Ikke set siden by Gads Forlag

SPÆNDINGSROMAN

REESE WITHERSPOON & HARLAN COBEN

Gads Forlag

krimi

På dansk ved Niels Henning Krag Jensby

Ikke set siden er oversat fra amerikansk af Niels Henning Krag Jensby efter Gone Before Goodbye

Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Hachette Book Group, Inc.

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80174-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til de mange læger og sygeplejersker i militæret, der har udsat sig selv for fare for at redde hver eneste sjæl, de kunne.

Tak for jeres mod og medfølelse.

TriPoint, Nordafrika

Jeg hører ikke skriget.

Det gør sygeplejersken. Det samme gør anæstesilægen. Men jeg er alt for langt inde i zonen, den zone, jeg kun får adgang til, når jeg befinder mig på operationsstuen, når brystbenet er delt på den her måde, og mine hænder er inde i drengens brystkasse.

Det her er mit hjem, mit kontor, mit helle. Jeg er i zen her.

Flere skrig. Skud. Helikoptere. En eksplosion.

“Doktor?”

Jeg hører panikken i hendes stemme. Men jeg rører mig ikke. Jeg kigger ikke væk. Mine hænder, verdens ældste kirurgiske instrument, er inde i brysthulen, min pegefinger palperer hjertesækken. Jeg er udelukkende fokuseret på det, kun det. Der spiller ikke nogen musik. Jeg ved godt, at det er lidt underligt på en moderne operationsstue, men jeg foretrækker stilhed på dette hellige sted, selv når vi har udført hjertetransplantationer, der varede otte timer.

Det irriterer mine kolleger. De har brug for afledningen, underholdningen, distraktionen, og det er netop det, der er problemet.

Jeg vil ikke distraheres. Både min glæde og min dygtighed udspringer af min enestående evne til at fokusere.

Men lydene trænger sig på.

Skyderi. Endnu en eksplosion. Højere skrig.

De kommer nærmere nu.

“Doktor?” Stemmen dirrer panisk nu. Og så, fordi jeg tydeligvis ikke hører efter: “Marc?”

“Der er ikke noget, vi kan gøre ved det,” siger jeg.

Hvilket ikke ligefrem er nogen trøst.

Trace og jeg ankom til Ghadamès for otte dage siden. Vi landede i Diori Hamani-lufthavnen, hvor vi blev taget imod af en ung kvinde, som Trace og jeg kendte, ved navn Salima, hvis det altså er hendes virkelige navn, og en kraftig chauffør, der aldrig introducerede sig selv eller sagde så meget som et ord til os. Vi fire rejste mod nordøst i to lange dage, sov den første nat i et hus i Agadèz, og den næste i et telt under stjernerne i Bilma. Vi efterlod chaufføren i det nordlige Niger og rejste så gennem ørkenen i ly af natten, indtil vi blev samlet op af en anden bil.

Salima og Trace har et godt øje til hinanden. Det overrasker mig ikke. Trace er definitionen på en player. Selv når vi er omringet af al den her død … eller måske er det derfor.

Det er, når man er tæt på døden, man føler sig allermest i live.

Salima tog os med videre nordpå, langs grænsen mellem Algeriet og Libyen. Vi blev stoppet af seks tungt bevæbnede soldater øst for Djanet. De var alle unge – teenagere, tror jeg – og helt væk på en eller anden form for meget potent narko. De blev kaldt for Børnehæren. Der var blod i luften. De greb først fat i mig, stirrede på mig med vidt opspærrede øjne, dernæst Trace. De unge soldater tvang mig ned på knæ.

De satte en pistol mod mit baghoved.

Jeg skulle være den første til at dø. Trace skulle se på. Bagefter var det hans tur.

Jeg lukkede mine øjne, så Maggies ansigt for mig og ventede på, at nogen trykkede på aftrækkeren.

