Page 1

MARY BEARD KVINDER & MAGT ET MANIFEST

GA D S F O R LAG


sagt om mary beard

“Med Mary Beard på deres side ville romerne stadig have haft deres imperium” Daily Mail ”Hvad hun siger, er altid vigtigt og interessant” ­Guardian ”(Hun) beder os indirekte om at tænke over vores egen verden og over vores svar på spørgsmålet om, hvad der gør os til mennesker” Sydney Morning Herald ”En entusiast, som ikke er til at slå ned og har en forfriskende mangel på respekt for skik og brug” Financial Times “Troll-dræber” New Yorker

Kvinder og magt.indd 1

10/01/2018 14.00


andre bøger af mary beard SPQR. Det antikke Roms historie Laughter in Ancient Rome The Roman Triumph Confronting the Classics Pompeii: The Life of a Roman Town It’s a Don’s Life All in a Don’s Day The Parthenon The Colosseum (med Keith Hopkins)

Kvinder og magt.indd 2

10/01/2018 14.00


Kvinder & magt Et manifest Af Mary Beard Oversat fra engelsk af Uffe Gardel efter Mary Beard: Women & Power. A Manifesto Copyright © 2017 Mary Beard Dansk udgave: Copyright © 2018 Gads Forlag ISBN: 978-87-05683-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Fotos: Se side 107 Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook Original English language edition first published in 2017 by PROFILE BOOKS LTD, 3 Holford Yard Bevin Way, London WC1X 9HD og LONDON REVIEW OF BOOKS 28 Little Russel Street, London WC1A2HN Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har ­indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Kvinder og magt.indd 4

10/01/2018 14.00


MARY BEARD KVINDER & MAGT ET MANIFEST

GADS FORLAG

Kvinder og magt.indd 3

10/01/2018 14.00


Kvinder og magt.indd 2

10/01/2018 14.00


Indhold Forord  9 Kvinder i den offentlige debat  13 Kvinder ved magten  53 Efterord  93 Henvisninger og litteratur  99 Tak  105 Illustrationer  107 Register  113

Kvinder og magt.indd 7

10/01/2018 14.00


Kvinder og magt.indd 8

10/01/2018 14.00


Forord

V

estens kvinder har meget at fejre; det skal vi ikke glemme. Min mor blev født, før kvinder fik stemmeret til det britiske Parlament. Hun levede længe nok til at opleve en kvindelig premierminister. Hvad end hun mente om Margaret Thatcher, så var hun glad for, at en kvinde havde nået Downing Street 10 og stolt over selv at have en andel i det 20. århundredes revolutionære forandringer. I modsætning til kvinderne før sin generation var hun i stand til både at have karriere, ægteskab og barn (for hendes egen mor indebar graviditeten, at hun måtte opgive sit arbejde som lærer). Hun var en forbløffende effektiv leder af en grundskole i West Midlands. Jeg er sikker på, at for 9

Kvinder og magt.indd 9

10/01/2018 14.00


de generationer af drenge og piger, som var i hendes varetægt, var hun selve indbegrebet af magt. Men min mor vidste godt, at tingene ikke var helt så enkle, at reel lighed mellem mænd og kvinder stadig lå ude i fremtiden, og at der var grund til både vrede og glæde. Hun blev ved med at være ked af, at hun ikke var kommet på universitetet (og blev uselvisk glad, da det lykkedes for mig). Hun var ofte frustreret over, at hendes synspunkter og holdninger ikke blev taget så alvorligt, som hun håbede, de ville blive. Og selv om hun ville have undret sig over udtrykket ”glasloftet”, var hun fuldt opmærksom på, at jo højere op ad karrierestigen hun gik, jo færre kvindelige ansigter så hun. Jeg tænkte tit på hende, da jeg forberedte de to foredrag, som denne bog er baseret på, og som takket være London Review of Books blev holdt i 2014 og 2017. Jeg ville gerne finde ud af, hvordan jeg kunne forklare hende – og i lige så høj grad mig selv og de millioner af andre kvinder, som stadig deler nogle af de samme frustrationer – hvor integreret en del af vestlig kultur de mekanismer er, som gør kvinder tavse, nægter at tage dem alvorligt og afskærer dem vejen til magtens centre (somme tider ganske bogstaveligt, hvilket vi vender tilbage til). Dette er et område, hvor de gamle 10

Kvinder og magt.indd 10

10/01/2018 14.00


grækeres og romeres verden kan hjælpe med at kaste lys over vores egen. Når det handler om at gøre kvinder tavse, har den vestlige kultur tusindvis af års øvelse.

