FORORD
af professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen
jan bonde nielsen var i 1970’erne og 1980’erne en af de mest omtalte og succesfulde danske erhvervsfolk med vidt forskelligartede forretningsprojekter.
Nogle af disse projekter var helt traditionelle, f.eks. drift af internationale gartnerivirksomheder, køb og udvikling af fast ejendom og rederivirksomheder. Men andre – herunder købet og ledelsen af skibsværftet B&W – var efter datidens normer både utraditionelle, kreative og risikobetonede.
Da Bonde Nielsen overtog kontrollen med B&W i 1974, befandt værftet sig i en krise. Mod manges forventninger lykkedes det ham at rette virksomheden op, så den efter få år blev overskudsgivende. Denne succes skyldtes bl.a., at han fik opbygget et særligt tillidsforhold til værftsarbejderne.
Udefra fremstod det som helt ubegribeligt, at dette lod sig gøre på den såkaldt røde arbejdsplads, hvor Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) udøvede en betydelig magt. Der var også mange, der undrede sig over, hvor mange køb og salg af virksomheder, Jan Bonde Nielsen var involveret i.
Måske derfor begyndte både pressen og myndighederne at se kritisk på Jan Bonde Nielsen.
Kritikken fik myndighederne til på et tidspunkt at iværksætte undersøgelser mod den internationale gartnerivirksomhed Dansk Chrysanthemum Kultur, som Bonde Nielsen tidligere havde drevet. Undersøgelserne var stærkt belastende for B&W, fordi de foregik i fuld offentlighed.
At det senere viste sig, at der ikke var sket noget ulovligt, var selvfølgelig godt for de involverede. Men skaderne var uoprettelige: At der verserer en ”sag” mod en ledelsesperson, påvirker enhver virksomhed negativt. For hvad skal dens medarbejdere, samarbejdspartnere, investorer og hele offentligheden dog ikke tro andet, end at myndighederne selvfølgelig har noget at gå efter.
Undersøgelserne fik også andre myndigheder – herunder Eksportkreditrådet – til at se med skepsis på B&W. Også det medførte komplikationer. Senere blev der rejst en stor straffesag mod Jan Bonde Nielsen, som dog endte med en pure frifindelse.
I sin beskrivelse af forløbet omkring B&W holder Jan Bonde Nielsen sig ikke tilbage for at forklare og indrømme de fejl, han begik undervejs. Denne del af fortællingen rummer en væsentlig læring, også for læsere, der ikke allerede kender til historien.
Bonde Nielsen er heller ikke tilbageholdende i sin kritik af, hvornår andre efter hans opfattelse fejlede, bl.a. ved ikke at efterleve gældende juridiske eller etiske spilleregler. Også denne del af fortællingen er lærerig, fordi man stadig i dag lejlighedsvis ser, at myndigheder går frem med samme nidkærhed over for enkeltpersoner, som har valgt at agere anderledes end almindeligt. Et særligt kritikpunkt angår pressens rolle.
Pressen er ”den fjerde statsmagt”, dvs. offentlighedens tillidsrepræsentant. Som sådan forventes den selvfølgelig at have et kritisk fokus på magten og på de personer, der udøver den. Lige så selvfølgeligt er det, at pressen ikke skal fokusere på succeshistorier. Det er i orden, at den er kritisk.
I bogen her viser Jan Bonde Nielsen, hvordan væsentlige dele af den journalistik, han var genstand for, tilsidesatte den presseetiske pligt til i særlig grad at efterprøve oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende: Mange af pressens konklusioner var skrevet på forhånd, og
før ”den anklagede” kom til orde. Nogle medier kunne ligefrem finde på selv at konstruere ”fakta”.
Efter sammenbruddet i B&W valgte Jan Bonde Nielsen at holde sig fri af pressens søgelys. Han forlod Danmark, og avislæserne har kun kunnet få plukvise indblik i hans senere forretningsprojekter.
