GUNHILD MOLTESEN AGGER
LANGE SKYGGER
Besættelsen i film og serier
alle børnebørn
Til
AGGER
LANGE SKYGGER
BOGEN ER STØTTET AF
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Det Danske Filminstitut
Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning
Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet
VELUX FONDEN
Besættelsen erindret
Besættelsen filmatiseret
Hvad er besættelsesfilm?
Modstandens hvorfor
Offer og bøddel
Besættelse i komediens skær
Barndomsfilm Flugtfilm
Biografiske filmfortællinger
Besættelsen som helhed
Lange skygger Tak
Registrant: film og tv-produktioner 1945-2023
BESÆTTELSEN ERINDRET
Mens tyskernes besættelse af Danmark i årene 1940-1945 rykker længere og længere tilbage i annalerne, bliver film om besættelsen ved med at dukke op i stadig nye variationer. Hver gang omgærdet af intens offentlig debat. De allerførste besættelsesfilm blev udsendt allerede i slutningen af 1945, hvor publikum efter fem års censur hungrede efter information og underholdning. I dag har udbuddet af både danske og udenlandske besættelsesfilm vokset sig kolossalt stort. Denne bog undersøger de danske besættelsesfilm og -serier i et film-, medieog periodehistorisk perspektiv. Den handler om, hvordan de har udviklet sig, ikke mindst som genre i egen ret, men også om, hvordan de har påvirket den erindringskultur, besættelsen indgår i. Besættelsen har kastet lange skygger. Synet på perioden forandrer sig, efterhånden som tiden går, nye fortællinger kommer til, og gamle bliver omfortolket. Dansk identitet kan dårligt forstås uden at inddrage de danske besættelsesfilms skildringer af Danmark og besættelsen.
Jeg er født i marts 1945 lige før besættelsens afslutning. Under graviditeten frygtede min mor, Ragnhild Agger, at hun måtte flygte til fods, ligesom alle de mennesker, der havde kæmpet for deres liv langs de polske og østpreussiske landeveje under den russiske fremrykning i foråret 1945. Mange scenarier var mulige. Hvad nu, hvis der kom en engelsk invasion på Vestkysten? Ville Danmark så blive krigsskueplads? Og hvad nu, hvis russerne kom først? Min mor var alene hjemme med min storesøster, da hun fødte mig.
Min far, Jens Moltesen Agger, var politibetjent. Da tyskerne den 19. september 1944 tog politiet og sendte 1.967 betjente til Buchenwald og Neuengamme, hørte han om det i toget på vej hjem til Aarhus fra et besøg i Vestjylland. Han stod af, gik under jorden, og dermed undgik han den skæbne, der ramte hver fjerde i det danske politikorps. Senere blev han tilknyttet modstandsbevægelsen som våbeninstruktør. Om natten sov han hos familie og bekendte, aldrig hjemme. Det kunne være hos faster Sofie i Rosengade eller hos købmanden over for vores hus på Balagervej 31 i Viby ved Aarhus. Det kunne være ude på landet, hvor han udgav sig som ekstra karl hos sine svigerforældre i Torrild eller hos sin bror på slægtsgården Bøllinglide. ”Hvad lavede min farbror under krigen?”, spurgte jeg min far. ”Han solgte svin til tyskerne”, svarede han. Det gjorde alle danske landmænd. Rationeringsmærkerne for smør og sukker, som havde deres faste plads på den røde udtræksplade i skænken, lå der helt frem til 1952. I mit tidlige barndomslivs indre skuffedarium opbevarer jeg mine forældres fortællinger om besættelsestiden. Om dengang i Aarhus, da min far var på natpatrulje og pludselig stod over for en bevæbnet modstandsmand i Reginakrydsets passage. ”Jeg
kunne mærke hans åndedrag helt tæt mod mit. Ville han skyde sig fri?” Det blev ikke nødvendigt. Modstandsmanden undlod at skyde, ordensmagten undlod at arrestere.
Dilemmaerne hobede sig op i besættelsens første år. Mens regeringen havde forpligtet politiet på at samarbejde med tyskerne om at opretholde ro og orden, afsøgte både befolkning og politi forholdet mellem lovlige og ønskelige aktiviteter. Hvor grænsen skulle trækkes, var ofte op til den enkelte. Modstandsmanden Michael Rottbøll blev i september 1942 skudt af den danske betjent, der skulle arrestere ham.
ØVERST: Jens Moltesen Agger sammen med sin datter Bodil, Viby J. 1943. NEDERST: Ragnhild Agger og Bodil, Viby J. 1944.
