Afvigernes ø
Efterskrift af Poul Nyrup Rasmussen
Poul Duedahl & Maria Clement Hagstrup
Med efterskrift af Poul Nyrup Rasmussen
Afvigernes ø
Afvigernes ø
Poul Duedahl & Maria Clement Hagstrup
© 2023, forfatterne og Gads Forlag
ISBN: 978-87-12-07049-8
1. udgave, 1. oplag
Forlagsredaktion: Peter Bejder
Omslagsillustrationer: Theodor blev i juni 1912, i en alder af 15 år, anbragt på Livø Anstalten. Hans moralske defekt bestod i, at han havde blottet sig for en pige for bagefter at stikke af fra sin plads og stjæle en robåd for at komme væk. Under opholdet blev han mistænkt for at sætte ild til øens lade. Der kom til at gå 36 år, inden han igen kunne forlade øen. Billedet af Theodor er fra ca. 1923. Løgstør Lokalarkiv og Rigsarkivet
Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Le bureau
Repro: Narayana Press
Tryk: PNB Print
Printed in Latvia
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA
POLITIKEN-FONDEN
Cand.pharm. Povl M. Assens Fond Hoffmann og Husmans Fond
Politiken-F_logo.indd 1 11/02/14 12.01
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Flugten
To drenge vandrede langs stranden. Over dem hang eftermiddagssolen og søndagsstemningen og den dybblå himmelhvælving, som kun september kan mønstre. Snart pilede de afsted med sandet flyvende om hælene. For Limfjordens kystlinje er smal, men præcis bred nok til at afgøre, hvem der er hurtigst. Kapløbet sluttede brat. En uventet forhindring forvandlede fremdrift til stilstand og grin til gru. Drengene nærmede sig forsigtigt. I vandkanten lå en livløs, nærmest mælkehvid og voksagtig skikkelse, som lod sig vugge blidt af vandets sagte dønninger. Nøgen. Opsvulmet. Ukendelig. Tre uger tidligere stod den 23-årige Jørn på Livø i farvandet mellem Fur, Mors og Himmerland og betragtede bølgerne ramme de stejle skrænter inde på fastlandet. Målet for alle længsler. For derinde lå frihedens land. Landet, hvor mennesker levede normale liv uden myndighedernes konstante opsyn og bedømmelse af deres adfærd. Landet, hvor unge mænd mødte kvinder, dansede, drak, elskede og smagte på livet.
Stedet var nøje udvalgt. Bag ham sikrede lyngheden en tilpas afstand til den lille anstaltsby, og skrænten mod stranden med dens stride, tørre græs skærmede mod plejernes falkeblik. Søndag var fridag og købte Jørn ekstra tid, inden fraværet blev registreret.
Fra øens østside så kyststrækningen mellem Rønbjerg og Lendrup ud til at være ganske tæt på. Men distancen var på omtrent fem kilometer og en udfordring for selv habile svømmere, og det var Jørn ikke. Han havde lært kunsten under opholdet på øen og vidste, at de lumske strømforhold let forlængede turen markant. Men han turde godt og havde taget turen to gange før. Med held. Bølgerne med de glasagtige, hvide skumtoppe var kraftigere, end godt var, men skulle han nå det forjættede land, skulle det være, inden efterårets storme satte ind og gjorde farvandet oprørsk og lunefuldt. Så han klædte sig af, trådte ud i vandet og mærkede de glatte småsten under fødderne. Han lod kroppen omslutte af det kølige vand og tog de første svømmetag drevet af tanken om det, der ventede på den anden side.
Jørn var en af 743 mænd, som i 1911-1961 var anbragt på Livø. Han flygtede to gange ved at svømme ind til fastlandet og druknede som 23-årig under et tredje forsøg. Liget skyllede i land i Bejstrup tæt ved Aggersundbroen. I anstaltens levetid var der over 400 flugtforsøg og 10 flugtrelaterede dødsfald. Antallet vidner om den længsel og desperation – og det vovemod – som anbringelserne udløste.