Kvinder og magt.indd 11

10/01/2018 14.00


Kvinder og magt.indd 12

10/01/2018 14.00


Kvinder i den offentlige debat

J

eg vil gerne begynde ganske tæt på den vestlige litterære traditions oprindelse og det første optegnede eksempel på en mand, som beder en kvinde ”holde kæft” og fortæller hende, at hendes stemme ikke burde høres offentligt. Jeg tænker på det udødeliggjorte øjeblik i begyndelsen af Homers Odysseen for næsten 3.000 år siden. I dag ser vi Odysseen som en episk fortælling om Odysseus og de eventyr og skrammer, han kom ud for på vejen hjem fra Den Trojanske Krig, mens hans hustru Penelope i årtier loyalt ventede på ham og afviste påtrængende bejlere. Men Odysseen er lige så meget historien om Telemachos, Odysseus’ og Penelopes søn. Det er historien om, hvordan han 13

Kvinder og magt.indd 13

10/01/2018 14.00


voksede op og i løbet af digtet modnedes fra dreng til mand. Denne proces begynder i digtets 1. sang, da Penelope kommer ned i paladsets store sal fra sit værelse og møder en barde, som synger for mængden af bejlere; han synger om, hvor svært det er for de græske helte at finde hjem. Det finder hun ikke ret underholdende, og i alles påsyn beder hun ham om at synge en anden og muntrere sang. Og her er det, at den unge Telemachos blander sig: ”Moder!,” siger han, ”Gak til dit kammer nu hen, og besørg din gerning I huset, både din væv og din ten (...) os mænd at tale sig anstår, mest af alle dog mig, thi min er magten i huset.”1 Og så går hun ovenpå igen. Der er noget lettere komisk ved denne fyr, som stadig er våd bag ørerne, men alligevel beder den erfarne, midaldrende Penelope om at holde mund. Men det er en glimrende illustration af, at netop dér, hvor den skriftlige dokumentation af den vestlige kultur begynder, bliver kvinders stemmer ikke hørt i det offentlige rum. Og som Homer viser, er det endda en naturlig del af en ung mands opvækst at lære at bestemme, hvem der må tale, og at få kvinderne til at tie. De ord, 1 Efter Christian Wilsters oversættelse af Homers Odyssé, 1837 14

Kvinder og magt.indd 14

10/01/2018 14.00


1. På denne athenske krukke fra det femte århundrede f.v.t. ser man Penelope siddende ved sin væv (vævning var altid et kendetegn på en god græsk husmor). Telemachos står foran hende.

Kvinder og magt.indd 15

10/01/2018 14.00


Telemachos bruger, har betydning i sig selv. Når han siger, at det ”anstår sig” mænd ”at tale”, så bruger han ordet muthos – men ikke i den betydning, som er blevet nedarvet til os som ”myte”. På homerisk græsk betyder det autoritativ offentlig tale og ikke den form for snakken, sludren og sladren, som enhver – herunder kvinder, men især kvinder – kunne komme med. Det, som interesserer mig her, er forholdet mellem dette klassiske homeriske øjeblik, hvor en kvinde bringes til tavshed, og nogle af de måder, hvorpå kvinders stemmer ikke bliver hørt i vores moderne kultur og i vores egen politik lige fra fabriksgulvet til parlamentets ordførerpladser. Det er en velkendt form for døvhed, som er fint parodieret i en gammel tegning i det satiriske blad Punch: ”Det er et fremragende forslag, frk. Triggs. Måske er der en af herrerne, som vil fremsætte det.” Jeg vil gerne undersøge, hvilken sammenhæng dette kan have med de fornærmelser, som mange kvinder, der faktisk tager ordet i debatten, bliver udsat for den dag i dag, og et af de spørgsmål, jeg har i tankerne, er forbindelsen mellem at tale offentligt, voldtægts- og mordtrusler på Twitter og Telemachos’ irettesættelse af Penelope. Jeg vil gerne anlægge et langsigtet perspektiv, et vir16

