Hele vejen til floden by Gads Forlag

HELE VEJEN TIL FLODEN

Om at elske, miste og blive fri

AF SAMME FORFATTER PÅ DANSK:

Hummerfejden. Roman 2000

Spis, bed, elsk. 2007

Gift. En kærlighedshistorie. 2010

Big Magic. Sådan får du mere kreativitet i dit liv. 2017

FLODEN

– om at elske, miste og blive fri

På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Gads Forlag

Hele vejen til floden – om at elske, miste og blive fri er oversat fra amerikansk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter

All the Way to the River: Love, Loss, and Liberation

Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Penguin Random House

Bogen er sat med Perpetua og Avenir hos Demuth Grafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07538-7

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til mine søstre og brødre i 12-trinsfællesskabet

EN BESVÆRGELSE

Jeg.

Jeg kom.

Jeg kom til.

Jeg kom til at tro på, at en højere magt kunne give. Jeg kom til at tro på, at en højere magt kunne give mig min sunde fornuft igen.

Giv op. Giv efter. Overgiv dig.

Den morgen, jeg fyldte 54, vågnede jeg ved daggry og indså straks, at min partner, Rayya, var hos mig i soveværelset.

Det var temmelig imponerende, for på det tidspunkt havde hun været død i mere end fem år.

Ikke desto mindre var hun der – en kværnende, energisk strøm af ren Rayyahed, som brusede gennem min lille newyorkerlejlighed i bølge efter umiskendelig bølge af hende.

Jeg blev hverken chokeret eller bange (jeg ville genkende hende hvor som helst, jeg ville elske hende hvor som helst), men jeg var overrasket, for det var et stykke tid siden, hun sidst havde ladet høre fra sig. Og åh, hvor havde jeg savnet hende! I de brutale og forvirrende måneder lige efter sin død kom hun hele tiden til mig på den her måde. Hun var så utrolig nærværende, så konstant tilgængelig, så sjov og kærlig og krævende, at jeg for sjov plejede at sige: ”Rayya er mere livlig i døden, end de fleste er i livet!”

Det var ikke sådan, at jeg kunne se hende, dengang for længe siden, når hun hjemsøgte mig – hun var ikke en eller anden gennemsigtig victoriansk spøgelsesbrud – men hendes tilstedeværelse

var ikke til at tage fejl af, og jeg kunne tydeligt høre hendes stemme, som talte lige ind i min bevidsthed. Vi havde kommunikeret ekstraordinært klart dengang, lige efter at hun døde. Det var, som om hun havde rigget en uhyre effektiv overnaturlig dåsetelefon til og nu kunne sludre med mig tværs gennem kosmos ved hjælp af en lang, lang garntråd. Effekten havde været så intim, at den ligefrem var sensuel. Nogle gange var det endda sjovt. Jeg kunne gå smilende rundt og opføre mig normalt udadtil, men i hovedet førte jeg lange, private samtaler med Rayya.

Til en fest i Los Angeles, omkring seks måneder efter at Rayya gik bort, kom en kvinde, jeg aldrig havde mødt før, hen til mig, lagde hånden på min arm og sagde: ”Jeg kan forstå, at din elsker har forladt sin krop for nylig, det gør mig ondt. Men jeg skal fortælle dig noget vigtigt. På det seneste er hun kommet til mig i drømme. Jeg arbejder som clairvoyant, jeg kan fornemme den slags. Rayya har bedt mig sige til dig, at hun savner dig forfærdeligt, og at hun længes efter at kommunikere med dig.”

Sig til hende kællingen, at hun skal skride ad helvede til, sagde Rayya inde fra mit hoved.

”Tak for venligheden,” sagde jeg til den fremmede.

Kvinden pressede et visitkort i hånden på mig. ”Værsgo, her er mit nummer, hvis du nogensinde får lyst til at tale direkte med Rayya.”

Sig til hende idioten, at hun kan stikke det der skråt op i min døde røv, sagde Rayya.

Det havde været så vildt og storslået dengang – at mærke, at min Rayya stadig dominerede rummet, selv fra graven!

Men hendes hjemsøgelser var klinget af med årene.

Der var gået to år.

Så tre år.

Fire.

Livet går videre – er det ikke det, folk siger?

Rayyas stemme falmede.

Der gik mere end fem år.

Verden havde forandret sig i mellemtiden, og det samme havde jeg. Der havde været en global pandemi. Der var nye krige, nødsituationer, nye dødsfald. Der blev født børn, som Rayya aldrig skulle møde. Jeg skrev bøger, som Rayya aldrig skulle læse. Alle talte om ny tv-serier, som Rayya aldrig skulle se. I et desperat forsøg på at erstatte sorg med forelskelse havde jeg sågar datet en i et stykke tid efter Rayyas død (kastet mig i armene på er måske en bedre beskrivelse), men forholdet var hurtigt endt i knusende, forudsigelig hjertesorg.

