Millionæren bag de radikale
Millionæren bag de radikale
– Historien om Herman Heilbuth
Af: Anker Brink Lund
@ Forfatteren og Gads Forlag
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Sune Ehlers
Omslagsillustration: Udsnit af forsiden på vittighedsbladet Klods-Hans, 19.5.1918, tegnet af Alfred Schmidt
Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk
Forlagsredaktion: Henrik Sebro
Tekstredaktion: Nina Trige Andersen
Billedredaktion: Therese Boisen Haas
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: Print Best, Estland
Printed in Estonia
ISBN: 978-87-12-80033-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lovgivning om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Gads Forlag
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk
Denne bog er udgivet med støtte fra POLITIKEN-FONDEN
INDHOLD
FORORD
Den første, der fortalte mig om Herman Heilbuth, var min morfar, Holger Brink Henriksen, der var cykelhandler og lokalpolitisk aktiv i Det radikale Venstre, valgt både til Brørup Sogneråd, Ribe Amtsråd og Skatterådet. Som mange ligesindede knyttede han store forventninger til Hilmar Baunsgaard, det nye håb i partiet, der slog igennem i dansk politik som handelsminister i 1960’erne. Men – som min morfar tørt konstaterede – der var nu en anden radikaler, som nok kunne have gjort det endnu bedre: Herman Heilbuth. Den handelsminister, vi aldrig fik.
Jeg glemte siden alt om den ordveksling, indtil jeg mange år senere deltog i et forskningsprojekt om ejerforhold i dansk dagspresse. Det undrede mig i den forbindelse, at det igennem mange år havde været muligt at holde liv i et tocifret antal radikale partiaviser på trods af relativt begrænset læserloyalitet og manglende annoncetække. Det viste sig, at overlevelsen var muliggjort af store privatbidrag fra en vis direktør Heilbuth, der også i en længere periode havde fungeret som ulønnet partisekretær for partiet.
Senere fandt jeg ud af, at den handelsminister, vi aldrig fik, ikke alene havde været radikal avisudgiver og partisekretær. Han var også en særdeles indflydelsesrig erhvervsmand, der fik reorganiseret handel med kunstgødning til dansk landbrug og indkøbt for flere millioner kroner billedkunst, hvoraf en væsentlig del skulle skænkes til Statens Museum for Kunst.
En så alsidig samfundsborger kunne vel nok fortjene mere end et par fodnoter i historieskrivningen. Det har jeg så forsøgt at rette op på. Bevæbnet med nysgerrighed og digitale søgemaskiner er jeg gået på opdagelse efter spredte, glemte og skjulte oplysninger, der kan belyse Heilbuths omskiftelige liv og levned. Desværre har hverken Heilbuth
eller hans familie efterladt noget privatarkiv, og hans jævnaldrende står ikke længere til rådighed for interview. At skabe et nogenlunde dækkende kildegrundlag kræver derfor tålmodig jagt på fragmenter, efterladt af Heilbuth selv og hans samtidige med- og modspillere.
I tolkningen af det brogede kildegrundlag har jeg nydt godt af daglige drøftelser med min ægtefælle, Ph.d. i etnologi Henriette Buus. I forlængelse af sin indsats som stifter af Museet Mosede Fort, Danmark 1914-1918 arbejder hun på en bog om velfærdsstatens laboratorium med særligt fokus på kampen om maden under Første Verdenskrig. Henriettes forskningsbaserede kompetencer har været helt afgørende for gennemførelsen af min biografiske opdagelsesrejse. Blandt meget andet ved at minde mig om, at selvom Heilbuth i min fremstilling optræder som central hovedperson, er han – når alt kommer til alt – blot en biperson i en større sammenhæng. Lad mig samtidig for god ordens skyld understrege, at fejl og misforståelser alene hviler på undertegnede.
Mange andre fortjener tak for hjælp undervejs i min kamp med stoffet. Men de må vente på anerkendelse til epilogen, hvor jeg mere konkret diskuterer de kildemæssige udfordringer, jeg er stødt på undervejs. Bemærk også, at der bag i bogen er en litteraturliste og slutnoter med kildehenvisninger til videre fordybelse i Heilbuths samtid og begivenhedsrige historie.