Børnehæren skød os selvfølgelig ikke. Salima, der taler minimum fire forskellige sprog flydende, faldt på knæ og talte hurtigt.

Jeg ved ikke, hvad hun helt præcist sagde – Salima ville ikke fortælle os det – men børnesoldaterne gik deres vej.

Flere skrig. Flere skud. Tættere på nu. Jeg prøver at skynde mig.

Jeg fortalte ikke Maggie sandheden, at den her sidste mission var farlig på så mange forskellige niveauer, ikke fordi jeg tænkte, at hun ville blive bekymret, men på grund af de løfter, vi havde givet hinanden. Hun ville have insisteret på at tage med.

Det er bare sådan, vi er, Maggie og jeg.

Vil du gerne vide, hvad der gør en helt til en helt? Uselviskhed, ja. Men også ego, dumdristighed og smag for fare.

Vi frygter ikke det farlige. Vi frygter det normale.

Trace stikker hovedet ind iført mundbind. “Marc?”

“Hvor meget tid har vi?”

“De har brændt hele den nordlige del af lejren ned. Folk falder som fluer. Salima er ved at evakuere alle.”

Jeg kigger på sygeplejersken og anæstesilægen. “Smut,” siger jeg til dem.

“Du kan ikke redde ham,” siger sygeplejersken til mig, idet hun går væk fra bordet. “Selv hvis du bliver færdig i tide, selv hvis han på en eller anden måde overlever den her operation, så har de ikke tænkt sig at lade ham leve.”

Jeg ved ikke, hvem “de” er. Jeg kender ikke årsagerne, konfliktens oprindelse, historierne, fraktionerne, stammerne, krigsherrerne, fanatikerne, ekstremisterne eller de uskyldige. Jeg ved ikke,

hvem der er de gode, og hvem der er de onde, hvorfor disse folk befinder sig i en flygtningelejr, eller hvem der holder med undertrykkeren, og hvem der holder med de undertrykte. Det er ikke, fordi jeg ikke har nogen politisk overbevisning, men for både Maggie, Trace og mig er det afgørende, at det ikke betyder noget.

Jeg fortsætter med at arbejde på min patient, en femtenårig dreng ved navn Izil. Jeg håber, at alle, jeg behandler, er uskyldige, men jeg tvivler på det. Det er ikke vores job at finde ud af, hvem der holder med hvem. Vores job er, med fare for at lyde lidt for storladen, at redde deres liv. De siger: “Dræb dem alle, og lad resten være op til Gud.” Det er stort set modsat for os: Red dem alle, og lad resten … Du forstår, hvad jeg mener.

Jeg holder ikke med begge sider. Jeg holder ikke med nogen.

“Alle ud,” siger jeg. “Jeg vil have stuen for mig selv.”

“Marc,” siger Trace.

Vores blikke mødes over mundbindene. Trace og jeg har kendt hinanden længe. Vi var i turnus sammen. Vi har ydet lægehjælp i humanitære kriser som den her overalt på kloden. Han er en af de mest talentfulde hjertekirurger i verden.

Trace siger: “Jeg kan hjælpe dig med at lukke.”

“Jeg har styr på det.”

“Så venter vi.”

Jeg ryster på hovedet, men han ved det allerede.

“Lad en ambulance blive tilbage til mig,” siger jeg. “De skyder ikke på en ambulance.”

Vi ved begge to, at det ikke længere passer, ikke som verden ser ud i dag.

Vi skulle aldrig være taget hertil. Jeg skulle ikke have givet tilladelse til det. Jeg skulle have gjort det, jeg var kommet for, sagt farvel og taget hjem.

Jeg burde være sammen med Maggie lige nu.

Jeg siger ikke farvel til Trace. Han siger ikke farvel til mig.

Men det er sidste gang, jeg ser ham.

Nogle sekunder senere er der kun Izil og mig tilbage på operationsstuen. Jeg skynder mig, fordi jeg, dum som jeg er, tror, at jeg kan nå det. Jeg er i gang med at lukke drengens brystkasse, da døren bliver sprængt op.

