Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 156, Sommer 2023.

Nr 156, sommer 2023

FILOSOFI OG VIDENSKAB

OM 10 STORE PERSONLIGHEDERS SYN PÅ TILVÆRELSEN

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Indhold nr. 156, sommer 2023 Forsiden: 9 af de 11 personer (Job og Darwin undtaget).

Indhold af dette nummer: Forord v. Peter Øhrstrøm Artikler: 1.

H. C. Andersen

2.

Carl Von Linné

3.

Albert Einstein

4.

C. S. Lewis

5.

Thomas Aquinas

6.

Søren Kierkegaard

7.

Max Planck

8.

Isac Newton

9.

Charles Darwin

10.

Galileis forhold til kirken

11.

Galileis videnskab

12.

Job Boganmeldelse af Mikael Larsen

Forfatternavne og titler fremgår af de enkelte artikler.

Redaktør af dette nummer: Arne Kiilerich. Ubenævnte illustrationer er fra Wikipedia,

Abonnement og bestillinger: Norge: knu-saga@online.no

Danmark: abonnement@skabelse.dk

Abonnenter i Danmark betaler som hidtil et årligt kontingent på DKK 250,-. Det er muligt at betale via Betalingsservice. Man kan også betale med Mobilepay/MyShop til Origo på 94642

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Det videnskabelige erkendelsesprojekts muligheder og grænser Af Peter Øhrstrøm. Professor i informationsvidenskab.

Ingen enkelt disciplin, intet fag, ingen faggruppe kan alene udtrykke vores samlede bud på viden om verden. Forsøget på at beskrive og forstå verden på en ret måde bør inddrage alle videnskaber. Det skyldes ikke mindst, at naturvidenskab, humaniora, samfundsfag etc. anlægger hver sin synsvinkel på tilværelsen, og typisk bruger hvert sit fagsprog.

Naturligvis må videnskaberne også bringes i dialog med hinanden. Det sker typisk i tværfaglige projekter, som i høj grad må foregå på et præciseret dagligsprogs præmisser.

Dermed bliver det på et overordnet plan rationaliteten – og dermed logikken (i bred forstand), der bliver afgørende og samlende for videnskaben som helhed. Det forudsætter naturligvis en grundlæggende enighed om selve logikkens troværdighed. Alt tyder på, at der også er en sådan fundamental enighed baseret på noget, der generelt er givet til mennesket. Man kan forundres over grundlaget for denne enighed. Hvordan kan den forklares? Hvordan kan man begrunde logikken? Sådanne spørgsmål blev faktisk stillet allerede i oldtiden af logikkens fader, Aristoteles (384-322 f.Kr.), som udtrykte sig på denne måde: Logos’ princip og begyndelse er ikke logos, men noget større. Men hvad er større end logos uden det guddommelige? [Den eudemiske etik, 1248a27-28] Aristoteles måtte altså konkludere, at logikkens oprindelse ligger uden for menneskets gebet. Logikken er ikke en opfindelse eller en konstruktion, men en mulighed som er knyttet til selve det at være menneske – en gave til os. Logikkens oprindelse kan således betragtes som værende transcendent, overnaturlig. Den indsigt er mange moderne tænkere også kommet til.

Rationaliteten giver mennesket en række vigtige muligheder for erkendelse, men det er ikke muligheder, der rækker ind i himmelen. Specielt udsagn med såkaldt selvreference giver problemer. Siden middelalderen har logikere været opmærksomme på det. I det 20. århundrede har særligt Kurt Gödel (1906-1978) i 1931 udført, hvad der nu går for at være århundredets største bedrift inden for den matematiske logik. Gödel påviste, hvis man lægger sig fast på et velbeskrevet bevissystem om de naturlige tal, så findes der sande udsagn om de naturlige tal, som ikke kan bevises i systemet. Dette resultat har vist sig at være meget betydningsfuldt - ikke mindst for datalogien. Resultatet viser, at visse opgaver principielt set ikke kan løses med et computerprogram i et givet programmeringssprog.

Generelt kan man sige, at hvis en videnskabelig teori handler om et felt, som er mindst lige så kompliceret som de naturlige tal, så vil der være udsagn om feltet, som nok er sande, men som ikke er konsekvenser af den pågældende teori, fordi teorien ikke har noget at sige om disse udsagn. Det betyder, at teorien ikke kan beskrive hele sandheden om det pågældende område. I den forstand kan man altså tale om en transcendens i forbindelse med sandhedsbegrebet. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

John Lennox har for nylig illustreret disse begrænsninger med et interessant eksempel.

Det handler om Bertrand Russell, som sammenfattede sin position i følgende påstand: “Hvad videnskaben ikke kan fortælle os, kan menneskeheden ikke vide”. Men som Lennox påpeger, er denne påstand ikke selv et videnskabeligt udsagn, dvs. ikke en viden, som videnskaben kan give os. Så hvis påstanden er sand, så kan vi ikke vide, at den er sand. [Lennox 2013] Logikken har altså sine grænser. Det siger den selv – om sig selv! Dermed har enhver videnskab, som er opbygget ved hjælp af logiske systemer også sine grænser. Den kommer til kort over for en række problemer. Men erkendelsen heraf må imidlertid ikke føre til en kritik, som indebærer, at man opgiver logikken og videnskaben som sådan. Det ville være en misforståelse. Det kan nok ikke siges bedre, end Blaise Pascal (1623-62) gjorde det: Der er to yderligheder. At udelukke fornuften helt. Ikke at anerkende andet end fornuften … Fornuftens yderste skridt er at anerkende, at uendelig mange ting rækker ud over dens fatteevne. Hvis den ikke kan indse det, er den virkelig svag.

[Soelberg, p. 91] Denne holdning er underliggende for vore overvejelser i dette nummer: Det videnskabelige projekt er vigtigt og lovende. Det er en meget glædelig gave til mennesket, at vi rationelt og videnskabeligt kan erkende mere og mere om virkeligheden.

Men af og til – måske ganske ofte – tager vi fejl i vore forsøg på at erkende. Hver gang vi indser, at det er gået sådan, må vi gå præmisserne og argumentationen kritisk igennem, rette til og prøve igen. Videnskaben er på den måde hele tiden på vej. Videnskabeligt set når vi principielt set aldrig til hele sandheden, selv om vi naturligvis hele tiden skal forsøge at nå endnu længere [se Øhrstrøm m.fl. 2020, kap 9-10, hvor ovenstående betragtninger er yderligere uddybet.]

Referencer Lennox, John: Miracles: Is Belief in the Supernatural Irrational?, The Veritas Forum 2013.

Soelberg, Nils: Blaise Pascal, Tanker, Forsvar for den kristne religion, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1986 Øhrstrøm, P., Ploug, T., Jakobsen, D.: Logisk set, Metaphysica og BoD 2020.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

H. C. Andersen: Eventyr 87: Pen og Blækhuus. (1860)

Af H. C. Andersen

H.C. Andersen var sig bevidst, at det er Gud, der har skabt og opretholder verden og styrer historiens gang. Det fremgår af mange af Andersens eventyr, som for eksempel dette eventyr.

Billede: Odense Bys Museer Der blev sagt i en Digters Stue, idet man saae paa hans Blækhuus der stod paa Bordet: "Det er mærkeligt, Alt hvad der dog kan komme op af det Blækhuus! hvad mon nu det Næste bliver?

Ja, det er mærkeligt!"

"Det er det!" sagde Blækhuset. "Det er ubegribeligt! det er det jeg altid siger!" sagde det til Pennefjederen og til hvad Andet der paa Bordet kunde høre det. "Det er mærkeligt, Alt hvad der kan komme fra mig! ja, det er næsten utroligt! og jeg veed virkelig ikke selv hvad det Næste bliver, naar Mennesket begynder at øse af mig. Een Draabe af mig, den er nok til en halv Side Papir, og hvad kan der ikke staae paa den. Jeg er noget ganske mærkeligt! fra mig udgaaer alle Digterens Værker! disse levende Mennesker, som Folk troe at kjende, disse inderlige Følelser, dette gode Humeur, disse yndige Skildringer af Naturen; - jeg begriber det ikke selv, for jeg kjender ikke Naturen, men det er nu engang i mig! fra mig udgik og udgaaer denne Hærskare svævende, yndige Piger, kjække Riddere paa fnysende Gangere, Peer Døver og Kirsten Kimer! ja jeg veed det ikke selv! jeg forsikkrer Dem, jeg tænker ikke ved det!"

"Det har De Ret i!" sagde Pennefjederen; "De tænker slet ikke, for tænkte De, da vilde De forstaae at De kun giver Vædske! De giver Væde, saa at jeg kan udtale og synliggjøre paa Papiret det jeg har i mig, det jeg skriver ned. Penne er det som skriver! derom tvivler intet Menneske, og de fleste Mennesker have da ligesaa god Indsigt i Poesien, som et gammelt Blækhuus!" bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

"De har kun lidt Erfaring!" sagde Blækhuset. "De er jo knap en Uge i Tjenesten og allerede halv opslidt. Bilder De Dem ind, at De er Digteren! De er kun Tyende, og mange af den Slags har jeg havt før De kom, og det baade af Gaasefamilien og af engelsk Fabrik; jeg kjender baade Fjederpen og Staalpen! der ere Mange jeg har havt i Tjeneste og jeg vil faae Mange endnu, naar han, Mennesket, som gjør Bevægelserne for mig, kommer og skriver ned, hvad han faaer ud af mit Indvendige. Jeg gad nu nok vide hvad det Første bliver, han løfter ud af mig!"

"Blækbøtte!" sagde Pennen.

Seent paa Aftenen kom Digteren hjem, han havde været i Concert, hørt en udmærket Violinspiller og var ganske opfyldt og betagen af dennes mageløse Spil. Det havde været et forbausende Væld af Toner, han havde faaet ud af Instrumentet: snart lød det som klingende Vanddraaber, Perle paa Perle, snart som qviddrende Fugle i Chor, som bruste Stormen igjennem en Granskov; han troede at høre sit eget Hjerte græde, men i Melodie, som den kan høres i en Qvindes deilige Røst. Det havde været som om ikke blot Violinens Strænge klang, men Strængestolen, ja Skruer og Sangbund! det var overordenligt! og svært havde det været, men seet ud som en Leg, som om Buen kun løb frem og tilbage henover Strængene, man skulde troe, at Enhver kunde gjøre det efter. Violinen klang afsig selv, Buen spillede af sig selv, de to var det, som gjorde det Hele, man glemte Mesteren, der førte dem, gav dem Liv og Sjæl; Mesteren glemte man; men paa ham tænkte Digteren, ham nævnede han og nedskrev sin Tanke derved: "Hvor taabeligt, om Buen og Violinen vilde hovmode sig over deres Gjerning! og det gjør dog saa tidt vi Mennesker, Digteren, Kunstneren, Opfinderen i Videnskab, Feltherren; vi hovmode os, - og Alle ere vi dog kun Instrumenterne Vor Herre spiller paa; ham alene Æren! vi have Intet at hovmode os over!"

Ja, det skrev Digteren ned, skrev det som en Parabel og kaldte den "Mesteren og Instrumenterne."

"Der fik De Deres, Madam!" sagde Pennen til Blækhuset, da de To igjen vare ene. "De hørte ham vel læse op, hvad jeg havde skrevet ned!"

"Ja, hvad jeg gav Dem at skrive!" sagde blækhuset. "Det var jo en Hib til Dem for Deres Hovmod! at De ikke engang kan forstaae at man gjør Nar af Dem! jeg gav Dem et Hib lige fra mit Indvendige! jeg maa dog kjende min egen Malice!"

"Blækholderske!" sagde Pennen.

"Skrivepind!" sagde Blækhuset.

Og Enhver af dem havde Bevidstheden om at de havde svaret godt, og det er en behagelig Bevidsthed at vide at man har svaret godt, det kan man sove paa og de sov paa det; men Digteren sov ikke! Tankerne vældede frem, som Tonerne fra Violinen, trillende som Perler, brusende som Stormen gjennem Skoven, han fornam sit eget Hjerte deri, han fornam Glimtet fra den evige Mester.

Ham alene Æren!

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Carl von Linné Af Holger Daugaard, biolog, cand.scient.

