Page 1


DAMEN I MIDTEN Mode, kvinder & danmarkshistorie set gennem et stormagasins vinduer

af Julia Lahme

Udgivet i samarbejde med Magasin du Nord Museum


PROLOG eller: det skal du vide, inden du begynder at læse

Velkommen til Damen i midten.

DAMEN I MIDTEN

Anledningen til denne bog er, at stormagasinet Magasin fylder 150 år i 2018. Det har været halvandet århundrede, hvor Danmark har forandret sig på alle de parametre, man kan komme i tanke om. Den historie, du kan dykke ned i på de kommende sider, er derfor på den ene side historien om Magasin; på den anden om alt det, der tegnede det samfund og den tid, Magasin har eksisteret i. Det er en historie om at turde, om at satse, om køn og konsekvens, om økonomi, arbejdstider og hierarkier, om identiteter og verdenssyn og ikke mindst: om mode. Men først og fremmest er det en historie om kvinden, pigen, damen. Hende, det hele handler om, og som står i centrum for alt, hvad Magasin har beskæftiget sig med. Bogen her har haft nogle ganske stramme rammer. Magasin du Nord Fonden har taget initiativ til, at den skulle laves, og har udstukket retningslinjerne: For det første skulle den være billedbåren. For det andet skulle den tage udgangspunkt i Magasin du Nord Museums eget arkiv. For det tredje skulle det være min version af Magasins historie, ikke en bestilt lovprisning af en virksomhed. De første to punkter var ganske meget lettere at følge end det tredje. Det har været svært ikke at elske historien om de to driftige unge mænd, der skaber et imperium uden at blive selvforherligende undervejs. Det samme gælder den lange, modige modehistorie og den kvindehistorie og samfundshistorie, der også findes mellem linjer, på billeder og i scrapbøger i Magasin du Nord Museums arkiv. Der ikke er en eneste ting i denne bog, som jeg ikke selv har valgt at tage med. Indimellem har det været en udfordring, at arkivet bugner af materiale fra visse tidsperioder og er decideret fattigt i andre – derfor fylder nogle epoker meget, og andre fylder mindre eller måske endda næsten intet. Men valg og fravalg er mine egne. Det, der har gjort mest indtryk under arbejdet med bogen, er, at Magasin du Nord Museums arkiv er samlet af Magasins medarbejdere. Af sekretærer, der møjsommeligt har samlet avisudklip fra den spædeste begyndelse og klistret dem ind i scrapbøger. Af medarbejdere, som gennem tiderne har afleveret de kataloger, reklamer og plakater, de var særligt stolte af, i det rum, der i dag tjener som arkivet. Ekspedienter med særlig omsorg for de varer, de havde mellem hænderne, har pakket kjoler, hatte og sko ned og gemt disse genstande sammen med alle de andre minder i arkivet. Æsker med dimser og knapper er gemt sammen med en enkelt buste af nogen, alle har glemt hvem er. Det hele er arkiveret uden det store system og uden alt for mange hensyn til akademiske overvejelser om relevans eller museale teorier om, hvornår noget er et stykke papir, og hvornår det er en genstand, der skal bevares. Denne måde at samle ind på er lige så organisk og intuitiv som resten af Magasins historie. Når en medarbejder har haft en mavefornemmelse for, at noget var værd at gemme, er det blevet gemt. Det er dét virvar af medarbejderes stolthed, omsorg og interesse, der i dag er Magasins arkiv og grundlag for denne bog. Der er huller i arkivet – mange spørgsmål, jeg ikke har kunnet finde svar på, myter, der er blevet spundet af medarbejdere, og mærkelige afstikkere. Det betyder også, at denne bog ikke er en økonomisk historie. Den følger ikke rundt i sporene på dygtige og mindre dygtige ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer. Vi ser på Wessel og på Vett og på det, de to skabte sammen som repræsentanter for deres tid. Fordi de er grundlæggerne, og fordi den måde, de to har gjort tingene på, giver en fornemmelse af holdninger og måske endda

