf. Han døde i 1535 efter at have fået seks børn i sit ægteskab med Anne Oxe (Sidsel, Øllegaard, Mette, Karen og Erik, samt en søn, Henning, der kun kendes fra en gravsten, s. 199-200), og dernæst
efter hendes død yderligere syv børn i sit nye ægteskab med Sidsel Friis. Christoffer Valkendorf var ældste søn af Henning Valkendorf og Sidsel Friis og havde de yngre søskende Aksel, Jacob, Jørgen, Anne, Margrethe og Rigborg.6 Glorup på det østlige Fyn mellem Nyborg og Svendborg havde siden 1400-tallet været slægtens hovedgård. Da Henning Valkendorf døde, blev Sidsel Friis efterladt med syv mindreårige børn, og selv om hun uden tvivl kunne håndtere driften af Glorup herregård, havde hun i henhold til tidens retssystem brug for en mand, der kunne handle juridisk på hendes og børnenes vegne, indtil hendes ældste søn blev myndig.7 Det blev hendes slægtning og ejer af nabogården Hesselager, kongens kansler Johan Friis, som både var storgodsejer og kongens mest betroede embedsmand.8 I 1539 blev han i et retsdokument betegnet som ”hendes myndige værge.”9
Skønt Christoffer og hans søskende var faderløse, havde Valkendorf-børnene som medlemmer af adelen på forhånd nogle særlige forudsætninger, muligheder og privilegier.10 Det danske rige var efter den lutherske reformation i 1536 et standssamfund, som med rette kan sammenlignes med en pyramide, hvor kongen var toppunktet. Det brede fundament bestod af bønderne, som udgjorde langt den største del af befolkningen, og herover fandtes et smallere samfundslag bestående af borgere i landets købstæder, hvor handel og det meste håndværk var samlet. Til borgerstanden regnedes også præsteskabet og andre med universitetsuddannelse. Hævet over alle disse almindelige mennesker var så adelstanden, som omkring 1535 omfattede rundt regnet 250 slægter med et par tusinde medlemmer, spændende fra fattige familier, hvis hverdag næppe skilte sig stort ud fra almindelige bønder, til politisk og økonomisk magtfulde slægter. Adelen var principielt en lukket kreds, hvis familier giftede sig indbyrdes, og hvor ægteskab
med en ikke-adelig betød, at de fælles børn faldt uden for adelstanden. Sådan gik det for Christoffers halvbror Erik, som fik tre sønner med en ”ufri”, dvs. ikke-adelig kvinde.11 En af sønnerne oplevede dog i 1616 den ære at blive optaget i adelstanden, men det var en sjælden undtagelse. Medlemmer af adelsslægterne lagde stor vægt på at kunne fremvise adelige aner tilbage gennem flere generationer. Man skulle som minimum kunne fremvise 16 rent adelige aner, dvs. at alle 16 oldeforældre skulle være adelige, men også fortegnelser med 32 eller 64 aner forekom.
Adelstanden var udsprunget af middelaldersamfundet, hvor magtfulde stormænd påtog sig at gå i krig for deres herre, kongen, mod til gengæld at få nogle begunstigelser. Endnu efter midten af 1500-tallet forventedes det, at en herremand selv mødte frem i hest og rustning for at gøre krigstjeneste, når det danske rige blev involveret i en krig. Den våbenteknologiske udvikling af især skydevåben gjorde det pansrede rytteri til en mindre effektiv kampstyrke, men herremænd spillede stadig en militær rolle under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70, både som del af adelsrytteriet og som kommandanter for hærstyrker eller flådefartøjer.
Adelstandens vigtigste privilegium til gengæld for krigstjenesten var, at herremændenes jordejendomme var fritaget for betaling af skat til kongen. De gårde og huse, som var herremandens ejendom, blev lejet ud (fæstet) til bønder, som til gengæld betalte en afgift (landgilde) til herremanden og også kunne blive pålagt arbejde på godsets egne jorde oven i det arbejde, som pasningen af selve fæstegården krævede. Hertil kom, at herremændene fik den såkaldte hals- og håndsret over deres fæstebønder, hvilket indebar ret til både at anklage, dømme og straffe, det sidste ofte i form af bøder. Der var også andre rettigheder, blandt andet jagtretten, for kun konge og adel måtte bedrive jagt i de danske skove.