I sin beskrivelse af perioden efter overtagelsen af B&W er Forfra et tidsbillede på, hvordan danskerne betragtede nyskabende forretningsmæssige projekter i 1970’erne og op til midten af 1980’erne.
Vi havde knap nok lagt ungdomsoprøret bag os. Den Kolde Krig var på sit højeste, og det politiske landskab var stærkt polariseret. I Folketinget gik flere partier ind for en radikal omvæltning af magten i samfundet. DKP sad i Folketinget frem til 1979; Venstresocialisterne til 1988. I private samtaler om politik var man ofte nødt til at deklarere sit venstre- eller højreorienterede ståsted, nærmest som i nutidens USA under præsident Trump.
Min egen familie befandt sig også på venstrefløjen. Min far var socialdemokrat hele sit liv, i de seneste år med en aktiv politisk karriere i Nordjyllands Amtsråd. Min mor stemte så langt ude til venstre, som det nu var muligt, når hun stod med stemmesedlen foran sig. Vi holdt dagbladet Information og Politiken om søndagen. Ingen i vores omgangskreds læste borgerlige aviser.
Så selvfølgelig fremstod Jan Bonde Nielsen, som han blev skildret i disse medier, også i mine øjne som en kapitalist, der måtte mødes med skepsis.
Her et halvt århundrede senere ser vi anderledes på privat foretagsomhed. De fleste danskere er selv blevet ”kapitalister”. Aktieinvesteringer er lige så almindelige i dag, som obligationsinvesteringer var det dengang. Tv-programmer om iværksætteri (som Løvens hule) har høje seertal. Succesfulde erhvervsfolk hyldes som celebrities, der ofte dukker op i realityprogrammer. Store virksomheder som A.P. Møller – Mærsk og Novo Nordisk hyldes for deres positive bidrag til dansk økonomi og energiforsyning.
På den baggrund kan det være svært at forstå, hvor meget perspektivet fra midten af 1970’erne har ændret sig. Men datidens skepsis mod det etablerede erhvervsliv træder tydeligt frem i Erik Balling og Henning Bahs’ mesterlige lystspil om Olsen-banden. I de Olsen-banden-film, der blev skabt i 1970’erne, møder vi den skruppelløse kapitalisme i skikkelse af den velklædte direktør Hallandsen (spillet af Bjørn Watt-Boelsen) og hans store erhvervs- eller finansvirksomheder. Magtfuld og korrupt på samme tid. Altid på kanten af loven.
Det var dog ikke kun i lystspilgenren, at mistroen til økonomiske transaktioner ulmede. Også dele af embedsværket syntes at mene, at samfundet måtte reagere mod ”økonomisk kriminalitet” og ”bagmandsvirksomhed”.
Hvad disse begreber dækkede over, var dog mindre klart. Der blev bl.a. talt om ”fupmoderniseringer” af udlejningsejendomme og om handler med højt forrentede usikre pantebreve eller om udnyttelse af svage aftaleparter. Men ingen af disse aktiviteter var jo i sig selv strafbare.
At de – i hvert fald efter nogens opfattelse – burde være det, fremgår angiveligt af den dengang meget omtalte ”Redegørelse for visse former for økonomisk kriminalitet”, som daværende statsadvokat Hervert Grell udarbejdede i 1971.
Jeg skriver angiveligt, fordi jeg ikke har kunnet finde redegørelsen på Det Kongelige Bibliotek. Den er vist aldrig blevet offentliggjort. Derfor er det ikke til at sige, hvilken form for økonomisk kriminalitet, den identificerede, ud over det man kunne læse om i pressen. Og ifølge medieomtalen dengang var det bl.a. den daværende ejer af Finansbanken, direktør Alex Brask Thomsen, der stod for skud. Det forklarer de reaktioner, som Jan Bonde Nielsen mødte, da han på et kritisk tidspunkt lod B&W optage et lån i Finansbanken.
