Issuu

Forbryderfamilier

1800-tallets underverden

Bogen er udgivet med støtte fra

Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning

Farumgaard-Fonden

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Lillian og Dan Finks Fond

E. Lerager Larsens Fond

VAF-Fonden

Alfred Good’s Fond

På heden

Udåden i august 1845

Hestetyvene 1842-1843

Karen, Rasmus og andre varylere ca. 1837-1845

Det store kupforsøg 1846

Kriminalitet, familie, kvinder og naboskaber

Den videre skæbne

Inspirationen

Noter

På heden

Det er en regnfuld aften onsdag den 6. august 1845, hvor markedspladsen i Vorbasse er ved at være tom, og handelsfolkene er næsten færdige med at pakke boderne sammen. Husmand Jørgen Pedersen smider sine ting op på vognen. Det har været en travl dag i teltet med salg af brød og brændevin for kromanden hjemme i Lindeballe, og Jørgen står for kromandens salg af mad og drikke på næsten alle egnens markeder. Som noget af det sidste lægger han sin økse op i vognen. Den har han altid med for at kunne rejse teltet. Øksen har et langt skaft, og bladet bærer hans initialer J.P.S. og har signaturstemplet P.N.S.

Efter at have spændt for kører Jørgen ud af Vorbasse. Nord for Billund og Vandel lægger han lyngheden bag sig og når ind i Lindeballe Sogn. Det er efterhånden sent og helt mørkt, så det er svært at se det bakkede landskab og løvskoven. Han kører gennem bebyggelsen Aast og ind i skoven, og da han passerer vejen mod landsbyen Mørup, dumper noget til jorden. Jørgen hører intet og fortsætter gennem Lindeballe Skov. Det er blevet torsdag og så småt begyndt at lysne. Nær sit hjem drejer han fra og kører ind over naboens mark til sit hus. Træt spænder han fra og går i seng.

Den blomstrende lynghede, 1854. Hedelyngen blomstrer typisk i juli, august og september.

Først torsdag aften ved sekstiden er Jørgen færdig med at pakke ud og opdager, at øksen mangler. Den må være tabt. Måske da han skød genvej over naboens mark. Jørgen går tilbage for at lede. I skovbrynet ved vejen til Mørup bliver han overrasket. Midt på vejen ligger en del af økseskaftet. Selve øksen er der ikke spor af.1

Lyngheden

Heden, ja man troer det neppe, Men kom selv, besee den lidt! Lyngen er et pragtfuldt Teppe, Blomster mylre milevidt.

Skynd Dig, kom! om føie Aar

Heden som en Kornmark staaer. 2

Ordene skrev eventyrdigteren H.C. Andersen i 1859 i Jylland mellem tvende Have. Ordet hede betegner et fladt, skovløst landskab, og Andersen skrev netop om den jyske lynghede, der i 1800-tallet var genstand for en romantisk nationaldyrkelse i både litteratur og billedkunst. Heden blev efterhånden synonym for lyngheden,3 der i dag næsten er væk. Tidligere bredte den sig over store dele af den sandede og næringsfattige jord i Nord-, Midt- og Vestjylland. Efter den seneste istid for 15.000 år siden var landet bart, men det blev gradvist dækket af tæt skov. Hedelyngen indvandrede til Danmark ca. år 8000 før vor tid og voksede i skovlysninger med næringsfattig jord. I bondestenalderen – 3.000 år senere –begyndte en større bølge af skovrydninger, som førte til hede. Nogle steder erstattedes skoven af græs, andre steder sejrede lyngen. Heden er altså skabt ved menneskelig indblanding og fik yderligere udbredelse ved menneskets afbrændinger, som fjernede den resterende eller fremspirende trævækst. På den måde vedligeholdt menneskene lyngheden, der nåede sin største udbredelse i 1500- og 1600-tallet. Befolkningstætheden var lav på heden, hvor folk levede af landbrug kombineret med bierhverv som fremstilling af uldvarer og jydepotter. Lyngen blev brugt som foder til husdyrene, som byggemateriale og som brændsel i form af tørv.4

