Den skarpe eksamination

Danmark har en fremtrædende plads i historien som torturnation, og i Oplysningstiden var Danmark en af de allerflittigste nationer i Europa til fuldt lovligt at bruge tortur for at fremtvinge tilståelser. Men det er stort set forbigået i dansk historieskrivning.

TYGE KROGH (f. 1954) er historiker, dr.phil. og ansat som seniorforsker ved Rigsarkivet. Hans forskning ligger især inden for 1700-tallets danske kultur- og retshistorie, bl.a. disputatsen Oplysningstiden og det magiske – Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel (2000).

I 1500- og 1600-tallet blev hundredvis af dødsdømte hekse og tyve tortureret, og mellem 1686 og 1837 blev flere tusinde tyveritiltalte tortureret i den københavnske inkvisitionskommission.

Brug af tortur i Danmark adskiller sig på flere punkter fra den generelle europæiske udvikling. Vi fik tidligt – allerede i 1547 – forbud mod at benytte tortur, undtagen når en forbryder allerede var dødsdømt. Men lige så bemærkelsesværdig er legaliseringen i Danmark af tortur i 1772 på et tidspunkt hvor Europas førende lande afskaffede tortur.

Bogen kortlægger brugen af tortur og de politiske overvejelser om det. Desuden dykker den ned i de tortureredes verden gennem konkrete sager og en række tætte skildringer af kriminaliteten i København.

I juni 1776 blev daglejeren Rasmus Nielsen forhørt af Inkvisitionskommissionen i København. Han havde en sen aften taget nogle tulipaner fra en have uden for Nørreport, men blev pågrebet.

Det var ikke første gang, blomster var forsvundet fra haven, men Rasmus ville ikke tilstå flere tyverier. Kommissionen troede ham ikke og besluttede at udsætte ham for den skarpe eksamination. Stokhusbetjenten blottede Rasmus’ ryg og bandt ham til en stolpe i Stokhusets kommissionsstue. Mens 27 slag med den nihalede kat trak blodige spor ned over Rasmus’ ryg, krævede inkvisitor Pitzler igen og igen hans tilståelse.

DEN SKARPE EKSAMINATION

FOTO: JULIE AVERY

TYGE KROGH

TYGE KROGH GADS FORLAG

Historien om tortur udspiller sig på to meget forskellige scener. De politiske og ideologiske overvejelser om tortur foregik på de kongelige slotte og i den fine røde kancellibygning på Slotsholmen (…) Selve torturen fandt sted blandt andet i Blåtårns fangehuller på Københavns Slot og – som med tulipantyven Rasmus – i Københavns Stokhus på Øster Voldgade. Hovedpersonerne her var de torturerede og deres bødler. (…) Det er et vigtigt mål med denne bog ikke blot at beskrive kongernes og kancelliembedsmændenes overvejelser og lovgivning, men også at bringe læseren ned i torturkamrene og ud til menneskene i de miljøer, som blev udsat for tortur.

Udgivet med støtte fra:

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond G.E.C. Gads Fond Moth-Lunds Fond

Den skarpe eksamination.indd 2

09.03.2022 16.12

TYGE KROGH

DEN SKARPE EKSAMINATION TORTUR I DANMARK – OG DENS OFRE

GA D S FORLAG

Den skarpe eksamination.indd 3

09.03.2022 16.12

Den skarpe eksamination Tortur i Danmark – og dens ofre © 2022 Gads Forlag og forfatteren ISBN: 978-87-12-06481-7 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Nina Trige Andersen Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Den skarpe eksamination.indd 4

09.03.2022 16.12

INDHOLD

Indledning

9

Kapitel 1. Tortur ved de civile retter 1540-1772

14

Den europæiske baggrund Tortur bliver forbudt – og tilladt Fravær af tortur ved de civile retter 1660-1772 Enegang i Europa

15 20 38 45

Kapitel 2. Ulovlig militær tortur 1686-1711

48

Inkvisitionskommissionen og dens tortur Klagernes domstol De torturerede tyve En enestående undersøgelsesret

49 55 63 77

Kapitel 3. Kongeligt forordnet militær tortur 1711-1753

80

Opgør med den illegale tortur Kampe om torturforbuddet Tilladelser til tortur ved regimentsretterne To tredjegradsforhør Den polske buk forsvinder ud af militærtorturen

81 84 91 95 105

Kapitel 4. Et vendepunkt: Ulovlig tortur genoptages i 1740’erne

114

Kamp mod ejendomskriminalitet Inkvisitionskommissionens forhørsteknik Forslag til instruks for Inkvisitionskommissionen Den særlige danske tortur Indhold

Den skarpe eksamination.indd 5

115 118 130 135

| 5

09.03.2022 16.12

Kapitel 5. Den farlige underklasse: kriminalitet og inkvisition 1749-1751 Tyve og straffe i tal Var der bandekriminalitet i København?

Soldaterhvervning og kriminalitet Mesternagelsmed Kalos hæleri og livet i Stokhushullerne Tortur målrettet ’de menige folk’

Kapitel 6. Christian 7. og Struensees livtag med torturen Oplyst torturdebat og europæiske forbud Tortur afskaffes i Slesvig-Holsten og Oldenburg Reform af retsvæsenet i København Forbud mod tortur i Inkvisitionskommissionen 1771 Tortur bliver igen tilladt i Inkvisitionskommissionen i 1772 Den danske torturlov i europæisk sammenhæng

138 139 147 155 159 170

172 173 176 184 186 193 198

Kapitel 7. Den skarpe eksaminations storhedstid 1772-1784

202

Kriminalitet og kriminelle 1776-1778 Forhørsmetoder og torturpraksis Danske Kancellis og hoffets særlige brug af Inkvisitionskommissionen

203 208

Kapitel 8. Torturen mellem oplysningstanker og politistat 1784-1835 Oplyst torturkritik Politistatslig udvikling

