Page 1


BO G EN U DGI VES M ED STØT T E FR A A/S D/S Orient’s Fond M/S Museet for Søfarts Venner

范基金会

S .C . VA N F O N D E N


Kinafarerne MELLEM KEJSERENS KINA O G KO N G E N S KØ B E N H AV N

Benjamin Asmussen

GADS FORLAG

Udgivet i samarbejde med


Indhold Forord

4

Ny og gammel handel

6

KAPITEL 2

Vækst og rigdom 1732-82

KAPITEL 1

En ny begyndelse 1730 Erkendelse af uvidenhed 12 Et hof af handelsfolk 15 Købmanden, rederen og Prinsens Palæ 16 Det første skib – Tordenskiold og Tønder 20 Kanariske forskelle 22 Endelig mod øst 24 CRON PRINTZ CHRISTIAN på Perlefloden 26 Den allertidligste Kinafart 28 Hjemad igen 35 Cantonsystemet – 1700 til 1842 36 Van Hurks indgang til eliten 39 Kongelige ønskesedler 42

Fisk og tevand 46 Hovedsædet 48 Direktører 60 Handelsbetjente 67 Skibene 71 Livet ombord 75 Fregatten DISCO 76 Skibsfauna 82 Riget i Midten 84 Kina 85 Macao 88 Whampoa 91 Canton 95 Hong-købmændene 101 Netværk – adgang, tillid og ansvar 104 Den reformerte kirke 105 Frimurerne 108 Danmark – en multikulturel fyrstestat 110

8 INDHOLD


Boje og det sydnorske centrum 113 Vejen op – via Kina 120 Fra Lendrup til Lindencrone 124 Det dobbeltsidige kulturmøde 133 Peter Mourier – supercargo, sproggeni og museumsmand 136 Officer og ægtemand 140 I Asiatisk Kompagnis tjeneste 143 Morten, Johanne og Kap 144 Chowquas faktori 152 Tilbage til Danmark 155 En Kinaekspert takker af 161

Den mystiske kaptajn Jonstrup 195 Lovlig omgåelse 198 En ny begyndelse i 1819? 199 Svanesang – Ludvigsen og den globaliserede verden 204 Ludvigsens fortælling 204 En bengalsk afslutning 205 I lære som styrmand 210 Karriereplaner og omveje 216 Bentley – den sidste supercargo 220 De sidste Kinafarere 223 Lukningen 236

KAPITEL 3

KAPITEL 5

Syndefaldet 1783-85

Sporene i eftertiden

En blomstrende tid Tillid og kontrol – det store bedrageri Smugleriets svanesang Rekordsejladser

166 167 172 175

KAPITEL 4

242 245 249 251

Noter 254

Den lange afslutning 1786-1840 Et nyt håb? Et modent handelssystem De syvogfyrre søfolk Monopoler og privat handel

Handelscentrum på ny? Kina Museer Historieskrivningen

Kilder og litteratur 268 178 179 184 190

Personregister 280 Stedregister 284

9 Kinafarerne


En ny begyndelse 1730

KAPITEL 1


Erkendelse af uvidenhed FORRIGE OPSLAG. Da Asiatisk Kompagnis første skib, CRON PRINTZ CHRISTIAN, ankom til Canton i 1731, mødte de danske handelsfolk en ældgammel handelsby med forbindelser til store dele af Asien. Købmænd fra flere europæiske lande havde været her tidligere, som det ses på dette billede fra ca. 1662, hvor to store nederlandske skibe er ankommet ud for Cantons bymure. Johannes Vinckboons (tilskrevet). Foto: Rijksmuseum, Amsterdam.

Det anonyme brev med tilbud om hjælp ankom lige i rette tid. Måske var det planlagt på forhånd af personer med viden, penge og netværk. Men under alle omstændigheder faldt brevets indhold på et tørt sted. For iværksættere eller måske eventyrere var netop ved at udruste en ekspedition, der skulle sejle så langt, som noget skib under Dannebrog endnu havde sejlet. Målet var at sejle direkte til Kina efter de værdifulde varer, der kun kunne købes i Riget i Midten, eller som dets egne indbyggere kaldte det, Zhong Guo. Måske havde enkelte skibe fra den danske koloni Tranquebar i Indien besøgt Kina tidligere, men alligevel var der tale om ukendt land og ukendt farvand. Ikke alene skulle tusindvis af sømil tilbagelægges, men det komplicerede landskab af kinesisk kultur, sprog, jura, handelsskikke og uskrevne regler skulle også kortlægges.

De fire erfarne danske og norske købmænd, der stod i spidsen for det nystiftede handelsselskab Chinesisk Societet vidste godt, hvor lidt de vidste. Derfor tog de tilbuddet om hjælp i det anonyme brev alvorligt. Den 46-årige direktør Frederik Holmsted gik i aktion og henvendte sig til en hemmelig adresse i et af tidens store finanscentre, Antwerpen, for at høre nærmere. Det Chinesiske Societet kunne næppe have fundet en mere erfaren mand til at undersøge sagen. For Holmsted, der var født på Langeland, var allerede som 24-årig blevet ansat som bogholder i Vestindisk-Guineisk Kompagni, der handlede med slavegjorte afrikanere og sukker fra Vestindien. Som 25-årig blev han også bogholder i Dansk Ostindisk Kompagni, et gammelt firma, der sejlede til Indien, stiftet på Christian IV’s tid. Da han var i begyndelsen af 30’erne, startede han en fabrik til bomuldstryk på Frederiksberg og var senere også med til

12 KAPITEL 1


at stifte Søassurancekompagniet, der tilbød forsikringer af skibe og laster. Så Holmsteds fornemmelse af, at det var et relevant og erfarent menneske, der havde henvendt sig i brevet, har nok været vægtig for de tre andre direktører og storkøbmænd, nemlig den norske tømmerhandler Hans Jørgen Soelberg, bryggeren og hvalfangeren Gregorius Klaumann samt den aldrende skibsreder og vinhandler Wilhelm Edinger, der havde været direktør for det gamle og nu nedlagte Dansk Ostindisk Kompagni. Det anonyme brev viste sig at dreje sig om den 34-årige Pieter van Hurk, oprindelig fra Amsterdam. Trods sin forholds-

vis unge alder havde han allerede været fire gange i Kina, ansat i det tidligere Oost­endeske Kompagni med base i Antwerpen i det nuværende Belgien. På sine to første rejser fungerede han som barberkirurg og udførte lægelige pligter, men på sine to sidste togter blev han forfremmet til 2. og 3. supercargo. Supercargoerne havde ansvaret for lasten på skibet og for handelen i Kina. 1. supercargo rangerede på linje med kaptajnen, og mens de var højt lønnede, stod de også personligt til ansvar for varer, der ikke var som beskrevet. Direktionen i Det Oost­endeske Kompagni havde stolet på van Hurk, så meget at han skulle ordne de private ind-

13 Kinafarerne

Erhvervsmanden Frederik Holmsted var både købmand, fabriksejer, borgmester og meget andet og var central i oprettelsen af Asiatisk Kompagni og udsendelsen af de første ekspeditioner. Hans underskrift og segl findes på utallige dokumenter fra 1700-tallets første halvdel. Foto: Benjamin Asmussen. Rigsarkivet.