Viby Sjælland, marts 2025 Anker Brink Lund
PS: Alle citater er gengivet med den retskrivning og ortografi, som blev anvendt på det sted og den tid, hvorfra der citeres. Værdier angives i samtidskroner. Heilbuths formue på cirka en million kr. i 1910 svarer således til over 75 millioner i 2024. Opdatering af købekraft kan ske online ved brug af værktøj fra Danmarks Statistik: https://www. dst.dk/da/Statistik/laer-om-statistik/prisberegner.
Dedikeret Holger Brink Henriksen (1899-1988)
DEL 1: ALSIDIG ORGANISATOR
Herman Heilbuth ca. 1901, 40 år gammel.
Heilbuths historie:
1861 Paul Herman Heilbuth fødes som femte barn af grosserer William og hustru Emilie Heilbuth.
1864 Onkel Julius Heilbuth går fallit.
1871 Far William Heilbuth går fallit.
1874 Bedsteforældrene, grosserer David og hustru Bolette Heilbuth, dør.
1877 Realeksamen med udmærkelse.
1878-1882 Handelslære med udlandsophold.
1882-1899 Ansat ved fa. Beckett & Meyer med ansvar for gødningshandel.
1898 Far William dør.
1900-1913 Direktør i A/S Dansk Svovlsyre.
1900-1918 Bestyrelsesmedlem ved D/S Vesterhavet.
1900-1943 Bestyrelsesmedlem ved D/S Dania.
1901 Gifter sig med Anna Julie Hoffmeyer (1872-1950), med hvem han bliver far til William (1901-1974), Gerda (1904-1976), Poul (1905-1957) og Niels (1906-1992).
1905-1922 Deltager i stiftelsen af Det radikale Venstre og bliver leder af partisekretariatet samt formand for A/S Den frie Presse.
1905 Mor Emilie Heilbuth dør.
1910 Privatformuen passerer en million kr.
1912-1918 Medlem af Grosserersocietetets Komité.
1913 Afskediget fra A/S Dansk Svovlsyre efter at have insisteret på at imødekomme arbejdernes lønkrav.
Danmarks historie:
1864 Slesvig og Holsten løsrives fra kongeriget efter krig mod Preussen og Østrig.
1866 Grundloven ændres i konservativ retning.
1873 Venstre-oppositionen i Folketinget nedstemmer Højre-regeringens finanslov.
1875-1894 Forfatningskampen skærpes med godsejer J.B.S. Estrup som konseilspræsident.
1877 Venstre-oppositionen i Folketinget splittes.
1884 Viggo Hørup (1841-1902) og Edvard Brandes (1947-1931) grundlægger dagbladet Politiken. Samme år får Socialdemokratisk Forbund indvalgt sit første medlem af Folketinget.
1895 J.C. Christensen samler Venstrereformpartiet og opnår parlamentarisk støtte fra Socialdemokratisk Forbund.
1899 Første lov om husmandsbrug og hovedaftale på arbejdsmarkedet.
1901 Venstre-regering markerer politisk systemskifte.
1905 Otte folketingsmedlemmer under ledelse af Carl Th. Zahle (1866-1946) bryder ud af Venstrereformpartiet og medvirker til stiftelse af Det radikale Venstre.
1908 Justitsminister P.A. Alberti (1851-1942) politianmeldt for bedrageri, hvilket året efter fører til Venstre-regeringens fald og rigsretssager mod konseilspræsident J.C. Christensen og indenrigsminister Christen Berg.
1909-1910 Det radikale Venstre danner regering med støtte fra Socialdemokratisk Forbund.
1910 Venstre generobrer regeringsmagten.
1913-1920 Det radikale Venstre danner regering med støtte fra Socialdemokratiet.
KAPITEL 1: OPVÆKST I
FALLITTERNES SKYGGE
At Herman Heilbuth skulle udvikle sig til en betydelig personlighed i dansk politik og erhvervsliv lå bestemt ikke i kortene. Han var født ind i en jødisk middelklassefamilie, der havde sit at slås med. Vendepunktet kom, da han gennem sin mesterlære fik mulighed for at sætte handel med kunstgødning i system. Derved tjente han ikke bare store penge til sig selv og sin principal. Han opdagede også, at den, der kunne organisere innovative aktiviteter i krydsfeltet mellem stat og marked, fik nye muligheder for at nå langt. Hvorimod de, der ikke forstod sig på politisk økonomi, risikerede at ryge af i svinget. I den allerførste udgave af Kraks Blaa Bog fra 1910 optrådte navnet Heilbuth to gange blandt de 3.000 danskere, der var blevet udvalgt af ”kyndige Mænd fra forskellige Kredse”, og havde taget imod forlagets tilbud om at bidrage med en kortfattet selvbiografi. Den ældste af de to, vekselmægler Julius Heilbuth, gjorde karriere i finansverdenen, men satte sig derudover ikke betydelige spor. Broren Paul Herman Heilbuth, derimod, virkede ikke kun som direktør for A/S Dansk Svovlsyre og Superphosfat Fabrik.1 Han var også drivende kraft i et nystiftet politisk parti: Det radikale Venstre.
