Europa skal være et produktionskontinent

Page 1

EUROPA SKAL VÆRE ET PRODUKTIONSKONTINENT

10 forslag fra Dansk Metal til Europa-Parlamentsvalget 2024.

1

2

3

4

5

DET HANDLER OM ARBEJDSPLADSER

Det går godt i Danmark. Vi har et historisk stort overskud på betalingsbalancen. Vi har meget lav arbejdsløshed og historisk mange i beskæftigelse. Der er meget at glæde sig over. Men som en lille åben økonomi er vi også nødt til at interessere os for, hvad der sker rundt omkring i Europa. Det ved vi i Dansk Metal. Vores medlemmer holder hjulene i gang på industriens virksomheder. De ved om nogen, at det er vigtigt at kunne sende varer over grænsen og få nye ordrer i bogen.

Vi er blevet meget afhængige af vores omverden i Europa. De seneste fem år har kriserne virkelig stået i kø. Coronakrisen. Forsyningskrisen. Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Energikrisen. Inflationskrisen. Klimakrisen. Kriserne har lært os flere ting. De har blandt andet udstillet Europas alt for store afhængighed af produktion i Østasien og energi fra Rusland. Tænk bare på, hvordan vi manglede værnemidler under coronapandemien, eller hvordan manglen på asiatiske mikrochips gav lang ventetid på mobiltelefoner og biler. Hvordan hele vores forsyning gik i stå, da et containerskib sad fast i Suezkanalen, og hvordan manglen på russisk gas fik energipriserne til at skyde i vejret.

Alt det har sat en stor tyk streg under, at Europa og Danmark er meget sårbare, hvis vi ikke selv kan producere vigtige varer. Hvis der er kommet noget positivt ud af kriserne, så er det, at politikerne langt om længe har fået øjnene op for, hvor vigtig produktion er. Det er vigtigt med et stærkt Produktionsdanmark – ja, eller et stærkt ”Produktionseuropa”, hvis det ord findes.

Den 9. juni 2024 skal danskerne stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Det

DET HANDLER OM ARBEJDSPLADSER
INDHOLD
EUROPA SKAL FØRE EN GRØN INDUSTRIPOLITIK TIL GAVN FOR DE ANSATTE I INDUSTRIEN
BESKYT DEN DANSKE MODEL
INDGÅ NYE HANDELSAFTALER
FLERE LÆRLINGE SKAL PÅ UDLANDSOPHOLD
INGEN INDUSTRI UDEN NY TEKNOLOGI
EU SKAL SIKRE EN RETFÆRDIG GRØN OMSTILLING 7 DANMARK BØR DELTAGE AKTIVT I ET STÆRKERE EUROPÆISK FORSVARSSAMARBEJDE 8 BEDRE KONTROL MED ARBEJDSMILJØET I MEDLEMSLANDENE 9 STYRK DEN SOCIALE DIALOG 10 BAK OP OM ET STØRRE EU-BUDGET
6

er et vigtigt valg. Ikke mindst for Dansk Metals medlemmer i industrien. EuropaParlamentet er nemlig med til at træffe vigtige beslutninger om alt lige fra arbejdsmiljø og handelsaftaler til det indre marked og nye teknologier. Det er emner, der har stor betydning for den enkelte medarbejder. Og nå ja, så er knap 600.000 danske arbejdspladser tilknyttet eksport til andre EU-lande.

Vi har derfor udarbejdet et katalog med 10 fokuspunkter og flere konkrete forslag til de nye EU-politikere og beslutningstagerne i Bruxelles. Forslagene kan bidrage til, at Europa også i fremtiden er et stærkt produktionskontinent med gode industriarbejdspladser til medarbejderne i Produktionsdanmark. Det er der i den grad brug for.

God læselyst.

Europa skal føre en grøn industripolitik til gavn for de ansatte i industrien

BAGGRUND

I de seneste år er de europæiske forsyningskæder kommet under pres. Først under coronakrisen, hvor flere asiatiske fabrikker lukkede ned. Derefter fik Ruslands angrebskrig mod Ukraine priserne på især energi og fødevarer til at skyde i vejret. Lektien herfra er, at det er fuldstændig afgørende at have produktion på eget kontinent. Igennem mange år har Danmark og Europa flyttet produktion til lavtlønslande i Asien, og det har vi betalt prisen for de seneste år.