Enevælden ønskede at udvikle landbruget og fattede interesse for heden. Kong Frederik 4. opfordrede til at dyrke den, og i 1719 inviterede han franske huguenotter og deres efterkommere fra Brandenburgområdet til at slå sig ned i Danmark og oprette en koloni med tobaksdyrkning. Repræsentanter for de dygtige landbrugere kom til Danmark og blev vist rundt i hede -

egnene, eksempelvis på Ørum Hede, Knudstrup Hede, Roust Hede og Randbøl Hede. Derudover fik de tilbud om at slå sig ned i fæstningsbyen Fredericia på den gode østjyske muld ved Lillebælt. Fredericia var mere attraktiv for de landbrugskyndige repræsentanter, så det lykkedes ikke i første omgang at kolonisere heden.5 Fra 1750’erne kom der dog gang i arbejdet, da tyske nybyggere blev hentet til landet. Det var såkaldte kartoffeltyskere, som etablerede kolonier på Alheden ved Karup mellem Herning og Viborg og på Randbøl Hede vest for Vejle. Opdyrkningen tog især fart i anden halvdel af 1800-tallet. I sangverset forholder H.C. Andersen sig netop til arbejdet med ordene ”Skynd Dig, kom! om føie Aar Heden som en Kornmark staaer”. Heden måtte ikke kun vige pladsen til fordel for agerjord, for fra slutningen af 1700-tallet anlagde staten plantager på heden. Formålet var dels at skaffe træ, dels at give læ til områder, som jævnligt led under stor sandflugt, der begravede både huse og marker. Udviklingen fortsatte i anden halvdel af 1800-tallet, hvor Midt- og Vestjylland forvandledes fra den mest skovfattige landsdel til den mest skovrige. Til gengæld skrumpede heden fra ca. 9.000 kvadratkilometer i slutningen af 1700-tallet til 7.400 i 1860. I 1914 dækkede den kun 3.100 kvadratkilometer.6

Drengeliv

På lyngheden ca. 30 kilometer nordvest for Vejle kom Christian Hansen Møller til verden den 20. december 1837 på Breinhovedgård i Give Sogn nær sognegrænsen til Ringive Sogn. De to sogne blev rammen om hans opvækst, og Christians barndom formede sig som mange drenges på egnen. Skolegangen var sporadisk. Som fem-seks-årig blev Christian undervist af en af gårdens karle, Thyge. Efter han giftede sig og flyttede, boede den seks-syv-årige Christian om vinteren hos Thyge og hustruen, hvor han blev undervist i katekismen. Skolegangen var sæsonbestemt, og om vinteren kom Christian kun hjem til sine forældre om søndagen. Om sommeren boede han hos forældrene og arbejdede. Som syvårig fik han tjansen som gåsehyrde for faderens gæs, og året efter blev han forfremmet til fårehyrde. Christian satte pris på forfremmelsen. Nu var han nemlig ikke alene med gæssene hele dagen, men mødtes med andre drenge, der også passede får.

Arbejdsdagene var lange for fårehyrderne, der hver tog sig af fåreflokke på omkring 40 dyr. Om morgenen gik hyrderne ud på heden. De medbragte madpakker og egekæppe, så de kunne styre flokken. Heden anså man for et stort, fælles område, og her slog hyrderne sig sammen og hjalp

hinanden. Det gav tid til leg, mens fårene åd af lyngen. Arbejdsdagene varede til solnedgang. Ved aftenstid skilte de dyrene i mindre flokke, og hver dreng drev sin flok hjem.7 Da Christian var otte år, avancerede han til studetrækker og bragte kvæg fra farens gård til markeder. Jo nærmere han kom markedspladsen, des flere folk mødte han. Men til daglig var livet ensomt ude på heden. Der var meget langt mellem husene, og vejene var dårlige. Mange steder var der flere hjulspor, hvilket gjorde det svært at orientere sig.8 Det kunne være utrygt for en dreng at færdes alene, og der gik man -

