OVER RABBINEREN
Bogen er udgivet med støtte fra:
Danmark Loge
Ivan Nadelmann
Jens Nørregaard og Hal Kochs Mindefond
Mosaisk Troessamfund
Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat
Overrabbineren
EN BIOGRAFI OM
Max Friediger
SCHWARZ LAUSTEN
GADS FORLAG
MARTIN
Overrabbineren
En biografi om Max Friediger
Af Martin Schwarz Lausten
Copyright © 2025 Forfatteren og Gads Forlag
ISBN: 978-87-12-80072-9
1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia
Forlagsredaktion: Henrik Sebro
Tekstredaktion: Kasper Monty
Billedredaktion: Therese Boisen Haas
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Grafisk tilrettelæggelse: Narayana Press, Gylling
Repro: Narayana Press, Gylling
Tryk og indbinding: Print Best, Estland
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Gads Forlag
Fiolstræde 31-33
1171 København K Danmark reception@gad.dk
INDHOLD
Forord 9
Indledning 11
Manden fra Ungarn 17
Uddannelse, ansættelser, ægteskab og familie 17
Rabbinerembeder 22
”Herrens højre Haand bringer Sejr!” Feltrabbiner. 26
Feltrabbiner i arbejde 30
Synagogen i Conegliano – og i Jerusalem 32
Ægteskab med Fanny Seegall 39
Familien 41
Venner og bekendte 48
Vi tror, at De, hr. Doktor, har evnen til at samle de forskellige opfattelser i et fælles arbejde. Ansættelsen som overrabbiner i København 51
Ansættelsen 51
Embedets pligter. 60
Ondskab er ikke tilgængelig for Fornuftsgrunde. Kampen mod antisemitismen 67
Dansk antisemitisme omkring 1920 67
Friedigers appel til verdens samvittighed, juni 1933 69
”Et Falsum, et Plagiat, Smudslitteratur og Taabelighed”.
Zions Vises Protokoller 1934‑1939 71
”Dr. Friediger, Satans ypperste Repræsentant i Danmark”.
Friediger i retssagen mod danske antisemitter, 1937 74
Friedigers reaktioner på enkelttilfælde Arnfred sagen, 1939 74
Adam Poulsen sagen. 78
Grev Knuth sagen, 1935 80
Hjælpearbejde for jødiske flygtninge og andre nødlidende 84
Opråb om hjælp 84
Hjælp fra kristne kredse 85
Jødiske reaktioner – og nazistiske 87
Max Friediger og komitéen af 4. Maj 1933 88
De nordiske overrabbinere og flygtningene, 1937 94
Max Friediger og Éviankongressen, juli 1938 97
Max Friediger og andre hjælpeforanstaltninger 100
Det hjemlige foreningsliv 103
Danmark Loge, B’nai B’rith 103
En sund jødisk Ungdom … 109
Foreningen Jødisk Ungdom 115
Plan om ”Jødisk Hus” 118
Udenlandske forbindelser 121
Personer 121
Julius Goldstein 121
Nachum Goldmann 124
Albert Einstein 126
Ismar Freund 127
Edith Herrnstadt-Oettingen 128
Martin Buber 128
Leo Baeck 130
Alfred Wiener 132
Organisationer, selskaber, foreninger 132
Alliance Israëlite Universelle 139
Dr. Joseph Jacobsens kor og orkester fra Hamburgs Talmud-Tora-skole, 1931 140
Jewish Central Information Office 142
Skandinavisk Jødisk Ungdomsforbund 145
Den nordiske Rabbinerkonference 159
Bistand til Norge 162
At udbrede Kendskab til jødisk Historie og Litteratur. Max Friediger og jødisk videnskab 165
Medlemskab af videnskabelige selskaber 165
Max Friedigers oplæg til dannelsen af et lærd dansk jødisk selskab, 1930 169
Max Friedigers udgivelse af fagbøger. 171
Jerusalem! Glemmer jeg dig, da visne min højre … Palæstinaproblemet 174
Zionisme 174
”Jeg har aldrig været en Ven af det, man kalder Politik” 176