Kvinder og magt.indd 16

10/01/2018 14.00


”Det er et fremragende forslag, frk. Triggs. Måske er der en af herrerne, som vil fremsætte det.” 2. For næsten 30 år siden spiddede karikaturtegneren Riana Duncan den sexistiske atmosfære i et udvalgs- eller bestyrelsesmøde. Der er næppe en kvinde, som ikke på et tidspunkt har fået en ”frk. Triggs-behandling”, når hun åbnede munden til et møde.

Kvinder og magt.indd 17

10/01/2018 14.00


kelig langsigtet perspektiv, på det vanskelige forhold mellem kvinders stemmer og den offentlige sfære for samtale, debat og kommentar, altså politik i bredeste forstand, lige fra udvalg på arbejdspladsen til landets parlament. Jeg håber, at dette langsigtede perspektiv vil hjælpe os forbi den forenklede diagnose ”misogyni”, som vi er tilbøjelige til at lade os nøje med. ”Misogyni” er bestemt en måde at beskrive, hvad der foregår. (Hvis man deltager i et debatprogram på TV og derefter modtager en hel masse tweets, som sammenligner ens kønsdele med forskellige former for ubehagelige rådne grøntsager, så er det svært at finde et mere passende ord). Men hvis vi ønsker at forstå – og gøre noget ved – den kendsgerning, at kvinder, selv når de ikke bliver bragt til tavshed, stadig skal betale en meget høj pris for at blive hørt, så er vi nødt til at erkende, at tingene er lidt mere komplicerede, og at der er en lang forhistorie. Telemachos’ udbrud var blot det første i en lang række for det meste vellykkede forsøg i den græske og romerske antik på ikke kun at udelukke kvinder fra at tale offentligt, men også at udstille denne udelukkelse. I begyndelsen af det fjerde århundrede viede Aristofanes for eksempel en hel komedie til den ”urkomiske” 18

Kvinder og magt.indd 18

10/01/2018 14.00


fantasi, at kvinder kunne overtage ledelsen af staten. En del af spøgen bestod i, at kvinder ikke kunne tale ordentligt i offentligheden – eller rettere, de kunne ikke tilpasse deres private tale (som i dette tilfælde i høj grad var fokuseret på sex) til den mandlige politiks højtidelige form. Ovids Metamorfoser – som er et fremragende mytologisk episk digt om mennesker, der forandrer form (og formentlig det mest litterære værk, som næst efter Biblen har haft størst indflydelse på vestlig kunst) – vender igen og igen tilbage til tanken om at bringe kvinderne til tavshed som led i deres transformation. Stakkels Io bliver forvandlet til en ko af guden Jupiter, så hun ikke kan tale, men kun muhe, og nymfen Ekko bliver straffet, så hendes stemme ikke længere er hendes egen, men kun er i stand til at gentage andres ord. På Waterhouses berømte maleri stirrer hun på den begærede Narcissus, men kan ikke indlede en samtale med ham, mens han – den oprindelige narcissist – har forelsket sig i sit eget spejlbillede i dammen. Forfatteren til en romersk antologi i det første århundrede var kun i stand til at nævne tre eksempler på ”kvinder, hvis naturlige tilstand ikke formåede at få dem til at tie på Forum”. Hans beskrivelser er af19

Kvinder og magt.indd 19

10/01/2018 14.00


3. David Teniers’ maleri fra det 17. århundrede viser det øjeblik, da Jupiter giver stakkels Io, som nu er omskabt til en ko, til sin hustru, Juno – for at fjerne mistanken om, at hans interesse for Io kunne have været upassende seksuel (hvad den selvfølgelig var).