handel til rådighed på markedet, og det kom købmændene i København til gode. Det samme gjorde sig i øvrigt også gældende for det Svenska Ostindiska Companiet, der blev stiftet i 1731 i Göteborg. Pieter van Hurk var afgørende for det unge handelsselskabs succes, og det var han godt klar over. Så de indledende forhandlinger trak ud, mens direktørerne for Chinesisk Societet og van Hurk blev enige om en passende aflønning. Det vigtigste for van Hurk var, hvor mange kister med privat gods han måtte føre med ud og hjem, for her lå en stor mulighed for profit. I kontrakten, der blev endeligt underskrevet i oktober 1730, fik han ret til at medbringe 16 kister med gods og til at modtage hele fire pct. af returladningens værdi ved hjemkomsten. Til gengæld begyndte van Hurk at rådgive det nye handelsselskab, allerede fra den første enighed var opnået. Direktør Frederik Holmsted brugte samtidig sit internationale netværk til at finde ud af, hvad de britiske og nederlandske Kinafarere bragte med til Kina. Derved opdagede han, at skibene var sejlet fra Europa med laster af koraller, sabelklinger, sukker, hvidvin, spejle, stoffer, ridetøj og meget andet.2 Men van Hurk kunne med sin erfaring fra selve handelen i Kina fortælle, at det kinesiske marked var blevet oversvømmet med netop disse ting, og anbefalede i stedet en enklere last bestående af sølvmønter og bly, som han var sikker på kunne afsættes. I september 1730 ankom Pieter van Hurk for første gang til København i følge med den erfarne sømand og officer Guillielmo de Brouwer. Ligesom sin rejsefæl-

Sandsynligvis på sin rejse med ­­CRON PRINTZ CHRISTIAN til Kina 1730-32 fik supercargo Pieter van Hurk fremstillet denne figur af sig selv hos kinesiske kunsthåndværkere. Nyere forskning peger på, at van Hurks bekvemme dragt bærer en særlig mening. Roben er en såkaldt banyan, der i tiden signalerede en afslappet og lærd person, og dragten blev populær blandt kunstnere, digtere, lærde og deltagere i den globale handel. Mens de øvrige deltagere i ekspeditionen blev foreviget i deres europæiske arbejdstøj, viste van Hurk med sin påklædning, at han tilhørte en international elite. Foto: Nationalmuseet.

køb i Kina for to af dets direktører, Soenens og de Pret.1 Måske var det disse direktører, der havde sendt det anonyme brev og anbefalet van Hurk. Det kunne de i hvert fald trygt gøre, da de næppe selv havde brug for hans tjenester mere. Det Oostendeske Kompagni havde nemlig i 1727 fået ophævet sine privilegier fra Karl VI – kejser over Det Tysk-romerske Rige og konge af Bøhmen, Ungarn og Kroatien. Det var sket efter britisk pres, for det unge Oostendeske Kompagni, stiftet i 1715, havde været en formidabel succes og nåede i perioden helt op på siden af det gamle britiske East India Company i sin handel på Kina. Så som følge af europæisk storpolitik var knowhow om den profitable Kina-

14 KAPITEL 1


Guillielmo de Brouwer havde tidligere sejlet for Oostende-kompagniet, inden han deltog i den første direkte danske Kinafart ombord på CRON PRINTZ CHRISTIAN. Han tjente en stor formue på at oplære det nystartede Asiatisk Kompagnis navigatører og investerede den senere hen i egen handel. Her ses han med familien i handelshuset i Brügge omkring 1750. Foto: Groeningemuseum, Brügge.

le havde de Brouwer været flere gange i Kina i Det Oostendeske Kompagnis tjeneste, i 1725 som andenkaptajn og i 1727 som kaptajn. Skibet, der skulle føre den første ekspedition til Kina, CRON PRINTZ CHRISTIAN, lå netop klar i Københavns havn, parat til at blive inspiceret af de to eneste chefer i kongens riger, der havde praktisk erfaring fra Riget i Midten og de mange måneders sejltur derhen.

nonsalut hilstes fregatten DEN GYLDNE LØVE, der den 21. oktober sejlede afsted mod Tranquebar i Indien for det nye kompagni. For den unge kadet Tobias Wigandts vedkommende betød afskeden, at hans mor kom ombord og spiste med ham.3 Den 25. lettede CRON PRINTZ CHRISTIAN og satte kursen nordpå mod Helsingør og Kronborg for den sidste afskedssalut fra slottets bastioner. Besætningen ombord var delt op i to forskellige grupper. Den første kendes fra alle skibe, nemlig navigations-besætningen.456Heri befandt alle søfolk sig, lige fra yngste skibsdreng til kaptajnen, Mi-

Et hof af handelsfolk Sidst i oktober var alting klar, og der blev taget afsked på flere måder. Med ka-

15 Kinafarerne


KØBMANDEN, REDEREN OG PRINSENS PALÆ

En bygning i København har på forunderlig vis spillet en rolle i den globale handel, nemlig det såkaldte Kronprinsens Palæ, nu Prinsens Palæ. Her blev det stiftende møde i det nye Chinesisk Societet afholdt i en bygning, der havde rødder tilbage i den tidlige globale handel. Den var bygget af 1600-tallets største skibsreder i København, Wigand Michelbecher, der kom til Danmark i 1657 og blev udlært vinhandler. Forretningen gik godt, og da der blev udstykket nye grunde på Frederiksholm tæt ved Slotsholmen, meldte han sig som køber og opførte et stort palæ på grunden. Michelbechers forretninger fortsatte med at blomstre, og han blev udnævnt til kongelig kældermester. Derved havde han ansvaret for, at de kongelige vinkældre på alle slotte var velforsynede med frisk vin. Herefter indtrådte han også i byens styre, i rådet De 32 Mænd, der skulle rådgive Magistraten. Det blev også i Michelbechers gård, at den første offentlige gudstjeneste for den nye reformerte menighed blev afholdt i 1685 – et kirkesamfund, der senere i 1700-tallet skulle få stor betydning for den globale handels aktører. Kirkesamfundet var støttet af dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel – gift med Christian V, og takket være hende kunne der holdes gudstje-

Wigand Michelbecher var født i 1636 som søn af en rådmand og hospitalsforstander i byen Marburg i Hessen. I 1657 kom han til København, hvor han kom i lære hos en vinhandler, og herefter tog hans karriere fart. Han døde som kun 56-årig, angivelig af sorg over sin ældste søns drukning, og var da en af byens største købmænd. Mange af hans efterkommere kom til at spille en rolle i den senere danske Kinafart. Kobberstikket er stukket af Andreas Quant. Det Kongelige Bibliotek.


neste for den lille menighed i gården lige uden for Københavns Slot. Wigand Michelbechers mange efterkommere, venner og trosfæller kom således på forskellig vis til at spille mange roller i det kommende århundredes Kinahandel – et andet godt eksempel er Michelbechers barnebarn Tobias Wigandt, der deltog som kadet i den første rejse til Kina.4 Efter Michelbechers død førte hans kone Anne Ludewig forretningen videre, indtil hun i 1707 solgte gården til sin svigersøn Wilhelm Edinger. Der blev god brug for pladsen i det store hus, for Edinger og frue fik 21 børn. Men dele af gården blev også lejet ud, f.eks. til den russiske gesandt i København. Det førte til, at da den russiske zar Peter den Store besøgte København i 1716, var det Edingers gård, der blev udset som bolig for zaren under hans ophold.5 I 1724 var det ligeledes kongelige gæster, der flyttede ind i gården. Kronprinsen, den senere Christian VI, overtog gården sammen med sin hustru, prinsesse Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach, da Københavns Slot på samme tid blev bygget om. Den gamle gård blev også bygget om, så den pas-

Købmand Michelbechers hus, der senere blev til Prinsens Palæ, spillede en mængde forskellige roller for de erhvervsfolk, der var involveret i den tidlige Kinafart. Tegning af Johan Cornelius Krieger, 1725-26, Frederik V’s Atlas. Det Kongelige Bibliotek.

sede til kronprinsparrets behov, og blev blandt andet udsmykket med både kinesiske og ostindiske scenerier i tidens højeste mode. Efter at direktion og rådgivere var blevet valgt på den stiftende generalforsamling for Det Chinesiske Societet, blev de fire direktører præsenteret for kronprinsen her i marts 1730.6 En af de fire var den nu 71-årige Wilhelm Edinger, der altså kom tilbage til sit gamle, nu ombyggede hjem. Kronprinsen var meget aktiv i at få etableret en Kinahandel med udgangspunkt i residensstaden København. I de følgende år blev palæet bygget om flere gange og blev i 1853 taget i brug af Det kongelige Museum for nordiske Oldsager, der senere fik navnet Nationalmuseet. Her kan rige samlinger fra både Kina og de første hundrede års Kinafart i dag ses – en del af dem ovenikøbet organiseret af en Kinafarer fra Asiatisk Kompagni!