I mit indre skuffedarium opbevarer jeg også fortællingen om den forårsdag i 1945, da min far cyklede afsted med en maskinpistol skjult under seks hindbærplanter på bagagebæreren for at aflevere den til en kontaktmand ved svømmehallen Spanien midt i Aarhus. Det vrimlede med tyskere derinde, og han måtte cirkle en del omkring, før han endelig fandt kontaktmanden. De våben, min far opbevarede, lå under fliserne i drivhuset.
Min far var ikke nogen berømt frihedskæmper. Han satte familiehensyn over modstandsaktioner som sabotage eller likvideringer. Men han var tæt både på flere af de lokale modstandsfolk, der havde deltaget i likvideringer, og flere af de politifolk, der havde været i koncentrationslejr. ”Jeg havde aldrig overlevet”, var hans omkvæd hjemme ved middagsbordet, når snakken faldt på Buchenwald og Neuengamme. Han værdsatte ordnede forhold og blev altid oprørt over uretfærdighed. Efter hans død fandt jeg i en skuffe en ”Slagsang” om ”Det danske Politi i Buchenwald 1944”, hvis første strofe gengiver den blanding af trods og tilpasning, fangerne forsøgte at overleve på:
Først snupped de os selv, saa snupped’ de vores Fedt, maaske de snupper mere fra os lidt efter lidt, men een Ting kan de ikke tage fra os, før vi dør, og det er vores gode danske Politi-Humør, og ”Mützen auf und ab”, det rører os et Klap, for der skal ikke være noget Brok i vores Block.
Senere leverede min mor i sin roman Parret (1978) et lavmælt signalement af besættelsestiden, set fra en nygift husmors synsvinkel. Hendes dilemmaer drejer sig om at få husholdningspengene til at slå til, om ægteskabeligt samliv og børnesygdomme og om kaminen, der sluger brændsel hurtigere, end den giver varme, alt imens hun registrerer krigens gang. Parrets bedste ven bliver deporteret, og den krakelerende censur røber, at de tyske sejre langsomt smuldrer: ”Østfronten, mærkeligt som de tyske generaler blev syge, fik hjerte sl ag, heltebegravelse og blev udskiftet. Danmark og Tyskland er i samme Baad i disse tunge Tider, udtaler Dr. Best, og ingen kan stå af. Hele Kloden er Danmarks Livsrum, paapeger Ingeniør Højgaard” (Agger 1978, 96).
Fra årene efter krigen husker jeg tydeligt besættelsens aftryk. Hos mine bedsteforældre læste min veninde Ulla og jeg Hjemmets populære enquete ”Hvad jeg oplevede under besættelsen”. Fra 3. maj til 9. august 1955 kunne læserne i anledning af tiåret for befrielsen bidrage med deres egne historier. Offentliggjorte indlæg blev honoreret med 75 kr. Den altdominerende synsvinkel var ”Hvor dan tyskerne blev narret”, som overskriften i nr. 21 lød.
Alle satte levende lys i vinduerne 4. maj. Der var tavshed, mens vi andægtigt lyttede til frihedsbudskabet, som Statsradiofonien genudsendte denne ene gang om året.
Når Rosenvangskolen hvert år markerede befrielsen, fortalte skoleinspektøren om den dag, da tyskerne marcherede ind ad den ene indgang, mens skolens lærere bar flagstangen ud af den anden – den skulle holdes fri af hagekorsflag. I løbet af vores skoletid skulle alle vi elever se De fem År (Theodor Christensen m.fl. 1955/1960). Hårdt redigeret og sammenklippet af tidligere dokumentarer
Hjemmets forside 3. maj 1955 er et udtryk for, hvordan den nye generation, født i 1945, fejrer den gamle. Jubilæumsnummeret byder desuden på noveller af to kendte skikkelser fra besættelsen, Ole Juul og Flemming B. Muus.
fortalte skolefilmsudgaven fra 1960 en historie, der fokuserede på modstandsbevægelsen, men udelod ”tyskerpiger, stikkerforhør og tyske flygtninge” (SkyumNielsen 1970, 11).
