PERSONLIGHEDOGMAGT De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa IAN KERSHAW
IAN PERSONLIGHEDKERSHAWOGMAGT De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa På dansk ved Uffe Gardel
PERSONLIGHED OG MAGT Af Ian Kershaw Oversat fra engelsk af Uffe Gardel efter Ian Kershaw: Personality and Power. Builders and Destroyers of Modern Europe Copyright © 2022 Ian Kershaw Dansk udgave: Copyright © 2022 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06577-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelægning: Demuth Grafisk Tekstredaktion: Jens Kristian Kisbye Dreyer Forlagsredaktion: Martin Gylling Forsidefotos: Public Domain Fotos: Se billedtekster Tryk: ScandBook Original English language edition first published by Penguin Books Ltd, London. The author has asserted his moral rights. All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form. For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
INDHOLD Forord 8 Indledning: Individet og historiske forandringer 12 1. Vladimir Iljitj Lenin 31 2. Benito Mussolini 65 3. Adolf Hitler 99 4. Josef Stalin 133 5. Winston Churchill 167 6. Charles de Gaulle 201 7. Konrad Adenauer 235 8. Francisco Franco 267 9. Josip Broz Tito 301 10. Margaret Thatcher 335 11. Mikhail Gorbatjov 371 12. Helmut Kohl 407 Konklusion: Historieskabere – i deres tid 441 Noter 473 Tak 509 Personregister 511
Til minde om Stephen
Det er indlysende, at der findes politiske ledere med en markant personlighed, som efterlader sig et stort aftryk på historien; nogle af dem er demokrater, andre diktatorer. Men hvad er det, som gør, at stærke personer får magt? Og hvad understøtter eller begrænser deres brug af magten? Hvad er det for samfundsmæssige og politi ske betingelser, som bestemmer den form for magt, de kommer til at repræsentere, og bestemmer, om det er autoritære eller demokra tiske ledere, der får succes? Hvor vigtig er personligheden i sig selv, både når det handler om at få magten og om derefter at udøve den? Tv, sociale medier og journalistik er alle med til at ophøje enkeltper soner til noget i retning af en grundlæggende og ubegrænset politisk kraft, som er i stand til at skabe forandringer med viljestyrken alene. Men er politiske ledere i virkeligheden begrænset af kræfter uden for deres kontrol, uanset hvor magtfulde de ser ud til at være? Dette er grundlæggende spørgsmål, når man analyserer histo rien. Men de har måske fået ny relevans i kraft af de nyeste erfarin ger med Donald Trump, Vladimir Putin, Xi Jinping, Recep Tayyip Erdoğan og andre ”stærke” ledere. Man kan sige, at usædvanlige tider skaber usædvanlige ledere, som gør usædvanlige ting – ofte forfærdelige ting. Deres fælles træk er systemiske kriser. De eksempler på ledere fra det tyvende århundredes Europa, som behandles i denne bog – nogle diktatorer, andre demokrater – er alle på nær én sådanne usædvanlige ledere, som er produkter af usædvanlige vilkår for deres særlige form for
8 FORORD
Alle kapitler er opbygget på samme måde: Først ser jeg på den enkelte leders personlighedstræk og de forudsætninger, som frem mede en bestemt type personlighed og derved skabte mulighederne for, at den pågældende kunne komme til magten. Derefter udvælger
Forord9magtudøvelse.
Den ene leder, som ikke passer ind i dette mønster, er Helmut Kohl, som blev kastet ud i usædvanlige omstændigheder, da sovjetblokkens sammenbrud uventet gav mulighed for at genforene Tyskland. Indtil da havde Kohl været en fuldkommen ikke-usæd vanlig, demokratisk leder. Måske viser hans tilfælde, at under sta bile forhold, når der ikke er nogen systemisk krise, kan politiske ledere ikke gøre meget mere end at rokke lidt med den historiske forandrings løftestang: De skal tage hensyn til deres vælgere og til de økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som de i bedste fald kun til dels er i stand til at kontrollere, og som de gerne lever med. De eksempler, jeg har udvalgt, tjener helt og hol dent til at belyse det usædvanlige; ikke de upåfaldende, men somme tider værdifulde og nyttige skridt, europæiske politiske ledere igen nem det tyvende århundrede har taget som led i delvise og gradvise forandringer. Det var blevet en anden bog, hvis jeg havde set på mere ”normale” og mindre usædvanlige ledere. Men jeg var nødt til at foretage et udvalg. Og det er svært at benægte, at de ledere, jeg har medtaget, har påvirket den europæiske historie betydeligt – ofte på særdeles negativ vis. Det følgende er en række fortolkende afhandlinger om, hvordan en række markante politiske personligheder opnåede og udøvede deres magt. Der er bestemt ikke tale om minibiografier. Hver enkelt af de udvalgte ledere har naturligvis, i kraft af deres vigtighed og store betydning, været genstand for mange biografiske undersøgelser, som har bygget på en umådelig mængde historisk forskning. Jeg har lænet mig op ad disse biografier og andre vigtige arbejder, som behandler de pågældende personer. Jeg hævder ikke at have fore taget selvstændig forskning om nogen af disse personer, bortset fra Hitler, om hvem jeg har kunnet trække på et detaljeret forsknings arbejde, jeg udførte for nogle år siden.
Personlighed10 og magt og undersøger jeg nogle sider af vedkommendes magtudøvelse og de strukturer, som gjorde den mulig. Hvert kapitel slutter med en vurdering af lederens historiske arv. Indledningskapitlet beskriver undersøgelsens opbygning og fremsætter en række generelle udsagn om rammerne for magt og udøvelsen af magt – de bliver diskuteret i konklusionen. Jeg har holdt noter og henvisninger på et minimum. Dette er en bog om historie – om end nylig og smertefuld historie.