havde titel af 1. supercargo og var ligestillet med kaptajnen, når det gjaldt overordnede beslutninger – kaptajnen havde stadig det øverste ansvar hvad angik selve skibet. På CRON PRINTZ CHRISTIANs rejse var der ud over den 35-årige van Hurk også en 2. supercargo, den 37-årige Peter Muhle, og en 3. supercargo, den 42-årige Jochum Severin Bonsack. Nordmanden Bonsack havde tidligere været ansat i Ostindisk Kompagni med erfaring fra handelen i Indien. Dertil kom to oberassistenter, fire underassistenter, fire lærlinge og tre tjenere – én til hver supercargo. I alt 16 personer udgjorde altså negotiebesætningen – et højt antal, der både afspejlede rejsens usikkerhed – hvor mange ville overleve rejsen? – men også behovet for, at så mange som muligt fik overleveret mest muligt af den kostbare van Hurks viden. Afskedssalutten fra Kronborg blev dog ikke til noget. Da skibet den 28. oktober passerede fæstningen, fik de besked om, at kongen, Frederik IV, var død. Kronprinsen, som skibet var opkaldt efter, blev nu i stedet til kong Christian VI, og i respekt for den afdøde blev der ikke salute-

Den 37-årige Peter Muhle var 2. supercargo på CRON PRINTZ CHRISTIANs rejse til Kina 1730-32. Sammen med flere andre ombord fik han fremstillet en figur af sig selv i Canton hos de såkaldte facemakers, dygtige kinesiske kunsthåndværkere, der kunne skabe en tredimensionel reproduktion af deres kunder. Muhle sidder med en bog i hånden, hvori man kan læse: ”Forferdiget udi Canton i China Anno 1731” – måske tilføjet af ham selv? En fin detalje er enden af hans halsbind, der er stukket ud gennem en slids i hans guldmors vest – tidens mode? Foto: Nationalmuseet.

chael Tønder, inklusive kokke, læger, præsten, trompeterer og mange andre. Men van Hurk var leder af en anden del af besætningen, nemlig negotie-besætningen. Negotie betyder handel på hollandsk, og negotiebesætningen havde ansvaret for lasten, for handelen i Kina, for stuvning af varer og for, at alle varer var, hvad de gav sig ud for at være. Den øverst ansvarlige

18 KAPITEL 1


ret.7 Tre dage senere passerede ekspeditionen Skagen og stod ud i Nordsøen til en efterårsstorm, der varede ved hele vejen til Færøerne, hvor CRON PRINTZ CHRISTIAN ankrede op ved Nolsøe, tæt ved Tórshavn, for at reparere skaderne fra stormen. Det gamle orlogsskib, bygget i Karlskrona i Sverige mere end tredive år tidligere, var ikke længere i den bedste stand, så både rigning og et lækkende skrog måtte sættes i stand. Undervejs trak endnu en voldsom storm i skibet, der begyndte at slæbe sine ankre og langsomt bevægede sig ind mod fjeldet. Men

nødankeret kom ud og holdt lige akkurat skibet på plads, indtil stormen igen drev over. Takket være solide ankertove og heldige bundforhold gik den dansk-norske Kinahandel ikke i vasken, inden den overhovedet var begyndt.8 9 Efter tre ugers sejlads og tre ugers reparation kunne rejsen fortsætte, men allerede ved afsejlingen skete den første ulykke, hvor en matros fik et ben i klemme i ankertovet, så benet måtte amputeres. Lige før jul døde det første medlem af besætningen, skibskokken, og blev efter tidens skik indsyet i sin køje og sat i søen.

19 Kinafarerne

Undervejs på rejsen til Kina tegnede kadet Tobias Wigandt de steder, skibet anløb, her Tórshavn på Færøerne med CRON PRINTZ CHRISTIAN i havnen. Tegnekunsten havde han lært under sin tidligere uddannelse til officer i Søetaten. Billede fra dagbogen udgivet i 1890.


DET FØRSTE SKIB – TORDENSKIOLD OG TØNDER

For den hyperaktive og kun 28-årige kommandør Peter Tordenskiold var fristelsen for stor. Han havde ellers til opgave at blokere indsejlingen til Göteborg i 1719 under Store Nordiske Krig, men da han hørte, at en svensk flåde lå relativt ubevogtet hen ved det nærliggende Marstrand, sejlede han afsted med en del af sin flåde for at tilføje fjenden et slag. Efter en kort sejlads nærmede den danske flåde sig byen Marstrand med fæstningen Carlsten, og artilleri blev landsat på de omkringliggende øer. Efter at byen havde fået tilbud om at overgive sig, gik angrebet i gang, og byen faldt næsten med det samme. Så overgav fæstningen sig, og Tordenskiolds flåde kunne tage det hele i besiddelse. De svenske skibe i havnen havde mandskabet dog forsøgt at sænke, og kun tre skibe kunne reddes, herunder orlogsskibet WARBERG.8 Der var allerede skudt hul i bunden, men takket være en hurtig indsats fra tømmermænd og officerer lykkedes det at redde skibet fra at synke. WARBERG var bygget på det svenske orlogsværft i Karlskrona i 1699 og til krigsbrug udrustet med 36 kanoner og bemandet af ca. to hundrede søfolk og soldater. 9 En anden ung deltager i slaget var den 27-årige kaptajnløjtnant Michael Tønder fra Christi-

Den unge søhelt Peter Tordenskiold (1690-1720) fra Trondheim stod i spidsen for angrebet på den svenske by Marstrand i 1719. Her erobredes det svenske orlogsskib WARBERG, der senere fik rollen som det første danske skib, der sejlede direkte til Kina. Maleri af Jacob Coning (tilskrevet), ca. 1720. Foto: Rune Aakvik. Oslo Museum.

ania. Efter sejren fortsatte hans karriere planmæssigt opad, indtil han i 1730 fik tilladelse til at føre det første danske skib direkte til Kina. Pud-


ØVERST. Ved erobringen af Marstrand i 1719 blev tre svenske orlogsskibe bragt under dansk flag. Den tremastede fregat til højre blev senere til Kinafareren CRON PRINTZ CHRISTIAN, der sejlede mod Kina i 1730. Udsnit af samtidig gengivelse af slaget. Foto: Det Kongelige Bibliotek. Ing. Korps. Saml. XVIII, 4, 1 9c. NEDERST. Michael Tønder deltog også i erobringen af Marstrand i 1719. Et årti senere blev han kaptajn for et af de erobrede skibe og førte skibet til og fra Kina sammen med en overstyrmand med større kendskab til de fjerne farvande – Tønder havde næppe tidligere været uden for Nord- og Østersøen. Stikket forestiller Tønder som 21-årig, da han fik skudt det ene ben af under angreb på et svensk skib ved Rügen. Stik af I. Haas. Det Kongelige Bibliotek.

sigt nok blev det skibet WARBERG, som kongen stillede til rådighed for sammenslutningen af købmænd. Det aldrende skib blev nu sat i stand til Kinafart og med kongelig tilladelse navngivet CRON PRINTZ CHRISTIAN efter den senere Christian VI. På det tidspunkt havde Tordenskiold været død i 10 år.


På forsiden af sin journal fra den første rejse til Kina har kadet Hans Reimert Schumacher tegnet skibet CRON PRINTZ CHRISTIAN set forfra, prydet med en ramme med kinesiske motiver. Kadet Schumachers tegning viser skibet under sejl og er den mest detaljerede, der eksisterer af det gamle svenske orlogsskib. Foto: Benjamin Asmussen. Journalen findes på Rigsarkivet.

