Page 1


HELVEDE TUR-RETUR Europa 1933-1949 Af Ian Kershaw Oversat fra engelsk af Uffe Gardel efter Ian Kershaw: To Hell and Back Copyright © 2015 Ian Kershaw Dansk udgave: Copyright © 2017 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05411-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Erik Høvring Projektledelse: Martin Gylling Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Getty Images Kort: Beehive Mapping Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Tryk: ScandBook Original English language edition first published by Penguin Books Ltd, London Text copyright © Ian Kershaw 2015 The author has asserted his moral rights All rights reserved Oversættelsen er støttet af og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 4

26/07/2017 12.50


I an Ke rsh aw Helvede tur-retur

PĂĽ dansk ved Uffe Gardel

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 3

26/07/2017 12.50


Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 2

26/07/2017 12.50


Indhold Forord

7

Indledning

9

1 Farezonen

12

2 Mod afgrunden

66

3 Helvede på jord

124

4 Stilfærdige forandringer i den mørke tid

203

5 Ud af asken

275

Tak

338

Udvalgt litteratur

340

Register

368

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 5

26/07/2017 12.50


Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 6

26/07/2017 12.50


Forord

I forordet til bind 1 beskrev jeg min fremgangsmåde. Bindet begyndte med en kort oversigt over Europa ved Første Verdenskrigs udbrud, og det endte med Weimarrepublikkens fald og Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933. Dette bind, bind 2, belyser den truende fare for endnu en verdenskrig, udløsningen af endnu en verdensbrand inden for en og samme generation og det ødelæggende civilisatoriske sammenbrud, som Anden Verdenskrig fremkaldte. På dette sted afbryder jeg den kronologiske opbygning med et tematisk kapitel, som belyser et antal langsigtede tematiske udviklinger, som omfatter hele den første halvdel af 1900-tallet og overskrider de øvrige kapitlers snævre kronologiske afgræsninger. Jeg ser her på de demografiske og socioøkonomiske forandringer, de kristne kirkesamfunds stilling, de intellektuelles position og fremvæksten af folkelig underholdning. Et afsluttende kapitel vender tilbage til den kronologiske ramme. Jeg havde overvejet at afslutte bind 1 i 1945, da Anden Verdenskrigs kamphandlinger var forbi. Men selvom fjendtlighederne i Europa formelt blev indstillet i maj det år (og fortsatte mod Japan til august), var den skæbnesvangre udvikling i årene 1945-1949 så tydeligt bestemt af krigen og reaktionerne på den, at jeg fandt det berettiget at se ud over det øjeblik, da freden officielt vendte tilbage til kontinentet. Konturerne af et nyt Efterkrigseuropa var knap nok synlige i 1945; de trådte kun gradvis frem. Det forekom mig derfor passende at tilføje et afsluttende kapitel, som behandler den første 7

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 7

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

efterkrigstid, der ikke kun var en periode med fortsat vold, men som også for altid prægede det delte Europa, som i 1949 var blevet en kendsgerning. En af de mest yndede klicheer hos fodboldkommentatorer, når lykken vender i løbet af kampen, er: ”Det er et spil i to halvlege.” Det er meget fristende at opfatte Europas 1900-tal som et århundrede i to halvdele, måske med ”tillægstid” efter 1990. Dette bind behandler den første halvdel af dette usædvanlige og dramatiske århundrede, en periode da Anden Verdenskrig truede selve civilisationens grundlag, og Europa så ud til at være fast besluttet på at ødelægge sig selv. Ian Kershaw Manchester, januar 2017

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 8

26/07/2017 12.50


Indledning

Krig mellem folkeslag er langt værre end krig mellem konger. Winston Churchill, 1901

Fortolkningsrammerne for de første to bind blev skitseret i indledningen til bind 1. Her blev årsagerne til Europas katastrofe identificeret som fire indbyrdes forbundne kriseelementer, der var helt unikke for disse årtier: (1) et eksplosivt udbrud af etnisk-racistisk nationalisme; (2) forbitrede og uforeneligt modstridende krav om territorial revisionisme; (3) akut klassekamp – nu med den russiske Oktoberrevolution som et konkret fokuspunkt, og endelig (4) en langstrakt krise i kapitalismen. Dette bind ser på Europas vej ind i krigen i 1930’erne og de nærmest ubegribelige dybder af umenneskelighed og ødelæggelse, som fulgte efter i løbet af Anden Verdenskrig. Katastrofen og det uhørte omfang af de folkedrab, som fulgte med konflikten, gør Anden Verdenskrig til et epicenter og til den afgørende episode i Europas omtumlede historie i 1900-tallet. Risikoen for en større katastrofe i Europa steg betydeligt, da Adolf Hitler på mesterlig vis skaffede sig diktatorisk magt over Tyskland med sine forestillinger om at kunne overvinde den omfattende krise med magt. Da Tysklands militære og økonomiske muligheder var så store (om end midlertidigt begrænsede efter Første Verdenskrig), og da Tysklands revisionistiske krav og ekspansionsdrømme gik direkte ud over mange andre landes territoriale helhed og politiske uafhængighed, voksede risikoen for, at Europas krise ville ende med en ny og katastrofal krig. Det var ingen overraskelse, at krisen brød 9

