Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 139, august 2016

Origo 139 | august 2016 | kr. 90,- i løssalg

N YT T O G RI O

O R I GO om vitenskap, skapelse og etikk

VanetĂŚnkning & de faglige argumenter Kritisk videnskabsjournalistik Matematikken & makroevolutionen Holder forklaringerne?

www.origonorge.no

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen,

www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Velkommen til nyt, læservenligt ORIGO

Redaktionskomité i Danmark

Indhold

Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. finn@datering.dk

3

/ Peter Øhrstrøm, redaktør på dette nr.

Skal lægeassisteret selvmord være lovligt? / Søren Holm

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. holger@skabelse.dk

Aggressiv creationisme som skræmmebillede

4

TEMA: Kritisk videnskabsjournalistik / hhv. af Ove Høeg Christensen og Knud Aa. Back

Henrik Friis, cand.oecon. abonnement@skabelse.dk Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Mikael Larsen, lektor, cand.polyt. mikael.larsen@live.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk Emil Rasmussen, studerende, IT-medarbejder emil@skabelse.dk Andreas Vedel, cand.scient. andreas@skabelse.dk

16

Kritisk videnskabsjournalistik Mod varme tider Oprejst gang er kun for mennesker Menneskets evolution og rod i artsbegrebet De første blomster

TEMA: Matematikken & makroevolutionen

Vidar Pettersen, lærer, master i teologi. vidarpe@gmail.com

18 22 24 28

Ingen gratis ændring af bio-systemer Lotto – populationsgenetik for dummies Tilfældige mutationer kan ikke opbygge DNA-information Forklaring på komplekse tilpasninger

6 8 12 14

/ Ove Høeg Christensen og Knud Aa. Back

Forsidefoto: iStockPhoto.com. Selv en mur af natursten bygger ikke sig selv.

Bent Vogel, cand.scient. bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. peter@skabelse.dk Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. kristian@skabelse.dk

Redaksjonsråd i Norge Asbjørn Lund asbjlund@gmail.com

Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, professor, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no

Redaktion på dette nummer:

Peter Øhrstrøm, Knud Aa. Back

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

ORIGO følger Dansk Sprognævns anbefalinger og Norsk Språkråds anvisninger for tegnsætning.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

august 2016 Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. +45 2168 7086 E-mail: abonnement@skabelse.dk

da Re

Mange af os undrede os såre da den nu tidligere forskningsminister i Danmark, Esben Lunde Larsen, fik store problemer kort tid efter udnævnelsen til minister. Årsagen var et avisinterview hvor ministeren havde nævnt sin kristne tro, herunder sin tro på Gud som skaber.

Diverse religionshistorikere mv. mente på det grundlag at udnævnelsen var problematisk af principielle grunde. Bl.a. blev udnævnelsen ligefrem sammenlignet med at gøre en pyroman til chef for et brandvæsen (Politiken, 4. juli 2015).

Desværre er forestillingen om et sådant principielt modsætningsforhold mellem kristen tro og videnskab tilsyneladende ganske udbredt. I december 2015 fik Politiken gennemført en meningsmåling der viste at 40 % af danskerne mener at posten som forskningsminister er uforenelig med kristen skabelsestro. Trist at så mange er vildført til at mene noget der så oplagt er forkert!

Ud fra en videnskabshistorisk betragtning er disse reaktioner og synspunkter sådan set overraskende. Man behøver ikke at studere videnskabshistorie ret længe for at opdage det bemærkelsesværdige i at universiteterne er blevet til og er vokset op i en kristen kultur, at den moderne naturvidenskab ligeledes er opstået i en kristen kontekst, og at samtlige pionerer ved den moderne naturvidenskabs gennembrud var skabelsestroende kristne. Man kan også fremhæve at et stort antal forskere gennem flere generationer har forenet kristen tro og

videnskabelig praksis uden at støde på det påståede principielle modsætningsforhold. Det burde kort sagt stå klart at der ikke er noget sådant modsætningsforhold mellem skabelsestro og videnskab.

Meget tyder på at tankegangen bag reaktionerne på udnævnelsen af en skabelsestroende forskningsminister hang sammen med at ministeren blev udskreget som creationist. I den dominerende litteratur defineres “creationisme” som noget aggressivt og religiøst – nærmere bestemt som forsøget på med religiøse argumenter at gøre op med visse former for etableret videnskab.

Den definition er senest fremført af Stefaan Blancke, Hans Henrik Hjermitslev og Peter C. Kjærgaard i bogen Creationism in Europe, Johns Hopkins University Press, 2014. Mange meningsdannere og journalister synes fejlagtigt at antage at alle (eller de fleste) skabelsestroende kristne er creationister i denne forstand, og at de skabelsestroende kristne derfor typisk vil bekæmpe bestemte dele af moderne videnskab med religiøse argumenter. – Argumentet hviler på en grundlæggende misforståelse som tyder på en betydelig grad af naivitet og uvidenhed når det drejer sig om hvad kristen skabelsestro indebærer. Hverken den tidligere videnskabsminister eller redaktionsmedlemmerne af Origo er creationister i denne forstand. Faktisk er der ingen grund til at tro at den form for aggressiv og religiøs creationisme, som

lt ne io kt

Aggressiv creationisme som skræmmebillede

journalisterne, religionshistorikerne og den nævnte bog taler om, spiller nogen rolle af betydning i Skandinavien. Origo mener ligesom som den forhenværende forskningsminister at der slet ikke er nogen principiel modstrid mellem god videnskab og kristen skabelsestro. Tværtimod mener vi at videnskaben og troen kan fungere fint sammen – og oven i købet inspirere hinanden. Sådan har det været i århundreder gennem videnskabshistorien – og sådan er det stadig!

Når 40 % af danskerne åbenbart mener det modsatte, viser det bare at der hårdt brug for Origos indsats. Der er naturligvis brug for faglig debat om altings tilblivelse. Udokumenterede påstande og fordomme bør selvfølgelig modsiges. Ingen videnskabelig teori er hævet over kritik. Men vi vil insistere på at føre denne debat med faglige argumenter (uden brug af religiøse argumenter). Det hører med til moderne videnskabsforståelse at teorierne frit skal kunne kritiseres ud fra faglige kriterier og basale metodiske videnskabsteoretiske betragtninger.

Faktisk er det videnskabsteoretisk børnelærdom at det videnskabelige fremskridt beror på en sådan faglig kritik.

I Origo vil vi gerne levere saglig kritik af de materialistiske teorier for altings tilblivelse. I dette nummer præsenterer Ove Høeg Christensen og Knud Aage Back to temaer dels om behovet for en kritisk videnskabsjournalistik og dels om den aktuelle kritik af gængs evolutionsbiologi.

Peter Øhrstrøm

Hvad er din mailadresse? Ny service for ORIGO-læsere Som det ses af dette nummer, har vi taget et radikalt skridt for at gøre ORIGO mere læservenligt. Samtidig vil vi gerne udvide vores service over for dig, kære læser, og det gælder både i Norge og i Danmark: Nogle af de artikler

der med den nye ordning ikke bliver plads til, vil vi gerne stille til rådighed for dig. ORIGO “lider af ” det luksusproblem at vi har alt for meget stof: Der er så meget i skabelses/evolutionsdebatten der er værd at orientere om.

Send os din mailadresse, og du bliver en del af den nye service. Mail til abonnement@skabelse.dk – gælder altså også vores norske abonnenter.

P.v.a. redaktionen. K.Aa. Back

Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) der står for den faglige linie. På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av Willy Fjeldskaar og nå redigert av Asbjørn Lund. Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelseproblematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet.

Det danske side www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/evolution. Her findes over 200 danske artikler, FAQ, ordbog og mulighed for at stille spørgsmål.

Siden er bygget og designet af Origos webmaster Emil Rasmussen i samarbejde med Kristian

Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet. Vi henviser vi til kristne hjemmesider.

3

Origo

Er lægeassisteret selvmord ved at blive en rettighed i britisk lovgivning?

Tekst: Søren Holm, professor, CSEP Foto: iStockPhoto

Skal lægeassisteret selvmord være lovligt?

4

ORIGO 139 august 2016

Skal lægeassisteret selvmord være lovligt?

ORIGO I de seneste år har det været en del debat om muligheden for at indføre adgang til lægeassisteret selvmord i Storbritannien i stil med den ordning som bedst er kendt fra fx Oregon i USA. Både i England og i Skotland har forslag af den art været diskuteret i parlamenterne. Indtil nu har ingen af disse forslag opnået flertal, men debatten om forslagene har givet genlyd i den britiske offentlighed. Det hænger også sammen med at talsmænds for det britiske retssystem har blandet sig i debatten.

Mest markant i den forbindelse er det at Højesteret har truet med er at erklære den engelske selvmordslovgivning for uforenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Man henviser først og fremmest til den nuværende britiske lovgivnings sektion 2, som er den del af loven som forbyder hjælp til selvmord. Argumentet tager udgangspunkt i at loven ikke forbyder selvmord, og at det dermed anerkendes at nogle habile voksne kan ønske at begå selvmord, og at de bør have retten til at gøre det. Denne ret bør ifølge tankegangen gælde alle habile voksne. Men det er jo en kendsgerning at nogle af disse habile voksne har så svære handicap/sygdomme at de ikke længere er fysisk i stand til at begå selvmord, selvom de har et lovligt ønske om at gøre det. På det grundlag argumenteres der så for at disse fysisk handicappede bør have retten til at få

hjælp til selvmord, hvis det er det de ønsker.

