Marie Meier
Sygdom og skam
Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten
Marie Meier
Sygdom og skam
Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten
... vores hemmeligheder er det, der former os. Det er for dem, vi bøjer og bugter os. Det er for dem, vi lyver, og det er for dem, vi tier, når vi skulle have talt. Hvad vi ikke vil gøre for at holde nogle hemmeligheder hemmelige og for at kunne sige andre højt, få dem frem i lyset.
Amalie Langballe: Elskende, s. 35, 2025
Foto: Jysk Nervesanatorium/ Vejle Fjord Hotel
INTRODUKTION
Fragment fra en dagbog
Sindslidelsernes uransagelige veje
Født som en hemmelighed
Sindslidelser mellem stat og familie
Familien som arnested for afsindighed
DEL I
Litteraturen – Fra sindssyg til psykiatribruger
Skønlitteraturen som vidnesbyrd
I: Den sindssyge
II: Patienten
III: Psykiatribrugeren
Et helle fra byrdefulde hverdage
DEL II
Journalerne – Fra familieeksil til parterapi
Slottet i skoven
Gulnede papirer mellem hænderne
De første år: familieeksilet
De sene år: parterapi
De usynlige skader
Statshospitalet
Livet i ”Pistolstræde”
De sidste år
DEL III
Historierne – Fortællinger om tavshed
Begravede begivenheder
Porøse grænser mellem det fysiske og mentale
helbred
Stilhed og isolation
Religion og fortielser
SINDSLIDELSER TIL FORHANDLING
Et beskyttet vidnesbyrd
Overgangsalder som sindslidelse
Fra usynlig til udstillet?
Epilog
Introduktion
Fragment fra en dagbog
Mor er taget til ’Vejlefjord’ for at blive behandlet for de Ulemper, som mange af jer Kvinder rager til jer i Forbindelse med Overgangsalderen
Sagfører Knud Christian Andersen, søndag d. 4. februar 1979
Sådan skrev min farfar i en dagbog, han førte på vegne af sin hund Plet samme år, som jeg blev født. På det tidspunkt var min farmor, Ellen Margrethe Andersen, født i 1926, 53 år gammel. På bogens forside står hun sammen med sin yngste søn, Thomas, og ser op på Slottet i Skoven, som Jysk Nervesanatorium også blev kaldt. Her var hun indlagt i nogle måneder på grund af humørsvingninger og mismod, som min farfar altså mente primært var betinget af den kvindelige livsbane og biologi.
Psykisk sygdom har altid været – og er stadig – til forhandling. Men med den stigende andel af befolkningen, der er i berøring med psykiatrien og ikke mindst det ekspansive antal af især unge mennesker, der mistrives mentalt, synes emnet mere vedkommende end nogensinde. De følgende sider giver ingen entydige svar på, hvad psykisk sygdom er, eller hvordan man kan forklare og løse det paradoks, at der trods den medicinske og psykiatriske udvikling stadig bliver flere og flere med forskellige former for diagnoser. Derimod tilbyder bogen et erfaringshistorisk blik, der kan nuancere og supplere nutidens debatter ved at give indsigt i, hvordan både årsager til og håndtering af sindslidelser er uløseligt forbundet med andre kulturelle og politiske udviklinger – og dermed højst sandsynligt vil fortsætte med at forandre sig, så længe de menneskelige vilkår og vores omverden skifter.
Det er ingen overdrivelse at sige, at måden, vi forstår, forklarer og behandler sindslidelser på, har ændret sig drastisk gennem de sidste hundrede år. Fra at være tilstande, der primært blev håndteret i familiens private rum, og noget, der ofte blev skjult eller fortiet, deles information om udfordrede sind og psykiatriske diagnoser nu bredt, og spørgsmål om psykisk sygdom diskuteres mere åbent, både offentligt og privat. Jeg vil derudover vove den radikale påstand, at selve oplevelsen af at være psykisk syg også er historisk foranderlig. Men når man tænker nærmere over det, er det måske ikke så radikal en påstand endda. Hvordan man på et givent
tidspunkt opfatter psykisk sygdom, spiller uundgåeligt ind på mødet mellem den sindslidende og omgivelserne og ikke mindst på de metoder og rammer, man vælger for behandlingen.
