Steen Christophersen
Lars Peter Visti Hansen
Storbritanniens historie
fra Britannia til Brexit
Columbus
Indhold
Forord 6
1.
Invasioner og folkevandringer i England 9
Den romerske erobring af England 10
Det romerske Londinium 10
Det angelsaksiske England 10
Vikingetiden og samlingen af England cirka 790-1050 11
Det angelsaksiske London 13 1066: Den normanniske erobring af England 13
Det normanniske styre efter 1066 14
2.
Indre magtkampe og ydre opgør i England 17
Det engelske kongehus’ franske identitet og ambitioner 18
Magtkamp mellem kongemagt og kirke 19
Magna Charta 1215 og etableringen af det engelske parlament 19
Hundredårskrigen 1337-1453: Englands franske konger bliver englændere 20
Rosekrigene 1455-1485 21
Det engelske samfund i middelalderen 23
London i højmiddelalderen 24
3.
Wales og Skotland i middelalderen: Engelsk indtrængning og erobring 27
Wales bringes under engelsk kontrol 28
Skotland bliver en stat 29
Skotland fra 1050 til 1500: Engelsk indflydelse og skotsk selvstændighedskamp 30
4.
England under Tudorerne 33
Tudor-dynastiet: En stærk kongemagt forandrer England 34
Henrik 8.s reformation 35
Bloody Mary og Elizabeth 1. 36
Indlemmelse og kolonisering: Wales og Irland under Tudorerne 36
Tudorernes udenrigspolitik 38
5.
Det førindustrielle England 41
England 1500-1700 42
Landbruget og enclosure-bevægelsen 42
Et samfund i forandring: Udvandring, urbanisering og vækst 42
På samfundets top: Høj- og lavadel 44
På samfundets bund: De fattige 46
Sygdom og død 46
London på vej mod metropol cirka 1500-1750 46
Londons brand 1666 48
Londons forlystelsesliv cirka 1500-1750 49
6.
Fra Borgerkrig til Stormagt 53
Skotland i 1500-tallet og personalunionen mellem Skotland og England i 1603 54
Englands borgerkrige og revolutioner i 1600-tallet 55
Irland som engelsk koloni i 1600-tallet 61
Skotland i 1600-tallet: En sårbar økonomi 63
Unionen mellem England og Skotland 1707: Storbritannien 64
Jakobittiske oprør i Skotland 1688-1745 64
7.
Vejen mod imperiet: Kompagnier, kolonier og krige 67
Handelskompagnier 68
Handel og kolonisering i Amerika 68
Trekantshandel og slavehandel 68
Merkantilisme og navigationskrige med Holland 70
Syvårskrigen mellem Storbritannien og
Frankrig 1756-1763 71
Det Engelske Ostindiske Kompagni underlægger sig Indien 73
1776: De britiske kolonier i Nordamerika river sig løs 73
8.
Oplysningstid, revolutionsfrygt og krig 77
Politisk stabilitet og befolkningsstigning 78
Samfundets magthavere 78
Religion og politik 80
Oplysningstid, uddannelse og romantik 80
Revolutionsfrygt og krige mod Frankrig 1793-1815 81
9.
Et industrisamfund opstår 85
Landbruget i 1700- og 1800-tallet 86
Den industrielle revolution 86
Veje og kanaler 87
Vand- og dampkraft 87
Jern og kul 88
Uld og bomuld 89
Forbrugsmønstret 90
Jernbaner 91
Verdens værksted og økonomiske centrum 91
Byer og slum 1750-1900 92
Bagsiden af den industrielle revolution 93
Levevilkår og fattigdom sidst i 1800-tallet 95
London som imperiets hovedstad cirka 1750-1914 97
10.
Imperiet efter Napoleonskrigene 101
Storbritannien som sejrherre og førende stormagt 102
Det voksende imperium 102
Imperiet i krig i 1800-tallet 105
Imperialismen 105
Indien som juvelen i imperiets krone 106
Imperiets betydning 109
11.
Protester, reformer og rettigheder 113
Social og politisk uro 114
Sociale reformer 115
Politiske reformer 116
Skatter og offentlige udgifter 118
De politiske partier 119
Victoriansk harmoni og kampen for rettigheder 121
Victoriansk harmoni 122
Kvindernes situation 122
Kampen for kvindernes rettigheder 123
Arbejderklassen 124
Uddannelse 126
Kultur, fritid og sport 128
13.
Skotland og Irland i unionen 131
Skotland industrialiseres 132
Højlandskulturen og skotsk identitet 132
Irske oprør 135
Kartoffelpest og udvandring 135
Kampen om irsk hjemmestyre 136
14.
Den Store Krig:
Første Verdenskrig 139
Optakten til Første Verdenskrig 140
Sommeren 1914 141
Krigens forløb 142
Soldaternes krig 143
Politik og samfund under krigen 145
Irland i krig og oprør 146
Freden efter den store krig 146
Arven fra krigen 147
15.
En bedre verden? Storbritannien i mellemkrigstiden 149
A Land Fit for Heroes 150
… og heltinder? 152
Økonomien i 1920’erne 152
Det politiske liv i 1920’erne 153
Arbejde og levevilkår 154
Uddannelse 155
Økonomisk krise og protektionisme i 1930’erne 155
Mellemkrigstidens London 158
Irland efter Første Verdenskrig: Fra guerillakrig til borgerkrig 159
Indien op til selvstændigheden 1947 159
Storbritannien og verden i 1920’erne og
1930’erne 161
16.
Anden Verdenskrig 165
Storbritannien i krig 166
Katastrofen i 1940 166
Battle of Britain 167
Krigens gang 168
Imperiet i krig 170
Enigma 171
Krigens økonomi 171
Afslutningen 171
17.
Kold krig og imperiets afvikling 173
Den Kolde Krig 174
Farvel til Mellemøsten 175
Suez-krisen 176
Atomkrigstruslen 176
Indien og Commonwealth 177
De sidste britiske kolonikrige 178
Afrika og de sidste kolonier 179
18.
Den britiske velfærdsstat 181
Krigens løfter 182
”Folkets fred” 183
1950’erne og 1960’erne: Fremgang og forbrug 184
Nye normer og ungdomskulturer 184
19.
Kriseår og Thatcher-revolutionen 187
Oliekrise og afindustrialisering 188
Krise og konflikt 188
Thatcherismen 189
Thatcherismen i praksis 191
Falklandskrigen 1982 192
Minearbejderstrejken 1984-1985 193
Fra Thatchers til Major 1990-1997 195
20.
Det multikulturelle Storbritannien 197
Indvandring fra de tidligere kolonier 198
Sammenstød og samliv 199
Flygtningestrømme og EU-indvandrere 201
21.
New Labour 203
Et splittet Labour-parti 204
Tony Blairs ”tredje vej” 204
Blairs ”Cool Britannia” 205
Kritik af Blair 207
22.
London i vækst og forandring 209
Fra industriby til finanscentrum 210
Londons forandrede udseende 210
Social polarisering 210
23.
Uro og fred i Nordirland – nationalisme i Skotland og Wales 213
Protestantisk-unionistisk magtudøvelse 214 30 onde år 1968-1998 214
Langfredagsaftalen 1998 215
Skotsk og walisisk nationalisme 217
Selvstyreordningerne fra 1999 218
Folkeafstemningen om skotsk uafhængighed 2014 og dennes følger 218
Walisisk identitet og nationalisme 219
24.
Storbritannien i verden – og i Europa? 221
Med eller uden Europa? 222
Internationale interventioner 223
Efter 11. september 2001 224
Storbritannien efter 2010 224
Brexit: Britisk exit fra EU 226
Brexit og skilsmisse fra EU, hvordan? 228
Status pr. december 2019 230
Register, sted- og personnavne 232
Forord
Indtil nu er der ikke skrevet meget på dansk om Storbritanniens samlede historie. Årsagen er formentlig, at mange regner med, at danskerne med deres ganske gode engelsk-kundskaber læser den slags på engelsk. Det er der også mange, der gør, men de fleste læser nu engang hurtigere og med en dybere forståelse på dansk. Fremmedsprogede fagbøger, selv på engelsk, er en ganske hård nød at knække for en gymnasielev eller en anden læser uden særlige faglige forudsætninger. På grund af manglende dansksproget stof har Storbritanniens historie været et forsømt emne i historieundervisningen.
Det håber vi at råde bod på med denne bog, så danske gymnasielever og andre interesserede får en mulighed for at få en dybere forståelse af Storbritanniens historie – et land, der har spillet en central rolle i Europas og verdens historie og stadigvæk er et land med stor international betydning.
Storbritannien har været et foregangsland for udviklingen af det moderne demokrati med borgerlige frihedsrettigheder og parlamentarisme – og et foregangsland i industrialiseringen og udviklingen af international storhandel og kapitalistisk markedsøkonomi.
Storbritannien var i en længere periode en dominerende stormagt med et kæmpe kolonirige med kolonier i alle verdensdele, og landet har besejret sine europæiske stormagtsrivaler, Frankrig og Tyskland, i en lang række krige. Efter anden verdenskrig er imperiet forsvundet, og Storbritannien har måttet indtage en underordnet rolle i forhold til USA, men landet er stadigvæk et af de vigtigste lande i Europa med en af Europas største økonomier, med en førende position inden for internationalt bank- og finansvæsen, med et stærkt militær (inklusive egen atomslagstyrke) og med en permanent plads i FN’s sikkerhedsråd.
Det engelske sprog har gået sin sejrsgang verden over. Det tales stort set overalt og er det vigtigste sprog til international kommunikation. Britisk kultur har stadig en førende position i verden. Dansk tv er dybt præget af britiske tv-programmer, britiske forfattere oversættes i stort omfang til dansk, moderne popmusik er domineret af Storbritannien (og USA), og de moderne sportsgrene er i stort omfang udviklet i Storbritannien.
Storbritannien spiller i det hele taget en stor rolle for Danmark, også som en yderst vigtig handelspartner og som Danmarks måske vigtigste samarbejdspartner i de europæiske markedsdannelser efter anden verdenskrig – og i NATO og i krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i starten af det 21. århundrede. I hvert fald indtil Storbritanniens beslutning om udmeldelse af EU ved folkeafstemningen i 2016.
Storbritannien er dertil et anderledes og traditionsbundet samfund og meget mere forskelligt fra Danmark, end det ser ud til på overfladen. Det er væsentligt at forstå. Og det er også væsentligt at forstå, at Storbritannien (Det Forenede Kongerige) er en union af fire forskellige lande: England, Skotland, Wales og Nordirland. Unionen har holdt længe, men det knager i fugerne.
Storbritannien er nu i politisk krise og går en usikker fremtid i møde. Hvordan vil det gå Storbritannien uden for EU? Vil unionen mellem landets fire dele holde? Det vil blive de store spørgsmål i de kommende år, og det er vigtigt at forstå den historiske baggrund for denne udvikling.
Vi håber, at bogen vil give gymnasieelever en mulighed for at arbejde med disse emner. Vi forestiller os også, at bogen vil være oplagt til tværfagligt samarbejde mellem historie og engelsk og mellem historie og samfundsfag, to af de største studieretningsfag i gymnasiet. Og vi forestiller os, at bogen vil kunne danne grundlag for studierejser til Storbritannien, især til London (som derfor har fået en særlig opmærksomhed i bogen), men også til eksempelvis Edinburgh, Belfast og Manchester.
Bogen er blevet ret stor, også selv om vi af pladshensyn har udeladt meget. Men efter tid, lyst og behov kan man naturligvis nøjes med at bruge udvalgte dele af bogen i undervisningen. Man kan springe perioder over eller afsnittene om Skotland, (Nord-)Irland og Wales. Af pladshensyn er bogens kildemateriale lagt på forlagets hjemmeside. Med hensyn til kildematerialet er der lagt vægt på tekster, som der kan arbejdes selvstændigt med. Derfor er mange af kilderne ganske lange, så eleverne vil kunne udføre en egentlig selvstændig analyse af teksterne, med anvendelse af redskaber som retorisk analyse og diskursanalyse.
Vi håber desuden, at bogen kan læses med udbytte af den almindeligt interesserede læser, der gerne vil have et bedre kendskab til et af de mest spændende europæiske landes historie.
Hillerød december 2019
Steen Christophersen og Lars Peter Visti Hansen
Z Hadrians mur, ”Valum Hadrani” bygget af romerne 122-128 e.v.t. som grænse mod Skotland.
Invasioner og folkevandringer i England
100 F.V.T. TIL CIRKA 1100
Den romerske erobring af England England og Skotland dukker op i historien på grund af kontakten med romerne omkring 100 f.Kr. Dengang talte befolkningen keltiske sprog, der svarer til nutidens gælisk (i Irland og Skotland), walisisk (i Wales) og bretonsk (i Bretagne i Frankrig). Keltiske folkeslag dominerede store dele af Europa nord for Alperne i jernalderen. Kelterne havde ikke et samlet rige, men var splittet op i forskellige stammer, både i Storbritannien og på det europæiske fastland. Det var med til at gøre dem til et let bytte for oldtidens stormagt, Romerriget . Også selvom de efter datidens forhold havde ganske udviklede samfund med redskaber og våben af jern, befæstninger, klassedeling, templer, landbrug, minedrift, håndværk, handel og pengevæsen. Romerne erobrede det dengang keltiske Gallien (nutidens Frankrig ) i 50’erne f.Kr. og angreb England under kortvarige felttog i 55-54 f.Kr. Romerne invaderede England og Wales igen i 43 e.Kr., erobrede området i løbet af cirka 30 år og gjorde det til den romerske provins Britannia.
Romerne anlagde veje, militærlejre og byer i Britannien, for eksempel London, Colchester, Gloucester, Lincoln og York. Overklassen og bybefolkningen blev helt eller delvist romaniserede, og de romerske guder blev indført i Britannien. Senest fra 300-tallet dukkede kristendommen også op i Britannien. Under folkevandringstiden sidst i 300-tallet gik det romerske styre i opløsning, og i 407-410 rømmede romerne Britannien for at samle kræfterne om et forsvar af Romerrigets kerneområder. Med romernes tilbagetrækning forsvandt hurtigt den romerske pengeøkonomi med mønter som betalingsmiddel, og kristendommen kom under pres.
Det romerske Londinium
London blev anlagt som en romersk by, Londinium , omkring 50 e.Kr. på en førromersk handelsplads. Her var det muligt at bygge en bro over floden Themsen , samtidig med at floden var dyb nok til, at man kunne sejle ind til byen. Den romerske bro lå omtrent, hvor London Bridge ligger i dag. Londinium fyldte oprindeligt cirka 1,4 kvadratkilometer midt i nutidens City of London.
Londinium overtog hurtigt rollen som romernes hovedstad fra Colchester, og fik et stort forum (torv) med tilhørende basilika, en 5 kilometer lang, 6 meter høj bymur, et fort med plads til over 1.000 soldater, et guvernørpalads, et amfiteater til gladiatorkampe, templer, badeanstalter osv. Ved floden lå der kajanlæg og pakhuse, og byen var centrum for et større vejnet. I 300-årene kom der kristne kirker og en biskop til. De rigeste indbyggere boede i stenhuse, mens størstedelen boede i lerklinede hytter og arbejdede som havnearbejdere, bygningsarbejdere, håndværkere m.m. Ved sit højdepunkt omkring 140 e.Kr. kan Londinium have haft op til 60.000 indbyggere.
Det angelsaksiske England
Der opstod ikke nogen ny centralmagt i Storbritannien, efter at romerne havde forladt øen, men fra cirka 450 blev landet invaderet østfra af germanske stammer: anglere, saksere og jyder (”juter”, som de middelalderlige kilder kaldte dem), eller med ét ord: angelsaksere. De talte germanske sprog, der er oprindelsen til nutidens engelsk. Angelsakserne fordrev kelterne til randområderne, først og fremmest Skotland og Wales , og delte sig i en række mindre kongedømmer.
Angelsakserne var hedninge, der dyrkede guder som Woden og Thunor (svarende til Odin og Thor i Norden) og fortrængte den
Det romerske London
Det romerske London som en kunstner forestillede sig det i 1753. Rester af den romerske bymur kan i dag ses ved Museum of London og ved Tower Hill-stationen lige nord for Tower. Et udgravet romersk privathus med hypocaust-anlæg ligger i kælderen under et kontorhus i Lower Thames Street, men åbnes ved særlige lejligheder for besøgende.