Portræt af kongens kansler Johan Friis til Hesselagergård, malet i 1550’erne, muligvis af hofmaler Jacob Binck. Friis nåede fra 1532 til 1570 at være kansler for tre danske konger: Frederik 1., Christian 3. og Frederik 2.
Christoffer Valkendorf.
Oversigt over Valkendorfslægten og dens heraldik
Våbenskjolde, der er vist på Valkendorfs epitafium i Svindinge, er markeret med en stjerne ved det respektive navn, som er angivet i kursiv. Atypisk gengivne eller usikkert identificerede våbenskjolde er markeret med et NB. (1) og (2) efter et navn hentyder til personens status som første eller anden hustru af den ægtemand, der er nævnt ovenfor hendes navn*
Christoffer Valkendorfs fædrene slægt
F (Henning *Valkendorf, +1535)
FF (Axel Valkendorf, +1483)
FM (Anne *NB Passow, -1528- (2)); Margrethe *Ulfeldt (1)
FFF (Henning Valkendorf, -1469-)
FFM (Inger *Gøye)
FMF (Anders Jensen (Passow, -1474-)
FMM (Anne Nielsdatter *Grubbe)
FFFF (Peder Valkendorf)
FFFM (Karen Bosdatter *Grubbe (1);Mette Manderup (2))
FMFF (Jens Passow)
FMFM (N.N. Lunge eller *NB ubekendt: tre tårne/borg)
FFMF (Axel Mogensen Gøye, +1411)
FFMM (Øllegård *Krumpen)
FMMF (Niels Grubbe, -1421-)
FMMM (N.N. *Bille)
Christoffer Valkendorfs mødrene slægt
M (Sidsel *Friis, +1562)
MF (Jørgen Friis, -1504-)
MM (Margrethe *Kruckow)
MFF (N.N. Friis)
MFM (N.N. *Tinhuus)
MMF (Johan Kruckow, -1447-)
MMM (Anne *Barsebek)
MFFF (Jørgen Friis)
MFFM (N.N. *Venstermand)
MMFF (Johannes Kruckow)
MMFM (N.N *Hvide (Gyldenstierne?))
MFMF (N.N. Tinhuus)
MFMM (N.N. *Bille)
MMMF (Ludvig Barsebek, -1413-)
MMMM (N.N. *Rud)
* Oversigten bygger på Albert Fabritius i Danmarks Adels Aarbog 1928, Hassø 1933 og http://www.gravstenogepitafier.dk (benyttet 21.05.2025). Det skal dog understreges, at der navnlig for de ældre slægtled er usikkerhed med hensyn til identifikationen af en række aner og dermed i gengivelsen af de respektive våbenskjolde. For venlig bistand takkes Allan Tønnesen, der i øvrigt har alternative forslag til rekonstruktionen af slægtsrækken og dens heraldik.
På den baggrund havde en herremand gode muligheder for at leve en privilegeret tilværelse som godsejer, om end selvsagt betinget af godsets størrelse. Fattige herremænd havde ikke nødvendigvis boliger, som adskilte sig væsentligt fra en stor bondegård, mens de større godser havde et centrum i form af en solid hovedbygning, en herregård, og som herremand ”skrev man sig” gerne til sin herregård. Christoffers far kaldte sig således Henning Valkendorf til Glorup, og da hans sønner voksede op, skrev de sig også til Glorup. Her havde de deres base, og indtægterne fra jordegodset kunne ernære dem.