Sagen kort: Carl von Linné var en svensk botaniker, læge og zoolog, som lagde grunden til den moderne navngivning inden for biologi og den moderne systematik, som grupperer planter og dyr. Han er også fader til den moderne økologi. Linné bevarede gennem hele sit liv en tro på en guddommelig skabelse.

Carl von Linné hed oprindelig Carl Linnæus og blev født som præstesøn 1707 i den skånske by Råshult i Sverige. Familien flyttede dog hurtigt til Småland, hvor faderen fik præsteembede, og det blev der, Carl voksede op. Han var tidligt omgivet af planter og blomster, da præstegårdens have var en af de smukkeste i Sverige, og den fascinerede den lille Carl.

Det var oprindelig tanken, at Carl skulle gå i faderens og bedstefaderens fodspor og blive præst. Han havde gennem hele livet en fast tro på Gud, idet han mente at se Skaberens spor overalt i naturen. Men naturvidenskaberne tiltrak ham alligevel mere, og inspireret af en af hans lærere på Växjö Gymnasium endte det med, at han uddannede sig inden for dette område.

Således tog han i slutningen af 1720’erne medicinsk embedseksamen fra Uppsala Universitet, hvor han senere – i 1741 – fik et professorat i medicin og naturalhistorie. Naturalhistorie var en kombination af biologi, zoologi, naturgeografi og zoologi, idet man dengang ikke havde samme skarpe grænser mellem de enkelte naturvidenskabelige fag som i dag.

Carl interesserede sig levende for planter lige fra sin barndom, og det blev denne interesse, han senere skulle blive berømt for. Det, der især fangede hans interesse, var at skabe orden i de levende organismer. På hans tid var der ikke noget internationalt anerkendt system til klassificering af planter og dyr, og lige som det stadig er tilfældet - i en given organisme havde hvert sit specifikke navn på hvert enkelt sprog. For eksempel hedder solsort koltrast på svensk, amsel på tysk og blackbird på engelsk, og man kan ikke umiddelbart se nogen sammenhæng i navnene. Der var behov for et navnesystem, som alle kunne blive enige om, og Linné skulle blive manden, der blev berømt for at skabe dette. Allerede i gymnasiet blev han optaget af sagen, da hans føromtalte lærer gjorde ham bekendt med noget af det forskningsarbejde, der var udgivet på den tid, bl.a. et plantesystem opstillet af den franske botaniker Joseph Pitton de Tournefort og et værk af en anden fransk botaniker, Sébastian Vaillant, om planters kønnede formering. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Mens Linné studerede på universitetet, indledte han der et større arbejde med at skabe et navngivningssystem, hvor han tog udgangspunkt i planternes kønsorganer og deres forskellige bygning.

Der skulle gå mange år, før han nåede så vidt, at han kunne publicere sit arbejde, men inden da arbejdede han systematisk og grundigt og fik opbygget et system, der i dag er bredt accepteret og anvendt overalt i den videnskabelige verden. Systemet, som Linné senere benævnte med det latinske navn ”Systema Naturae”, går i al sin enkelhed ud på at inddele planter og dyr i et hierarkisk system med kategorierne (ovenfra): rige, række, orden, familie, slægt og art.

Enhver art tildelte han dels et slægtsnavn og dels et artsnavn, på samme måde som vi mennesker i dag har et fornavn og et efternavn (slægtsnavn) – en såkaldt binomial nomenklatur. Mennesket gav Linné det systematiske navn Homo sapiens, idet Homo er slægtsnavn og sapiens artsnavn. Og dette navn anvendes overalt på kloden. I øvrigt vakte det en vis religiøs harme, at Linné placerede mennesket i samme gruppe som aberne, men det betød for ham ikke automatisk en fælles afstamning.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Linné mente oprindelig, at alle arter var uforanderlige, hvilket var betingelsen for, at han kunne skabe orden: ”Unitas in omni specieordinem ducit” (arternes uforanderlighed er betingelsen for orden). Men han lagde efterhånden mærke til, at forskellige plantearter kunne krydses og skabe nye former. Med tiden forlod han derfor sin oprindelige holdning og indså, at nye arter kunne være kommet til siden skabelsen gennem krydsninger. Med sin teistisk orienterede verdensanskuelse lagde han derfor senere i livet større vægt på slægtsbegrebet som det bærende i beskrivelsen af skabelsen i 1. Mosebog.

Linné var som præstesøn velbevandret i den lutherske tro og lære, som han også anså for den rette tro. Livet igennem bevarede han troen på en skaber, hvilket blandt andet fremgår af følgende citat, hvor han beskriver blomstens bygning: ”Blomstens kronblade … tjener som brudesenge, som Skaberen så storslået har arrangeret”.

Carl Linnæus blev i 1761 adlet for sit store arbejde og blev tildelt navnet Carl von Linné. Han døde i 1778 og ligger begravet i Uppsala Domkirke.

Henvisninger: Kristeligt Dagblads netavis 12/8 2007. Videnskabsmanden og troen - Kristendom.dk

Carolus Linnaeus | Biography, Education, Classification System, & Facts | Britannica Landgren, Per 1993: On the Origin of ‘Species’. Ideological Roots of the Species Concept. I: Scherer, S: Typen des Lebens. Pascal-Verlag Berlin 1993, pp. 47-64

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Albert Einstein Af Arne Kiilerich. Rådgivende ingeniør/ statiker.

Sagen kort: Hvor befandt Einstein sig i spørgsmålet om Guds eksistens og indflydelse i universet? Dette spørgsmål kan ikke besvares enkelt, men nogle af Einsteins udtalelser tegner dog et billede af denne store tænkers opfattelse.

I videnskabsmanden Albert Einstein befandt der sig en stor humanist med holdninger til politik og religion. Det var holdninger, der i nogen grad hang sammen med hans videnskabelige arbejde. Men Einstein var vanskelig at sætte i bås. Einstein var fascineret af Spinozas panteisme, han nægtede kategorisk at være ateist, men troede ikke på en Gud, der blander sig i menneskers anliggender. De, der forsøgte at få et enkelt svar fra Einstein om disse forhold, blev ofte skuffede.

En bankmand fra Colorado, der havde fået svar fra 24 Nobelpristagere på spørgsmålet om Guds eksistens, bad Einstein om også at svare. Einstein svarede: ”Jeg kan ikke tænke mig en personlig Gud, som direkte ville påvirke individers handlinger eller sætte sig til doms over skabninger, han selv har skabt.”

Kort efter sin halvtredsårsdag gav Einstein et bemærkelsesværdigt åbenhjertigt interview om sin religiøse tænkning til George S. Vierech.

De accepterer Jesus´ historiske eksistens? ”Uden al tvivl! Ingen kan læse evangelierne uden at føle Jesus´ faktiske tilstedeværelse. Hans personlighed pulserer i hvert eneste ord. Ingen anden myte er fyldt med et sådant liv”.

Tror De på Gud? ”Jeg er ikke ateist. Problemet er alt for omfattende til vore begrænsede hjerner. Vi er i samme situation som et lille barn, der træder ind i et enormt bibliotek fyldt med bøger på mange sprog. Barnet ved, at en eller anden må have skrevet disse bøger. Det ved ikke hvordan. Det forstår ikke de sprog, de er skrevet på. Sådan forekommer det mig at det forholder sig med selv det mest intelligente menneskelige væsen over for Gud” (Red. Svaret er moderat forkortet). bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Er Deres gudsbegreb jødisk? ”Jeg er determinist. Jeg tror ikke på den frie vilje. Jøder tror på den frie vilje. De mener, at mennesket former sit eget liv. Jeg afviser denne doktrin. I denne henseende er jeg ikke jøde”.

Hvor får De Deres ideer fra? ”Jeg er så meget kunstner, at jeg trækker frit på min fantasi.

Fantasi er vigtigere end viden. Viden er begrænset. Fantasi omspænder verden.”

Kilde: Einstein. Hans liv og Univers. Walter Isaacson. Gyldendal 2007.

Også i bogen The World As I See It fortæller Einstein, at han ikke tror på en Gud, der belønner eller afstraffer sine skabninger, og at han ikke tror på, at der efter døden venter afstraffelse eller belønning.

I denne bog skriver han om videnskabsmandens religiøse følelse, ”at den tager form af en henrykket forbløffelse over harmonien i naturloven, som vidner om en intelligens af en sådan overlegenhed, at, sammenlignet med den, er den menneskelige handling og tænkning blot en helt betydningsløs refleksion” (side 31).

Det er ikke muligt at konkludere noget helt entydigt om Einsteins gudsopfattelse. Det ville naturligvis have været interessant, hvis han var blevet konfronteret med spørgsmålet om Intelligent Design.

Dette ville næppe heller have affødt noget entydigt svar, men det er dog ikke helt forkert at konkludere, at Einsteins opfattelse af universet er, at det næppe er noget, der er opstået spontant.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

De to foredragsholdere Af C.S. Lewis

”Og således,” sagde foredragsholderen, ”slutter jeg der, hvor jeg begyndte. Evolution, udvikling, den store kamp opad og fremad fra simple og usammenhængende udgangspunkter til stadigt højere perfektion og forfinelse, ja, det ser ud til at være formlen bag hele universet.

Vi ser eksempler på det i alle de ting, vi studerer. Egen kommer fra agernet. Vore dages ekspreslokomotiv kommer fra Stevensons ’Rocket’ [verdens første lokomotiv o.a.].

Den moderne kunsts højeste udtryksformer er direkte efterkommere af de primitive indristninger, som det præhistoriske menneske udsmykkede sin hule med.

Og er det civiliserede menneskes etik og filosofi ikke bare en mirakuløs videreudvikling af de mest primitive instinkter og grusomme tabuer? Vi er alle, fra vor mikroskopiske begyndelse, vokset gennem fosterstadier, hvor vi først lignede fisk mere end pattedyr. Mennesket selv kommer fra dyrene. Det organiske kommer fra det uorganiske.

Udvikling er nøgleordet. Alting bevæger sig fra det lavere til det højere.”

Det var selvfølgelig noget, både jeg og resten af forsamlingen havde hørt før. Men det var godt formuleret (langt bedre end det er blevet i min gengivelse), og foredragsholderens stemme og fremtoning gjorde indtryk. Det må i hvert fald have gjort indtryk på mig, for ellers kan jeg ikke forklare den besynderlige drøm, jeg havde samme nat.

Jeg drømte, at jeg stadig var til foredraget, og stemmen fra foredraget lød stadig, men det, den sagde, var helt forkert. Måske var det rigtigt, indtil jeg begyndte at lytte efter, men derefter begyndte det i hvert fald at gå galt. Da jeg vågnede, kunne jeg huske det således:

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

”… ser ud til at være formlen bag hele universet. Vi ser eksempler på det i alle de ting, vi studerer. Agernet kommer fra en fuldvoksen eg. Det første lokomotiv, ’Rocket’, kom ikke fra et endnu enklere lokomotiv, men derimod fra noget langt mere perfekt og komplekst end det selv, nemlig den menneskelige intelligens. De første præhistoriske tegninger kom ikke fra tidligere indridsninger, men fra menneskers hænder og hjerner – hænder og hjerner, der ikke på nogen måde stod tilbage for vore. Ja, det er endda klart, at det menneske, som først fik den ide at skabe et billede, må have været et større geni end nogen af de kunstnere, der fulgte efter ham. Fosterstadiet, i hvilket vi alle begyndte livet, har ikke sin oprindelse i noget endnu mere primitivt. Det har sin oprindelse i to fuldt udviklede mennesker, vore forældre. Forsimpling, nedadgående bevægelse, er nøgleordet.

Alting bevæger sig fra det højere til det lavere. Det simple og ufærdige kommer altid fra det perfekte og udviklede.”

Jeg tænkte ikke meget over det, mens jeg barberede mig, men den formiddag havde jeg ingen studenter, og da jeg var færdig med mine breve, satte jeg mig ned og tænkte over drømmen.

