Trykkefrihed

Page 1

Trykkefrihed

Nationalitet og politik i dansk guldalder

Indhold

Fortiden i nutiden

Trykkefrihedsselskabets grundlæggelse 1835

Trykkefrihedsadressen 1835

Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug 1835

Mådeholdets vogtere

De dannede

Den liberalkonservative periode 1835-1838

Trykkefrihedsspørgsmålet i Trykkefrihedsselskabet 1835-1838

Politisk oplysning

Borgeroplysning

Kristen oplysning

Bondeoplysning

Økonomiske dyder og oplysning

De kvindelige dyder

National oplysning – helstatstænkning og dansk nationalitet

H.C. Ørsteds bud på danskheden Oplysningsarbejde i

Kortsagen 6 16 20 26 29 34 40 42 49 52 55 58 61 67 71 73 77 80
Nordslesvig
2 Indhold

Nationalliberalisme og

liberalkonservativt farvel 1838-1842

Nede på jorden

Høyen og den nationale malerkunst

Trykkefrihedsselskabets liberalisering 1838-1842

Intern splittelse 1838-1840

Det unge Danmark og det transurbane Det unge Danmarks kritik af konservatismen

Nationalliberal alliance 1840-1842

Trykkefrihedsspørgsmålet 1838-1842

Pressens rolle i den politiske offentlighed

Politisk arbejde

Forhindring af misbrug

Trykkefrihedsselskabets oplysningsarbejde 1838-1842

Politisk oplysning

Foreningssagen 1838

Ved Frederik 6.s død

Liberal kritik

Fri forfatning

Ingen politisk fest – og så alligevel

Slesvig i fokus

Det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig

De danske slesvigeres situation

Det slesvig-holstenske parti

Slesvig og det danske sprog som politisk oplysning

Helstatsperspektivet

Vækkelse af dansk-national bevidsthed i Nordslesvig

86 89 90 97 100 104 106 108 109 112 113 114 119 124 128 129 130 133 137 138 141 144 146 148 151 153 154 156
Det unge Danmark
Konservatismens farvel
3 Indhold

Borgerlig oplysning

Fra kristen oplysning til kirkepolitik

Bondeoplysning

Dansk Folkekalender

Folkebogsudgivelse og sognebiblioteker

Oplysning om kvinder

National oplysning

Det danske folks historie

Danskernes oprindelse

Nordisk mytologi

Nordiske oldsagn

Nationalhistoriens gang

En historisk nationalhelt

Sange og poesi – fra sang til national sang

Liberalkonservativ fædrelandspoesi og salmesang

National fædrelandssang

Folkevisens institutionalisering

Sprogsagen november 1842

Trykkefrihedsselskabet som nationalpolitisk kamporganisation 1843-1847

Et nationalliberalt Trykkefrihedsselskab

Et nationalliberalt Trykkefrihedsselskab i krise

Dansk Folkeblad som politisk ugeblad for middelstanden

Trykkefrihedsselskabet i defensiven 1843-1844

Trykkefrihedsselskabet og trykkefrihedslovgivningen 1843-1848

Navigation i trykkefrihedslovgivningens revfyldte farvand

Resignation på trykkefrihedens område 1845-1847

Fri forfatning i nationalliberal tilskæring

Opposition

Den nationale kamp

Det slesvig-holstenske parti

Helstat og Ejderstat

Skandinavismen

Borgerlig-national oplysning 1843-1847

Økonomisk krise og

folkeoplysningsprojektets ophør 157 159 162 164 169 173 178 182 184 191 192 196 198 203 206 210 217 221 226 227 231 236 239 241 244 248 252 257 261 266 271 277 282 286 4 Indhold
Trykkefrihedsselskabets ophør i 1848 Christian 8. dør Agitation mod en helstatsforfatning Revolutionsbølge og konfliktoptrapning Enevældens fald Ministerskifte, borgerkrig og Trykkefrihedsselskabets ophør Trykkefrihedsselskabet og det nationale Kvinder, bønder og religion Litteratur og kilder Noter Illustrationer Person- og stedregister 5 Indhold 288 293 294 296 300 304 306 311 314 324 342 344

Fortiden i nutiden

Emnet for bogen er Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Det blev grundlagt i 1835 og ophørte i 1848 – samme år som den danske enevælde. Sammenfaldet mellem Trykkefrihedsselskabets og enevældens ophør var ikke tilfældigt. Selskabet havde i flere år agiteret mod enevælden og for en fri forfatning og ytringsfrihed. Da de mål blev nået i marts 1848, fandt Selskabets ledelse, at opgaven var fuldført.