4


Julia Lahme, februar 2018

DAMEN I MIDTEN

værdier, som jeg har været nysgerrig efter at følge. Når det er nødvendigt, fortæller jeg om konjunkturerne, men ellers holder vi os væk fra direktørgangene. I stedet har jeg valgt at lade katalogerne, annoncerne, billederne, plakaterne, medarbejderbladet Bikuben og de genstande, museet indeholder, fortælle historien om Magasin. De få illustrationer, der ikke er fra museets eget arkiv, er nævnt bag i bogen. På samme måde er de historier, jeg fortæller, fundet i arkivet. Jeg har verificeret kilder, hvor det var muligt, men nogle af de ting, jeg beretter om, er mundtlige overleveringer. Fornemmelser, oplevelser og iagttagelser fra mennesker, der har levet et liv i og omkring Magasin. For eksempel er det ikke lykkedes mig at finde en ganske bestemt opskrift på æggesalat i arkivet, men ikke desto mindre var Magasins cafeteria i et årti omkring 1960’erne kendt og elsket for netop sin æggesalat. Måske en perifer historie, men den fortæller os, at man i Magasin gjorde sig umage med kundens oplevelse, og at Magasin fra begyndelsen har været en destination. Et sted, man har opsøgt, fordi det var noget i sig selv, også selvom man ikke ønskede at købe noget. Altså alt det, et shoppingmekka i virkeligheden ønsker at være. Noget andet, jeg ikke har kunnet få afklaret i arkiverne, er historien om rulletrapperne. Der er et vedholdende rygte blandt tidligere Magasin-medarbejdere om, at der findes en rulletrappemanual – ikke til at betjene rulletrapperne, da de kom til huset i 1950’erne, men til at få de nysgerrige kunder af rulletrapperne og ind i stormagasinet. Selv hvis manualen ikke findes, fortæller myten om den stadig en fantastisk historie om sensationen i, at stormagasinet fik rulletrapper. For mig er arkivets kronjuvel den enorme samling af modetegninger, modeillustrationer, kataloger og færdige stykker tøj syet i Magasin du Nords legendariske modelsalon. De fylder derfor meget i bogen. Ikke bare er de vanvittigt smukke, men tidens tone og billedet af den måde, en kvinde indgik i samfundet på, på forskellige tidspunkter i historien, vises sjældent så smukt som i den mode, hun klæder sig i. Også her har arkivet begrænsninger og benspænd, for ikke alle spørgsmål lader sig besvare. Jeg har ledt, søgt og fundet i arkivet, men der er stadig meget, der har været lige uden for min rækkevidde. Her har jeg gjort som Magasins grundlæggere: ledt der, hvor min mavefornemmelse har vist mig hen. Historien, du her får rullet op, er således fortalt gennem medarbejdernes egen samling. Jeg har brugt den, læst i den, ledt i den, sorteret, vurderet og samlet op og føjet de fortællinger sammen, som er blevet til min version af 150 års danmarkshistorie, kvindehistorie og modehistorie med Damen i midten.


1

Damen i midten og de to grundlæggere — side 10

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

— side 18

— side 58

— side 100

Glaspaladsernes tid

Kvinder: shoppere før borgere

Modens og krisens årti

1900–1920

1920–1930

Frem til 1900 6


4

6

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

— side 136

— side 166

— side 186

Forfængelighedens årti

Fra krig til eufori

Couturens, husmoderens og teenagerens årti

1930–1940

1940–1950

1950–1960 7


7

8

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

— side 220

— side 236

— side 252

Fremgang, forandring og britiske beatniks

Krise, bryster og satsninger

Da rigdom blev et ideal

1960–1970

1970–1980

1980–1990

8


10

12

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

— side 266

— side 276

— side 286

Generationen, der sang børnesange

Da historien forsvandt

Damen i midten

1990–2000

2000–2010

2010 og frem

Tak — side 293

Illustrationsoversigt — side 294


2

— KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE


Velklædte, handlende damer i Magasin du Nord-annonce i 1902. Bemærk, at det er dørmanden bagerst, der bærer varerne hjem.

60


VI LÆRTE AT SHOPPE, FØR VI LÆRTE AT STEMME V

Men hvad tjente kvinderne så pengene på? Selvom Magasin i høj grad var borgerskabets hjemmebane, og de kvinder, der shoppede netop her, havde familiens eller mandens penge med i byen, er det værd at kigge på, hvilke typer job kvinderne kunne have: En del arbejdede omkring århundredskiftet som tjenestepiger i de store husholdninger i byerne, andre som fabriksarbejdere, og rigtig mange som hjemmesyersker. Det er en af de store vedholdende og triste myter, at gifte kvinder i de såkaldt ”gamle dage” konsekvent gik hjemme og bare var sammen med ungerne, mens de holdt hus. Den almindelige danske kvinde var nødt til at arbejde, hvis hun ikke var del af det velstillede borgerskab.

1900 — 1920

ed et nytår mellem to århundreder opstår der en særlig stemning. Fremtiden trækker i os, og fortiden føles mere gammeldags end nogensinde før. Måske derfor havde man ved århundredskiftet i Danmark blikket stift rettet mod udlandet, mod fremtiden og mod det, der var på vej. Moden skulle være fra Paris og stormagasinet internationalt. Her stod Magasin du Nord på Kongens Nytorv i København som et palads, klar til at lokke og forføre med alt det fineste, verden kunne frembringe. Og der var mange, der kunne lade sig lokke, for som nation begyndte vi at have råd til at forbruge mere og mere. Vi er her i en periode af danmarkshistorien med vækst og fremgang. Arbejdsmarkedet havde siden midten af 1890’erne været en opadgående kurve, især drevet frem af landbrug og industri. Arbejdsløsheden var lav, og den gammeldags landsbyøkonomi, hvor man kunne bytte sig frem, var næsten helt slut. Der var penge mellem hænderne, et jernbanenet, man kunne benytte sig af, og butikker, også Magasin-forretninger, overalt i det ganske danske land, der stod klar til at vise os herligheder fra hele verden. Sat lidt på spidsen kan man sige, at vi i Danmark blev forbrugere af verden, før vi blev både borgere og verdensborgere. Den almindelige dansker havde nemlig flere penge end nogensinde før – hvor mange slet ikke havde haft nogen – og stormagasiner som Magasin havde vind i sejlene. Hovedparten af de shoppelystne og nysgerrige kunder havde dog langtfra samme principielle adgang til at deltage i samfundet, som de havde til at hive ned fra hylderne i Magasin.