Efter de danske loves arveregler arvede Sidsel Friis som enke, men hendes børn havde også brugsret til deres del af arven, så længe de var mindreårige.12 I henhold til de danske landskabslove fra middelalderen var myndighedsalderen 15 år, men i 1500-tallet synes 18 år at have vundet hævd som praktisk myndighedsalder.13 Det vil sige, at Christoffer Valkendorf som ældste søn senest i 1543 overtog værgemålet for sin mor og dermed for hele godset. Både mænd og kvinder arvede efter deres forældre, men mændene arvede en hel arvelod og kvinderne en halv. Alle portioner skulle være lige gode, og for den jordejende adel betød det, at selv om mænd arvede en dobbelt portion, fik både mænd og kvinder jordegods og en deraf følgende indtægt.14 Det gjaldt selvsagt også hele den børnerige Valkendorf-flok. Da Sidsels døtre Margrethe og Rigborg voksede op, blev der arrangeret ægteskab for dem med passende adelsmænd, og de fik hver især, som loven bød, deres arveportion med sig i ægteskabet. Den ældste søster, Anne, forblev ugift og boede ved sin død som gammeljomfru på Glorup. De ugifte sønner indgik i et såkaldt fællig, hvor de drev hovedgårdens gods i fællesskab som en slags brødrekonsortium, og derved kunne de alle skrive sig til Glorup. Mændene var udset til at drive stamgodset videre. Men der var en yderligere mulighed
for at opnå velstand, magt og indflydelse: ved at blive kongelig embedsmand. Adelen havde nemlig eneret til at bestride alle højere embeder i staten. Det danske rige blev på Valkendorfs tid styret af kongen i samarbejde med det adelige rigsråd. Magtbalancen mellem konge og rigsråd blev udtrykt derved, at rigsrådet valgte og kronede den nye konge (traditionelt den gamle konges ældste søn), mens kongen håndplukkede rigsrådets medlemmer blandt mænd, som han havde tillid til, og som næsten alle kom fra landets rigeste adelsslægter. Der var dog lang vej til rigsrådet for en ung adelsmand, som først måtte bevise sine evner ved at tjene ved hoffet eller i den kongelige administration. Unge adelsmænd kunne i en tid spille rollen som såkaldte hofsinder, hvis vigtigste opgave var at varte kongen op og holde ham med selskab i dagligdagen. Den rolle fik Christoffers halvbror Erik i årene 1549-1559, hvor han også blev benævnt Christian 3.s ”kammertjener”. Det kunne være en vej til at gøre sig bemærket hos kongen og lære at begå sig ved hoffet. Hvis en ung adelsmand ville bevise administrative evner, kunne han i stedet prøve at få plads som sekretær i et af de to kancellier: Danske Kancelli, som enkelt sagt tog sig af indenrigske sager, og Tyske Kancelli, der var en slags udenrigsministerium. Det var hårdt arbejde. Men det kunne være springbræt til mere betydningsfulde stillinger.
Valkendorfs barndom eller skolegang er som sagt ganske ukendt, men han må have lært de nødvendige skolefag som læsning, skrivning og regning og kunne beherske sprogene dansk og tysk, der blev talt i den danske konges riger. Derudover må det antages, at han har fået et vist kendskab til tidens internationale sprog, latin. Han kunne i al fald som voksen finde på at citere et ordsprog på latin, men han har næppe behersket sproget på et niveau som de lærde humanister, han senere skulle komme til at lære at kende. Desuden må han
Christian 3. portrætteret af hofmaler Jacob Binck o. 1553. Christian var allerede som ung hertug overbevist lutheraner og efter sejren i borgerkrigen Grevens Fejde gennemførte han i 1536 den lutherske reformation i Danmark. Han døde nytårsdag 1559.
have trænet de fysiske idrætter, en adelsmand måtte beherske, såsom ridning, fægtning, skydning og dans.15 Men han kom ikke på en dannelsesrejse til udenlandske universiteter, sådan som det i stigende grad blev almindeligt for adelsdrenge i den senere del af 1500-tallet.16 Heller ikke hans brødre Aksel og Jørgen var så vidt vides på dannelsesrejse. Kun broderen Jacob var i 1557 på studieophold i Frankfurt an der Oder.17
Valkendorfs skoling var dog tilstrækkelig solid til, at han kunne opnå en underordnet post i statsadministrationen som et første trin på karrierestigen. Det har været gisnet om, hvem der anbefalede ham til opgaven, og det mest nærliggende er, at Valkendorf-familiens tidligere værge, kansler Johan Friis, har sørget for at skaffe Sidsel Friis’ ældste søn en plads i statsadministrationen.18 I 1553 omtalte Christian 3. Valkendorf som ”vor sekretær”, og året efter sørgede kongen for en passende honorering af hans indsats på en typisk måde, nemlig ved at tildele ham en proforma stilling, som skaffede indtægter uden at indebære en større arbejdsindsats. Den 22. februar 1554 fik ”Christoffer Valkendorf, kongens sekretær, brev på provstiet i Bergen efter Jørgen Pederssøn, med bønder og tjenere og al rente og tilliggende for livstid, dog med pligt til at være kongen og hertug Frederik tro og ordinantsen undergiven.”19 Valkendorf skulle altså ikke opfylde andre krav end at rette sig efter den til enhver tid siddende konge samt efterleve bestemmelserne i Kirkeordinansen fra 1537/1539, den nye lov for den lutherske kirke i Danmark og Norge. Han kom til at beholde dette provsteembede med indtægterne fra de tilhørende jordbesiddelser som en sikker indkomstkilde resten af sit liv. På et tidspunkt fik han efter samme princip også tildelt indtægterne fra et kannikkedømme i Roskilde, som i middelalderen var gået til at aflønne en af præsterne ved domkirken, men som kongen nu disponerede over.