Jeg havde ikke efterstræbt nogen siden.

I stedet havde jeg brugt årene på at arbejde med mig selv.

Jeg var blevet ædru – havde ikke blot lagt alkohol og stoffer bag mig, men også afholdt mig fra alle seksuelle distraktioner og romantiske forviklinger. Jeg havde givet slip på ethvert stof og enhver person, der berusede mig, gjorde mig følelsesløs, tog kontrol over mig, eller påvirkede mit humør eller sind på nogen som helst måde. Jeg havde øvet mig i at føle mine følelser og forholde mig til dem uden at række ud efter noget eller nogen at dulme dem med. Jeg havde brugt min stemme, etableret nye regler og grænser, og levet med integritet, ledet af min egen højere magt. En dag ad gangen ryddede jeg op i mit eget indre hus. Og jeg havde fået nye venner –sunde venner fra 12-trinsfællesskabet. Venner som aldrig ville lære Rayya at kende.

Og Rayyas tilstedeværelse blev stadig mere blafrende og svag, indtil jeg en dag ikke længere kunne høre hende – ikke engang, når jeg kaldte på hende, ikke engang, når jeg bad hende direkte om råd eller kærlighed. Hvor hendes stemme før havde vibreret så kraftfuldt, opstod der en stor, grænseløs stilhed. Det var knusende og forvirrende. Det var næsten, som om hun døde fra mig igen.

Hvor var hun blevet af?

Var hun kommet videre, eller havde jeg efterladt hende?

Jeg kunne ikke få det til at give mening.

Det var, som om hun lige var smuttet ud af universet efter smøger og aldrig var kommet tilbage.

Men så – den morgen jeg fyldte 54 – var hun der pludselig.

Og jeg mener virkelig var der.

Værelset summede af stor Rayya-energi, og jeg havde kuldegysninger over det hele. Jeg lo og græd på samme tid.

”Skat!” sagde jeg. ”Du er kommet på besøg!”

Jeg ville fejre det, men jeg kunne mærke, at hun havde noget at fortælle mig – noget, der krævede min fulde opmærksomhed. Det føltes, som om jeg blev grebet i kraven og rusket. Rayya var ikke kommet hele den lange vej bare for at hilse på, forstod jeg: Hun medbragte et uhyre vigtigt budskab. Ordene og informationen strømmede så hurtigt ud af hende og ind i mit sind, at jeg dårligt kunne følge med. Mine tanker lød som en spillehal. Jeg greb ud efter dagbogen, der altid ligger ved min seng, og skrev så meget ned, jeg kunne nå at fange.

Og her er, hvad Rayya havde at sige:

Tillykke med fødselsdagen, Baby Dude!

Jeg er lige her, og jeg elsker dig!

JEG ELSKER DIG!

Jeg er så fucking stolt af dig!

Du skal ikke være bange for at efterlade mig – jeg står og

venter på dig ved floden, når alt det her er forbi, så skal det hele nok give mening!

Jeg ved godt, du stadig bliver vred på mig indimellem over alt det lort, der skete mellem os til sidst, men det er okay.Vær vred, hvis det er det, du har brug for, babe. Bare du er ærlig og skriver dig igennem det. Men hold fast i dit program, og lad være med at gå op i, hvordan jeg gjorde, eller hvad jeg ville mene om din måde at gøre tingene på. Jeg elsker dig, og jeg under dig den her frihed! Jeg er så stolt af din ædruelighed – du gør det fandeme! Du går hele vejen, mand! Du er en stjerne, bliv ved! Du skal aldrig lade dig begrænse af nogen!

Og hold op med at bekymre dig så meget om andre, okay? Du tænker sgu alt for meget på andre! Du skal aldrig nogensinde babysitte nogen igen! Du skal ikke lade nogen tage røven på dig eller trække dig ned i deres drama eller gøre dig ansvarlig for dem. Lad folk gå deres egen vej – det er godt for dem og godt for dig. Du har sådan nogle gode venner nu, men de har ikke brug for, at du bærer dem!

Træk vejret, skat, træk vejret …

Jeg er lige her hos dig. Jeg går ingen vegne …

Træk vejret, skat, træk vejret …

Lad mig bare lige se lidt på dig. Se lige dine små regnbueøjne! Se de der små glitrende tårer! Hvor er du smuk!

