Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 152, Sommer 2021

Nr 152, august, 2021

om videnskab, skabelse og etik

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Indhold nr 152, sommer 2021 Paradigmeskifte og gamle hanelefanter / Knud Aage Back

3

Tre nye videoer fra BioCosmos / Dag Erlandsen

6

Planternes hemmelige liv / Holger Daugaard

7

Fossilerne og den kambriske eksplosion: Isbjerget og dets skinnende top /Tom Woodward

14

Har Intelligent Design fået et gennembrud som videnskab? /Ola Hössjer

21

Murchison-meteoritten. Aminosyrer / Finn Boelsmand

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, knu-saga@online.no

35

Danmark: abonnement@skabelse.dk

Redaktør for dette nummer: Peter Øhrstrøm & Steinar Thorvaldsen

bioCosmos.no

ISSN 0109-6168

skabelse.dk

nr 152, sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Paradigmeskifte og gamle hanelefanter Knud Aa. Back, Lærer og videnskabsformidler Tit & ofte når filosoffer som fx en Richard Dawkins udtaler sig om deres tro på livets meningsløshed og tilfældige natur, hyldes de i danske aviser. Når man så samtidig overser det hyggefilosofiske aspekt i deres betragtninger og tror deres argumenter hænger sammen med deres videnskab, bliver behovet for information om reelle forskningsresultater desto mere påkrævet. Så måske skulle man for en gangs skyld lytte til en, der er solidt forankret i den kristne tradition. En tradition, der har været det nødvendige grundlag for al moderne teknik og videnskab.

En sådan mand er biokemikeren Michael Behe. Hans bog DEVOLUTION, som nu foreligger på dansk, repræsenterer en tiltrængt tankeryster over for en indgroet dansk vanetænkning: At Darwin ligger inde med forklaringen på alt livs tilblivelse! Og ikke blot det: Men på alle former for livsytringer. Som Behe skriver: Lige fra politik, over lovgivning, litteratur, musik, kærlighed, universet – ja, til selve bevidstheden. – Kort sagt: ALT!

Men hvordan skulle man som almindelig dødelig kunne vurdere et så bastant udsagn? Nu er der godt nyt for den videbegærlige avislæser i form af Behes bog Darwin Devolves oversat til dansk.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

4

Nyjord

Behes bog bryder allerede i sin titel nyjord på dansk med det nye begreb, devolution. For hvad viser den nyeste forskning, fx udført på rigsfællesskabets ikoniske rovdyr isbjørnen? Sekvensering af dens genom udført her i de seneste par årtier? Ja, al evidens [“bevisførelse”] peger på følgende overraskende konklusion: At Darwins i og for sig geniale begreb den naturlige selektion virker stik modsat af det hidtil antagne: Den låser arterne håbløst fast i en mutationsspiral.

Mutationerne er nemlig alene fejl i koden, som overraskende nok kan være fordelagtige for en art i kampen for overlevelse, lige i første omgang, men som alligevel kun peger i én retning: degeneration, mangfoldighedsnedbrydning og fastlåsning. Kort sagt: Det modsatte af evolution – devolution!

Det bedste net-leksikon til dato i dansk sammenhæng er utvivlsomt lex.dk. Under opslaget “mutation” finder man følgende interessante oplysning: »Mutationer repræsenterer ny genetisk variation, der er af afgørende betydning som råmateriale for evolutionen. Nogle mutationer er direkte nyttige, men de fleste er umiddelbart skadelige …«

I mine livslange studier af evolutionen har jeg holdt på følgende uomgåelige faktum: Mutationer er lig med fejl i koden! Und nix weiter. – Så når “mutationer er råmateriale for evolutionen”, virker det umiddelbart uforståeligt. Hvordan kan fejl være nyttige! – Det giver forskeren Michael Behe os en grundig forklaring på i Devolution.

For Behes redegørelser er lige så grundige, som de er til at fatte, også for den nysgerrige læser uden den store faglige forhåndsviden. Så vil man vide noget om gamle Darwins gamle forklaring på livets udvikling, er Behes bog et must.

Derfor følgende opfordring til alle elever og studerende, fra uni til folkeskole: Læs den før din naturfagslærer!

Paradigmeskifte

Hver gang man i naturvidenskaben har nærmet sig et paradigmeskifte, har de nye ideer måttet slås med fagets gamle ronkedorer. Den akademiske frihed har hver gang været truet af fastgroet vanetænkning. I dag er fænomenet særlig slemt inden for evolutionsbiologien. Det skal vi vende tilbage til om lidt.

Men først en lille détour om ad fysikkens veje og vildveje til illustration af problemet: Da Einstein i sin tid fremkom med sine ideer om “relativitet”, var ronkedorerne i dén grad i trampehumør, så han måtte finde sig i store vanskeligheder med at få sine ideer accepteret. – Og da vi mange år senere fandt Albert selv siddende tungt på paradigmet, afviste han Bohrs tanker om kvantemekanik bl.a. med følgende “vægtige” argument: “Gud spiller ikke med terninger.” Men hvis kvantemekanikken skulle være udtryk for “Guds tavlebordsleg”, må vi således med Bohr konstatere: Gud spiller åbenbart med terninger. Selveste Einstein måtte altså modsiges!

Dæmonisering af anderledestænkende

Inden for evolutionsbiologien står vi i dag med et behov for et paradigmeskifte på linje med de to beskrevne inden for fysikken: Nemlig i spørgsmålet om design i naturen. På trods af at Vesten netop i hundredvis af år har dyrket uenigheden, modsigelsen, diskussionen med henblik på den højere erkendelse, besvares nytænkning i dag inden for evolutionsbiologien snarere med det gamle DDRgespenst beruftsverbot. Og det steppebrandsproblem har bredt sig til hele den vestlige verden. At Darwin i den grad er blevet urørlig, er faktisk helt naturstridigt: Da den gamle victorianske naturfilosof

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

5

ikke havde den nødvendige teknik eller viden til rådighed, må han nødvendigvis korrigeres. Det siger sig selv. Ja, faktisk er det først her i dette årtusinde (med fx den corona-aktuelle sekvenseringsteknik), vi for alvor har kunnet afprøve Den gamle gentlemans ideer.

Så hvorfor skal en seriøst arbejdende forsker som biokemikeren Michael Behe så dæmoniseres i nærmest uset grad? Fordi han tillader sig så at sige “at sætte Darwins teori på spil”. Og det gør han ved at undersøge dagens betydeligste evolutionsforskeres argumenter med imponerende redelighed.

Manipulationen overlader han trygt til sine modstandere. (Bogens noteapparat er nyttigt til afprøvning af denne konstatering.)

CO2-maskiner

Det nye årtusindes opdagelser af den ene fantastiske nanomaskine efter den anden i den levende celle (altså i formatet 1:1 mia.) kræver nytænkning på alle hylder.

For den levende celle er propfuld af fuldautomatiske maskiner. Som kræver? Programmering. Og førstehåndsindtrykket i mødet med design i vores makroverden? Intelligens. – Derfor er IDforskningen i dag blevet et nødvendigt korrektiv til gamle Darwins gamle tanker om evolution.

Jamen, lyder det sædvanlige jammerkor, man skal ikke blande religiøst-filosofiske argumenter ind i den videnskabelige diskussion. Det gør Behe nu heller ikke. Til gengæld gøres det ellers i stor stil af hans kritikere. Bl.a. i afvisning af designargumentet med henvisning til eksempler på “dårligt design”.

Fx i hvirveldyrøjet. – Ok, har man købt en dårlig kaffemaskine, vil man jo nok ikke påstå, at den er opstået af sig selv, trods alt. Og netop vores øjnes fantastiske design forklarer Behe i detaljer. Og i beskrivelsen skjuler sig et helt fantastisk design. – Og alle disse nye opdagelser må og skal give forskningen nye perspektiver for at være up to date.

Citat fra Devolution, s.24: »Kort sagt er det sådan, at selv om tilfældigheder helt sikkert påvirker de mere overfladiske aspekter af biologien, bekræfter den nyeste evidens, at livet ikke kan være resultat af andet end en bevidstheds virke, og at dette virke strækker sig langt dybere ned i livets grundsubstans, end man tidligere har været klar over.« Så hvad skal vi konkret bruge design-forskning til?! – Bortset fra at denne hvad-kan-det-nyttetænkning så ofte er gjort til skamme af grundforskningen, ligger et andet aspekt jo lige for: Ingeniørmæssig efterligning af naturen. Tænk hvilke opfindelser, vi kunne se virkeliggjort, hvis man tog livets nanomakiner alvorligt, som ID-forskningen gør. Måske ville vi så en skønne dag stå med en CO2-maskine … Som den James Steward sidder og drømmer om i en scene i den gamle filmklassiker fra 1935 You Can’t Take It with You. Om vi blot kunne lære at efterligne naturens nanomakiner i endnu højere grad, tænk hvilke muligheder for teknologiske landvindinger …

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Tre nye videoer fra BioCosmos BioCosmos har laget norske versjoner av Discovery Institutes videoer om cellens biologi. Hver av filmene er på 3-4 minutter og handler om Flagellemotoren, transportsystemet Kinesin og cellens kraftgenerator ATP.

- Da vi opprettet BioCosmos for snart tre år siden, satte vi i gang med flere ulike prosjekter, samtidig.

Noen ble vi fort ferdig med, andre tok lenger tid. Disse videoene hører uten tvil hjemme i sistnevnte kategori, men nå er vi endelig ferdig, sier daglig leder i BioCosmos, Dag Erlandsen.

Erlandsen har selv lest inn kommentarene til videoene, mens stiftelsens styreleder, professor Steinar Thorvaldsen fra Tromsø, introduserer temaene ved å ta utgangspunkt i menneskelige oppfinnelser som ligner på naturens patenter, men der sistnevnte er langt mer sofistikerte, mer effektive, selvdrevne og selvreparerende.

Miraklene i celleverden

Hva ville du gjort dersom du fikk se ned i et nytt supermikroskop, og der, dypt inne i cellen, fant en elektromotor på fem milliontedels centimeter, med propell, kløtsj, lager, stator, rotor, aksling og elektrisk energiforsyning?

Eksempelet over er ikke fri fantasi. Maskinen eksisterer, og har påfallende likhetstrekk med elmotorene vi mennesker har konstruert – bortsett fra størrelsen. Forbløffende detaljer om flagellen og andre molekylære maskiner har blitt avslørt de siste årene, som reiser helt nye spørsmål rundt livets opprinnelse.

Gjennom tre videoer kan du nå bli med Tromsø-professor Steinar Thorvaldsen inn i cellenes verden.

Velkommen inn! (OBS: Etter at du har trykket på en av lenkene under, må du trykke på play-ikonet for å starte videoen) FLAGELLEN, cellens framdriftssystem: https://biocosmos.no/media/post/videos/flagellen-cellens-fremdriftssystem ATP, cellens kraftgenerator: https://biocosmos.no/media/post/videos/atp-kraftgeneratoren-i-cellen

KINESIN, cellens transportsystem: https://biocosmos.no/media/post/videos/kinesin-transportsystemet-i-cellen Se flere BioCosmos-videoer her!

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Planternes hemmelige liv Holger Daugaard, cand.scient., biolog, tidligere seniorforsker Vi er alle klare over, at planter er levende væsener på samme måde, som dyr og mennesker er det.

Planterne spirer og gror, og når det gælder træer, vokser de i mange år og kan blive de rene kæmper.

Selv om træernes inderste ved ikke længere er levende, er træerne generelt – lige som vi – opbygget af levende celler, og vi er for længst blevet klare over betydningen af planter for økosystemerne og dermed også for os mennesker.

Planternes fotosyntese er en livsvigtig proces for alle levende væsener, da det er den proces, der sørger for at bringe organiske stoffer ind i stofkredsløbene i naturen. Dyr og mennesker skal have tilført organisk stof for at leve, hvorimod planter via fotosyntesen selv opbygger organisk stof i form af sukker. De behøver blot CO2, vand og næringssalte som grundlag for opbygning af sukker, fedtstof og proteiner. Samtidig optager planterne CO2 og afgiver frisk ilt, som alle dyr og mennesker nyder godt af.

Fig. 1. Et billede fra Geirangerfjorden, Norge, hvor der er store arealer med uberørt skov.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

8

Planternes sprog

Trods planternes livsvigtige betydning betragter mange dem formentlig som mindre komplekse end dyr, og årsagen kan være, at planterne generelt hverken kan bevæge sig eller ytre sig. Jo, de kan bevæge sig i vinden, men de har ikke noget bevægeapparat, så de kan gå og løbe. Og de kan bestemt heller ikke kommunikere og har ikke noget sprog lige som dyr og mennesker. Eller har de?

Fig. 2. Motiv fra New Zealand med skovdækkede bjergsider.

Nøjsomme nåletræer overlever ved at samarbejde.

Forskningen afslører stadig mere om de gådefulde planter, og det viser sig, at de absolut kan kommunikere med hinanden. Ikke med ord, ganske vist, men via kemiske stoffer. Det er allerede mange år siden, at man opdagede, at skærmakacier på den afrikanske savanne kan sende signaler til hinanden. Når girafferne æder af deres blade, reagerer træerne i løbet af få minutter ved at fylde bladene med giftstoffer. Og ikke nok med det: de producerer også en ”advarselsgas”, nemlig ethylen, som via luften signalerer til artsfællerne i nærheden, at der er fare på færde. Dermed kan de nærliggende træer også begynde at producere giftstoffer, som afskrækker girafferne. Det har girafferne tilsyneladende lært, for deres modtræk er så at gå længere væk til akacietræer, der ikke er blevet ”advaret”. Eller de går imod vinden, for hvis de gør det, kan de finde træer, der ikke er blevet advaret.

Det er ikke bare på den afrikanske savanne, sådanne advarselssignaler bliver udsendt af planterne. I de danske skove sker der det samme. Når larver æder løs af træerne, registrerer de det. Træernes væv

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

9

udsender impulser på samme måde, som menneskekroppen gør det via nervesystemet. Impulserne er dog ikke så hurtige i træerne, så der går måske en times tid, før bladene fyldes med stoffer, der skal ødelægge måltidet for larverne. Og på samme måde som med akacietræerne kan de kommunikere via duftstoffer til de nærliggende træer.

Man har endda opdaget, at træerne kan skelne mellem forskellige insektarter via deres forskellige spyt, og dermed kan de tilkalde de enkelte insektarters naturlige fjender via duftstoffer. Det betyder, at træerne på en måde har en smagssans!

Mange planter har et naturligt forsvar mod angribende dyr via produktion af bitterstoffer eller andre forsvarsstoffer. Egetræer for eksempel producerer garvesyre, som ved angreb ledes ud i bark eller blade, og det ødelægger smagen så meget, at de angribende organismer opgiver. Og piletræer producerer salicin, der virker på samme måde.

Fig. 3. Enkeltstående træer har gennem mange år udviklet styrke mod vind og vejr.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

10

Kommunikation via rødderne

Det tager selvfølgelig tid at opbygge et kemisk forsvar som her beskrevet. Derfor er det ekstra vigtigt, at træerne kan advare hinanden på andre og hurtigere måder, f.eks. gennem luften. Men derudover kan de også sende budskaber gennem rødderne, idet rodsammenvoksninger mellem de enkelte træer forbinder dem med hinanden. Og for at det ikke skal være nok, er der også en lang række svampe i skovbunden, og de træder med deres hyfer i forbindelse med træernes fine rødder. Et svampemycelium kan være vidt udbredt og i løbet af årtier brede sig over adskillige kvadratkilometer.

Hvis man tager en skefuld jord fra skovbunden, kan den indeholde flere kilometer svampehyfer.

Svampehyferne kan – ud over at trække næringsstoffer ud af rødderne – være med til at sende signaler fra træ til træ. Og svampenes gavnlige effekt på træerne er ikke bare at hjælpe dem med kommunikationen, men i høj grad også en gensidig udveksling af stoffer. Svampen får kulhydrater fra træerne, og træerne får f.eks. fosfor- og kaliumioner fra svampen. Et sådant gensidigt fællesskab kaldes mykorrhiza.

På denne måde kan man betragte en skov som et kompliceret netværk mellem træerne og mellem træer og svampe. I virkeligheden kan man opfatte en skov som én stor kompleks organisme, fordi der er dette samarbejde mellem de enkelte organismer.