Men Trykkefrihedsselskabet var ikke sat i verden for at være i opposition. Da Selskabet blev grundlagt i 1835, var foreningen loyal over for enevælden. Det har der været en tendens til at overse. Trykkefrihedsselskabet ses ofte mere eller mindre pr. automatik som udtryk for en liberal opposition mod enevælden.1 Det er efter min mening ikke tilfældet. Eller rettere: Det var ikke tilfældet i hele Selskabets levetid. Indtil omkring 1839-1840 var det et konservativtliberalt selskab, der hverken udfordrede enevælden, staten eller den bestående trykkefrihedslovgivning. Især i bøger og skrifter til borgere og bønder ses en måde at tænke nationalitet, enevælde og stat sammen på, som sjældent finder vej til historieskrivningen. Det liberale gik på, at rigets bedste mænd skulle høres i statens anliggender, og at ytringsfrihed inden for visse grænser skulle være tilladt. Det konservative gik på, at det danske sprog og den danske kultur var særegne størrelser, der skulle værnes om og fremmes ligesom den lutherske religion, der var nationens og statens fundament. Men det fordrede hverken en fri forfatning eller en nationalstat.

Den konservatisme, der forenede national tænkning, enevælde og helstat, er blevet skrevet ud af historien, fordi den tabte. Enevældeloyalitet, helstatstro og national tænkning kan på overfladen virke som selvmodsigelser, men var det ikke. Det var den fremherskende tænkning, som også dominerede Trykkefrihedsselskabet indtil 1838. Herefter tog tingene en liberal og eksklusiv dansk-national drejning, der afviste enevælde som styreform og så helstaten som en trussel mod dansk nationalitet.

6 Fortiden i nutiden

Kortet fra 1843 viser den danske helstat. Statsdelene blev forenet i kraft af den danske konge som landsherre – som enevældig konge af Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Bortset fra det var der ikke meget, som forenede kongeriget og hertugdømmerne, der var adskilt administrativt og økonomisk. Staten hverken kunne eller ville homogenisere befolkningernes sprog eller kultur i rigsdelene. Holsten og Lauenborg var tysktalende og orienterede sig mod tysk kultur. Slesvig var delt i en dansktalende befolkning i Nordslesvig og en tysktalende befolkning i Sydslesvig – ud over et sprogligt blandingsområde. Kongeriget Danmark var rent dansktalende. Bilandene Island, Grønland og Færøerne og kolonierne i Afrika, Vestindien og Indien spiller ingen rolle i denne sammenhæng.

7 Fortiden i nutiden

Modsætningen mellem de konservative og de nationalliberale handlede ikke så meget om identifikation med det nationale, fædrelandet Danmark, sproget og det danske folk. Den bestod derimod i, om staten også skulle være national. Skulle der skabes en stat, hvor alle dansktalende boede, eller kunne dansk nationalitet trives og udvikles inden for rammerne af helstaten? Danmark, Slesvig og Holsten udgjorde tilsammen helstaten, som delte overhoved, men ikke så forfærdelig meget andet. De konservative troede på, at dansk national bevidsthed kunne vækkes og sikres inden for helstatens rammer, mens det var en utænkelighed for de nationalliberale. I Trykkefrihedsselskabet blev spørgsmålet om ytringsfrihedens rette brug kædet sammen med det nationale spørgsmål, og det nationale spørgsmål var knyttet til spørgsmålet om enevælden, fordi enevældestaten var helstaten. Det nationalliberale projekt ville føre til helstatens undergang, mens de konservative byggede på enevældestatens fundament.