Europa har forandret sig siden de tider, som fremstilles her – og med al respekt for nogle af vore dages betydelige problemer, har det i overvældende grad været en forandring til det bedre, især når vi tænker på rædslerne i den første halvdel af det tyvende århund rede. Nylige begivenheder har kastet lys på nogle samfundsmæssige og politiske problemstillinger – racisme, imperialisme, slaveri samt køns- og identitetspolitiske spørgsmål – som har fået en ny eller i hvert fald anden form end i det foregående århundrede. Politik er heller ikke længere en mandeverden, som det engang var tilfæl det, hvilket er særdeles velkomment. Kun én af de personer, som behandles i denne bog, er en kvinde, hvilket afspejler, at politik i det tyvende århundrede i høj grad var forbeholdt mænd. Der er ikke omtalt nogen farvede personer, hvilket minder os om, at europæisk politik i det tyvende århundrede ikke blot var reserveret mænd, men hvide mænd. Forandringerne i vor egen tid er i sig selv et tegn på, at der findes kræfter, som rækker langt ud over selv den mest magtfulde politiske leder, som fremkalder varige samfundsforandringer. Historien giver ikke megen vejledning til fremtiden, om nogen overhovedet. Men den peger dog i retning af, at det sjældent er ønsk værdigt at lægge politisk magt i hænderne på stærke personlighe der, som hævder at have et vidundermiddel mod aktuelle problemer, og som foreslår at skabe radikale forbedringer gennem voldsomme forandringer. ”Pas på, hvad du ønsker dig,” er et nyttigt råd at have i tankerne, når man skal tage stilling til potentielle politiske lede res påstande. For mit eget vedkommende ville jeg gerne helt undgå ”karismatiske” personligheder til fordel for ledere, som måske er mindre farverige, men til gengæld kan tilbyde kompetent og effektiv
Forord ledelse på grundlag af kollektive overvejelser og velfunderede, ratio nelle beslutninger, som har til formål at forbedre tilværelsen for alle borgere. Men det er formentlig bare endnu en utopi. Ian ManchesterKershaw, oktober 2021
INDLEDNING: INDIVIDET OG HISTORISKE FORANDRINGER
I hvor høj grad var Europas turbulente historie i det tyvende århund rede bestemt af politiske lederes handlinger? ”Skabte” disse ledere Europas tyvende århundrede? Eller var de selv produkter af det? Disse spørgsmål er en del af et mere overordnet spørgsmål: Hvor vigtige er enkeltpersoner for historiens gang? Kan de grundlæggende ændre historiens kurs? Eller kan de i bedste fald lede strømmen ind i nye, midlertidige kanaler? Vi antager ofte instinktivt og uovervejet, at politiske ledere mere eller mindre var personligt ansvarlige for de veje, historien bevægede sig ad – ja, somme tider ser det endda ud til, at vi implicit gør dem til eneansvarlige. Men hvordan og hvorfor blev de i stand til at handle, som de gjorde? Hvilke begrænsnin ger mødte de? Hvilket pres var de underlagt? Hvilken støtte eller modstand betingede deres handlinger? Hvilke omstændigheder fik ledere for ret forskellige politiske systemer til at trives? Og hvor vig tig var personlighedens rolle? I hvor høj grad farvede den afgørende politiske beslutninger, eller ligefrem bestemte dem? I hvilket omfang var der tale om, at politiske ledere personligt, gennem frit trufne beslutninger, fremkaldte de forandringer, de kom til at stå for? Disse spørgsmål er relevante både for demokratiske og autoritære ledere.1 Spørgsmålet om enkeltpersoners betydning for historiske foran dringer har ofte og gentagne gange optaget historikerne.2 Faktisk ikke kun historikerne: Lev Tolstoj viede talrige sider i sit værk Krig
12
Indledning: Individet og historiske forandringer og Fred (udgivet i 1869) til filosofiske overvejelser om den rolle, enkeltpersoners vilje spiller for historiske begivenheder, og ved at lægge vægt på ”skæbnen” forsøgte han at afvise den forestilling, at historiske begivenheder bestemmes af ”store mænd”.3 Indirekte har spørgsmålet været centralt for historievidenskaben, lige siden stu diet af historien blev en fagdisciplin i det nittende århundrede. Men selv om man ofte har stillet spørgsmålet teoretisk eller filosofisk, har man sjældent behandlet det direkte og empirisk. Den tyske historiker Imanuel Geiss gennemførte faktisk i 1970’erne en generel diskussion af personlighedernes betydning på baggrund af den stærke modvilje i Tyskland mod personaliseret historie. Denne modvilje var til dels en reaktion på en ældre tradi tion i tysk historieskrivning, som havde fremhævet den betydning, stærke og ofte visionære enkeltpersoners havde haft for Tysklands skæbne. Men først og fremmest var det en reaktion på katastrofen i den allernyeste tyske historie, som ofte implicit, hvis ikke ekspli cit, opfattes som resultatet af én enkelt mands værk, nemlig Adolf Hitler. Førerkulten i Det Tredje Rige, som gav førerens ”storhed” æren for alle ”bedrifter”, og vendingen efter 1945, da man gerne gav Hitler personligt hele skylden for den ulykke, der var overgået Tyskland, havde i 1960’erne ført til, at man nærmest fuldkommen tog afstand fra forestillingen om, at enkeltpersoner havde betydning for historien. Dette gjaldt i Vesttyskland, hvor forskellige former for strukturel historie blev fremherskende, men endnu mere i Øst tyskland på grund af den ledende rolle, marxismen-leninismen gav økonomien. Geiss søgte efter en middelvej mellem overdrivelse og afvisning af enkeltpersonernes betydning. Men han holdt sig stort set til nogle ikke særligt klare abstraktioner. ”Den betydningsfulde personlighed skaber ikke historie, men gør det lettere at erkende den med individualiteten som medium,” erklærede han. ”En stor personlighed kan i bedste fald sætte sit personlige præg på sin tids alder.” Han tilføjede, at spørgsmålet om (store) personligheders rolle i historien ”uundgåeligt fører til spørgsmålet om de samfunds mæssige, det vil sige kollektive, muligheder og begrænsninger og til