Fig. 4. En typisk gammel naturskov, hvor træerne gennem mange år har haft forbindelse med hinanden.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

11

Hjælper træerne hinanden?

Meget tyder på, at træerne ikke bare hjælper hinanden, når der er fare på færde i form af skadedyrsangreb. Det gør de også, hvis de er truet på livet. Hvis man f.eks. ”ringer” et træ, dvs. fjerner barken rundt om træet, så vil det ofte gå ud. Det gør det, fordi kulhydrater fra bladenes fotosyntese transporteres i vævet i barken ned til rødderne, og hvis forbindelsen mellem rod og top afbrydes, vil rødderne sulte og dø.

Men det sker ikke altid. Hvis man foretager eksperimentet i en skov af f.eks. bøgetræer, kan man opleve, at nogle af de træer, der er blevet ”ringet”, kan overleve i flere år. Hvordan kan det gå til? Det kan det, fordi nabotræerne hjælper til. Via deres underjordiske netværk overtager de den forsyning til rødderne, der er blevet afbrudt og gør det muligt for deres ”kammerater” at overleve. Nogle af de dødsdømte træer kan endda – takket være nabohjælpen - dække ringen med ny bark og dermed selv genoptage næringstransporten.

Træernes samarbejde er på denne måde et eksempel på, at naturen ikke altid er en kamp på liv og død, hvor den bedst egnede overlever på bekostning af de mindre egnede. Darwins opdagelse af den naturlige udvælgelse holder langt fra altid stik. I mange tilfælde er der faktisk i naturen et forbilledligt samarbejde, som hjælper arterne til at overleve. Og i mange tilfælde er samarbejdet så komplekst, at dets oprindelse bedst kan forklares ved intelligent design.

Træernes transportsystem

Måske er der nogen, der har undret sig over, hvordan de høje træer er i stand til at forsyne sig med vand fra rødderne. Der kan jo være tale om måske 100 meter, vandet skal transporteres imod tyngdekraften og op i trækronen, og på en sommerdag har et træ behov for flere hundrede liter til fordampningen fra bladene. Standardforklaringen er, at fordampningen fra bladene er en trækkraft, og den kombineres med kapillærkraften, idet transportrørene i træerne er ultratynde: i nåletræer er de 0,02 millimeter i diameter. For at kapillærkraften kan virke, kræver det en ubrudt vandsøjle fra rod til top.

Men er denne forklaring tilstrækkelig? Forskere er begyndt at stille spørgsmål ved den, men endnu har man ikke opdaget en anden mekanisme, der kan forklare vandtransporten. Nogle forskere har med ultrafølsomt lytteudstyr kunnet registrere en sagte susen i træerne om natten. På det tidspunkt er der mest vand i stammen, fordi kronen holder pause med fordampningen, og dermed pumper stammen sig op, hvorved diameteren øges målbart. Når vandet står stille i transportkarrene, hvor kommer lydene så fra? Vi ved det ikke, men måske hænger de sammen med den mekanisme, træerne anvender til vandtransporten. Så er det lettere at forklare strømmen af kulhydrater fra bladenes fotosyntese fra kronen og ned i rødderne, for her hjælper tyngdekraften strømmen naturligt på vej.

Har træer en hjerne?

Umiddelbart vil de fleste nok mene, at det er galimatias at tale om, at træer – eller planter i det hele taget – har en hjerne. Og naturligvis har de heller ikke en hjerne i almindelig forstand. Men når vi ved, at træer er i stand til at lære og dermed gemme på erfaringer, så må der også være noget i retning af en ”hjerne” et sted i organismen. Ret beset ved vi ikke, hvor den er, men et godt bud vil være rødderne.

For det første er rødderne den mest langtidsholdbare del af træerne, så det vil være nærliggende at forestille sig, at informationer bliver lagret her. For det andet viser nyere forskning, at det fine rodnet har en betydning i denne henseende. Man ved i dag, at rodspidserne udsender elektriske signaler, der bliver bearbejdet i en overgangsfase og kan føre til et ændret handlingsmønster. Hvis f.eks. en rodspids støder på giftstoffer, sten, der spærrer, eller områder, der er for vandlidende, så analyserer de tilsyneladende situationen og videregiver de nødvendige informationer til vækstzonen. Rodspidsen

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

12

ændrer derefter retning og leder udløberne uden om den kritiske del af jordbunden. Oven i dette har vi i mange år vidst, at planterne er styret af hormoner, f.eks. vækststoffet auxin, der produceres i planten og påvirker vækstretningen. Når de nævnte rødder ændrer retning, er det netop fordi der afgives et signal, der igen får produktionen af auxin til at ændres.

Fig. 5. Motiv fra Pyrenæerne. Træer dominerer landskabet.

Når vi sammenligner med det menneskelige nervesystem, er der netop tale om to typer af signalering: dels elektriske signaler, som er langt de hurtigste, og dels hormonelle signaler. Med andre ord har planterne helt tilsvarende signalsystemer, der påvirker deres vækst og overlevelse. Vi venter fortsat på en endelig forklaring på, hvordan de lagrer information, med andre ord hvor deres ”hjerne” befinder sig. I alle tilfælde fyldes vi med stadig større undren over planteorganismers kompleksitet og design, og vi spørger os selv: kan det virkelig være blevet til af sig selv gennem årmillioner, eller er der en designer bag?

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

13

Konklusion

Som det fremgår af ovenstående, opdager vi til stadighed mere og mere af planternes hemmelige liv.

Planter og træer er – trods deres tavse måde at eksistere på – utrolig komplicerede og finindstillede organismer. Planteverdenen er netop ekstra spændende, fordi den ikke kommunikerer på samme måde som dyrene. Men det må ikke få os til at anse planteverdenen som ligegyldig eller mindre kompleks. Den er en uundværlig og fascinerende del af skaberværket.

Kilde: Peter Wohlleben (2016): Træernes hemmelige liv. Gyldendal.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Fossilerne og den kambriske eksplosion: Isbjerget og dets skinnende top Tom Woodward, Professor, Trinity College of Florida, USA

Tom Woodward arbejder med apologetik, filosofi og videnskabsformidling

Kan de fossile fund i samlet set siges at understøtte den darwinistiske fortælling om makroevolution, hvor en-cellede ur-organismer har udviklet sig til den livets kompleksitet og diversitet, som vi ser i dag? Hvordan forholder det sig med ’hullerne’ i fossilrækkefølgen, hvor man kun finder ganske få eller nærmest slet ingen formodede overgangsformer? Er disse huller langsomt i færd med at blive lukket?

Det afgørende spørgsmål er: Hvor finder vi de vigtigste huller, og hvad må de få os til at konkludere?

Evolutionister og forskere i Intelligent Design (ID) giver os, med få undtagelser, modstridende svar på disse spørgsmål – videnskabelige spørgsmål, som spiller en helt central rolle i den stående kamp mellem design teori og darwinisme.

Det er ikke muligt her at give en tilbundsgående redegørelse for dette omfattende og spændende emne, men vi kan i det mindste søge at kaste lidt lys over den igangværende debat om fortiden, der kredser omkring spørgsmålet: Er de fossile vidnesbyrd et stort plus – eller et belastende minus – for den darwinistiske teori om evolution?

Der kæmpes i dag på mange fronter i den videnskabelige debat mellem darwinismens forsvarere og fortalere for intelligent design. Den slagmark, der har min største bevågenhed, er den standende kontrovers om de fossile vidnesbyrd. Jeg må blankt erkende, at dette fascinerer mig umådeligt. Min kone og jeg har haft fornøjelsen af at besøge tre af verdens fineste fossile samlinger: American Museum of Natural History i New York City, det uforglemmelige British Museum i London og det navnkundige Joggins Fossil Cliffs and Museum med udsigt over Fundy Bay i Nova Scotia. Jeg kan aldrig få nok af at studere knogler, tænder, skaller og andre hårde dele af længst uddøde dyr, som engang i fortiden luntede (eller gled) hen over fortidens sumpe og sletter. Fossilerne giver os et enestående kig ind i fortiden, og det gør dem særligt værdifulde som en prøve på den darwinistiske teoris troværdighed.

Diskussionen om fossiler domineres i høj grad af de fantastiske fund fra ”den kambriske eksplosion” – et pludseligt udbrud af en utrolig variation af komplekse livsformer i begyndelsen af den fossile rækkefølge, dateret til for omkring 535 millioner år siden. Betegnelsen ”eksplosion” bruges rutinemæssigt i videnskabelig palæontologisk litteratur til at beskrive denne dramatiske introduktion af fossiler. Dette bemærkelsesværdige fænomen dybt nede i jordens ældste geologiske lag har så afgørende konsekvenser for debatten om fossiler, at vi kort må redegøre for fænomenets historie helt op til i dag.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

15

For den, som har lyst til at fordybe sig i spørgsmålet, kan jeg anbefale Stephen Meyers bog om emnet: Darwin’s Doubt (2013). Her behandles dette spørgsmål grundigt, og med sine 480 sider er det ikke en bog, man lige tager med til stranden en dag for at læse. Bogen, som er særdeles velskrevet og fuld af videnskabelig dokumentation, beskæftiger sig ikke bare med den seneste udvikling i debatten om de kambriske fossiler, men kommer også ind på den ”DNA-eksplosion” af genetisk information, som denne utrolige, pludselige rigdom af nye livsformer forudsætter.

Meyers bog – og dens efterfølger, Debating Darwin’s Doubt, hvor der redegøres for den videnskabelige debat, bogen har affødt – er obligatorisk læsning for den interesserede. Den tekno-utopiske økonom George Gilder har sagt: ”Jeg bruger en stor del af mit liv på at læse videnskabelige bøger. Gennem årene har jeg læst mange hundrede af slagsen, og i mine øjne er Darwin’s Doubt simpelthen den bedste videnskabelige bog, der nogensinde er skrevet. Det er et storslået arbejde, et mesterværk, som vil blive læst og genlæst gennem århundreder.”

Skitser til isbjerget og skattekisten

Før vi dykker ned i den kambriske historie, vil vi skitsere de stridende holdninger til de fossile vidnesbyrd i deres helhed. Derefter vil vi gå lidt mere i detaljer med begge synspunkter og begive os ud på en ”Magical History Tour”, hvor vi kredser om de kambriske lag og deres fossiler.

Kort fortalt regner design-teoretikere den kambriske eksplosion for den fremtrædende top af det store isbjerg af problemer, som fossilerne udgør for darwinismen. Problemet med de ekstremt sparsomme (ofte helt fraværende) mellemformer alle steder i den fossile rækkefølge er isbjerget i dets helhed. Den kambriske del af bjerget er blot det mest iøjnefaldende og forbløffende udtryk for det generelle mønster. Ud over at udgøre den mest synlige del af den darwinistiske hovedpines isbjerg synes de kambriske fossiler også at give os svar på de to spørgsmål, vi stillede i begyndelsen: (1) Hvor finder vi de vigtigste huller?

Svar: De vigtigste huller finder vi i den kambriske eksplosion, hvor der ikke bare er tale om manglende forbindelsesled mellem moderat forskellige organismer, men om store, fossile afgrunde mellem forskellige phyla – de mest overordnede kategoriseringer af alt dyreliv.

(2) Er disse huller i fossilrækkefølgen langsomt ved at blive lukket?

Svar: Nej, hullerne bliver trodsigt og stædigt ved med at være der.

Og hvad værre er: De store, fossile afgrunde mellem livsformer varer ikke bare ved; de øges støt i antal ved opdagelser af nye, bizarre livsformer. Strategien blandt ID-folk har været især at fokusere på forskning og skriverier, der har med den kambriske ’top af isbjerget’ at gøre, mens man noterer sig, at der kan peges på hundredvis af andre huller i den fossile rækkefølge.

Evolutionisterne, derimod, regner palæontologien og dens resultater – millioner af klippestykker fra alle verdens egne med fossiler af mere end 200.000 arter – for en sand skattekiste, der understøtter deres generelle billede af, hvordan livet har udviklet sig på jorden. Darwinisterne fremhæver først og fremmest, at fossilerne helt uomtvisteligt påviser en udvikling fra livsform til livsform. Fossiler af bakterier findes for eksempel i dybere lag end de højerestående dyr. Mens flercellede væsner dukker op i præ-kambriske og bliver udbredte i kambriske lag, finder man i praksis ingen almindelige, genkendelige fisk med et skelet – fisk som havaborre, almindelig aborre, kuller eller ørred. I de kambriske lag finder man ifølge darwinisterne kun nogle få, meget primitive chordater, der kan tolkes som grove forstadier til egentlige fisk (Interessant nok er det efter opdagelsen af Metaspriggina ikke længere muligt for darwinisterne at påstå, at der ingen hvirvel-fisk fandtes i kambrisk tid 1).

Enhver, der måtte interessere sig for fundet af 100 eksemplarer af Metaspriggina og den anerkendte palæontolog Simon Conway-Morris´analyse af samme, bør overveje, hvilke chokerende slutninger der må drages af disse fund. Conway-Morris skriver, at vi nu har en fisk, som er et hvirveldyr, i den kambriske klippe i Marble

1

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

16

Senere, i højere geologiske lag, finder man de velkendte fisk med et almindeligt fiskeskelet, og derefter følger amfibier, krybdyr, pattedyr og fugle efter hinanden i opadgående rækkefølge, indtil man øverst finder aber fulgt af flere påståede mellemled frem til mennesket.

Set fra darwinisternes synspunkt er det kambriske mysterium ikke andet end en besynderlighed, som kræver yderligere forskning – et problem, som på et tidspunkt vil finde sin løsning. De regner ikke dette for en ’knock-out’ til darwinismen. Darwinisternes overordnede strategi er, at det kambriske spørgsmål ikke skal have lov til at dominere diskussionen. Derfor nævnes fænomenet så godt som aldrig, når man vil præsentere de fossile vidnesbyrd til støtte for evolutionsteorien. Her gør almindelige argumentatoriske principper sig gældende: Hvorfor omtale et uforklarligt mysterium, når man skal overbevise offentligheden? Det gælder frem for alt om at gå i offensiven. Man skal ikke forsvare sig, med mindre man ligefrem er tvunget til det.

Mere om den fossile slagmark: Hvad ID fremfører

Når jeg nu skal redegøre lidt nærmere for begge standpunkter, vil jeg igen begynde med Intelligent Design. Den bedste måde at gengive ID’s perspektiv på fossilerne generelt er igen at fremhæve de to store mønstre, som vi i dag finder i den ’bog’ om fortiden, hvis sider vi kan læse i fossilbærende sedimenter overalt i verden. De fossile datas universelt anerkendte mønstre er ikke mindst blevet kendte gennem den teori om afbrudt ligevægt (’punctuated equilibrium’), som Harvards Stephen Jay Gould og hans kolleger har fremsat. De to mønstre er: (1) pludselig tilsynekomst af nye livsformer, som træder ind på scenen uden nogen umiddelbare ’forfædre’, efterfulgt af (2) stasis – en vedvarenhed i form og struktur (som viser en ”modstandsdygtighed over for evolution”).

Hvis man ikke er bekendt med Goulds teori om afbrudt ligevægt, går den ud på, at de fleste livsformer ikke udviklede sig til andre livsformer på en gradvis og kontinuerlig måde, som når man langsomt bevæger sig op ad en rampe, men at en trappe med trin er et bedre billede på evolutionen. Perioder med artsmæssig stabilitet (stasis) svarer i dette billede til et trappetrins trædeflade, mens den pludselige og hurtige fremkomst af nye arter repræsenteres af de vertikale dele af trappetrinene.

Grundet den meget hurtige overgang til en ny livsform, og fordi forandringen finder sted i små, isolerede populationer, vil det være sjældent, at nogle af de nødvendige mellemformer efterlader sig fossiler. Sådan forsøgte Gould at forklare den udtalte mangel på mellemformer i fossil-rækkefølgen.

(Når Gould taler om, at en art opstår ”hurtigt”, mener han hurtigt efter geologisk målestok, måske i løbet af nogle tusind år, mens de lange perioder med stasis strækker sig over millioner af år.)