Det skal ændres. Samtidig ser vi, at både USA og Kina er villige til at gå langt for at tiltrække industrivirksomheder til deres lande. Nu begynder også EU at overveje tiltag, som kan holde grøn industri på europæiske hænder. Her skal Danmark spille konstruktivt med. Det samme gælder Europas forsyning af energi. Her er der brug for et energimix, der fremmer både grønne og energieffektive løsninger. Dertil skal vi på europæisk plan fastholde atomkraft, der er en stabil og klimaeffektiv energikilde.

4 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT
1

FORSLAG

1 Danske styrkepositioner som vind, CO2-fangst og brint skal placeres centralt i EU’s grønne planer, ligesom også andre danske styrkepositioner som energieffektivisering og biosolutions bør være strategiske indsatsområder for Europa.

2 EU skal gennemføre en såkaldt vindpakke for at holde vindmøller på europæiske hænder, som også Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har annonceret.

3 Offentlige myndigheder bør ved offentlige udbud i højere grad tage højde for udledning af CO2. Det er både en fordel for klimaet og for danske og europæiske virksomheder, der er mere klimaeffektive end deres globale konkurrenter.

4 EU skal begrænse sin afhængighed af kritiske råstoffer fra enkelte tredjelande. Kritiske råstoffer er vigtige i Europas grønne industri. Derfor er det problematisk, at EU i dag er enormt afhængig af kritiske råstoffer, som blandt andet Kina sidder på.

5 EU skal indgå nye handelsaftaler, for eksempel med landene i Sydamerika, for at få en sikker og stabil forsyning af blandt andet kritiske råstoffer til Europas grønne industri.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 5

Beskyt den danske model

BAGGRUND

I Danmark har vi et af verdens allerbedste arbejdsmarkeder. Det skyldes i høj grad den danske arbejdsmarkedsmodel. Her er det arbejdsmarkedets parter og ikke politikere, der svinger taktstokken, når det gælder lønog arbejdsvilkår. Det er farligt, når politikere begynder at blande sig i den danske model, uanset om det er EU eller Folketinget. Desværre har vi set en række angreb på vores gode arbejdsmarkedsmodel fra både København og Bruxelles i de senere år.

Der er stor forskel på, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i de forskellige EU-lande. Derfor indebærer det en risiko, hvis der kommer mere EU-regulering af vores arbejdsmarked. Tag bare EU’s direktiv om mindsteløn fra 2022: Formålet med forslaget var at sikre, at alle arbejdstagere i EU får adgang til en passende mindsteløn enten gennem lov eller overenskomst. Mens en del lande har været glade for direktivet, har det ført til store panderynker i Norden. Med god grund. Det skyldes nemlig, at direktivet bryder med grundlæggende principper i den danske og nordiske arbejdsmarkedsmodel. Vi mener også i Danmark, at forslaget er i strid med Lissabontraktaten. Senest har Tyskland og Frankrig blandt andet lagt op til, at EU skal bevæge sig væk fra beslutninger med enstemmighed. Her bør man holde fast i, at det fortsat kræver enstemmighed at ændre hjørnestenene i arbejdsmarkedspolitikken.

6 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

De danske medlemmer af EuropaParlamentet har kæmpet en flot kamp for at beskytte vores model i den seneste valgperiode. Det er afgørende, at danske EU-parlamentarikere og Folketinget også i fremtiden stiller sig på den danske models side.

FORSLAG

1 Hvis Europas politikere overvejer at genåbne EU-traktaten, bør man fastholde de artikler, som beskytter den danske arbejdsmarkedsmodel. Det gælder særligt EU-traktatens artikel 153.