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 9

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

ud i Central- og Østeuropa, de mest ustabile dele af kontinentet, og heller ikke, at landene mod øst blev skueplads for den største ødelæggelse og den mest groteske umenneskelighed, da krigen først var begyndt. Anden Verdenskrigs ødelæggelser markerede et nyt lavpunkt. De moralske konsekvenser af dette sammenbrud i civilisationen ville komme til at kunne mærkes i resten af århundredet, og længere endnu. Alligevel banede Anden Verdenskrig vej for Europas genfødsel i århundredets anden halvdel, hvilket stod i stærk kontrast til Første Verdenskrig. Første Verdenskrig efterlod sig en arv af etniske, territoriale og sociale konflikter sammen med en dyb og langvarig krise for kapitalismen, men hele dette kompleks af konflikter blev fejet væk af den malstrøm af ødelæggelse, som Anden Verdenskrig medførte. Sovjetunionens overherredømme over Østeuropa holdt etniske uroligheder og konflikter i ave med magt. Den storstilede etniske udrensning umiddelbart efter krigen nytegnede kortet over Central- og Østeuropa. Tysklands drømme om at beherske Europa blev knust med landets totale nederlag, ødelæggelse og opdeling. I Vesteuropa var man parat til at lægge nationale modsætninger til side til fordel for samarbejde og integration. Grænserne blev nu fastsat af de nye supermagter. De vesteuropæiske statsideologier, som tidligere havde været præget af en antikommunisme, som fremmede ekstreme højrekræfter, blev forandret til en stabil konservativ politik. Og især den reformerede kapitalisme skabte, nu med aktiv støtte fra USA, umådelig velstand i den vestlige del af kontinentet, hvilket bidrog til den politiske stabilitet. Til sammen fjernede disse grundlæggende forandringer efter 1945 det netværk af krisefaktorer, som næsten fik ødelagt kontinentet i løbet af de to verdenskriges æra. Det afgørende var, at Anden Verdenskrig én gang for alle ødelagde systemet med konkurrerende europæiske stormagter, som kæmpede om overherredømmet på kontinentet; et system, som gik tilbage før Bismarcks tid, til afslutningen på Napoleonskrigene i 1815. Det genfødte Europa var ganske vist ideologisk og politisk kløvet, men 10

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 10

26/07/2017 12.50


I n dledn i n g

de eneste stormagter, der var tilbage, var USA og Sovjetunionen, og de skulede til hinanden hen over Jerntæppet, mens de vågede over de stater og samfund, der blev genopbygget i deres billede. Da først begge supermagter i 1949 havde fået atomvåben, og fire år senere endnu mere ødelæggende brintbomber, fik man nok en afgørende faktor i form af muligheden for en atomkrig, som ville indebære ødelæggelser i et omfang langt større end de to verdenskrige. Det skabte bevidsthed om faren og bidrog til den æra af fred i Europa, som i 1945 virkede ganske usandsynlig. I dette bind vil vi undersøge, hvordan disse elementer til sammen forandrede Europa i både Øst og Vest. I dette og det foregående bind gøres der et forsøg på at forstå, hvordan Europa sank ned i dybet i den første halvdel af dette voldsomme og turbulente århundrede for derefter på bemærkelsesværdig vis, kun fire år efter lavpunktet i 1945, at begynde at lægge fundamentet til en forbløffende genopblomstring, hvor et nyt Europa rejste sig af det gamles aske for at vende tilbage fra Helvede på jord.

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 11

26/07/2017 12.50


1 Farezonen

”Erfaringen har lært os,” sagde Gletkin, ”at man må give masserne en simpel og letfattelig forklaring på alle vanskelige og indviklede processer. Efter det jeg kender til historien, har menneskeheden aldrig kunnet klare sig uden syndebukke.” Artur Koestler, Mørke midt på dagen (1940)

Da den værste økonomiske krise var overstået, omkring 1934, havde Europa forandret sig – på truende vis. Efterkrigsordenen var ved at bryde sammen. Den tredelte ideologiske konflikt mellem fascisme, kommunisme og liberalt demokrati tilspidsedes. De fascistiske regimer blev stærkere, og demokratiernes svagheder trådte frem. Diktatorer kom til magten og satte dagsordenen. En verdensbrand truede med at bryde frem fra den globale økonomiske krises ruiner.

Den internat ionale orden smuldrer Europas internationale efterkrigsorden var fra første færd en overordentlig vakkelvorn konstruktion på et særdeles skrøbeligt fundament. Efterkrigsordenen i Europa havde hele tiden truet med at kollapse på grund af de nationale egeninteresser, etniske spændinger 12

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 12

26/07/2017 12.50


Farezon en

og nationalistiske antipatier, som den selv havde fremkaldt. De var tydeligst i den østlige halvdel af Europa. I vest havde ”ånden fra Locarno” i nogle få år skabt håb om stabilitet og forsoning. Men den økonomiske depression havde fået håbet til helt at fordampe. Den største af de destabiliserende udfordringer var den fascistiske erobring af Italien, og senest Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Efter ti års fascistisk styre var Italien ikke længere det svage og splittede land, det havde været før Første Verdenskrig, og Italien overvejede allerede, hvordan det kunne skaffe sig sit eget imperium og beherske Middelhavsområdet og Nordafrika. Men den mest urovækkende af de nye aktører, som trådte frem under Depressionen, var et revitaliseret, selvbevidst og særdeles handlekraftigt Tyskland, som under nazistisk ledelse var i stand til at skabe kraftige forstyrrelser af den internationale orden. Disse nye kræfter ville snart genskabe en meget forandret konstellation af stormagter: Det Østrig-ungarske Kejserdømmes undergang havde banet vej for et bælte af ustabile lande i Central- og Østeuropa, og de vestlige demokratier, Storbritannien og Frankrig, var betydeligt svækkede, mens Sovjetunionen stadig var helt optaget af sin egen voldsomme, men indre rekonstruktion. Den internationale arena var ved at blive helt domineret af den ændrede magtbalance mellem de største lande, mens de mindre nationer i stigende grad blev trukket med i slipstrømmen. Handlekraften hos de fascistiske lande, især Tyskland, var den nye dynamisk faktor, der bragte den internationale orden i fare. De andre magter var stort set tvunget til at reagere på kræfter, de ikke helt forstod; det gjaldt også Sovjetunionen, hvis fremmeste mål var at styrke sit forsvar mod, hvad den så som truslen fra vestlig, kapitalistisk og imperialistisk aggression. Da disse landes indbyrdes forhold var præget af mistro og modstridende interesser, var de for splittede til at kunne stå imod disse kræfter. Der var et enkelt skrøbeligt værn mod centrifugalkræfterne i Europa, nemlig Folkeforbundet, en organisation, som var oprettet til at sætte sig ud over nationale interesser. Det manglende ameri13