Design-teoretikerne hæfter sig også i høj grad ved dette mønster af pludselig tilsynekomst efterfulgt af stasis. Dette mønster synes umiddelbart at stå i stærk modsætning til det billede, neodarwinismen tegner af evolutionen, hvor små forandringer trin for trin fører til de livsformer, vi kender. I sin bog ”Arternes oprindelse” sagde Darwin: ”Man kan sige, at naturen hver eneste dag og time over hele verden vurderer hver eneste variation, selv den mindste af slagsen, idet den forkaster det dårlige og bevarer og akkumulerer det gode. Således arbejder den stille og ubevidst, når som helst og hvor som helst lejlighed byder sig, på at forbedre hver eneste organsime.”

Dette billede af kontinuerlig forandring synes ikke at harmonere med den afbrudte ligevægts udvikling i større trin. Darwin selv understregede, at i hans teori kan udviklingen aldrig finde sted i pludselige spring (”saltations”). I Goulds skrifter diskuterer han ofte Darwins afvisning af spring i udviklingen.

Han synes besluttet på at ’reformere Darwin’ og ’strække’ den oprindelige teori så meget, at der også bliver plads til nogle pludselige spring i udviklingen.

Canyon, ikke så langt fra fundstedet Burgess Shale i Canada. Se flere detaljer og mere analyse i denne artikel fra Creation Evolution Headlines: http://crev.info/2014/08/cambrian-explosion-included-vertebrate-fish/.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

17

Darwin var heller ikke blind for, at manglen på mellemformer både blandt de levende dyr og blandt de fossile udgjorde en alvorlig udfordring for hans teori. Hvad var hans svar? I det store hele søgte han sin forklaring i én enkelt forestilling, nemlig den enkle, at nye og bedre livsformer ”løbende har udryddet deres forgængere”. Dette omtales i dag som ”competitive replacement” (erstatning gennem konkurrence eller kamp). Ifølge den nu afdøde palæontolog David Raup uddør langt de fleste dyr imidlertid ikke på denne måde, men ved ”massedød” i forbindelse med globale katastrofer.

Forestillingen om kontinuerlig erstatning indebærer også et scenarie, hvor (for eksempel) en primitiv proto-flagermus, symboliseret ved ”A”, udkonkurreres og erstattes af en mere udviklet protoflagermus ”B”, som så igen erstattes af ”C” osv., indtil vi når frem til ”Z” – den moderne flagermus. Det er bare ikke, hvad fossilerne vidner om. Det er almindeligt kendt, at de tidligste flagermus forekommer meget sammenlignelige med flagermus på ”Z”-niveau; de har et helt moderne udseende. Det belastende for den darwinistiske forklaringsmodel er, at vi ikke i fossilerne finder nogen betydelig progression, hverken op til dette punkt eller videre fra dette punkt. Der ses kun trivielle variationer derefter. Modellen, hvor den ’nyeste’ flagermus hele tiden udkonkurrerer den foregående, synes således fuldstændig at falde til jorden. Den kan ikke forklare det allestedsnærværende mønster af pludselig tilsynekomst og stasis.

Den tredje og vigtigste pointe her er, at selv i Goulds evolutionære scenarie må man forvente indimellem at finde mellemformer, i hvert fald når udviklingen skal overstride større morfologiske svælg. Overgangsformer måtte være at finde her og der i fossilmaterialet, og jo mere der skal forandres – nogle gange legemets opbygning i dets helhed – for at komme fra den ene art til den anden, jo flere mellemformer må man forvente at finde.

Det er her, den darwinistiske forklaring begynder at bryde sammen. Som den Berkeley-uddannede biolog Jonathan Wells siger: ”Hvis man tænker på Darwins forgrenede træ, hvor vi har et fælles ophav nederst på stammen og de forskellige nulevende dyr ude i grenenes spidser, taler vi om, at man begynder med en livsform, som så gradvist udvikler sig til lidt forskellige livsformer, som så bliver mere og mere forskellige, indtil vi når frem til de store forskelle, vi nu ser. Problemet med den kambriske eksplosion er, at alle disse store forskelle optræder sammen og samtidigt uden nogen som helst vidnesbyrd, om at de nedstammer fra dette fælles ophav.”

Når evolutionister er vidne til en pludselig opkomst af dyr, der udviser den højeste grad af strukturel forskellighed – som for eksempel de meget forskellige væsner trilobitten (en arthropod) og søstjernen (en echinoderm) – vil de antage, at disse to livsformer nedstammer fra en mere enkel phyla i de dybere geologiske lag. De eneste kandidater til en sådan ’forfader’ i de underliggende lag er imidlertid en-cellede organismer eller svampe, eftersom man nu i Kina har fundet svampefostre i lag umiddelbart under de kambriske. En gruppe fjeragtige, edicaranske dyr er blevet foreslået som forfædre, men disse betragtes nu som urelaterede blindgyder og ikke mulige forfædre. Den mest almindelige evolutionistiske forklaring er, at de kambriske dyrs forfædre var bløddyr, der ikke ville blive bevarede som fossiler, men den forklaring er nu blevet skudt ned af de nye fund af særdeles bløde svampefostre, der har efterladt de nydeligste fossiler i kinesiske præ-kambriske lag. Normalt ville man selvsagt forvente, at når udviklingen skal krydse så kæmpemæssigt et svælg, ville vi finde flere mellemformer, end når der skulle mindre forandringer til. Men vi finder altså ingen overhovedet!

Jo større forandringer i kropsstruktur, der er tale om, jo flere mellemformer vil det kræve, og jo større svælget mellem to kropsopbygninger er, jo flere ’trædesten’ bør vi altså finde blandt fossilerne. I den kambriske periode ser vi imidlertid det stik modsatte. Netop der hvor der er brug for flere overgangsformer – mellem forskellige phyla – for at blåstemple Darwins teori, finder vi slet ingen. Og de store huller er ikke ved at blive fyldt ud, tværtimod: situationen bliver værre år for år. Derfor vil vi nu forsøge at trænge lidt dybere ned i det kambriske mysterium.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

18

En ”Magical History Tour” i den kambriske periode

Stephen Jay Gould er vel den, der har gjort mest for at gøre mysteriet om den kambriske eksplosion tilgængeligt for et større publikum. Derfor vil jeg lade Gould selv give læseren en fornemmelse for den mest massive og forbløffende af alle ”pludselige opkomster” i jordens historie. Ud over den meget grundige Darwin’s Doubt af Stephen Meyer vil jeg anbefale Goulds bog om emnet, Wonderful Life, hvor han beskriver de canadiske opdagelser, der rystede biologiens verden. Her er, hvad Gould skrev i en artikel i Nature:

Det kambriske hav sydede af liv, som vi har bevaret i en overflod af fossiler. Men da geologerne … studerede de tidligere, præ-kambriske lag, fandt de intet organisk – ikke det mindste spor af noget, der kunne ligne ’forfædre’ til den varierede mangfoldighed af trilobitter, mollusker, brachiopoder og andre livsformer i de kambriske lag. Denne geologisk meget pludselige overgang fra ingenting til en rig fauna, hvor man finder repræsentanter for så godt som alle de phyla, vi kender i dag, er af nogle med en velvalgt metafor blevet kaldt ”den kambriske eksplosion”.

Dette er en præcis opsummering af situationen, hvor der ikke lægges skjul på, at rigdommen af livsformer i kambrisk tid tilsyneladende ingen forbindelse har med nogen tidligere livsformer. Dette må naturligvis afføde spørgsmålet: Finder man overhovedet noget liv i de underliggende lag, i den ’kælder’, som er ældre end selv de kambriske lag? Gennem mange år (før 1960) mente palæontologerne, at den præ-kambriske klippe slet ikke indeholdt nogen fossiler, men var som et stykke blankt papir. Siden 1960’erne er det imidlertid blevet klart, at de præ-kambriske lag faktisk indeholder nogle små spor af liv, mest en-cellede ’mikro-fossiler’ så som bakterier. Man har også bemærket og beskrevet en gruppe af sjældne og enkeltstående væsner, der har fået betegnelsen ”ediacarisk fauna”. De fleste af disse væsner dateres til ikke tidligere end 30 millioner år før den kambriske æra, og mange af dem ligner af udseende en slags fjer, som er fæstnet til havbunden. En mærkelig fætter ved navn Tribrachidium ligner mest af alt en frisbee med en besynderlig dekoration, der får en til at tænke på et svastika med tre arme i stedet for fire. De ediacariske livsformer regnes imidlertid ikke for at være ophav til de kambriske livsformer, og eftersom bakterier selvsagt ikke pludselig kan udvikle sig til komplekse livsformer som søstjerner, har de præ-kambriske fossiler for så vidt blot øget mysteriet omkring den kambriske eksplosion af liv.

Man har længe kendt til denne bemærkelsesværdige eksplosion af fossiler helt nede i bunden af de fossile lag, og allerede på Darwins tid var den genstand for debat. Den pludselige opkomst af alle de større grupper af livsformer (phyla) i de nederste geologiske lag, uden nogen vidnesbyrd om afstamning fra nogen tidligere livsformer, undrede faktisk Darwin ikke så lidt. Det skal siges til hans ros, at han i sit hovedværk Arternes oprindelse (1859) indrømmede, at dette ”nok er den alvorligste og mest åbenbare af de mange indvendinger, man kan fremføre mod mine synspunkter”.

Burgess Shale: Opdagelse og genopdagelse

Vi spoler hurtigt frem til før 1. verdenskrig, hvor den amerikanske palæontolog Charles Walcott i 1909 faldt over en ”guldmine af fossiler” højt oppe i de canadiske Rocky Mountains. Gennem syv år gravede han hver sommer i et kambrisk geologisk lag i British Columbia, som kaldes Burgess Shale. Han blev belønnet med nogle af de mest velbevarede fossiler fra den kambriske periode, som nogensinde er fundet. Disse uvurderlige fossiler blev pakket ned og sendt til Smithsonian Museum i Washington D.C., hvor de blev sikkert deponeret og derefter mere eller mindre glemt i omkring halvtreds år.

I 1970’erne fik tre britiske forskere fra Cambridge University mulighed for at studere Walcotts fund fra Burgess Shale, der aldrig før havde været genstand for nogen grundig undersøgelse. De pustede støvet af fossilerne og begyndte at nærstudere hvert enkelt af de usædvanlige væsner i samlingen. Det varede ikke længe, før de fandt uventede fænomener, og til deres forbløffelse viste flere dusin af de

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

19

forstenede dyr sig at være helt nye opdagelser – en række ”originaler”, som man aldrig før havde fundet i de kambriske lag. Mange af fossilerne fra Burgess Shale kunne slet ikke tilskrives nogen kendt kategori af levende væsner. Et slående eksempel er det lille uhyre, man har kaldt Opabinia. Dette væsen har en strømlinet krop, en hale som på et fly og et hoved med fem fremtrædende øjne. Foran på dets hoved sidder der en snabel, som minder om en brandslange, med en gribeklo i enden. Dette dyr havde man aldrig før set i den i forvejen store vrimmel af væsner fra den kambriske eksplosion.

Man kunne nævne mange andre nyopdagede kambriske væsner blandt Walcotts fossiler, der iblandt tre af mine personlige favoritter – Wiwaxia, Marella og Naraoia – men nu er tiden vist inde til at opsummere. Da man omhyggeligt havde studeret og klassificeret alle ’originalerne’ fra Burgess Shale, havde den kambriske eksplosion vokset sig markant større. En forsideartikel i Time fra december 1995 om de kambriske opdagelser taler meget rammende om ”Biologiens Big Bang”.

Det var de nyopdagede væsners voldsomme ’forskellighed’ fra andre kambriske dyr – de tydelige forskelle, hvad kropsopbygning angår – palæontologerne fandt mest bemærkelsesværdig. I Wonderful Life bemærker Gould, at den populære lærebogsfremstilling, ifølge hvilken evolutionen med tiden frembringer ”et kræmmerhus med stigende diversitet” i de grundlæggende livsformer, pludselig var blevet vendt på hovedet. Dermed menes, at kræmmerhusets top (der repræsenterer perioden med den største diversitet) med ét befandt sig i bunden af fossil-rækkefølgen, i kambrisk tid og ikke i nutiden.

Efter den kambriske periode opstår der ingen nye grundlæggende kropsopbygninger; nogle af de gamle forsvinder derimod, fordi deres ejermænd uddør. Fossil-eksperterne fra Cambridge havde givet den videnskabelige verden et chok, og mens de afsluttede deres arbejde i 1980’erne, havde de næppe drømt om, at et endnu større kambrisk ’granatchok’ var i vente. Denne gang sagde det bum på den anden side af kloden, i det sydlige Kina.

Kinesiske uhyrer indtager den fossile scene

Palæontologen Dr. Jun-Yuan Chen underviser ved det ansete Nanking Institute of Geology i Kina.

Engang midt i 80’erne viste en af professorens forhenværende studenter ham et meget velbevaret kambrisk fossil, han havde fundet i det sydlige Kina, tæt ved grænsen til Vietnam. Fossilet vakte Dr. Chens interesse, og han spurgte sin student, præcis hvor han havde fundet det. ”I nærheden af landsbyen Chengjiang” (udtalt ”tjeng-jang”) lød svaret. Landsbyen er en af mange, som ligger tæt i landbrugsområderne i provinsen Yunnan.

Studenten tog Dr. Chen med til det sted, hvor fossilet var fundet. Chen og hans kolleger gik straks i gang med at grave i området og blev forbløffede over dets rige forekomst af fossiler. Midt i 1990’erne havde man fundet tusindvis af uvurderlige kambriske fossiler i det fine gule skiferler, som havde bevaret selv skrøbelige kambriske bløddyr i de fineste detaljer. I nogle tilfælde lod de indre organers form og indhold sig ligefrem se. Dr. Chens student havde ført ham til det største kambriske fossilfund nogensinde, som selv fossilerne fra Burgess Shale ikke kunne måle sig med.

Gennem de seneste tredive år, hvor udgravningerne ved Chengjiang er blevet bredt ud over et større område, har et fund af kambriske fossiler således igen rystet palæontologiens verden. Nye opdagelser – nogle af de mærkeligste væsner, man endnu har set – er vældet op af skiferleret i Chengjiang. Lad mig præsentere læseren for det mest bizarre af alle de nye kambriske væsner, man har fundet i Kina: Anomalocaris (som man dog også har fundet en variant af ved Burgess Shale). Dette mareridtsagtige væsen havde en stor krop, der var formet lidt som en flyvende tallerken (eller et rumskib) med en stor, tilspidset hale tæt besat med svømmefinner. På dens hoved udgår der fra toppen et par store stilke med øjne, og foran har den et par gribe-og-spise arme, der lidt ligner kæmperejer.

Da Dr. Chen i 1999 besøgte Florida, havde jeg den fornøjelse at ledsage ham, mens han rejste rundt til forskellige colleges og universiteter. Auditorierne var fyldte til bristepunktet af folk, der gerne ville se

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

20

nogle af de utrolige fossiler fra Chengjiang, han havde taget med. Jeg husker levende et lille, gulligt fossil af en Anomalocaris, hvor man i de mindste detaljer kunne studere det løjerlige væsen. Jeg spurgte Chen, om dette var et fuldvoksent eksemplar, men han lo og svarede: ”Nej nej, det her er en baby. Vi har fundet eksemplarer, som var næsten to meter lange!” Dette grumt udseende væsen har tilsyneladende været det kambriske havs konge, eftersom de fleste af de andre dyr, man har fundet i kambriske aflejringer, højst er femten centimeter lange.

Opsummering: Hvad så?

De fossile fund i Canada og Kina, som vi her har omtalt, udgør et af den moderne palæontologis store ’eventyr’, og der gøres stadig eventyrlige opdagelser. Hvert år findes der nye aldrig-før-sete fossiler i de fossile lag i både Kina og Canada. Overalt kommer disse meget forskelligartede dyr pludseligt til syne i de fossile lag, uden nogen antydninger af mere primitive ’forfædre’ i de underliggende lag. Efter deres fremkomst spores der heller ingen forandring – man ser en stasis – indtil dyrene uddør og forsvinder fra fossil-rækkefølgen. Det mønster, jeg skitserede i begyndelsen, gentager sig således her, men forstørres og hæves til et helt nyt niveau i de kambriske lag. Hvorfor er dette så afgørende? Det enkle svar er, at vi her ser så mange phyla og klasser dukke op samtidig – næsten som ved en lang maskingeværsalve – at den skinnende top af Darwins isbjerg bliver åbenbar for enhver.

