Page 1


Udgivelsen er støttet af CARLSBERGS MINDELEGAT FOR BRYGGER J.C. JACOBSEN

Følg med tiden.indd 2

11/09/2017 10.25


Poul Christian Matthiessen

Følg med tiden, ikke med strømmen ERINDRINGER

GADS FORLAG

Følg med tiden.indd 3

11/09/2017 10.25


FØLG MED TIDEN, IKKE MED STRØMMEN Erindringer Af Poul Christian Matthiessen Copyright © 2017 Gads Forlag og forfatteren ISBN: 978-87-12-05561-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau Omslagsfoto: Mik Eskestad/POLFOTO Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Narayana Press

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Følg med tiden.indd 4

11/09/2017 10.25


Indhold

KAPITEL 1: KAPITEL 2: KAPITEL 3: KAPITEL 4: KAPITEL 5: KAPITEL 6:

Følg med tiden.indd 5

Slægt og barndom  7 Gymnasietiden  35 Studietiden mv.  49 Fra statistik til demografi  74 Forbrydelse og dumhed  105 Demografen og formanden  137

11/09/2017 10.25


Følg med tiden.indd 6

11/09/2017 10.25


KAPITEL 5

Forbrydelse og dumhed Allerede flere år før min hjemkomst fra Princeton havde forandringer været på vej i det danske samfund, herunder på Københavns Universitet. De var en del af de processer, som gjorde sig gældende i en række andre lande i den industrialiserede del af verden. Selv om forandringerne, eller rettere ønsket om forandringer, havde en række ydre lighedstræk, kunne baggrunden for disse være meget forskellig. Det såkaldte studenteroprør begyndte ved universitetet i Californien allerede i 1964. Her foregik det i tilknytning til borgerrettighedskampen og var endvidere vendt mod krigen i Vietnam. Aktionen, som bredte sig til andre amerikanske universiteter, manifesterede sig i form af protestaktioner og universitetsbesættelser. Også i England gjorde studenteraktivismen sig gældende, men nu i forbindelse med kampagnen mod atomvåben, hvor det gik særlig voldsomt til ved universiteterne i Oxford og Cambridge samt London School of Economics. Urolighederne i London blev jeg selv vidne til i forbindelse med mit ophold i England i 1968. – 105 –

Følg med tiden.indd 105

11/09/2017 10.25


Det første tegn på studenteroprørets ankomst til Danmark var de psykologistuderendes møde i 1968 i Studiegården ved Københavns Universitet under parolen: ”Bryd professorvældet. Medbestemmelse nu.” Så fulgte besættelsen af Psykologisk Laboratorium på Københavns Universitet, hvor de studerende slog sig ned med soveposer, madpakker og pladespillere. Universitetets rektor, Mogens Fog, erklærede sig i vidt omfang enig med de studerende i deres krav om medbestemmelse og demokrati på arbejdspladsen. Derefter blev der gennem forhandlinger mellem lærere og studenter ved psykologistudiet med Mogens Fog som forhandlingsleder opnået en aftale, som ville medføre 50 procent studenterindflydelse i studienævnet. Dette organ skulle have kompetence til at bestemme over undervisningen og fagenes indhold samt ansættelse af undervisningsassistenter. Denne ordning blev hurtigt gældende for hele universitetsområdet. Ansættelse af lektorer og professorer skulle fortsat ligge i fag- og fakultetsråd, hvor man i begyndelsen af 1970’erne gennem de af Folketinget gennemførte styrelseslove nåede frem til, at pladserne skulle fordeles ligeligt mellem lærerne (dvs. herunder også helt nyansatte lærere) på den ene side og de studerende og det tekniske og administrative personale, de såkaldte tap’er, på den anden side. Man fik en ordning, hvor videnskabeligt set ukvalificerede personer kunne bestemme fagenes indhold og nye ansættelser. Disse ordninger ville naturligvis indebære en alvorlig svækkelse af det faglige niveau på universitetet. – 106 –

Følg med tiden.indd 106

11/09/2017 10.25


Faren for, at nye ideologiske strømninger fik forret for faglige hensyn, var åbenbar og burde have stået klar for de lærere, som støttede denne udvanding af de faglige hensyn. I hvert fald må det antages, at Mogens Fog – som gennem mange havde været skolet i revolutionær kommunistisk taktik – har været klar over dette forhold. En del mennesker i samfundet har rost Mogens Fog, fordi han ved i vid udstrækning at give efter for studenternes krav undgik mere voldelige sammenstød. Det er der efter min mening ingen grund til. Man kan som regel altid få fred – i hvert fald i første omgang – hvis man i vid udstrækning lader modparten få sin vilje. Men det medførte i de følgende årtier en kvalitetssænkning på en række studier. Det burde han som universitetets leder have sagt fra over for. Denne og en række andre handlinger var et angreb mod universitetets faglige niveau. Selv om det var Folketinget, som gennemførte de skæbnesvangre styrelseslove, var disse jo baseret på aftalemodellerne på universitetet, som kortsynede og konfliktsky politikere hurtigt tog til sig. I andre lande med omfattende studenteruroligheder gik man slet ikke i samme omfang på kompromis i faglige spørgsmål. At universitetet trængte til fornyelse, kunne man ikke være uenige om. I forbindelse med det øgede studenteroptag gennem 1960’erne var antallet af lektorer og amanuenser vokset meget stærkt, men de var uden for enhver indflydelse. Det skulle man have taget hensyn til i stedet for at afgive kompetence i faglige spørgsmål til grupper, som i så henseende var uden tilstrækkelig indsigt. – 107 –

Følg med tiden.indd 107

11/09/2017 10.25


Det viste sig hurtigt, at politiseringen i socialistisk retning vandt afgørende indpas i den dominerende studentergruppe, dvs. Studenterrådet. Næste udslag af studenteroprøret fandt sted i forbindelse med universitetets årsfest i efteråret 1968. Der blev talerstolen ”erobret” af en begrebsforvirret psykologistuderende, der holdt en fire minutters brandtale mod ”den overklasse, som bestemmer alt på universitetet”, og ”hvor de kun lader deres egne børn komme ind”. Det er første og eneste gang, at jeg har hørt mit hjemlige miljø omtalt som overklasse. I 1970 oplevede man næste fase i studenterrevolten gennem en stor demonstration, som begyndte ved H.C. Ørsted Instituttet og via Sociologisk Institut nåede frem til rektors kontor, hvor demonstranterne indtog det og Konsistorialbygningen under råbene: ”Universitetet er befriet, og nu skal forskningen ikke være for profitten, men for folket!” Besættelsen skulle ses – sagde man – ”som et forsvar for universitetet mod industriens og kapitalens styring”. Det var en af de få gange, hvor Mogens Fog blev virkelig vred på studenterne. De havde også ramt ham på et ømt punkt ved at ryge hans cigarer og – hvad der nok var værre – drikke hans sherry. Også på Statistisk Institut oplevede vi en besættelse – i dette tilfælde af sociologistuderende, som pludselig myldrede ind. Da Georg Rasch havde lejret sig oppe på Læsø, blev det min lod at klare paragrafferne. Jeg ledte dem ind i biblioteket og satte mig for enden af vores lange bibli– 108 –