Flere mærkværdigheder springer i øjnene, når vi sammenligner de to brødres selvredigerede autobiografi. Modsat Julius nævner Herman hverken sin fødselsdato, sine forældre eller sin ægtefælle. Han skriver heller ikke noget som helst om sin uddannelse. Tankevækkende er det også, at Herman Heilbuths tillidshverv som ”Leder af Venstres Kontor” først i 1917 blev nærmere præciseret til ”Leder af Det radikale Venstres Kontor”. Han og de andre radikale ledere markerede på den måde, at de opfattede det nye parti som den egentlige arvtager til forfatningskampens Venstre-projekt. Et eksempel blandt mange på, at man ikke bare kan tage selvredigerede udsagn for pålydende. Der må også læses mellem linjerne og tages højde for det usagte i Paul Herman Heilbuths begivenhedsrige liv.
Han blev født den 27. maj 1861 som fjerde barn af syv i et københavnsk middelklassehjem. I sine første år blev han kaldt ”Paul”. Senere foretrak han ”Herman” eller slet og ret ”Direktør Heilbuth”. Hans slægt (både med og uden slutbogstavet h) kan føres tilbage til 1600-tallet, hvor den danske kongemagt under Trediveårskrigen tillod velbeslåede jøder at slå sig ned i grænsebyerne ved hertugdømmet Holsten. Blandt dem, der benyttede sig af muligheden, var Moses Jacob Josua Josef Feibelmann Heilbut. Om ham vides kun, at han levede det meste af sit liv i Altona, hvor han spillede en fremtrædende rolle i synagogen, at han døde i 1648, og at han med hustruen, Prive (født Meier), fik ti børn, hvis efterkommere blev spredt over store dele af verden.2
Senere krige og kriser, der svækkede den danske kongemagt, gjorde det efterhånden lettere for initiativrige jøder med transnationale handelskontakter at bosætte sig på dansk-kontrolleret territorium. Svenskekrigene og det deraf følgende tab af Skåne, Halland og Blekinge førte til økonomisk krise i det danske kongerige. Kapitalstærke jøder fik derfor lov til at bosætte sig i København. En af dem var Wulf David
Heilbuths oldefar, Wulf David Heilbuth, blev dræbt under englændernes bombardement af København i 1807, hvilket fremgår af hans imponerende gravsten. Oversat fra hebræisk står der bl.a.: ”Denne sten skal være til minde om dagen, hvor der herskede forvirring, ødelæggelse og larm, da den skønne og herlige by kom i belejringstilstand og blev beskudt med stene af ild og bly, som lagde mange huse øde.”
Heilbuth, der ifølge folketællingen anno 1787 beboede adressen Kompagnistræde 59 sammen med sin hustru, syv børn og en tjenestepige. Han var kantor for byens portugisiske jøder og negotiant, hvilket vil sige indehaver af en blandet grossistforretning, der omfattede handel med værdipapirer og valuta. I 1807 blev han et af dødsofrene for englændernes bombardement af København, og familievirksomheden gik i arv til sønnen, Samuel Wulf Heilbuth, der i 1821 opnåede den kongelige begunstigelse at blive udnævnt til hofvekselerer. I den forbindelse formulerede han det nærmeste, familien kom et principprogram for sit handelsmæssige virke:
”Ligesom jeg nu skylder mig selv og min Familie at tilskikke mig Nydelsen af alle de Rettigheder, som min borgerlige Stilling kan yde og søge samme hævdet mod Indgreb og Forurettelse, samt i saa Hense-
Herman
ende at fremkomme med Forslag, sigtende til at opnaa dette Øjemed; saaledes anseer jeg det også at være min Pligt at bidrage efter Evne at fremme det offentlige Bedste.”3
Heilbuth-slægten arbejdede i det store og hele efter disse principper, hvor handel og vandel primært skulle fremme familiens fremdrift og velvære, men helst samtidig tjene almeninteresser i det omgivende samfund. Det gjaldt også Samuels lillebror, David Wulf Heilbuth, der med grossistvirksomhed i porcelænsvarer ernærede sig selv, hustruen, Bolette Lazarus, og deres otte børn. Den yngste søn var Hermans far, William David Heilbuth, der altså var født som andengenerationsindvandrer fra Altona, hvor også Hermans mor, Emilie (født Magnus), havde sine rødder.
