Issuu

KRISTIN HARMEL

Af forfatteren til De glemte børns bog

”Denne gribende historie fejrer håbet og modet i mødet med det onde.”

BOOKLIST

på Lejligheden Rue Amelie ´

Af samme forfatter på dansk:

De glemte børns bog Vingårdens hemmelighed

Datteren i Paris

Kristin Harmel

Lejligheden på Rue Amélie

roman

På dansk ved Ulla Lauridsen

GADS FORLAG

Lejligheden på Rue Amélie er oversat fra amerikansk af Ulla Lauridsen efter The Room On Rue Amélie

Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.

Omslag: Eyelab Design

Bogen er sat med Garamond hos Bog Grafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80083-5

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Tilegnet Holly Root, Abby Zidle og Kristin Dwyer.

Alle tre har I for nylig truffet vidtrækkende beslutninger om jeres karriere og påtaget jer nye udfordringer. Jeg er så stolt af jer og dybt taknemlig for jeres professionelle opbakning og vidunderlige venskab. Jeg er meget heldig med, at I er en del af mit liv.

Og tilegnet alle jer, der har været stærke nok til at stå fast på det, I tror på – i små og store øjeblikke. Selv de mindste udtryk for personligt mod er med til at gøre verden til et bedre sted. Måtte I for evigt bevare modet til at følge jeres overbevisning.

Marts 2002

Hun sover ved siden af mig. Hendes smalle brystkasse bevæger sig op og ned, og jeg savner hende allerede.

Sandet i timeglasset er ved at rinde ud. Det løber ubønhørligt mod slutningen. Der er aldrig tid nok, ikke når et menneske er blevet en del af én selv. Vi var heldige at overleve krigen, min kone og jeg, og der er ikke gået en dag siden, uden at jeg har tænkt på dem, vi mistede. Jeg ved, at det er grådigt at bede om en uge mere, en måned mere, et år mere sammen med hende, når vi allerede har fået så mange år. Det sidste halve århundrede har været en gave, vi aldrig har forventet, måske en gave, vi aldrig har fortjent.

Men jeg kan alligevel ikke give slip. Jeg kan ikke forestille mig livet uden hende, for mit liv begyndte først for alvor, den dag vi mødtes. Jeg evner dog lige så lidt at beskytte hende i dette øjeblik, som jeg gjorde for alle de år siden i Paris, selvom jeg både dengang og nu forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg havde en smule kontrol.

Jeg rejser mig stille og forsigtigt for ikke at vække hende. Når hun vågner, vil smerten vende tilbage, så selvom jeg længes efter at være sammen med hende, er jeg taknemlig for, at hun lige nu har fred.

Jeg tøffer ud i køkkenet, koger vand i elkedlen, laver Earl Grey-te og tager den med ud på verandaen foran huset. Det er

marts, så luften er kølig, så kølig som den nogensinde bliver her i Antelope Valley, knap hundrede kilometer nord for Los Angeles. Jeg stirrer ud i den disede morgenluft og holder vejret, da jeg ser den: forårets første blomst. Om nogle uger vil markerne stå strålende gule, orange og røde. Min kone vil næsten med sikkerhed være borte til den tid, men i det mindste vil hun få det her med, begyndelsen på den sidste valmuesæson.

“Tak,” siger jeg og kigger op mod det sted, hvor jeg forestiller mig, at Gud er. “Tak for det.”

Jeg har talt en hel del til Gud på det seneste, hvilket er underligt, for under krigen ville jeg nok have hævdet, at Han ikke fandtes, men siden da har jeg overrasket mig selv ved langsomt at finde tilbage til troen. Det begyndte med vores datter, Nadia, for hun var uden tvivl et mirakel. Og da hun selv fik tre sunde børn, blev troen lidt stærkere. Da vores børnebørn gav os oldebørn, og min kone stadig var her, havde jeg intet andet valg end at acceptere en højere magt.

På den anden side – måske havde jeg et eller andet sted altid vidst, at Han fandtes, for hvordan skulle man ellers forklare, at min kone og jeg fandt hinanden midt i kaosset for så mange år siden?