Max Friediger og fondene til Palæstinas genopbygning 187
Keren Kajemeth Lejisrael [Evig fond for Israel] 188
Keren Hajessod [Byggefond] 190
Det hebraiske universitet i Jerusalem 192
Universitetsbiblioteket i Jerusalem 194
Rejsen til Palæstina 197
Friedigers student til universitetet i Jerusalem, 1938 200
Det hebraiske sprog 203
Et haardt Slag med en Bajonet over min Ryg … Koncentrationslejren
Theresienstadt 205
Kristne kredses hjælpeforanstaltninger for Max Friediger 206
Arrestation og deportation 208
Max Friedigers rolle i Theresienstadt-administrationen 212
Max Friedigers virke som præst og foredragsholder 215
Foredragene 223
Nødhjælpspakkerne fra Danmark 224
Friediger og de jødiske plejebørn fra Danmark i Theresienstadt 228
Bedraget med Røde Kors-besøget 228
Max Friediger som ufrivillig filmskuespiller i
”Theresienstadt som ofrenes Hollywood” 229
Venskabet med biskop Hans Fuglsang-Damgaard 231
Hjem fra Theresienstadt! 234
Velkomsthilsner og gensyn 234
”Den usigelige Lidelses Tid” 234
”Kongen, det danske Folk, Folke Bernadotte …” 237
Synagogens genindvielse og mindegudstjeneste 245
Max Friedigers 25-årsjubilæum 249
Udenlandske medfangers henvendelser 250
Indvielsen af Theresienstadt-monumentet 255
Max Friedigers bog ”Theresienstadt” 256
”Hvad er det dog for et velsignet Land? …” 258
Nationalfølelsen 258
Uden for murene. Friedigers oplysningsarbejde om jødedom 268
Besvarelse af forespørgsler 268
Foredrag i ikke-jødiske kredse 272
Radioforedrag 280
Foredrag i jødiske kredse 282
Jødedom og kristendom 285
Max Friedigers jødiske tro 285
Machsike Hadass 291
Kristendommen 294
Max Friedigers deltagelse i den jødiske/kristne konference i Oxford, august 1946 298
Council of Christians and Jews 298
Max Friedigers og Johannes Fog-Petersens deltagelse i Oxfordkonferencen, august 1946 300
Max Friedigers tale i Oxford 307
Efter Oxfordkonferencen 310
Begravelse og mindeaften 316
Begravelsen 316
Mindeaften i Borups Højskole 322
Gravstenen 325
Sammenfatning 326
Hvor stod Max Friediger i religiøs henseende? 328
Var der for få ”skarpe kanter” i Max Friedigers person? 331
Kilder og litteratur 333
Forkortelser 352
Billedoversigt 353
Noter 355
Personregister 425
Forord
Ved udgivelsen af denne bog om overrabbiner dr. Moses Samuel (Max) Friediger (1884‑1947), hvis baggrund, indhold og metode beskrives nærmere i indledningen, takker jeg en række institutioner og personer i ind og udland, som venligst har besvaret mine forespørgsler, gi vet henvisninger eller kommenteret mine fremstillinger. Arkiverne er nævnt i kapitlet Kil der og litteratur, og personerne findes i noterne og i registeret. Dog vil jeg her især fremhæ ve ambassadør Ruth Jacoby, Stockholm, Max Friedigers datterdatter, for manuskripter og breve fra familien, for levende interesse, opmuntringer og venskab. Til fhv. overrabbiner Bent Lexner, København, retter jeg også en hjertelig tak for gode råd, tilskyndelser, oplys ninger og venskab. Det samme gælder fhv. undervisningskonsulent Henrik Friediger, Dott. ssa Mag. Mirjam Friediger, advokat Kasper Friediger og journalist Benjamin Katz, som har vist og lånt mig skriftligt materiale og fotografier vedrørende familien.