Således står darwinismens store påstand om gradvis evolution ifølge design-teoretikere over for en massiv udfordring. De kinesiske fossil-forskere har leveret nogle betydningsfulde bidrag til underbygning af ID-hypotesen. På videoen Icons of Evolution siger Dr. Chen for eksempel: ”Måske fortæller darwinismen os kun en del af historien om livets udvikling.” Da Dr. Chen besøgte universiteter i Florida, hørte jeg ham selv gentagne gange sige: ”Darwinismen kan ikke længere forklare den kambriske eksplosion. Vi har brug for en ny teori.”

Jeg har en teori at foreslå Dr. Chen: Intelligent design af disse bemærkelsesværdige væsner og deres tilhørende ’hard-diske’ af kodet DNA, er præcis, som vi ville forvente, hvis disse dyr var konstruerede af en intelligent aktør. Som Darwin selv var inde på det i sine ræsonnementer, må vi lede efter årsager, som i vores erfaring er i stand til at afføde de virkninger, vi kan iagttage. Tilfældige, ikke-intelligente kræfter, der gradvist frembringer avancerede levende væsner, lever slet ikke op til Darwins eget krav om ”gyldige årsager”. Det gør en intelligent designer til gengæld! Den bedste forklaring turde nu være åbenbar.

(Artiklen er oversat til dansk af Helge Hoffmann.)

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Har Intelligent Design fået et gennembrud som videnskab?

Ola Hössjer Professor i matematisk statistik, Stockholms universitet Steinar Thorvaldsen og Ola Hössjer fik i september 2020 udgivet artiklen “Using statistical methods to model the fine-tuning of molecular machines and systems” i det ansete videnskabelige tidsskrift "Journal of Theoretical Biology". Artiklen blev præsenteret af Arne Kiilerich i forrige nummer af Origo (se "Fin justering ind i biologiens verden", Origo nr. 151, side 30-41). Siden har artiklen mødt en del kritik i Sverige. Ola Hössjer svarer i denne artikel på kritikken. Red.

Introduktion og baggrund

Sidste år publicerede jeg sammen med Steinar Thorvaldsen, som er professor i informationsvidenskab ved Tromsø universitet, forskningsartiklen ”Using statistical methods to model the fine-tuning of molecular machines and systems” i tidsskriftet Journal of Theoretical Biology. I denne artikel, der i det følgende vil blive betegnet som TH2020, foreslår vi en matematisk og statistisk model til at teste, hvorvidt biologiske systemer (proteiner, komplekser af proteiner, cellulære netværk) kan opstå ved tilfældigheder, eller om finjustering er en bedre forklaring. Finjustering af et system indebærer, at en række forskellige parametre må være meget nøjagtigt kalibrerede, for at systemet kan eksistere og fungere. For at kunne tale om finjustering, kræves det, a) at sandsynligheden, for at systemet er opstået ved tilfældigheder, skal være meget lille, og b) at der kan opstilles en uafhængig specifikation af, hvad der er finjusteret. Denne specifikation kan indebære, at alle systemets dele må være på plads, før systemet kan fungere; at det trods sin kompleksitet er opstået på kort tid; eller at det indeholder koder, instruktioner og organiserede strukturer, som vi kan genkende fra intelligente kilder.

Begrebet finjustering har været kendt og brugt i fysikken gennem de sidste 50 år, og i dag er et flertal af fysikere enige om, at universet må være finjusteret for at kunne eksistere og indeholde liv. Inden for biologien taler man imidlertid ikke så meget om finjustering, og man må spørge sig selv hvorfor. En mulig forklaring er, at finjustering i mange tilfælde sammenkobles med en intelligent designer, hvilket naturligt leder tankerne hen på en skabende Gud. Påstanden om finjustering må ikke nødvendigvis indebære en designer, men dette regnes i al almindelighed for den mest nærliggende tolkning eller forklaring på den ovenstående specifikation (b). Koblingen mellem finjustering og design spiller en central rolle inden for Intelligent Design (ID), en bevægelse som opstod i USA i slutningen af 80’erne med det formål at undersøge andre mulige forklaringer på livets fremkomst og mangfoldighed end de fremherskende sekulære forklaringer (kemisk og biologisk evolution), der dominerer den akademiske verden. Som troende kristen kan jeg gå et skridt videre og identificere den Intelligente Designer med Gud. Derefter kan jeg ud fra et kreationistisk perspektiv søge inspiration i Bibelen i mine forsøg på at finde og fortolke forskellige egenskaber ved biologiske strukturer. Mens ID-bevægelsen således ikke går længere end at tilskrive finjustering en ukendt designer, går kreationisterne et skridt videre og tolker finjusteringen som noget, Gud har skabt eller forårsaget.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

22

For mit eget vedkommende anlægger jeg både det kreationistiske perspektiv og ID-perspektivet på tingene. Alt efter emne og sammenhæng for min forskning vælger jeg så enten at tage ét eller to skridt i min fortolkning af, hvordan finjusteringen kan være opstået, eller også vælger jeg slet ikke at tage stilling til spørgsmålet om finjusteringens oprindelse. I nogle tilfælde finder jeg det bedst at overlade det til læseren at gruble over, hvordan finjusteringen kan være opstået, i andre tilfælde virker det oplagt at forklare finjusteringen ud fra vores generelle viden om tingenes intelligente ophav eller ud fra bibelske tekster. I slutningen af den omtalte artikel, TH2020, tager jeg og Thorvaldsen det skridt at tilskrive finjusteringen en intelligent aktør. Eftersom dette er ganske usædvanligt i et sekulært akademisk miljø, er vores artikel blevet meget bemærket og omtalt. Sidste år var TH2020 således den mest downloadede artikel fra Journal of Theoretical Biology.

En af de forskere, som har deltaget i debatten om TH2020, er Lars Johan Erkell, som er docent i zoofysiologi ved Göteborgs universitet. På Biolog(g), en blog, som skrives af institutionen for biologi og miljøvidenskab ved Göteborgs universitet, skrev Erkell i november artikelserien ”Genombrott för Intelligent Design?”, hvor han i syv artikler analyserer og kommenterer TH2020. Som akademiker må jeg naturligvis byde en saglig kritik, hvor mine forskningsresultater analyseres og gås efter i sømmene, velkommen. En saglig debat er ofte med til at føre videnskaben fremad. Jeg vil også gerne anerkende Erkell for, at han ikke bare har taget sig tid til at læse TH2020, men også har studeret nogle af de artikler, Steinar og jeg her refererer til. Det gør dele af hans kritik velinformeret. Samtidig indeholder Erkells kritik imidlertid nogle påstande om, at vores artikel ikke bare er pseudovidenskabelig, men decideret antividenskabelig, og denne voldsomme kritik ser jeg mig selvsagt nødsaget til at imødegå.

Jeg har delt min svarartikel op i syv dele (svarende til Erkells syv artikler) og en afsluttende sammenfatning.

Del 1: Resultaterne i artiklen om finjustering

Som nævnt i indledningen bygger den metode, vi foreslår til at sandsynliggøre finjustering i et biologisk system, på to grundsten. Man må for det første (a) vise, at sandsynligheden, for at systemet er opstået ved rene tilfældigheder, er meget ringe. For det andet (b) må man påvise en ekstern specifikation, som en observatør vil kunne genkende. I del 1 spørger Erkell, hvilke resultater TH2020 egentlig præsenterer læseren for. Ifølge ham indeholder vores artikel udelukkende matematiske spekulationer, som ingen relevans har for den biologiske virkelighed. Erkell savner med andre ord konkrete eksempler på, hvordan vores matematiske teori til konstatering af finjustering skal anvendes i praksis.

Det er rigtigt, at vi i TH2020 ikke præsenterer konkrete regne-eksempler, der skal illustrere vores teori. Det er imidlertid heller ikke det, artiklen tager sigte på. Vores sigte er dels at give en oversigt over fænomenet finjustering, dels at foreslå et matematisk rammeværk for at påvise finjustering, der sidenhen kan anvendes i opfølgende artikler til at undersøge, om et givet biologisk system (et protein, et kompleks af proteiner, et cellulært netværk) er finjusteret eller ej. Samtidig indeholder TH2020 hundredvis af referencer til andre artikler, og i flere tilfælde kommer vi med konkrete forslag til, hvordan specificeringen i b) skal vælges, ligesom vi udførligt begrunder, at sandsynligheden a), for at det biologiske system er opstået ved tilfældigheder, bør være meget lille. Desuden baserer flere af de artikler, vi refererer til, sig på empiriske studier eller analyser af sådanne studier. 1 Vores matematiske model er med andre ord ikke grebet ud af den blå luft.

Samtidig er det vigtigt at pointere, at matematiske modeller nødvendigvis må repræsentere forenklinger af en mere kompliceret biologisk virkelighed. Hvorvidt en model bliver til nytte eller ej,

Se for eksempel Axe, D.D. (2004): ”Estimating the prevalence of protein sequences adopting functional enzyme folds” J. Mol. Biol. 341 (5), 1295-1315. Endvidere Kozulic, B. og Leisola, M. (2015): “Have Scientists Already been Able to Surpass the Capabilities of Evolution?” viXra Biochemistry 1504.0130.

11

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

23

afhænger af i hvor høj grad den viser sig i stand til at forklare empiriske data. Dermed er imidlertid ikke sagt, at enhver forskningsartikel behøver indeholde en sådan kobling mellem matematik og empiri, selv om denne kobling selvfølgelig i det lange løb er afgørende vigtig. Der findes mange eksempler på grene af videnskaben (som for eksempel populationsgenetik og teoretisk økologi), som ganske vist har med tillempninger til en biologisk virkelighed at gøre, men som på det teoretiske plan slet ikke knytter an til nogen empiri. På trods af dette er populationsgenetikken blevet et vigtigt redskab til at beskrive evolution i mindre skala, mikroevolution, efterhånden som flere genetiske data er blevet tilgængelige. På samme måde har teoretisk økologi fundet anvendelse i arbejdet med at forstå de processer, som forårsager forandringer i miljø og klima. Mit spørgsmål til Erkell må derfor være, om han generelt regner det for værdiløst, når teoriudvikling nogle gange går forud for empiriske undersøgelser? Er denne fremgangsmåde ikke bare et tegn på en frugtbar mangfoldighed i den videnskabelige metode?

Del 2: Om at regne på design

For at kunne vurdere sandsynligheden for, at et biologisk system er opstået ved rene tilfældigheder (jævnfør trin af i vores metode til påvisning af finjustering), kræves der en naturalistisk model M2, som beskriver, hvordan udviklingen/evolutionen har fundet sted. At modellen er naturalistisk indebærer, at den kun opererer med naturlige forklaringer. Når man taler om biologisk evolution forstået som udviklingen af komplicerede livsformer fra enkle, en-cellede organismer, opererer man normalt med de fem naturlige mekanismer: i) mutationer, ii) genetisk drift, iii) naturlig udvælgelse, iv) rekombinationer af genetisk materiale fra et forældrepar og v) en blanding af genpuljer, som skyldes geografisk migration.

Erkell hævder, at det er praktisk umuligt at finde frem til en rimelig vurdering af, hvorvidt for eksempel et protein kunne have udviklet sig i overensstemmelse med en naturalistisk model M2. Jeg medgiver gerne, at det er ekstremt vanskeligt, eftersom en sådan model nødvendigvis må være meget kompliceret og indeholde en række mere eller mindre ukendte parametre. Ikke desto mindre mener jeg, at det faktisk lader sig gøre at kvantificere, hvor vanskeligt det er for naturalistiske processer at frembringe komplekse strukturer. Hvis man fokuserer på bestemte egenskaber ved et protein, som ifølge M2 må have udviklet sig, kan man nå frem til et konservativt øvre skøn over sandsynligheden for, at et protein er et resultat af en tilfældig evolutionær proces. For at tage hensyn til det faktum, at flere af modellens parametre (så som selektionstryk, mutationshastighed, populationsstørrelser, forplantningshastighed mm.) kan være svære at finde nøjagtige data for, må man gennem en såkaldt sensitivitetsanalyse regne sig frem til, hvordan den øvre værdi af sandsynligheden for proteinets udvikling vil ændre sig, hvis de indgående parametre ændrer sig. Hvis den øvre værdi af sandsynligheden for enhver kombination af biologisk rimelige værdier for de indgående parametre er lille, har man dermed argumenteret for, at den foreslåede naturalistiske model M2 vanskeligt kan forklare det givne proteins fremkomst. Jeg hævder således, i modsætning til Erkell, at det første trin (a) i vores metode til at påvise finjustering i høj grad lader sig gennemføre i praksis.

Den anden del (b) af vores argument for finjustering består i at finde et mål f(x) for, hvor specifikt et biologisk system x er. Som nævnt i indledningen vil f(x) knytte an til en egenskab, som en observatør kan genkende, og som i mange tilfælde vil lede tankerne hen på en intelligent designer, der må være ophav til systemet. I TH2020 kommer vi med flere eksempler på, hvordan systemet x og dets specifitet f(x) kan vælges. Et eksempel er, at x angiver et protein eller en molekylær maskine, og at specificeringsgraden angiver, hvor mange af systemets dele, som skal være på plads, for at x kan fungere. Et andet eksempel er, at f(x) angiver biologisk ’fitness’ i en organisme x, forstået som denne organismes evne til at reproducere sig. I tilknytning til det sidstnævnte eksempel argumenterer vi i TH2020 for, at evolutionen på lang sigt vil nedbryde det genetiske materiale i en art, eftersom de fleste mutationer er skadelige eller neutrale. Konsekvensen bliver da, at artens individer taber fitness med tiden. Dette medfører så igen, at sandsynligheden i a) bliver meget lav for, at en evolutionær model

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

24

M2, der baserer sig på de ovennævnte mekanismer i)-v), kan have frembragt organismen gennem årmillioners udvikling, fordi det genetiske materiale i lige så lang tid er blevet forringet. 2 Hvis en naturalistisk model M2 har svært ved at forklare, hvordan et biologisk system, som indeholder nogen form for specifikation, er opstået, bliver spørgsmålet så, om der findes en bedre forklaringsmodel. I slutningen af TH2020 kommer vi med eksempler på design- eller kreationistisk inspirerede modeller M1, som vi mener har bedre muligheder end M2 for at forklare et finjusteret systems opkomst. For at gøre et sådant argument mere stringent gælder det om at påvise, at sandsynligheden for, at det givne system skulle opstå, er meget højere i designmodellen M1 end i den naturalistiske model M2. I eksemplet ovenfor, hvor f(x) angiver graden af biologisk fitness i en organisme x, refererer vi til en række artikler, der beskriver en designmodel, som til de nævnte (mikro)evolutionære mekanismer i)-v) føjer en sjette mekanisme iv) i form af genetisk variation hos et første, skabt par, som alle individer i arten nedstammer fra. Ifølge en sådan designmodel M1 kan fremkomsten af arter forklares med en kombination af skabt variation (mekanismen vi) og en kortvarig udvikling i mindre skala; mikroevolution (ud fra mekanismerne i-v). I dette tilfælde formindskes problemet med genetisk nedbrydning væsentligt, eftersom den skabte variation gør det muligt at antage, at arten er opstået for relativt nylig, så den genetiske nedbrydning, forårsaget af de skadelige mutationer, har haft meget kortere tid at virke i.

Erkell forholder sig stærkt kritisk til, at vi opererer med en desigmodel til at forklare opkomsten af et biologisk system. Han skriver:

For at kunne beregne sandsynligheden, for at en kompleks biologisk struktur kan opstå, må vi altså have en troværdig og detaljeret model for processen. Det gælder også, hvis man vil postulere en bagvedliggende designer. Vi må altså have viden om denne designer for at kunne bedømme sandsynligheden for, at vedkommende ville designe den biologiske struktur, sådan som den er. Dette kræver detaljeret viden – vi må have indblik i præcis, hvordan designeren tænker, hvilke hensigter, planer og midler vedkommende ligger inde med. Hvis vi skal beregne noget statistisk, må vi have konkrete data: tal.

I designbevægelsen passer man imidlertid meget på ikke at sige noget om, hvem designeren måtte være, eller hvilke egenskaber man må tilskrive ham. Det gør det principielt umuligt at beregne den statistiske sandsynlighed for, at en designproces har fundet sted. Det er altså ikke bare praktisk umuligt som i den naturalistiske model, men principielt umuligt.