219

226 227 244

Kapitel 9. Tortur og politiets metoder set nedefra

252

Kapitel 10. Torturens ophævelse 1835-1837

262

Stænderforsamlingen rejser torturspørgsmålet Tortur efter torturens ophævelse

6 |

263 268

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 6

09.03.2022 16.12

Hekse, tyve og retsstat

276

Noter

281

Bilag A. Omtaler af tortur 1540-1692

308

Bilag B. Kongelige resolutioner ved ønsker om tortur fra de militære retter 1727-1764

321

Kilder og litteratur

336

Illustrationer

345

Stikordsregister

347

I ndhold

Den skarpe eksamination.indd 7

| 7

09.03.2022 16.12

Den skarpe eksamination.indd 8

09.03.2022 16.12

INDLEDNING

I juni 1776 blev daglejeren Rasmus Nielsen forhørt af Inkvisitionskommissionen i København. Han havde en sen aften taget nogle tulipaner fra en have uden for Nørreport, men blev pågrebet. Det var ikke første gang, blomster var forsvundet fra haven, men Rasmus ville ikke tilstå flere tyverier. Kommissionen troede ham ikke og besluttede at udsætte ham for den skarpe eksamination. Stokhusbetjenten blottede Rasmus’ ryg og bandt ham til en stolpe i Stokhusets kommissionsstue. Mens 27 slag med den nihalede kat trak blodige spor ned over Rasmus’ ryg, krævede inkvisitor Pitzler igen og igen hans tilståelse. Nu erkendte han tidligere at have stjålet en krukke med gyldenlak, som han havde solgt for 16 skilling til en ubekendt kone. Tre dage senere blev Rasmus igen kaldt op og endnu en gang pisket med 27 slag på den nu sårfyldte og ophovnede ryg, men tilstod ikke mere.

Efter endnu et par dage blev han igen kaldt op og bundet til stolpen og truet med pisk, men da han ikke bekendte mere, sluttede kommissionen forhøret.1 Denne form for tortur mod småtyve var hverdag i den københavnske Inkvisitionskommission. I de 150 år fra 1686-1837 blev flere tusinde tyveritiltalte tortureret. Dertil var flere hundrede dødsdømte hekse og tyve blevet tortureret i løbet af 1500- og 1600-tallet. Danmark indtager således en prominent plads som torturnation, og især i Oplysningstiden fra sidst i 1700-tallet var Danmark en af de flittigste, hvis ikke den allerflittigste nation i Europa, som stadig fuldt lovligt brugte tortur til at fremtvinge tilståelser.

Indledning

Den skarpe eksamination.indd 9

| 9

09.03.2022 16.12

Udviklingen af dansk brug af tortur adskiller sig på flere punkter fra den generelle europæiske udvikling. Danmark gjorde sig bemærket med et meget tidligt forbud mod at benytte tortur – undtagen i tilfælde, hvor en forbryder allerede var dødsdømt. Dette forbud udstedte Christian 3. allerede i 1547, hvilket var enestående i Europa. Forbuddet gentoges i Danske Lov fra 1683. Men lige så enestående var det, at tortur igen blev legaliseret i Danmark i 1772 på et tidspunkt, hvor Europas føren­de lande afskaffede brugen. Hvor de andre europæiske lande brugte tortur stadigt sjældnere frem til den endelig blev forbudt, var udviklingen omvendt i Danmark. Her kulminerede brugen af tortur i det sidste årti før dens endelige – juridiske – afskaffelse.

Torturen var dog ikke noget, Danmark pralede med. Den var smerteligt velkendt i den københavnske underklasse, men i tidens danske aviser og i den dannede debat om samfundet holdt man sig fra det ubehagelige emne. I den europæiske oplysning blev tortur nemlig fordømt som brutal, som kendetegnende for despotiske styreformer og set som uforenelig med civiliserede retssamfund.

Heller ikke eftertidens historikere har gjort meget ud af den danske brug af tortur. Torturen mod hekse tilbage i 1500- og 1600-tallet er fordømt i nogle danmarkshistoriske værker, men torturen i 1700-tallet og 1800-tallet er stort set ikke omtalt heri.

Torturforbuddet fra 1547 er blevet berømmet i en artikel, men torturen under enevælden er kun behandlet i administrationshistorisk sammenhæng.2 Ud over at beskrive brugen af tortur i Danmark, er denne bogs formål at søge svar på, hvorfor den danske udvikling afveg så meget fra den europæiske.

I tiden efter Anden Verdenskrig er torturkritikken vokset, og anvendelse eller afståelse fra tortur er i stadig højere grad blevet en lakmusprøve på civilisation og demokrati. Dokumentationen af tortur var central i bestræbelserne på politisk at isolere regimer som militærdiktaturet i Grækenland 1967-1974 og

10 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 10

09.03.2022 16.12

Pinochets Chile 1974-1990. I 1984 vedtog FN en konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Den konvention er tiltrådt af 139 medlemsstater og markerer dermed torturkritikkens globale gennemslag som ideologi, om end ideen fortolkes forskelligt og ikke altid følges i praksis. I Danmark bliver der i dag udført et betydningsfuldt arbejde i kampen mod tortur. I 1982 blev RCT – Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre – oprettet på dansk grund med Inge Kemp Genefke som en drivende kraft, og i mange år var Danmark førende i behandling af torturoverlevere. Et hovedværk i forskningen i torturhistorie, Edward Peters’ Torture fra 1985 (genudgivet i 1996), er dedikeret til RCT. Centret hedder i dag Dignity – Dansk Institut Mod Tortur.

Danmark er således solidt placeret på landkortet over nutidens kamp mod tortur. Også derfor er det relevant at kende dansk brug af tortur i fortiden.