Det forekom mig, at der var mange ting, der talte til fordel for foredragsholderen i drømmen. Det er sandt, at vi alle vegne ser ting vokse op til det fuldkomne fra en lille og simpel begyndelse; men det er lige så sandt, at den lille og simple begyndelse altid selv stammer fra noget fuldvoksent og udviklet. Det er sandt, at alle voksne har været spædbørn; men alle spædbørn er undfanget og ført af voksne. Akset kommer fra frøet; men frøet kommer også fra akset. Jeg kunne endda give foredragsholderen i drømmen et eksempel, han havde glemt. Alle civilisationer stammer fra enkle rødder, men når man ser efter, opdager man altid, at disse enkle rødder er blevet ’tabt’ (som når en eg taber et agern) fra andre og mere udviklede civilisationer. Den gamle germanske kulturs våben og kogekunst var, så at sige, ’drivtømmer’ fra den romerske civilisations skibbrud. Den græske civilisation begyndte på resterne af de ældre minoiske kulturer, med et tilskud fra Egypten og Fønikien.

Men hvad så med den allerførste civilisation? tænkte jeg. Straks jeg stillede det spørgsmål, indså jeg, at foredragsholderen i drømmen havde valgt sine eksempler med omhu. Han havde kun talt om de ting, vi kan se rundt omkring os. Han havde holdt sig væk fra spørgsmålet om den absolutte begyndelse. Han havde vist, at i nutiden og i den historiske fortid ser vi lige så vel ufuldkomment liv komme fra fuldkomment som omvendt.

Men han havde ikke forsøgt at svare på den virkelige foredragsholders spørgsmål om alt livs oprindelse. Den virkelige foredragsholder mente, at når man kommer tilstrækkeligt langt tilbage – tilbage til den del af fortiden, som vi ved mindre om – så vil man finde en absolut oprindelse, og den vil være noget småt og simpelt.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Det talte til den virkelige foredragsholders fordel, at han i det mindste havde en teori om altings begyndelse, mens foredragsholderen i drømmen var gået let hen over dette. Men var den virkelige foredragsholder ikke også gået let hen over et og andet? Han havde ikke fortalt os, at hans teori om altings oprindelse betød, at vi skulle tro, at naturens vaner var blevet fuldstændigt ændret siden begyndelsen. I nutiden viser naturen os en uendelig cirkel: Fuglen kommer fra ægget, ægget kommer fra fuglen. Men han ville have os til at tro, at det hele startede med et ’æg’, som ikke kom fra nogen ’fugl’. Måske er det rigtigt, men hele argumentets tilsyneladende sandsynlighed – den lethed, hvormed tilhørerne accepterede det som naturligt og indlysende – afhang af, at han gik let hen over forskellen mellem dette og så det, vi faktisk kan iagttage. Han gjorde det ved at drage vores opmærksomhed mod, at æg udvikles til fugle, og ved at få os til at glemme, at fugle lægger æg. Rent faktisk er vi gennem hele livet blevet opdraget til at se sådan på det. Vi har lært at se på verden med det ene øje lukket. ”Evolutionisme” bliver gjort sandsynlig ved en form for tryllekunst!

For første gang i mit liv begyndte jeg at se på spørgsmålet med begge øjne åbne. I den verden jeg kender, skaber det fuldkomne det ufuldkomne, som så senere bliver fuldkomment – æg bliver til fugl, fugl til æg – i en endeløs række. Hvis der nogensinde var et liv, der helt af sig selv sprang frem af et fuldstændigt uorganisk univers, eller en civilisation, der løftede sig selv op ved håret fra barbariet, så ville der være tale om en begivenhed fuldstændigt forskellig fra begyndelsen på alle senere liv og civilisationer. Sådan en begivenhed kan måske være forekommet, men den savner enhver sandsynlighed. Lige meget hvordan man ser på det, må den første begyndelse være uden for naturens almindelige processer. Et æg, der ikke kommer fra en fugl er ikke mere ’naturligt’ end en fugl, der har eksisteret i al evighed.

Og da æg-fugl-æg-sekvensen ikke fører til nogen sandsynlig begyndelse, er det så ikke fornuftigt at lede efter den virkelige oprindelse uden for denne sekvens? Man må gå uden for rækken af lokomotiver, ind i menneskenes verden, for at finde den virkelige ophavsmand til ”Rocket”. Er det ikke lige så fornuftigt at lede efter den virkelige ophavsmand til naturens orden uden for naturen?

Oversat af Søren Holm First and Second Things af C.S.Lewis. Copyright C.S. Lewis Pte. Ltd. 1985. Uddrag trykt med tilladelse.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Thomas Aquinas Af cand. phil. Helge Hoffmann Sagen kort I sine skrifter beskæftiger Thomas Aquinas sig med naturen, mennesket og Gud – deres respektive væsen og deres indbyrdes forhold. Aquinas søger at trænge helt til bunds i tingene og stiller blandt andet spørgsmålet: ”Findes Gud?”

Thomas Aquinas blev født i Roccasecca i Italien i 1225. Som 14-årig begyndte han at studere på universitetet i Paris, og i 1252 afsluttede han sit teologistudie. Resten af sit liv underviste han. Han blev medlem af dominikanerordenen og besatte i nogle år denne ordens lærestol ved universitetet i Paris. I 1274 døde han 49 år gammel. Efterfølgende er Aquinas blevet regnet for en af kirkens helt store teologer og skolastikere. I 1323 blev han helgenkåret, og hans filosofi og teologi har lige siden haft stor indflydelse i den romerskkatolske kirke.

I sine skrifter tager Thomas Aquinas ofte udgangspunkt i forskellige spørgsmål eller udsagn om Guds og menneskets og verdens beskaffenhed. Han anfører derefter, hvad der kan tale for og imod udsagnets sandhedsværdi eller besvare det stillede spørgsmål med ja eller nej. Sin egen vurdering fremfører han derefter med indledningsordene ”Jeg svarer”.

Således behandler Aquinas spørgsmålet ”Om Gud eksisterer” ved først at angive argumenter for, at det ikke skulle være tilfældet: 1.

Det synes, at Gud ikke eksisterer. For hvis det ene begreb i et modsætningspar er uendeligt, ophæves det andet fuldstændigt. Men ved ordet ’Gud’ forstår vi noget, der er uendeligt godt. Hvis Gud altså var til, kunne der ikke eksistere noget ondt: Men i verden findes faktisk noget ondt …

2.

Hvad man kan forklare med færre principper, er der ingen grund til at forklare med flere.

Men alle fænomener i verden synes at kunne forklares, uden at man antager Guds eksistens. Naturfænomenerne kan nemlig forklares ud fra naturen, mens de fænomener, der bunder i beslutninger, kan forklares ud fra den menneskelige fornuft og vilje.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Som argument for Guds eksistens anfører Aquinas her blot ”Guds eget ord” i 2 Mos 3,14: ”Jeg er den, som er.” Derefter følger hans egen vurdering Jeg svarer, at Guds eksistens kan bevises på fem måder: Det første og mest nærliggende bevis udgår fra bevægelsen … Der er intet, der bevæger sig, uden at det har mulighed for at blive det, som det bevæger sig imod.

Derimod er det, der bevæger, noget som allerede på en eller anden måde har virkeliggjort den mulighed, som bevægelsen er rettet imod … Men nu er det ikke muligt, at den samme ting samtidigt og i samme forstand besidder den samme egenskab både som blot mulighed og som realiseret virkelighed … Det er således umuligt, at noget i samme forstand og på samme måde bevæger og bevæges; altså må alt det der bevæges, bevæges af noget andet. Men hvis det der bevæger, bevæges, må det nødvendigvis også bevæges af noget andet og så fremdeles. Men man kan ikke fortsætte i det uendelig: for så ville der ikke være nogen første bevæger, og følgelig ville der slet ikke være noget, der bevægedes …

Derfor må man nødvendigvis komme til en første bevæger, som ikke bevæges af noget. Og denne første bevæger er ifølge alles samstemmende opfattelse Gud.

Buste af Aristoteles

På tilsvarende vis argumenterer Aquinas for, at man må antage en første ”virkeårsag”. Man kan ikke finde ”en virkeårsag, der bevirker sig selv; for så ville den være til før sig selv, hvad der er umuligt.” Alt det, der bevirker, er imidlertid selv bevirket af noget andet, og hvis der ikke fandtes en første årsag (som ikke er bevirket af noget), ville der derfor slet intet findes. Dette er ”Det andet bevis” på Guds eksistens. Han fortsætter:¨ Det tredje bevis tages fra forskellen mellem det muligt og det nødvendigt eksisterende … Det, der har en mulighed for at eksistere, vil undertiden ikke være til. Hvis alle ting derfor har en mulighed for ikke at eksistere, vil der undertiden ikke eksistere noget. Men hvis dette er sandt, ville der heller ikke eksistere noget i dette øjeblik; for det, som ikke er til, kan ikke pludseligt begynde at eksistere, uden på grund af noget, som er til … Derfor kan alle værende ting ikke være mulige, men der må være noget, der eksisterer nødvendigt … Altså må vi antage et værende, som er nødvendigt i kraft af sig selv, som ikke har sin nødvendighed andetstedsfra, men som er årsag til de andre tings nødvendighed.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Det fjerde bevis finder Aquinas i tingenes forskellige grad af fuldkommenhed: Det, som i højeste grad besidder en egenskab er årsag til, at alle andre ting i ringere grad kan besidde den samme egenskab. Ilden som besidder varme i højeste grad, er årsag til alle andre tings varme, som Aristoteles siger … Altså findes der noget, som er årsag til alle andre tings væren, godhed og relative fuldkommenhed.

Det femte bevis udspringer ifølge Aquinas af vores almindelige erkendelse af naturens orden og beskaffenhed: Det femte bevis tages fra verdensordenen. Vi kan nemlig konstatere at ting, der ikke har nogen erkendelse, alligevel virker efter en bestemt hensigt: det fremgår af, at de altid eller i reglen virker på samme måde og opnår det bedst mulige resultat. Det må betyde, at de ikke når deres mål på grund af tilfældigheder, men på en eller anden måde på grund af en hensigt. Men de ting som ikke kan erkende, kan ikke have en hensigt og stræbe efter et formål, uden for så vidt de ledes af et eller andet erkendende væsen, som en pil af en bueskytte. Altså findes der et erkendende væsen, som henordner alle ting på et mål.

Aquinas slutter sin behandling af spørgsmålet med at gendrive de indvendinger mod Guds eksistens, han indledningsvis anførte: 1. På den første indvending kan vi svare med Augustins ord (Enchiridion kap. 11). ’Da Gud er i den højeste grad god, kunne han på ingen måde tillade noget ondt at eksistere i hans værk, hvis ikke han var så almægtig og god, at han også kunne frembringe noget godt af det onde.’

Det hører altså med til Guds uendelige godhed, at han tillader det onde at eksistere, for at han kan lade noget godt opstå deraf.

2. Til den anden indvending: Da naturen virker hen mod et bestemt mål efter en højere virkende magts anvisning, er det nødvendigt også at føre de naturlige fænomener tilbage på Gud, som deres første årsag. På samme måde må man også føre de fænomener, der skyldes beslutninger, tilbage på en højere årsag, der ikke er menneskets fornuft og vilje. For de er begge foranderlige og kan begge svigte. Men alle foranderlige og ubestandige ting må føres tilbage på et første uforanderligt princip, der er nødvendigt i kraft af sig selv, som det blev vist ovenfor.

Henvisninger: Citaterne er taget fra De store tænkere – Thomas Aquinas, 2. udg. (Rosinante, 2000), s. 113117. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Søren Kierkegaard Om maskiner, etik og ånd.

Af professor Peter Øhrstrøm

Søren Kierkegaard (1813 -1855) præsenteres af og til som eksistentialismens grundlægger. Set i forhold til de berømte eksistentialister i det 20ende århundrede som Sartre og Camus er det misvisende, først og fremmest fordi det mest centrale for Kierkegaards filosofi var hans kristne tro, hvorimod det ikke gælder for eksistentialismen som sådan. I mange tilfælde har eksistentialisterne ligefrem forkastet den kristne tro. På den anden side er det rigtigt, at Kierkegaard ligesom eksistentialisterne i almindelighed har betonet betydningen af at træffe beslutninger og valg (foretage ”spring”) på afgørende tidspunkter i tilværelsen. Dette kan ses i sammenhæng med hans ideer om ”Stadier” i livet (dvs. måder at eksistere på), som han bl.a. fremførte i bogen ”Stadier paa Livets Vei” (1845).