Bevæbnede soldater stormer ind. Jeg ved ikke hvor mange. De har alle sammen det samme vilde blik i øjnene. Jeg har set det blik før. Alt for mange gange. Det er ikke mere end et par dage siden, jeg så det sidst, øst for Djanet.

Og en gang imellem ser jeg det, når jeg ser mig selv i spejlet.

Jeg lukker øjnene, forestiller mig Maggies ansigt og venter på, at nogen trykker på aftrækkeren.

kapitel et

Baltimore

ET ÅR SENERE

Maggie McCabe skulle aldrig være kommet.

“Hvor er du?” spørger Marc.

Maggie kigger ned på sin mands ansigt på telefonskærmen.

“Det har jeg allerede fortalt dig.”

“Johns Hopkins?”

“Ja.”

“Er du ude på plænen?”

“Ja.”

“Hvor vi mødte hinanden,” siger han. “Under rusugen på medicinstudiet. Kan du huske det?”

“Selvfølgelig kan jeg det,” siger Maggie.

“Jeg vidste, du var den eneste ene, i det øjeblik jeg så dig.”

“Stop, du giver mig kvalme.”

“Jeg prøver bare at få dig lidt op med humøret.”

“Det fungerer ikke.”

“Men hvorfor er du der?”

Maggie tænker et øjeblik tilbage på første gang, hun var her, blåøjet og stadig våd bag ørerne, fuld af håb og optimisme, energi og livskraft og alt det sludder. Hvor naivt. Men på den anden side, når ens liv falder fra hinanden – når man har haft alt og endda har fattet og værdsat, at man havde alt, og aldrig, ikke så meget som et øjeblik, har taget det for givet, fuldt bevidst om, hvor heldig man var, og fordi man var så taknemmelig, forventede man af en eller anden naiv grund, at man i sidste ende ville blive belønnet af karma, eller at den i hvert fald ville lade en være i fred – så lærer man på den hårdest tænkelige måde, at skæbnen er lunefuld, og at livet er et kaos, som ingen slipper uskadt fra. Man kan have alt den ene dag og så miste det igen den næste …

“Jeg står lige og har lidt ondt af mig selv,” siger hun.

“Hold op med det. Gå indenfor.”

“Jeg har lyst til at tage hjem.”

Marc rynker panden. “Lad være med det.”

“Jeg er ikke klar.”

“Jo, du er så. Please? Jeg vil gerne have, at du gør det. Gør det for min skyld.”

“Mener du det?”

Hun kigger op på den hvide kuppel oven på Shriver Hall og holder en enkelt tåre tilbage. For en time siden havde hun modvilligt iført sig en formel, langærmet kjole i marineblåt stof, der går ned til midt på læggen. Den er ikke sort. Det ville have været for morbidt. Marineblåt virkede som et sikkert sats. Det var respektfuldt nok til lejligheden, men tiltrak sig ikke for megen opmærksomhed. Faktisk ville hun lige netop i aften hellere gå i ét med tapetet end være noget, der bare mindede om iøjnefaldende.

“Maggie?”

“Jeg er her stadig.”

“Gå ind. Det ville betyde meget for mig. Og for din mor.”

“Wauw,” siger Maggie.

“Hvad?”

“Du plejer ikke at være så sentimental og manipulerende.”

“Jo da, altid,” siger Marc.

Hendes stemme lyder nu blid. “Jo da, altid.” Så: “Det her er forfærdeligt.”

“Hvad?”

“Ikke noget, det er lige meget.”

For toogtyve år siden dimitterede Maggie fra dette højt respekterede universitet med samtlige udmærkelser, en medicinstuderende kunne få. Hun var turnuskandidat på NewYork-Presbyterian, høstede hæder for sit arbejde med rekonstruktiv kirurgi, tjente sit land som krigskirurg ved fronten i Afghanistan og resten af Mellemøsten, giftede sig med Marc og flyttede så med ham om på den anden side af jorden for at yde lægehjælp til verdens mest udsatte.