I 1852 løste William David Heilbuth handelsborgerbrev og blev fuldgyldigt medlem af Grosserersocietetet, der dannede den selvorganiserede ramme om handelslivet i København. At en sådan kollegial anerkendelse var blevet mulig for jødiske indvandrere, hang sammen med den liberale grundlov af 1849. Den havde givet hjemmel til næringsfriheden, der juridisk set skabte lighed for alle danske statsborgere uanset etnisk herkomst. Samtidig blev de fleste kongelige privilegier knyttet til statsanerkendte sammenslutninger – herunder korporationer og laugsvæsen – afskaffet. I sine unge år benyttede William de nye vilkår til at orientere sig handelsmæssigt bredt og internationalt med status som generalagent for det multinationale forsikringsselskab K.K. priv. Assieurazioni-Generali. Selskabet med det imponerende navn havde hovedkontor i Trieste, der dengang var en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.
Som mange andre jøder i den danske hovedstad bevarede William og hans søskende kontakten med de grene af slægten, der var blevet boende i hertugdømmerne. Det gav konkurrencefordele, men også sårbarhed under transnationale kriser. Det blev særdeles mærkbart, da fri handel blev blokeret under de slesvigske krige. Blandt dem, der blev særdeles alvorligt ramt, var Williams yngre broder, Julius Heilbuth. Umiddelbart før krigsudbruddet i 1864 lå han inde med et stort varelager opkøbt i Altona, hvorfra hans leverandører nu krævede kreditten indfriet med kort varsel. Samtidig var efterspørgslen på luksusvarer begrænset i det krigsførende København. Julius måtte træde i
Før fallitten var familien Heilbuth så velstående, at der var råd til at ansætte tjenestefolk. Blandt dem en amme, Abelone, der her ses sammen med den toårige Paul Herman iført kjole, en beklædning der dengang blev anset for både praktisk og passende for børn uanset køn.
betalingsstandsning, og fallitboets varelager sættes billigt til salg på tvangsauktion.4
Familien støttede fallenten så godt, som det var muligt under de betrængte forhold. Men William David Heilbuths likviditet svækkedes, hvilket blev fatalt, da den mest indbringende søjle under hans virksomhed, forsikringsagenturet, viste sig langt mindre lukrativt efter krigen. Nye konkurrenter trådte ind på forsikringsmarkedet, og
mange danskere undgik af patriotiske grunde handel med virksomheder baseret i Østrig-Ungarn, der sammen med Preussen havde deltaget på hertugdømmernes side i 1864-krigen. Efter nogle magre år måtte William Heilbuth den 23. december 1870 opgive at få sin forretning til at løbe rundt og standse sine betalinger.
Seks adresser på fire år
William Heilbuths virksomhed var personligt ejet. Derfor hæftede familien ubetinget for hele gælden. Husstandens værdier blev båndlagt, og en advokat fik som bobestyrer til opgave at skaffe kreditorerne størst mulig kompensation for tilgodehavender. Først fra februar 1872 fik familien råderet over de aktiver, der blev tilbage, når alle kreditorer havde fået deres tilgodehavender indfriet med en mindre dekort. Hermans far kunne begynde forfra med at opbygge sin forretning og få genskabt sin ære og værdighed som handelsborger. Fallitter i grossererkredse var på dette tidspunkt ikke usædvanlige og kun vanærende, hvis man ikke formåede at tilfredsstille kreditorernes dokumenterede krav i passende omfang. Alene i løbet af de 14 måneder, William Heilbuth var sat under administration, optrådte ordet ”fallit” hele 1.822 gange i danske dagblade.5
Om tidens mange fallenter kom økonomisk på fode igen, beroede i første række på hjælp fra familie og netværk blandt ligemænd. Slægt og venner ydede støtte, men der var økonomiske såvel som følelsesmæssige omkostninger forbundet med sådanne håndsrækninger. Noget tyder således på, at forholdet mellem brødrene William og Julius aldrig blev hjerteligt efter fallitterne. Hertil kom, at den nærmeste familie ikke kunne undvære ret meget på dette tidspunkt, så opbakningen måtte især komme fra Mosaisk Troessamfund og Grosserersocietetet. William var et velrenommeret medlem begge steder. Derfor kunne han regne med råd og dåd fra sine standsfæller. Men han vidste også udmærket, at der sidenhen ville skulle ydes behørig gengæld. Desuden forventedes en god portion taknemmelighed og ydmyghed.