Fra et senere lovforslag ved vi, at statsadvokat Grell i sin redegørelse havde foreslået en strafbestemmelse, der skulle ramme
ekstraordinære transaktioner, som samfundsmæssigt vurderet er klart uacceptable, således at ansvar skal kunne gøres gældende mod alle i transaktionerne implicerede, såfremt det kan godtgøres, at de herigennem har forfulgt egne økonomiske interesser med tilsidesættelse af rimelige samfundsmæssige, herunder sociale hensyn.
At kriminalisere ”samfundsmæssigt uacceptable forhold” ville have medført en uantagelig usikkerhed om, hvad der var strafbart eller tilladt. Forståeligt nok fandt Grells forslag derfor ikke vej til folketingssalen.
I stedet indførtes nogle enkelte justeringer i straffeloven, der bl.a. kriminaliserede dispositioner, som retsstridigt udvirker, at nogen lider ”et betydeligt formuetab” (§ 300a) eller som ”på utilbørlig måde benytter sig af modpartens økonomiske vanskeligheder eller i øvrigt af dennes underlegne stilling” (§ 300b). Disse bestemmelser er stort set aldrig blevet anvendt.
Som led i samme lovforslag fik vi derimod en ny § 36 i aftaleloven, der gav domstolene hjemmel til at erklære ”urimelige” aftaler ugyldige. Den lovændring fik til gengæld stor betydning for dansk aftaleret. Enhver dansk jurist kender i dag § 36.
Måske for at kompensere for fraværet af iøjnefaldende huller i straffeloven valgte man i stedet at oprette det såkaldte Bagmandspoliti (hvis formelle navn var Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet), som Hervert Grell blev den første leder af.
I de kommende år kom denne særlige instans, hvor politifolk og anklagere arbejdede side om side, i arbejdstøjet. Og den rettede søgelyset mod Jan Bonde Nielsen som en af de første.
Bagmandspolitiet adskilte sig fra andre dele af politiet og anklagemyndigheden ved både at stå for efterforskning og tiltalerejsning. Det er ellers det almindelige princip i dansk ret, at politiet i større sager står for efterforskningen, og statsadvokaten for tiltalerejsningen. Dermed kan anklagemyndigheden se med kritiske øjne på resultatet af politiets efterforskning, når den foreligger.
Den form for kontrol foreligger ikke i en myndighed, der står for begge dele. Og som man kan læse i Forfra, kom Jan Bonde Nielsen til at mærke konsekvenserne af det.
Som nævnt er synet på private foretagsomhed et andet i dag.
Skal man udpege et punkt i historien, der førte frem til denne ændring, må det være den såkaldte Fælleserklæring, der blev underskrevet den 8. december 1987 af den daværende Schlüter-regering og arbejdsmarkedets organisationer.
Fælleserklæringen var kulminationen på flere års politisk diskussion om, hvem der skulle forvalte fremtidens pensionsordninger, der i disse år var ved at blive skabt. Den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse ønskede en central løsning styret af fagbevægelsen (ligesom ATP), mens de borgerlige partier i Poul Schlüters regering foretrak at give de enkelte fagområder og arbejdspladser frihed til selv at tilrettelægge både pensionsordningerne og –inden for lovens rammer – pensionsinvesteringerne.
Schlüter-regeringen vandt, og med Fælleserklæringen blev det op til den enkelte arbejdsplads eller det enkelte faglige område, hvordan der skulle spares op til pensionen, og hvilke pensionskasser der skulle stå for opgaven.
Denne udvikling var kun i sin vorden, da Jan Bonde Nielsen foretog sine investeringer i 1960’erne og 1970’erne. Og pudsigt nok var den politiske kamp på sit højeste i maj 1986, da han blev frikendt af Københavns Byret.
Det ser man på en reklame, der er påmonteret den hyrevogn, som Jan og Lone Bonde Nielsen er på vej ind i efter frifindelsen den 22. maj 1986 (som det ses på fotografiet side 389 her i bogen). Med store bogstaver står der: ”Solidarisk Pension”, og nederst til højre skimtes logoet for LO, det nuværende FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det var dette forslag, som faldt.