Historien om tortur udspiller sig på to meget forskellige scener. De politiske og ideologiske overvejelser om tortur foregik på de kongelige slotte og i den fine røde kancellibygning på Slotsholmen. Kongerne og deres centrale embedsmænd havde ikke selv overværet tortur, og få af dem havde, ser det ud til, noget nærmere begreb om torturens omfang eller art. I diskussionerne om tortur i magtens korridorer foretrak embedsmændene at formulere sig i generelle vendinger. Især i den senere periode gjorde de mange krumspring for at undgå overhovedet at bruge det stadig mere ømtålelige ord tortur.

Selve torturen fandt sted blandt andet i Blåtårns fangehuller på Københavns Slot og – som med tulipantyven Rasmus – i Københavns Stokhus på Øster Voldgade. Hovedpersonerne her var de torturerede og deres bødler. Torturen skulle knægte rapkæftede kvinder under hekseforfølgelserne. Under enevælden blev torturen statens skarpeste disciplineringsvåben mod den fremvoksende underklasse i København. Det er et vigtigt mål med denne bog ikke blot at beskrive kongernes og kancelliemIndledning

Den skarpe eksamination.indd 11

| 11

09.03.2022 16.12

bedsmændenes overvejelser og lovgivning, men også at bringe læseren ned i torturkamrene og ud til menneskene i de miljøer, som blev udsat for tortur. Det er imidlertid vanskeligt og tidskrævende at komme tættere på torturens barske virkelighed. Bogen vil gøre en række forsøg på at dykke ned i de kriminelle miljøer, som torturen skulle kontrollere. Ejendomskriminaliteten bliver nærstuderet i treårsperioderne 1696-1698, 1749-1751 og 17761778 for at få et indtryk af, hvad det var for en kriminalitet, myndighederne brugte tortur til at bekæmpe, og for at komme tæt på den farlige underklasse, som legitimerede brugen af tortur.3 Det er ønsket med nærstudierne, at de torturerede ikke bare får en statistisk birolle i bogen, men bliver nærværende for læseren som levende individer i den sociale sammenhæng, som var deres.

Bogen undersøger den periode, hvor tortur lovligt benyttedes i Danmark. Ud fra de kildemæssige belæg kan perioden præciseres til 1540-1837, men der kan sagtens have forekommet tidligere tilfælde af tortur, som der blot ikke er bevarede kilder om. Brugen af tortur i Danmark var meget omskiftelig, og det samme var lovgivningen. I lange perioder blev tortur brugt trods formelt forbud. Det gør torturen vanskelig at følge i kilderne.

Ordet tortur har i dag lidt forskellige betydninger. Tortur benyttes ofte som skældsord for at udskamme handlinger i mange forskellige hverdagssammenhænge. I politiarbejde og efterretningsarbejde tjener begrebet som en markør for grænsen mellem tilladelige og ikke-tilladelige efterforskningsmæssige pressionsmidler. I dansk sammenhæng har længere tids isolationsfængsling af indsatte været kritiseret for at være tortur. Det er karakteristisk, at fortalerne for metoder som for eksempel isolationsfængsling ikke mener, at de kan betegnes som tortur, mens kritikerne ved at betegne metoderne som tortur appellerer til den almindelige moderne forståelse af, at tortur er en forbrydelse. Definitionen af tortur er således indvævet i kampen for at

12 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 12

09.03.2022 16.12

forsvare og udvide henholdsvis indskrænke tiltaltes rettigheder under efterforskningen af forbrydelser.

Selv om der er kamp om torturbegrebets indhold og afgrænsning, er der dog ikke tvivl om begrebets kernebetydning. I 1500og 1600-tallet kaldte man tortur for pinligt forhør og angav dermed, at tortur var tilføjelse af fysisk smerte udført af offentligt ansatte med det formål at få tilståelser eller samle beviser og oplysninger om medskyldige til en retssag. Det er tortur i denne betydning, bogen efterforsker – med den tilføjelse, at der skal være tale om eksplicit lovlig tortur eller tortur, som statsmagten i praksis har tilladt.4 Citater fra de mange tysksprogede kilder har jeg oversat til dansk, og de dansksprogede citater er ændret til nudansk stavning. Læsere med interesse for forskningsoversigter og redegørelser for kildematerialet henvises til noterne.

Mit arbejde med bogen har modtaget støtte fra Kulturministeriets forskningspulje. Jeg takker mine forskningskolleger Signild Vallgårda og Ning de Coninck-Smith for nyttige kommentarer til manuskriptet.

Indledning

Den skarpe eksamination.indd 13

| 13

09.03.2022 16.12

KAPITEL 1.

TORTUR VED DE CIVILE RETTER 1540-1772

Den skarpe eksamination.indd 14

09.03.2022 16.12

DEN EUROPÆISKE BAGGRUND 1500- og 1600-tallet var en storhedstid for brug af tortur i Europa. Danmark fulgte imidlertid ikke den centraleuropæiske udvikling. Kongeriget skilte sig ud med et enestående forbud mod tortur i 1547, men også med en særpræget form for lovlig torturanvendelse. Den danske håndtering af tortur skal ses i sammenhæng med især den samtidige tyske retspraksis og torturpraksis. Den tyske hertug og fra 1534 danske konge, Christian 3., valgte at bremse en dansk glidning mod tysk retspraksis, formentlig med stor opbakning i rigsrådet.

Før den danske tortur beskrives, er det på sin plads kort at opridse brugen af tortur i Europa, især med fokus på vores nabolande. Brugen af tortur i andre dele af Europa har udgjort konteksten for danske overvejelser om tortur. Generelt for hele Europa kan man konstatere, at formel brug af tortur bredte sig i Central- og Sydeuropa i løbet af 1300- og 1400-tallet. I 1500-tallet, hvor tortur blev overvejet i dansk ret, var brug af tortur i retssager udbredt i lande som Spanien, Italien, Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland og Rusland. Derimod var brugen af tortur mere begrænset i England og Sverige.5

Brug af tortur syd for Kongeåen Syd for den danske grænse, i Slesvig-Holsten og resten af de tyske stater og fristæder, var tortur en integreret del af retsprocessen.

