Indhold
Forord
1. Udenrigspolitikkens rutekort
Aktivisme
Multilateralisme og bilateralisme/unilateralisme
Midlerne
P-modellen
2. Dansk udenrigspolitik gennem tiden
Dansk udenrigspolitik fra 1945 og frem til murens fald i 1989
Dansk udenrigspolitik fra 1990 til 2001
Dansk udenrigspolitik fra 2001-2014
Peter Taksøes udenrigspolitiske strategi 2015-2019
Jeppe Kofods udenrigspolitiske strategi 2022-2023
Lars Løkke Rasmussens pragmatiske idealisme. 2023
3. Udenrigspolitik og ideologi
Ideologiske uenigheder i den danske debat
Ideologisk uenighed 1: Uenighed internt i de enkelte udenrigspolitiske målsætninger
Ideologisk uenighed 2: Uenighed i prioriteringen af de udenrigspolitiske målsætninger
Ideologisk uenighed 3: Uenighed i prioriteringen af de multilaterale organisationer og om et land skal køre multilateralt eller bilateralt/ unilateralt
Ideologisk uenighed 4: Uenighed i valget af midler i udenrigspolitikken
Konsensus i dansk udenrigspolitik?
4. Udenrigspolitik og danskernes holdninger
Danskernes holdninger til udenrigspolitikken
Aksespring
Hvilken betydning har danskernes holdning til den førte udenrigspolitik?
Top down og bottom up modeller
5. Konstruktivismen og dansk udenrigspolitik
Konstruktivismen
Den kortsigtede og rationelle konstruktion (Københavnerskolen)
Den dybe identitetsmæssige konstruktion
6. Statstyper og udenrigspolitikken
Hvad kendetegner en småstat som Danmark?
Fra småstat til smartstat og entreprenørstat
Smartstaten og det internationale samarbejde
7. Liberalismen
Liberalismen som teori
Sikkerhedsstigen
Statslige og ikke-statslige aktører
De udenrigspolitiske målsætninger
Multilateralisme
Magtmidler
Liberalismen under pres
8. Neorealisme
Neorealismens rute
Multilateralisme og bilateralisme/unilateralisme
Neorealismen og Lars Løkke Rasmussens skolegårdsmetafor
9.
Dansk udenrigspolitik mellem unipolaritet og multipolaritet
Inkluderende multilateralisme
Kort om udfordringerne
Med neorealismens på arbejde
Med liberalismen på arbejde
10. EU’s betydning for dansk udenrigspolitik
Første rejsedestination: EU’s fødsel. Fra udenrigsøkonomi til sikkerhed
Anden rejsedestination: Sikkerhed gennem blød magt
Tredje resedestination: Sikkerhed gennem hård magt
Løsrivelse fra NATO
11. Globaliseringen og dansk udenrigspolitik
Hvad er globalisering?
Hvordan påvirker globaliseringen dansk udenrigspolitik?
