Page 1

Sygepleje bogen

1

PROFESSION OG PATIENT 5. udgave RED.:

MARIANNE HJORTSØ OG CHARLOTTE MALLING

NY, STÆRKT REVIDERET UDGAVE

GADS FORLAG


SY G EPLEJ E BOG EN Profession og patient

GADS FORLAG


Indhold FORORD 9

KAPITEL 1 SYGEPLEJE SOM PROFESSION 11 Af Aase Lydiksen Resumé 12 Indledning 13 Det danske sundhedsvæsen 13 Sygepleje som profession 14 Formål med professionen 15 Bekendtgørelsen 2016 17 Opsummering 23 Søgeord 24 Referencer 24

KAPITEL 2 PERSPEKTIVER PÅ OMSORG OG SYGEPLEJE 25 Af Ben Nielsen Resumé 26 Indledning 27 Formålet med sygeplejeteorier 27 Virginia Hendersons behovsteori 28 Teoriens baggrund 28 Type af teori 28 Teoriens vigtigste elementer 29 Kari Martinsens omsorgsteori 31 Teoriens baggrund 31 Type af teori 32 Teoriens vigtigste elementer 32 Opsummering 39 Søgeord 40 Referencer 40

KAPITEL 3 ETIK OG ETISKE OVERVEJELSER I SYGEPLEJE 41 Af Solveig Fjordside Resumé 42 Indledning 43 Hvad er etik i sygepleje? 43 Etiske dilemmaer i sygepleje 45 Det gode liv som etisk ideal for sygepleje som etisk praksis 46 Etiske værdier og -principper i praktisk sygeplejeetik 47 Respekt for autonomi versus princippet om hensynet til velgørenhed 52 Omsorgens principper 53 Omsorgens principper og sygepleje som etisk praksis 55 Afslutning 55 Søgeord 55 Referencer 56

KAPITEL 4 PATIENTOLOGI: STUDIET AF PATIENT OG PÅRØRENDES OPLEVELSE AF SYGDOM OG LIDELSE 57 Af Søsserr Lone Smilla Grimshaw-Aagaard og Connie Bøttcher Berthelsen Resumé 58 Indledning 59 Det patientologiske perspektiv 60 At opretholde et patientologisk perspektiv i mødet med patienter og pårørende 62 Narrativer – en af flere veje til at udforske patientens og pårørendes oplevelser og erfaringer 64 Patientologiske forståelser af mødet med patienten 67 Patientologiske forståelser af mødet med pårørende 68 Afslutning 70 Søgeord 70 Referencer 70


KAPITEL 5 PATIENTFORLØB – EN FORUDSÆTNING FOR KLINISK LEDERSKAB 73 Af Dorte Samson Eldrup Resumé 74 Klinisk lederskab i sygepleje 75 Klinisk lederskab som dobbeltkompetence 75 Udvikling af klinisk lederskab 76 Patientforløb 77 Adgang til sundhedsvæsnet og typer af patientforløb 79 Patientforløb – det politiske perspektiv 81 Patientforløb – et kvalitetsperspektiv 83 Patientforløb – patienternes perspektiv 84 Principper for tilrettelæggelse af patientforløb 86 Pakkeforløb 86 Accelererede patientforløb 90 Koordinerende funktioner og arbejdsgange med henblik på sammenhængende patientforløb 91 Organisering af sygepleje og sammenhæng i patientforløb 92 Afslutning 95 Søgeord 95 Referencer 96

KAPITEL 6 SUNDHED, SYGDOM OG ULIGHED I SUNDHED 99 Af Dorit Ibsen Vedtofte Resumé 100 WHO – World Health Organization 101 Sundheds- og sygdomsbegreber 103 Ulighed i sundhed 109 Inddragelse af patienten og de pårørende 110 Søgeord 112 Referencer 112

KAPITEL 7 AT BLIVE SYG – REAKTIONER OG MESTRING 115 Af Louise Støier Resumé 116 Indledning 117 Sygdomsfasemodellen 117

Mestring 121 Følelser og helbred 128 Netværk 130 Opsummering 131 Søgeord 131 Referencer 131

KAPITEL 8 LIDELSE, HÅBLØSHED OG HÅB 133 Af Helle Mathar Resumé 134 Lidelse 135 Håbløshed 137 Håb 140 Mål for lidelse og håbløshed 142 Lindring af lidelse og håb-fremmende interventioner 143 Opsummering 147 Søgeord 147 Referencer 147

KAPITEL 9 KRISE OG SORG 149 Af Hanne Franklin og Gitte Rom Resumé 150 Krise 151 Sorg 151 Tidligere psykologiske teorier om krise- og sorgforståelse 151 Tosporsmodellen 152 Eksistentiel tilgang til fænomenerne krise og sorg 154 Oplevelser og reaktioner på krise og sorg 156 Sygeplejeinterventioner til mennesker i krise og sorg 161 Krav til sygeplejerskens faglige kompetencer og kliniske dygtighed i forbindelse med sorg og krise 164 Søgeord 164 Referencer 165


KAPITEL 10 KROP OG KØNS BETYDNING I KLINISK SYGEPLEJE 167 Af Ben Nielsen og Marianne Hjortsø Resumé 168 Indledning 169 Fokus på køn i sygepleje 169 Fokus på krop i sygepleje 169 Krop og menneskesyn 170 Kropslige udfordringer i sygepleje 171 Krop og forlegenhed 171 Body image 173 Body image og køn 175 Perspektiver på køn i sygepleje 176 Kønnets betydning for sundhedsprofil og sygdomsmønstre 177 Mænds reaktioner på sundhed og sygdom 177 Kvinders reaktioner på sundhed og sygdom 180 Konsekvenser af forskellige reaktioner på sundhed og sygdom relateret til køn 180 Opsummering 181 Søgeord 181 Referencer 181

KAPITEL 11 KULTURMØDER I SYGEPLEJE 183 Af Ben Nielsen Resumé 184 Indledning 185 Etniske minoriteter 185 Patientkultur 186 Udfordringer i kulturmøder mellem sygeplejersker og etniske minoriteter 186 Kulturbegrebet 187 Individualistiske kontra kollektivistiske lande 189 Fordomme, stereotyper og etnocentrisme i sygepleje 189 Interkulturelle kompetencer 191 Analysemodel for interkulturel kommunikation 191 Sundhed og sygdom 192 Mødet med sundhedsvæsnet 192 Eksempler på sundhedsudfordringer 193 Brug af tolk 195 Organisationskultur 196