Da jeg bestod mellemskoleeksamen i 1960, præmierede skolen mig med to bøger efter eget valg. Som den første valgte jeg Anne Franks dagbog (posthumt 1946), der gengiver de oplevelser og tanker, som den unge jødiske Anne Frank nedfældede fra sit skjul i et Amsterdam-baghus, inden hun og hendes familie blev taget af tyskerne og deporteret til koncentrationslejren Bergen-Belsen. Her døde hun i 1945. Den anden blev erindringsbogen Foraaret saa sagte kommer (1942) af Kaj Munk, kendt som både digter og præst. Han blev myrdet af tyskerne i 1944. Den begynder med hans fødsel i 1898 og slutter allerede i 1926, men mellem linjerne forholder den sig til besættelsen – som den upåfaldende titel viser.
FORRIGE SIDER: Sønner og døtre af krigen – generationen født i 1944-1945. Klassebillede af 4. mbx fra Rosenvangskolen 1959. Forfatteren sidder på forreste række længst til højre blandt pigerne. TIL HØJRE: Bombningen af Aarhus Universitet 31. oktober 1944.
En af mine bedste veninder i gymnasiet var Nanna Bertelsen, der var datter af rektor for Aarhus Katedralskole Aage Bertelsen. Bertelsen og hans hustru Gerda havde været aktive i Lyngbygruppen under evakueringen af de danske jøder i oktober 1943 og måtte herefter flygte med deres to børn til Sverige, hvor Nanna blev født i 1945. Inge Adriansen (f. Olesen) gik også i klassen. Før sin død i 2017 gav hun mig adgang til sin upublicerede selvbiografi, hvori hun skrev om sin far, der havde fungeret som modstandsmand fra sit landbrug i Hvolbæk i Østjylland:
S ammen med den lokale skolelærer Niels Gjesing kom han med i Ringen [et netværk af forskellige modstandsgrupper, oprettet i 1941]. De udførte bladarbejde, deltog i våbenmodtagelser og jernbanesabotage ved Skanderborg. Våben og sprængstoffer blev gemt på mine forældres firlængede bindingsværksgård midt i landsbyen, og de blev ført hertil over markerne, gennem haven og gemt på loftet af laden.
Kort efter Inges fødsel 27. juli 1944 blev han taget af tyskerne og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med Folke Bernadottes ’hvide busser’ – redningsaktionen, der blev anført af den svenske Røde Kors-næstformand, og som på ekstraordinær tysk tilladelse hentede danske og norske fanger hjem fra lejrene i foråret 1945.
På Aarhus Universitets Institut for Litteraturhistorie mødte jeg Inger Toldstrup og Steen Klitgaard Povlsen. Ingers far var den jyske nedkastningschef Jens Toldstrup. Steens mor, Kamma Klitgaard, var blevet stukket af Grethe Bartram, kendt som ”storstikkeren fra Aarhus”. Efter sin hjemkomst bearbejdede Kamma interneringen i Ravensbrück gennem samtaler med sin lille søn, som i mellemtiden havde været anbragt hos sine bedsteforældre i Nordjylland (Thøgersen 2013, Povlsen 2025). Morten Thing mødte jeg under studenteroprøret. Hans forankring i modstandsbevægelsens historie fremgår af de biografier, han skrev om sine forældre, Dora og Børge Thing. Dora var jøde og måtte flygte til Sverige i 1943. Børge var leder af modstandsgruppen BOPA.1 Også Claus Bryld, hvis far og onkler havde været nazister, mødte jeg under studenteroprøret.
Som unge diskuterede vi aldrig vores forældres holdninger og handlinger under besættelsen, hverken på gymnasiet eller på universitetet. Det indgik som tavs viden. Men hvis jeg derhjemme nævnte navne som Toldstrup, Thing og Bryld, stod min far klar til at dele sin viden med mig. Meget af det, jeg vidste om besættelsesperioden, tilegnede jeg mig uden den store refleksion. Trods afstanden i både tid og erfaring oplevede jeg besættelsen som noget nært, jeg og mine jævnaldrende følte os knyttede til, fordi vi havde fået del i vores forældres erfaringer. Min fire år ældre søster Bodil husker besættelsen i glimt. Fra haven i den sydlige ende af Aar-
hus så hun sammen med vores mor bombningen af Gestapos hovedkvarter, der lå på kollegium 4 og 5 i Universitetsparken: ”Pludselig kom meget lavtgående maskiner flyvende hen over vores hoveder. Mor greb mig hårdt i armen og trak mig hastigt ned i husets kælder”. Senere kom jeg til at bo på kollegium 8. Min svoger Finn, der boede i København med sin familie, husker en sigende detalje fra hverdagslivet. Efter at Schalburgkorpset – den danske nazistiske frivilligmilits – havde ødelagt Carl Allerhuset i Valby 24. januar 1945, kunne Familie-Journalen ikke længere udkomme, og børnene måtte undvære den populære tegneserie Bamse og Dukkelise
I løbet af 1960’erne begyndte min generation at lægge afstand til besættelsestiden. På gymnasiet mødte vi vores tysklærer hr. Bernstorff med ligegyldighed gennem den periode, han underviste i dokumenter fra nazistisk lovgivning og prak sis. Stopfodrede med besættelsen og mætte af 2. Verdenskrig betragtede vi periodens problemstillinger som noget overstået, der ikke længere talte til os. Da ungdomsoprøret satte os fri, også fra frihedskampens traditioner, flyttede besættelsestiden for alvor ind i fortiden. I 1981 så jeg miniserien Krigsdøtre i fjernsynet. Den tegnede et portræt af min generation, som jeg kunne identificere mig med. En generation, som nok blev født i en mangeltid, men nu levede i et begyndende velfærdssamfund. En generation, der var stærkt optaget af at frigøre sig fra traditioner og tvang – og fra faste forestillinger om alt fra kønsroller og Vietnamkrig til indretningen af samfundet. ”Krigsdøtre” var en passende titel.