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 13

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

kanske medlemskab havde svækket Folkeforbundet fra begyndelsen. I 1920’erne havde det ikke desto mindre spillet en rolle ved at yde hjælp til de titusinder af flygtninge, som strømmede tværs gennem Østeuropa. Det havde også haft afgørende betydning for, at man kunne undgå en statsbankerot i Østrig og Ungarn ved at give store lån, der kunne stabilisere valutaerne, som havde været ramt af hyperinflation. Selv i depressionsårene og derefter fortsatte Folkeforbundet med at arbejde på forskellige områder, for eksempel med at bekæmpe smitsomme sygdomme, forebygge menneskehandel og forbedre vilkårene for verdenshandlen; alt sammen tiltag, som nødvendigvis måtte krydse landegrænser, og som på forskellig vis blev fortsat efter Anden Verdenskrig. Men det mislykkedes dog fuldstændig for Folkeforbundet at udføre sin hovedopgave: at opretholde og om nødvendigt gennemtvinge fred (dog uden nogen internationale militære midler til at gøre det). Det kunne ikke klare sig mod Italiens og Tysklands rovgriske nationale handlekraft, og det var ude af stand til at overvinde de vestlige demokratiers skadelige splittelse og nationale snæversyn. Den første forstyrrelse af den internationale orden skete faktisk langt fra Europa, da Japan i september 1931 besatte Manchuriet. Da Kina bad om international fordømmelse af denne krænkelse, var Folkeforbundet længe om at nedsætte en kommission til at undersøge hele baggrunden for konflikten og komme med forslag til en løsning. Kommissionen var næsten et år om at aflægge en rapport, der omsider tog afstand fra Japans handling, men samtidig lagde pres på Kina for at anerkende, hvad kommissionen så som legitime japanske interesser i Manchuriet. Hvor forsigtig den end var, var afgørelsen forældet allerede, da den faldt. I 1932 var der blevet oprettet en japansk lydstat i Manchuriet med navnet Manchukuo. Folkeforbundet havde ingen mulighed for at tvinge Japan til at opgive det erobrede territorium, som var en økonomisk betydningsfuld region, og Kina var for svagt og splittet til at kunne forsøge en generobring. Verdensopinionen var hård i sin kritik af den japanske aggression. Men det var uden virkning, ud over at det internationalt 14

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 14

26/07/2017 12.50


Farezon en

isolerede og fordømte Japan trak sig ud af Folkeforbundet i februar 1933. Japans diplomatiske isolation fremmede en stærk nationalisme, og landet bevægede sig i retning af et militært fåmandsvælde indstillet på erobringer. Manchuriet havde afsløret Folkeforbundets svaghed. Dette viste igen svækkelsen af Storbritannien og Frankrig, de to dominerende lande i Folkeforbundet. Det trak store veksler på Storbritanniens i forvejen hårdt belastede forsvarsressourcer at skulle opretholde en flådestyrke i Fjernøsten. Det øgede lysten til afspænding, både i Fjernøsten og i Europa. På det tidspunkt var det fuldstændig mislykkedes for Folkeforbundet at udføre sin hovedopgave, som var at reducere risikoen for internationale konflikter gennem et kollektivt sikkerhedssystem baseret på nedrustningsaftaler. De store forhåbninger og idealer, som havde givet sig udtryk i oprettelsen af Folkeforbundet i januar 1920, havde nærmest ikke ført til nogen resultater i det efterfølgende tiår. Det var ikke, fordi nedrustning var upopulær hos store dele af den offentlige opinion – der, hvor man frit kunne udtrykke sin mening. Ti år efter den våbenhvile, som havde afsluttet Første Verdenskrig, oplevede man en genopblussen af interessen for katastrofen, og erindringen om konfliktens rædsler blandede sig med en voksende frygt for det apokalyptiske ragnarok, som en ny krig ville føre med sig. Pacifistiske bevægelser var ganske vist små, men de vandt stigende tilslutning i vestlige demokratiske lande som Storbritannien, Frankrig og Danmark. Et langt større antal mennesker førte aktivt kampagne for fred og nedrustning uden direkte at være pacifister. Blandt dem var mange socialister, fagforeningsfolk, intellektuelle, liberale og kirkefolk, og der var overvægt af kvinder. Antikrigsstemningen havde også været stærk i Tyskland i slutningen 1920’erne på den politiske venstrefløj. Erich Maria Remarques antikrigsroman Im Westen nichts Neues (Intet nyt fra Vestfronten) var omgående blevet en bestseller, da den udkom i 1929, og der blev solgt over en million eksemplarer i Tyskland. Antikrigsstemningen på den tyske venstrefløj stod over for højrefløjens usvækkede militarisme og krigsforherligelse. Den popu15

