Fra bakterier til blomsterflor

Page 1

FRA BAKTERIER TIL BLOMSTERFLOR

Plantelivets opståen og udvikling fra urtid til nutid

Sand-Jensen Jens Christian Schou
FORLAG
Kaj
GADS

FRA BAKTERIER

TIL BLOMSTERFLOR

Plantelivets opståen og udvikling fra urtid til nutid

Fra bakterier til blomsterflor – plantelivets opståen og udvikling fra urtid til nutid

© Kaj Sand-Jensen, Jens Christian Schou og Gads Forlag A/S 2024

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Anders Gerning

Sats: Demuth Grafisk

Foto og illustrationer: Jens Christian Schou hvis ikke andet anført Tryk og indbinding: PNB Print

978-87-12-07627-8

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia 2024

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne bog er udgivet med støtte fra Aage V. Jensens Fond

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

INDHOLD Forord 7 Indledning 11 1 Sådan begyndte plantelivet 21 2 Algerne og symbiosen i evolutionen 33 3 Da planterne koloniserede landjorden 47 4 Karsporeplanterne og Kultidens skove 65 5 Nåletræer, koglepalmer og dinosaurer 83 6 Planters samspil med insekter gennem 450 mio. år 97 7 Blomsterplanternes sejrsgang 117 8 Vandplanter – tidlig oprindelse og plastisk morfologi 133 9 Ranunkelfamilien og den alpine flora 149 10 Ærteplanter overalt 159 11 Kurvplanter er mest til åbne vidder 169 12 Orkidéer har stjernestatus 181 13 Halvgræsser med Starer 201 14 Græsser – ”det er jo bare græs” 211 15 Korn, kål og landbrug 227 16 Plantelivet i fremtiden 245 Ordliste 266 Litteratur 269

FORORD

Kærlighed til alt levende er Menneskets ædleste egenskab.

Alt planteliv og dyreliv, vi ser og oplever, er resultatet af mindst 3,5 mia. års historiske udvikling, som omfatter det meste af Jordens eksistens. Som mennesker lever vi imidlertid i nuet og har ofte kun øje for det moderne menneskes livshistorie på blot 200.000 år. Men ingen levende organismes eksistens og funktion kan forstås til bunds uden tanke på den lange evolution, der er gået forud.

I en nær fortid for blot 150-200 år siden troede de fleste mennesker, at alle Jordens arter var uforanderlige, skabt af Gud. Den forestilling gjorde Charles Darwin og nogle få tidligere naturforskere op med midt i 1800-tallet.

Personligt har vi baggrund i biologi og i naturhistorie, der fordrer kendskab til arternes mangfoldighed, livsprocesser og samspil med hinanden. Især planterne i alle deres afskygninger har optaget os. Selv om vi ikke er eksperter i evolutionslære eller fossiler, har vi alligevel ønsket med denne bog at tegne de store linjer i plantelivets omskiftelige historie. På trods af 5 voldsomme perioder med masseuddøen i løbet af de seneste 500 mio. år har de alligvel nået et fantastisk højdepunkt i løbet af de sidste 50-100 mio. år i form af historiens største biodiversitet med mere end 300.000 navngivne blomsterplanter og mere end 1 mio. tilknyttede insekter som de absolutte topscorer. Og der er endda mange flere arter derude, som endnu ikke har fået navn.

Blomsterplanter leverer føden til de mange insekter, og mange insekter kvitterer ved at bestøve blomsterne og assistere i frøenes spredning. Så uden blomsterplanter ikke de mange insekter, og uden insektbestøvere ingen æbler, chokolade og kaffe til os. Når vi sprøjter ukrudtet eller insekter bort, rammer vi samtidig arter, vi ikke ønsker, skal væk. Derfor handler de sidste totredjedele af

Australsk skov med mosser og bregner i bunden under træbregner og højere træer. Foto: Jon Dicks/iStock.