Ringive Kirke malet i 1872, hvor kirken fik sit nuværende våbenhus. Kor og skib er fra ca. 1050-1275. I 1876 blev skibet forlænget mod vest, og i 1896 fik kirken et tårn. Det træløse hedelandskab ved kirken ændrede sig fra slutningen af 1800-tallet, da der blev anlagt plantager.

ge mere eller mindre eventyrlige historier og sagn om hærgende røvere. En af historierne drejede sig om et overfald i landsbyen Brande, der lå ca. 13 kilometer fra hans hjem i den nordvestligste del af Vejle Amt. Fortællingen gjorde stærkt indtryk:

I Brande Stampemølle passerede […] en Tildragelse, som jeg [Christian] først maa fortælle, da den indvirkede meget stærkt paa mig, saa Indtrykket deraf ikke tabte sig før længe efter og var mig til stort Besvær paa mine lange Ture. […] Som nævnt var det denne Tildragelse, der blev meget omtalt Mand og Mand imellem, der i al sin Grufuldhed gjorde mig ængstelig i saadan en Grad, at jeg gik langt til Side fra Vejen for at undgaa de Mennesker, der befarede Vejen i modgaaende Retning.9

Et røverisk overfald på Kjeld Thomsen – også kaldet Kjeld Thomsen Langkjær, Kjeld Stampen eller Kjeld Stop –og hans hustru Maren Pedersdatter skræmte Christian:

En Nat […] skete det, at Tyve gjorde Indbrud hos dem, men Kjeld, der var gammel, men dog kraftig, lod sig ikke udplyndre uden Modstand. Til Vaaben fik han fat paa en Stol, som han brød Benet af; med dette slog han løs paa Tyvene det bedste, han kunne. En af disse fik under Kampen en Finger i Munden paa Kjeld og skønt Kjelds Tænder formodentlig ikke har været skarpe, bed han Stumperne saaledes sammen, at Tyven ikke kunne trække Fingeren til sig; han raabte da: ”Tønnes, slaa med Køllen!” Paa denne Opfordring huggede hans Medrøver efter Kjeld med en Økse og ramte hans Næse, saa Næsetippen blev hugget af: derved blev Fingeren frigjort. Kjelds Kone havde imidlertid

faaet Udgangsdøren op for at tilkalde Hjælp, men i det hun kom udenfor, stod der en Kvinde udenfor Døren med en Stav i Haanden og gav hende dermed et Slag i Hovedet, saa hun blev liggende paa Stedet. Slaget var heldigvis ikke dræbende […].10

Ifølge Christian Hansen Møllers barndomserindring stod fire røvere bag overfaldet på ægteparret i Brande. En af dem var Karen Bøhl, og de tre mænd hed også Bøhl til efternavn. De var fra samme familie og bosat på Vandel

Hede ca. 25 kilometer syd for Brande.11 Røverhistorier – forstået som fortællinger om tyve og røvere – har altid været populære på grund af spænding og dramatik. I en lang periode vandrede den type historier fra mund til mund. I løbet af 1800-tallet udkom der også småskrifter med historier om mordere eller røvere, ligesom aviserne i stigende grad skrev om drabelige og aktuelle begivenheder. En del røverhistorier indeholdt historisk korrekte oplysninger, mens andre var mere sagnprægede og fantasifulde.12

Episoden i Brande kastede ikke en pamflet af sig, og Christian nedfældede først sin erindring langt senere. Som han skriver, optog overfaldet sindene på egnen vest for Vejle og gjorde ikke kun indtryk på den unge Christian, men på hele lokalsamfundet. I hvert fald er der flere omtaler af hændelsen i de erindringer, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) indsamlede i slutningen af 1800-tallet. Den blev en rigtig røverhistorie, som flere generationer videregav mundtligt.

