Page 1


Glem det copyright © Edward St Aubyn, 1992 Dårligt nyt copyright © Edward St Aubyn, 1992 En smule håb copyright © Edward St Aubyn, 1994 Moders mælk copyright © Edward St Aubyn, 2005 Til sidst copyright © Edward St Aubyn, 2011 Oversat fra engelsk efter Never mind, Bad news, Some hope, Mother’s milk og At last Dansk udgave: copyright © 2018 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Omslagsfoto: copyright ©2018 HOME BOX OFFICE, INC. ALL RIGHTS RESERVED. HBO® AND RELATED CHANNELS AND SERVICE MARKS ARE THE PROPERTY OF HOME BOX OFFICE, INC. / ©SKY UK LTD Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-12-05794-9 Glem det - Dårligt nyt - En smule håb - Moders mælk og Til sidst udkom i to bind i 2015. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond

samlet Edward_TRYK.indd 8

27/06/2018 10.11


Edward St Aubyn patrick melrose ­­samlede romaner

Glem det Dårligt nyt En smule håb Moders mælk Til sidst på dansk ved Camilla Christensen

gads forlag

samlet Edward_TRYK.indd 7

27/06/2018 10.11


samlet Edward_TRYK.indd 5

27/06/2018 10.11


indhold

Glem det . . . . . . . . . . 13 Dårligt nyt . . . . . . . . 149 En smule håb . . . . . 317

. . . .

459

. . . . . . . . . . .

707

Moders mælk Til sidst

samlet Edward_TRYK.indd 11

27/06/2018 10.11


samlet Edward_TRYK.indd 5

27/06/2018 10.11


1

Klokken halv otte om morgenen kom Yvette gående op ad indkørslen til huset med det vasketøj i favnen, hun havde strøget aftenen før. Der lød en svag, klaskende lyd fra hendes ene sandal, hun klemte tæerne sammen for at forhindre den i at falde af, og den ødelagte rem fik hende til at gå usikkert på den ujævne, stenede jord. Under rækken af cypresser langs indkørslen så hun hen over muren lægen stå inde i haven. Han var iført sin blå morgenkåbe og havde solbriller på, selv om det stadig var for tidligt til, at septembersolen var stået op bag kalkstensbjerget, og han rettede en kraftig stråle fra vandslangen i sin venstre hånd mod kolonnen af myrer, der hastigt bevægede sig hen over gruset for hans fødder. Hans teknik var gennemprøvet: Han ville lade de overlevende kæmpe et stykke tid på de våde sten for at genfinde deres værdighed, inden han igen oversprøjtede dem med det brusende vand. Med den frie hånd tog han en cigar ud af munden, og røgen drev op gennem de gråbrune krøller, der dækkede de fremspringende knogler i hans pande. Så klemte han tommelfingeren mod slangen og gjorde vandstrålen tynd og hård for mere effektivt at hamre løs på en myre, som han var fast besluttet på at slå ihjel. Yvette skulle bare forbi figentræet, så kunne hun smutte ind i huset, uden at doktor Melrose vidste, at hun var kommet. Han havde dog for vane at kalde på hende uden at se op fra jorden, netop som hun regnede med at være skjult bag træet. I går havde han talt til hende