13
Den stærke vægt på strukturelle determinanter for historiske forandringer og nedtoningen af enkeltpersonernes rolle betød, at biografier, som er en almindelig del af angelsaksisk historieskriv ning, i lang tid ikke spillede nogen rolle i Tyskland for tolkningen af fortiden. Efter Jerntæppets fald begyndte dette at ændre sig, både i Tyskland og andre steder. Efter Sovjetblokkens sammenbrud svandt marxismens intellektuelle indflydelse ind, og den nye ”kul turhistorie”, som afviste, at der lå ”dominerende narrativer” eller store teorier bag historiske forandringer, vandt frem. Det medførte en fragmentering uden underliggende mønster eller synlig mening, hvilket skabte en fornyet opmærksomhed på enkeltpersoners vilje, handlinger og betydning. Det er blevet sagt, at en ”generel ven ding bort fra det abstrakte og mod det konkrete” fremkaldte en bevægelse ”fra system og struktur til subjekt, til det unikke og det individuelle”.5Daårtusindskiftet
om politisk lederskab har naturligvis langtfra været statiske. Vores dages ”stærke ledere” bliver som regel ikke engang blandt deres tilhængere tillagt de samme ”heroiske” egen skaber som ”mænd, der var udvalgt af skæbnen”, og hvis gerninger har skabt deres nationers skæbne, som det nittende århundredes politiske ledere, der levede i en tidsalder, da romantikkens ånd skabte en tro på ”den store mand”.7 Thomas Carlyles berømmede
Personlighed14 og magt spørgsmålet om frihed og tvang i vores menneskelige tilværelse”.4
nærmede sig, skrev en af Tysklands førende historikere, Hans-Peter Schwarz, et omfattende og elegant skrevet ”portrætgalleri” af det tyvende århundrede, et arbejde som ville have været utænkeligt i Tyskland en generation tidligere. Schwarz skrev sin bog i ”det biografiske essays’ kunstneriske form” og sam menlignede den med ”en vandring gennem et historisk museum […] hvor man kan se portrætterne af de mest forskelligartede store skik kelser fra det tyvende århundrede: århundredets ansigt som en serie af ansigter”. Han anerkendte, at ”personligheden som faktor kun er én af mange”. Og tilføjede: ”Men hvem ville dog for alvor bestride densForestillingernebetydning?”6
15
Indledning:
Individet og historiske forandringer serie på seks forelæsninger fra 1840 bidrog stærkt til at sprede den slags opfattelser. Hans forelæsninger, som havde titlen Om helte, heltedyrkelse og det heroiske i historien (On Heroes, Hero-Wor ship, and the Heroic in History), bidrog til at skabe begrebet ”den store mand” i historien (kvinder var der ingen af). Historie var efter Carlyles mening ”i sidste ende historien om de store mænd, som har arbejdet der […] Alt i verden, som vi ser stående fuldført, er i virkeligheden det ydre, materielle resultat, den praktiske virkeliggørelse og legemliggørelse af tanker, som fandtes i de store mænd, verden fik”. ”Store mænd” var efter Carlyles vurdering udelukkende posi tive skikkelser. En ”stor mand” var intet mindre end ”den levende fontæne af lys, som det er godt og behageligt at være nær […] med hans medfødte og originale forstand, hans mandighed og heroiske ædelhed”.8Defleste af Carlyles ”helte” blev hentet fra religionen (såsom Muhammed og Luther) eller fra litteraturen (Dante og Shakespe are). I sin afsluttende forelæsning vendte han sig dog mod politik og udvalgte Cromwell og Napoleon, som begge havde genskabt orden ud af revolutionært kaos. ”I oprørske tider, når monarkiet selv synes dødt og forladt, træder Cromwell og Napoleon frem som konger,” lød Carlyles fremstilling.9 ”Helten” – eller den ”store mand” – havde præget historien med sin viljestyrke: Det var det underliggende budskab. Det er ikke så underligt, at Hitler hundrede år senere blev beundrer af Carlyle – eller at Carlyle i dag læses så lidt.10Jacob Burckhardt, den fremtrædende schweiziske kulturhistori ker fra det nittende århundrede, behandlede også spørgsmålet om ”historisk storhed” i en afhandling, som byggede på nogle forelæs ninger, han havde holdt i 1870, men først udkom i 1905, efter hans død. Selv om han erkendte, at ”sand storhed er et mysterium”, så hævdede han, at vi ”drives uimodståeligt mod at betragte dem i fortiden og nutiden som store, gennem hvis handlinger vores særlige tilværelse ledes”.11 Han fastslog, at ”den store mand” var kendeteg net ved at være enestående og uerstattelig.12 Burckhardts hovedan
Personlighed16 og magt liggende var ”storhed” i kulturen (især hos kunstnere, digtere og filosoffer) og blandt store religiøse skikkelser (også han udvalgte Muhammed og Luther). Inden for politik søgte han at skelne mel lem ”storhed” og ”ren magt”, og han fandt ingen ”storhed” hos dem, han beskrev som ”rene stærke ødelæggere” (‘die bloßen kräf tigen Ruinierer’).13 De, som ødelagde, men intet skabte, havde ingen adkomst til storhed. ”Store mænd” var for Burckhardt dem, som var i stand til at forandre historiens gang ved at befri samfundet for ”døde former for liv”.14 Det, som i hans øjne kendetegnede ”storhed”, handlede om mere end at realisere en personlig vilje. Det afgørende var i højere grad, hvordan den personlige vilje afspejlede Guds vilje, nationens vilje eller en epokes vilje.15 Men hvordan dén kunne defineres, stod ikke klart.
