Mens vi venter på miraklet by Gads Forlag

MENS VI VENTER PÅ MIRAKLET

ESSAY OM FIRE KATASTROFER DER FORMEDE

DET MODERNE VESTLIGE MENNESKE

GADS FORLAG

Mens vi venter på miraklet

Dansk udgave © Gads Forlag 2025

Tekstredaktion: Palle Weis

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm

Omslag: Sune Ehlers/River Design

Forsideillustration: Paul Klee, Angelus Novus, 1920, Israel Museum, Jerusalem

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80292-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

INDLEDNING

I had no trouble betting on the Flood against the Ark. You see, I knew about the ending. - L. Cohen: ‘Happens to the Heart.’

MASSE

Går man en eftermiddag ned ad Købmagergade i København, kan man blive mindet om universets gåde: dette brogede kaos af mennesker, dette flimmer af individer, hvor hver enkelt er som en planet i sig selv. Man overser hinanden, støder sammen i døre uden øjenkontakt, hader hinanden i køer, taler støjende i mobiler. Der er et skær af fremmedgørelse over sceneriet. Der forbruges parallelt, i konkurrence om at komme til.

Det er ’individer’, og det er ’masse’. En skribent, som ikke var optimistisk på kulturens vegne, fortalte engang, at han jævnligt i ulvetimen tog opstilling ved Nørreport Station, hvor mylderet adlyder tyngdekraften og som vand strømmer ned mod sporene. Han ville ”se myldretidsmassen i øjnene” og gyse. Hvad han så, var ikke bare fortravlede men ”dæmoniserede” mennesker. Man forstår, hvor han ville hen, men dæmoniserede af hvad? Umættelig sanselighed og materialisme? Grænseløs narcissisme og selvoptagethed? Afgrunden af valgmuligheder? Kapløbet med de andre? Tiden som går og aldrig kommer? En drøm om lykke?

Fornuften fortæller os, at dæmoner ikke findes, det er jo ikke middelalderen, det her. I stedet taler vi om stress og angst. Hvad der rider moderne mennesker, er noget menneskeskabt og samtidig uvillet og uønsket, utilsigtede følger af teknologiske forandringer med skelsættende konsekvenser for natur og eksistens. Folk tilbringer en stor del

af livet i massen, i køen og hele tiden ved skærmen. Lige meget hvor, er der alt for mange andre betydningsløse andre foran og på tværs –”de andre er helvede”, med Sartres frase. I massen emmer det af nag og foragt og vold, og ingen foragter massen så meget som den, der er i den. Som der engang stod på plakater ved tyske motorveje: Du er ikke i en kø, du er en kø.

Snarere end dæmoniseret er massen programmeret. Imellem sig har bureaukrati, marked og frem for alt teknologi kværnet civilsamfundets traditionelle, identitetsgivende fællesskaber til statistisk masse, som mandler bliver til marcipan. Samfundet består af så og så mange ’borgere’, kunder, patienter, seere, brugere; på Nettet tælles de som følgere, klik og likes. Den enkelte drukner i statistikker, som tæller individer, ’enheder’, ikke personer, og udgør som ’frit vælgende’ en kaotisk dynamik i forbrug og politik. ’Enhedernes’ begær besørger teknologiens galoperende udbredelse.

Det er en verden af medierede masser, et individualiseret massesamfund, hvor den enkelte selv vælger sine medier og programmer. Dét kaldes frihed. Man er masse alene ved skærmen, sjældnere i større fysiske ansamlinger, selvom de findes; der er et flygtigt fællesskab forbundet med det repræsentative publikum til fodbold og koncerter, ellers signalerer masse mest ensomhed.

Indefra ser det anderledes ud. Individer har drømme, ambitioner, lidenskaber. Bag hvert statistisk individ er der et selv, som ikke vil overses, men frem, ud af skabet, komme før de andre, stikke hovedet op over hoben, skaffe sig fordele, ikke skyr nogen midler og ikke vil se grænser, som andet end forbigående hindringer. Hartmut Rosa har beskrevet, hvordan en ”romantisk model” er ”motiverende energi” bag længslen efter at komme i samklang med verden. Det viser sig overalt: i parforhold og venskaber, forholdet til musik, kunst, natur, karriere, spirituelle oplevelser, opdragelse, uddannelse og i politik, hvor politik idealistisk ses som deltagelse, empati og solidaritet. Rosa ser et ”mod-

standspotentiale mod accelerationssamfundet” i den enkeltes romantiske motiver, og det er da muligt. Det er også opskriften på skuffelser. Man kan blive svimmel af at tænke på de romantiske forestillinger, alle og hver enkelt er drevet af.

