NEAL ASHLEY CONRAD
Kærligheden er en dråbe i havet
ENCYKLOPÆDI OM
Søren Ulrik Thomsen
og hans forfatterskab
GADS FORLAG
NEAL ASHLEY CONRAD
Kærligheden er en dråbe i havet
ENCYKLOPÆDI OM
Søren Ulrik Thomsens forfatterskab
GADS FORLAG
Kærligheden er en dråbe i havet. Encyklopædi om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab
© Neal Ashley Conrad og Gads Forlag A/S, 2025
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Tekstredaktion: Stine Friis Møller
Omslag: Harvey Macauley / Imperiet
Bagsidefoto: Robin Skjoldborg
Flapfoto: Natascha Tiara Rydvalt
Sats: Demuth Grafisk
Tryk og indbinding: Scandbook AB
ISBN 978-87-12-07188-4
1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om forlagets klimakompensation på:
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Tak af hjertet, Bettina, du gør mig til den, jeg er
Ein Zeichen sind wir, deutungslos.
Schmerzlos sind wir und haben fast
Die Sprache in der Fremde verloren.
Et tegn er vi, kan ikke tydes
Smerteløse er vi, og har Næsten mistet vort sprog i det fremmede.
– Friedrich Hölderlin ”Mnemosyne”, Gedichte
~
Dog skal man ikke tænke ilde om Paradoxet; thi Paradoxet er Tankens Lidenskab, og den Tænker, som er uden Paradoxet, han er ligesom den Elsker der er uden Lidenskab: en maadelig Patron.
(…)
Dette er da Tænkningens høieste Paradox, at ville opdage Noget, den ikke selv kan tænke.
– Søren Kierkegaard Philosophiske Smuler
Tilegnet
Mine døtre:
Abelone Ashley Conrad Thing
Lea Ashley Misfeldt
Naja Ashley Misfeldt
”Narayana” (1992-2021)
I tragtblyantens spids
Husker stadig dagen way back then, da jeg i en boghandlers vindue så det cool ikoniske omslag til Søren Ulrik Thomsens debutdigtsamling City Slang, straks efter udgivelsen i 1981. Det fascinerede mig øjeblikkeligt. Jeg købte bogen og slog op og læste det første digt ”Langsomt ud”: ”Langsomt skriver jeg ordene/ ét for ét går de ud på papiret …” Ordene tryllebandt, gik bare ind i mig, som digt efter digt derefter, og opslugtheden udviklede sig siden til et langt forhold, et mellemværende, jeg kun kunne forløses fra ved at formidle forfatterskabet. Det er blandt meget andet blevet til monografien Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab fra 2002: den første samlede læsning af alt, hvad Thomsen havde skrevet frem til da.
En anden kolossal passion har været og er for altid den franske forfatter Marcel Proust og hans roman À la recherche du temps perdu (1913-1927) / På sporet af den tabte tid (2002-2014), der har resulteret i tre bøger og en ph.d.-afhandling. Undervejs i dette arbejde opfandt jeg en encyklopædisk metode, der i 2021 resulterede i værket Sandhed og intet andet end sandhed. Lille encyklopædi om Marcel Proust og På sporet af den tabte tid: 165 opslag udi Proust! Her førte jeg Proust og hans monstrøse romanværk ned gennem en tragt og ud i en kort bevidstgørende lystlæsningsguide. En genvej til Proust, der har vist sig at være et stort behov for derude.
Bogen her er resultatet af en identisk proces bestående af 335 opslag om Thomsen og hans forfatterskab. Her vil læseren havne i, følge og kunne forfølge, hvad der er strømmet til fra tragtblyantens spids, og her vil nye og gamle læsere forhåbentlig spore sammenhænge på kryds og tværs, i opslag, indslag og nedslag.
– Neal Ashley Conrad, juni 2025
Digtet, tanken og skønheden
Digteren, essayisten og ræsonnøren Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) stiller store fordringer til poesien og tænkningen. At digte indebærer, at man til stadighed gør sig skabelsens betingelser klart. Derfor ser han ikke, som så mange andre danske lyrikere, nogen modsætning mellem at digte og vedvarende at reflektere over det skabte: Poesi og tænkning er hinandens forudsætninger for Thomsen.