Både Carlyle og Burckhardt søgte ”storheden” i personligheden. Men deres forsøg på at definere ”storhed” var tågede. Måske er det faktisk muligt at nå frem til objektive definitioner på geniali tet eller storhed i kunst og kultur. Måske giver det objektivt set mening at sige, at Michelangelo, Mozart og Shakespeare var ”store” kunstnere, fordi en æstetisk ekspertbedømmelse af deres geni og kunstneriske kvaliteter viser, hvor langt de rager op over deres sam tidiges arbejde. Burckhardt mente, at storhed blandt kunstnere, dig tere og filosoffer lå i evnen til både at indfange tidsånden og give kommende generationer nogle holdbare fortolkningsrammer.16 På et mere jordbundent niveau, hvor præstationerne kan måles præ cist, er det muligt at tale som store sportsmænd og -kvinder, hvis resultater langt overgår alle andres. Men så er vi langt fra politisk ”storhed”.LucyRiall, en kender af moderne italiensk historie, tog for nylig begrebet historisk storhed op til fornyet behandling ved at betragte det som en politisk og kulturel konstruktion; en metode hun anvendte i sin biografi om Garibaldi.17 Hun hævdede, at Garibaldi både for italienere og udlændinge ”var og er Den Store Mand par excellence”.18 Men hun gør det klart, at dette var en konstruktion – en ”opfindelse” gjort af det italienske samfund – med væsentlige
Indledning:
17 Individet og historiske forandringer bidrag fra Garibaldi selv. ”Ved at udforske begrebet storhed kan forfatteren til en politisk biografi afdække, hvordan storhed bliver opnået, manipuleret og anvendt, og måske også fremsætte nogle forklaringer på vores behov for helte.”19 Få ville benægte, at det er værdifuldt at undersøge grundene til, at samfund – eller i hvert fald dele af dem – indimellem har været parate til at se storhed hos deres politiske ledere (hvilket lederne selv meget gerne gjorde). Og det er indlysende vigtigt at forstå, hvordan politiske ledere har været i stand til at manipulere og udnytte synspunkter af den art. Men selv om vi ser på de vilkår, hvorunder førerkulter opstår og blomstrer, er det stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt og efter hvilke kriterier bestemte politiske ledere faktisk han bedømmes som ”store”.
Men han afviste at gøre det samme med Timur, som Djengis Kahn udpegede til at efterfølge ham, og betragtede ham i stedet som en ”mægtig ødelægger”, der bragte mongolerne i en værre situation, end de var i, da han overtog styret. Kan denne skelnen opfattes som andet end en subjektiv bedømmelse? Begge herskere blev med rette frygtet, da deres hære drog hærgende gennem enorme områder af erobret land og efterlod sig tusindvis af ofre. Moralsk betragtet var de begge frastødende eksempler på endeløs grusomhed. Men moral ske vurderinger spillede ingen rolle for Burckhardts bedømmelse af ”storheden” i disse eksempler. Den synes at bygge på effektiviteten i deres erobringer (set fra erobrernes synsvinkel, ikke de erobredes). ”Storhed” forekommer at afhænge af de ganske bestemte øjne, der ser. Og er det egentlig nogen hjælp til forståelse af, hvordan Djen gis og Timur vandt magten og brugte den, at man kalder Djengis ”stor”, og omvendt frakender Timur enhver ”storhed”? Måske er det muligt at holde moral ude af ligningen, når man bedømmer den fjerne fortid. Moral som bedømmelseskriterium blegner med tiden, indtil den helt forsvinder. Det burde måske ikke
Inden for politikkens sfære forekommer det mig nyttesløst at for søge at definere ”storhed” objektivt. Hvad er kriterierne? Burckhardt beskrev gerne Djengis Khan som ”stor”, fordi han ledte sine tilhæn gere fra en nomadetilværelse til erobring af ”verdensherredømmet”.
Personlighed18 og magt være sådan, men det er det. Der er ikke mange, som går op i omfan get af myrderier, når de vurderer erobringstogter langt tilbage i tiden. Men gælder det også moderne tider? Moderne politisk magt kræver altid moralske valg og ideologiske holdninger. De vil nødvendigvis både frastøde nogle og påkalde sig beundring fra andre. Hvilken grad af moralsk uacceptabel adfærd skal der til for at udelukke, at en person tilskrives ”storhed”? Den mest foragtede politiske leder i moderne historie er formentlig Hitler. Der er ikke mange, som i dag ville bruge ordet ”stor” til at beskrive den hovedansvarlige for en verdenskrig, Holocaust og ødelæggelsen af hans eget land. Alli gevel har det været nævnt, at han måske kunne karakteriseres ved hjælp af begrebet ”negativ storhed”.20 Ifølge dette synspunkt mere end opvejes den moralske væmmelse af anerkendelsen af hans umå delige (om end katastrofale) virkning og hans indiskutabelt store historiske betydning. Hvis vi ser bort fra, at synspunktet utilsigtet kunne opfattes som en apologi, peger det endnu en gang på tom heden i begrebet historisk ”storhed”. Selv om det kunne defineres ordentligt, reducerer det i ekstrem grad historiske forandringer til enkeltpersoners handlinger. Det udgør en personalisering af histo rien, som har meget begrænset forklaringskraft, medmindre den indlejres i mere grundlæggende årsagssammenhænge.