Omvendt har René Girard udfordret ”den romantiske løgn”, myten om personlig autonomi, et ’autentisk selv’, som i Vesten er rendyrket siden Rousseau, illusionen bag den enkeltes særlige drømme og ønsker. Folk er ikke spor særlige, mener Girard, de imiterer og misunder hinanden for et godt ord, og jo mere de imiterer og misunder, des mere ens bliver de. Massemedier leverer til selvet, algoritmerne bestemmer hvad; en romantisk illusion om ’autentisk identitet’ plager folk, en globalt udbredt ens-hed fører fra misundelse til konflikt og had.

FRA DET TRADITIONSSTYREDE TIL DET MODERNE MENNESKE

En lang og kompliceret historie, som begynder i den sene middelalder og aldrig lader sig kapere i sin helhed. Det er som at spørge, hvad er modernitet? Sekularisering? Kapitalisme? Liberalisme, Demokrati?

Humanisme?

Det er ikke nok at slå ud med armene og henvise til ’udviklingen’. Vi er ikke endt her som følge af en plan, der var brud undervejs, uforudsete retningsskift, ikke mindst med de katastrofer, som er trædesten i det følgende – Den Sorte Død, Reformationen, Den Franske Revolution og Verdenskrigene, hver af dem knæk på historiens tråd. Undervejs metamorfoserede mennesket i talrige typer – bonde, ridder, munk, borger, katolik, kætter, protestant, humanist, heks, oplysningsmand, revolutionær, romantiker, proletar, iværksætter, masseindivid, offer. Mange typer, mange drømme. At det skulle føre til, hvor vi er i dag, anede ingen. Her rådede loven om de utilsigtede følger.

Historisk var der altid et korrigerende kollektivt modspil til et selvmotiverende ’jeg’ i rastløs drift imod fjerne horisonter. Menne-

sket er et meningssøgende dyr. Kollektivt set er mening synonymt med orden og forudsætter en virksomhed af ”ordnende verdenskonstruktion” (Berger). Samfundets vigtigste opgave er at skabe en fælles mening, som kan danne et skjold mod rædslen. Nomos er dette skjold, det store nedarvede konglomerat, formet ved uoverskuelig akkumulation og selektion af fælles erfaringer i historien, manifesteret i et kollektivt ’vi’, som står for opdragelse, lov, tradition, konvention og tilpasning.

Pligten var i århundreder ubetinget. Den satte grænser, som nok kunne overskrides, men det kostede. Indtil for få generationer siden fødtes et vestligt menneske stadig ind i en sammenhæng, hvor mange livsvalg var taget på forhånd; var man født på dén egn, i dén familie, slægt, stand og klasse, var erhvervet og meget andet givet på forhånd, og den verden, man døde fra, var mage til den, man var blevet født ind i. Folk var stedfaste og fik identiteten med stedet og aftapningen; de gik i forældres fodspor, alle symbolerne pegede samme vej. Det var som en danseskole, hvor trinnene er lagt ud på gulvet og man blot skal lære at træde i dem. Nomos var vertikalt organiseret, forbud og påbud kom ovenfra, og øverst sad Herren. Der var mønsterbrydere, men de var få; man fik ikke point for at være særlig eller innovativ.

Det lyder kedeligt i vores ører, og var det vel også, men også i århundreder et fundament af tryghed for mennesker, som havde andre problemer end kedsomhed, for eksempel fortabelse i et evigt liv. Et stramt hierarkisk, traditionsbåret samfund var en forsikring, man gjorde med flid, som man altid havde gjort, fordi man altid havde gjort sådan. Det gav mening.