Forord 7

bogen om de vigtigste familier af blomsterplanter og deres samspil med insekterne og pattedyrene.

Alt liv på Jorden afhænger af de stoffer og den energi, som organismerne producerer ved fotosyntesen. Sådan har det været i mindst 3,5 mia. år. Denne dybe afhængighed af fotosyntesen og frøplanterne til at skabe mad, redskaber, frisk luft samt duft og skønhed har mennesker været meget bevidste om i alle tidligere tidsaldre og kulturer.

Carl von Linnés rejser rundt i 1700-tallets Sverige til Lapland, Dalarne, Skåne og Öland-Gotland havde netop fokus på planterne og de forskellige landsdeles økonomiske forudsætninger for at gavne datidens fattige befolkning. Og de første økonomer i 1800-tallet var samtidigt professorer i botanik. Men i industri- og IT-alderens allerseneste årtier har livet i byerne fjernet os fra naturen og gjort os mere fremmede for vores dybe afhængighed af planterne og den samlede biodiversitet. Det har sandsynligvis medvirket til, at vi tankeløst tillader, at vores næromgivelser søles ind i gødningsstoffer og ikke-nedbrydelige giftstoffer – fordi det i nuet er let og forekommer os profitabelt. Måske har det også medvirket til, at vi har set bort fra de kriser, som overforbrug af ressourcer skaber i form af lokal og global ødelæggelse af miljøet, indskrænkning af naturen, masseuddøen af arter og galoperende klimaændringer.

Vores faglige baggrund er et indgående kendskab til alle plantelivets forskellige nulevende organismer og deres samspil med miljøet. Men fortællingen om evolutionen har krævet læsning af den seneste litteratur, fordi den revolutionerende udvikling af DNA-teknologien i de sidste 30 år har givet et bedre og ændret syn på levende og uddøde arters slægtsskab, historie og udvikling af essentielle livsprocesser.

I denne bog udfolder vi plantelivets lange udviklingshistorie og sætter navn og billeder på de mange aktører. Vi forsøget at holde det alt for tekniske i ave, så bogen bliver alment tilgængelig, men samtidigt rummer ny information. Vi tror på samspillet mellem tekst og illustrationer, så hvis teksten bliver for teknisk – se billederne. Derudover er der bag i bogen en forklarende ordliste og litteraturhenvisninger til videre læsning for hvert kapitel.

Det første kapitel handler om starten på liv og den iltdannende fotosyntese hos cyanobakterier i vand. Det næste viser, hvordan cyanobakterierne indgik i symbiose med encellede organismer med kerne og blev til grønkorn i rødalger og grønalger og alle se-

Fra bakterier til blomsterflor 8

nere landplanter. Denne evolution foregik fra omkring 3,5 til 0,5 mia. år før nu. Først da udviklede ferskvandsgrønalger de nødvendige egenskaber til at udvikle de første landplanter, mosserne. Det indledte en eksplosiv evolution af landplanter i første faste som ulvefødder, padderokker og bregner med mærkelige skovdannende arter i Kultiden. Derefter fulgte nøgenfrøede planter med koglepalmer og nåletræer og til slut de mange dækfrøede blomsterplanter opdelt på utallige plantefamilier. Undervejs har planterne udviklet økosystemer, hvor de indgår i intime samspil med dyr, svampe og bakterier. Vi sætter fokus på nogle af de mest spektakulære, nemlig de gigantiske dinosaurers konsum af bregner, padderokker og nåletræer, insekternes utallige samspil med blomsterplanterne og pattedyrenes udnyttelse af græsstepperne på alle kontinenterne gennem de seneste 25 mio. år. Blandt blomsterplanterne har vi set på de tidlige ranunkler og vandplanter og de fem artsrige familier: ærteplanter, kurvplanter, orkidéer, halvgræsser og græsser. Græsserne danner overgangen til udvikling af kornet og landbruget. Det sidste kapitel omhandler de fem større perioder med masseuddøen af arter, som kan sammenlignes med de aktuelle kriser for biodiversitet, klima og befolkninger.