2 Respekten for den danske model skal skrives ind i al relevant, ny EU-lovgivning – ikke mindst på arbejdsmarkedsområdet

3 Danske EU-politikere bør støtte en revision af EU’s udbudsdirektiv med henblik på at fremme ordentlige løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive forhandlinger.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 7
2

BAGGRUND

Ruslands invasion af Ukraine har desværre vist, at handel mellem lande ikke er en garanti for fred. Samtidig har krigen vist, at man skal passe på med at blive for afhængig af strategisk vigtige ressourcer fra enkelte lande. Det er en vigtig lektie. Men det må ikke føre til, at Danmark og EU lukker sig om sig selv. For handel mellem lande er en god vej til fremgang, velfærd, gode arbejdspladser og demokratisk udvikling. Ifølge EuropaKommissionen er 38 millioner europæiske arbejdspladser knyttet til EU’s eksport. Det kan tillidsrepræsentanterne i den danske industri nikke genkendende til. Hele 8 ud af 10 tillidsrepræsentanter i Dansk Metal mener, at EU skal arbejde aktivt for at indgå nye handelsaftaler. Det er ekstra vigtigt i en tid, hvor flere lande lukker sig om sig selv.

I dag har EU indgået 41 handelsaftaler med 72 lande, for eksempel lande som Japan, Canada og Singapore. Der er dog potentiale for flere. EU forhandler i dag med store lande som Indien og Indonesien. EU arbejder på at få den historisk store Mercosur-aftale gennemført. Den skal styrke handlen med landene i Sydamerika. Tidligere har EU også forhandlet om en stor frihandelsaftale med USA ved navn TTIP, som ville have skabt verdens største frihandelszone. Forhandlingerne blev dog afbrudt i 2016, da parterne ikke kunne blive enige. Nu drejer det sig om at sætte turbo på mere handel. Det kan være med til at styrke Europas sikkerhed og samtidig skabe nye, gode arbejdspladser.

Indgå nye handelsaftaler 3

8 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

FORSLAG

1 EU skal fortsætte med at føre en aktiv handelspolitik, der også sikrer, at EU ikke bliver for afhængig af enkelte lande. EU skal hurtigst muligt gennemføre nye, gode handelsaftaler og bilaterale aftaler med lande som Indien, Indonesien, Australien og Mercosur-landene.

2 EU skal prioritere arbejdet i det transatlantiske handels- og teknologiråd højt og på sigt genåbne forhandlingerne om en transatlantisk handelsaftale med USA.

3 Fremtidens handelsaftaler skal fortsat have et stærkt fokus på arbejdstagerrettigheder og overholdelse af ILO-konventionerne. På den måde kan vi være med til at styrke vilkårene for lønmodtagere i de lande, EU handler med.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 9

Flere lærlinge skal på udlandsophold

BAGGRUND

De fleste unge mennesker ønsker at rejse ud og opleve verden. Derfor er der også mange unge, der kigger på mulighederne for at komme på udlandsophold under deres uddannelse. Desværre er der i dag langt flere universitetsstuderende end lærlinge, der er på udlandsophold.

Omkring 1 procent af alle erhvervsskoleelever benytter sig årligt af OPUordningen (Oplæring i udlandet). Til sammenligning havde 26 procent af de universitetsstuderende, der i 2020 færdiggjorde deres uddannelse, været på udlandsophold undervejs. Selvom tallene er svære at opgøre for erhvervsskolerne, tegner der sig et klart billede af, at erhvervsskoleelever i et begrænset og bekymrende omfang kommer på udlandsophold under deres uddannelse.

Gennem århundreder har der været en særlig tradition for, at faglærte rejste ud i verden for at dygtiggøre sig. Her blev forkortelsen naver brugt om en faglært skandinav, der drog på valsen for at arbejde i udlandet. Traditionen eksisterer ikke længere, men værdien af at komme ud i verden og udvikle sig fagligt har aldrig været vigtigere i en globaliseret sammenhæng. Derfor skal vi se på elever og lærlinges muligheder for at komme på udlandsophold og styrke ordningerne.