Jeg er helt enig med Erkell i, at det er svært at finde frem til, præcis hvilke planer og intentioner en designer har, men det behøver vi heller ikke nødvendigvis at vide. Det er tilstrækkeligt at lade designinspireret tænkning frembringe konkrete falsificerbare hypoteser. En designinspireret model kan derfor udmærket kombineres med den hypotetisk-deduktive metode, som danner grundlag for den empiriske videnskab. Processen består af følgende tre trin:

1) Foreslå en falsificerbar hypotese, som kan indeholde både naturlige mekanismer og designinspirerede elementer.

2) Vurder, hvorvidt hypotesen fra 1) stemmer overens med de videnskabelige data.

3) Hvis hypotesen i 2) viser sig ikke at harmonere med data, gå da tilbage til 1) og foreslå en ny hypotese.

Erkell stiller meget vidtgående for ikke at sige urimelige krav til designmodellen, når han ikke vil lade sig nøje med falsificerbare hypoteser. Han kræver ligefrem, at man inddrager egenskaber hos

Dette kaldes almindeligvis Haldanes dilemma. En historisk oversigt over Haldanes dilemma finder man i Basener, W., Cordova, S., Hössjer, O. og Sanford, J. (2021): ”Dynamical Systems and Fitness Maximization in Evolutionary Biology” i Sriraman, B. (red.): Handbook of the Matematics of the Arts and Sciences (Springer, Cham.)

2

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

25

designeren, som ifølge sagens natur er svære at vurdere videnskabeligt. Om end det kan være nok så interessant at diskutere en designers hensigter, så har dette med fortolkningen af og årsagen til opkomsten af hypoteser at gøre, og det er ikke noget, den hypotetisk-deduktive metode kræver.

Desuden rammer Erkells ræsonnement ham selv som en boomerang. For burde han ikke stille de samme strenge krav til naturalistiske modeller M2, hvor tolkningen af disse indgår? Hvordan skal tilfældighederne i en evolutionær model således forklares? Er der tale om epistemisk tilfældighed (som en slags beskrivelse af manglende kundskab), ontologisk tilfældighed (ægte ikke-determinisme), eller må vi ty til kvantemekanik for at forklare tilfældighedernes forekomst? Hvilken tolkning af kvantemekanikken skal vi i så fald lægge til grund? Hvis ikke der kan gives et entydigt svar på disse spørgsmål, risikerer Erkell at save den sekulære videnskabsgren af, som han selv sidder på.

Del 3: Mirakler og videnskab

I sin artikel 3 foretager Erkell et sidespring og kommenterer et antal artikler om menneskets ophav, som jeg har skrevet i samarbejde med Ann Gauger og Colin Reeves. 3 I disse artikler anvender vi den designmodel M1, som er beskrevet i del 2 i en kreationistisk kontekst. Mere præcist lægger vi i vores model M1 til grund, at alle mennesker nedstammer fra et første menneskepar, Adam og Eva. Modellen opererer således både med de ovennævnte mikroevolutionære mekanismer (i)-(v) og med den antagelse, at Adam og Eva blev skabt med genetisk variation (vi). Ifølge denne model har Adam altså to genetisk forskellige kopier af alle sine ikke-kønskromosomer, og det samme gælder Eva. Derved får vi fire genetisk forskellige varianter af hvert ikke-kønskromosom i den første efterfølgende generation.

Graden af genetisk forskellighed mellem disse varianter, altså graden af skabt variation, er en parameter, som kan varieres i modellen.

Erkell kalder vores kreationistiske model M1 for en ”mirakelmodel” (det synes jeg for så vidt, er et godt navn 4), og han stiller lige så høje krav til denne model som til designmodellen i foregående afsnit: En hypotese skal således kunne basere sig enten på videnskaben eller på Bibelen. Jeg finder imidlertid ingen diskussion af, præcist hvordan Bibelen skulle kunne dokumentere, at Gud har skabt Adam og Eva med maksimal genetisk variation. Ola Hössjer og hans medforfattere henviser således til en skabt variation, som de ikke sandsynliggør hverken ud fra videnskaben eller ud fra Bibelen.

For at styrke sin argumentation tager Erkell fat i citatet: ”On an individual level, hypotheses must invoke observable processes or biblically-justified miraculous processes” af kreationisterne Jeanson og Lisle. 5 Jeg vil gerne bakke op om denne formulering, hvis sigtet er at vælge mellem en kreationistisk model M1 og en naturalistisk model M2. At en hypotese kan motiveres ud fra Bibelen, betyder imidlertid ikke, at den er et direkte citat af et bibelvers. Her har Erkell simpelthen misforstået, hvordan kreationistisk forskning foregår. I selve arbejdet kan man udmærket lade Bibelen inspirere

Hössjer, O., Gauger, A. og Reeves, C. (2016a): ”Genetic modeling of human history, part 1: Comparison of common descent and unique origin approaches.” BIO-Complexity.

4 I vores sjette mekanisme for genetiske forandringer, skabt variation (vi), går vi ud fra, at dette er en del af Guds skabelse. I almindelighed plejer man imidlertid at definere mirakler som undtagelser fra de naturlove, som Gud fra begyndelsen har fastlagt. Se for eksempel Keener, C.S. (2011): Miracles, the credibility of the New Testament accounts (Baker Academics, Grand Rapids), Hössjer, O. (2018): Becoming a Christian, Combining prior belief, evidence and will (Wipf and Stock Publishers, Eugene, OR) og Grenholm (2019): Dokumenterade mirakler (Sjöbergs Forlag).

Alternativt kan hele Guds skabelse regnes for et mirakel, og derfor har jeg intet imod – som Erkell foreslår - at hæfte betegnelsen ”mirakelmodel” på vores kreationistiske forklaringsmodel for menneskelig, genetisk variation.

5 Jeanson, N.T. og Lisle, J. (2016): ”On the origin of eukaryotic species’ genotypic and phenotypic diversity: Genetic clocks, population growth curves, and comparative nuclear genome analyses suggest created heterozygosity in combination with natural processes as a major source mechanism.” Annsw Res J: 81-122.

3

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

26

formuleringen af falsificerbare hypoteser. Kreationismen kan med andre ord godt forenes med den historisk-deduktive metode, uanset om vi direkte tager udgangspunkt i et bibelcitat eller blot lader os inspirere af indholdet i Bibelen. De tre trin i processen bliver da følgende:

1) Foreslå en falsificerbar hypotese, som dels kan indeholde naturlige forklaringer, dels forklaringer som er inspireret af Bibelen.

2) Vurder om hypotesen i 1) stemmer overens med de videnskabelige data.

3) Hvis hypotesen ikke harmonerer med data i 2), gå da tilbage til 1) og foreslå en bedre hypotese.

Som kristen tror jeg, at Gud har skrevet to bøger: Bibelen og naturens bog. Derfor er det i sidste instans Gud, der står bag både det, vi kalder ”naturlige forklaringer”, og de bibelsk motiverede forklaringer. Naturligvis må man stille de samme krav til en kreationistisk model M1 som til en sekulær model M2. Erkell mener imidlertid, at den kreationistiske mirakelmodel, vi foreslår, for det første er ad hoc, og for det andet ikke er falsificerbar. Jeg finder begge disse påstande helt fejlagtige.

Der står i Bibelen, at mennesket er skabt unikt. Ud fra dette udsagn finder jeg det hverken søgt eller ad hoc at gå ud fra, at Gud skabte Adam og Eva med genetisk variation, eftersom han også er kreativ og ikke ønskede, at alle mænd og kvinder respektivt skulle ligne hinanden som enæggede tvillinger. Ved at skabe de to første mennesker med variation reducerede han også risikoen for, at indavl skulle bane vej for skadelige mutationer i de efterfølgende generationer. Det bør imidlertid bemærkes, at vi alene opererer med skabt variation som fænomen i vores model. Vi tager slet ikke stilling til, hvorfor Gud skabte de to første mennesker med variation. Derfor er modellen også falsificerbar, eftersom vores DNA i så fald, på grund af rekombinationer (iv), er en mosaik af de fire grundlæggende byggesten i hvert kromosom, som Adam og Eva blev skabt med. Disse byggesten, som kaldes haplotype-blokke, blev opdaget af sekulære forskere for omkring 20 år siden. Dette nævner vi i to af vores artikler, med adskillige referencer. 6 Enten har Erkell ikke bemærket disse referencer, eller også har han ikke indset, at forekomsten af haplotype-blokke gør vores mirakelmodel falsificerbar. Og uanset om haplotypeblokkene identificeres eller ej, mener jeg, at vores model er falsificerbar i og med, at der findes indirekte metoder til at vurdere forekomsten af skabt variation ved at sammenholde de allelfrekvensspektre og ”linkage disequilibrium plots”, som man kan regne sig frem til ud fra data, med det, som mirakelmodellen forudsiger. Det er netop dette, vi udnytter i en af vores publikationer for at teste M1 mod data. 7 Erkell har dog (i artikel 5 af sin serie) nogle indvendinger mod vores metoder til at afpasse mirakelmodellen til data: Man tilføjer således en ukendt designer som en sjette mekanisme. Men dermed forsvinder alle muligheder for at føre en faktabaseret diskussion, for vi har jo ingen anelse om, hvornår eller hvordan en sådan designer skulle gribe ind. Hössjer og hans kolleger går tilsyneladende bare ud fra, at deres designer skulle skabe en så tilpas stor genetisk variation, at deres model kan bruges. Men hvordan kan de vide det? Hvordan kan de teste deres model? Det går jo ikke. Man har ganske enkelt opfundet en designer, der har præcis de egenskaber, man ønsker sig.

Men her blander Erkell to ting sammen: Det første er, hvorvidt mirakelmodellen M1 er falsificerbar, hvilket jeg allerede har kommenteret, og det andet er, hvordan modellen er blevet tilpasset data. Alle statistiske modeller indeholder ukendte parametre, og det gør vores mirakelmodel også. Det er netop derfor, man må bruge data til at vurdere graden af skabt variation. Det er ikke mere mærkeligt, end

Se afsnit 3C i Hössjer m.fl. (2016a) og afsnit 1.3 i Hössjer m.fl. (2016b). Bemærk dog, at skabt variation kan defineres på forskellige måder. For eksempel kan Evas ægceller, som hun lige fra begyndelsen har indeholdt, være skabt forskellige. Vi har imidlertid valgt at gøre vores model med skabt variation så enkel som mulig ved at antage, at alle Evas ægceller var genetisk ens. Men man kan altså forestille sig forskellige (falsificerbare) modeller for skabt variation.

7 Hössjer, O. og Gauger, A. (2019).

6

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

27

når en evolutionsbiolog, som vil sætte en naturalistisk model M2 i forhold til data, må tilpasse den til mutationshastigheder, populationsstørrelser og rekombinationshastigheder. Man kan naturligvis overtilpasse, hvis man anvender en model med for mange parametre uden at validere den. Men i min og Ann Gaugers artikel brugte vi netop en meget enkel model med skabt variation, men uden geografisk variation (v). Vi opnåede også en god tilpasning af vores mirakelmodel til data, hvis Adam og Eva havde levet for flere hundred tusind år siden. Hertil bemærkede vi dog, at med en større (og mere realistisk) udgave af mirakelmodellen vil alderen for de to første mennesker formentlig kunne sænkes ikke så lidt. Mirakelmodellen lod sig desuden udmærket teste ved først at vurdere parametrene på ét datasæt (det man kalder træning af modellen) og derefter vurdere, hvor godt den fremkomne model passer til et andet datasæt (det man kalder validering af modellen).

Endelig kommer Erkell med en tredje kritik af mirakelmodellen:

Der er problemer med denne model. Uden at komme ind på genetikken kan man for eksempel konstatere, at der i denne model maksimalt kan findes fire genvarianter – alleller – af et bestemt gen. Der findes imidlertid genfamilier med flere tusind alleller.

Hvor kommer de så fra? Men når man først er begyndt at forklare tingene med mirakler, kan man måske løse det problem på samme måde?

Dette er en ganske forbavsende udtalelse fra en biolog. I vores model volder det ingen problemer at forklare genfamilier med et stort antal alleller, når man går ud fra, at Adam og Eva blev skabt med variation. Selv om der kun fandtes fire råkopier af hvert enkelt ikke-kønskromosom i den første generation, så kan mutationer (i) og rekombinationer (iv) i de kommende slægtled frembringe et stort antal varianter af forskellige gener.

Erkell afslutter del 3 i sin artikelserie med at spørge, hvordan jeg som matematiker kan tillade modeller med ad hoc-antagelser:

Hvis Ola Hössjer blev stillet over for en ny statistisk model, der baserede sig på et ubevist teorem, tror jeg, han ville råbe vagt i gevær. Teoremer skal bevises, ellers kan man ikke vide, at de er sande. Hvis der er noget i udledningen af en model, som der ikke findes bevis for, lader den sig ikke anvende. At gribe noget ud af den blå luft – et teorem eller noget andet – kaldes en ad hoc-antagelse, og det er ikke tilladt i en videnskabelig sammenhæng. Hvis man ikke kan få sin teori til at hænge sammen, kan man ikke bare finde noget at lime den sammen med. Alle dele af en matematisk udledning eller en biologisk teori må bygge på viden; man kan ikke bare hente noget ud af den blå luft, når man har brug for det.

Der er meget at svare til denne kritik. For det første sammenblander Erkell matematik (en deduktiv videnskab) med biologi (en empirisk eller induktiv videnskab). I matematikken går man ud fra aksiomer (antagelser, man fæster lid til) og beviser det ene eller det andet ud fra disse aksiomer. Her stilles der store krav til præcision, eftersom en ganske lille fejl kan kompromittere et helt bevis.

Imidlertid indeholder matematikken ikke nogen krav om, at et aksiom skal have noget med virkeligheden at gøre (selv om matematikken har vist sig meget anvendelig i den virkelige verden). I biologien arbejder man derimod med at tilpasse forskellige modeller tilgængelige data ved hjælp af den hypotetisk-deduktive metode (og her kommer matematikken ind i billedet som et værktøj). Man kan derfor aldrig fuldt ud bevise, at en biologisk teori er sand, men man kan falsificere modeller, som ikke harmonerer med data, og man kan sandsynliggøre modeller ved at afprøve dem med held – jo flere gange, jo bedre. Naturligvis må man også inden for biologien være omhyggelig, når man foreslår modeller og tester dem på data, men som jeg har forklaret det ovenfor, er vores mirakelmodel for det første ikke ad hoc, og for det andet er den falsificerbar.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

28

Del 4: Hvad er information?

I sin fjerde artikel diskuterer Erkell begrebet information, som har stået centralt i telekommunikationsteorien gennem mere end 70 år. I TH2020 argumenterer vi for, at der findes et stort potentiale for også at bruge begrebet information inden for biologien. Dette falder godt i tråd med, hvad jeg tidligere har skrevet, eftersom information er nært forbundet med vores foreslåede metode til at påvise finjustering. 8 I slutningen af vores artikel skriver vi, at ”ikke-fysisk information” er et begreb, som kan give værdifulde bidrag til biologien, som én af flere input-parametre i biologiske modeller. I den sammenhæng refererer vi til en artikel af den amerikanske professor i filosofi Del Ratsch, som hævder, at design kan komme med værdifulde bidrag til biologien. Erkell er meget kritisk over for den måde, hvorpå vi refererer til Del Ratsch. Han skriver således.

Det her er ikke spor godt. Thorvaldsen og Hössjer har forvansket citatet, så det er kommet til at betyde noget helt andet. Del Ratsch bruger overhovedet ikke begrebet ”non-physical information” i sin tekst. Det har Thorvaldsen og Hössjer selv fundet på.

Det er fusk, og det er afslørende. Steinar Thorvaldsen er professor i informationsteori, og hvis ”ikke-fysisk information” havde været et begreb, som blev brugt inden for dette emne, havde han givetvis refereret til den videnskabelige litteratur. I stedet har man altså fabrikeret et citat, som man så tilskriver en kendt filosof. Det er et vidnesbyrd, om at ”ikke-fysisk information” ikke eksisterer som etableret videnskabeligt begreb.