I vores verden er individuelle rettigheder, snarere end pligt, det dominerende princip mellem individ og samfund, mens pligten fortaber sig i teknologisk arbejdsdeling og bureaukrati. Rettigheder signalerer frihed for den enkelte, men kan, når det kammer over, føre til denne

manipulerbare, fragmenterede masseverden af individer i indbyrdes konkurrence, utilfredse rettighedsbærere, ofre, for tiden under overskrifter som race og køn. Uden autoritet og pligtkultur til afvejning bliver frihed til isolation, normløshed og tabsfølelse.

Det middelalderlige menneske var funderet i et kristent håb om frelse, som i humanistisk forståelse blev til en bevægelse væk fra arvesynd og fortabelsesangst under overskriften frigørelse af det gode menneske. Kritisk betragtet var det samtidig en frisættelse af individet, tab af Gud, udsmidning af fællesskabet. Nomos går fra at være vertikalt til i det moderne at være horisontalt organiseret, hvilket fremmer imitation og masse.

I senmoderniteten er det illusionen, at man kan forbruge sig til den, man dybest set er eller gerne vil blive. Der sker en spejlvending af transcendensen. Mennesket søger ikke længere sin oprindelse og vitalitet i mysteriet om Gud deroppe, men i den smeltedigel af menneskeligt begær, som Freud kaldte ’det ubevidste’ og er dobbelt så mystisk: den sakrosankte tro på instinkter og drifter som selvets og kulturens sande kerne. Mennesket forlader den traditionelle autoritet til fordel for mavefornemmelser eller fornemmelser længere nede. Det er den korte version, men dette er jo også bare indledningen.

HVORFOR KOM ’MODERNITETEN’ NETOP I EUROPA?

”Et barn af den moderne europæiske kulturverden vil uundgåeligt og med rette behandle universalhistoriske spørgsmål ud fra problemstillingen: Hvilken kæde af omstændigheder førte til, at der netop her i Vesten, og kun her, er opstået kulturfænomener, som ikke desto mindre – det plejer vi i hvert fald at forestille os – indgik i en udviklingslinje af universel betydning og gyldighed?”

Skrev Max Weber i 1920. Så døde han og kom ikke helt omkring svaret. Men ja, hvorfor Vesten, Europa, disse ret uanselige frynser på det eurasiske kontinent? I det 19. århundrede havde man vænnet sig

til at se Europa som synonymt med Civilisation. I 1920, med Første Verdenskrig bag sig, kneb det, men stadigvæk … Teknologien tordnede videre.

Indtil 1500 var Vesten, Kina og Indien på et sammenligneligt niveau, materielt og åndeligt. Så stak Vesten af, ’opdagede verden’ og tog fat på prægningen af den. Det var et brud i menneskets historie på niveau med den agrare revolution ti tusind år før, skelsættende ikke kun for Vesten, men for verden. En ny virkelighed foldede sig ud: En videnskabelig, efterhånden teknologisk realisme og politisk rationalitet ledte til sekularisering og siden kolonisering og industrialisering.

En kristen forståelse af verden og mennesket afløstes derfra af en naturvidenskabelig, hvis fulde konsekvenser ingen har overblik over, for vi har ikke set enden. Verdenshistorie kom på programmet, alt på planeten spillede sammen, hele vejen rundt.

Hvorfor tog netop Vesten teten med denne verdensmodernisering? Hvorfor Europa? Var der særlige forudsætninger, tilbage fra antikken og middelalderen, særlige kvaliteter, som ikke fandtes i de andre kulturer?

Der var først og fremmest kristendommen. Mindre som den var direkte fra kilden, end som den i praksis virkede civiliserende på de ’umodne’ germanske og romanske stammer, der barbarisk væltede rundt i folkevandringstiden, men lod sig omvende af kristne værdiers moralske overlegenhed.

Vesten er den individualiserede civilisation frem for de andre, sådan er det og sådan var det, i ingen af de andre civilationer har individet været så fremtrædende som her, hverken den kinesiske, den indiske, den arabiske eller den russiske har skabt noget, der minder om et civilt samfund.