Kvinder og magt.indd 20

10/01/2018 14.00


4. I John William Waterhouses påfaldende drømmeagtige udgave af scenen (malet i 1903) stirrer den halvnøgne Ekko stumt på sin ”narcissist”, som er optaget af sit eget spejlbillede i dammen.

Kvinder og magt.indd 21

10/01/2018 14.00


slørende. Den første, en kvinde ved navn Maesia, forsvarede med held sig selv ved retten, og ”da hun reelt skjulte en mands væsen bag sit kvindelige ydre, blev hun kaldt ’den androgyne’”. Den anden, Afrania, anlagde selv retssager og var ”uforskammet” nok til selv at møde i retten, så alle blev trætte af hendes ’gøen’ eller ’bjæffen’ (man indrømmer hende stadig ikke evnen til menneskelig ”tale”). Vi får at vide, at hun døde i år 48 f.v.t., for ”med unaturlige monstre som dette er det vigtigere at notere, hvornår de døde, end hvornår de blev født”. Der er kun to væsentlige undtagelser i oldtiden fra denne afsky for kvinder, som talte offentligt. Den første er, at kvinder får ret til at tale som ofre og som martyrer, sædvanligvis forud for deres egen død. Nogle af de første kristne kvinder forsvarede højlydt deres tro, mens de gik ud til løverne, og i en velkendt fortælling fra Roms tidlige historie får den dydige Lucretia, som er blevet voldtaget af en brutal prins fra det herskende kongehus, tildelt nogle replikker, alene for at angive voldtægtsmanden og bebude sit eget selvmord (sådan har romerske forfattere i hvert fald fremstillet det, men hvad der virkelig skete, har vi ingen anelse om). Men selv denne temmelig bitre mulighed for at tale kun22

Kvinder og magt.indd 22

10/01/2018 14.00


5. Dette manuskript fra det 16. århundrede gengiver to centrale episoder i Luctretias historie. I billedfeltet foroven angriber Sextus Tarquinius den dydige kvinde (hans tøj ligger besynderligt pænt ved siden af sengen). I det nederste billedfelt ser man Lucretia, klædt i tøj fra det 16. århundrede, angive voldtægtsmanden til sin familie.

Kvinder og magt.indd 23

10/01/2018 14.00


6. Tereus voldtager Philomela – i Picassos version fra 1930.

Kvinder og magt.indd 24

10/01/2018 14.00


ne tages fra kvinderne. En af fortællingerne i Metamorfoser handler om voldtægten af den unge prinsesse Philomela. For at hindre hende i at følge Lucretias eksempel skærer voldtægtsmanden simpelt hen hendes tunge af. Den idé genanvender Shakespeare i Titus Andronicus, hvor den voldtagne Lavinia også får revet sin tunge ud. Den anden undtagelse er mere kendt. Kvinder havde ved visse lejligheder ret til at tale – for at forsvare deres hjem, deres børn, deres mænd eller andre kvinders interesser. Det gælder det tredje af de tre eksempler på kvindelige talegaver, som den romerske antologiforfatter nævnte. Her slipper kvinden, som hed Hortensia, af sted med at tale, fordi hun udtrykkeligt taler på vegne af Roms kvinder (og kun dem). Baggrunden er, at de var blevet pålagt en særlig formueskat til at finansiere en tvivlsom krig. Kvinder kan med andre ord i ekstreme tilfælde offentligt forsvare deres egne interesser som gruppe, men de kan ikke tale for mænd eller for samfundet som helhed. Som en VIP fra det andet århundrede udtrykker det, ”bør kvinder undgå at bruge deres stemme offentligt, på samme måde som de undgår at tage deres tøj af ”. Men dette stikker dybere end som så. Denne 25