17

samlet Edward_TRYK.indd 17

27/06/2018 10.11


så længe, at hun var blevet træt i armene, men ikke længe nok til, at hun risikerede at tabe linnedet. Han vurderede den slags meget præcist. Indledningsvis havde han med overdrevet respekt for hendes indfødte kendskab til Provence spurgt, hvad hun mente om mistralen. Da han var nået til at vise venlig interesse for hendes søns arbejde på skibsværftet, havde smerten bredt sig til hendes skuldre og var begyndt at foretage skarpe strejftog op i nakken. Hun havde været fast besluttet på at blive stående, selv da han begyndte at spørge til hendes mands rygsmerter, og om de muligvis ville forhindre ham i at køre traktoren under høsten. I dag råbte han ikke det “Bonjour, chère Yvette,” som indvarslede disse ivrige morgensamtaler, og hun bukkede sig under de lavthængende grene på figentræet og gik ind i huset. Slottet, som Yvette kaldte det – mr. og mrs. Melrose selv kaldte det en gammel gård – var bygget på en skrænt, så starten på indkørslen var på højde med husets førstesal. En bred trappe førte langs den ene side af huset ned til en terrasse foran dagligstuen. En anden trappe førte langs den anden side af huset ned til et lille udhus, der blev brugt til at skjule skraldespandene. Om vinteren strømmede vand klukkende ned ad skrænten gennem en række damme, men på denne tid af året kom der ikke en lyd fra renden, der løb forbi figentræet. Den var blokeret af maste og flækkede figner, der plettede jorden de steder, hvor de var faldet. Yvette gik ind i det højloftede, mørke rum og satte vasketøjet fra sig. Hun tændte lyset og begyndte at sortere håndklæderne fra sengetøjet og sengetøjet fra dugene. Der var ti store skabe med høje stabler af nydeligt foldet linned, som aldrig blev brugt. Yvette åbnede sommetider skabene for at beundre den fredede samling. I nogle af dugene var laurbærgrene og drueklaser vævet ind på en måde, der kun kunne ses, når de blev holdt i særlige vinkler. Hun lod fingeren løbe hen over de monogrammer, der var broderet på de bløde, hvide lagner, og hen over kransene, der omgav bogstavet ‘V’ i hjørnet af

18

samlet Edward_TRYK.indd 18

27/06/2018 10.11


lommetørklæderne. Hendes favorit var en broderet enhjørning på noget af det ældste sengetøj; heller ikke det blev nogensinde brugt, og mrs. Melrose insisterede på, at Yvette genbrugte den samme triste stabel almindeligt linned fra det lille skab ved døren. Eleanor Melrose stormede op ad de lave trin fra køkkenet til indkørslen. Hvis hun havde gået langsommere, ville hun måske være kommet til at vakle, standse op og fortvivlet sætte sig på den lave mur langs trappen. Hun følte sig stærkt utilpas på en måde, hun ikke vovede at udfordre med mad og allerede havde forværret med en cigaret. Hun havde børstet tænder efter at have kastet op, men havde stadig smagen af galde i munden. Hun havde også børstet tænder, inden hun kastede op – det optimistiske træk i hendes karakter lod sig ikke helt kue. Morgenerne var blevet køligere siden begyndelsen af september, og der var allerede en lugt af efterår i luften, men det havde stort set ingen betydning for Eleanor, der svedte gennem det tykke lag pudder på panden. For hvert skridt skubbede hun fra med hænderne mod knæene for at komme fremad, mens hun gennem et par store solbriller kiggede ned på de hvide lærredssko på sine blege fødder og de dybpink råsilkebukser, der klæbede til hendes ben og fik dem til at ligne forvoksede chilifrugter. Hun forestillede sig vodka hældt over is, så alle isterningerne, der før havde været uigennemsigtige, blev klare og skiltes i glasset, mens isen knagede som en rygrad i hænderne på en selvsikker kiropraktor. Alle de klæbrige, uformelige isterninger flød klirrende rundt, der var rimfrost på glassets sider, og vodkaen føltes kold og behagelig i munden. Indkørslen drejede skarpt til venstre fra trappen og blev til en cirkel af flad jord, hvor hendes kastanjebrune Buick stod parkeret under et pinjetræ. Den var lang og havde dæk med hvide kanter, og den forekom helt absurd på baggrund af terrasserne med vin og oliven, men for Eleanor var hendes bil som et konsulat i en fremmed by, og