Der er endnu en vanskelighed ved at definere politisk ”storhed”. Begrebet er ikke alene upræcist, det påvirkes også af ændrede værdier. I den vestlige verden er der næppe nogen moderne politisk leder, der oftere end Winston Churchill er blevet betegnet som ”stor”.21 Hans lederskab under Anden Verdenskrig er med rette blevet set som en afgørende del af De Vestallieredes sejr, og for frihedens sejr over tyranniet i den vestlige verden. Men hans krav på ”storhed” har måttet kæmpe mod den kendsgerning, at hans holdninger til race og kolonimagt med tiden er kommet til at virke frastødende – i en sådan grad at hans statue i Westminster måtte beskyttes mod ”Black Lives Matter”-demonstranter, der betragtede Churchill som en racistisk imperialist. Hans forestillinger om de hvides overlegen hed over de britiske koloniers indfødte befolkninger var karakteri
19 Individet og historiske forandringer stiske for datidens herskende elite (og for mange andre mennesker, i øvrigt). Han fremsatte talrige udtalelser, som senere skulle blive betragtet som afskyelige, selv om de var gængse i samtiden. (Påstan dene om, at han var ansvarlig for den skrækkelige bengalske hun gersnød i 1943-1944, er dog helt urigtige. Om han kunne have gjort mere for at lindre de forfærdende lidelser er stadig omstridt, men prioriteringen af militære transporter midt i en verdenskrig lagde klare begrænsninger på, hvad der var muligt).22 For en senere tid er hans holdninger til race modbydelige, og det samme gælder hans accept af eugenik. (I modsætning til mange af sine samtidige støt tede han dog konsekvent jøderne, og bakkede op om Balfour-de klarationen om at give jøderne et hjemland, og han var helt uden nogen antisemitisme). Intet af dette trækker noget fra Churchills enestående indsats. Men man er nødt til at gennemføre en vanskelig afvejning og subjektiv bedømmelse af de moralske spørgsmål heri for at kunne afsige en dom om ”storhed”.
Indledning:
Efter min mening bør vi opgive at lede efter ”storhed” hos poli tiske ledere. Spørgsmålet er ikke, om en leder var ”stor” i henhold til en eller anden tåget definition. I stedet bør man fokusere direkte på denne leders betydning for historien og eftertiden. De moralske spørgsmål – om hvorvidt en ”stor” leder nødvendigvis skal virke for det gode, eller om det er muligt at tale om ”negativ storhed” – falder derefter bort (selv om historikerens sprogbrug i sig selv uundgåeligt vil have moralske overtoner). Men spørgsmålet om enkeltpersoners betydning for historien er naturligvis stadig ikke besvaret. Grunden til, at bestemte mennesker skiller sig ud, bliver kendte, får magt og bliver i stand til at bruge denne magt til at skabe poli tiske forandringer hænger faktisk tæt sammen med bestemte per sonlighedstræk, evner og karakteregenskaber. Det er almindeligt at sige, at sådan et menneske er ”karismatisk”. I sig selv siger det nor malt ikke andet, end at et menneske er tiltrækkende eller attraktivt på en eller anden – som regel udefinerbar – måde. Men hvad der er attraktivt og tiltrækkende for nogle, virker ofte frastødende på andre. Og hvorfor skulle et bestemt menneskes personlighedstræk
Der er klare undtagelser til den britiske højreorienterede politiker Enoch Powells påstand om, at ”alle politiske karrierer ender som en fiasko”. Men ikke desto mindre oplever mange politiske ledere,
Personlighed20 og magt være politisk uattraktive på ét tidspunkt, og stærkt tiltrækkende på et andet tidspunkt? Dette indikerer tydeligvis, at den særlige kon tekst, eller de særlige vilkår, hvorunder et menneske opfattes som ”karismatisk”, ofte bidrager betydeligt til den pågældendes politi skeDenresultater.tyske sociolog Max Weber (1864–1920) anvendte begre bet ”karisma” på en måde, som knytter en forbindelse mellem et menneskes rolle og de samfundsmæssige og politiske rammer, som dette menneskes personlighed sætter sig igennem inden for. Weber anvendte ikke ”karisma” i den betydning, at et menneske nødven digvis har usædvanlige evner, som objektivt udgør ”karisma”, selv om nogle politiske ledere åbenlyst har særlige evner til, for eksem pel, at holde taler, eller har karaktertræk, som kan engagere og til trække andre. Han lagde i stedet vægt på opfattelsen hos et ”følge” af troende (det ”karismatiske fællesskab”) af, at den erklærede leder havde særlige kvaliteter. I den forstand skaber ”følget” den ”karisma”, de finder hos ”den udvalgte” – ved at se storheden eller det heroiske hos denne person; et ”kald” (eller ideologisk budskab), som de finder tiltrækkende.23 I moderne politik er ”karisma” uvæ gerligt fremstillet og vedligeholdt af regeringskontrollerede medier og massepartier, så det, der ses som ”karisma”, i vidt omfang er det kunstige produkt af ”markedsføring” af en person gennem en politisk bevægelse, profilering i medierne eller almindelig propaganda.
Diktatorer bruger masser af tid og kræfter på at skabe en person lighedskult, der sammen med et undertrykkelsesapparat tjener til at befæste og fastholde deres greb om magten.24 Massernes hyldest til Lederen i diktaturstater er kunstigt fremkaldt og ikke en afspejling af denne leders virkelige personlige egenskaber.
På samme måde ”karismatiske” skikkelser kan vinde deres særlige aura, kan de også miste den igen, som regel ved at begå fejl – somme tider katastrofale fejl – og ved ikke at leve op til forventningerne.
Indledning:
Hans efterfølgende muligheder for personlig magtudøvelse blev bestemt af balancen mellem de samfundsmæssige og politiske kræf
21 Individet og historiske forandringer der engang blev anset for fremragende, at komme ud for fiaskoer og at blive vendt ryggen. Det vidner om den flygtige karakter af enkeltpersonernes betydning, og om at både deres handlemulighe der og historiens gang i almindelighed bestemmes af faktorer uden for deres kontrol. Enhver vurdering af enkeltpersonernes mulighed for at ”skabe historie” bør derfor begynde med at se på ikke kun personligheden, men også de vilkår, der præger den pågældendes bidrag til historien. Her har Karl Marx præsenteret en nyttig fremgangsmåde – som er en direkte modsætning til teorien om ”store mænd” i de før ste linjer af en kort afhandling, han skrev i begyndelsen af 1852, Louis Bonapartes attende brumaire. Marx’ velkendte dictum lyder: ”Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret.”25 Man behøver ikke at være marxist (hvilket jeg aldrig har været) for at forstå betydningen for forståelsen af historiske forandringer. I stedet for at se på historisk ”storhed” søgte Marx at forklare, hvordan en person, som var en nullitet (hvilket er, hvad han anså Louis Bonaparte, senere Napoleon III, for), havde været i stand til at få diktatorisk magt ved statskuppet i december 1851. Han fandt svaret i det forhold, at ingen af datidens samfundsklasser var i stand til at overtage magten over det franske samfund, hvil ket efter hans mening var en usædvanlig og nødvendigvis midlerti dig situation. Arbejderne var blevet nedkæmpet efter revolutionen i 1848, mens borgerskabet var splittet og politisk svækket. Svæk kelsen af både proletariatet og borgerskabet gjorde det muligt for Louis Bonaparte, som Marx ætsende kaldte en ”alvorsfuld bajads”, der efter ”et langt, eventyrligt vagabondliv”26 var steget op til at kunne overtage magten over staten og bestikke, lokke og på anden vis manipulere proletariatet i slummen og husmændene på landet til at give hans diktatur folkelig støtte.