12. Den udenrigspolitiske P-model
De interne faktorer
De eksterne faktorer
Indeks
1. Udenrigspolitikkens rutekort
I 2024 fik en dansk familie sig noget af en overraskelse ombord på den danske færge Molslinjen, som sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde. Dagbladet Politiken kunne fortælle, hvordan sejlturen blev en usædvanlig oplevelse for passagererne: ”Lige pludselig krængede færgen til højre og begyndte at sejle i en cirkel rundt om sig selv. Jeg måtte stå imod med benene, og min søn ville være faldet, hvis ikke jeg havde holdt ham i hånden. Jeg tænkte ’Gud, hvad sker der’, samtidig med at folk så spørgende på hinanden”, fortæller Lars Hansen, som var en af passagererne ombord på Molslinjen. Cirka et minut efter lød kaptajn Peter Korsager Andersens stemme i højtaleren. Han fortalte, at der lå et russisk krigsskib på sejlruten, som ikke ville flytte sig, og at han forgæves havde prøvet at kalde skibet op. Derfor havde han været nødt til at foretage en undvigemanøvre for at undgå en kollision: ”Det skabte et øjebliks stilhed blandt passagererne, som om alle stillede sig selv spørgsmålet, om der ville ske mere. Derefter kunne vi ud ad vinduerne se et russisk krigsskib sejle forbi os”, udtaler Lars Hansen til dagbladet Politiken.1
Episoden viser ifølge den danske efterretningstjeneste, at Ruslands såkaldte hybridkrig også er kommet til Danmark. Hybridkrig betyder, at en stat anvender en blanding af forskellige midler i sin krigsførelse. I dette kapitel introduceres ”udenrigspolitikkens rutekort”, hvor blandt andet begrebet hybridkrig vil blive behandlet. Rutekortet kan bruges som en model hele vejen igennem bogen, og den kan man vende tilbage til for at finde ”vej” i forhold til, hvad der præger og udfordrer dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Senere i bogen suppleres rutekortet med forskellige forklaringer på, hvorfor den danske regering vælger en bestemt rute.
Centrale begreber
> Udenrigspolitiske målsætninger
— Sikkerhedspolitisk målsætning: At sikre staten eller andre aktører mod trusler.
— Udenrigsøkonomisk målsætning: At sikre vækst og velstand.
— Idépolitisk målsætning: At udbrede bestemte ideer og værdier.
> Multilateralisme, bilateralisme og unilateralisme
— Unilateralisme: En stat handler på egen hånd i internationale spørgsmål.
— Bilateralisme: Samarbejdsform, hvor to lande arbejde sammen og indgår aftaler.
— Multilateralisme: Samarbejdsform, hvor tre eller flere stater arbejder sammen i internationale organisationer og gennem fælles forpligtende regler.
> Magtformer
— Hård magt: At tvinge aktører til at handle på en bestemt måde igennem militær magt eller økonomiske sanktioner.
— Blød magt: At påvirke aktører til at handle på bestemte måder igennem tiltrækningskraft, inspiration og moral.
Skarp magt: At manipulere andre aktører til at handle på bestemte måder gennem for eksempel misinformation og påvirkningskampagner.
> Hybridkrig: Krigsførelse, hvor en aktør kombinerer forskellige midler til at opnå politiske eller strategiske mål.
Hvis vi kigger på det udenrigspolitiske rutekort og starter fra venstre side af kortet, kan vi se den danske udenrigsminister, som i 2025 hedder Lars Løkke Rasmussen, stå ved starten af rutekortet og overveje Danmarks udenrigspolitiske kurs. Her kan han vælge at gå til venstre i det, der kaldes for en isolationistisk ret-
ning eller til høje i en såkaldt aktivistisk retning. Den isolationistiske retning er kendetegnet ved, at et land bevidst vælger at holde sig uden for internationale anliggender, alliancer og konflikter. I mange år fulgte USA en sådan isolationistisk retning i form af Monroe-doktrinen fra 1823, hvor USA afviste europæisk ind-
Figur 1.1 Udenrigspolitikkens rutekort
Statensegeninteresse (sikkerhedspolitiskudenrigsøkonomisk)
Statensidepolitiske målsætninger
Multilateralisme (arena/aktør)
Unilateralisme/ bilateralisme
Multilateralisme (aktør/arena)
bilateralismeUnilateralisme/
blanding og tilsvarende lovede, at USA ikke ville blande sig i europæiske anliggender. Tilsvarende indeholder USA’s nuværende præsident Donald Trumps ”America First”-politik klare isolationistiske elementer, hvor fællesnævneren for både hans toldkrig og nedprioriteringen af de amerikanske nødhjælpsprogrammer har været en tilbagetrækning fra enhver form for globalt engagement.
