Hans Hauge
I kristen dommen er jeg født
Eksistensen
Hans Hauge
I kristen dommen er jeg født
Eksistensen
Indhold
7 Tre korte indgangsbønner
11 Indbildningskraftens tid
51 Følelsens tid
81 Forstandstiden
95 Tre korte udgangsreplikker
Tre korte indgangsbønner
I Da K.E. Løgstrup i 1976 holdt sin afskedstale i Hyllested forsamlingshus, fortalte han om sit livs tre fromhedsbølger: indre mission, tidehverv og marxismen. Jeg har mødt de samme tre. Han modstod den første ved et tilfælde, druknede i den næste med vilje og modstod den sidste med tankens kraft. Jeg har mødt de samme tre fromhedsbølger og har svømmet i dem alle, for nu at fortsætte metaforen, og jeg har svømmet ovenpå og er altid kommet i land. Som barn snorklede jeg ofte – og lå på overfladen og så ned mod bunden. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan man blev det første, det andet eller det tredje. Til sidst gav jeg op med at blive noget. Løgstrup blev ikke omvendt. Det blev jeg heller ikke. Jeg har kun skiftet mening, det gjorde han
også, og den slags bør man gøre, mente han, så det gør jeg også.
II
Jeg kunne have heddet Hans Nielsen Hauge, for min mor hed Nielsen. Derfor har det altid været let at sige mit navn i Norge. Min far turde ikke kalde mig det, for hvad nu hvis jeg blev tidehvervsmand med det navn? På min fars kontor hang en brun kopi af Adolf Tidemands maleri, hvor Hans Nielsen Hauge står på en skammel og prædiker, og lyset strømmer ned fra oven. Det billede har jeg set på gennem min barndom. Der stod en Hans Hauge og prædikede. Jeg fik ikke navnet Nielsen, og jeg blev tidehvervsk-light, og jeg har pseudoprædiket på universitetet, dvs. undervist og stået lidt hævet over de studerende, som man gjorde før i tiden, hvor der var en forhøjning til underviserne.
III
Det sker ofte kort før klokken 17 om søndagen, at folk strømmer ud af Aarhus Domkirke. Der kan også være søndage, hvor det omkring kl. 12 kan
være svært at komme ud af domkirken, fordi der er så mange, der vil ind og se den. De skynder sig ud, når der skal være gudstjeneste, for de vil nødigt opholde sig i en kirke, når den bliver brugt til andet end koncerter. Men hvis den ikke blev brugt, ville de ikke kunne forlade den. Det har altid undret mig, hvorfor folk går ind i kirker, når de ikke er i brug. Det er ikke lykkedes mig at få en forklaring på aktiviteten. Det kan være af æstetiske grunde. Æstetik er en drivkraft til at bevare nyttige ting, når de ikke længere er nyttige. Måske tænker de, at de ville ønske, at denne kirke ikke var der, for hvis man tænker, som jeg tænker, at de tænker, ville kirken ikke være der. Jeg går selv i kirke for at komme troløsheden i forkøbet. Den bliver allerede formindsket i det øjeblik, det lyder: Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre. Når jeg går ud, er troen der. Og så kan jeg da gå frit og stole på Guds nåde.
Indbildningskraftens tid
Jeg skulle blive ret gammel, før jeg opdagede, at der var nogle, der ikke var kristne. Jeg vidste ikke selv, at jeg var. Og det gør, at jeg endnu i dag har svært ved at forstå, hvorfor mange ikke er det, for der er mange, der ikke er det, skønt der er meget andet, som de er. De er i alt fald altid noget og ikke intet, selvom intet for dem er grunden til alt. Intet hedder med et andet ord: værdier. Dem er der mange af – især økonomiske. Jeg kan godt forstå, at der kun er ganske få kristne i Pakistan, Det rene land, eller Kina, Riget i midten, men hvorfor de ikke er kristne i Danmark, er lidt sværere at forklare og forstå. Måske er det et konstant oprør mod mormoren? Deres bedsteforældre var efter alt at dømme kristne, hvad bedsteforældrenes bedsteforældre også var. Danskerne har som bekendt været det,
siden Harald Blåtand gjorde os kristne omkring 980, og hvad mon de afkristnede tænker, når de på motorvejen i stor fart kører forbi de mange kirker, som står der i det fjerne? De synes ikke at savne tro og stævner glade og tilfredse mod graven, uden at Trøstermanden har talt til dem. De har i al fald gjort radikalt op med fortiden og deres forældre, bedsteforældre og forfædre og er befriet fra fortid og historie. Krigen mod fortiden er vundet. Historien er en fremskridtshistorie. De har vundet i kampen mod fortidens dumheder og uforstand, mens de er på vej mod en gylden fremtid, skønt den ikke ser grøn ud. Grøn var kun deres barndoms dal. Hvis nogen i dag spørger om, hvad jeg tror på, kan jeg svare: se i Den Danske Salmebog – kristendom på vers, med rim og melodi og på dansk.
Da jeg var barn, vidste jeg med andre ord ikke, at der var kristne til, for kristendommen var ikke noget bevidst. Den var der bare, kan jeg konstatere i dag, når jeg ser tilbage på den tabte tid. Jeg havde på samme måde heller ikke noget forhold til det, man nu om dage kalder ’naturen’. Den var der bare, kan jeg også se i dag, nu hvor den ikke er der, selvom alle taler om den og gerne vil ud i den. Jeg gik bare rundt i den og lavede min egen
lille have. Det var nødvendigt at dyrke sin have dengang. Den var et lille paradis. Himmelspejl i mulde. Derfor var jeg slet ikke klar over, at også naturen var der. Den forsvandt en del år senere. Det var derfor først, da jeg som ung gymnasieelev opdagede, at de fleste ikke var kristne, at jeg kom til at tænke, at så måtte jeg jo være kristen, selvom jeg aldrig kunne finde på at sige, at jeg er det. Jeg kalder mig ikke kristen, for det er ikke en identitet, men en tro. Jeg kan aldrig helt slippe Løgstrups ord: ”At kalde sig kristen er humbug.” Hvis jeg er kristen, er det, fordi andre kan finde på at kalde mig det, fordi de ikke selv er det. Kristne gør ganske vist noget, men er ikke noget. De går ind i kirken, når den skal bruges, mens de ikke-kristne skynder sig forskrækket ud, når den skal bruges. De har netop været inde i kirken for at se på billeder og tage billeder. De bøjer nakken og ser opad og ikke nedad. Hvis de har børn med, peger de opad, men ikke mod himlen, kun mod kirkeskibet. De ikke så forstandige brudejomfruer er i dag turisterne, hvor olien er udskiftet med smartphones. Deres billeder lever evigt et sted oppe i skyen. Intet forsvinder. De er i kirken, for tiden skal gå med noget inden frokosten. De adlyder den turistmæssige fordring.