Kvinder og magt.indd 25

10/01/2018 14.00


”stumhed” er til dels, men ikke udelukkende, en afspejling af kvinders generelle underordnede stilling i antikken: uden stemmeret, med begrænset juridisk og økonomisk frihed og så videre. Oldtidens kvinder ville naturligvis næppe kunne tage ordet i politik, hvor de ikke havde nogen formelle rettigheder. Men vi har at gøre med en meget mere aktiv og betydningsbærende udelukkelse af kvinder fra offentlig tale, og den har påvirket vores egne traditioner, skikke og antagelser meget mere, end vi normalt er opmærksomme på. Hermed mener jeg, at offentlige ytringer og offentlig talekunst ikke blot var noget, som antikkens kvinder ikke gjorde; de var handlinger og evner, som eksklusivt definerede det mandlige køn. Som vi så med Telemachos, så indebar manddom, i hvert fald i samfundets øverste lag, at man tiltog sig retten til at tale. Offentlig tale var et afgørende kendetegn på manddom, om end ikke det eneste. Eller for at citere en kendt romersk talemåde, så kunne en mandlig borger fra samfundets øverste lag karakteriseres som vir bonus dicendi peritus, ”en god mand med talegaver”. En kvinde, som talte offentligt, var i de fleste tilfælde pr. definition ikke en kvinde. Igen og igen finder vi i den klassiske litteratur un26

Kvinder og magt.indd 26

10/01/2018 14.00


7. Hortensia optræder i Boccaccios kompendium over berømte kvinder, De Claris Mulieribus. I denne udgave fra slutningen af det 15. århundrede afbildes hun i samtidigt tøj i spidsen for sin flok af kvindelige tilhængere, mens hun modigt taler til de ledende romere.

Kvinder og magt.indd 27

10/01/2018 14.01


derstregninger af den dybe mandlige stemmes autoritet i modsætning til den kvindelige stemme. Som en videnskabelig afhandling fra antikken udtrykker det, tyder en mørk stemme på mandsmod, mens en lys stemme tyder på kvindelig fejhed. Andre forfattere fra antikken insisterede på, at tonen og klangen i kvinders tale altid truede med at ødelægge ikke kun den mandlige talers stemme, men også den samfundsmæssige og politiske stabilitet, folkesundheden og selve staten. En videnskabsmand og intellektuel fra det andet århundrede med det afslørende navn Dion Chrysostomos (det betyder direkte oversat ”den gyldne mund”) bad sit publikum om at forestille sig en situation, hvor ”et helt samfund var ramt af følgende mærkværdige lidelse: Alle mændene fik pludselig kvindestemmer, og hverken mænd eller drenge kunne sige noget på mandig vis. Ville dette ikke være mere forfærdeligt end nogen pest? Jeg er sikker på, at man ville sende bud til en helligdom for at rådføre sig med guderne og forsøge at formilde den guddommelige magt med mange gaver.” Det var ikke ment som en spøg. Dette er ikke en fjern kulturs besynderlige ideologi. Tidsmæssigt kan den ligge langt væk. Men jeg vil gerne understrege, at dette er en tradition for køns28

Kvinder og magt.indd 28

10/01/2018 14.01


bestemt tale – og en teoridannelse om kønsbestemt tale – som vi gør brug af den dag i dag, direkte, men som oftest indirekte. Der er ingen grund til at overdrive denne pointe. Den vestlige kultur skylder ikke grækerne og romerne alt, hverken når det gælder talekunst eller noget andet (gudskelov; ingen af os ville ønske sig at leve i en græsk-romersk verden). Vi er præget af alle mulige og konkurrerende påvirkninger, og vores politiske system har med stor fornøjelse taget afsked med store dele af antikkens syn på kvinder og mænd. Alligevel er det en kendsgerning, at vores egne traditioner for debat og offentlig tale samt de konventioner og regler, som gælder på dette område, stadig ligger i skyggen af antikken. Grundlaget for moderne retorik, som blev formuleret i renæssancen, blev hentet direkte fra antikke taler og håndbøger. De udtryk, vi anvender i retorisk analyse, går i en lige linje tilbage til Aristoteles og Cicero (før Donald Trumps æra var det almindeligt at påpege, at Barack Obama eller hans taleskrivere havde lært deres bedste tricks af Cicero). Og det 19. århundredes gentlemen, som udtænkte eller bevarede det meste af det britiske Underhus’ regler og procedurer, blev opdraget med netop de klassiske teorier, talemåder og fordomme, som jeg har citeret. Det 29