Afvigernes
Han nåede drømmelandet tappet for liv. Limfjordens strømme trak ham østpå, og liget skyllede i land ved Bejstrup Strand over 20 kilometer væk. Det var der, de to drenge fandt ham den 22. september 1957. Dagen efter blev der afholdt ligsyn på Fjerritslev Sygehus under overværelse af en funktionær fra Livø Anstalten.
Han genkendte Jørn på tæerne.1
På ubestemt tid
Flugt er et omdrejningspunkt i Livø Anstaltens historie. Det var tilbøjeligheden til at stikke af, der sendte mange af de anbragte ud på en ø, hvor vandet beskyttede samfundet mod deres adfærd, og det var drømmen om at nå ind til friheden på fastlandet igen, der var det altoverskyggende samtaleemne for beboerne. Det gælder i alle de 50 år, fra 1911 til 1961, hvor Danmarks største institution for åndssvage, De Kellerske Anstalter, på statens vegne drev en filial for kriminelle, asociale og moralsk åndssvage mænd på den afsondrede ø i Limfjorden.
Anbragte fra Livø Anstalten på vej til fastlandet på en tømmerflåde. Tegneren på dagbladet Vestkysten gengav i 1938 en situation, som jævnligt blev omtalt i aviserne, hvor anstalten fremstod som et sted, der var lettere at komme til end fra. Flugten var de anbragtes stærkeste magtmiddel og fyldte meget i anstaltens 50-årige levetid, og overskrifterne skabte frygt i lokalsamfundet.
Afvigernes ø
Livø ligger i Limfjorden midt mellem Nykøbing Mors, Løgstør, Fjerritslev og Thisted. Den var med sin isolerede beliggenhed tænkt som den perfekte anstalt for de asociale og moralsk åndssvage mænd, som ikke kunne begå sig på de åbne anstalter i land. Fjorden forhindrede nu ikke flugtforsøg, og kursen blev oftest sat mod Himmerlands kyster, der var tættest på, men også mod Mors og Fur.
Det var bestemt ikke meningen, at det skulle være sådan. ”Fra Livø kan de ikke flygte bort”, som avisen Social-Demokraten bekendtgjorde lige efter åbningen, for Livø var opkøbt af staten i sikker forvisning om, at de anbragte var placeret så langt ude i vandet, at afstanden afskrækkede dem fra at søge mod land.2 Men knap satte sommertemperaturerne ind, før en af de internerede, William, forsvandt ud på fjorden i et badekar.3
Han blev den første i en lang række. Livø Anstalten rummede dusinvis af mænd, som ikke lod sig tyrannisere af frygten for at drukne. De forcerede gang på gang Limfjordens vande med sejl, årer og rå muskelkraft. Kun passagen over isen havde anstaltens grundlægger og overlæge, professor Christian Keller, kalkuleret med. Når pakisen i de hårdeste vintre lagde sig metertyk og urokkelig ind mod Livø, kunne de anbragte nemlig gå på vandet, og det bundfrosne underlag skaffede dem en eftertragtet bro til friheden. Plejerne låste mændene inde i deres værelser om natten, men flere formåede alligevel at fire sig ned fra førstesalen og sætte over, så snart solen stod op. Alene i løbet af januar og februar 1941 tog fire mænd turen, mens yderligere fem var under mistanke for at ville gøre dem kunsten efter.4
”En tur over isen i halvanden alen sne plus blæst og kulde, da er der sandelig ikke tale om våde trøjer; man bliver syg”, fortalte en af de anbragte, Svend, i 1929 om de strabadser, han og de øvrige anbragte frivilligt udsatte sig for på de ofte timelange ekspeditioner. Han tog selv turen et par gange.5
Rømningerne var alt andet end ufarlige. Terrænet var isprængt mandshøje isskruninger og afgrundsdybe revner, og når tøvejret satte ind, gjorde
tågebanker det svært at orientere sig, mens forræderiske våger forvandlede isdækket til en papirstynd faldlem. Alligevel er det slående, hvor mange ture det blev til. I anstaltens levetid forsøgte de anbragte mænd at flygte over 400 gange – i gennemsnit otte om året. Mindst. For det er de forsøg, som blev registreret af anstalten selv, og som undertiden nåede avisernes spalter. Dertil skal lægges et mørketal for de flugtforsøg, som blev planlagt, iværksat og opgivet, uden at en sjæl opdagede dem.6
