LARS DAMKJÆR
DÆMP SMERTEN
med mindfulness og biohacking
Dæmp smerten
– med mindfulness og biohacking
Lars Damkjær
Gads Forlag
Dæmp smerten – med mindfulness og biohacking 1. udgave, 1. oplag © forfatteren og Gads Forlag 2025
Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal
Omslag: Rasmus Funder Sats og grafisk layout: LYMI DTP-Service
Tryk: ScandBook
ISBN: 978-87-12-80176-4
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Nye bøger fra Gads Forlag Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og LinkedIn.
Forord
Tænk hvis det var muligt at føle konstant velvære i kroppen. Aldrig nogen smerte. Aldrig noget ubehag. Aldrig nogen spændinger. Det er noget, som mange mennesker drømmer om og stræber efter i jagten på det gode liv. Wellnessbranchen og sundhedsindustrien taler ofte ind i disse drømme om det behagelige og smertefri liv. Jeg selv kunne også have valgt at gå den vej og skrive en bog med en opskrift på, hvordan du kan slippe af med alle smerter og nyde et liv uden. Den opskrift har jeg bare ikke, og jeg tror faktisk heller ikke på, at den findes. I al fald ikke en, der virker for alle.
Ligesom med andre forhold i livet er smerter og smertehåndtering mere komplekst og nuanceret. Selvom der findes kure og behandlinger, der har god effekt, er smertehåndtering en proces. Ofte fylder det mentale og følelsesmæssige lag med selvbebrejdelser, mindreværd, skyld og skuffelse foruden den oplevelse af stigmatisering, der kan følge med det at have kroniske smerter. Smertehåndtering handler altså både om at lære at acceptere og leve med smerterne og om at finde frem til, hvilke strategier og livsstilsændringer der virker for en selv.
Man kan heldigvis gøre rigtig meget for at forebygge og lindre smerte. Udover det psykologiske eller mentale aspekt, der netop handler om at finde fred med virkeligheden, kan man også proaktivt optimere sin sundhed og påvirke sin krop og psyke positivt. Dette kalder man også for biohacking. Som navnet angiver, handler det om biologi og om at sætte ind med strategier, der kan ændre (hacke) ens indre tilstande. Biohacking kan inkludere træning, kost, søvn, vinterbadning, yoga, mentaltræning mv. Dette er alle områder, som du kan lære mere om i bogen. Uanset hvilken tilgang du vælger, anbefaler jeg mindfulness som en indre guide og støtte til bedre at kunne mærke, hvad der virker for dig, og hvordan du bedst forvalter din energi.
Dæmp smerten er skrevet til dig, der lever med kroniske smerter. Måske har du fået en af de omkring 200 gigtsygdomme, eller måske lever du med endnu ikke-diagnosticerede smerter. Gennem vidensdeling, personlige historier, øvelser og praksisformer får du en række brugbare bud på, hvordan du kan leve et godt liv på trods af smerterne (der måske, måske ikke ændrer sig) – uden at det behøver fylde alt og tyrannisere dit liv. Bogen henvender sig ligeledes til pårørende og fagpersoner, som kan få et dybere indblik i smertehåndtering og i, hvordan det er at leve et liv med smerter.
Jeg har selv levet med kroniske smerter i mange år og var gennem næsten femten års udredning, før jeg fik diagnosen fibromyalgi. Jeg har været vidt omkring i mit eget detektivarbejde for at forstå, hvad jeg fejlede. Affødt af både personlig og professionel interesse, stædighed og viljestyrke har jeg opnået en dybere forståelse for og indsigt i mine egne smerter og i smerteproblematikker i det hele taget. Jeg har valgt at dele min smertehistorie og mine personlige erfaringer samt forslag til, hvordan en smertereducerende praksis
kan se ud. Desuden vil du sidst i bogen finde en håndfuld cases fra personer, som ligeledes lever med smerter og har fundet deres vej i dette.
Min forhåbning er, at du vil kunne spejle dig i og finde inspiration i både min og de andres historier og forskellige praksisformer og herfra skabe din egen smertereducerende praksis. At have en praksis vil sige at have nogle vaner, som man bevidst har valgt til og sat i system. Ordet praksis bruger man både inden for kunst og inden for yoga og meditation, som jeg er funderet i. Hvis du foretrækker at kalde det noget andet, fx ’mine gode vaner’, kan du bare gøre det.