Kvinder og magt.indd 29

10/01/2018 14.01


gør os ikke til rene ofre for vores klassiske arv, men de klassiske traditioner lægger i høj grad rammerne for vores tanker om offentlig tale og vores holdninger til, hvad der er god og dårlig talekunst, hvad der virker overbevisende, og hvad der ikke virker, samt for, hvem der bør høres i offentligheden. Og køn er indlysende en del af disse rammer. *** Man behøver blot at kaste et flygtigt blik på de vestlige taleskrivningstraditioner for – i hvert fald op til det 20. århundrede – at se, at mange af de klassiske temaer, jeg har fremhævet, igen og igen dukker op. Kvinder, som prøver at tage ordet offentligt, bliver behandlet som monstre eller androgyne, ligesom Maesia, der forsvarede sig selv på Forum – og det er tilsyneladende også sådan, at disse kvinder ser på sig selv. Det indlysende eksempel er Elizabeth 1.’s krigeriske tale til tropperne ved Tilbury i 1588, som stod over for at skulle møde Den Spanske Armada. Med de ord, som mange af os har lært i skolen, synes hun åbent at vedkende sig sin androgyni:

30

Kvinder og magt.indd 30

10/01/2018 14.01


”Jeg ved, at jeg har en svag og skrøbelig kvindes krop, men jeg har en konges hjerte og mave – og også en engelsk konges”

Et mærkværdigt udsagn at lære små piger. Sandheden er, at hun formentlig aldrig har sagt noget i den retning. Der findes intet manuskript fra hendes eller hendes taleskrivers hånd og heller ingen øjenvidneberetninger. Og den kanoniserede version stammer fra et brev fra en upålidelig kommentator, der havde sin egen dagsorden, og som skrev sit brev næsten 40 år senere. Men at talen formentlig er fiktiv, understreger kun min pointe: Det er et nydeligt kneb, at den mandlige brevskriver lader Elizabeth selv prale med – eller tilstå – at være androgyn. Hvis vi ser på moderne traditioner for talekunst i almindelighed, så genfinder vi de områder, hvor kvinder har tilladelse til at tale offentligt, om det er til støtte for deres egne interesser som gruppe eller for at fremstille sig selv som ofre. Hvis man kigger efter bidrag fra kvinder i pudsige kompendier med titler som ”Hundrede store historiske taler”, så opdager man, at de fleste kvindelige bidrag handler om kvinders vilkår, lige fra Emmeline Pankhurst (leder af den britiske suf31

Kvinder og magt.indd 31

10/01/2018 14.01


8. Et billede af dronning Elizabeth 1. ved Tilbury, som ofte blev anvendt i britiske skolebøger i det 19. århundrede. Dronningen vises i sin fine, blafrende kjole helt omgivet af mænd – og spyd.

Kvinder og magt.indd 32

10/01/2018 14.01


fragette-bevægelse i slutningen af det 19. århundrede, o.a.) til Hillary Clintons tale til FN’s kvindekonference i Beijing. Det samme gælder det formentlig mest citerede eksempel på kvindelig talekunst overhovedet, nemlig Sojourner Truths tale fra 1851, ”Er jeg ikke en kvinde?”. Hun var frigiven slave, kvindesagsforkæmper og tilhænger af slaveriets afskaffelse. “Og er jeg ikke en kvinde?,” skal hun have spurgt. ”Jeg har født 13 børn og set dem næsten alle sammen blive solgt som slaver, og når jeg græd min modersorg ud, hørte kun Jesus mig! Og er jeg ikke en kvinde …” Uanset hvor stor betydning disse ord har haft, så er de efter min mening kun en anelse mindre myteprægede end Elizabeths ord ved Tilbury. Den autoriserede udgave blev nedskrevet op mod ti år efter, at Sojourner Truth sagde, hvad hun nu sagde. Det var først da, at det nu berømte omkvæd, som hun med sikkerhed ikke selv har udtalt, blev indsat, samtidig med at hendes ord i det hele taget blev omskrevet til en drævende sydstatsdialekt, som skulle svare til hendes kamp for afskaffelse af slaveriet. Men selv kom hun nordfra, og hun var blevet opdraget med hollandsk som modersmål. Jeg siger ikke, at det ikke var, eller er, 33