Organisationens ledelse – en vigtig kulturskabende faktor 198 Afslutning 198 Søgeord 198 Referencer 198

KAPITEL 12 KOMMUNIKATION OG DEN PROFESSIONELLE SAMTALE 201 Af Marianne Hjortsø og Charlotte Malling Resumé 202 Indledning 203 Perspektiver på kommunikation 204 Forudsætninger for kommunikation 205 Den professionelle samtale 206 Sprogets betydning i den professionelle samtale 209 Samtaletyper i sundhedsvæsnet 210 Aktiv lytning 212 Kommunikation til mennesker med perceptionsproblemer 215 Afslutning 216 Søgeord 216 Referencer 216

KAPITEL 13 REHABILITERING 219 Af Thomas Maribo og Charlotte Handberg Resumé 220 Indledning 221 Kerneområder i rehabilitering 222 Sygeplejerskens rolle i rehabilitering 231 Lovgivning på rehabiliteringsområdet 233 Afslutning 233 Søgeord 233 Referencer 233


KAPITEL 14 DOKUMENTATION, EVIDENSBASERET SYGEPLEJE OG KLINISKE RETNINGSLINJER 235 af Jeanette Finderup

KAPITEL 16 VELFÆRDSTEKNOLOGI OG INNOVATION I SUNDHEDSVÆSNET 271 Af Trine Ungermann Fredskild

Resumé 236 Forskellige dokumentationsformer 237 Krav til data, når data skal genanvendes 240 Sygeplejeprocessen og dokumentation 242 Fælles sprog 244 Patientinvolvering i dokumentationen 245 Evidensbaseret sygepleje 246 Kliniske retningslinjer 247 Søgeord 249 Referencer 249

Resumé 272 Indledning 273 Hvorfor taler vi overhovedet om velfærdsteknologi? 273 Et historisk perspektiv på den digitale udvikling i uddannelse og i erhverv 275 Innovation 280 De sundhedsprofessionelles arbejdsområder – nogle eksempler på velfærdsteknologiske løsninger 282 Hvad kan man forvente af fremtiden? 285 Søgeord 286 Referencer 286

KAPITEL 15 PATIENTSIKKERHED OG RISIKOSTYRING 251 Af Rikke von Benzon Hollesen Resumé 252 Hvad er patientsikkerhed? 253 Den historiske udvikling og lovgivning inden for patientsikkerhed 253 Hvad er en utilsigtet hændelse? 256 Rapportering af utilsigtede hændelser 257 Vurdering af alvorligheden af skade som følge af den utilsigtede hændelse 259 Fra rapportering til læring af den utilsigtede hændelse 259 Hvorfor sker fejl og utilsigtede hændelser? 260 Hvordan lærer sundhedsvæsnet af utilsigtede hændelser? 264 At undgå gentagelse af utilsigtede hændelser 267 Hvad er sammenhængen mellem systemperspektiv og patientsikkerhedskultur? 268 Søgeord 270 Referencer 270

FORFATTERPRÆSENTATION 289 Redaktører 291 Forfattere 291

REGISTER 295


Forord Sygeplejebogen foreligger her i en 5. udgave i en væsentlig revideret form. Hensigten har været at favne tendenser fra seneste bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i sygepleje, som fx klinisk beslutningstagen. Samtidig har det været vigtigt at bevare fokus på bøgerne som lærebøger i sygepleje med et fagligt fundament til observation, vurdering og intervention i forhold til patientens sygeplejefaglige problemstillinger og sundhedsudfordringer. I denne nye, stærkt reviderede udgave af Sygeplejebogen er fire bind blevet til tre, kapitlerne har fået en mere logisk rækkefølge, og overlap mellem de enkelte kapitler er forsøgt minimeret. Alle tre bøger kan anvendes gennem hele uddannelsen, fx er der i Sygeplejebogen 1 kapitler, der har særlig relevans for nye sygeplejestuderende, mens andre i højere grad inviterer til brug på studiets sidste del. Emnerne i Sygeplejebogen 1 er tænkt som baggrund for alt sygeplejearbejde, uanset om det er grundlæggende eller kompleks sygepleje. Emner fra Sygeplejebogen 1 og 2 ligger til grund for den komplekse sygepleje, der behandles i Sygeplejebogen 3. Sygeplejebogen 1 indledes med et kapitel om sygepleje som profession, som ud over beskrivelsen af professionsbegrebet sætter fokus på væsentlige perspektiver, som den nye bekendtgørelse lægger op til. Herefter følger flere kapitler, som giver faglige forudsætninger for sygeplejersken til at kunne indgå i samarbejde med patient og pårørende, dvs. til at kunne anlægge et patientperspektiv, som fx overvejelser om omsorg, etik og patientologi. Et kapitel om patientforløb og klinisk lederskab beskriver rammer og retningslinjer for, at patienter og pårørende kan opleve indlæggelsesforløb som overskuelige og sammenhængende. De næste kapitler fokuserer på mange af de reaktioner, som patient og pårørende kan opleve i forbindelse med sygdom og i mødet med sundhedsvæsnet, fx reaktioner på at blive syg, opfattelse af sundhed og sygdom, håb og lidelse, krise

og sorg. Kapitler om krop, køn og kulturs betydning i sygeplejen giver forskellige perspektiver til at forstå patienter og pårørendes reaktioner. I dag er der øget fokus på den sundhedsprofessionelles færdigheder inden for situationsbestemt kommunikation, og kapitlet om kommunikation og den professionelle samtale giver den studerende konkrete metoder til kommunikativt at indgå i relationen med patient og pårørende. Bogens sidste kapitler favner flere områder, som på forskellig måde har indflydelse på sygeplejerskens arbejde og samarbejde med patient og pårørende som fx rehabilitering, dokumentation og evidens, patientsikkerhed og velfærdsteknologi. Alle kapitler lægger vægt på at styrke den studerendes observations- og refleksionskompetence med henblik på at indgå i et fagligt og professionelt samarbejde med patient og pårørende om klinisk beslutningstagen. Der er i de enkelte kapitler anvendt og henvist til såvel national som international litteratur, herunder undersøgelser og evidensbaserede referencer. Der er refleksionsspørgsmål til hvert kapitel, ligesom der flere steder er henvisninger til bogens digitale materiale. Kompleksiteten i en patients situation er langt større, end ét lærebogskapitel kan favne, og derfor er der i de enkelte kapitler henvisninger til relevante kapitler på tværs af de tre bøger. En stor tak til forfatterne for engageret og inspirerende samarbejde og til forlagsredaktør Christl Fandt Hansen for værdifuld sparring. Marianne Hjortsø og Charlotte Malling August 2017