Ægteparret Matilde og Fredrik Bajer oprettede i 1871 Dansk Kvindesamfund og blev to tidlige og centrale skikkelser i den danske kvindekamp.

Selvom demokratiet på papiret var indført – i hvert fald for dele af befolkningen – var begyndelsen af 1900-tallet en periode, hvor kvinderne kun langsomt fik tilkæmpet sig retten til at bestemme over deres egne penge og deres egen løn og til at deltage i samfundet som stemmeberettigede borgere. En periode, hvor arbejdsmarkedet var med til at sikre, at kvinder opnåede stemmeret. Et af de første skridt på vejen blev taget i 1871, da ægteparret Matilde og Fredrik Bajer oprettede Dansk Kvindesamfund. Foreningens formål var ”at dygtiggøre kvinderne og virke for deres ligeberettigelse i familie, samfund og stat”. Inden da havde Fredrik Bajer som folketingsmedlem allerede i 1880 sikret, at gifte kvinder havde rådighed over deres egen løn. I dag kendes loven som Bajers lov, og den var en milepæl. Så igen: Før vi fik stemmeret, fik vi shopperet.

61


DET PERFEKTE HJEM kravet om at være perfekt er ikke nyt

ed indgangen til 1900-tallet blev der lukket op for en lang række nye strømninger. En af dem hænger sammen med, at hjemmet nu ikke længere er det sted, hvor pengene tjenes. Hjemmet fik simpelthen stille og roligt en anden funktion end at være del af familiens vej til at tjene til livets ophold. Arbejdet blev flyttet ud, og hjemmet blev en sfære, der var forbeholdt fritiden og forbruget. Hjemmet skulle fyldes, og selvom vi er langt fra vaskemaskiner og mikrobølgeovne, så var hjemmet mere og mere det sted, hvor man fremviste resultatet af sin position i verden. Man shoppede, til stuerne var fyldte, og til de viste, hvor bredt orienteret man var. Hjemmet var stedet, hvor man trak sig bort fra verden, og i borgerskabet blev hjemmet delt op: Der var de stuer, man inviterede gæster ind i, og de rum, der var familiens egne. Hvor byen og arbejdsmarkedet var det maskuline, blev hjemmet det feminine domæne. Borgerskabets kvinder skulle kunne indrette, holde og opretholde et hjem, der levede op til de standarder, manden kunne levere, og der findes i litteraturen og historien talrige beskrivelser af, hvordan borgerskabets kvinder kedede sig. Og her stod Magasin klar: med bugnende hylder, rum og udstillinger, der skulle vise, hvordan det nye århundredes spidser kunne gøre sig gældende. Hjemmet var altså dér, hvor den borgerlige kvinde for alvor foldede sig ud. Det var Magasin klar over, og man solgte derfor fra begyndelsen møbler, service og i det hele taget alt, hvad der skulle til for at skabe et præsentabelt hjem. Og vidste man ikke selv, hvordan man greb det hele an, var der heldigvis hjælp at hente. Dramatikeren, skribenten og den alvidende guru inden for takt og tone, admiralinde Emma Gad, var en af århundredskiftets mest markante danske kvinder. Hun var kendt for sit vid og sin humor og langt mere produktiv, end vi husker hende i dag, hvor hun mest er kendt for klassikeren Takt og Tone, som hun udgav i 1918. For admiralinde Gad havde styr på sagerne – også længe inden Takt og Tone udkom. I 1898 havde Emma Gad samlet nogle af samtidens førende kulturpersonligheder og lod dem bidrage i tidsskriftet Vort Hjem. Her kunne man hente gode råd om alt fra stauder til opdækning af borde, hvem der skulle sidde ved siden af hvem, og hvad der var passende at servere. Man kunne hente hjælp til skønhedspleje og til mode og

KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

M

62

få en grundig indføring i, hvad der forventedes af én, afhængigt af ens position i familie- og samfundshierarkiet. De gode råd havde endda en sponsor, nemlig Magasin. I Vort Hjem-hæfterne reklamerede virksomheden for alt, hvad der skulle fylde det rigtige, velstillede borgerlige hjem ud, og de mange hæfter blev sidenhen udgivet som et opslagsværk, som i årevis var en populær bryllupsgave. At man kunne få alt – som i alt – hos Magasin, bliver bekræftet i en artikel fra 1902 i Politiken, hvor det forklares, at Magasin du Nord har lavet og leveret møbler til prins Christians slot, Marselisborg i Aarhus, som han og prinsesse Alexandrine havde modtaget i bryllupsgave samme år. Noget tyder på, at der må have hersket total stilforvirring, og at prinsen på ingen måde var minimalist: ”I Magasin du Nords Udstillingslokaler fremvistes i Gaar for nogle Indbudte de mange Møbler, som nu staar fiks og færdige til at rykke ind i Prins Christians Sommerslot ved Aarhus. Alt Arbejdet er udført paa Magasinets egne, moderne Værksteder og gør et meget solidt Indtryk; uden at nogen bestemt Stil er gennemført i alle Værelsernes Række, har man opnaaet en ganske Smagfuld Elegance i Udstillingens Suite, der begynder med en Billiardsalon i Engelsk Art, kulminerer i en Louis XVI Spisesal og slutter med Prinsessens Paaklædningsværelse, Slots-Louis XVI.”


1900 — 1920

Velklædte mænd og damer i et pænt borgerligt hjem. Magasin du Nord-annonce 1902.

63


DA KVINDEN BLEV FORPUSTET AF AT SÆTTE SIG NED

1900 — 1920

Damen i den røde nederdel skabte opmærksomhed om Magasins udsalg i 1903.

er var meget, den borgerlige kvinde skulle leve op til omkring år 1900, selvom hendes liv så ud til at være en fest. En kompliceret én af slagsen ganske vist, men dog en fest. Saloner, middage, arrangementer, baller og balletter – alt krævede udstyr, udsmykning og shopping. Korsettet var hun endnu ikke ude af, for skønt reformdragten havde trukket masser af opmærksomhed, var den ikke så populær, som kvindebevægelsen havde drømt om. I stedet blev kvinderne snøret ind, så det næsten så ud, som om overkroppen og underkroppen var to adskilte enheder, kun holdt sammen af et ganske smalt punkt på midten. Det var den eftertragtede S-silhuet, man gik efter, hvor kvindens bryst blev skubbet frem som en dues, hvor halsen var dækket i blonder og håret samlet til et voluminøst arrangement højt oppe på hovedet, som igen var prydet af en elegant hat, der kastede en bred skygge over det makeupfri ansigt. Hun var smuk, graciøs – og sikkert stærkt forpustet.

D

Kvindemoden hang naturligvis sammen med idealet om kvinden som lydefri, beskeden, elegant og som en direkte fremvisning af mandens succes, formue og muligheder. Hun skulle ikke kunne bevæge sig, løfte tunge ting eller klare sig selv og alene på noget tidspunkt, og derfor var hendes krops frihed og bevægelighed heller ikke afgørende. Hun kunne på dette tidspunkt i modehistorien faktisk ikke engang selv tage tøj på. At stramme korsettet ind krævede hjælp, og de lange lukninger af kjoler og støvler med det utal af bittesmå perlemorsknapper, som moden foreskrev, krævede hjælp af både et særligt redskab, knaplukkeren, og meget gerne også en eller flere tjenestepiger. Dette var dog i fuld gang med at forandre sig, og hvor moden i århundredet forinden kun langsomt havde ændret sig, var der nu ved at komme fart i sagerne. Faktisk var farten og ønsket om fart en del af grundene til, at kvindemoden var under forandring.

65


KVINDER I FART og moden, der fulgte med

erdensudstillingen i Paris i år 1900 skulle markere overgangen fra ét århundrede til et andet og hylde fred og teknologiske fremskridt og dannede samtidig rammen om De Olympiske Lege. Interessen for verdensudstillingen var stor; det var hér, den første tonefilm blev vist og den første rulletrappe opstillet. I Danmark var altid internationalt orienterede Magasin du Nord blandt dem, der udbredte kendskabet til verdensudstillingen – som i øvrigt endte med at blive en underskudsforretning for den franske stat, for de besøgende blev væk. Muligvis, spekulerede man, fordi entréprisen var for høj. Men der var noget med fart i begyndelsen af 1900-tallet, hvor automobilen var opfundet og på vej til at erstatte hestevogne. Størst, hurtigst og bedst havde alles interesse – også kvindernes, og ved De Olympiske Lege i Paris i år 1900 deltog 22 kvinder, som sensationelt for første gang konkurrerede i fem sportsgrene: ridning, kroket, golf, sejlads og tennis. Det var et grundlæggende vendepunkt – ikke bare i sportsverdenen, men også i modens – og kan ses som udtryk for flere bevægelser på én gang. For det første var man overalt i den vestlige verden blevet opmærksom på, at det slet ikke var så usundt at bevæge sig, som man troede. For det andet var forskellige naturnære bevægelser i gang i Europa, hvor Rudolf Steiners var en af de meget fremtrædende, og vegetarismen en anden. I det hele taget var kroppen, naturligheden og det at bruge sin krop på vej ind i borgerskabet. Kvinder var endda kun et årti fra at få deres ben tilbage, som ellers havde været pakket ind i århundreder. I Danmark havde højskolebevægelsen tidligt gymnastik på programmet, og fra midten af 1800-tallet var der gymnastikforeninger for mænd, som havde til formål at styrke muskulaturen efter stillesiddende arbejde. Kvinderne kom langsomt med, og i 1886 oprettede man Københavns Kvindelige Gymnastikforening som den første, og to år senere Dansk Kvindegymnastik Forening. Foreningernes medlemmer talte ikke fra begyndelsen borgerskabets kvinder, men er alligevel et godt udtryk for, hvordan kvindekroppen var i gang med at blive sat fri. Bekymringen var, at kvinder ikke måtte udmatte sig selv alt for meget, da deres – mente man – svagere kroppe ikke kunne tåle det. Men de danske kvinder tog idræt til sig, og ikke mindst den fysiske aktivitet. Det satte sig spor på Magasins hylder, hvor man nu kunne investere i særligt tøj til at dyrke sport – tøj til at sejle i, spille tennis i, svømme i, ride i og frem for alt cyk-

KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

V

66

le i. Som var hun en anden Barbiedukke, var hver sportsgren betinget af, at kvinden fra borgerskabet havde et passende, sømmeligt og moderigtigt outfit, der kunne akkompagnere den. Cyklen var især et hit, og Magasin havde omkring århundredskiftet en hel afdeling med cykler. En af de meget vedholdende myter i huset den dag i dag er, at der dengang var en indendørs cykelbane under glaskuplen, så kvinderne kunne prøve deres nye cykler af.

For både mænd og kvinder gjaldt det om at være korrekt påklædt, hvorfor Magasin du Nord selvfølgelig solgte cykeltøj. Det var i vid udstrækning de kvindelige cyklister, som blev blikfanget for cykeltøjet.


I slutningen af 1800-tallet blev det at cykle en yndet aktivitet for både mænd og kvinder. Carlsberg hoppede også på cykeltendensen og indikerede på Paul Fischers plakat, hvad cyklister trængte til efterfølgende: noget forfriskende.


KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

2_10: Kort over Japan 1904.xxx

Fra en af de mange orientalske udstillinger på Charlottenborg, som Wessel købte varer til på sine lange rejser i Asien.

68


NYT FRA EN MAND, DER I PRINCIPPET VAR HOLDT OP MED AT ARBEJDE Men kun i princippet

J

Igaar Morges vendte Grosserer Th. Wessel hjem efter en Jordrundrejse paa fem Maaneder. Han dulgte sig strax ude paa sit henrivende Landsted i Ny Taarbæk, og der traf vi ham igaar Eftermiddags, straalende sund og slet ikke rejsetræt. ”Ja, her ser De,” siger Hr. Wessel og peger paa Bord og Vindueskarme, ”mine mindre Rejseerindringer. Her er kun Smaapapirer, det store kommer senere. Men Tolden er et saare ømt Punkt i Nordamerika. Min Rejse har været, som jeg kunde ønske det, baade underholdende, behagelig og indbringende i merkantil Henseende. (…) Japan, hvor jeg var i over syv Uger, var min Rejses Hovedformaal. Her har Kaptajn Fich, understøttet af mig, gjort store Indkøb af Elfenben, Skildpadde, Silke, Broderier og Møbler. Sager, som Magasin du Nord vil lade udstille i Sommer, og som – det betvivler jeg ikke – vil falde i Publikums Smag. Det er første Gang, at vi har kunnet gøre direkte Indkøb af japanske Varer; tidligere

har der altid været Mellemhandlere, især Tyskere. Disse Sidste vil jeg antage er Ophavsmændene til de Rygter, der er udbredt i Vesteuropa om Japanernes fjendtlige Stemning overfor Europæerne. Vi selv mærkede intetsomhelst hertil. Tværtimod mødtes vi af den mest uskrømtede Venlighed baade af Forretningsfolk og Private. (…) De japanske Handlende frigør sig mere og mere for Mellemhandlere, og jeg fik saa sikkert Indtryk af deres Hæderlighed, at jeg har betalt ikke faa Penge forud. Krigen (Den Russisk-Japanske Krig 1904-1905, red.) mærkede vi ikke særlig meget til. Dog konvoyeredes vort Skib ind til Nagasaki af en Orlogsmand, og Banerne var saa optagne af Troppetransporterne, at vi maatte bruge Krydsdampere den meste Vej. Jo, saa var der ogsaa Fotografierne. Der vogtedes meget nøje paa os, og intet Sted, hvor der var Fortifikationer i Nærheden, fik vi Lov at tage nogen Plade”. Hr. Wessel har alligevel brugt sit Fotografiapparat meget og godt, derom vidner de mange Scenerier, der ligger hulter til bulter ud over Bordet. (…) Vil De paa Forretningsrejse, saa tag til Japan, men ikke til Amerika. Er det Forretninger, saa Gud bevares! (…) St. Louis!? Jo, jeg har været paa Udstillingen; men jeg blev meget skuffet. Vi kom tre Uger efter Aabningen, og alligevel var det Hele kun halvt færdigt. Saa var der en Varme og et Optrækkeri, der forbitrede En Glæden ved det meget Imposante, som der jo unægtelig er. Fremmedbesøget syntes ikke stort, og forstaar jeg ret, er selv Amerikanerne ingenlunde sikre paa Udstillingens Sukces. Lad mig notere, at jeg gav 8 Dollars om Dagen, for et enkelt ganske tarveligt Værelse uden nogen Art Forplejning. I Amerika skiltes jeg fra Hr. Bramsen, da mine Forretninger nødte mig at komme tilbage. Og bl.a. med den udmærkede tyske Damper ”Kronprinz Friedrich Wilhelm” er jeg nu hel og holden i Danmark igen, fyldt med fornøjelige Erindringer og med en god Forretningssamvittighed”.