Ian Heilmann, Peter Wiberg-Larsen og redaktionschef Bolette Rud. Pallesen har læst teksten og kommet med mange forslag til forbedringer. Forskellige personer har hjulpet os med fotos. Aage V. Jensens Fond har støttet bogens udgivelse. Vi skylder dem alle en stor tak.

Kaj Sand-Jensen og Jens Christian Schou

INDLEDNING

En varm dag i forsommeren 2011 vandrede vi ind over de nøgne kalkflader på Öland, den 140 km lange ø, der ligger i Østersøen ud for Kalmar blot 10 km fra fastlandet. Øens undergrund er dannet af gammel, hård kalk afsat i et varmt hav for 470 mio. år siden på et sted på Jorden, der dengang lå lidt syd for ækvator. Overalt i kalkklippen finder man vættelys (Ortoceratitter), der er fossiler af rygskjoldet fra uddøde blæksprutter.

Vi havde været på Öland mange gange tidligere. På steder, hvor kalkklippen er dækket af et tyndt jordlag, og i de fugtige sprækker mellem kalkpladerne vokser nemlig spændende blomsterplanter, som er sjældne i Norden, og især lever på de tørre stepper i det sydøstlige Europa. Denne forsommerdag havde vi sat kursen hen over de ret nøgne kalkflader mod det glimtende vand fra smådamme i det fjerne.

På vejen stødte vi på tørre, tynde skorper af noget ubestemmeligt, som vi ikke anede, hvad var. Vi tog det med af ren nysgerrighed. Vel fremme ved de lavvandede damme fandt vi i den fugtige jord og i vandet nogle ubestemmelige blågrønne flager og klumper, som i konsistens mindede om bløde vingummier. Dem indsamlede vi også, og så overgik vi til studier af planterne i kalkens sprækker, som vi var kommet for at studere.

En overraskende opdagelse

Vel hjemme igen gik snakken under middagen: Hvad var de indsamlede objekter? Var det monstro levende organismer? Efter middagen forsøgte vi at finde svar på de spørgsmål ved først at komme ”vingummiet” fra dammen i et vandfyldt kammer udstyret med en elektrode, der kunne måle iltindholdet, og sætte lys på. Straks begyndte iltindholdet at stige i kammeret. Der var altså tale om en levende organisme med et stofskifte i form af fotosyntese og iltudskillelse ved lyspåvirkning.

Fugtig lavning på Öland med Skyfald omgivet af vild Purløg. Ölands kalkflader.

Indledning 11

Det er karakteristisk for alle organismer med fotosyntese, på nær nogle få meget specielle bakterier, at de netop udskiller ilt i lys samtidig med, at de optager CO2 og producerer sukkerstoffer til at holde cellerne i live. Optager de tillige mineraler, kan de også danne fedtstoffer og proteiner til vækst af nye celler.

Slukkede vi for lyset, faldt iltindholdet i vandet. ”Vingummiet” skiftede altså til at forbruge ilt i mørke og respirere, som næsten alle planter gør i mørke, og som dyr og mennesker gør hele tiden, når vi udånder CO2. Hører iltoptagelsen og CO2-udåndingen op hos os, er vi døde.

