Sebastian Lang-Jensen
Forløb til samfundsfag
Forløb til samfundsfag
© Forlaget Columbus og forfatteren 2025
1. udgave, 1. oplag
Fagredaktion: Peter Brøndum
Forlagsredaktion: Tine Stoltenberg
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Louises Design / Louise Perlmutter
Tryk: Narayana Press
Printed in Denmark 2025
ISBN: 978-87-7970-887-7
Illustrationer: Forside: NurPhoto/Contributor/Getty Images, s. 27: ChiralJon/Wikimedia Commons, s. 39: Nicolas Tucat/AFP/Ritzau Scanpix, s. 55: Sebastian Lang-Jensen, s. 74: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix, s. 79: forsvaret.dk, s. 83: Bax Lindhardt/SP/ Ritzau Scanpix, s. 96: Patrick Blower/©Telegraph Media Group, s. 106: Jean Monne Association/European Parlament Multimedia Centre.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Forlaget Columbus Østerbrogade 54c
2100 København Ø
Tlf. 35 42 00 51 www.forlagetcolumbus.dk info@forlagetcolumbus.dk
Fri bevægelighed for tjenesteydelser og personer: Schengen-samarbejdet ........................................................................................................ 54
Udfordringer ved den fri bevægelighed: Social dumping og debat om velfærd ......................................................................................................................................... 58
Fra indre marked til økonomisk union: Euroen ......................................................61
Euroens udfordringer 64
Interne udfordringer: Mangel på fælles politik eller mangel på opbakning? 64
Eksterne udfordringer: EU’s konkurrenceevne og handel med omverdenen 68 Det danske euro-forbehold ............................................................................................... 72 EU’s økonomiske union og de fire grundlæggende problemstillinger........ 72
4. De ydre grænser – EU’s fælles flygtninge- og migrationspolitik ..................................................................... 75
Baggrund: Den fælles ydre grænse ................................................................................ 76 Udvikling: Hvilke tiltag har EU iværksat? ............................................................... 78
Udfordringer: Fælles migrationspagt eller nationale forbehold? ................
Det danske forbehold fra EU-samarbejdet og de fælles ydre grænser ....... 85 EU’s fælles migrations- og flygtningepolitik og de fire grundlæggende
5. EU og omgivelserne – sikkerheds- og forsvarspolitik ........................................................................................... 88
Baggrund: Fra fredsprojekt til forsvarssamarbejde ............................................ 90 Udvikling: Hvilke tiltag har EU iværksat? ................................................................91 Udfordringer: En ny Forsvarsunion? .......................................................................... 95 Det fælles forsvarssamarbejde og de fire grundlæggende
6. Hvordan skal vi forstå EU? ........................................ 10 0 Føderalisme: Visionen om ”Europas forenede stater” ........................................ 10 2 Hvordan forklarer føderalismen EU’s udvikling? .............................................. 103
Når stater skal løse konkrete problemer ............... 105
Hvordan forklarer neo-funktionalismen EU’s udvikling? ............................. 106
Denne bog præsenterer en lidt anderledes tilgang til undervisningen, end man normalt ser i lærebøger om EU. Det gælder især for kapitel 1, der har fokus på mange af de grundlæggende begreber og antagelser om EU som en særlig form for internationalt samarbejde. Tilgangen til mange af disse begreber er tænkt induktivt, hvorfor det anbefales at inddrage de mange øvelser, der er tilknyttet kapitlet på bogens hjemmeside. Det vil givetvis gøre det nemmere for eleverne at forstå tankegangen.
På baggrund af arbejdet med kapitel 1 er der herefter forskellige muligheder for fokus i resten af undervisningsforløbet. Kapitel 2 omhandler EU’s institutioner og beslutningsproces samt oplæg til en undersøgelse af EU som et politisk system. Kapitel 3 omhandler det tungeste af EU’s politikområder, økonomi og handel, som tillige rummer en historisk gennemgang af, hvordan EU blev opbygget med netop dette politikområde som det afgørende. I forlængelse heraf omhandler kapitel 4 og 5 to nyere, men meget aktuelle EU-områder, nemlig EU’s retlige samarbejde og de fælles ydre grænser, og EU som ny forsvars- og sikkerhedspolitisk aktør.