Den canadiske højesteret fandt i 2014 denne argumentation så overbevisende at den erklærede at de canadiske forbud mod hjælp til selvmord og drab på begæring var grundlovsstridige. Den canadiske regering har derfor fremsat forslag som vil lovliggøre både lægeassisteret selvmord og aktiv dødshjælp.

Argumentationen for assisteret selvmord er imidlertid kritisabel. For det første er det på ingen måde givet at fraværet af forbud mod selvmord medfører juridisk dækning for at der skal være en positiv ret til at begå selvmord, og dermed er det heller ikke givet at der skal være en ret til at få hjælp til selvmord.

At lovgivningen ikke kriminaliserer en handling, betyder ikke nødvendigvis at man har en ret til at udføre den, det betyder kun at den kan udføres uden at man bliver straffet. For det andet er det ikke på forhånd givet at selvmord nogensinde er en rationel eller tilrådelig handling.

Lovgivningen tillader i mange tilfælde folk at handle imod deres egne basale interesser. Det er kort sagt ikke til at få øje på stærke grunde til at lave loven om. Derimod findes der gode grunde til at beholde et forbud mod hjælp til selvmord.

Skal lægeassisteret selvmord være lovligt?

For det første er den nuværende lov baseret på en generel respekt for livets værdi. Vi lægger i samfundet fundamental vægt på at beskytte alle menneskeliv.

For det andet beskytter forbuddet mod en praksis hvor selvmord bliver foreslået sårbare mennesker som en positiv mulighed. I dag ville en læge aldrig spørge en patient: »Har du tænkt på selvmord som en mulighed? Jeg kan godt hjælpe dig.« Men hvis assisteret selvmord blev lovliggjort, åbner det også mulighed for den slags samtaler.

For det tredje er det eksisterende forbud mod assisteret selvmord et værn mod en praksis mod såkaldt medlidenhedsdrab hvor man tager inhabile menneskers liv med den begrundelse at det er i deres egen interesse.

Selv om vi har besluttet at selvmord ikke skal være ulovligt, har vi som samfund et ønske om at begrænse antallet af selvmord mest muligt. Dette ønske hænger sammen med en generelt tro på livet som værdifuldt som sådan. Man kan derfor mene at det krænker menneskets iboende værdighed hvis man lovmæssigt åbner for hjælp til selvmord. n

skabelse.dk

5

Origo

Kritisk

videnskabsjournalistik Tekst: Ove Høeg Christensen og Knud Aa. Back

ORIGO stiller spørgsmålet: Er videnskabsjournalistikken tilstrækkelig kritisk?

[En brugsanvisning til afkodning af videnskabsjournalistik] Det er en kendt sag at journalister generelt ikke lige frem scorer højt på befolkningens troværdighedsskala. Og da slet ikke de politiske af slagsen. Det hænger nok sammen med “watergate-syndromet”, nemlig den udbredte tendens til at en tvinterviewer anser det for sin fornemste opgave at fange sit offer (helst en politiker) på det forkerte ben, fremfor at formidle hvad den pågældende har på hjerte.

Her kan vi konstatere at den grøft er videnskabsjournalister tydeligvis ikke faldet i. De refererer gennemgående loyalt de kilder de henviser til; måske endog af & til en anelse for loyalt.

For som “den 4. statsmagt” har til opgave at holde politikerne i ørerne, burde det samme vel også være gældende for videnskabsjournalisten. Det er jo et demokratisk problem hvis ikke de folkevalgte holdes i kort snor. Magt korrumperer som bekendt. Men hvad med forskningen? Er der også magtmonopoler her der bør udfordres?

Vi mener JA. Det er lige så stort et problem for den demokratiske samtale hvis der ikke

6

ORIGO 139 august 2016

orienteres bredt om hvad der foregår i forskningsverdenen, som hvis en politisk reportage er for ensidig. Især i en tid hvor “eksperten” er sidste appelinstans i mange diskussioner. Det er endvidere et problem for borgerne hvis videnskabsjournalisterne ikke har fingeren på pulsen over for nyere tendenser i forskningen. Igen: Det ville svare til at alle christiansborgjournalister var enige om at dømme et nyt politisk parti ude. Er alle forskere i dag fx helt enige om at “Darwins forklaringer” holder vand? Er der et gryende opbrud iblandt yngre forskere? Er der sket noget afgørende nyt i dette årtusinde? Hvad med epigenetikken?!

Til en saglig vurdering af videnskabsjournalistikkens status i dagens Danmark/Norge har vi sat os for at kikke denne del af den demokratiske samtale efter i sømmene. I dette nr. af ORIGO har vi som eksempel gennemgået en række artikler af Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard. Han er kendt for virkelig at sætte sig ind i sagerne. Men måske har han alligevel en blind plet over for de

tilfælde hvor den videnskabelige verden lukker sig om sig selv? Der er nemlig en fare man skal være opmærksom på når man nærmer sig det naturvidenskabelige stof: Forskeres manglende evne til at “titte ud af boksen”, som givetvis hænger sammen med at de er bange for hvad noget sådant vil kunne betyde for fagfællebedømmelsen (det s.k. peer review).

Hvis alle politikere er alt for enige om en ting, er der så netop ikke grund til for journalisten at grave lidt dybere?

Hvorfor så ikke også forskerne?

Alt dette ser vi nærmere på i en række tilfældigt udvalgte (men forhåbentlig repræsentative) artikler.

Hvad vi ofte savner blandt videnskabsjournalister, er deres mod til at stille kritiske spørgsmål til evolutionsforklaringerne. Som det fremgår af andre artikler i ORIGO, er fx dét med at forvandle én livsform til en ganske anden (begrebet makroevolution som hele evolutionsteorien hviler på), ikke helt så enkelt som hidtil påstået. Hvorfor er der ikke mere fokus på det gryende oprør fra unge forskere (især fra Kina?!) mod darwinistisk vanetænkning? n Kritisk videnskabsjournalistik

Nu er det også på Berlingske blevet mere vigtigt at fremhæve sin (videnskabs)journalist frem for det interessante stof han er sat til at formidle. Var det mere rimeligt at fremhæve at der fx er nyt om menneskets udvikling? – De nye fund, de nye gen-sammenligninger, noget om hvor stor menneskefamilien egentligt er/har været siden tidernes morgen?

ORIGO

Reklame fra Berlingske søndagsmagasin “B Søndag” den 17/4 2016.

Benyt ORIGOs nye mailservice (se side 3) og læs om Aagaards hyldest til Superateisten Richard Dawkins. ed r ske m e d l i v d »Hva i danske n e d n a vandst al isen s i v h e fjord lle and sku l n ø r G på « smelte? n m at ise o e l a t r r »Hvorfo olen nå p d y S å p smelter eretter b e n r e t « satellit dsatte? o m t e om d

»Hvordan er de første blomster ege ntlig blevet til?«

Kritisk videnskabsjournalistik

»Hvordan komm er man om ved problem et med det store antal s amtidige forandringer de r skal ske i en art der ikke k an gå på to ben, før den kan ?«

»Tilhører individer der kan få børnebørn med hinanden samme art eller ej?«

skabelse.dk

7

Origo

Kan store dele af Danmark blive oversvømmet igen som for 7.000 år siden “når isen smelter på polerne”?

Mod varme tider Tekst: Knud Aa. Back

En af de vigtige ting for en videnskabsjournalist må være at have styr på fakta. Det kniber noget i en Aagaard-artikel om (yndlingsemnet) klimaforandringer. Under overskriften Det går mod (alt for) varme tider “oplyses” læseren om følgende katastrofescenarier: […] Alligevel kommer den voldsomme temperaturstigning bag på klimaeksperterne. – »Chokerende«, »astronomisk«, »sindssygt« og »besynderligt« er blandt de tillægsord som førende forskere har hæftet på nyheden i internationale medier. […] Andre mener at det vidner om at Jorden med »frygtindgydende hast« er begyndt at bevæge sig ind i en ny klima-æra. – […] Overskrider vi grænsen, risikerer vi at løbe ind i decideret farlige og uafvendelige klimaforandringer, lyder advarslen.

“Identifikation” hedder det trick der skal få det til at løbe koldt (her: varmt!) ned ad ryggen på den danske læser. Så derfor hedder det dernæst i artiklen: Den nok største risiko, især for et lavtliggende land som Danmark, er acceleration i afsmeltningen fra de vældige ismasser i Grønland og Antarktis. For tiden stiger niveauet i verdenshavene årligt med cirka tre millimeter, men om føje år kan det udmærket blive til en centimeter – eller mere.

Og så lige én gang til for de overbevidste ...

Billedtekster og overskrifter er ikke noget journalister er ansvarlige for; men her hvor det gælder formidling af fakta,

8

ORIGO 139 august august 2016 2016

burde Aagaard måske gøre sig ansvarlig, for her dramatiserer billedteksten (som mange læsere i farten nøjes med) i høj grad situationen for Danmark og danskerne: Den får lige en tak ekstra på frygtsomhedsskalaen: »De historisk store temperaturstigninger sætter yderligere fart i afsmeltningen af ismasserne på både Nord- og Sydpolen.

