Page 1


BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Ernst B. Sund Fonden Farumgaard-Fonden G.E.C. Gads Fond Lillian og Dan Finks Fond

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 2

26/08/2019 16.07


Dengang vi var bønder Peter Henningsen

GADS FORLAG

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 3

26/08/2019 16.07


DENGANG VI VAR BØNDER Af Peter Henningsen © Peter Henningsen og Gads Forlag, 2019 ISBN: 978-87-12-05793-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina Forlagsredaktion: Erik Høvring og Torben Christiansen Billedredaktion: Trine Jerichau Roslev Projektledelse: Henrik Sebro Omslag: Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau Illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Tryk: GPS

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. WWW.GAD.DK

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 4

26/08/2019 16.07


Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 5

26/08/2019 16.07


Indhold INDLEDNING

Dengang vi var bønder

8

Den danske bonde

16

KAPITEL 3

Bondesindet 72 Bondetraditionalismen 78 Bondens sprog 82 Bonden i det udvortes

88

KAPITEL 1

Bondelandet 16 KAPITEL 4

Godssystemet 23 Bondelandet 24 Hvad der siden hændte 40 Landet og dunsten 44

Bondens krop

88

Bonden i det indvortes Store forandringer

99 106

KAPITEL 2

KAPITEL 5

Beboerne 48 Landbruget og klimaet 51 Skæbnen og de begrænsede goder 53 Folketroen 60 Bondens tænkemåde 72

Bondeøkonomi 108 Bondepolitik 113 Folkeånd og bondekultur 119 Andelstiden 124 Alting skal visne 128 Systemskiftet 132 De første museer 134

Bondelivet 44

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 6

Bonden i politik

106

26/08/2019 16.07


KAPITEL 6

Bonden på museum De første frilandsmuseer Folkemuseet og Frilands­museet i Lyngby

134 137

141 Bondegårdsstudier 156 Bondegården 156

KAPITEL 7

Bondegård og byggeskik

156

Byggeriet 160 Den sjællandske gård 161 Amagergårde 170 Gårde på Lolland og Falster 172 Bornholmske gårde 180 Fyn og Det Sydfynske Øhav 184 Østjylland 192 Nord for Limfjorden 197 Langs den jyske vestkyst 207 Syd for Limfjorden 212 Det østlige Slesvig 218 De nye gårde 222 Gårdens konstruktion 228 Højremshuset 228

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 7

KAPITEL 8

Bondegårdens anatomi

228

Sulehuset 232 Bindingsværkshuset 235 Sidebånd, bladning og tapning 239 Bulhuse 240 Det grundmurede hus 242 Haubargen 244 Det lerstampede hus 246 Husets tag 248 Ovnhuse og kaminhuse 253

Ordliste 256 Henvisninger til citater i tekstbokse

260

Litteraturliste 266 Noter 278 Navneregister

298

26/08/2019 16.07


Dengang vi var bønder INDLEDNING

En lang afstand i tid og udvikling adskiller os fra vores bedsteforældres, oldeforældres og tipoldeforældres Danmark. Et Danmark, som var et udpræget landbrugsland, og hvor det store flertal levede i landsbyer og mindre bebyggelser på landet. De fleste var gårdmænd og gårdmandskoner, husmænd og husmandskoner eller tjenestefolk, andre levede af landsbyhåndværk eller af småhandel. Nogle få var godsejere, godsforpagtere, godsforvaltere, præster og degne, men fælles for alle var, at de levede af landet. De fleste nulevende danskere skal ikke søge ret langt tilbage i deres slægts historie, før den er befolket af lutter bønder. Min egen slægt består mestendels af dem – og kun det – så langt jeg kan spore tilbage i historien. På min fædrene side var min far den første til at vælge bondetilværelsen fra. Han ville hellere være maskinarbejder. Senere stak han til søs med Marie Mærsk. På min mødrene side var det min oldefar, der var den første til at forlade bondetilværelsen og slå sig ned som landslagter på Lolland. Der er ikke noget usædvanligt i den historik. Jeg deler den med tusindvis af danskere, for det er i den første halvdel af det 20. århundrede, at virkelig mange bondesønner og bondedøtre forlader den slidsomme og udsigtsløse tilværelse på landet og slår sig ned i hovedstaden, i købstæderne og i de nye stationsbyer og dermed bidrager til den omskabelse af Danmark fra landbrugsland til industriland, som for alvor slår igennem i løbet af 1950’erne og 1960’erne. I de rigtig gamle dage var Danmark et land præget af skove, marker og overdrev, og selv om der var mange købstæder, var de fleste utrolig små. Store byer som Aalborg, Odense og Helsingør havde kun få tusind indbyggere i 1700-tallet. Størst var København med næsten 100.000 indbyggere. De øvrige byer var for intet at regne. Danmark var et landbrugsland, hvor størsteparten af befolkningen på en eller anden måde var beskæftiget med landbrug, og hvor menneskenes hele liv og tankegang kredsede herom. Danskerne var bondske, og det blev de ved med at være, indtil landbruget mistede betydning som landets bærende erhverv.