I den fællestyske straffelovbog, kejser Karl 5.s såkaldte ’Peinliche Gerichtsordnung’ fra 1532, var det centrale forhørsmiddel det ’pinlige spørgsmål’, som tortur blev kaldt. Den halvdel af lovbogen, som angik rettens funktion og hvordan dommerne skulle vurdere beviser, fastlagde med en række eksempler, hvor mange mistænkelige forhold der skulle til, før den pinlige ret, som kriminalretten blev kaldt, kunne skride til tortur. Lovbogen udtrykte samtidig bekymring for, at dommerne var for dårligt uddannede til at vurdere, hvornår det pinlige spørgsmål måtte Tortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 15

| 15

09.03.2022 16.12

I kejser Karl den 5.s straffelovbog fra 1532 spillede tortur en vigtig rolle.

Lovbogen var gældende for Slesvig-Holsten og dermed også for det nuværende Sønderjylland.

16 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 16

09.03.2022 16.12

bruges, og til at vurdere, hvilken vægt tilståelser under tortur havde. Lovbogen anbefalede derfor, at dommerne søgte professionel juridisk vejledning, før de skred til tortur. I de større tyske lande var underretterne pålagt at søge juridisk vejledning hos fyrstens overret med hensyn til brug af tortur og udmåling af straf i alvorlige kriminelle sager. I mindre fristæder og småterritorier var der ikke den slags overretter. Her blev det i stedet almindeligt at indhente vejledning fra universiteternes juridiske fakulteter.

Kendskabet til brugen af tortur i Tyskland stammer primært fra de dokumenter, der er bevaret fra overretter og fra universiteternes juridiske fakulteter. Underretterne stod for forhør af mistænkte og vidner og sendte derefter retsakterne til de uddannede jurister for at indhente anbefaling af eller tilladelse til at bruge tortur, og senere for at få de uddannede juristers udmåling af straffen.

Historikeren Robert Zagolla har samlet en række undersøgelser af disse overretters praksis og de juridiske fakulteters anbefalinger af brug af tortur. Ifølge hans sammenfatning blev der ved 1600-tallets begyndelse brugt pinligt forhør – det vil sige tortur – i omkring halvdelen af de alvorlige kriminelle sager, som blev forelagt overretter/juridiske fakulteter. Ved 1600-tallets slutning var andelen mellem en tredjedel og en fjerdedel af sagerne.6 Robert Zagolla har selv undersøgt praksis i kriminelle sager fra Det Juridiske Fakultet i Rostock, som behandlede sager fra bl.a. Slesvig-Holsten.7 I perioden 1595-1610 blev 46 % af de 1073 sager afgjort med en anbefaling af at foretage pinligt forhør af den mistænkte. Fra 1645-1660 udgjorde torturanbefalingerne 28,2 % af 907 sager, og fra 1685-1700 var det 35,7 % af 221 sager.8 I en del sager anbefalede fakultetet, at de mistænkte blev forevist torturinstrumenterne og truet med tortur. Der var også omtale af tortur, som underretterne havde benyttet uden at indhente juridisk vejledning. Det forekom dog kun sjældent i den sene periode 1685-1700.

T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 17

| 17

09.03.2022 16.12

Selv om tortur altså blev benyttet hyppigt, kan det også ses, at det ikke var noget, man tog let på – der skulle være alvorlige indicier mod den mistænkte, og brugen af tortur foregik oftest efter juridisk rådgivning.9 Den tyske retsproces var ikke offentlig. Dommeren gennemførte sine forhør i et lokale med bødlen, dommeren, få vidner og eventuelt den person, som havde rejst sagen.

Zagollas undersøgelse fortæller også, hvilke typer forbrydelser der kunne udløse brug af tortur under retsprocessen. Det største antal torturkendelser angik trolddomssager (294), men der var også mange torturkendelser i tyverisager (229). Herefter fulgte sager for drab, fosterdrab og mord (173). Også sodomi­ sager, dvs. sex med dyr og homoseksualitet, og sædelighedssager som hor, incest og bigami kunne føre til torturkendelser (59).

Tortur blev altså benyttet i de sager, som retssystemet fandt mest alvorlige, og loven gav kun hjemmel til at bruge tortur, når den forbrydelse, den mistænkte var anklaget for, kunne udløse dødsstraf.10 Selve torturmetoderne var ret ens.11 En af dem var klemmetortur, hvor bødlen strammede tommelskruer eller skinnebensskruer stadig fastere. Her benyttedes ofte et instrument, hvor man samtidig kunne skrue tommeltotterne og storetæerne fast, således at man sad sammenkrummet. Denne skrue kaldtes i mange dele af Tyskland for det mecklenburgske instrument, men i Mecklenburg blev instrumentet kaldt den polske buk.12 Dette instrument skulle siden blive centralt i 1700-tallets danske torturpraksis. En anden metode var udstrækningstortur, som foregik på en ’Streckbank’ – en pinebænk – eller ved ophængning på en stige med vægte bundet til fødderne. En tredje metode var piskning, som især blev brugt på børn og kvinder. Endelig var der den sjældnere brandtortur, hvor huden blev svedet med et lys, eller hvor svovl blev drysset på huden og antændt.

18 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 18

09.03.2022 16.12

Den sjældne torturanvendelse i England og Norden Hvor tortur blev en del af den central- og sydeuropæiske professionalisering af strafferetten, var udviklingen anderledes i England og Sverige. I England kendes fra perioden 1540-1640 ca.