Det gælder for alle kapitler 3-5, at de undersøges ud fra de samme grundlæggende problemstillinger, som i øvrigt også kan bruges til at undersøge andre EU-emner uden for bogens fokus. Da hensigten med bogen er at præsentere EU på en kort og overskuelig måde, har det været nødvendigt at foretage nogle hårde fravalg i forhold til emner og områder. Det gælder for eksempel EU’s grønne dagsorden, der ikke er beskrevet i et selvstændigt kapitel, men som fint kan undersøges på egen hånd ud fra de grundlæggende problemstillinger og ud fra materiale på bogens hjemmeside.
Kapitel 6 omhandler fire udvalgte teorier om europæisk integration, men også en kort beskrivelse af, hvordan man kan forstå EU’s grundlæggelse ud fra de fire forskellige teorier. Endelig giver kapitel 7 seks forskellige perspektiver på EU’s udvikling og fremtid, herunder et særskilt afsnit om de danske EU-forbehold.
På bogens hjemmeside: forlagetcolumbus.dk/EU findes øvelser til alle bogens kapitler samt forslag til tematiske undervisningsforløb.
Stor tak til Peter Brøndum og Anders Hassing fra Columbus for gode forslag og kommentarer og for at prioritere en bog om netop dette emne.
Sebastian Lang-Jensen, København, juni 2025
Case 1.1 Hvad bestemmer EU
Jonathan går i 7. klasse og skal sammen med sin far hente sit nye pas på Frederiksberg Rådhus. Da de nærmer sig den store bygning, spørger Jonathan, hvad det egentlig er, de laver derinde, og får forklaret, at de blandt andet arbejder med alle de lokale kommunale børnehaver og skoler. ”Men hvad laver de så inde på Christiansborg?” spørger han. Faren forklarer, at der arbejder Folketinget med love, der handler om alle i hele Danmark. For eksempel forsvar og om vi skal betale for at komme på sygehuset og den slags. Jonathan synes, det er lidt forvirrende – det virker, som om de laver det samme. På vej hjem køber de ind i et supermarked. Jonathan kigger på sit nye pas og lægger mærke til, at der står Den Europæiske Union øverst på passet. ”Hvorfor står der dét, og hvad laver EU egentlig?” spørger han. ”De laver blandt andet regler om, at plasticlåget på din sodavand sidder fast på flasken, og hvad der i øvrigt må være i de varer, vi køber lige nu,” forklarer faren. ”På den måde kan man sælge de samme varer i alle de lande, der er med i EU, på én gang.” ”Hvorfor laver man så ikke bare regler for hele verden på én gang?” spørger Jonathan. ”Så skulle man gøre det i FN,” siger faren. Det er da sygt forvirrende, tænker Jonathan. Hvordan finder man så ud af, hvem der bestemmer hvad?
EU er et helt særligt samarbejde sammenlignet med andre typer internationalt samarbejde. EU har nemlig en myndighed, som ingen anden international organisation har, hvilket er dette kapitels overordnede fokus.
Det er en udbredt antagelse, at EU-samarbejdet er både fjernt og uforståeligt. Nogen bestemmer noget nede i Bruxelles, som vi her i Danmark derefter
skal rette os efter. Dette kapitel vil beskrive EU på en anden måde, nemlig som noget, der er tæt på os, og som måske ikke er så kompliceret. Kapitlet er bygget op om fire grundlæggende problemstillinger, som i øvrigt kan bruges til at undersøge og forstå EU’s arbejdsområder på en enkel måde. Problemstillingerne uddybes som afslutning på kapitlet.
1. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt med fælles regler i EU, og på hvilke områder er det nødvendigt?
