Issuu on Google+


Margaux Fragoso

Kun hvis du har lyst

GADS FORLAG


Kun hvis du har lyst er oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efter TIGER, TIGER by Margaux Fragoso Copyright © 2011 by Margaux Fragoso Published by arrangement with Farrar, Straus and Giroux, LLC, New York, represented by Leonhardt & Høier Litterary Agency A/S, Copenhagen Dansk udgave: © 2011 Gads Forlag Projektledelse: Gitte Lyngs Forlagsredaktion: Anne Winther Omslag: Lene Nørgaard, Propel Omslagsfoto: Getty images ® Typografi: Lymi DTP-Service Tryk: Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-12-04553-3 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gadsforlag.dk


Til Edvige Giunta der såede frøet Til John Vernon der tålmodigt høstede det


“Tiger, tiger, som en ild flammer du i natten vild. Hvilken overjordisk magt skabte denne grumme pragt?” – WILLIAM BLAKE: “TIGEREN” 1

“Sig mig, Herre, hvor kunne du lade en lille tøs være så ensom så længe, at hun kunne finde vej til mig?” – TONI MORRISON: BLÅ BLÅ ØJNE 2

1 2

Oversat af Knud Hee Andersen. Her efter Dydernes bog, red. William J. Bennett, Lindhardt og Ringhof 1995. Oversat af Inge Rifbjerg. Lindhardt og Ringhof 1994.


Indhold

Prolog 13

FØRSTE DEL 1 “Skal vi lege?” 21 2 Et hus i to etager 29 3 En dårlig vane 36 4 Barbarer 45 5 Højere, højere 53 6 “Otte er den smukkeste alder for en pige” 58 7 Karen, min søster, min søster 75 8 “Kun hvis du har lyst” 88 9 “Det er ikke forkert at elske dig” 94 10 “Der er noget helt galt med den mand” 104 11 Klamme luder 116 12 Den blomstrede natkjole 124 13 Vores lille hemmelighed 135

ANDEN DEL 14 Genforeningen 143 15 Medgiften 158 16 Cathy og Paul 172 17 “Rescue me” 180 18 Nina 189 19 Vandfaldene 203 20 “Djævelen fik mig til at gøre det” 213


21 “Pretty Baby” 221 22 Brylluppet 226 23 Bekendelsen 235 24 En fremmed i spejlet 241 25 Skolefobi 254 26 Kvinden i træet 268 27 Kontrakten 275 28 “Tigeren på spring” 279

TREDJE DEL 29 Rivaler 291 30 Lånet 294 31 Arven 301 Efterskrift 315 Tak 318 Rådgivning i Danmark 320


PROLOG


Prolog

Jeg begyndte at skrive denne bog sommeren efter Peter Currans død. Jeg mødte Peter, da jeg var syv år gammel, og havde et forhold til ham i femten år frem til hans selvmord som seksogtresårig. I håb om at forstå det, der var sket, gav jeg mig til at skrive min livshistorie. Og selv i de perioder, hvor jeg ikke arbejdede på manuskriptet, og det lå på en hylde i skabet, kunne jeg mærke dets nærvær i den fortvivlelse, der altid opstår hos mig præcis klokken to om eftermiddagen, det tidspunkt, hvor Peter plejede at komme og hente mig, og vi kørte ture. Og i den fortvivlelse, jeg føler klokken fem, hvor jeg altid læste højt for ham med hovedet lænet mod hans bryst. Og igen klokken syv, hvor han plejede at sidde og holde om mig. Og klokken ni, hvor vi kørte vores aftentur fra Boulevard East i Weehawken til River Road og ned til Royal Cliffs Diner, hvor jeg gik ind og købte en kop kaffe med præcis syv stykker sukker og masser af fløde og en brødbudding med flødeskum og rosiner. Eller risbudding, hvis han til en afveksling havde lyst til noget andet. Når jeg kom ud igen, vendte han bilen (en Granada eller Cimarron eller Escort eller en sort Mazda) og kørte tilbage til River Road og Boulevard East, og vi kørte forbi de store dyre huse i victoriansk stil, Queen Anne- og Gothic Revival-stil og kiggede over på den anden side af Hudsonfloden, hvor lysene blev tændt på skyskraberne som tusind spejle. Og nogle gange parkerede vi der og sad og så på tordenvejret. I et af de selvmordsbreve, Peter efterlod mig, foreslog han, at jeg skulle skrive en biografi om vores liv sammen. Det var ret ironisk, da det netop var det hemmelighedskræmmeri, vores verden var omgivet af, der overhovedet havde gjort den mulig. Havde man frataget os vores løgne og hemmelige koder og blikke og tilholdssteder, var vi blevet frataget alt. Og hvis det var sket, da jeg var tyve eller femten eller tolv år, havde jeg måske taget livet af mig, og så ville ingen nogen sinde have fået indblik i denne lille isolerede 13