Christian 3. havde flere sekretærer, der stod for at udfærdige og renskrive de breve, som udgik fra kongen. Men Valkendorf må have udvist særlig gode evner, siden kongen på et tidspunkt besluttede at tildele ham en ny og ansvarsfuld position, som Valkendorf må have håbet på og set frem til i årevis, nemlig rollen som lensmand.
Lensvæsnet var rygraden i kongens administrationen af det danske samfund. Hovedlenene omfattede flere herreder (de lokale retskredse, som landet siden middelalderen var opdelt i) og dækkede tilsammen det meste af Danmark og Norge. Hertil kom en række mindre len af begrænset geografisk omfang, som kongen blandt andet kunne bruge til belønning af tro tjenere. Den virkeligt krævende, men også karrierefremmende opgave var at blive hovedlensmand. Hovedlensmanden opkrævede på kongens vegne indtægterne fra alt det jordegods i lenet, som tilhørte kronen (medmindre det hørte til et af de mindre len), opkrævede skatter, udnævnte underordnede fogeder og betjente og holdt øje med deres embedsførelse. Han udøvede samtidig en vis politimyndighed i lenet og havde den militære kommando, hvis der var et slot i lenet.20 Han var kongens øjne, ører og hænder lokalt, og han modtog ofte ordrer fra kongen om forhold, der vedrørte lenet. Når kongen for eksempel havde ønsker om leverancer af materialer eller fødevarer fra et len, udgik der kongebrev til lensmanden, der herefter havde at fremskaffe og indsende det ønskede. Det forventedes også, at lensmanden om nødvendigt kunne huse kongen og hans følge, ligesom han skulle give husly til hofsinder og andre kongetjenere. Lensmanden kunne tjene penge på lenene på tre forskellige måder.21 Den mest udbredte var regnskabslenet, hvor lensmanden fik en fastlagt løn, hvorefter resten af lenets indtægter tilfaldt kongen. En anden måde var afgiftslenet, hvor lensmanden betalte en fast årlig
Kort over Danmark, udarbejdet 1585 af Marcus Jordan til Braun & Hogenbergs store verdensatlas. Landsdelenes navne er gengivet på latin med henblik på et internationalt publikum.
afgift til kongen, men i øvrigt kunne beholde, hvad der måtte være af overskud i lenet. Endelig var der tjenestelen, som var fritaget for enhver afgift til kongen og altså især måtte betragtes som en kongelig gunstbevisning.
I marts 1556 udnævnte Christian 3. den 30-årige Valkendorf til lensmand i Danmark-Norges nok største og mest vidtstrakte len, Bergenhus og Vardøhus, omfattende store dele af den norske vestkyst og det nordligste Norge. Lenet var på regnskab med en fast årlig løn samt klæder og penge til mandskabet. Da lenet havde et rigt handelsliv, fik Valkendorf også stillet i udsigt, at såvel investeringer som eventuelt overskud forbundet med lenenes købmandshandel skulle deles med to tredjedele til kongen og en tredjedel til lensmanden. Kongen gav ingen forklaring på, hvorfor netop Valkendorf blev tildelt denne krævende og omfattende opgave. Måske har det spillet ind, at han som før nævnt siden 1554 havde haft et provsti i Bergen som indtægtskilde og dermed måtte formodes at have en vis viden om de lokale forhold. Uanset hvad var det en karrieremulighed, som Valkendorf hverken kunne eller ville gå glip af. Hvis det gik godt, var hans fremtid som kongelig embedsmand sikret.