Resterne af et Mithras-tempel kan ses i en udstilling i kælderen under Bloomberg-centeret i Queen Victoria Street. Amfiteatret lå under Guildhall Art Gallery i Guildhall Yard, og udgravningerne af amfiteatret kan ses i museets kælderetage. kristne kirke fra romertiden. Der kom dog snart missionærer fra det kristne Europa og fra det keltisk-kristne Irland, og angelsakserne blev kristnet fra slutningen af 500-årene til slutningen af 600-årene.
Kong Æthelbert af Kent gik som den første angelsaksiske konge over til kristendommen omkring 600, og den sidste hedenske angelsak-
siske konge blev besejret og døde i 655. Der blev bygget kirker og klostre, og den engelske elite begyndte at lære at læse og skrive. I 600-tallet vendte brugen af mønter som betalingsmiddel tilbage til England. Landets økonomi var, som før, baseret på landbrug; arbejdskraften var slaver, fæstebønder og frie bønder.
Vikingetiden og samlingen af England cirka 790-1050
Både England og Skotland var delt i flere stater i den tidlige middelalder, og det var først under presset fra de skandinaviske vikinger cirka 790-1050, at de to stater, England og Skotland opstod.
Vikingerne, anført af norske og danske høvdinge og konger lavede først overraskelsesangreb fra havet og plyndrede handelspladser, kirker og klostre, hvor der var samlet store værdier. Samtidige kristne kilder taler med rædsel om den hærgende fjende, der myrdede, plyndrede og førte deres fanger væk for at sælge dem som slaver. Senere udviklede vikingeangrebene sig til regulære invasioner. Tit købte englæn-
z London/Londinium i romertiden. Maleri fra 1753.
Sutton-Hoo hjelmen
z Øverst: Den angelsaksiske invasion af England i 400-tallet (anglere, saksere og jyder).
Nederst.: De britiske øer cirka 500-700 med de angelsaksiske kongedømmer i øst og syd – og de keltiske områder i nord og vest: Skotland (med Cumbria), Wales, Cornwall og Irland. Cornwall kom under angelsaksisk kontrol i 800-900-årene.
Hjelm med ansigtsmaske fra en gravhøj ved Sutton Hoo i East Anglia , hvor en fornem person fik en hedensk begravelse et sted mellem 610 og 635 e.Kr. i et 27 meter langt skib med over 260 genstande: våben, rustning, sølvbeslåede drikkehorn, byzantinske sølv skåle og -skeer, bronzeskåle, frankiske mønter, en lyre, en dragt med guldspænder og meget mere. Hjelmen er lavet af jern, der oprindeligt har været overtrukket med tin, der har givet den et blankt, skinnende udseende. Masken er dekoreret med en ørneeller dragefigur i forgyldt bronze. Vingerne danner øjenbryn på masken, kroppen danner næsen og halefjerene overlæben. Bagpå har hjelmen en nakkebeskytter, og i begge sider hænger der kindplader, fastgjort med hængsler. Indvendigt har den været foret. Hjelmen var blevet knust, da gravkammeret efter mange år styrtede sammen over den ellers urørte grav. De bevarede stumper af hjelmen er her sat op på en brun rekonstruktion af resten af hjelmen. Den gravlagte person er muligvis kong Rædwald af East Anglia (cirka 599-625).
Irland
Skotland Northumberland
derne sig fri af angrebene med beskyttelsespenge, ”danegæld”. Men vikingerne erobrede også land og slog sig ned permanent.
Fra 865 erobrede vikingerne store dele af England, og kun Wessex under kong Alfred den Store (871-899) stoppede vikingernes fremmarch. I 878 og 886 sluttedes der fred mellem Wessex og vikingerne. Vikingerne regerede nu det nordlige og østlige England, ”Danelagen”, dvs. området, hvor danskernes lov gjaldt, mens Wessex kontrollerede resten.
Danelagen er endnu i dag fyldt med stednavne af dansk oprindelse, for eksempel Grimsby, Rugby og Skegness, ligesom det engelske sprog optog en stor mængde danske låneord. Det vidner om en skandinavisk indvandring til, og stor kulturel påvirkning af, England.
Danelagen var sjældent en samlet stat, men delt mellem forskellige vikingekonger og -høvdinge. I løbet af den første halvdel af 900-tallet blev området gradvist generobret af Wessex, der havde udviklet en effektiv administration og et militær, der var de små vikingestater overlegent. Generobringen og samlingen af England gennemførtes stort set under kong Æthelstan (924-939) og afsluttedes endeligt med drabet på en norsk konge af Northumberland, Erik Blodøkse, i 954.
Vikingeangrebene fra Danmark og Norge vendte tilbage i stor stil fra 991 og kulminerede med den danske konge Svend Tveskægs erobring af England i 1013. Svend døde året efter, men hans søn Knud den Store (1016-1035) og dennes sønner sad på kongemagten indtil 1042. Efter Knud den Stores død smuldrede den danske kontrol med England væk. Skandinavernes tid i England var relativt kort, men deres angreb medvirkede til, at England blev samlet til én stat.
Det angelsaksiske London
Efter romertiden synes Londinium at være blevet forladt. I stedet opstod der vest for den en saksisk bebyggelse i 500-tallet, langs Themsen i området omkring nutidens Covent Garden. Byen kaldtes nu Lundenwic og var i en periode hovedstad i det angelsaksiske kongerige Essex. London blev plyndret af vikinger 842 og 851, erobret i vinteren 871-872 og generobret af englænderne i 886. Det gjorde London til en grænseby kun 6-7 kilometer fra vikingernes Danelagen, og truslen fra vikingerne fik Londons indbyggere til at flytte ind bag den gamle romerske bymur. Byen blev nu kaldt Lundenburh.
Der byggedes nye, primitive kajanlæg ved floden. Gaderne var grusbelagte, med små stråtækte og lerklinede huse. Mange af dem havde kældre, og nogle af dem endda kaminer og latriner. Gradvist blev London en international handelsby, Englands vigtigste by og centrum for landets møntslagning.
Omkring år 1000 var der kun seks kirker i London, men i 1170’erne nåede byen op på 139 kirker. Den vigtigste af de nye kirker var forgængeren til nutidens Westminster Abbey, som blev bygget sammen med et nærliggende kongeligt palads i 1050-1065. Det gjorde Westminster til nyt magtcentrum. Westminster Abbey har været Englands faste kroningskirke siden 1066 og fast begravelseskirke for de engelske konger 1272-1760.
1066: Den normanniske erobring af England
Efter de danske konger fik England igen en angelsaksisk konge, Edvard Bekenderen (Edward the Confessor 1042-1066). Da han døde uden en direkte arving, førte det til en voldsom magtkamp, hvor både en angelsaksiskskandinavisk stormand, Harold Godwinson ,
z Udsnit af Bayeux-tapetet der viser normannerne, som på hesteryg angriber de forsvarende angelsaksiske soldater. Den latinske tekst siger: ”Her dræbes kong Harold.” Angelsakserne kæmpede til fods, normannerne til hest og med bueskytter.
danske og norske konger og hertug Vilhelm fra Normandiet i Frankrig gjorde krav på kongemagten.
Harold Godwinson blev valgt som engelsk konge, men blev angrebet, først af nordmændene, som det lykkedes Harold at besejre i Slaget ved Stamford Bridge i Yorkshire i september 1066, og derefter af en normannisk invasionshær. I Slaget ved Hastings i oktober 1066 blev
Harold Godwinson besejret og dræbt. Hertug Vilhelm af Normandiet blev konge af England og fik tilnavnet Erobreren: Vilhelm Erobreren (William I the Conqueror, 1066-1087).
Angelsakserne forsøgte flere oprør mod
deres nye normanniske herrer, i samspil med danske flådeangreb på England. Oprørene blev slået brutalt ned, og de danske angrebsflåder lod sig købe bort, så normannerne kunne konsolidere deres magt i England. Englands nye herrer, normannerne, kom fra hertugdømmet Normandiet , formelt et len under den franske konge, men på dette tidspunkt reelt selvstændigt. Vilhelm var direkte efterkommer af vikingehøvdingen Rollo, der havde fået lenet overdraget af den franske konge i 911.
Det normanniske styre efter 1066
De angelsaksiske og skandinaviske invasioner
af England var folkevandringer, hvor landet, eller dele af det, blev erobret og overtaget af store indvandrergrupper, som smeltede sammen med de oprindelige indbyggere. Derimod betød den normanniske invasion kun en udskiftning af overklassen, da det kun var ret få normannere, der kom til England. De satte sig til gengæld solidt på magten og jorden, og fransk kultur kom til at dominere i overklassen. Fransk og latin blev landets officielle sprog, og frem til cirka 1400 var de engelske kongers modersmål fransk. Det engelske sprog har derfor mange ord med fransk-latinsk oprindelse. Normannerne indførte en effektiv administration og et velordnet lensvæsen i England, hvor stormændene svor troskab direkte til kongen. I princippet ejede kongen al jord i landet, men forlenede den til sine stormænd, der igen kunne foretage videreforleninger til lavere-rangerende riddere. Under 250 personer, næsten alle normannere, kontrollerede næsten al jorden i England. Angelsakserne (og skandinaverne i England) blev reduceret til fæstebønder under de fransktalende, normanniske herrer. I 1086 var kun cirka 5 procent af Englands jord i angelsaksisk besiddelse. Kilden til jordejerskabet i 1086 er den detaljerede fortegnelse over al jord og bebyggelse i England, The Domesday Book, som Vilhelm lod udarbejde dette år med henblik på skatteopkrævning og afklaring af ejerrettigheder til jorden. Det er et enestående dokument, der vidner om Vilhelms stærke kontrol med landet. Kirken kom tilsvarende under normannisk kontrol, idet de angelsaksiske biskopper blev afsat og erstattet med normannere. Normannerne skabte en stabil engelsk stat og beherskede landet gennem deres kontrol med militær og kirke.
Normanniske borge
Øverst: En rekonstruktionstegning af en normannisk motte-borg med bailey.
Nederst: Londons berømte borg Tower. Vilhelm Erobreren byggede hurtigt et stort netværk af borge rundtomkring i England for at sikre sig kontrol med landet. De første borge rejstes på få uger, ofte midt i angelsaksiske byer, hvor en masse huse blev revet ned for at give plads til borgen. Borgene var såkaldte motter, dvs. borge, der bestod af et tårn bygget i tømmer, omgivet af en palisade på toppen af en, om nødvendigt kunstigt anlagt, bakketop, meget gerne omgivet af en voldgrav og suppleret med en bailey, dvs. en forborg med nyttebygninger og huse til borgens mandskab, omgivet af voldgrav og palisader. Senere udskiftedes træbygningerne og -palisaderne med stenhuse og -mure.
Tower of London byggedes formentligt først som en motte-borg straks efter 1066. I 1078-1087 byggedes det nuværende centrale tårn, White Tower, i kalksten fra Caen i Normandiet. Murene omkring White Tower stammer fra 1200-tallet.
z Et af de fire eksisterende oprindelige eksemplarer af kong Johan uden Lands håndfæstning Magna Charta fra 1215, som begrænsede kongens magt og sikrede adelens og kirkens privilegier. 3550 ord skrevet på middelalderlatin på pergament. Oprindeligt har dokumentet været forsynet med kong Johans segl. Det er dog gået tabt. En tilsvarende politisk udvikling fandt sted 67 år efter i Danmark med kong Erik Klippings håndfæstning i 1282.
Indre magtkampe og ydre opgør i England
CIRKA 1100 TIL 1485
Mordet på Thomas Becket
T.v.: Mordet på ærkebiskop Thomas Becket i Canterbury Cathedral 1170 (miniaturemaleri i engelsk håndskrift fra cirka 1250). T.h.: Et af mange glasmalerier fra Canterbury Cathedral fra starten af 1200-tallet, der viser miraklerne ved Thomas Beckets grav. Glasmaleriet fortæller historien om en gal mand, der måtte slæbes til helgenens grav bundet på hænderne, råbende og skrigende, og tvunget fremad med stokkeslag. På billedet er han helbredt efter at have tilbragt en nat ved helgenens grav og knæler i bøn foran helgengraven, mens rebet og stokkene, der blev brugt til at få ham til kirken, ligger smidt til side under ham.
Den katolske kirke udråbte Thomas Becket til helgen i 1173, og der skal have fundet mange mirakuløse helbredelser sted ved påkaldelsen af hans hjælp. I 1220 blev hans lig flyttet til et imponerende helgenskrin beklædt med guld og ædelsten og placeret i kirkens Treenighedskapel. Helgenskrinet og helgenens jordiske rester blev destrueret i 1538 under den engelske reformation på kong Henrik 8.s befaling. Det skulle være slut med katolsk helgentro og med dyrkelsen af en person, der havde sat sig op imod kongemagten.
Det engelske kongehus’ franske identitet og ambitioner
De normanniske konger af England beherskede fortsat Normandiet og havde solide rødder i Frankrig. Det engelske kongehus’ franske identitet blev endda forstærket, da det i 1150’erne erhvervede enorme områder i det vestlige
Frankrig gennem ægteskab og arv. Kongerne opholdt sig op til 1200 mere i Frankrig end i England, og Henrik 2. og Richard 1. blev begge begravet i Frankrig (i henholdsvis 1189 og 1199). De engelske konger var dog som hertuger af Normandiet formelt undersåtter under den franske konge, og det blev derfor et mål
at frigøre sig fra den franske overhøjhed. Det førte til en konflikt med det franske kongehus, der endte med engelske nederlag i starten af 1200-tallet og tab af de fleste franske besiddelser, blandt andet Normandiet. Tilbage forblev kun Gascogne i Sydvestfrankrig og den vigtige havneby Bordeaux. Herefter gled konflikten mellem det engelske og det franske kongehus for en tid ind i et roligere leje – indtil 1337.
Magtkamp mellem kongemagt og kirke
Middelalderens samarbejde mellem kongemagt og kirke udviklede sig i 1100- og 1200-tallet i det meste af Vesteuropa til en konflikt, fordi kirken søgte at frigøre sig fra kongemagtens kontrol, mens kongerne kæmpede for at sikre deres magt og en fast og centraliseret administration. I England modsatte ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Becket, sig kong Henrik 2.s forsøg på at bevare kontrollen over kirken og blev myrdet foran højalteret i domkirken i Canterbury i 1170. Henrik 2. (Henry II, 11541189) blev tillagt et moralsk medansvar for mordet og måtte bagefter ydmyge sig og udøve bodsøvelser ved Beckets grav i Canterbury Cathedral. Kongemagten blev svækket af mordet, og svækkelsen fortsatte under Henrik 2.s efterfølgere som konger.
Magna Charta 1215 og etableringen af det engelske parlament
Henrik 2.s sønner var begge optagede af mislykkede og dyre krige. Richard 1. Løvehjerte (Richard Lionheart, 1189-1199) tog på korstog i Det Hellige Land 1190-1192, og både han og broderen Johan uden Land (John Lackland, 1199-1216) førte bagefter krig i Frankrig og mistede de fleste af deres besiddelser der. Derefter tvang utilfredse stormænd kong Johan til at underskrive en håndfæstning, Magna Charta, i 1215, som begrænsede kongens magt til at
udskrive skatter og til at fængsle frie mænd uden lov og dom. Den engelske adels og kirkes privilegier blev fastslået, og kongens råd, en forsamling på cirka 25 stormænd, skulle godkende skatteudskrivninger og kunne tale for hele det engelske folk. Denne stormandsforsamling blev starten til det, der udviklede sig til det engelske parlament i løbet af 1200-tallet. Magna Charta introducerede også det juridiske begreb Habeas Corpus, der gav fængslede borgere visse retskrav. Magna Chartas regler gjaldt dengang kun for den engelske overklasse, men med senere udvidelser af borgerbegrebet op igennem århundrederne ses Magna Charta i dag som et vigtigt element i demokratiets historie. Retssikkerhed er en af hjørnestenene i det moderne demokratiske retssamfund.
I løbet af 1300-tallet fandt parlamentet sin form som en slags stænderforsamling med Overhuset (The House of Lords) for højadelens og kirkens repræsentanter og Underhuset ( The House of Commons ) for lavadelens og køb stædernes repræsentanter. Parlamentet havde ret til at udskrive skatter og fungerede desuden som landets højesteret. Lavadelens og købstædernes repræsentanter blev valgt til Underhuset, men valgretten var stærkt begrænset. For landområdernes vedkommende fastsatte en lov fra 1430, at der kun var stemmeret til folk, der ejede eller lejede jord, der gav en årlig indkomst på mindst 40 shillings: et betydeligt beløb efter tidens forhold. Og i byerne var stemmeretten tilsvarende stærkt begrænset. Først i 1832 fik en større del af befolkningen valgret til parlamentet.