Marcs stemme fra telefonen: “Hallo?”

“De kommer til at stirre på mig.”

“Selvfølgelig gør de det,” siger han. “Du er helt afsindigt lækker.”

Maggie rynker panden. Visse ting ændrer sig aldrig.

“Gå ind,” siger han.

Hun nikker, fordi han har ret, og afslutter opkaldet. Hendes telefonetui er dekoreret med to M&M’s-figurer, den gule M&Mfyr rækker en buket blomster til den grønne M&M-kvinde. Marc havde givet hende etuiet som en semi-alvorlig, semi-for sjov gave.

Maggie & Marc. M&M. Marc købte pudebetræk med M&M’s på. Han købte pyntepuder med M&M’s på. Marc syntes selv, det var bedårende. Maggie syntes, det var kikset, hvilket selvfølgelig kun gav ham blod på tanden.

“Maggie?”

Stemmen får det til at gibbe i hende, og hun lægger med det samme telefonen ned i sin taske. Hun vender sig om og ser sin gamle klassekammerat, Larry Migid, en hudlæge. Sidst hun så Larry, var for fem år siden i Nepal, da han var fløjet derhen for at hjælpe hende og Marc med et udbrud af spedalskhed. De endte med at arbejde på det samme hospital og endda på samme etage, og derfor har han et indgående kendskab til hendes nuværende kvaler.

“Hej, Larry.”

Han krymper sig. “Er du her for … Altså, øh, skal du til …?”

Han peger over mod bygningen.

“Jep,” siger Maggie.

“Åh.”

“Hvad?”

“Ikke noget.”

“De har opkaldt et stipendium efter min mor,” siger hun.

“Klart, det hørte jeg godt.”

“Det er derfor, jeg er her.”

“Klart. Jeg må smutte. Mickey venter sikkert på mig.”

Han skynder sig væk, og Maggie føler sig fristet til at råbe efter ham, at hun har fået spedalskhed. Hun har lyst til at tage sin telefon, ringe til Marc igen og pibe: “Hvad sagde jeg?,” men telefonen ligger allerede i hendes taske, og nu, hvor hun alligevel er en smule irriteret, kan det være lige meget.

Maggie trasker tøvende op ad den samme trappe, som hun engang for to årtier siden så entusiastisk havde marcheret op ad for at tage imod sit diplom. På banneret over døren står der:

FEJRING AF ÅRETS STIPENDIER

VELKOMMEN TILBAGE, JOHNS HOPKINS-ALUMNER!

Salen summer. Musikken, en strygekvartet bestående af nuværende studerende, spiller Mozarts strygekvartet nr. 19 i C-dur. Maggie har hænderne ned langs siden og kan ikke lade være med at bevæge sine fingre i takt til musikken, som om hun havde en violin i hånden. Omtrent fem hundrede mennesker – læger og stipendiater – går omkring i den store sal. Man ved, det er en medicinsk begivenhed, fordi alt for mange af mændene har butterfly på. Det er et hit hos læger, hovedsageligt fordi et almindeligt slips hænger løst og kommer i vejen under undersøgelser. Hendes far, en militærkirurg, der også arbejdede i felten – Vietnam i hans tilfælde – gik altid med farvestrålende, blomstrede butterfly. Han påstod, at det fik hans patienter til at se ham som et lidt fjollet og derfor empatisk menneske.

Da Maggie endelig går ind i den store sal, stopper alle ikke op eller tier stille eller noget i den dur, men der er med sikkerhed en vis tøven i luften.