Hans poesi og tænkning, herunder hans essayistik, har indtil videre resulteret i syv digtsamlinger: Den første, City Slang fra 1981 (med hvidt omslag og blå skrift), blev på 40-årsjubilæumsdagen for debuten markeret med en genudgivelse af bogen – nu med natsort bund og neonblå skrift, der lyser på natbordet og følger op på digteren Michael Strunges kærlige ord fra dengang, bogen først så dagens lys:
Digtene stråler sgu! Læg CITY SLANG på dit natbord og du behøver aldrig bruge sengelampen mere. Bogen er selvlysende, et storbysnavset isgrønt lys, der varmer som venner på en vinterdag. (”Døgndrømme – Døgnstrømme”, Sidegaden, nr. 1, 1981)
Anden digtsamling: Ukendt under den samme måne (1982). Tredje: Nye digte (1987), fjerde: Hjemfalden (1991), femte: Det skabtes vaklen (1996), sjette: Det værste og det bedste (2002), den syvende og foreløbigt seneste samling: Rystet spejl (2011). Endvidere har Thomsen udsendt en poetik og en bog med eftertanker over en skabelsesproces: Førstnævnte er den skelsættende minimalistisk-absolutistiske krops-, ophørs- og nærværsorienterede poetik Mit lys brænder – Omrids af en poetik (1985); den anden poetologiske udgivelse er det senere værk med essayistiske metafysiske eftertanker En dans på gloser (1996), skrevet som følge af skabelsen af den prisbelønnede digtsamling Hjemfalden (1991).
· Kærligheden er en dråbe i havet
Han har desuden udsendt en række essaybøger: Kritik af den negative opbyggelighed (2005), skrevet sammen med professor Frederik Stjernfelt, samt København Con Amore (2006), skabt sammen med dramatiker og forfatter Jokum Rohde, udgjort af fotografier og essays om Thomsens elskede storby: København.
Thomsen har yderligere udgivet fem essayistiske værker: Repremiere i mit indre mørke (2009), En hårnål klemt inde bag panelet (2016), Om storby med essays og digte (2018), Tro mod ritualet (2020) og Store Kongensgade 23 (2021).
Som en logisk følge af forfatterskabets tiltagende popularitet og salg er det blevet samlet og relanceret hele to gange, dels i syvbindskassetten Skriftlige arbejder (2004) og i bogen Samlede Thomsen (2014), der indeholder samtlige udgivne digtsamlinger, poetikker og essays i udvalg, som i 2021 blev fulgt op af en ny, opdateret udgave, der desuden inkluderer essayet En hårnål klemt inde bag panelet samt oversættelsen af Sofokles’ Kong Ødipus (1990) og syv ekstra essays.
Siden er fulgt udgivelser med det danske orkester Det Glemte Kvarter, opkaldt efter digtet ”Glemt kvarter” fra debutsamlingen; et orkester, Thomsen selv er en naturlig medvirkende del af. Det Glemte Kvarter udsendte i 2013 dobbelt-cd’en Rystet spejl, diverterende med digte fra samlingen af samme navn, som blev belønnet med en Danish Music Award i kategorien Årets danske vokaljazzudgivelse.
Det ansporede orkesteret til at kaste sig over Thomsens tidligere samlinger fra firserne og halvfemserne. Samarbejdet udmøntede sig i albummet POWER i 2016, der udover digte fra bagkataloget også rummer tre udvalgte passager fra En hårnål klemt inde bag panelet fra samme år. Siden har orkesteret indledt samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra med yderligere fokus på Thomsens essayistiske erindringsridt En hårnål klemt inde bag panelet, der resulterede i albummet Hvor alting altid er (2025), som tilsammen udgør et 60 minutters erindringspoetisk hørespil, hvor ord og musik smelter sammen i en refleksion over tid, eksistens og erindring. En skive til tiden, der konfronterer lytteren med en opmærksomhed, det er umuligt at være foruden,
tanken og skønheden · 15
når først man har indoptaget skivens hele vidtfavnende, varierede musikalske improvisationer, erindringseksakte og sprogmusikalske multivalens. I pressemeddelelsen får den disse ord med på vejen:
I en verden fyldt med afbrydelser og tempo inviterer albummet til fordybelse – et lydligt rum, hvor alting måske altid er.
Udgivelsen udnævntes straks til Ugens Album på P8Jazz og fulgtes op af koncerter rundt i landet i henholdsvis Kolding, Esbjerg, Randers, Aarhus og København.