Den almindelige befolkning havde ingen del i den politiske magt, men magthaverne måtte dog hele tiden frygte landets store flertal af bønder. En skatteudskrivning i 1381 gav anledning til et voldsomt bondeoprør, men bagved oprøret lå også arbejderes og håndværkeres
z En illustration fra cirka 1470, der viser John Ball (i midten til hest), en oprørsk præst, der prædiker for de engelske oprørere i 1381, anført af Wat Tyler (forrest til venstre i rød dragt). Kilderne citerer John Ball for den berømte sætning: ”Da Adam pløjede og Eva spandt, hvem var da en herremand?” Flagene er dels det engelske flag (rødt kors på hvid bund), dels Plantagenet kongernes banner (med de engelske løver og de franske liljer): Oprørerne insisterede på at være kongetro. Illustration fra 1400-tallet fra Jean Froissarts Chroniques.
generelle utilfredshed med deres lønninger og vilkår og livegne bønders utilfredshed med deres ufrihed. Oprørerne besatte London i to dage og myrdede ærkebiskoppen af Canterbury og fremmede håndværkere. Oprøret blev neutraliseret med tomme løfter og lederne myrdet. Den bestående samfundsorden overlevede, men var midlertidigt rystet.
Hundredårskrigen 1337-1453: Englands franske konger bliver englændere I 1337 eksploderede konflikten mellem England og Frankrig igen, da Englands Edvard 3.
( Edward III , 1327-1377) gjorde krav på den franske kongetitel, og dermed magten over hele Frankrig. Resultatet blev Hundredårskrigen 1337-1453, der blev et opgør både mellem de engelske og franske kongehuse og mellem forskellige franske stormænd. Ud over de engelske kongers besiddelser i Frankrig og krav på den franske kongemagt kæmpede englænderne også for at holde det franske og flamske marked åbent for engelsk uld- og tekstileksport.
Det var ufatteligt kostbart for englænderne at holde en hær i felten i Frankrig med lange forsyningslinjer og med smitsomme sygdomme,
der plagede hærene, og i 1453 vandt franskmændene den endelige sejr. Dermed mistede den engelske kongemagt alle sine besiddelser i Frankrig, undtagen Calais (der gik tabt i 1558) og Kanaløerne. Herefter opgav den engelsk-normanniske kongefamilie og overklasse deres franske identitet og blev ”englændere”. Engelsk afløste fransk som det officielle sprog i England.
Rosekrigene 1455-1485
Efter nederlaget i Hundredårskrigen i 1453 blev England ramt af en serie borgerkrige, Rosekrigene, 1455-1485.
Navnet skyldes, at de to grene af det engelske kongehus, slægterne York og Lancaster, der kæmpede om magten, førte våbenskjolde med henholdsvis en hvid og en rød rose. Krigene endte med Slaget på Bosworth Field i 1485, hvor Richard 3. af York (Richard III, 1483-1485) blev besejret af Henrik 7. Tudor (Henry VII, 1485-1506).
Rosekrigene blev udkæmpet af hære på op mod 10.000 mand og kostede en stor del af det
Z T.v.: Søslaget ved Sluys i 1340, hvor englænderne besejrede den franske flåde i et typisk middelalderligt søslag, hvor skibene var haget fast til hinanden, og soldaterne entrede hinandens skibe og kæmpede mand til mand på dækkene.
Z Nedenfor: Slaget ved Crécy 1346, som også endte med en klar engelsk sejr og kostede cirka 10.000 franskmænd livet mod kun nogle få hundrede englændere. De engelske sejre i begge slag skyldtes især dårlig fransk ledelse og dødbringende beskydning fra engelske langbueskytter. Illustrationer fra 1400-tallet fra Jean Froissarts Chroniques.
engelske aristokrati livet. Den almindelige befolkning var ikke særligt involveret i kampene, men var plaget af opløsningen af lov og orden og derfor parate til at acceptere den stærke kongemagt, der kom ud af krigene.
Siden 1200-tallet havde der været en vis magtdeling mellem kongemagten og parlamentet i England, men efter Rosekrigene kom den nye kongeslægt, Tudorerne (1485-1603), til at stå i spidsen for en stærkere og mere
Richard 3.s grav
T.v.: Richard 3.s skelet, som blev fundet under en parkeringsplads, i resterne af en for længst nedrevet kloster-kirke i Leicester 2012. T.h.: En moderne rekonstruktion af hans hoved ud fra kraniet.
Efter slaget i 1485 var den dræbte kong Richard 3.s nøgne og mishandlede lig blevet transporteret på hesteryg fra slagmarken ind til Leicester og udstillet til offentlig beskuelse i tre dage, inden det blev begravet i en klosterkirke i byen, der blev nedrevet efter reformationen i 1500-tallet.
Den begravede ses at have en rygradsskævhed, som har betydet, at han har fremtrådt som forkrøblet med den ene skulder højere end den anden. Det stemmer overens med de historiske beretninger om kongen. Hænderne ses i en stilling, som tyder på, at de har været sammenbundne, velsagtens under transporten af liget til Leicester. Liget var begravet hurtigt og sjusket og uden en kiste.
En kulstof 14-analyse tidsfæster begravelsen til mellem 1455 og 1540, og en aldersbestemmelse af knoglerne fortæller om en mand på cirka 30 år. Begge ting passer fint på Richard 3., der var 32 år, da han blev dræbt i 1485. Identifikationen bekræftes af en DNA-analyse, hvor man sammen-
lignede den begravedes DNA med DNA fra to nulevende efterkommere af Richard 3.s søster Anne af York
Der viste sig at være elleve alvorlige skader på den dræbtes skelet, ni i hovedet og to på kroppen. To af skaderne på kraniet var dødelige: Et sværdhug havde hugget en stor del af den nederste del af kraniet af, og en hellebard eller et andet stikvåben havde gennemboret kraniet andetsteds. Kongen må have mistet sin hjelm. Nogle af de andre skader kan være tilføjet kongen efter hans død, og efter at rustningen var pillet af ham. Efter Richard 3.s død er han formentlig blevet ydmyget ved at blive tilføjet flere stiksår.
Isotop-analyser viser, at Richard 3. i sine sidste leveår havde ændret kostvaner. Han var begyndt at drikke en flaske vin hver dag og måske op til i alt 3 liter alkohol om dagen, og han var begyndt at spise luksuskost i form af masser af ferskvandsfisk og fugle som traner, svaner og hejrer.
Shakespeare fremstillede Richard 3. som en tyrannisk og morderisk skurk i et af sine skuespil: et skuespil, der har været med til at gøre ham til en berygtet person i engelsk historie.
Liget blev genbegravet 2015 i Leicester Cathedral.
z Billeder af bøndernes hverdagsliv, begge fra Luttrell-psalteret, et håndskrift fra cirka 1330 lavet til adelsmanden Sir Geoffrey Luttrell fra Lincolnshire. Der pløjes med hjulplov og okseforspand, og der høstes med kornsegl, hvorefter kornet samles i neg.
centraliseret kongemagt, og under dem indledte England sin egentlige stormagtperiode med opbygningen af en flåde og sit oversøiske kolonirige.
Det engelske samfund i middelalderen
Da Domesday Book blev skrevet i 1086, var folketallet cirka 1½ million i England, men det steg til 3-4 millioner i 1300. Som i andre lande levede langt den største del af befolkningen af landbrug. I den tidlige middelalder var de fleste livegne fæstebønder under deres herremænd. Nederst på den sociale rangstige var husmænd, landarbejdere og slaver.
Den voksende befolkning blev ernæret ved indvinding af ny landbrugsjord. Det kunne
betyde hårdt arbejde med skovrydning, og i sammenhæng hermed forsvandt slaveriet efterhånden i løbet af 1100- og 1200-tallet. Mange almindelige bønder fik større frihed og selvejerlignende vilkår i stedet for livegenskab. Den store pestepidemi 1348-1349 (den sorte død), som kostede 30-40 procent af befolkningen livet, forstærkede udviklingen. Det enorme tab af menneskeliv gjorde udbuddet af arbejdskraft mindre og stillede bønderne stærkere end før i forholdet til deres herrer. Bondeoprøret i 1381 forstærkede også bevægel sen væk fra livegenskabet, og i løbet af 1500-tallet forsvandt det helt.
En stor del af græsningarealet i England benyttedes til fåreavl. Fåreavlen gav gødning
til markerne, mælk til osteproduktion, skind til pergamentfremstilling og først og fremmest uld til klædeproduktion. I Flandern og Italien var der en blomstrende klædeproduktion i middelalderen, der aftog en stor engelsk uldeksport. Købmænd fra London og andre byer opkøbte ulden ude i provinsen og solgte den videre til købmænd fra Italien og Tyskland, der stod for eksporten til det europæiske fastland. Det var længe udlændinge, der dominerede engelsk udenrigshandel.
Omkring 1300 begyndte England at styrke sin hjemlige tekstilproduktion ved at indføre eksporttold på engelsk uld, hente udenlandske specialister i tekstilproduktion til England og forbyde import af udenlandsk klæde til England. Snart begyndte England selv at eksportere tekstiler. Tekstilproduktionen sprængte rammerne for det gamle laugsvæsen og skabte en ny type forretningsmand. Det var ikke middelalderlige laug eller gilder, men individuelle, rige forretningsfolk, dvs. ”kapitalister”, der finansierede og styrede de mange led i produktionen og salget. Uldeksporten og den engelske tekstilindustri betød, at en voksende del af jorden blev udlagt til fåregræsning frem for kornavl.
England havde fra den angelsaksiske tid et velfungerende møntvæsen og et net af købstæder. Købstæderne var handelscentre med afholdelse af markeder og med egne domstole. Købstædernes indbyggere var frie, dvs. ikke underkastet livegenskab, de havde selvstyre, betalte højere skat end landbefolkningen og havde ret til at stille repræsentanter til parlamentet. Om en by havde købstadsstatus eller ikke, afhang af, om den havde råd til at betale de højere skatter og sende repræsentanter til parlamentet. Byernes elite var organiseret i købmandsgilder, der satte sig på byrådet og rådmandsposterne og monopoliserede hande-
len i byen. Større byer var omgivet af bymure eller volde.
Det store flertal af befolkningen fik ingen skoleuddannelse, men siden angelsaksisk tid havde der været omkring 300-400 latinskoler (grammar schools) i England, der under kirkens kontrol uddannede unge mænd til at blive præster, degne og klerke. Fra 1300-tallet opstod der private skoler for elitens drengebørn, for eksempel Winchester (grundlagt 1382-1399) og Eton School (1440). Det var begyndelsen til nutidens elitekostskoler (public schools). Videre studier foregik på universiteter i udlandet eller i Oxford og Cambridge. I Oxford foregik der undervisning allerede i 1097, men der kom for alvor liv i byen, da Henrik 2. i 1167 forbød englændere at studere i Paris. I 1209 forlod en gruppe undervisere Oxford og grundlagde universitetet i Cambridge.
London i højmiddelalderen
Efter flere tilløb i 1100-tallet fik London i 1191 en klar ret til selvstyre. Det betød, at Londons ledende borgere udnævnte byens egne borgmester og et byråd bestående af 24-25 rådmænd. I London vidner stednavne som Aldgate, Bishopsgate, Cripplegate, Aldersgate, Newgate og Ludgate endnu om bymuren med dens byporte i perioden. Gaderne var snævre og brolægningen dårlig eller ikke-eksisterende. De fleste huse var bindingsværkshuse med stråtag, og hygiejnen og renovationen var elendige. Brande og epidemier var derfor stadige trusler. London var langt den største engelske by og havde mellem 40.000 og 100.000 indbyggere før pesten i 1348-1349. De rigeste borgere i London kunne måle sig med den engelske adel med hensyn til magt og rigdom. Disse rige borgere styrede byen, kommanderede byens milits, ejede en stor del af Englands handelsflåde og lånte penge ud til kongemagten.
z London omkring 1300, stadig omgivet af bymuren fra romertiden, suppleret med den normanniske fæstning Tower of London. Og med en masse kirker, klostre og markeder. Ved dominikanerklostret (Blackfriars) ved den vestlige ende af bymuren ses den for længst tildækkede bæk Fleet River med udløb i Themsen. Over for London Bridge ses forstaden Southwark på Themsens sydside. I nederste venstre hjørne ses Westminster med Westminster Abbey og kongeslottet Westminster Hall (hvor det britiske parlament ligger nu)
Nabobyen Westminster havde ikke egne købstadsrettigheder og selvstyre, men var allerede fra anden halvdel af 1100-tallet ved at blive til et centrum for den kongelige administration og rigets højeste domstole. I fredstid indkaldtes parlamentet som regel til Westminster. Fra 1300-tallet begyndte kongerne også at opholde sig mere og mere i deres palads i Westminster og på deres andre slotte ved Themsen. Mange af landets stormænd begyndte derfor også at bygge sig boliger i Westminster, i nærheden af kongen og magten. Westminster/London udviklede sig på den måde til landets hovedstad.
z Caernarvon Castle i Wales blev bygget i 1283 som en af Edvard 1.s tvangsborge. Borgen blev belejret og erobret flere gange under walisiske oprør 1294 og 1400-1412 og under den engelske borgerkrig i 1640’erne. Tårnene er inspireret af Konstantinopels (Istanbuls) bymure. Edvard 1. havde 1270-1272 deltaget i korstog i Det Hellige Land.
Wales og Skotland i middelalderen: Engelsk indtrængning
og erobring
TIL CA. 1500
Wales bringes under engelsk kontrol
Wales (eller Cymru) havde været en del af den romerske provins Britannia, men undgik den angelsaksiske erobring af England i 400-tallet og beholdt derfor sit eget keltiske sprog, walisisk (kymrisk). Wales var delt i rivaliserende småstater og blev bortset fra årene 1057-1063 aldrig samlet til én stat. Grænsen mellem waliserne og angelsakserne markeredes med det 129 kilometer lange voldanlæg Offa’s Dyke (efter kong Offa (757-796) fra den angelsaksiske nabostat Mercia). Kristendommen kom til Wales i romertiden, og fra 400-tallet til 700-tallet kristnedes hele landet gennem omvandrende missionærer og munke. Området var fattigt og økonomien næsten udelukkende baseret på selvforsyning, kvægavl og primitivt, ekstensivt agerbrug. Fra romertiden og op til omkring 1000 var der ingen rigtige byer i Wales og ingen pengeøkonomi.
Den normanniske erobrer af England, Vilhelm Erobreren, overlod grænseområdet ved Wales til nogle af sine stormænd, der i de såkaldte Welsh Marches fik frie hænder til at føre grænsekrig mod waliserne. Wales’ historie handler herefter om gradvist voksende engelsk kontrol med landet.
Det walisiske lavland i syd kom under engelsk-normannisk kontrol allerede sidst i 1000-tallet. Normannerne anlagde byer som Cardiff og Swansea, borge, klostre og godser, hentede engelske indvandrere til Wales og lagde den walisiske kirke ind under den engelske kirke. Det walisiske sprog blev fortrængt til Midt- og Nordwales, hvor waliserne bevarede en vis selvstændighed de næste 200 år, men stadigvæk var opsplittet i småstater.
Wales blev endelig erobret i 1277-1283 under kong Edvard 1. ( Edward I , 1272-1307). Den dræbte walisiske fyrste Llywelyn ap Gruffydds hoved blev båret på spyd gennem London i
Skotlands folkeslag
Skotlands etniske grupper i den tidlige middelalder: skotter, briter, angelsaksere, piktere og skandinaver. Skotlands oprindelige befolkning var de keltiske folkeslag, piktere, briter og skotter. Skotterne delte det gæliske sprog med den keltiske befolkning i Irland og var måske indvandret til det vestlige Skotland fra Irland i 200- og 300-årene. Angelsaksere fra England trængte ind i Skotland sydfra i 400-600-årene, mens skandinaverne trængte ind nord- og vestfra i 800-tallet. Det skotske folk skabtes i middelalderen ved en sammensmeltning af vidt forskellige folkeslag.
1282 og sat op over porten til Tower. Erobringen blev sikret med en række store engelske borge. Uden om disse voksede der nye byer op, og pengeøkonomi og engelsk lovgivning spredtes gradvist. Wales blev dog ikke styret som en enhed, og der var ofte oprør og uro.