Mens jeg stirrer ud over de bølgende marker, ser jeg vores liv her udfolde sig; vores datter, der snurrer rundt om sig selv i solen, vores børnebørn, der leger tagfat imellem blomsterne. Jeg drikker en slurk af teen og blinker et par gange for at klare blikket. Det er pinligt, hvor følelsesladet jeg er blevet på det seneste. Mænd skal ikke græde, især ikke mænd af min generation, men når det handler om mit livs kærlighed, kæmper jeg forgæves imod.

Jeg tømmer kruset og går ind for at kigge til hende. Hun burde stadig sove, men jeg finder hende i sengen med åbne øjne

og ansigtet vendt mod døren. Hun er stadig smuk, selvom hun er gammel, og selvom hun er ved at bukke under for den kræftsygdom, vi opdagede for sent. “Godmorgen, skat,” siger hun.

“Godmorgen, min skat.” Jeg tvinger mig selv til at smile.

“Er valmuerne sprunget ud nu?”

Jeg nikker, og hendes øjne bliver blanke. Jeg ved, det er af glæde, og jeg deler glæden. “Kun en enkelt indtil videre,” svarer jeg. “Men så varer det ikke længe med resten.”

“Hvilken farve, skat? Hvilken farve har den første?”

“Rød. Forårets første valmue er rød.”

“Selvfølgelig.” Hun slår blikket ned og smiler. “Selvfølgelig er den det.”

Så kigger hun igen på mig, og vi betragter hinanden længe. At se ind i hendes øjne får altid årene til at svinde bort og bringer mig tilbage til den dag, jeg så hende første gang.

“Der er noget, jeg er nødt til at bede dig om,” siger hun dæmpet.

“Ja.” Jeg ved, hvad det er, inden hun siger det.

“Jeg vil gerne op på toppen af bakken, bare én gang til.”

“Det skal jeg nok sørge for.” Jeg er ikke længere så stærk, som jeg har været. Jeg havde et hjerteanfald sidste år, og jeg har ikke helt været mig selv siden da, men jeg vidste, at det ville være min elskedes sidste ønske, og jeg skal nok sørge for, at det går i opfyldelse, uanset hvad. “Vi kan gøre det, når du er klar, men lad os vente et par dage mere, til valmuerne er sprunget helt ud.” Det er selvfølgelig en delvist egoistisk anmodning fra min side; jeg vil give hende en grund til at hænge på lidt længere, til at blive hos mig.

Hun smiler. “Ja, lad os det.” Hun er allerede træt igen. Hendes øjenlåg er tunge og blikket ufokuseret. “Men det burde være

hende, ikke mig, der var her,” hvisker hun et øjeblik efter. “Sådan har det altid været: Det burde være hende.” Jeg ved nøjagtig, hvem hun taler om: hendes bedste veninde, der var som en søster for hende, og som vi helt meningsløst mistede for alle de år siden.

“Gud havde en plan, min skat.” Jeg kan ikke sige det, jeg virkelig tænker, nemlig at jeg er taknemlig for, at det var min kone, der overlevede. Det er en egoistisk og forfærdelig ting at tænke, ikke? Ingen burde være død overhovedet. Men skæbnen er ikke altid retfærdig.

“Jeg får hende snart at se igen.” Hendes stemme er så svag, at jeg knap kan høre hende, da hun tilføjer: “På den anden side. Tror du ikke også det?”

“Bliv her lidt endnu,” siger jeg. “Jeg beder dig.” Idet hun falder i søvn igen, synker jeg ned på stolen ved siden af hende og begynder at græde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve uden hende. Sandheden er, at siden den dag vi mødtes, har det hele været for hendes skyld. Hele mit liv. Hele min eksistens. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige farvel.

KAPITEL 2

December 1938

Da Ruby Henderson så Marcel Benoit for første gang, vidste hun, at hendes liv ville blive forandret.