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 15

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

laritet, som Ernst Jüngers krigsforherligende erindringsbog In Stahlgewittern (I stålstormen) fik allerede i 1920’erne, viste, hvor splittet den tyske befolkning var i synet på Første Verdenskrig. Så det var ingen overraskelse, at udgivelsen af Im Westen nichts Neues vakte forargelse på højrefløjen, især blandt medlemmerne af dens nye toneangivende gruppering, Nazistpartiet. Da den amerikanske filmatisering af romanen blev vist i Tyskland i december 1930, fremkaldte den en storm af protester fra den nazistiskledede højrefløj, der betragtede den som en krænkelse af den tyske ære. Som følge heraf blev det forbudt at vise filmen offentligt, fordi den var ”en trussel mod Tysklands internationale anseelse” og udtryk for ”en nedvurdering af den tyske hær”. Det militaristiske syn på krigen – at den var en glorværdig kamp, som man kun tabte, fordi hæren fik et ”dolkestød i ryggen” af revolutionære marxister – vandt først frem på bekostning af antikrigsstemningen, da nazisterne kom til magten. Den største militaristiske veteranorganisation, Stahlhelm (”Stålhjelm”), som hyldede frontkampen, var i 1920’erne langt mindre end Socialdemokraternes antikrigsveteranorganisation, Reichsbanner (”Rigsflag”). Så sent som i 1932, kun et år før Hitler tog magten, arrangerede tyske socialister fredsdemonstrationer med over 600.000 deltagere. Og selv efter at Hitler var blevet rigskansler, bevarede store dele af den tyske befolkning, som havde gennemlevet Første Verdenskrig, en sygelig angst for en ny krig. Hitlers mesterstykke bestod i, at det lykkedes ham at overbevise dem om, at han kæmpede for fred, ikke for krig, at genoprustning var den bedste måde at sikre det tyske forsvar på, og at han ikke ønskede andet end ”ligeberettigelse” med Vestmagterne med hensyn til militær styrke. Hvis de ikke ville nedruste, lød hans argumentation, ville både almindelig ligestilling så vel som en stor nations stolthed og ære kræve, at Tyskland burde have lov at forøge sine væbnede styrker til samme niveau, efter at de var blevet reduceret til et beskedent niveau af Versaillestraktaten i 1919. For mange, også uden for nazisternes rækker, var det et overbevisende argument. 16

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 16

26/07/2017 12.50


Farezon en

Dette viste sig at blive det afgørende spørgsmål, som ødelagde alle bestræbelser på at indgå en international aftale ved Nedrustningskonferencen, der, efter års forberedelser, mødtes første gang i Genève 2. februar 1932. Der var selvfølgelig mange frygtindgydende tekniske problemer forbundet med at regulere den internationale våbenhandel, begrænse suveræne landes våbenindkøb og overtale dem til at betro deres sikkerhed til en nedrustningsaftale. Men langt den største forhindring var, at nogle af de store lande – blandt andre Japan, Sovjetunionen, Italien og Tyskland – simpelthen manglede vilje til at nedruste. Dette problem blev forstærket af endnu en stor vanskelighed, der særlig bekymrede Frankrig og Storbritannien: Hvilken bevæbning skulle man tillade Tyskland? Efter at være blevet invaderet to gange i mands minde fra den anden side af Rhinen var sikkerhed den altoverskyggende nationale interesse for Frankrig. Storbritannien, som var den største drivkraft bag nedrustningsforslagene, havde derimod det mere idealistiske synspunkt, at almindelig nedrustning faktisk ville skabe sikkerhed. Det var Frankrig ikke overbevist om, og der var ingen udsigt til, at det ville skifte holdning i betragtning af, at Storbritannien ikke ville garantere at sende sin egen hær i felten for at hjælpe Frankrig i tilfælde af et tysk angreb. Den fundamentale forskel på de to store vestlige magters nedrustningspolitik styrkede Hitler. Den gav ham en fremragende mulighed for at påstå, at der var en principiel uretfærdighed bag al den højtidelige retorik på Nedrustningskonferencen: De vestlige demokratier var ikke selv villige til at reducere deres militær til de niveauer, man pålagde Tyskland, eller til at tillade Tyskland at genopruste til det niveau, de krævede som en forudsætning for deres egen sikkerhed. Håbet om at indgå en aftale blev ødelagt af ubøjelige nationale krav (også fra mindre lande) om sikkerhedsgarantier, som det var umuligt at give. Konferencen var allerede i gang med at tale sig selv i søvn, da Hitler, i fuld overensstemmelse med, hvad den tyske hærledelse og det tyske Udenrigsministerium ønskede, trak Tyskland ud af både 17

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 17

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

konferencen og Folkeforbundet den 14. oktober 1933. Med sin usvigelige sans for propagandaeffekter benyttede han sig af lejligheden til at følge op med en folkeafstemning, der gav ham 95 procents opbakning til dette skridt og klart styrkede hans position i det tyske folk. Efter at Tyskland havde trukket sig ud, var nedrustningsdiskussionen slut, selvom konferencen vaklede udmattet videre, indtil man til sidst gjorde en ende på dens lidelser i juni 1934. Hitler jublede. Folkeforbundet havde lidt et stort tilbageslag. Chancerne for nedrustning var nul. Europa var på vej ind i et nyt våbenkapløb. I marts 1935 havde Hitler fået selvtillid nok til at bebude oprettelsen af en ny, stor Wehrmacht på 36 divisioner (omkring 550.000 soldater) og genindførelse af almindelig værnepligt. Han offentliggjorde også (hvilket var en betydelig overdrivelse), at man allerede havde et luftvåben, der var lige så stort som Storbritanniens. Begge skridt var en klar overtrædelse af Versaillestraktaten. De vestlige demokratier protesterede, men det var alt. Hitlers skridt havde ikke desto mindre gjort dem urolige. De øgede deres egne forsvarsudgifter betydeligt. Bekymringen over den tyske genoprustning fik lederne for Storbritannien, Frankrig og Italien til at mødes i april 1935 i Stresa i Norditalien, hvor de aftalte at kræve Locarnopagten fra 1925 respekteret. Men kun to måneder senere underminerede Storbritannien dette figenblad af international solidaritet ved at acceptere en bilateral flådetraktat, som Tyskland havde foreslået, der begrænsede deres flåders indbyrdes størrelse. Briterne håbede, at Flådetraktaten ville være et skridt i retning af en mere omfattende regulering og begrænsning af den tyske genoprustning. Det var et forgæves håb. Reelt udgjorde Flådetraktaten endnu et søm i Versaillestraktatens ligkiste, denne gang med direkte accept fra en af de stormagter, som stod bag efterkrigsløsningen. Tyskland glædede sig. Særlig i Frankrig var man fortørnede over, at Storbritannien helt unødvendigt på egen hånd hjalp Hitler med at øge sin prestige. Den europæiske efterkrigsorden smuldrede for øjnene af de europæiske lande, som skyndte sig at indgå nye alliancer for at skaffe 18