Skotter Piktere
Briter
Skandinaver Angelsaksere
Skotter/ Skandinaver
z Orkney- og Shetlandsøerne var blevet bosat af norske vikinger og var under norsk-dansk overherredømme indtil 1469. Til ind i 1700-tallet talte folk på øerne stadigvæk norn, et skandinavisk sprog, der lignede færøsk. Sankt Magnus-katedralen i Kirkwall på Orkney står som et minde om den norske tid. Den norske jarl af Orkney og Shetland, Ragnvald den Hellige, startede byggeriet i 1137, men kirken stod først færdig efter cirka 300 år. Kirken er indviet til Ragnvalds onkel Magnus Erlendsson, der også havde været jarl på øerne, men var blevet myrdet i 1115 og bagefter helgenkåret af den katolske kirke.
Skotland bliver en stat
Da romerne erobrede England og Wales i 1. århundrede efter Kristi fødsel, angreb de også Skotland (Latin: Caledonia ). Men romerne opgav erobringen, fordi det ikke kunne betale sig. I stedet opførte de 122-128 e.Kr. Hadrians Mur , en 120 kilometer lang mur med fæstningsanlæg fra kyst til kyst, for at holde de skotske stammer ude.
Ligesom England og Wales var Skotland oprindeligt ikke nogen samlet stat, og ordet ”skotter” som betegnelse for Skotlands befolkning opstod først i den tidlige middelalder, hvor de forskellige etniske grupper samledes i én stat. Der var dels keltiske folkeslag (piktere, briter og skotter), dels angelsaksere og skandinaver. Angelsaksere trængte ind i det sydlige Skot-
land i 400-600-tallet, men Skotland kom aldrig under hverken romersk eller angelsaksisk herredømme. Skotlands samling kom først som et resultat af det pres, de skandinaviske vikinger lagde på Skotland i 800-tallet.
Vikingerne angreb Skotlands kyster fra slutningen af 700-tallet, og norske vikinger begyndte i løbet af 800-tallet at slå sig ned i det nordlige Skotland (især på øgrupperne: Hebriderne, Orkney og Shetland) – og i forlængelse heraf også på Isle of Man i Det Irske Hav og i det østlige Irland omkring Dublin. I den tidlige middelalder var de skotske øer underlagt to små vikingefyrster, jarlen af Orkney og kongen af Man, som begge anerkendte den norske konge som deres overhoved.
Vikingeangrebene førte til, at Skotland be-
gyndte at samle sig under en konge, Kenneth MacAlpin, i 843. Staten gik først under navnet Alba og strakte sig i starten næppe videre end til de keltiske stammer i højlandet, men det blev indledning til samlingen af staten Skotland.
Samlingen var stort set gennemført i 1034, selvom øgrupperne i nord forblev under norsk overhøjhed, indtil Norge efter en mislykket flådeekspedition i 1266 måtte anerkende Skotlands kontrol med Hebriderne og Isle of Man. Orkney- og Shetland s-øerne forblev endda norske helt frem til 1469, hvor de blev givet af kong Christian 1. af Danmark og Norge som medgift ved hans datters bryllup med Jakob 3. af Skotland . Samlingen af Skotland kom endelig på plads i 1493, da den halvt selvstændige MacDonald-klan i Nordvestskotland blev bragt under kongemagtens kontrol. Skotland kristnedes fra 500- og 600-tallet af en række missionærer, ikke mindst ireren Skt. Columba, der grundlagde et betydningsfuldt kloster på øen Iona i Vestskotland i 565.
Skotland fra 1050 til 1500: Engelsk indflydelse og skotsk selvstændighedskamp
Skotland var ligesom Wales økonomisk og befolkningsmæssigt underlegent over for det større og rigere England, som det kom under indflydelse fra og flere gange i konflikt med. Den engelske indflydelse voksede fra sidst i 1000-tallet, efter at Malcolm 3. Canmore (1058-1093) havde erobret magten fra den fra Shakespeares stykke så berømte og berygtede Macbeth (1040-1057). Omkring 1070 giftede Malcolm 3. Canmore sig med en angelsaksisk-engelsk prinsesse, Margrethe (Margaret), der medvirkede til at gøre engelsk til talesprog ved det skotske hof i stedet for gælisk og sørgede for, at den skotske kirke rettede ind efter den romersk-katolske kirke i resten af Europa. I
starten af 1100-tallet indførte Skotland feudale regeringsformer efter normannisk-engelsk forbillede, og en række normanniske adelsfolk fik len i landet. Skotland begyndte at orientere sig mod det mere moderne England, men forholdet mellem de to lande var samtidig præget af jævnlige konflikter.
Edvard 1. af England, der erobrede Wales, erobrede også Skotland i 1297, hvorefter de følgende år blev præget af skotternes kamp for selvstændighed. Oprørslederen William Wallace blev henrettet i London i 1305, men Robert 1. Bruce (1306-1329) besejrede englænderne og sikrede selvstændigheden i Slaget ved Bannockburn 1314. Presset lettede noget, da englænderne fra 1337 til 1485 blev optaget af Hundredårskrigen i Frankrig og af de engelske borgerkrige, Rosekrigene. Skotterne allierede sig med Englands hovedfjende, Frankrig, og fornyede alliancen mange gange til ind i 1500-tallet.
Den engelske kulturelle indflydelse var stadig stor, selvom Skotland ikke blev underlagt England politisk. Det engelske sprog trængte frem i landet, og det keltiske sprog, gælisk, blev efterhånden næsten kun talt i højlandet. Jakob 4. ( James IV , 1488-1513) var formentlig den sidste skotske konge, der kunne tale gælisk, og allerede fra midten af 1300-tallet var engelsk landets officielle sprog.
Den skotske kongemagt var generelt svag. Flere af kongerne i perioden var mindreårige, Robert 3. (1390-1406) var lam efter et fald fra en hest, og David 2. (1329-1371) og Jakob 1. ( James I , 1406-1437) blev fanget og holdt fængslet i mange år af englænderne, indtil der blev betalt løsesum.
Skotland fik fra 1326 et parlament ligesom England med deltagelse fra højadel, lavadel og borgerskab. Samfundsformen i det engelsktalende lavland lignede det feudale samfunds-
z Edinburgh i Braun & Hogenbergs “Civitates orbis terrarum” 1581 efter et træsnit i Raphael Holinsheds ”Chronicle” fra 1574. Til venstre Edinburgh Castle, til højre Holyrood Palace under bjergets Arthur’s Seat. Imellem de to bygninger ligger Edinburghs hovedgade, High Street (”The Royal Mile”) med St. Giles-katedralen. Den middelalderlige bymur med byporte og tårne omkranser byen.
system i England med agerbrug, godsejere og fæstebønder, mens samfundsformen i det gælisk-talende højland var baseret på kvægavl og på klansystemet. Ordet klan betyder ”børn” og afspejler, at klansamfundet var baseret på et virkeligt eller påstået familieskab mellem klanens medlemmer. MacDonald-klanens medlemmer skulle for eksempel allesammen stamme fra en fælles forfader, Donald. Klanhøvdingene modtog afgifter fra deres undersåtter, omtrent som en godsejer i lavlandet eller England, men klanens medlemmer havde en traditionsbestemt ret til en andel i klanens fælles jord, som en fæstebonde ikke havde. Klanhøvdingene havde en
traditionel pligt til at sikre deres undersåtter beskyttelse og økonomisk sikkerhed.
De største skotske købstæder i middelalderen (Edinburgh , Aberdeen og Perth ) lå på østkysten, hvorfra der var adgang til at handle med det europæiske fastland. De fleste byers borgere var oprindeligt indvandrere fra England og Frankrig, Flandern og Tyskland. Glasgow voksede op omkring byens bispedømme og katedral fra 1100-tallet. Skotlands første universitet, St. Andrews Universitet, blev grundlagt i 1411 med de franske universiteter som forbillede; senere i 1400-tallet fulgte Glasgow Universitet og King’s College i Aberdeen
Z Elizabeth 1. kom til magten som 25-årig i 1558 og regerede England i 45 år. Hun giftede sig aldrig trods flere ægteskabstilbud, og i 1565 forbød hun det engelske parlament at drøfte hendes ægteskabsplaner. Ved at leve som ugift beholdt hun sin frihed og undgik en masse politiske problemer, men fik til gengæld ikke nogen arvinger.
England under Tudorerne 1485-1603
Tudor-dynastiet: En stærk kongemagt forandrer England
Henrik 7. Tudor (Henry VII, 1485-1506) blev konge efter sin sejr over Richard 3. i 1485, der afsluttede Rosekrigene (se s. 21). Henrik 7. Tudor var en fjern slægtning til kongehuset med rødder i Wales og var kun kommet i betragtning som konge på grund af myrderierne under Rosekrigene. Som konge gik han hårdt til værks for at sikre sin position. Stjernekammeret, en kongelig domstol, blev nedsat til at dømme politiske modstandere, og magtfulde personer, der udgjorde en trussel mod kongen, blev henrettet. Store områder af højadelens jord blev beslaglagt, og kirken blev tvunget til at betale store summer til kongen.
Kongemagten blev styrket, og grundlaget
blev lagt for de store forandringer, som Tudordynasti et kom til at stå i spidsen for: Den engelske reformation med skabelsen af den anglikanske engelske statskirke, indlemmelsen af Wales, undertrykkelsen og koloniseringen af Irland og skabelsen af en engelsk sømilitær magt, der skaffede Storbritannien kontrol med verdenshavene og et kæmpemæssigt imperium.
Henrik 7.s berømte og berygtede søn Henrik 8. (Henry VIII, konge 1509-1547) kom til magten i en alder af 17 år. Hans tumultagtige privatliv havde store konsekvenser og har givet anledning til en række farverige romaner, tv-serier og film. Ikke mindst kongens første skilsmisse i 1532 fik store politiske følger.
z Cistercienserklosteret Fountains Abbey i North Yorkshire, blev grundlagt i 1132. Kirkefløjen til venstre på fotoet fik sin form i løbet af 1100- og 1200-tallet, mens tårnet blev tilføjet 1494-1526. Bag kirkefløjen ses resterne af klosterbygningerne rundt om klostergården og klosterets gæstefløj. Klosteret blev nedlagt i 1539 og alle værdierne overgivet til kongemagten, inklusive dragter, kirkesølv, relikvier m.m. Den nye, private ejer, Sir Richard Gresham, fik ordre om at gøre bygningerne ubeboelige, så de ikke kunne anvendes til et kloster igen. Alt bly fra klosterets tage blev omsmeltet. Omsmeltningen foregik i kirkefløjen, hvor man fodrede bålet med træ fra kirkens korgitter m.m. Klostrets jorde blev solgt fra, mens prioren og de resterende 30 munke blev tildelt pensioner.
z Henrik 8. (1491-1547) malet af Hans Holbein den yngre 1536, og hans anden dronning Anne Boleyn (cirka 1501-1536, kopi af portræt fra cirka 1534).
Henrik 8. og hans seks koner
Henrik 8. var høj, fysisk stærk, og veluddannet, men blev alvorligt såret i 1536 og genvandt aldrig helt sit helbred derefter. Hans sår helede aldrig, og han led under smertefulde, pusfyldte bylder og hyppige humørsvingninger og begyndte at overspise og blev fed.
Hans første hustru var den spanske Katarina af Aragonien, som han giftede sig med i 1509. Parret fik seks børn, men kun ét barn, datteren Maria (dronning 1553-1558) overlevede forældrene. Han lod sig skille fra Katarina og giftede sig med den unge Anne Boleyn i 1533. Anne fødte ham datteren Elizabeth (1.) (dronning 1558-1603) samme år, men fik derefter fire aborter. Hun blev anklaget for hekseri, ægteskabsbrud, blodskam og højforræderi og henrettet sammen med sin bror og fire andre anklagede i 1536. Henrik giftede sig derefter med en endnu yngre kvinde, Jane Seymour. Hun fødte ham sønnen Edvard (6.) (konge 1547-1553) i 1537 og døde straks efter af fødselskomplikationer. Derefter fulgte tre koner i hurtig rækkefølge: Anna af Kleve fandt Henrik 8. så utiltrækkende, at han fik ægteskabet annulleret i 1540. Catherine Howard blev anklaget for ægteskabsbrud, og hun og to elskere blev henrettet i 1542. Den sidste, Catherine Parr, var enke efter to tidligere ægteskaber og overlevede kongen.
Kongens brutalitet ses også i hans behandling af sine nærmeste rådgivere og ministre. De to vigtigste af disse, Thomas Wolsey (cirka 1475-1530) og Thomas Cromwell (cirka 1485-1540), blev væltet brutalt fra magten, da kongen blev utilfreds med dem. Wolsey blev frataget sine titler og ejendomme i 1529 og anklaget for højforræderi. Han døde på vej til fængslet. Cromwell kom i unåde i 1540, og blev arresteret og henrettet under anklage for forræderi, kætteri m.m. En lignende skæbne overgik den lærde Thomas More i 1535, der havde været Henrik 8.s kansler efter Wolsey, men var imod bruddet med den katolske kirke.
Henrik 8.s reformation
En af de vigtigste begivenheder i Europa i Henrik 8.s regeringstid var reformationen, dvs. splittelsen af den katolske kirke, hvor kritik af kirken førte til skabelsen af de nye protestantiske kirker. Protestantismen havde sine egne engelske rødder i form af lollardismen, der var en folkelig religiøs bevægelse opstået omkring
Oxford-teologen John Wycliffe (cirka 13201384), der kritiserede den katolske kirkes hierarki og luksus. Lollardismen var blevet hårdt undertrykt, og dens tilhængere blev brændt på bålet som kættere helt frem til 1532.
Henrik 8. var oprindelig modstander af de protestantiske idéer og lollarderne, men da han sidst i 1520’erne ville skilles fra sin første hustru, Katarina af Aragonien, kunne han ikke få paven til at erklære ægteskabet ugyldigt. Det medførte, at Henrik 8. brød med den katolske kirke og oprettede en protestantiske statskirke i 1534. Klostrene blev opløst, kirkens gods beslaglagt og de kirkelige afgifter inddraget. Kongemagten fik hermed stærkt forøget magt og enorme indtægter. Biskopperne blev kongelige embedsmænd. I London blev 23 større kirkelige institutioners ejendomme solgt. Cirka to tredjedele af London havde tilhørt kirken. Den berømte humanist og forfatter til Utopia (1506), Thomas More (1478-1535), kongens tidligere kansler, var en af mange, der blev henrettet på grund af sin modstand mod bruddet med den katolske kirke. Et katolsk oprør i Nordengland i 1536, ”Nådens Pilgrimsfærd”, blev skånselsløst undertrykt 1537-1538.
Katolsk helgendyrkelse blev forbudt, og en engelsk bibeloversættelse blev indført, men ellers blev de teologiske ændringer kun små og halvhjertede. Den engelske reformation var en revolution fra oven, og ikke en bred religiøs vækkelse. Henrik 8. ville have sin skilsmisse og magten over den engelske kirke og dens enorme formue. Yderliggående protestantiske prædikanter blev i flere tilfælde brændt på bålet.
Bloody Mary og Elizabeth 1. Henrik 8. efterfulgtes af tre af sine børn. Edvard 6. (1547-1553), Maria 1. ”den Blodige” (Mary I, 1553-1558) og Elizabeth 1. (1558-1603). Maria
1., der var overbevist katolik, forsøgte at genindføre den katolske kirke og sendte cirka 280 protestanter på bålet som kættere. Deraf hendes tilnavn Bloody Mary. Hun giftede sig i 1554 med tronarvingen til den mægtigste katolske stat, Filip af Spanien (spansk konge 1556-1598). Havde de fået et barn, ville der have været en spansk-katolsk tronarving i England, og katolicismen ville formentligt have sejret. Det skete ikke, og Filip opgav hurtigt samlivet med Maria.
Da Maria døde, kom Elizabeth 1. på tronen. Hun videreførte Henrik 8.s kirkepolitik og skabte dermed den anglikanske statskirke: en kirke med næsten katolske gudstjenester kombineret med protestantiske læresætninger. Den anglikanske kirke var altså et kompromis, der umuligt kunne stille alle tilfreds. Et nyt katolsk oprør i Nordengland i 1569-1570 blev slået ned og cirka 800 oprørere henrettet. Herefter blev katolikkerne frataget al politisk indflydelse. Puritanerne, dvs. de folk, der syntes, at kirken stadig var for katolsk, blev også undertrykt, men puritanerne voksede i antal og indflydelse. Reformationen fra oven kunne ikke tilfredsstille alle tidens religiøse behov.