Hos den niårige Paul Herman Heilbuth var det nok især disse immaterielle konsekvenser, der satte sig varige spor. Han lærte, at man ikke
uden omkostninger kunne gøre sig afhængig af andre mennesker. Det bedste værn var at være selvhjulpen. Noget tyder også på, at hans forhold til Mosaisk Troessamfund blev belastet af ydmygende oplevelser under fallitten. Hvor forældrene og to af hans søskende fortsat frekventerede synagogen, tog han igennem hele sit ungdoms- og voksenliv afstand fra både de jødiske ritualer og religiøse manifestationer i det hele taget.
Ellers betød fallitten anskuet fra barnehøjde først og fremmest, at familien måtte fraflytte den fashionable lejlighed på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade, der udgjorde en central del af ”Strøget”, Københavns fineste handelskvarter. I årene 1871-1874 skiftede familien bopæl seks gange. Denne ufrivillige nomadetilværelse illustrerede ikke bare forskellene i datidens boligforhold, men også mere alment levevilkårene i det gamle København inden for voldene. Fra Løvstræde 1 flyttede familien i første omgang til mere ydmyge rammer i Niels Juels Gade 13. Året efter gik turen til en endnu billigere lejlighed i samme gade og herfra til Hummergade 15. Denne adresse lå i det såkaldte ”Mayonnaise-kvarter”, som i samtiden primært var kendt for sine mange værtshuse med dertil knyttet drukkenskab og prostitution.6
Næste destination, Havnegade 21, rettede en hel del op på den sociale deroute og forblev Heilbuth-familiens foretrukne forretningsadresse, også da de et halvt år senere flyttede privatlivet til Tordenskjoldsgade 27.7 William Heilbuth selvangav på dette tidspunkt kun 1.500 kr. i husstandsindkomst, så når det kunne lade sig gøre at erhverve en rummelig lejlighed i et mondænt kvarter, beroede det på sørgelige begivenheder: Begge bedsteforældre døde i 1874, og det var arven herfra, der dannede grundlag for de nye mere præsentable omgivelser. Lejligheden var møbleret i tidens klunkestil, og på væggene hang malede portrætter af slægtens aner.8 Husstanden bestod ved indflytningen af far, mor, fire hjemmeboende børn og en ”Enepige”, der assisterede med rengøring og madlavning. Til sammenligning havde onkel Julius, der efter sin fallit som selvstændig grosserer gjorde karriere som direktør for Holmegaards Glasværk, både råd til tjenestepige og kokkepige. Lejlighedens indretning kendes ikke, men den har formodentlig været præsentabel uden at virke prangende. I
tidens ånd skulle indretningen af københavnske borgerhjem signalere så megen hygge og stabilitet, som privatøkonomien overhovedet kunne danne grundlag for. Ganske vist måtte der i Heilbuth-familiens tilfælde foretages adresseændring oftere end ønskeligt var, men møblementet forblev nogenlunde uændret.
Det påtvungne flytteri medførte dog ikke, at Herman skulle skifte skole. De seks forskellige adresser lå nemlig alle inden for Københavns gamle volde. De ustabile rammer lærte ham til gengæld fordelene ved at improvisere samkvem med kammerater i det offentlige rum. Desuden bidrog disse barndomsoplevelser til hans livslange diskretion om familielivet i al almindelighed og privatøkonomi i særdeleshed.
Den unge Herman Heilbuth lærte kort sagt at leve halvt skjult. Han har ikke efterladt sig udsagn af nogen art om sin egen skolegang, men vi ved, at han blev usædvanligt dygtig til regning. Desuden udviklede han et nuanceret dansk både mundtligt og skriftligt. Hertil kom en livslang interesse for samtidshistorie og biologi samt en rodfæstet skepsis mod religion af enhver art – ikke kun barndomshjemmets mosaiske, men også omverdenens folkekirkelige lutheranisme. Helt fra sin ungdom betegnede han sig selv som ”Fritænker”, og i lighed med mange jævnaldrende blev han stærkt optaget af det moderne gennembrud i billedkunst og litteratur – herunder Edvard og Georg Brandes og deres principielle opgør med ”Jøderiet” og alle andre religiøst funderede institutioner.