Det er ikke mindst denne fortælling, der gør Selskabet interessant. Den handler om afgørende forandringer i verdenssyn, og historien om Selskabet giver indblik i en kreds af personer, som havde stor betydning i den periode, vi kalder dansk guldalder (ca. 1800-1850). Det gælder trykkefrihed, nation og politik.

Trykkefrihedsselskabets historie er set i det lys noget helt andet end foreningshistorie i snæver forstand. Det gælder så meget mere, fordi Selskabet også havde et folkeoplysende sigte, som fik konkret udtryk i bogudgivelser og udgivelsen af ugebladet Dansk Folkeblad. Også her skete der en udvikling og forandring fra patriotisk oplysning til national og politisk oplysning, som foregik sideløbende med Selskabets overgang fra at være loyalt over for enevælden til at være opposition. Selskabet udviklede en klar national profil i sin oplysning om fædrelandets historie, nationale helte, nordisk mytologi, arkæologi og spørgsmålet om danskernes oprindelse. Det medvirkede også til at skabe en national sangtradition.

Trykkefrihedsselskabet afspejlede således de dominerende intellektuelle strømninger i dansk guldalder. Det var kort sagt et selskab, der arbejdede på en lang række felter: ytringsfrihed og dens grænser, det nye avismedies betydning for samfundet, folkeoplysning, nationale traditioner, danskhed, politik, politisk agitation og nationalisme. Temaerne er genkendelige i dag. Men de kan også møntes på en historisk periode, som ligger små 200 år tilbage: 1830’ernes og 1840’ernes Danmark. Man kunne også tilføje temaer om Københavns og københavnske meningsmageres dominans for yderligere at skrive fortiden ind i nutiden. Genkendeligheden udspringer af, at mange af de nu-

8 Fortiden i nutiden

værende institutioner og problemstillinger fik deres første udfor mning på denne tid. I de efterfølgende årtier og århundreder blev nationa le traditioner og danskhed genstand for kontroverser og konkurrerende fortolk ninger. De blev forhandlet, forandret og fornyet. Det samme gjaldt de andre temaer. De var ikke som i dag, men dog genkendelige og derfor relevante.

Det er denne genkendelighed, som gør en bog om Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug værd at skrive og forhåbentlig værd at læse. Ved at vende tilbage til nogle af de første moderne formuleringer af danskhed sættes nutidens diskussioner og problemstillinger i et historisk perspektiv. Det historiske perspektiv viser, at spørgsmålene besvares forskelligt. Både i samtiden og i vores egen tid. Derfor vil det historiske perspektiv forhåbentlig berige forståelsen af bogens forskellige temaer og give anledning til at tænke over, hvor den moderne tids tankegods og traditioner egentlig kommer fra. At tankegods kommer bestemte steder fra, kan måske også give anledning til at overveje, om tanker og traditioner blot er blevet vaner, og om det er værd at holde fast i disse vaner.

Når Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug er velegnet til den øvelse, skyldes det, at Selskabet var involveret i stort set alle politiske, kulturelle og nationale problemstillinger, som var på dagsordenen i Selskabets levetid fra de første stænderforsamlinger i 1835 til enevældens ophør i 1848. Selskabet var i høj grad præget af at være i vekselvirkning med samtidens begivenheder og internationale idéstrømninger. Selskabet blev oprettet som en reaktion på den danske enevældes indførelse af den første ’folkevalgte’ repræsentation i Danmarks historie med stænderforsamlingerne i 1835. Folkevalgte er i anførselstegn, fordi kun 3 % af befolkningen kunne stemme. Selskabet blev nedlagt i 1848, da Frederik 7. afskaffede enevælden, og en treårig krig – Første Slesvigske Krig – mellem indbyggerne i den dansk-slesvig-holstenske helstat begyndte.