Et kanonskud blev affyret ved begravelsen, og senere blev der holdt auktion over hans ejendele.

Mens den 26-årige skibspræst Huusmann udforskede byens klostre, overvejede forskellene på forholdene for stedets præster i henholdsvis kirker og klostre og undersøgte, hvad øens fauna og flora kunne tilbyde, blev oplevelsen af Tenerife noget mere kødelig for den 20-årige kadet Wigandt. Nogle gange, mens han som så ofte under opholdet havde ærinde i byen, blev han forfulgt af en ældre dame, som han først troede var en tigger. Efter nogle dage hørte han endelig, hvad hun ville, og hun tog ham med til en ung kvinde, der havde ansigtet dækket af sort klæde og sagde, at hun gerne ville tale med ham. Senere tænkte Wigandt over, at det måske kunne have været farligt at følge med til kvindens hus, men i situationen gik han med. Da han var ankommet,

Kanariske forskelle Det var en kold tid at sejle på i et uopvarmet skib, men i takt med at kalenderen gik mod endnu koldere og mørkere tider, kom CRON PRINTZ CHRISTIAN også længere og længere sydpå. En mørk vintereftermiddag lige efter nytår har et syn mod syd nok sat en skræk i livet på overtroiske søfolk, da et stort ildskær kunne ses forude, ”ligesom et heelt Land kunde staa udj Brand”,10 skrev kadet Wigandt i sin dagbog. Det viste sig senere at være en stor brand på øen Lanzarote, en af De Kanariske Øer, som angiveligt varede i hele tre måneder. Den 4. januar 1731 – 68 dage efter afsejlingen fra København – fik besætningen De Kanariske Øer i sigte og satte kurs mod Tenerife for at proviantere. Kort efter skrev skibets præst Johan Huusmann i sin dagbog:

”blotted hund sig, hvor ieg da fick at see en Deilighed, som ieg icke hafde vendted. Ieg forblef der den Dag og blev meget herlig andtrettenered”.12 Episoden fik, sammen med den generelle oplevelse af det milde klima, Wigandt til at opsummere Tenerife som ”et meget herligt Land og [med] Viine i Mengde”.13 Skibspræst Huusmann noterede sig til gengæld, at her både fandtes gudsbespottere og blodsyndere, at den ”Papistiske Suurdey handthæves der med største […] Vederstyggelighed” og endelig, at indbyggernes største problemer var stolthed og ladhed! Den 4. februar fortsatte ekspeditionen, og denne gang fulgte heldet den. Efter kort tid på søen blæste en orkan over

”Den 6. begyndte Soelen med sine varme Straaler at opvarme vores af Kuld og Frost hidindtil stivblevne Lemmer, og nødte os til at aflegge vores Vinter-Klæder (…)”11 Da skibet var kommet til ankers ved hovedbyen Santa Cruz på Tenerife, blev det mødt af både britiske, franske og spanske skibe, der skulle hente årets høst af den lokale vin. I den kommende måned lå ekspeditionen stille i bugten, mens lagrene af fødevarer og vand blev fyldt op.

22 KAPITEL 1


23 Kinafarerne


området, og mens det danske skib klarede stormen på åbent hav, så gik det langt værre i bugten ved Tenerife, hvor en række skibe forliste. Kort efter nåede ekspeditionens deltagere ind i passatvinden – en konstant vind, der gjorde arbejdet med sejl og rigning let. For at fordrive tiden ombord fiskede mandskabet og fik på et tidspunkt to hajer på krogen. Enten af kedsomhed eller måske grusomhed stak besætningen øjnene ud på den ene og satte den ud igen med en tønde bundet fast til halen. Den anden haj blev slagtet og hjernen taget ud, da det efter sigende skulle være god medicin.14 En andet middel, der blev anset som medicin, og som blev medbragt i rigelige mængder, var brændevinen. Hver dag blev en passende ration udleveret, og når man sejlede i varme farvande, anså kompagniet det for vigtigt, at mandskabet indtog den daglige medicin – så vigtigt, at en kvartermester, der havde overtalt søfolkene til ikke at drikke brændevinen, undervejs blev straffet hårdt.15 Det eksotiske dyreliv viste sig også, da to flyvefisk kom flyvende over dækket. Den ene klarede færden på tværs, men den anden styrtede ned på dækket og blev senere udstoppet af mandskabet. Hvis den udstoppede flyvefisk klarede hele turen hjem til København igen, må den have vakt behørig opsigt på værthusene.

te en østlig kurs og efter nogen tid holde godt udkig. For nu begyndte en del af rejsen, som skibe under Dannebrog ikke tidligere havde fragtet mandskab og last til. På vej stik øst i Det Indiske Ocean var der stort set ikke landkending fra Kap til Australien, og her var især overstyrmand de Brouwers viden væsentlig. Cirka halvvejs fra Afrika til Australien findes to bittesmå øer, kaldet Skt. Paul (Île Saint-Paul) og Amsterdam Ø (Île Amsterdam). Når man fik disse øer i syne eller bare kunne ane dem på grund af ændringer i skydækket, hvis man var langt borte, så var det på tide at sætte kursen nordpå. Derved kunne man ramme Riget i Midten snarere end det fjerne Australien. Rejsen over det åbne hav vakte bekymring hos mandskabet, og tanken om, hvorvidt man kunne stole på de nederlandsk-talende specialister, eller om de bare var charlataner, må være dukket op hos flere i besætningen. For mens meget af rejsen ned gennem Atlanten også havde været på åbent hav uden landkending, så tillod navigationsredskaber som oktanten i klart vejr en præcis måling af, hvor langt mod syd man var kommet. Anderledes så det ud, når man sejlede øst-vest. Her kunne endnu intet redskab hjælpe, ud over at forsøge at logge fart og tid og på den måde holde regnskab med, hvor langt man var kommet, hvilket dog ikke var særlig præcist. Frygten for at ramme den øde kyst af Ny Holland, som det temmelig ukendte vestlige Australien kaldtes i samtiden, må have luret. Endnu var det uklart, om Ny Holland var sammenhængende med Terra Australis Incognita, som det endnu blot forestillede Antark-

Endelig mod øst Efter at have sejlet sydpå i månedsvis kom CRON PRINTZ CHRISTIAN i april 1731 på højde med Afrikas sydspids – Kap det Gode Håb. Så var tiden inde til at sæt-

24 KAPITEL 1


tis hed på datidens kort. Derfor blev der holdt godt øje med dyrelivet – især flyvende væsner, der kunne give en indikation af, hvor langt man var fra land. Kadet Wigandt fandt det i hvert fald vigtigt nok til at skrive i sin dagbog, da han den 17. marts, midt ude i Det Indiske Ocean, så en sommerfugl.16

Men erfaringen vandt over frygten. Den 28. maj kom de to små øer til syne midt i ”den vilde Søe”,17 som skibspræsten kaldte det. CRON PRINTZ CHRISTIAN og de små hundrede besætningsmedlemmer drejede mod nord, mod varmen igen. En måned efter kom det første tegn på, at ekspeditionen nu var nået til det sydøst-

25 Kinafarerne

Omkring 1730 havde europæerne udforsket det meste af verden og kunne fremstille den på trykte kort. Kort af Matthäus Seutter, 1730. Frederik V’s Atlas, bind 2, tavle 9. Det Kongelige Bibliotek.