Hvis flere elever og lærlinge kommer på udlandsophold, kan det gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge. Det er nødvendigt. For i

10 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

2030 kan EU stå med et arbejdsmarked med 6,2 millioner færre personer med en faglært eller gymnasial uddannelse. EU-lovgivningen giver allerede i dag gode muligheder for, at elever og lærlinge kan komme på udlandsophold. Elever og lærlinge har ret til Erasmus+, og virksomheder kan få refusion gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Alligevel er der fortsat meget få elever og lærlinge, der tager på udlandsophold. Derfor er der brug for yderligere tiltag.

FORSLAG

1 EU bør fastsætte en målsætning om, at 10 procent af elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne skal på udlandsophold i løbet af deres uddannelse.

2 En proportionel andel af Erasmus+midlerne bør øremærkes til erhvervsskolerne.

3 EU bør gennem den sociale dialog indkalde til diskussion om, hvordan man sikrer, at flere elever og lærlinge får muligheden for at komme på udlandsophold, så arbejdsmarkedets parter i EU bliver inddraget.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 11
4

Ingen industri uden ny teknologi

BAGGRUND

Der er brug for store investeringer i ny teknologi og forskning, hvis Europa også i fremtiden skal opleve fremgang. På globalt plan er der meget stor konkurrence om at blive teknologisk frontløber og om at dominere fremtidens produktion. Kig bare på Kinas masterplan ”Made in China 2025”, der har som mål at fremme ny teknologi og mere produktion i Kina. Eller på Bidens store indsats for at trække grøn industri hjem til USA gennem for eksempel skattefradrag og investeringer. EU kan ikke bare lade stå til.

I Dansk Metal er vi ikke bange for ny teknologi. Vi er bange for gammel teknologi. Det ser vi også, når vi spørger vores tillidsrepræsentanter. Her vurderer et stort flertal, at ny teknologi kan føre til højere produktivitet, mens halvdelen mener, at ny teknologi kan føre til mindre nedslidning. Der er altså god grund til, at Europa skal gøre mere for at blive førende inden for ny teknologi.

12 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT
5

FORSLAG

1 EU’s målsætning for investeringer i forskning og udvikling bør øges fra 3 procent til 4 procent. Pengene bør blandt andet gå til forskning, der sikrer teknologisk udvikling i industrien.

2 EU bør forhindre nationale regeringer i at modregne hjemtag af forskningsmidler. I dag kan man få modregnet EU’s forskningsmidler i de nationale tilskud. Dansk Metal foreslår derfor, at EU bør indføre værnsregler, så der ikke sker national modregning i hjemtag af forskningsmidler.

3 EU bør vedtage en langsigtet robotstrategi, der kan fremme brugen af robotter i industrien.

4 Danske EU-politikere bør sammen med politikerne hjemme i Danmark arbejde for at styrke danske virksomheders hjemtag fra EU’s Innovationsfond og andre relevante EU-fonde.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 13
EU skal sikre en retfærdig grøn omstilling

BAGGRUND

EU har allerede meget ambitiøse klimamål. EU skal blandt andet være klimaneutral senest i 2050. Dansk Metal bakker helhjertet op om de ambitiøse klimamål. Blandt Dansk Metals tillidsrepræsentanter i Danmarks store industrivirksomheder mener 3 ud af 4, at den grønne omstilling samlet er en gevinst for virksomheden.

Den grønne omstilling vil kræve flere faglærte i hele Europa til at føre de ambitiøse klimamål ud i livet. Samtidig vil den grønne omstilling skabe behov for nye kompetencer, da en række industrier og arbejdspladser vil lukke til fordel for nye grønne industriarbejdspladser. Europa-Kommissionen vurderer, at den grønne omstilling potentielt kan skabe en million arbejdspladser i 2030 og to millioner arbejdspladser i 2050. Samtidig vil der være industrier og arbejdspladser, der ikke kan overleve den grønne omstilling. Derfor er det helt centralt, at EU bidrager til en retfærdig grøn omstilling for alle arbejdere. Danmark klarer sig allerede godt. Men der er brug for at få hele Europa godt og trygt med gennem omstillingen.

14 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

FORSLAG

1 For at sikre en retfærdig grøn omstilling bør EU øge midlerne til de relevante EU-fonde – herunder særligt EU’s Innovationsfond.