Hun bliver stående i et langt øjeblik og føler sig utrolig akavet, som om hendes hænder pludselig er blevet for store. Hun rødmer. Hvorfor er hun kommet? Hun leder efter et venligt eller bare velkendt ansigt, men det eneste, hun ser, er det, der er på en plakat oppe på podiet.

Mor.

Åh gud, hvor var hendes mor smuk engang.

Billedet, de har forstørret op, blev taget for fem år siden til skolens adressebog, det sidste år hendes mor underviste her. Det var lige inden diagnosen, som hun holdt hemmelig for sine to døtre de efterfølgende tre år, indtil hun endelig ringede til Maggie på den nye klinik i Ghana og sagde: “Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle dig, hvis du kan love mig, at du ikke kommer hjem, når jeg har fortalt det. Dit arbejde er alt for vigtigt.” Så Maggie lovede hende

det, og hendes mor fortalte hende om diagnosen, og så græd de begge to, men Maggie holdt sit løfte, indtil hendes søster, Sharon, ringede og sagde: “Det er ved at være tid.” Så kyssede Maggie Marc farvel i Dubai International og bad ham om at blive færdig og komme hjem snart, hvorefter hun fløj hjem for sammen med Sharon at våge over moren de sidste dage.

Maggie ser sin mor på plakaten i øjnene, for lige nu er det det eneste venligtsindede ansigt i lokalet. Hun holder hovedet højt, mens hun går hen mod podiet. Hun håber, at det bare er hendes egen narcissisme, men det føles, som om samtalerne omkring hende stopper eller i hvert fald dæmpes, idet hun passerer folk. Der mumles, eller måske er det også alt sammen i hendes hoved. Hun kigger stadig ikke væk, giver ikke sig selv lov til at se ud af øjenkrogen. Hun holder blikket rettet mod sin mor, men nu mærker hun de andres blikke i nakken.

En velkendt skikkelse træder ind foran hende og siger: “Det overrasker mig, at du tør vise dig her.”

Det er Steve Schipner, også kendt som Slibrige Steve, plastikkirurg ligesom hende selv, men det er så heldigvis også det eneste, de har til fælles. Han har over en million følgere på Instagram, hvor han lægger før og efter-billeder op og kalder sig selv Brysthviskeren. Hun og Steve er fra samme årgang og var begge turnuskandidater på NewYork-Presbyterian/Columbia University, hvor de blev undervist af dr. Evan Barlow. Steve er typen, der ikke kan sige godmorgen uden at få det til at lyde som en sjofel hentydning, deraf kælenavnet. Han bor nu i Dubai og arbejder, ifølge bio-teksten på hans profil, med “ambitiøse influencere, der vil forbedre deres liv, forstørre deres følgerskare – og deres bhstørrelse.”

“Jeg er fuld af overraskelser,” siger Maggie.

Han kigger rundt og bemærker de fjendtlige blikke. “Jeg er i hvert fald glad for at se dig.”

“Tak, Steve.”

“Har du set Barlow?”

“Har du?” spørger hun.

“Nej.”

“Jeg tvivler på, at han dukker op.”

“Jeg hørte, at han ville komme,” siger han. “Jeg vil gerne tale med ham om en meget lukrativ partnerskabsaftale og …” Han stopper, vender sig om og sender hende et stort, blændende smil. “Nå ja, gæt lige, hvor jeg arbejder nu.”

Hun har ikke lyst til det, men det bliver kun værre, hvis hun ikke leger med. “Dubai var det sidste, jeg hørte.”

“Ja, men hvor i Dubai?”

“Jeg ved det ikke, Steve. Hvor?”

Han læner sig frem og hvisker. “Apollo Longevity.”

Maggie prøver at bevare et neutralt ansigtsudtryk. Det kræver en betydelig anstrengelse.

Steve fortsætter: “Er det ikke der, hvor du og Marc plejede at …?”

“Jeg har ikke længere noget med dem at gøre.”

Maggie prøver at forstå det. Apollo Longevity er stadig aktive. Selv nu. Selv efter alt det, der er sket.