Det får vandstanden i verdenshavene til at stige, og det kan ramme lavtliggende lande som Danmark hårdt.« Disse oplysninger skal nok få det til at gibbe i folk der har hus ned til bl.a. Roskilde Fjord hvor man jo på grund af uheldige storme har haft lidt rigeligt med fjordvand i haver og kældre inden for de senere år.

Vi har forelagt artiklen for “ORIGOs egen chefgeolog” dr.scient. Willy Feldskaar. Hans første kommentar til artiklen er at »den er sensasjonspreget«.

Og hvorfor mon så vores geolog synes det? Jo, det har at gøre med at journalisten omgås fakta noget lemfældigt. For det første kan der sås tvivl om hvorvidt isafsmeltningen fra polerne virkelig foregår i det tempo som artiklen antyder.

Læg lige mærke til at de citerede kilder ikke siger et ord om isafsmeltning. Der er blot tale om (ok, sensationelle) temperaturstigninger. Så når bl.a. billedteksten taler om fare for at Danmark skal blive oversvømmet i en ikke så fjern fremtid (som i Litorinahavets tid), er det ganske enkelt en overfortolkning af givne fakta.

Som Feldskaar anfører i en mail til os: »[…] de nyeste havnivå-observasjonene tyder ikke på is-smelting på Antarktis og Grønland – men det tyder på det motsatte.«

videnskabsjournalistik Kritisk videnskabsjournalistik

ORIGO Og bemærk her at vores geolog netop taler om Grønland og ikke Nordpolen/Arktis. For hvad Berlingskes billedtekstforfatter glemmer i farten, er at om så al isen på Nordpolen smelter, vil det ikke betyde en døjt for havniveauet.

Prøv selv at lave forsøget: Tag en skål. Fyld den med isterninger fra fryseren. Fyld vand i skålen “for resten af pengene”.

Helt op til kanten. Hvad sker der når isen smelter? Flyder vandet over?!

Så billedteksten glemmer lige i farten at Nordpolen er et havområde. Hvis isafsmeltning skal påvirke noget som helst, så skal den foregå fra land.

Jamen, hvad så med Grønland. Hvis nu isen smelter her?

I de videnskabelige artikler som Feldskaar henviser til, findes en interessant oplysning. Og den afslører at Aagaard har glemt “sin Newton”. Altså loven om massetiltrækning.

Is vejer nemlig noget. Indlandsis en hel del, ovenikøbet. Så når indlandsisen smelter fra Grønland, lettes trykket på landet.

Men også – og her kommer det sensationelt oversete aspekt – trækket i havet omkring indlandsisen. Vandstanden vil derfor falde omkring de grønlandske kyster, selv hvis hele ismassen forsvandt.

Som det også fremgår af tegningen, vil vandstanden heller ikke stige ved Norges kyster og i Danmark i et omfang der svarer til det tegnede skrækscenario. Ok, hvis isen smelter fra Sydpolen, kan det blive et problem for os. Men hvorfor orienterer Aagaard ikke om at satellitmålinger tyder på det modsatte: At islaget i Antarktis i disse år bliver tykkere?!

Kort sagt: Aagaards klimaforskrækkede artikel tegner et helt forkert billede af virkeligheden. Ærgerligt nok. Men det er jo også altid sjovere at få morgenkrydderen til at sætte sig på tværs i halsen hos berlingske-læserne med nogle sensationelle videnskabelige “nyheder”. n Kilder: http://www.geoforskning.no/nyheter/ grunnforskning/883-smelter-isen-pa-gronland-og-i-antarktis https://www.nasa.gov/feature/goddard/ nasa-study-mass-gains-of-antarctic-ice-sheet-greater-than-losses http://geoforskning.no/nyheter/ grunnforskning/698-arsaken-til-dagens-havnivastigning http://geoforskning.no/nyheter/ grunnforskning/700-hvor-hoyt-star-havet-i-2214

Som det ses af denne model, vil havniveauet falde i havet omkring Grønland hvis al indlandsisen smelter. På grund af tyngekraften. Jo mere is der smelter, desto mindre vil indlandsisen veje og dermed trække i havet omkring Grønland.

For 7.000 år siden var store dele af Danmark oversvømmet.

Kan det ske igen “når isen smelter på polerne”? – Det kan vi vist ikke være så sikre på …

Mod varme tider

skabelse.dk

9

Origo

““

»[…] klimaforskerne er endnu ikke kommet højt nok op på erkendelsesstigen til at kunne producere robuste klimaprognoser. Fx viser klimamodeller at havisen i Antarktis skrumper, mens satellitterne dokumenterer det modsatte.«Johs.

Krüger, prof.em., dr.scient. i Weekendavisen 3/6-16.

Takk til Willy Fjeldskaar og Rune Espelid Det siste året har to av gründerne i Origo Norge avsluttet sine verv i vårt styre og overlatt oppgavene til andre. Professor Willy Fjeldskaar er både kjent som forfatter og mangeårig redaktør av vår hjemmeside: www.origonorge.no. Willy har også holdt mange foredrag opp gjennom årene, og hans hefte: Plan eller tilfeldighet: kritiske merknader til evolusjonsteorien ble mye lest og er nå også tilgjengelig på nettet. Heftet er også oversatt til dansk. Willy er professor ved IRIS – International Research Institute of Stavanger og professor II ved Institutt for petroleumsteknologi, Universitetet i Stavanger, og er internasjonal ekspert på havnivåets endring etter siste istid. Han har skrevet flere artikler i Origo.

Rune Espelid tok i sin tid initiativet til at foreningen Origo Norge ble dannet, og var også styreleder i en periode. Runes daglige virke har vært innen Statoil. Han har også deltatt aktivt i avisdebatter.

Origo skylder dere begge en STOR takk for mange års aktiv tjeneste! Vi håper dere begge fortsatt vil bidra i arbeidet slik det måtte passe.

Steinar Thorvaldsen Leder Origo Norge

Willy Fjeldskaar

Rune Espelid

10

ORIGO 139 august 2016

Kritisk videnskabsjournalistik

ole k s e t s d e b s Verden lling

ke

Er vi ik i landet.

gsfor tæ En erindrin s dansk om 60 år ing skoleudvikl

Dansk Erhverv: KG er det gymnasium i Danmark hvor man lærer mest.

ste skole Verdens bed

g ekymrin vækker b ndskaber . er faringer nstitution ligt om er kolen. letforståe i børnes er d i le er er sket viser og nkning d niveausæ afblev afsk r lemskole rnes mel f politiske årsage .A alle delingen sultat at re le fa stro det kata kermed le lse (og d nede g gentage gså den overord O g. r n fo g in n ndlæri yd ativ bet forstyrr fik neg afløst af t for ofte n blev al ligefrem e; måske d sit rygt bedre en

ge Back Knud Aa

kole her

ORIGO

Det kristne Gymnasium ligger for tredje år i træk som nummer et målt på løfteevnen.

“Løfteevnen” siger noget om hvor meget eleverne rykker sig i forhold til familie-

saxo.com

Bogen skrevet til folkeskoleforældre Hvis du vil gøre dit barns skole bedre,age Back nud A må du vide hvorfor den ser ud Ksom den gør, og hvad den er udviklet af.

mæssig baggrund.

Undersøgelsen er foretaget af Dansk Erhverv.

Bliv klogere på et lærerigt fællesskab: http://www.kristne-gym.dk/

Køb bogen på saxo.com

Her er plads til DIN annonce Vil du aktivt støtte udgivelsen af ORIGO, tegn en annonce. Henv. abonnement@skabelse.dk

Tryksager

?

Prøv vores online tryksagsberegner w w w.oko -tr yk .dk

Øko-Tryk Trykt med vindenergi

Annoncer

skabelse.dk

11

Origo

Oprejst gang er kun for mennesker Tekst: Ove Høeg Christensen

Den formodede evolution fra et liv i trĂŚkronerne til oprejst gang pĂĽ savannen er mere kompleks end de fleste forestiller sig.

12

ORIGO 139 august 2016

Oprejst gang er kun for mennesker

ORIGO Overgangen til oprejst gang beskrives i populærvidenskaben sædvanligvis som en problemløs og hurtig overstået del af menneskets påståede evolutionære udvikling. Der er dog undtagelser. Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard, Berlingske, skriver: »[…] der må have ligget en hel del evolution og hjernespecialisering bag opnåelsen af den enestående evne.

Prøv at tænke over det […]« I artiklen Du har ben at gå på, Berlingske 17. maj 2014, fastslås at menneskets oprejste gang er enestående. De fleste pattedyr kan gå på to ben, men kun i kort tid og langt fra ubesværet som mennesker.

Aagaard forsøger ikke at beskrive hvordan evolutionen til oprejst gang er sket i detaljer – trin for trin. Årsagen er ligetil, idet sådanne beskrivelser ikke eksisterer. Ingen har forsøgt at opstille troværdige modeller for menneskets formodede udvikling fra et liv i trækronerne til oprejst gang på savannen. Teorien om gradvis biologisk udvikling går ud fra som en selvfølge at denne udvikling nødvendigvis er sket, men Aagaard afholder sig fra at henvise til at “evolutionen har gjort det …” og lignende “forklaringer”.

