BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Farumgaard-Fonden
Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning
Historisk Samfund Thy
Thyborøn Havn
Camilla Andersen, Mette Lund Andersen, Anders Bloksgaard, Jake Hubert Gardiner, Michael Riber Jørgensen, Inger Bjørn Knudsen, Line Vestergaard Knudsen og Bo Poulsen
REDAKTION:
Line Vestergaard Knudsen
Redaktørens forord
PROLOG
Kampen mod havet
DEL 1. NATUR
Under normale omstændigheder
Kampen mod sandet
Stormflodsland
De forsvundne byer
DEL 2. MENNESKE
Fiskernes stormsikre huse
Først og fremmest fiskere
Tangens alsidighed
Døden tæt på
Strandinger og redningsvæsen
Havboerne set udefra
DEL 3. FLUGT
Et sted man flyttede fra Kongen og kollekten
I det forjættede land
DEL 4. KONTROL
Staten på kysten
Thyborøn Havn
EPILOG
Kampen med havet
NOTER
LITTERATUR OG KILDER
ILLUSTRATIONER
FORFATTERNE
PERSONREGISTER
STEDREGISTER
I en tid, hvor alt tyder på, at havet igen vil presse sig på og udfordre mennesker bosat ved havet, har vi ønsket at undersøge Limfjordstangen historisk. Vi ser på, hvordan fortidens mennesker har levet med og kæmpet mod havet. Og vi stræber efter at forstå, hvordan de mestrede denne kamp og samtidig kerede sig om havet.
Bogen er en jubilæumsbog. I udgivelsesåret 2025 er det 200 år siden, en af de største og mest forandringsbringende stormfloder ramte den jyske vestkyst og dermed også Limfjordstangen. Faktisk ramte hele to store stormfloder i 1825: Den første i februar, da tangen blev gennembrudt af havet, og igen i november, hvor gennembruddet blev til en permanent kanal, der ledte vand og skibe ind i Limfjorden hen over de næste årtier. Stormfloderne var store begivenheder, som ikke alene fik betydning for mennesker, dyr, huse og byer, men også for selve landkortet over regionen, hvor Limfjorden gik fra at være en fjord til et sund. Derfor finder vi det helt på sin plads at markere 1825-stormfloderne med denne bog.
Menneskene herude, dem vi i denne bog har valgt at kalde havboerne, er befolkningen i Agger og Harboøre Sogne i perioden 1825-1925. Det var en lille, særlig befolkningsgruppe, der var udfordret af havets og fjordens pågående nærhed. Men det var netop også denne nærhed, der gav dem et eksistensgrundlag. Det var ikke altid let – men det var muligt – at bo med kyst til begge sider.
Limfjordstangen er betagende! Barsk og vindblæst og et sted, hvor man får lov at komme helt tæt på elementerne og lade sig omslutte af det, der er større end én selv. Industrialiseret, moderne og reguleret –og samtidig et af de steder i Danmark, hvor naturens vilde kræfter mest tydeligt har bidraget til landskabets udformning.
Bogens forfattere har været tæt på tangen. Taget på besøg, undersøgt landskabet og fundet spor af historien. Endnu en gang har vi fået understreget, hvordan museernes nærhed til deres emner, historiske steder, begivenheder og personer kan skabe afsæt for en særlig historisk bevidsthed – et sted mellem viden og oplevelse.
Bogen er baseret på resultater fra to større forskningsprojekter, støttet af henholdsvis Danmarks Frie Forskningsfond og Kulturministeriets Forskningsudvalg. På tværs af tre museer, Lemvig Museum, Museum Thy og Limfjordsmuseet (Løgstør) samt Aalborg Universitets historiefag har Limfjordstangen været omdrejningspunkt for mange timers læsning, undersøgelser af kort, lister og diagrammer, diskussioner om beretninger, menneskeskæbner, årsager og konklusioner. I alt dette har Camilla Andersens ph.d.-projekt med titlen “En foranderlig tilværelse ved Kysten: At leve i et risikoområde” fra 2023 fungeret som et fagligt samlingspunkt for hele forfattergruppen.
Ud over bogens otte forfattere har også en række andre personer og institutioner bidraget til skabelsen af denne bog. Vi vil gerne takke Jakob Ørnbjerg, Mikkel Ellersgaard Sørensen, Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune, Gjøl Lokalhistorisk Forening, Lokalhistorisk Arkiv for Thyholm og Jegindø samt Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
En stor tak til Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Farumgaard-Fonden, Thyborøn Havn og Historisk Samfund Thy for deres finansielle støtte til bogens udgivelse.