2. Hvor stærke skal reglerne være, skal det være forpligtende regler eller blot vejledende regler?
3. Hvordan skal sådanne regler vedtages, skal det være med enstemmighed eller med en eller anden form for flertal?
4. Hvordan kan man forstå staternes suverænitet – det vil sige selvbestemmelse – på baggrund af de første tre problematikker?
Centrale begreber
> Overstatsligt og mellemstatsligt samarbejde er forskellige måder at organisere internationalt samarbejde på. Overstatsligt samarbejde betyder, at en stat afgiver en del af sin suverænitet til for eksempel EU, således at EU kan træffe beslutninger på vegne af de øvrige medlemsstater i EU. Det betyder blandt andet, at samarbejdet er forpligtende for medlemsstaterne. Mellemstatsligt samarbejde er derimod udtryk for et samarbejde mellem stater, men hvor den enkelte stat beholder fuld suverænitet (selvbestemmelsesret) i samarbejdet og til enhver tid kan stå uden for eller trække sig tilbage fra et samarbejde.
> Integration er en anden måde at beskrive samarbejde mellem stater på. Integration i bredden dækker over, hvor mange lande der er med, eller hvor mange sagsområder der samarbejdes om. Integration i dybden handler derimod om, hvor forpligtende samarbejdet er.
> Enstemmighed, flertal og kvalificeret flertal er forskellige måder politisk at beslutte nye tiltag på.
> Suverænitet er den faglige betegnelse for en stats selvbestemmelsesret.
Hvad er ”internationalt samarbejde”?
De fleste unge kan nok komme i tanke om mange områder, hvor det ville være mest oplagt at lave regler på det globale niveau. Man kunne forestille sig, at mange mener, at emner som migration, CO2-udledning, regler for tech-giganter osv. burde reguleres globalt. Der er da også i den virkelige verden gjort flere forsøg på netop dette via FN. FN – de ”Forenede Nationer” – er den internationale organisation med flest medlemsstater og dermed det tætteste, vi kommer på en slags globalt parlament. Langt de fleste af verdens selvstændige og internationalt anerkendte stater er medlem af FN (p.t. 193), og de mødes alle hvert år i september til FN’s generalforsamling. Det var for eksempel på sådan en generalforsamling, at de 17 Verdensmål blev vedtaget i 2015. Ud over den årlige generalforsamling kender de fleste unge nok også til FN’s klimatopmøder, hvor verdens lande forsøger at blive enige om fælles indsatser mod klimaforandringer. Endelig arbejder FN med en lang række andre emner i forskellige underorganisationer som menneskerettigheder (UNHCR), sundhed (WHO), kultur (UNESCO) og meget mere. Fælles for dem alle er, at det på trods af de flotte intentioner kan være virkelig svært at nå til enighed med 193 stater med meget forskellige forudsætninger. Selv i FN’s sikkerhedsråd, hvor der kun sidder 15 medlemmer, er det ofte svært at blive enige om, hvad ”verdenssamfundet” skal stille op med en eller anden konflikt.
Derfor kan det give mening at beslutte reglerne på et lavere niveau, hvor det er nemmere at blive enige og føre beslutninger ud i livet. Det kunne for eksempel være i en mindre kommune. Her er udfordringen til gengæld, at det, man vedtager, ikke har den store globale effekt. Et tænkt eksempel: Hvis en kommune i Vestjylland er bekymret for fiskebestanden i Nordsøen og laver regler for, hvor mange fisk der må fanges i havet ud for kommunes egen kyst, hjælper det næppe meget på den globale fiskebestand, da fiskene i havet formentlig ikke kender til kommunegrænser. I sådan et tilfælde vil det give mere mening at beslutte reglerne på et højere niveau.
På den ene side er der altså hensynet til, hvor det ville have størst effekt at lave regler. På den anden side er der hensynet til, hvor det overhovedet kan lade sig gøre at udforme og håndhæve reglerne. Disse to hensyn støder ofte sammen i politikeres opfattelser af, og holdninger til, internationalt samarbejde.