Stadier på livets vej Ifølge Kierkegaard har mennesket er stort potentiale, men det enkelte menneske må selv vælge sin vej gennem livet. I princippet kunne man blive ved det umiddelbare, hvor man ikke tænker nærmere over det, man oplever, men meget få – hvis nogen overhovedet – kan i længden leve på den måde. Stort set alle vil opdage, at der findes skønhed i verden, og at det er forbundet med nydelse at tage verdens skønhed til sig. Dermed er vi ved det æstetiske stadium. Mange bliver her livet igennem og satser på livsnydelsen. Men der er også mange, som i længden finder denne livsform utilfredsstillende, især fordi spørgsmålet om meningen med det hele trænger sig på. Man søger noget større, noget eviggyldigt. Når man foretager springet til det etiske stadium, anerkender man, at der findes objektive krav til os; standarder, som vi bør leve op til.

Søren Kierkegaard var generelt meget optaget af det etiske – ikke mindst det personlige ansvar, som hver af os kender, fordi vi er skabt med mulighed for at indse det etiske. Efter Kierkegaards opfattelse er det en misforståelse, hvis man tror, at det etiske er noget, som kan ’beregnes’ som efter en matematisk formel. Denne ide vandt ellers på hans tid frem, og den blev efterhånden til det, som nu kaldes utilitarisme (nytteetik). Kierkegaard betragtede denne opfattelse som decideret farlig: I vor tid er det især naturvidenskaberne, der er farlige. Fysiolo-gien vil til sidst gribe sådan om sig, at den tager etikken med. Der er jo allerede spor nok til en ny stræben: at behandle etikken som fysik, hvorved da hele det etiske bliver illusion, og det etiske i slægten at behandle statistisk på gennemsnitstal … [1]

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Ifølge Kierkegaard beror det etiske ikke på et regnestykke. Derimod erkender etikeren, at det ligger i os som mennesker, at vi kan tage stilling til etiske spørgsmål ud fra de objektive krav, som vi forstår gennem vores samvittighed. Men hvordan er det gået til, at mennesket kan foretage sådanne etiske vurderinger ud fra noget, der ligger i dets indre? Når etikeren stiller dette vigtige spørgsmål, ligger springet til det religiøse stadium lige for, og her bliver svaret, at en mægtig og overnaturlig magt må have bestemt disse etiske normer og givet os mulighed for at genkende dem. Sådan er vi skabt. På det stadium må man leve med det frygtelige, at man kan erkende nogle moralske krav, som man i praksis ikke formår at leve op til. Svaret på dette problem kommer først, når man foretager springet til kristendommen, hvor det bliver klart, at Gud i Kristus vil tilgive os, når vi fejler.

Kierkegaards kritik af sin samtids præster Kierkegaard havde et udestående med mange af tidens præster, som han så som overfladiske og ikke i tilstrækkelig grad optaget af deres tro og deres ansvar som forkyndere. Han mente, at der var noget dybt forargeligt i, at præsterne så ofte ikke selv handlede i overensstemmelse med det, som de prædikede. Præsterne levede jo dermed ikke op til deres moralske ansvar.

Desuden mente han, at der var noget uægte – måske ligefrem mekanisk – over megen af tidens forkyndelse. I den følgende tekst vender Kierkegaard sin spydige humor og ironi vendt mod disse præster: Skønt jeg ellers er en hader af maskiner, så kunne jeg virkelig ønske, at man inventerede en sådan maskine, der kunne trækkes op til at holde disse henrivende og opløftende prædikener. Så kunne enhver menighed få en sådan maskine. Så undgik man i det mindste det forargelige, thi at en prædike-maskine ikke gør efter, hvad den selv siger, deri er intet forargeligt…

[Det ville være] en art spilledåse, som blev sat op på prædikestolen, hvad i mine tanker en graver godt kunne betros [at gøre] … og [man] kunne for at der ikke skulle savnes gestikulationer lade degnen ledsage foredraget med gestus og mellem hvert moment snyde sin næse og aftørre sveden, kort [sagt] bære sig ad, som han har set præsten bære sig ad; men skulle man finde det fornødent, at det var præster, [der skulle] sætte spilledåsen op og … gestikulere, så har jeg slet ikke noget derimod.

Det kunne være morsomt at høre en spilledåse sige: ”Om end alle faldt fra, så vil jeg dog forblive kristendommen tro, denne milde lære, der trøster og læger for alle sorger og giver glæderne deres rette smag. Det er min inderlige overbevisning o.s.v….” Og det var måske mere end morsomt, thi man bragtes måske på den måde til at være opmærksom på, hvad det dog egentlig er at prædike, ved at høre, at i den nu vedtagne betydning af at prædike kunne også en spilledåse prædike.” [2] Teksten kan i moderne sammenhæng læses som en understregning af, at der er afgørende forskel på mennesker og maskiner. Mennesker forpligtes moralsk set af deres ord. Det gør maskiner ikke. De kan faktisk slet ikke være moralsk ansvarlige. Derfor forsvinder det forargelige over prædikantens levevis, hvis man overlader forkyndelsen til en prædikemaskine.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Kierkegaard i perspektiv Kierkegaards tænkning havde en klar forankring i kristendommen. Etikken, religionen og især kristendommen tilhører ifølge Kierkegaard stadier, som mennesket kan få adgang til, men som ingen maskine vil kunne få indbygget. Det, som prædike-maskinen eller spilledåsen kan levere, er kun at prædike ”i den nu vedtagne betydning”. Der er ingen tvivl om, at Kierkegaard med disse overvejelser ønskede at få os til at overveje, hvad det ”egentlig er at prædike”. Hvad er det, som en god forkynder kan, men som maskinen ikke kan?

Kierkegaards muntre, men også alvorlige noter om ”spilledåse-prædikanten” er lige nu yderst aktuelle set i lyset af diskussionerne om, hvad ”ChatGPT” og andre systemer med kunstig intelligens kan og bør. På det seneste har nogle præster ladet ChatGPT skrive en prædiken over søndagens tekst. Det har vist sig, at der i en vis forstand kan komme nogle udmærkede prædikener ud af det. Naturligvis er det ikke overraskende, at en computer forsynet med avanceret sprogteknologi og fodret med stribevis af gode prædikener kan levere en fin prædiken, som vi kan have glæde af. Men typisk mangler disse computer-genererede prædikener noget helt afgørende, idet de – al teologisk rettroenhed til trods – forbliver upersonlige. Det er et problem. For hvis en forkyndelse skal virke, skal det jo være tydeligt, at prædikanten kender og forstår vore livsvilkår – herunder ikke mindst den udfordring, som troen til tider kan være.

Spørgsmålet er om en prædike-maskines forkyndelse nogensinde for alvor kan blive vedkommende på dette personlige plan. Også her har Kierkegaard noget helt afgørende at sige.

Han fremhæver, at ”Mennesket er en syntese af sjæl og legeme, der konstitueres og bæres af ånd” [3]. Hvis mennesket blot er sjæl og legeme, men ikke bæres af ånd, bliver det ifølge Kierkegaard ”en talemaskine”, som kan fremsige alle de ”rigtige” ord, men alligevel mangler det vigtigste. Kierkegaards pointe er, at prædike-maskinen kommer til kort på det afgørende punkt: Den kan ikke forkynde ”i kraft af ånd” – for maskinen har jo slet ingen ånd. Det er svært – måske helt umuligt – at sige præcis, hvad ånd er. Men vi forstår, hvad det drejer sig om, når vi stilles over for det afgørende og mest centrale i tilværelsen, og når vi dermed kaldes til tro, ansvar og handling. På den måde kan Kierkegaard hjælpe os til belyse spørgsmålet om, hvad en ”spilledåse” eller ChatGPT-prædikant kan – og navnlig ikke kan.

Henvisninger: Kierkegaard-teksterne ovenfor er gengivet i moderniseret form – herunder med moderne stavemåde. Teksterne kan findes på nettet, http://sks.dk.

[1] ”Umiddelbarhedens ell. Følelsens Dialektik i høieste Potents, – i Forhold til Videnskaben”.

Notesbog 70. 1846.

[2] "Præster.” Notesbog 22:169. 1851.

[3] Fra bogen ”Begrebet Angest”, III, 1844. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Max Planck Af Anton Thortzen, fysioterapeut Sagen kort:

Max Planck (1858-1947) etablerede sig som en af de helt store fysikere i starten af 1900-tallet med sin kvanteteori, som i grænseområdet mellem fysik og filosofi beskæftiger sig med partikler på atomart og subatomart plan. Han modtog Nobelprisen i fysik i 1918 og var hele livet stærkt troende. At du kan læse dette på din skærm er et resultat af, at kvanteteorien holder.

Mange er bekendte med, at videnskabsmænd som Galilæi, Kepler og Newton m.fl. var troende. Gennem deres videnskabelige forskning så de naturens orden, harmoni og love, som de gav Gud æren for. De var overbeviste om, at Gud stod bag det forunderlige, de kunne observere og beregne sig til, og anså deres arbejde for at være opfyldelsen af deres kristne pligt til at forstå Guds skaberværk.

En af de store videnskabsmænd i nyere tid, som også havde en stærk kristen tro og åbent bekendte at Gud måtte være ophavet til alt, hvad han observerede i universets allermindste partikler, var Max Planck.

Planck stod bag kvanteteorien, som sammen med Einsteins relativitetsteori regnes for de to mest banebrydende teorier i det 20. århundrede. Som det vil fremgå af de følgende citater i kursiv, kredsede Plancks tanker konstant om at finde og ære det åndelige, det højere og det guddommelige.

Planck blev født i Kiel, hvor hans far var advokat og juraprofessor på Kiels universitet.

Familien havde en lang tradition for hengivenhed over for kirke og stat. Både Plancks farfar og oldefar havde været professorer i teologi.) Familien besad fremragende akademiske evner, idealisme, ubestikkelighed, pålidelighed og generøsitet – ledestjerner for Max Planck i hans liv og arbejde.

I gymnasiet fik Planck en lærer, som tilskyndede ham til at studere matematik og fysik, men efter endt eksamen kun 17 år gammel var valget svært for den unge mand. Planck vaklede mellem klassisk filologi, fysik og musik (han havde absolut gehør), men valgte til slut fysikken, fordi han havde opdaget, ”at lovene for menneskelig logisk tænkning var sammenfaldende med lovene for styring af de sekvenser af indtryk, vi modtager fra verden omkring os”, og han drog den følgeslutning, ”at logisk tænkning gør mennesket i stand til at få indsigt i ’verdens mekanismer’ og konkluderede, ”at eksistensen af fysiske love forudsætter, at ’verden udenfor’ er uafhængig af mennesket – er noget absolut, og at søgen efter lovene for dette ’absolutte’ er den mest sublime videnskabelige bestræbelse i livet.”

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Blot 21 år gammel fik Planck godkendt sin doktordisputats om termodynamikkens 2. lov, og som 34-årig blev han professor ved Berlins universitet efter nogle år som underviser først på universitetet i Kiel og senere på universitetet i Berlin.

I Berlin førte Plancks forskning til opdagelse af naturkonstanten h. Denne var en forudsætning for Plancks strålingslov fra 1900, som straks blev erklæret for indiskutabelt korrekt. I Plancks ånd forblev han ydmyg og kaldte det et heldigt sammenfald af gæt og intuition. Senere samme år fremlagde han kvanteteorien, om at lys og energi udsendes i bundter, hvilket var stik imod al gængs fysik. Det viste sig at være en revolution indenfor fysisk teori, men det tog flere år og hjælp fra Einstein, før de langtrækkende konsekvenser af Plancks opdagelser blev bredt anerkendte.

Planck stod i spidsen for flere videnskabelige selskaber og besad en ukuelig vilje, stor integritet og høj moral. Der kunne sjældent sættes spørgsmålstegn ved hans fairness, kløgt og gode råd. I dag findes der Max Planck-fakulteter på flere tyske universiteter inden for forskellige naturvidenskabelige fag.

Planck udøvede sit virke i en tankeblanding af videnskab, religion og filosofi, hvor de to sidste sammen med æstetikken efterhånden fyldte mere og mere, som årene skred frem. Det var helt i overensstemmelse med Plancks karakter, at han henvendte sig til Hitler i et forsøg på at bremse dennes racepolitik. I modsætning til Einstein, som måtte flygte (til USA), da han var jøde, forblev Planck i Tyskland under krigen angiveligt for at redde så meget som muligt af den tyske fysik.