Indlemmelse og kolonisering: Wales og Irland under Tudorerne
I Tudor-perioden skete der en afgørende udvikling i Wales og Irland, som begge blev underlagt England endnu mere.
Wales blev direkte indlemmet i England i 1536, hvor området fik repræsentanter i det engelske parlament og blev fuldt underlagt engelsk lov. De tidligere magtfulde markgrever blev frataget deres magt. Det store flertal af den jævne befolkning talte stadigvæk walisisk, og med engelsk som regeringssprog var de walisisk-sprogede udelukket fra politiske embeder. Det walisiske sprog blev dog sam-
z Engelsk magtudfoldelse i Irland: Træsnit fra John Derricke: The Image of Irelande, with a Discoverie of Woodkarne (1581), et engelsk propagandistisk skrift, der hylder den daværende engelske guvernør i Irland Sir Henry Sidney (1529-1589) og fortæller om hans undertrykkelse af de primitive og røveriske irere. Her ses guvernøren drage ud fra Dublin Castle med sine soldater. Over porten til venstre hænger afhuggede hoveder fra irske oprørere. Sidney fik som engelsk guvernør i Irland i 1560’erne og 1570’erne nedkæmpet og undertrykt de lokale irske høvdinge og udvidet den engelske kontrol med landet.
tidig styrket gennem oversættelse af Bibelen og andre religiøse skrifter til walisisk efter reformationen.
Den engelske erobring og kolonisering af Irland var startet i middelalderen. Irland var blevet invaderet af engelsk-normanniske adelsmænd i 1169, og den engelsk-irske godsejerklasse havde fået magt over store dele af Irland. Irland stod under engelsk overhøjhed, men de engelsk-irske godsejere blev efterhånden assimilerede og tosprogede. Kun i Dublin og nærmeste omegn, et område, der kaldtes ”The Pale”, var der reel engelsk kontrol i middelalderen. Her fandtes der et irsk (dvs. engelsk-irsk) parlament, der i 1536 anerkendte Henrik 8. som overhoved for den irske kirke og i 1541 kårede ham som konge af Irland. Ved at anerkende Henriks kongemagt over Irland blev
den engelsk-irske godsejerklasse til gengæld belønnet med titler og kongelige garantier for ejendomsretten til deres jord.
Især under Elizabeth 1. strammedes grebet om Irland. Man begyndte at indføre engelsk administration og sende engelske kolonister til landet. Irerne afviste forsøgene på at indføre den engelske reformation i Irland, som de opfattede som et led i den engelske undertrykkelsespolitik. Der opstod flere oprørsbevægelser, som kulminerede med et oprør 1594-1603 med centrum i Ulster-provinsen i nord. Englænderne blev hårdt presset, men slog ind på ”den brændte jords taktik”, hvor de med nedbrændinger af gårde og kornmarker og nedslagtninger af kreaturer skabte sult og nød i Ulster og fratog irerne deres kampkraft. Englænderne vandt endeligt over irerne i slaget ved
z Henry Grace à Dieu eller ”Great Harry” som afbildet i Anthony-rullen, en illustreret fortegnelse over den engelske flåde fra cirka 1540. Skibet blev bygget i 1512-1514 og var Europas største krigsskib: 50 meter langt, bevæbnet med 43 tunge kanoner og 141 lettere drejekanoner. De nye krigsskibe var flydende kanonbatterier. Man brugte den nye kampteknik til søs, hvor man affyrede bredsider med kanonerne i stedet for at forsøge at borde fjendens skibe og nedkæmpe fjenden i kamp mand til mand på dækkene. Great Harry deltog kun i ét slag, ved Isle of Wight i 1545 mod den franske flåde, under et mislykket fransk invasionsforsøg. Skibet blev ødelagt ved en brandulykke i 1553.
Kinsale i 1602. Bagefter blev de irske oprørslederes besiddelser i Ulster beslaglagt og jorden koloniseret af britiske indvandrere. Det irske klansamfund uden en samlende centralmagt var i det lange løb et let bytte for de engelske erobrere. Irland forblev dog længe endnu, helt frem til 1801, en formelt selvstændig stat. Forskellen på Wales, der lod sig indlemme uden kamp i 1536, og Irland, der kæmpede hårdnakket imod de engelske erobrere, var, at Sydwales allerede til dels var engelsk befolket,
og at Tudorernes walisiske afstamning betød, at waliserne kunne identificere sig med den engelske kongemagt. Modsat i Irland fandt der ikke jordkonfiskationer sted i Wales, og der var heller ikke religiøse konflikter mellem waliserne og englænderne som mellem de protestantiske englændere og de katolske irere.
Tudorernes udenrigspolitik
Englands udenrigspolitik blev i Henrik 8. s tid præget af Englands modsætningsforhold
til Frankrig og Skotland, med en kostbar og resultatløs krig i 1540’erne.
England havde en milits, der kunne forsvare landet, men ingen stående hær, der kunne bruges til angreb på andre lande. Henrik 8. benyttede sig derfor af dyre lejesoldater. Samtidig opbyggedes en professionel, engelsk krigsflåde på 40 specialiserede krigsskibe. Der blev anlagt skibsværfter ved Themsen, Portsmouth blev udviklet som flådebase, og flere havne blev befæstede. Flåden blev det vigtigste våben og spillede en nøglerolle i at gøre landet til stormagt.
Under Elizabeth 1. kom England i langvarig konflikt med Spanien. En årsag var Elizabeths gennemførelse af den engelske reformation og undertrykkelse af de engelske katolikker. Den spanske konge så sig som den katolske kirkes forsvarer. En anden årsag var strid om handelen og koloniseringen i den nyfundne verdensdel Amerika. Allerede Henrik 7. havde i 1497 udsendt en ekspedition under italieneren John Cabot (Giovanni Caboto, cirka 1450-1499) til Nordamerika, hvor han erklærede landet for den engelske konges besiddelse, og fra 1520 fiskede engelske fiskere ud for Newfoundland. Samtidig støttede og finansierede England i det skjulte engelske søfolks piratangreb på spanske skibe, hvor der var store penge at tjene. Englænderne udsendte ekspeditioner til Canada og Grønland i 1570’erne og 1580’erne, og i 1584 forsøgte England at oprette sin første koloni i Amerika på Roanoke Island i North Carolina. Det mislykkedes, men blev en forgænger for den senere kolonisering, der startede i Virginia i 1607. I Canada anlagdes i 1610 en koloni på Newfoundland. I 1585 støttede England det hollandske oprør mod det spanske styre i Nederlandene. Hermed blev den uerklærede krig om handlen på Amerika forvandlet til en åben Engelsk-Spansk Krig
(1585-1604). Spanien støttede det irske oprør mod englænderne 1594-1603 og en mislykket sammensværgelse i England, hvor Elizabeth skulle myrdes og erstattes af sin katolske, skotske slægtning Maria Stuart.
Den engelsk-spanske krig førtes især til søs. I 1588 forsøgte en stor spansk flådestyrke, Den store Armada, at invadere England. 140 skibe sejlede afsted fra Spanien med omkring 8.500 søfolk og cirka 20.000 soldater om bord. Armadaen skulle beskytte overførslen af en spansk invasionshær på 30.000 mand fra Nederlandene til England. I et søslag i Den Engelske Kanal besejrede englænderne den spanske flåde, og de resterende spanske skibe løb ind i storm, så kun cirka 60 af dem nåede hjem. Sejren over det mægtige Spanien var kostbar, men øgede Englands prestige, og viste dets sømilitære styrke, der betød, at en invasion af England var umulig. Ved fredsslutningen med Spanien i 1604 fik englænderne ret til at anlægge kolonier i Amerika uden for de spanske bosættelsesområder.
Krigene, flådeudbygningen og Henrik 8. s ødsle privatliv blev finansieret med store skatteudskrivninger, lån, møntforringelser og salg af konfiskeret kirkegods. Pengeforbruget gav gode udenrigspolitiske resultater under Elizabeth 1. , men skabte store problemer for kongemagten i 1600-tallet, hvor kongerne manglede indtægter, da kirkegodset var solgt. Nye udgifter skulle finansieres med skatteudskrivninger, som krævede parlamentets godkendelse.
Z
Fåreavl
i Derbyshire, East Midlands.
Det
1500-1750
England 1500-1700
Befolkningen i England voksede fra cirka 2,3 millioner i 1520 til cirka 4 millioner i 1600 og cirka 5,8 millioner i 1750. Befolkningstilvæksten skabte et overskud af arbejdskraft, der medvirkede til lavere lønninger, fattigdom, udvandring – og store økonomiske, politiske og sociale omvæltninger i 1600-tallets England. Ifølge den samtidige engelske statistiker Gregory King var 88 procent af den engelske befolkning beskæftiget i landbruget i 1688. Flertallet af landbefolkningen var fattige husmænd og landarbejdere, men der var også en middelklasse på landet, som bestod af velhavende selvejerbønder og forpagtere. Byerne med deres handel, transport og industri voksede og var befolket af et flertal af håndværkere, arbejdere og fattige, samt en lille, men dog voksende, middelklasse af velhavende handelsfolk og håndværksmestre. Dygtige købmænd kunne blive rige og bevæge sig op i lavadelen.
Landbruget og enclosure-bevægelsen
Det engelske landbrug flyttede sig gradvist væk fra den gamle selvforsyningsøkonomi og landsbyfællesskabet over mod et salgs- og markedsorienteret landbrug. Befolkningstilvæksten førte til voksende efterspørgsel og stigende priser på madvarer og uld til tekstilproduktion. Landbrugsarealet blev udvidet, marskland drænet, skove og heder opdyrket og uopdyrkede områder indhegnet. En effekt af udviklingen var den såkaldte enclosure-bevægelse, der startede i det små i 1400-tallet og gradvist udviklede sig til en kulmination i 1700-tallet. Den engelske tekstilindustri var i vækst allerede fra 1300-tallet (se s. 24), og som et resultat af den voksende efterspørgsel på uld blev mere og mere jord udlagt til fåregræsning frem for den mere arbejdskraftintensive kornavl. Godsejere og
økonomisk stærke landmænd begyndte at trække fælleder og almindelig landbrugsjord ud af landsbyfælleskabet ved private enclosures (”indhegninger”) til brug for fåreavl eller udskiftede gårde. Godsejerne udnyttede jorden til fåreavl, mens storbønder, der fik udskilt deres gårde fra landsbyfællesskabet, nu kunne producere til markedet, leje ekstra jord, indføre nye driftsmetoder og udnytte de stigende priser. De blev til en klasse af forholdsvis velstående selvejerbønder. De fleste folk på landet var imod disse enclosures, som truede det gamle landsbysamfund og fratog almindelige bønder og småfolk deres adgang til brug af fællederne og måske ovenikøbet deres fæstegårde, som kunne blive nedlagt af godsejere, der skulle bruge jorden til fåreavl. Samtidig var der på grund af befolkningsstigningen slet ikke jord nok til alle småbønderne. Det skabte større sociale skel på landet.
I middelklassen var der en betydelig stigning i levestandarden, mens fattige blev hårdt ramt af de stigende priser på mad og brændsel, af enclosure-bevægelsen og manglen på jord.
Den engelske regering og det engelske parlament holdt langt op i 1500-tallet enclosurebevægelsen tilbage, af frygt for voldsomme bondeoprør som eksempelvis Kett’s Rebellion i 1549, men begyndte så at støtte indhegningerne med ”pro-enclosure”-love, så enclosurebevægelsen rigtig tog fart og fortsatte gennem 1700-tallet.
Et samfund i forandring: Udvandring, urbanisering og vækst
En ganske stor del af overskudsbefolkningen fra landdistrikterne vandrede bort. Størstedelen søgte ind til de engelske byer; især London voksende enormt. Et alternativ var de engelske kolonier: Cirka 80.000 mennesker rejste til Irland eller Amerika alene i årene 1620-1642.
Bondeoprøret Kett’s rebellion 1549
Samuel Wale: ”Robert Kett, under reformationsegen i sin store lejr på Mousehold Heath, Norwich, modtager Jarlen af Warwicks udsending, 22. august 1549.” Maleri fra midten af 1700-tallet, Bridewell Museum, Norwich, der illustrerer bondeoprøret ”Kett’s Rebellion” i 1549. Jarlens udsending (til højre) bliver afvist af oprørslederen Robert Kett (i midten af billedet) og hånet af en anden oprører, der viser ham sin bare rumpe. Ketts oprør startede med lokale småbønders angreb på storbøndernes opsatte hegn i 1549 ved byen Wymondham syd for Norwich, hvor klosteret Wymondham Abbey netop var blevet revet ned, og enclosure-bevægelsen havde taget fart. Oprørerne fik tilslutning fra en masse bønder, håndværkere og arbejdere og slog lejr ved Mousehold Heath uden for Norwich, hvor de samlede sig omkring den såkaldte ”reformationseg”. Oprørerne ødelagde hegn og grøfter, arresterede lokale adelige og stormede og indtog Norwich, dengang Englands næststørste by med cirka 12.000 indbyggere. En kongelig hær på 1500 mand blev besejret, men en styrke på 14.000 mand under Jarlen af Warwick, nedkæmpede derefter oprørshæren. 3.000 oprørere blev dræbt i slaget, og 300 mand blev henrettet. Robert Kett blev hængt til skræk og advarsel fra murene på Norwich Castle, og hans bror fra et kirketårn
Byernes vækst skabte efterspørgsel på huse, brændsel, madvarer og ting som tøj, salt, sukker, øl og sæbe. London hentede fødevarer fra
hele England og Wales. Vogne og skibe blev efterspurgt til transport af varerne, og skibsbyggeri blev en vigtig industri. Den engelske
fiskerflåde voksede også og drev fiskeri ved Nordamerikas kyst samt hvalfangst og jagt på hvalrosser ved Svalbard. I 1700-tallet skabte handlen på kolonierne i Vestindien og Nordamerika vækst i de vestvendte havnebyer, Bristol, Liverpool og Glasgow, og efterspørgsel på industriprodukter fra disse byers bagland steg.
Minedriften voksede allerede fra 1500-tallet, hvor der blev udvundet kobber, bly, tin, jern, messing, salt og kul. Efterhånden som der blev mangel på træ til brændsel, flyttede en
z En magtfuld højadelig præsenterer sig: Robert Dudley, jarl af Leicester (cirka 15321588), portræt fra cirka 1565. Foroven ses hans våbenskjold omgivet til venstre af Skt. Michaels-ordenen, til højre hosebåndsordenen. Jarlen var en af dronning Elizabeth 1.s favoritter med vigtige militære kommandoer, stor politisk indflydelse og store indtægter. Måske var han endda dronningens elsker. Han blev ekstremt rig og ankom til London fra sine godser med et følge på 700 mand. Han investerede i handelskompagnier og var økonomisk bagmand for Francis Drakes angreb på spanske kolonier og jordomsejling 1577-1580. Han havde sin egen teatertrup, The Earl of Leicester’s Men, sine egne musikere og sin egen kunstsamling – og gav en masse penge til velgørenhed.
stor del af brændselsforbruget over på kul. Kullene blev grundlaget for nye industrier som papirfremstilling, sukkerraffinering og våbenproduktion – og grundlaget for ny teknik i gamle industrier som teglværker, saltværker, glasværker og bryggerier. Kulminedriften krævede store investeringer, efterhånden som man gravede minerne dybere og dybere for at skaffe mere kul. Minearbejderne arbejdede samtidig under elendige vilkår. Udviklingen i minedriften var en af de ting, som pegede frem mod det kapitalistiske industrisamfund fra slutningen af 1700-tallet.
Omkring 1500 var det stort set kun aristokratiet og en del af middelklassen, dvs. en meget lille af del af den engelske befolkning, der kunne læse og skrive, men det gik langsomt fremad. I 1700 skønnes det, at 40 procent af mændene og 25 procent af kvinderne kunne læse.
På samfundets top: Høj- og lavadel
Den britiske adel var inddelt i to grupper, højadelen (the nobility) og lavadelen (the gentry). Højadelen indkaldtes til overhuset, House of Lords, og havde arvelige titler som hertug , markgreve/markis, jarl, viscount eller baron. I middelalderen havde de højadelige familier haft betydelig militær magt, men de var nu afhængige af kongemagten. Overhusmedlemmer var dog stadig privilegerede. De beskattedes meget mildt og kunne ikke tvinges til at aflægge ed, underkastes tortur eller arresteres for gæld. Begrebet lavdelen dækkede over folk med rang som baronet, knight, esquire eller bare gentleman. For at regnes for en gentleman skulle man være rig nok til ikke at lave fysisk arbejde og til at have en passende levestandard. Man kunne så købe sig et våbenskjold og indtræde i lavadelen. Der var en stor social mobilitet i Tudor-perioden, og antallet af gentlemen vok-
sede hurtigt. Forfatteren William Shakespeares far, handskemageren John Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, købte sig for eksempel et våbenskjold i 1596, hvorefter han og sønnen blev gentlemen.