I kolofonen er nævnt de fonde og legater, som har givet økonomisk støtte til bogen. Bestyrel serne for dem bedes modtage min hjerteligste tak.
Endelig takker jeg redaktionschef Henrik Sebro og medarbejderne ved Gads forlag for et fortræffeligt samarbejde. Sidst, men bestemt ikke mindst, takker jeg min kone, sognepræst emer. Marianne Jensen Broby Lausten for støtte og bistand og talrige samtaler om bogens teologiske emner.
Gl. Holte d. 20. juli 2025 Martin Schwarz Lausten, professor emer. dr.theol.
Indledning
”En stor del af menigheden er ligeglad med det religiøse!” Så direkte præsenterede menighedens verdslige ledelse – Repræsentantskabet – den jødiske menighed over for Moses Samuel (Max) Friediger, som søgte det ledige overrabbinerembede i 1919. Den nye overrabbiner skulle begynde varetagelsen af embedet på et tidspunkt, hvor det danske jødiske samfund stod over for skæbnesvangert store udfordringer. Det gjaldt både de interne forhold og hele forholdet til det ikke-jødiske omgivende samfund.
Voldsomme jødeforfølgelser i begyndelsen af 1900-tallet jog et par millioner på flugt fra Rusland og Østeuropa vestover. De fleste drog videre til USA og England, mange af dem via Danmark, men et ret stort antal blev her i landet. Alene det store antal kunne udgøre et problem. I 1921, året efter at den nye overrabbiner tiltrådte, var jødernes antal her 5947, og af dem var ”østjødernes” antal 3146. 1 De mange østjøder belastede menighedens økonomi stærkt, da der oprettedes hjælpekomitéer, men der er også eksempler på, at menigheden hjalp politiet med adskillige udvisninger. Men endnu mere betænkeligt var det, at østjøderne var en anden slags jøder end de etablerede, gamle jødiske slægter i København, som for længst var velintegrerede i det danske samfund. Adskillige havde skabt sig gode karrierer i erhvervslivet, vekselerer- og bankvæsenet, i kunst og videnskabeligt arbejde. Nu kom tusinder af fattige jøder fra en helt anden kultur og truede med at ødelægge den allerede gennemførte jødiske integration i det danske samfund. De blev et problem både for den etablerede menighed og for kommune og stat. Der skulle skaffes boliger til dem, der opstod rene ghettoer i København, børnene skulle undervises, håndværkerne – dem var der flest af – skulle finde arbejde, og det kunne let udvikle sig til problemer med løntryk på arbejdsmarkedet. Deres sprog var jiddisch. Det var en slags blanding af hebraisk og tysk og fandtes i flere dialekter. De afveg fra de danske jøder i klædedragt og spisevaner. Mange af dem var socialister, mange var religiøse og oprettede egne bedehuse. Ret hurtigt opbyggede de et nyt ”jiddisch” miljø med læsestuer, bibliotek, talrige klubber og foreninger, blade og tidsskrifter. Men regeringen anerkendte kun menigheden omkring synagogen i Krystalgade, og den nye overrabbiner var således også østjødernes gejstlige overhoved.