Aagaard beskriver udmærket kompleksiteten ved oprejst gang: »Man svinger det ene ben frem, sætter hælen i jorden og opnår perfekt balance, mens man foretager et komplet fodrul til tåspidserne […]« Videre hedder det: »Hvorefter man sætter af og samtidig løfter og svinger det andet ben glidende frem. Imens deltager arme og skuldre i den elegante, fremadrettede bevægelse, hoften bøjer smidigt, og samtidig sanser ører og øjne lyde, bevægelser og små ændringer i topografi og omgivelser – kantsten, stigninger, hushjørner, andre mennesker – som man umærkeligt indretter gangen efter […]« (citat slut).

Menneskets ubesværede oprejste gang kræver ikke alene særlige fysiske egenskaber vedrørende skelet, muskulatur, nervebaner, blodomløb m.v. Det er også nødvendigt at hjernen er indrettet til oprejst gang. Det er, som Aagaard påpeger, en kompliceret sag at gå på to ben. Der er altså brug for et stort antal forandringer for at udvikle menneskets oprejste gang.

Evolutionsteorien giver en – i første omgang – elegant forklaring: Da livet i trækronerne måtte ophøre, kunne mennesket få store fordele ved oprejst gang på savannen. For at teorien om menneskets evolution kan passe, er denne overgang til oprejst gang sket på kort tid – urealistisk kort tid, kan tilføjes. Fordi problemet med et stort antal samtidige forandringer kommer man nemlig ikke uden om.

Men med de nyeste beregninger inden for populationsgenetikken (se artiklen herom, side 18) har man dog “evidensen/ beviset imod sig”. Alle de nødvendige forandringer man forestiller sig er indtruffet helt tilfældigt, svarer til at et menneske vinder den store lottogevinst – hver uge – hele livet igennem.

Nej, mere end det: Ventetiden (den faglige betegnelse for at en tilfældig begivenhed har en chance for at indfinde sig) vil nærme sig den tid livet har eksisteret på Jorden.

Og dermed bortfalder det elegante ved evolutionsteoriens forklaringer. I lyset af al kompleksiteten forekommer “blind evolution” af mennesket mere og mere urealistisk. Det er kort

Oprejst gang er kun for mennesker

Det er en kendt sag at Apollo-programmet smed en masse nyttig viden af sig; bl.a. en formidabel udvikling på IT-området.

For at styre en Saturn-raket skulle man have computerkraft til at korrigere kursen adskillige gange i sekundet. – Noget tilsvarende sker når mennesket skal holde balancen på to ben. Man kan selv lave forsøg med det ved at stå på ét ben: Gør man det, mærker man tydeligt at der korrigeres flere gange i sekundet i den fod man står på for at balancen kan opretholdes. Det er ikke noget vi lægger mærke til “til dagligt”; men hjernen “indstiller Saturn-rakettens kurs” ustandselig.

og godt utroværdigt at naturlig udvælgelse plus nogle heldige mutationer skulle være eneste mekanisme.

Men det skriver Aagaard ikke noget om. At dømme efter et udvalg af artikler om naturvidenskab har Berlingske valgt at forholde sig ukritisk til spørgsmålet om oprindelse. n Kilde: Dagbladet Berlingske.

Menneskets Udvikling og Oprindelse af Peter K. A. Jensen.

skabelse.dk

13

Origo

Tysk Wikipedia angiver fund af Denisova-mennesket. Her en fingerknogle som nu er destrueret ved DNA-prøven. © Von Thilo Parg - Eigenes Werk, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=41805194

Tilsvarende vises denne kindtand fra den fundne mennesketype. © Von Thilo Parg - Eigenes Werk, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/ index.php?curid=41805108

Menneskets evolution og rod i artsbegrebet Tekst: Knud Aa. Back I den tilbagevendende fortælling om menneskets evolution er Aagaard nu i 2016 nået til en artikel under overskriften Jeg er 2,9 pct. neandertaler.

Artiklen indledes med et præludium hvori der redegøres for hvordan »vores direkte forfædre« Homo sapiens dominerede Afrika mens en del andre var udvandret til så fjerne egne som Australien. Og så hedder det: I Europa og langt ind i Centralasien havde en anden succesrig art – eller underart – af mennesker, neandertalerne, for længst vundet fodfæste og var det dominerende fortidsmenneske.

Underforslået inden Homo sapiens var kommet “out of Africa”!?

Vi oplyses endvidere om at dværgfolket Homo floresiensis har boet på øen Florens i Indonesien og om “en hidtil ukendt art af fortidsmennesker” denisova-menneskene, fundet i 2010 i en klippehule i Sibirien.

Og Aagaard fortsætter: Med andre ord levede vores oldgamle slægtninge mere eller mindre direkte side om side med mindst tre andre arter af mennesker. Og med to af arterne fik vi afkom.

14

ORIGO 139 august 2016

Så gentages det efterhånden velkendte faktum at en del af nutidens europæeres DNA består af arvemateriale fra neandertaleren. (I Aagaards tilfælde de i overskriften omtalte 2,9 %.)

På tilsvarende vis består en vis procentdel af arvemasse hos folk i Sydøstasien af denisova-DNA. Arveforskerne kan endvidere konstatere at “også denisovaer og neandertalere fik børn med hinanden”.

Konklusionen på alle oplysningerne må således være at alle de forskellige mennesketyper har tilhørt/tilhører samme art.

Som det har været påpeget i ORIGO før (se fx ORIGO 132 side 22): Ellers ville de ikke have kunnet få børnebørn med hinanden.

Her inddrager Aagaard det forbavsende begreb “ursuppe” i sin forklaring: Opblandingen af gener i den menneskelige ursuppe skabte efter alt at dømme bade fordele og ulemper for Homo sapiens.

Ursuppe-begrebet hører ellers under “forklaringen” på hvordan Livet er opstået på Jorden. Altså at noget helt nyt er kommet til i stjernedannelsesprocessen, nemlig organisk liv.

Mener Aagaard at menneskeartens opståen er en tilsvarende unik (og umulig) begivenhed?

Kritisk videnskabsjournalistik

ORIGO Samme art eller ej?

I omtalen af neandertaleren nævner Aagaard (for første gang jeg har set) begrebet “underart” om denne mennesketype. Men alligevel roder videnskabsjournalisten stadig rundt i artsbegrebet: Alle individer der kan få børnebørn sammen (dvs. fertilt afkom), tilhører samme art. Det plejer at være god latin blandt evolutionsbiologer.

Så når der tales om at Homo sapiens, altså nutidsmennesket, er trængt ind på de andre “menneskeartes” territorier og har udkonkurreret dem, hvor er disse arter/underarter da kommet fra?

En underart er vel en udspaltning af “hoved-arten”? For hvis de andre mennesketyper er opstået uafhængigt af hinanden, kan man næppe forestille sig at de har kunnet smelte sammen til én og samme art. Hvordan forestiller Aagaard sig det? Ved en slags konvergent evolution? Altså evolutionsforløb der har løbet parallelt således at to vidt forskellige arter er smeltet sammen via ét eller andet fantastisk lykketræf til én art? Er det ikke det stik modsatte evolutionstanken går på? At arter deler sig op og adskilles fra hinanden, så de ikke længere kan få fertilt afkom med hinanden?

Jeg må indrømme jeg har svært ved at finde hoved & hale i spekulationerne. Kan Aagaard selv finde ud af hvad han mener?

Som vi har været inde på før, tyder de givne data på at de fleste (alle?) de forskellige menneskearter er én og samme art.

Med variationer. De forskelle (som også fremhæves i denne artikel) er ikke artsspecifikke, dvs. opdeler ikke fundene i forskellige arter, men er blot udtryk for det kæmpe variationspotentiale der alle dage har været (også) i den menneskelige art.

Dette synspunkt underbygges for resten også af det faktum at neandertaleren har det videnskabelige navn Homo sapiens neanderthalensis (hvor vi selv hedder Homo sapiens sapiens).

Findes der da nogen som helst evidensbaseret (beviselig) grund til ikke at kalde de andre underarter omtalt i artiklen for hhv.

Homo sapiens floresiensis og Homo sapiens denisovaris 1 ?

Konklusion: Vi står altså ikke med en sammensmeltning af (vidt forskellige arter), men tværtimod om en opsplitning af den oprindelige art Homo sapiens. Tysk Wikipedia kommer med en lidt mere troværdig forklaring end den i denne artikel serverede. Nemlig at Denisovarernes DNA at været udsat for en methylisering, dvs. at underartens forskelle “til os” kan forklares ud fra epigenetikken. – Altså igen det variationspotentiale arten Homo sapiens er designet med. n kilder: http://videnskab.dk/kultur-samfund/ arvemateriale-afslorer-forskellen-pa-nutidsmenneske-og-oldtidsmenneske https://de.wikipedia.org/wiki/ Denisova-Mensch#Taxonomische_Einordnung_der_Fossilien 1 Engelsk Wikipedia anfører at arten undertiden benævnes Homo sapiens Altai.

Today - modern Homo sapiens

Neanderthal

Denisovan

Homo heidelbergensis 1 million years ago

Homo erectus

2 million years ago Africa

Europe & Near East

Central & SE Asia

Engelsk Wikipedia har anderledes tjek på artsbegrebet, skal man tro denne illustration. Af det “stamtræ” der ses t.h. (og som vi har fremhævet), fremgår at Homo erectus åbenbart er stamfaderen som har spaltet sig op i underarterne sapiens og “Heidelbergmennesket” som så igen har spaltet sig op i Denisovan og Neandertaler. Og alle har åbenbart været forplantningsdygtige med hinanden igennem hele processen. Dermed kan vi slutte at alle mennesketyperne hele tiden har tilhørt samme art , og at forskellene altså alene skyldes variationer inden for denne samme art (som vi ovenikøbet lige så godt kunne kalde sapiens , altså nutidsmennesket, og ikke erectus). – Hvad vi samtidig kan konstatere, er at evidensen for (“beviset på”) abe-forbindelsen smuldrer mere og mere.