Hermans forældrene var begge aktive i Mosaisk Troessamfund. Mens børnene var små, kom også de jævnligt i synagogen, hvor forældrene især engagerede sig i filantropisk virksomhed. Blandt de syv søskende, hvoraf en døde som spæd, var det kun storesøster Clara, der bevarede sin barnetro, og Herman selv kom efter konfirmationsalderen stort set kun i synagogen til begravelser. Hverken han eller de andre søskende viste tegn på ønsker om at konvertere til en anden religion, og på trods af deres divergerende opfattelser af religiøse spørgsmål, bevarede Herman et nært forhold til Clara, der forblev ugift hele sit liv. Også broren Julius stod Herman nær, hvorimod relationerne til søstrene Ida, Emma og Nanna var mere perifere.
I 1877 erhvervede Heilbuth realeksamen fra Det von Westeriske Institut, en velanskreven privatskole med undervisningslokaler på
adressen Nørregade 41 i Københavns centrum. Her opnåede han topkarakteren UG i fransk, engelsk, historie og geografi, hvilket sammen med et MG+ i aritmetik var nok til at sikre ham afgang med udmærkelse.9 Men selvom Herman således både havde læselyst og boglige anlæg, kunne forældrene vanskeligt overskue de økonomiske konsekvenser, der var forbundet med at sende ham i gymnasiet, endsige på universitetet. I stedet måtte han efter sin flotte realeksamen gå til hånde i farens virksomhed, indtil han kunne komme i handelslære. Hvis den begrænsede skolegang ærgrede ham, gav han ikke umiddelbart udtryk for det. Mange år senere deltog han ivrigt i den offentlige debat om samtidens skoleforhold,10 men aldrig med sig selv som eksempel. Altid principielt og politisk, bl.a. med passioneret argumentation for en retskrivningsreform, der skulle afskaffe de store (såkaldt tyske) forbogstaver i navneordene.
Heilbuth begrundede sit sprogpolitiske standpunkt med, at unge mennesker hellere burde bruge deres begrænsede uddannelsestid på samfundsrelevant faglighed frem for at spilde kræfter på formalia.
Han var også imod korporlige straffemetoder i skolen, som det fremgår af et kritisk debatindlæg, Heilbuth fik offentliggjort i Politiken i slutningen 1930’erne. Hans rungende råd til samtidens skolelærere lød: ”Hvad du end gør, giv aldring en Lussing”. Måske var der her tale om et ekko fra selvoplevet disciplinering, der muligvis havde været medvirkende til, at Heilbuth senere i livet led under nedsat hørelse på det ene øre?11
Forfatningskamp og frihandel
Det var ikke kun personligt ejede virksomheder, der i sidste halvdel af 1800-tallet bevægede sig på fallittens rand. Også mange af tidens mere eller mindre spekulative forsøg med oprettelse af aktieselskaber led skibbrud. En mindre risikabel måde at investere overskydende kapital var at købe jord og bygge lejekaserner til de mange tilflyttere, som valfartede til hovedstaden tiltrukket af den begyndende industrialisering. Tabet af de to hertugdømmer i 1864 var et voldsomt politisk slag for kongeriget Danmark. Men da sejrherrerne ikke forlangte krigsskadeerstatning, kunne skiftende Højre-regeringer klare sig økono-
misk ved hjælp af jordskatter og toldindtægter. Folketingets flertal af indbyrdes stridende Venstre-fraktioner forsøgte forgæves at gennemtvinge folketingsbaseret regeringsdannelse ved at blokere bevillinger til militære forsvarsværker og andre initiativer på de årlige finanslove. Højres autokratiske konseilspræsident Estrup svarede igen med provisoriske finanslove og kreativ bogføring, som oppositionen betragtede som forfatningsstridige handlinger.
Den politiske polarisering åbnede gode muligheder for privatfolk til selvorganiseret initiativ, især i landbruget med andelsbevægelsen som drivende kraft. Men samtidig lagde forfatningskampen en dæmper på foretagsomheden i handel og industri. For tidens mange små enkeltmandsvirksomheder var der hverken adgang til løbende kredit eller risikovillig investeringskapital. I kongeriget Danmark var Privatbanken (stiftet i 1857) stort set ene om at rejse kapital gennem udstedelse af aktier. Sparekasser var udelukkende steder, hvor man kunne indskyde penge, som kun undtagelsesvist blev placeret i andet end statens obligationer til fast rente.