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 18

26/07/2017 12.50


Farezon en

sig sikkerhed, mens Tyskland kom styrket ud af sin internationale isolation. Bortset fra Vatikanet, som underskrev et konkordat med Tyskland kort tid efter, at Hitler kom til magten, var Polen den første stat, som søgte et nyt grundlag for forståelse med den opvågnende gigant i Centraleuropa. Hitler havde i januar 1934 tilbudt at indgå en tiårig ikkeangrebspagt med Tysklands nabo mod øst. Det var både i Tysklands og Polens interesse at stabilisere de to landes forhold. Polen fik sikkerhed mod vest. Tyskland sikrede sig mod mulige problemer østfra på et tidspunkt, da dets forhold til Sovjetunionen var under hastig forværring som følge af nazisternes stærke antikommunisme. Sovjetunionen var i begyndelsen af 1930’erne stort set optaget af sine egne indre omvæltninger. Men da først Hitler havde taget magten i Tyskland, var de sovjetiske ledere klar over den fare, der truede dem, og de indså behovet for at samarbejde med de vestlige demokratier om at opbygge et kollektivt sikkerhedssystem i Europa. Man oprettede diplomatiske forbindelser med Storbritannien, Frankrig og USA i 1933. I september 1934 tilsluttede Sovjetunionen sig Folkeforbundet – som tidligere var blevet fordømt som en ”imperialistisk sammensværgelse”. Man måtte smede nye alliancer. Det følgende år underskrev Sovjetunionen en gensidig bistandspagt med Frankrig samt én med Tjekkoslovakiet, der allerede var forbundet med Frankrig i en forsvarsalliance. De nye pagter afskrækkede på ingen måde Hitler, men gjorde ham endnu mere besluttet på at bryde ethvert begrænsende bånd. I virkeligheden var det ikke begivenheder i Europas centrum, men langt mod syd, der kom til at undergrave den internationale orden, tilføje Folkeforbundet et dødeligt sår og bane vejen for tættere forbindelser mellem Italien og Tyskland. 3. oktober 1935 invaderede Italien Abessinien, som i dag kaldes Etiopien. Det var gammeldags imperialisme med moderne metoder. Krigens fremmeste fortaler var Mussolini, som i høj grad gik efter at øge sin egen anseelse. En sejr ville skaffe hævn for de italienske styrkers ydmygende nederlag til abessinerne ved Adowa i 1896. Den ville vise Vestmagterne, at Ita19

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 19

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

lien ikke længere var det svage land, det var i 1919, selvom det stod på sejrherrernes side. En militær erobring ville demonstrere Italiens position som en handlekraftig imperial magt på et tidspunkt, da Storbritanniens og Frankrigs kolonimagt syntes for nedadgående. Og sidst, men ikke mindst, så ville Etiopien være en trædesten på vejen til at bygge et moderne romersk imperium, som hvilede på Italiens overherredømme over Middelhavsområdet, Adriaterhavskysten og Dalmatien, Grækenland og Ægæerhavet samt Nord- og Østafrika. Krigen var barbarisk. Italienske bombefly anvendte hyppigt giftgas til at terrorisere befolkningen. Men etiopierne holdt ud i månedsvis mod de stærkt overlegne styrker. Krigen sluttede reelt, da den etiopiske kejser, Haile Selassie, flygtede, og de italienske tropper rykkede ind i Addis Abeba i maj 1936, selvom det varede endnu syv måneder, før italienerne kunne erklære Etiopien for ”pacificeret”, med store omkostninger. Den italienske konge blev udråbt til kejser. Mussolini kunne bade sig i det italienske folks hyldest. Hans popularitet havde aldrig været større og ville aldrig blive det igen. Men lige nu var hans anseelse i hjemlandet enorm. På verdensplan indvarslede krigen i Etiopien Folkeforbundets undergang som et internationalt redskab til at fremme fred og sikkerhed i Europa. Folkeforbundet indførte økonomiske sanktioner mod Italien. De var ikke ret vidtrækkende. Det blev for eksempel forbudt at eksportere foie gras til Italien, mens eksport af stål, kul og jern fortsat var tilladt. Det vakte voldsomme protester, især i Storbritannien, da det slap ud, at udenrigsministrene fra Storbritannien og Frankrig, Samuel Hoare og Pierre Laval, var parate til at indgå en aftale, som ville belønne Mussolinis aggression med to tredjedele af Etiopien. Folkeforbundets to vigtigste medlemmer var parate til at acceptere, at et andet medlemsland blev opdelt efter at være blevet invaderet af endnu et medlemsland ved en uprovokeret krigshandling. Forholdet mellem Storbritannien og Frankrig blev midlertidigt belastet. Men skaden på Folkeforbundets anseelse var langt større. 20