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

Sygepleje som profession Resumé 12 Indledning 13 Det danske sundhedsvæsen 13 Sygepleje som profession 14 Formål med professionen 15 Bekendtgørelsen 2016 17 Opsummering 23 Søgeord 24 Referenceliste 24

11


SYGEPLEJEBOGEN 1

Resumé Kapitlet giver en introduktion til udviklingen i sundhedsvæsnet, herunder hvilke krav der er til fremtidens sygeplejersker og der redegøres for de kernekompetencer, en nyuddannet sygeplejerske skal have. I bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje er der fokus på en række temaer som 1) stærk professionsfaglighed og udvikling af sygeplejefaglig viden, 2) klinisk beslutningstagen og klinisk lederskab, 3) borger/bruger/patient i centrum – generiske kompetencer, 4) tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, 5) t eknologiforståelse og 6) s ituationsbestemt kommunikation, hvilket dækker de væsentligste faglige justeringer i den reviderede sygeplejerskeuddannelse. I dette kapitel gives en kort introduktion til sygepleje som profession, herunder hvad der forstås ved en stærk professionsfaglighed, udvikling af sygeplejefaglig viden samt klinisk beslutningstagen, mens de resterende begreber udfoldes i bogens øvrige kapitler. Afslutningsvis diskuteres i dette kapitel sygeplejeprofessionens forventede udvikling.

12


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

Sygepleje som profession AF AASE LYDIKSEN

INDLEDNING Uddannelsen til sygeplejerske har i Danmark eksisteret siden 1876, men først i 1957 blev der etableret en formaliseret teoretisk sygeplejerskeuddannelse. Denne er siden blevet revideret flere gange, senest i 2016. Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsatte i 2014 udvikling af ni sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen. Initiativet blev taget for at sikre, at indholdet og opbygningen af uddannelserne også i fremtiden matcher de behov, som arbejdsmarkedet har for nyuddannedes kompetencer (Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser 2015a). Desuden ønskede man fra politisk side, at de ni sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser fremadrettet skulle have en ensartet struktur og opbygning. Dette betyder, at de ni uddannelser med virkning fra 2016 alle består af syv semestre á 30 ECTS-point, og at uddannelsesbekendtgørelserne er opbygget efter samme skabelon (Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser 2015b).

fungerer sammenhængende og er omkostningseffektivt. Sundhedsvæsnets opgaver skal således løses både hurtigt og effektivt og med høj kvalitet. Det medfører nye former for arbejdsdeling og samarbejde mellem sundhedsprofessionelle og mere inddragelse af velfærdsteknologiske løsninger. En anden forandring i sundhedsvæsnet er, at brugere, borgere, patienter og pårørende har et højere vidensniveau end tidligere og forventer højere grad af involvering i forhold til beslutninger i eget pleje- og behandlingsforløb. Brugere, borgere og patienter har desuden mere komplekse sundhedsudfordringer og sygdomssammenhænge end tidligere. Ovenstående er alt sammen forhold, der afspejles i et sundhedsvæsen i konstant udvikling. Dette fordrer, at de færdiguddannede sygeplejersker har kompetencer, der matcher udfordringerne, og at de kan specialisere og videreuddanne sig i takt med sundhedsvæsnets behov. Sygeplejerskeuddannelsen skaber et solidt grundlag for den livslange læring, herunder adgang til efter- og videreuddannelse og forskning. Fremtidens sygeplejersker skal kunne bidrage til en stærk, effektiv og innovativ offentlig sektor. De skal kunne indgå i private virksomheder inden for sundhedsområdet, og de skal kunne medvirke til at udvikle nye, innovative velfærdsløsninger.

FAKTA DET DANSKE SUNDHEDSVÆSEN Formålet med justeringen af de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen, er, at sundhedsuddannelserne skal matche den aktuelle demografiske udvikling, udviklingen i sygdomsmønstre, flere ældre borgere med kroniske sygdomme, nye former for marginalisering og social ulighed i sundhed og borgeres forventninger. Forandringer i sundhedsvæsnet vedrører også ændrede ressourcerammer og nye måder at styre økonomien på, hvilket medfører mindre fokus på antallet af aktiviteter, men større fokus på kvaliteten, og at sundhedsvæsnet

Krav til fremtidens sygeplejersker • De skal kunne indgå og arbejde i en profession på baggrund af en solid professionsfaglighed og med de nødvendige tværgående kompetencer. • De skal matche arbejdsmarkedets aktuelle behov og skal være klædt på til at indfri nye krav og have blik for at udvikle en fremtidig arbejdsplads. • De skal være orienteret mod tilegnelse af ny viden, og de skal være kvalificerede til fortsat efter- og videreuddannelse. Ovenstående er begrundelsen for en ændret prioritering og fokus både i forhold til formål med sygeplejerskeuddannelsen og formulering af kernekompetencer samt formulering af dimittendprofil for fremtidens sygeplejerske. (Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser 2015c)