Følg med tiden.indd 108

11/09/2017 10.25


oteksbord. Det passede dem ikke rigtigt, for så stod vi jo ikke på lige fod i den følgende drøftelse. Deres talsmænd fremkom med en række krav om et andet pensum i statistik og andre eksamensformer. Jeg måtte så fortælle dem, at de var gået galt i byen. Jeg havde hørt deres krav, som jeg personligt ikke kunne tilslutte mig. Men jeg kunne ikke – selv om jeg havde ønsket det – sørge for at gennemføre disse ændringer. De måtte gå de reglementerede veje gennem diverse universitetsorganer (studienævn, fagråd mv.). Så blev det fremført, at min venlige, rolige facon i virkelighedens var udtryk for repressiv tolerance. Jeg kunne kun sige dertil, at uanset hvilke gloser man hæftede på min væremåde, så var den min, og den agtede jeg ikke at ændre på. Til sidst gled samtalen over på mere almindelige emner, og efter en god time forlod de instituttet i en afslappet stemning. Det bør tilføjes, at selv om jeg i den følgende tid havde mange uoverensstemmelser med de studerende, nåede det stort set aldrig at blive til personlige fjendskaber. Jeg tænkte ofte på det kendte slogan, der siger: ”Den, som ikke er venstreorienteret i sin ungdom, har ikke noget på hjerte. Og den, som ikke er konservativ som gammel, har ikke nogen hjerne.” Mine bebrejdelser rettede sig mod de mange på lærerside, som i kraft af deres modenhed burde vide bedre, men som ikke kunne modstå fristelsen til at være med i tidens trend. – 109 –

Følg med tiden.indd 109

11/09/2017 10.25


Der var i løbet af 1960’erne og ind i 1970’erne foregået en ændring af mentaliteten blandt studenterne – og naturligvis også i andre grupper. Men ændringen var særlig udtalt blandt de studerende – en gruppe, som jeg selvfølgelig havde bedst kendskab til. Søren Krarup, som læste teologi ved Københavns Universitet 1957-1965 har meget træfsikkert karakteriseret dem i en kronik i Berlingske Tidende fra 1971 med titlen ”De retfærdige”. Han skriver bl.a.: ”Når jeg tænker på mine skolekammerater og medstuderende, slår det mig, hvordan de har forandret holdning og adfærd i disse år. I slutningen af 1950’erne var de kortklippede, studentikose, lidt blasert intellektuelle og litterære, beundrende over for Kennedys afslappede dynamiske stil, men i øvrigt uden særlig politisk interesse. Siden voksede håret, de lagde sig nye kraftudtryk til, der lød ejendommeligt i deres munde, stilen blev mere og mere vulgær, holdningen mere grov og militant og arrig, og de interesserede sig efterhånden ikke for andet end politik og da altid politik i klassekampens perspektiv. Systemet blev lagt for had. Der var så meget, der var galt og oprørende og uretfærdigt, og i takt med den politiske vækkelse voksede vreden og strømmede ud over hele det elendige samfund. Sideløbende hermed lagde de vægt på at vise deres uoverensstemmelse med det bestående i klædedragten. Det blev til et bekendelsesspørgsmål for dem at sætte sig ud over konventionen. De eksisterende normer, som de hidtil havde ironiseret over, men for resten ikke taget alvorligt, blev – 110 –

Følg med tiden.indd 110

11/09/2017 10.25


genstand for deres indædte modstand, og de hidsigste af dem brød med deres familie og meldte sig ud af det borgerlige samfund for at skabe en ny og bedre tilværelse.” De socialrevolutionære – som tog førerskabet blandt studenterne – mente gennem marxismen at have fundet vejen til salighedssamfundet. Alle de andre, som endnu ikke havde skuet det himmelske lys, blev udnævnt til at gå rundt med en falsk bevidsthed, som det var studentermarxisternes hellige opgave at gøre noget ved. Men da man nu mente at have patent på sandheden, behøvede man ikke at tage det så nøje med midlerne. Legalitet var jo blot det rådne borgerlige samfunds metode til at holde folket nede. Kort sagt: De retfærdige havde fundet vejen og havde dermed også pligt til at bringe alle andre ind på den rette vej. Naturligvis ville mange helst være med på det nye hold. Derfor blev universitetsklimaet som beskrevet i bogen Under en ond stjerne – Mit liv i Prag 1941-1968 af den jødiske forfatterinde Heda Margolius Kovály. Bogen omhandler bl.a. forholdene i Tjekkoslovakiet efter den kommunistiske magtovertagelse i 1948. Alt drejede sig nu om det simple spørgsmål: Er du med, eller er du imod? Historien kan naturligvis fremvise utallige eksempler på denne situation. Foruden de overbeviste retfærdige er der altid en stor gruppe af medløbere, enten fordi det er bekvemt, eller fordi de har deponeret deres kritiske sans uden for rækkevidde. Hykleri og forstillelse bliver en del af hverdagen. Jeg husker mange eksempler på lærere og folk i uni– 111 –

Følg med tiden.indd 111

11/09/2017 10.25


versitetsadministrationen, som tidligere bestemt ikke var særlig venlige i deres omgang med de studerende, som nu nærmest lå på maven for dem. Blandt dårlige undervisere var der stor tilslutning til de retfærdige, for så kunne man skaffe sig lidt syndsforladelse for de faglige og pædagogiske mangler. Den tilsyneladende progressive sociologiprofessor Joachim Israel udtalte til Information i 1970, at han ikke vidste noget værre end folk, som benyttede sig af deres magtstilling. Men han veg ikke tilbage for med sin stemme at gennemføre et studenterforslag, som ikke højnede den faglige kvalitet. Som modydelse fik han tildelt undervisningsfrihed. Nu var det blevet vigtigt at kunne dokumentere, at ens sociale arbejderafstamning var i orden – og ellers dybt beklage det. Jeg husker forfatteren Klaus Rifbjerg i en TV-udsendelse nærmest flæbe over, at han ikke stammede fra et rigtigt arbejderhjem. Man så kunne man da i det mindste, som Søren Krarup nævnte det, vise sin samhørighed i klædedragten. Nogle af studenterne begyndte at gå rundt i klaprende træsko og mælkedrengebluse. Også oplæseren i TV måtte vise sig i proletarisk påklædning. Hele denne bølge af studentermarxisme ramte særlig voldsomt inden for de samfundsvidenskabelige og humanistiske studier, hvis blødere emner egnede sig særlig godt til at komme igennem den marxistiske vridemaskine. Når forholdene på det sociologisk studium blev særlig – 112 –

