Forord

I 1994 udgav en gruppe kirkehistorikere ved Aarhus Universitet bogen Kirken af levende stene. Den grundtvigske tradition i dansk kirkehistorieskrivning. Forfatterne søgte i antologien at indkredse den virkning, Grundtvigs historiesyn havde haft for de store kirkehistoriske fremstillinger i 19. og 20. århundrede. Bogen leverede ingen entydig konklusion. Dog tydeliggjorde den, at en række akademikere, der var præget af Grundtvig og grundtvigianismen, medvirkede til professionaliseringen af kirkehistoriefaget. Bogen fokuserede således først og fremmest på de lærde udøvere af faget kirkehistorie, men ingen af forfatterne fandt anledning til at undersøge, hvordan faget udmøntedes i skolen, i en bredere og mere folkelig kontekst, hvordan kirkehistorien kom ud på gaden. Skolebørn, konfirmander, menighedsmedlemmer og den almene læser har nemlig i større eller mindre omfang mødt kirkehistorien, da den i løbet af 19. århundrede blev til et skolefag, der knyttede sig til undervisningen i bibelhistorie, religion eller kristendomskundskab. Det er i dag en glemt historie. Siden 1960 omlagdes skolens historiefag til undervisning og fordybelse i få udvalgte perioder eller problemkomplekser. Man overhuggede de lange forbindelseslinjer ned i historien. Det gjaldt også kirkehistorien i de nye skolebøger i kristendomskundskab. Vægten blev lagt på det bibelske og tidshistoriske stof. Kirkehistorien blev siden slutningen af 1950’erne trukket i retning af almindelig kirkekundskab med vægt på bl.a. verdens trossamfund og den økumeniske bevægelses betydning.

I denne bog vil jeg kaste et blik på det liv, kirkehistorien levede uden for eller i det mindste på kanten af historikernes, akademikernes fagkreds. Det handler om, hvordan kirkehistorien blev brugt, hvordan den konstrueredes som en form for kollektiv erindring eller narrativ. At bogen falder i kapitler, skyldes at historien ikke kan fortælles i et strengt kronologisk forløb. Kapitlerne og deres fortællinger lapper over hinanden. Det har jeg måttet indse, og det håber jeg også, læseren kan bære over med. Jeg har gennem en del år undervist i faget kirkehistorie på universitetet, og nu vover jeg mig uden de store forkundskaber ind i skolehistorien, der de senere år har fået en inspirerende opblomstring. Ikke mindst gennem det store fembindværk Dansk Skolehistorie, hvis udgivelse blev afsluttet i 2015 på Aarhus Universitetsforlag. I 2017 udbød Jes Fabricius Møller og jeg et kandidatkursus om erindringskultur og erindringspolitik på teologistudiet i Aarhus. Det blev et fantastisk forløb, der åbenlyst fangede de studerende, men også i den grad berigede underviserne. Tak til jer!

En stor tak gælder bibliotekarerne på DPU og KB samt Aarhus Universitet og AUFF, der har stillet faciliteter til rådighed; et godt samarbejde med redaktør Henrik Brandt-Pedersen har gjort bogen mulig – og sidst med ikke mindst en hjertelig tak til de fonde, der har ydet tilskud til bogens udgivelse.

Brædstrup i april 2023