Drivkraften er der ingen tvivl om. Anbringelser på Livø var på ubestemt tid og uden klart definerede mål for, hvornår og hvordan returbilletten til fastlandet kunne indløses, og uvisheden tærede på psyken og styrkede vovemodet. Mange af mændene følte sig uretfærdigt behandlet og fejlanbragt. Selvopfattelsen bidrog også til utilfredsheden med anstaltslivets strenge disciplin og over at være frataget den personlige frihed. Den skærpede til gengæld evnen til at aflure enhver mulighed for at slippe væk.7
Bordplader, dejtrug, hjul og stiger
Udlængslen rumsterede i hovederne på de anbragte mænd morgen, middag og aften. Den styrede deres drømme, prægede deres samtaler og fremmede kreativiteten, som den kom til udtryk i de fantasifuldt indrettede tøm-
I Livø Anstaltens levetid var der flere hårde isvintre, hvor Limfjorden frøs til og gjorde det muligt at gå på isen. Her ligger Livøbåden i 1942 fastfrosset i øens havn, mens post og andre forsyninger blev fragtet med kane og hestevogn over isen. De anbragte blev låst inde på værelserne, men alligevel lykkedes det hver gang nogle at snige sig ud og nå over.
Tre tønder, en brandstige, snor og granrafter var i 1926 nok til at fremstille en af de utallige tømmerflåder, som så dagens lys på Livø. Fartøjet fragtede fire anbragte over til fastlandet. Turene på tværs af Limfjorden tog som regel adskillige timer. I august var fjorden varmest, og det var af samme grund den mest populære måned at sætte over.
merflåder, som løbende blev beslaglagt. Ikke mange andre steder i landet fandt man en så omfattende interesse for motorbåde, pramme og generelt alt flydende. Spottede et par af de anbragte mænd nogle favne reb, så fik de, ifølge en af dem, let ”et par timers diskussion ud af de sølle tovender om holdbarheden og rebets styrke i saltvand”.8
Nogle flugtforsøg var pludselige indskydelser udført i det splitsekund, lejligheden bød sig. Som da Ejnar pludselig fik fingre i en gammel redningskrans, smed alt, hvad han havde i hænderne, og kastede sig i vandet for at komme over. Andre var nøje planlagt og indebar målrettet opstøvning, indsamling og opbevaring af nødvendige materialer over en længere periode – og med det færdige resultat nedgravet i skovbunden. Så lå fartøjet klart til det gunstige øjeblik, hvor bagmændene i ly af mørket kunne fragte det uset til stranden. I et tilfælde var der udarbejdet minutiøse ruteplaner, som tog højde for, hvordan de flygtende undgik ordensmagten og holdt sig skjult ved at farve hår, skifte tøj og skaffe falske identitetspapirer.9
Avisen Nationaltidende kunne i 1918 fortælle, at øen allerede var tømt for pæle af træ, tilbage var alene nogle støbt i cement og holdt sammen af ståltrådsfletværk. Så voldsom var interessen for alt, der kunne flyde. To år
senere meddelte Aalborg Amtstidende, at de fleste opstillede træbænke og vejviserskilte i skoven også var forsvundet og brugt til flådebygning. Bordplader, dejtrug, hegnsstolper, baljer, bundgarnspæle, døre, hjul og stiger. Alt blev endevendt og anvendt til at fremstille fartøjer, som kunne søsættes.10
Overlægen, inspektøren og plejerne var selvfølgelig opmærksomme på de mange flugtforsøg. I en grad, så to forsvundne øltønder, en manglende brandstige og seks mænd, der ikke dukkede op ved sengetid, med det samme udløste formodningen om, at en ”tømmerflåde var under opsejling”.11 Af samme grund udfyldte vægteren på øen en væsentlig funktion, når han aften efter aften gik sin faste rute rundt på øen og undertiden overraskede et par selvbestaltede og uerfarne sømænd med et flådefartøj i strandbredden.