I Tang Kristensens beretninger ses forskelle, men på mange punkter matcher fremstillingen Christian Hansen Møllers erindring. De fleste nævner, at der blev slået med en økse, og at Kjelds næse blev stærkt medtaget. Flere oplyser, at gerningsmændene var fra Bøhlfamilien, og at en af røverne under overfaldet blev kaldt ”Tønnes” eller ”Dynnes”. Også en person, som kaldes ”Æ Landsmand”, omtales som en af forbryderne. Nogle fortæller, at overfaldsmændene kom fra et marked enten i Bække eller Vorbasse, mens andre meddeler, at en gerningsmand havde besøgt Kjeld Thomsen for at veksle penge og derfor vidste, at der var værdier i huset.13

De mange beretninger om overfaldet og de overensstemmende person- og stednavne viser, at erindringerne baserer sig på en virkelig hændelse. Det bekræftes også af avisomtaler fra august og september 1845.14 Lokalbefolkningen huskede overfaldet i mindst 80 år, efter det fandt sted. Historien var så spektakulær, at den vakte opsigt i København, hvor Flyveposten den 1. september 1845 omtalte overfaldet efter at være informeret om det i et privat brev. Under overskriften ”Indbrud og morderisk Overfald” kunne læserne se Vejle Amt beskrevet:

Et privat Brev fra Vejle omtaler den Usikkerhedstilstand, som finder Sted der i Amtet, og til Beviis herpaa fortæller det følgende Begivenhed, hvorved man kommer til at tænke paa de Røveræventyr, man hørte i sin Barndom.15

Avisens videre skildring er genkendelig i forhold til hovedtrækkene i Christian Hansen Møllers erindring og i beretningerne indsamlet af Evald Tang Kristensen. Især på et område skiller avisen sig dog ud. Den oplyser, at der var to indtrængende overfaldsmænd, og at den ene i mørket tog fejl og overfaldt sin medgerningsmand i stedet for Kjeld. Det gav ifølge avisen Kjeld og hustruen mulighed for at flygte ud ad husets bagdør.16

Mens flere danske historikere har fokuseret på 1700-tallets kriminelle aktører, har kriminalitetshistoriske undersøgelser om 1800-tallet – som påpeget af historiker Lars Andersen – især haft institutionelle perspektiver i centrum.17 Bogens hovedsigte er ikke et studie af eksempelvis 1800-tallets retssystem, hvor fokus kunne lægges på ankesystemet og retsinstansers vurdering af kriminalsager eller forsvareres og anklageres argumenter i forbindelse med domsafsigelse. Det er derimod forbryderne, der er i centrum. Hvem var de, hvordan formede deres liv sig, hvilke miljøer færdedes de i, hvordan udøvede de kriminalitet, hvordan agerede de over for politiog retsvæsen, og hvordan var forholdet til naboer og lokalbefolkning?

Christian Hansen Møller (1837-1930)

var medlem af Ringive Sogneråd i flere perioder – herunder formand i 12 år. Han var medlem af Vejle Amtsråd 18861898, valgt af sognerådene, og bestred flere bestyrelses- og tillidsposter.

De få eksisterende studier med 1800-tallets kriminelle aktører i centrum er ofte biografier med en hovedperson – ofte en, som stod bag spektakulære forbrydelser.18 Det fremhæves sjældent, men fremstillinger og kilder om 1800-tallets kriminalsager viser, at kriminalitet ofte var udbredt i bestemte familier. Eksempelvis var der i midten af 1800-tallet flere kriminelle familier i området vest for Vejle. Bogen tager udgangspunkt i Bøhlfamilien, hvis medlemmer ofte var i politiets søgelys. Deres kriminelle kontaktflade forgrenede sig til store dele af Jylland, Fyn og hertugdømmerne.

Undersøgelsen af de kriminelle og deres liv kan ikke begrænse sig til at se på forbryderne. Ligesom tilfældet var for dem, må bogen også forholde sig til mange andre. Det gælder politivæsenet og retssystemet, men også andre kriminelle, ofre, vidner, familie og naboer. På den måde får vi også indblik i, hvordan politimyndigheden arbejdede, og hvordan vidner agerede. Mere generelt belyser bogen også dagligliv, livsvilkår og tankegang hos 1800-tallets almue.