8

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 8

De romantiske malere C.W. Eckersberg og Jens Juel excellerede i nærmest pastorale bondeidyller, som har været med til at forme en senere tids opfattelse af de gode gamle dage ude på landet. Her et maleri fra Møn af Eckersberg fra 1810. SMK.

Dengang vi var bønder

26/08/2019 16.07


Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 9

26/08/2019 16.07


Men mentaliteten er en sej struktur, som de franske mentalitetshistorikere har formuleret det. Vi vedblev med at tænke som bønder, længe efter at vi var holdt op med at være det. Selv om bøndernes sønner og døtre flyttede til byerne og blev industriarbejdere, så hang meget af den gamle bondekultur ved, og de gav dele af den videre til deres egne børn, som igen videregav den til deres børn. De fleste drømte om et lille stykke jord, som de kunne kalde deres eget, og hvor de kunne dyrke grøntsager til eget forbrug. Den højeste lykke var en kolonihave. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse inkorporerede faktisk så mange bondske elementer i sin velfærdsideologi, at der ikke var tale om et brud med den gamle landbokultur, men snarere om en videreførelse af den under andre former.1 Det har været svært for de fleste danskere i min generation, i hvert fald for dem af os, der er født på landet eller i mindre provinsbyer, at erkende, at alt det, som

10

På dette luftfoto ses det smukke trefløjede anlæg på en mindre gård i Tværbymark, Bregninge Sogn på Ærø. I den første halvdel af 1800-tallet opførte en del ærøske bønder sådanne trefløjede anlæg efter inspiration fra det østlige Slesvig, hvor denne type anlæg var begyndt at vinde frem i 1700-årenes slutning. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Dengang vi var bønder

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 10

26/08/2019 16.07


vi lærte i skolen, alle fædrelandssangene, alle kristendomstimernes salmevers og alle de gamle undervisningsfilm fra Statens Filmcentral fremstillede et billede af et land, der ikke længere fandtes. Det tilhørte fortiden og var faktisk, imens vi sad og sang disse sange i skolen og så de gamle sort-hvide film i den mørke filmkælder, allerede kommet på museum. Historikeren Søren Mørch har formuleret det ganske rammende, når han siger, at ”bondegårdene med ’heste, køer og grise, får’, tilknytningen til jorden, andelsbevægelsen, højskolerne, forsamlings- og missionshusene, janteloven og hele det nære samfund” var så stor en del af den danske folkesjæl, at vi slet ikke kunne forestille os det anderledes. Hvis Danmark ikke var et landbrugsland, hvad var det så? Den danske selvforståelse var grundlæggende funderet på den opfattelse, at vi var et betydningsfuldt landbrugsland, og at landets bønder udgjorde folkets kerne. Det er imidlertid ikke kun mentalt, at bondesamfundet har trukket lange skygger ind over det moderne industrisamfund. Også i landskabet hang, og hænger, arven fra bondesamfundet ved. Det hedengangne landbrugssamfunds fysiske efterladenskaber findes stadig overalt i form af gårde og husmandssteder, som nu er øde eller omdannet til almindelige familieboliger. Alle vidner de om en tid, der var. Den gamle bondekultur selv er dog væk for længst. Borte for altid. Vil man vide noget om den, er man henvist til folkelivsforskernes og lokalhistorikernes skrifter (og dem er der mange af). I dag kan vi kun ane ganske lidt af denne forsvundne kultur, skimte noget af den gamle landsbys liv i ny og næ eller måske fornemme dele af dette fortidige liv, når vi besøger et frilandsmuseum. Et frilandsmuseum er jo en slags erindringssted på linje med mindestene og nationale monumenter – en kirkegård for afdøde bygninger – hvor eftertiden kan dvæle og mindes det forsvundne. Forfatteren Martin A. Hansen, der var opvokset i et bondemiljø på kanten af Stevns, ramte det meget godt, da han engang sagde, at Frilandsmuseet i Lyngby uden for København ”er et sted, man kan valfarte til, og det gør mange. Her kom-