For Danmarks vedkommende førte vi en udenrigspolitik med klare isolationisti-
ske elementer fra 1864 til 2. verdenskrig i form af den såkaldte neutralitetspolitik. Baggrunden var, at Danmark tilbage i 1864 havde været i krig med Preussen og Østrig og her havde mistet ca. 40 procent af vores territorium. Tabet af de store landområder i 1864 fik stor betydning for dansk udenrigspolitik. Skal vi bruge en fodboldmetafor til at beskrive Danmarks rejse mod den småstat, som vi er i dag, så kan vi sige, at i 1658 rykker Danmark ned fra superligaen til 1. division, da Danmark taber Skåne, Halland og Ble-
Dansk udenrigspolitik føres fra Udenrigsministeriet, som ligger på Asiatisk Plads i København.
kinge i forbindelse med svenskekrigene. I 1814 rykker Danmark ned i 2. division, da vi mister Norge efter Napoleonskrigene, og endeligt rykker vi ned i 3. division med tabet af Slesvig og Holsten i 1864.
Dette fik danske politikere og statsministre til at gå ud og argumentere for, at Danmark skulle holde lav profil og holde os uden for stormagtskonflikterne: ”Regeringen siger det klart og uforbeholdent.
Vi ville ikke ind i nogen Slags Alliancepolitik, men vi ville sætte alt ind paa at bevare Freden og holde os udenfor Magternes Stridigheder”, sagde statsminister Niels Neergaard i en tale i februar 19092. Den neutrale kurs med de isolationistiske elementer gjaldt dog primært sikkerhedspolitikken, for ved siden af handlede Danmark under 1. verdenskrig gladeligt med de krigsførende parter på det økonomiske område.
Aktivisme
Går vi tilbage til rutekortet, så kan den danske udenrigsminister i stedet for den
isolationistiske retning vælge at tage vejen til højre, hvilket er en aktivistisk linje. Denne definerer vi i bogen som, at Danmark handler aktivt på den internationale scene i forsøget på at fremme vores interesser og værdier. Danmark vil med andre ord gerne ud at præge verden og sætte sine aftryk. Vælger udenrigsministeren den aktivistiske linje og drejer herefter til venstre på rutekortet (rute 2), så forfølger han Danmarks snævre egeninteresser i form af enten en sikkerhedspolitisk målsætning eller en udenrigsøkonomisk målsætning (se Centrale begreber i starten af kapitlet).
Kort fortalt betyder den sikkerhedspolitiske målsætning, at udenrigsministeren og den øvrige regering primært vil have fokus på at beskytte Danmark mod trusler. Alt, hvad der kan true vores land og andre gruppers overlevelse, vil være i centrum. Dette kan dreje sig om militære trusler, men det kan også være andre typer af trusler (se kapitel 3). Nogle gange kan disse trusler være rettet direkte
mod den danske stat, andre gange kan truslerne rette sig mod mindre grupper i Danmark, som for eksempel i 2018, da Sjælland blev lukket ned, da der var en konkret trussel mod en gruppe af iranere i Danmark (se figur 1.2). Generelt er den sikkerhedspolitiske målsætning rykket helt til tops efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, hvilket blev gjort helt tydeligt, da statsminister Mette Frederiksen på folkemødet på Bornholm i sommeren 2025 blev spurgt ind til sine udenrigspolitiske prioriteter: ”Vi har ikke stået i noget værre i min levetid. Og
derfor bliver det at passe på jer og vores land selvfølgelig den primære opgave, jeg skal varetage”.3
Det andet udenrigspolitiske mål, som knytter sig til statens snævre egeninteresse, er det udenrigsøkonomiske mål Hvis den danske regering forfølger dette mål, handler det om at sikre vækst og velstand i Danmark. Det kan være, at udenrigsministeren rejser til Kina for at lave en ny handelsaftale, eller at Danmark lukker op for stigende eksport af våben til Saudi Arabien. Når kong Fre-
Figur 1.2 Hvem kan truslerne rette sig imod?