Næste morgen fortsatte vi med studiet af de tørre skorper, vi havde fundet på vejen til dammene. I et kammer kun med luft var det ikke muligt at måle nogen aktivitet overhovedet. Skorperne var tilsyneladende inaktive og døde, men vores udstyr var ikke følsomt nok til at afgøre spørgsmålet med sikkerhed. Fra studier af tørre plantefrø vidste vi, at de kan være inaktive og forekomme døde, men live op og spire, bare de får vand. Vi kom derfor skorperne i det vandfyldte kammer og tændte for lyset, men der skete ikke umiddelbart noget. Efterhånden som skorperne opsugede vand, kom de dog til at ligne ”vingummiet”, og efter blot 30 minutter livede de op og begyndte at udskille ilt; snart i samme tempo som det ”vingummi”, vi havde indsamlet i dammene. Som tørre skorper var de tilsyneladende inaktive, men døde var de altså ikke, blot i dvale. Og fik de vand, blev de fuldt aktive og producerede ilt. Slukkede vi for lyset, forbrugte de i stedet ilt og frigav CO2. Frigivelse af CO2 danner kulsyre i vandet, så pH falder, og det kunne vi måle i kammeret med en pH elektrode.

Ligheden i farve, konsistens og iltproduktion i lys og iltforbrug i mørke tydede på, at de opvædede skorper og det vandfyldte ”vingummi” var den samme organisme med fotosyntese. Men hvad var det? Vi tværede ”vingummiet” tyndt ud og undersøgte det under mikroskopet, og vi så celletråde af præcis samme type i både den oprindelige (dvs. de tørre skorper) og den opvædede ”vingummi”. Trådene var opbygget af sammenhængende små tøndeformede, blågrønne celler uden tydelige indre strukturer. Men celler var det, og celler er karakteristiske for alt levende.

Mellem de små tøndeformede celler var indskudt nogle få lidt større tykvæggede celler, som signalerede en anden funktion, en specialisering. Det pegede alt sammen i retning af en cyanobakterie, som netop er kendetegnet ved at udføre fotosyntese og ud-

Fra bakterier til blomsterflor 12

skille ilt, have en blågrøn farve, og ligesom alle andre bakterier mangler den cellekerne og andre indre strukturer i cellerne. Nogle cyanobakterier har tykvæggede specialceller med evne til at fiksere kvælstofgas, danne aminosyrer og indbygge dem i celleproteiner. Det var altså én af de allertidligste organismetyper, cyanobakterier, som har eksisteret på Jorden i mindst 3 mia. år, vi havde fundet og identificeret. Cyanobakterier var de første organismer med en fotosyntese, der udskilte ilt, og derfor var med til at opbygge den første ilt i atmosfæren. Denne egenskab til at udskille ilt ved lyspåvirkning har de givet videre til alle senere organismer med fotosyntese, heriblandt alle landplanterne.

Det skal ikke forstås sådan, at den konkrete art, vi havde fundet, har eksisteret i 3 mia. år, for de første cyanobakterier var sandsynligvis enkeltceller, og denne var mere kompleks, dannede flercellede tråde, havde arbejdsdeling mellem almindelige celler med fotosyntese og få specialiserede celler med kvælstoffiksering. Og trådene dannede en ret fast gelékoloni. I sin nuværende form er arten måske blot få hundrede mio. år gammel, men den nedstammer altså fra 3 mia. år gamle cyanobakterier med en tilsvarende celletype, og dens mellemliggende forfædre kan meget vel have levet på fugtig jord og i ferskvandsdamme som dem på nutidens Öland. Tidligere kaldte man cyanobakterier for blågrønalger, men betegnelsen er misvisende, fordi cyanobakterier ligesom alle andre bakterier mangler en cellekerne, mens algerne har en sådan kerne. Og algerne dukkede i øvrigt først op for omkring 1,8 mia. år siden.

Forklaringen på de tørre skorper, vi havde fundet på Öland, lå derfor lige for. Tidligt om foråret er kalkfladerne oversvømmede, og her kan organismen vokse. På lavt vand i dammene og på steder, hvor vand siver frem mellem små jordhøje, vokser den tæt om sommeren. Vækst kræver vand, men udtørrede skorper overlever sommeren, går i stykker og kan spredes af vinden .