Men dertil kom, at menigheden lige fra begyndelsen af 1900-tallet havde været temmelig uheldig med to af overrabbinerne. Tobias Lewenstein, overrabbiner 1903 -1910, og Repræsentantskabet havde åbenbart misforstået hinanden. Han, som kom fra et embede i Haag, viste sig at være meget mere ortodoks i indstillingen til jødedom, ritualer, blandede ægteskaber, jødisk liv og andet, end de havde forventet. Det endte med, at han blev afskediget, men da han var overbevist om, at det stred mod kontrakten, anlagde han sag mod dem. Den gik helt til Højesteret, som gav ham medhold og dømte Repræsentantskabet til at betale ham et betydeligt
beløb, 80.000 kr. + 1.200 kr. i sagsomkostninger. Omregnet til 2023-kroner er det 6.194.505 kr. Efter sin afskedigelse samlede han og nogle ligesindede sig omkring deres eget bedehus eller synagoge og etablerede sig som foreningen Machsike Hadass , ”de, som holder fast” (1. januar 1913). Det er dem, som man i selvpræsentationen kalder ”de ortodokse”. Lewenstein blev kort efter rabbiner for en mindre menighed i Schweiz. Hans efterfølger Max Schornstein, overrabbiner 1910 -1919, måtte også forlade embedet, da han – vist af vanvare – var kommet til at overtræde dansk udførselsforbud, da han for at støtte sin nødlidende familie havde sendt dem et parti varer, som de kunne sælge eller bytte med fødevarer. Schornstein havde gjort et stort socialt arbejde for de talrige russiske immigranter og for nødlidende jøder i lande, som var medtaget af verdenskrigen. Men sagen kostede ham en bøde på 10.000 kr. [svarende til ca. 310.000 kr. i 2023]. Han tog sin afsked. Repræsentantskabet udbetalte ham i pension et engangsbeløb på 25.000 kr. [svarende til 764.867 kr. i 2023]. Sagerne omkring disse overrabbinere fulgtes med stor opmærksomhed i pressen og efterlod et forstemmende indtryk af forholdene i menighedens øverste gejstlige ledelse.
I den otte sider lange beskrivelse nævner Repræsentantskabet ikke østjøderne specielt, men siger, at jøderne i byen består af tre grupper. Der er hovedmenigheden omkring synagogen i Krystalgade, ”som står på den traditionelle jødedoms faste grund” og altså repræsenterer en konservativ jødedom. Desuden findes en lille kreds af ortodokse, som ganske vist er medlemmer i Krystalgade og betaler skat, men holder til i deres egen synagoge og har deres egen rabbiner, dr. Michael Winckler. Den tredje gruppe er de nævnte, som de kaldes. Nogle af dem er måske nok opdraget religiøst, men siden deres ungdom havde de stået fuldkommen fremmed over for den religiøse jødedom.
Sammenfattende erklærer Repræsentantskabet, at uanset at der både findes de strengt ortodokse på den ene yderfløj og ”de ligeglade” på den anden, så er kun menigheden omkring synagogen i Krystalgade og dens rabbiner anerkendt af den danske regering. Men det er vigtigt for Repræsentanterne at understrege, at denne kendsgerning ikke må medføre en splittelse af det jødiske samfund. De tilføjer, at hvis jødernes antal i landet havde været endnu større, så ville man sikkert for længst havde dannet en konservativ og en liberal menighed. Men nu er det deres bestræbelse, at der skal opretholdes en enighed, så ”derfor ønsker vi at finde en rabbiner, som helt og holdent opfylder de ortodokses ønsker, men som også besidder ’elasticitet og tilstrækkelig overbærenhed’, så han ikke afviser at betjene dem gejstligt, som ikke står på den ortodokse jødedoms grund”. 2
”De ligeglade” vil vi i dag nok kalde ”kulturjøder”. De er jøder af slægt, er vel blevet opdraget jødisk, men har ellers taget afstand fra det religiøse indhold. Visse højtider iagttager de, ligesom de kan ønske jødiske ceremonier ved fx begravelser. Men i præsentationen skrives udtrykkeligt, at de skal regnes med til menigheden, og hvis de beder om det, skal rabbineren betjene dem gejstligt. Det er nærliggende at sammenligne med nutidige forhold i folkekirken. Langt under 10 % af medlemmerne deltager regelmæssigt i gudstjenester, og resten føler formentlig ikke noget synderligt tilhørsforhold til kirkens lære, forkyndelse eller til nadveren. Men mange af dem ønsker deres børn døbt, vil vies kirkeligt og begraves kirkeligt. Folkekirkens præster er forpligtede til at betjene dem gejstligt, når de ønsker det.