Og hvad i alverden forestiller man sig egentlig, at ”ikke-fysisk information” skulle være? I al den informationsbehandling, jeg har hørt om, knytter informationen sig altid til noget materielt: en hjerne eller en computer. Informationen er altid båret af et fysisk medium som synlige symboler, lydbølger, magnetiseringsmønstre, elektromagnetisk stråling eller noget andet fysisk. Selve informationen består, så vidt jeg kan begribe det, af et mønster eller en struktur i det materielle medie. Men hvordan kan der findes mønstre eller struktur i noget, som ikke eksisterer? Kan ”ikke-fysisk information” på en eller anden mystisk måde svæve frit i luften? Hvor kommer den så fra? Og hvordan skulle den kunne påvirke materien? Hvordan kan vi overhovedet vide, at den eksisterer?

Her sammenblander Erkell to begreber: på den ene side, hvordan information formidles og lagres, og på den anden side hvordan information opstår. Jeg medgiver gerne, at information ikke bare svæver frit i luften, men må oplagres i et fysisk medium. Det, vi beskæftiger os med i TH2020 er imidlertid opkomsten af information, som kan være af både fysisk og ikke-fysisk art. Inden vi anvender betegnelsen ikke-fysisk information i TH2020, skriver vi: One rather needs a specificity function that, although of non-physical origin, can be quantified and measured empirically in terms of physical properties such as functionality.

Når man sætter vores indførte begreb: ikke-fysisk information ind i sin sammenhæng, fremgår det således tydeligt, at vi taler om fremkomsten af information og ikke lagringen af denne. Erkell hævder

Mere detaljeret: Hvis P = P(f(X) >= f(x)/M2) er sandsynligheden for ved et tilfælde at observere et system X, der er mindst lige så specificeret som det observerede system x, givet den naturalistiske model M2, så angiver I = -log2P graden af funktionel information i systemet. Se Hazen, R.M. m.fl. (2007): ”Functional information and the emergence of bio-complexity” i Proceedings of the National Academy of Science of the United States 104 (suppl 1), 8574-8581.

For at påvise finjustering må den funktionelle information I være tilstrækkeligt stor. Det kræver så igen, at en funktion f, som måler graden af specifikation bliver defineret (trin b i vores finjusteringsdefinition), og at sandsynligheden P for at opnå denne specifikation gennem tilfældigheder ud fra modellen M2 er meget lille (trin a i vores finjusteringsdefinition). Hvis specifikationen f desforuden formidler en mening til modtageren, så må I betragtes som semantisk (ikke-fysisk) information. Læg mærke til, at funktionel og semantisk information adskiller sig fra syntaktisk information (eller Shannon-information), for så vidt som sandsynligheden P må knytte sig til en specificering f.

8

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

29

også, at vi selv har opfundet begrebet ikke-fysisk information. Men selv om informationsteoretikere ikke bruger præcis den betegnelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Her vil jeg særligt nævne den italienske professor i filosofi Luciano Floridis’ opdeling i forskellige typer af information. Floridi skelner mellem ”environmental information” og ”semantic information”, hvor kun den første type information har sit udspring i noget fysisk (ligesom skyformationer kan give os information om, hvordan vejret vil arte sig om en time). 9 Semantisk information formidler på den anden side en bestemt mening til modtageren, og hvis man ikke har et reduktionistisk verdensbillede (og det har Del Ratzsch i øvrigt ikke), virker det naturligt at opfatte semantisk information som ikke-fysisk information, også selv om Floridi ikke bruger dette begreb. Semantisk information kan videre deles op i instruktioner/algoritmer og faktisk information (påstande om fakta). Så vidt jeg ved, er det ikke lykkedes nogen at vise, at semantisk information kan fremkomme gennem rent materielle processer.

Eftersom biologiske systemer (for eksempel DNA-koden) formidler semantisk information, kan det vel ikke siges at være for fantasifuldt at påstå, at dette begreb giver god mening også inden for biologien.

Man kan sige, at den semantiske information, der kan måles fysisk og kvantificeres (så den kan danne grundlag for falsificerbare hypoteser), udgør en potentielt vigtig form for specifikation. I TH2020 skriver vi, at et meget interessant fremtidigt forskningsområde kunne være at finde forskellige metoder til at kvantificere semantisk (eller ikke-fysisk) information.

I slutningen af del 4 diskuterer Erkell, hvorvidt biologer har brug for at inkludere ikke-fysiske forklaringshypoteser i deres modeller:

Jeg undrer mig over påstanden, om at biologer skulle have brug for ”rigere konceptuelle ressourcer”, end hvad de fysiske grene af videnskaben kan tilbyde. For mit eget vedkommende har jeg aldrig mærket et sådant behov i min forskning. Jeg mindes heller ikke, at nogen af mine kolleger nogensinde har udtrykt et ønske om at bevæge sig uden for de fysiske videnskaber, eller at det emne overhovedet har været bragt op på konferencer eller i den videnskabelige litteratur. Dette er ren og skær fantasi.

Dette argument finder jeg meget svagt. Hvorvidt ikke-materielle processer har relevans for biologien, kan ikke uden videre afgøres af, hvad majoriteten af biologer skriver om i forskningsartikler eller taler om på konferencer. For det første er det primært inden for de dele af biologien, som beskæftiger sig med spørgsmål om oprindelse, vi ser et stort potentiale for at inddrage mening og andre ikkematerielle begreber. For det andet er biologien som videnskab meget styret af et sekulært tankesæt (se del 5), og derfor kan man dårligt forvente, at et større antal biologer skulle bruge ikke-materielle forklaringer som arbejdsværktøj. For det tredje har mange naturvidenskabelige forskere længe hævdet, at information udspringer af noget ikke-fysisk. Kybernetikkens ’fader’, Norbert Weiner, var af den mening, at information ikke kan henføres til materie eller energi, og den kendte amerikanske fysiker John Archibald Wheeler opfandt i samme ånd begrebet ”It from Bit”, der skal betyde, at alt har sit udspring i information, målt i enheden Bits. 10 Derudover er der flere biologer, som pointerer, at begreberne mening og koder er vigtige redskaber inden for biologien, Men det har Erkell tilsyneladende ikke bemærket. 11 Floridi, L. (2015): ”Semantic Conceptions of Information” I Stanford Encyclopedia of Philosophy.

Thorvaldsen, S. og Øhrstrøm, P. (2019): ”Tro og informationsvidenskab” i Tro og videnskab, P. Øhrstrøm (red.), Forlaget CKT, 210-228.

11 Maynard-Smith, J. (2000): ”The Concept of Information in Biology.” Philos. Sci. 67, 177-194. Kim, H., Davies, P. og Walker, S.I. (2015): “New scaling relation for information transfer in biological networks.” J.R. Soc. Interface, 12:20150944. Wills, P.R. (2016): “DNA as information”. Philos. Trans. A. 2016, 374, 2063. Barbieri, M. (2016): “What is information?” (Review article). Phil. Trans. R. Soc. A 2016 374 20150060. De to sidstnævnte artikler indgår i et helt nyt nummer (volumen 374, nummer 2063) af Phil. Trans. R. Soc. A. med titlen ”DNA as information”.

9

10

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

30

Del 5: Intelligent Design og videnskab

I den femte artikel i sin serie går Erkell over til at diskutere videnskabsteori. Det byder jeg velkomment, eftersom det største skel mellem mig og Erkell har med det filosofiske udgangspunkt for den videnskabelige forskning at gøre. Erkell skriver således:

Naturvidenskaben stræber efter at beskrive og forklare den fysiske virkelighed. Man begrænser sit arbejdsfelt til den fysiske virkelighed, fordi det kun er den, vi har midler til at undersøge. Det er meget muligt, at der findes en åndelig virkelighed, som ikke indgår i vores forklaringer, men det kan vi ikke vide noget om. Mange forskere er troende mennesker, som ikke oplever nogen konflikt mellem videnskaben og deres gudstro.

Naturvidenskaben er således agnostisk af natur og ikke nødvendigvis ateistisk.

Den videnskabelige arbejdsmetode kaldes gerne for metodologisk naturalisme – man arbejder med såkaldt ”naturlige” forklaringer, eftersom det er det eneste, der rent praktisk kan lade sig gøre, og man udtaler sig ikke om noget, der ligger uden for det videnskabelige arbejdsområde. Der findes et andet standpunkt, som kaldes filosofisk naturalisme. Her udelukker man a priori eksistensen af enhver form for overnaturlig eller åndelig kraft. Dette er således et ateistisk standpunkt. Det er imidlertid logisk uholdbart, for det er selvsagt umuligt at vide, om der findes noget, man ikke kender til.

Jeg har aldrig mødt en kollega, der anlagde en filosofisk naturalistisk holdning.

Jeg er helt enig med Erkell i hans skelnen mellem metodologisk naturalisme (kun at tillade naturlige forklaringer inden for naturvidenskaben) og filosofisk naturalisme (helt at udelukke eksistensen af noget overnaturligt). Dette redegør jeg selv for i min bog ”Becoming a Christian”. 12 Jeg er også enig med Erkell i, at naturvidenskaben må stræbe efter at beskrive og forklare den fysiske virkelighed.

Derefter påstår Erkell imidlertid, at naturlige forklaringer er de eneste praktisk mulige. Men hvordan er han kommet frem til det? Hans ræsonnement her udspringer for mig at se af en sekulær trosantagelse.

Derfor mener jeg også, at Erkells påstand, om at metodologisk naturalisme er agnostisk (underforstået objektiv) af natur, er helt fejlagtig. Naturalisme udspringer også af en trosmæssig overbevisning.

Vi kan tydeliggøre, at den metodologiske naturalisme baserer sig på en trosmæssig overbevisning ved at sammenfatte denne videnskabsteoretiske arbejdsmetode i den hypotetisk-deduktive metodes kontekst. Vi kommer da frem til følgende tre trin: 1) Foreslå en falsificerbar hypotese, som kun indeholder naturlige forklaringer.

2) Vurder, hvorvidt hypotesen i 1) stemmer overens med data.

3) Hvis overensstemmelsen i 2) ikke er god, gå da tilbage til 1) og forslå en bedre hypotese.

Hvis man således i trin 1) går ud fra den præmis, at kun naturlige forklaringer er tilladt, siger det sig selv, at der ikke vil komme andet end naturlige forklaringer ud af denne videnskabelige metode. Jeg vil derfor mene, at metodologisk naturalisme repræsenterer en helt unødvendig indskrænkning af videnskaben, fordi den ikke tillader, at et flertal af falsificerbare hypoteser (som vælges ud fra kriterier som enkelhed, forklaringsmuligheder, relevans mv.) med forskellige filosofiske udgangspunkter får lov at komme i betragtning på lige fod med naturlige forklaringer, så man kan vælge den bedste model.

Eftersom videnskab i bund og grund er en søgen efter sandhed, udgør den metodologiske naturalisme en meget beklagelig indskrænkning. Jeg behandler dette emne mere udførligt i to artikler om sekulær 12

Se kapitel 2 og 11 af Hössjer, O. (2018).

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

31

videnskab i det skandinaviske apologetiske tidsskrift Theofilos. 13 Derforuden har jeg i del 2 og 3 af denne artikelserie argumenteret for, at man udmærket kan kombinere den hypotetisk-deduktive metode med et designerperspektiv eller et kreationistisk perspektiv.

Efter sin indledende diskussion af metodologisk og filosofisk naturalisme går Erkell videre og kritiserer kreationister og ID-forskere for, at de ikke er opmærksomme på denne distinktion:

Denne distinktion er man sjældent opmærksom på blandt kreationister og ID-fortalere, selv om den er ganske selvindlysende. I stedet beskylder man igen og igen forskere for at være ”materialister” eller ”naturalister”, og dermed mener man filosofiske naturalister, altså ateister. Men det er ikke sandt. Videnskaben er som sagt agnostisk og ikke ateistisk.

Der findes troende forskere så vel som ateistiske forskere.

Dette er endnu en fejlagtig påstand, som uvilkårligt får mig til at spekulere på, hvor meget ID- og kreationistisk litteratur Erkell egentlig har læst. Phillip Johnsons bog ”Darwin on Trial” var med til at give startskuddet til ID-bevægelsen i begyndelsen af 90’erne. I bogen bruger Johnson et helt kapitel på at diskutere darwinismens filosofiske udgangspunkter. Han skelner mellem naturalisme og videnskabelig naturalisme, hvor det sidstnævnte begreb svarer til metodologisk naturalisme. 14 Stephen Meyer og andre kendte ID-fortalere kommer i deres bøger og foredrag så godt som altid ind på evolutionsteoriens filosofiske udgangspunkter uden at hævde, at evolutionsbiologer nødvendigvis må være ateister. For nylig udkom den ID-inspirerede antologi ”Theistic Evolution, A Scientific, Philosophical, and Theological Critique”, hvor jeg selv har bidraget med to artikler. I hele ni af bogens i alt 31 kapitler berøres de filosofiske udgangspunkter for evolutionsteorien med metodologisk naturalisme som et centralt begreb. Eftersom bogen i udgangspunktet er tænkt som en polemik mod og kommentar til de kristne, der har accepteret både evolutionsteorien og den metodologiske naturalisme, står det helt klart, at forfatterne skelner mellem metodologisk og filosofisk naturalisme. 15 I Sverige berører det kreationistiske tidsskrift Genesis i stort set hvert eneste nummer de sekulære udgangspunkter for evolutionsteorien uden på nogen måde at hævde, at alle denne teoris tilhængere nødvendigvis er filosofiske naturalister.

Erkell slutter del 5 af sin artikelserie med at redegøre for, hvorfor Intelligent Design efter hans mening ikke er rigtig videnskab:

Intelligent Design derimod fortæller os ingenting om virkeligheden. Eftersom vi ikke ved noget om designeren, er alting muligt, og intet er forbudt. Der findes ingen designteori eller designmodel, der siger noget konkret om verden, så der er ingenting, man kan holde op mod virkeligheden. Det kan ID slet ikke levere, eftersom en sådan model må bygge på viden om designeren – en viden, vi ikke ligger inde med.

Jeg har allerede i del 2 og 3 argumenteret for, at dette ræsonnement er forkert, da man for mig at se udmærket kan formulere falsificerbare hypoteser, som er inspirerede af Bibelen eller et designperspektiv. Interessant nok risikerer evolutionsteorien selv at havne i en fælde, hvor alt er muligt, og intet er forbudt (ud over at man ikke må bryde med princippet om metodologisk naturalisme). Det er for eksempel en kendt sag, at den darwinistiske forklaring på genetiske ligheder mellem organer hos to dyrearter varierer, alt efter hvor nært beslægtede man regner arterne for at være. Hvis arterne regnes for nært beslægtede, forstiller man sig, at organet har udviklet sig hos en

Hössjer, O. (2014): ”Är den sekulära vetenskaben forutsättningslös?” Theofilos 6(3), 489-496. Hössjer, O. (2016): ”Granskning av den sekuläre vetenskaben.” Theofilos 8(2), 256-276.

14 Johnson, P. (1991): Darwin on Trial (InterVarsity Press, Downers Grove, Illinois).

15 Moreland, J.P., Meyer, S., Shaw, C., Gauger, A. og Grudem, W. (red.) (2017): Theistic Evolution. A Scientific, Philosophical, and Theological Critique.” Crossway, Wheaton, Illinois.

13

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

32

fælles forfader og derefter er blevet nedarvet; man taler om homologe eller ortologe organer. Hvis derimod der ikke antages noget nært slægtskab mellem de to arter, så går man ud fra, at organerne har udviklet sig gennem såkaldt ”konvergent evolution”, og så taler man om analoge organer.

Evolutionsteorien kan med andre ord altid finde en forklaring til en observeret lighed, og det gør det svært for den at opfylde et af den empiriske videnskabs grundkrav: falsificerbarhed.

Del 6: Hvorfor er artiklen om finjustering skrevet?

I sin artikel 6 begynder Erkell at diskutere, hvad der har fået mig og Thorvaldsen til overhovedet at skrive artiklen om finjustering. Jeg citerer:

Steinar Thorvaldsen er professor i informatik ved Norges Arktiske universitet i Tromsø, og Ola Hössjer er professor i matematisk statistik ved Stockholms universitet. De er begge veletablerede professorer ved velanskrevne universiteter. Jeg har svært ved at forestille mig, at de skulle skrive en artikel af så ringe videnskabelig kvalitet inden for hver deres eget fagområde (jeg tvivler også på, at de ville slippe afsted med det). Men hvorfor har de så skrevet denne artikel? Som erfarne og kompetente forskere kan de ikke have været uvidende om artiklens ødelæggende videnskabelige fejl og mangler.