100 tilfælde af tortur beordret af regeringen. Det var især personer anklaget for statsforræderi, der blev tortureret. Tortur havde ikke plads i den almindelige retsprocedure, og landets retslærde understregede, at tortur ikke blev anvendt i England, sådan som det var tilfældet på kontinentet.13 Officielt blev tortur heller ikke brugt i hekseforfølgelserne i England, men der er i samtidige engelske skildringer flere omtaler af pression og tortur i retssagerne, selv om den ikke er omtalt i retsdokumenter.14 I Sverige og Finland blev tortur også kun sjældent brugt. I en undersøgelse af Stockholms ældre tingbøger har Björn Åstrand fundet 24 omtaler af tortur i de 140 år fra 1474-1614.15 I de politiske stridigheder om kongemagten sidst i 1500-tallet blev der indimellem brugt tortur mod politiske modstandere.16 I 1604 forsøgte kongemagten at indføre tortur som mulighed i processen ved de nyoprettede hovretter, der svarede til Rettertinget/Højesteret i Danmark17. Forslaget blev imidlertid ikke vedtaget. Der er dog dokumentation for, at hovretterne alligevel i enkelte tilfælde beordrede tortur i løbet af 1600-tallet.18 De særlige trolddomskommissioner fra 1668-1676 – et sent udbrud af hekseforfølgelser i Sverige – brugte også tortur.19 Der forekom altså tortur i Sverige, men det var ikke en del af normal retspraksis. Svenske retslærde fra sidste halvdel af 1600-tallet beskrev tortur som noget, der havde været sjældent i ældre tider, og som nu var ophørt.20 I 1683 blev brug af tortur eksplicit forbudt ved de militære retter, og ifølge forordningen var brug af tortur generelt forbudt i det svenske kongerige.21

T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 19

| 19

09.03.2022 16.12

TORTUR BLIVER FORBUDT – OG TILLADT Hvordan ser dansk anvendelse af tortur så ud i det europæiske billede? Der er kun bevaret tilfældige domme og retssager fra tiden før Reformationen i 1536. Egentlige retssager mod hekse før Reformationen er der ikke kilder om, og det samme gælder tortur. Den tidligste kendte omtale af et tilfælde, hvor tortur er brugt til at fremtvinge tilståelse i Danmark, er fra 1540.22 Torturen blev brugt på Maye Harskaars, hvis sogn havde beskyldt hende for at være troldkvinde. Hun blev forhørt af lensmanden Peder Ebbesen og tilstod, at hun havde hjulpet en anden lensmand, Otte Gyldenstjerne, med at forgøre, dvs. forhekse, kongen. Sagen kom for Kongens Retterting, og her mente Otte, at Peder Ebbesen havde tortureret Maye Harskaars til at tilstå. Det afviste Peder, men han erkendte, at da hun første gang blev ført frem for ham, sad der en ”jomfru” på hendes fingre. En jomfru var et torturinstrument, en art fingerskruer af jern, som kunne opvarmes og brænde fingrene.

Der blev også brugt tortur i en række andre trolddomssager i Øresundsregionen fra 1543-46. Gyde Spandemagers var central aktør i en sag, der omfattede et stort antal kvinder og mænd.

Ifølge Gyde havde de sammen udøvet trolddom mod den kongelige flåde. Blandt de personer, Gyde udlagde som hekse, var adskillige adelskvinder og tre præster foruden en del borgerkvinder fra København og Helsingør.23 Dokumentet, som fortæller om Gydes mange angivelser, indeholder også en redegørelse for forhør af de tre angivne præster. Den ene, hr. Jens Poske, blev pinligt forhørt: ”Item blev fornævnte Her Jens Poske pinligen adspurgt, mens han hængte udstrakt på en stige så hårdt at hans lemmer [snart] måtte skildes ad, om alle disse fornævnte artikler.”24

20 |

DE N S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 20

09.03.2022 16.12

Pinebænken er indbegrebet af vores forestillinger om tortur. I Danmark var udstrækningstortur udbredt. I 1500-tallet nævntes flere gange, at torturofret blev bagbundet og i sine arme hængt fra en formentlig skråtstillet stige. Der er ikke bevaret samtidige pinebænke. Denne afbildning er fra den østrigske straffelovbog Constitutio Criminalis Theresiana fra 1768.

T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 21

| 21

09.03.2022 16.12

Trods torturen benægtede præsten Gyde Spandemagers anklager. De bevarede forhørsreferater oplyser også, at Dorete Judekone fra Helsingør blev tortureret så hårdt, at hun besvimede, så videre forhør måtte udsættes til næste dag. Dorete nægtede ligesom Jens Poske og førte mange vidner, der understøttede hendes påstand om, at hun ikke havde deltaget i trolddommen, og som generelt kunne bekræfte hendes gode rygte.

I 1545 i Køge stod Niels Skriver anklaget for et alvorligt falskneri mod kongens afgiftsrettigheder ved sildefiskeriet – og for trolddom.25 I sagen havde 24 borgere i Køge svoret, at Niels Skriver havde gjort sig skyldig i trolddom. Niels Skriver blev først bundet til stigen, ligesom Jens Poske. Da han fortsat nægtede, stødte skarpretteren ham ned af stigen, så han hang i sine bagbundne arme. Herefter bekendte han falskneriet. Så blev han spurgt om trolddomssagen. Da han nægtede, fik skarpretteren ordre til at strække ham hårdt tre gange, men han nægtede stadig. Næste dag blev Niels Skriver på ny bagbundet, og så brød han sammen og tilstod.

Også kvinden Hellig Ludse blev forhørt under tortur i Lund i 1546. Hun bekendte, som der stod i vidneudsagnet, mens hun fastspændt blev ført ind over ilden.26 De bevarede sagsakter fra perioden omtaler også andre, der var anklaget for hekseri og trolddom, og som var blevet brændt.