Alle har naturligvis en personlighed – en afspejling af indbyg gede karaktertræk, som er formet fra barndommen og påvirket af opdragelse, uddannelse, livsmuligheder og det omgivende samfund. Men ikke enhver personlighed rummer de særtræk, der er egnede til lederroller, om det er i politik, forretningslivet eller på andre af tilværelsens områder. Psykologiske undersøgelser af personlig hedstyper og lederevner, som er meget anvendt i erhvervskredse, er måske af mindre nytte, når det handler om politisk lederskab. Påli delighed, ansvarsfølelse, udsyn, følelsesmæssig stabilitet, omgæn gelighed, arbejdsomhed, et behageligt temperament, ro i pressede situationer og samarbejdsvilje er utvivlsomt ønskelige egenskaber hos en erhvervsleder.28 Men det er let at komme i tanker om politi
Personlighed22 og magt ter, som havde dannet rammen om hans magtovertagelse. Dette gav Louis Napoleon en ”relativ autonomi” i forhold til klassekræfterne; i en tid kunne han handle uden at være begrænset af dem. Det er ikke nødvendigt at anerkende denne forståelse af ligevægt mellem klasserne, men Marx’ fremhævelse af de strukturelle, eksisterende vilkår viser, hvordan den enkelte leder har mulighed for at udnytte en krise og den uro, som skabes af usædvanlige forhold, til at skaffe sig et ekstraordinært handlerum, som han kan bruge til at udøve magt, ofte tyrannisk magt. I det hele taget udgør Marx’ synsvinkel et korrektiv til den overdrevne vægt, der konventionelt lægges på enkeltpersoners ubegrænsede betydning for skabelsen af historiske forandringer. Ved at begynde i det, som var den ”forkerte” ende, og lægge vægt på kontekst og vilkår frem for personlighed og indivi duel indsats baner den vej for en analyse, som ikke frakender indi videt betydning, men i første omgang ser på de rammer, som gjorde denne betydning mulig. Dette var grundlaget for den unge polito log Archie Browns interessante og dybtgående analyse af moderne politisk lederskab, hvis udgangspunkt er, at ”ledere overalt fungerer inden for historisk betingede politiske kulturer”, idet han bemær kede, at der især i demokratier er lagt ”mange begrænsninger på den øverste leder, selv om det er blevet alt for almindeligt at lægge overdreven vægt på den person, som står på stigens øverste trin”.27
De vilkår, hvorunder en bestemt personlighedstype vil fungere godt som politisk leder, er så forskellige, at det er vanskeligt at gene ralisere. Hvad der fungerer i et etableret demokrati, vil måske være fuldkommen ineffektivt under politisk uro som følge af en større krise. En diktator kan godt have personlighedstræk, som er frastø dende for de fleste mennesker i et velstående og pluralistisk sam fund, men som er populære under de kriser, der har bragt mange diktatorer til magten. Det er for eksempel umuligt at forstå Hit ler uden at begribe den voldsomme og uudholdelige virkning, som Første Verdenskrig og Depressionen havde på det tyske samfund. ”Effektivitet” kan være kortlivet og kan ende med en katastrofe, men den kan være til stede et stykke tid, og den kan have enorme konsekvenser.
Vilkårene bestemmer mere eller mindre konsekven serne af en bestemt personlighedstype.
Vilkårene bestemmer også, hvilken form for magt der med størst sandsynlighed vil blive udøvet. I henhold til Michael Manns klassi fikation kan vi forestille os fire forskellige, om end forbundne, kilder til magt: ideologiske, økonomiske, militære og politiske.29 Omstændighederne bestemmer, hvilke af disse der sandsynligvis vil være fremherskende på et givent tidspunkt. Afhængigt af omstændighe der og magtkonstellationer vil bestemte personlighedstyper hyppi gere end andre kunne træde i forgrunden, samle folkelig opbakning og få institutionel støtte. Historisk har der været brug for højst for skellige lederevner, for eksempel afhængigt af om der fandtes en institutionaliseret ideologi, som var eneherskende, eller om situatio nen var præget af ustabilitet, politisk krise eller krig. Hvor der hersker fred, hvor velstanden vokser og spredes, og hvor kerneværdier som menneskerettigheder, frihedsrettigheder, plurali stisk demokrati, retsstat, magtdeling og en relativt krisefri kapitali stisk økonomi generelt anerkendes som grundlaget for et stabilt og
23 Indledning: Individet og historiske forandringer ske ledere, der ikke passer på dette mønster af egenskaber og som ovenikøbet afviser, at de er ønskelige, men som alligevel (og i vore dage somme tider stadig) er særdeles effektive ledere, i hvert fald for en tid.