Det er ikke godt.

Steve ser op og ned ad hende, hans blik kravler over hende som regnorme efter et skybrud. “Du ser godt ud, Mags.” Han hæver det ene bryn, før han tilføjer: “Virkelig godt. Rigtig godt.”

Maggie siger en fraværende lyd a la “aha”.

“Så veltrænet, så slank,” fortsætter Steve og spænder sin biceps for at understrege sin pointe. “Hvad træner du med, håndvægte? Dyrker du pilates?” Han hæver brynet igen. “Hot, svedig yoga?”

Hun ryster på hovedet. “Virker det der nogensinde, Steve?”

“Hele tiden, Mags. Ved du hvorfor?”

“Du behøver ikke sige det,” siger Maggie, “men det gør du sikkert alligevel.”

Han læner sig ind mod hendes øre. “Fordi jeg er en rig, succesfuld, syvogfyrreårig kirurg nu. Jeg kan få langt yngre sild i nettet end dig.”

Hun skærer en grimasse. “Sagde du lige ‘yngre sild’?”

“Du er ikke for god til mig,” siger han. Så tilføjer han, med en ondsindet hvisken: “Ikke længere.”

Efter det sniger Steve sig væk.

Det spor, Steve trækker efter sig, fører hen til en forsamling af deres tidligere klassekammerater nede i hjørnet af salen. Hun kender dem alle sammen, men da hun kigger derhen, stikker de hovederne sammen og gør deres bedste for at lade, som om de ikke ser hende. En del af Maggie er rasende, og hun har lyst til at konfrontere dem, men der er også en anden, større del – en mere ærlig del – der spekulerer på, om hun ville have været med i den samme undvigende klike, hvis det var en anden klassekammerat end hende, der var blevet udskammet.

Fuck det.

Maggie går direkte hen mod gruppen og siger: “Hej, alle sammen.”

Tavshed.

Hun ser fra ansigt til ansigt. Der er ingen, der vil se hende i øjnene.

“Stephanie,” siger Maggie til en gammel ven, der stirrer på sit champagneglas, som gemte det på en eller anden hemmelighed. “Hvordan har Olivia det?”

Olivia er Stephanies datter.

“Åh, hun, øh, hun har det godt.”

“Var min anbefaling til nogen hjælp?”

Maggie ved, at det havde den været. Hun havde skrevet brevet for et år siden, dengang hendes navn kunne åbne døre, ikke smække dem i, og hun vidste selvfølgelig, at Olivia var kommet ind, men lige nu er Maggie ikke i humør til at lade dem slippe så let.

“Stephanie?”

Før Stephanie kan nå at svare, tager en anden klassekammerat, Bonnie Tillman, fat i Maggies albue. “Kan vi tale sammen under fire øjne et øjeblik, Maggie?”

Bonnie er en øjenlæge fra Washington, DC, som stadigvæk er (og til evig tid vil være) deres studenterrepræsentant. Hendes hjelm af hår er grundigt sat fast med hårlak. Hun fremtvinger et smil. Hun gør sig store anstrengelser for at bevare det. Man siger, at man bruger sytten muskler, når man smiler, men treogfyrre, når man rynker panden. I Bonnies ansigt forholder det sig tydeligvis omvendt.

De går gennem et sæt gamle glasdøre og ud på en terrasse.

“Vi er alle kede af at høre om de problemer, du har haft på det seneste,” begynder Bonnie med en stemme, der ikke ville kunne lyde mere nedladende uden en eller anden form for kirurgisk indgreb, “men det er ikke nogen undskyldning for det, du gjorde.”

Maggie siger ikke noget.

“Den her begivenhed,” fortsætter Bonnie, “er for velrenommerede læger.”

“Den er for alumner.”

“Du ved bedre end at gøre det her.”

Stilhed.

“Du har mistet din autorisation,” fortsætter Bonnie.