Hvorfor er de villige til at sætte deres gode navn og rygte på spil ved at skrive en artikel, som får mig og mange kolleger til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, hvad der går af forfatterne? Ingen venter sig noget af denne art fra en professor ved et respekteret universitet.

Jeg kan kun formode, at man har set det som sin opgave at gå i brechen for en ny type videnskab, som indbefatter tanken om en designer, og som man mener ikke begrænses af den materialisme, som karakteriserer den etablerede naturvidenskab.

Jeg har allerede i del 1-5 imødegået Erkells påstande, om at TH2020 er en pseudovidenskabelig artikel af dårlig kvalitet. Lad mig derfor koncentrere mig om at besvare Erkells spørgsmål om, hvorfor jeg har været med til at skrive denne og andre artikler med et ID-baseret eller kreationistisk fokus. Det er der to gode grunde til. For det første har jeg tilhørt den akademiske verden, siden jeg som 15-årig begyndte at læse matematik på universitetsniveau. Disse mange år har skolet mig grundigt i, hvordan (empirisk) videnskab bør drives. Jeg er en fortaler for akademisk frihed, hvor alle relevante teorier får lov at komme i betragtning og dyste på lige vilkår, når vi skal søge den bedste forklaring: søge sandheden. Gennem mere end 20 år har jeg nu studeret genetik og evolutionsbiologi, og det har overbevist mig om, at Darwins udviklingslære lider af afgørende fejl og mangler, som der sjældent gøres opmærksom på, hverken i skolen eller på universitetet. Som videnskabsmand regner jeg det for min pligt (en del af den tredje opgave) at meddele omverdenen, hvad jeg har fundet frem til gennem min egen forskning eller ved at tage del i andres forskning. Min samvittighed byder mig derfor at engagere mig i debatten om evolution og design, og her må den politiske korrekthed vige.

For det andet er det en kendsgerning, at al empirisk videnskab baserer sig på trosantagelser. Alle forsøg på udelukkende at lade naturvidenskaben basere sig på empiriske data (så som den logiske positivisme) har lidt skibbrud. Trosantagelserne får en særligt stor betydning i spørgsmål om oprindelse, eftersom vi ikke gennem eksperimenter kan erkundige os direkte om, hvordan livet er opstået, og hvordan livets mangfoldighed med mange forskellige arter er fremkommet. Enhver forsker, som engagerer sig i spørgsmål om livets oprindelse, vil derfor være mere eller mindre styret af sine trosmæssige antagelser og forestillinger. Jeg selv er ingen undtagelse. Jeg tog imod Jesus Kristus som min personlige Frelser og Herre, da jeg var 23-24 år gammel, og er gennem årene blevet stadigt mere bekræftet i, at Bibelen er troværdig og pålidelig. Derfor er jeg overbevist, om at designinspirerede eller bibelsk inspirerede (og falsificerbare) modeller giver os de bedste forklaringer på genetiske, geologiske og morforlogiske data. Jeg vil imidlertid ikke tvinge disse forklaringer ned over hovedet på andre, men vil blot slå til lyd for, at ID- og kreationistiske modeller kan få lov at konkurrere på lige fod

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

33 med sekulære modeller. Det er med sorg i hjertet, jeg ser, hvordan den metodologiske naturalisme siden 1700-tallet langsomt har drejet (og tvunget) videnskaben ind i en sekulær ensretning. Dette har påvirket hele samfundsudviklingen i en materialistisk retning. Evolutionslæren har spillet en afgørende rolle i denne proces, fordi den er naturalismens skabelsesberetning, og derved har den påvirket mange andre grene af videnskaben. Hvis man ikke vil vide af Gud eller noget overnaturligt overhovedet, så må alting jo være opstået af sig selv, præcis som udviklingslæren hævder. Det er årsagen, til at det vækker så stærk modstand, hvis man kritiserer evolutionsteorien, og det er Erkells artikelserie et tydeligt eksempel på. Hvis man kritiserer udviklingslæren, sætter man spørgsmålstegn ved hele den sekulære kulturs verdensbillede og fundament.

Efter Erkells indledende spørgsmål om, hvad der kan have fået mig og Thorvaldsen til at skrive artiklen om finjustering, går han videre og diskuterer den amerikanske tænketank for ID, Discovery Institute, og dennes stræben efter at dreje samfundsudviklingen væk fra det materialistiske.

Anledningen er, at jeg og Thorvaldsen har engageret os i en norsk tænketank, som også er positiv over for ID:

Men hvad har alt dette nu med Steinar Thorvaldsen og Ola Hössjer at gøre? Det viser sig, at de begge er tilknyttet den norske organisation BioCosmos, Thorvaldsen som styrelsesordførende og Hössjer som ”ambassadør”. BioCosmos’ erklærede formål er at udbrede intelligent design-tanken især til unge og unge voksne, og organisationen arbejder i partnerskab med Discovery Institute.

Thorvaldsens og Hössjers artikel følger samme mønster som utallige andre ID-venlige artikler: Den er helt åbenlyst skrevet for at give det indtryk, at ID er en legitim videnskabelig teori, selv om den ikke fremlægger nogen resultater, men blot excellerer i argumenter imod evolutionsteorien.

Er Thorvaldsen og Hössjer klar over, at de deltager i et korstog mod videnskaben? De burde som professionelle forskere kunne se, at ID er et pseudovidenskabeligt, ja ligefrem antividenskabeligt projekt.

Jeg har allerede argumenteret for, at ID og kreationisme er videnskab, og vil ikke her gentage mine argumenter fra del 1-5. Jeg må nøjes med at konstatere, at jeg selvsagt ikke anser TH2020 for at være et eksempel på pseudo- eller antividenskab. Erkells påstande er imidlertid ikke overraskende, eftersom han slår så stærkt til lyd for den metodologiske naturalisme, altså en sekulær videnskab. I Erkells verdensbillede må et ’korstog’ mod den sekulære naturvidenskab være det samme som et korstog mod naturvidenskab i det hele taget. Som jeg har skrevet i denne artikel, tror jeg, at bibelsk inspirerede forklaringer og designinspirerede forklaringer har bedre chancer for succes end de sekulære modeller.

Mange eksempler fra naturen synes at lægge op til forklaringer baseret på designmodeller.

(Photo by AARN GIRI on Unsplash.)

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

34 Eftersom jeg ikke vil tvinge denne opfattelse ned over hovedet på nogen, er der vel intet belæg for at tale om et korstog, som Erkell gør det. Man kunne måske snarere spørge sig selv, om det ikke er Erkell, der fører et korstog mod al videnskab, der ikke lægger en metodologisk naturalisme til grund.

Del 7: Hvorfor er artiklen om finjustering blevet publiceret?

I den sidste og afsluttende artikel i sin serie undrer Erkell sig over, at vores artikel er blevet optaget i et velanskrevet videnskabeligt tidsskrift. Jeg finder ingen anledning til at kommentere Erkells spekulationer vedrørende årsagen til, at TH2020 blev publiceret. Jeg vil nøjes med at konstatere, at vores artikel var gennem den sædvanlige proces med bedømmelse af fagfæller.

Efter sine spekulationer over årsagerne, til at TH2020 blev publiceret, kommer Erkell med følgende konklusion:

Hvad årsagen til håndteringen af denne artikel end måtte være, er det trist, at et så velanskrevet tidsskrift som Journal of Theoretical Biology ikke er i stand til at leve op til helt basale krav om videnskabelig integritet.

Her må man spørge sig selv, hvad Erkell mener med ”basale krav til videnskabelig integritet”? Ud fra Erkells første seks artikler er det imidlertid ikke så svært at gætte, at videnskabelig integritet for ham er ensbetydende med at drive videnskab med den metodologiske naturalisme som fundament. Erkell kræver med andre ord, at al videnskab skal drives med et sekulært fortegn. Selv mener jeg, at redaktørerne har udvist en høj grad af integritet ved – trods en storm af kritik fra evolutionsbiologer – at holde fast ved deres beslutning om at offentliggøre artiklen. Dette er i mine øjne et sundhedstegn, som giver håb for videnskabens fremtid.

Sammenfatning

Sammenfattende vil jeg sige, at jeg byder analyser af de forskningsartikler, jeg skriver, velkommen.

Konstruktiv kritik og vurdering af ens arbejde som videnskabsmand er guld værd. I denne sammenhæng vil jeg også gøre opmærksom på, at langt fra alle videnskabsmænd har samme holdning til min og Thorvaldsens artikel som Erkell. Efter at TH2020 blev offentliggjort, har jeg været med til at skrive en opfølgende artikel om, hvor langt et tidsforløb større genetiske forandringer kræver. Denne artikel er for nylig blevet offentliggjort, og jeg er blevet indbudt til at holde foredrag med udgangspunkt i artiklen på en international konference med mange kendte deltagere.

Som jeg også skrev i indledningen, vil jeg gerne takke Lars Johan Erkell for, at han rent faktisk har taget sig tid til at læse, ikke bare min og Steinars artikel om finjustering, men også flere af de artikler, vi henviser til. Jeg fortsætter gerne denne meningsudveksling gennem artikler eller debatter. Ikke desto mindre mener jeg, meget af Erkells kritik skyder forbi målet. For det første har Erkell misforstået, hvad Intelligent Design eller kreationisme indebærer, fordi han antager, at denne forskning styres af ikke-falsificerbare kriterier. For det andet gør Erkell en fjer til syv høns i sin kritik af vores brug af begrebet ”ikke-fysisk information”, fordi han ikke forstår, hvad vi mener med dette begreb. For det tredje synes Erkell ude af stand til at erkende, at hans metodologiske naturalisme ikke blot er et objektivt og agnostisk standpunkt, men tværtimod grunder sig på en materialistisk trosantagelse. Med udgangspunkt i den metodologiske naturalisme er Erkell parat til at tvinge al forskning til at lade sig styre af materialistiske antagelser. Selv slår jeg til lyd for et videnskabeligt miljø, hvor sekulære, designbaserede, kreationistiske og andre hypoteser får lov til at dyste på lige vilkår. Jeg vil lade læseren bedømme, og mit eller Erkells synspunkt er det mest demokratiske og det, der harmonerer bedst med videnskabens søgen efter sandheden.

(Artiklen er oversat til dansk af Helge Hoffmann. Kilde: https://genesis.nu/i/artiklar/har-intelligent-design-fatt-ett-genombrott-som-vetenskap/)

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Murchison-meteoritten. Aminosyrer Finn Boelsmand lektor i fysik og kemi med speciale i radiometriske dateringsmetoder

I organisk kemi (Carbonhydrider/kulbrinter, CxHy, Carbonkæder/kulstofkæder, kendt fra biologisk liv på Jorden) kan man skelne mellem to tredimensionale former af et molekyle. En D- og L-form (D=dextro=højre, L=levo=venstre). De former optræder når der er bundet fire forskellige ting til et carbonatom. Man mærker carbonatomet med en stjerne: C* og det kaldes chiralt (chiral=hånd) og optisk aktivt (=optisk aktiv=reagerer forskelligt for D- og L-form på lys, der cirkulær polarisering/drejende svingningsplaner).

Figur 1. D- og L-form af CBrClFH, Bromchlorfluormethan.

De 4 grene på C er prioriteret (efter masse): Br > Cl > F > H. Man lader den letteste gren (H) pege væk fra sig og finder rotationsretningen for de 3 andre (Br-Cl-F). Er det højre om, er molekylet D-form. Er det venstre om, er molekylet L-form.

Figur 2. Cirkulært polariseret lys. Lyset bevæger sig mod højre, mens svingningen vinkelret på lysets bevægelsesretning drejer i en spiral.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

36 Aminosyrer i biologisk liv på Jorden, planter, dyr og mennesker har 100% L-form og 0% D-form. Det kaldes en ren enantiomer, når det er 100% L-form (eller tilsvarende 100% R-form). Hvis man indtager molekyler med D-form kan det ikke bygges rigtigt ind i kroppen (i proteiner). Der findes eksempler hvor kemikere har sjusket med L- og D-former i medicin og den har mistet sin virkning (patienter kan blive syge af det).

Når en L-aminosyre ender i naturen, kan den gradvist omdannes til 50% L-form og 50% D-form. Det kaldes racemisering:

Figur 3. Racemisering af L-form. Tilsvarende kan en D-form racemiseres. (Hydrolyse er kemisk reaktion med H2O eller en alkohol, ofte i surt eller basisk miljø.)

Processen skyldes, at varme og molekylsammenstød får L-formen til at flippe over (ligesom en paraply i stormvejr). Især chirale Carbon, hvor en af de fire grene er Hydrogen (H), kan flippe over.

Figur 4. Racemisering af aminosyren L-2-aminopropansyre, Alanin, Alanine.

Da racemiseringen tager tid og for konstante betingelser (temperatur, kemiske omgivelser) har konstant halveringstid, kan det bruges til datering. Når en L-aminosyre ender i naturen, kan man datere (datering=aldersberegning efter bestemte formler og under bestemte antagelser) hvornår det er sket. I praksis kan man ikke sige nøjagtigt hvilken temperatur og hvilke kemiske omgivelser der har været i fortiden, men man kan antage nogle gennemsnitsbetingelser og udføre dateringen med en vis usikkerhed.

Om datering gælder der generelt: ”Ingen fortidsteori er 100% sand. Data peger altid i flere retninger.” (Se Origo 133/134 februar 2015 Datering & videnskabsteori side 4). I 1969 faldt en meteorit (over 100 kg) ved Murchison, Victoria, Australien. Den viser sig at indeholde aminosyrer og andet organisk materiale.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

37

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

38 Figur 5. 19 chirale/optisk aktive aminosyrer fundet i Murchison-meteoritten. (Koga, T.; Naraoka, H. (2017) side 2). Nummer (13) og (19) findes i biologisk liv på Jorden som 100% L-form.

Figur 6. Koncentration (ppb) af D- og L-form for 19 chirale/optisk aktive aminosyrer fundet i Murchisonmeteoritten. (Se Bilag for tal og usikkerheder. ppb= parts per billion= milliardedel= ng/g= nanogram/gram)

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Når man finder chirale/optisk aktive molekyler i meteoritter, er man altid opmærksom på, om der skulle være forurening fra Jorden. Hvis man fandt 100% L-form af (13) og (19) ville det ligne biologisk liv på Jorden og man kan kan overveje, om meteoritten kommer fra et sted, hvor der findes biologisk liv, eller om den er forurenet med biologisk materiale fra Jorden ved nedslaget.

Nummer

ee% (%) ee% (%) ee% Ekstraheret med vand Kunne ikke ekstraheres Total (løstbundet) med vand (fastbundet) (13) -37,97 -86,64 -72,60 (19) -42,61 -60,37 -55,25 Tabel 1. ee% for aminosyre nummer (13) og (19). (Se Bilag for tal og usikkerheder. ee%=enantiomeric eccess=((D-form – L-form)/(D-form + L-form))·100% .)

Det ses, at L-formen for (13) henholdsvis (19) udgør 37,97% til 86,64% henholdsvis 42,61% til 60,37% mere end D-formen. Det er ikke 100% L-form og der er mest L-form i det, der ikke kunne ekstraheres med vand (fastbundet). Det tyder ikke på en forurening fra Jorden. Er det den oprindelige sammensætning fra meteorittens dannelse, eller kan det være en nyere forurening fra rummet?

De andre 17 aminosyrer er ikke kendt fra biologisk materiale fra Jorden. Dermed tyder det ikke på en forurening fra Jorden. Er det den oprindelige sammensætning fra meteorittens dannelse, eller kan det være en nyere forurening fra rummet?

Nummer

ee% (%) ee% (%) ee% Ekstraheret med vand Kunne ikke ekstraheres Total (løstbundet) med vand (fastbundet) (9) 0,34 4,95 1,78 (10) 6,76 6,92 7,06 (14) 5,63 2,80 4,03 (16) 5,26 -3,03 2,22 Tabel 2. ee% for aminosyre nummer (9), (10), (14) og (16). (Se Bilag for tal og usikkerheder. ee%=enantiomeric eccess=((D-form – L-form)/(D-form + L-form))·100% .)

Det ses, at L-formen for (9), (10), (14) og (16) udgør mindre end D-formen, undtagen for det, der ikke kunne ekstraheres med vand (fastbundet) i (16). Der er der lidt mere L-form end D-form. Det tyder slet ikke på en forurening fra Jorden, da der generelt er mest D-former i Tabel 2 og aminosyrer i biologisk liv på Jorden har 100% L-form.