Uden for forfatterskabet skal City Slang-pladeudgivelsen nævnes: et skelsættende værk, udsendt i 1984, bestående af sangeren og komponisten Lars H.U.G.s ypperligt eksperimenterende sanglige fortolkninger af udvalgte digte fra debutdigtsamlingen. Dén skive har betydet betragteligt for udbredelsen af kendskabet til og interessen for Thomsens hele forfatterskab, ikke mindst i firserne og halvfemserne, hvilket Det Glemte Kvarters udgivelser selvklart også har i nyere tid.
Med sit af omfang forholdsvis beskedne forfatterskab, udspændt mellem 1981 og 2025, har Thomsen opnået en særstatus i dansk lyrik og kultur, uophørligt efterspurgt til foredrag landet rundt.
For fuldstændighedens skyld skal det her nævnes, at Søren Ulrik Thomsen udover at være digter, essayist, flittig foredragsholder og debattør desuden har været medlem af Det Danske Akademi fra 1991 til 2021, samt sekretær for samme fra 2016 til 2020 og har været passivt medlem siden 2021. Det er ikke denne encyklopædis anliggende at tage bestik af hverken akademiets virke eller tidligere konflikter, mens Thomsen var sekretær. Man vil derfor lede forgæves efter opslag desangående. Det er udelukkende digteren, essayisten og tænkeren Søren Ulrik Thomsens samlede værk, der er i fokus.
· Kærligheden er en dråbe i havet
Indflyvning 1
At læse Thomsen
At læse Søren Ulrik Thomsen beriger mig med intense og sublime oplevelser, svarende til dem jeg får af at lytte til Johann Sebastian Bachs orgelværker og cellostykker eller igen og igen hengive mig i meditation til Brian Enos Music for Installations (2018) – uden forstyrrelser af nogen slags i timevis. Det er decideret bevidstgørende forundringsnydelse af den sjældneste slags at læse Thomsen og lytte til Bach og Eno på skift. At læse og lytte i vekseldrift hensætter mig i en kontemplation, hvor langsomheden og en skærpet opmærksomhed i forhold til alt, jeg for intet i verden vil være foruden. Med mobilen slukket, lagt væk. Dét har tilskyndet mig i mit arbejde med at holde mig i skrivende dialog med Thomsens forfatterskab gennem denne bogs hundredvis af opslag. For uanset hvor gådefulde og komplekse Thomsens digte end kan forekomme, er der hele tiden, som i Bachs kompositioner og Enos altid afsøgende atmosfæriske lydlandskaber, nyt at møde og berigende rum at gå på opdagelse i og gøre sig klogere på.
På dette sted, under den første af ti indflyvninger til forfatterskabet, skal det præciseres: Hver eneste af dem udgør hver sin tilgang, hver sin optik, hver sin læsemåde og -indstilling i forhold til Thomsens digte og essays: at integrere diverse læsemåder kan vise sig at være en ny, brugbar måde at læse og afkode et så komplekst forfatterskab som Thomsens på perspektivistisk vis.
Thomsen har en sprogfornemmelse, der fryder dem, der læser ham, og igen og igen vender tilbage til forfatterskabet, hvad enten det er hans digte eller essays, der er tale om. Han er sprogets danser, uden nogen form for slinger. Hans hele værk er hvileløshedens og opmærksomhedens differentierede blik –ustandseligt årvågent i forhold til livets mysterium og det usikre grundlag, vi lever på: Det skabtes vaklen, som han selv har præ -
ciseret vilkåret. Men han ryster ikke på hånden, hverken når det gælder ræsonnementet eller digtene, hvor det uophørligt kun gælder dette: at gå planken ud for verset: at skrive dét grusomt skønne digt, der står til eftertiden og stråler ud i verden. Med dette som gældende faktor: at sætte ord på de tanker, der strømmer til som følge af, at en digterisk skabelsesproces er til ende. Det gør det muligt for Thomsen at rydde bordet og skabe plads til at opleve og erfare nyt og – langt senere – skrive helt nye digte.
Dybt inde i irgangene af hans forfatterskab løber der en strøm af indtryk, sansede registreringer, erindrede salmevers, poetiske tegn, tumlende betydninger, ængstelige eksistentielle bekymringer, oplevelser og dybdepsykologiske erkendelser og eftertanker, der stråler op fra alt, vi læser og lytter til fra hans hånd og erindrende, bevidsthedsåbnende og perspektiverende ånd. Eksempelvis i en podcast med Niels Skousens brillante oplæsning af hans storsælgende essay Store Kongens Gade 23 ( se: skousen).