Ud fra et erfaringshistorisk perspektiv formes mennesket – vores følelser, tanker og oplevelser – af vores interaktion med såvel konkrete fysiske omgivelser som de mere usynlige kulturelle strukturer og magtdynamikker, der dominerer i forskellige tidsepoker. Både i de nære relationer, i psykiatrien og i samfundets tilgang til sindslidelser har der fundet betydelige forandringer sted, som gensidigt påvirker hinanden og er med til at forme sygdomsoplevelsen. Det er nogle af de kulturelle og politiske forandringer, denne bog kaster lys over ved at benytte og kombinere vidt forskellige historiske kilder – skønlitteratur, patientjournaler og interviews –med brudstykker af min farmors, Getes, historie. Hendes livshistorie viser på fineste vis, hvordan hemmeligheder, familiehistorie, velfærdsstatshistorie og oplevelser af psykisk sygdom er flettet ind i hinanden og lige præcis ikke er noget rent individuelt.
Sindslidelsernes uransagelige veje
Vi fik ingen forklaringer, min mor var … nej, vi kunne bare se, at han ikke var der. Vi fik heller ikke at vide, at vi ikke måtte gå ind til ham. Men det var en slags uskreven regel: Vi gik ikke op på hans værelse. Han var ligesom gemt væk.
Samtale fortaget i Valby februar 2019
Wilhelm1 , som jeg interviewede i 2019, mindes her, hvordan hans far i midten af 1940’erne forsvandt i uger ad gangen og tilbragte tiden isoleret i et værelse på husets øverste etage. I mellemtiden skulle hans mor holde styr på det hele og få dagligdagen til at fungere. Farens fravær blev ikke adresseret eller talt om, og heller ikke årsagen til hans lidelse blev forklaret. Wilhelm gætter på, at hans far var ramt af det, man i dag ville betegne som svære depressioner.
Der er en stærk tradition for at undersøge ”galskabens historie” gennem et fokus på statslige institutioner og den medicinske udvikling. Grundig forskning har demonstreret, hvordan mentale afvigelser er blevet forhandlet gennem ændret kategorisering, skift i den offentlige diskurs og nye interventioner i psykiatrien. 2 Færre historikere har fokuseret på, hvordan selve sygdomsoplevelsen også er historisk formet. Samtidig er betydningen af skiftende familiemønstre og kultur en underbelyst brik i sindslidelsernes udvikling. Men som det lille indblik i Wilhelms barndomsminde viser, har familien spillet en afgørende rolle som kontekst for sindslidelser. Skiftende måder at tale sammen på, fami liedynamikker, socialklasse og forskydning af ansvar mellem det private og offentlige hører med til sindslidelser nes erfaringshistorie.