Når der på trods af begrænsede finansieringsmuligheder og politisk limbo var øget aktivitet i erhvervslivet, hang det sammen med efterdønningerne af den fransk-tyske krig og samlingen af det germanske kejserrige. Syd for grænsen oplevede man en hidtil uset økonomisk vækst med risikovillige universalbanker, der støttede iværksættelse af fabriksanlæg og handelshuse, som kunne konkurrere på lige fod med det imperiale Storbritannien. Den tyske Gründerzeit gav dønninger i Danmark, og selvom Altona ikke længere var en del af helstaten lykkedes det i nogen grad at reetablere fordums handelsforbindelser. Og dermed at formidle risikovillig kapital nordpå via Hamborg fra det pengerigelige Tyskland.
I 1871 fik Privatbanken konkurrence fra Den Danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank – i daglig tale Landmandsbanken – hvis storhed og fald senere skulle få afgørende betydning for Herman Heilbuths levned. Landmandsbanken blev lanceret som indflydelsesrig brobygger til tyske investorer, der så Danmark som et lukrativt og ekspanderende marked for både varer og finansielle ydelser. Det risikovillige kapitalmarked gavnede ikke bare etablering af nye virksomheder, men også sammenslutninger i monopollignende karteller, der styrede
udbud og prisdannelse i en grad, der ikke havde været set siden den blomstrende handelsperiode i årene forud for Napoleonskrigene. Efterhånden blev der friere slag for mere eller mindre spekulative forsøg på at tjene penge ved investering af andre folks penge i industriog handelsdrivende aktieselskaber.
Størst succes havde produktionsvirksomheder, der baserede deres forretningsmodel på at tilbyde alternativer til udenlandsk producerede varer. Afvikling af protektionistiske toldbarrierer blev imidlertid et politisk krav fra selvstændige landmænd, der efterhånden kom til at udgøre det store flertal af Danmarks befolkning. Liberalistisk markedsøkonomi fik yderligere medvind, fordi den parlamentariske forfatningskamp lammede lovgivningsmagten. Det begrænsede den statslige regulering og gav derved indirekte incitamenter til private initiativer i civilsamfundet og selvorganiseret integration i den internationale frihandelsøkonomi, der havde bøndernes største importmarked, England, som drivende kraft.
De liberalistiske strømninger blev bl.a. understøttet politisk fra en baggård tæt på Herman Heilbuths barndomshjem i Tordenskjoldsgade. Her havde Morgenbladet sin redaktion fra 1874, hvor Edvard Brandes sammen med Viggo Hørup forfattede polemiske artikler baseret på socialliberale ideer i et forsøg på at bygge bro mellem det landbrugsdominerede Venstre og frafaldne Højre-vælgere i hovedstaden. Intet tyder dog på, at den unge Herman på dette tidspunkt engagerede sig i politisk agitation. Det var ikke oppositionelle aviser, der prægede barndomshjemmet. Man abonnerede på Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, der i daglig tale blot blev kaldt for Berlingske Tidende, og som dominerede det københavnske annoncemarked suppleret med nyhedsformidling præget af et konservativt grundsyn.
Nytænkende handelsfolk havde dog i stigende grad vanskeligt ved at identificere sig med konservative tidender, der udgik fra det regeringsbærende Højre, der byggede sin magtbase på provinsens storgodsejere. På den anden side kunne langt fra alle systemkritiske hovedstadsfolk få sig selv til at stemme på de bondebaserede Venstre-fraktioner, der i skiftende alliancer udgjorde flertallet i Folketinget. Bl.a. fordi det ikke var i handelsfolkenes interesse, at Venstres
”visnepolitik” i forfatningskampen blokerede for reformer af toldpolitikken, forbedring af transportvejene og andre former for udbygning af den økonomiske infrastruktur.12
Den ulmende utilfredshed resulterede i den såkaldte børsopposition, der henstillede til regering og rigsdag, at toldsatserne blev justerede med henblik på tilpasning til øget frihandel. Desuden opfordrede man statsledelsen til at oprette et Handelsministerium til styrkelse af byerhvervenes konkurrenceevne internationalt. Begge dele blev afvist af de regerende Højre-ministre, der havde rod i landbrugserhvervet, og for hvem de løbende toldindtægter var statens dominerende indtægtskilde. Børsfolkene måtte gå med uforrettet sag. Noget langtidsholdbart kom der dog trods alt ud af processen: Københavns liberale Vælgerforening blev dannet i 1883 som et mødested for hovedstadens intellektuelle og handelsfolk, der hverken følte sig hjemme i det regerende Højre eller det landbrugsdominerede Venstre – og endnu mindre i det frembrusende Socialdemokrati med den dertil knyttede fagbevægelse.