Illustration By John D. Croft at English Wikipedia, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index. php?curid=36145395. Tak til Niels Kr. Grove for hjælp til vores fremhævelse af det allervigtigste i denne illustration!

Menneskets evolution og rod i artsbegrebet

skabelse.dk

15

Origo

De første blomster Tekst: Knud Aa. Back

I artiklen Nu kender vi verdens første blomster beretter Aagaard om et “afskyelig mysterium”. I billedteksten gengives det kort & godt sådan: For naturforskeren Charles Darwin (1809-1882) var det et »afskyeligt mysterium« at blomster tilsyneladende dukkede pludseligt op for ca. 100 mio. år siden. Nu ved vi at de dukkede langsomt op, hvilket stemmer overens med evolutionsteorien. »Nu véd vi …« erklæres det frejdigt.

Lidt besynderligt, for vi får ikke skygge af forklaring på hvordan vi kan vide det.

Den forklaring vi møder i artiklen, handler ikke om blomsternes første fremtræden på Livets scene, men snarere om at Kridttidens blomster er indrettet fuldstændig som i dag.

Else Marie Friis, dansk professor emerita ved Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm citeres for følgende: »Det fantastiske er at vi i flere af frøene og frugterne fandt kim. I en rigtig flot en af slagsen kunne man endda tydeligt se kimbladene. Men det helt specielle og interessante er at kimene var ganske små. Det er de også hos basale blomsterplanter i dag, men de her var endnu mindre.« Altså ikke skygge af forklaring på hvordan de første blomster er opstået og af hvad! For har de første blomsterplanter haft kimblade, hvad er det så

16

ORIGO 139 august 2016

der adskiller dem fra nutidens kimplanter? Kan det tænkes at forklaringen ligger i det veldokumenterede faktum at artsvariationen kan være meget, meget stor. Kom til Norge, min far, og se artsvariation inden for laks. Den kan tage pusten fra en. Den viser blot ikke skyggen af makroevolution. Så hvad er det her der godtgør at makroevolutionen skulle have fundet sted på disse blomsterplanter?

Det kan faktisk undre at den kritiske videnskabsjournalist ikke stiller yderligere opklarende spørgsmål til det næste udsagn fra den “före detta professorn”.

Især når det videre hedder fra Else Marie Friis: »Blomsterne dengang var så små og spredte at de må have været meget svære at se i vegetationen. Men vi har vist at der var mange flere arter af blomsterplanter allerede i ældre kridttid end man har troet. Men samtidig var de så sjældne at man på Darwins tid ikke var i stand til at finde fossile rester af dem.« Hvilket så får Aagaard til at konkludere: Der var med andre ord ikke noget »afskyeligt mysterium«, hvilket også er blevet påvist af andre forskere i nutiden. Blomsterplanterne udviklede sig blot ganske langsomt op gennem kridttiden, indtil de for cirka 100 millioner år siden endelig var blevet så talrige at man i slutningen af

1800-tallet var i stand til at finde fossile rester af dem. »… udviklede sig blot ganske langsomt op gennem kridttiden,« skriver videnskabsjournalisten. – Men hvordan?! En forklaring der i dag ikke indeholder en informations-teoretisk forklaring, er i bedste fald en ikke-forklaring. Og hvor rimeligt er det at spise læseren af med den?! Hvilke informationsenheder er blevet ændret i en ikke-kimplante så den pludselig er blevet til en kimplante?

Hvordan er det sket? Vi véd i dag fra epigenetikken at en masse integrerede kredsløb skal ændres samtidigt. Hvordan er dét foregået? »Nu kender vi verdens første blomster,« lyder overskriften. Og gør vi nu så også det? – Hvordan kan man være sikker på at man ikke senere finder blomster der er endnu ældre? Og man har kun fundet små blomster. Kunne det tænkes at man senere ville finde nogle der er større? Er det ikke lidt farligt at “slutte ud fra tavsheden”? Det er ellers en god, gammel arkæologisk regel at det bør man ikke gøre. Arkæologen er pinligt bevidst om at man ikke kan drage konklusioner ud fra dét man ikke har fundet. Hvorfor gælder det samme princip ikke i evolutionsbiologien og palæobotanikken? Konstateringen af at “der [har været] mange flere arter af blomsterplanter allerede i ældre kridttid end Kritisk videnskabsjournalistik

ORIGO man har troet”, burde mane til en vis forsigtighed over for netop at “slutte ud fra tavsheden”.

Hvad siger antallet af blomster i øvrigt om disse blomsters oprindelse? Er deres fremtræden på Livets scene mindre pludselig blot fordi der er få af dem?

Igen savner vi en redegørelse for den nødvendige ændring af en ikke-kimplantes IT-system så den kan blive til en kimplante.

Så hvordan Aagaard når frem til sin konklusion om at “Darwins afskyelige

mysterium” ikke længere eksisterer – ud fra de her anførte oplysninger – forbliver et mysterium. Hvad er det helt nøjagtigt andre forskere har påvist? Hvorfra véd Aagaard at “blomsterplanterne blot har udviklet sig langsomt op gennem kridttiden”? – Findes der da en serie fund “der leder op til disse blomsterfund”?

Eller optræder de fundne blomster ikke rent faktisk pludseligt i lagserien? (Som alle andre fossiler for resten også gør.)

De i artiklen fremførte oplysninger tyder på at “Darwins mysterium”

stadig er lige så stort i dag som det er med Den kambriske Eksplosion (se de næste artikler). For konklusionen på artiklens oplysninger er at vi (stadig) ikke står med en mekanisme der kan forklare hvordan den første blomsterplante skulle være opstået af noget der ikke er en blomsterplante. Man gør blot som man plejer: Man lader som om man kommer med en forklaring, selvom det blot er en gentagelse af gamle (og udokumenterede) formodninger. n

Man sår et frø (her fra en squashplante). Efter en tid ser man en spire komme op af jorden. Derefter kommer kimbladene.

De er tydeligvis et meget vigtigt (epigenetisk?!) trin i udviklingen mod blomsterplantens frugtbærende stadium. (Man kunne jo klippe dem af og se hvad der så sker …) Det vigtige spørgsmål til evolutionsbiologen må derfor være: Hvordan er den plantes IT-system der ikke har kim-blade, blevet ændret til en der har?

Hvis han ikke har en rimelig forklaring på det, “kan han pakke sig”, som tante Møhge ville sige … Illustrationer: kaab.

De første blomster

skabelse.dk

17

I det øjeblik matematikken får sin berettigede plads i biologien, vil vi nå et virkeligt videnskabeligt gennembrud. iStockPhoto.com

Origo

Matematikken & makroevolutionen (1a). Biologien er afhængig af mange samarbejdende dele. Det skaber uoverstigelige problemer for Darwins forklaringsmodel.

Ingen gratis ændring af bio-systemer Tekst: Knud Aage Back & Ove Høeg Christensen Biologiske systemer kan ikke ændres gradvist uden at miste funktioner Nogle har travlt med at understrege at evolutionsteorien er bevist. Der er ikke noget at komme efter; der er i hvert fald ikke noget at diskutere. Hvis man ikke tror på evolutionen, kunne vi lige så godt afskaffe den moderne videnskab.

Nu er det blot sådan at det alene er matematikken og logikken der fører bevis for noget. Og når vi for alvor drager matematikken ind i biologien (nogen vil mene det er på tide!), er det netop muligt at bevise én ting: Ingenting kan opstå af sig selv, heller

18

ORIGO 139 august 2016

biologiske “ting”. Med den viden vi i dag har om bioinformatik, beviser matematikken at Darwins forestillinger om makroevolutionen er fejlagtige.

Og hvad er den typiske videnskabsjournalists reaktion på denne ubehagelige kendsgerning: »Jamen, evolutionen har jo fundet sted alligevel – mod alle odds – vi er her jo!« Den lader vi lige stå et øjeblik.

Byg biologi på matematik I fysik er der ingen tvivl om at matematikken er af afgørende betydning for faget. Uden matematik, ingen fysik.

Matematikken er fysikkens sprog.

Så det er matematikken der gør fysikken til et naturvidenskabeligt fag. Og

sådan har det været siden Galileo hvor beregninger og observationer fik overtaget frem for filosofiske betragtninger der tit & ofte gik tilbage til De gamle Grækere.

Og nu hvor matematikken (i form af informatikken) er ved for alvor at gøre sit indtog i biologien, må dette gamle fag se sig forvandlet til ukendelighed. Det skal vi se nærmere på i de næste artikler i dette ORIGO som i høj grad er inspireret af kapitlerne 12-14 i Stephen C. Meyers bog Darwin’s Doubt.

Meyers bog handler om problemet med alle de nye dyreformer som pludselig viser sig i den geologiske periode Kambrium, altså den såkaldte Kambriske Eksplosion.

Matematik & makroevolution

ORIGO En underlig slange I 1974 sker der noget vigtigt i biologien.

De forklaringer som neodarwinismen hidtil har holdt sig til, begynder flere og flere biologer at stille sig tvivlende over for. Heriblandt en biolog fra University of Illinois, Tom Frazzetta.