I historieskrivningen blev det en fremherskende forståelse, at individet først ’vågnede’ i og med den italienske renæssance, som reaktion på den ’mørke’ middelalder og ditto kristenkirke. Her gjor-

des der elitært op med almuekollektivisme og katolsk totalitarisme og knyttedes an til et angiveligt individualistisk menneskesyn og en åben sekularisme fra antikken. Det billede holder ikke: Antikkens Hellas var stramt religiøst, når man blot leder efter religionen det rigtige sted, nemlig i familien.

Hvad der holder er, at mennesket med Den Sorte Død akut blev meget mere dødsfikseret og varigt mere selvbevidst (’sin egen lykkes med’), og det sporede kulturen i retning af renæssance og humanisme. Men der var fra begyndelsen kim til sekularisering i kristendommen.

Individet og humanismens liberale idéverden har udgangspunkt i kristendommens lighedstanke, alles lige frihed, som er med allerede hos Paulus. Sekularismen – troen på, at en basal moralsk lighed mellem mennesker, alles ret til frelse, måtte lede til forestillingen om en offentlig sfære, hvor den enkelte var sat fri til at handle ud fra sin samvittighed – ”er den kristne kirkes største gave til menneskeheden” (Larry Siedentop) og ikke noget, der findes på trods af kristendommen. Når det siden blev udlagt sådan, var det, fordi det overvejende var børn af Oplysningen og Den Franske Revolution, der skrev historien.

Et aktuelt eksempel er Frederik Stjernfelts artikel i Weekendavisen 9. maj 2025, ”Teologerne har et 2.000-årigt forklaringsproblem”. Er det så ikke bare det sædvanlige med historikere, som altid skal mene noget forskelligt – har det betydning, hvor sekularismen kommer fra? Ja, det har da enorm betydning, ikke mindst i den aktuelle situation, hvor vestlig selvforståelse hænger i laser. Som konsekvens af fejltolkningen af kristendommens betydning for fremkomsten af et civilt samfund er Europa låst fast i en veritabel borgerkrig mellem kristendom og liberalhumanisme, som tenderer til at blive udkæmpet mellem genstridige yderfløje.

Som resultat ved vi ikke længere, hvem vi er. Vi fornægter de dybere kristne rødder, kan hverken enes om, hvor vi kommer fra, eller hvor vi skal hen, bilder hinanden ind, at vi nok er undfanget i

renæssancen og jomfrufødt i oplysningstiden, når sandheden er, at vi i direkte linje stammer fra middelalderen og kristendommen.

Der var andre forudsætninger. Noget med geografien. I et fliget Europa lå lande og folkeslag spredt, hver med sit sprog, i konkurrence indbyrdes, for ikke at sige, at de sloges for et godt ord. I oldtiden lå ’Vesten’ omkring det østlige Middelhav, Grækenland og senere Rom, så rykkede det vestpå. Med opdagelserne kom Vesten ud til Atlanterhavet, Vesteuropa, hvor konkurrence blev til langvarige krige om byttet. Vesten kom sig aldrig over Cortes’ guld!

Det betød noget, at der tilbage fra den græske polis var en vis forestilling om politisk frihed. Og at græsk tænkning med udgangspunkt i matematik og logik var mere konsekvent end østlig. En vis målrationalitet og empirisme førte mod middelalderens slutning til en målsætning om beregnelighed i samfundslivet. Det vestlige menneske var tidligt virkelighedsorienteret. Også her kendte man til menneskenaturens spaltning i henholdsvis verdensfjern indadvendthed, orienteret mod det hinsides, og udadvendthed mod det praktiske liv. Forskellen var, at man her gik efter at forandre og forbedre verden for at finde bekræftelse i virkeligheden.

Som andre bibelske religioner besad kristendommen et patent på sandheden, som kunne blive til fanatisme. Det forøgede handlekraften, som dog begrænsedes af, at der som oftest var flere udlægninger, som hver især besad sandheden, samt af den langvarige konflikt mellem åndelig og verdslig magt, kirke og stat. At de konkurrerede med hver sine principper, som de nødigt gik på kompromis med, og at Europa aldrig blev til ét imperium, gav en høj grad af åndelig og intellektuel energi, af søgen og vilje til at afdække.