Følg med tiden.indd 112

11/09/2017 10.25


kaotiske – og i meget betydelig udstrækning påkaldte sig mediernes bevågenhed – stod det i nær sammenhæng med den såkaldte Urimelighedsrapport og Mogens Fogs skæbnesvangre indgriben i 1971. I Urimelighedsrapporten fra 1969 havde 31 anonyme sociologistuderende fremsat en række alvorlige beskyldninger mod de faste lærere ved Sociologisk Institut. Lærerne blev beskyldt for at udnyttet deres magt, dels for at fremme personlige interesser, dels til at skade studenterne. Særlig alvorlige var beskyldningerne mod daværende amanuensis Erik Høgh, som blev anklaget for at udnyttet de studerendes opgavebesvarelser til kommercielle formål. Beskyldningerne medførte først en almindelig politiundersøgelse og dernæst en særlig tjenestemandsundersøgelse mod Erik Høgh, som blev foretaget af landsdommer Fritz Møller og afsluttet i 1973. Resultatet af undersøgelsen blev en frifindelse af samtlige lærere ved Sociologisk Institut, idet beskyldningerne i beretningen fra landsdommeren blev erklæret for grundløse. Et afgørende spørgsmål i forbindelse med denne sag måtte naturligvis være, hvilke motiver de 31 sociologistuderende havde til at fremsætte beskyldninger, som bidrog til at forgifte atmosfæren på Sociologisk Institut. Alene ved læsning af Urimelighedsrapporten kunne man have erfaret, at der var tale om en politisk sag. I rapporten krævede man – efter at have anklaget lærerne – at Sociologisk Institut skulle ledes kollektivt, og forholde– 113 –

Følg med tiden.indd 113

11/09/2017 10.25


ne på instituttet skulle dybtgående ændres i retning af fuld studenterindflydelse og kontrol. Med den drejning, som studenteroprøret fra 1968 hurtigt undergik i politisk retning, betød det, at studiet skulle omdannes til et redskab i kampen for at realisere det ideelle samfund. Men først måtte man have sat de faste lærere på instituttet ud af spillet, da disse havde den opfattelse, at universitetet var et sted, hvor der skulle dyrkes videnskab og ikke politisk kamp for et marxistisk samfund. Beretningen fra landsdommeren indeholdt i virkeligheden afslørende vidneudsagn fra Urimelighedsrapportens hovedmænd mht. formålet med rapporten. De bekræftede nemlig, at det ikke var personen Erik Høgh, man var ude efter. Men man mente at kunne bruge hans ledelse af de studerendes opgaveskrivning – som lå helt tilbage i 1964 – i politisk øjemed. Dette passede også sammen med, at Erik Høgh i forbindelse med besættelsen af et ledigt professorat i 1968 blev varmt anbefalet til stillingen i en skriftlig erklæring fra studenterne, som også var underskrevet af sociologistuderende, som kun et år senere stod som hovedmænd bag Urimelighedsrapporten. En af hovedmændene bag Urimelighedsrapporten havde i øvrigt meget åbenhjertigt i en kronik i Information skrevet følgende: ”Som partnere i en interessekonflikt, hvor lærerstaben har den overvældende magt, vil de studerende uvægerligt blive den undertrykte, udbyttede og udnyttede part. Det gælder derfor om at nedbryde denne magtstruktur, så man – 114 –

Følg med tiden.indd 114

11/09/2017 10.25


derefter kan stå som lige partnere i denne forhandlingsposition. Den eneste mulighed man har for dette er ved at tilføje lærerstaben et alvorligt prestigetab.” Rektor Mogens Fogs indgriben i efteråret 1971 fandt sted i forbindelse med udnævnelsen af seks udefrakommende lektorer som undervisere ved det sociologiske studium. På et møde i det sociologiske fagråd, hvor rådet ikke var beslutningsdygtigt, da der kun deltog fire studenterrepræsentanter plus en lærer, udvalgte disse fem personer seks ansøgere blandt samtlige indkomne ansøgninger (ca. 20). Der blev ikke nedsat noget fagkyndigt udvalg, og man frasorterede på forhånd ansøgere med bestemte fag, som var nævnt i stillingsopslaget. De seks udvalgte ansøgere blev herefter udnævnt til lektorer ved rektor Mogens Fogs foranstaltning. For eftertiden må det alene ud fra en faglig vurdering forekomme yderst kritisabelt, at rektor foretog disse udnævnelser. Han vidste, at to af de fire studenterrepræsentanter var blandt hovedmændene bag Urimelighedsrapporten, ligesom denne rapports politiske målsætning var ham velbekendt. Endvidere burde det have påkaldt sig opmærksomhed, at to af de nyudnævnte lektorer var nybagte kandidater og medunderskrivere af Urimelighedsrapporten, den ene som en af hovedmændene. Det fremgår nemlig af landsdommerens beretning, at Mogens Fog kendte Urimelighedsrapportens hovedmænd fra adskillige møder i forbindelse med rapporten. Det var disse udnævnelser, der skabte grundlaget for – 115 –

