Kirkehistorie - folkesag og skolefag

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 2

04-07-2023 12:36:29

Carsten Bach-Nielsen

Kirkehistorie – folkesag og skolefag Ti kapitler om erindring og historiebrug

Eksistensen

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 3

04-07-2023 12:36:30

Kirkehistorie – folkesag og skolefag Ti kapitler om erindring og historiebrug Carsten Bach-Nielsen © Forfatteren og Eksistensen, 2023 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0965-0 Omslag: Eksistensen Forsidebilleder: - Anna E. Munch Ansgar underviser de danske børn (1917) Ansgars Kirke i Odense (foto: Carsten Bach-Nielsen) - Børn i skolen i 1930’erne.

Udgivet med støtte fra N.F.S. Grundtvigs Fond, Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond og G.E.C. Gads Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 4

04-07-2023 12:36:30

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Brug af historien . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Lutherdommen og dens skole . . . . . . . . . 21 Oplysning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Restauration . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Alternativer . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Kirkehistorier og kulturkampe . . . . . . . 75 Kirkehistorien og kirkebygningerne . . . 89 Et kaotisk skolefag? . . . . . . . . . . . . .

115

“Sangen har lysning” . . . . . . . . . . . . . 139 Transformation af et fagområde . . . . .

163

Overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 5

199

04-07-2023 12:36:30

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 6

04-07-2023 12:36:30

Forord

I 1994 udgav en gruppe kirkehistorikere ved Aarhus Universitet bogen Kirken af levende stene. Den grundtvigske tradition i dansk kirkehistorieskrivning. Forfatterne søgte i antologien at indkredse den virkning, Grundtvigs historiesyn havde haft for de store kirkehistoriske fremstillinger i 19. og 20. århundrede.

Bogen leverede ingen entydig konklusion. Dog tydeliggjorde den, at en række akademikere, der var præget af Grundtvig og grundtvigianismen, medvirkede til professionaliseringen af kirkehistoriefaget. Bogen fokuserede således først og fremmest på de lærde udøvere af faget kirkehistorie, men ingen af forfatterne fandt anledning til at undersøge, hvordan faget udmøntedes i skolen, i en bredere og mere folkelig kontekst, hvordan kirkehistorien kom ud på gaden. Skolebørn, konfirmander, menighedsmedlemmer og den almene læser har nemlig i større eller mindre omfang mødt kirkehistorien, da den i løbet af 19. århundrede blev til et skolefag, der knyttede sig til undervisningen i bibelhistorie, religion eller kristendomskundskab. Det er i dag en glemt historie. Siden 1960 omlagdes skolens historiefag til undervisning og fordybelse i få udvalgte perioder eller problemkomplekser. Man overhuggede de lange forbindelseslinjer ned i historien. Det gjaldt også kirkehistorien i de nye skolebøger i kristendomskundskab. Vægten blev lagt på det bibelske og tidshistoriske stof. Kirkehistorien blev siden slutningen af 1950’erne trukket i retning af almindelig kirkekundskab med vægt på bl.a. verdens trossamfund og den økumeniske bevægelses betydning.

I denne bog vil jeg kaste et blik på det liv, kirkehistorien levede uden for eller i det mindste på kanten af historikernes, akademikernes fagkreds. Det handler om, hvordan kirkehistorien blev brugt, hvordan den konstrueredes som en form for 7

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 7

04-07-2023 12:36:30

kollektiv erindring eller narrativ. At bogen falder i kapitler, skyldes at historien ikke kan fortælles i et strengt kronologisk forløb. Kapitlerne og deres fortællinger lapper over hinanden.

Det har jeg måttet indse, og det håber jeg også, læseren kan bære over med. Jeg har gennem en del år undervist i faget kirkehistorie på universitetet, og nu vover jeg mig uden de store forkundskaber ind i skolehistorien, der de senere år har fået en inspirerende opblomstring. Ikke mindst gennem det store fembindværk Dansk Skolehistorie, hvis udgivelse blev afsluttet i 2015 på Aarhus Universitetsforlag. I 2017 udbød Jes Fabricius Møller og jeg et kandidatkursus om erindringskultur og erindringspolitik på teologistudiet i Aarhus. Det blev et fantastisk forløb, der åbenlyst fangede de studerende, men også i den grad berigede underviserne. Tak til jer!