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 20

26/07/2017 12.50


Farezon en

Europas mindre lande så Folkeforbundets magtesløshed. De tog deres eget engagement op til overvejelse og begyndte at lede efter andre veje til sikkerhed. Schweiz bekræftede sin neutralitet, selvom det reelt betragtede Italien som en modvægt til Frankrigs og Tysklands indflydelse. Polen, Rumænien og Jugoslavien mistede tilliden til Frankrig. De skandinaviske lande, Spanien, Schweiz og Holland så ikke længere nogen idé i at forpligte sig til et sanktionsregime, når Folkeforbundets vigtigste medlemmer ville belønne aggression med territorialgevinster. Efter Etiopien var Folkeforbundet reduceret til en idealistisk, men irrelevant organisation. Som et middel til at bevare og sikre fred i Europa var forbundet dødt, selvom dets sidste udgivelse bizart nok først udkom i juni 1940 med titlen Nedrustning, på et tidspunkt, da det tyske militær var i gang med at knuse Frankrig. Det var Tyskland, som drog størst fordel af krigen i Etiopien. Mussolini havde indtil da forholdt sig afgjort køligt til Hitler. Den italienske leder var lige så bekymret som Vestmagterne over de tyske ekspansionsbestræbelser, især mod Østrig. Da den østrigske kansler, Engelbert Dollfuß, blev myrdet i 1934, havde han endda flyttet italienske tropper til Brennerpasset i Alperne som en advarsel til Hitler. Så sent som i april 1935 var Italien gået sammen med de vestlige demokratier i Stresafronten, som havde til formål at inddæmme enhver tysk ekspansion mod vest, og særlig ethvert skridt til at få kontrol med Østrig. Men under den etiopiske krig var Italien stort set venneløs, blev mødt med sanktioner og gjorde kun langsomt militære fremskridt. Hitler holdt Tyskland neutralt under denne krig. Men han støttede heller ikke Folkeforbundet. Mussolini havde behov for venner, og Hitler kunne udnytte dem. I januar 1936 skiftede Mussolini side. Han tilkendegav, at Stresa efter hans mening var død, at han ikke ville modsætte sig tysk kontrol med Østrig, og at han ikke ville tilbyde Frankrig og Storbritannien nogen hjælp, hvis Hitler ville reagere på den kommende ratificering af den gensidige bistandspagt med Sovjetunionen, som Paris stod over for. Hitler var klar. Det betød, at han kunne overveje en hurtig remilita21

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 21

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

risering af Rhinlandet – helt nødvendigt for Tysklands forsvar mod vest, og vigtigt for genoprustningen, men et klart brud på Locarnopagten fra 1925, som havde sikret efterkrigsordningen i Vesteuropa. Før eller siden ville enhver nationalistisk tysk regering have forsøgt at slippe af med den traktatbestemmelse, der blev stadfæstet i Locarno, og som indebar, at en 50 kilometer bred stribe land på Rhinens højre bred skulle blive ved med at være demilitariseret. For de fleste tyskere, og ikke kun ekstreme nationalister, udgjorde dette en utålelig indskrænkning af tysk suverænitet og et varigt tegn på sejrherrernes diktat fra 1919. Sandsynligvis ville tålmodigt diplomati have kunnet forhandle demilitariseringen væk i løbet af nogle år. Hitler forestillede sig, at det kunne ske i 1937. Men tålmodigt diplomati var ikke noget for Hitler. Han så de store fordele ved et dramatisk kup, både for hans hjemlige anseelse og hans internationale position. Ratificeringen af den fransk-sovjetiske pagt kunne bruges som påskud. De vestlige demokratiers uenighed om Abessinien, Folkeforbundets prestigetab og et grønt lys fra Mussolini skabte muligheden. Øjeblikket måtte udnyttes. Der var nogen nervøsitet og tøven i sidste øjeblik. Men Hitler ventede ikke længe. 7. marts 1936 gik en tysk styrke på 22.000 soldater ind i den demilitariserede zone. Kun 3.000 ud af den styrke på 30.000 mand, man havde samlet, fik ordrer om at rykke dybt ind i Rhinlandet med støtte fra politienheder. Der var ingen militær konfrontation. Som Hitler havde regnet med, protesterede de vestlige demokratier, men gjorde ellers intet. Han var sluppet af sted med sin hidtil største triumf. Dette var de vestlige demokratiers sidste chance for at standse Hitler uden krig. Hvorfor gjorde de det ikke? Trods alt var det kun en lille tysk styrke, der rykkede ind i Rhinlandet, og med ordrer om at trække sig tilbage, hvis de blev udfordret af den største hær i Vesteuropa. Hvis franskmændene havde standset de fremrykkende tropper med en militær magtdemonstration, ville Hitlers anseelse være blevet skadet betydeligt i det tyske militærs og den tyske offentligheds øjne. Det er umuligt at forestille sig, hvad konsekvenserne 22

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 22

26/07/2017 12.50


Farezon en

kunne være blevet. Det er klart muligt, at Hitler ville have været ude af stand til at gå videre med yderligere skridt, og at magtfulde kræfter i den militære ledelse ville have betragtet ham som farlig og dumdristig, hvis hans forsøg på at remilitarisere Rhinlandet i 1936 var endt som en ynkelig fiasko. Men som Hitler vidste på grundlag af franske efterretninger, var der ikke stor risiko for, at Frankrig ville tage militære skridt til at standse den tyske aktion. Før Hitlers skridt havde franske politikere stort set udelukket at bruge magt for at fjerne tyske tropper fra Rhinlandet. Mobilisering ville have kostet 30 millioner franc per dag, hvilket havde været både økonomisk og politisk katastrofalt. Faktisk undgik man alligevel kun med nød og næppe børspanik i Paris. Desuden var Frankrig ikke i stand til at handle umiddelbart. Det havde brug for 16 dage til at mobilisere. Og det var for at kunne forsvare de franske grænser, ikke for at kæmpe ved Rhinen. Den franske offentlighed var imod militær gengældelse. Selv de, der gerne så Hitler straffet, fandt ikke, at Rhinlandet var værd at kæmpe for. Under alle omstændigheder var franskmændene ikke parate til at handle uden britisk hjælp. Der var imidlertid ingen chance for, at briterne ville støtte en militær aktion på grund af Rhinlandet. De britiske ledere var meget opmærksomme på – og gjorde det klart for franskmændene – at Storbritannien ikke var i stand til at gribe militært ind over for Tyskland i tilfælde af et brud på Locarnopagten. Den offentlige mening i Storbritannien ville med sikkerhed ikke have brudt sig om sådan en indgriben. Stemningen i Storbritannien oven på Abessinienkrisen var nærmest mere antifransk end antitysk. Man havde absolut ingen lyst til at gå til angreb på Hitler, når han trods alt kun gik ind i ”sin egen baghave”. I modsætning til, hvad man så efter den italienske invasion af Abessinien, var der hverken protestmarcher, demonstrationer eller krav om sanktioner mod Tyskland. Så hverken Storbritannien eller Frankrig gjorde noget, bortset fra at prøve at dække over deres egen uenighed om, hvordan man skulle gå frem, vride hænder og appellere til Folkeforbundets Råd – 23