Følg med tiden.indd 115

11/09/2017 10.25


den efterfølgende politisering af studiet. Flertallet af de sociologiske lærerrepræsentanter i fagråd og studie­ nævn kom nu til at bestå af medforfattere til Urimelighedsrapporten. Denne udvikling bidrog endvidere til at etablere et marxistisk flertal i det i 1973 nydannede Antropologisk-Sociologisk Fagråd, som også blev en trussel mod den faglige kvalitet ved såvel det kultursociologiske som det antropologiske studium. Udviklingen på Sociologisk Institut efter 1971 indebar en politisering af udnævnelser og fagenes indhold med en deraf følgende sænkning af det faglige niveau. Som en af de ledende studenterrepræsentanter – og i en periode næstformand i fagrådet – fremførte i en skrivelse, som cirkulerede på instituttet: ”Vi skal selvfølgelig søge at få ansat så mange marxister som muligt. Og vi skal heller ikke spilde tiden med at organisere undervisning, som ikke er relevant for os”. Hvad angår mit eget fag, demografi, viste konsekvenserne af den studentermarxistiske overtagelse af studiet sig forholdsvis hurtigt. Enhver indflydelse på ansættelsen af de undervisningsassistenter i faget, som skulle understøtte undervisningen, blev i realiteten fjernet fra professoren. De blev ansat af studienævnet, og kriterierne var den rette politiske holdning. Og de ansatte måtte vise sig underdanige over for det politiserende studienævn, hvis de ville gøre sig håb om genansættelse. Det betød, at man som ansvarlig for faget havde medhjælpere, hvis loyalitet lå et andet sted. – 116 –

Følg med tiden.indd 116

11/09/2017 10.25


Det lykkedes dog for mig i nogle år efter hjemkomsten fra Princeton at lade inspirationen fra mit ophold i USA komme undervisningen til gode. Ved hjælp af demografiske programmer på hulkort til beregning af fertilitetsmål, dødelighedsmål (fx den gennemsnitlige levealder) og befolkningsfremskrivninger kunne de studerende nu selv indtaste demografiske data og lade hulkortmaskinen udføre beregningerne. I dag lyder dette meget primitivt, men dengang var det blandt det mest avancerede. Adskillige studerende fandt det interessant at anvende hulkortteknikken i forbindelse med demografiske beregninger. Forsøget på eroderingen af faget havde både en historisk og aktuel årsag. Den historiske skyldtes uenigheden mellem demografen og økonomen Thomas Malthus (17661834) og sociologen Karl Marx (1818-1883). Malthus hævdede, at menneskeheden havde en tendens til at formere sig hurtigere end produktionen af levnedsmidler, således at den egentlige årsag til sociale problemer var demografisk betinget. Herimod hævdede Marx i et lidenskabeligt opgør med Malthus, at årsagen skulle findes i det kapitalistiske samfund og klassekampen. Malthus’ teorier så efter denne opfattelse bort fra de virkelige årsager til samfundets sociale problemer. En lignende opfattelse gjorde sig gældende blandt nutidens studentermarxister. Alt, der ikke var i fuld overensstemmelse med deres bibel, Kapitalen af Marx, var uden værdi, og det var spild af tid at beskæftige sig med det. Derfor begyndte der nu i stigende omfang at dukke afløsningsopgaver op i demografi, som omhandlede ganske an– 117 –

Følg med tiden.indd 117

11/09/2017 10.25


dre emner, fx den kommende revolution i Algier. Jeg forkastede blankt den slags opgaver. Ligeså var det en torn i øjet på kliken af ”retfærdige”, at demografien også arbejdede med kvantitative metoder. Den slags var blot det borgerlige samfunds måde at trække opmærksomheden bort fra det væsentlige, nemlig kapitalisme, klassekamp og udbytning. Derfor kunne kvantitative metoder, herunder statistikken, kun bidrage til at skabe en falsk bevidsthed. Så længe jeg alene havde eksaminationsretten, kunne der ikke slippe nogen studerende igennem med afløsningsopgaver under navnet demografi, uden at det faktisk lå inden for den faglige afgrænsning af faget. Derfor begyndte en langvarig kamp fra det sociologiske studienævn og det tilknyttede antropologisk-sociologiske fagråd for, at også undervisningsassistenter skulle havde eksaminationsret. Det kunne jeg dog forhindre. Men så begyndte man at overgive eksaminationsretten til lektorer med en helt anden faglig baggrund eller uden nogen faglig baggrund overhovedet. Og så var sluserne åbnet for, at hvad som helst kunne optræde på eksamensbeviset under navnet demografi. Derfor er adskillige af eksamensbeviserne i sociologi ikke det papir værd, de er skrevet på. Sammen med min kollega, den internationalt anerkendte professor i sociologi Kaare Svalastoga, som var en hædersmand, klagede jeg til Konsistorium (universitetets øverste organ, hvor fordelingen af pladser var som i fagrådene) over forholdene på det sociologiske studium. Klagen havde tre punkter. Der foregik usaglige ansættelser, det – 118 –

Følg med tiden.indd 118

11/09/2017 10.25


faglige niveau var for lavt, og der foregik en politisk indoktrinering. Denne klage blev i 1974, såvel som andre klager, afvist af Konsistorium efter indstilling fra Mogens Fogs afløser som rektor, professor Thor A. Bak. Der var dog et enkelt medlem af Konsistorium, nemlig professor i fransk Knud Togeby, som ikke ville afvise klagen, men mente, at der her som andre steder på universitetet var sket en sænkning af det faglige niveau. Sagen fik meget omtale i aviserne og bragte adskillige politikere samt ombudsmanden ind i billedet. Thor A. Bak udtalte beklagende til en avis, at denne sag havde kostet mange personaleressourcer, men når nu de her professorer blev ved med at få afslag på deres klager om den faglige kvalitet og indoktrinering, holdt de vel efterhånden op med at klage. Den kendte idéhistoriker og teolog, professor Johannes Sløk fra Aarhus Universitet, hvis institut var helt domineret af studentermarxister, fik i anledning af sagens afslutning optaget et par beske og ironiske kronikker i Berlingske Tidende, hvor han blandt andet skrev: ”Livet kan dog berede én sære oplevelser. Som nu her forleden dag. Af en kort meddelelse i Berlingske forstod jeg, at konsistorium ved Københavns Universitet havde afsluttet professor Matthiessens klagesag. Det var blevet en afvisning. Ja, herre-jemini, tænkte jeg, hvad skulle det ellers være blevet til? Men hvad sker? Jeg får øje på et ord ’Total’ – afvisningen – 119 –