Sandhedsmonopolet førte altså ikke kun til fanatisme, men til kritisk modsigelse. Former for det universelle realiseredes ganske vist også

i Vesten, men stivnede ikke i steril dogmatik med fastlåste, færdige institutioner og idéer. Andre måder brød igennem og gav stor dynamik, nye former opstod og blev pludselig igen forladt. Det gav en flerdimensional orientering, som førte til uro og modvilje mod enhver fuldbyrdelse. Vesten var altid ustabil, som det stadig er.

I en verden, som aldrig tilslutter sig ét princip fuldt ud, men altid synes at være på vej mod et, hvor undtagelser bryder igennem som nye sandheder, og hvor trosretningers påstand om at besidde sandheden har begge sider, er det målrettet gået mod yderligheder, for at afdække alle detaljer, afklare ethvert princip og opstille et radikalt enten-eller. På intet tidspunkt har mennesket i Vest haft fast grund under fødderne. Enhver påstand om dette mødes straks af modsigelse.

Der fremstod fra begyndelsen selvbestaltede profeter, som både kan rubriceres under individualisme og undtagelse. Kun her fandtes der skelsættende personligheder i det omfang, jødiske profeter, græske filosoffer, kristne evangelister, radikale oplysningsfilosoffer og populister. Her fremmes ikke kun én type, men mange hinanden modsigende typer.

Dybest set hang det vestlige take-off mod det moderne fra omkring 1500 sammen med et brud med det middelalderlige syn på relationerne mellem Gud, natur og menneske. Et stormskridt blev taget i den skolastiske teologi. Med nominalismen i det 14. århundrede vendte en af de radikale profeter, munken William af Ockham, skolastikken på hovedet eller stillede den på benene, om man vil, og kom derved til at fremme et humanistisk syn på mennesket og erfaringsbaseret videnskab. ’Kom til’, for det var ikke hans intention at fremme et sekulariseret menneske; han ville ’redde Gud’ fra den skolastiske rationalitets befamlinger ved at løfte Ham op uden for menneskelig rækkevidde. Det var en revolution i tænkningen, som på den dramatiske baggrund af Den Sorte Døds traumer fik stor betydning for Vestens videre vej. Mere derom i kapitel 1.

HUMANISMEN

Et afgørende element i moderniseringen var netop humanismen, hvormed mennesket gjorde sig selv til en faktor ved siden af Gud. Vores massesamfund er produkt af liberalhumanismen, det frigjorte menneskes myte om sig selv. Humanismen spaltede sig ud af kristendommen 1300-1600, foldede sig filosofisk ud med Oplysningen og gik videnskabeligt-agnostisk til angreb på kristendommen 1800-1900, for siden Første Verdenskrig at udvikle sig eskatologisk. Humanismen er en af mange ting i vestlig historie, som var godt det første stykke ad vejen, men tvivlsom i sin fulde udfoldelse.

Hvad der er på spil, er den vestlige sjæl. ”Det er ikke usædvanligt i disse tider at høre religion og humanisme omtalt, som om de var modsætninger, endda antagonistiske. Men humanismen var tydeligvis funderet i idéen om, at folk har sjæle, og at de har visse forpligtelser overfor dem” (Robinson). Ja, tydeligvis; så længe humanismen fastholdt sin kristne forankring. I dag kan man spørge sig, om folk stadig har en intakt sjæl, eller den er blevet til en psyke og delvis ædt af teknologien. Det er en opbrudstid, en overgang, som ligner en undergang. Spændt foran vild genetisk og digital teknologi genopfinder titanmenneskene i Silicon Valley og omegn sig selv og verden transhumanistisk, det vil sige uden mennesker. Dog, så let undslipper man næppe historien; på godt og ondt sniger den sig med ombord, om man husker den eller ej, indgraveret i nulevende og efterkommere.

Måske forbinder man mest humanisme med humanistisk dannelse på universiteterne eller humanitær ulands- og flygtningehjælp og den slags, og der er en fællesmængde. Humanismen bryster sig af menneskets medfødte godhed og af dannelse, som de ting celebreres i kunst og litteratur.