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 23

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

et skridt, som sikkert ville give Hitler søvnløse nætter. Til sidst fremsatte briterne og franskmændene et halvhjertet diplomatisk forslag til en aftale med Hitler, som straks afviste den, da han allerede havde ordnet sagen på sin egen måde. Anthony Eden, den nye britiske udenrigsminister, fortalte Underhuset, at hans mål havde været at finde en fredelig og aftalt løsning. ”Vi har konstant beroligelsen af Europa for øje,” sagde han. ”Beroligelse” – appeasement – var et udtryk, som snart ville komme til at hjemsøge den britiske regering. Ved udgangen af marts 1936 iscenesatte Hitler en folkeafstemning for at få godkendt besættelsen af Rhinlandet. Den gav ham den 99 procent opbakning, som diktatorer holder så meget af. Naturligvis var det et konstrueret resultat. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at den overvældende del af den tyske befolkning faktisk med stor entusiasme støttede Hitlers skridt – især da det stod klart, at det ikke ville føre til krig. Diktatorens popularitet i hans hjemland steg til nye højder. Dette øgede hans magt over den traditionelle herskende klasse i Tyskland. Hans dristighed var blevet belønnet. Deres betænkeligheder havde vist sig at være grundløse. Særlig hæren kom til at stå i et yderligere afhængighedsforhold til Hitler. Diktatorens eget storhedsvanvid var uden grænser. Han anså sig selv for praktisk taget ufejlbarlig, og han havde kun foragt tilovers for dem, som havde tøvet i de anspændte dage før indmarchen i Rhinlandet. Tysklands militære styrke udgjorde nu indiskutabelt den vigtigste faktor i den europæiske magtkonstellation. Der var sket en forbløffende forandring i forhold til situationen kun nogle få år forinden, da landet var i knæ, og Vestmagterne reelt havde accepteret at standse betalingen af krigsskadeserstatninger. Remilitariseringen af Rhinlandet gav Versaillestraktaten og Locarnopagten nådestødet, og gjorde det endeligt af med de svage håb om at skabe sikkerhed ved den fransk-tyske grænse. Det virkede stadig mere sandsynligt, at man på et tidspunkt ville få en konfrontation mellem de vestlige demokratier og Hitlertyskland. I løbet af de seneste tre år havde Hitler gentagne gange grebet initiativet, mens Vestmagterne havde vaklet og kun afsløret deres svaghed og mangel på handlekraft. 24

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 24

26/07/2017 12.50


Farezon en

Mens Storbritannien og Frankrig kæmpede med diplomatiske samarbejdspartnere, som ikke spillede efter de sædvanlige regler, rykkede Tysklands og Italiens diktatorer tættere på hinanden. I begyndelsen af 1936 var deres indbyrdes forhold stadig langtfra hjerteligt. Men samme efterår skabte man den alliance, som Mussolini 1. november udråbte til at være Rom-Berlin-aksen. Mussolini kunne endnu ikke selv se det, men han var ved at blive forvandlet fra seniordiktator til juniorpartner. De to ekspansionistiske magter, som begge var regeret af uforudsigelige ledere med noget nær absolut magt over deres respektive lande, udgjorde en voksende dobbelttrussel mod freden i Europa. Østrig, som nu stod uden Italiens støtte, havde i juli accepteret vilkår, som stærkt øgede den tyske indflydelse i landet. Og endnu før Aksen var blevet formelt dannet, var den i funktion i Spanien. Både Hitler og Mussolini havde allerede besluttet at yde militær hjælp til det nationalistiske oprør, som general Francisco Franco stod i spidsen for. En af de ting, som virkelig bragte diktatorerne tættere på hinanden, var antikommunisme. Hitler var her den reelle drivkraft. For Mussolini var antikommunisme først og fremmest et propagandavåben til hjemlig brug. Rusland var ikke af stor strategisk betydning for ham. Hitlers antikommunisme var mere ekstrem. Den indre forbindelse i hans hoved mellem jøder og kommunisme havde været en besættelse for ham siden 1920’erne. Men Sovjetunionen spillede kun en underordnet rolle i hans udenrigspolitik efter magtovertagelsen. Det ændrede sig i 1936. Hitler havde hele tiden forestillet sig, at det kunne komme til en konfrontation med hans vigtigste ideologiske fjende, men dette år begyndte denne forestilling at materialisere sig. Han var blevet bekymret for den kommunistiske trussel. Hitler mente, at et kommunistisk herredømme over Frankrig og Spanien ville kunne udgøre en reel fare for Tyskland. Han var meget opmærksom på de betydelige fremskridt, der var sket i industrialiseringen af Sovjetunionen, og på dens planer om en omfattende oprustning. Tiden var efter hans vurdering ikke på Tysklands side. Han betragtede Europa som opdelt mellem to uforenelige lejre. 25

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 25

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

Denne fare måtte man imødegå på et eller andet tidspunkt i løbet af de kommende år, før det var for sent. I slutningen af august 1936 havde Hitler færdiggjort et længere notat, som fastlagde udviklingen i den tyske økonomi for de følgende fire år og beskrev et program, som skulle maksimere den indenlandske produktion med henblik på en hurtig acceleration af genoprustningen. Baggrunden var de foregående måneders stigende økonomiske problemer i Tyskland. Fødevareimporten havde midlertidigt fået forrang frem for importen af råmaterialer, der var nødvendige for genoprustningen. Fremtrædende personer lagde pres på landets ledelse for at begrænse genoprustningen og omlægge økonomien. Det var nødvendigt at træffe en afgørelse. Det gjorde Hitler. Han valgte kanoner frem for smør. Hans begrundelse var politisk, ikke økonomisk. Hans notat om Fireårsplanen begyndte med at slå fast, at kommunismen ville blive midtpunktet i en ny verdensomspændende konflikt. Selvom man ikke kunne vide, hvornår det ville ske, var et opgør med Sovjetunionen uundgåeligt, forklarede han. Han afsluttede notatet ved at fastlægge to opgaver: ”I. Den tyske hær må være kampklar i løbet af fire år. II. Den tyske økonomi må være krigsduelig i løbet af fire år.” Det var ikke en tidsplan for en krig. Men fra nu af var Tyskland låst fast på det spor, det bevægede sig ad. Med Hitler ved magten ville man ikke kunne vende tilbage til en fredsøkonomi baseret på international handel. Man havde i stedet valgt et intensivt program for selvforsyning, der kunne opbygge militær kapacitet med henblik på en konflikt. Endemålet var fastlagt. Sporet førte mod krig. Diktatorerne var begyndt at præge Europas fremtid.

