Johannesevangeliet begynder med de berømte ord: ”I begyndelsen var Ordet.” Skriftet kaldes mystisk, poetisk og åndeligt – et kærlighedens evangelium.
I Det Nye Testamente findes fire evangelier, som skildrer Jesus’ liv, lære, død og opstandelse. Johannesevangeliet er det yngste og dateres til omk. år 90-100 e.Kr. Kasper Bro Larsen tager os med på en rejse gennem evangeliets fascinerende univers. Undervejs tegner han et levende portræt af forfatteren som en dygtig fortæller og en nytænkende religionsfilosof. Her får du mulighed for at dykke ned i Johannesevangeliets dybder og udforske dets skønhed, sprog og teologi.
Kasper Bro Larsen (f. 1972) er teolog og professor i Det Nye Testamente og kristendommens tilblivelse ved
Aarhus Universitet. Hans forskning spænder fra Jesus, Paulus og Dødehavsskrifterne over Rembrandt, antikke biografier og fanfiktion til bibeloversættelser og danske statsministres bibelbrug. Han har bl.a. udgivet Jesus i serien Tænkepauser. Han elsker duften af morgenkaffe, uld og nyvaskede trægulve.
Johannesevangeliet
… læst af Kasper Bro Larsen
Eksist E ns E n
historien om Jesus. I Johannesevangeliet taler Jesus ikke længere i lignelser om Guds rige, men taler en hel del om sig selv som Guds søn. Og så er det Johannes, der inviterer os med til vinunderet ved brylluppet i Kana, stævnemødet ved brønden i Samarias middagshede, Lazarus’ dødeopvækkelse, fodvaskningen under det sidste måltid, Maria Magdalenes møde med havemanden, og disciplenes kapløb til Jesus’ tomme grav. Hos Johannes udfører Jesus syv tegnhandlinger og udtaler syv ”Jeg er”-ord. Og hans virke varer tre år og ikke kun ét år som i de ældre, såkaldt synoptiske evangelier: Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet. Ørnevangeliet har fået status af kristen kernetekst og kulturhistorisk klassiker. Her støder man på berømte guldkorn af Jesus som ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (15,13). Og udsagnet kan læses på mindesmærker over dem, der ofrede sig for en sag, f.eks. på tyske soldatergrave fra Første Verdenskrig og britiske fra Anden Verdenskrig. Et andet kendt udsagn er ”Sandheden skal gøre jer frie” (8,32). Martin Luther King genbrugte hyppigt ordet i sin kamp for afro-amerikaneres borgerrettigheder og mod Vietnam-krigen. I slutningen af 1990’erne efter apartheid-regimets fald i Sydafrika dannede udsagnet overskrift for biskop Desmond Tutus Sandheds- og Forsoningskommision. Forsoning og frihed forudsætter, at sandheden bliver sagt.
Men også CIA, det amerikanske efterretningsvæsen, bruger ”Sandheden skal gøre jer frie” som motto. Jeg har set nok spionfilm til, at det får mig til at kigge mig over skulderen. Den amerikanske feminist Gloria Stei
Sporene er tydeligst i den kristne tradition og teologi. Med prologens beskrivelse af Jesus som det guddommelige Ord (logos), hvormed Gud skabte verden, blev evangeliet grundlag for de oldkirkelige trosbekendelser, som endnu den dag i dag udgør den rette lære i de fleste former for kristendom, f.eks. i folkekirken. Derfor har Johannes også ligget nummer et på hitlisten over evangelier hos mange berømte teologer gennem tiderne: Origenes, Hildegard, Schleiermacher og Grundtvig, for at nævne nogle. Reformatoren Martin Luther kaldte ligefrem Johannesevangeliet for ”det ene fine rette hovedevangelium”. Luther mente nemlig, at Johannesevangeliet var troens evangelium, mens de øvrige tre kanoniske evangelier fokuserede på Jesus’ gerninger. Og for Luther var netop tro vigtigere end gerninger, når det gælder forholdet til Gud.
Bekendelser fra en Johannes-fan
Men der findes også Johannes-skeptikere. Gud-er-dødfilosoffen Nietzsche anså evangeliet for blodfattigt og kaldte det for ”det forelsket-sværmeriske evangelium”. Andre tager afstand fra evangeliet, fordi de mener, at det rummer kimen til jødehad. Det er i Johannesevangeliet, at Jesus i polemisk sammenhæng kalder sine jødiske modstandere for djævelens børn. Af den grund er skriftet blevet brugt antijødisk, f.eks. af kristne nazister i Det Tredje Riges Tyskland, der mente, at ørnen Johannes var udruget i samme rede som den nazi-tyske rigsørn. Man opfattede slet og ret evangeliet som ”det voldsomste antisemitiske skrift, der nogensinde