I stedet fik vi de decentrale arbejdsmarkedspensioner, der ikke alene har gjort det danske pensionssystem til verdens bedste. De har også gjort danske lønmodtagere til ”kapitalister” af en særlig art, nemlig som investorer i de kapitalfonde, som ofte kritiseres for deres innovative og risikobetonede (men også indbringende) investeringer.
Disse kapitalfonde bruger i dag præcis de forretningsmodeller, som Jan Bonde Nielsen introducerede i 1970’erne bl.a. med sit køb af B&W.
I en vis forstand legemliggjorde Jan Bonde Nielsen dermed Danmarks første kapitalfondsvirksomhed efter principper, som i dag er fuldt og helt accepte-
rede. Havde han gennemført sine investeringer her et halvt århundrede senere, havde ingen set kritisk på dem. Tværtimod er det sandsynligt, at man ville have hyldet ham for hans forretningsmæssige talent og ledelsesevner. Men som følge af pressens og myndighedernes skepsis og usikkerhed over for dette nye fænomen kom Jan Bonde Nielsen til at betale en høj pris for at være forud for sin tid.
Min egen interesse for Jan Bonde Nielsen tog sin begyndelse, da jeg en søndag aften sent i januar 1981 som nybagt cand.jur. tog færgen til Bornholm for at aftjene min værnepligt. I kufferten havde jeg Jan Bonde Nielsens første erindringsbog Dømt. Den havde jeg fået i gave af en god ven ved min kandidatfest et par dage forinden.
Dømt gjorde et stort indtryk på mig. Det fascinerende lå i bogens klare og beherskede beskrivelse af, hvad der var sket i kulisserne i dramaet om B&W. Ifølge titelbladet er bogen sendt i trykken den 17. november 1980, dvs. før der forelå nogen sigtelse i den senere straffesag mod Jan Bonde Nielsen. Derfor er den ikke et forsvarsskrift mod nogen anklage, men blot forfatterens beskrivelse af alt det, pressen ikke havde ønsket at skrive om. Som sådan giver bogen et levende indblik i overvejelserne bag de dispositioner, som omverdenen kun fik præsenteret i redigeret form.
For mig var bogen også en øjenåbner i sin beskrivelse af nogle af de juridiske emner, jeg netop havde været til eksamen i (bl.a. i selskabsret). Der var meget langt fra de lavpraktiske beslutninger og dilemmaer, som bogen beskriver, til pressens og Olsen-banden-filmenes skumle bagmænd.
Dømt beskriver også, hvor stor skade en kynisk og fordomsfuld presse kan gøre på en virksomhed. Når pressen vedblivende karakteriserer lovlige aktiviteter som uetiske og problematiske, kan det være svært at holde virksomheden på ret køl.
Efter at have læst bogen havde jeg svært ved at følge den kritik, som dens forfatter havde været genstand for i medierne. Dertil kom, at Dømt efterlod en lang række andre spørgsmål, der stod i kø for at blive besvaret:
Hvordan kunne lederen af en virksomhed, som i alle væsentlige dispositioner havde fulgt alle formaliteter og inddraget den ypperligste rådgivning, have realiseret alle de alvorlige regelbrud, som presseomtalen og myndighedernes undersøgelser lod forstå, at der var sket?
Kunne det virkelig passe, at en person, som havde nære forbindelser med et stort antal velanskrevne profiler i dansk erhvervsliv, var så anløben, som pressen og senere folkedomstolen mente at vide?
Og hvorfor ville de kommunistiske repræsentanter for værftsarbejderne på B&W overhovedet samarbejde med sådan en repræsentant for storkapitalen?
I tillæg til disse ubesvarede spørgsmål var jeg – ud fra bogens beskrivelse af de enkelte dispositioner – ude af stand til at forstå, hvad det var for retsbrud, Jan Bonde Nielsen havde gjort sig skyldig i. Jeg anså det derfor for givet, at der var tale om en enøjet fortælling, som snart ville blive gendrevet.