Der er noget, du er nødt til at forstå, babe, og nu forklarer jeg dig det, så hør godt efter: Når jeg ikke besøger dig længere, er det, fordi både du og jeg ønsker, at du skal have din egen

rejse – og det er det, der skal ske nu. Jeg ved godt, du vil have mig til at sige, at jeg altid vil være der, når du har brug for mig, men du har bare ikke længere brug for mig – og det er en pissegod nyhed. Hvorfor i alverden skulle jeg ikke fejre det? Jeg plejede at have brug for, at folk havde brug for mig, men det har jeg ikke længere – og det har du heller ikke. Jeg under dig at blive fri for alle de behov – og du er endelig ved at være der!

Træk vejret, skat, træk vejret …

Du har alt det, du behøver nu. Hold kursen. Du er på rette vej. Du fandt din Gud – og din Gud er fucking fantastisk. Din Gud er for vild! Dit netværk har din ryg, og du behøver aldrig at lade dig fornedre af nogen form for afhængighed igen. Det er din tur til virkelig at stråle nu!

Jeg skulle for resten hilse fra min mor og sige tak for alt det, du gjorde for mig. Hun ved, hvor meget du gjorde, og hun vil gerne have, at jeg siger til dig, at hun elsker dig!

Men babe, hør lige: Alt det, vi havde sammen, og hele vores forhold blev super smadret til sidst – og det var hverken din eller min skyld. Det var ikke engang forkert, at det hele gik, som det gik. Det var bare sådan, det måtte gå. Vi havde en opgave at udføre i hinandens historier – og vi gjorde præcis, som vi skulle. Det hele var præcis, som det skulle være – selv alt det sindssyge lort. Men nede under alle historierne var der en sandhed:Vi elskede hinanden så højt.Vi elskede hinanden.Vi elskede hinanden.

VI ELSKEDE HINANDEN SÅ HØJT.

Når det bliver tid til, at du skal forlade det her liv, kommer jeg og henter dig, okay? Er du med? Jeg venter på dig ved floden, og du vil kende mit ansigt igen. Når jeg siger, at du skal

tage min hånd, så bare tag den. Jeg fører dig over og viser dig rundt. Det er min rolle i dit liv nu, babe, og den er hellig. Jeg vil påtage mig den med styrke, ære og medfølelse – var det sådan, vores ord var? Jeg kan ikke huske det. Fuck det, du skal bare vide, at jeg venter på dig …

Men der er længe til, og i mellemtiden skal du ikke okse rundt i hele universet og lede efter mig! Bare lev dit liv, og tag ejerskab over det. Det er blandt andet derfor, faktisk primært derfor, du er her – for at lære at leve dit eget liv uden at blive så besat af andre. Det er din vej, og du går den allerede – og så kan du ikke samtidig rende rundt og lede efter mig.

Hvad angår bogen, skal du bare skrive røven ud af bukserne på den!!! Fortæl folk, nøjagtig hvad der skete! Fortæl dem det hele! Du skal ikke bekymre dig om at beskytte min værdighed eller din egen – bare vær punkrock og fyr den af. Frem i lyset med det. Hvad skal jeg med værdighed nu? Du har heller ikke brug for værdighed, så fuck det. Det er på tide, at du skriver en fuldstændig ærlig bog om afhængighed – din og min. Den kommer til at hjælpe folk – så bare giv los!

Jeg kan godt lide titlen ”Hele vejen til floden” – men hvad ved jeg? Jeg er død! Du må nok hellere spørge en, der stadig lever! HA!

Bare rolig, elskede – jeg har ikke noget imod at være død. Det er faktisk ret fedt.

Selv om jeg godt nok savner at grille.

Og ved du hvad, babe? Nu, når jeg lige ser på dig, ville jeg ønske, at jeg kunne få fingrene i dit hår, for dine rødder er eddermame hærgede! Næste gang du får en keratinbehandling, så sørg for, at det er den ægte, gode gamle brasilianske

keratin med formaldehyd, for det er det eneste, der kan tæmme dit krusede hår og holde det blankt. Du skal ikke være bange for, at formaldehydet giver dig leverkræft – leverkræft var min afdeling, ikke din. HA!

Din verden er fandme så smuk! SE DEN LIGE! Helt seriøst – se på den! Den er så smuk at se på, at det skærer i hjertet –men sådan skal det være! Lad den knuse dit hjerte. Du ved, jeg altid har elsket en god omgang hjertesorg.