International sikkerhed: Dette er trusler mod det internationale samfund for eksempel global terrorisme, verdensomspændende økonomiske kriser, pandemier, global opvarmning osv. Disse kriser vil ofte smitte af på Danmark.
Regional sikkerhed: Trusler mod sikkerheden i vores region, da Danmarks sikkerhed er tæt forbundet med vores geografiske placering. For eksempel blev der konstateret brud på et internetkabel mellem Finland og Sverige i december 2024, angiveligt forårsaget af ”ekstern aktivitet”, hvilket gav anledning til bekymring i Danmark.
Nationens sikkerhed: Dette omhandler vores identitet og selvopfattelse som nation. Kan for eksempel handle om flygtningestrømme, som vi opfatter som en trussel mod sammenhængskraften i Danmark og det kulturelle og historiske fællesskab, vi er en del af.
Statens sikkerhed: Kan for eksempel være truslen om militær intervention, cyberangreb eller sprængning af gasrørledninger i Østersøen.
Gruppers sikkerhed: Sjælland blev delvist lukket ned i 2018, da de danske myndigheder havde konkret mistanke om, at den iranske efterretningstjeneste var på jagt efter en gruppe iranere fra Ringsted. Det viste sig senere at være saudiske agenter.
Konkrete individer: Muhammed-tegneren Kurt Westergaard modtog dødstrusler og var udsat for attentatforsøg i perioden fra 2005-2010.
derik og dronning Mary rejser rundt i verden sammen med danske erhvervsdelegationer, er de blandt andet med til at fremme dette udenrigspolitiske mål.
Udenrigsministeren kan også vælge at dreje til højre ned ad rute 5 på rutekortet, og her vil det være de idépolitiske målsætninger, som er i centrum for udenrigspolitikken. Med idépolitikken ønsker vi at fremme bestemte idealer og værdier ude i verden for eksempel at bekæmpe fattigdom i Afrika, fremme køn og ligestilling i Mellemøsten eller støtte, at menneskerettigheder bliver overholdt
samt støtte demokratibevægelser rundt omkring i verden. Dette er nogle idealer, som ikke kan reduceres til en snæver statslig egeninteresse.
Nogle gange hvirvles de tre udenrigspolitiske målsætninger ind i hinanden. Et eksempel er Muhammed-krisen tilbage i 2005-2006, som er blevet betegnet som den værste udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig. Her tegnede Jyllands-Postens bladtegner Kurt Westergaard profeten Muhammed med en bombe i turbanen, og avisen ønskede at udbrede et idépolitisk budskab om, at
Den danske ambassade i Damaskus, Syrien, afbrændes i februar 2006 under en demonstration mod Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
i et verdsligt demokrati må man være ”rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”, som kulturredaktør Flemming Rose dengang skrev i forbindelse med offentliggørelsen af tegningerne.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte til at begynde med at stille sig på avisens side, og i et interview den 30. oktober 2005 udtrykte han forståelse for avisens motiver: ”Jeg vil aldrig nogensinde acceptere at respekt for folkets religiøse holdninger skal føre til, at man lægger bånd på pressens muligheder for kritik, humor og satire”,4 sagde han. Herefter steg de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, ambassader blev sat i brand og efterretningstjenesten i Danmark skærpede sit fokus på potentielt voldelige grupper, som ville ramme Danmark. Udenrigsøkonomisk blev en lang række virksomheder i Danmark hårdt ramt og tabte milliarder i eksportindtægter. Mejerivirksomheden Arla endte med at indrykke annoncer i 25 mellemøstlige aviser i marts 2006, hvor de udtrykte respekt og forståelse for de muslimske følelser, og appellerede til de arabiske lande om at genoverveje boykotten af danske produkter.