Line Vestergaard Knudsen September, 2025
I 1825, en nat mellem to februardage, ramte en stormflod Limfjordstangen. Havet stod pludselig to en halv meter højere end normalt og var samtidig i vildt oprør. Det slog hul på klitter, og saltvand skyllede ind over de områder, hvor mennesker boede, hvor dyr græssede, og hvor veje var møjsommeligt anlagt. Pludseligt opståede vandløb med rivende strømme gjorde i timevis livet farligt og ødelagde alt af værdi i området.
Oversvømmelsen kom saa hurtigt og saa voldsomt, at Beboerne bleve afskaarne fra at flygte. Vandet omringede Husene og trængte ind i Stuen. Folkene søgte Tilflugt paa Lofterne [..] Bølgerne sloge mod Huset og skvulpede snart igjennem Stuen under dem; thi Væggene faldt. Hjørnestolperne bleve dog staaende; men hvad der nærmest holdt Huset var nok Skorstensmuren. Ogsaa var der et Stendige vest for Huset, som for en Tid dæmpede Bølgerne.1
Op ad dagen den 4. februar stilnede stormen af igen og vandet veg langsomt. Skader kunne beses og nogle udbedres. De fleste familier kunne få en dagligdag op at stå igen, mens andre valgte at forlade den smalle tange. Husene i Toft, som beskrives herover, var blandt dem, der efter denne storm aldrig blev beboet igen. Men stormfloden i 1825 var hverken den første eller den sidste til at hvæse ad Limfjordstangens beboere. Det var sket før, og det kom til at ske igen.
Selv om sådan en stormflodsberetning jo egentlig hører en anden tid til, så er kampen mod vand, mod oversvømmelser, et fænomen, der i dag har fået relevans for mange mennesker i Danmark og landene omkring os. Oversvømmelser, som oftest er forårsaget af koncentrerede mængder nedbør og forhøjet grundvand, men som fremover i højere grad også
vil være forbundet med forhøjede vandstande ved kysterne. Flere og flere hjem i Danmark vil i løbet af ikke så mange år befinde sig på steder, hvor sandsynligheden for oversvømmelser ved storme er stor. På den måde kommer vi tættere og tættere på at have noget tilfælles med Tofts beboere, nemlig kampen mod havet.
Med de lavtliggende, vindblæste sandenge, Vesterhavets bølger på klos hold mod vest og Limfjordens bredder truende nær mod øst var det måske slet ikke meningen, at mennesker skulle slå sig ned her. De to landtanger fra henholdsvis nord og syd, der stod som to klapper – der til tider lukkede til og til andre åbnede op -– var et landskab i bevægelse og måske derfor ikke oplagt at bosætte sig på. Men mennesker har boet på Limfjordstangen i al den tid, vi kender til. Mellem hav og fjord har den tynde strimmel land, med sine cirka 20 kvadratkilometer omfang, været et godt udgangspunkt for at fiske og dermed finde føde, ligesom den har været knudepunkt for både landgående og søgående trafik. Så gode grunde har der været til at bo på Limfjordstangen og forsøge at få et liv med havet til at gå op. Samtidig har det medført en evindelig kamp mod havet at holde hus og føre liv her. En evig kamp mod vinde og strømmes flytten rundt med vand, sand, grus og salt. En kamp for at beholde sine bygninger, sine græsmarker, sine dyr, og for at sikre, at vogne, både og fiskegrej ikke blev ødelagt. Og selv om der af og til opstod dramatiske hændelser, var kampen mod havet ikke så meget en kamp om overlevelse, som det var en kamp for at få en hverdag til at fungere på trods af de genstridige elementers rasen.