Man må forvente, at mange af dem også blev forhørt under tortur, og at tortur var udbredt i disse tidlige trolddomssager. Især sagen med Gyde Spandemagers viser, hvor problematiske tilståelser afgivet under tortur var. Både Jens Poske og Dorete Judekone blev forhørt under tortur alene på baggrund af udsagn fra Gyde Spandemagers, efter hun selv havde tilstået at være troldkone.

Forbud mod tortur og lovens overholdelse Disse tidlige anvendelser af tortur foregik uden lovmæssig regulering. Tortur var ikke omtalt i landskabslovene fra 1200-tallet, som var hovedgrundlaget for den retslige regulering.

22 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 22

09.03.2022 16.12

Christian 2.’s love fra 1522 tillod at pine tyve og deres medvidere samt troldfolk. Lovene var generelt et forsøg på at indføre et centraleuropæisk retssystem, hvor de daværende nævningedomstole skulle afløses af uddannede og centralt udpegede dommere. Det var disse dommere, der skulle beslutte torturen.

Den hidtidige offentlige tingssamling skulle samtidig afløses af en lukket domstol, hvor uvedkommende var forment adgang til møderne. Lovene vakte meget utilfredshed og var medvirkende til, at Christian 2. blev afsat året efter, uden at lovene var kommet i brug.27 Torturen mod de trolddomsanklagede i 1540’erne var derfor ikke reguleret af lovgivningen. Det var imidlertid ikke tilfældige lokale kræfter, som gennemførte torturen. Peder Ebbesen var – foruden lensmand – medlem af Rigsrådet og havde sæde i Rettertinget. Forhørene i sagen mod Gyde Spandemagers og Niels Skriver blev ledt af rigshofmester Eske Bille, og i forhøret af Hellig Ludse deltog hofprædikant Poul Noviomagus. I både Maye Harskaars og Gyde Spandemagers sager lød anklagen, at deres hekseri havde kongen selv som mål. Det ser ud til, at landets ledende mænd introducerede den centraleuropæiske tortur på grund af frygt for, at hekse og troldkarle ville skade selveste kongemagten.

Christian 3. og Rigsrådet var velorienteret om både torturens anvendelse og problemerne i at stole på de tortureredes bekendelser. Det er i det lys, man skal se to paragraffer i den københavnske reces af 6. december 1547: ”Om pinligt forhør Item skal ingen pinligt forhøres uden den, der lovligt forinden er dømt til døden for nogen ugerning.”28 Kun en person, der allerede lovformeligt var dødsdømt, måtte altså tortureres. Hertil satte recessen med endnu en paragraf en stopper for forfølgelser af den type, der fulgte af Gyde Spandemagers påstande: T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 23

| 23

09.03.2022 16.12

Den københavnske reces af 6. december 1547 blev forseglet af det samlede rigsråd og skrevet med tryklignende bogstaver. Marginerne og top og bund er skråskraverede for at modvirke tilføjelser.

24 |

DEN S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 24

09.03.2022 16.12

”Om tingsvidne, falske vidnesbyrd og menedere Item skal ikke heller nogen udædiske mennesker, eller nogen andre, som er dømt for nogen uærlig sag, tyve, troldkarle eller troldkvinder, stå til troende, enten i vidnesbyrd eller i andre måder, hvad end de ville sige eller vidne mod nogen.”29 Paragrafferne blev gentaget i den koldingske reces fra 1558.

Med de to paragraffer trak Christian 3. en klar grænse. Tortur skulle ikke indgå i dansk retspraksis, og vidnesbyrd fra tyve, troldkarle og hekse skulle ikke accepteres som bevis i dansk ret.

Et så tidligt forbud mod tortur er enestående i europæisk ret.

Paragrafferne var også en markering af, at det tyske kejserriges forhørspraksis – som netop i 1532 var blevet fastsat i kejser Karl den 5.s ’Peinliche Halsgerichtsordnung’ – ikke skulle vinde indpas i Danmark. De danske ting var åbne forsamlinger, hvor alle kunne overhøre anklager, forsvar og forhør. Tortur foregår i lukkede rum med få vidner til stede, og recesserne fastslog, at den type forhør ikke var retsgyldige i Danmark. Denne retssikkerhed havde formentlig betydelig opbakning i befolkningens ledende lag, som jo havde gjort oprør mod Christian 2.s forsøg på at indføre tysk retspraksis.

Grænsen var dog ikke skarpere trukket op, end at skiftende konger befalede folk tortureret. Under syvårskrigen mod Sverige 1563-1570 blev fire spionagemistænkte befalet tortureret af Frederik 2. Det er retshistoriker Helle Vogt, som har fundet disse sager.30 Fra samme periode har hun fundet en sag mod en krybskytte, der blev taget med et bytte fra kongens skove, og som kongen ligeledes beordrede tortureret.31 Helle Vogt mener dog, at forbuddet mod at bruge tortur af andre end allerede dødsdømte generelt blev overholdt. Det begrunder hun især med tre sager, hvor Christian 4. beordrede retsforfølgelse af personer, der havde ladet mistænkte torturere, uden at der var fældet dødsdom. Den første sag fra 1596 angik tjenestepigen Inger Tortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 25

| 25

09.03.2022 16.12

Christian 3.s lovgivning forbød tortur før en domsafsigelse, men tillod tortur af dødsdømte. Sølvstik af Jacob Binck 1535.

Christensdatter.32 Hendes madmoder (det vil sige arbejdsgiver), den højadelige Ingeborg Bille, havde ladet mestermanden torturere Inger i en speget sag om trolddom. Sagen kom kongen for øre og han beordrede lensmanden at retsforfølge adelsfruen, ”(…) da hun havde ladet Inger Christensdatter pinligt forhøre, skønt hun er ulovforvunden [dvs. ikke dømt] og det strider mod recessen”.