Selv om besættelsens erfaringer, fortællinger og horisonter føltes uaktuelle, kastede perioden og dens dilemmaer lange skygger og levede videre i min og de efterfølgende generationers bevidsthed. At den generation, der er født omkring 1945, er optaget af besættelsen på denne måde, er et eksempel på, hvad erindringsforskere som Marianne Hirsch kalder ”posterindring”. Hun definerer posterindring som ”en struktur for overføring af traumatisk viden og erfaring, der finder sted mellem generationerne, og som overskrider dem” (Hirsch 2008, 106) ). 2 En generation overfører både individuelle og kollektive erindringer, typisk ved at dele fortællinger og fotografier i familien eller ved at formidle dem offentligt.
Gennem minder om hindbærplanter og maskinpistoler, gamle familiefotografier, sigende tavshed og den kollektive, offentlige bearbejdning af perioden i litteratur, film, tv og andre medier blev besættelsen en del af vores egen hukommelse og dermed noget, vi trods vores afstandtagen aldrig rigtigt er blevet færdige med. For mig har besættelsen været et orienteringspunkt og en blivende interesse, der har præget min mangeårige forskning i, hvordan historisk drama i teori og praksis har overleveret besættelsestiden både på film og i tv (Agger 2024, 2016 og 2013).
BESÆTTELSEN FILMATISERET
De sidste øjenvidner til besættelsen er eller vil snart være døde. Måske har det været med til at skabe det momentum, som danske besættelsesfilm har haft siden 2010. Men allerede få måneder efter besættelsens afslutning blev film et vigtigt medie for den fælles fortælling om besættelsestiden – og siden har dansk filmproduktion støt leveret besættelsesfilm. Intet tiår er gået uden film om besættelsen. Da dansk filmproduktion har et begrænset omfang på gennemsnitligt 15-20 film år ligt, vidner det om, at besættelsen er et tema, der ikke så let bliver udtømt. Dansk public service-tv anvender da også typisk filmmediet, når erindring om besættelsen skal aktiveres. Således ledte en række dokumentarer op til fejringen af 80-årsdagen for befrielsen 4.-5. maj 2025, og programmerne på flowtv var præget af kendte film og tv-serier som Drengene fra Sankt Petri, Hvidsten Gruppen, 3 Når befrielsen kommer og Matador -klassikeren ”Vi vil fred her til lands”.
Stabilitet og lakuner
Der er produceret i alt 34 film og 10 tv-produktioner i perioden. Med markante undtagelser er de relativt jævnt fordelt over årene. 00’erne er det tiår, der tæller færrest produktioner, og hvor man kan tale om en lakune. Til gengæld får Ole Christian Madsens Flammen & Citronen fra 2008 meget stor gennemslagskraft, også internationalt. De 13 år fra 2010 til 2023 tæller flere produktioner end tidliger e. Her bliver nye undergenrer udforsket, og alle fremstillingsformer eller modi taget i anvendelse – fra spektakulært drama til tragedie og spændingsfilm. Det lille antal tv-produktioner, der først findes fra 1960’erne, fordeler sig på tv-spil og serier. Til sammenligning har filmhistorikeren Pierre Sorlin opgjort den franske produktion til omkring 20 film i perioden 1944-1955, mens der var en lakune i 1956-1957 efterfulgt af kun fire film i perioden 1960-1969. Sorlin tegner et lignende billede for Italien, med ca. 20 film i 1945-1951, en stor lakune i 1951-1961 og en genoptaget mindre produktion på fem film i 1960-1963 (Sorlin 1991, 70-74). Omfanget er ikke overraskende, eftersom både Frankrig og Italien er større filmproducerende nationer.