Følg med tiden.indd 119

11/09/2017 10.25


var ikke ’total’ – det stod der – uimodsagt. Det følte jeg mig chokeret over. Universitetets forskellige forsamlinger har at afvise klager – i det mindste fra reaktionære professorer. Det er deres bestilling, og det har de også hidtil trofast gjort. Man har kunnet regne med dem. Hvad skal så denne afvigelse til for. Man fik forhindret ’en total afvisning’, sådan står der, ganske som om det var en bedrift. Det er det ikke. Det er en uregelmæssighed i maskineriets funktion, der både er betænkelig og må påtales. For hvad var det, man nok ville afvise, men ikke afvise ’totalt’. Ja, for så vidt Berlingske står til troende, var det en klage – fra denne anmassende prof. Matthiessen – over, at der var sket en ’sænkning af det faglige niveau’. Og ikke nok med det. En slags forræder professor Togeby, stillede sig ugenert på Matthiessens side. Der sker, siger han uden blusel, ’en forringelse i en række fag i disse år’. Er bagstræbets råddenskab ved at brede sig i konsistorium? For det er jo præcist, hvad vi, der for længst er indrulleret blandt de reaktionære og bagstræberiske, har sagt i årevis. Det går baglæns, har vi sagt, niveauet er sunket flere etager nedad, forskning, altså rigtig forskning, er kommet i miskredit og må nu logere i de mere billige gæsteværelser til nord. Ganske vist kan vi klage. Vi kan putte en klageskrivelse ind i den ene ende af maskinen, men når den i månedsvis har cirkuleret mellem maskinens mystiske tandhjul, kommer den ud i den anden ende i form af en afvisning. Så sikkert som amen efter Fadervor. Man må blot ikke håbe, at – 120 –

Følg med tiden.indd 120

11/09/2017 10.25


det skal gå en, som det gik professor Matthiessen. Han fik ikke bare det obligatoriske nej, men tillige en slags irettesættelse over at have spildt maskinens tid og skatteydernes penge med at klage. Forhåbentlig er skatteyderne tilfredse med maskinen.” Når afvisningen af klagen ikke var total, skyldtes det, at ombudsmanden var gået ind i sagen og havde bedt om en redegørelse fra universitetet om klagens tredje punkt, nemlig den politiske indoktrinering. Men den blev så undersøgt ved, at man spurgte de lærere, som stod for indoktrineringen. Og så fik man ikke overraskende til svar, at der naturligvis ikke fandt den slags sted. Altså igen afvisning af klagen. Som man råber i skoven, får man svar. Nogle år senere læste den kendte sociolog og forfatter Henrik Dahl sociologi ved Københavns Universitet, men rejste derefter til USA og tog en uddannelse på University of Pennsylvania for at få udfyldt alle de huller, Sociologisk Institut havde efterladt. I en senere bog, nemlig Spildte kræfter, har han beskrevet sine erfaringer fra sociologistudiet. Det er således en beretning fra en ”mand på gulvet”, som også havde læst ved et universitet i USA. Han skriver som følger: ”Instituttet var lovløst i den forstand, at stort set alle de fastansatte lærere var blevet marginaliseret, og en klike under åndelig ledelse af en fyr, som hed Kurt Aagaard, kontrollerede alle beslutningsdygtige organer med hård hånd. – 121 –

Følg med tiden.indd 121

11/09/2017 10.25


Lovløsheden kom til udtryk på mange måder. Den herskende klike samarbejdede så lidt som muligt med universitetet og boykottede så meget, den kunne slippe af med. Dens beslutninger var vilkårlige og kunne ikke appelleres. Al forskning og undervisning var normativ i den forstand, at studentermarxismen var det sande udgangspunkt og enhver anden tænkning var at betragte som løgn og vranglære. Derfor havde instituttet også et uformelt Index librorum Prohibitorum. Det omfattede al metodelære og navnlig al lære om kvantitative metoder. Desuden al angelsaksisk sociologi og al sociologi til højre for Habermas. Hvad kom der ud af det? For det første: Et fagligt niveau man ville betegne som rystende lavt alle andre steder. Det var nok i virkeligheden det værste. For det andet: At alle, der gennemgik uddannelsen, fik en selektiv og mangelfuld viden om sociologi i den forstand, begrebet almindeligvis blev brugt verden over. Og for det tredje: At de fleste åbnede deres sind for den mærkelige ide, at videnskabens grundlæggende bestræbelser ikke er at skelne mellem sandt og falsk, men mellem godt og ondt. Man kan sige det samme på en anden måde: At videnskaben ikke er en intellektuel, men en moralsk øvelse.” Uanset disse forhold lod rektoratet og Konsistorium således universitetet sejle videre med lig i lasten og meddelte omverdenen, at alt var i den skønneste orden, og hvis der var problemer, skulle universitetet nok klare dem på egen hånd. Jeg havde nemlig i en artikel på samme tid opfor– 122 –

Følg med tiden.indd 122

11/09/2017 10.25


dret Undervisningsministeriet til at gribe ind og få orden på problemerne. I universitetets handlemåde – eller mangel på samme – er der en klar parallel til handlingen i Henrik Ibsens skuespil En folkefjende, hvor byens læge opdager, at der er bakterier i vandet på byens badeanstalt. I den anledning udtaler formanden for badeanstaltens bestyrelse følgende: ”Jeg har avfattet en kort redegjørelse for saksforholdet, således som det fra et nøkternt synspunkt bør opfattes; og derhos har jeg antydet, hvordan de mulige ulemper bør kunne forventes avhjulpet på en for badekassen overkommelig måte.” Men ikke blot lod man hånt om universitetets faglige problemer, man søgte også at komme den dårlige smag i møde ved fx at forsøge at leve op til den indholdsløse frase om forskning for folket. Så det skulle helst være noget med dårlige arbejdspladser. En læge havde i en rapport analyseret forholdene for kloakarbejderne i Københavns Kommune. Både professor i hygiejne Bo Holma og jeg havde læst rapporten, som ikke holdt den nødvendige faglige standard. Der var rent faktisk ikke særlige helbredsproblemer i forbindelse med kloakarbejderne. Men rapporten blev højtideligt modtaget af Thor A. Bak, og scenen blev filmet til aviser og TV for at vise, at på Københavns Universitet blev der sandelig drevet forskning for folket. Så langt var det kommet med universitetet under Thor A. Baks ledelse. – 123 –