Hun spadserede ind på Café Claude vest for Central Park en råkold torsdag eftermiddag bare for at få varmen. Det var tre dage før jul, og hun havde stadig ikke vænnet sig til de iskolde vintre på østkysten. Kulden, som gik hende til marv og ben, hjalp heller ikke på hendes hjemve. Hun havde ikke haft råd til at købe en billet hjem til det sydlige Californien i ferien, men hendes hjemve ville måske også bare blive værre, hvis hun så sine forældre igen. Det havde desuden været Ruby selv, der næsten fire år tidligere havde insisteret på, at det var en god idé, at hun forlod sin lille hjemby i ørkenen for at studere på Manhattan. Jeg vil gerne have et storslået liv, havde hun erklæret med al den selvsikkerhed, hun kunne mønstre. Og jeg finder det ikke her midt i ingenting.

Men nu, omgivet af mødre med glade småbørn i tykke frakker ved hånden, med julesange og duften af stegte kastanjer i luften, ønskede hun alligevel, at hun ikke var helt alene. Da et par snefnug dalede ned fra den grånende himmel, kiggede hun væk fra vinduet, sukkede og vendte tilbage til Fitzgeralds De smukke og fortabte. Hun kunne altid finde trøst i en god bog.

Hun havde lige drukket en slurk af sin kaffe, da cafédøren blev åbnet, og ind kom både et stort vindpust og en mand i en sort uldfrakke. Han tog hatten af og afslørede et kraftigt,

mørkt hår og markerede ansigtstræk, der mindede hende lidt om Cary Grant. Ruby holdt vejret og stirrede på ham. Der var noget gådefuldt og tiltrækkende over ham, der gjorde det umuligt at kigge væk.

Manden fik øje på hende og smilede et langsomt, perfekt smil.

Han gik med en let halten direkte hen til bordet lige over for hendes og satte sig ned efter at have taget frakken af og afsløret en velsiddende, marineblå habit. “Jamen goddag,” sagde han, som om de delte et bord og han var kommet for at mødes med hende. Hun syntes, hun kunne høre antydningen af en accent.

Han var ung, ikke mere end fire eller fem år ældre end hun.

“Goddag.” Hun forsøgte at lyde afslappet, som om sådan noget skete for hende hele tiden, men hun var bange for, at hendes blussende kinder afslørede hende.

“Jeg hedder Marcel Benoit.” Måden, han betragtede hende på, fik det til at føles, som om de var alene på en øde ø.

“Ruby Henderson.”

“Venter De på nogen?” Ja, han havde helt afgjort en accent, som var raffineret og eksotisk. Måske britisk? Nej, ikke britisk.

Ruby tog en dyb indånding og sagde det dristigste, hun nogensinde havde sagt til en mand. Det var snart jul, når alt kom til alt, og hun havde intet at miste. “Ja, jeg tror, jeg ventede på Dem.”

Hans smil bredte sig langsomt, ligesom sirup. “Skal jeg så ikke sætte mig ved Deres bord?”

Ruby nikkede, og han rejste sig, tog sin frakke og hat og satte sig over for hende. Han duftede sødt og krydret af pibetobak, og helt tæt på kunne hun se to bittesmå fregner lige under hans højre øje. Hans øjenbryn var kraftige og mørke, og hans næse og kindben så ud, som om de var hugget i marmor.

“Jeg bandede lige over, at jeg var strandet så langt hjemmefra

i julen,” sagde han og fastholdt hendes blik, “men nu tror jeg ikke, det er så slemt endda.”

“Hvor kommer De fra?”

“Paris.”

Selvfølgelig. Nu genkendte hun accenten, hans manerer og måden at klæde sig på. Han var alt for elegant til at komme noget andet sted fra.

“Jeg kan se, at De læser Fitzgerald,” sagde han. “Han er meget begejstret for min hjemby.”

“Det er jeg skam også. Ikke at jeg nogensinde har været der, men jeg har altid drømt om at besøge den. Alle mine yndlingsforfattere har nemlig boet der. Hemingway. Gertrude Stein. Fitzgerald, selvfølgelig. Hvad jeg dog ikke ville have givet for at deltage i en af deres lørdagssaloner!” Hun følte sig pludselig fjollet. Det havde ikke været hendes mening at lyde så ung og naiv.