Min lille solskinsbaby, du har altid været min baby – men du skal ikke være en baby for evigt. Husk, at jeg også altid elskede den kvinde, du er – den smukke, elegante, stærke, kreative powerkvinde, du er. Og din åndelige flamme stråler som ingen andens. Bliv ved med at gnave dine ben af, når du sidder i saksen, for intet skal holde dig fra friheden …

Vær fri, min elskede.Vær fri, vær fri! Hold kursen, og hold dig ædru!

Du kan godt! Du er ikke så skide langt ude, som du selv tror! Du kan godt! Det er nu, du skal stå på egne ben. Så bliv ved med at passe på dig selv. Lad folk omkring dig tage sig af deres egne liv, mens du tager dig af dit. Det er opgaven …

Jeg elsker dig, og jeg ved, du elsker mig, men du skal ikke klamre dig til mig – du skal aldrig klamre dig til nogen eller noget igen. Fokuser på dig selv nu. Lev dit eget liv! Bliv ved, min elskede. Denne gang går du fandeme hele vejen – hele vejen til oplysningen, eller hvad du nu plejede at kalde det. Du har alt, hvad der skal til. Dine venner er cool, dit program er cool, dit hjerte er stærkt, og din Gud er bund-fucking-solid. Du skal aldrig give dig selv væk igen. Du kan godt det her. Du

er smuk. Du skal ikke lede efter mig. Bliv ved. Bevar fokus. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig –

Så døde kuglepennen, og Rayya var borte – som suget gennem en flydør med 900 kilometer i timen.

Hun havde altid været god for en dramatisk sortie.

Mithjerte hamrede i den bratte stilhed efter Rayyas besøg, men bagefter faldt det til ro.

Gråden vældede op og stilnede af.

Og så gik jeg ellers i gang.

Med denne bog og dens historier, bønner, digte, dagbogsnotater, fotos og tegninger har jeg gjort mit bedste for at fortælle sandheden om, hvad der skete mellem Rayya Elias og mig – om vores venskab, vores kærlighedsforhold, vores skønhed, raseri og smerte. Det er historien om Rayyas misbrug, hendes tilbagefald og død.

Det er også historien om mit eget misbrug, og om hvordan jeg til sidst overgav mig til min personlige helbredelse.

Men bogen er ikke kun til folk, hvis liv er mærket af deres egen eller andres afhængighed – selv om jeg nu tror, at vi stort set alle sammen vil befinde os i mindst en af de to kategorier på et eller andet tidspunkt. Bogen handler også om, hvordan folk på mange måder – selv om de gør, hvad de kan, for at leve fornuftige og stabile liv – kan blive revet med af eksplosive dramaer og traumer og må se sig selv skyllet op på fjerne kyster langt fra deres sande natur.

Hvordan fanden endte jeg her? Det spørgsmål bliver alle nok nødt til at stille sig selv et eller andet sted på vejen gennem livet. Måske endda flere steder. For hvem af os har aldrig måttet bide i det sure æble og se i øjnene, at vi er faret vild? Hvem er ikke endt i situationer, der er skræmmende, fremmedgørende, skændige, sjæleknusende? Hvem har ikke haft hemmeligheder, og hvem er ikke selv blevet forrådt? Hvem har ikke prøvet at styre andre? Hvem har ikke længtes efter en vej ud af elendigheden? Og hvem har ikke prøvet at ty til stoffer, mennesker, adfærd eller adspredelser, der giver et midlertidigt pusterum fra selve ubehaget ved at eksistere?

Det, vi almindeligvis kalder ”en misbruger”, er efter min mening bare en overdrevet udgave af os alle sammen – et menneske, som er så desperat efter lindring fra smerten ved livets brod, at det er villigt til at bruge hvad som helst (eller hvem som helst) i jagten på den.

Bogen her handler om denne jagt på lindring, og om hvor vilde og fordærvede, den kan gøre os.

Selv de stærkeste blandt os.

Selv de modigste.

Jeg håber for din skyld, at du aldrig er sunket helt så dybt, som Rayya og jeg sank undervejs på vores fælles rejse. Men selv hvis du aldrig har tabt sutten helt, tror jeg nu alligevel på et eller andet niveau, at jeg kunne være dig, og du kunne være mig, og at vi alle sammen kunne have været Rayya.

Så med kærlighed og respekt tilbyder jeg denne bog til enhver, der kan tænkes at have brug for den.

Den side af mig, der stadig kæmper med medafhængighed, ville helst sige, at Rayya og jeg har skrevet den sammen, men rent faktisk ønskede hun, at jeg skulle gøre det helt selv – og det har jeg gjort.

Som vi siger til møderne:Tag, hvad du kan bruge, og lad resten ligge.

Hele vejen til floden

ELIZABETH GILBERT