19

samlet Edward_TRYK.indd 19

27/06/2018 10.11


hun bevægede sig hen mod den med samme iver som en turist, der havde været udsat for et røveri. Perler af gennemskinnelig harpiks hang fast på Buickens kølerhjelm. En klat harpiks med en vissen pinjenål klæbede til det nederste af forruden. Hun forsøgte at pille den af, men tværede den bare endnu mere ud over forruden og fik klistrede fingerspidser. Hun havde en stærk trang til at sætte sig ind i bilen, men blev tvangsmæssigt ved med at kradse på harpiksen, der gjorde hendes fingernegle sorte. Grunden til, at Eleanor satte så stor pris på sin Buick, var, at David aldrig kørte i den eller så meget som sad i den. Huset og jorden var hendes, hun betalte tjenestefolkene og drikkevarerne, men egentlig ejede hun kun denne bil. Da hun for tolv år siden mødte David for første gang, var hun blevet fascineret af hans udseende. Det ansigtsudtryk, mænd føler sig berettiget til at have, når de fra en kuldslået engelsk dagligstue kigger ud over deres jord, var langsomt gennem fem århundreder stivnet til en tvær grimasse og havde fundet sin endelige form i Davids ansigt. Eleanor havde aldrig rigtig forstået, hvorfor englændere mente, at det var så distingveret ikke at have foretaget sig noget som helst i generationer, men David lod hende ikke i tvivl om, at det gjorde de. Han nedstammede desuden fra Charles II gennem en prostitueret. “Det ville jeg holde for mig selv, hvis jeg var dig,” havde hun spøgefuldt sagt, da han fortalte hende det. I stedet for at smile havde han vendt siden til hende på en måde, hun efterhånden var kommet til at afsky. Han havde skudt underlæben frem og set ud, som om det var et udtryk for stor tolerance, at han ikke lod en knusende bemærkning falde. Engang havde hun været fuld af beundring for den måde, David blev læge på. Da han havde fortalt sin far, general Melrose, om sin hensigt, havde denne straks inddraget sin økonomiske støtte til ham og valgt at bruge pengene på at opdrætte fasaner. At skyde mænd og dyr var en passende beskæftigelse for gentlemen, at pleje deres

20

samlet Edward_TRYK.indd 20

27/06/2018 10.11


sår var en sag for kødsnedkere fra middelklassen. Det var generalens holdning, og den gjorde jagt til en endnu større nydelse for ham. Det faldt ikke general Melrose svært at behandle sin søn køligt. Den første gang, han havde vist ham interesse, var, da David forlod Eton, og hans far havde spurgt ham, hvad han nu ville lave. David stammede: “Det ved jeg vist desværre ikke, sir.” Han vovede ikke at indrømme, at han gerne ville være komponist. Det var ikke undgået generalens opmærksomhed, at hans søn sad og klimprede på klaveret, og han konkluderede med rette, at en karriere i hæren ville sætte en stopper for denne kvindagtige tilbøjelighed. “Du må hellere gå ind i hæren,” sagde han og bød sin søn en cigar med kejtet kammeratlighed. Alligevel havde David på Eleanor virket helt anderledes end flokken af lavadelige engelske snobber og deres fjerne slægtninge, der drev rundt og ventede på, at noget skulle ske; en pludseligt opstået situation eller en weekend, hvor de kunne svælge i minder, der ikke engang var deres egne, minder om den måde, deres bedstefædre havde levet på, som i virkeligheden ikke var den måde, deres bedstefædre havde levet på. Da hun mødte David, syntes hun, at han var den første, der for alvor forstod hende. Nu var han den sidste, hun ville henvende sig til for at finde forståelse. Det var svært at forklare denne tingenes forandrede tilstand, og hun forsøgte at skyde den tanke fra sig, at han bare havde ventet på at kunne komme til at bruge hendes penge til at virkeliggøre sine fantasier om, hvordan han fortjente at leve. Omvendt var det måske hendes penge, der havde fordærvet ham. Han var holdt op med at praktisere som læge kort tid efter deres bryllup. I begyndelsen havde der været tale om at bruge nogle af hendes penge på at oprette et hjem for alkoholikere. På sin vis var det lykkedes dem. Tanken om at møde David slog atter Eleanor. Hun lod harpiksen på forruden være harpiks, satte sig ind i den uhåndterlige Buick og kørte forbi trappen, videre ned ad den støvede indkørsel og standsede først, da hun var nået halvvejs ned ad bakken. Hun var på vej over