En stor tak gælder bibliotekarerne på DPU og KB samt Aarhus Universitet og AUFF, der har stillet faciliteter til rådighed; et godt samarbejde med redaktør Henrik Brandt-Pedersen har gjort bogen mulig – og sidst med ikke mindst en hjertelig tak til de fonde, der har ydet tilskud til bogens udgivelse.

Brædstrup i april 2023

8 ◆ Forord

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 8

04-07-2023 12:36:30

Brug af historien To monumenter I 2019 åbnedes metrostationen ved Marmorkirken i København.

Når man som passager kommer op fra de dybe tunnelrør langt nede under kirken, står man med ét ved foden af en bygning, der er tilplastret med skulpturer af gestikulerende mænd i mærkeligt tøj. Det er dels bibelske personer, dels oldtidens kirkefædre.

Frederiks Kirke, Marmorkirken, i København med skulpturer af Chrysostomos og Ambrosius, foto CBN

De oldkirkelige teologer står overvejende på den side af kirken, der vender ud mod Store Kongensgade. Går man rundt om kirken, finder man efterhånden nok nogle, man som alminde9

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 9

04-07-2023 12:36:32

lig dansker kan genkende navnene på: Grundtvig, Luther, Hans Tausen og Ansgar. Snart efter at man er gået ned ad Bredgade mod Kongens Nytorv, er den gal igen. Den katolske domkirkes facade har i sine nicher skulpturer af fem bibelhistoriske skikkelser, Aron, David, Elias, Esajas og Moses, og på niveau med kirkens indgang bag gitteret står en skulptur af Sankt Ansgar, der har givet navn til kirken. Såvel det kirkehistoriske skulpturprogram ved Marmorkirken som Ansgarstatuen ved den katolske kirke skyldes to af landets magnater. Finansfyrsten C.F. Tietgen var grundtvigianer, og det var ham, det lykkedes at få bygget Marmorkirken færdig og indviet i 1894. Kirkehistorikerne C.J. Brandt og Fredrik Nielsen fik betroet udvælgelsen af de personer fra kirkehistorien, der skulle pryde telegrafdirektørens nye kirke på resterne af den 150 år gamle, ufuldendte kirke i den akse, der gennemskærer den nye kongeresidens på Amalienborg. Helge Jacobsen var søn af brygger Carl Jacobsen, der var skønånd, samler og mæcen i den store klasse. Carl ønskede at udsmykke byen med moderne – gerne fransk – skulpturer gennem sit legat Albertina. Det var Helge Jacobsen, der i sin faders ånd som formand for Ny Carlsbergfondet skænkede den katolske menighed statuen af Ansgar, den danske kirkes grundlægger.

Måske med den beviste finte, at det her drejede sig om en historisk, europæisk person, der ikke entydigt kunne siges at tilhøre den katolske kirke, da han indtager en særlig plads i den kristne danske nations grundlæggelseshistorie. Den evangelisk-lutherske folkekirke står på han skuldre.

Hvordan kan det være, at det omkring 1900 var relevant og legitimt at monumentalisere byen med kirkehistoriens hovedfigurer? 100 år tidligere fandtes der hos menigmand ikke nogen levende bevidsthed om ret mange af dem, man ser rundt omkring på Marmorkirken. Den godt hundrede år ældre mindelund i Jægerspris fra slutningen af 1700-tallet hyldede mere lavmælt fædrelandets store skikkelser, heriblandt også religiøse digtere og kirkelige stormænd som Ansgar, Luther, Bugenhagen, Peder Palladius og Hans Tausen – ja en enkelt kvinde er der også blevet plads til i den kreds, nemlig Hans Egedes hustru, Gertrud