2 EU bør pålægge medlemslandene at udvikle udførlige planer for en retfærdig omstilling som en del af nationale klimaplaner.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 15
6

Danmark bør deltage aktivt

BAGGRUND

Et historisk stort flertal af danskerne valgte den 1. juni 2022 at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det var en klog beslutning. Den giver nu Danmark mulighed for at deltage aktivt i det europæiske forsvarssamarbejde. Denne mulighed skal Danmark udnytte. Gennem aktiv deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde kan Danmark bidrage til at styrke Europas sikkerhed i en mere urolig verden. Det kan også bidrage til nye arbejdspladser på mange af de danske forsvarsvirksomheder, som i høj grad lever af at eksportere deres varer til internationale markeder. Den danske forsvarsindustrielle strategi fra 2021 peger blandt andet på, hvor teknologisk stærk den danske forsvarsindustri er. I industrien er der tale om godt lønnede, højteknologiske og dermed også mindre nedslidende arbejdspladser end i mange andre industrier. En stærkere forsvarsindustri kan både gavne vores sikkerhed og skabe gode arbejdspladser. Her kan vi altså slå to fluer med ét smæk.

i et stærkere europæisk forsvarssamarbejde 7

16 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

FORSLAG

1 Danske EU-politikere bør støtte udviklingen af en europæisk forsvarsindustriel strategi, som skal bidrage til at styrke Europas fælles muskler i produktionen af forsvarsmateriel.

2 Der bør ansættes flere danske forsvarsattachéer på udvalgte danske ambassader i verden. Forsvarsattachéerne skal hjælpe danske forsvarsvirksomheder med at sparke døre ind til nye markeder til gavn for sikkerhed og arbejdspladser.

3 Den danske regering bør sætte et måltal for, hvor meget hjemtag danske forsvarsvirksomheder skal gå efter i EU-programmerne og bidrage med at synliggøre programmerne for virksomhederne.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 17
Bedre kontrol med arbejdsmiljøet i medlemslandene

BAGGRUND

Mange arbejdsmiljøregler er ens i medlemslandene. Det skyldes de fælles EU-direktiver. Dem har de enkelte medlemslande pligt til at indføre i deres nationale regler. Det kunne for eksempel være reglerne om hviletid og fridøgn, maskinsikkerhed, støj eller kemisk arbejdsmiljø – for eksempel om grænseværdier og kræftfremkaldende stoffer.

Men hvis landenes arbejdstilsyn ikke håndhæver reglerne ordentligt, så har de ingen effekt. Det går ud over lønmodtagernes sikkerhed og helbred. Samtidig betyder det, at virksomhederne på tværs af EU ikke konkurrerer på lige vilkår. Virksomheder i lande med manglende håndhævelse kan måske helt slippe for at investere i arbejdsmiljøet. Det kan for eksempel være ordentlige ventilationsanlæg eller støjbekæmpelse. Dermed får disse virksomheder nogle konkurrencefordele, som medfører, at de kan sælge deres produkter billigere, mens medarbejderne betaler prisen med et dårligt arbejdsmiljø. Der er ingen fælles regler i EU om, hvordan arbejdstilsynene i landene skal håndhæve de fælles arbejdsmiljøregler. Det skyldes blandt andet, at nogle medlemslande selv vil bestemme, hvor meget kontrol de vil føre med virksomhederne, og hvor hårdt de vil slå ned på dem, der bryder lovene.

18 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

De mener, at så få krav til virksomhederne som muligt styrker deres erhvervsliv, beskæftigelsen og økonomien. Men det er forkert. Et godt arbejdsmiljø betaler sig både for lønmodtagerne, virksomhederne og samfundet. Derfor er der brug for at sikre bedre håndhævelse af EU’s arbejdsmiljøregler.

FORSLAG

1 EU bør vedtage et minimumsdirektiv, som fastsætter minimumskrav til medlemslandenes håndhævelse af EUreglerne om arbejdsmiljø.