Kvinder og magt.indd 33

10/01/2018 14.01


9. Sojourner Truth er her fotograferet i 1879, da hun var over 70, og er fremstillet, så hun ser alt andet end oprørsk ud – tværtimod ligner hun en adstadig og ærværdig gammel dame.

Kvinder og magt.indd 34

10/01/2018 14.01


vigtigt, når kvinder hæver stemmen for at støtte kvinders krav (nogen skal jo tale for kvindernes rettigheder); men det gælder stadig, at kvinders tale i offentligheden igennem århundreder er blevet begrænset til dette område. Ikke en gang dét har kvinder altid kunnet få tilladelse til. Der er talløse eksempler på, at man ligesom Telemachos har forsøgt helt at skrive kvinder ud af den offentlige samtale. Et nyere og berygtet tilfælde var, da Elizabeth Warren (i 2017) blev forhindret i at oplæse et brev skrevet af Coretta Scott King i det amerikanske Senat. Jeg tror, de færreste af os kender nok til reglerne for senatsdebatter til at kunne sige, i hvor høj grad dette formelt var berettiget. Disse regler afskar dog ikke Bernie Sanders og andre senatorer (som ganske vist støttede hende) fra at oplæse nøjagtig det samme brev uden at blive frataget ordet. Men der er også ubehagelige eksempler i litteraturen. Et af hovedtemaerne i Henry James’ The Bostonians, som blev udgivet i 1880’erne, er, hvordan man bringer Verena Tarrant, en ung feministisk aktivist og taler, til tavshed. Da hun bliver tiltrukket af sin bejler Basil Ransom (en mand, som James understreger er udstyret med en dyb og kraftig stemme), mister hun 35

Kvinder og magt.indd 35

10/01/2018 14.01


gradvist evnen til at tale offentligt, som hun gjorde engang. Ransom re-privatiserer reelt hendes stemme ved at insistere på, at hun kun taler til ham: ”Gem dine lindrende ord til mig,” siger han. Det er svært at afgøre, hvad James’ eget synspunkt i romanen er – læserne får ikke sympati for Ransom – men i sine essays gør James det klart, hvor han stod, for han skrev om den forurenende, smitsomme og samfundsskadelige virkning af kvinders stemmer, med ord, der sagtens kunne være kommet fra en romers pen i det andet århundrede (og som med stor sandsynlighed blev hentet delvist i klassiske værker). Han stod fast på, at påvirkningen fra de amerikanske kvinder ville risikere at gøre sproget til ”en almindelig mumlen eller miskmask, en tungeløs savlen eller knurren eller hvinen”; det ville lyde som ”koens muhen, æslets brægen og hundens gøen”. (Læg mærke til ekkoet af den tungeløse Philomela, Ios muhen og den kvindelige talers gøen på Forum Romanum). James var kun én af mange. I noget, som lignede et korstog for passende amerikansk sprog, lovpriste andre fremtrædende samtidige debattører den kvindelige stemmes søde hjemlige klang, mens de fuldkommen modsatte sig dens anvendelse i den omgivende verden. Og der var masser af tordentale 36