21

samlet Edward_TRYK.indd 21

27/06/2018 10.11


til Victor Eisens villa, så hun kunne køre tidligt ud til lufthavnen sammen med Anne, men først var hun nødt til at komme lidt til hægterne. Pakket ind i en pude under førersædet lå en halv flaske Bisquit-cognac. I tasken havde hun de gule piller, der skulle kvikke hende op, og de hvide, der skulle fjerne den skræk og panik, der fulgte med klarheden. Med tanke på den lange køretur, der ventede hende, tog hun fire af de gule piller i stedet for to og derefter, af angst for, at den dobbelte dosis ville gøre hende nervøs, to af de hvide, som hun skyllede ned med omkring halvdelen af cognacen. Først mærkede hun en voldsom gysen, og så, inden den overhovedet var nået ud i blodbanen, det skarpe smæld af alkohol, der fyldte hende med taknemmelighed og varme. Hun sank tilbage i sædet, efter indtil nu at have siddet stift ret op og ned, og genkendte sig selv i spejlet for første gang den dag. Hun indtog sin krop på samme måde som en søvngænger, der går i seng igen efter en farefuld ekspedition. Gennem det lukkede vindue så hun sort-hvide skader lette lydløst fra vinstokkene og pinjetræernes nåle tegne sig tydeligt mod den blege himmel, der var blæst ren af to dages kraftig vind. Hun startede motoren igen og kørte, manøvrerede i en tåge bilen hen ad de stejle, smalle veje. David Melrose var træt af at drukne myrer og opgav havevandingen. Så snart denne beskæftigelse mistede hans intense interesse, blev han ramt af fortvivlelse. Der var altid endnu en myretue, endnu en terrasse med tuer. Han udtalte ordet ‘myrer’, ants, som aunts, ‘tanter’, og det gav hans morderiske gøremål et løft at have sin mors syv hovne søstre i tankerne; arrogante, egoistiske kvinder, som han havde demonstreret sit talent på klaveret for, da han var barn. David lod slangen falde ned på grusstien og tænkte på, hvor værdiløs Eleanor var blevet for ham. Hun havde alt for længe været paralyseret af angst. Det var som at palpere en patients forstørrede lever, selv om man allerede havde fået bekræftet, at det gjorde ondt. Han var meget sjældent i stand til at få hende til at slappe af.

22

samlet Edward_TRYK.indd 22

27/06/2018 10.11


Han huskede den aften tolv år tidligere, hvor han havde inviteret hende på middag i sin lejlighed. Hvor var hun tillidsfuld dengang! De havde allerede været i seng med hinanden, men Eleanor var stadig genert over for ham. Hun var iført en temmelig formløs hvid kjole med store, sorte polkaprikker. Hun var otteogtyve, men virkede yngre på grund af den enkle måde, hendes glatte, lyse hår var klippet på. Han fandt hende køn på en diffus, farveløs måde, men det var hendes rastløshed, der tændte ham, den stilfærdige frustration hos en kvinde, der længes efter at kaste sig ud i noget betydningsfuldt, men ikke kan finde ud af, hvad det skal være. Han havde lavet en marokkansk ret, due med fyld af mandler. Han serverede den for hende på en bund af safranris, men efter at have sat tallerkenen foran hende trak han den til sig igen. “Vil du gøre noget for mig?” spurgte han. “Selvfølgelig,” sagde hun. “Hvad?” Han satte tallerkenen ned på gulvet bag hendes stol og spurgte: “Vil du spise maden uden at bruge kniv og gaffel eller hænder, bare spise den direkte af tallerkenen?” “Som en hund, mener du?” spurgte hun. “Som en pige, der lader, som om hun er en hund.” “Men hvorfor?” “Fordi jeg gerne vil have det.” Han nød den risiko, han løb. Hun kunne have sagt nej og være gået sin vej. Hvis hun blev og gjorde, hvad han ønskede, ville han erobre hende. Det mærkelige var, at det ikke faldt nogen af dem ind at le. At underkaste sig – selv på en absurd måde – var en stærk fristelse for Eleanor. Hun ville nu ofre ting, hun ikke gik op i – bordskik, værdighed, stolthed – for noget, hun gerne ville tro på, nemlig offervilje. Tomheden i hendes gestus, den kendsgerning, at den ikke gavnede nogen, fik den på det tidspunkt til at virke mere ren. Hun lagde sig på alle fire på det luvslidte persiske tæppe med håndfladerne fladt på hver side af tallerkenen. Albuerne stak ud, da hun sænkede