10 ◆ Brug af historien

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 10

04-07-2023 12:36:32

Rask.1 På monumentet over teologen Jesper Brochmand ses en olielampe. “Men dette billedtegn tydeliggør ikke Brockmanns [sic] individuelle kirkehistoriske skæbne og kamp for lutherdommens fremgang, der prægede den. I sådanne tilfælde bliver personerne abstrakte, efterlignelsesværdige egenskaber, f.eks. deres tro, borgerdyd etc. fremhævet på bekostning af en visualisering af deres historieskabende indsats” – skriver Else Marie Bukdahl på sin egen knudrede måde.2 Hun vil ganske enkelt sige, at der her ikke er tale om skulpturer af personer, men at deres indsats kondenseres i en art ideale sindbilleder. I Mindelunden er der tale om en moraliserende historiefortolkning, der står i modsætning til den senere organiske historieopfattelse og dens sans for de enkelte folkeslags egenart. Mindelunden i Jægerspris skabte eller udtrykte sin tids kanon, nemlig fædrelandets idealskikkelser og dets ideelle, efterstræbelsesværdige dyder efter indfødsrettens indførelse i 1776. Det er slående, at tyske reformatorer her kunne sidestilles med de danskfødte. Fædrelandskærligheden og den nordeuropæiske protestantisme blev her iscenesat og formidlet som fælles erindring i oplysningens ellers principielt universelt tænkende samfund. Det er åbenlyst, at der er tale om forskellige brug af historien i de to nævnte anlæg. Hvad ville man, og hvad kunne man italesætte med et patriotisk dannelses- og lystanlæg i slutningen af 1700-tallet; hvad og hvem ville man ramme med det af Grundtvig inspirerede kirkehistoriske skulpturprogram i det offentlige storbyrum i slutningen af 1900-tallet? Det spørgsmål, de to monumenter rejser, er, hvordan man lægger historiefortællingen til rette og hvordan, man bruger den. Hvem er den skabende og formidlende part, og hvem er modtageren? I denne bog, vil jeg ikke skrive kirkehistoriskrivningens historie, men derimod fokusere på brugen af kirkehistorien, på kirkehistorien som erindringssted – dens storhed og fald fra 1780’erne til 1930’erne.

1 Hakon Lund: Mindelunden ved Jægerspris, København 1976.

2 Else Marie Bukdahl: “Wiedewelt og nyklassicismen”, Johannes Wiedewelt. Sophienholm 1985-1986, red. Karin Kryger, Hakon Lund og Stig Brøgger, Herlev 1985, s. 10-34, 28.

To monumenter

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 11

◆

11

04-07-2023 12:36:32

De to nævnte monumenter er, hvad historikeren Inge Adriansen ville kalde erindringssteder.3 Hendes store fortjeneste er, at hun i sin forskning og formidling har fremdraget og undersøgt en række nationale monumenter og mindesteder. De var skabt som erindringssteder, men i takt med at erindringen udsluktes, blev de meningstomme relikter. Erindringssteder opstår ikke af sig selv. De konstrueres, og de må holdes ved lige, hvis ikke de skal dø ud.4 De må være mere end en samling skulpturer på en plads. De må være knyttet til en historie, en fortælling, eller der må konstrueres ritualer til dem. Derfor må vi søge de fortællinger, som udgør en væsentlig del af erindringsstederne – og det er ofte i tekster, der kan opsamle den altid flygtige erindring. Her skal begrebet erindringssted både anvendes som et fysisk sted, som monument eller monumentgruppe, og som den prægning af den enkelte eller kollektivet, der gør, at statuerne ikke bare er døde mænd. Uden en levende bevidsthed, der er afledt af historien og konstrueret til en fortælling, forbliver de skulpturelle erindringssteder tomme helligdomme.