Opgørelse pr. tiår af danske besættelsesfilm og tv-produktioner: 34 film og 10 tv-spil og serier.
I Holland kom der i perioden 1946-1950 fem film, efterfulgt af en lang pause i 1960’erne og det meste af 1970’erne. Paul Verhoevens Hemmelig mission ( Soldat van Oranje 1977) blev det store gennembrud for en tilgang, der åbnede diskussionen om tvetydigheder og moralske dilemmaer i hollandsk besættelsesfilmhistorie. Da den samtidig var udformet i en internationalt gangbar Hollywoodæstetik, fik den stor gennemslagskraft og banede vejen for lignende film fra 1986 til 2016 (Burke 2017, 51-69). Verhoeven fulgte selv denne tilgang op med den spektakulære Bl ack Book ( Zwartboek 2006).
Det tværgående blik
Lange skygger er en kortlægning af filmmediets bearbejdninger af besættelsen. Den udfolder, hvordan danske besættelsesfilm har været med til forhandle, hvem vi som danskere tror, vi var – og er; den viser, hvordan filmmediet har fremstillet brudfladerne mellem det individuelle, det kollektive og det historiske med forskellige appelformer; og den undersøger, hvordan danske besættelsesfilm har genspejlet og formet erindringen om perioden og alle dens afledte dilemmaer, såvel politiske og eksistentielle som moralske og personlige. Tilgangen i bogen er film- og tv-historisk. Den giver et kronologisk dækkende overblik over hele perioden 1945-2023. Filmanalyserne begynder med de besættel sesfilm, der handler om modstand og gennem en periode definerede genren, og slutter med de senere overbliksskabende film og tv-serier. Besættelsen er fortrinsvist blevet behandlet i filmmediet, men fra 1960’erne gjorde tv-mediet sig gældende, og efterhånden indgik besættelsestiden også i tv-spil og serier. Ofte figurerer klip fra dokumentarer som optakt til fiktionen. Der er produceret mange dokumentarer om besættelsestiden; de fortjener en selvstændig fremstilling. Samtidig er hovedformålet med bogen at sætte produktionerne tematisk i forhold til hinanden, på tværs af filmhistoriens kronologi. Det tværgående blik gør det muligt at efterspore og karakterisere de overordnede mønstre i dramaturgi, karakterfremstilling og stil, hvormed danske besættelsesfilm har bearbejdet danskernes skiftende forhold til perioden, dens traumer og dens dilemmaer.
Gennem deres dialog med hinanden og den samtid, de er produceret i, tegner fiktionsfilm og serier om besættelsestiden et særligt genre- og undergenremønster. Bogens filmanalyser er derfor organiseret i kapitler, der med udgangspunkt i syv forskellige undergenrer og deres udviklinger samler og sammenligner film fra forskellige årtier. De fleste af undergenrerne er kendte fra internationale besættelsesfilm, men de får en særlig tone i kraft af den danske besættelses karakter. Denne tematiske og æstetiske sammenkædning er ny i forskningen om be sættelsesfilm. Den viser, hvordan danske besættelsesfilm har genaktualiseret og omfortolket de spørgsmål, som besættelsestiden rejste. I nogle tilfælde er der slående lighed mellem besættelsesfilm fra forskellige perioder såvel i tilgang som i genre og tematik. Lange skygger viser hvordan.
Modstandsfilm er frem til 1990’erne den dominerende undergenre i besættelsesfilm. Der er forskel på at være soldat, hvor man skal kæmpe, og at deltage i modstandskampen, hvor man vælger at kæmpe. Det handler modstandsfilm fra forskellige perioder om – gerne belyst ud fra den enkle forudsætning, at modstand var nødvendig, hvis man skulle overleve den tyske invasion med selvrespekten i behold.
En anden udbredt undergenre tematiserer forholdet mellem offer og bøddel , ikke blot som et simpelt modsætningsforhold mellem veldefinerede og letforklarlige modsætninger, men i dialektisk form. Således rejser disse film spørgsmålet om skyld, skam og soning og lægger fokus på den ’forbudte’ tiltrækning mellem tyskere i uniform/nazister og danske kvinder, hvor skyld- og skamspørgsmålet ikke kun er forbeholdt bødlen, men også omfatter ofret i et spænd mellem et psykologisk og et eksistentielt felt.