Personlighed24 og magt civiliseret samfund, vil ledere for det meste acceptere institutionelle begrænsninger på deres handlefrihed og afholde sig fra at forsøge at forandre selve det politiske system. I Vesteuropa og USA gjaldt disse vilkår generelt efter Anden Verdenskrig og indtil for nylig. Efter hånden som nye geopolitiske spændinger og økonomiske kriser har rettet søgelyset mod skrøbeligheden i den intensiverede globalise rings fundament, er en anden form for populistisk lederskab i hvert fald for en tid blomstret op i en frugtbar jordbund (legemliggjort af Donald Trump i USA og, i meget mindre grad, af Boris Johnson i Storbritannien).Ipolitiskesystemer
præget af voldsomme magtkampe og kriser, som dem der fandtes i store dele af Europa i mellemkrigstiden, var det en helt anden type personlighed, som havde de største mulig heder for at vinde anerkendelse og magt, nemlig personer, som var tilhængere af radikale forandringer og var rede til at bruge en bety delig mængde vold for at opnå dem. Under de to verdenskrige var militære målsætninger og krav naturligvis de primære definerende faktorer. Militær magt gik i en kort, men særdeles destruktiv tid, forud for alt andet. Under sådanne omstændigheder var selv dik tatorer som Hitler, Mussolini og Stalin i betydelig grad underlagt den militære magts krav og begrænsninger. Militære ledere, hvis egenskaber var nogle andre end de politiske lederes, havde i praksis nødvendigvis en del magt, selv om de kun var relativt uafhængige af den politiske ledelse. Ifølge Max Weber kan individuel magt ses som en leders evne til at sætte sin egen vilje igennem trods modstand.30 I pluralistiske og liberale demokratier kommer denne vilje sædvanligvis til udtryk gennem en regerings eller en anden regerende institutions fælles beslutning, og magten er spredt ud i hele samfundet gennem et net værk af institutioner og organisationer. Opposition foregår normalt inden for rammerne af et parlament eller en valgt forsamling, gen nem massemedier og somme tider gennem folkelige protester, og inden for regeringsapparatet selv. Men selv om oppositionen kan være højlydt og ligefrem ophidset, så finder den sted inden for et
Indledning:
25 Individet og historiske forandringer system, som hviler på konsensus, og regeringslederen er som regel stadig i stand til at sætte sin vilje igennem ved hjælp af institutio nelle rammer, som går gennem hele samfundet. Som Michael Mann har udtrykt det, kan magt således defineres som ”infrastrukturel”. Det er magt ved hjælp af stater. Det modsatte udtryk for magt, det, som anvendes i diktaturer, kalder han ”despotisk magt”, magt over stater. Her udøves magten direkte af en autoritær ledelse, som kræver og forventer, at ordrer oppefra adlydes ubetinget (med hjælp fra en betydelig grad af tvang).31 Oppositionen er undertrykt, den offentlige mening er udsat for kraftig manipulation, og lederens vilje er mere åbenlyst og direkte afgørende for, hvordan magten udøves. Men selv her er den despotiske magt ikke fuldkommen uafhængig af infrastruktu rel magt. Lederen har behov for stærk institutionel støtte gennem militæret, sikkerhedsapparatet, politiet og retsvæsenet samt en vifte af partiorganisationer.
*
I det følgende betragtes Europas historie i det tyvende århundrede gennem nogle af de politiske skikkelser, enten statsledere eller rege ringsledere, som på godt og ondt, ofte ondt, har haft en fremtræ dende stilling. Jeg begrænser mig til at se på et udvalg af europæiske politiske ledere, hvis betydning for Europas historie har været stor, og, vigtigst af alt, rakte ud over deres eget land. Man kan let komme på andre eksempler. Efter nøje overvejelse har jeg udeladt nogle europæiske ledere – for eksempel Willy Brandt og François Mitter rand – som man godt kunne argumentere for burde medtages. De kunne have været del af en helt anden klasse af politiske ledere, de
Selv når lederens personlige magt er afta gende, som Hitlers for eksempel var i krigens sidste måneder, kan støttemekanismerne sikre, at diktaturet fortsat er særdeles stærkt. Spørgsmålet om personlighed og magt handler derfor ikke kun om biografi, psykologiske tilbøjeligheder og personlige egenskaber hos lederen, men også om de vilkår, hans ledelse er underlagt.
Jeg behandler heller ikke mennesker, som satte et betydeligt præg på politik – i opposition, protestbevægelser eller modstandsbe vægelser – men uden at blive statsledere. Af samme grund har jeg udelukket Jean Monnet og Robert Schuman; ingen af dem var statseller regeringschefer, selv om de var arkitekterne til det, som endte
uden vanskelighed udvide udvalget til at omfatte ikke-europæiske ledere, hvis handlinger i betydelig grad, om end indirekte, har præget Europas tyvende århundrede. Ameri kanske præsidenter fra Woodrow Wilson til Bill Clinton ville få en fremtrædende stilling, men også andre internationale skikkelser som formand Mao og ayatollah Khomeini skulle med. Franklin Delano Roosevelt, som var et fascinerende menneske og unægtelig en vig tig amerikansk præsident, fik mig til at tænke efter. Man behøver ikke at understrege, hvor vigtig han har været for europæisk histo rie under Anden Verdenskrig, ikke blot for amerikansk historie. Men medtog jeg bare én ikke-europæisk leder, ville jeg møde den indlysende indvending: Hvorfor standse her? Men det ville kræve, at studiet skulle udvides til at omfatte politiske arenaer, og enkeltpersoners rolle på dem, som ligger langt uden for det europæiske kontinent. Det ville i sådanne tilfælde blive umuligt at undgå at behandle indenrigspolitiske forhold i andre lande, som prægede de pågældende ledere, men som ofte kun havde en i bedste fald perifer berøring med Europa. Det ville simpelt hen sprænge rammerne for, hvad der er muligt her.