Det gælder også for EU, der kan opfattes som et niveau mellem det globale og nationale. Inden for studier af internationalt samarbejde er EU det, man kalder en regional organisation (ikke at forveksle med regioner i for eksempel Danmark). Af andre regionale organisationer kan nævnes Nordisk Råd, den Afrikanske Union og ASEAN i Sydøstasien. EU adskiller sig dog fra alle andre regionale – og globale – organisationer
ved at være et mere forpligtende samarbejde, hvilket bliver beskrevet i de følgende afsnit.
Hvad er EU – og hvad ”bestemmer” EU?
Helt kort sagt er EU et samarbejde mellem europæiske lande, der på en række områder kan vedtage fælles lovgivning. Det er EU’s egne medlemslande, der bestemmer, hvilke områder EU skal vedtage lovgivning om. Men overordnet drejer det sig om emner af grænseoverskridende karakter. Det vil sige emner eller udfordringer, der ikke er begrænset til den enkelte stat, og hvor EU-landene derfor har besluttet at håndtere dem på tværs af landegrænserne.
I figur 1.1 ses nogle eksempler på fordelingen af kompetence mellem EU og de enkelte medlemslande. Kompetence betyder her ”ret til at vedtage lovgivning” og kan oversættes til ”ansvarsområde”.
På de områder, hvor EU har ”enekompetence”, er det kun EU, der kan vedtage regler. På områder, hvor der er ”delt kompetence”, bliver der vedtaget regler både på EU-niveau og i den enkelte medlemsstat. ”Understøttende kompetence” betyder, at EU kan støtte nogle tiltag på nationalt niveau, men ikke vedtage direkte lovgivning.
Som det fremgår af figur 1.1, har EU størst indflydelse på de områder, der har med handel og økonomi at gøre. EU blev oprindelig grundlagt i årene efter
anden verdenskrig for at sikre freden mellem tidligere fjender, især Frankrig og Tyskland. Selv om målet var fred, var midlet økonomisk samarbejde, hvilket bliver beskrevet senere (se kapitel 3). Helt kort sagt var ideen, at når lande handler sammen, bliver de dels mere velstående, dels knyttet tættere til hinanden, hvormed sandsynligheden for krig mindskes. Langt det meste af EU’s historie har derfor handlet om at etablere et fælles, indre marked mellem alle EU’s medlemsstater, og langt størstedelen af EU’s lovgivning handler om emner, der kan relateres til dette. EU hed oprindelig ”Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)”, inden det skiftede navn til ”De Europæiske Fællesskaber” (EF) for endelig at skifte navn til ”Den Europæiske Union” (EU). Det skete, i takt med at samarbejdet udviklede sig fra et økonomisk samarbejde til også at være et politisk samarbejde: Fra økonomisk genopbygning og landbrugspolitik tilbage i tiden efter anden verdenskrig, til regulering af it-markedet og fælles migrationspolitik i dag. Økonomi fylder dog stadig en stor del af EU’s politikområder. Det gælder for alt det, der handler om ”det indre marked” og ikke mindst den fælles valuta, euroen.
De lande, der er medlemmer af EU, bestemmer i fællesskab, hvilke områder EU skal kunne vedtage regler om (se afsnittet om EU’s traktater). Oprindelig var det ret let at skelne mellem de forskellige kompetenceområder: Når en dansk pakke bacon skulle sælges i Tyskland,
EU-regler/ EU-kompetence
Delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne
Politiske emner
> Fælles handelspolitik
> Told på varer fra lande uden for EU
> Konkurrenceregler
i forhold til det indre marked (handel mellem EU-landene)
> Penge- og valutapolitik for euro-lande
> Bevarelse af havets biologiske ressourcer (dele af fiskeripolitikken)
Forklaring Disse emner handler mest om EU som økonomisk handelsområde, dvs. den fri bevægelighed for varer indadtil, og fælles told fra varer fra andre lande udadtil.