Man kan måske nok undre sig over, at Max Friediger, stående over for de nævnte problemer og udfordringer internt i det jødiske samfund og dets forhold til omverdenen, ikke betakkede sig og løb skrigende bort. Det gjorde han ikke. Han søgte og fik embedet. Der var snesevis af ansøgere. Denne fremstilling skulle gerne give et svar på spørgsmålet om, hvorfor menighedens verdslige ledelse, Repræsentantskabet, valgte netop ham.
Udover de faste, præstelige pligter, som var forbundet med overrabbinerembedet, var det overladt til overrabbineren selv, i hvilket omfang han ville tage sig af jødiske børns opdragelse og undervisning, af unge jøders arrangementer, af foredragsvirksomhed, af det meget omfattende hjælpearbejde for nødlidende trosfæller i Danmark og udlandet, af det internationale jødiske videnskabelige arbejde, og af deltagelsen i de talrige foreninger og selskaber lige fra den fashionable Danmark Loge B’nai B’rith (”Pagtens sønner”) til den socialistiske forening Awoda . Det vil blive belyst i denne fremstilling.
Men der var to emner, som Repræsentantskabet ikke nævnte i præsentationsskrivelsen. Det ene var antisemitismen. Det andet var forholdet mellem jødedom og kristendom. Lige så lidt som andre i samtiden kunne de ikke vide, hvor aggressive angrebene ville blive og naturligvis slet ikke forestille sig den katastrofale afslutning i 1943. Tilfældet ville, at netop på den tid, da Friediger forhandlede ansættelse i overrabbinerembedet, organiserede den første danske antisemitiske bevægelse sig i Dansk Forening til Fremmedelementers Begrænsning med tidsskriftet Dansk Nationalt Tidsskrift , ofte kaldet Danskerligaen . Jøderne var dengang den eneste ikke-kristne religiøse gruppe i Danmark. I en rå tone fremførte man de kendte floskler og fordomme om jøder i Danmark, hvor de, hævdede foreningen, lever ”et Snylteliv” på samfundslivet, behersker kunst, politik, litteratur og lovgivning og fylder befolkningen med ”Jødepressens Løgne”. Udover at jøderne vil undergrave det danske samfund nationalt, vil de ikke mindst bestræbe sig på at skabe ”Frafald fra Kirke og sand Kristenlære”. Netop i 1920, da Friediger tiltrådte sit embede, udgav de danske antisemitter en dansk oversættelse af det berygtede skrift Zions Vises Protokoller. Disse antisemitiske angreb fortsatte endnu heftigere, da nazismen bredte sig her i landet fra begyndelsen af 1930’erne.
En anden bevægelse, Det unge Danmark fra omkring 1919, der bestod af unge konservative teologer, jurister og andre akademikere, som senere kom til at beklæde fremtrædende poster i Det Konservative Folkeparti, samlede sig om ”Gudstanken, Rigstanken, Folketanken”. 3 De ville skabe ”et nyt Livssyn, en ny Aand i Danmark, en Offerviljens og Ansvarets Aand paa Kristendommens Grund”. Blandt teologer, som i hvert fald senere kom til at spille fremtrædende roller i folkekirken, var Michael Neiiendam, Halfdan Høgsbro, Kristen Amby, Tage Schack og Alfred Bindslev. Foreningen krævede ”Sikring af dansk Jord, dansk Kultur og dansk Erhverv mod fremmed Indflydelse”. I deres blad Den ny Tid (1918 -1925) blev der bragt artikler af kulturelt, politisk og kristeligt indhold. Men foreningens glødende nationalfølelse, for ikke at sige nationalistiske overbevisninger, medførte også stærkt racistiske og antisemitiske bidrag. Flere af dem offentliggjordes netop i 1920, da Friediger tiltrådte sit embede. 4 Forfatteren af værket om Det unge Danmark mener, at ”overordnet set forblev antisemitismen dog et marginalt tema” og tåler ikke sammenligning med nazismens