13


SYGEPLEJEBOGEN 1

SYGEPLEJE SOM PROFESSION I Danmark begyndte den første form for teoretisk uddannelse til sygeplejerske ved Kommunehospitalet i København i 1876. Uddannelsen foregik på sygehuset, og det var lægerne, der stod for den teoretiske undervisning og bestemte varigheden af uddannelsen. Med etablering af Dansk Sygepleje Råd i 1899 begyndte arbejdet med at få etableret en formaliseret sygeplejerskeuddannelse, og i 1957 blev Anordning om sygeplejerskeuddannelsen en realitet. Sidenhen er sygeplejerskeuddannelsen justeret først i 1979, og igen i 1990, hvor uddannelsen blev ændret fra at være en elevuddannelse til et studium (Glasdam 2008). Med revidering af uddannelsen i 2001 blev uddannelsen til en mellemlang videregående uddannelse med ret til betegnelsen professionsbachelor i sygepleje (Undervisningsministeriet 2001). I bekendtgørelsen ændrede retorikken sig; videnskabsteori kom i fokus og blev sat på skemaet som et centralt fag. Man talte om klinisk undervisning i stedet for praktik, og denne sprogbrug anvendes stadig konsekvent. Professionsbachelorgraden betød desuden, at der blev en mere direkte mulighed for at videreuddanne sig på master-, kandidat- og ph.d.-niveau. I 2008 blev uddannelsen revideret med en national studieordning, og samme år samlede man de fleste professionsbacheloruddannelser på otte store institutioner med fællesbetegnelsen professionshøjskole. Med indførelsen af betegnelsen professionsbachelor blev spørgsmål om afgrænsning af professionsbegrebet aktuelt. Traditionelt har betegnelsen profession været brugt om beskæftigelse inden for de klassiske fagområder ved universiteterne som teologi, jura og medicin. Nogle opfatter stadigvæk professioner som læge, advokat eller præst som ”de rigtige” professioner, og disse grupper har længe haft en privilegeret position i samfundet med monopol på erhvervsudøvelse inden for fagområdet. Begrebet semi-professioner er jævnligt blevet anvendt om de professioner, bl.a. sygepleje, der har baggrund i en mellemlang videregående uddannelse, og disse professioner har haft vanskeligere ved at legitimere en særstatus i offentligheden end de klassiske professioner (Hjort 2005). 14

Bredere forståelser af professioner ses også i debatten. Den bredere forståelse tager afsæt i, at professioner skal forstås som grupper af personer, der anvender abstrakt viden på særlige arbejdsområder, og hvis opgave det er at tage sig af menneskelige problemer, der kan gøres til genstand for eksperthandlinger og ekspertviden (Abbott 1988). Også udøvelsen af et selvstændigt skøn i arbejdet på baggrund af formaliseret viden bliver anvendt som definition på, hvad der kendetegner en profession (Freidson 2001). Ifølge Hansen (2016) er der enighed om, at en professions faglige metoder er videnskabeligt funderede, og samtidig har de faglige metoder, som professionen anvender, et socialt formål. Professionens udøvere, som fx sygeplejersker, udfører således deres arbejde med afsæt i teoretisk kundskab, som er tilegnet gennem uddannelsen. Begrebet profession har ifølge Hansen et organisatorisk og et performativt aspekt. Det organisatoriske aspekt handler om, hvordan professionen organiserer sig og fører kontrol med, hvem der kan udføre professionen, og hvordan arbejdsopgaverne skal udføres. Det performative aspekt handler om, at professionens arbejdsopgaver har en sådan karakter, at formaliseret viden skal kombineres med udøvelsen af skøn, for at opgaven kan udføres på tilfredsstillende måde. Ifølge den danske professionsforsker Katrin Hjort defineres professioner som faggrupper, der besidder en særlig viden, kunnen og villen (Hjort 2005). Det betyder, at udøvere af sygeplejeprofessionen for at kunne få status som profession

FAKTA

Af ovennævnte bredere forståelser kan udledes nogle karakteristika for professioner: • En profession udøves med baggrund i abstrakt og specialiseret viden erhvervet gennem kompetencegivende uddannelse. • En profession udøves på baggrund af selvstændig faglig og moralsk vurdering. • En profession udøves i daglig praksis inden for det samfundsmæssige område, fx menneskelige problemer.


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

skal besidde en særlig viden, som er specialiseret teoretisk og videnskabeligt funderet. Det kan for sygeplejersker handle om, at de har viden om sygeplejefagets teorier, som fx kan være teorier om aldring, demens, rehabilitering, omsorgsteorier og teorier om fx kommunikation. Det kan også handle om teorier fra fx det naturvidenskabelige fagområde, hvor det kan være farmakologi og sygdomslære. Katrin Hjort peger også på, at en profession besidder en særlig kunnen, hvilket betyder, at udøveren skal være i besiddelse af en særlig praktisk kompetence til at kunne håndtere komplekse opgaver. Opgaverne skal løses med afsæt i den konkrete situation og med afsæt i teoretisk viden, og handlingen adskiller sig fra servicearbejde, der i princippet udføres ud fra fastlagte procedurer og manualer. Det tredje element, som Katrin Hjort har fokus på, er en særlig villen. Ifølge Hjort henviser en særlig villen til professionsetos, hvor ordet profession kommer fra latin ”pro fessio”, som betyder ”jeg bekender”. Man kan sige, at professionerne bekender sig til ”det gode formål” eller ”det højere formål”. En professions udøvere kan således siges at være altruistiske, hvor deres handlinger er præget af etiske værdier med en uselvisk og opofrende adfærd. Et eksempel på dette er de ”De sygeplejeetiske retningslinjer”, som udtrykker, at sygepleje bygger på tillid og respekt og uden nogen form for diskriminering (Dansk Sygeplejeråd 2014). Ifølge ovenstående falder sygeplejeprofessionen inden for den brede definition af, hvad en profession er. Sygeplejerskers arbejde baserer sig på en særlig viden, kunnen og villen, der udføres på baggrund af videnskabeligt funderet og specialiseret teoretisk viden, og med særlig ekspertise i praktisk håndtering af komplekse, flertydige og foranderlige situationer (Hjort 2005). Professionens udøvere har sædvanligvis eneret på at udføre opgaverne inden for professionsområdet. Denne ret er opnået ved videregående uddannelse, og i sygeplejeprofessionen kommer det til udtryk gennem en autorisation (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse 2011, LBK nr. 877 af 04/08/2011). Sundhedsprofessionelle som fx læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og en række andre sundhedsprofessionelle søger Sund-

hedsstyrelsen om autorisation, der giver ret til at anvende en bestemt titel og udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed. Man taler således om beskyttede titler, hvilket betyder, at kun den, der er uddannet sygeplejerske, må kalde sig sygeplejerske. Professionsudøvelsen foregår som regel med relativt stor grad af autonomi i forhold til en myndighed eller arbejdsgiver og brugere/ borgere/patienter. Den høje grad af selvbestemmelse betyder, at professionsudøvelsen indebærer en stor grad af variation og uforudsigelighed i arbejdet med konstante faglige udfordringer (Hjort 2005), hvilket i høj grad gælder for sygeplejerskers arbejde. Graden af selvstændighed kan få nogle til at mene, at ”arbejdet bærer lønnen i sig selv”; således adskiller den professionelle professionsudøver sig radikalt fra lønarbejderen, hvor målet med at gå på arbejde ligger i indtjeningen (Abbott 1988).