Men det lod han ikke til at bemærke. “Åh ja, på Rue de Fleurus. Jeg kender den udmærket. Min far var en af Matisses mæcener.”

“Maleren Henri Matisse?”

“Ja. Han og min far kendte hinanden inden Den Store Krig. Han tog faktisk min far med til madame Steins salon et par gange.”

“Er Deres far også kunstner?”

“Nej, bare kunsthandler, er jeg bange for. Han døde for et par år siden.”

“Det gør mig ondt.” En tung tavshed lagde sig over bordet, og Ruby blev lettet, da tjeneren brød ind for at spørge Marcel, hvad han skulle have. Han bestilte en kop sort kaffe og spurgte Ruby, om hun havde lyst til at dele et stykke æbletærte. Da tjeneren forlod dem, spurgte Ruby sig selv, hvordan de så hurtigt var kommet på så fortrolig fod, at de kunne dele et stykke kage. Ikke at hun havde noget imod det.

“Hvad laver De så her i New York?” spurgte hun.

Han betragtede hende et øjeblik. “Jeg troede, jeg var her i forretninger, men nu går det op for mig, at jeg måske er her af en helt anden grund.”

“Og hvilken grund er det så?”

Han bøjede sig frem og så hende ind i øjnene igen. “Måske for at møde min drømmekvinde.”

De blev gift i juni i hendes families kirke i Californien, da Ruby lige havde taget sin afsluttende eksamen, og fra juli boede hun i Paris. Marcel havde ikke straks nævnt, at der fra den store lejlighed i Rue Amélie, som han havde arvet efter sine forældre, var udsigt til toppen af Eiffeltårnet, eller at den lå i den samme ejendom som et lillebitte kunstgalleri kaldet La Ballerine, hvis smalle vinduer var fulde af et skiftende udvalg af malerier og skulpturer med balletmotiver, skabt af lokale kunstnere. Han havde heller ikke fortalt hende om den halvt blinde og helt døve madame Lefèvre, som temmelig ineffektivt gjorde tjeneste som ejendommens vicevært, eller hvordan man kunne høre kirkeklokkerne runge igennem gaderne søndag morgen som en koncert af smukke lyde. Men det var den slags detaljer, der vakte hendes nye verden til live.

Hendes forældre havde været imod, at hun rejste, men Ruby havde allerede besluttet sig. Hun elskede Marcel, og hun ville dele sit liv med ham. Det liv lå i Paris, i hvert fald indtil videre, og selvom hun ville komme til at savne sine forældre helt forfærdeligt, glædede hun sig til at komme på eventyr og udvide grænserne for den verden, hun hidtil havde kendt til.

“Det er ikke størrelsen på din verden, der bekymrer mig,” havde hendes far sagt, grå i ansigtet, da hun fortalte ham om det

nogle dage før brylluppet. “Europa er en krudttønde, min ven. Jeg var med i Den Store Krig. Kontinentet har en kort lunte, og det kræver bare, at nogen sætter ild til den. Hitler lader til at stå med en tændstik i hånden.”

Ruby havde rystet på hovedet. Hun havde trods alt læst The New York Times. Hun forstod europæisk politik. “Nej, far. Tyskland er blevet pacificeret. Nu, hvor de har fået Sudeterland …”

Hendes far afbrød hende. “Det vil de ikke nøjes med.”

Hun var sikker på, at han var overdrevent bekymret. “Bare rolig, far. Jeg kommer snart igen og besøger jer.”

Han havde kigget på hende længe, inden han nikkede. “Om Gud vil.”

Og nu var Ruby her og beviste sin pointe ved at leve det muntre liv i den by, hun altid havde drømt om. Hun og Marcel drak champagne på de bedste caféer, gik til de bedste fester og klædte sig i det bedste tøj. Hans job som kunsthandler i den virksomhed, hans far havde grundlagt, var godt lønnet og gjorde dem til en del af de bedste kredse i Paris. Ruby brugte ganske vist ikke sin uddannelse, men hun var sikker på, at hun gjorde noget endnu bedre – hun levede livet. Når hun en dag tog arbejde som lærer, ville hun være en bedre lærer på grund af alt det, hun havde oplevet. Eller måske var det meningen, at hun skulle noget helt andet, noget enestående, her i Frankrig. Fremtiden lå åben.