Landsbyerne har skiftet karakter. Fra at være levende landsbysamfund med arbejdspladser, er de fleste i dag blevet til sovelandsbyer – og store dele af det åbne land til et soveland. Kun et mindretal af de mennesker, der bor der, har deres arbejde i nærheden af, hvor de bor. De er blevet pendlere, som det hedder, når man skal sløre de menneskelige problemer ved at gøre dem abstrakte. Da man i sådan et landsbysamfund ikke længere erhvervsmæssigt er knyttet til det samme grunderhverv, forsvinder også oplevelsen af fælles skæbne, oplevelsen af at være samme slags mennesker og dermed også den oplevelse af fællesskab, som var en realitet i dette århundredes første halvdel. Knud Sørensen, forfatter, 1988.

Indlednng

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 11

11

26/08/2019 16.07


mer man for at gensé. Her træder man over det slidte dørtræ ind i det gamle rum og er hjemme. Lave våninger, dunkle stuer, jo man er hjemme. Man rører ved det enkle bohave, de gamle redskaber, man forstår dem, selv om man aldrig har set dem før. Det er et gensyn”.2 Det er lang tid siden, at Martin A. Hansen skrev disse linjer, og siden dengang er der kommet nye generationer til, som ikke føler det samme som ham. For dem er det intet kært gensyn at besøge en gammel gård på et frilandsmuseum, for de har intet forhold til gårdene og det liv, der levedes i dem. For dem er de gamle bygnin­ ger eksotiske og mærkværdige. De er ikke hjemlige, og de vækker ingen minder og ingen erindringer om glade barndomsdage i tumlende leg på en solbeskinnet eng. På den anden side så ville der ikke være mulighed for at stifte bekendtskab med den fysiske side af det gamle Bondedanmark, hvis ikke der fandtes frilandsmuseer. Kun ganske få landsbyer har bevaret det præg, som har kendetegnet dem igennem århundreder.3 Lige efter Anden Verdenskrig, da antallet af bondegårde i Danmark var det største nogensinde, fandtes der 208.100 gårde med et gennemsnitligt arealtilliggende på 15,3 hektar. Derefter begyndte antallet stille og roligt at dale. Det begyndte for alvor at gå stærkt i 1960’erne og 1970’erne, da alle småbrugene ikke længere kunne løbe rundt. Siden er også de større gårde fulgt efter, og i 2008 var antallet af gårde i Danmark nede på 41.836, der hver gennemsnitligt rådede over 63 hektar. Der er med andre ord kun en femtedel tilbage i forhold til midten af 1940’erne. Til gengæld er deres gennemsnitlige areal blevet firedoblet.4 I dag er der heller ikke længere den store mentale forskel på by og land, men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor forskellen var enorm, og det