De tre udenrigspolitiske målsætninger illustrerer også fint, hvad forskellen på udenrigspolitik og sikkerhedspolitik er, nemlig at udenrigspolitikken omfatter alle tre målsætninger, mens sikkerhedspolitikken (og forsvarspolitikken) mere snævert omhandler den sikkerhedspolitiske målsætning. Sikkerhedspolitikken
kan hermed siges at være en delmængde af udenrigspolitikken og kaldes nogle gange for high politics med henvisning til, at det mere snævert dækker de spørgsmål, der er afgørende for statens eller andre gruppers overlevelse. Heroverfor står de udenrigsøkonomiske og idépolitiske målsætninger, som går under navnet low politics med henvisning til, at de ikke på samme måde truer selve statens overlevelse. High politics-emner håndteres typisk i Udenrigspolitisk Nævn, mens low politics områder mest håndteres i Udenrigsudvalget. Udenrigspolitisk Nævn er et særligt organ nedsat i henhold til grundloven (§19, stk. 3), hvor regeringen skal rådføre sig med nævnet i sager af større udenrigspolitisk betydning.
Multilateralisme og bilateralisme/unilateralisme
Den næste skillevej, vi kommer til på rutekortet, handler om, hvorvidt regeringen ønsker at fremme de tre udenrigspolitiske målsætninger unilateralt, bilateralt eller multilateralt. Unilateralt betyder at handle på egen hånd, bilateralt betyder, at vi laver en aftale med et andet land, og multilateralt betyder, at vi forfølger de udenrigspolitiske målsætninger gennem en international organisation for eksempel FN eller NATO. Hvis Danmark således sender et flådefartøj ud i Østersøen for at inspicere en sprængt gasrørledning, handler vi unilateralt (på egen hånd). Hvis vi laver en aftale med Norge om at øge patrulje-
ringen i Østersøen, handler vi bilateralt (aftale mellem to lande) og indgår vi i Natos nye operation ”Baltric Sentry”, som skal beskytte kritisk infrastruktur under vandet, handler vi multilateralt.
Hvis vi kigger på det multilaterale spor på rutekortet, er det primært NATO (North Atlantic Treaty Organization), som har fremmet Danmarks sikkerhedspolitiske målsætning gennem årene. Danmark var et af de oprindelige 12 lande, som stiftede NATO i 1949. Særligt alliancens artikel 5 har tiltrukket sig opmærksomhed de senere år. Artiklen kaldes også for musketereden, og det centrale er her, at et angreb på et medlemsland betragtes som et angreb på alle, og de andre medlemslande er hermed forpligtet til at reagere og komme den angrebne part til hjælp. Artiklen blev for første gang aktiveret efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001.
Hvad angår den udenrigsøkonomiske
målsætning er det primært EU, som har været vigtig for dansk udenrigspolitik igennem årene. Danmark blev medlem af EF (senere EU) i 1973 og samarbejdet har primært koncentreret sig om skabelsen af et indre marked for de såkaldte fire friheder, nemlig fri bevægelighed for personer, varer, serviceydelser og kapital. EU har haft enorm betydning for dansk økonomi, og Dansk Industri vurderede i 2022, at ca. 510.000 danske arbejdspladser var direkte relateret til eksport til det indre marked i EU.5
Endeligt har vi FN (De Forenede Nationer), som blev oprettet i 1945 i kølvandet på 2. verdenskrig og i dag har 193 medlemmer. FN kan siges at have et ben i både den sikkerhedspolitiske og den idépolitiske målsætning. Helt overordnet kan man sige, at FN’s sikkerhedsråd, som består af 5 permanente medlemmer og 10 roterende medlemmer (de 10 lande sidder to år ad gangen), primært beskæftiger sig med den sikkerhedspolitiske målsætning i form af fred og sikkerhed. Når rådet træder sammen, kan det træffe beslutninger om militære interventioner, sanktioner og fredsbevarende aktioner. FN’s generalforsamling (som består af repræsentanter fra de 193 lande) og FN’s underorganisationer beskæftiger sig primært med den idépolitiske målsætning. Dette kan være UNESCO, som beskæftiger sig med uddannelse, UNHCR, som beskytter og støtter flygtninge eller UNICEF, som beskytter børns rettigheder. De idepolitiske prioriteringer kan også være med til at forebygge nogle af de internationale udfordringer, som senere kan udvikle sig til sikkerhedspolitiske trusler.