Allerede i krigstid fandtes der krigskomedier som Charlie Chaplins Diktatoren (The Great Dictator 1940), der hjalp befolkningerne gennem de hårde tider ved at anvende humor som våben. Med de tidlige 1960’eres besættelseskomedier gør denne tendens sig gældende i Danmark som et kort, men vigtigt intermezzo.
Familien og frihedskæmpernes søskende spiller en vigtig rolle i mange film. Med undergenren barndomsfilm fulgte en større frihed til at udvide traditionelle forståelsesformer for besættelse og befrielse. Besættelsestidens tonalitet, når børnenes synsvinkel inddrages, er her bærende.
I både den nationale og den internationale besættelsestidshistorie optræder evakueringen af de danske jøder i oktober 1943 som en begivenhed af afgørende betydning. Gennem en koordineret indsats lykkedes det for langt de fleste danske jøder at flygte over sundet til Sverige, hvilket tematiseres i flugtfilm
Mange af filmene i perioden fra 1945 til først i 1960’erne har karakter af kammerspil med relativt få karakterer, mange interiørscener, et begrænset antal udendørsscener og kun få statister. Det ændrer sig fuldstændigt med de store biografiske film fra det 21. århundrede, der udfolder signalementet af besættelsen omkring legendariske nøglepersoner fra virkeligheden.
En anden tendens i det 21. århundrede er en søgning mod en syntese. Helhedsbilledet af besættelsesperioden, karakteristikken af forskellige samfundsgruppers tanker og adfærd ud fra tidens vilkår og ikke mindst afvejningen af forskellige forståelsesrammer er blevet mere og mere påtrængende i takt med, at perioden er rykket længere bagud i det historiske arkiv.
Ved at sætte danske besættelsesfilm i historisk, kulturel og tematisk sammenhæng viser Lange skygger, hvor varieret et billede af besættelsestiden, der opstår, når man ser den gennem filmenes og tv-produktionernes prisme; men også at filmene er fælles om at stille spørgsmål til, hvordan besættelsen og dens efterliv skal forstås og huskes, og hvilke kontekster der har været afgørende for vores kollektive erindring om perioden.
Bogen drejer sig om alle besættelsesfilm, såvel de kunstnerisk værdifulde film som de af diskutabel kvalitet og de direkte mislykkede. For i alle tilfælde formulerer de betydningsfulde udsagn om både den periode, de fremstiller, og den periode, de er blevet til i. Men kvalitetsvurderinger kan være med til at belyse de forskellige versioners historiske gennemslagskraft, samt hvilke bagvedliggende kvalitetskriterier besættelsesfilm gennem tiden er blevet vurderet ud fra. Derfor inddrager jeg løbende modtagelsen, s åvel den kvantitative i form af seertal og antal solgte billetter, som den kvalitative i form af anmeldelser, filmpriser og nedslag i den offentlige debat. Det illustrerer, hvordan filmene har skabt genklang og fået kritisk modspil i offentligheden og understøtter filmanalysernes sensibilitet over for en given periode. Jeg har anvendt Det Danske Filminstituts (DFI) righoldige materiale. Desuden indgår internationale besættelsesfilm løbende i forbindelse med genrebestemmelse og perspektivering.
Film og tv-serier, der har besættelsesperioden som bagtæppe, er derimod udeladt. Det samme gælder stort set for produktioner, hvori besættelsen indgår som led i fremstillingen af en længere periode til profilering af et før og et efter. Af film gælder det for eksempel Gengæld (Peer Guldbrandsen 1955), Hvad med os? (Henning Carlsen 1963), Paradis retur (Gabriel Axel 1964), Elise (Carl Ploug 1985), At kende sandheden (Nils Malmros 2002). For tv eksempelvis Regnvejr og ingen penge (DR, Gabriel Axel 1965) , Mørklægning (DR, Palle Kjærulff-Schmidt 1992), Kald mig Liva (DR, Brigitte Kolerus 1992) og Edderkoppen (DR, Ole Christian Madsen 2000). Der er dog to særlige undtagelser fra denne regel. Behandlingen af besættelsestiden i tv-serierne Matador (DR 1978-1982) og Badehotellet (TV2 2013-2024) indgår i længere, samlede fremstillinger af perioden fra slutningen af 1920’erne til 1947. Men begge serier har fået så markante gennemslag i offentligheden, at det ville være en undladelsessynd af de store at udelade dem.