lige Asien, da flere så et stykke bambus komme drivende langs med skibet.18 Kort efter var det den store ø Java i det nuværende Indonesien, der dukkede op. Men den lange sørejse uden friske forsyninger havde påvirket mandskabet. Antallet af syge voksede konstant, så man lod ankeret gå i Sundastrædet for at skaffe friske forsyninger. To lokale både, der solgte kokosnødder, kyllinger og javanesiske duer, kom hurtigt til skibssiden. Skibets storbåd roede også i land og vendte tilbage fyldt op med en bøffel, en kvie, aber, papegøjer og grapefrugter! Efter endnu en måneds sejlads i det ukendte farvand med rigelig skibstrafik af fremmedartede fartøjer var målet endelig i sigte i form af de mange øer ud for Perleflodens munding. Som ved De Kanariske Øer mødte ekspeditionen igen flere europæiske skibe, og endnu en gang måtte de prise deres held. For på trods af de mange klager undervejs over en langsom rejse med det aldrende krigsskib, havde rejsens længde betydet, at CRON PRINTZ CHRISTIAN havde undgået tre store orkaner, der havde beskadiget flere andre skibe.19

komme kompagniet til gavn. Van Hurk forlod derfor CRON PRINTZ CHRISTIAN sammen med de to andre supercargoer, Muhle og Bonsack. Første stop var Macao for at hilse på den portugisiske guvernør og byens råd. Efter en introduktion og udveksling af nyheder rejste det lille selskab, sikkert med deres tjenere, op ad Perlefloden i et mindre kinesisk fartøj. For Muhle og Bonsack var det første gang, de besøgte Kina, og det rige flodliv på Perlefloden må have gjort et stort indtryk. En del af besætningen fik også deres første fornemmelse af Kina, da de fik tilladelse til at gå i land på en af de mange øer i Perleflodens delta for at strække benene efter den lange sørejse. Overalt myldrede det af liv på floden, lige fra små sampaner, der både var roede transportfartøjer og hjem for små familier, til store junker med mange master, der kom langt omkring i det sydøstlige Asien. Ingen beretninger fra denne første sejlads på floden er bevaret, men mon ikke van Hurk har fortalt sine danske og norske kolleger om, hvad de så undervejs, og måske også historier fra hans egne sejladser her i oostendesk tjeneste? Muhle og Bonsack har i hvert fald nok lyttet, da van Hurk henvendte sig ved hoppoens – den kinesiske toldinspektør – residens og høfligt bad om en audiens.20 I første omgang talte van Hurk med en translatør, nok på portugisisk, der på dette tidspunkt fungerede som et fælles sprog mellem europæerne og kineserne, og fortalte om sine ønsker, hvorefter hoppoen fik dem forelagt. Senere kunne audiensen finde sted som et møde, hvor

CRON PRINTZ CHRISTIAN på Perlefloden Kort efter ankomsten, den 26. juli, kom en kinesisk lods ombord og tog skibet nærmere til den gamle portugisiske koloni Macao. En stor del af overstyrmand de Brouwers arbejde var nu til ende – skibet var ført sikkert til Kinas kant – og nu begyndte van Hurks arbejde for alvor. Hans dyrt betalte erfaring skulle nu

26 KAPITEL 1


betingelserne for CRON PRINTZ CHRISTIANs handel og forsyning blev fastlagt. Et emne, der gerne blev diskuteret ved møderne, var friheden til selv at vælge, hvilken kinesisk købmand man ville handle med, og her var van Hurks erfaring fra tidligere vigtig for at gøre et godt valg. Forhandlingerne lykkedes, og fire dage senere nåede tilladelsen til at sejle de små to hundrede kilometer op ad floden CRON PRINTZ CHRISTIAN. Kort efter, den 3. august, blev ankrene taget op, og skibet hilste de øvrige europæiske ski-

be på reden. Hverken de britiske eller nederlandske skibe returnerede hilsenen21 – nok et tegn på foragt for de nye konkurrenter. 22 23 24 25 26 På vej op ad Perlefloden fortsatte Kinahandelens officielle formaliteter. Først blev skibet mødt af hoppoens betjente, som kom ombord for at opregne lasten, ammunitionen, mandskabet, og hvor meget føringsgods, altså private varer, der var medbragt. Senere fulgte besøg af en ældgammel mandarin – en kinesisk embedsmand – fra et af forterne ved indsejlingen, der noterede sig de samme ting.

27 Kinafarerne

De små sampaner på Perlefloden var hjemsted for mange familier. Da skibspræst Poul Martin Møller i 1820 besøgte Canton, tegnede han en af de små både inklusive familie, hund og forråd. Bemærk drengens kalabas, der er fastspændt på ryggen for at fungere som redningsvest i den strømfyldte Perleflod. Foto: Det Kongelige Bibliotek.


DEN ALLERTIDLIGSTE KINAFART CRON PRINTZ CHRISTIAN var det første skib, der sejlede direkte fra København og til Kina. Men appetitten på Kina var ikke ny, og sandsynligvis havde der tidligere været gjort forsøg på at udforske handelsmulighederne i det store kejserrige. I 1670 blev det gamle Ostindisk Kompagni fra Christian IV’s tid reorganiseret i et nyt kompagni af samme navn. Ligesom det senere Asiatisk Kompagni fik det eneret på søfart øst for Kap det Gode Håb, og en mængde nye skibe udsendtes til Tranquebar og blev anvendt i den asiatiske handel. Sandsynligvis kom et af disse skibe også til Kina.22 Som både før og siden blev det et tidligere orlogsskib, der gjorde rejsen. Skibet FORTUNA sejlede fra København i 1674 mod Tranquebar under kommando af den nederlandske kaptajn Ernst van Hoogenhoek. Med ombord var kongelige introduktionsskrivelser til herskerne over Kina, Japan og Tonkin – i det nuværende nordlige Vietnam.23 Desværre for eftertiden er nærmest alle kilder til denne første sejlads gået tabt. Men takket være en historisk interesseret præst i Tranquebar i 1780’erne ved vi, at der engang eksisterede dokumenter fra FORTUNAs rejse samt journal og hovedbog fra den kinesiske handel. Sejladsen så altså ud til at være lykkedes, og besætningen etablerede en handelsstation et sted kaldet Holguur i Kina.24 Her fortsatte handelen via Tranquebar og Bantam frem til 1678, men det er ikke til at opklare, hvor det mystiske Holguur kan have været. Et bud kunne være byen Quanzhou i Fujian-provin-

sen ud for Taiwan, som tidligere havde været mål for handelsfolk fra mange lande, eller Fuzhou lidt længere mod nord ved floden Min. Måske var der senere forsøg på at sende skibet PRINTZ JØRGEN afsted fra Tranquebar i 1702, men dette lykkedes åbenbart ikke, og skibet blev i stedet sendt afsted til Persien.25 Oplysninger fra britiske optegnelser antyder, at der måske har været et dansk skib i Canton, af briterne kaldet PRINCE CHARLES, i år 1700. Ligeledes fortæller en anden optegnelse om det danske skib GOLDEN LION bemandet med engelske supercargoer. Først forsøgte de at handle i byen Xiamen, men da det ikke lykkedes, sejlede de til Zhoushan i stedet.26 Kildegrundlaget er endnu ganske spinkelt, men fremtidig forskning kan forhåbentlig kaste mere lys over disse mulige, tidlige ekspeditioner. Viden om Kina og dets varer og mennesker har altså muligvis været til stede hos deltagerne i den tidlige danske globale handel, men først fra CRON PRINTZ CHRISTIANs sejlads i 1730 blev de nye muligheder udnyttet på regelmæssig basis til stor økonomisk fordel. Vi ved ikke, hvordan skibet FORTUNA så ud, men det har nok mindet om det samtidige skib OLDENBURG, der også var et tidligere orlogsskib overdraget til Ostindisk Kompagni. Tegningen af skibet under reparation på Java er udført af skibets læge, Johan Petri Cortemünde, i 1673 i ”Orientalischen Reyse des Königl. Schiffs Oldenburg”, 167275. Foto: Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen INDIA II. Ny Kongelig samling 388 4o.


En fornem mandarin kommer sejlende. ­Tegning af Yu-qua. Foto: Benjamin Asmussen. Det Kongelige Bibliotek.