Paris føltes i hvert fald ikke som en by på randen af krig, sådan som hendes far havde advaret om, men efterhånden som månederne gik, voksede følelsen af, at Tyskland bare legede kispus. Det gjorde Ruby stadig mere bekymret. Var der alligevel noget sandt i det, hendes far havde sagt?

“Det skal nok gå,” sagde Marcel bestemt, hver gang Ruby bragte emnet på bane. “Du burde lade være med at bekymre dig

så meget.” Han nægtede at diskutere politik med hende, hvilket generede hende. Havde han ikke helt fra starten været klar over, at hun var interesseret i internationale forhold? Han havde engang sagt, at det var en af de ting, han elskede ved hende, men nu lod han til hellere at ville tage hende med til fornemme selskaber og baller, hvor det var blevet hendes opgave at stråle i tavshed ved hans side. Hun nød selskabeligheden, men det begyndte at føles, som om de bare opretholdt en facade. Fra tid til anden føltes det, som om hele byen gjorde det samme.

“Jeg tror, der bliver krig, uanset om vi har lyst til at indrømme det eller ej, Marcel,” sagde hun, da de en augustnat ud på de små timer kørte hjem fra et bal på Hôtel Salé på højre bred. Det var en kvindelig amerikansk arving, der havde afholdt den overdådige fest, og efter at have tilbragt aftenen blandt andre amerikanere, der faktisk var interesserede i at høre, hvad hun mente, havde hun fået sine meningers mod. “Vi kan ikke bare stikke hovedet i sandet længere.”

“Jeg ville aldrig gøre noget, der bragte dig i fare, min skat,” sagde Marcel uden at kigge på hende.

“Men er du ikke bekymret? En krig ville ændre alt. Hvad nu, hvis Hitler vil have Paris som en fjer i hatten?”

Bilen drejede ned ad Rue de Grenelle, hvor de kunne se Eiffeltårnet i silhuet mod himlen. “Sikken skøn fjer det ville være,” mumlede Marcel og kiggede på tårnet, der stod som et spøgelse mod den stjerneklare himmel. “Men vi lader det ikke ske, min skat.”

“Hvem lader det ikke ske? Den franske regering lader ikke til at lave andet end at give indrømmelser, og hæren er ikke klar.”

Bilen drejede ind i Rue Amélie og standsede.

Marcel steg ud og åbnede døren for Ruby. “Du burde lade

være med at læse så mange ting, du ikke forstår. Stoler du ikke på mig?”

Hun pressede læberne sammen. Hun havde lyst til at sige, at hun faktisk forstod dem, at hun var mere intelligent, end han efterhånden lod til at mene. Hvornår var han holdt op med at lytte til hende? Men det var sent, hun var svimmel af champagnen, og pludselig følte hun sig helt udmattet. “Selvfølgelig stoler jeg på dig,” sagde hun, idet Marcel holdt den store, røde dør til ejendommen for hende og førte an op ad trappen til deres førstesals lejlighed. “Det er Hitler, jeg ikke stoler på.”

“Så er det et held, at det ikke er ham, du er gift med,” sagde Marcel og låste døren op til deres lejlighed.

Den første september, mindre end en måned senere, kom nyheden om, at den tyske hær havde invaderet Polen, og at den franske hær ville blive mobiliseret. To dage senere var Frankrig og dets allierede i Storbritannien officielt i krig med Tyskland, og selvom livet fortsatte sin vante gang i Paris, og teatre og caféer myldrede af mennesker, der ønskede at undslippe den truende virkelighed, kunne det ikke længere nægtes, at fjenden stod for døren.

“Maginotlinjen skal nok holde,” sagde pariserne igen og igen med et desperat glimt i øjet. Ruby ville også gerne tro på, at den befæstede grænse var sikker, men hun var nået dertil, hvor hun var, ved at lyve for sig selv. Nu vidste hun, at hun ikke havde andet valg end at se fremtiden direkte i øjnene, uanset hvad hun mente om synet.