Det var en evig kamp for tilpasning. Når man placerede og byggede huse, når man købte en gris eller lod være, når man fiskede, når man klædte sig, når man transporterede sig, når man supplerede fiskeriet med mågejagt, sankning og et par får, og måske også nogle gange når man giftede sig, så var kampen mod havet taget i betragtning. Kampen mod havet udspillede sig i de daglige hensyn og i de erfaringer, der gennem generationer ophobede sig i befolkningen på tangen. Men også kongen, amtmanden, herredsfogeden og andre myndigheder var til tider involveret i denne fejde og bidrog med ressourcer, så menneskeliv og virksomhed kunne blive på tangen. De mange tilpasninger hjalp ikke blot til, at man var i stand til at leve i området i hverdagens almindelige genstridigheder af blæst, sandflugt, golde jorder og vejrafhængigt fiskeri, men at langt de fleste også kunne komme igennem de katastrofer, som store stormfloder og oversvømmelser til tider bød på. Alligevel var der grænser, tippepunkter, hvor det for nogle familier blev for meget, hvor
Kampen mod havet
tilpasning på tangen ikke længere var meningsfuldt, og man derfor søgte væk fra tangen, flygtede fra denne ublide plet og til steder, der lovede bedre.
Hvor vi mennesker i dag forsøger os med mere omfattende kontrol og justering af naturen, så havde man i kystområder som Limfjordstangen frem til slutningen af 1800-tallet stort set kun tilpasning, fleksibilitet og absorbering som middel mod naturens luner. Man insisterede ikke på at brødføde sig ved bestemte erhverv, på at spise bestemte fødevarer året rundt, bosætte sig der, hvor gode udsigter var at finde, eller på at tørholde områder, som uden menneskelig indgriben ville ligge under vand. I stedet lod man sig lede af de specifikke naturgivne betingelser i den løbende tilpasning af næringsveje, boliger, transport, beklædning og madlavning. Dette ændrede sig i slutningen af 1800-tallet, hvor nye teknologier og menneskelige forhold til naturen meldte sig ind i kampen mod havet på Limfjordstangen. Med modernitetens kontrol- og væksttrang begyndte Vandbygningsvæsenet at ændre kysten med store høfdekonstruktioner, ligesom drømme om en sikker havn for fiskere og andre søfarere satte gang i opførelsen af et havneanlæg ved Thyborøn. Ved markante landskabsforandringer skulle naturens kræfter på Limfjordstangen styres, og den menneskelige tilpasning til naturen blev i højere og højere grad overtaget af forsøg på kontrol. Området ændrede sig, ligesom dets mennesker gjorde.
I denne bog skriver vi om Limfjordstangen som et særligt ublidt og udsat sted for menneskelig tilpasning i en foranderlig periode fra begyndelsen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Hvad gav havet, og hvad tog det? Hvad var det for forhold, som måtte forstås og kæmpes imod, når havet var den daglige kombattant? Hvilke foranstaltninger og opfindelser svarede havboerne igen med? Hvordan deltog magthavere og forvaltere i kampen? Hvornår blev kampen mod havet for meget for nogle? Hvem gav op, og hvordan gik det dem videre? Og hvordan var det, at mennesker i slutningen af 1800-tallet forsøgte at styre havets møde med Limfjordstangen? Det er spørgsmål, vi i denne bog svarer på, når vi skildrer menneskers kamp mod havet på Limfjordstangen, som det så ud for 200 år siden og et århundrede frem.
Under normale omstændigheder
En tynd landstrimmel mellem hav og fjord, hvor mennesker har måttet leve i en omskiftelig pagt med og kamp mod havet. Hverdagen på tangen har været præget af vand, sand og vind. Naturen har igen og igen fremkaldt katastrofer for mennesker, ved store stormfloder eller drukneulykker. Goldt, forblæst og foranderligt, men alligevel et sted, hvor det har været muligt for mennesker at skabe sig et liv, fordi havet også dagligt har givet. Med denne landstrimmel som yderste værn stiller Jylland op mod Nordsøen. Når det blæser op, og sandet fyger. Når havet angriber kysten og sine steder æder sig ind på landjorden, for andre steder at lægge det bortgnavede til. Landstrimlen har været hel, været gennembrudt, hel igen og gennembrudt igen. Den har budt sine beboere og fjordlandskabet inde bagved konstant skiftende vilkår. Til tider har den knap kunnet kaldes et stykke land, og da har det krævet særlig stor tilpasningsevne og opfindsomhed fra mennesker at videreføre en hverdag her.