ø, der kun eksisterede i kraft af disse løgne og hemmelige koder. Alle disse hemmeligheder kom tilsammen til at udgøre en fantastisk hovednøgle. Og hvis man spørger en låsesmed, om der findes en universel hovednøgle, der kan åbne alle låse i verden, vil han svare nej, men at man kan lave en nøgle, der kan åbne alle låsene i en bestemt bygning. Man kan indstille låsene på forhånd, så de passer med hakkerne i nøglen, men det er umuligt at konstruere en nøgle, der kan åbne alle eksisterende låse. Det vidste Peter, for han havde engang lavet en hovednøgle til et helt hospital. Han var selvlært låsesmed. Han havde lært sig faget på biblioteket om aftenen og på det job, han havde bluffet sig til. Forestil dig en pige på omkring syv år, der elsker de røde tyggegummikugler, man kan trække i automater, men ikke vil have de blå og grønne. Et barn, der går i sko med velcrolukning i stedet for snørebånd. Et barn, der klemmer benene hårdt sammen om de metalheste, man kan ride på uden for supermarkedet, hvis man kaster en mønt i. Et barn, der er bange for jokerne i spillekort og insisterer på, at de skal pilles ud, før spillet går i gang. Et barn, der er bange for sin far og ikke bryder sig om puslespil (kedeligt!). Et barn, der er glad for hunde og kaniner og leguaner og italiensk is. Et barn, der godt kan lide at sidde bag på motorcyklen, for hvilken anden syvårig får lov til at køre på motorcykel. Et barn, der hader at skulle hjem (overhovedet), fordi Peters hus er ligesom en zoologisk have, og frem for alt, fordi Peter er så sjov at være sammen med. Peter er fuldstændig ligesom hende, han er bare ældre og kan gøre ting, hun ikke kan. Måske vidste han, at menneskeceller regenererer hvert syvende år, og at der efter hver af disse cyklusser opstår en ny person ud af de gamle atomer. Lad os sige, at denne mand, Peter, de næste syv år omprogrammerede barnets boblende celler. At han var så snedig at lære sig genvejene til hendes glæde og fulgte hendes smutveje til nydelse. Han noterede sig hendes lyst til sodavandsis og til at gå med bar overkrop ligesom en dreng, hendes store fornøjelse ved at blive slikket i ansigtet af en lyserød hundetunge og synet af en kanin, der gnaskede på noget sprødt og grønt. Senere lærte han ihærdigt teksterne til Madonnas sange udenad og senere endnu navnene på tyve Nirvanasange.