Som souvenir fra besøget udbad den kejserlige embedsmand sig det vinglas, han havde drukket af ved velkomsten, samt en flaske vin og takkede højlydt for gaverne.27 To af den gamle mandarins betjente fik ordre på at blive ombord på skibet i al den tid, det befandt sig i Kina, og omhyggeligt holde regnskab med alle varer, der kom til og fra skibet i de kommende måneder og udstede passersedler, de såkaldte chops. For størstedelen af mandskabet var disse to betjente de første kinesere, de havde mulighed for at se nærmere på, og mangt et blik blev nok kastet i deres ret-

ning fra skibsdrenge og andre, der indtil for nylig aldrig havde været uden for kongens riger. Efter en langsommelig rejse op ad floden, hvor sandbanker gjorde sejladsen vanskelig for det store og dybtgående skib, og hvor samarbejdet med de kinesiske lodser og mange både, der trak skibet afsted, var hæmmet af manglen på et fælles sprog, kunne CRON PRINTZ CHRISTIAN endelig kaste anker ved rejsens mål – øen Whampoa i Perlefloden – så langt oppe ad floden, som de store europæiske skibe kunne komme.

30 KAPITEL 1


”GUd være ævig æret, som hidindtil havde ført os lykkeligen over Havet til saa got et Land, hvortil Udreysen altsaa blev fuldendet den 5 Augusti 1731”,

spot til skade var lasten af sølv senere røvet af lokale herremænd.30 Selv om CRON PRINTZ CHRISTIAN ikke var det første skib, der nåede frem til Kina, blev det alligevel det første europæiske skib, der i denne sæson nåede frem til ankerpladsen uden for Canton. For nogle af de ombordværende har det måske føltes som et antiklimaks, da overstyrmand de Brouwer sammen med de kinesiske lodser meddelte, at nu var rejsens mål nået. For omkring skibet var der blot det relativt øde flodlandskab, landsbyen Whampoa og et par tårne fra pagoder, der ragede op i landskabet. Den mægtige handelsby Canton lå endnu tyve

skrev skibspræst Huusmann om dette specielle øjeblik.28 Rejsen var gået uden større uheld og forsinkelser, men det samme gjaldt ikke skibet DEN GYLDNE LØVE, som var sejlet fra København få dage før Kinafareren. Franske søfolk kunne berette, at det var forlist ved Irland ikke længe efter afrejsen.29 Hårdt vejr og usikkerhed i navigationen havde ført dem for tæt på kysten, og for at føje

31 Kinafarerne

”(…) en liden Stad med et høyt Taarn, 3 Miile fra Canton beliggende, hvor Skibenes Lade-Plads er (…)”. Sådan beskriver skibspræst Huusmann øen Whampoa. De europæiske skibes store dybgang betød, at de ikke kunne sejle helt til Canton, men måtte ankre op her. For størstedelen af besætningen blev stedet det meste af Kina, som de kom til at opleve. Malet af ukendt kinesisk kunstner i 1700-tallets anden del. Foto: M/S Museet for Søfart.


kilometer længere oppe ad floden. Men i løbet af de næste dage ankom de øvrige europæiske Kinafarere og med dem også et væld af kinesiske fartøjer, der tilbød deres tjenester til de store skibes besætninger. Med det samme satte mandskabet chaluppen i vandet og sejlede ind mod øen Whampoa for sikre sig en god plads til at opføre midlertidige bygninger til at huse en del af besætningen, til et sejlmagerværksted og til at pleje de syge fra skibet. Bygningen kaldtes en bankesal på dansk, hvilket nok er en forvanskning af det engelske bank hall, altså en sal på flodbredden. Skibet blev så vidt muligt ryddet, midlertidige kamre blev fjernet, og der blev gjort så meget plads som muligt til de varer, der ville ankomme de næste måneder. Kort efter kom en lang og fornem kinesisk sampan sejlende mod CRON PRINTZ CHRISTIAN. Det fladbundede fartøj havde en stor overbygning med en mængde kamre, sirligt dekoreret med forgyldt træværk, og i stævnen stod en mand med en gongong. Da sampanen nærmede sig skibet, begyndte manden at slå på gongongen for at annoncere deres ankomst, og kort efter kom selveste hoppoen ombord, medbringende gaver til skibet som tegn på kejserens velvilje. Gaven bestod af får, svin og to krukker, en med kinesisk vin og en med brændevin.31 Hoppoens folk målte skibet op for at udregne lastkapaciteten og fastsætte afgifterne, der skulle betales. Kort forinden var van Hurk og de øvrige supercargoer netop kommet tilbage fra forhandlingerne ved Canton og kunne være med til at modtage den fornemme gæst. Nogle dage se-

nere gentog det hele sig for alle de nu 17 fremmede skibe, da Woyen, en højtstående embedsmand fra byen, under salut kom ombord sammen med seks kolleger fra nærliggende provinser og medbragte gaver til både kaptajn og supercargoer. Også her må manges øjne have hvilet på van Hurk, som i kraft af sin erfaring skulle føre ekspeditionen gennem de komplicerede ritualer involveret i besøgene. De fine kinesiske herrer havde medbragt guldbroderede dækkener, der blev lagt over de stole, de skulle sidde i. For at markere besøget havde de europæiske skibe hejst alle flag, og til skibspræst Huusmanns fornøjelse var det danske skib smukkest smykket, ”thi vi havde en heel Flagkiste fuld med os”.32 Mens handelsbetjentene fik travlt i Canton med at opfylde rejsens formål, nemlig at købe og sælge til de bedste priser, havde mandskabet mindre travlt. Skibet blev vedligeholdt, og dele af de store reserver af tovværk, ankre, krudt, blokke, sejl og andet blev solgt for at skaffe plads til flest mulige varer. Seks kinesiske tømmermænd blev antaget for at hjælpe skibets håndværkere med at sætte rig og gangspil i stand.33 Vagtopgaver fyldte også for mandskabet – to vagthold på en underofficer og seks mand holdt hele tiden øje med bankesalen i Whampoa og med faktoriet – handelsstationen – i Canton. Opholdet i Kina betød også afveksling i kosten. Efter ni måneders sejlads fra København var skibets forsyninger ikke så friske længere i en tid uden kølefaciliteter, så ved ankomsten hyrede skibet en kinesisk comprador, sikkert efter anbefaling fra overstyrmand de

32 KAPITEL 1


Øverst. På Perlefloden i det sydlige Kina mødte Kinafarerne et rigt liv, her en blomstersælger. Tegning af Yu-qua. Foto: Benjamin ­Asmussen. Det Kongelige Bibliotek. Nederst. Halmtransport til vands på Perlefloden. Dette og en række tilsvarende billeder er muligvis bragt til Danmark af supercargo Peter Mourier i 1785. Tegning af Yu-qua. Foto: Benjamin ­Asmussen. Det Konge­ lige Bibliotek.