Planck var hele livet forankret i den lutherske tro og anså religion og videnskab for at være forenelige samt i stand til direkte at forstærke hinanden og være ligeværdige i måden at betragte den samme virkelighed på. Planck anså religion og videnskab for at være baseret på de samme antagelser og forfølge de samme mål: ”Både religion og videnskab behøver troen på Gud i deres aktiviteter. For religionen er Gud der i begyndelsen og for videnskaben ved afslutningen af al tænkning. For religionen er Han basen, for videnskaben er Han kronen på enhver logisk tanke vedrørende dens verdensbillede.”

Planck fortsætter om det religiøse sammenfald med videnskaben: ”Uanset, hvor og hvor langt vi kigger, finder vi intet sted nogen modsætning mellem religion og videnskab. Tværtimod finder vi komplet overensstemmelse på ethvert punkt af afgørende betydning. Religion og naturvidenskab udelukker ikke hinanden, som mange af vores samtidige vil have os til at tro eller frygte. De opbygger og supplerer gensidigt hinanden. Det mest umiddelbare bevis for overensstemmelsen mellem religion og naturvidenskab, selv efter den mest grundige og kritiske granskning, er det historiske faktum, at de allerstørste naturvidenskabsmænd gennem tiden, mænd som Kepler, Newton og Leibniz, alle var gennemsyrede af den dybeste religiøse tro.”

Det er tydeligt, at Planck var overbevist om, at noget højere end mennesket og tilfældigheder står bag fysikken, men han erkender, at det kræver tro: ”De videnskabelige teorier, vi udleder, er genereret af en dybere objektiv orden, men vi kan aldrig se denne orden direkte. For at kunne se eksistensen af en objektiv virkelighed, er vi nødt til at træde udover positivismens (det, der kan iagttages uden tanke om oprindelse eller mål) velbegrundede antagelser. Vi må tage et trosspring!” bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Måske for at bygge bro mellem religion og videnskab tilføjer Planck: ”Religion og naturvidenskab er først og fremmest enige om det, at der eksisterer en rationel orden uafhængig af mennesket, og for det andet om det synspunkt, at denne verdens orden aldrig kan erkendes direkte, men kun indirekte kan anerkendes og formodes.”

Et andet sted siger Planck, igen med klar henvisning til sin tro: ”Religion og videnskab kæmper en fælles kamp i et vedvarende og aldrig opgivende korstog mod skepticisme og imod dogmatisme, imod vantro og overtro, og det samlende råb har altid lydt og vil altid lyde: ’Fremad mod Gud’.”

I relation til Plancks eget felt siger han: ”Med ærefrygt søger jeg i al min stræben og forskning efter den ånd, der står bag lysstrålens hemmelighed.” Og videre: ”Jeg vil gerne slå fast, at min forskning i atomet har vist mig, at der i sig selv ikke findes noget stof. Hvad vi opfatter som stof, er udelukkende en manifestation af en kraft, som får subatomare partikler til at vibrere og holder dem sammen i det mindste solsystem i universet - atomet. Vi må antage, at denne kraft, der er aktiv inden i atomet, kommer fra et bevidst og intelligent sind. At sind er den ultimative kilde til stof.” Dette passer fint ind i hans mening om bevidsthed: ”Jeg anser bevidsthed som fundamental. Jeg betragter stof som afledninger af bevidsthed. Vi kan aldrig komme bag ved bevidstheden. Alt, hvad vi taler om, alt, hvad vi anser for at eksistere, postulerer bevidsthed.”

Ikke overraskende har Planck også en mening om ateisme: ”Den ateistiske bevægelse, som erklærer religion for at være en forsætlig illusion, opfundet af magtsyge præster, og som kun har hånlige ord tilovers for den fromme tro på en højere magt, gør ivrigt brug af den voksende videnskabelige viden. I antaget fællesskab med denne og med stigende hast udbreder den sin nedbrydende effekt på alle nationer på alle sociale niveauer. Jeg behøver ikke i flere detaljer at gøre rede for, at ikke kun vores mest værdifulde skatte i vores kultur ville forsvinde, men endnu værre også enhver udsigt til en bedre fremtid.”

Planck kom ud for det værst tænkelige, idet han mistede sin første kone og de 4 børn, han fik med hende. Det var naturligvis et tungt slag for Planck, hvis hus også blev bombet sidst i krigen, hvorved hans personlige videnskabelige optegnelser gik tabt. Planck skrev til en ven i ’45: ”Hvis der findes trøst noget sted, er det i det Evige, og jeg betragter det som en nådegave fra himlen, at troen på det Evige har været dybt rodfæstet i mig siden min barndom.” Planck nåede at blive gift igen og fik en søn med sin nye kone.

Dette er blot en lille flig af Plancks liv og gerning. Max Planck var en stor personlighed og videnskabsmand. Han var et ordentligt menneske, der opnåede meget, men mistede mere. På trods af dette veg han aldrig fra sine principper eller sin tro på Gud. Afslutningsvis en smuk observation elegant formuleret af Planck: ”Når du ændrer måden, du betragter ting på, vil ting, du betragter, ændre sig.”

Henvisninger: www.britannica.com/biography/Max-Planck www.videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/kvantemekanikken-og-universets-byggesten www.withalliamgod.wordpress.com/2010/11/28/max-planck-on-god/ Max Plancks foredrag om Religion og Videnskab i 1937 ”Where is science going” - af Max Planck

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Newton – drengen i strandkanten Af Steinar Thorvaldsen, professor i informationsvidenskab, Universitetet i Tromsø Sagen kort

Isaac Newton er en af de bedst kendte videnskabsmænd gennem tiden. Newton gjorde mange skelsættende opdagelser. Samtidig var han meget interesseret i Bibelens tekster og mente, at Bibelen indeholdt Guds ord til alle mennesker.

Newton skrev også meget om troen på Gud. Sir Isaac Newton (1642-1727) regnes for en af de største videnskabsmænd i historien. Han har i høj grad været med til at forme hele vores opfattelse af naturen.

I sin samtid opnåede han så stor autoritet og indflydelse, at han kunne udfordre og korrigere grækernes Aristoteles. I eftertiden er han ofte blevet udråbt til alle tiders største videnskabsmand.

I kontrast til denne lovprisning sagde Newton selv hen mod slutningen af sit liv: ”Jeg ved ikke, hvad verden mener om mig, men for mig selv har jeg blot været som en dreng, der leger i strandkanten. Det har glædet mig at finde glattere sten og finere skaller end de sædvanlige, men hele sandhedens hav har stadig ligget uudforsket foran mig.” (citat fra Brewster, 1965) Livsløb Da lille Isaac kom til verden, var hans mor allerede enke. Den lille dreng blev født for tidligt og var ikke større, end at han kunne have passet ned i et litermål. Han voksede op hos sin bedstemor og blev hurtigt en stærk og sund dreng. Allerede som ung viste han stor interesse for at eksperimentere.

Nitten år gammel begyndte Newton på en uddannelse ved Trinity College i Cambridge, hjulpet dertil af sin onkel, som var præst. Fire år senere tog han sin afsluttende eksamen.

Allerede i studietiden synes Newton at være nået frem til grænseområderne for sin tids naturvidenskabelige og matematiske viden. Newton overgik så fra at studere matematik til at skabe matematik. I 1665 holdt en dødbringende pest sit indtog i Cambridge, og universitetet måtte holde lukket nogle år. Newton holdt sig hjemme i Woolsthorpe i denne tid, men lå ikke på den lade side. I hurtig rækkefølge gjorde han tre store opdagelser: Lysets brydning i forskellige farver, integral- og diffenrentialregningen og den generelle teori om tyngdekraften.

I 1667 kom Newton tilbage til Cambridge, men holdt i høj grad sine opdagelser for sig selv og publicerede ikke meget. Årsagen var tilsyneladende en overdreven frygt for sine kollegers kritik.

På universitetet var man imidlertid opmærksom på Newtons store begavelse, og i 1669 overtog han universitetets professorat i matematik. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Årene 1684-86 blev de vigtigste i naturvidenskabens historie. Newton havde endelig ladet sig overtale af sine venner til at offentliggøre sine astronomiske og fysiske opdagelser. Gennem de næste to år arbejdede han dag og nat videre med disse og udgav så værket Naturvidenskabens matematiske principper (også kaldet Principia). Bogen var et mesterværk, som med det samme fik stor indflydelse over hele Europa. Fremstillingen er elegant og præget af en gennemgribende systematik og en imponerende dybde og bredde i de problemer, som Newton behandler.

Udgangspunktet er de love, som bestemmer legemers bevægelser, og ud fra disse forklarer Newton en lang række fænomener (deriblandt flod og ebbe), som man kunne iagttage vedrørende jorden og månen og hele solsystemet. Bogen fik Kepplers og Galilæis teorier til at gå op i en højere enhed.

I 1696 flyttede Newton til London efter 30 års flittigt virke i Cambridge. Han udgav flere nye bøger, men viede ellers primært den sidste del af sit liv til teologiske og historiske studier – noget, han havde brugt tid på hele sit liv. Selv om hans skabende periode inden for matematikken var forbi, lykkedes det ham i kraft af sin matematiske begavelse at løse flere problemer, som andre europæiske matematikere havde opgivet at løse. Fra 1703 og til sin død var Newton præsident for det engelske videnskabsakademi, ”The Royal Society”.

Guds eksistens Newtons verdensbillede var på ingen måde rent materialistisk. Voltaire, som kendte ham, sagde: ”Sir Isaac Newton var fast overbevist om Guds eksistens, og ved Gud forstod han ikke blot et uendeligt, almægtigt og skabende væsen, men også en Herre, som havde oprettet en pagt mellem sig selv og sine skabninger.” Newton kunne ligefrem betragte Principia og sine andre værker som nyttige, fordi de var med til at gøre skaberens love synlige for mennesker. Alle videnskabelige opdagelser understregede for ham at se den orden og struktur, som var nedlagt i skaberværket.

For Newton var studiet af naturen et spørgsmål om at ’kigge Gud i kortene’ for at løse universets gåder. Således må Newtons flittige virke i dets helhed og bredde forstås.

I alle tre udgaver af Principia nævner Newton Gud som skaberen (ikke kun i de to sidste, som det nogle gange hævdes). Han peger på, at den særlige fordeling af planeterne i vores solsystem, vidner om Guds planlægning. Planeterne må således have fået tildelt deres udgangspositioner, før tyngdeloven trådte i funktion. I sine berømte afslutningsbemærkninger i Principia formulerer Newton det på denne måde: ”Det meget smukke system med solen, planeterne og kometerne kan kun udspringe af et intelligent og mægtigt væsens vilje … Dette væsen råder for alle ting, ikke som en verdenssjæl, men som herre over det hele. Derfor kan han retmæssigt kaldes Herre Gud eller universets regent … Af disse sandheder følger også, at den sande Gud er et levende, intelligent og mægtigt væsen. Af andre kilder følger, at han er den Højeste, og at han er fuldkommen. Han er evig og uendelig, almægtig og allestedsnærværende. Han eksisterer fra evighed til evighed, han er os nær fra uendelig til uendelig. Han råder for alting og kender til alt, som er sket, eller som kan ske. Han er ikke identisk med evigheden og uendeligheden, men han er evig og uendelig. Han er ikke identisk med tiden og rummet, men han findes, og han er nær. Han vil altid leve og være til stede overalt. Ved at findes altid og overalt er han selve grundlaget for tid og rum.” bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Disse betragtninger afslutter Newton med følgende ord: ”Så meget om Gud: Det er logisk at tænke ham med, når vi i naturvidenskaben betragter forskellige fænomener i universet.” Det er en stærk påstand, som man også fornemmer en kristen ildhu bag. Newtons religiøse overbevisning var så stærk, at han måtte udtrykke den selv i sine dybsindige, videnskabelige afhandlinger. Her bør det vel også nævnes, at der siden Newtons tid er blevet fremsat 6-7 teorier om solsystemets oprindelse, men at det helt frem til i dag er forblevet et mysterium.

Religion Religion synes at have haft afgørende betydning for Newton gennem hele hans liv. Dette er der kommet fornyet fokus på blandt Newton-forskere gennem de seneste årtier, hvor mange af hans personlige breve og relativt ukendte skrifter er blevet offentliggjort. De såkaldte ”Portsmouthpapirer”, som blev fundet i en kuffert blandt hans efterladenskaber, indeholder manuskripter på i alt 1-1,5 millioner ord om religion og historiske spørgsmål. Det ser ud, som om arbejdet med disse spørgsmål har haft mindst lige så stor betydning for Newton som naturvidenskaben.