Bredere forstået er humanismen modernitetens ideologi om en epoke, hvor mennesket gjorde oprør mod Gud og videreførte ska-

belsen på egne præmisser. Det er en ’isme’ om mennesket, altså som begyndte med den italienske renæssance, som en lunkent-kristen disciplin, der handlede om at genopdage klassisk romersk litteratur og uddrage sekulære etikker af Tacitus, Livius, Seneca, Vergil og Cicero. Allerede dér er tegnene på frigørelse fra kristendommen tydelige: Hvor kristendommen priser Gud, priser humanismen mennesket. Det handler fra begyndelsen om den frie vilje.

Siden flyttede humanismen til Frankrig og Storbritannien og blev revolutionær oplysningsfilosofi, der ville reorganisere samfund og menneske ad videnskabens klare linjer. Her skete der noget afgørende: En idé om fremskridt satte ind, ’paradis på jord’ begyndte fra det 18. århundrede at blinke politisk forjættende. Ikke blot forandredes dermed begrebet om, hvad det var relevant at vide, i forhold til det antikke afsæt, man erhvervede et helt andet tidsbegreb end i antikken: Tiden var ikke længere cirkulær og begrænset, den blev lineær og endeløs.

Med fremskridtet fulgte et arrogant syn på gårsdagens løsninger, særligt de kristne. Det 17.-18. århundredes oplysningstænkere afviste, med afsæt i Kopernikus, Bacon, Galilei, Descartes og Hobbes, middelalderens åbenbarede sandheder til fordel for videnskabelige og kristen tro til fordel for verdslig rationalitet. Locke kunne i det 17. århundrede stadig godt mene, at hvis man tog Gud ud af ligningen, om så kun tænkningens, gik alt i svang, mens Hume i generationen efter blev omtalt kærligt som the great infidel, den store hedning.

Humanismen blev myten om en verden, hvor ’hypotesen Gud’ blev overflødig som Altets centrum, hvor man med ubønhørlig matematisk logik (algoritmerne!) og naturvidenskabelige sandheder med teknologisk afløb stræbte efter herredømme over naturen. En ny verden trådte frem, blev genstand for udforskning, opdagelser og opfindelser,

og menneskets ”beundringsmandat” fra Gud afløstes af et selvsigneret ”forandringsmandat” (Ole Jensen).

Oplysningen førte fra Reformationen til Den Franske Revolution, hvor hvad der var i humanismen af fornuft, medfølelse og fællesskab, med lidt ond vilje kan symboliseres i guillotinen, som var rationelt designet i medfølelse med offeret og svejsede massen sammen til et begejstret fællesskab omkring slagtningen af modstanderne.

Den store identitetsmæssige og kulturelle fejl er at installere en modsætning mellem kristendom og oplysning, hvor der i realiteten er en kontinuitet. Mennesket havde tilbedt guder i umindelige tider, nu gik de pludselig amok i oplyst selvtilstrækkelighed, smed Gud på porten, guillotinerede sig selv, men fortsatte med at løbe på nerveimpulserne, som en dekapiteret kylling på en gårdsplads

Humanismen overlevede Revolutionen og blev siden, med fremskridtet i benzintanken, en dundrende materialistisk succes.

I den videnskabelige revolutions anden store epoke, slutningen af det 19. århundrede, skulle den progressivt identificere sig med verdensudstillingernes videnskabelig-teknologiske tidsånd, inklusive socialdarwinisme og kolonisering, men den forholdt sig stadig tvivlende til masserne. Og bum, så kom Verdenskrigen, som ændrede fremskridtets fortegn, ligesom de følgende totalitære eksperimenter.

Siden de totalitære regimers undergang er liberalhumanismen

Vestens ideologi par excellence samt foretrukne eksportvare med fokus på frigørelse, sekularisme, ateisme, fremskridt, demokrati og rettigheder under mottoet, at hvad videnskab og teknologi har af ’bivirkninger’, og det er ikke få, lader sig løse videnskabeligt, og kun videnskabeligt. Det tror folk stadig på, hvad andet er der, når man er efterladt i ørkenen? Men pendulet svinger altid. Den globale efterspørgsel efter demokrati og rettigheder er for tiden svigtende.

Mens vi venter på miraklet

HENRIK JENSEN