Efter nogen modstand fra Ingeborg Bille blev retssagen ført, og adelsfruen dømt til at restituere Inger Christensdatters ære og ejendom og betale en stor bøde til kongen.

26 |

DE N S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 26

09.03.2022 16.12

Den næste sag fra 1598 angik en lybsk købmand og advokat, Helmer Hogreffue.33 Sagen drejede sig om tyveri af vraget fra et lybsk skib, som var havareret på den skånske kyst. Vragmesteren Morten Lensmand blev ved herredstinget dømt for bedrageri i omgangen med vraget. Dommens detaljer kendes ikke, men det var ikke en dødsdom. Af en eller anden grund blev Morten Lensmand udleveret fra fængslet til de lybske købmænd. Helmer Hogreffue ville have Morten Lensmand til at fortælle, hvor han havde skjult det havarerede skib, og udsatte ham for tortur, der var så voldsom, at selv skarpretteren fandt det ubehageligt.

Bagefter hængte han Morten Lensmand. Dette var jo selvtægt, og Christian 4. beordrede den lybske købmand retsforfulgt, både for at bruge tortur imod recessen og for at have hængt en mand, som ikke var dødsdømt. Retterne dødsdømte Hogreffue, og kongen beordrede ham halshugget.

Den tredje sag var fra 1631-1632.34 Den angik behandlingen af fire personer, som var mistænkt for tyveri. Alle fire blev udsat for tortur, og tre af dem blev efterfølgende hængt uden dom.

Christian 4. beordrede lensmanden i Tryggevælde, hvor sagen var foregået, til at retsforfølge de ansvarlige. Efter nogle uoverensstemmelser, hvor de tiltalte og en landsdommer ville have, at det først skulle undersøges, om de mistænkte havde været skyldige, endte sagen for Rettertinget. De tiltalte blev dømt for ulovlig tortur mod uskyldige og for efterfølgende at hænge dem.

Straffen var landsforvisning.

Selv om de to sidste sager blev særligt alvorlige, fordi de tiltalte havde udført henrettelser uden gyldig dom, viser alle tre sager, at kongen så alvorligt på den ulovlige brug af tortur.

Der er imidlertid en sidste sag omtalt af Helle Vogt, som ikke understøtter argumentet. Det var sagen mod Maren Splids, som blev dømt til døden for trolddom i 1641.35 Ribe Rådstueret havde frikendt hende på grund af utilstrækkelige beviser, men sagen blev ført videre til Kongens Retterting. Af sagsfremstillingen fremgår det, at hun efter ankomsten til København T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 27

| 27

09.03.2022 16.12

blev udsat for tortur under retssagen – og altså før en dom. I en lignende sag fra 1630 blev Lamme Heine fra Slesvig bragt til Odense, hvor hun blev tortureret i rigsråders nærvær.36 Hun var mistænkt for at være købt af adelskvinden Anne Lykke til at udøve kærlighedsmagi mod kronprinsen og muligvis skadende magi mod kongen. Anklagerne mod Lamme Heine støttede sig først og fremmest på hendes egne beretninger – uden beviser – som hun havde afgivet under tortur, og som hun siden hævdede var opspind. Christian 4. overtrådte altså selv forbuddet mod tortur, før en dødsdom var fældet.

De få tilfælde ændrer dog ikke ved det generelle billede: At brug af tortur til at fremtvinge udsagn og tilståelser ikke var en del af dansk retspraksis i perioden op til enevælden. Især de tre kongelige interventioner viser, at staten håndhævede forbuddet.

Tortur uden for retten De ovenfor refererede sager kunne tyde på, at brug af tortur var særdeles sjælden i 1500- og 1600-tallets Danmark. Dette var imidlertid langt fra tilfældet. Der var jo også den lovlige brug af tortur, nemlig tortur efter en dødsdom var afsagt.37 Det er vanskeligt at få et overblik over, hvor hyppigt denne form for tortur blev brugt. Det var nemlig ikke retterne, der skulle idømme tortur, som i Tyskland – det var en privat affære.

De bevarede dødsdomme fra trolddomssager og andre sager fra 1600-tallet indeholder derfor ikke bestemmelser om, hvorvidt de dødsdømte skulle pinligt forhøres. Efter at retterne havde fældet en dødsdom kunne sagsøgeren, hvis denne ønskede det, betale bødlen for at lade den dømte pine. Sagsøgerne i trolddomssager var som regel de kongelige lensmænd, herremænd eller købstædernes magistrater.

Eftersom det var den enkelte sagsøger, der bestilte torturen, er vores kendskab til omfanget og arten sammensat fra forskellige typer kilder. Der er enkelte tilfælde af kongelige ordrer.

En hel del tilfælde af tortur ses også omtalt i trolddomssager

28 |

DE N S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 28

09.03.2022 16.12

på den måde, at udsagn fremtvunget under pinligt forhør af en dødsdømt blev anvendt som argument mod en anden tiltalt. Det er vanskeligt at eftersøge den type indirekte omtaler af tortur. Mange af de bevarede trolddomssager er imidlertid beskrevet i litteraturen. Niels H. Kragh-Nielsen har udnyttet den omfattende lokalhistoriske litteratur om retssager til at skrive en henrettelsernes kulturhistorie.38 Heri nævner han omkring 30 pinlige forhør, han har fundet omtalt. Jeg har selv søgt videre i retshistoriske undersøgelser og i den righoldige litteratur om hekseforfølgelser. Den undersøgelse har givet yderligere en hel del omtaler af pinligt forhør i trolddomssager. Andre forbrydelsestyper end trolddom har været mindre undersøgt i den historiske litteratur, men der ses dog enkelte omtaler af pinlige forhør i tyveri- og drabssager.