Følg med tiden.indd 123

11/09/2017 10.25


I 1976 fratrådte Thor A. Bak som rektor. Man kan sammenfattende sige, at hans famlende håndtering af embedet var en uskøn blanding af politisk korrekthed og ideologisk dumhed. Det blev ikke meget bedre under hans efterfølger, professor Morten Lange, som havde en fremtrædende position i Socialistisk Folkeparti. Dette parti var også grebet af demokratisme på bekostning af faglighed, og Morten Lange ønskede ikke at afvige fra partilinjen. I 1979 blev han afløst på rektorposten af professor Erik Skinhøj. Valget af denne rektor kunne kun føre universitetet endnu længere ned i uføret. Jeg husker bedst Erik Skinhøj fra dagen for universitetets 500-årsjubilæum, hvor han nærmest valsede rundt på Frue Plads, iført en hvid bluse, som reklamerede for Studenterrådet, dvs. de retfærdige. Det var den værdighed, han kunne svinge sig op til på 500-årsdagen for et af Nordeuropas ældste universiteter. I forbindelse med jubilæet blev der sendt en invitation ud til samtlige professorer om deltagelse i et særligt morgenarrangement, som blandt andet inkluderede et fælles optog af universitetets professorer. Resten af dagens arrangementer, herunder en stor festmiddag om aftenen, var forbeholdt klikerne i de administrative organer. Jeg lagde med det samme denne invitation i papirkurven. På nogenlunde samme tid fik jeg fra rektors kontor meddelelse om, at rektor havde indstillet mig til ordenen ridder af Dannebrog. En sådan farce ville jeg ikke deltage i, så det blev til et rungende nej. – 124 –

Følg med tiden.indd 124

11/09/2017 10.25


I forbindelse med universitetets 500-årsjubilæum skulle der udnævnes nogle udenlandske æresdoktorer. Disse skulle udnævnes efter indstilling af et udvalg, hvor jeg blev udpeget til at være medlem. Jeg husker, at min gode kollega, professor i økonomi Sven Danø ved mødets begyndelse udtalte, ”at man da ikke måtte håbe, at de indstillede personer troede, vi var ude på at fornærme dem”. Anden halvdel af 1970’erne på universitetet blev en mærkelig periode. Omkring 1975 lykkedes det for den marxistiske majoritet ved sociologistudiet at afskaffe demografi som obligatorisk fag. Da man nogle år forinden havde eroderet den teoretiske statistik, var sociologien nu uden de metodeprægede fag, som først og fremmest kunne gøre det muligt at finde beskæftigelse som sociologiske kandidater. Afskaffelsen af demografien som obligatorisk fag gjorte det på en måde lettere at varetage den undervisningsmæssige del af mit professorat. Som det fremgik af Henrik Dahls beretning, udøvede lederne af retfærdighedspartiet et jernhårdt diktatur, hvor man ikke tålte afvigelser. Det betød, at de nye studerende blev trukket gennem et længere introduktionskursus, hvor man fik besked på, hvilke undervisere man skulle følge, og særlig hvem man skulle holde sig langt væk fra. De studerende, som ikke med det samme forstod beskeden, blev frosset ud eller også chikaneret, fx ved private telefonopkald. Da demografi ikke var obligatorisk og absolut ugleset blandt de retfærdige, var der naturligvis ingen sociologi– 125 –

Følg med tiden.indd 125

11/09/2017 10.25


studerende, som turde nærme sig faget. Jeg var derfor reelt professor uden undervisningsmæssige forpligtelser. Helt uden undervisning blev jeg nu ikke, for så dukkede der studerende op fra andre discipliner, som gerne ville modtage undervisning i faget. De første var fire geografistuderende, og så satte vi os omkring bordet på mit kontor. Undervisningen, som strakte sig over et semester, blev en blanding af katederundervisning og faglige drøftelser. Som underviser en ideel situation: engagerede studerende og mulighed for en tæt dialog. I andre semestre kom der bl.a. økonomer. Altid små hold, hvor vi kunne sidde på mit kontor. Og ind imellem undervisningen havde jeg reelt frisemestre, som jeg kunne udnytte til forskning, særlig i forbindelse med udarbejdelsen af det danske bidrag til den førnævnte store Princetonundersøgelse. Jeg skal ærligt indrømme, at det føltes noget mærkeligt at være professor ved et studium, hvor ens fag af ideologiske grunde var sendt ud i mørket, således at den undervisningsmæssige del af min professorgerning delvis var skåret bort. Det skal dog tilføjes, at jeg efter invitation gav enkelte forelæsninger ved andre fakulteter. Ved et tilbageblik over 1970’erne er der – foruden undervisningen af sociologerne i begyndelsen af 1970’erne og undervisningen af de små hold på mit kontor – to positive forhold på universitetet, som jeg meget tydeligt erindrer. Omkring 1970 indleverede historikeren Kristian Hvidt sin disputats Flugten til Amerika til forsvar for den filoso– 126 –

Følg med tiden.indd 126

11/09/2017 10.25


fiske doktorgrad. Den beskæftigede sig med den store udvandring fra Danmark til USA fra 1860 til 1900, dvs. en del af den udvandringsbølge, som i tiden frem til 1920’erne medførte en udvandring af 300.000 danskere til USA. Ved hjælp af sit kildemateriale kunne doktoranden fastlægge, hvilke områder i Danmark der især havde bidraget til udvandringen, og hvordan hele udvandringssystemet var opbygget. Disputatsen gav en grundig beskrivelse af de mange agenter, som formidlede udvandringen, og det viste sig, at en betydelig del af udvandringen blev effektueret ved hjælp af de såkaldte prepaid-tickets, som slægtninge i USA sendte hjem. Jeg blev sammen med professor i historie Sven Henningsen og en norsk historiker indvalgt i bedømmelsesudvalget, som antog disputatsen. I foråret 1972 fandt forsvaret sted, hvor Sven Henningsen og jeg var de officielle opponenter. Det var en ny fornemmelse – i modsætning til i 1970 – at stå på den anden side af skranken og nu være opponent. Jeg havde en meget god og saglig drøftelse med doktoranden om de mange positive elementer i disputatsen samt enkelte svagheder. Da Det Kgl. Bibliotek ønskede at opbevare et eksempel på en disputats for eftertiden, blev det hele optaget på bånd og henlagt i bibliotekets arkiver. Kristian Hvidt inviterede mig lidt senere til sit hjem, hvor han havde lånt båndet. Det var morsomt at genopleve det, men man skal ikke forvente, at det er en stor nydelse at høre ens stemme gengivet på bånd. Den anden positive begivenhed i forbindelse med uni– 127 –