Eksempler Når legetøj importeres fra Kina, skal det leve op til de samme krav i hele EU, så det kan sælges i alle EU-lande på samme tid. Der skal betales told, når legetøjet krydser grænsen fra Kina til EU, men ikke når det efterfølgende flyttes rundt internt mellem EU-landene.
> Handel mellem EU-landene (Indre marked)
> Social- og arbejdsmarkedspolitik
> Landbrug og fiskeri
> Miljø
> Forbrugerbeskyttelse
> Transport
> Energi
Mange af disse emner hænger sammen med det ”indre marked”, som dels er al handel mellem EU-landene, dels handler om EU-borgernes ret til at bevæge sig frit i hele EU.
De enkelte stater bestemmer selv løn og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet. Men EU har vedtaget regler, der forbyder forskelsbehandling. Danmark må derfor ikke lave regler, der forhindrer ansøgere fra andre EU-lande i at søge arbejde i Danmark.
National kompetence: Staterne bestemmer selv, men EU kan på visse områder understøtte national lovgivning
> Sundhed
> Uddannelse, ungdom og sport
> Kultur
> Turisme
> Industri
Meget af dette handler om velfærd, som medlemsstaterne selv bestemmer over.
EU kan understøtte og koordinere bestemte tiltag.
Danmark bestemmer selv sin skole- og uddannelsespolitik, herunder regler om SU.
EU kan understøtte og koordinere fælles uddannelsesaktiviteter via ERASMUS-programmer og ECTS-systemet, der gør det nemmere at ”oversætte” eksamensbeviser på tværs af lande.
Kilde: Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), artikel 4. Se også https://eur-lex. europa.eu/DA/legal-content/summary/division-of-competences-within-the-european-union.html
vedtog EU regler for, at der ikke måtte opkræves told, samt hvilke krav selve baconen skulle leve op til. Det var, dengang det meste af handlen mellem EU’s lande bestod af varer som landbrugsprodukter, fødevarer eller elektronik.
I dag er en stor del af handlen over landegrænser ikke varer, men tjeneste- eller serviceydelser. En tjenesteydelse er for eksempel, når et dansk softwarefirma står for it-sikkerheden hos et udenlandsk firma, eller når et dansk arkitektfirma skal tegne en ny bygning i et andet land. I begge tilfælde er det ikke længere en fysisk vare, der bliver eksporteret fra ét land til et andet, men en ydelse. Hvis en sådan ydelse skal kunne sælges på lige
vilkår i alle lande, kan det kræve fælles regler om for eksempel programtyper, certifikater, og hvilke oplysninger der må gemmes på computere (GDPR-regler). Det bliver endnu mere kompliceret, når en person fra ét EU-land har ret til at arbejde eller studere i et andet EU-land. Det kræver for eksempel, at personens kørekort gælder i begge lande, og at personen har en uddannelse, der er gyldig i et andet land. Der er også regler om, at personen, der arbejder i et andet land, må tage sin familie med. Alt dette kræver EU-regler på mange forskellige niveauer, og derfor kan det være svært at opdele kompetenceområderne helt præcist mellem nationalt niveau og EU-niveau (se også kapitel 3 om ”det indre marked”).
Tekstboks 1.1 Hvor meget påvirker EU dansk lovgivning?
I den danske EU-debat støder man ofte på påstande om, hvor meget EU bestemmer over dansk lovgivning. I praksis er det ret svært at måle, da EU-regler har forskellige former. Det, der kaldes for ”EU-direktiver”, er EU-love, der bliver omdannet og oversat til landets egen lovgivning. Dermed er selve lovteksten forskellig fra land til land, men har samme formål og hensigt i alle lande. ”Ligelønsdirektivet” er et eksempel på et direktiv, som er blevet omsat til national lov i alle EU-lande. Direktivet siger ikke noget om, hvad lønnen skal være, men forbyder lønforskelle alene begrundet ud fra køn.
Den anden slags EU-lovgivning kaldes ”forordninger”. De skal ikke omdannes til national lov, men har i sig selv gyldighed på tværs af landegrænser. Forordningen om databeskyttelse (GDPR) er et eksempel på en forordning, der gælder på samme måde i alle EU-lande.