Lavadelen var en jordejende elite, der i stort omfang blev skabt ved kongemagtens salg af beslaglagt kirkejord. Jordejendom med en tilhørende herregård, et country house , var længe en betingelse for at blive rigtigt accepteret i overklassen. Lavadelens rigdom var især baseret på fåreavl og anden landbrugsproduktion, men de var også forretningsmænd, der drev forretning sammen med byernes højere borgerskab. Den ældste søn arvede jorden, mens de yngre sønner forsørgede sig selv som købmænd, sagførere, officerer, dommere, højere embedsmænd eller lignende og blandede sig med borgerlige. Lavadelen sad på de fleste
z Den velgørende institution, hittebørnshospitalet ”The Foundling Hospital” (farvelagt stik efter L.P. Boitard, 1753) blev oprettet i 1739 og optog børn fra hele landet, som forældrene ikke kunne forsørge. Mødre, som overgav deres børn til institutionen, efterlod et lille stykke tøj eller lignende, for at børnene kunne identificeres, hvis mødrene senere fortrød og ville have barnet tilbage. Pigerne blev uddannet til hustjeneste, drengene til forskellige andre erhverv. Kønnene blev holdt adskilt, men alle lærte at læse og skrive. Institutionen blev støttet af en masse velgørere, blandt andet kongefamilien, diverse aristokrater – og kunstnere som Hogarth og Händel. Hogarth udsmykkede institutionens vægge med malerier skænket af ham selv og andre kunstnere, designede børnenes uniformer (i brunt hvergarn) og var med til at inspicere de ammer, der tog sig af de allermindste. Händel afholdt velgørenhedskoncerter på institutionen.
pladser i underhuset. Provinsbyerne havde normalt brug for en lokal adelsmands beskyttelse og lod sig som regel repræsentere i parlamentet af en gentleman. Fredsdommerne, der styrede
lokaladministrationen, kom også fra lavadelen. Var formuen stor nok, kunne lavadelige i 1600-tallet købe sig til finere titler og stige op i højadelen.
På samfundets bund: De fattige
I de laveste klasser var der stor fattigdom og ofte sygdom og sult. Samfundets laveste klasser var underkastet arbejdspligt, og fattiglovgivningen havde til formål at afskrække folk fra at tigge eller vagabondere. London var en magnet for fattige, som ofte måtte klare sig med kriminalitet, prostitution, tiggeri, madrester, og hvad de kunne finde i affald og skrald, ikke ulig fattige i den tredje verden i dag. Efter nedlæggelsen af klostrene under reformationen fra 1530 forsøgte byen at bevare nogle af klosterhospitalerne som tilflugtssteder for syge, hjemløse og forældreløse, men pladserne og de indsamlede penge fra fattigskatter, der skulle finansiere disse institutioner, slog slet ikke til. Enkelte rige borgere oprettede velgørende stiftelser til hjælp for de fattige. Myndighederne forsøgte at holde kriminaliteten i skak med talrige offentlige henrettelser og fysiske afstraffelser.
Sygdom og død
Dødeligheden, og især børnedødeligheden, var som i middelalderen høj og forblev høj indtil sidst i 1700-tallet, ikke mindst i London. Sygdomme som tyfus, tuberkulose, dysenteri, kopper, skørbug, mæslinger og influenza krævede mange ofre. Endnu værre var de jævnlige epidemier, som ramte England og London. Flere gange mellem 1485 og 1559 blev London ramt af en type dødbringende epidemier, man kaldte “den engelske sved”, og som muligvis var en slags influenza. Oveni kom pestepidemierne, der hærgede i 1300-tallet og ramte igen utallige gange fra 1499 til 1670’erne. I 1665
rasede ”den store pest”, som kostede cirka en femtedel af Londons befolkning livet. I London ramte pesten hårdest i de fattige forstæder, mens kun få i det rige City-område blev ramt.
Dødeligheden forblev længe høj, men noget blev der efterhånden gjort. I første halvdel af 1700-tallet blev hospitalsvæsenet udbygget i London, og der blev oprettet fødselsstiftelser og uddannet jordemødre. Koppevaccination blev introduceret i 1714 og begyndte at blive almindeligt accepteret fra 1740’erne. I 1760’erne satte lægen Robert Sutton koppevaccinationerne i system med rejser rundt i hele England. Senere, i 1796, opfandt Edward Jenner den endnu bedre vaccination med indpodning af pus fra kokopper.
London på vej mod metropol cirka 1500-1750
London voksede fra 50.000-60.000 indbyggere i 1520 til cirka 675.000 i 1750. Fra at være en mellemstor europæisk by blev den til det kristne Europas største by. London rummede cirka 2½ procent af Englands befolkning i 1520, men cirka 11 procent af befolkningen i 1750. Den store indvandring fra provinsen (inklusive Irland og Skotland) sikrede fortsat vækst, trods høj dødelighed i byen. Jøder og franske huguenotter var synlige indvandrergrupper, der søgte tilflugt i London fra religiøs forfølgelse på det europæiske fastland. De var med til at udvikle Londons industri og teknologi, huguenotterne blandt andet som vævere, der producerede silkestoffer fra deres værksteder i Spitalfields i East End. Dertil kom et antal sorte slaver og frigivne, og sidst i 1700-tallet indiske søfolk, der arbejdede for Det Ostindiske Kompagni.
London var Englands største havneby og største industriby, og byen dominerede landets udenrigshandel. Londons andel i Englands eks-
port var cirka 33 procent i 1300-tallet, cirka 85 procent i 1540 og cirka 75 procent i 1600. Byen bredte sig ud over den middelalderlige bymur, samtidig med at pladsen inden for murene blev udnyttet hårdere end nogensinde før. Salget af kirkens ejendomme under reformationen skabte midlertidigt mere plads. Myndighederne forsøgte at holde forstadsbebyggelsen på afstand af bymuren og begrænse udnyttelsen af de eksisterende huse ved opdeling af lejligheder, udnyttelse af kældre m.m. Men det nyttede ikke meget.
I de østlige forstæder var der masser af økonomisk aktivitet med møller, kalkovne, teglværker, klokkestøberier og frem for alt havneog skibsbygningsaktiviteter langs Themsen. I vest nærmede London sig Westminster, blandt andet ved dannelsen af juristkvarteret The Inns of Court, hvor jurister og jurastuderende samlede sig allerede fra 1300-tallet. I 1630’erne blev Lincoln’s Inn Fields, Covent Garden og de omkringliggende gader forvandlet fra markjord
z Udsnit fra Claes Visschers London-panorama fra 1616. Midt i billedet ses London Bridge med henrettede forræderes hoveder sat på stager over porten til broen. Forrest ses Southwark Cathedral på Themsens sydbred. På den modsatte bred ligger London City. Kirketårnet i midten er St. Dunstanin-the-East. Der havde været en bro her siden romertiden, men stenbroen på billedet stammede fra cirka 1200. London Bridge var indtil 1739 den eneste bro over Themsen. Husene på broen blev fjernet omkring 1760, og broen blev revet ned i 1831 efter indvielsen af en ny London Bridge. Den henrettede skotske oprørsleder William Wallaces hoved blev sat op på broens portbygning i 1305. Siden fulgte blandt andre Thomas Mores hoved i 1535 og Thomas Cromwells i 1540. De afhuggede hoveder dyppedes i tjære for at holde længere. En tysk rejsende skal have talt 30 hoveder på broen i 1598. Denne praksis stoppede i 1660.
til et moderne kvarter, der var attraktivt for rige adelige, der ville tilbringe vinteren i London. I sidste halvdel af 1500-tallet og i 1600-tallet var cirka 23 procent af Londons arbejdsstyrke beskæftiget i tekstilindustrien, 9 procent i læderforarbejdning og 9 procent med metalforarbejdning. Almindelige folk uden uddan-
nelse kunne finde arbejde som tjenestefolk, bygningsarbejdere, gadehandlere, vaskekoner og lignende. Småborgerskab og middelklasse kunne være forretningsfolk, håndværkere, butiksejere, lærere, jurister, præster, læger m.m. Langt de fleste huse var ligesom i middelalderen tømmer- eller bindingsværkshuse, men velhavende folk boede også i tegl- eller stenhuse. Gaderne var snævre og blev ofte snævrere ved, at de øverste etager byggedes ud over gaderne. Lys fik man fra voks- og tællelys, og husene blev opvarmet med kul eller brænde i åbne ildsteder, der også brugtes til madlavning. Mange erhverv som bagere, bryggere, sæbesydere, smede m.fl. brugte åben ild eller ovne, og brandfaren var derfor stor. Vand fik man fra brønde eller pumpet op fra Themsen, og det beskidte drikkevand var en væsentlig smittekilde. I 1614 åbnedes en 64 kilometer lang kanal, der førte vand ind til London nordfra. Gennem vandrør førtes vandet videre ud til i de enkelte huse. I 1670 havde to tredjedele af Londons huse fået indlagt vand. Vandrensning begyndte man dog ikke på før i 1800-tallet.
Londons brand 1666 2. september 1666 skete katastrofen, da der startede en ildebrand i et bageri i Pudding Lane ved London Bridge. Ilden bredte sig hurtigt efter en lang, tør sommer og fortsatte i fire dage. 70 procent af byens huse, St. Paul’s Cathedral og 86 andre kirker blev ødelagt. Kun ni mennesker døde i branden, men ødelæggelserne var enorme.
Efter branden blev byens nye huse for en sikkerheds skyld bygget i mursten, og i flere tilfælde udvidede man også de gamle, snævre gader. Branden satte også gang i en udflytning til yderkvartererne, således at selve London Citys folketal formindskedes, mens byen voksede yderligere mod øst, vest og syd. Husene ved de centrale gader fik en generelt bedre standard efter 1666, men fattige mennesker boede stadigvæk i slumboliger, ofte i en labyrint af gyder og gårde, kældre, skure og hytter.
Den nuværende St. Paul’s Cathedral byggedes 1675-1710 af arkitekten Christopher Wren, der også genopbyggede 51 andre nedbrændte kirker i London. Z Londons brand 1666. Udateret maleri af ukendt maler, formentlig fra årene lige efter branden. Branden ses fra en båd på floden ud for Tower (til højre i billedet). Til venstre i billedet ses London Bridge. Byen havde intet brandkorps, og borgerne måtte selv bekæmpe ilden med hjælp fra soldater. I de fleste tilfælde opgav folk at redde husene og koncentrerede sig om at redde livet og deres indbo. Bagefter måtte de nu hjemløse bo i skure, hytter og telte. Den store bygning bag broen, omspændt af flammer, er den daværende St. Paul’s Cathedral, bygget 1087-1310.
med kaffe, konversation og aviser.
Kvartererne omkring Bloomsbury Square og St. James’ Square opbyggedes fra 1660’erne, hvorefter man nærmede sig det moderne Londons nuværende gadenet. Berkeley Square fra omkring 1740 blev for eksempel en af byens fineste adresser. Londons middelalderlige byporte blev revet ned i 1761, og byen dermed yderligere åbnet for ekspansion. Fra 1760’erne begyndte man at brolægge gaderne og fortovene i byen. Østlondon (East End) udviklede sig til et havne- og arbejderkvarter, Vestlondon (West End) til et overklasse- og regeringskvarter, mens London City i midten domineredes af købmænd og handelsfolk.
Londons forlystelsesliv cirka 1500-1750
Forlystelseslivet var livligt i Londons forstæder
i 1500-tallet og i første halvdel af 1600-tallet, men ikke i London City, hvor man var underlagt London-myndighedernes kontrol. Southwark-kvarteret på sydbredden af Themsen var særlig livligt omkring 1600. Man kunne komme over ad London Bridge, eller lade sig ro over floden af en af de utallige færgemænd. Derovre kunne man drikke sig fuld i kroerne, opsøge prostituerede i bordellerne og lade sig pirre af hanekampe og spændende tyre-, orneog bjørnetirring, hvor ophidsede kamphunde pudsedes på dyrene. Dyreplageri af den slags forblev populært til ind i 1800-tallet.
Southwark var også teatercentrum fra 1570’erne. Teatrene, for eksempel The Globe og The Swan, var træbygninger, hvor man spillede i sommerhalvåret ved dagslys under åben him-
z Et London-kaffehus cirka 1705. T.v. serverer en tjenestepige fra en bar, en tjener henter kridtpiber op fra en kasse, en kedel er sat over ilden, og endnu en tjener skænker kaffe op. Kunderne forlyster sig
mel. Det var en folkelig teaterscene, hvor rige og fattige overværede de samme stykker. Der var stor afsætning på teaterstykker og meget produktive forfattere. Thomas Heywood (cirka 1574-1641) hævdede for eksempel, at han var forfatter til 220 stykker. William Shakespeare (1564-1616) skrev omkring 1590-1613 cirka 37 stykker for teatertruppen The Lord Chamberlain’s Men (senere The King’s Men), der spillede på The Globe. Kong Jakob 1. elskede teater og gav truppen sin beskyttelse, deraf navnet The King’s Men.
Teatrene blev lukket i 1642 af puritanerne, fordi de anså dem for syndens arnesteder, og de forblev lukkede i 18 år. Da de genåbnede, var de fortrinsvis for aristokratiet. I 1700-tallet fik teatrene en ny storhedstid med store teatre på nordsiden af Themsen i Drury Lane, Covent Garden og Haymarket. I 1760’erne var der flere tusinde tilskuerpladser i disse tre Londonteatre og et livligt publikum fra alle sociale klasser. Kaffehuse (cafeer) blev moderne fra midten af 1600-tallet. Her kunne man mødes uden at skulle gå på værtshus. Det første kaffehus åbnede i 1652, og ti år efter var der 82 kaffehuse i City of London og mange flere i forstæderne. I starten af 1700-tallet var der 3.000 kaffehuse i London. Nogle blev mødesteder for bestemte erhvervsgrupper og udviklede sig til en slags uformelle kontorer. Londons aktiebørs og forsikringsmarkedet Lloyd’s of London, der i starten især specialiserede sig i forsikring af slaveskibe, startede begge to i kaffehuse i slutningen af 1600-tallet. Da Bank of England stiftedes i 1694, udviklede London sig hen imod et finanscentrum. Kaffehusenes popularitet varede ved indtil midten af 1700-tallet, hvor teen overtog kaffens position. Nogle af kaffehusene begyndte da at kræve entré og medlemskab. Det blev begyndelsen til de engelske gentlemen-klubber.
William Hogarth’s ”Gin Lane”
William Hogarth: Gin Lane (1751). Stikket indgik i en kampagne mod drikkeri i 1751 og er Hogarths moraliserende satire over gindrikkeriet i slumkvarteret St. Giles i London. En syfilitisk prostitueret taber i fuldskab sit barn ned i en kælder, mens hun er optaget af sin snustobakdåse. En afmagret, døende soldat sidder med et tomt glas i hånden, en hund og en kurv med pamfletter “The Downfall of Mrs. Gin”. Nederst t.v. ses et ginværthus, Gin Royal, med reklameskilt: “Drunk for a penny/Dead drunk for twopence/Clean straw for nothing.” Ovenover t.v. ses en pantelåner, ”Gripe”, hvor folk pantsætter deres vigtigste ejendele for at få penge til gin. Foran pantelåneren slås en dreng og en hund om et kødben, en pige sover op ad rækværket (foran hende en snegl: et symbol på dovenskab). T.h. hælder børn og fulde folk gin i sig, en baby får sågar serveret gin. Et destilleri t.h. har navnet ”Kilman” (!), og uden for destilleriet er der et slagsmål i gang, hvor en krøbling skal til at slå med sin krykkestok på en blind mand. I baggrunden løber en galning rundt i midten med en baby spiddet på et spyd, t.v. ses en bedemand i arbejde – en kvinde lægges i kisten, mens hendes barn græder. Øverst t.h. har en mand hængt sig selv.
En modsætning til det ædruelige kaffe- og tedrikkeri var et voldsomt spiritusforbrug. Den britiske regering havde ellers, som en del af sin merkantilistiske politik (se s. 70), opmuntret til alkoholfremstilling siden 1689 for at sikre selvforsyning med spiritus i stedet for import fra Frankrig . Det havde ført til et voldsomt gin-forbrug, en gin-craze, indtil man med lov-
givning i 1736 og 1751 bremsede op for det værste drikkeri med blandt andet beskatning af gin-værthuse.