69

1900 — 1920

o mere af Magasins historie der dukker frem i avisudklip, medarbejderblade og bøger, desto stærkere står de internationale forbindelser. Det kan være en beskrivelse af en rejse eller en annonce, der stolt proklamerer, at man har hentet en ny og spændende vare hjem fra det store udland. Magasin var og er et internationalt hus. At Wessel var den drivende, nysgerrige kraft bag de internationale forbindelser – også efter sin officielle fratrædelse i 1900 – er åbenlyst, og det lader til, at han havde det som en fisk i vandet, så snart han var på rejse. I 1904, året inden han døde, drog han som nævnt på en jordomrejse, der først og fremmest skulle føre ham til Japan, så han kunne købe ind af de asiatiske varer, som danske forbrugere efterspurgte. Wessel nåede også omkring verdensudstillingen i St. Louis, denne gang dog ganske uimponeret. Heldigvis gav han sig tid til at fortælle om sin ekspedition til dagbladet Vort Land, som bragte en artikel så fuld af beundring for Wessel, at den nok ikke var sluppet igennem på nutidens avisredaktioner:


KVINDERNES KAMP FOR AT BLIVE MENNESKER og for at gå på arbejde

atidens kvinders udfordring var ikke bare at få lov at bestemme over egen løn. En helt anden udfordring var at få lov til at tjene den. Op gennem sidste halvdel af 1800-tallet var der kvinder, der synligt, tydeligt og med store konsekvenser kæmpede for at få lov til at være selvforsørgende og uafhængige af mænd, fædre og brødre. Kvinder, som kæmpede for at få lov til at være voksne individer og ikke underlagt en mandlig værge, som man ellers var. En af de meget tydelige var som nævnt Mathilde Fibiger, der brød ud af det gode borgerskab med den selvbiografiske roman Clara Raphael, som handlede om at leve uden mulighed for at uddanne sig og for selv at bestemme sin skæbne. Under trusler om at tage sit eget liv fik hun som voksen – under forholdsvis stor bevågenhed – tiltvunget sig lov til at bo for sig selv, leve for sig selv og tjene sine egne penge. Fibigers kamp var blot ét af mange tydelige plask i den stille danske andedam – fri for britiske suffragetter, som med demonstrationer, sabotage og enkelte gange vold forsøgte at kæmpe sig fri af de undertrykkende mænds dominans. Et andet plask kom, da dramatikeren Henrik Ibsen i 1879 lukkede den danske offentlighed ind i Et Dukkehjem, som med al tydelighed viste, at når først en kvinde rejste sig, fandt frihed og opdagede egne evner, var hun ikke klar til igen at blive snøret ind i borgerskabets forestillinger om, hvad en kvinde skulle være. Midt i denne diskussion og mere eller mindre stille kamp for kvinders frigørelse kom flere og flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Nogle var drevet af nød (arbejderkvinderne), andre af vilje (borgerskabets døtre), men

KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

D

70

fælles for dem var, at mulighederne var begrænsede, og at de var nødt til at finde socialt – og ikke mindst moralsk – accepteret beskæftigelse. Natalie Zahle etablerede en lærereksamen for kvinder, og uden at dette var hensigten, lader det til, at det især var borgerskabets døtre, der greb denne mulighed. Uddannelsen gjorde, at kvindelige lærerinder kunne søge stilling på næsten lige fod med mændene, og sygeplejerskeuddannelsen blev ligeledes tidligt etableret som en art mesterlære. Men så var der alle de andre. Alle dem, der skulle bruge penge her og nu for at forsørge sig selv og deres familier. Og her stod Magasins døre åbne. Der var brug for mange medarbejdere i årene omkring århundredskiftet, og der blev ansat rigtig mange kvinder. Hvor mange ved vi ikke præcis, men ved et billede taget ved Magasins 50-års jubilæum i 1918 står ”en del af personalet udenfor hovedforretningen”, og der er tale om et veritabelt menneskehav med lige så mange skørter som bukseben.

Personalet fra Magasin du Nord samlet foran forretningen på Kongens Nytorv i 1918. Fotografiet er taget i anledningen af stormagasinets 50-års jubilæum.