racebegreb, som endte i holocaust. 5 Det sidste er selvsagt korrekt, men dertil skal bemærkes, at foreningen stærkt støttede den ovennævnte jødehadende Danskerliga , og at man i en redaktionel artikel i bladets første årgang fremførte de velkendte antisemitiske påstande om, ”at Folk af jødisk Race spiller en saa afgørende Rolle i vort Folk”, at de behersker pressen og at vi er afhængige af ”Jødiske Penge”. 6 Redaktionen erkendte, at mange ville stille sig afvisende over for dette synspunkt, og forsigtigt nok mente den, at Danskerligaens fremgangsmåde måske ikke var klog og rigtig. Men i sagen selv var man enig. Med det program, at jøder ikke var velsete i Danmark, var foreningen med til at lægge grundvolden for antisemitismen i den senere danske nazisme og i en bevægelse som Anders Mallings
Dansk Folkefællesskab
Dermed er emnet om jødedommens forhold til det omgivende kristne samfund berørt. Hverken det eller specielt den begyndende antisemitisme havde Repræsentantskabet berørt i sin præsentationsskrivelse. Den kristne kirke i Danmark havde som resten af Europa lige siden oldkirkens tid haft et anstrengt forhold til jødedommen, og som forholdene var, betød det, at den antijødiske indstilling også blev den herskende i hele samfundet. Det var i vidt omfang også tilfældet, efter at landets jøder var blevet accepteret som danske statsborgere, blot med en anden religion (1814), og naturligvis også omfattet af Grundlovens indførte religionsfrihed (1849). I det danske samfund var der kristne, som var antijødiske, motiveret af uvidenhed og fordomme. Andre begrundede deres antijødedom ud fra deres kristne tro, idet de med henvisninger til de nytestamentlige skrifter mente, at kristendommen var udtryk for det eneste rigtige forhold mellem mennesker og Gud, og at jødedommen var en forældet og falsk form for dette forhold. Nogle i denne gruppe gik et skridt videre og var overbevist om, at de som troende kristne var forpligtet til at arbejde for, at jøder opgav deres jødiske tro og gik over til kristendommen. De organiserede disse bestræbelser gennem missionsselskaber, som arbejdede på jøders omvendelse. Andre forstod derimod deres kristendom sådan, at den skulle medføre tolerance og respekt over for de jødiske med borgeres tro. De pegede på ”slægtskabet” mellem jødedom og kristendom og fremhævede, at Jesus, hans første tilhængere, rabbineren Paulus og andre alle var jøder af fødsel og kom i templet i Jerusalem og i synagogerne. Derfor bestræbte denne gruppe af kristne sig på at føre teologiske dialoger med jøder, så de gensidigt kunne oplyse hinanden og udrydde misforståelser uden bagtanker om at påvirke modparten til at skifte tro. Den stilling, som overrabbineren ville indtage over for disse kristne grupperinger, ville få stor betydning for forholdet mellem landets jøder og kristne. Det skulle vise sig, at Friediger gik nye veje her.7
De ”kristne” og ”kristendommen”, som flere steder nævnes i denne fremstilling, ikke mindst i kap. 14‑15, drejer sig om de godt 90 % af befolkningen, som på Max Friedigers tid tilhørte den evangelisk lutherske folkekirke. Om der har været kontakt mellem Friediger og det katolske bispeembede, kan ikke undersøges, da stort set al korrespondance fra denne kirke i det tidsrum er gået tabt. 8 Et enkelt privat katolsk initiativ for at omvende danske jøder til katolicisme er fremdraget og bliver omtalt nedenfor. Landets næststørste protestantiske kirke var på den tid baptistkirken med 5.000‑6.000 medlemmer. Bortset fra en enkelt interessant forespørgsel om et foredrag i en baptistmenighed synes der ikke at
have været nærmere kontakt mellem Friediger og landets baptistiske kirke. De støttede biskop Hans Fuglsang-Damgaards hyrdebrev og beklagede, at der ikke havde været tid til at lade biskoppens hyrdebrev udgå som fællesskrivelse af folkekirken og frikirkerne. 9 Mellem den reformerte kirke og Friediger er der ikke bevaret materiale, som kan tyde på en forbindelse.