OG EN VOGNTUR OVER TANGEN
For at få en fornemmelse for Limfjordstangen i begyndelsen af 1800-tallet kan vi hente hjælp hos Videnskabernes Selskab, som gennemførte den første samlede kortlægning af hele Danmark fra 1757, og som i 1797-1800 udgav kortbladene over Limfjordstangen. Lad os for et øjeblik forestille os, at vi er en måge, der svæver højt over tangen omkring 1800 og kigger ned: En naturlig grænse mod nord er Flade Sø, kun adskilt fra havet ved en smal strimmel land. Her mellem hav og sø ligger fire byer: Nr. Aalum, Sdr. Aalum, Ø. Agger og V. Agger. Derfra strækker
På Videnskabernes Selskabs kort fra 1794 ses landevejen fra Lemvig gå hele vejen op over den stadig ubrudte tange til Agger, hvorfra den bevæger sig ind i land og mod Thisted.
selve tangen sig knap 20 kilometer sydpå. Den nordligste del er smallest, ikke bredere end halvanden kilometer og sine steder med så lidt som 500 meter mellem hav og fjord. Et stykke nede ligger bebyggelsen Toft, som blot består af 5-6 hushold, men alligevel bliver omtalt som en by. Længere sydpå poser tangen ud omkring Thyborøn og Harborøn, der ligger som små rundede halvøer ind i fjorden.
Mellem disse udposninger er et smalt stykke, hvor Nørlanger befinder sig, og den sydligste del af tangen, syd for Harborøn, bliver igen ganske smal, inden landskabet for alvor udvider sig lige syd for Langerhuse og ned mod Harboøre by. Syd for Harboøre er en stor, sandet græsslette, og man kan nok ikke længere tale om Limfjordstangen. Mod vest er der to kystbebyggelser, Vrist og Vejlby, derpå kommer Ferring Sø, og så går det opad mod Bovbjerg. Et bælte af vådområder breder sig fra Ferring Sø
Del 1. Natur
PEDER JEPSEN
Den 27. november 1825 – første søndag i advent – gik Peder Jepsen og hans familie fra Thyborøn til Agger.2 Lars Kjær og Sidsel Nielsdatter havde fået en datter for halvanden måned siden, og nu skulle hun døbes. Hun var godt nok hjemmedøbt lige efter fødslen. Man vidste jo aldrig, om Gud fandt på at kalde hende til sig i utide. Men nu skulle hun også fremstilles for hele menigheden. Altså måtte de tage turen fra den sydligste udkant af sognet og de halvanden mil til kirken i Agger. Vinden var kulet op i løbet af morgenen, men de tog af sted alligevel og slæbte sig gennem den stride blæst over tangen. Fjorden kunne skimtes på højre hånd, og til venstre kunne de høre, hvordan havet slog hårdere og hårdere ind mod klitterne. Efter mere end to timer nåede de endelig til Vester Agger og kunne banke på hos Peders svoger. De var både trætte og våde, og saltet fra luften sad som kager i deres ansigter. Nu kunne de heldigvis få vasket sig lidt, så de så præsentable ud. Der var også tid til et hvil foran den varme kakkelovn. Her kunne de samle kræfter, og tøjet kunne nå at tørre lidt, inden de skulle i kirke. Den lille pige tog både rejsen og kirken med ophøjet ro. Og hun fik tildelt navnet Ane Maria. Peder kunne nu ikke lade være med at lytte mere til blæstens susen udenfor end til provst Bendix’ noget langtrukne prædiken. Det lød mindst lige så voldsomt som stormen i februar. Dengang havde havet ædt en del af kirkegården og ødelagt huse og fiskerbåde. Peder og hans familie var sluppet billigt dengang med et par druknede får, men det var jo ikke sikkert, de var lige så heldige denne gang. Det blev ikke til meget søvn den nat på gulvet i svogerens køkken. Da de stod op mandag morgen, var stormen løjet af, og rønboerne kunne begive sig hjemad. Landskabet bar tydeligt præg af nattens begivenheder. Flere steder lå saltet som et fint hvidt lag der, hvor bølgerne var skyllet ind over stranden. Gåturen fik en brat afslutning. Efter en halv times tid kunne de ikke komme videre – havet havde slået hul syd for Agger, hele vejen ind til fjorden. Lars Kjærs ældste dreng måtte løbe tilbage til byen for at finde nogen, der kunne komme med en båd og sejle dem over. Sikke en begyndelse på tilværelsen for den lille Ane Maria! Men hun kunne lige så godt vænne sig til det. Sådan var livet her på tangen. Afhængigt af naturen og dens luner. Og derfor altid omskifteligt – ligesom landskabet.