Studiet af disse skrifter er med til at kaste lys over Newtons indre liv, hans tænkning og udviklingen af hans videnskab. Det er i virkeligheden først nu, 300 år efter at han levede, vi begynder at få et indblik i mennesket bag den imponerende videnskabelige facade.

Newton regnede Bibelen, inklusive Det Gamle Testamentes beretning om menneskets tidlige historie, for Guds åbenbaring. Han bestræbte sig på at erstatte den katolske kirkes autoritet med Bibelens autoritet og imødegik de skeptikere, som med henvisning til naturlovenes uforanderlighed satte spørgsmålstegn ved Bibelens mirakler. Han formulerer bl.a. sin holdning således: ”Herskeres, kongers og prinsers autoritet er menneskelig. Kirkemøders, synoders og biskoppers autoritet er menneskelig. Profeternes autoritet derimod er gudgiven og udgør religionens hovedsum, når vi tæller Moses og apostlene blandt profeterne. Og hvis en engel fra himlen forkynder et andet evangelium end det, profeterne har givet, da være han forbandet.”

Newton synes at have grublet ikke så lidt over treenighedslæren. Dette spørgsmål kom han dog aldrig helt til rette med. Han nåede tilsyneladende frem til nogenlunde samme standpunkt som arianerne i kirkens første tid, nemlig at Guds søn ikke var ”af samme substans” som Gud Fader, men at de begge skulle tilbedes. Her må man vel bare sige, at den levende Gud er for stor, til at noget menneske (inklusive Newton) nogensinde har været i stand til fuldt ud at forstå og beskrive ham. Vi kan nok ikke ligefrem konkludere, at Newton forkastede treenighedslæren, for han fornægtede aldrig Bibelens ord. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

I Newtons øjne var de bedste beviser for kristendommens sandhed og Guds nærhed til hans skabninger at finde i historien og ikke i filosofien. De beviser, som virkelig betød noget, var beretninger om virkelige begivenheder; bevidnede og bekræftede profetier. Om profeten Daniel siger han således: ”At forkaste hans profetier er at forkaste kristendommen, for denne religion er grundlag for hans profeti om Messias.”

Newtons kommentar til Bibelens profeti om Jerusalems genopbygning er også meget interessant og i sig selv nærmest profetisk: ”Måske kan dette ske, ikke i jødernes kraft alene, men ved hjælp fra en magt, som er dem venligt stemt og vil fremskynde deres tilbagekomst fra udlændigheden. Hvordan ved jeg ikke, lad tiden vise det.” Som bekendt gik disse ord i opfyldelse, da FN vedtog statens Israels oprettelse efter sidste verdenskrig.

Motivation Hvad var drivkraften bag Newtons energiske virke? Han giver os selv en del af svaret i et brev til Dr. Bentley: ”Sir, da jeg skrev min afhandling om solsystemet, havde jeg et øje rettet mod principper, som kunne få mennesker til at tro på en Gud. Intet kunne glæde mig mere, end hvis min afhandling kan tjene dette formål.”

Her får vi igen et indblik i, hvad der frem for noget lå Newton på hjerte. Han opfattede det ganske enkelt som sit kald at tyde sporene efter Guds skabende virke. Hans formål med sit arbejde var at forstå Guds skaberværk. Ja, hans mål var simpelthen at skrive et forsvarsskrift – en apologetik – for Guds værk. Blandt andet dette samspil mellem tro og videnskab fik Newton til i sin naturvidenskab at lægge vægt på to ting: Matematik og eksperimenter. Den orden og regelmæssighed, som man fandt i skaberværket, gjorde det muligt at finde og formulere eksakt viden om naturen. Matematikken var det sprog, som bedst kunne udtrykke denne præcise orden, men den matematisk formulerede teori måtte altid understøttes af eksperimentelle erfaringer.

I Newton finder vi således en syntese af to afgørende vigtige principper i naturvidenskaben: det empirisk eksperimentelle og det deduktivt matematiske. Naturvidenskaben var for Newton den eksakte, matematiske beskrivelse af fænomenerne i den fysiske verden.

Newton kan vel opfattes som en Josva, der fik lov at tage skaberværkets forjættede land i besiddelse. Og hele naturvidenskaben fulgte med Newton ind i den løfterige nye tid i dette nye land. På den måde var den bibelske lære om skabelsen med til at fremme tankerne om naturlove og naturvidenskaben.

Litteratur Brewster, D. Memoirs of the life, writings, and discoveries of Sir Isaac Newton. Johnson Reprint Corp., 1965.

Gilbrant, T.: Isaac Newton om profetierne. Rex forlag 1993.

Newton, I.: Principia Mathematica. A Revir of Motte's Translation, by Cajori. California 1946.

Hooykas, R.: Religion and the Rise of Modern Science. Scottish Academic Press 1973.

Thorvaldsen, S.: Kepler, Galileo, Newton and the Constructive Ideas of Modern Science. I: Peter Øhrstrøm (red) Time, Reality and Transcendence in Rational Perspective. Aalborg University Press, 2002, s. 11-38, https://munin.uit.no/handle/10037/8205 (se denne artikel for referencer).

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Charles Darwin Af Arne Kiilerich. Rådgivende ingeniør/ statiker.

Sagen kort Darwinismen har i store træk afskaffet Gud som den suveræne skaber, men hvor befandt Darwin sig i dette store spørgsmål?

Darwin er måske den person, der har haft størst betydning for det moderne menneskes syn på verden, ikke mindst den ateistiske opfattelse af det biologiske livs oprindelse.

Men i hvor høj grad kan Darwin tages til indtægt for dette? Næppe i den grad de fleste forestiller sig. Darwins hovedværk Arternes Oprindelse handler generelt ikke om nogen oprindelse, men om gradvise ændringer af det allerede eksisterende. At Darwin aldrig udtalte sig om livets oprindelse er dog ikke sandt.

Der er ikke noget der for alvor kan rokke ved, at Darwin betragtede livet som indblæst af skaberen, som det her formuleres i Arternes Oprindelse:

Livet er altså oprindeligt indblæst af Skaberen i en eller flere former (ifølge Darwin)!

Der er heller ikke noget, der tyder på, at Darwin forlod denne antagelse, uagtet at han efter alt at dømme med tiden blev mere og mere agnostisk i sin indstilling. Den 24. november 1859 udkom første udgave af Arternes Oprindelse. Her manglede ordet ”skaber”. Kun 5 uger senere i den anden udgave (januar 1860) blev dette dog ændret. I alle de efterfølgende udgaver, der udkom i 1861, 1866, 1869, 1872 og 1876, blev formuleringen ”indblæst af skaberen” fastholdt.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Darwin bliver ofte citeret for noget, han skrev til vennen Hooker i februar 1871. Her udtrykker han tanker om, hvordan livet kan være opstået i en ”varm lille dam”. Dette ændrer dog intet ved at Darwin fastholdt formuleringen om skaberen i to efterfølgende udgaver af Arternes Oprindelse.

På Statens Naturhistoriske Museum har man valgt at promovere en dansk oversættelse af 1959 udgaven v. Jørn Madsen. Der er tilsyneladende ingen, der ønsker at skilte med den officielle holdning, som Darwin fastholdt, hvor han omtaler en skaber.

Men ikke nok med det. Darwin henviser også til de naturlove, der er introduceret af skaberen:

Henvisninger: Indklippet tekst fra: ”The Origin of Species”. Signet Classic, Penguin Group USA September 2003

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Galileo Galilei - og hans forhold til kirken.

Af Knud Aage Back, tidligere Origoredaktør

En af videnskabshistoriens mere sejlivede myter lyder nogenlunde som følger: »Da Galilei finder ud af det gamle verdensbillede med Jorden i midten ikke længere holder, kommer han på kollisionskurs med Kirken. Den ser sin position truet; han bliver indklaget for Inkvisitionen og dømt til tavshed. Han dør, fængslet og blindet i en celle i Rom.« Denne historie er brugt, og bruges stadig, til at vise Kirkens historiske fjendtlighed over for sand videnskab; men den har, formodentlig til manges overraskelse, nogenlunde samme sandhedsværdi som visse opslag på sociale medier. Men ses alligevel at gå igen i dansk presse af og til.

Galileos kontrovers med Kirken

Maleri af Galilei foran den romerske inkvisition.

Ærgerligt nok, for denne kontrovers var i virkeligheden mere med andre videnskabsmænd end med Pavestolen. Sagen er: De punkter Galileo stillede op som argument for Kopernikus’ heliocentriske system frem for det ptolemæiske geocentriske, var langt fra entydige. Det lykkedes da heller ikke at overbevise mænd som vores egen Tycho Brahe og engelske Lord Bacon.

To aspekter er vigtige i denne forbindelse: At Nicholas Kopernikus som den første fremkom med den kontroversielle idé om at solen, og ikke jorden, udgør det centrum rundt om hvilket planterne drejer, skyldes netop at han var en Kirkens mand: Værket De Revolutionibus orblure coelestium blev udgivet af en kardinal og en biskop og dedikeret til pave Paul III. Alt sammen for at blive beskyttet mod angreb fra hans videnskabelige modstandere. Og faktisk forholder det sig sådan at værket i et kvart århundrede ikke gav anledning til problemer fra katolsk side. (Luther og Melanchthon fordømte derimod Kopernikus’ værk i utvetydige vendinger.) bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Og da Galileo selv i 1597 omtaler de risici der ligger i at forsvare det kopernikanske system, nævner han ikke forfølgelse fra Kirkens side med et ord. Hans eneste betænkelighed går på om han skulle blive til grin. Da han i 1611 ankommer til Rom for at præsentere sine opdagelser, modtages han i triumf. Alle, læg som lærd, flokkes om ham. Og da han stiller sit teleskop op i Kvirinalets Have, fremviser han solpletter og andre fænomener for det undrende folk. Han viste dermed ganske åbent for enhver at solen ikke, hvad man hidtil havde troet, var af uforanderlig natur, men at den har sin egen rotation.

Problemet opstar Først fire år senere opstår problemerne. De kirkelige autoriteter var blevet noget betænkelige ved den måde Galileo udbasunerede den kopernikanske lære på. Og Galileo manglede som nævnt det afgørende bevis for den teori han så lidenskabeligt forfægtede. Det som frem for alt gav anledning til uro, var bekymringen for Den hellige Skrifts autoritet, hvis pålydende man dengang anså for højeste autoritet, også med hensyn til videnskab. Med Reformationen var man fra Pavestolens side blevet meget mistænkelig over for nye fortolkninger af Den hellige Skrift. Og når nu tidens førende videnskabsmænd faktisk holdt med Kirken …

Kirkepolitik Men da Galileo hører at nogle har forkastet hans læresætninger fordi de skulle være antibibelske, rejser han til Rom i december 1615, og han bliver høfligt modtaget. Han bliver bragt for Inkvisitionen (som, skal man måske lige i protestantisk sammenhæng minde om, var sat til at forsvare den rette lære).

Her når man frem til at den lære som Galileo står for, er uvidenskabelig (OBS lige det!), antibibelsk og kættersk, og at han derfor må afsværge den. Det går han lydigt ind på, og han lover ikke mere at udbrede den. (I marts året efter udsendes en liste over kætterske værker der forfægter det kopernikanske system, men bemærk: Galileos skrifter er ikke med på denne liste!)

Galilei understøttet af paven Galileo syntes ikke at tage Inkvisitionens dekret særlig tungt. Han forlod i hvert fald Rom med det klare fortsæt ikke at overholde det løfte man havde afkrævet ham. For samtidig med at han ugenert kunne fortsætte sin forskning i de grene af videnskaben som rent faktisk var hans fagområder, mekanik og dynamik, lod han ikke en chance gå fra sig til at vise sin foragt for det astronomiske system han havde lovet at acceptere, og som var aldeles perifert i forhold til hans øvrige forskning.