23

samlet Edward_TRYK.indd 23

27/06/2018 10.11


overkroppen og greb et stykke due med tænderne. Hun mærkede det spænde over lænden. Hun rettede sig op med hænderne hvilende på knæene, mens hun tyggede stilfærdigt. Duen smagte mærkeligt. Hun kunne se Davids sko, den ene pegede mod hende nede på gulvet, den anden dinglede i luften lige ved siden af hende. Hun løftede ikke blikket højere end til knæene på hans korslagte ben, men bøjede sig igen og spiste denne gang mere ivrigt, rodede rundt i bunken af ris for at fange en mandel mellem læberne og rystede forsigtigt på hovedet for at løsne et stykke duekød fra benene. Da hun omsider så op på ham, var hendes ene kind smurt ind i sovs, og gule riskorn klistrede til hendes mund og næse. Der var ikke længere nogen forvirring at spore i hendes ansigt. I nogle få sekunder havde David forgudet hende, fordi hun gjorde, hvad han bad hende om. Han strakte foden ud og lod forsigtigt kanten af sin sko løbe hen over hendes kind. Han var aldeles fortryllet af den tillid, hun viste ham, men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med den, da den allerede havde tjent sit formål, hvilket var at demonstrere, at han kunne få hende til at underkaste sig. Næste dag fortalte han Nicholas Pratt, hvad der var sket. Det var en af de dage, hvor han fik sin sekretær til at sige, at han havde travlt, mens han sad og drak i sin klub på tryg afstand af feberhede børn og kvinder, der lod, som om deres tømmermænd var migræne. Han kunne godt lide at drikke under det blå og gyldne loft i morgenværelset, hvor man altid på en eller anden måde kunne fornemme de betydningsfulde mænd, som havde haft deres gang her. Denne magtens atmosfære virkede animerende på kedsommelige, udsvævende og tvivlsomme klubmedlemmer, holdt dem flydende som små joller, der gynger i deres fortøjninger, når en stor yacht er på vej ud af den havn, de ligger i. “Hvorfor fik du hende til det?” spurgte Nicholas, der vaklede mellem afsky og skadefryd. “Hun har jo ikke noget stort talent for konversation,” sagde David.

24

samlet Edward_TRYK.indd 24

27/06/2018 10.11


Nicholas svarede ikke. Han følte, at han blev tvunget ind i en sammensværgelse på nøjagtig samme måde, som Eleanor var blevet tvunget til at spise. “Var hendes konversation mere interessant, da hun lå på alle fire?” spurgte han. “Jeg er ikke tryllekunstner,” sagde David. “Jeg kunne ikke gøre hende mere underholdende, men jeg var i det mindste i stand til at få hende til at holde mund. Jeg var bange for, at vi skulle til at føre endnu en samtale om ulemperne ved at være rig. Dem kender jeg meget lidt til, og hun kender meget lidt til alt andet.” Nicholas kluklo, og David viste tænder. David forspildte måske nok sine evner, tænkte Nicholas, men at smile havde han aldrig været særlig god til. David gik til højre ad den dobbelte trappe, der førte fra haven op til terrassen. Selv om han var fyldt tres, var hans hår stadig tykt og lidt viltert. Hans ansigt var forbløffende smukt. Det eneste, man kunne udsætte på det, var, at det var fejlfrit; det var et mønsteransigt, og det gav et sært indtryk af tomhed, som om intet spor efter ejerens liv kunne ændre de perfekte linjer. Folk, der kendte David godt, ledte efter tegn på forfald, men hans maske blev mere og mere ædel for hvert år, der gik. Bag solbrillerne flakkede hans blik i det skjulte for at finde andres svagheder, uanset hvor ubevægeligt han holdt sit hoved. At stille diagnoser havde været hans mest indlysende evne som læge, og når han havde demonstreret den, havde han tit mistet interessen for sine patienter, medmindre noget ved deres lidelse vakte hans interesse. Uden solbrillerne virkede han distræt, indtil han fik øje på et andet menneskes sårbarhed. Så blev udtrykket i hans øjne hårdt som en spændt muskel. Han standsede øverst på trappen. Hans cigar var gået ud, og han smed den over muren ned i klatreplanterne nedenunder. Vildvinen, der dækkede husets sydside, havde allerede fået et rødligt skær. Han glædede sig over den farve. Den var en trodsig gestus mod forfal-