Det var ikke en helt ny art, vi havde fundet. Den havde allerede fået det danske navn Skyfald (Nostoc commune på latin), fordi den liver op, når den får vand. Men vi kom til at afsløre hidtil ukendte egenskaber hos den, nemlig en markant evne til at tåle og overleve det ekstreme i form af total udtørring og godt 50 grader på kalkfladen, overleve i flere år i tør tilstand, overleve dybfrost til 269 minusgrader, overleve gentagen optøning og frost ved 18 minusgrader, syrebade ved pH 3, saltbade ved 10 promille som i Østersøen omkring Öland og hedeture ved 70 grader. Ved gentagne udtør-

Indledning 13

Skyfald vokser også med stor tæthed i sandet i Råbjerg

Mile syd for Skagen; udsnittet øverst viser Skyfald i tør, halvvåd og våd tilstand fra venstre til højre. Foto JCS og Jens Borum.

ringer ved 50-60 grader hver dag, afbrudt af blot 6 timer med lys og vand, faldt cellernes aktivitet gradvist. De var for kort tid i vand med lys og fotosyntese til at kunne nå at reparere varmeskaderne på cellernes DNA, membraner og enzymer. Forlængede vi opholdet i vand og lys, kunne de nå at reparere skaderne.

Vi fandt Skyfald på Öland, men den kan også findes på skiftevis tør og våd sandbund i Danmark, ligesom den lever i hede ørkner og stepper overalt på Jorden og i isnende kulde på både Antarktis og Svalbard. Faktisk har arten kosmisk overlevelse, for ud over at have evnen til at overleve ved temperaturer omkring det absolutte nulpunkt tåler den også kosmisk stråling og UV-lys.

Andre cyanobakterier

Skyfald er langtfra den eneste cyanobakterie på Öland og i Norden. Mange arter lever på fugtig jord og i damme og dybere søer verden over. Få arter lever i havet. I damme og søer lever encellede og trådformede cyanobakterier på bunden og frit i vandet. Her og på fugtig jord træffes kolonier, som ligner Skyfald ved at have tråde i fælles gelé.

Fra bakterier til blomsterflor 14

På fugtig jord og vanddækket bund glider tråde af slægten Krybetråd (Oscillatoria) henover og ned i eller op fra bunden med en hastighed på op mod 1 mm per minut. Spidsen af tråden udviser en oscillerende bevægelse, der tillader tråden at bevæge sig og finde den bedste position mht. lys, næring og kemi. I stærkt lys midt på dagen kan den søge et stykke ned i bunden for at undgå beskadigelse af cellernes DNA, protein og pigmenter af det stærke lys. Den mangler den solbeskyttelse, som Skyfald har i form af stoffet scytonemin, som også findes hos andre cyanobakterier, der vokser frit eksponeret for sollyset. Stoffet blev udviklet meget tidligt i cyanobakteriernes historie, så arter med dette stof har en lang forhistorie.

I de øvre vandlag i søer lever en række cyanobakterier, der danner mm-store kolonier af enkeltceller indlejret i en gennemsigtig fælles gelé. I fællesskab kan cellerne med hver deres bidrag producere gelé og danne giftstoffer til beskyttelse mod angreb fra virus, bakterier og dyr, som vil æde dem. Koloniernes størrelse betyder i sig selv, at de fleste encellede dyr ikke kan gabe over dem, og at vandlopper ikke kan filtrere dem fra vandet og sluge dem. Den type kampstoffer til beskyttelse findes også hos Skyfald. Alligevel har kineserne en gammel tradition for at spise dem syltede som en delikatesse ved deres Månefest, men da Skyfald også indeholder kræftfremkaldende stoffer, dør den skik nok ud.