14


Fire måneder efter Peters død interviewede jeg en fængselsbetjent, ved navn Olivia, i forbindelse med mit arbejde som featurejournalist på universitetsavisen. Vi sad i hendes atelierlejlighed i Journal Square-kvarteret i midten af Jersey City og drak kamillete og sludrede. Jeg nævnte, at jeg var ved at skrive en bog. Hun ville gerne høre, hvad det var for en bog, og jeg sagde, at den handlede om en pædofil, og at det indtil videre bare var en kladde – et råt udkast. Jeg spurgte hende, om hun havde nogen erfaring med pædofile fra sit arbejde. “Pædofile? Ja da. Det er de rareste af de indsatte.” “Rare?” “Ja. De er flinke, høflige og volder aldrig problemer. De tiltaler altid én respektfuldt, altid ja frue, nej frue.” Hendes ro fyldte mig med en trang til at tale videre. “Jeg har læst, at pædofile efterrationaliserer deres handlinger og opfatter det, der er foregået, som frivilligt, selv om de har brugt tvang.” Det var noget, jeg havde læst i min lærebog i abnormpsykologi, og det chokerede mig, hvor perfekt det beskrev Peters måde at tænke på. Min næste indsigt var jeg imidlertid ikke nået frem til ved at læse i en bog, men jeg lod som om: “Jeg har også læst, at samværet med en pædofil kan være ligesom at være høj på stoffer. Der var en pige, der sagde, at det er, ligesom om den pædofile lever i en fantastisk virkelighed, og at der kommer noget fantastisk over alting sammen med dem. Som om de selv er en slags børn bare med en masse viden, som børn ikke besidder. De har en livligere fantasi, og de kan skabe verdener, som små børn aldrig selv ville kunne opdigte. De kan gøre barnets verden ... ekstatisk, kan du sige. Og når det så er forbi, er det ligesom at blive afvænnet fra heroin. Og i flere år efter kan de ikke lade være med at jage skyggen af, hvordan det føltes. Der var en pige, der sagde, at det er, ligesom jorden er blevet brændt, og græsset ikke kan vokse frem igen. Og at jorden ser sort og gold ud, men indeni brænder den stadig.” “Hvor er det sørgeligt,” sagde Olivia og så ud, som om hun mente det. Efter et øjebliks forlegen tavshed faldt samtalen på andre former for indsatte og erfaringerne med at arbejde i et fængsel i al almindelighed. Mens vi sad og snakkede, fik jeg kvalme. Som om omgivelserne og det lune køkken, der først havde virket så indbydende, var blevet truende. Mine sanseindtryk var altid overvældende skarpe som følge af de mange år, hvor jeg kun havde 15


haft meget begrænset social kontakt med verden omkring mig bortset fra den, jeg havde haft med Peter. Den dag i Olivias køkken havde jeg det, som om noget i mig kørte i højeste gear. Som om der var skruet helt op for verden, og den brølede ad mig. Union City i New Jersey, hvor jeg voksede op, er efter sigende den tættest befolkede by i USA. Man kan ikke få en fornemmelse af byen alene gennem beskrivelserne af de gamle, tørre boller med smør og espressopapkrusene, der er på størrelse med dukkekopper, eller de klæge, søde, lange churros, lige så lidt som man kan få en fornemmelse af Manhattan blot ved at nævne shishkebabvognen ved Port Authoriy-busterminalen eller boghandlen Strand med de hundrede og tredive tusind hyldemeter bøger, eller de unge, der kører på skateboard i Washington Square Park. Man kan prøve at forestille sig duerne og barerne og natklubberne (stavet nite clubs på skiltene), de unge “gangstere” med så løsthængende bukser, at man kan se deres boksershorts, bilerne, der holder parkeret kofanger mod kofanger, og nogle af de besynderligt smalle gader, hvor det ikke er ualmindeligt at få smadret sit sidespejl af en forbipasserende lastbil. Der er mænd i alle aldre, der pifter efter alle piger over tolv, frugtboder med billig papaja, mango og avocado (min far, der elskede avocado, insisterede på, at de gav evigt liv) og mørknede stykker tyggegummi presset ned i det revnede cementfortov. Ofte kan man høre børnene sige, at det bringer uheld at træde på revnerne, og jeg, der var overtroisk ligesom min far, sørgede omhyggeligt for at undgå dem, hvilket var vanskeligt, eftersom de bredte sig på kryds og tværs over cementen som folderne på et krøllet landkort. Lige så omhyggeligt sørgede jeg for ikke at træde på min skygge af frygt for, at jeg skulle trampe på min egen sjæl. Hvis du besøger byen, så glem endelig ikke at holde dig for næsen for at undgå stanken, når du passerer Polleria Jorge-markedet med levende fjerkræ på 42nd Street mellem New York Avenue og Bergenline Avenue. Hvis man går over på den anden side af gaden, hvor skobutikken Panda Shoes har ligget lige så længe, jeg kan huske, kommer man til El Pollo Supremo. Dér bliver man budt velkommen af den liflige duft af grillkylling, simrende yucca, ris med sorte bønner og sydende tostones. Vi plejede at tage derhen 16