FORMÅL MED PROFESSIONEN Sygeplejersker udfører selvstændig, professionel, begrundet og refleksiv sygeplejepraksis i samspil med patienter, borgere, brugere, pårørende og øvrige fagprofessionelle i alle dele af sundhedsvæsnet. Dette sker i overensstemmelse med den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling samt befolkningens behov for sygepleje og med fokus på patientoplevet sammenhæng og kvalitet (Uddannelsesog Forskningsministeriet 2016, BEK nr. 804 af 17/06/2016).

En nyuddannet sygeplejerskes profil Den nyuddannede sygeplejerske skal være klar til at arbejde i alle dele af sundhedsvæsnet og skal således kunne arbejde dels i det regionale sundhedsvæsen (de offentlige sygehuse) centreret omkring den akutte og kritisk syge patient, dels i det kommunale sundhedsvæsen (hjemmeplejen) centreret omkring det at kunne arbejde i en borgernær virkelighed med både forebyggelse, behandling og rehabilitering. Derudover skal sygeplejersker kunne beskæftige sig i private virksomheder, som er et område, der forventes 15


SYGEPLEJEBOGEN 1

at komme til at udgøre en større beskæftigelsesmæssig andel for sygeplejersker i fremtiden. I forbindelse med revisionen af sygeplejerskeuddannelsen i 2016 har der således været behov for at revidere profilen for den nyuddannede sygeplejerske (dimittendprofil). Den nye dimittendprofil består af en beskrivelse af formål med professionen og sygeplejerskens kernekompetencer.

Sygeplejerskers kernekompetencer Sygeplejersken skal: • Involvere patient/borger og pårørende i relation til sundhedsudfordringer og sygdomssammenhænge og at indgå i tværprofessionelle og tværsektorielle samspil, som understøtter patientoplevet sammenhængende forløb i et samlet sundhedsvæsen. • Foretage selvstændig klinisk beslutningstagen i stabile, akutte og komplekse pleje- og behandlingsforløb ved at inddrage viden fra patient/ borger og pårørende samt forskningsbaseret viden. • Tage professionelt og etisk ansvar i konkrete patientsituationer under hensyntagen til patientens/borgerens, professionens, organisationens og samfundets krav og med forståelse for mangfoldige sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold. • I samspil med patient/borger at fremme sundhed gennem livet og bistå til en værdig død ved at observere, identificere, diagnosticere, vurdere og prioritere sundhedsudfordringer og sygdomssammenhænge samt intervenere med kompenserende tiltag, der styrker patientens/ borgerens evne til at mestre symptomer og gennemføre behandlinger. • Kommunikere situationsbestemt, vejlede, undervise og formidle ved at inddrage patientens

FAKTA

Med kernekompetencer forstås de centrale kompetencer – altså evnen til at anvende sin viden og færdigheder og handle adækvat i bestemte kontekster.

16

oplevelser og reaktioner og pårørendes viden samt vurdere viden inden for forskning, erfaring samt individuelle, institutionelle og samfundsmæssige faktorers betydning for sygdomssammenhænge og sundhedsudfordringer. • Udføre, formidle og varetage klinisk lederskab for patientforløb, patientoplevet kvalitet og patientsikkerhed. • Anvende og vurdere national og international professions- og forskningsbaseret viden, metoder og teknologi til at udvikle sygepleje på individ-, gruppe- og samfundsniveau. • Diagnosticere, vurdere, prioritere, lede, koordinere, evaluere, dokumentere og justere sygepleje på individ-, gruppe- og samfundsniveau. • Anvende, vurdere og formidle medicinhåndtering samt inden for en rammedelegation at kunne ordinere medicin.

REFLEKSION

• Hvilke tanker gør du dig, når du læser om sygeplejerskers kernekompetencer? • Undrer du dig over nogen af dem? • Er der nogen af kernekompetencerne, du synes er særlig vigtige? Og hvilke?

Ifølge beskrivelsen af sygeplejerskers kernekompetencer skal den nyuddannede sygeplejerske kunne træffe selvstændige beslutninger og i samarbejde med patienten/borgeren og dennes pårørende finde frem til de behov, som patienten/borgeren har, og klarlægge de problemer, han/hun oplever i forhold til sin sundhed og/ eller sygdom. For at sikre høj kvalitet skal sygeplejersker også kunne samarbejde professionelt med andre faggrupper bl.a. ved at kommunikere tydeligt og situationsbestemt. Desuden skal den nyuddannede sygeplejerske opnå kompetence til at kunne deltage i forsknings- og udviklingsarbejde. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i sygepleje og den engelske titel Bachelor of Science in Nursing, netop fordi uddannelsen er baseret på forsknings- og udviklingsviden inden for sygeplejerskers fagområde og viden om praksis i den


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

profession og de erhverv, som uddannelsen er rettet mod (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016, BEK nr. 804 af 17/06/2016).

BEKENDTGØRELSEN 2016 For at sikre, at indholdet og opbygningen af uddannelsen fortsat matcher de behov, som arbejdsmarkedet har for nyuddannedes kompetencer, blev det i 2014 besluttet at revidere sygeplejerskeuddannelsen. Denne revision har betydet et ændret fokus og en reformulering af en række tematikker indeholdt i uddannelsen. Med afsæt i formål med sygeplejerskeuddannelsen og kompetencebeskrivelsen (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016, BEK nr. 804 af 17/06/2016) fokuseres bl.a. på tematikkerne: stærk professionsfaglighed og udvikling af sygeplejefaglig viden samt klinisk beslutningstagen. De følgende tematikker er ligeledes centrale, men er ikke teoretisk bearbejdet i indeværende kapitel: klinisk lederskab, borger/patient/bruger i centrum – generiske kompetencer, det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde, teknologiforståelse og teknologianvendelse samt situationsbestemt kommunikation. Tematikkerne kan ikke siges at være nye som sådan, men tematikkerne er fremhævet og taler til udvikling af nye kompetencer for en nyuddannet sygeplejerske. Der er desuden sket en stor forandring på to konkrete områder, nemlig at diagnosticere og at kunne ordinere medicin inden for en rammedelegering. De sidste to områder vil ikke blive foldet ud i dette kapitel, men nævnes som et opmærksomhedspunkt.