Enevælden havde været styreform i kongeriget Danmark siden 1660. Her regerede den danske konge ifølge Kongeloven. Det gjorde Frederik 6. til 1839 og derefter Christian 8. til 1848, inden hans søn, Frederik 7., opgav at føre enevælden videre. Kongeriget Danmarks grænse gik ved Kongeåen lidt syd for Kolding. På den anden side af grænsen lå Slesvig, men der blev talt dansk på begge sider af Kongeåen. Slesvig grænsede op til Holsten endnu længere mod syd. Også her var der tale om en grænse trukket efter naturens beskaffenhed, idet floden Ejderen udgjorde grænsen, og også her blev der talt samme sprog på begge sider af grænsefloden, nemlig tysk. Den danske konge var ikke konge, men hertug over Slesvig og Holsten – deraf fællesbetegnelsen

9 Fortiden i nutiden

hertugdømmerne. For størstedelen af helstatens befolkning var det ikke et problem. Grænserne var overgangszoner, og sproget var et praktisk redskab. Men efter 1840 optog helstaten og sprogforholdene mere end noget andet meningsmagerne. De førte an i en polariseringsproces, som endte med enevældens ophør i 1848, tre års krig 1848-1850 og i praksis helstatens ophør som funktionsduelig stat. Med til historien hører nemlig også, at Selskabet i sin levetid gennemgik en radikaliseringsproces. I udgangspunktet var de ledende kræfter loyale over for enevælden og den dansk-slesvig-holstenske helstat. Men i 1840’erne forvandlede Selskabet sig til en markant oppositionsstemme. Trykkefrihedsselskabet gjorde sig til talsmand for, at enevælden burde afskaffes og en fri forfatning indføres. Selskabet var også talerør for, at den dansk-slesvig-holstenske stat skulle erstattes af en dansk-slesvigsk stat. Dermed medvirkede Selskabet aktivt til at skabe den opinion, som førte til enevældens fald og borgerkrig mellem danske og slesvig-holstenske soldater i 1848.

Trykkefrihedsselskabet var aktiv deltager i udviklingen. Men det var ikke alene eksponent for nye politiske og nationale forestillinger. Selskabet var også formidler af forestillinger om bønder, kvinder, religion og Jylland som provins, og det var med til at tegne et bredt billede af guldalderen. Guldalderen omfatter en lang række nybrud på litteraturens og de humanistiske videnskabers område, som har sat sig varige spor i Danmarks kulturhistorie.

Trykkefrihedsselskabet var et guldalderselskab i den forstand, at det i sine mange publikationer beskæftigede sig med stort set alle de problemstillinger, der var oppe i tiden. Selskabets bogudgivelser og ugebladet Dansk Folkeblad kan derfor bruges til at undersøge de normer og forestillinger, som gjorde sig gældende i guldalderen. Det var ikke frit i luften svævende normer og forestillinger, men de normer og forestillinger, som cirkulerede i den bedrestillede del af det københavnske borgerskab og den dannelseselite, der stod bag Selskabet. Det giver historikeren en kommunikationskanal, der godt nok kun går den ene vej, men alligevel giver indblik i, hvad der blev skrevet og tænkt. Selskabets publikationer kan bruges til at vise, hvad det bedre borgerskab og mændene bag Selskabet tænkte om bønder, kvinder og religion, og hvad deres forestillinger var om tidens nye medievirkelighed, om myndighedernes kontrol med medierne, om politik og nationalitet og om fortiden, nutiden og fremtiden.

Ordet guldalder er ikke mindst blevet hæftet på malerkunsten mellem 1830 og 1850 med de harmoniske, idylliske og stillestående sommerlandskaber, som stadig kan ses på landets museer. Det gælder også forsidebilledet på denne bog. Det stillestående i maleriet kan dog også skyldes kunstnerens

10 Fortiden i nutiden

uformåen, for der var formentlig ikke tale om en professionel kunstner, men en universitetsansat bogholder, Peder Christian Rosengreen, der malede flere malerier af universitetskvarteret, når han ikke førte regnskaber.