12

Tv.: Gården i Olde. Før den trefløjede gårdtype vandt frem på Ærø i 1800-årene, var så at sige alle gårde, store som små, af den enlængede, slesvigske gårdtype, hvortil der sædvanligvis var føjet en kort vinkelfløj med laderum. Kendetegnende for denne type var det, at beboelsen og stalden altid var placeret i samme længe. Luftfoto fra 1950. Foto: Det Kongelige Bibliotek. Th.: Omtrent 50 år senere, i 1988, var gården i Olde ikke længere et landbrug, men var blevet overtaget af en familie, der anvendte den som sommerhus. Det begyndende forfald er tydeligt. Den tidligere så smukke prydhave er borte, og taget på østfløjen ser ikke alt for godt ud. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Dengang vi var bønder

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 12

26/08/2019 16.07


I 1992 var gårdens forfald stærkt fremskredet, da den havde stået ubeboet og med hul i taget gennem længere tid. Et halvt år efter at dette billede blev taget, blev den nedbrudt. Foto: Peter Henningsen.

på en måde, som vi næppe i dag kan forestille os. Ikke bare levede bønder ganske anderledes end byboere, ja før enevældens afskaffelse i 1848 var de endda underlagt en særlig bondelovgivning, der adskilte dem fra andre danskere. Dannede og fine mennesker betragtede bønder som modbydelige skabninger, som man helst skulle holde sig på god afstand af, mens byernes håndværkere og handlende, selv gadedrengene, så ned på bønderne som dumrianer, og de skyede ingen lejlighed til at hundse med dem eller gøre grin med dem. Bønder var for dumme til at tage vare på sig selv og måtte derfor have formyndere, som kunne klare den sag for dem. Den sjællandske præst P.C. Cramer stod langtfra alene med sit synspunkt, da han i 1816 fremhævede, at bønder skulle tvinges til deres eget bedste, for det kunne de ikke selv magte, og en tvang, der var til ens eget bedste, var ikke en tvang, men en velgerning. Bønder opfattedes som uvidende børn, der trængte til streng tugt og opdragelse.5 At Danmark var et udpræget bondeland for godt 100 år siden, er der ikke noget specielt ved. Det samme gjaldt alle europæiske lande på den tid. Det, som gør Danmark lidt specielt, er, at det er blevet moderniseret gennem landbruget og ikke gennem industrien, som det ellers var almindeligt i de fleste andre lande. Den eneste danske industri af nogen betydning var og blev landbruget, og sådan fortsatte det frem til 1950’erne. Det var andelsmejerier, andelssvineslagterier og andre landbrugsforetagender, der bar det danske moderniseringsprojekt igennem, og det var gårdmænd og godsejere, der siden de store landboreformer i 1700-årenes sidste årtier havde stået som repræsentanter for den statsbærende samfundsklasse.

Indlednng

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 13

13

26/08/2019 16.07


Jeg synes, det er meget interessant og tankevækkende, at det, der giver anledning til de store protester fra naturelskere, er, når der skal opstilles højspændingsmaster eller bygges veje eller broer. Det siges at ødelægge landskabet. De rigtigt dybtgående forandringer, dem der har vendt op og ned på hele landskabet, fjernet mennesker og husdyr, ændret markernes form, farve og bevoksning og dermed deres dyreliv, dem er der næsten ingen, der har bemærket, og slet ingen, der har protesteret over. Søren Mørch, historiker, 1996.