Stærk professionsfaglighed og udvikling af sygeplejefaglig viden Professionsfaglighed er den viden og faglighed, der adskiller sygepleje fra andre professioner, dvs. det er den viden, der kendetegner sygepleje og sygeplejersker. Denne viden udvikles gennem erfaring og forskning. Sygeplejerskeuddannelsen har siden 2001 haft status som en professionsbacheloruddannelse, og den uddannede sygeplejerske skal kunne forvalte sygeplejefagets og professionens værdier, teorier, begreber og metoder (fx anvende teorier om at komme sig efter sygdom, anvende fagbegreber inden for sundhed og sygdom, anvende metoder til at observere, udføre sikker kommunikation eller anvende metoder til at forebygge kritisk sygdom). Sygeplejersker skal også kunne integrere viden fra human-, samfunds-, natur- og sundhedsvidenskab samt opnå kompetence til at kunne deltage i forsknings- og udviklingsarbejde. Det betyder, at udøvelse af sygepleje både baseres på viden fra forskellige videnskabsteoretiske retninger og på sygeplejefagets værdier, teorier, begreber og metoder. Sygepleje som selvstændigt videnskabeligt fag er stadig i sin vorden, og siden 1960’erne har der fra forskellige positioner været arbejdet på at etablere forskningsmæssige og videnskabelige aktiviteter i relation til faget sygepleje med henblik på at tilvejebringe det videnskabelige grundlag for sygepleje. Det er ikke muligt udtømmende at beskrive sygepleje, men en undersøgelse af Mathar og Larsen (2015) stiller skarpt på, hvorvidt sygepleje kan betragtes som et videnskabeligt forskningsfelt. Mathar og Larsen har foretaget et litteraturstudie af dansk sygeplejeforskning fra databasen CINAHL i perioden 2000-2009. Undersøgelsen har ikke analyseret al forskning i perioden, men den viser tendenser i dansk sygeplejeforskning. Det fremgår, at faget medicin gennem perioden fra 1736 og frem til 1957 har været strukturerende for, hvordan sygepleje har formet sig som fag, praktik og uddannelse. Undersøgelsen viser, at der stadig er stærke referencer i dansk syge17


SYGEPLEJEBOGEN 1

plejeforskning til dominansrelationer i medicin og administration, men at sygeplejeforskning i højere og højere grad fremstår som et selvstændigt forskningsområde. Dette skal ses i relation til, at der i dag tilstræbes en relativt autonom sygeplejevidenskab. Som eksempler på dette er der aktuelt opbygget forskningsmiljøer ved hospitaler, professionshøjskoler og universiteter, som på forskellig vis arbejder med at udvikle sygeplejefaglig viden og praksis. Spørgsmålet, som rejser sig, er, hvorvidt forskningen skal være direkte rettet mod sygepleje i praksis, altså handlingsvejledende, eller om sygepleje som videnskabelig disciplin fortrinsvis skal være beskrivende i forhold til problemstillinger, eller om der skal forekomme en ligelig afvejning af de to typer af videnskabelighed. Undersøgelsen viser tendenser til, at sygeplejeforskning har etableret sig med en relativt høj grad af autonomi, men også, at sygeplejeforskning næsten udelukkende er orienteret efter at producere erkendelse om fx patienters, borgeres og pårørendes oplevelser relateret til sygdom og sygepleje, hvilket er styret af videnskabens interesse af at vide noget om et område. Man kan sige, at netop patienters, borgeres og pårørendes oplevelser er centrale fokusområder i fremtidens sundhedsvæsen. Mathar og Larsens undersøgelse har ligheder med Petersens (2003) budskab, hvor det fremgår, at der hersker to forskellige videnskabelige logikker – nemlig en videnskabelighed for praksis, hvor formålet med forskningen er at udvikle sygeplejeteori for sygeplejepraksis, altså handlingsvejledende, og en videnskabelighed om praksis, hvor formålet med forskningen er at udvikle sygeplejeteori om sygeplejepraksis. Den handlingsvejledende forskning har fokus på at beskrive, hvordan sygepleje konkret udføres, hvorimod forskning om sygeplejepraksis har fokus på fagets fænomener og begreber som fx omsorg. For at opnå en stærk professionsfaglighed er der brug for begge videnskabelige logikker. Forhåbentlig vil fremtiden byde på, at de forskellige forskningspoler inden for sygepleje får en ligelig fordeling og fremmer kundskabsproduktionen i de videnskabelige miljøer for sygeplejeforskning.

18

Forskning

Undervisning

Studerende

Borger Patienter Pårørende

Praksisfeltet

Professionshøjskole/ universitet

Figur 1.1 Vidensudvikling og videncirkulation.

Dynamisk forståelse af videngrundlag Sygepleje er således stadig på vej mod at kunne kalde sig en videnskabelig disciplin, og man kan sige, at sygepleje står i spændingsfeltet mellem en praksisdisciplin og en akademisk disciplin. Jensen (1995) mener, at en videnskab kræver mere og andet end en tilfældigt valgt mærkat, en tidsbunden klassifikation, ledsaget af teoretiske overvejelser. Det betyder, at en videnskabelig disciplin for konstant at kunne udvikle sig må søge at klarlægge, hvilke specifikke problemstillinger den tager sig af, hvilke begreber og teorier der anvendes i disciplinen, og hvad genstandsfeltet for forskningen er. I relation til sygepleje betyder det, at videngrundlaget for sygepleje er under konstant udvikling både i relation til genstandsfeltet og problemstillinger, der udforskes. Videngrundlaget for sygepleje er fundamentet for udviklingen af professionen og dermed kvaliteten af den ydede sygepleje, og det er i feltet mellem teori og praksis, at nye udviklings- og forskningstemaer udspringer. Sygeplejestuderende skal udvikle stærke professionsfaglige kompetencer forankret i det professionsfaglige felt samt udvikle såvel stærke kliniske som teoretiske professionsfaglige kompetencer og en dyb og velfunderet sygeplejefaglighed. Den studerende skal opnå kompetencer til at deltage i udviklingen af sygeplejefaglig viden og kunne implementere ny viden i praksis. Figur 1.1 illustrerer en dynamisk forståelse af videngrundlaget.