Hvor stor EU’s påvirkning er, kommer dermed an på, hvordan det måles, hvilket er blevet forsøgt i flere undersøgelser gennem årene. En rapport fra tænketanken CEPOS i 2023, der refererede til tal fra Udenrigsministeriet, konkluderede, at 12 procent af alle danske love i 2018 helt eller delvis var et resultat af EU-direktiver. Professor Jørgen Grønnegaard Christensen undersøgte det samme år, men nåede frem til, at tallet var 14 procent. Nogle år tidligere, i 2008, konkluderede Justitsministeriet, at tallet var 19 procent, hvilket til gengæld både omfattede love og bekendtgørelser (se note). Tænketanken Europa nuancerede billedet lidt i en undersøgelse fra 2015. Her var hovedkonklusionen med hensyn til EU-direktiver den samme som flere af de øvrige, altså 14 procent. Til gengæld var det mere uklart i forhold til de 4436 forordninger, der blev vedtaget i EU i perioden 2010-2015. Eftersom forordninger formelt gælder i alle EU-lande, betyder dette høje tal, at 58 procent af dansk lovgivning kan spores tilbage til EU. Samtidig skriver tænketanken, at dette tal ikke siger noget om den reelle påvirkning, da mange af forordningerne har begrænset påvirkning på danske forhold. Tænketanken bemærker samtidig, at de områder, der kvantitativt fylder mest på EU-plan, især er emner som landbrug, miljø, forbrugerpolitik, industri, eksterne forbindelser (for eksempel handelsaftaler) og fiskeri. Det ligger godt i tråd med, hvad der kan siges at være EU’s kerneområder.
Note: Bekendtgørelser har samme virkning som en lov, men bliver udstedt af et ministerium og ikke vedtaget i Folketinget. Det er for eksempel Folketinget, der vedtager den overordnede lov om gymnasiale uddannelser i Danmark, mens Undervisningsmisteriet vedtager bekendtgørelse om, hvad de skal stå i læreplanerne for de enkelte fag.
Kilde: Tænketanken Europa, 2025: https://thinkeuropa.dk/ og Folketingets EU-oplysning, 2025: https://www.eu.dk/
Et af EU’s helt grundlæggende formål (se kapitel 3) er at sikre handel mellem medlemslandene og at sørge for, at varer og personer kan bevæge sig så frit som muligt på tværs af medlemsstaternes grænser. Mange EU-regler handler om at opfylde dette mål og falder inden for de områder, hvor EU har kompetence til at vedtage regler, som medlemsstaterne skal følge (EU-traktatens (TEUF) art. 21, stk.1).
På den anden side er emner som sundhedspolitik noget, som staterne selv bestemmer over. Staterne bestemmer, hvordan den vil beskytte sin egen befolkning, og om man skal betale for at komme til lægen (EU-traktatens (TEUF) art. 168, stk.7).
Da covid-pandemien brød ud i 2020, stødte disse to områder sammen: Mange lande indførte begrænsninger på indrejse fra andre lande for at beskytte sin egen befolkning imod smitte. Det betød samtidig, at der blev indført regler, der gik imod de grundlæggende EU-regler om borgernes ret til at bevæge sig i hele EU.
Løsningen blev coronapasset fra juni 2021, der var et certifikat, som dokumenterede indehaverens test og/eller vaccinationer. Selve passet blev udstedt af staternes egne myndigheder – i Danmark var det Sundhedsstyrelsen – men var gyldigt i alle EU-lande. På den måde lavede EU regler, der gjorde det lettere for EU-borgere at bevæge sig frit rundt mellem alle medlemslande, for her må EU gerne lave lovgivning. Samtidig ”understøttede” EU den nationale lovgivning på sundhedsområdet, uden at lave egentlige regler på sundhedsområdet.
Hvad betyder ”overstatsligt” og ”mellemstatsligt” samarbejde?