Følg med tiden.indd 127

11/09/2017 10.25


versitetet var en invitation i 1976 til at blive medlem af en kreds på ti fremtrædende professorer med henblik på at ændre universitetets styrelseslov. I de retfærdiges støtteorgan Information blev gruppen syrligt betegnet som ”en eksklusiv kreds af professorer”. Kredsen talte bl.a. professor i idéhistorie Johannes Sløk, professor i filosofi David Favrholdt og professor i østasiatiske sprog Søren Egerod. På et møde en søndag eftermiddag på Østasiatisk Institut blev man enige om at opsøge Folketingets Undervisningsudvalg med en skrivelse, hvoraf det skulle fremgå, hvorfor den nuværende styrelsesordning uvægerlig måtte medføre en kvalitetssænkning. Jeg blev udvalgt som en af penneførerne og skrev en kronik i Berlingske Tidende sammen med Søren Egerod. Jeg var sammen med Søren Egerod til audiens i Folketingets Undervisningsudvalg, som forinden havde modtaget vores skrivelse, der havde stor opbakning blandt mange lærere. Men folketingsmedlemmerne var fortsat fastlåste i demokratismeideologien, så reelt medførte vores anstrengelse i første omgang ingen ændringer. Men for mig var det en stor personlig tilfredsstillelse at vide, at jeg havde så mange meningsfæller, som også turde stå åbent frem. Af og til havde jeg i forbindelse med den manglende forståelse fra universitetsledelsens side følt mig lidt alene. En spændende ting ved denne beskæftigelse med universitetsproblemerne var de mange mennesker, jeg fik kontakt med inden for den akademiske verden, og som også satte store spørgsmålstegn ved den gældende univer– 128 –

Følg med tiden.indd 128

11/09/2017 10.25


sitetsordning. Det blev også til en betydelig foredragsvirksomhed blandt klubber og foreninger, som gerne ville høre om tilstanden på universiteterne. De første år af 1980’erne bragte ikke ændringer i mine forhold på universitetet. Men i 1982 blev jeg indvalgt som medlem af Videnskabernes Selskab. Selskabet blev grundlagt i 1742 som kongens rådgivende organ i videnskabelige spørgsmål og består i dag af omkring 250 danske forskere og et lignende antal udenlandske. Selskabet har til huse i en klassicistisk bygning på H.C. Andersens Boulevard fra omkring 1900. Man kan ikke søge om medlemskab af Videnskabernes Selskab, men udpeges af dets medlemmer. Det var for mig en meget stor opmuntring at opnå medlemskab af denne institution, hvor fysikeren og nobelpristageren Niels Bohr havde været præsident. Selskabet holder medlemsmøder hver anden torsdag fra september til begyndelsen af maj. Ved hvert møde bliver der givet to videnskabelige meddelelser (forelæsninger) af medlemmerne, en i naturvidenskab og en i et humanistisk eller samfundsvidenskabeligt emne. Når et medlem er afgået ved døden, bliver der efterfølgende – også af et medlem af selskabet – talt mindeord om den afdøde i forbindelse med en gennemgang af dennes videnskabelige karriere. Efter meddelelserne og en eventuel drøftelse af selskabets forretningssager samles man i den store spisesal til øl og smørrebrød, hvor man har mulighed for en dybere drøftelse af de givne meddelelser. For mig var det interessant og også udviklende at få mulighed for at mødes og tale med forskere fra forskellige – 129 –

Følg med tiden.indd 129

11/09/2017 10.25


discipliner. Og samtidig befriet for de efterhånden meget trættende politiske diskussioner på universitetet. I 1980’erne begyndte klokken at falde i slag for sociologer og kultursociologer. I 1985-1986 gennemførte Undervisningsministeriet en besøgsrunde til samtlige samfundsvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet. På baggrund heraf fremkom man med følgende konklusion: ”Universitetet har ikke levet op til den forpligtelse, der ligger i at være det eneste uddannelsessted for sociologer i Danmark. I andre lande har sociologifaget en helt anden status på arbejdsmarkedet end i Danmark, hvilket kan hænge sammen med, at der ikke er gjort nok for at styrke kandidaternes faglige kvalifikationer både inden for den egentlige sociologi og uden for det egentlige kerneområde, f.eks. på de statistiske og datalogiske områder.” Man havde hæftet sig ved den høje arbejdsløshed for sociologiske kandidater. Direktoratet for de Videregående Uddannelser (DVU) under Undervisningsministeriet erklærede, at sociologi skulle rekonstrueres enten ved at foretage en rekonstruktion af de sociologiske miljøer ved Københavns Universitet eller ved at overlade ansvaret til en anden institution end Københavns Universitet. Således konkluderede DVU, at optag til Sociologisk Institut skulle ophøre med virkning fra september 1987, og sociologi skulle være færdigafviklet i 1993. Endelig bestemte Undervisningsministeriet i 1988 – helt hen over hovedet på Københavns Universitet – at – 130 –

Følg med tiden.indd 130

11/09/2017 10.25


der skulle nedsættes et internationalt evalueringsudvalg (det såkaldte Allardt-udvalg), som kom til at bestå af Erik ­Allardt, Walter Korpi og Aage Bøttger Sørensen, alle tre internationalt anerkendte sociologer. Dette udvalg fremkom med forslag til en ny uddannelse i sociologi, som integrerede kultursociologi. Undervisning på det nye sociologistudium skulle bestrides af nyansatte lærere, idet de gamle lærere skulle underkastes en faglig vurdering. Af disse, i alt 11, blev de syv erklæret for ukvalificerede. Disse fik imidlertid ”asyl” på RUC, hvor de åbenbart uden vanskeligheder kunne indpasses i det faglige miljø. I forbindelse med sin deltagelse i Allardt-udvalget fremkom Aage Bøttger Sørensen med følgende konklusion om forskningen på Sociologisk Institut. ”Danske sociologer har nærmest ingen betydning uden for Danmark. Danske sociologer publicerer i meget ringe omfang i internationale tidsskrifter og deres arbejder bliver sjældent anvendt af andre sociologer. Danske sociologers hovedindsats gøres i den grå litteratur, der sjældent er tilgængelig for andre og ikke udsættes for kvalitetsbedømmelse.” Som min gode ven og fagfælle Gunnar Viby Mogensen, tidligere forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, plejer at sige om den slags forskningsmiljøer: ”De er lige så berømte i Danmark, som de er ukendte i redaktionerne på de førende internationale faglige tidsskrifter.” – 131 –