Den følgende fremstilling er delvis kronologisk. Det har vist sig mest hensigtsmæssigt at samle det omfattende materiale omkring hovedemner, hvor Friedigers indflydelse især gjorde sig gældende. Den ulempe, som af og til kan vise sig i form af nogle gentagelser, må man bære over med. De hebraiske gloser, som findes i teksterne, er transskriberede. Der er talrige tyske tekster fra tiden før, han blev ansat i København, og fra embedsperiodens brevvekslinger, udtalelser og betænkninger. Jeg har gengivet dem på dansk. Denne bog henvender sig både til jødiske og ikke-jødiske læsere. Begge parter må derfor bære over med, at der flere steder forklares begreber, som en af parterne kender i forvejen.
Kildematerialet til denne fremstilling er først og fremmest Max Friedigers efterladte arkivalier. I Mosaisk Troessamfunds meget omfattende arkiv i Rigsarkivet findes arkivgruppen ”Overrabbiner Max Friediger”, hans embedsarkiv med bl.a. talrige aktstykker fra de mange organisationer og foreninger i ind- og udland og en del af privat art. Desuden er benyttet en række større manuskriptsamlinger, ikke mindst fra Mosaisk Troessamfunds Repræsentantskab og Danmark Loge B’nai B’riths arkiver. Endvidere er anvendt et stort materiale fra Det Kgl. Biblioteks judaistiske samlings håndskriftafdeling. Det består af arkivalier og enkelte tryksager fra Friedigers privatliv, uddannelse og de første rabbinerembeder i Ungarn, Østrig og Tjekkiet, tiden som feltrabbiner i Første Verdenskrig, manuskripter til belysning af hans offentlige foredrag i kristne og jødiske kredse, brevvekslinger herom samt mange udaterede manuskripter. Også en større lysbilledsamling er bevaret, fotografier, som han tog både på en rejse til Palæstina og andre lande. Aktstykker fra privatarkiver er inddraget, når det har været relevant. Vigtige dokumenter og fotografier er tilsendt mig fra Friedigers barnebarn, fhv. ambassadør Ruth Jacoby, Stockholm, og enkelte fra Friedigers andre efterkommere her i landet. Desuden er benyttet materiale fra Dansk Jødisk Museums arkiv og Frihedsarkivet til belysning af Theresienstadtopholdet.
Til kildematerialet hører også to andre grupper, nemlig de bøger, som Friediger udgav, og især en større samling af artikler om enkeltemner, som blev offentliggjort i jødiske tidsskrifter, aviskronikker og i det grundtvigske tidsskrift Udsyn . En bibliografi over hans trykte skrifter er anbragt sidst i bogen. Desuden er der udarbejdet en fortegnelse over de talrige foredrag, han afholdt.
I kraft af hans embede er udtalelser, nogle foredrag og artikler af Friediger i flere sammenhænge tidligere blevet omtalt eller gengivet, ikke mindst i forbindelse med den nyeste tids ret omfattende holocaustforskning. 10 Men der er aldrig skrevet en sammenhængende fremstilling af Friedigers baggrund, familiemæssige forhold, uddannelse, virke som feltrabbiner i Første Verdenskrig, hans rabbinerembeder i udlandet og i København, hans teologi, forhold til kristendommen og betydning for de indre jødiske forhold og for forholdet mellem jødedom og det omgivende samfund. 11
Inden vi ser nærmere på en række emner, som kan belyse Friedigers arbejde i overrabbinerembedet og reaktionerne både fra dansk og udenlandsk jødisk og ikke-jødisk side, er det nødvendigt at se på hans familiebaggrund, uddannelse og arbejde, før han kom til Danmark. Hvad var det for en mand, som Repræsentantskabet mente, var den bedste til at løse de mange udfordringer?