Alle landplanters moder

Tidligere herskede som nævnt kun bakterierne på Jorden, og de mangler en egentlig cellekerne og har i stedet DNA samlet i et cirkulært kromosom i cellevæsken. Men for omkring 2 mia. år siden opstod i vand de første encellede organismer med en cellekerne, hvori arvematerialet DNA er koncentreret, og heraf opstod for omkring 1,8 mia. år siden de første alger, som ud over cellekerne også indeholder grønkorn, eller egentlig kloroplaster, fordi de enten kan være græsgrønne i grønalger, røde i rødalger eller have gule og brungule farver i havets brunalger. De første alger indeholder alle det samme klorofyl a, som de cyanobakterier, de oprindeligt har modtaget og arvet kloroplasterne og klorofylet fra. Det skete ved at optage en encellet cyanobakterie og indbygge den som en samarbejdspartner i cellen. Men derudover indeholder algerne ekstra pigmenter med anden opbygning og farve, der er udviklet

Indledning 15

Koblingsalgerne Spirogyra med den spiralsnoede kloroplast og Mougeotia med den pladeformede kloroplast vokser med deres grønne enradede tråde på lavt vand i damme og på fugtig jord.

siden, som hjælper dem ved fotosyntesen eller beskytter mod for stærkt lys.

Grønalger har flest arter i ferskvand, og det er fra dem, at alle landplanter nedstammer. Netop i de lavvandede ferskvandsdamme på Öland lever grønalger, som er nære slægtninge til de grønalger, som udviklede sig til landplanter i den gradvise overgang mellem vand og land.

I Ölands damme vokser nemlig også kransnålalger, som er meget store grønalger med kompleks opbygning. Overfladisk ligner de af bygning landplanter og større vandplanter. Dvs. de har en hovedakse, der ligner en stængel, de har sidegrene, og de er fasthæftede i bunden med enradede celletråde (kaldet rhizoider), der ligner rødder. Men i modsætning til rhizoider er planterødder flercellede og har tynde rodhår. Kransnålalgernes hovedakse består af celler, der kan blive 5 cm lange, og hos de fleste arter er de beskyttede af et lag mindre barkceller. Både hovedaksen og sideakserne er grønne og fyldte med grønkorn.

Kransnålalgerne ligner overfladisk set landplanter pga. den komplekse opbygning, men undersøgelse af slægtskabet ved studier af DNA viser, at de udgør en søstergruppe til landplanterne. Fx sker transporten af næringsstoffer fra rhizoiderne i bunden op i de grønne dele og transporten af sukkerstofferne den modsatte vej hos kransnålalgerne fra celle til celle vha. kraftige strømninger i cellevæsken, mens transporten hos de fleste landplanter foregår i et særligt transportvæv af ledningsstrenge.

Fra bakterier til blomsterflor 16

Men gruppen af grønalger, de såkaldte koblingsalger, der har givet ophav til landplanterne, vokser her også på lavt vand i dammene. De nulevende arter er meget mindre komplekst opbyggede, og de omfatter alene encellede og trådformede arter, mens overgangsstadierne, der ledte frem til landplanter, er uddøde. Her på lavt vand findes især to slægter af trådformede koblingsalger: Spirogyra med den smukke spiralsnoede kloroplast, og Mougeotia med den båndformede kloroplast, der kan drejes, så fladen vendes mod svagt lys, mens kanten vendes mod stærkt lys for at undgå beskadigelse. Andre slægter blandt koblingsalger lever på fugtig jord, og de er alle forberedte til landgangen ved at have stive cellevægge af cellulose og beskyttelse mod fordampning og sikring af overlevelse i deres formeringssporer, hvilket er to livsnødvendige egenskaber for en landplante.

Mangfoldige landplanter

Omkring dammene på Öland finder man arter fra de fleste forskellige typer af landplanter, der gennem de seneste 500 mio. år på Jorden har udviklet sig gradvist fra de grønne koblingsalger. Mosserne, som var de første, er ganske små og har udelukkende trådformede rhizoider som fasthæftning ligesom kransnålalgerne ude i selve dammene. Ydermere har mosserne heller ikke udviklet væv til at transportere vand og opløste sukkerstoffer over større afstande mellem plantens forskellige dele, så det kan ikke undre, at man tidligere pegede på kransnålalgerne som ophav til mosser.