Undersøgelsen vil berøre religiøse og nationale vækkelser, professionaliseringen af lærerstanden, folkeoplysning, skoletanker og kristendomsforståelser. Nok så vigtigt et fokus vil være den brug af historien, som udøves af enkeltpersoner eller grupper. Hvad skal fortællingerne og historierne tjene til?

Vi bevæger os ind på et område, der sjældent er befolket af professionelle historikere eller kirkehistorikere. Oftest vil vi møde forfattere, der ikke er belastet af overvejelser over historiografi, historiefilosofi og historisk metode. Kirkehistoriens formidlere udgøres langt hen af halvprofessionelle, bredere kredse, der vælger på fortidens hylder, fordi de har en bestemt interesse i at lægge hændelser og forløb til rette for den egentlige bruger, modtageren af historiefortællingen. Alle handler de ud fra deres samtids herskende tendenser og interesser. I bogens første kapitler vil vi kaste et blik på de skuldre, 1800-tallets

3 Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder, København 2010.

4 Sebastian Olden-Jørgensen: Stormen på København 1659 – et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år, København 2011.

12 ◆ Brug af historien

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 12

04-07-2023 12:36:32

formidlere stod på. Det kan afklare, hvilke værdier, sandheder, kristendomsforståelser, den tids udøvere lagde til grund for deres kirkehistoriefortælling. Baggrunden er den konfessionelt polemiske og den kritiske kirkehistoriskrivning.

Konstruktioner Da marxismens autoritative historiefortælling i 1980’erne begyndte at vige, kunne man mere frit sige det, det fleste vidste, nemlig at sandheden er fuld af løgn. Historien er resultat af fortolkning, ja måske endda af forskellige konstruktioner. Peter Burke skrev nu om The Fabrication of Louis XIV i 1982, året efter fulgte Eric Hobsbawms og Terence Rangers klassiker The Invention of Tradition. At det 20. århundredes ideologier havde brugt historien, var åbenlyst, men at historien endnu blev brugt til legitimation af politiske synspunkter og programmer opdagede man her i landet især da Statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 ved mindedagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 drog den konklusion, at vi burde have lært af historien, og at det så betød, at Danmark måtte tilslutte sig krigen mod Saddam Husseins Irak. Besættelsestidens komplekse forhold og en krig i Mellemøsten havde nu ikke så meget med hinanden at gøre. Der levede endnu tidsvidner fra besættelsestiden, der ved deres personlige erindringer var omfattet af og som kunne blive berørt og måske føle sig misbrugt af ministerens brug eller misbrug af den specifikke historie. Statsministeren refererede bevidst til en historie, som ikke var spor entydig med henblik på en entydig beslutning. Erindringen står ofte noget diset og uklart for de fleste. Langt de fleste i 2003 havde, og det var netop afgørende, en overtaget erindring om begivenhederne under den tyske besættelse; alle havde siden 1945 hørt, hørt og atter hørt om krigens tid, og de fleste havde noget, som de følte, knyttede dem til den. Som Annette Warring skriver, har alle hørt optagelsen af frihedsbudskabet fra den 4. maj 1945. Det er

Konstruktioner

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 13

◆

13

04-07-2023 12:36:32

for længst blevet del af en fælles erindring.5 Vi kender noget til historien, lever i den, bruger den, og vi ved også alle, at vi selv og andre lægger historien til rette.

Det førte til en ny interesse for historiebrug, for erindringskultur, erindringspolitik og erindringskonstruktion. Sproget fik tilføjet et nyt ord, erindringssted, som historikeren Inge Adriansen anvendte, og som hun måtte forklare i sine banebrydende bøger om danske erindringssteder.6 Ordet lieu de mémoire skyldes den franske sociolog Maurice Halbwachs (1877-1945), der især var inspireret af religionsforskeren Émile Durkheim (1858-1917). Erindring er det, der binder en gruppe sammen – og erindring skabes og opretholdes på mangfoldige måder, blandt andet gennem ritualer, der manifesterer sig som en levende kult.