2 Medlemsstaterne skal pålægges en årlig indberetning til EuropaKommissionen om, hvordan de har håndhævet arbejdsmiljøreglerne.

3 Danske EU-politikere bør løbende kæmpe for forbedringer i form af ambitiøse europæiske regler for arbejdsmiljø, som sikrer et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for lønmodtagerne.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 19
8

Styrk den sociale dialog

BAGGRUND

EU-traktaten understreger tydeligt, at den sociale dialog mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er helt central i EU. Den sociale dialog giver arbejdsmarkedets parter indflydelse på beslutninger, som vedrører deres hverdag. Det er med til at forbedre beslutningerne og give dem folkelig opbakning. Der er dog brug for en stærkere social dialog. I de seneste år er arbejdsmarkedspolitikken begyndt at fylde meget mere i EU. Først med den sociale søjle i 2017 og senere med sociale topmøder samt lovgivning om alt fra barsel til mindsteløn og regulering af platformsarbejde.

I EU bliver der altså vedtaget love, som har direkte betydning for det danske arbejdsmarked og den danske model. Det giver både udfordringer og muligheder. Derfor er der behov for, at arbejdsmarkedets parter inddrages i endnu højere grad, når der i EU træffes beslutninger med betydning for arbejdsmarkedet.

20 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT
9

FORSLAG

1 Europa-Kommissionen bør via de bløde redskaber i værktøjskassen styrke den sociale dialog i Europa. I juni 2023 blev der for eksempel vedtaget en rådshenstilling, som har til formål at styrke den sociale dialog på både EUniveau og i de enkelte medlemslande.

2 EU bør øremærke en betydelig del af pengene i Den Europæiske Socialfond til kapacitetsopbygning af arbejdsmarkedets parter. I Danmark har vi en velfungerende dansk model, men det er langt fra tilfældet i alle EU-lande.

3 EU bør revidere direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Danske EU-politikere bør arbejde for, at en revision af direktivet sikrer en stærkere og mere reel inddragelse af lønmodtagere i de europæiske samarbejdsudvalg på virksomhederne.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 21

BAGGRUND

Der er løbende diskussioner i Europa om størrelsen på EU-budgettet. Senest har vi blandt andet set, at EU’s to store medlemslande, Frankrig og Tyskland, ønsker et større EU-budget. Traditionelt har Danmark befundet sig bedst blandt de lande, som ikke har ønsket et større EUbudget. Det har der været velovervejede nationale overvejelser bag, og det har rod i den skepsis, som historisk gav Danmark sine fire EU-forbehold. Kigger vi frem mod EU’s budget efter 2027, ser vi imidlertid ind i en fremtid, hvor der er et politisk ønske om, at EU skal løfte større opgaver. Det gælder for eksempel på forsvar og sikkerhed, den grønne omstilling og pandemibekæmpelse.

Samtidig står EU på sigt over for en mulig udvidelse med nye medlemslande, da Ukraine, Moldova og flere andre lande ønsker at blive en del af EU.

Danske EU-politikere og den danske regering vil i den kommende valgperiode til Europa-Parlamentet stå med svære overvejelser om, hvor Danmark stiller sig bedst. Dansk Metal støtter, at EU-budgettet samlet set bliver større, næste gang Europas beslutningstagere skal tage stilling til EU’s langsigtede budget. Med flere opgaver til EU bliver det også nødvendigt, at der er ressourcer nok til at løfte opgaverne.

Bak op om et større EU-budget 10

22 DANSK METAL EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT

FORSLAG

1Danske EU-politikere og den danske regering bør se positivt på, at det samlede EU-budget bliver større, og dermed også at Danmarks økonomiske bidrag til det europæiske samarbejde vokser.

EUROPA SOM PRODUKTIONSKONTINENT DANSK METAL 23 10

DANSK

DANSK METAL

Telefon 3363 2000

metal@danskmetal.dk

danskmetal.dk

24
METAL EUROPA SOM
PRODUKTIONSKONTINENT
FS-001 –EUROPA SKAL VÆRE ET PRODUKTIONSKONTINENT –DECEMBER 2023

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.