Karsporeplanter med ulvefødder, bregner og padderokker var de næste i udviklingshistorien og dukkede op for omkring 440400 mio. år siden. Som navnet antyder , har de ledningsvæv (dog ikke kar) til at transportere vand og sukker rundt i planten, og de formerer sig med sporer. De har også flercellede rødder til at holde dem fast samt optage vand og mineraler fra jorden. Ulvefødderne er de ældste, men de vokser ikke omkring dammene på Öland, da de skal findes på en sur jord. Bregner og padderokker er til gengæld at finde ved dammene med to arter: Murrude i kalksprækkerne og Liden Padderokke på lavt vand eller fugtig jord. Begge er ovenikøbet sjældne i Sydsverige og endnu sjældnere i Danmark.

Både mosser og karsporeplanter formerer sig med meget små sporer, der spredes vidt og bredt og er modstandsdygtige over for vind og vejr. Sporer rummer kun et enkelt sæt kromosomer, og de spirer direkte til de grønne mosser, vi kender. Sporer hos bregner

Indledning 17

I dammene på Öland vokser tætte bestand af kransnålalger A Ru Kransnål (Chara aspera), og i nærområdet finder man mosset B Mur-snotand (Tortula muralis) med sporehuse. Karsporeplanter er repræsenteret af bregner C Murrude (Asplenium rutamuralis) og padderokker D Liden Padderok (Equisetum variegatum) med endestillet sporehusstand. Af frøplanter findes både nøgenfrøede planter som E nåletræet Enebær (Juniperus communis) med bærlignede frugtstand og blomsterplanter som F ærteblomsten Rød Rundbælg (Anthyllis vulneraria var. coccinea).

og padderokker, der lander et fugtigt sted, spirer derimod til en få millimeter stor forkim, hvorpå de hanlige og hunlige kønsceller dannes. Høj luftfugtighed er en forudsætning for befrugtning, da de hanlige kønsceller skal kunne svømme i en vandfilm frem til det hunlige æg. Den befrugtede ægcelle med det dobbelte kromosomsæt vokser herefter frem til de voksne grønne bregner og padderokker. Bregner og padderokker har altså ikke helt fjernet sig fra deres oprindelse og afhængighed af vand.

Det har frøplanterne til gengæld. Deres formering er nemlig anderledes. Frø skabes ved en indre befrugtning i den voksne plante, og den er helt uafhængig af frit vand. Stadierne med det enkelte kromosomsæt er hos frøplanter begrænset til det hanlige pollen, som overføres med vinden eller insekter til det hunlige frøanlæg med ægget, som ligeledes har et enkelt kromosomsæt. Hos de nøgenfrøede nåletræer finder befrugtningen sted højt til vejrs i fyrretræernes og granernes kogler, der samtidig tjener til at beskytte det nøgne frø under modningen.

Tæt på Ölands damme vokser Enebær og lidt længere borte andre nåletræer, men det er blomsterplanterne, der fremviser langt flest arter, over hundrede, på den kalkrige jord selv på de tørreste steder. De mest ikoniske er orkidéerne med fire arter bare her på denne plet. Vi glæder os især over den statelige Ridder-Gøgeurt, hvor den nedadvendte læbe ligner et menneske, og de resterende

Fra bakterier til blomsterflor 18

blosterblade er arrangeret som en ridderhjelm. Den har også været fundet to steder i Danmark – nu er der kun en enkelt plante tilbage på Sjælland. Derudover Bakke-Gøgeurt med det svenske navn Krudtbrännare pga. den rødlilla brændte farve i toppen af blomsterakset, som for 100 år siden var ret udbredt i Danmark, men i dag er der kun et par voksesteder med få planter tilbage i Himmerland. Her på kalkjorden på Öland vokser den stadig i stort antal.

Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.