I sit speciale havde Frazzetta studeret dyrs anatomi. Dermed var han faldet over nogle sjældne slanger på Mauritius i Det indiske Ocean. De har en overkæbe man ikke finder mage til hos noget andet hvirveldyr. Overkæben er hos

Mauritius-boaen delt op i to. (Se tegningen side 21.) De to dele er forbundet med et led udstyret med særlige nervebaner, ekstra knogler, forskelligt væv og sener. Så slangen ubesværet kan bøje forreste halvdel af overkæben bagover når den angriber sit bytte.

Som ung professor i evolutionsbiologi havde Frazzetta studeret komplekse strukturer i mange forskellige arter. Han var derfor klar over at næsten alle biologiske strukturer er afhængige af en masse helt nødvendige komponenter.

Skal sådanne integrerede systemer laves om, fx det indre øre, kræver det en ændring af en masse uafhængige dele som hele systemets funktion hviler på.

En ændring af én af de tre knogler i mellemøret vil samtidig nødvendiggøre ændringer i de andre knogler.

Skal komplekse biologiske systemer fungere, kræver det at i hundredvis af hinanden uafhængige, men alligevel nødvendige dele indgår i et samspil. Stiger antallet af nødvendige komponenter, må et tilsvarende antal ændringer stige,

Ethvert system der er afhængigt af ““ mange samarbejdende dele, kan ikke ændres gradvist uden at miste sin funktion.

En Led-kæbe-boa fra Mauritius gav i 1974 anledning til undren hos en ung evolutionsbiolog, Tom Frazzetta. »Vil dette komplekse system af knogler, led, væv og sener kunne være resultat af en gradvis evolution?« spørger han sig selv. led derled deler »Et bevægeligt bevægeligt dermaxilla deler maxilla [overkæben] op i to dele, må enten være noget dyret har eller det ikke har!« – Ingen overgangsformer ville nemlig kunne overleve mens de venter på at de nødvendige muskler og andet væv skal opstå sammen med den opståede deling af kæben. Jf. tegningen på side 21. © By Jjargoud - Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index. php?curid=4832355

Ingen gratis ændring af bio-systemer

skabelse.dk

19

Origo samtidigt, hvis der skal laves om på tingene.

Det gik hurtigt op for Frazzetta at ethvert system der er afhængigt af mange samarbejdende dele, ikke kan ændres gradvist uden at miste sin funktion.

Gad vide om detaljerne ikke betyder mere end evolutionsbiologerne sædvanligvis vil være ved ... ?! ?

Gab! Da Frazzetta offentliggjorde sine betænkeligheder, vandt det meget lidt genklang hos de neodarwinistiske evolutionsbiologer. De fleste reagerede med et kollektivt gab, hvis de i det hele taget lagde mærke til hvad der var på spil i forhold til “Darwins forklaringer”. Det skyldes at de har sat deres lid til at mutationer og den naturlige selektion er i besiddelse af en næsten ubegrænset kreativitet.

Biologernes brug af matematikken i populationsgenetikken så en overgang ud til at bekræfte denne overbevisning. Populationsgenetikken regner på hvordan genfrekvenser kan ændres som resultat af mutationer, genetisk drift (neutrale ændringer i genomet som den naturlige udvælgelse hverken favoriserer eller eliminerer) og den naturlige selektion.

Men en grundlæggende antagelse må være på plads før man kan få regnskabet til at gå op: Og det er at fordelagtige variationer eller egenskaber kan opstå som følge af blot en enkelt mutation.

Når evolutionsbiologer sætter deres estimater for mutationsrater, populationstørrelser og antal generationer ind i populationsgenetikkens ligninger, synes deres beregninger at vise at selv komplekse systemer kan bygges op – ved at almindelige evolutionære mekanismer genererer en betydelig forandring i en tilpas mængde organismer.

iStockPhoto.com

20

ORIGO 139 august 2016

Matematik & makroevolution

ORIGO

I sin bog Darwin’s Doubt har S.C. Meyer en tegning af en s.k. bolyerine-slange sammen med en almindelig boa. Her ses problemet med “den knækkede overkæbe”.

På dette billede af en fortids-varan (næsten 7 m lang, med en vægt på op til 2 t) har vi markeret maxilla/overkæben med en rød pil. © by Cas Liber - Cas Liber, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6532972

Blot mutationerne sørger for en konstant forsyning af nye egenskaber, vil ethvert system, uanset hvor komplekst det er, kunne bygges op én egenskab ad gangen – egenskab på egenskab – via den naturlig udvælgelses kreative kraft.

Sådan siger man i hvert fald.

Djævlen i detaljen Tilliden til disse matematiske modeller har fået mange neodarwinister til at se stort på detaljerne. Men hvordan forklarer man hvordan disse komplekse systemer rent faktisk kan være opstået?

For eksempel læser vi i en tekst skrevet af evolutionsbiologerne Paul Ehrlich og Richard Holm: »Man behøver ikke at gå i detaljer med hensyn til udviklingen af fuglens vinge, giraffens hals, hvirveldyrets øje,

fisks redebygning osv. eftersom disse og andre strukturer og adfærdsmønstre kan antages i store træk at være opstået på samme måde ud fra det selektionspres som vi allerede har set eksempler på […] [Her henviser forfatterne til fx birkemålerens camouflage, red.] Selv en lille fordel eller ulempe i en bestemt genetisk ændring vil være en tilstrækkelig forskel til at den naturlige udvælgelse kan udnytte den.« Udtrykket “en tilstrækkelig forskel til at den naturlige udvælgelse kan udnytte den” henviser til en forståelse af populationsgenetikken som er skitseret ovenfor. Så budskabet var klart: Matematikken fortæller historien; de biologiske detaljer ved oprindelsen af komplekse systemer behøver vi ikke bekymre os om.

Ingen gratis ændring af bio-systemer

Mange evolutionsbiologer har blot set de matematiske udfordringer til evolutionsmekanismens kreative kraft som nærmest eksotiske og ret irrelevante; de er jo for det meste kommet fra forskere og ingeniører på andre fagområder. Et lidt interessant synspunkt. Inden for faget fysik må man gerne komme fra “et andet speciale”, blot man har argumenterne i orden.

I løbet af det sidste årti har udviklingen i molekylær- og populationsgenetikken imidlertid afsløret et dobbeltproblem: Hvordan opstår nye gener og proteiner samtidig med at komplekse tilpasninger finder sted?

Det problem ser i nærmere på i det følgende. n

skabelse.dk

21

Origo Foto: iStockPhoto.com

Matematik & makroevolution (1b)

Lotto – populationsgenetik for dummies Så mange forandringer, så lidt tid.

ID-forskeren Michel Behe og flere med ham har stillet sig selv spørgsmålet: Har der været tid nok i den evolutionære historie til at samordnede mutationer har kunnet opstå? Hvis vi vel at mærke holder os til de mekanismer som biologer almindeligvis tror på er drivkraften bag (makro)evolutionen …

Det er ikke noget problem, synes den almindelige mening at være, folk vinder jo også i Lotto. Stephen C. Meyer forklarer det sådan med en henvisning til det amerikanske lottospil Powerball (se tabellen).

Neodarwinister har længe holdt på at biologisk evolution fungerer noget i retning af som i dette lottospil at tippe det rigtige røde tal, “powerballen”. Efter deres opfattelse virker den naturlige selektion på den måde at den belønner eller bevarer

22

ORIGO 139 august 2016

små, men relativt sandsynlige ændringer i gen-sekvenser – svarende til når man vinder den lille, men ret sandsynlige $4-præmie i Powerball om og om igen.

Men hvad nu hvis modellen/billedet er forkert? Hvis nu man er nødt til at få jackpot i det biologiske lotteri for at opnå en funktionel fordel på genetisk niveau? Altså at mutations- og selektionsmekanismen måtte ramme den biologiske pendant til alle seks rigtige bolde i Powerball – vel at mærke uden at det udløser nogen form for belønning for først at gætte et mindre antal bolde korrekt. Det er klart at sandsynligheden for dét ikke ville være større end i det amerikanske (og de nordiske) lottospil. Og den tid man skulle vente for at vinde en sådan lotterigevinst, kunne meget let blive ubærlig lang. Nemlig lige så lang som hele den tid der har været liv på Jorden.

Matematik & makroevolution

ORIGO

I darwinåret 2009 udgav vi på ORIGOs Forlag bogen Humlebien kan ikke flyve … En bog for børn & barnlige sjæle. Den har som mål at forklare nogle af problemerne med “Darwins forklaringer” som de fremstå i dag. Et af kritikpunkterne mod bogen har været: »Jamen, folk vinder jo i lotto selv om sandsynligheden er så lille som den er.« – Altså kan (makro)evolutionen jo godt virke, blot man venter længe nok. Problemet er blot at hvis sammenligningen mellem lottogevinster og virkelighedens biologi skal være reel, skal lottovinderen vinde den store gevinst – ikke bare én gang i livet, men hver uge i hele sit liv.