Ligesom andre britiske byer havde London en række store årlige markeder, som tiltrak tusindvis af mennesker med underholdning ved linedansere, akrobater, stærke mænd, boksekampe, marionetteater, mad, drikke
osv. Det største årlige marked i London var St. Bartholomew’s Fair, der blev afholdt over flere dage uden for Aldersgate-byporten, fra middelalderen frem til 1855. Dertil var der permanente forlystelsesparker i London, for eksempel Vauxhall Gardens fra midten af 1600-tallet.
z Slaget ved Culloden i 1746. Jakobitternes endelige nederlag. Malet i 1750 af David Morier for regeringstroppernes anfører i slaget, hertugen af Cumberland prins William Augustus.
Fra borgerkrig til stormagt
CA. 1500-1750
Skotland i 1500-tallet og personalunionen mellem Skotland og England i 1603 Skotland s historie fra middelalderen, med en svag kongemagt og mindreårige regenter, fortsatte i 1500-tallet. De jævnlige konflikter med England og alliancen med Frankrig fortsatte også.
Skotland blev også berørt af reformationen og splittet mellem katolikker og protestanter, der hver for sig søgte støtte i udlandet: katolikkerne i det katolske Frankrig, og protestanterne i England. Den skotske protestantisme adskilte sig dog fra den engelske ved at være overvejende presbyteriansk, dvs. gå ind for en calvinistisk-orienteret kirke, i modsætning til den bispestyrede, halvkatolske, anglikanske statskirke i England.
I 1546 lod Skotlands katolske magthavere en protestantisk prædikant brænde på bålet som kætter. De skotske protestanter blev betragtet som kættere, men også som engelsk-venlige landsforrædere. Henrettelsen udløste et protestantisk oprør, der måtte nedkæmpes med fransk hjælp. Kravet om en reformation af den skotske kirke voksede sig dog stærkere, og i 1559 vendte prædikanten John Knox tilbage fra eksil som reformationens leder. Katolske kirker og klostre blev plyndret og ødelagt, og der udbrød en borgerkrig mellem protestanterne, støttet af England, og Skotlands katolske regering, støttet af Frankrig. Krigen endte med en
protestantisk sejr og det skotske parlaments vedtagelse af reformationen i Skotland i 1560 – med en presbyteriansk kirke, i overensstemmelse med John Knox’ idéer. Hermed var det slut med den gamle skotsk-franske alliance og den franske indflydelse i landet.
Landets katolske dronning Maria Stuart blev væltet ved et oprør i 1567, fængslet og tvunget til at træde tilbage fra tronen til fordel for sin lille søn Jakob 6. Året efter flygtede Maria Stuart til England. Hendes tilhængere fortsatte borgerkrigen i Skotland indtil det endelige nederlag i 1573. Presbyterianismen sejrede som skotsk statsreligion.
Maria Stuarts oldefar var Henrik 7. af England, og hun havde arveret til den engelske trone og kunne være et katolsk alternativ til dronning Elizabeth 1. Hun blev derfor holdt som statsfange i England i 19 år, indtil hun blev henrettet i 1587 på grund af sin deltagelse i en katolsk sammensværgelse. Da Elizabeth døde uden arvinger i 1603, blev Maria Stuarts søn Jakob 6. til gengæld valgt til engelsk konge (med det engelske kongenavn Jakob 1. James I.). De to lande var dermed i en personalunion. Med fælles konge forhandlede England og Skotland om at indgå en statsunion, men forhandlingerne brød sammen, og de to lande forblev to forskellige stater, med et fælles statsoverhoved. Toldgrænsen mellem Skotland og England bestod, og skotsk handel fik ikke
Z John Knox (cirka 1510-1573), var oprindeligt katolsk præst, men blev i 1540’erne overbevist af reformationens idéer. Knox blev taget til fange af franske tropper i Skotland under nedkæmpelsen af et protestantisk oprør og var galejslave i Frankrig 15471549. Derefter levede han i landflygtighed i England, hvor han deltog i den engelske reformation, og i Geneve i Schweiz, hvor han arbejdede som præst for den engelske menighed i byen og traf reformatoren Jean Calvin. Knox vendte tilbage til Skotland i 1559 og kom til at lede den skotske reformation og organisere den skotske kirke efter calvinistisk-presbyterianske retningslinjer. Portræt fra Theodore Beza: ”Icones” (1580).
adgang til de efterhånden betydelige engelske kolonier. Kong Jakob tog fast ophold i sit største og rigeste land, England, og kom først tilbage på besøg i Skotland i 1617.
Englands borgerkrige og revolutioner i 1600-tallet
1600-tallet blev præget af flere opgør mellem kongemagten og parlamentet i England. Konflikten kompliceredes af, at den blev blandet sammen med reformationstidens religiøse stridigheder mellem katolikker, anglikanere og puritanere.
Maria Stuart
Blair’s Memorial Portrait of Mary, Queen of Scots (ukendt maler, starten af1600tallet) fortæller om en dramatisk kvinde skæbne på reformationstiden. Maria Stuart (Mary Stuart, dronning af Skotland 1542-1567) blev dronning blot en uge gammel i 1542. Allerede i 1544 blev hun trolovet med den franske kronprins Frans og sendt til Frankrig og opdraget der. Hun blev gift i 1556, og fransk dronning, da han blev konge i 1559. Men Frans (2.) døde allerede i 1560, og parret fik ingen børn. Hvis ægteskabet var lykkedes, ville det have betydet en forening af Skotland og Frankrig under den samme kongeslægt og en alvorlig trussel mod England. Tilbage i Skotland som dronning i 1561 kom den katolske Maria Stuart øjeblikkeligt i konflikt med den nye reformatoriske bevægelse i Skotland omkring John Knox . Maria blev fængslet og tvunget til at træde tilbage fra tronen i 1567 til fordel for sin søn Jakob 6. (James VI af Skotland – senere James I af England). I 1568 flygtede Maria Stuart til England, men blev holdt i fangenskab her i 19 år, indtil hun blev halshugget 44 år gammel i 1587. Henrettelsen krævede tre hug med øksen. Maria Stuart blev først begravet i Peterborough, men i 1612 fik hendes søn Jakob 6., der altså blev konge af både Skotland og England, hende genbegravet i Westminster Abbey i London. Billedet viser Maria, der forbereder sig på sin henrettelse – med krucifiks om halsen og i højre hånd og bønnebog i venstre hånd. Henrettelsen ses i scenen til venstre. Til højre ses hendes ledsagere, Jane Kennedy og Elizabeth Curle, der skulle hjælpe hende op på skafottet. Jane Kennedy holder et hvidt klæde i hånden, som hun skulle binde for Maria Stuarts øjne, inden øksen skulle falde. Øverst til venstre ses det skotske våbenskjold med den stejlende løve. Elizabeth Curle betalte for at få billedet malet, som en martyrfremstilling af Maria Stuart og et stykke katolsk propaganda.
Heksejagter
Heksejagter var et almindeligt fænomen i Europa på reformationstiden og langt op i 1600-tallet. Her ses et træsnit fra 1591, der illustrerer en heksejagt i North Berwick i Skotland 1590-1592, hvor over 70 mennesker blev anklaget for hekseri, tortureret og henrettet.
For oven t.v. ses et skib, der forliser under en storm startet af hekse. For oven t.h. ses heksene røre op i deres heksekedel. I midten ses en gruppe kvindelige hekse, der lytter til djævelens prædiken, mens en mandlig heks tager notater. Nederst t.h. ses en episode, hvor en mand, der har afsløret hekse i Skotland, vågner op af sin søvn og på magisk vis er blevet transporteret til en vinkælder i Frankrig. Anledningen til retssagen var Jakob 6.s ægteskab i 1589 med den danske kong Christian 4.s 14-årige søster Anne, hvor skibene, der skulle sejle ægteparret mellem Danmark, Norge og Skotland, blev ramt af livsfarlige storme. Bagefter forklarede man stormene med sort magi udøvet af hekse, der ville forhindre ægteskabet. Jakob 6. engagerede sig personligt i retssagen mod de mistænkte hekse og skrev en bog om ”dæmonologi” i 1597. Der havde været dødsstraf for hekseri i Skotland siden 1563, og i alt skal 3.000-5.000 mennesker have været anklaget for hekseri i Skotland i 1500og 1600-tallet. Heksejagterne kulminerede i Skotland 16581662, i England under den engelske borgerkrig 1642-1651.
Krudtsammensværgelsen 1605
Den første konfrontation i 1600-tallet kom med Krudtsammensværgelsen (”The Gunpowder Plot) i 1605. Landets nye konge, Jakob 1. (James I, 1603-1625), ville ligesom Elizabeth 1. have en ensartet, anglikansk statskirke i landet og forfulgte både katolikker og yderliggående puritanere. En katolsk sammensværgelse i 1605 planlagde derfor at sprænge det britiske parlament med kongen og alle parlamentsmedlemmerne i luften i håb om en katolsk magtovertagelse. De sammensvorne fik smuglet 36 tønder krudt ned i kælderen under parlamentet, hvor Guy Fawkes skulle antænde eksplosionen i forbindelse med kongens åbning af parlamentet. Sammensværgelsen blev dog røbet, og Fawkes blev grebet på fersk gerning. Han og de andre sammensvorne blev dræbt eller henrettet, og bagefter blev katolikker undertrykt endnu mere brutalt. Anti-katolicisme blev en del af engelsk patriotisme, og katolikkernes antal svandt ind. Puritanismen voksede til gengæld, især i London hvor den økonomiske udvikling gik stærkest.
z Et samtidigt stik af hovedmændene fra Krudtsammensværgelsen 1605 (af Crispijn de Passe), Guy Fawkes ses som nr. tre fra højre.
Siden 1606 har man fejret ”Guy Fawkes Night” den 5. november som en taksigelsesfest for at fejre afsløringen af krudtsammensværgelsen. Festen er en populær fest med fyrværkeri og afbrænding af Guy Fawkes-dukker på bål i stil med afbrændingen af hekse på danske sankthansbål. I 2006 fik Guy Fawkes-figuren nyt liv, da tegneserien ”V for Vendetta” blev filmatiseret. Den anarkistiske selvtægtsmand ”V” planlægger at sprænge det britiske parlament i luften for at bekæmpe et fascistisk styre i Storbritannien i en nær fremtid. ”V” bærer en Guy Fawkes-maske i filmen, og herefter blev Guy Fawkes-masken pludselig et symbol for antiautoritære aktivister.
Den engelske borgerkrig 1642-1651
De første konger fra Stuart-dynastiet stræbte efter en stærk og enevældig kongemagt. Jakob 1. og Karl 1. var overbevist om deres guddommelige ret til at herske, i overensstemmelse med de idéer om enevælde, der samtidig vandt frem i Europa, men forgængernes godssalg havde udhulet kongemagtens indtægter. Nye indtægter skulle skaffes ved udskrivning af skatter, men det krævede godkendelse i det engelske parlament, der så forlangte indrømmelser på andre områder. Jakob 1. og Karl 1. indkaldte derfor ikke parlamentet i en længere årrække, men forsøgte at skaffe indtægter gennem eksempelvis toldopkrævning.
England havde ingen stående hær, og når der skulle føres krig, oversteg det kongernes økonomiske muligheder, medmindre de fik
parlamentet til at bevilge penge. Derfor var Karl 1. nødt til for første gang i elleve år at indkalde parlamentet i 1640, for at skaffe penge til at nedkæmpe et skotsk oprør. Kongen havde forsøgt at påtvinge Skotland en anglikansk kirkeform, men resultatet var blevet et oprør, da de skotske presbyterianere ikke ville finde sig i den engelske indblanding. Da parlamentet mødtes, var det domineret af puritanere, der var fast besluttet på at bryde kongens enevældige styre. Kongen blev mistænkt for at have katolske sympatier, og der udbrød en magtkamp mellem ham og parlamentet. Parlamentet slog til ved at lade kongens vigtigste politiske rådgiver henrette for højforræderi i 1641, erklære kongens metoder til at skaffe sig penge uden om parlamentet for ulovlige og nedlægge kongelige særdomstole. Opgøret
z Henrettelsen af kong Karl 1. foran Banqueting House på Whitehall i London 30. januar 1649 (anonymt stik fra 1600-tallet på National Portrait Gallery). Kongen førtes ud til henrettelsen gennem et vindue i Banqueting House til en tømret platform foran palæet. Efter henrettelsen fik familien lov til at lade hovedet sy på kroppen igen, så Karl kunne begraves i hel tilstand, klar til kødets genopstandelse. Karl 1. undgik således at få sit afhuggede hoved udstillet på London Bridge eller andre steder.
med kongemagten skabte en bølge af uro i landet med optøjer mod katolikker og mod enclosure-bevægelsen.
Uroen og optøjerne var skræmmende for en del af overklassen, der frygtede en revolutionær udvikling. Kongen kunne derfor ligesom parlamentet samle en hær, og 1642-1646 og 1648-1651 udkæmpedes der en voldsom borgerkrig mellem kongens og parlamentets tilhængere, ”Kavalererne” og ”Rundhovederne”, som de to partier blev kaldt. Borgerkrigens dramatiske højdepunkt kom, da den tilfangetagne
Karl 1. blev halshugget den 30. januar 1649 i London, anklaget og dømt for højforræderi af en parlamentsdomstol. Cirka 190.000 (3,7 procent af Englands befolkning) døde som følge af krigshandlingerne og de sygdomme, der fulgte med dem. Tabstallene i Skotland lå på samme niveau. I Irland, hvor der var oprør mod englænderne under den engelske borgerkrig, var tabene derimod meget større – helt op til 41 procent af befolkningen ifølge nogle kilder. Parlamentet sejrede, men sejrherrerne blev hurtigt uenige. Nogle ønskede en bevarelse
af kongedømmet, blot med en sikkerhed for parlamentets rettigheder, andre ville indføre en republik styret af parlamentet, som fortsat skulle sammensættes efter de eksisterende udemokratiske regler. Andre ville have en virkelig samfundsomvæltning med større demokratisering og lighed, for eksempel de såkaldte “Levellers”, der ønskede religiøs tolerance og ville udstrække valgretten til næsten hele den mandlige befolkning, og de såkaldte ”Diggers”, der ikke blot ville have politisk og juridisk lighed, men også økonomisk lighed, blandt andet ved at uddele uopdyrkede jordlodder til fattige, jordløse folk.
Cromwells styre 1653-1658
Krigen havde givet parlamentshæren og dens leder, den lavadelige Oliver Cromwell, enorm magt. Cromwell og hæren lod først tilhængerne af kongedømmet fjerne fra parlamentet og slog bagefter hårdt ned på de demokratiske levellers og diggers. Cromwell lavede det engelske parlament om til et et-kammer-parlament og gjorde sig fra 1653 til militærdiktator med titel af “Lord Protector”. Cromwell var stærkt religiøs og overbevist puritaner og søgte at indføre et strengt, moralsk styre i England. For eksempel forbød han fejring af julen, som han mente blot udnyttedes til ukristeligt drikkeri og frås, og folk, der blev grebet i at udnytte den kristne helligdag søndag til arbejde eller spadsereture, blev straffet med gabestok og bøder. Cromwell afslog at lade sig krone til konge, men hjemsendte parlamentet ved flere lejligheder. Han fratog også Skotland og Irland deres selvstyre og indlemmede dem direkte i England. Cromwell døde i 1658 og blev efterfulgt i sit embede af sønnen Richard Cromwell, der dog ikke havde faderens autoritet og trådte tilbage allerede i 1659.
Cromwell
Oliver Cromwell (1599-1658) med rustning og marskalstav (malet af Robert Walker cirka 1649 (National Gallery).
Cromwell var parlamentsstyrets stærke mand og landets reelle diktator 1653-1658. Efter genoprettelsen af kongemagten blev Cromwells lig gravet op i 1661 på 12-årsdagen for Karl 1.s henrettelse og symbolsk henrettet. Liget blev ophængt i lænker ved henrettelsesstedet Tyburn i London og derefter smidt i et hul. Hovedet blev hugget af og sat på en stage foran parlamentet, hvor det stod indtil 1685.