og spise, Peter og jeg, og en våd halloween i den toårsperiode, hvor mine forældre holdt os adskilt, sad Peter alene i en tom bås og stirrede ud gennem den regnvåde rude i otte timer i håb om at få et glimt af mig, hvis nu jeg var ude at rasle med min mor. Jeg har stadig tolv notesbøger med spiralryg, hvori han hver dag skrev breve til mig, som alle sammen begynder med “Kære prinsesse.” Peter lavede X’er, der betød kys, og O’er for kram. Han skrev TTPDOEDFE i hvert brev, en forkortelse for “Tænker tit på dig og elsker dig for evigt”. Jeg har syv daterede videobånd med titler som Margaux på rulleskøjter, Margaux sammen med Paws, Margaux sidder bag på motorcyklen og vinker. Peter så på disse videobånd hver dag hen mod slutningen af sit liv: Margaux, der ligger og leger med hunden på jorden, Margaux, der spiller spil på sofaen, Margaux, der sidder oppe i et træ og vinker, Margaux, der sender et fingerkys. Der er ikke længere nogen, der ser på Margaux. Selv Margaux synes, det er kedeligt at se Margaux med pandebånd, Margaux i jeans med afklippede bukseben, Margaux med vådt hår og Margaux henne ved skyrækkertræet, hvor den hvide hængekøje plejede at hænge. Jeg var Peters religion. Ingen andre end ham ville kunne blive opslugt af de tyve fotoalbum med mig alene eller sammen med Paws eller med Karen eller med min mor. Nede i den trææske, som jeg lavede i sløjd i ottende klasse, ligger alle de løse billeder, og de er lige så uinteressante. Her ligger også to hårlokker, en brun og en grå, der er flettet sammen og lamineret, så de kan vare evigt. Der ligger en mappe med efterårsblade og navnene på de træer, de stammer fra, skrevet nedenunder: Ahorn, eg, ambratræ, min glimmertryllestav og mine små grå filtmus, som Peter smed ud under et skænderi, men senere gravede frem fra affaldet. Den gamle støbejernsnøgle, vi fandt nede ved havnen. Mine sølvarmbånd og det store kors i uægte guld, jeg købte i West Village. De stramme, sorte gamacher (mine “Madonnabukser”, som han kaldte dem), mit sorte halsbånd med sølvhjertet, min røde blondebesatte bodysuit og de “bikerpige”-vinylbukser, han forærede mig. En bog om wiccaheksekunst. Nirvana-, Hole- og Veruca Salt-kasettebånd til køreturene, piratvideoer med Nirvana, også fra West Village. Kassettebånd, hvor vi havde indtalt vores fire romaner (med forskellige stemmer til hver person). En træamulet, Peter gav mig med en alf, der kigger i en krystalkugle. Alt 17


dette blev opbevaret i en sort kiste, hvor låsen var i stykker, som han havde stående for fodenden af sin seng. Peter, i din sidste tid kunne du ikke gå længere end nogle få hundrede meter, og du kunne ikke længere køre på motorcykel. Du gik det lille stykke ud til kanten af en klippe i Palisades Park, og der sprang du ud og faldt femoghalvfjerds meter ned; det stod der i hvert fald i politiets rapport. Du efterlod en kuvert i min postkasse med ti selvmordsbreve og adskillige erklæringer på linjeret papir, hvori du overdrog din bil til mig. Du tegnede et kort, så jeg kunne finde din sorte Mazda og slippe for at betale omkostningerne, hvis den blev konfiskeret og slæbt væk. Du lagde en ekstranøgle til mig i kuverten. Den anden nøgle lod du sidde i tændingen i Mazdaen. Jeg var toogtyve år, og du var seksogtres.


19460849ae99470a98cf2032ad808313