Havnen blev der holdt ekstra godt øje med, for her lå øens eneste større motorbåd, og skibe var i høj kurs. Når Livø i forårs- og sommermånederne var omgivet af bundgarn og fortøjede fiskerbåde, var fristelsen til en kapring særlig stor. Et gammelt markled med pålagte brædder var i 1916 da også kun første punkt i en nøje udtænkt flugtplan, hvor tømmerflådens bygmester alene havde som formål at nå ud til den nærmeste båd for bagefter at samle seks kammerater op ved Livøs strand. Alle syv nåede til fastlandet i live, men kun for med det samme at blive pågrebet og bragt tilbage, hvor de kom fra.12
En septemberaften i 1934 sneg syv andre mænd sig også ombord på en fiskerbåd på et sjældent besøg i øens havn. De løsnede fortøjningen, og under højlydte trusler bad de Glyngørefiskeren og hans unge medhjælper om at starte motoren. Men de to fiskere lod, som om skibet havde motorproblemer, og mens båden drev, brugte de en blæselampe til at signalere til anstaltens personale i efterårsmørket. Signalerne blev opfanget, og Livøbåden rykkede ud for at hente de uheldige kaprere, som måtte overnatte i cellebygningen.13
Fantasien var stor, når det drejede sig om måder at forlade Livø på, men inspiration kunne også hentes udefra. En anbragt fandt i september 1926 opskriften på en tømmerflåde i et nummer af Familie Journalen, og i december 1949 nåede nyheden om udbryderkongen Carl August Lorentzens sensationelle flugt fra Horsens Statsfængsel hele vejen til Livø og inspirerede ti af de anbragte mænd til at forsøge en lige så spektakulær flugt. Endda i inspektørens private landgangsfartøj. En stang dynamit, snuppet fra en håndværker på gæstevisit, blev monteret på jernkæden. Forud var samtlige lygter på havnen knust, og telefonrøret på havnetelefonen forsvundet. Og mens øens øvrige beboere var travlt optaget af aftenens filmforevisning i forsamlingshuset, gik ladningen af med et ordentligt
Vægteren spillede en væsentlig rolle på grund af de mange flugtforsøg. Hver aften og nat gik han sin faste rute rundt på øen og afpatruljerede havnen, som var under skærpet opsyn. Niels Peter Hagstrup var vægter og senere husfar i pavillon III i 1912-1917. Siden blev han kriminalbetjent i Løgstør og havde derfor fortsat meget med mændene at gøre, når de stak af eller opholdt sig i byens arresthus.
Afvigernes ø
rabalder, og mændene indtog båden. Der var faktisk kun et problem. Motoren ville ikke starte. Så mændene lod i stedet fartøjet drive fra havnen og ud i fjorden, hvor de endnu lå og flød omkring, da de omkring midnatstid blev passet op af Livøbåden med seks funktionærer ombord. Anbragt i lastrummet blev de returneret sammen med inspektørens båd på slæb.14
For de fleste gik turen da også langtfra, som de håbede. Som da fire mand en dag forsvandt i avlsgårdens store ajletønde og i deres iver efter at komme over glemte at lukke bundhanen, så vandet løb ind, og de måtte svømme i land igen. Eller da en af de anbragte syede sig et par korkbukser og satte fra land – blot for at opdage, at klædestykket sendte benene op og hovedet ned.15
Når flugten indimellem lykkedes, var tiden i friheden som regel knap, for øen stod i fast telefonforbindelse med fastlandet, og ordensmagten udgjorde velkomstkomiteen, når de forkomne mænd nåede strandbredden. Selv når flygtningene nåede uset forbi i nattemørket var det ofte let at følge deres færden, fordi de trak et spor efter sig af anmeldelser for tiggeri, tyveri
og cykeltyverier, da de jo skulle have noget i maven og havde travlt med at komme væk.