Om Herman Heilbuths politiske vækkelse ved vi kun, at et af tidens væsentligste spørgsmål trak ham politisk i retning af Københavns liberale Vælgerforening: Han opfattede sig selv som inkarneret antimilitarist. Både af principielle og personlige grunde. Efterdønningerne af de slesvigske krige havde sat sig dybe spor. Det bekymrede ham desuden at skulle risikere militærtjeneste under forfatningskampens spændte atmosfære, hvor det autokratiske Højre blev mere aggressivt under Estrup-regeringernes provisoriestyre. At Heilbuth faktisk undgik at aftjene værnepligt, havde dog intet med ideologi at gøre: Han blev kasseret ved sessionen, fordi han var tunghør.13
Ung handelsmands uddannelse
At Herman Heilbuth skulle i handelslære, var ikke hans primære ønske. Han havde både evner og lyst til at læse videre i gymnasiet med efterfølgende universitetsstudier. Men så tæt på farens fallit var pengene små og et lærlingeforhold lettere at overskue.14 Til gengæld støttede Herman både moralsk og økonomisk sin yngre søster Clara, der i en moden alder tog studentereksamen og derpå læste til læge ved Københavns Universitet. Selv måtte han nøjes med at følge de
gratis forelæsninger arrangeret af Studentersamfundet. Her tilegnede han sig ikke kun nyttig viden om nationaløkonomi og statistik, men mødte også nogle af tidens samfundskritiske akademikere, bl.a. Georg og Edvard Brandes.
Storebror Julius var allerede i 1873 gået handelsvejen. Først kom han i lære hos grosserer Ernst Brandes, den yngste og forretningsmæssigt mest begavede af samtidens berømte Brandes-brødre. Derfra gik han videre til firmaet Salomonsen & Co. og tog eksamen som vekselmægler i 1882. Hans arbejdsgiver var fætter til bankdirektør Isak Glückstadt, der var den drivende kraft i den nyetablerede Landmandsbanken. Julius Heilbuth blev hurtigt inddraget i bankens kappestrid med Privatbanken, bl.a. gennem en række bestyrelsesposter, f.eks. A/S Spritfabrikken Fortuna, A/S Københavns Havnemølle og A/S Cigaretmaskinen Patent Ellehammer.
Herman måtte i første omgang nøjes med en mindre lovende læreplads hos firmaet P. Søth & Co. Her bedrev man blandet grossistvirksomhed og forsikringsagentur, to forretningsområder hvis risikoprofil den nye lærling kendte gennem farens negative erfaringer. Det gik hurtigt op for den unge Herman, at fremtidsmulighederne fra dette udgangspunkt var begrænsede i en tid, hvor Danmark i stigende grad blev inddraget i verdenshandlen. Han lod sig derfor løse fra kontrakten og drog udenlands, mens han ventede på en mere kosmopolitisk læreplads.
Først gik turen til Altona, hvor begge Hermans forældre havde erhvervsdrivende slægtninge. Placeringen tæt på den driftige hansestad Hamburg havde givet Altona en ganske særlig position i dansk økonomi. Men efter afståelsen af Holsten efter krigen i 1864 var samhandlen i første omgang blevet vanskeliggjort. Nu voksede Altona gradvist sammen med nabobyen i kølvandet på Tysklands samling. Vi har ikke kilder, der kan belyse Hermans konkrete aktiviteter i forbindelse med dette udlandsophold, men formodentlig satte han sig bl.a. ind i forholdene omkring de hamborgske havneanlæg, der fik Københavns havn til at fremstå provinsiel. I det hele taget var der masser af inspiration at hente sydpå. Muligvis har Herman også allerede her stiftet bekendtskab med den tyske produktion af kunstgødning, der skulle få afgørende betydning for hans senere karriere.