På trods heraf får han, da han igen besøger Rom i 1612, en “prægtig og overstrømmende modtagelse”. Den nu regerende pave, Urban VIII, var allerede fra kardinaltiden hans ven og havde opponeret mod hans fordømmelse i 1616. Han tildelte sin gæst en pension som Galileo, som fremmed i Rom, ingen krav havde på, og som derfor kun kan ses som en støtte til Galileo som videnskabsmand. Men til Galileos skuffelse vil Urban ikke annullere Inkvisitionens dom. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Efter sin hjemkomst til Firenze skriver Galileo nu et værk hvori han lader en ptolemist og to kopernikanere diskutere: Førstnævnte bliver totalt sablet ned; de to andre er “heltene”. Værket offentliggøres i 1632 og ses som en direkte udfordring af de romersk-katolske myndigheder, hans tidligere afgivne løfter taget i betragtning. Han indkaldes derfor igen til at give møde for Inkvisitionen. Her tør han ikke forfægte sit standpunkt. Tværtimod nægter han at have forsvaret den kopernikanske teori efter rettergangen i 1616 og hans dengang afgivne løfte. En sådan erklæring kan naturligvis ikke tages seriøst, og han dømmes på grund af “bestyrket mistanke om kætteri” til foreløbig indespærring.

Pæl gennem de sidste myter Galileo forblev under denne fængselsdom indtil sin død i 1642. Det vil dog være forkert at opfatte ham som “fange” i ordets almindelige betydning. Galileo tilbringer allerhøjst 22 dage i Inkvisitionens bygninger, og ikke i en fængselscelle, men i en pæn og behagelig lejlighed tilhørende en embedsmand. Resten af tiden kunne han tilbringe sin husarrest hos venner i luksuriøse og komfortable omgivelser.

Det hævdes ofte at han af sine forfølgere blev udsat for tortur, herunder at han blev blindet.

Fuldstændigt grebet ud af luften. Men fem år før sin død blev han af naturlige årsager blind. Og den med at han blev nægtet begravelse i indviet jord modsiges af at han rent faktisk ligger begravet i Santa Crose-kirken i Firenze. Paven, Urban VIII, sendte endog sin særlige velsignelse til den døende.

Endelig skrønen om E pur si muove. At Galileo efter at have afsvoret læren om at jorden bevæger sig skulle have mumlet “E pur si muove” (“den bevæger sig nu alligevel”), kan tilbagevises som ren fiktion. Historien opstår først mere end 100 år efter hans død.

Galileo dør den 8. januar 1642, samme år som Newton bliver født.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Galilei - om hans videnskabelige arbejde Af: Finn Boelsmand, lektor i fysik og kemi Sagen kort Galilei var meget selvkritisk. Han opdagede, at hvis han selv målte 100-vis af gange var han ikke længere 100% enig med andre (som ikke havde målt gentagne gange). En diskussion om 2 teorier kræver, at man tænker over dem dagligt med vægtige argumenter til begge.

Galilei var meget selvkritisk. Han opdagede, at hvis man målte 100-vis af gange, fik man forskellige resultater. Af dem kunne han se en middelværdi og nogle fejlkilder. Dette gjorde, at han ikke længere var 100% enig med andre (som ikke målte gentagne gange). Han opdagede også, at han var nødt til at tænke på flere teorier hver dag for at vurdere dem med vægtige, og ikke banale, argumenter. Han skriver sin bog om 2 teorier for Jorden/Solsystemet (1) som en dialog mellem 3 personer. Den (og andre bøger) medførte en retssag imod ham, delvist fordi den ene person beskrives som ulogisk naiv – det er nok de personer, der har lagt videnskabelige ord i munden på paven, delvist fordi han er så selvkritisk, at han ikke selv vil konkludere endeligt (=lukke (sagen)), men kun vurdere (=afveje (den åbne sag)). Den selvkritik var ikke alle videnskabsfolk enige i i 1600-tallet (og heller ikke i dag). Mærkeligt at mene, at man kan ”afgøre” naturvidenskabelige teorier med en retssag – det er kun data, forklaringer og forudsigelser, der kan give en teori vægt i forhold til en anden teori.

Historisk: Galileo Galilei (1564-1642) opfandt den første astronomiske kikkert (ved passende valg af eksisterende linser) og gjorde opdagelser i Solsystemet, som ingen havde set før. I 1589 blev Galilei udnævnt til professor på Universitetet i Pisa på trods af, at han ikke havde fået en universitetsgrad. Her skulle han undervise i matematik og kosmologi, der er studiet af universets struktur og udvikling. (3 side 92). I Padova blev Galilei i 1592 professor i matematik, og han boede de følgende 18 år af sit liv i Venedig. Her fik han 3 børn med en venetiansk kvinde. (3 side 94). I 1638 udkommer hans bog: To Nye Videnskaber. Den ene nye videnskab er bevægelseslære. Bogen er nærmest forelæsninger over de to nye videnskaber og var planlagt siden 1610. (2 side 58). bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Jupiters måner: Galilei så 4 prikker ved siden af Jupiter. De lå næsten på linie. Senere havde de flyttet sig og nogle gange forsvandt de bagom Jupiter. Det er 4 af Jupiters måner, der har omløbstider på mellem 2 døgn og 2-3 uger og formørkes i Jupiters skygge. (1 side 426). Jupiter har en omløbstid omkring Solen på cirka 12 år.

Bevægelse og hvile: Galilei fandt også nye formler for mekanisk fysik – for legemer i hvile og i bevægelse. Der kunne skrives ret simple formler (lignende: vejlængde = konstanttid2), som kunne bruges til at forudsige bevægelser af genstande, man ikke havde målt på endnu. Et tankeeksperiment: Hvis man ser bort fra luftmodstanden, må formlen gælde uafhængigt af massen og formen. (1 side 17). Den forudsigelse blev bekræftet ved et forsøg i 1971, hvor en astronaut (Apollo 15, David Scott) på Månen (lufttom) lod en hammer og en fjer falde, og de landede samtidigt. (1 side 18).

Hvis et tankeeksperiment kan forudse, hvad man først får påvist 300 år senere, er det en god forudsigelse ud fra en formel. Vand og luft gør modstand (vandmodstand, luftmodstand) imod bevægelse igennem disse medier. Galilei udførte gentagne målinger af kugler, der trillede ned ad et skråplan. Han begyndte derfor at tænke over, hvordan måleresultater skal behandles statistisk. Vi ved ikke, om han beregnede gennemsnit af målinger, men han nævner nogle overvejelser vedrørende målefejl: Tilfældige og systematiske målefejl. Systematiske målefejl forekommer for eksempel, hvis et måleapparat er indstillet forkert, så det konsekvent måler over den rigtige værdi. Tilfældige målefejl kalder Galilei for observationsfejl. Han nævner: 1) Der er kun ét tal, der giver den sande værdi. 2) Alle observationer er behæftet med fejl, der skyldes observatøren, instrumenterne eller andre forhold. 3) Observationerne fordeler sig symmetrisk om den sande værdi. 4) Små fejl er hyppigere end store. (2 side 54). På grund af antagelserne 1)-4) kan man sammenligne to hypoteser om en ukendt størrelse: ”… den mest sandsynlige hypotese er den, som kræver de mindste korrektioner af observationerne.” (2 side 56). Galilei: ”Vi må udlede konklusioner ved at abstrahere fra mindre forstyrrelser for at kunne bruge konklusionerne i praksis med de begrænsninger, som erfaringen kan vise os.” (2 side 82, eksempel kasteparabel/skråt kast med en kugle, hvor man ser bort fra luftmodstand, der har en vis betydning. Man ser bort fra en række ting, der er af mindre betydning, men som typisk er umulige at regne på eller er for uforudsigelige. Efter matematisk at have udledt konsekvenserne af modellen og sammenholdt med eksperimenter, kan man se, om modellen skal justeres, eller om afvigelserne er acceptable i praksis).

Jordens bevægelse/videnskabsteori: Galilei så, at Jupiters måner bevægede sig rundt om Jupiter. Det generaliserede han til, at det gjaldt tilsvarende, at planeterne bevægede sig rundt om Solen. Det giver forudsigelsen, at man i løbet af året, hvor Jorden bevæger sig rundt om Solen, vil kunne se stjernerne fra forskellige positioner, så man ville kunne måle, at de flyttede sig (lidt). Imidlertid kunne man ikke i 1600tallet med de mest nøjagtige målinger se, at stjernerne flyttede sig. Først 200 år senere kunne man måle, at stjernerne flyttede sig lidt. De ligger i stor afstand fra Solsystemet, så Jordens lille parallakse (=vinklen mellem 2 sigtelinier til stjernerne med ½ års mellemrum) giver en meget lille afvigelse. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Der står i Bibelen (5. Mos 19:15): ”…På to eller tre vidners udsagn skal en sag afgøres.”, så man bør vurdere ved at lytte til flere (uafhængige?) forskere. Nogle modstandere af en teori citerer teorien forkert/modsat (fordi de ikke selv har gennemtænkt argumenter for og imod).

(1 side 234-235). Angiv vægtige grunde for begge af to modsatte teorier. (1 side 351). Udled konklusioner (ikke endelige/ikke lukke) af præmisser. Giv ikke grunde for én teori tilslutning, hvis grundene blot passer med en bestemt konklusion og ikke er vægtige. Giv ikke grunde for én teori afvisning, selvom grundene ikke passer med konklusionen, men er vægtige. (1 side 352-353). Undgå tilslutning til banaliteter, men modsig dem hellere, fra modstandere af doktriner de ikke har forstået. (1 side 355). I tilfælde af regnefejl eller mangelfulde observationer er man nødt til at regne dem (alle) efter for at kunne udpege de pålidelige data og de fejlagtige data/beregninger, for at kunne drage sande konklusioner (1 side 357). Desværre kan man med falske teser (eksempel: Ptolemæus’ epicykler (5)) redde naturfænomener (deres forklaring), men endnu bedre med sande teser (Jordens bevægelse). (1 side 427-428).

Solens egenrotation: Solens poler kan ses ud fra solpletternes vandringer. (1 side 439).

Studier/videnskabsteori 2: Som 16-17 årig startede Galilei på medicinstudiet, men skiftede senere til matematik- og naturfilosofistudier. Medicinstudiet var præget af megen udenadslære, hvilket nok ikke passede Galilei godt. Han viste senere sin interesse for at undersøge og komme frem til andre/nye ligninger, end dem der huskes fra et studium. Den diskussionsivrige Galilei brød sig dog ikke om studiets passive udenadslære, og han forlod medicinstudiet uden at færdiggøre det. I stedet begyndte Galilei at få privatundervisning i matematik, og snart underviste han selv i matematik i både Firenze og Siena. Galilei opfattede matematikken som et redskab, han kunne bruge til at udforske verden. I stedet for at sidde og tænke sig frem til et nyt verdenssystem foretrak Galilei at afprøve sine teorier gennem eksperimenter. En tankegang og metode, der i sig selv var ny og banebrydende. (3 side 92). At eksperimentere metodisk bestod ikke i at prøve sig frem på må og få. Derimod definerede Galilei nøje, hvad han ville undersøge. Dernæst foretog han målinger og observationer, indtil han nåede en teori, som han kunne opstille i en matematisk formel. Ud fra eksperimenter udledte Galilei altså almengyldige love om naturen. At finde frem til love om naturens indretning gennem eksperimenter havde stort set ingen tænkt på at gøre før Galilei. Andre videnskabsmænd havde udført forsøg, men Galilei var en af de første, der gjorde det så systematisk, at han kunne opstille love på baggrund af eksperimenterne. Med Galilei så det videnskabelige eksperiment altså dagens lys, og han anses derfor for en af grundlæggerne af den naturvidenskabelige metode. (3 side 93). Med matematikken kunne han afprøve nye og gamle teorier. (3 side 91). Galilei nævner, at man selv skal filosofere (=argumentere for og imod) over tingene (1 side 30). Blandt andet at argumentere for og imod en bevægelig Jorden eller en stillestående Jorden. Argumenter for og imod en teori kan både være matematiske (=præcise), men også løsrevne tanker/diskussioner (=hvis nu, at). (1 side 31). Det er vigtigt at diskutere, for manglende diskussion bliver blot en stiltiende accept af én teori (1 side 68), hvis svagheder ikke læres. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Måling af bevægelse/ændringer er vigtigere end et princip (uden måling/mangelfuld observation) om, at genstanden ligger stille/flytter sig på en bestemt måde (Aristoteles’ princip om ingen bevægelse/kun cirkelbevægelse). Aristoteles: Sansning skal gå forud for diskussion.