Vejleegnen

Meget peger på, at området ved landsbyen Vandel var centralt for Brandesagen. Vandel husede 96 beboere i 1845 og ligger i Randbøl Sogn, der fra 1679 til 1874 var anneks til nabosognet Nørup. Randbøl Sogn lå i den vestlige del af Vejle Amt på kanten mellem det flade, vestjyske hedelandskab og den bakkede østjyske natur. Den gamle jyske hovedvej, Hærvejen, forbandt Jylland med det øvrige Europa og løb nord-syd gennem sognets meget varierede landskab. Vandel ligger i den vestlige del med hedesletter og sandet jord, mens den østlige del er et bakket morænelandskab med blandet ler- og sandjord. Mod øst i den dybe Randbøldal snor Vejle Å sig. Her lå landsbyen Daldovre – i dag Randbøldal. Fortsætter man mod øst, kommer man via Nørup, Bredsten og Skibet gennem Vejle Ådal til købstaden Vejle.19

Midt i 1800-tallet var Danmark et landbrugsland, og ca. 80 procent af indbyggerne boede på landet. Befolkningen udgjorde kun 1,4 millioner i 1850, så befolkningstætheden var væsentligt mindre end i dag. 20 Det gjaldt også i Randbøl Sogn. I 1845 levede 450 af sognets 627 beboere af landbrug, mens andre arbejdede med landhåndværk. 21 Tidligt oplevede sognet en industrialisering. En indberetning fra 1735 til regeringen viser, at der kun var ganske få industrielle anlæg i provinsen. Et af dem – Engelsholm Papiirfabrique – lå i landsbyen Daldovre og var grundlagt af storkøbman -

Kortet viser sognene i Vejle Amt 1793 til 1970. Derudover er herrederne markeret.

den Gerhard de Lichtenberg allerede i 1732. Vandkraften fra Vejle Å kunne udnyttes til at fremstille papir af gamle klude. Fabrikken havde i 1840’erne ca. 20 arbejdere og var i drift, indtil den brændte i 1846. Der opførtes nye fabriksbygninger på stedet, men de blev indrettet til klædefabrik. 22

De tidlige industritiltag i Vejle Ådal lå i landsogne. Indtil Næringsfrihedsloven, som blev vedtaget i 1857 med fuld virkning fra 1862, var der stor forskel på land og by. Byerne var kongeligt privilegerede købstæder med monopol på handel, søfart og finere håndværk. Vejle var den nærmeste købstad til Randbøl Sogn og var byen, som Randbøl Sogns beboere især orienterede sig imod. Vejle fik købstadsprivilegier i 1327, men var stadig omkring år 1800 en lille by afgrænset af to åer – Mølleåen og Omløbsåen. Forbedring af havn og landeveje betød, at Vejle efter år 1800 voksede, men først omkring 1850 kom nye gader til. I 1845 var der 2.943 indbyggere. I 1796 blev Koldinghus Amt nedlagt og erstattet af Vejle Amt, hvor også

købstæderne Fredericia og Kolding lå. Amtmanden flyttede til Vejle, der nu blev et administrativt centrum. Som kongens og centraladministrationens øverste lokale repræsentant varetog han et bredt felt af opgaver inden for skiftevæsen, skilsmissesager, soldaterudskrivning og forvaltning af amtsfattigkassen. En forordning fra 1791 om politivæsenet på landet gav amtmanden en central juridisk rolle, hvor han skulle føre tilsyn med retsvæsenets embedsmænd og udpege sognefogeder. 23