Regnskabsmateriale er også en væsentlig kilde. Som en stikprøve har jeg gennemgået lensregnskaberne for Kronborg Len 1629-1660 og Københavns Slots Len 1601 til ca. 1660.39 I Kronborg blev skarpretteren betalt for at henrette syv for tyveri og syv for drab eller fosterdrab i perioden. For et enkelt år nævnes det blot, at adskillige fanger var blevet henrettet. Der var imidlertid ingen omtaler af udgifter til pinligt forhør. Helt anderledes så det ud i regnskabet for Københavns Slots Len. Her var der i næsten hvert regnskab omtaler af udgifter til pinlige forhør. I alt blev skarpretteren betalt for at torturere 45 personer. De 28 af dem var ikke dømt for hekseri, men for tyveri eller røveri. De fleste af de tyveridømte, som skarpretteren hængte, var desuden blevet pint, fremgik det. Undersøgelsesresultaterne for Kronborg Len og Københavns Slots Len tegner et billede af en meget uensartet brug af tortur. Helsingør, hvor Kronborgs lensmand boede, var dog ikke ukendt med tortur. De bevarede tingbøger viser, at byens magistrat adskillige gange benyttede sig af tortur i sager om trolddom og tyveri. I Helsingør blev pinligt forhør især brugt sidst i 1500-tallet, men så sent som i 1626 blev Birgitte Skaanings pint i en trolddomssag.

T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 29

| 29

09.03.2022 16.12

Mine undersøgelser giver ikke et fuldstændigt billede af omfanget af brugen af pinligt forhør, og det vil helt sikkert være muligt at finde en del flere dokumenterede tilfælde. Én ting står dog fast: Pinligt forhør var udbredt i Danmark i perioden. Det politisk dominerende og meningsdannende københavnsområde ser ud til at være gået i spidsen med torturen langt op i 1650’erne.

Figur 1. Kongelige ordrer om tortur og omtaler af anvendt tortur i Danmark 1540-1692 Kilde: Bilag A Trolddom

Drab, Tyveri, ­mord krybskyt­ teri, røveri, pirateri

Spio- Andet ­U ken­dt na­ge

I alt

0

0

0

0

5

8

0

3

1

0

24

8

0

0

2

3

32

30

9

0

3

15

69

2

2

0

0

0

0

4

50

48

9

3

6

18

134

Før 1547

5

1547-1599

12

1600-1624

19

1625-1655

12

1656-1692 I alt

0

Min undersøgelse har afdækket voksende brug af tortur midt i 1600-tallet. Fra denne tid er der imidlertid også bevaret langt flere kilder, hvilket kan påvirke tallene.

Selv om tortur ifølge kongens reces først måtte bruges, når en person var dødsdømt, og den dermed egentlig ikke kunne ændre dødsdommen, er der alligevel enkelte eksempler på, at myndighederne kunne påvirkes, hvis torturen ikke gav det ønskede resultat.

Det var i sager, hvor de tiltalte var dømte, selv om de nægtede sig skyldige. Man håbede så, at torturen gav en tilståelse. Metoden var tveægget, for hvis den dødsdømte fastholdt sin uskyld under torturen, kunne dommen drages i tvivl. I 1625 i Roskilde var en kvinde dødsdømt for trolddom på baggrund af ”et tov”, dvs. vidnesbyrd, fra 16 mænd. Hun nægtede sig skyldig.40 Under den

30 |

DE N S KA RP E E KS A M I N AT I O N

Den skarpe eksamination.indd 30

09.03.2022 16.12

efterfølgende tortur fastholdt hun sin uskyld. Det fik lensmanden på Roskildegård til at henvende sig til kongen, som ændrede dommen til landsforvisning. På samme måde blev Inger Smeds i 1634 pinligt forhørt efter en landstingsdom for trolddom, men da der ikke kom yderligere bevis frem under torturen, indsendte lensmanden sagen til kongen, som landsforviste hende i stedet.41 I en sag om manddrab fra Fyn fra 1635 var den tiltalte blevet dødsdømt, men nægtede sig skyldig og fastholdt det under pinligt forhør.42 Da lensmanden henvendte sig til kongen, var svaret imidlertid, at hvis det med rette kunne fornemmes, at den dømte var skyldig, skulle dødsdommen eksekveres. I 1647 skrev lensmanden i Kronborg Len til kongen om en, som var dødsdømt for tyveri, men nægtede sin skyld.43 Kongen beordrede, at den dømte skulle pines for at se, om han vedblev sin benægtelse.

Tyven fastholdt sin benægtelse under torturen, men alligevel beordrede kongen, at dødsdommen skulle eksekveres. Selv om lovene forbød det, kunne tortur altså alligevel i særlige tilfælde påvirke dommene over dem, der blev udsat for tortur.

Torturmetoder Det er kun sjældent, at kilderne tillader at komme tæt på, hvordan torturen foregik. Den hyppigste vending er, at den dømte blev ’pinligt forhørt’. I de få tilfælde, hvor der fremgår flere oplysninger, er det som regel forskellige former for stræktortur, der bliver omtalt. Som i trolddomssagerne fra 1540’erne kunne stræktortur udføres med forhåndenværende midler, nemlig en stige og noget reb. Formuleringer som at de torturerede blev ”strakte” eller kom på ”stigen”, optræder i sager fra slutningen af 1500-tallet. I 1582 blev en trolddomsdømt strakt på en ramme. Her havde mestermanden altså en særlig ramme til rådighed. Samme trolddomsdømte blev også brændt med et hedt bækken. I 1600-tallet omtales et par gange, at de dømte lagdes på pinebænken. Det er formentlig et instrument svarende til den ’Streckbank’ som var hyppigt anvendt i Tyskland.

T ortur ved de civile retter 1 5 4 0 - 1 7 7 2

Den skarpe eksamination.indd 31

| 31

09.03.2022 16.12