MYTEN OM MULIGHEDERNE

KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

– kvinder i Magasin

I anledning af 50-års jubilæet i 1918 lod Magasin du Nord en jubilæumsbog trykke. Den viste 187 fotografier af forretningen på Kongens Nytorv og fabrikken i Landskronagade. Dertil var afdelingschefer og indehavere af Magasin du Nord-forretninger rundtom i Danmark også fotograferet. Frk. E. Ljungdahl var den ene af to kvindelige chefer i forretningen på Kongens Nytorv.

å kvinderne gik på arbejde – dem, der fik lov, mulighed og job. Også i Magasin. Diskussionerne om, hvorvidt kvinder skulle være på arbejdsmarkedet eller blive hjemme ved kødgryder, mænd og børn, bølgede frem og tilbage og har reelt set gjort det lige siden. I Magasin er der den dag i dag en tydelig stolthed over, at virksomheden har beskæftiget kvinder, også når det ikke var en vogue for kvinder at være tilknyttet arbejdsmarkedet, og der er en vedholdende myte om, at kvinder kunne nå lige så langt som mænd i Magasin. Den myte holder bare ikke helt vand, hverken dengang eller nu. Der har for eksempel aldrig været en kvinde i direktørstolen i Magasin, og da virksomheden ved jubilæet i 1918 udgav en smukt indbunden fotobog med billeder fra hovedforretningen og portrætter af alle tidligere og nuværende direktører og indehavere af Magasin-forretningerne i provinsen, var der også meget langt mellem kvinderne. Faktisk var der kun én eneste kvinde-

S

72

lig afdelingschef portrætteret, nemlig frk. E. Ljungdahl, ”Chef for Broderi Afdelingen”. At en tilfældig kvinde, uden uddannelse, som en leder fattede sympati for, til alle tider har kunnet gå ind fra gaden og finde beskæftigelse, enten i perioder eller som fastansat i stormagasinet, har givetvis reddet mange fra mindre respektable, sjove eller givende jobs. En tidligere Magasin-medarbejder, en kvinde født i 1941, som tidligt kom ud at tjene og allerede som 20-årig havde været både i huset og arbejdet på en radiofabrik, har forklaret til denne bog, hvordan hun gik ind fra gaden og fik job som juleassistance på Kongens Nytorv i november 1961, og hvordan hun elskede sit arbejde i Magasin. Hun blev hos Magasin i et årti, men på intet tidspunkt var en forfremmelse i horisonten. De meget få kvinder, der blev chefer, var – forklarede hun med et sigende blink med højre øje – ganske ofte kvinder, der havde afskrevet mænd, børn og familie, som boede sammen med andre kvinder, og som viede deres liv til stormagasinet.


1900 — 1920

73


“DØDENS GUSTENHED” Når det at arbejde i Magasin er et oprør

et var stadig uvant at se kvinder på arbejdsmarkedet, og især i så eksponerede og tydelige stillinger som ekspeditricer. Kvinder, der skal kunne rådgive, anbefale og håndtere andre mennesker og være eksperter i det, der ligger på hylderne. Ved århundredskiftet var det kun et par årtier siden, at man – mænd – måtte vænne sig til, at kvinder kunne betale for sig selv, når de købte ind, og at det var socialt acceptabelt for en kvinde i borgerskabet at bevæge sig rundt i byen uden en ledsager. Der var sket meget de seneste 20 år, og der var ved at ske endnu mere. Alt gik hurtigt, og det må have føltes som det rene Ragnarok, hvis man bare var en lille smule stivstikker. Det er der tydelige spor efter i Magasin du Nord Museums scrapbøger. I en artikel i Folkets Avis fra år 1900 er overskriften på en artikel om ekspeditricernes vilkår: ”Et Helvede for Kvinder”. Vi er stadig i en tid, hvor kvinder ikke må overanstrenge sig, hvor de bliver set som det svage køn, og hvor de skal beskyttes mod verden. Artiklen beskriver, hvordan en ung kvinde på omkring de 20 år efter et par års ansættelse som ekspeditrice havde mistet både sine røde, fyldige kinder og glade, strålende øjne: ”Trækkene var bleven skarpe, Øjnene matte og indfaldne, og over Ansigtet laa den blege Blyfarve, der minder om Dødens Gustenhed.” Det var det hårde slid og de lange arbejdsdage, som trak livsgnisten ud af den unge kvinde. Selv beskrev hun i avisen arbejdsdagen som en endeløs række af opgaver uden mulighed for pause eller hvil. Når ekspeditricerne mødte om morgenen, skulle de først sørge for, at alle salgsvarer fremstod pænt og nydeligt i forretningen, og så snart kunderne begyndte at myldre ind gennem dørene, skulle de hilses velkommen og dernæst præsenteres for alt fra kraver og hatte til bælter og slør. En opgave, som fortsatte dagen lang: ”Saadan gaar det i timevis, og langt over halvdelen af disse Kunder køber slet ikke. De vil ind for at prøve og høre Priserne, lader Skufferne vende og Hylderne tømme for at tilfredsstille deres Nysgærrighed eller slaa en kedelig Time ihjel, og naar de ikke selv kan mere, gaar de bort for at gaa hjem og hvile ud, mens vi andre maa tage fat paa den næste Kunde.”