Personlighed26 og magt fleste af dem socialdemokrater eller liberale af den ene eller anden slags, som bidrog væsentligt, hovedsageligt i det tyvende århund redes anden halvdel, til fremskridt inden for menneskerettigheder og social retfærdighed. Men jeg har valgt at lægge vægt på kriser og den form for ledere, som skabes af kriser, og på enkeltpersoners rolle i tider med afgørende forandringer. Dermed har jeg uundgåe ligt – og måske er det en fejl – rettet søgelyset væk fra denne form for lederskab. På den anden side er der ikke megen grund til at und lade at vurdere de ledere, som jeg har medtaget. Deres betydning virkerManindlysende.kunnenaturligvis
Indledning:
Kriser har også skabt ekstraordinære ledere i efterkrigstidens demokratier. Rammerne for Adenauers lederskab bestod i høj grad af den kritiske tilstand, Tyskland befandt sig i som et ødelagt og
27 Individet og historiske forandringer med at blive til Den Europæiske Union, EU. EU er indiskutabelt en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde nyskabelser, men den er resultatet af fælles anstrengelser, ikke individuel kreativitet. Uden for politik er det naturligvis let at komme på fremtrædende personer, som har ydet uundværlige bidrag til kunst, videnskab, medicin, forretningsverdenen og økonomien, og det samme gælder mange andre områder af tilværelsen. Men denne bog handler ikke om den slags skikkelser. Samlet set har de tolv europæiske ledere, som her bliver taget op til vurdering, uden diskussion haft en afgørende betydning for den måde, Europas historie har udfoldet sig på igennem det tyvende århundrede. De fleste af dem fungerede på et tidspunkt, hvor deres land var i krise. Lenin trådte frem fra det tsaristiske autokratis krise under Første Verdenskrig. Den ødelæggende borgerkrig, som fulgte efter den bolsjevikiske revolution, og magtvakuummet efter Lenins død lagde grunden for Stalins magtovertagelse. Mussolini nød godt af den politiske krise i Italien efter krigen. Mere end ti år efter kri gens afslutning kom de langvarige traumer, den efterlod sig, til at danne afsæt for Hitlers magtovertagelse midt i en omfattende krise for stat og samfund, som endte med at ødelægge det tyske demo krati under Depressionen i begyndelsen af 1930’erne. Franco kom til magten som sejrherre i en brutal borgerkrig i et kriseplaget land. Churchill blev udnævnt til premierminister under en dyb politisk krise i Storbritannien, mens den tyske hær løb det meste af Vesteuropa over ende. De Gaulles magt udgik fra to forskellige kriser, nemlig krisen i det besejrede og besatte Frankrig, og senere krisen under Algierkrigen. Tito sikrede sig magten ved at lede den militære modstand i den komplicerede krise i et besat og krigshærget Jugo slavien. Gorbatjov blev valgt til generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, da Sovjetunionen var blevet tvunget til at håndtere en dyb krise i sit svigtende økonomiske og politiske system.
Magtkoncentration øger enkeltpersoners muligheder for at præge udviklingen – men konsekvenserne er ofte negative, hvis ikke ligefrem katastrofale.32
•påstande:Enkeltpersoners muligheder for at påvirke udviklingen er størst under og lige efter store politiske omvæltninger, når det hidtil eksisterende regelværk bryder sammen eller bliver ødelagt.
Personlighed28 og magt besat land efter 1945, og af den kolde krigs voldsomme spændinger og trusler. Thatchers lederskab opstod som følge af den økonomiske – og til en vis grad også kulturelle – krise, som Storbritannien blev ramt af i 1970’erne.
•
Den enkelte leders magt og manøvrerum er i høj grad afhæn
• Udøvelsen af personlig magt, og omfanget af den, afhænger stærkt af de omstændigheder, som selve magtovertagelsen og den første tid derefter var præget af.
•
• Krig betyder, at selv stærke politiske ledere bliver fuldkommen underlagt den militære magts begrænsninger.
Det tolvte eksempel i mit udvalg er det eneste, som ikke opstod ud af en eller anden national krise. Helmut Kohl tiltrådte som for bundskansler i Vesttyskland efter de økonomiske vanskeligheder, som fulgte efter den anden oliekrise i 1979 – den første var i 1973 – men under forhold præget af grundlæggende velstand og politisk stabilitet. Han havde allerede været forbundskansler i syv år – og nok en mindre markant forbundskansler end sine umiddelbare for gængere, Helmut Schmidt og Willy Brandt – da han havnede i en krise, man kunne kalde ”godartet”, fordi den kolde krig sluttede, og Tysklands genforening blev et realiserbart mål. Men i den sammen hæng blev også Kohl en betydelig skikkelse i det tyvende århundre des Europa. Det er persongalleriet.
I studierne vil jeg forsøge at efterprøve en række generelle
• Målrettet forfølgelse af let definerbare mål og ideologisk fasthed kombineret med taktisk kløgt gør det muligt for bestemte men nesker at træde frem og hverve tilhængere.
Dette er en bog om historiske lederskikkelser i det tyvende århund rede, ikke om vore dages ledere i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Men de spørgsmål bogen stiller, har ikke desto mindre den samme relevans for vor egen tid som for tidligere generationer, uanset om de gælder de vilkår, som har betydning for, hvilke per sonlighedstyper der kommer til magten, de regeringsstrukturer, som danner ramme for magtudøvelsen, og de omstændigheder, hvorun der enkeltpersoner kommer til at spille en afgørende rolle for histo riens gang.33
Men måske kan man drage nogle generelle konklusio ner ved at se på nogle bestemte situationer, hvor individuelle hand linger havde en betydelig virkning – for eksempel beslutninger som var afgørende for lederens eget liv.
Indledning:
Individet og historiske forandringer gigt af, hvilke institutioner der støtter ham, og hvor stærk denne støtte er, særligt i lagene under magtens top, men også i den brede offentlighed.
Der findes ikke nogen matematisk formel, som kan vægte og sam menveje personlige og upersonlige faktorers betydning for historiske forandringer.
•
Demokratiske styreformer udgør de største begrænsninger på enkeltpersoners handlefrihed og mulighed for at gennemføre historiske forandringer.