I modsætning til fx dansk lotto kan man vinde noget på en enkelt bold, nemlig den røde “powerball”. Norsk Wikipedia giver os overblikket over gevinstchancerne (https://no.wikipedia.org/wiki/Powerball): Trekning

Utbetaling

Odds

Kun powerball

$ 3

1: 68,96

1 tall + powerball

$ 4

1: 126,88

2 tall + powerball

$ 7

1: 745,45

3 tall uten powerball

$ 7

1: 290,91

3 tall + powerball

$ 100

1: 11 927,18

4 tall uten powerball

$ 100

1: 14 254,44

4 tall + powerball

$ 10 000

1: 584 431,85

Alle 5 tall uten powerball

$ 200 000

1: 3 563 608,83

Alle 5 tall + powerball

Jackpot

1: 146 107 962

Gjennemsnitlig odds for å vinde en præmie er 1 til 36,61.

Lotto – populationsgenetik for dummies

skabelse.dk

23

Origo

Asparagine (forkortet Asn eller N) som har den genetiske kode AAU og AAC, er en

-aminosyre der bruges i proteinsyntesen. iStockPhoto.com

Matematik og makroevolution (2). Mutationer er med overvældende sandsynlighed mere tilbøjelige til at nedbryde informationen i et gen end at producere ny funktion eller nye egenskaber.

Tilfældige mutationer kan ikke opbygge DNA-information Tekst: Knud Aage Back & Ove Høeg Christensen 1975 – et vigtigt år Neodarwinismen blev formuleret i 1930’erne, altså før man vidste noget om genernes faktiske opbygning. Så biologerne gik ud fra at en enkelt mutation kunne ændre et gen på en sådan måde at der frembringes nye egenskaber.

Matematikken bag populationsgenetikken går ud fra denne antagelse. Og selv i nutiden florerer der artikler som angriber ID-forskningen ud fra denne præmis. I en bog fra forlaget ANIS (Darwin eller Intelligent Design, 2007) skriver Gorm Nissen om “Evolutionær Altruisme”, altså om hvordan

24

ORIGO 139 august 2016

evolutionen får dyr til at optræde uegennyttigt/altruistisk. En væsentlig pointe i denne artikel hviler netop på forestillingen om hvad én mutation kan afstedkomme.

Allerede tilbage i 2009 tog ORIGO argumentet ved vingebenet.

Vores bog Humlebien kan ikke flyve … indeholder en gendrivelse af at en sådan forklaring kan bruges på en meget kompliceret biologisk mekanisme. Og da børn & andet godtfolk tit forføres af en “masse kloge ord”, er der skrået igennem sådan at selv et barn kan se problemet ved Nissens brug af “Darwins Matematik & makroevolution

ORIGO forklaring”. – Det handler om hvordan en myre bliver “tosset i hovedet” … Læs “Myre med hjerneskade” på siderne 81 og frem.

Watson og Crick der i 1953 fremlagde deres opdagelse af DNA’ets struktur, påviste senere at genet er placeret på et specifikt sted på et kromosom, og at de enkelte gener består af digitale instruktioner der kan indeholde hundred- eller tusindvis af “kemiske bogstaver”. Derfor har biologerne også for længst ændret deres forståelse af mutationerne. Vi opfatter nu mutationer som typografiske fejl i den digitale kode.

Børn & andet ““ godtfolk forføres tit af en “masse kloge ord” når det gælder neodarwinismen.

Som et resultat heraf blev mange forskere allerede dengang klar over at en enkelt mutation i sig selv sandsynligvis ikke er nok til at frembringe nye gavnlige egenskaber. Og mange indså at mutationer i stedet for med overvældende sandsynlighed er mere tilbøjelige til at nedbryde informationen i et gen end at producere ny funktion eller nye egenskaber. Hertil kommer at en ophobning af mutationer efterhånden typisk vil resultere i tab af funktion og dermed “fitness”.

Nu kan man sige at Gorm Nissen var lovlig undskyldt.

Han havde ganske enkelt for meget medvind på argumenternes cyklesti. Som nævnt reagerede de fleste biologer med et kollektivt gab på Frazzetta da han påpegede problemet med de komplekse tilpasninger.

Gener er ikke et resultat af komplekse tilpasninger!

Som Meyer fortæller i sin bog Darwin’s Doubt, har den britiske genetiker William Bateson i antologien Darwin and Modern Science ironisk beskrevet hvordan den udbredte antagelse med “kun én mutation” har forhindret evolutionsbiologer i at tage stilling til de virkelige vanskeligheder ved at forklare hvordan komplekse tilpasninger er opstået: »[…] ingen havde tydeligvis brug for at trætte sig selv med at forsøge at forstå denne proces. Dette arbejdsbesparende råd vandt stor lydhørhed.« Trods det er den virkelig vanskelighed for neodarwinismen – erkendt eller ej – at sandsynligheden er uhyre lille for at tilfældige mutationer kan stille “DNA-bogstaverne” op sådan at de kan bruges til noget. Ifølge den nødvendige matematik »ville en mutationsmekanisme som man i dag forestiller sig den, komme til kort […], og ikke resultere i så meget som ét nødvendigt gen.« For at få listet sig omkring denne usandsynlighed har evolutionsbiologen John Maynard Smith så lavet en model for

Allerede Willian Bateson, 1861-1926, forudså at evolutionsbiologerne ville få problemer med “kun én mutation-forestillingen”. »Hvorfor trætte sig selv med at forsøge at forstå denne proces?«

proteinernes evolution. Han mener at ét protein ville kunne udvikle sig til et andet som følge af små trinvise ændringer i aminosyresekvenser – forudsat at hver sekvens fastholder en eller anden funktion på hvert trin på vejen.

I sin model for protein-til-protein-evolutionen har Maynard Smith så sammenlignet med en proces hvor man ændrer ét bogstav i et engelsk ord for at skabe et nyt (mens hvert trin skaber et nyt meningsfuldt ord). Han brugte dette eksempel: WORD

WORE

GORE

GONE

GENE

Og han forklarer: Ordene [i denne analogi] repræsenterer proteiner; bogstaverne betegner aminosyrer; ændringen af et enkelt bogstav svarer til det simpleste trin i evolutionen, udskiftningen af én aminosyre med en anden; og kravet om at hvert ord skal have en betydning, svarer til kravet om at hvert skridt i evolutionen bør ske fra ét funktionelt protein til det næste.

Som selverklæret “overbevist darwinist” er Maynard Smith klar over at den naturlige selektion og tilfældige mutationer kun kan bygge nye biologiske strukturer op fra nogen der allerede eksisterer, hvis hver mellemliggende struktur undervejs i forløbet har nogle tilpasningsmæssige fordele.

Men Maynard Smith render ind i et problem: Hvordan kan et gen eller et protein udvikle sig til et andet hvis en sådan forvandling kræver at der sker flere ændringer i den genetiske tekst samtidigt? Hvis nu det at bygge nye gener kræver rigtig mange koordinerede mutationer, så vil sandsynligheden falde brat for at et nyt gen eller et nyt protein bliver skabt.

Efter Maynard Smiths opfattelse repræsenterer det usandsynlige i “dobbelt-trins-” eller “flertrinskoordinerede” mutationer et betydeligt problem for molekylærevolutionen.

Tilfældige mutationer kan ikke opbygge DNA-information

skabelse.dk

25

Origo – Alligevel kommer han til den besynderlige konklusion at sådanne mutationer er så usandsynlige at de ikke kan have spillet en væsentlig rolle i evolutionen af nye strukturer.

Det kan vist “oversættes” til følgende: Når matematikken ikke stemmer med virkeligheden, må vi se bort fra virkeligheden.

Maynard Smith fik altså gjort opmærksom på et problem som i flere årtier har ligget tilbage i al ubemærkethed. Som biokemikeren H. Allen Orr påpegede i 2005 i tidsskriftet

“ “Vi opfatter nu

mutationer som typografiske fejl i den digitale kode.

Nature Reviews Genetics: »Selv om Maynard Smiths arbejde var fremme ret tidligt i den molekylære revolution,« forblev hans tanker om problemerne med proteinevolutionen »næsten helt ignoreret i to årtier.« Således bemærkede Orr at evolutionsbiologer holdt op med at tænke på molekylærevolution som noget der hænger sammen med ændringer på aminosyreniveau, altså ændringer i DNA-koden. Først i det første årti af det 21. århundrede er biologer gået i gang med grundige analyser af sandsynligheden for protein-til-protein-evolutionen. n

“ “En ophobning af

mutationer vil typisk resultere i tab af “ ““fitness”.

Der skal ikke mange typografiske fejl til før et ord mister betydning. Det gælder også den digitale kode i vores gener hvor selv små mutationer kan lave virkelig ravage. iStockPhoto.com

26

ORIGO 139 august 2016

Matematik & makroevolution

ORIGO

Tom Woodwards besøg i Danmark har også givet anledning til en artikel på videnskab.dk. I den i for sig positivt-neutrale omtale af Woodwards betænkeligheder ved neodarwinismen diskuteres argumentet om mutationer.

Men her går de af videnskab.dk citerede opponenter galt i byen: Selv hvis man godtager tanken om positive mutationer, holder argumentet ikke. For hvis en organisme virkelig skal forvandles, er det protein-evolutionen der er afgørende. Og her viser det sig at én (positiv) mutation ikke er nok. Der skal adskillige ændringer til på en gang for at skabe afgørende nyt i fx en anden kropsstruktur. (En fugl i stedet for en dino.) Som det er sagt: »Molekylærevolution er noget der hænger sammen med ændringer på aminosyreniveau, altså ændringer i DNA-koden«, dvs. der skal ændres i den genetiske tekst. Og trykfejl forbedrer nu engang ikke en given tekst. Se eksemplet på side 25 med at forvandle ordet “word”. – Illustration er et klip fra videnskab.dk.