Kvinder og magt.indd 36

10/01/2018 14.01


om kvinders ”tynde, nasale lyde”, når de talte offentligt, om deres ”snøvlen, prusten, hvinen og vrinsken”. ”I vore hjems navn, og vore børns, vor fremtid og vor nationale ære,” gentog James, ”lad os ikke få sådanne kvinder!” Naturligvis taler vi ikke så uslebent i dag. Eller ikke helt så uslebent. For mange aspekter af disse traditionelle holdninger til det upassende i, at kvinder taler offentligt – holdninger, som grundlæggende går over to tusinde år tilbage i tiden – udgør stadig fundamentet under nogle af vores egne antagelser om, og vores ubehag ved, den kvindelige stemme i offentligheden. Tag nu det sprog, vi stadig anvender til at beskrive lyden af kvinders tale, hvilket ikke ligger særlig langt fra James eller de belærende romere. Når kvinder taler deres sag offentligt, kæmper for den og taler, hvad siger man så, at de er? De er ”skingre”, de ”brokker sig”, og de ”klynker”. Efter en særlig ondartet flom af internetkommentarer om mine egne kønsdele tweetede jeg (ret modigt, syntes jeg), at det hele var lidt ”forbløffende”. Dette blev af en debattør i et britisk magasin refereret på denne måde: ”Kvindehadet er i sandhed forbløffende, klynkede hun.” Så vidt jeg kan se ud fra en hurtig Google-søgning, er det kun upopulære che37

Kvinder og magt.indd 37

10/01/2018 14.01


fer for store fodboldklubber, som ikke har heldet på deres side i kampene, der beskyldes for at ”klynke” lige så meget som kvinder. Betyder disse ord noget? Selvfølgelig gør de det, for de understøtter en sprogbrug, som fjerner autoriteten, kraften og selv energien fra det, som kvinder har at sige. Det er en sprogbrug, som reelt flytter kvinder tilbage bag hjemmets fire vægge (folk ”brokker sig” over sådan noget som at skulle vaske op); den trivialiserer deres ord eller ”re-privatiserer” dem. Heroverfor står den ”dybe mandsstemme” med alle de konnotationer af dybsindighed, som det lille ord ”dyb” har. Det gælder stadig, at når publikum hører en kvindestemme, så hører man ikke en stemme, som er forbundet med autoritet; eller rettere, så har folk ikke lært, hvordan de skal høre autoriteten i den; de hører ikke muthos. Og det handler ikke kun om stemmen; hertil kommer de ujævne og rynkede ansigter, som signalerer moden visdom hos en mand, men ”over sidste salgsdato” hos en kvinde. Man hører heller ikke en ekspertstemme; i hvert fald ikke uden for de traditionelle kvindelige særinteressers område. At et kvindeligt parlamentsmedlem kan blive kvindeminister (eller uddannelsesminister 38

Kvinder og magt.indd 38

10/01/2018 14.01


og sundhedsminister), er ikke det samme, som at hun kan blive finansminister, en post, som i Storbritannien endnu ikke har været besat med en kvinde. Generelt oplever man enorm modstand mod, at kvinder trænger ind på områder, der traditionelt betragtes som mandlige – om det så drejer sig om de fornærmelser, der blev udgydt over Jacqui Oatley, fordi hun var dristig nok til at bevæge sig fra at dække tennis og til at blive den første kvindelige kommentator på BBC’s fodboldprogram Match of the Day, eller om det, kvinder kan blive udsat for, hvis de optræder i debatprogrammer på TV og diskuterer emner, som hører til ”mandepolitikken”. Det er næppe nogen overraskelse, at den samme debattør, som beskyldte mig for at ”klynke,” oplyser at afholde en ”lille, uskyldig” konkurrence om, hvem der er den dummeste kvinde i TV’s debatprogrammer. Det mest interessante er den kulturelle forbindelse, som dette afslører: at upopulære, kontroversielle eller bare afvigende synspunkter bliver opfattet som tegn på dumhed, når de fremsættes af en kvinde. Det handler ikke om, at man er uenig, men om, at hun er kvinde: ”Beklager, skat, men du forstår det bare ikke.” Jeg er holdt op med at tælle antallet af gange, jeg er blevet kaldt et ”uvidende fjols”. 39

Kvinder og magt.indd 39

10/01/2018 14.01

Kvinder og magt  
Kvinder og magt