Et gymnasium i København skulle tage stilling til klimavenlige/fly-fri studierejser. Forslaget var blevet stillet af en mindre gruppe klimaktivister i skolens elevråd, der sammen med skolens ledelse diskuterede forskellige muligheder: Skulle et eventuelt forbud mod fly på studierejser gælde alle skolens klasser, eller måtte de enkelte klasser selv bestemme? Hvordan skulle en elev-afstemning eventuelt foregå? Skulle hver klasse have en stemme, eller skulle alle skolens elever have mulighed for at afgive hver deres stemme? Det blev besluttet, at beslutningen skulle gælde alle klasser, bortset fra sprogklasser med 2. fremmedsprog med udvekslingsaftaler i Spanien og Frankrig. Det blev desuden besluttet, at selve afstemningen skulle foregå på et stormøde i elevrådet, hvor alle skolens elever havde mulighed for at møde op og afgive en stemme hver. Til gengæld talte 3. g-elevernes stemmer kun halvt, da de havde været af sted på studierejse.
Eksemplet viser mange aspekter med paralleller til EU-systemet: Skal beslutninger være forpligtende for alle lande, eller må de enkelte lande selv bestemme. Og hvis der stemmes, hvordan foregår det så? Skal stemmer fra større lande have større vægt end de mindre lande? Osv.
I case 1.3 om de flyfrie studierejser skulle det først afklares, om de nye regler skulle være forpligtende for alle klasser på skolen, eller om det blot skulle være en anbefaling. Hvis reglerne blev gjort forpligtende, kunne man risikere, at
grupper af elever og måske hele klasser blev tunget til at følge nogle regler, som de ikke selv havde stemt for. Hvis reglerne derimod kun var vejledende, og klasserne hver især tog deres egen beslutning, ville skolen til gengæld få svært
ved at gennemføre et samlet fælles tiltag om klimavenlige studierejser.
Forskellen på de to måder at tage beslutninger på kender man også fra internationalt samarbejde. Her skiller EU sig ud fra de fleste øvrige internationale organisationer ved at være et forpligtende samarbejde, hvor medlemsstaterne skal følge de beslutninger, der bliver truffet i fællesskab. Det forpligtende samarbejde i EU kaldes også for et overstatsligt samarbejde. Det betyder, at den fælles organisation så at sige står over den enkelte stat inden for de områder, samarbejdet handler om. Når der vedtages fælles regler, skal de gælde i alle medlemslandene, også i lande, der måske var imod reglerne. Det er EU-landene selv, der bestemmer, på hvilke områder der kan vedtages forpligtende regler. Dette fremgår af EU’s traktater.
Langt størstedelen af det internationale samarbejde i verden foregår ikke overstatsligt, men mellemstatsligt. Mellemstatsligt samarbejde er, som ordet siger, et samarbejde mellem stater, hvor den enkelte stat selv beslutter sin del-
tagelse i samarbejdet. Det er generelt mindre forpligtende end det overstatslige samarbejde og er helt overordnet karakteriseret ved, at det enkelte medlemsland ikke kan tvinges til at vedtage regler, de ikke selv er enige i.
Et mellemstatsligt samarbejde kan enten fungere på den måde, at alle lande skal være enige for at kunne træffe en beslutning – ingen må stemme nej. Hvis en enkelt stat stemmer nej, siger man, at staten nedlægger veto. Dermed blokerer den for, at den fælles regel kan vedtages. Visse dele af EU-samarbejdet fungerer på denne måde. Det gælder for eksempel, når der skal optages nye medlemslande i EU. En anden måde, et mellemstatsligt samarbejde kan fungere på, er at gøre det uforpligtende. Det betyder, at selv om et flertal af landene er enige om nogle regler, kan de lande, der er uenige, lade være med at leve op til dem. FN er et eksempel på denne form for mellemstatsligt samarbejde. Når FN vedtager de store klima-planer, er landene strengt taget ikke forpligtet til at følge dem. Der er ofte mere tale om målsætninger end om lovgivning.