Uanset forklaring er der ingen dramatik i forsidebilledets komposition eller farvevalg. Det udramatiske står i skærende kontrast til situationen i 1840’ernes København og til Selskabets egen udvikling. Forsidebilledet forestiller Københavns Universitets nye hovedbygning, som stod færdig i 1836. Bygningen blev rejst på Frue Plads i hovedstadens hjerte, hvor den stadig står. Den ligger bag Vor Frue Kirke, hvis apsis delvist ses til venstre i billedet. Placeringen understregede universitetets traditionelle tilknytning til kirken som uddannelsessted for den danske statskirkes præster. Det er sikkert ikke tilfældigt, at en af personerne foran bygningen bærer en præstekrave. Men det er værd at bemærke, at Trykkefrihedsselskabets oplysningsarbejde ikke var et religiøst projekt. Blandt de problemstillinger, Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug blev sat i verden for at løse, var religion ikke den vigtigste. Det vigtigste var det politiske og det nationale.

Forsidebilledet er valgt for at fremhæve, at universitetsuddannede akademikere spiller en hovedrolle i fortællingen om Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. De ledende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet havde alle studeret på universitetet, især jura og teologi, som gav adgang til embeder i kirke og stat. Enkelte havde taget skoleembedseksamen, som gav adgang til at undervise i latinskolen. Det var dog ikke afgørende, hvad de havde læst. Det afgørende var, at de alle var akademikere. Dermed fik de mulighed for at indgå i netværk og sociale relationer med andre akademikere i hovedstaden. Ofte var relationerne blevet grundlagt allerede i studietiden. Af de netværk udsprang Trykkefrihedsselskabet.

Enkelte netværk trak tråde ud til de provinskøbstæder, hvor et mindretal af akademikerne fandt arbejde efter studierne, men netværkenes omdrejningspunkter var i hovedstaden. Det er i kongens København, vi befinder os under oprulningen af Trykkefrihedsselskabets historie. Det var i københavnske huse, foreningsbygninger og forsamlingslokaler, Trykkefrihedsselskabets historie udspillede sig i samspil og modspil med den enevældige konge og enevældens embedsværk, som havde til huse på Slotsholmen. De organisationer, som holdt netværkene sammen, var foreninger som Trykkefrihedsselskabet. Der blev dannet mange foreninger fra slutningen af 1820’erne og frem. Én ting havde de til fælles. De var domineret af akademikere. Universitetets

hovedbygning er derfor et symbol på akademikernes dominans og et symbolsk omdrejningspunkt for foreningerne og netværkene.

11 Fortiden i nutiden

1830’erne og 1840’erne var dramatiske på grund af nye ideer og nye muligheder for deltagelse i det politiske liv. I dansk sammenhæng stod man på bar bund med hensyn til forbilleder, men havde viden og eksempler fra udlandet at trække på. For de københavnske akademikere rejste de nye muligheder nye problemstillinger, som Trykkefrihedsselskabet påtog sig at komme med løsninger på. De nye muligheder for politisk deltagelse ville betyde udviklingen af en politisk offentlighed, men hvad ville det sige? Hvilken rolle skulle aviser spille i den nye politiske offentlighed? Hvordan skulle man kommunikere med sine læsere, og hvem skulle regulere det skrevne? Skulle staten, eller var det bedre, at deltagerne i den nye offentlighed regulerede sig selv? Det sidste var Trykkefrihedsselskabets bud på en løsning. Spørgsmålet handlede om frihed til at trykke, hvad man ville. Ville det i det hele taget ikke være bedre med en fri forfatning i stedet for enevælden som sikring af folkets indflydelse på statsførelsen? Og hvad staten angik, måtte den nye nationale bevidsthed så ikke betyde, at staten i højere grad skulle følge nationale principper og alle dansktalende have en fælles stat og ikke deles af grænsen mellem Danmark og Slesvig? Alt dette gav anledning til skærmydsler med enevælden, der mente, at den skulle bestemme over trykkefriheden, den politiske deltagelse og statens grænser.