KVINDER: SHOPPERE FØR BORGERE

D

74

Folkets Avis slutter artiklen med en bøn på den unge kvindes vegne: ”Hvornaar faar vi en Lov om Stole i Butikkerne til de stakkels Ekspeditricer?” Den lov er som bekendt ikke kommet endnu, selvom ekspedienter den dag i dag nok vil kunne nikke genkendende til netop den type af kunder. Men det var ikke kun kvindernes helbred, offentligheden var bekymret for. Kvinderne var nemlig heller ikke helt kloge nok til at kunne give ordentlige svar, mente nogle, og så var der lige den hage ved det, at et job som ekspeditrice ikke ligefrem forberedte kvinden på dét, der var hendes eksistens’ egentlige formål: at blive hustru og mor. Det kan vi læse i en anden artikel fra år 1900, nemlig i det konservative Kvindernes Blad: Gaa ind i de store Strøgbutikker, der beskæftige Masser af Damer i deres talrige Afdelinger. Hvad kjende de unge Damer til Varerne i deres egen Afdeling, de kunne ikke besvare det simpleste Spørgsmål, ikke give Kunden det tarveligste Raad. De vidste slet ikke noget om de Sager, de skulle sælge, og hvad værre er, det interessere dem heller ikke det aller ringeste. Ville kvinderne absolut arbejde inden ægteskabet, så skulle det være inden for et fagområde, som kunne være dem til nytte senere i familielivet enten som lærerinde, syerske eller sygeplejerske. Kvindernes Blad mente kort sagt, at: Hendes (kvindens) Selverhverv kun skal være midlertidigt, da hun forhaabentlig bliver gift, og forhaabentlig gjør et saa godt Parti, at Erhvervsvirksomheden udelukkende kan overlades til Manden. Dumme, uvidende, fysisk svage og uden tanke på fremtiden. Sådan var kvinder, og derfor lå der et lille oprør mod status quo i at arbejde for Magasin – et oprør, som blev ledet af dem, der ansatte de unge kvinder. Muligvis uden, at de vidste det.


1900 — 1920

I 1900 kom Magasin du Nord i vælten igen. Kvindelige ansatte i stormagasinet, ekspeditricer og syersker, blev slidt op og mistede alt for hurtigt deres ”fyldige røde kinder og glade strålende øjne”. En syerske pinsemorgen malet af Ulrik Tornøe Wenzel i 1882.

75


KVINDER: SHOPPERE FĂ˜R BORGERE

Harry Gordon Selfridge brugte store summer pĂĽ annoncer for stormagasinet, og allerhelst helsidesannoncer.

76


OPTIMISMEBOBLEN Belle époque og fremskridt

1900 — 1920

Amerikaneren Harry Gordon Selfridge tilføjede ny energi og pragt til Oxford Street i London, da han i 1909 åbnede stormagasinet Selfridges.

mkring udgangen af det 20. århundredes første årti var der nye vinde på vej. Wessel var død i 1905, og Vett gik bort i 1911. Europa var under forandring, og det samme var borgerskabets vilkår. Kvindernes emancipation var stærkt på vej til at give dem stemmeret i Danmark, og i England var man under stor bevågenhed i gang med at fejre fremskridtet og det nye århundrede ved at bygge verdens største og smukkeste dampskib, Titanic. Der var optimisme og forår i luften. Kvinderne var på nippet til at lade korsetterne ligge, og shoppingoplevelserne blev stadig mere forfinede. I 1909 åbnede Harry Gordon Selfridge det navnkundige stormagasin af samme navn i London. Han var blandt de første til at forstå, at kendte mennesker og store begivenheder var af interesse for kunderne, og han ophøjede vinduesdekorationerne til kunst. Han lod beauty-afdelin-

O

gen flytte ned i stueetagen, så kunderne mødtes af duften af de dyre dråber, så snart de trådte ind i butikken, og han var med til at ophøje shopping til den rene og skære forførelse, præcis som når man trådte ind i Magasin på Kongens Nytorv. Europæerne ville gerne bruge penge, borgerskabet ikke mindst, og i den nye tid, man fornemmede, at man var trådt ind i, fulgte moden med. Vi er endnu ikke der, hvor 1920’ernes mode repræsenterede en revolutionerende måde at se kvindekroppen på, men noget var på vej. Man var i færd med at sige farvel til det komplicerede. Bevægelsesfrihed og en vis fornemmelse for tæmmet naturlighed var i færd med at snige sig ind, og belle époque-tidens idealer om en naturlig femininitet understøttede denne udvikling i moden. Man var i en optimismeboble, i en fremtidsorienteret tid, hvor teknologiske fremskridt og nye ideer var hverdag.

77

Damen i midten  
Damen i midten