33 Kinafarerne


Brouwer. To gange om ugen leverede han friske forsyninger til skibskokken, der lavede mad til besætningen, og hver dag til de kahytskokke, der stod for den finere madlavning til kaptajn og officerer i agterskibet. At være comprador – et portugisisk udtryk – krævede en officiel licens fra embedsmanden, jũnmínfŭ, i fortet i Qianshan tæt ved Macao.34 Compradoren var let at kende, da han bar sin tilladelse skåret i træ rundt om livet ligesom lodserne, der hjalp fartøjerne op og ned ad floden. Selv om det var et meget begrænset indtryk, søfolkene og handelsbetjentene fik af Kina, har de nok alligevel bidt mærke i alt det, der adskilte sig fra derhjemme. Floden summede af liv, og tusindvis af fartøjer stod både for transport ad vandvejen og var tillige hjem for utallige familier. Med små børn bundet til ryggen var det ofte kvinderne, der roede sampanerne, mens mænd og kvinder som regel deltes om madlavningen ombord på bådene. Compradorernes sampaner bragte vand og fødevarer ud til skibene og bankesalene, nogle gange i form af levende dyr. Med 17 store europæiske skibe ankret op ved Whampoa i 1731 var det store mængder, der skulle leveres for at mætte de 100150 mand ombord på hvert skib. Som tommelfingerregel kunne en hel ko vare to-tre dage ombord på sådan et skib.35 Kinesiske håndværkere og deres tjenere blev transporteret rundt mellem de europæiske skibe og boede undertiden på sampaner ankret op ad skibene. Ved flodbredderne har mandskabet nok lagt mærke til mærkelige store flaskeformede

frugter, kalabasser, omkring hvilke ænder pludselig kunne forsvinde! De store flaskeformede frugter var nemlig blevet udhulet og forsynet med huller til at se igennem. Andejægere ville så tage frugterne over hovedet og overkroppen og stille bevæge sig mod flokke af vilde ænder. Når de kom tæt på en and, ville de gribe den i benene, trække den under vandet og dreje halsen om på dyret. Derved kunne en kinesisk jæger tjene til dagen og vejen blot ved hjælp af en kalabas og tålmodighed.36 Andre både var indrettet til opdræt af f.eks. ænder, hvor op til tusind ænder kunne leve ad gangen. Om dagen blev ænderne sluppet løs i rismarker for at æde frøer og insekter, og ved at blæse i en fløjte om aftenen fik opdrætteren ænderne tilbage til båden. På bittesmå tømmerflåder – ofte bare et par planker bundet sammen – bevægede barbererne sig rundt på floden og tilbød deres tjenester. Under Qing-dynastiet tvang loven alle voksne kinesiske mænd til at barbere deres forhoveder, mens resten af håret skulle vokse til én lang fletning. Det krævede hyppig barbering, så der var et stort marked for barbererne, der samtidig også fungerede som en form for aviser eller rygtecentraler, hvorigennem nyheder blev spredt.37 På særlige steder ved flodbredden, der blev anset for at have helende kræfter, kunne besætningen undertiden se grupper af spedalske, der badede. Besætningen badede også i Perlefloden i den fugtige varme, men floden var ikke ufarlig. I september 1731 blev en af matroserne overrasket af den voldsomme strøm, blev slæbt afsted og druknede. Senere i

34 KAPITEL 1


september sprang en anden matros over bord fra CRON PRINTZ CHRISTIAN, så plaget af sygdom, at han ville gøre en ende på det hele. En uge efter blev dele af hans lig fundet, sønderrevet af vilde hunde, der angiveligt blev observeret med hver deres stykke af hans legeme i munden!38 Dødsfaldene fortsatte hele efteråret, to matroser, en opkøber, bødkeren og endnu en matros, alt imens de indkøbte varer fra Canton ankom i mindre fartøjer.

Den 25. juni 1732 passerede det gamle skib atter Kronborg, og fra fæstningens bastioner om styrbord blev salutten besvaret. Glæden har været stor hos mandskabet over at være kommet levende igennem den lange rejse i modsætning til deres 11 kolleger, der blev begravet enten i havet eller ved Perleflodens bredder.39 I hvert fald blev der drukket så intenst, efter at CRON PRINTZ CHRISTIAN igen var tilbage i Øresund, at skibet den følgende morgen ikke kunne sejle det sidste stykke ind til kompagniets havn på Christianshavn, men forstærkninger fra land måtte hidkaldes med kanonskud. Tredive sjovere, dvs. havnearbejdere, kom ombord og fik trukket skibet ind med robåde.40 41 Både for det nye Asiatiske Kompagni og for dets individuelle deltagere havde ekspeditionen været en succes. Kadet Tobias Wigandt havde trods sine kun 20 år medbragt varer til Kina, der havde ko-

Hjemad igen I begyndelsen af december 1731 kom de sidste sager ombord, og efter at søfolkene havde solgt bankesalen til kineserne, og handelsbetjentene ankom for sidste gang fra handelsstationerne i Canton, lettede skibet anker den 15. december og begyndte den langsomme færd ned ad Perlefloden.

35 Kinafarerne

Perlefloden var arbejdssted for en mængde forskellige typer erhvervsdrivende, her en båd til andeopdræt. Billedet er tegnet af den kinesiske tegner Yu-qua og muligvis bragt til Danmark af supercargo Peter Mourier i 1785. I dag findes det på Det Kongelige Bibliotek.­ Foto: Benjamin ­Asmussen.


CANTONSYSTEMET – 1700-1842

For de fleste ombord på CRON PRINTZ CHRISTIAN var det en ny verden, de var ankommet til. For selv om Kina som fortælling havde været kendt i Danmark siden 1500-tallet, var det meget få, der faktisk havde besøgt Riget i Midten. Men det Canton, de ankom til, var samtidig en gammel verden. Selve byen havde eksisteret, siden Qin-dynastiet herskede i århundrederne op til Kristi fødsel, grundlagt som en base for herskernes erobringer mod syd. Tidligt blev byen et vigtigt handelscentrum med forbindelser til den arabiske verden, hvilket også førte til konflikter – i midten af 700-tallet blev byen plyndret af folk fra Mellemøsten, og sidst i 800-tallet blev byens befolkning af kristne, muslimer og persere angiveligt massakreret af en kinesisk oprører. I en senere tid nød Canton godt af nærheden til den portugisiske bosættelse i Macao mod syd. Fra 1500-tallet var Macao et vigtigt støttepunkt for den portugisiske handel i Sydøstasien og kom også til at spille en vigtig rolle, da købmænd fra de øvrige europæiske lande begyndte at ankomme sidst i 1600-tallet. I begyndelsen var alle kinesiske havne principielt åbne for fremmede handelsfolk, men i praksis blev Canton af flere årsager den hyppigst anvendte. Fra et kinesisk synspunkt var byen

velegnet som handelsplads, fordi den let kunne kontrolleres af de kinesiske myndigheder. Adgangen op ad Perlefloden krævede kinesiske lodser og var domineret af kinesiske forter – det var altså let at spærre muligheden for både adgang og afgang, hvis situationen krævede det. Samtidig havde de lokale myndigheder ved 1700-tallets begyndelse over halvandet hundrede års erfaring i at håndtere fremmedartede europæere gennem kontakten med portugiserne i Macao.40 Også ankerpladsen ved Whampoa på Perlefloden havde fordele set fra et kinesisk perspektiv. Der lå kun en landsby, så der var ikke meget, europæerne kunne angribe eller ødelægge, og afstanden til selve Canton betød, at ingen kanon kunne true byen. Fra et europæisk synspunkt var Canton velegnet til handel, fordi den tilbød de store og kostbare skibe med deres endnu mere dyrebare last en god ankerplads, beskyttet mod de voldsomme storme, orkaner og tyfoner i området. Portugisernes mangeårige tilstedeværelse betød, at Perlefloden og dens delta summede af liv i 1700-tallet. Myriader af fartøjer var hjem- og arbejdssted for mange mennesker, mens floden var en central transportåre gennem området. Kort tegnet af Per Jørgensen på grundlag af kort fra 1700-tallet.