Oliver
Restaurationen:
Kongedømmet genoprettes
Puritanernes moraliserende styre blev upopulært, og uden den stærke mand, Oliver Cromwell, faldt republikken sammen. I 1660 besluttede parlamentet med støtte fra hæren at kalde Karl 2., den henrettede Karl 1.s søn, tilbage fra hans landflygtighed i Frankrig. Karl 2. (Charles II, 1660-1685) blev nu kronet til konge efter at have underskrevet garantier for parlamentets rettigheder. Stemningen svingede endda så meget den anden vej, at et nyvalgt parlament gennemtvang en udrensning af de ansvarlige for Karl 1.s henrettelse. Oliver Cromwell og tre andre afdøde ”kongemordere” fik deres lig opgravet og symbolsk henrettet, mens tretten andre levende kongemordere blev dødsdømt og henrettet. Udrensningen rakte også ind i kirken, hvor en lang række puritanske præster blev afsat fra deres embeder, og sekter som eksempelvis baptisterne og kvækerne blev forfulgt.
Stemningen i parlamentet var stadig stærkt anti-katolsk, og i 1673 og 1678 vedtog parlamentet de såkaldte Test Acts. For at udelukke katolikker og sektmedlemmer skulle alle embedsmænd, officerer og parlamentsmedlemmer modtage nadveren efter den anglikanske kirkes ritual og aflægge ed på, at de ikke troede på den katolske læresætning om nadvervinens og -brødets forvandling til Jesu legeme og blod.
Parlamentet delte sig i disse år i to politiske grupperinger: Whiggerne og Toryerne. Whiggerne var stærkt protestantiske og antikatolske og ønskede snævre grænser for kongens magt, mens Toryerne, uden at være katolikker og tilhængere af enevælden, i højere grad holdt på den anglikanske statskirkes lære og en stærk kongemagt.
”Den Glorværdige Revolution” 1688: Parlamentet sikrer sin magt
De gamle stridigheder i England om magtfordelingen mellem kongemagt og parlament, og om religion, kom op til overfladen efter Karl 2.s død i 1685. Karl 2. havde katolske sympatier, men gik ind for religiøs tolerance og lod sig først omvende til katolicismen på sit dødsleje. Den nye konge, Jakob 2. (James II, 1685-1688) var gået over til katolicismen sidst i 1670’erne, udbyggede sin stående hær til parlamentets utilfredshed, hjemsendte parlamentet i 1685 og lod katolikker indtage topposter i modstrid med Testakten. Jakob 2. havde to protestantiske døtre fra et første ægteskab, men fik i 1688 en søn med sin nye, katolske dronning. England havde dermed en katolsk tronarving og kunne se frem til en katolsk kongefamilie fremover. Det udløste et oprør, der samlede whigger, toryer og anglikanere imod Jakob 2. Oprørerne ville i stedet have Jakob 2.s protestantiske datter Maria og hendes hollandske mand, Vilhelm af Oranien (William of Orange) på tronen. Vilhelm var statholder i Holland, var barnebarn af Karl 1. og havde gjort sig positivt bemærket ved at modstå et fransk angreb på Holland i 1672.
Vilhelm gik i land i England med en stor flåde og hær i november 1688. Jakob 2.s tropper gik over til Vilhelm, og Jakob måtte flygte til Frankrig. Maria og Vilhelm indtog herefter den engelske trone i fællesskab som Maria 2. (Mary II, 1689-1694) og Vilhelm 3. (William III, 1689-1702).
For at komme på tronen måtte det nye kongepar samarbejde med parlamentet og acceptere dets vedtagelse af The Bill of Rights i 1689, der fastslog parlamentets magt i utvetydige vendinger og endeligt forhindrede enevældens indførelse i England. Parlamentet fik fastslået sin skattebevillingsret, ytringsfrihed og for-
samlingsfrihed. Kongen kunne ikke suspendere eller dispensere fra love uden parlamentets godkendelse, og kongen måtte ikke opbygge en stående hær i fredstid uden parlamentets godkendelse. The Bill of Rights pegede på den måde frem mod det moderne parlamentariske demokrati og det konstitutionelle monarki i nutidens Storbritannien og andre vesteuropæiske lande. Testaktens begrænsninger for engelske katolikkers rettigheder blev samtidig genindført, og det blev fastlagt, at en engelsk monark aldrig måtte være katolik. Den Glorværdige Revolution (The Glorious Revolution) kalder man magtskiftet og skabelsen af det nye politiske system i England 1688-1689.
Irland som engelsk koloni i 1600-tallet England havde som tidligere nævnt strammet grebet om Irland fra slutningen af 1500-tallet med indførelse af engelsk administration og udsendelse af engelske kolonister til landet (se s. 37-38). I 1600-tallet fik engelsk-skotske jordejere tildelt konfiskeret jord i især Ulster mod at lade jorden befolke med udsendte fæstebønder fra England og Skotland. På samme måde blev der uddelt jord til engelske officerer fra kampene mod irerne, til City of London (som tildeltes byen Derry/Londonderry med omliggende områder) og til den anglikanske Church of Ireland (som tildeltes de katolske kirker og jordejendomme i området).
De lokale irere i Ulster fik kun lov at fæste den dårligste jord og gårdene længst væk fra byerne. I 1641 var der cirka 125.000 britiske kolonister i Irland, de fleste af dem presbyterianske skotter, ”Ulster-Scots”. De protestantiske, britiske indvandrere var dog stadigvæk et klart mindretal i Irland. For hver britisk-protestantisk kolonist i Irland var der cirka 15 irske katolikker i landet.
I 1641 var der igen oprør. De irske oprørere
John Locke
Den engelske filosof John Locke (1632-1704) var en af foregangsmændene for 1700-tallets oplysningstid. Locke var en aktiv modstander af Jakob 2. og måtte flygte til Holland i 1683. Jakob 2. forlangte
John Locke udleveret, men Locke slap og vendte tilbage til England sammen med Maria 2. og Vilhelm 3. i 1688. I årene derefter udlagde Locke den glorværdige revolutions ideologi. Han afviste den enevældige kongemagt af Guds nåde og mente, at den eneste legitime regering var den, der havde folkets samtykke. Folket havde derfor også en oprørsret mod et uretfærdigt styre. Locke afviste alle standsprivilegier og udpegede friheden, ligheden og den private ejendomsret som menneskets naturlige rettigheder. Han gjorde sig også til talsmand for religiøs tolerance og en adskillelse af stat og kirke. Idéer, der peger frem mod den moderne liberalisme.
Foruden sine politiske idéer udviklede Locke rationalismens erkendelsesteori: Et menneske fødes som en tabula rasa (en ubeskrevet tavle), som fyldes ud af erfaringen igennem sanserne, indlæringen og tænkningen. Alle idéer udvikles fra erfaringen. Portræt fra 1689 af Herman Verelst.
massakrerede britiske kolonister og allierede sig med de engelske royalister under den engelske borgerkrig. Efter sejren i borgerkrigen slog Cromwell fra 1649 hårdt ned på de irske oprørere. Afgrøder blev brændt af, så folk sultede ihjel. I byerne Drogheda og Wexford blev indbyggerne massakreret, og titusindvis blev deporteret som straffefanger til Bermuda og Barbados. Tabene af menneskeliv var ekstreme i Irland, cirka 600.000 ud af en befolkning på 1,4 millioner. I 1653 var Irland erobret efter fire års krig. Bagefter fik over 12.000 soldater fra parlamentshæren betalt deres løn med konfiskeret jord i Irland. Resterne af det irsk-katolske jordejende aristokrati forsvandt.
I 1689 landede den året før afsatte konge, Jakob 2., med en fransk hær i Irland, hvor han fik støtte i landets katolske befolkning, men i 1690 led han nederlag til den protestantiske Vilhelm 3. i Slaget ved Boyne i det østlige Irland. Jakob 2. flygtede til Frankrig, og irerne kom igen under hård engelsk undertrykkelse og blev udsat for nye jordkonfiskationer og en ny skotsk-protestantisk indvandringsbølge. I årene efter blev der vedtaget en lang række love, der sikrede de engelsk-anglikanske magthavere total kontrol med Irland. Katolikker blev udelukket fra offentlige embeder og fra stemmeret og valgbarhed til det irske parlament. Magten lå hos protestanterne, der udgjorde cirka 10 procent af befolkningen, og var mellem dem endda koncentreret hos de engelsk-anglikanske godsejere, det irske parlament (som kun den lille protestantisk overklasse havde valgret til) og den engelske vicekonge. I praksis var Irland en koloni, der blev fastholdt i et økonomisk underordningsforhold, som leverandør af fødevarer og arbejdskraft til kolonimagten Storbritannien.
Jonathan Swift
Jonathan Swift (maleri af Charles Jervas, cirka 1718). Den engelskirske præst og forfatter Jonathan Swift (1667-1745) er især kendt for sin satiriske, fiktive rejseskildring ”Gullivers rejser” (Gulliver’s Travels, 1726). Han var født af engelske forældre i Dublin og uddannedes på det engelsk-oprettede universitet i Dublin, Trinity College, og på Oxford Universitet. I London gjorde han politisk karriere, indtil han i 1714 blev anglikansk domprovst ved St. Patrick’s Cathedral i Dublin. I ”Klædehandlerens breve” (The Drapier’s Letters, 1724) og ”Et beskedent forslag” (A Modest Proposal, 1729) satiriserede han skarpt over den engelske mishandling og udsugning af Irland. Han foreslog for eksempel sarkastisk at afhjælpe den udbredte sult og fattigdom i Irland ved at opføde og slagte fattigfolks børn, for så bagefter at sælge kødet til rige mennesker.
z Livet i det skotske højland, på de skotske øer og i det meste af Irland var helt anderledes end i England. Et eksempel er de traditionelle ”blackhouses”, som var normale til langt ind i 1800-tallet. Enkelte var endda i brug til helt op i 1970’erne. De var bygget med dobbelte vægge af natursten og tætnet med jord og mos. Taget blev båret af træbjælker og dækket med tørv. Gulvet var normalt et stampet jordgulv. Huset rummede både mennesker og dyr, havde én indgangsdør og ingen vinduer. Midten af huset var forbeholdt ildstedet, men der var ingen skorsten, som røgen kunne slippe ud af. I stedet trak røgen ud gennem taget, og der var mørkt og røgfyldt indenfor. Her huse fra Hebriderne.
Skotland i 1600-tallet:
En sårbar økonomi
Under den engelske borgerkrig i 1640’erne havde Skotland først kæmpet imod Karl 1. og derefter allieret sig med ham mod det engelske parlament. Dermed var Skotland en af taberne og blev besat. I 1652 dikterede det engelske parlament en union mellem England, Skotland og Irland med et fælles britisk parlament for de tre lande, men unionen ophævedes igen i 1661, da kongedømmet i England blev genindført, og Skotland fik sit parlament og sin lokalregering tilbage.
Genindførelsen af kongedømmet betød, at
konflikten mellem de skotske presbyterianere og den britiske kongemagt, der ville gennemtvinge en bispestyret (”episkopal”) kirke i Skotland, dukkede op igen. Konflikten varede frem til ”Den Glorværdige Revolution” i 1688, hvor presbyterianerne støttede Vilhelm 3. og som følge heraf fik magten over den skotske kirke.
Omkring 1700 var der cirka 1 million indbyggere i Skotland, som overvejende levede af landbrug og kvægavl, suppleret med tekstilproduktion og handel med småskibe på Vesteuropa og Østersøen. Landet var økonomisk sårbart, og sytten dårlige høstår i træk 16961713 skabte stor fattigdom og udbredt nød – og
medvirkede til den betydelige skotske udvandring og bosættelse på beslaglagt jord i Irland.
Skotland forsøgte at deltage i tidens internationale storhandel med kompagnier og kolonier, men havde ikke ressourcerne til det. Et skotsk handelskompagni forsøgte i 1698-1700 at oprette en skotsk koloni ”Caledonia” i Panama, men de udsendte skotske kolonister led af sult og sygdomme og blev til sidst jaget ud af spanierne. Koloniseringsforsøget kostede omkring 2.000 skotter livet. Kun få vendte levende hjem, og alle de investerede penge var tabt. Lektien var tydelig: Skotterne gjorde klogere i at alliere sig med englænderne.
Unionen mellem England og Skotland
1707: Storbritannien
Samtidig med Skotlands økonomiske problemer begyndte ledende engelske politikere at arbejde for en statsunion med Skotland. Dronning Anne (1702-1714), den sidste Stuart-regent i England og Skotland, havde ikke nogen arvinger. Derfor havde det engelske parlament allerede i 1701 udpeget en tysk og protestantisk sidegren til det engelske kongehus, Huset Hannover, som arvinger til tronen. Skotland kunne imidlertid som en selvstændig stat vælge en anden tronfølger, for eksempel den fordrevne og nu afdøde Jakob 2.s søn, dronning Annes katolske halvbror James Edward Stuart. Han støttedes af Frankrig, og hans eventuelle udnævnelse ville føre til en farlig sikkerhedspolitisk situation for England, der var i krig med Frankrig 1702-1713. Den engelske politiske elite arbejdede derfor for en egentlig union mellem England og Skotland. I Skotland var der stor folkelig modstand, men det meste af eliten var tilhængere af unionen. En del medlemmer af det skotske parlament blev bestukket med penge og titler, og i 1707 vedtog det skotske parlament unionen med 110 stemmer mod 47. Det
skotske parlament blev nedlagt, og Skotland fik i stedet repræsentanter i det fælles britiske parlament i London.
Den nye statsdannelse kaldtes Storbritannien, og man indførte et fælles møntsystem og et fælles unionsflag, ‘Union Jack’. Skotland beholdt dog sin egen lovgivning og retsvæsen, og den skotske presbyterianske kirke fik garanteret sine rettigheder. Skotlands interesse i unionen var især den frie adgang til det engelske marked og de engelske kolonier med de heraf følgende muligheder for økonomisk vækst. Unionen åbnede for en stor skotsk eksport af uld, kul, salt, tekstiler og kvæg til England – og for skotsk deltagelse i den engelske kolonihandel. Det kom dog til at tage en del år, før skotterne mærkede større positive virkninger af unionen. I stedet skabte nye skatter og afgifter grobund for utilfredshed og såkaldt jakobittiske oprør.
Jakobittiske oprør i Skotland 1688-1745
Jakobitterne var tilhængere af den afsatte engelske konge Jakob 2. og hans efterkommere:
sønnen James Edward Stuart (1688-1766) og sønnesønnen Charles Edward Stuart (17201788). De var katolikker og fik støtte i det overvejende katolske Irland. I Skotland var der få katolikker, men jakobittismen blev støttet af flere højlandsklaner. De gælisk-talende højlandsklaner, for eksempel MacDonald-klanen, kæmpede for at bevare deres traditionelle samfundsstruktur og jord i en konflikt med de centrale myndigheder og den konkurrerende Campbell-klan . Jakobittismen blev et samlingspunkt for alle, der var i opposition til den britiske centralmagt og den presbyterianske kirke i Skotland.
Jakob 2. var blevet afsat i 1688 og jakobittiske oprørere slået ned i Skotland i 1690. Efter unionen i 1707 forsøgte først Frankrig i 1708 og
derefter Spanien i 1719 at sætte hære i land i Skotland og befri landet i hans søn James Edward Stuarts navn, men begge forsøg mislykkedes. Jakobitterne forsøgte at gøre oprør med udgangspunkt i det skotske højland i 1715-1716 og 1745-1746. I 1745 lykkedes det oprørshæren at trænge ned i England og true magthaverne i London, inden jakobitterne blev besejret i Slaget ved Culloden nær Inverness i det skotske højland, hvor cirka 1.000 oprørere blev dræbt mod 50-60 dræbte på regeringssiden. Efter slaget fulgte straffeekspeditioner med plyndringer og afbrændinger af gårde i højlandet, henrettelser, landsforvisninger, deportationer og fængslinger samt konfiskation af våben og landområder. Den skotske højlandskultur blev undertrykt og kilt og sækkepibe forbudt. Slaget ved Culloden betød jakobittismens død og afslutningen på de skotske højlandsklaners politiske magt.
Jakobitterne havde mødt udbredt sympati i Skotland i 1715 på grund af skotternes modstand mod unionen og de nye skatteopkrævninger, men i 1745 var støtten betydeligt mindre. Skotland var begyndt at mærke de positive virkninger af unionen, i form af en bedre økonomi. Skotske købmænd og skibe deltog i handelen over Atlanterhavet, Glasgow blev et centrum for Amerikahandel og for tobaks- og bomuldsindustri, og der var fine karrieremuligheder i den britiske hær og i det britiske kolonirige.