Når et land som Danmark vælger det multilaterale spor, kan vi betragte den internationale organisation enten som en aktør eller som en arena. Hvis vi betragter for eksempel FN som en arena, så er FN et sted, hvor lande mødes og varetager deres interesser. Det er som en fodboldbane, hvor FN skaber rammerne, men det er landene, som handler og
træffer beslutningerne. Hvis vi derimod betragter FN som en aktør, så er FN mere end summen af de stater, som udgør organisationen. FN bliver selv en spiller med egne mål og interesser, og et eksempel kunne være når organisationen sender fredsbevarende styrker ud eller laver internationalt forpligtende regler. Medlemslandene vil være mere tilbøjelige til at respektere og underlægge sig de fælles regler, hvis de betragter organisationen som en aktør, end hvis de betragter organisationen som en arena, hvor det kun handler om at varetage deres snævre egeninteresser.
Midlerne
Den sidste skillevej på rutekortet handler om de midler, som anvendes. Her kan udenrigsministeren og den øvrige regering vælge at anvende hård magt. Fællesnævneren for denne magttype er tvang. Det handler om at tvinge nogle til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, og her vil militær magt eller økonomiske sanktioner være de mest anvendte midler. Når EU for eksempel laver økonomiske sanktioner mod Rusland, eller USA bomber Irans atomanlæg i 2025, vil der være tale om anvendelse af hård magt. Det er også hård
I juni 2017 udgav Udenrigsministeriet regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi.
magt, når FN sender fredsskabende soldater på mission, som skal opretholde eller genskabe fred i et konfliktområde. Man taler i denne sammenhæng også om pisken, som det middel, som skal få en aktør til at makke ret.
Hvis vi i stedet for vælger at anvende blød magt, så er overskriften ”tiltrækningskraft”. Mere konkret handler det om, at Danmark vil prøve at forhandle og gå i dialog med lande og forsøge at påvirke aktøren igennem tillid, argumenter og samtale. Diplomatiet bliver her vigtigt, og en af Danmarks mest erfarne diplomater, Bo Lidegaard, beskriver diplomatens vigtigste rolle som at bruge ørene: ”Selv de mennesker, som er meget truende eller dem som vi er allermest uenige med –både i deres værdisæt og deres strategiske verdensbillede - her er det stadigt vigtigt at prøve at forstå, hvad der egentligt er deres bekymring”, udtalte han til Ræson i starten af 2025.6
Under den bløde magt kan vi også placere guleroden, det vil sige, at give aktøren en belønning for eksempel økonomisk ved at opfylde vores ønske. For at guleroden skal virke, er tiltrækningskraften og tilliden vigtig, da et land eller en gruppe ikke vil acceptere en belønning, hvis landet grundlæggende ikke stoler på os. FN’s fredsbevarende styrker betragtes også som en del af den bløde magt, da hensigten her er, at de skal sikre overholdelsen af en fredsaftale ved at indgå i en dialog og mægle mellem de relevante parter.