tolke var til rådighed – mange kinesere i området havde lært sig portugisisk, der derved blev et fællessprog i den tidlige handel. Fra 1699 begyndte både det engelske East India Company og det franske Compagnie des Indes Orientales at sende skibe til Canton, samtidig med at armenske og persiske købmænd også handlede her. Fra 1717 ankom det første skib fra Oostende-kompagniet, hvor både Pieter van Hurk og Guillielmo de Brouwer var ansat, og det nederlandske VOC – Vereenigde Oostindische Compagnie nåede frem i 1729 efter et par små forsøg for at undersøge handelsmulighederne. Derefter fulgte de skandinaviske kompagnier trop med det dansk-norske CRON PRINTZ CHRISTIAN i 1731 og et skib fra Det Svenska Ostindiska Companiet i 1732. Portugisiske og spanske skibe ankom konstant via Macao. Fra kinesisk side blev et bureaukrati og toldsystem bygget op, der kunne håndtere det stigende antal udenlandske købmænd. På hvert skib og last blev lagt en afgift, den såkaldte kejsergave, hvoraf en del gik direkte til kejseren. En anden del gik til hoppoen – toldinspektøren – og til de lokale mandariner. Disse afgifter gav alle lag i den økonomiske kæde et incitament til at få handelen til at vokse, for at hindre den ville

betyde et tab af indtægter.41 I det tidlige 1700-tal etablerede de kinesiske myndigheder et fast system af købmænd, som fik tilladelse til at handle med de fremmede skibe. Disse købmænd, kaldet fiadorer, fik tildelt et specifikt europæisk skib, som de fik ansvaret for. Fiadorens ansvar gik to veje som både vogter og beskytter – det var hans opgave at sørge for, at alle afgifter blev betalt og alle regulativer overholdt. Men samtidig havde han også førsteret til køb og salg af varer fra og til det skib, han havde ansvaret for, hvilket kunne være profitabelt. Fiadoren havde dog ikke monopol og håndterede typisk kun en del, som regel dog størsteparten, af varer til og fra et enkelt skib. CRON PRINTZ CHRISTIAN og dens store handelsbesætning var ankommet, netop som det, der af senere historikere blev kaldt Cantonsystemet, var ved at være fuldt udviklet. Historikerne er uenige om, hvornår det præcis begyndte, men i det tidlige 1700-tal faldt de komponenter på plads, som kom til at kendetegne Kinahandelen for både europæiske og mellemøstlige købmænd indtil midten af 1800-tallet, hvor ændrede magtforhold, ny teknologi og et skift i handelsvarerne førte til Opiumskrigene og Cantonsystemets kollaps.


stet ham i nærheden af et års løn, 141 rigsdaler. Det gjorde ham i stand til at købe stort ind i Canton, og med sig hjem medbragte han blandt andet: • 210 par blå og hvide tekopper • 100 par brune tekopper • 30 papegøjer • 50 dukker • 50 papirer med blomster • 120 kg sort te • 5 kg grøn te • 9 kg sago • 16,5 kg kaffebønner Dertil kom forskellige stykker stof, strømper, tørklæder, nips og andet. Sikkert hjemme igen, uden at vi dog ved, hvor mange af de 30 papegøjer der overlevede rejsen, solgte han det meste for 520 rigsdaler – en profit på næsten 270 pct. Dertil kom hans løn fra Asiatisk Kompagni på 122 rigsdaler for hele rejsen samt hans løn fra Søetaten på 80 rigsdaler. I alt indbragte de omkring atten måneders rejse unge Wigandt 722 rigsdaler, som han kunne leve af det følgende halvandet år.42 For Pieter van Hurk var gevinsten også stor, men på flere måder end for hans unge sejlkammerat. Ekspeditionen havde været en succes for ham både personligt og økonomisk. Rejsen havde vist, at langdistancehandel med Kina direkte fra København kunne lade sig gøre, og det unge kompagni blev løftet af profitten fra sin første Kinarejse. På auktioner efter hjemkomsten blev teen solgt med en profit på 115 pct. og for silkens vedkommende på 71 pct. Van Hurks personlige overskud fra rejsen er sværere at beregne end kadet Wigandts, men historikere har anslået det til at være omkring 46.000 rigsda-

ler eller mere end tres gange mere end for Wigandts vedkommende.43

Van Hurks indgang til eliten I de kommende år anvendte van Hurk ikke kun sin økonomiske kapital i sin erhvervsvirksomhed, men også den nyvundne personlige kapital i form af tillid, som han havde opnået hos eliten i Det Oldenborgske Monarki. I første omgang købte han en større mængde aktier i Asiatisk Kompagni for sin fortjeneste på Kinahandelen samt en titel som kommerceråd, hvilket havde stor betydning i det rangordnede 1700-tal. Derved kom han til at rangere i det sociale hierarki på linje med en landsretsdommer, en major i hæren eller en kommandør i Søetaten.44 Handelsmæssigt begyndte han derefter at fungere som kommissær i København for flere købmænd i De Sydlige Nederlande (svarende ca. til nutidens Belgien), dvs. som deres agenter på det københavnske marked. Det inkluderede folk som James Dormer, en katolsk brite i Antwerpen, der blandt andet handlede med diamanter og tekstiler gennem sit globale netværk på tværs af lande og religioner, hvilket han blandt andet holdt levende ved at skrive over fem hundrede breve om året.45 Da den første bank i riget åbnede i 1736, officielt kaldet Den Kiøbenhavnske Assignations-, Vexel- og Laanebank, men senere blot refereret til som Kurantbanken, købte van Hurk også aktier her og forsøgte at blive valgt som en af de fem købmands-kommissionærer for banken, men fik dog kun stemmer nok til en syvendeplads.

39 Kinafarerne


Det var først i 1744, da Pieter van Hurk giftede sig med den 40-årige Maria Barbara Fabritius, at han kom helt ind i inderkredsen af den københavnske købmandselite. Hendes forældre var fra to af de mest indflydelsesrige københavnske købmandsfamilier, nemlig vinhandlerfamilien Fabritius og familien Abbestée, der havde været aktive i det tidligere Dansk Ostindisk Kompagni. Som svoger fik van Hurk derved Michael Fabritius, en af de allermest centrale aktører i erhvervslivet. Han havde været en af initiativtagerne til Det Chinesiske Societet og Asiatisk Kompagni samt medvirkende til ansættelsen af van Hurk. Fabritius var også medejer af det store handelshus Fabritius & Wever, der kom til at spille en stor rolle i hele 1700-tallet. Endelig var han Ældste i Den Reformerte Kirke i København, hvor brylluppet mellem van Hurk og Maria Barbara Fabritius stod. Den Reformerte Kirke var langt op i 1700-tallet et samlingssted for store dele af den økonomiske elite i København. Ud over at resultere i en vidende samtalepartner i hjemmet betød giftermålet med Maria, at van Hurk nu var helt inde i varmen. Året efter blev han valgt til direktør i det firma, hvis succes han var med til at cementere, nemlig Asiatisk Kompagni, og i de følgende år fulgte titlerne i det danske rangsystem med, da han i 1749

En af de mest centrale aktører i 1700-tallets erhvervsliv var storkøbmanden Michael Fabritius (1697-1746). Han deltog i oprettelsen af Det Chinesiske Societet, der senere blev til Asiatisk Kompagni, som både han selv og sønnen Conrad Alexander med tiden blev direktører for. Gennem handelshuset Fabritius & Wever, som han stiftede sammen med en fjern slægtning, havde familien indflydelse århundredet igennem. Maleri af Johann Salomon Wahl, 1742. Foto: Kit Weiss. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

blev justitsråd og i 1753 etatsråd. Derved var han kommet i samme rangklasse som universitetets rektor, baroner uden land i rigerne og oberster i hæren.46 Van Hurk var nået helt til tops i rigernes erhvervsliv – takket være viden anvendt på rette sted og tid kunne han i de efterfølgende år nyde godt af at fungere som bindeled mellem København og de nederlandske erhvervscentre, der var blandt de vigtigste i verden på dette tidspunkt. Nytteværdien var gensidig, og måske var van Hurk netop den type menneske, der tænkes på i de kongelige privilegier, når ”Commerciens (…) befordring og opkomst i Vores Riger og Lande”47 nævnes. For handel er jo ikke bare varer og institutioner, men mennesker, der sørger for, at muligheder kan opstå, at skibe lastes, og vejen til fjerne havne findes, og her er Pieter van Hurk nok et af de mest spændende eksempler fra 1700-tallet.

40 KAPITEL 1

Profile for Gads Forlag

Kinafarerne  

Kinafarerne  

Advertisement