Med teleskop kan ses pletter på Månen, der ikke er synlige uden teleskop. De skal medinddrages i diskussion. Det viser, at mennesket bør bruge instrumenter til at skaffe sig nye/ flere data, som man ikke har uden instrumenter. Galilei: ”… da han har den fra andre, er det utilgiveligt, at han ikke har set dens brister …” (1 side 133, om en teori). Galilei: ”Denne mand hitter hen ad vejen på ting, han skal have til at passe til sine formål, i stedet for hen ad vejen at tilpasse formålene til tingene, som de virkelig er.” (1 side 135) At fremvise større sandsynligheder eller bedre grunde som modbevis. (1 side 168) Galilei: ”… man skal altså undersøge, om den ene tese kan passe lige så godt som den anden i alle henseender.” (1 side 169) Galilei: ”… være forsigtig med at godtage eksperimenter fra folk, der aldrig har udført dem, men frejdigt fremlægger dem, når det tjener deres formål.” (1 side 239) Galilei: ”Derfor siger jeg, at hvis det er sandt, at en virkning kun har en enkelt hovedårsag, og at der mellem årsag og virkning findes en fast og konstant forbindelse, så må der, hver gang man ser en fast og konstant forandring i virkningen, nødvendigvis også være en fast og konstant forandring i årsagen.” (1 side 547, eksempel: tidevand/ebbe og flod, Månen (og Solen)). Galilei: ”Naturens store bog er skrevet i matematikkens sprog.” (2 side 91)

Referencer: 1 Galilei, Galileo (2019): Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske. Forlaget Wunderbuch. 1. udgave.

2 Bertelsen, Axel (2008): Tre dage hos Galileo. Systime. 1. udgave.

3 Maria Sørensen & Nanna Dissing Bay Jørgensen (2008): Den naturvidenskabelige revolution 1500-1750. Systime.

4 link: https://commons.wikimedia.org/w/index.php? search=Galilei&title=Special:MediaSearch&go=Go&type=image 5 link: https://da.wikipedia.org/wiki/Epicykel

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Galileis målemetoder: Num mer: Målin g:

1

2

3

4

5

6

7

8

9

28,22

28,12

28,35

28,25

28,50

27,40

28,21

28,11

28,00

Fordeling (man ved ikke, om Galilei (altid) beregnede middelværdien eller brugte en teoretisk fordeling, der ikke var symmetrisk omkring en middelværdi. Her er vist et eksempel med middelværdier):

Måling nummer 6 kan opfattes som en målefejl (egentlig kalibreringsfejl?, Galilei: systematiske målefejl), mens variationerne i måling nummer 1-5, 7-9 kan opfattes som måleusikkerhed (almindelig støj, Galilei: tilfældige målefejl/observationsfejl).

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Fra verdens (måske) ældste bog.

Efterskrift af Mikael Larsen, Cand. Polyt.

Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden? (Jobs Bog 38,33).

Dette skriftsted er fra Guds tale til Job efter han havde mistet alt og sad på askedyngen og skrabede sin byldebefængte krop. Før dette var Job umådelig succesfuld, han var rig, folk blev tavse når han talte og Gud gav ham det skudsmål, at han var retsindig, retskaffen og gudfrygtig og holdt sig fra det, der var ondt. Men da han blev prøvet søgte han ikke Gud, men i sit hovmod gik han i rette med Gud. Gud måtte åbne Jobs øjne for sin egen almagt og Jobs skrøbelighed.

Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden? Job måtte svare nej til begge spørgsmål.

Den materialistiske naturvidenskab hævder omvendt i dag at kende lovene for himlen og har fra dens egen synspunkt således elimineret behovet for Gud. Naturvidenskaben rider på en bølge af succes og har formået at forklare mange naturfænomener. Hvad der endnu mangler skal naturvidenskaben ifølge den selv nok få svar på. Når videnskaben taler bliver folk tavse.

Naturvidenskaben kan i mangt og meget forklare hvordan universet fungerer, men kan ikke forklare hvad eller hvem der sat det hele i gang endsige med hvilket formål. Naturvidenskaben kan heller ikke hævde at have magt over universets og dets love. Selvom ateismen er fremherskende i naturvidenskaben er der glimtvise erkendelser af ydmyghed og undren over skaberværket. Stephen Hawking udtrykker det således: “Even if there is only one possible unified theory, it is just a set of rules and equations. What is it that breathes fire into the equations and makes a universe for them to describe? The usual approach of science of constructing a mathematical model cannot answer the questions of why there should be a universe for the model to describe. Why does the universe go to all the bother of existing?”

Oversat af Mikael Larsen “Selvom der kun er én mulig samlet teori, er dette bare et sæt regler og ligninger.

Hvad er det, der puster liv i ligningerne og skaber et univers, som de kan beskrive? Naturvidenskabens sædvanlige metode til at konstruere en matematisk model kan ikke besvare spørgsmålet om, hvorfor der skulle være et univers, som modellen kan beskrive. Hvorfor gør universet sig overhovedet det besvær at eksistere?"

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Anmeldelse af Steven Meyer bog ”The Return of the God Hypothesis” Anmeldelse af Mikael Larsen

Stephen C. Meyer (Creative Commons)

Introduktion I denne bog forsøger Stephen Meyer (SM) at tage et opgør med den tanke i metodologisk naturalisme at kun naturlige forklaringer må anvendes i naturvidenskab.

SM nævner følgende citat af Richard Dawkins (RD) The universe we observe has precisely the properties we should expect if there is, at bottom, no design, no purpose, no evil, no good, nothing but blind, pitiless indifference.

Oversat af anmelderen: ”Det univers, vi observerer, har netop de egenskaber, vi bør forvente, hvis der i bund og grund ikke er noget design, intet formål, intet ondt, intet godt, intet andet end blind, ubarmhjertig ligegyldighed.”

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

RD bruger her et argument for at sandsynliggøre et materialistisk verdensbillede ud fra ”videnskabelige” observationer. Stephen Meyer mener man kan bruge videnskaben eller observationer på tilsvarende måde til at sige noget om metafysikken. Indenfor mange videnskaber benytter man sig af abduktion, som kort fortalt betyder at slutte sig til den bedste af 2 eller flere forklaringer eller hypoteser på observationerne. Man må således vurdere forskellige mulige forklaringer. Meyers tager forskellige hypoteser op, selvfølgelig bl.a. en ateistisk/naturalistisk hypotese. Det er således ikke tale om et bevis (påvisning) af samme (vurderet) karat som traditionelle naturvidenskabelige beviser, men metoden bruges meget indenfor historie, hvor man jo naturligt ikke kan vide noget med sikkerhed om historiske begivenheder.

Stephen Meyer tager afsæt i RD’s udsagn og sætter sig for at vise at troen på Gud er en bedre forklaring på livets udvikling. Han tager ideen videre og med udgangspunkt i de seneste års videnskab indenfor informatikken indenfor DNA, fine tuning af universet samt oprindelsen af universet og viser at hypotesen om Guds indvirken ved dannelsen af informationen i DNA’en, fine tuning af universets love og begyndelsesbetingelserne samt universets dannelse giver en mere plausibel forklaring end de gængse naturalistiske forklaringer.

Fremkomsten af videnskabelig materialisme og metodologisk naturalisme Først tager SM os på en kort og god tur i naturvidenskabens historie fra tidlig middelalder via Newton til oplysningsperioden, hvor den videnskabelig materialisme tog form. Her giver SM en indsigt i hvordan og hvorfor vi er endt med en naturalistisk naturvidenskab, som det fremherskende natursyn.

SM nævner to naturvidenskabelige teser der gjorde udslaget. Først Pierre Laplace’s publikation af ”Traité de Mecanique Céleste”i 1798, i hvilken han præsenterer en model for solsystemets opståen på basis af Newtons love. Newton selv mente at solsystemets arrangement må være designet. Planeterne må være placeret i forudbestemt baner for at fysikken virker. Men Laplace viste, at solsystemet kunne opstå naturligt uden indvirken af en designer.

Men stadig var den generelle opfattelse, at naturen er designet. Dyrene er skabt fuldt udviklede som de fremstår. Ingen udvikling. Men palæontologien viste at naturen ikke var statisk, men at der var sket en (vis) udvikling. Darwin publicerede i 1859 ”On the origin of Species”, hvor han beskrev sin berømte tese om en materialistisk udvikling af alt liv fra én-cellede organismer.

Stille og roligt også baseret på de nyere filosofiske tendenser blev forklaringer der involverede guddommelig indvirken betragtet som upassende forklaringer. Der var ikke brug for en Gud og introduktionen af Gud ville gå imod den videnskabelige metode. Metodologisk naturalisme blev den måde man bedrev naturvidenskab på. Videnskabelig materialisme blev den normale måde at betragte naturviden.

Stephen Meyer’s tilgang med den mest sandsynlige forklaring Men SM er grundlæggende uenig i den antagelse. SM går herefter i gang med at fortælle om tre store videnskabelige observationer, som han bruger i sin redegørelse for at vise at troen på en transcendent Gud er den bedste forklaring på disse tre observationer. bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Først omtales Big Bang. SM mener at kunne konkludere at alle data tyder på en begyndelse. En begyndelse må have en årsag. Selve Big Bang teorien og også de videreudviklede teorier forudsiger en begyndelse på universet. Man ser en ekspansion og hvis man vender tiden vil universet skrumpe ind til et punkt hvor tid og rum ikke længere giver mening.

SM kommer også ind på kvante-kosmologi, som fortalerne mener kan forklare oprindelsen af universet. Her er SM ikke enig. De matematiske kosmologiske bølgemodeller forklarer ikke oprindelsen af universet, materie, energi, men beskriver sammenhænge mellem dem. Desuden for at læse dem kræves input af forskellige betingelser og approksimationer som begrænser løsningsfeltet. Dette er normalt at gøre ved løsning af matematiske differentialligninger for at få en brugbar løsning – her definerer de fysiske forhold (virkeligheden) grænsebetingelserne og begrænsningerne, men i tilfældet med de matematiske kosmologiske bølgemodeller er grænsebetingelser og begrænsninger arbitrært valgt for at få realistiske løsninger, som bl.a. inkluderer vores univers. Det er et stort problem.

Det er svært at vurdere om SM kommer ind på alle de mulige teorier der for tiden findes om universets oprindelse, da der findes rigtigt mange. Umiddelbart kommer SM ikke ind på Penroses oscillerende univers, som netop er et univers uden begyndelse, men med en uendelig række af på hinanden følgende big bangs, hvor hver periode kaldes en æon.

Den næste observation som SM bringer frem er fine tuning, både af naturkonstanterne og af begyndelsesbetingelserne for Big Bang, som også kræver finjustering for at vi ender op i et univers hvor liv er muligt. Det ser ud til at være et stærkt argument. Den tilsyneladende eneste forklaring, som den materialistisk videnskab er kommet frem med er multivers univers teorien, hvor nogen mener at der konstant dannes universer med hver sit sæt af begyndelsestilstande og sæt at naturkonstanter. Det er en teori, der i princippet ikke kan bevises, da vi ingen mulighed har for interaktion med andre universer med andre naturlove.

Den tredje observation, som SM-nævner, er DNA eller rettere den information der er gemt i DNA. Argumentationen er her bl.a. at vi ved at intelligente administratorer skaber information og vi kender ikke til andre årsager. Det er ikke kun tilstedeværelsen af informationen i DNA’et, men også hele afkodningssystemet samt det hertil knyttede produktionsapparat af proteiner, som kræver information.

I alle de tre tilfælde finder SM at hypotesen om en transcendent Gud er den bedste forklaring.

SM’s bog er et digert værk. Med 450 sider tekst, 80 sider tæt skrevne noter og en bibliografi tæt på 500 reference har SM lavet en grundig udforskning af de emner han tager op og det er mange emner fra videnskabsteori og historie, kosmologi inklusive den nyeste kvantekosmologi med superstrengteori, fine tuning og biologien og biokemien om DNA-arvemassen.

Hans bøger bliver generelt taget alvorligt af anmelderne; hans bog ”Signature in the Cell” blev således valgt til årets bog af Times Literary Supplement. Men det er ikke noget let læst bog, der skal tygges drøv på den og det kan være nødvendigt at finde ekstra viden for at få det fulde udbytte.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Origo nr. 156, 2023