Diktatur Reaktionære regimer 1930’erne var diktatorernes årti. Nogle af diktaturerne var blevet oprettet allerede i 1920’erne. Andre kom først i 1940’erne i form 26

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 26

26/07/2017 12.50


Farezon en

af besættelsesregimer. Men 1930’erne var det årti, da diktatorerne mere end nogensinde trivedes. I 1939 var der flere europæere, som levede i et diktatur end i et demokrati. Alle diktaturerne havde nogle træk til fælles – afskaffelse (eller kraftig indskrænkning) af flerpartisystemer, begrænsninger på (eller afskaffelse af) personlige frihedsrettigheder, kontrol med massemedierne, ophævelse (eller stærk begrænsning) af domstolenes uafhængighed samt en hårdhændet undertrykkelse af politisk anderledestænkende ved hjælp af øgede magtbeføjelser til politiet. Og alle diktatorer benyttede sig af en form for pseudorepræsentativitet. Bortset fra Sovjetunionen, hvor ”proletariatets diktatur” byggede sin legitimitet på klassetilhørsforhold, hævdede diktaturer altid, at de repræsenterede ”nationen” eller ”folket”, og at de personificerede den folkelige suverænitet og handlede i nationens interesse. Man beholdt normalt en form for nationalforsamling eller parlament, om end med forfalskede valg og under stram kontrol. Den reelle magt lå dog altid hos en ”stærk mand”, hvis myndighed støttede sig på militærets og sikkerhedsapparatets opbakning. Militæret spillede en afgørende rolle i alle diktaturerne. Og bortset fra i Sovjetunionen var militæret uden undtagelse ideologisk nationalkonservativt og stærkt antisocialistisk. De fleste diktaturer nøjedes med at sætte sig grundlæggende negative mål som at kvæle indre uro, genoprette ”ro og orden” og bevare de eksisterende magteliter. De udgjorde ingen international fare. Det autoritære regime, som blev oprettet i Estland i 1934 af premierminister Konstantin Päts, tidligere leder af Bondepartiet, havde således som erklæret mål at beskytte den indre sikkerhed mod politisk uro og parlamentarisk ustabilitet. Veteranbevægelsen (Vapsen) – en højreradikal populistisk bevægelse af halvfascistisk art – blev gjort ansvarlig for den voksende politiske uro og blev forbudt. Dens parlamentsmedlemmers mandater blev ophævet, nogle af dets ledende medlemmer blev arresteret, og politiske demonstrationer blev forbudt. Nogle af aviserne blev lukket. Päts opløste derefter parlamentet. Herefter blev oppositionel aktivitet forbudt og afløst 27

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 27

26/07/2017 12.50


helvede tur-r etur

af statslig propaganda om national enhed. Men der var ingen storstilet politisk forfølgelse, der blev ikke åbnet nogen koncentrationslejre, der blev ikke lagt begrænsninger på kunst og litteratur (så længe den ikke var ”oprørsk”), og der var kun beskeden indblanding i retsvæsnet. Päts kaldte sit regime for ”styret demokrati”. Det var afgjort ikke fuldt demokratisk. Men det var et meget udynamisk diktatur, og efter den første undertrykkelse var det endda relativt liberalt sammenlignet med de fleste andre autoritære regimer på den tid. I Polen fandtes der også en forholdsvis mild form for autoritært styre, i hvert fald i de første år. Efter marskal Józef Piłsudskis kup i maj 1926 bevarede man demokratiets ydre former. Parlament (Sejmen), politiske partier og fagforbund fortsatte med at eksistere. Pressen var forholdsvis fri. Men kontrollen med statsmagten blev kraftigt styrket. Den ”stærke mand”, Piłsudski selv, kontrollerede regeringen fra sin post som krigsminister. I 1930 blev over 5.000 politiske modstandere arresteret, og nogle af de vigtigste blev alvorligt mishandlet i fængslet. Med denne enkelte markante undtagelse var undertrykkelsen på dette tidspunkt ikke omfattende. I marts 1933, da Polen var ramt af den økonomiske krise, gav Sejmen regeringen fuldmagt til at regere med dekreter. Den reelle magt bag Piłsudski lå i hænderne på militæret. De ledende regeringsposter var besat med de såkaldte oberster, alle folk, som var loyale over for Piłsudski. I 1934 blev der ved et dekret fra præsidenten oprettet en koncentrationslejr i Bereza Kartuska. Internering i tre måneder (med mulighed for forlængelse i yderligere tre måneder) kunne ske uden dommerkendelse. De første fanger i juli 1934 var polske fascister. De fleste internerede før 1939 var imidlertid kommunister. Alt i alt blev omkring 3.000 mennesker anbragt i lejren i årene før krigen. Omkring en halv snes mennesker døde dér – hvilket var galt nok, men et lille antal sammenlignet med ofrene for mange andre autoritære regimer. Statens autoritære karakter blev fastslået i en ny forfatning i april 1935, som gav præsidenten omfattende magtbeføjelser og stærkt indskrænkede parlamentets uafhængighed. 28

Helvede tur-retur_Bind 2_DK.indd 28

26/07/2017 12.50

Helvede tur-retur  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you