Siden skabte den franske historiker Pierre Nora fra 1984 sit store værk om erindringsstederne i hele syv bind i et Frankrig, der var ved at miste erindringen om sin fortid, sin nationale og folkelige identitet.

Inge Adriansen valgte at fokusere på konkrete steder, fysiske monumenter, mindesmærker og mødepladser, hvortil der var knyttet værdi og betydning og eventuelt også en egentlig mindekultur. Hun taler parallelt om historiebrug, erindringspolitik og om begrebet erindringsfællesskab. Adriansen kalder mange af erindringsfællesskaberne for forestillede fællesskaber, fordi de skaber et fællesskab med mennesker, som vi slet ikke kender.

Mange af dem, vi har fællesskab med, er for længst døde. At skabe erindringssteder er at give erindringsfællesskabet konkret form og indhold. Adriansen skelner mellem erindringsstederne på det samfundsmæssige og det individuelle plan, hvor historiebrug og erindringspolitik ligger på det samfundsmæssige og identitet og historiebevidsthed på det individuelle plan. Erindringssteder betegnes hos Adriansen som både materielle og immaterielle, altså som fysiske steder og genstande på den ene

5 Anette Warring: “Kollektiv erindring – et brugbart begreb?”, Erindringens og glemslens politik, red. Eric Bernard Jensen, Carsten Tage Nielsen og Torben Weinreich, Roskilde Universitetsforlag 1996, s. 206-231, s. 206.

6 Adriansen 2010 og Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 1-2, København 2003.

14 ◆ Brug af historien

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 14

04-07-2023 12:36:32

side og – som en bredere kulturarv, erindringsfælleskaber med investerede følelser på den anden. Inge Adriansens indsats er at have taget afsæt i den fysiske del af erindringskulturen for derpå at analysere den som del af et erindringsfællesskab. Det drejer sig overvejende om nationale monumenter eller blot monumenter i det offentlige – fælles – rum. Kun sporadisk bevæger hun sig ind på den mere immaterielle del af erindringskulturen og den del af erindringskulturen, der består som eller er baseret på tekster af forskellig art og brugen af dem som fællesskabskonstituerende.

Det gjorde derimod historikeren Niels Kayser Nielsen i sin bog Historiens forvandlinger. Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi fra 2010. Han går ikke ud fra erindringsfællesskabet, men fra det, man kan kalde den samlede historiekultur: “det varetagne og bearbejdede samlede forråd af historie, forstået som artefakter, landskaber, bevidsthedsmæssige erindringer, minder i krop og sjæl, dokumenter og kilder af forskellig slags – og dermed alt overleveret fra fortiden”.7 Historiebrugen aktualiseres ved, at bestemte grupper ved bestemte lejligheder bruger dele af historiekulturen som led i skabelsen af en særlig historiebevidsthed. Således er historiebrugen selektiv.

Den består i en relevansbestemt brug af den store usystematiserede historiekultur for at skabe orden, tolkning, legitimitet og identifikationsmuligheder i den. Det kan være individuelt eller kollektivt, hos et enkeltindivid eller i en region eller en nation.

Med historiebrug udelader og fremhæver man bestemte dele af historien. Kayser Nielsen kommer vidt omkring i de forskellige områder og interessefelter, hvor historien bruges, herunder også dansk sangkultur.

Den udvælgelse, der foregår ved historiebrug, kan være betinget af, at fremstillingen skal tjene pædagogiske formål, men selvfølgelig også af politiske interesser, der bevidst lægger vægt på gyldigheden af visse forhold og underbetoner andre. I brugen af historien må spørgsmålet om repræsentativitet overvejes.

Hvem skriver man så at sige ud af historien? I historiebrugen foregår der en indsnævring, da man ikke kan skrive hele histo7 Niels Kayser Nielsen: Historiens forvandlinger. Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi, Aarhus Universitetsforlag 2010, s. 16.

Konstruktioner

Kirkehistorie – folkesag og skolefag indhold.indd 15

◆

15

04-07-2023 12:36:32