Følg med tiden.indd 131

11/09/2017 10.25


I kraft af den internationale evaluering af sociologien blev det således klart, at Københavns Universitet – trods talrige veldokumenterede klager – havde huset studier med ukvalificerede lærere og en meget lav faglig standard. Dette vil for altid sætte en skammens plet på Københavns Universitet og dets ledelse. Jeg blev selv anmodet om at deltage i opbygningen af det nye sociologistudium. Men jeg sagde nej. Jeg følte, at jeg havde spildt rigeligt med tid på sociologistudiet. Universitetets rektor i 1980’erne var fysikeren Ove Nathan. Man kan beklage, at Københavns Universitet netop under hans ledelse skulle betale prisen for hans forgængeres mangelfulde håndtering af de sociologiske studier. Engang i 1980’erne modtog jeg til min store overraskelse en opringning fra Ove Nathan, som bad om et møde på mit kontor. Mødet fandt sted, og hans ærinde var, at han ville indsamle redegørelser fra de forskellige fagområder (herunder samfundsvidenskab) om kravene til fremtidens universitet. Han ville gerne have mig til at skrive om samfundsvidenskab. Det gjorde jeg med glæde, og han kvitterede med et par flasker rødvin. Jeg skal ikke skjule, at det var mærkeligt pludselig at komme ind i varmen hos universitetsledelsen efter i en årrække at have været persona non grata. Jeg kunne dårligt opfatte det som andet end en slags soning. Allerede et par år før sociologistudiernes sammenbrud havde jeg fået en henvendelse fra mit gamle studium om overflytning af professoratet i demografi til det statsvidenskabelige fagråd. Tilbuddet lød på, at jeg skulle dele un– 132 –

Følg med tiden.indd 132

11/09/2017 10.25


dervisningen i samfundsbeskrivelse med professor Anders Ølgaard, hvilket indebar et semesters undervisning i dette fag hvert år. I det andet semester ville jeg få frihed til at opbygge et demografisk fag. Disse betingelser var ikke ganske ideelle. Dels havde jeg ingen speciel interesse i at sætte mig ind i samfundsbeskrivelse, dels mente jeg, at man bedre kunne anvende min ekspertise i demografi. Men efter nogen betænkningstid accepterede jeg betingelserne. Jeg havde nok en trang til at komme under mere ordnede forhold, og endelig var politstudiet mit gamle studium. Da demografi endvidere indgik som en mindre del af faget samfundsbeskrivelse, ville jeg få mulighed for at vække interesse for faget og således få nogle af studenterne til at tage demografi som ikkeobligatorisk fag og dermed rekruttere studenter til min demografiundervisning i mit andet semester. Jeg gik så i gang med at læse alle bøgerne i serien Erhverv og samfund og de statistiske publikationer, som knyttede sig til faget samfundsbeskrivelse. Denne tid var selvfølgelig ikke spildt, for jeg fik på den måde opdateret min viden om det danske samfunds økonomiske og sociale struktur. Ved forelæsningerne var der mere end 300 studerende. Da det var flere år siden, jeg havde haft større studenterhold, var det med nogen spænding, jeg imødeså den første forelæsning. Et par dage før havde jeg på forslag af Ulla, som jeg blev gift med i 1986, været ude at inspicere forelæsningslokalet, som var det store Anatomiske Auditorium på Nørre Allé. – 133 –

Følg med tiden.indd 133

11/09/2017 10.25


Det var et meget godt forslag, at jeg nu kom til at kende det lokale, hvor jeg skulle forelæse. Jeg var klar over, at med så mange studerende skulle man være særlig godt forberedt og samtidig meget intens for at holde sammen på dem. Det lykkedes faktisk, og ved evalueringen efter semestrets afslutning fik jeg fine vurderinger. Ved den første forelæsning var der en række interessante fænomener, som jeg bed mærke i. Næsten alle de studerende var blevet korthårede, og der var ingen studentermarxistiske spørgsmål. Efter forelæsningen kom nogle studenter hen til mig og spurgte, hvad de skulle læse på til den følgende forelæsning ugen efter. Jeg var målløs ved at notere denne ændring af mentaliteten. Noget sådant ville have været helt utænkeligt i den periode, hvor de ”retfærdige” regerede sociologistudiet. Så ville man derved have underordnet sig læreren, og det gik jo ikke an. I det andet semester havde jeg så frihed til at udbyde faget demografi. Men da hverken demografien eller jeg var særlig kendte blandt de statsvidenskabelige studerende, var tilslutningen, første gang jeg udbød faget, beskeden, i alt fem. Jeg havde sammensat et pensum således, at vi brugte en del tid på at analysere de økonomiske konsekvenser af en given befolkningsudvikling. De studerende var særdeles interesserede, og timerne var helt igennem præget af faglige drøftelser og uden de tidligere politiske undertoner. Efterhånden steg tilslutningen, og da jeg sluttede i foråret 1993, havde jeg hold på 35 studerende. Det var stadig en holdstørrelse, som gav – 134 –

Følg med tiden.indd 134

11/09/2017 10.25


mulighed for kontakt med de studerende, og det var en fornøjelse at undervise disse hold af engagerede studenter. Den første februar 1993 fyldte jeg 60 år og holdt i den anledning en reception i Videnskabernes Selskab. En af de bedste gaver, jeg fik, var da en deputation fra mit hold i samfundsbeskrivelse fra efterårssemesteret dukkede op med en stor kurv fyldt med vinflasker. Det gjorde mig meget glad. En anden værdsættelse kom fra en af de studerende, jeg havde undervist i teoretisk statistik i slutningen af 1960’erne. Et bud ankom med den største blomsterbuket, som jeg nogensinde har fået. Den var fra den daværende statsminister, Poul Nyrup, ledsaget af et kort med tak for god undervisning. I forårssemesteret 1993 holdt jeg mine sidste forelæsninger på Københavns Universitet, da jeg den 1. oktober samme år blev valgt til formand for Carlsbergfondet og dermed også formand for bestyrelsen i Carlsberg A/S. Disse to job ville kræve min fulde tilstedeværelse, og derfor måtte jeg fratræde professoratet på universitetet. Min tid som professor i demografi på universitetet havde budt på meget forskellige oplevelser, gode som dårlige. Men de havde på intet tidspunkt bremset min faglige udvikling, først og fremmest takket være mine aktiviteter uden for universitetet – særlig i udlandet. Jeg havde forøget min menneskekundskab på godt og ondt. Ofte gik mine tanker til den kloge og erfarne svenske rigskansler Axel Oxenstierna, som i 1648 udtalte til sin søn, der var betænkelig ved at blive udsendt som svensk – 135 –

Følg med tiden.indd 135

11/09/2017 10.25


forhandler i forbindelse med afslutningen af Trediveårskrigen: ”Ved du ikke min søn, med hvor liden forstand verden regeres.” Disse ord har åbenbart samme gyldighed i dag som dengang.

Følg med tiden.indd 136

11/09/2017 10.25

Følg med tiden, ikke med tiden - uddrag  

Et uddrag af Poul Christian Matthiessens erindringer "Følg med tiden, ikke med strømmen"