Det er selvsagt en metodisk udfordring at undersøge, hvordan skiftende kommunikation og kulturelle mønstre i såvel familier som statslige institutioner har ændret sig gennem tiden. Hvordan kan man komme tæt på hemmeligheder og fortællinger, der hører privatlivet til, og samtidig belyse, hvordan intime følelser og handlinger er forbundet med andre udviklinger? I forsøget på at komme både de individuelle og kollektive sygdomserfaringer lidt nærmere, kombinerer jeg forskellige kilder, som jeg kalder ”kulturelle vidnesbyrd”: patientjournaler, interviews og skønlitteratur. Hver kilde har sine metodiske styrker, udfordringer og begrænsninger. Men i kombina
tion gør de det muligt at indkredse og komme lidt tættere på det, man med den canadiske filosof Ian Hackings ord kan kalde sindslidelsernes ”økologiske niche”.3
Del I Litteraturen – fra sindssyg til psykiatribruger anvender skønlitteraturen som afsæt for en kortlægning af nogle større paradigmatiske skift i synet på den psykisk syge borger i velfærdsstaten. Ved at læse udvalgte passager fra autofiktive værker op imod hinanden sporer kapitlet en overordnet udvikling fra ”den sindssyge” til ”patienten” til nutidens ”psykiatribruger”. Jeg fokuserer særligt på, hvordan der har fundet en overordnet forskydning af ansvar sted mellem familien og staten, og hvordan familien som institution har undergået en markant transformation i egen ret. Hvert værk illustrerer desuden på forskellig vis, hvordan familien og hjemmet er en uadskillelig del af det historiske miljø, som præger oplevelsen af sindslidelser. Del II Journalerne – fra familie-eksil til parterapi undersøger gennem patientjournaler fra Jysk Nervesanatorium fra perioden 1957 19 89, hvordan oplevelser af sindslidelser forandrede sig hen over tre årtier på dette specifikke sted. En nærlæsning og sammenligning af et stort antal af journalerne vidner om betydelige ændringer i både beskrivelserne af og omgangen med de indlagte. Fra at være et sted, hvor man kunne opnå midlertidig lise, afskærmning og ro fra problemer på hjemmefronten, blev patienternes familier inddraget mere og mere i behandlingen, og patienterne selv blev i højere
grad opfordret til både at dele og analysere deres følelser som led i behandlingsforløb og som middel til heling. De nedskrevne samtaler i journalerne viser, foruden at give et psykiatrihistorisk indblik, et bemærkelsesværdigt skift mod åbenhed, en blomstrende interesse for følelser og en ny bekendelseskultur, der sidenhen på mange måder er blevet forstærket.
Del III Historierne – fortællinger om tavshed gengiver familieskæbner og hemmeligheder omkring psykisk sygdom, som de blev fortalt i en række oral history interviews, jeg foretog i 2018 19. På den ene side demonstrerer historierne, hvordan hemmeligholdelse og tavshed har spillet en central rolle i forhold til oplevelsen af sindslidelser især i midten af det 20. århundrede, før udviklingen af psykofarmaka for alvor tog fat. På den anden side viser de, hvordan familiehemmelighederne var med til at skabe og forstærke en ide om psykisk sygdom som noget skamfuldt, der skulle gemmes væk. Et syn på sindslidelser, der som en form for indkapslet stilhed blev båret videre gennem generationer. Endelig er de mundtlige vidnesbyrd interessante, fordi de peger på, hvordan minder om hemmeligheder og fortielser også må ses i lyset af de fortællendes samtid og dagligdag i en ny synlighedskultur. Det, man i dag opfatter som en decideret hemmelighed, kan sagtens have været betinget af andre grænser mellem private og offentlige samtaler eller anderledes kommunikationsmønstre mellem børn og voksne.
Hemmelighederne, der har fyldt i forhold til psykisk sygdom, handler altså ikke kun om det intenderede skjulte, men også om effekterne af alt det usagte og nye måder at tale om og forstå følelser på. Samlet set tilbyder denne bog således forskellige mikro historiske indblik i, hvordan familiehistorie, velfærdshistorie og psykiatrihistorie gensidigt har påvirket hinanden. Vi kan aldrig komme helt tæt på fortidens oplevelser af psykiske sygdomme. Men det billede, som kilderne tilsammen former, kan være med til at skifte perspektivet på psykisk sygdom som et primært individuelt problem til et mere kollektivt, inter socialt anliggende. Bogen sammenblander og bevæger sig frit på tværs af tidligere adskilte felter som familiehistorie, psykiatrihistorie og velfærdsstatshistorie – og teksten veksler mellem analytiske afsnit og personlige erindringer – for at udforske sindslidelsernes uransagelige veje.