Skærmydslerne var uendelige, og de blev først afsluttet med enevældens ophør og borgerkrigens begyndelse i 1848. Mens alt åndede fred og ro i 1835, gik to hære med udgangspunkt i hver sin del af den enevældige stat i krig mod hinanden 13 år senere. Den dramatiske radikaliseringsproces kan følges gennem Trykkefrihedsselskabet, der placerede sig midt i processen som en aktiv deltager. Gennem sin oplysningsvirksomhed søgte Selskabet at mobilisere den danske befolkning mod den slesvig-holstenske bevægelse.

Udviklingsprocessen skyldes et generationsskifte i Selskabets ledende lag. Det blev gennemført mellem 1838 og 1842. Indtil 1838 blev der hverken sat spørgsmålstegn ved enevælden eller den sammensatte stat – Danmark, Slesvig og Holsten – som den danske konge regerede over. Men som det var tilfældet generelt, tabte den konservative helstatstænkning momentum i både Selskabet og i den offentlige debat. De konservative trak sig ud, og de nationalliberale tog over. Det skete delvist ved, at ældre, moderate liberale blev nationalliberale og nu allierede sig med en yngre generation af nationalliberale, som rykkede ind i Selskabet. Sammen overtog de magten i Selskabet. Efter 1840 dominerede den nydannede nationalliberale alliance Trykkefrihedsselskabet og gjorde det til en del af den politiske opposition mod enevælde og helstat. Det ses både i oplysningsarbejdet og i bestræbelsen på at bekæmpe

12 Fortiden i nutiden

censur og få indført ytringsfrihed. Med den yngre generation rykkede den nationale tænkning frem i forreste geled, og det nationale spørgsmål kom øverst på den politiske dagsorden. Efter 1842 fik Trykkefrihedsselskabet karakter af en national kamporganisation, der forsøgte at mobilisere danskerne imod den slesvig-holstenske fjende.

Der var ikke enighed om, hvilke politiske konsekvenser der skulle drages af den nationale tænknings grundlæggende forestilling om, at der var sammenhæng mellem sprog, folkeånd og nationalitet, som adskilte dansktalende fra tysktalende og forbandt dansktalende med dansktalende. For konservativt tænkende mennesker var en stat med tysk- og dansktalende ikke et problem, og dansk nationalitet og sprog var ikke truet i en sådan statsdannelse. Men for den yngre generation af nationalliberale var en flernational stat en unaturlig konstruktion, som truede det danske sprog og dansk nationalitets overlevelse på længere sigt. Ingen af de to opfattelser gav anledning til større folkelige bevægelser i samtiden. De var afgrænset til borgerlige lag i hovedstaden og i provinsbyerne. Men den offentlige mening begyndte at komme til orde i hovedstaden, og her gjorde den sin virkning. Guldalderen var hverken så harmonisk eller udramatisk, som de københavnske guldaldermalere giver indtryk af. Perioden var præget af regionale forskelle, forskelle mellem land og by, rig og fattig, forskelle i politiske anskuelser og national tænkning. Selv om den københavnske dannelseselite delte synet på den nationale værdi af nordisk mytologi, fædrelandets historie og nationale helte, var der stor forskel på konservativ og liberal opfattelse af de politiske konsekvenser. Den nationale tænknings indtog i politik mellem 1838 og 1842 var affødt af politiske modsætninger. Men efter den frie forfatnings indførelse med Junigrundloven i 1849 blev kampen om danskheden et integreret element i den demokratiske proces og knyttet til forskellige politiske ideologiers tænkning om det gode samfund – ganske som vi kender det i dag.

På trods af sit noget støvede navn var Trykkefrihedsselskabet en aktiv deltager i tidens politiske liv og forsøget på at vække en politisk bevidsthed i den danske befolkning. Selskabet påtog sig som den første forening overhovedet et nationalt oplysningsprojekt. Opgaven bestod i at vække den danske folkeånd – det kalder vi national bevidsthed nu om stunder. Folkeånden skulle vækkes af sin århundredlange slummer med folkeoplysende skrifter om Danmarks historie, nordisk mytologi, fædrelandets arkæologi, med sangbøger med nationale sange og andet godt. Ambitionerne var lige så store som troen på, at det var en opgave, man kunne løse – selv om troen svandt ind, som 1840’erne skred frem.