Nogle klarede sig et par dage, andre et par uger, og der var prestige i at holde sig ude længst muligt. Rekordholderen var Sigurd, en ung mand anbragt for talrige tyverier, som i 1918 tog turen over og fik hele 992 dage – næsten tre år – på fri fod. Han var kun en enkelt gang ved at blive afsløret, og det var, da han ved hjælp af falske papirer erhvervede sig et kørekort som droskekusk i København. For under sin allerførste køretur “vakte han med sin vogn så vild panik, at han blev anholdt”.16 Det lykkedes Sigurd at redde sig ud af kattepinen uden at afsløre sin virkelige identitet – kun for senere at blive sat fast for tyveriet af en cykel og returneret til den anstalt, han var flygtet fra. Straffen for et flugtforsøg var alt fra tvungen sengelægning på havresuppe til et ophold i en af øens
Bådene i havnen tiltrak sig stor opmærksomhed. Når skibe kom på gæstevisit, var der ordre til at holde dem under konstant opsyn eller lænke dem grundigt fast. Det forhindrede nu ikke de anbragte i at kapre et i ny og næ. Her er et kædeled til fortøjningen af en båd sirligt savet over af en anbragt, Holger, og det lykkedes ham faktisk at nå fastlandet og få del i friheden. For en stund.
seks celler foruden en uvelkommen notits i journalen, som betød, at anbringelsen blev yderligere forlænget.
Hver eneste overfart var en leg med døden, og enkelte omkom i forsøget på at undslippe opholdet. I kølvandet på endnu en drukneulykke bad Justitsministeriet i 1937 om en redegørelse, for gav det overhovedet mening at placere en anstalt ude midt i Limfjorden, hvis det betød, at anbragte risikerede livet i forsøget på at undslippe? Undersøgelsen viste, at der alene i 1920-1937 havde været otte mistænkelige dødsfald på øen, hvoraf de fem med sikkerhed var sket under flugtforsøg. Ser man på anstaltens samlede levetid, så førte flugtforsøg til omtrent ti dødsfald.17
Sidste gang var i juni 1959. En aften manglede tre anbragte, Kaj, Knud og Henning, pludselig ved sengetid klokken 21. Henning nåede lettere forsinket retur og fortalte, at de såmænd bare havde været på stranden og bade, som det var normalt på varme sommerdage, og at tiden var løbet fra dem. Men snart hørte funktionærerne råb fra farvandet mellem Livø og Fur og sendte båden afsted. En kilometer ude fandt de Knud med en plastikdunk bundet fast til brystet. Han var rædselsslagen og meddelte, at Kaj havde fået krampe i benet og var forsvundet i bølgerne. Kort efter fandt de endnu en plastikdunk. Den bar Kajs livrem.18
Halvandet år senere blev Livø Anstalten nedlagt.