Denne gendrivelse kom ikke. Heller ikke fra den presse, som havde ført an i den voldsomme kritik. Nok blev bogen anmeldt, men ingen af de aviser, jeg læste, behandlede den journalistisk.
Jeg forestillede mig så, at Bagmandspolitiet nok snart ville opgive sine undersøgelser. Det skete imidlertid heller ikke. I stedet kom den tiltale, der førte til den langvarige straffesag i Københavns Byret, som jeg holdt mig løbende opdateret om.
Tiltalen angik nogle forhold, der intet havde at gøre med de år, hvor kritikken mod Jan Bonde Nielsen var hårdest. Også disse dispositioner var truffet med bistand af nogle af datidens ypperste rådgivere. Hvordan kunne det være, at de gik fri, når Jan Bonde Nielsen skulle tiltales? Medvirken til en strafbar handling er jo lige så strafbar som handlingen selv.
Jeg var derfor overbevist om, at straffesagen ville ende med en frifindelse. Når jeg diskuterede emnet med venner og kolleger, også i juristmiljøet, havde mange stadig en langt mere kritisk opfattelse af Jan Bonde Nielsen – typisk dog uden at have sat sig ind i detaljerne.
Derfor var det en kærkommen bekræftelse på min barnetro om domstolenes integritet, at jeg om formiddagen den 22. maj 1986 i radioen hørte byrettens dom oplæst med dens totale frikendelse af Jan Bonde Nielsen.
Nogle måneder forinden havde jeg forladt min ansættelse som advokat hos højesteretssagfører Jon Palle Buhls for at påbegynde et forskningsprojekt, som senere resulterede i min doktordisputats. Derfor sad jeg hjemme i min lejlighed ved Kultorvet, da jeg hørte nyheden. For at overvære dette retshistoriske øjeblik sprang jeg på cyklen og kørte ned til byretten.
Byrettens dom var afsagt af en enig domsmandsret med daværende byretsdommer Jens Feilberg som formand. Feilbergs navn kendte jeg, fordi han som student havde modtaget universitetets guldmedalje for en imponerende afhandling om omgåelse af retsregler.
Interessant nok handlede pressens omtale af dommen ikke så meget om, hvorfor byretten havde frifundet Jan Bonde Nielsen, men mere om, hvor udueligt Bagmandspolitiet nu igen havde vist sig at være ved ikke at kunne føre en sag frem til domfældelse.
Tidligere i samme måned var byggematadoren Kay Wilhelmsen nemlig blev frifundet i Københavns Byret i en anden stor straffesag rejst af Bagmandspolitiet om bl.a. påstået checkrytteri. Bonde Nielsen-sagen var nu andet eksempel på denne uduelighed, mente man.
Jeg gik ud fra, at Bonde Nielsen-sagen nu ville finde sit endelige punktum.
Men også her tog jeg fejl. Bagmandspolitiet valgte at lade sagen mod Kay Wilhelmsen ligge, men at anke sagen mod Jan Bonde Nielsen. Dermed indledtes en ny sag – ankesagen – der, som bogen nøje beskriver, fik sin helt egen historie.
Som følge af Jan Bonde Nielsens beslutning om at blive væk fra ankesagen, stod mange danskere nok tilbage med det indtryk, at der alligevel var hold i anklagerne.
Selv havde jeg svært ved at se noget andet motiv for anklagemyndighedens beslutning om at anke byrettens dom, end at man dermed udskød det tidspunkt, hvor det endeligt ville blive slået fast, at hele sagen havde været grundløs.