Der er en sjælden sammensathed i selve den måde, Thomsen led for led, år for år, har holdt sig på højde med det digtede og alt, hvad nær- og fjernverdenens København har haft og til stadighed har at byde på og reflektere over.
On top of it all er der en uforlignelig coolness over Thomsens poesi, der, netop fordi den aldrig fortaber sig i det private, men i tiltagende grad sætter af fra det som indvirkende klangbund for alt, hvad der skrives, er i stand til at møde os i vores længsel efter selv at komme til stede i vores liv og udtrykke os. Uanset hvor opløftede og beriget af sansninger, vi kan føle os, når vi læser hans vers, er de lige så kølige som skærende skarpe. Som gnistrende krystaller i den koldeste vinter, hvor sollyset lyner lige igennem og stjerner for vores blik.
Selvfølgelig kan man ikke bo i Thomsens bøger; man bliver snart sendt på arbejde og ud igen med et frimærke på ryggen. Som følge af ens egne læsninger bliver man direkte og indirekte opfordret til at spørge sig selv: Hvad var det, der skete? Hvad er det for et blik, jeg nu selv har fået på tingene og kan betjene mig af? Hvad er det for en verden, der omgiver mig?
· Kærligheden er en dråbe i havet
Thomsen digter, så det synger i min barndoms telefonkabler. Han bringer mig hjem til det fremmede i mig selv og konfronterer mig med tiden, der forsvandt mellem mine fingre. Han giver mig som læser trøst og tørt på, så jeg ser langt mere og længere selv, får stadig mere at tænke over, til stadighed forsynes med mere af det hele i det samme nu, end langt hovedparten af de danske digtere, jeg har læst, formår.
Thomsen optræner os i at læse mellem linjerne, så vi selv kan orientere os gennem – og med! – sprækkerne og mellemrummene, der dukker op i vores eget liv ( se: mellemrum, sprække). Det gældende vilkår, som den svenske digter Gunnar Ekelöf (19071968), Thomsen er kongenial med, her sætter ord på, kunne synes banalt og indlysende, men faktisk er det vilkår, hvorom alt drejer sig: ”Vad jag har skrivit/ är skrivet mellan raderna.” (”Poetik”, Opus Incertum, s. 9, 1959) ( se: ekelöf)
Thomsen træder i disse år stadig tydeligere frem for læserne som en yderst sensibel, kritisk storbyseismograf med et lige så nostalgisk opvakt som selvkritisk sprog for det tabte, det efterladte, tiden, der forsvandt, og alle rummene mellem os, vi vader lige henover i vores dagligliv: Mørket vi træder på, som Klaus Lynggaard kaldte sin anden digtsamling fra 1982.
Denne første encyklopædi om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er min måde at give dét tilbage, han som digter, tænker og ven har givet mig at forholde mig til gennem så mange år af mit læsende levede liv. Bogen her er en nuanceret, let anlagt begrundelse for, hvad hans digtning og tænkning kan og har at byde på, og hvorfor han på det nærmeste er blevet et begreb i det ganske land.
Thomsens forfatterskab repræsenterer under ét en betydeligt mere instinktiv og umiddelbar tilgang til tilværelsens tildragelser, end de fleste mennesker ellers giver plads for i deres ellers nok så dagsbevidste adfærd og liv. Derfor er der brug for Thomsen. Hans evne til at se og reflektere – at tænke med sanserne, at sanse med sin tænkning – er ubestikkelig.
Så kan man så spørge, hvad det er, der driver ham. I min optik er det en vedholdende, forpligtende skønhedssøgen, til stadig-
hed afløst af en intens byaflæsning og personlig tilbøjelighed til konstant at registrere alskens forandringer, kulturelle tab og dilemmaer, ydre som indre, fremdrevet af det erindrede, det sete og intellektuelle tilskyndelser af enhver art. Med storbyens kompakte og komplekse prægnans og støjende strøm som en betydningsgenererende hovedåre for Thomsens skrift. Disse træk og spor løber sammen og udgør den røde tråd gennem hele hans forfatterskab, hvor han som digter mere og mere synes at have pant i – eller snart sagt patent på – en virkelighed, der overgår hans eget liv.