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

Genstandsfeltet for udviklingen af videngrundlaget for sygepleje er patient- og borgeroplevede forløb, og det er i relationen mellem uddannelse, forskning og praksis, at ny viden udvikles. Forskningsresultaterne understøtter kvaliteten af den ydede sygepleje til patienter og borgere og har dermed til formål at udvikle såvel sygeplejeprofessionen som sygeplejerskeuddannelsen. For at sikre fødekæden af inspiration og viden fra praksis er det centralt, at professionshøjskolerne, der udbyder sygeplejerskeuddannelsen, har et velorganiseret forsknings- og udviklingsmiljø, der kan favne, understøtte, kvalitetssikre og strukturere forskningsaktiviteterne. I et sådant miljø vil undervisere og studerende have mulighed for at indgå i forskningsprocesser, hvor udgangspunktet er at have et fagligt overblik og viden om, hvad der er aktuelt i relation til forskningstemaer. Studerendes rolle i relation til udvikling af sygeplejes videngrundlag Den studerende vil gennem inddragelse i forskningsaktiviteter få en forståelse af, hvorfor og hvordan udviklingen af videngrundlaget for sygepleje foregår. Den studerende vil opnå forståelse for forskningsprocessen og vil udvikle kritisk refleksive kompetencer i relation til praksis inden for professionsfeltet. Inddragelse i forskningsaktiviteter vil give viden om, hvordan der træffes stringente valg af forskningsmetoder, og hvordan peer review-processer forløber. Det er af stor betydning for kvaliteten af den ydede sygepleje og af sygeplejerskeuddannelsen, at den studerende inddrages i forskningsaktiviteter i løbet af uddannelsen – både i den teoretiske del af uddannelsen og i den kliniske praksis. Sygeplejestuderende kan inddrages i forskningsaktiviteter på følgende måder: • I konkrete forsknings- og udviklingsprojekter, hvor der sikres kobling til de forskende undervisere, der også skal fungere som vejledere for de studerende. De studerende kan bl.a. have funktion som dataindsamlere, sparringspartnere m.v. • Som led i den kliniske undervisning planlægges forsknings- og udviklingsaktiviteter, hvor både forskende undervisere, kliniske vejledere og studerende har en rolle.

• I forskningsforløb som en del af talentudvikling. • I undervisning i metode, kildekritik og litteratursøgning. • Ved at anvende forskningslitteratur i undervisningen. • Ved at gennemføre bachelorprojekter som pilotprojekter i udvikling af forskningsprojekter.

REFLEKSION

• Hvordan tænker du som studerende, at du kan inddrages i forskningsprojekter? • Hvilke tematikker synes du, det kan være relevant at forske i? • Prøv at søge på kandidatspecialer i sygeplejevidenskab, og se, hvad sygeplejersker arbejder med, forsker i og undersøger.

Klinisk beslutningstagen Af Bekendtgørelsen (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016, BEK nr. 804 af 17/06/2016) fremgår det, at sygeplejestuderende skal udvikle deres evne til selvstændigt at varetage klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen i samspil med patient, borger, bruger og pårørende. Den sygeplejestuderende skal opnå evne til at udføre, formidle og varetage klinisk lederskab for patient/borger/bruger-forløb i både stabile, akutte og komplekse pleje- og behandlingsforløb (se kapitel 5). Her inddrages viden fra borger/patient/bruger og pårørende samt viden fra de fire kundskabsområder og relevant sygeplejefaglig viden og forskning. Sygeplejersker træffer kliniske beslutninger hver dag, men først i bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen i 2016 står der eksplicit, at sygeplejersker skal varetage klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen (se også kapitel 1, bind 2). Der findes en række forskellige modeller til strukturering af dataindsamling og beslutningsprocesser som fx sygeplejeprocessen. Færch og Bernild (2011) har med afsæt i modellen POMI (Patientens prædispositioner, Observationer, Modeller, Interventioner) (Hørdam, Overgaard og Pedersen 2008) udviklet en pædagogisk refleksi19


SYGEPLEJEBOGEN 1

onsmodel for klinisk beslutning. Modellen søger at indfange de forskellige former for viden, som kan indgå i en klinisk beslutning (se figur 1.2). Modellen illustrerer, at der til klinisk beslutningstagen knytter sig en række forhold, som har betydning for selve beslutningen og kvaliteten af beslutningen. Beslutningen træffes inden for en organisatorisk ramme, som kan handle om samarbejdsrelationer mellem de sundhedsprofessionelle, der tager del i den konkrete patients/ borgers forløb, kommunens eller hospitalets overordnede strategier og vedtagne kliniske retningslinjer. Det er alle betingelser, som har betydning for den kliniske beslutning, og det er ofte rammer og betingelser, som den enkelte sygeplejerske ikke er bevidst om, når der træffes beslutninger (Wackerhausen 2002; Mathar og Odgaard 2017). Videnformer Modellen (figur 1.2) fordrer, at der anvendes viden fra både human-, samfunds-, natur- og sundhedsvidenskab samt sygeplejefaglig forskning. Det kan være generel beskrivende viden som fx viden om omsorg, mestring og patientologi, som understøtter forståelse af patientens/ borgerens oplevelse af egen situation (se kapitel 4 og 7), eller viden, som foreskriver en bestemt handling, som det fx ses i procedurebeskrivelser. Som det fremgår af modellen, kan viden også være karakteriseret af inddragelse af begreber, modeller og metoder, som anvendes ved observation, vurdering, screening eller i behandlingen, og det kan være generel viden, der udsiger noget om sygdom, forekomst, risiko og behandling. Det er helt afgørende for den kliniske beslutning, at sygeplejersken har kvalifikationer og kompetencer at trække på, og at der integreres forskellige former for viden i den konkrete situation. Helt afgørende er det, at sygeplejersken favner patientperspektivet og i situationen mestrer den professionelle kommunikation (se kapitel 12). Det faglige skøn Ligesom de forskellige videnformer er centrale for den kliniske beslutning, har patientens/borgerens perspektiv stor betydning. Det skal forstås således, at den viden, de erfaringer, forestillinger 20