I Forfra fortæller Jan Bonde Nielsen, hvordan beslutningen om at anke frifindelsen var truffet af daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen personligt og i strid med de indstillinger, som Rigsadvokaten og (for at få ekstra øjne på)
en højt anset procedureadvokat hos Kammeradvokaten havde givet, nemlig at byrettens dom ikke burde ankes. Det fremgår også, at ministeren tilmed gik ind i sagen, efter at rigsadvokat Per Lindegaard under et lukket dommermøde havde tilkendegivet sin beslutning om, at den ikke ville blive anket.
Havde disse oplysninger været lagt frem i en klage til Folketingets Ombudsmand, kan man godt forestille sig, at anklagemyndigheden havde været nødt til at opgive anken på grund af fejl i selve ankebeslutningen. For som andre offentlige myndigheder skal også en justitsminister efterleve de regler, der gælder i dansk forvaltningsret. At en myndighed (her anklagemyndigheden) udelukkende støtter en afgørelse på usaglige eller ulovlige hensyn, kan medføre afgørelsens ugyldighed.
Navnlig i sager om tiltalerejsning er det vigtigt, at usaglige politiske hensyn ikke indgår. Bl.a. derfor foreskriver retsplejeloven en kompetencefordeling (dengang i § 106, i dag i § 98), hvor anklagemyndigheden udgør sit eget administrative system under Justitsministeriet med ministeriet primært i rollen som tilsynsmyndighed. Reglerne i dag er lidt anderledes, men princippet er det samme: Det anses – og ansås – som helt ekstraordinært, at ministeren blander sig i den konkrete straffesagsbehandling.
For nogle år siden mødte jeg Jan Bonde Nielsen under en privat sammenkomst. På det tidspunkt var han allerede gået i gang med at skrive denne bog. Med min interesse for den danske straffesag og for alle de perspektiver, den rejste, tilbød jeg at læse og kommentere manuskriptet.
Bogen indeholder mange nye oplysninger. Jan Bonde Nielsen har nemlig opsøgt flere af de personer, som også selv indgik i fortællingen, hvis fortællinger er skrevet ind i fortællingen. Desuden har han studeret Anker Jørgensens dagbøger og fundet en række usaglige motiver bag nogle af de beslutninger, som viste sig skæbnesvangre for B&W.
For at følge op på disse undersøgelser formidlede jeg et frokostmøde, hvor Jan Bonde Nielsen fik mulighed for også at møde retsformanden i den doms-
mandsret, der afsagde den frifindende dom den 22. maj 1986, den senere præsident for Sø- og Handelsretten Jens Feilberg. Mødet fandt sted i oktober 2021.
Under samtalen fortalte Feilberg, at han under en cykeltur gennem Hareskoven en gang i september eller begyndelsen af oktober 1985 var blevet klar over, at sagen måtte ende i en frifindelse, hvis Bagmandspolitiet ikke stillede op med flere beviser for tiltalen. Hvis disse beviser ikke senere blev tilvejebragt, stod det allerede da klart for Feilberg, at der ikke kunne dømmes efter tiltalen. Det forsøgte Feilberg senere at give udtryk for med de præmisser, man kan læse i dommen, og som var søgt skrevet så klart, at også andre forholdsvis enkelt kunne nå til den konklusion.
Mange af de begivenheder, der resulterede i sagen mod Jan Bonde Nielsen, vil også kunne ske i dag. Politisk indblanding i anklagemyndighedens tiltalerejsning forekommer stadig fra tid til anden. Og det er helt almindeligt, at pressen ukritisk fører hetz mod enkeltpersoner i sager, hvor en forståelse af den underliggende jura ville have fjernet grundlaget for kritik. Kun få journalister forstår de juridiske og finansielle elementer, som indgår i komplekse erhvervstransaktioner. De findes, og de er dygtige – men som sagt få.
Derfor er Forfra tankevækkende også for læsere, der ikke selv var vidne til B&W-sagen, da den kørte i medierne. Som lærestykke om nødvendigheden af, at både myndigheder og presse agerer sagligt og lovligt, også når de på forhånd har dannet sig sym- og antipatier.
Hellerup, juli 2025
Mads Bryde Andersen