Den tredje magtform yderst på rutekortet kalder vi skarp magt. Denne magtform knytter sig meget til internettets udbredelse, det stigende antal medieplatforme og de sociale medier. Skarp magt kan betegnes som en slags ”manipulatorisk magt”, det vi også kender under navnet bevidsthedskontrollerende magt, som kan anvendes til at skabe sympati eller modstand. Vi har hørt om, hvordan Rusland ansætter de såkaldte ”trolde” på troldefabrikker i Rusland, som har til opgave at sidde og fabrikere falske nyheder, som skal spredes i vestlige lande for at skabe sympati for Rusland. Det er også kommet frem, hvordan USA’s militær under coronapandemien gennemførte en tophemmelig påvirkningskampagne, der var lagt an på at sætte Kina i et dårligt lys. For nylig har vi hørt om EU’s informationskampagner i nordafrikanske lande, som er hotspots for irregulær migration, hvor der sendes sms-beskeder om, at man skal undlade at tage til Europa.
Tager vi de tre midler på rutekortet, den hårde, bløde og skarpe magt, og lægger lidt til, står vi med begrebet hybridkrig. Hybrid betyder egentlig en ”blanding” af forskellige magtformer, og her er vi tilbage til vores familie på Molslinjen i 2024, som fik sig en gevaldig forskrækkelse, da det russiske krigsskib sejlede direkte imod dem og ikke ville ændre kurs. Hybridkrig er blevet udbredt. I 2021 så vi en stor gruppe af flygtninge, som blev fløjet fra Baghdad i Irak til Minsk i Hviderus-
land, hvorefter de fik udleveret cykler og sendt ind over grænsen til Litauen for at destabilisere landet. Vi har set pakker på DHL-pakkecentraler eksplodere, og da et DHL-fragtfly i november 2024 styrtede ned i Litauen, spurgte den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, retorisk, om vi var vidne til endnu en hybrid-hændelse fra Ruslands side? Når et land fører hybridkrig, bliver man i tvivl om, hvorvidt der egentligt er krig eller fred. Det kan være sabotage, afpresning, kriminalitet eller trusler om militær magt, som udøves på en måde, så den, det går ud over, ikke helt kan sige, hvem afsenderen af midlerne er, og dermed ikke kan erklære krig mod afsenderen.
P-modellen
Afslutningsvis i dette kapitel vil vi kort præsentere P-modellen, som er et bud
på nogle af de årsager, som kan ligge til grund for, at Danmark vil vælge en bestemt rute på kortet. Vi uddyber modellens forskellige elementer undervejs i bogen, men kort fortalt er der syv P’er i modellen.
P1 står for den ”praktiske forklaring”. Her kan der være nogle lavpraktiske forklaringer på, at Danmark vælger en bestemt rute på rutekortet, for eksempel at nedskæringer i udenrigsministeriet tvinger os til at prioritere mål og midler.
P2 står for den ”personlige forklaring”. Her er det centrale personligheder for eksempel en statsminister, en udenrigsminister eller en præsident, som har et bestemt værdisæt og verdensopfattelse, som er med til at bestemme den udenrigspolitiske kurs (behandles i kapitel 2).
Popularitetsforklaring
Politisk ideologisk forklaring
Personlig forklaring
P1
Praktisk forklaring
Politisk påvirkning
Positionsforklaring
Et lands udenrigspolitik
Polaritetsforklaringen
Figur 1.3 P-modellen til forklaring af et lands udenrigspolitik
P3 står for den ”politiske ideologiske forklaring”, og her er det regeringens eller et partis ideologi, som påvirker den udenrigspolitiske kurs (behandles i kapitel 3).
P4 står for ”popularitetsforklaringen”. Her er det befolkningens holdninger, som påvirker den udenrigspolitiske kurs (behandles i kapitel 4).
P5 står for ”politisk påvirkning”. Denne omhandler, hvordan politiske aktører påvirker vores virkelighedsopfattelse for
eksempel gennem skarp magt (behandles i kapitel 5).
P6 står for statens ”position” og henviser til den enkelte stats styrke, og hvordan vi udnytter denne styrke (behandles i kapitel 6).
P7 er ”polaritetsforklaringen”. Denne henviser til antallet af magtcentre i verden (også kaldet poler), som er med til at bestemme et lands udenrigspolitiske kurs (behandles i kapitel 8).