Det var dem, der talmæssigt dominerede i politik, indtil Socialdemokratiet og arbejderklassen tog over i 1920’erne, og det var deres idéer og åndelige værdi­ grundlag, som gennemsyrede landet fra det mindste til det største. Det var bøndernes fortolkning af historien, som blev den gældende, og derfor er det den dag i dag så svært for repræsentanter for de søfarende erhverv at trænge igennem med budskabet om, at Danmark skam også var en stor søfartsnation. Påstanden er rigtig, men den fæstner sig ikke i danskernes sind på nogen stadig måde, for søfolkene fyldte ikke meget i landskabet, for de var til søs, og inderst inde ved vi jo alle sammen godt, at Danmark var et landbrugsland, og at vi alle engang var bønder. På de følgende sider skal vi møde den bondekultur og det bondesamfund, som de fleste af os er rundet af. I bogens første del vil læseren stifte bekendtskab med den traditionelle bondekulturs levevis og bøndernes forestillingsverden og værdigrundlag. Udgangspunktet er bondens liv i 1700-tallet, som vi følger hen over den agrare oplysningstid (eller de såkaldte store landboreformer) og videre ind i 1800-tallet, hvor bonden efter enevældens afskaffelse i 1848 bliver et juridisk frit individ og begynder at engagere sig i landspolitik. Beretningen stopper omkring 1900, hvor bøndernes parti, Venstre, efter mange politiske kampe med det gamle godsejerstyre endelig kommer til magten og danner regering. Det er det, som i den politiske historie betegnes som Systemskiftet i 1901. I bogens anden del vil læseren blive præsenteret for den kulturpolitiske strømning, der sendte bonden og hans gård på museum, og som betyder, at vi stadig den dag i dag kan betragte de materielle reminiscenser af den forgangne bondekultur på vores museer. Der vil især blive lagt vægt på frilandsmuseerne, på de foregangsmænd, som skabte dem, og på den viden om den danske bondegårds regionale variation, som den tids bondegårdsforskning affødte. Der var engang, hvor det at forske i bondegårde blev opfattet som et vigtigt og betydningsfuldt emne. Fra Nationalmuseet i København drog unge seriøse forskere hver sommer ud på landet for at udvælge gamle gårde, der skulle undersøges, og hvor beboerne skulle udspørges om livet på gården. Man cyklede, for det

14

Dengang vi var bønder

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 14

26/08/2019 16.07


var nemmere at få øje på gårdene, når man var på cykel, og så var det ovenikøbet billigere end at køre i automobil. De seriøse unge mænd og kvinder opmålte udvalgte gårde over hele landet. De aftegnede deres grundplaner, tog fotos ude og inde og registrerede nøje hver enkelt bygningsdetalje og de små forskelligheder, som fandtes fra egn til egn. Om aftenen blev det indsamlede materiale vurderet og renskrevet og senere indlemmet i Nationalmuseets arkiv under betegnelsen Nationalmuseets Bondegårdsundersøgelser. Det var et vældigt arbejde, som kastede tusindvis af fotos og nedskrevne beretninger af sig, og det var meningen, at det alt sammen ad åre skulle udgives i et smukt tibindsværk. Det blev dog aldrig til noget, for inden man kom så langt, havde man mistet interessen for bondegårdsforskningen, og materialet ligger derfor stadig og putter sig i Nationalmuseets arkiver i Frederiksholms Kanal. Da der i dag ikke længere findes nogen bondegårdsforskere, så er det tvivlsomt, om materialet nogen sinde bliver udgivet, i hvert fald i den form, som det oprindeligt var tænkt. Baggrunden for den intense opmåling og affotografering af de gamle bondegårde var den dengang fremherskende forestilling om kulturspredning. Kultur opstod ikke bare af sig selv i et tomrum, men spredtes fra et sted til et andet, og man var af den opfattelse, at man ved at følge spredningen af et enkelt kulturelement, som f.eks. en bondegård og dens konstruktionsmåde, kunne finde de veje, ad hvilken kulturen havde spredt sig fra område til område. Det var alt sammen ret teoretisk, nok for teoretisk, og senere opgav man fuldstændig tanken om kulturhistoriske spredningsveje – og dermed også bondegårdsundersøgelserne. Selv om forskningen blev skrinlagt i 1960’erne, gav den os ikke desto mindre et ganske klart billede af, hvordan de gamle danske bondegårde så ud, og den afsatte tusindvis af gode fotos, hvoraf en del er publiceret i bogen her. Forskningen aflivede desuden en ellers sejlivet forestilling om, at den rigtige danske bondegård var en firlænget gård med bindingsværk og stråtag. Det var kun nogle steder, at det var tilfældet. Om alt det handler bogens anden del.

Peter Henningsen Sundbyøster 1. august 2019

Indledning

Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 15

15

26/08/2019 16.07

Profile for Gads Forlag

Dengang vi var bønder  

Dengang vi var bønder  

Advertisement