25

samlet Edward_TRYK.indd 25

27/06/2018 10.11


det – som en mand, der spytter sin plageånd i ansigtet. Han havde set Eleanor skynde sig tidligt af sted i sin latterlige bil. Han havde også set Yvette forsøge at snige sig ubemærket ind i huset. Hvem kunne bebrejde dem det? Han vidste, at hans dårlige behandling af Eleanor kun var effektiv, hvis han af og til gav udtryk for omsorg og kom med floromvundne undskyldninger for sin destruktive natur, men han havde opgivet denne balancegang, fordi hans skuffelse over hende var grænseløs. Han vidste, at hun ikke kunne hjælpe ham med at løse den knude af tavshed, han bar i sig. I stedet mærkede han, at den som en trussel om kvælning blev stadig strammere og kastede en skygge over hvert åndedrag, han tog. Det var absurd, men hele sommeren havde han været besat af erindringen om en stum krøbling, han havde set i Athens lufthavn. Denne mand, der havde forsøgt at sælge små poser pistacienødder ved at smide reklamer ned i skødet på de ventende passagerer, slæbte sig af sted, stampede i jorden med ukontrollable fødder, hovedet hang og dinglede, og han vendte det hvide ud af øjnene. Hver gang David havde kigget på mandens mund, der vred sig tavst som en gispende fisk på en flodbred, følte han sig svimmel. David lyttede til den hvislende lyd fra sine tøfler, da han gik op ad de sidste trin til døren, der førte fra terrassen ind i dagligstuen. Yvette havde ikke trukket gardinerne fra endnu, og det sparede ham for besværet ved at trække dem for igen. Han satte pris på, at dagligstuen virkede dunkel og nobel. En mørkerød og tung forgyldt stol, som Eleanors amerikanske bedstemor havde lokket fra en gammel venetiansk familie på en af sine bjærgsomme rejser gennem Europa, stod skinnende op ad stuens modsatte væg. Han glædede sig over den skandale, der var forbundet med erhvervelsen af den, og vel vidende, at den burde opbevares i sikkerhed på et museum, gjorde han et stort nummer ud af at sidde i den så tit som muligt. Sommetider når han var alene, satte han sig i Dogens Stol, som den blev kaldt, på kanten

26

samlet Edward_TRYK.indd 26

27/06/2018 10.11


af sædet med højre hånd på et af de kunstfærdigt udskårne armlæn og indtog en stilling, han huskede fra Illustrated History of England, som han havde fået i sin skoletid. Billedet viste Henry V’s storslåede vrede, da han fik en gave bestående af tennisbolde tilsendt af den uforskammede franske konge. David var omgivet af rovet fra Eleanors amerikanske familie på mødrene side. Tegninger af Guardi og Tiepolo, Piazetta og Novelli fyldte væggene. En fransk attenhundredetalsskærm med et mylder af gråbrune aber og lyserøde roser, delte det langstrakte rum i to. Halvvejs skjult bag den set fra det sted hvor David befandt sig, stod et sort, kinesisk skab med toppen dækket af sirlige rækker af flasker og hylderne indeni fyldt med flere forsyninger. Mens David skænkede sig en drink, tænkte han på sin døde svigerfar, Dudley Craig, en charmerende, fordrukken skotte, der var blevet smidt ud af Eleanors mor, Mary, da han blev for dyr i drift. Efter at være blevet skilt fra Dudley Craig havde Mary giftet sig med Jean de Valençay, fordi hun havde ment, at hvis hun alligevel skulle forsørge en mand, kunne han lige så godt være hertug. Eleanor var vokset op i en række huse, hvor hver eneste genstand tilsyneladende havde været i en konges eller kejsers eje. Husene var vidunderlige, men gæsterne forlod dem med lettelse vel vidende, at de i hertugindens øjne ikke var helt gode nok til de stole, de sad på. David gik hen til det høje vindue for enden af stuen. Det eneste, hvis gardin var trukket fra, og som havde udsigt til bjerget overfor. Han kiggede tit på de nøgne fremspring af forreven kalksten. Sommetider mindede de ham om modeller af menneskehjerner spredt på den mørkegrønne bjergside, andre gange om en enkelt hjerne, der var snittet i småstykker. Han satte sig i sofaen ved siden af vinduet og kiggede ud, mens han forsøgte at fremkalde blot en antydning af ærefrygt.

samlet Edward_TRYK.indd 27

27/06/2018 10.11

Profile for Gads Forlag

Patrick Melrose  

Patrick Melrose  

Advertisement