743 mænd
Livø Anstaltens historie er fortællingen om den danske velfærdsstats tilblivelse på godt og på ondt. Isolationsanstalten for en række af samfundets afvigere – mænd, der stak ud og stak af – opstod nemlig ikke tilfældigt. Den var resultatet af et samfund, som på den ene side lukkede flere og flere afvigere inde på anstalter for at beskytte normalsamfundet, og som på den anden side forsøgte at skabe stadig mere frie rammer for dem, der opholdt sig på dem. Et samfund, hvor politikere arbejdede målrettet på at skabe tålelige forhold for alle mennesker – også dem med nedsat intelligens, umoralsk livsførelse og dårlig dømmekraft – men hvor læger samtidig udpegede netop deres arvemasse som tidens alvorligste samfundstrussel. Et samfund, som gav alle borgere ret til hjælp, men som samtidig fratog enkelte retten til at formere sig. Opfattelsen var nemlig, at afvigere producerede afvigere, og at samfundet styrede lige lukt mod en økonomisk og åndelig katastrofe, medmindre politikerne aktivt bremsede deres antal. Løsningen var at sende dem ud på øer. Først de asociale og forbryderiske mænd på Livø og siden de seksuelt
Ansatte og anbragte på Livø omkring 1940. På bagerste række ses inspektør Viggo Jensen med hat og fuldskæg. De ansatte bærer hvid kittel og kasket, mens de anbragte mænd er iført blåt, slidstærkt arbejdstøj. Billedet illustrerer aldersspændet blandt de anbragte – fra helt unge drenge til granvoksne mænd.
promiskuøse kvinder, som fra 1923 blev sendt til Sprogø. Med tiden fik de så mulighed for at komme på land igen, hvis de lod sig sterilisere. Det var medicinen, som skulle holde hånden under den spæde velfærdsstat.
Men Livø Anstaltens historie rummer nu også andre emner, som er værd at se nærmere på. Forbrydelse og straf. Lyst og længsel. Sorg, forsorg og omsorg. Stigmatisering og selvværd. Ret og uret. Fattigdom og velfærd. Emner, der på samme måde fungerer som normalsamfundets spejlbillede. For ethvert samfund kan kendes på, hvordan det behandler sine afvigere. I den forstand er fortællingen om Livø et helt centralt stykke danmarkshistorie. Udgangspunktet for at skrive Livø Anstaltens historie er fundet af 12 kasser med hidtil ukendte dokumenter – fx korrespondance, dagbøger og regnskaber – som i sommeren 2020 pludselig dukkede op i en lade på Livø, og som bidrager med helt nye og væsentlige vinkler på historien i kombination med de mange patientjournaler og administrative dokumenter, som befinder sig på Rigsarkivet. Bogen fortæller på den baggrund historien om 743 mænd, som af vidt forskellige årsager blev anbragt på en ø midt i Limfjorden.
For hvem var de – mændene på Livø? Utilpassede unge, tyveknægte, seksuelle afvigere og sædelighedsforbrydere, javist, men de har sjældent efterladt sig mange aftryk i historien ud over det, der er bevaret i retssystemets, politimyndighedernes og anstaltens officielle dokumenter, og som fortæller deres historie set med det officielle Danmarks briller.
Kun få steder støder man på de anbragtes egne ord. Mange var nemlig anbragt, fordi de havde svært ved at følge med i skolen og dermed svært ved at meddele sig skriftligt, og en anbringelse på Livø var sjældent noget, de talte om – enten af skam eller for at lægge fortiden bag sig. Men der er sprækker. Refererede udsagn, beslaglagte breve og nedfældede erindringer, som er kommet frem i lyset med de nye dokumenter og giver dem mulighed for en stemme i danmarkshistorien. Det har da også været afgørende for os netop at inddrage nogle af mændene og deres stemmer for på den måde at lade dem træde ud af fortidens skygger.
Så tag med til afvigernes ø, og mød Micha, Svend, Jacob og Ingvald – foruden Kaj Orla, Hans Anton, Carl Johan, Hans Otto og Henry Rudolf og mange andre repræsentanter for den brogede skare af mænd, som var anbragt på Livø Anstalten i årene mellem 1911 og 1961. Ikke at forglemme Oluf, som siden blev far til en dansk statsminister.
Rigtig god læselyst!
Poul Duedahl og Maria Clement Hagstrup
Januar 2023
Flugten