De fleste af dataene peger på at de 19 aminosyrer stammer fra rummet. Hvor i rummet kommer de fra?

Det ses på Figur 6, at de største koncentrationer er for det, der ikke kunne ekstraheres med vand (fastbundet) i forhold til det, der er ekstraheret med vand (løstbundet). Det kunne tyde på 2 kilder, en vandig (alkohol?) og en ikke-vandig.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

40

Nummer og form 3D 5D 6D 7D 8D 11D 18D 19D 1L 2L 3L 5L 6L 7L 8L 11L 13L 15L 18L 19L 1D 2D 4D 9D 10D 12D 13D 14D 15D 16D 17D 4L 9L 10L 12L 14L 16L 17L

Størst koncentration Kunne ekstraheres med vand (løstbundet) Kunne ikke ekstraheres med vand (fastbundet) Tabel 3. Størst koncentration af enten det, der kunne ekstraheres med vand (løstbundet), eller det, der ikke kunne ekstraheres med vand (fastbundet). Hydroxyaminosyrer (C*-OH) er markeret understreget.

Det ses, at hydroxyaminosyrerne har flest med størst koncentration for det, der kunne ekstraheres med vand (løstbundet), men også nogle for det, der ikke kunne ekstraheres med vand (fastbundet).

Det kunne tyde på, at nogle er dannet i vand (alkohol?) og andre i en ikke-vandig fase. Hvor findes der vand (alkohol?) i rummet? Hvor findes der ikke-vandige faser?

Fra laboratorieforsøg kendes, at aminosyrer med Hydrogen bundet til det chirale Carbon (C*-H) forholdsvist let kan flippe over, mens det ikke er tilfældet for aminosyrer med kun større grene (end H) bundet til det chirale Carbon (for eksempel C*-CH3).

Nummer Mindste forgrening fra C* (1), (3)-(5), (8)-(10), (12)-(18) C*-H (6)-(7), (19) 2 C*-H (2), (11) C*-C Tabel 4. Mindste forgrening fra chiral/optisk aktiv Carbon.

Det er ikke klart ud fra Figur 6, at aminosyrerne med C*-H skulle være blevet mere racemiske end dem med C*-C. Det tyder på, at der ikke er sket omfattende racemisering siden aminosyrerne forlod deres seneste kilde.

Patterson daterede (1956) Jorden, meteoritterne, Solsystemet ved at antage, at de alle stammede fra en roterende (opblandet) gassky som kondenserede og senere dannede planeterne, meteoritterne og Solen (Origo 133/134 februar 2015 Datering&videnskabsteori side 18-19). Som målinger brugte han Blyisotoper, der stammer fra radioaktivt henfald af Uran. De gav en ret linie med forklaringsgrad R2=0,9904 , der betyder at linien passer 99,04% med data. Dateringen blev 4,55 milliarder år. Senere er tallet justeret til 4,567 milliarder år. Imidlertid findes der data udenfor linien, som tyder på at Jorden (også) har sin egen linie.

Der findes også dateringer af (dele af) meteoritter, der giver et andet resultat end 4,55 milliarder år.

Det tyder på, at meteoritter er dannet fra flere kilder og at roterende gassky-teorien ikke er 100% sand. Dele af meteoritten Four Corners er ved måling af Rubidium- og Strontiumisotoper dateret til 4,44 – 4,88 milliarder år og andre dele er dateret til 8,23 – 9,35 milliarder år. (Burnett, D. S.; Wasserburg, G. J. (1967) side 397-408. Origo 133/134 februar 2015 Datering&videnskabsteori side 26-29) Det tyder på 2 kilder med forskellig Rubidium- og Strontiumisotopsammensætning og at roterende gassky-teorien ikke er 100% sand.

Selvom aminosyrers flip over kræver varme og tid (foruden molekylsammenstød og/eller hydrolyse) og der er koldt i rummet (cirka 16 K= -257 oC regnes der med i nogle modeller), så kemiske reaktioner går langsomt, vil en datering på 4,55 milliarder alligevel give tid til racemisering af aminosyrer.

(Hydrolyse er kemisk reaktion med H2O eller en alkohol, ofte i surt eller basisk miljø.) Hvorfor er ikke

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

41

alle aminosyrerne i Figur 6 racemiske (50% L-form, 50% D-form)? Stammer meteoritter udelukkende fra nedbrydning af asteroider og planeter? Har meteoritterne fået materiale tilført senere end dateringen 4,55 milliarder år? Har meteoritter haft sammenstød med nyere kilder til aminosyrer?

Figur 7. Hypotetisk-deduktiv metodes 5 trin. (Origo 133/134 februar 2015 Datering & videnskabsteori, side 3) Man bør ikke frede en teori. Derved gør man den bare til pseudo-videnskab (pseudo=noget der ligner uden egentlig at være det). Ifølge den hypotetisk-deduktive metode skal man sætte en del af en teori på spil ved at aflede dristige forudsigelser fra teorien. Derefter tjekke med ”nye” data, som godt må være gamle data, men blot data man ikke har brugt endnu. Man skal lade data falde tilbage på teorien og være åben overfor at der kommer en delvis modsigelse. Så bliver teorien mindre end 100% sand.

Teorier: •

Spontan dannelse af chirale aminosyrer.

Fra laboratoriet kendes der betingelser, der kan danne ikke-racemiske blandinger i kemiske processer med: • Cirkulært polariseret lys (se Figur 2 ovenfor) • Krystaloverflader

Ved forsøg har de betingelser kunnet danne ikke-racemiske blandinger af aminosyrer, men med realistiske rumbetingelser (blandt andet ifølge målinger på Orion-tågen) giver de ee%-værdier alt for nær ved 0% i forhold til de ee%-værdier, der er fundet i Murchison-meteoritten. Det giver en delvis modsigelse af en teori om spontan dannelse af chirale aminosyrer. Data peger på andre betingelser. ”2 teorier er bedre end 1.”

Der er mindst fem teorier: • 1.Chirale aminosyrer kan dannes som resultat af biologisk liv på Jorden.

• 2.Chirale aminosyrer kan dannes som resultat af biologisk liv andre steder i rummet.

• 3.Biologisk liv på Jorden kan dannes ved Darwins evolutionsmekanisme.

• 4.Biologisk liv på Jorden kan dannes ved en ikke-darwinistisk evolutionsmekanisme, med bidrag af gener fra rummet fra en kosmisk superintelligens.

• 5.Chirale aminosyrer kan dannes som resultat af ikke-biologiske processer.

• 6.Biologisk livs fremtid styres af skadelige mutationer forklaret af Michael Behe.

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

42

1.

Det kan måles i laboratoriet. Den danner 100% L-form. Dermed kan den ikke forklare fundet i Murchison-meteoritten, hvor der både er L- og D-former (i ikke racemiske forhold og nogle aminosyrer med mest D-form).

2.

Måske kunne man forestille sig, hvis der findes biologisk liv andre steder i rummet. Den mekanisme vi kender fra biologisk liv på Jorden, at aminosyrer dannes ved aflæsning af den genetiske kode i DNA, giver 100% L-form. Det er ikke enkelt at forestille sig hvilken mekanisme, der kunne danne aminosyrer med de L- og D-forhold der er fundet i Murchison-meteoritten. Måske kunne man forestille sig, at de er blandet fra 2 kilder: Biologisk liv med DNA, som vi kender det, og DNA, som er spejlvendt?

3.

Charles Darwin antog ”Den bedst egnede overlever.”, at naturlige variationer i en art og hungersnødperioder gør, at kun individer med nogle specielle træk overlever og får afkom. Derved ændres arten med tiden – og danner nye arter. Imidlertid forklarer Darwins evolutionsmekanisme (han kendte ikke til gener og DNA) ikke hvordan DNA kan findes før biologisk liv på Jorden.

4.

Fred Hoyle antog, at ”Gener fra rummet udenfor Jorden er nødvendige for at køre evolutionsprocessen”. (Origo 133/134 februar 2015 Datering & videnskabsteori, side 13). De spring, der kan ses i fortidens arter (https://en.wikipedia.org/wiki/Punctuated_equilibrium ), kan bedst forklares med, at en kosmisk superintelligens sender gener og andet genetisk nødvendigt materiale (https://en.wikipedia.org/wiki/Panspermia, Protospermia) ud i rummet. Noget har ramt Jorden flere gange. Andet har ramt andre steder i rummet. Det kunne pege på fundet af aminosyrer i Murchisonmeteoritten og gener på Jorden. Så ville man forvente, at der findes genmateriale i rummet og både Log D-former af aminosyre på Jorden i fortiden. Det er en forudsigelse som kan sætte en del af teori 4. på spil.

5.

Det sker i naturen, men med realistiske betingelser for Jordens fortid og rummet giver laboratorieforsøg ee%-værdier alt for nær ved 0% i forhold til de ee%-værdier, der er fundet i biologisk liv på Jorden og i Murchison-meteoritten.

6.

Michael J. Behe ( https://www.lehigh.edu/~inbios/Faculty/Behe.html ) går ind for Darwins erkendelse, at alt biologisk liv på Jorden er i slægt, men han går ikke ind for Darwins mekanisme, for store forsøg med studier af bakterien E. Coli og fisken Ciklid viser, at der forekommer mange mutationer, hvoraf de fleste er skadelige og nogle få er gavnlige. Dermed bliver det skadelige mutationer som styrer artens fremtid. Behes teori passer med sætningen ”Den bedst egnede overlever, et stykke tid.”, at skadelige mutationer gør at arten overlever og får afkom, men senere viser det sig at de mangler nogle virkemåder fra de beskadigede gener. Det er ligesom et skib i havsnød, hvor man kan redde livet umiddelbart ved at smide kompas og andre vigtige ting overbord, for at lette skibet. Senere kommer man alvorligt til at mangle disse ting. Derfor overlever arten kun et stykke tid. Man kunne ud fra Behes teori lave den forudsigelse, at biologisk liv på Jorden i fortiden har haft flere/mere virksomme gener, som er med til at danne aminosyrer og hvis der findes biologisk liv i rummet, der ligner biologisk liv på Jorden, at det biologisk liv i rummet i fortiden har haft flere/mere virksomme gener, som er med til at danne aminosyrer.

Sammensætningen af Murchison-meteorittens aminosyrer er kompliceret og kun delvist forstået. Der mangler teorier for dannelsen af aminosyrer i Jordens fortid og i meteoritter. Ved at have et åbent sind

bioCosmos.no

skabelse.dk

Nr. 152, Sommer 2021

43

overfor teori 1.-6. kan man se om fremtidige data passer bedst med bestemte af de 6 teorier og dermed opnå større forståelse af livets, genernes og aminosyrernes gåde.

Referencer:

Boelsmand, F. L. N. (2015): Origo 133/134 februar 2015 Datering & videnskabsteori.

Burnett, D. S. & Wasserburg, G. J. (1967): 87Rb-87Sr Ages of Silicate Inclusions in Iron Meteorites. Earth and Planetary Science Letters 2, page 397-408.

Koga, Toshiki; Naraoka, Hiroshi (2017): A new family of extraterrestrial amino acids in the Murchison meteorite. Scientific Reports, Vol. 7, Article number: 636 (2017). https://www.nature.com/articles/s41598-017-00693-9 Michael Behe, https://www.lehigh.edu/~inbios/Faculty/Behe.html Murchison-meteoritten, https://da.wikipedia.org/wiki/Murchison-meteoritten Panspermia, https://en.wikipedia.org/wiki/Panspermia Punctuated equilibrium, https://en.wikipedia.org/wiki/Punctuated_equilibrium

Bilag. 19 chirale/optisk aktive aminosyrer fundet i Murchisonmeteoritten. Koncentrationer af D- og L-former.

(Hydrolyse er kemisk reaktion med H2O eller en alkohol, ofte i surt eller basisk miljø.) For tr. (=trace=spor) skrives 0,5 ppb. For n.d. (=not detectable=ikke påviselig) skrives 0 ppb. (ppb=parts per billion=milliardedele=ng/g=nanogram/gram) Koncentrationerne er målt ved GC (=Gas Chromatography=gaskromatografi, hvor blanding bæres af en varm gas. Forskellige stoffer transporteres/bæres med forskellig hastighed. Dermed kan man skelne stoffer. Der måles hvor meget der bæres af gassen i tidens løb. En stor koncentration af et stof giver en stor top) a=i GC overlappede toppen med andre toppe inklusive dens enantiomer (giver mere usikkerhed). ee%=enantiomeric eccess=((D-form – L-form)/(D-form + L-form))·100%. Hvis ee% er positiv, er der mest L-form. https://en.wikipedia.org/wiki/Enantiomeric_excess Nummer

(1)-L (1)-D (2)-L

Ekstraheret med vand (løstbundet) hydrolyseret med syre og målt (ppb) med GC.

398±74 318±59 318±72 a

Kunne ikke

ekstraheres

Total (Gly=100) og målt (ppb) med GC.

med vand (fastbundet) hydrolyseret med syre og målt (ppb) med GC.

732±8 252±18 942±89

bioCosmos.no

1130±75 (32) 570±62 (16) 1261±114 a (35)

skabelse.dk

ee% (%) Ekstraheret med vand (løstbundet) hydrolyseret med syre og målt (ppb) med GC.

-11,17 -8,72

ee% (%)

ee% (%)

ekstraheres

Kunne ikke

Total målt (ppb) med GC.

-48,78

-32,94

med vand (fastbundet) hydrolyseret med syre og målt (ppb) med GC.

-76,24

-52,39

Nr. 152, Sommer 2021

44

(2)-D (3)-L (3)-D (4)-L (4)-D (5)-L (5)-D (6)-L (6)-D (7)-L (7)-D (8)-L (8)-D (9)-L (9)-D (10)-L (10)-D (11)-L (11)-D (12)-L (12)-D (13)-L (13)-D (14)-L (14)-D (15)-L (15)-D (16)-L (16)-D (17)-L (17)-D (18)-L (18)-D (19)-L (19)-D

267±46 0,5 (tr.)

0,5 (tr.)

541±142 532±81 267±53 108±18 173±23 0,5 (tr.)

0 (n.d.)

0 (n.d.)

13±3 7,9±1,0 146±31 a 147±17 a 131±50 a 150±54 0,5 (tr.)

0,5 (tr.)

12±4 21±11 a 129±15 a 58±1 67±12 75±19 426±85 172±27 27±4 a 30±5 118±35 a 115±24 170±34 17±1 a 251±60 101±9

127±17 57±6 57±12 403±70 341±12 780±117 193±33 519±42 0,5 (tr.)

0,5 (tr.)

10±1 34±6 a 14±2 a 48±3 a 53±3 a 74±1 a 85±4 a 50± 5 a 59±12 a 7,4±3,1 a 11±5 a 419±62 a 30±1 52±7 55±5 788±115 142±25 17±2 a 16±4 66±9 27±4 a 888±13 63±1 a 696±54 172±1

bioCosmos.no

394±49 (11) 57±6 (1,6) 57±12 (1,6) 944±159 (26) 873±82 (24) 1048±129 (29) 301±37 (8,4) 691±48 (19) 0,5 (tr.)

0,5 (tr.)

10±1 (0,28) 47±6 (1,3) 22±2 a (0,62) 193±31 a (5,4) 200±17 a (5,6) 204±50 a (5,7) 235±54 a (6,6) 50±5 a (1,4) 59±12 a (1,7) 19±5 (0,53) 32±12 a (0,90) 548±64 a (15) 87±1 (2,4) 119±14 (3,3) 129±20 (3,6) 1214±143 (34) 314±37 (8,8) 44±4 a (1,2) 46±7 (1,3) 184±36 a (5,2) 142±25 a (4,0) 1058±37 (30) 80±1 a (2,6) 947±81 (27) 273±9 (7,7)

skabelse.dk

-0,84

-8,33

-3,91

-24,40

-41,67

-36,23

6,76

6,92

7,06

-42,40

0,34

-60,33

4,95

-55,37

1,78

-37,97

-86,64

-72,60

-42,47

-69,46

-58,90

5,63 5,26

-1,29

-81,82 -42,61

2,80

-3,03

-41,94 -86,75 -60,37

4,03 2,22

-12,88 -85,94 -55,25

Nr. 152, Sommer 2021