Flere steder i bogen nævner jeg min app, Nærvær. Appen er gratis og indeholder en palet af lettilgængelige mindfulnessmeditationer, mentaltræningsøvelser og yogaprogrammer, som kan integreres i din smertehåndteringspraksis. Du kan downloade den i Google Play eller App Store ved at søge på Lars Damkjær og Nærvær.
Kapitel 1
Detektivarbejdet
Jeg vil indledningsvis beskrive min egen smertehistorie og udredning. Dels for at inspirere dig til selv at tage aktiv del i din udredning, hvis du lider af kroniske smerter; dels for at rette en kritik mod det nuværende mangelfulde sundhedssystem, hvor det desværre er ganske almindeligt, at man venter i årevis på smerteudredning.
Man kan med rette sammenligne den individuelle smerteudredning med et omstændeligt detektivarbejde, særligt når der er tale om smerter, der ikke nødvendigvis kan forklares med en specifik skade eller sygdom. For mig selv tog dette detektivarbejde næsten 15 år og indbefattede mange omveje og en del fejlbehandlinger og skuffelser. Det kan være opslidende, og jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært at mobilisere energien til det. Ikke desto mindre er der ingen andre end en selv, der har overblik over ens smertehistorik. Et overblik, som man sagtens kan miste jo flere år, der går. Selvom ens praktiserende læge har en samlet journal og, hvis man er heldig, et godt indblik i ens helbredssituation, kan man ikke forvente et forkromet overblik, da de praktiserende læger har virkelig mange patienter og kort tid til konsultationerne. Hvis man
er uheldig, kan man opleve at have en læge, der ser en som en besværlig patient, som tager for meget af vedkommendes tid.
Da jeg var i slut trediverne, oplevede jeg mit første umotiverede smerteanfald. Det var juleaften, og jeg var sammen med min familie. Mens jeg åbnede gaver, blev det pludselig sværere og sværere at løfte min højre arm, og mit skulderblad føltes akut inflammeret og ufleksibelt. Jeg italesatte det med undren og slog det samtidig lidt hen for ikke at ødelægge en ellers hyggelig aften. Senere samme nat vågnede jeg og troede seriøst, at jeg var ved at blive lam. Det lyder nok overdrevet, men det var, som om hele min brystkasse var fuldkommen låst. Jeg blev kørt til den nærmeste skadestue og tilset af en læge. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke mødt den række af læger inden for smerteområdet, som jeg sidenhen skulle komme til, så jeg accepterede den pågældende læges korte og selvsikre udlægning, hvor han forklarede, at der ikke var noget galt, jeg blot skulle tage noget smertestillende. Låstheden i brystkassen forsvandt dog ikke og er der i øvrigt stadig her 15 år efter, omend for det meste mere moderat.
I tiden efter mit smerteanfald blev jeg undersøgt, udredt og behandlet af både læger og andre behandlere og gjorde ligeledes selv en masse for at få min bevægelsesfrihed tilbage. Via egen læge blev jeg henvist til udredning et sted, der ellers primært blev benyttet af kommunerne for at forebygge, at borgere søgte og fik førtidspension. Det var i al fald det indtryk, jeg fik. Jeg var selvstændig og selvforsørgende, men følte alligevel, at jeg blev mødt med mistænksomhed, som havde jeg en skjult dagsorden om at snyde systemet eller også var hypokonder. Stedets reumatolog konkluderede da også efter et par tryk på min krop, at jeg var “ung og frisk” og bare skulle træne det væk. Det var i øvrigt her, at jeg
første – men langt fra sidste – gang erfarede ulempen ved at være en slank og smidig yogalærer. Det var ikke svært for mig fx at bøje forover og røre jorden, da lægen bad mig om det, og min smidighed blev så et påstået bevis for, at der ikke var noget i vejen, selvom min egen oplevelse var en helt anden.