Men dén indstilling bliver han bestemt ikke stående i, eftersom han som essayist ufortrødent og i tiltagende grad går alt, der har tilstødt ham langt ind i hans egen ængstelige konstitution, efter i sømmene og på vedholdende vis trækker på hele erfaringsgodset fra det, han ikke tidligere kunne eller ønskede at sætte ord på i offentligheden, eksempelvis sin mors langvarige psykiske sygdom, som han af indlysende grunde – som i essayet Store Kongensgade 23 – holdt tilbage gennem mange år. For at beskytte hende, men også for at passe på sig selv og sin egen psyke i forhold til offentligheden. Selvbeskyttelse er bestemt ikke at foragte i et blæsende upålideligt samfund, som vi dealer med i disse dages verden.
Thomsen bringer mig i kontakt med en skønhedsverden, jeg ellers aldrig ville have fået adgang til, hvis ikke jeg in the first place havde givet mig i kast med hans digte. I ord, toner, rytmer og billeder nybelyser hans digte uophørligt vores fælles livsverden i kraft af en digterisk blikopvakt og perspektivrig sproglig ækvilibrisme.
Det er det mest berigende dansk, der taler op fra hans vers såvel som hans essays, med dyb respekt for det sprog, der er gået forud for ham selv. Vi diverteres med det danske sprog helt ned i rodlaget af dets opståen; sprog, som tidligere generationer anvendte så præcist, at man til tider bliver helt flov over den flade, skødesløse og videnstomme måde, det bliver brugt på i 2025 i aviser såvel som på de sociale platforme.
· Kærligheden er en dråbe i havet
Tag blot ordet ”hjemfalden”; en gammel glose, der for længst er druknet i betydning, faldet til bunds og glemt bag og under vores daglige danske sprogbrug, hvor vi glemmer hurtigere, end vi husker. Thomsen aktualiserede ’hjemfalden’ ved at gøre glosen til titlen på sin femte digtsamling og dermed bevidst spille på ordets betydningslag: 1) (gammeldags) at blive offer for noget, at tvinges til at give noget i vold, 2) (juridisk) at gå tilbage til kongens, statens eller den oprindelige ejers besiddelse – eksempelvis når en grav ”hjemfalder”, hvis der ikke bliver betalt for den. På den vis påminder Thomsen os konkret om tidligere ords polyvalens, og ikraftsætter i samme nu dets upåagtede lysende aktualitet i dag – i digterisk praksis. Samtidig kaster han med glosen behændigt lys over samtlige af de eksistentielle anliggender, Hjemfaldens digte forholder sig til, som udgør ordets og titlens tredje menings- og betydningslag: 3) hjemfaldenhed; at falde hjem til sig selv, eksistentialerne og alt det ubegribelige i vort liv.
Hvor altmodisch og bagudvendt hans metaforik end kan forekomme, bringer den til stadighed – i kraft af hans betydningsbevidste aktualiserende vekselvirkningsgreb – bud om traditionens og historiens ufravigelige betydning for os alle. At tradere betyder, som bekendt, ’at give videre’, hvilket han med digterisk selvbevidsthed flere steder accentuerer, eksempelvis i selvsamme Hjemfalden: ”Hvad du gav mig i dag,/ lader jeg gå videre i morgen.” (s. 45)
Thomsen vil have den store og lange historie, vi alle er forpligtet på, med i naturlig dialog med sin egen, derfor har han gennem sit forfatterskab rakt længere og længere tilbage – til Sofokles’ Kong Ødipus, skrevet ca. 425 år før Kristus, såvel som kirkefædrene og ældgamle filosofiske tilgange. Skal vi ikke gribe tilbage for at finde frem? spørger han os. Han har gentagne gange gjort op med tanke- og historieløsheden i vores kultur, hvilket intoneredes med eftertryk i disse linjer fra Hjemfalden:
Generel amnesi hersker fra centrum og ud. De ældste huse restaureres, indtil de ser ud, som om de er bygget i morges. (s. 42)
–et digt, der gør op med komplet bekymringsløse bystrategiske nedrivninger af gamle boligkarreer og deres hundrede års afog nedlejrede stemninger og aftryk af levet liv. Thomsen evner med minutiøs eksakthed at aflæse tabte kulturer alene ved at betragte en brandmurs ( se: brandmur) gråligt sitrende nuancer, der stråler ham i møde fra en baggård på Nørrebro.
· Kærligheden er en dråbe i havet