13 Fortiden i nutiden

I kongeriget Danmark boede 80 % af befolkningen på landet. Landbobefolkningen deltog i ringe grad i aktiviteter, der rakte ud over lokalsamfundet. Først i midten af 1840’erne lykkedes det for bondepolitiske agitatorer at mobilisere bønderne i Holbæk Amt. Afgørende var, at agitatorerne gik til fods og mødte bønderne ansigt til ansigt. Først i 1842 så en politisk avis med sigte på bondebefolkningen dagens lys. Det var den virkelighed, Trykkefrihedsselskabet agerede i. Kun 2-5 % af Trykkefrihedsselskabets medlemmer var bønder. Der var langt fra hovedstadens elite til landbosamfundet. Kort over Kongeriget Danmarks Physicater og Lægedistrikter 1840.

14 Fortiden i nutiden

Der er derfor ingen tvivl om, at den konservative historiker H.P. Clausen tog fejl, da han i 1973 lige efter Danmarks indmeldelse i EF skrev, at det 19. århundrede kulturelt sluttede omkring 1960. På det tidspunkt blev Danmark et industriland i stedet for det landbrugsland, det havde været i århundreder. Det medførte ifølge Clausen opbrud i den måde, man forholdt sig til det nationale på.2 I dag kan vi se, at de nationale traditioner stadig er med os. Men de er ikke, hvad de var engang. De er heller ikke, hvad de var på Trykkefrihedsselskabets tid. Nationale helte som Holger Danske kan aktualiseres, når nogen vil fjerne en betonstatue af ham. Men der er vist ingen forlag, som udgiver bøger om ham som voksenlæsning, hvilket Trykkefrihedsselskabet gjorde i 1843. Selskabet arbejdede også ganske hårdt for at gøre billedhuggeren Bertel Thorvaldsen til et nationalt ikon, men det projekt har heller ikke fortalere i dag. Danmarkshistorien er bedre kørende som national tradition, selv om heller ikke den bliver skrevet i dag, som den gjorde på Selskabets tid. Nationale traditioner er traditioner, så længe de holdes i hævd, og nye traditioner opstår, når nogen finder anledning til at grundlægge dem. Trykkefrihedsselskabet var af den opfattelse, at der var masser af grunde til at nytænke det nationale. Folkeånden havde slumret i århundreder og skulle vækkes af sin dvale ved skriftens rette brug. Det forsøgte man så at gøre med opbyggelige skrifter fra 1840 og frem. Indtil da havde Selskabet især koncentreret sig om at opdrage den rationelle samfundsborger. Selskabet var på den måde selv et udtryk for forandrede prioriteringer, som knyttede sig til den nationale og til tider nationalistiske tænknings gennembrud i løbet af 1840’erne –først som et oplysningsprojekt og siden som et politisk projekt, der pludselig og overraskende blev ført til sejr i 1848 med enevældens fald og helstatens opløsning i 1864 til følge.

I samtiden var forestillingen, at folkeånden stammede fra oldtiden, og at den havde slumret i århundreder, men nu var i gang med at blive vakt til live. Jeg vil mene, at man var i gang med at skabe noget nyt, selv om det kan være svært at fastslå med sikkerhed. Men der er ikke noget, der tyder på, at den danske befolkning som helhed identificerede sig med at være dansk omkring 1830. Almuens lokale orientering, som var blevet grundfæstet i 1700-tallets standsopdelte landsbyfællesskab og godsverden, var længe om at blive nedbrudt til fordel for en national og politisk integrationsproces,3 som Trykkefrihedsselskabets oplysningsarbejde ville bidrage til.

Danskerne havde ikke altid identificeret sig med at være danske. Det kom de til i løbet af 1800-tallets anden halvdel.

15 Fortiden i nutiden
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.