I de 15 år, der fulgte, har smerterne inkluderet meget andet end den låste brystkasse, fx ledsmerter i fingre og håndled, skuldersmerter, smerter i armene, diskusprolaps i lænden, nervesmerter i hoften og benene, nerveknude og smerter i foden, tandsmerter, ekstrem kuldefølsomhed, tinnitus og migræne. Jeg var jævnligt hos min læge med disse problematikker og blev ad flere omgange henvist til røntgen, MR-scanninger, ortopædkirurger, reumatologer, neurologer, urologer, hudlæger, hovedpinecenter, smertelæger og fysioterapeuter. Jeg har brugt uendelig meget tid i telefonkøer og ventesale, på hospitaler og på nettet, hvor jeg selv har researchet. Jeg har både ligget samfundet økonomisk til last, og de utallige gange, jeg har taget sagen i egen hånd, selv brugt hundredtusindvis af kroner på kiropraktor, massage, kropsterapi, psykomotorik, osteopati, kranio-sakralterapi, akupunktur, zoneterapi, breathwork, clairvoyance, healing, detox-kure, mikrodosering, intolerance tests, spa-ophold, kosttilskud, medicinsk cannabis mv.
De mange læger, specialister, terapeuter og behandlere havde alle deres egne vinkler og teorier om, hvorfor jeg havde smerter, hvilket udmøntede sig i forskellige former for vejledning, råd og medicin, som jeg for det meste dedikeret afprøvede, men oftest måtte konkludere enten slet ikke virkede, eller kun delvist havde en effekt. Scanninger af min ryg viste for nogle år siden, at der var en lille diskusprolaps i min lænd samt slidgigt i bryst- og nakkehvirvler, hvorefter alle forklaringer i en periode blev lagt i denne
hat og førte til to operationer. Smerterne fortsatte dog stort set uforandrede, men nu suppleret med kroniske nervesmerter som følge af operationerne.
På et tidspunkt begyndte jeg at læse om fibromyalgi og kunne sætte flueben ud for alle symptomer. Jeg havde som coach en del år tidligere haft en klient med denne sygdom og havde også hørt den omtalt blandt både læger og socialrådgivere, der dengang ofte satte den i samme bås som spiseforstyrrelser hos piger med en skrøbelig psyke. Da jeg nu gik mere i dybden, kunne jeg researche mig frem til, at denne udlægning var forkert og unuanceret. Jeg fandt forskning fra både USA og Storbritannien, der viste, at ellers velbehandlede hiv-positive ofte led af kroniske smerter, og at en højere procentdel end den generelle befolkning fik fibromyalgi. Jeg fik selv hiv som 30-årig og har været velbehandlet med medicin i 25 år. Jeg læste endvidere, at man kan være genetisk disponeret for fibromyalgi, og at det kan udløses af et traume som fx det, at kroppen invaderes af og skal nedkæmpe hiv-virus. Sygdommen kommer typisk, når man er i tredive-fyrreårsalderen.
Da sygdomsbilledet og de forskellige symptomer for fibromyalgi altså matchede min historik, besluttede jeg at udarbejdede et længere dokument med en kronologisk gennemgang over de sidste 15 års forskellige symptomer og undersøgelser samt min hypotese om, at jeg led af fibromyalgi sandsynligvis udløst af hiv. Dette dokument præsenterede jeg for min praktiserende læge med forhåbning om at blive henvist til udredning på Frederiksberg Hospital, som har specialister inden for fibromyalgi. Jeg var nervøs for, at min læge ville blive irriteret på mig eller fornærmet over,
at jeg diagnosticerede mig selv, men hun blev faktisk virkelig glad og roste mig for min research. Hun var enig i mine antagelser og henviste mig derfor til den ønskede udredning.
Da jeg i foråret 2023 efter halvandet års ventetid ankom til samtale og undersøgelse på Frederiksberg Hospital, blev jeg mødt med ekspertise og forståelse for omfanget af min smerteproblematik.
Der var forinden blevet foretaget en række blodprøver og røntgenundersøgelser for at udelukke andre sygdomme, og nu udførte de bl.a. en smertetest, ligesom jeg skulle besvare forskellige spørgeskemaer. Efterfølgende blev det som ventet konkluderet, at jeg har fibromyalgi.
Der findes ikke nogen reel kur eller medicin til denne sygdom, men råd og anbefalinger blev formidlet i patientvideoer og patientkurser på afdelingen. Efter den ret grundige indføring i sygdommen er der ikke mere opfølgning. Man overlades til selv at skulle lære at leve med det, og fra nu af er ens praktiserende læge den primære kontakt.