Retsvæsen

Fra slutningen af 1700-tallet indtil 1919 var den inkvisitoriske procesform gældende i Danmark. Den indebar, at alle anholdte og sigtede blev betragtet som skyldige, indtil det modsatte var bevist. Det civile retssystem (1805-1919) bestod af tre retsinstanser. Den første var en lokal domstol, som blev kaldt underretten. Domme herfra kunne appelleres til en regional landsoverret og i sidste ende til Højesteret. Domme fra Nørrejylland –Jylland nord for Kongeåen, der var grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig – hørte under Landsoverretten i Viborg. 24 I købstæderne var de lokale domstole bytinget og på landet herreds- eller birketinget. Hver retskreds havde en retsbetjent med titel af enten byfoged, herredsfoged eller birkedommer, der fungerede som kombinerede efter forskere, anklagere og dommere i samme person. Altså et noget andet system end det, vi kender i dag. Retsbetjentene blev også kaldt politimestre og var midt i 1800-tallet juridisk uddannede. I de enkelte landsogne udgjorde en sognefoged den lokale politimyndighed i landdistrikterne. 25 Sagerne ved underretten blev ført som skriftlige, lukkede og hemmelige processer. I praksis forløb det sådan, at den forurettede anmeldte forbrydelsen til retsbetjenten, der senest 24 timer efter pågribelsen af mistænkte skulle sætte en forundersøgelse i gang. Den omfattede afhøring af alle, som måtte vide noget, der kunne bidrage til sagens opklaring. Herefter sendte retsbetjenten forhørsudskrifterne til amtmanden, som udpegede en anklager og en forsvarer. Reelt var sagen dog helt i retsbetjentens hænder, mens anklager og forsvarer spillede ubetydelige roller. De skulle gennemlæse forhørsprotokollen. I 1819 var deres ret til at indkalde vidner blevet afskaffet. Nu var det alene retsbetjentens afgørelse, hvem der skulle vidne.

I 1800-tallet eksisterede tekniske opklaringsmetoder stort set ikke, og man kendte endnu ikke til fingeraftryk. Domfældelse i kriminalsagerne afhang i høj grad af, at den sigtede tilstod forbrydelsen. Tilståelse var det vigtigste bevis. Besiddelse af ting, der bevisligt var stjålet, uden at man kunne

dokumentere ret til dem, kunne også tælle. Det samme kunne uafhængige, men overensstemmende vidneforklaringer. I 1841 indførtes indiciebevisførelse, men det er uklart, om det fik dommerne til at fokusere mindre på tilståelser end tidligere. Tilståelse spillede altså oftest en afgørende rolle ved forhørene, og i modsætning til i dag havde sigtede pligt til at udtale sig i retten. Ikke alle var lige villige til at tale sandt, men så kunne retsbetjenten bringe forskellige magtmidler i spil – for eksempel tidsubegrænset varetægtsarrest. Frem til 1837 var tvang og tortur som slag med den nihalede kat også tilladt. Brug af tortur gav dog risiko for falske tilståelser. Tilståelser frembragt ved tortur var derfor kun gyldige, når de blev bekræftet på efterfølgende retsmøder. 26 Selv om den skarpe eksamination med lovlig brug af tortur blev ophævet i 1837, skal man ifølge historiker Tyge Krogh ikke tro, at alle hårdhændede midler blev udfaset. Det er sandsynligt, at der også senere blev brugt forhørsmetoder, der var på kanten af det lovlige eller direkte ulovlige. 27

Randbøl Sogn hørte i midten af 1800-tallet til Nørvang-Tørrild Herred. Herredstinget lå i Vejle, hvor herredsfogeden også boede. Midten af 1800-tallet var præget af en utilfredsstillende retstilstand med mange lovbrud i landdistrikterne. Det førte til, at Danske Kancelli i egenskab af justitsministerium i 1842 bad landets politimyndigheder om forslag til at effektivisere politifunktionen. Det viser, at der var problemer med at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Retsbetjentene fandt også retstilstanden utilfredsstillende og erkendte, at de i praksis ikke kunne forebygge kriminalitet som tyverier, men var begrænset til at forsøge at opklare dem. 28 Samme erkendelse gjorde myndigheder og lokalbefolkning i Vejle Amt i 1840’erne i forbindelse med overfaldet på Kjeld Thomsen og hans hustru i Brande.