Der skal som oftest meget lidt til for lave rav i den digitale kode. Meget mindre end man forestiller sig. Men mærkeligt nok forestiller man sig alligevel at fejl i koden kan føre til forbedringer af DNA’et.

På trods af at der alene er evidens for det modsatte. iStockPhoto.com

Tilfældige mutationer kan ikke opbygge DNA-information

skabelse.dk

27

Origo

Matematik & makroevolution (3).

Eksperimenter viser at det er praktisk taget umuligt at få ét protein til at fungere som et andet, også dér hvor de to proteiner er næsten ens.

Derfor har den neodarwinistiske mekanisme aldrig kunnet bruges som

Forklaring på komplekse tilpasninger Tekst: Knud Aage Back & Ove Høeg Christensen

The Edge of Evolution og dens kritikere Meyer fortæller så om ID-forskeren Behe der har skrevet bogen The Edge of Evolution [“Grænser for Evolution”].

Heri redegør Behe blandt andet for populationsgenetikkens matematiske beregninger. Bogen er selvfølgelig blevet mødt med hån, spot og latterliggørelse.

Men her bliver historien rigtig interessant. Kort efter udgivelsen af The Edge of Evolution forsøgte to biologer fra Cornell University, Rick Durrett og Deena Schmidt, at bruge matematikken til at tilbagevise Behes konklusion ved at lave deres egne beregninger.

De har så lavet en model til beregning af den tid der skal til for at skabe to koordinerede mutationer i *hominidlinjen [*dvs. menneskets afstamningslinje fra “den fælles forfader”]. Selv om de søgte det modsatte, viste deres resultater alligevel at man ikke skal stole på den neodarwinistiske mekanisme. Den vil efter al sandsynlighed ikke kunne

28

ORIGO 139 august 2016

få skabt de nødvendige koordinerede mutationer inden for den relevante evolutionære tidsskala.

ID-forskeren Behe var nået frem til flere hundrede millioner år; deres beregning gik “kun” på 216 millioner år for at generere og fastholde to koordinerede mutationer i “menneskelinjen” – altså mere end tredive gange så lang tid som man ellers regner med det har taget at skabe mennesker og chimpanser ud fra deres påståede fælles forfader – så forskellige de to skabninger nu er.

I forsøget på at tilbagevise Behe kom Durrett og Schmidt således uforvarende til at bekræfte hans vigtigste påstand, nemlig at skabelsen af to eller flere koordinerede mutationer »højst sandsynligt ikke kan ske inden for en rimelig tidshorisont.« For at sige det kort, beregninger udført af både kritikere og forsvarere af den neodarwinistiske tanke om evolution når nu frem til den samme konklusion: Hvis koordinerede mutationer

er nødvendige for at skabe nye gener og proteiner, så gendriver matematikken bag populationsgenetikken muligheden for at den neodarwinistiske mekanisme kan klare opgaven.

Er der brug for koordineret selvsupplering?

Men er det nu sådan at skabelse af nye gener og proteiner kræver koordinerede mutationer?

Mange proteiner er afhængige af en samling aminosyrer der agerer i tæt samarbejde med henblik på at udføre deres funktioner. Det er nemlig sådan at disse systemer vil miste funktionen hvis bare en eller et par proteiner eller egenskaber mangler.

Nogle neodarwinister har foreslået en protein-evolution-model som de kalder for “co-option”, selvsupplering. I denne model er et protein der udfører én funktion, forvandlet eller “selvsuppleret” til at udføre en ny funktion. Man forestiller sig at nye funktioner der Matematik & makroevolution

ORIGO

Populationsgenetikken. Matematikken bag neodarwinismes mekanisme afslører at billedet med evolutionsstigen er helt umuligt. Mængden af lykketræf (= koordinerede tilfældige forandringer) i genomet for hvert trin på stigen er så stor at den såkaldte ventetid vil overstige universets alder.

Foto iStockPhoto.com

Forklaring på komplekse tilpasninger

skabelse.dk

29

Origo

Her ses det første protein, myoglobin, hvis struktur blev afdækket ved hjælp af røntgenkrystallografi. Proteinets 3D-struktur er her gengivet sådan: De turkise “spaghettibånd” er alfa-helixer. Til højre i midten ses blandt spolerne, en protese-gruppe ved navn hæmoglobin-gruppe (vist i gråt) med et tilknyttet oxygen/ilt-molekyle (rødt). – Det er et sådant tilsvarende kompliceret molekyle man forestiller sig vil kunne “omstilles” til en ny funktion vha. et par tilfælde fejl i koden. Engelsk Wikipedia. © By AzaToth - self made based on PDB entry, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=68596

30

ORIGO 139 august 2016

Matematik & makroevolution

ORIGO

En ophobning af mutationer vil ““ typisk resultere i tab af “fitness”.

kræver adskillige “mutationer”, kan opstå trin-for-trin idet der opstår et protein, “protein B”, fra et andet protein der manglede disse funktioner, “protein A”.

Man forestiller sig at disse første ændringer kan have gjort protein A i stand til at udføre en eller anden anden fordelagtig funktion end det kunne i forvejen. Dermed ville det kunne bruges af den naturlige selektion og dermed forhindre protein-evolutionen i at gå i stå pga. forringelse i eller tab af den oprindelige funktion. Hvis mutationerne så kunne fortsætte med at skabe nye proteiner med bare lidt anderledes funktioner, ville der være skabt et protein tæt nok i sekvens og struktur til at bare en eller meget få yderligere ændringer ville være tilstrækkelig til at omdanne det til protein B. Fantasien testet Da Douglas Axe og hans kollega, molekylærbiologen Ann Gauger, var blevet opmærksomme på disse fantasifulde scenarier, besluttede de sig for at sætte dem på en raffineret test. Dermed ville de afsøge betingelserne for om evolutionen af nye flerkoordinerede funktioner i realiteten kræver flere koordinerede mutationer, eller om en sådan funktion i stedet kunne opstå ved selvsupplering.

Axe og Gauger var derfor på udkig efter proteiner der er så ens som muligt, men som alligevel udfører forskellige funktioner. De fandt to proteiner. Det ene protein, Kbl2, kan nedbryde aminosyren threonin, og det

andet, BioF2, bruges til opbygning af vitaminet biotin.

Nu gjaldt det for Gauger og Axe om at forvandle Kbl2 til et protein der udfører BioF2’s funktion. Og det skulle ske vha. blot én eller meget få koordinerede aminosyre-ændringer. Hvis det lykkedes, ville de have påvist at der findes to proteiner der i deres sekvensopbygning ligner hinanden så meget at det ene kan forvandles til det andet; og det sådan at proteinet med rimelig sikkerhed kan få en ny funktion inden for en passende evolutionær tidsramme; og at det kan ske på den måde der forudses af fortalere for neodarwinismen: ved selvsupplering.

Men Axe & Gauger fandt ud af at de ikke kunne fremprovokere den funktionsændring de søgte, hverken med en enkelt eller med et lille antal aminosyrer.

Ja, de nåede faktisk frem til at de ikke kunne få Kbl2 til at opføre sig som BioF2 selv om de muterede et større antal samordnede aminosyrer – det vil sige, selv hvis de fik lavet flere koordinerede mutationer end der på nogen måde ville kunne forekomme tilfældigt (naturligt) i hele evolutionens historie.

Selv om deres forsøg på at konvertere Kbl2 til at udføre BioF2’s funktion mislykkedes, gjorde deres eksperiment ikke. De kunne dermed for første gang eksperimentelt slå fast at selvsuppleringshypotesen om protein-evolutionen mangler troværdighed. – Ganske enkelt fordi der skal alt for mange koordinerede mutationer til for at få ændret et proteins funktion til et andet, også selv hvor det handler om næsten ens proteiner.

Forklaring på komplekse tilpasninger

Dermed følger at skal der skabes nye gener og proteiner, vil det kræve utallige, koordinerede mutationer, og dermed bliver ventetiden, som Behe og Snoke har beregnet, virkelig et problem for den neodarwinistiske teori.

Hvad det alt samme betyder Behovet for koordinerede mutationer betyder at evolutionsbiologerne ikke bare kan gå ud fra at mutationer let vil kunne skabe nye gener og egenskaber.

Bruger man de matematiske modeller der er baseret på standardprincipper i populationsgenetikken på problemet med genernes egen oprindelse, kommer man til ét resultat: For at få skabt det antal multi-koordinerede mutationer der er nødvendige for at producere blot ét nyt gen eller et protein, skal man regne med usandsynlig lang tid (den såkaldte “ventetid”), meget længere end livet har eksisteret på jorden. Således har biologerne her påvist det helt usandsynlige i at den neodarwinistiske mekanisme kan generere ny genetisk information.

Der er en afsluttende ironi i alt dette: Hvor matematikken bliver brugt [som i fysikken] på evolutionsteorien, tegner der sig et klart billede: Nemlig at der i dag er evidens for at den neodarwinistiske mekanisme ikke kan bygge de komplekse, nye informationsrige gener og proteiner op der skal til for at skabe Kambriums dyreliv. For at bruge en metafor som Tom Frazzetta ville værdsætte, har slangen ædt sin egen hale! n skabelse.dk

31