og værdier, som patienten/borgeren har, skal inkluderes i beslutningsprocessen, hvilket er en forudsætning for at tilrettelægge og udføre individuel sygepleje. Sygeplejerskers observationsevne er af stor betydning, og observationer og undersøgelser i relation til den enkelte patient/borger inddrages således i den kliniske beslutning, hvor sygeplejersker både gør brug af viden fra de fire nævnte videnskabsområder og sygeplejefaglig forskning samt det faglige skøn. Ifølge Kari Martinsen er det faglige skøn et redskab, som sygeplejersker gør brug af i en given situation, og opfattes således som situationsbundet (Martinsen 2006). Ifølge Martinsen gør sygeplejersker brug af det faglige skøn til vurdering af handlingsalternativer og finder på den måde frem til den bedste løsning for borgeren eller patienten i samarbejde med borgeren eller patienten. Det faglige skøn handler om, at sygeplejersken ud fra en rational følelse handler fornuftigt og samtidig involverer sig selv emotionelt i situationen. Det faglige skøn fordrer, at sygeplejersken har evnen til både at åbne sine sanser og være modtagelig for de signaler, som borgeren eller patienten udsender (Martinsen 2010). Det faglige skøn er en kombination af sygeplejerskens faglige viden og evne til at bruge sine sanser. I en konkret situation udmønter det faglige skøn sig derfor ved, at sygeplejersken kobler sin egen konkrete viden til observationer og undersøgelse af patienten/borgeren samt til patientens/borgerens egen viden og erfaringer. Klinisk erfaring I den kliniske beslutningsproces indgår den sundhedsprofessionelles kliniske erfaring (Wackerhausen 2002). Det kan være vanskeligt at kortlægge erfaringens betydning systematisk, men ifølge Færch og Bernild (2011) har klinisk erfaring afgørende betydning for evnen til at integrere de forskellige videnformer i den kliniske beslutningsproces. Erfaringer viser sig ved, at der trækkes på oplevelser fra lignende tidligere situationer og hændelser. Det kunne fx være en sygeplejerske, som passer en patient med vejrtrækningsproblemer. Sygeplejersken har viden fra fx anatomi og fysiologi, fra sygeplejefag og psykologi, som bruges til at analysere og forstå patientens oplevelse af åndenød. Men sygeplejersken har også en


KAPITEL 1 • SYGEPLEJE SOM PROFESSION

erfaring fra tidligere situationer med en dyspnøisk patient, som gør, at sygeplejersken foreslår patienten en let dyne, frisk luft på stuen, døren åben og forsikringer om, at hun er lige i nærheden. Ofte er den kliniske erfaring ikke noget, der teoretiseres over, derfor bliver den somme tider kaldt ’tavs viden’. Det er vigtigt at bemærke, at klinisk erfaring ikke er nogen garanti for kvalificerede kliniske beslutninger, og at erfaringsbaseret klinisk praksis, hvor der henføres til tavs viden og sædvane, ikke nødvendigvis er udtryk for kvalificeret klinisk praksis (Wackerhausen 2002). Uanset dette forbehold for klinisk erfaring er det vurderingen, at den kliniske erfaring både har betydning for selve beslutningen og kvaliteten af beslutningen.

Organisatorisk ramme Forståelse

Patientens perspektiv (Pårørende) Viden på Konkret niveau

Viden: Oplevelser af at være syg. Forskning, Begreber, Modeller, Metoder

Klinisk beslutning Klinisk erfaring

Observationer Undersøgelser

Viden på Generelt niveau

Viden: Om sygdom Forekomst, Risiko, Interventioner Kliniske metoder Forklaring

Figur 1.2 Jane Færch og Camilla Bernild: Pædagogisk refleksionsmodel. Modellen er inspireret af Upshur (2001) og Hørdam, Overgaard og Pedersen (2009).

REFLEKSION

• Reflektér over en situation fra klinisk praksis, hvor du selv har anvendt dine kliniske erfaringer. Hvad betød de i situationen? • Kan du beskrive en situation, hvor sygeplejersken har anvendt det faglige skøn? • Hvordan har du set sygeplejersker arbejde med deres erfaringer fra klinisk praksis? Hvordan tales der om kliniske erfaringer i afdelingen? • Hvordan har du set sygeplejersker inddrage den viden, de erfaringer, forestillinger og værdier, som patienten/borgeren har? • Hvordan kunne du tænke dig at fastholde dine erfaringer fra klinisk praksis til andre kliniske undervisningsperioder?

Borger/patient/bruger i centrum – generiske kompetencer Et centralt perspektiv i sygeplejerskeuddannelsen er borger/patient/bruger-perspektivet, hvor de generiske kompetencer er i fokus. Kompetencer er måden, man i praksis anvender de færdigheder, evner, viden, adfærd og holdninger, som er nødvendige for at løse/varetage en bestemt arbejdsopgave på et højt kvalitativt niveau. Sygeplejestuderende skal opnå kompetencer til at involvere borger/patient/bruger og pårørende i relation til sundhedsudfordringer og sygdoms-

sammenhænge og sikre effektiv koordinering og samarbejde omkring sundhedsindsatsen i relation til den enkelte borgers/patients/brugers undersøgelses-, pleje- og behandlingsforløb. De væsentligste generiske kompetencer omfatter (New Insight 2014, Implement Consulting Group 2014): • At have viden om sundhedsvæsnets samlede virkemåde og centrale udviklingstendenser. • At kunne kommunikere situationsbestemt tilpasset den enkelte borgers eller patients behov, forudsætninger og ressourcer. • At kunne agere professionelt på tværs af organisatoriske, strukturelle og faglige rammer i sundhedssystemet i både specialiserede og tværprofessionelle teams. • At kunne opnå en professionel helhedsforståelse af den enkelte borgers/patients/brugers syg-

FAKTA

Generiske kompetencer er de generelle eller mere basale kompetencer, som skal anvendes for at kunne udøve mere specifikke opgaver. Generiske kompetencer har ofte et alment anvendelsesniveau, som forventes at indgå i mange forskellige anvendelsessammenhænge, det kunne være evnen til at indgå i et samarbejde, evnen til at kunne kommunikere, evnen til at tage beslutninger mv.

21

Profile for Gads Forlag

Sygeplejebogen 1  

Udkommer 26. september 2017 fra Gads Forlag

Sygeplejebogen 1  

Udkommer 26. september 2017 fra Gads Forlag